Ainoerne. Den bekendte kvindelige amerikanske Forskningsrejsende Jessie Ackermann har fornylig besøgt Ainofolket paa Nordkysten af Øen Jesso, hvor de foruden paa Sachalin, Kamtshatka og Kurilerne endnu lever. Hun udtaler følgende om dem i Wide World Magazine: Mændene er langt stærkere og solidere byggede end Japanerne, og de mangler den mon-

golske Races karakteristiske Kendetegn, de skæve Øjne. Det mærkeligste ved Mændene er det lange tykke Haar, som paa nogle naaede til Fingerspidserne, paa andre endog til Hælene. Ainoeme er meget fredelige, men i Sæder og Skikke højst ukultiverede. De holder med største Haardnakkethed fast ved deres gamle primitive Sæder. Husene bestaar af usle Straahytter. som kun har et Rum, hvori en Forhøjning paa de tre Sider tjener til Siddeplads om Dagen og om Natten til Sovested. I Midten af Huset er der lavet en lille Arne af Sten, Huset har kun et Vindue, som vender mod Øst, hvilket man imidlertid ikke tør benytte, da det er forbeholdt Guderne. Ikke for nogen Pris vilde en Aino falde paa at se ud ad Vinduet, og at se ind ad det, i Rummet gælder næsten for at være en Forbrydelse.

Det øde ufrugtbare Land yder kun Ainoen en kummerlig Tilværelse. Han jager og fisker, men maa afgive en stor Del af Fangsten til Japanerne. Ainoerne har en Konge, som modtog den Rejsende med al mulig Æresbevisning i sin Hytte. Han var iført en Statsdragt og havde en Krone af Fyrrespaaner med en Broncebjørn i Toppen paa Hovedet. For mange Hundrede Aar siden var Ainofolket uafhængigt; enhver Stamme havde sin Høvding, og en Konge herskede over hele Folket, men saa tog Japanerne Landet fra dem efter haarde Kampe. Japan bekymrer sig ikke stort om Folket og gør intet for at forbedre deres Kaar, saaledes at det stadig gaar tilbage for dem, og de uddør langsomt. Deres Antal sættes nu kun til 20,000. Kvindens Stilling hos dem er ikke misundelsesværdig, de hylder Flerkoneriet og behandler Kvinderne med Ringeagt. De maa deltage i alt Arbejde, Husbygning, Fiskeriet etc.; de bærer endog den største Byrde af Arbejdet og yder endda ogsaa deres Herrer enhver Art personlig Tjeneste. Møder en Mand en Kvinde paa Gaden, gaar hun øjeblikkelig til Side for ham, bøjer sig dybt og holder Haanden for Munden for at hendes Aande ikke skal besmitte ham. Ainokvinderne tatoverer paa deres Overlæbe et stort Overskæg (denne Skik er meget gammel), og ingen Ainokvinde tør haabe paa at behage en Mand, før denne Tatovering, der er meget smertefuld og staar paa i over to Aar, er fuldført. Ainoerne er i højeste Grad overtroiske; de har en primitiv Religion, som er baseret paa Troen paa Tusinder af Aander, mest onde, der maa have Ofre baade Dag og Nat. Afbarkede Fyrrestammer med nogle derpaa befæstede Bjørnekranier tjener som Talisman mod mange Onder. Paa Grund af deres Fattigdom har de opfundet et Middel til uden for stor Bekostning at ofre til Guderne. Det første nedlagte Dyr skal nemlig ofres, men Ainoen bringer kun Skindet og spiser selv Kødet. Den største Heltegærning er at indfange en levende Bjørneunge; den bliver betragtet som Landsbyens Stolthed, fodres og passes, indtil den bliver godt fed, hv⁷orpaa den steges og spises under en stor Folkefest. Skindet bringes til Offerstedet, hvor det ophænges paa en Fyrrestang og bliver hængende der saa længe, der er en Trævl af det tilbage.