|
Geografisk Tidsskrift, Bind 18 (1905 - 1906)Lavaørkener og Vulkaner paa Islands Højland. Geografiske og geologiske Undersøgelser.111. Den østlige Del af Odådahraun. Professor Dr. phil. Th. Thoroddsen. Da jeg var
færdig med mine Undersøgelser og Maalingeri Side 99
Lavamarker, Slaggedynger og Flyvesand frembyder et trist og uhyggeligt Skue. Lavastrømmene paa denne Slette er sammenhængende med Odådahraun, i det nordligefindes nogle Fjældgræsgange for Faar, i det sydlige er Plantevæksten næsten helt forsvunden; flere Rækker Kratere strækker sig parallelt fra Syd til Nord, deriblandt den Række, som dannedes i Sveinagjå under det store Udbrud 1875. Her findes en Mængde Revner, og store Sænkninger har fundet Sted, hvad der heller ikke er underligt, hvor saa megen Lava er vældet frem af Jorden.Da vi tog fra Reykjahlid var Vejret raat og koldt, og da vi var komne nogle Mil ud paa Myvatnsøræfi begyndte det vekselvis at sne og regne. Vejen gik stadig over sort Lava eller gulgraat Flyvesand med enkelte smaa Tuer med Duske af Marehalm i Toppen. Hist og her i Klitterne ses Knogler af Heste og Faar, der omkommer i Ørkenen under Sand eller Snestorme. Vi omgik den nordlige Ende af Lavastrømmen fra Sveinagjåog stævnede derpaa mod SØ til Krateret Hrossaborgved Jøkulså. Syd for dette Krater er der en Sænkning, som kaldes Fjallagjå (383 M. o. H.); den havde vi bestemt til Nattekvarter; thi her var der Marehalmtil Hestene, men Vand fandtes der rigtignok ikke. Her gjorde vi Holdt Kl. 11 om Aftenen, og efter meget Besvær fik vi rejst vort Telt, Teltpløkkene vilde ikke sidde fast i det løse Flyvesand. Om Natten havde vi Snestorm med l å 2° Frost, og Jorden dækkedes af Sne. Hestene, der ikke var vante til Marehalmen og ogsaa maaske tørstige, prøvede flere Gange paa at løbe bort, og begge mine Følgemænd maatte et Par Gange ud om Natten i det daarlige Vejr for at lede efter dem. Jeg blev selv overfaldet af et heftigt Ildebefindendemed Feber, saa vi havde derfor en meget urolig og übehagelig Nat. Hele Ørkenen Myvatnsøræfi hælder svagt mod Nord og har en Højde af 300—500 Meter over Havet. Slettens Underlag dannes af Lava, de brede, sorte og blaalige Lavaplader, hvis Overflade dækkes af sammenfiltrede Lavareb, stikker allevegne frem af Flyvesandet, der paa store Strækninger danner et bevægeligt Tæppe over det hele; hist og her har noget Marehalm fæstet Rødder, og i den nordligste Del findes der noget Jordsmon med Lyngplanter og anden Vegetation, her træder ogsaa isskurede, doleritiske Lavaer frem under den nyere Lava. De fornemste Kraterrækker paa Myvatnsøræfi er: Kræduborgir Nord for Skogamannafjøll, og Nord for dem findes en 2 Km. bred Sænkning, der strækker sig 15 Km. mod Nord; Randene af denne Sænkning kaldes Eystri og Vestri Brekka og har en Højde af 13 —16 M. N.Ø. for Skögamannafjöll endvidere videre3 særskilte Kraterrækker: Rauduborgir, Sveinar og Kraterne fra 1875. Alle disse Kratere har udgydt betydelige Lavastrømme, og deres Udbrud har været ledsagede af Sænkninger og Spaltedannelser med Retningen S.—N. og S.S.V. til N.N.O. En sænket Landstrimmel hører konstant til hver Kraterrække. Ved den nordlige Ende af Herdubreidarfjöll er Jorden, som vi senere fik at føle, gennemkløvet af vældige Spalter, der i det hele taget har den samme Retning som de førnævnte Kraterrækker. Den største af de herværende Sænkninger har en Bredde af ca. l Kilometer og en Længde af ca. 15 Kilometre, de lodrette Vægge paa begge Sider har en Højde af 30—50 Meter. Længere mod N.O. findes ogsaa mange Spalter, og tæt ved Jøkulså findes det førnævnte store Krater Hrossaborg og Syd for dette Sænkningen Fjallagjå, der vist har en Længde af 15 —20 Km. Syd for Kraterrækken Sveinar fandtes der før 1875 en temmelig lang, men kun et Par Hundrede Favne bred Sænkning imellem to Spalter fra N.N.O. til S.S.V., der kaldtes Sveinagjå, Spaltevæggene havde paa begge Sider en Højde af 10 —20 Meter. Den 18. Februar 1875 fandt et Udbrud Sted ved den vestlige Spaltevæg, og Udbruddene fortsattes med korte Mellemrum til i Slutningen af August. Den ved disse Udbrud frembragteLavastrømblev undersøgt og opmaalt af JohnstrupsEkspeditioni Aaret 1876, og A. Helland besøgte ogsaa Stedet i Aaret 1881. Længden af Lavastrømmeneromtrent 141/s Km., dens Gennemsnitsmægtighed antages af Johnstrup at være 25 Fod og dens Volumen ca. 10 Milliarder Kubikfod; Helland anslaar Mægtighedentil10 Meter og Volumenet til 276 Millioner Kubikmeter. Mægtigheden er sikkert ikke anslaaet for højt, da den gamle Sænkning Sveinagjå maatte udfyldes,førLavastrømmen fik sin nuværende Form. Senere i Sommeren 1884 fandt jeg Øst for Ketill en Lavastrøm, der utvivlsomt er frembragt ved dette Udbrud,oghvis den føjes til, bliver Lavamængden betydeligstørre.Den nordligste Ende af Lavastrømmen ligger efter min Maaling 374 M. o. H., de sydligste af Johnstrup undersøgte Kratere har en Højde af 442 M. o. H., og Lavastrømmen Øst for Ketill ligger 560 M. o. H. Lavastrømmen har flydt over en forholdsvis jævn Mark til begge Sider af Kraterrækken, og har sendt Tunger og Arme ud i alle Fordybninger i Terrænet.De3 Kratergrupper, der er dannede paa Spalten,eropbyggede af Slagger og gennemsættes af mange Revner, de fleste Kratere har en elliptisk Form med Længdeakse efter Spalten. Den 12. Juli 1876 besøgte jeg sammen med Ingeniør J. Howitz den nordligste og Side 100
midterste Kratergruppe. Lavaen var meget vanskelig at passere, da Overfladen for største Delen bestaar af, løse, slaggede og skarptakkede Lavabrudstykker, nærmestKraternevar Varmen endnu meget betydelig, og paa Revner i Kraterne og imellem Kratergrupperne, hvor selve Hovedspalten ligger, opsteg mange Dampe, og der afsattes en hel Del Salmiak, der ofte var krystalliseretismukke 5 mm. store vandklare og citronguleKrystaller;den hyppigste Form var 303, sjældnereTærninger;den citrongule Farve var frembragt af indblandet Fe a Glo. Den udstrømmede Luft indeholdt kun Kulsyre, Ilt og Kvælstof uden Spor af SvovlsyrlingellerSvovlbrint e1). Salmiakens og disse Luftarters Dannelse staar rimeligvis i Forbindelse med PlantevækstensForbrænding;thi Lavastrømmen flød over et Terræn, der var bevokset med Smaapil og Marehalm. Temperaturen i en Spalte tæt ved Toppen af et af de nordlige Kratere var i 2 Meters Dybde endnu 300°, men i Lavakløfterne udenfor Kraterne i Forhold til Afstandenkun20 0—130°. Kraterne er alle lave, har kun en Højde af 30—35 Meter, paa mange af dem var den ene Side sunket tilbage i Udbrudsspalten, saa at der kun stod en mere eller mindre bøjet Slaggeryg tilbage. Ved Udbruddet d. 18. Februar dannedes der kun en lille Lavastrøm med omtr. 2. Km. Længde og 3—4003—400 Favnes Bredde. Dengang dannedes de midtersteKratere.Den 10. Marts fornyedes Udbruddene og den nordligste Kratergruppe blev til. Et Øjenvidne, Hallgrimur Jönasson (f 1882) beretter følgende: Tidlig om Morgenen den 12. Marts rejste han med 2 andre til Udbrudstedet og ankom dertil Kl. 11 Fm. Allerede i lang Frastand kunde Udbruddet høres, som en svær Brænding mod en Klippekyst. Lavaen havde da alleredeenLængde af en dansk Mil og en Brede af l/» —Y» Mil. Udbruddet rasede langs den østlige Side af en omtrent 200 Favne lang og 40 Fod høj Slaggeryg, og 16 Ildsøjler hævede sig tæt ved hverandre op fra Spalten.Lavaenflød mod Øst, men fra selve Spalten kastedesentæt Regn af Lavaklumper op og ned. Den største Del af Lavaen strømmede efter Landets HældningmodNord, men en 300 Favne lang Lavaarm havde dog arbejdet sig fremad mod Syd opad Slettens svage Skraaning med en Fart af 5—65—6 Favne i Timen. Den fremskridende Bevægelse viste sig deri, at Lavarandenunderden halvstørknede Skorpe bulnede ud, og den ene glødende Lavakugle væltede frem over den 1) O. T. Christensen i Tidskrift for Physik og Chemi, 2. Række X. 1889. S. 232-233 og F. Johnstrup: Vulkaner og Solbatarer i det nordøstl. Island S. 35. 1) Nordanfari XIV S. 44. Side 101
tumlede sig i Dampene, undertiden for en hel Søjle af Lavagrus susende tilvejrs, og man kunde høre dets Knald og Knirken, medens det fløj igennem Luften. Efter saadant et Udbrud var der gærne et Ophold, derpaaetKnald, og saa begyndte den samme Leg paan y1). Efterat dette havde varet i nogle Dage, syntes Vulkanen at have udraset og har ikke siden ladet høre fra sig. Ved disse Udbrud paa Myvatnsøræfi blev en hel Del smukt, med Græs og Pilekrat bevokset Land, ødelagt, især ved Udbrud fra de nordlige Kratere, de sydligereudgødderimod deres Lava over ufrugtbare Sandsletter.Askefaldetvar ikke stort. I den nærmeste OmegnafKraterne fandtes der noget Lavagrus, og nogen Aske var falden i Kelduhverfi, uden dog at gøre Skade. Den 17. Juli drog vi atter afsted fra vor Teltplads i Fjallagjå. Rejsen var for mig i Begyndelsen temmelig besværlig, især da Vejret var mindre godt, men lidt efter lidt gik Ildebefindendet over, og jeg var nogenlunde restitueret om Aftenen. Vejret var raat og skiftende, vekselvis Regn og Snebyger, Sandflugt og Hagl. Vi saa kun lidt af Omegnen, men fulgte hele Tiden Jokulså mod Syd. Landskabet vi rejste igennem var meget ensformigt, fuldstændig fladt med smaa, l—2l—2 Meter høje Flyvesandstuer; af Plantevækst var der ikke andet end lidt Marehalm hist og her i Toppen af Tuerne og enkelte, ensomme Eksemplarer af den haardføre Silene maritima, der findes i spredte Eksemplarer næsten overalt, selv i de mest ufrugtbare Ørkener, hvis de ikke ligger altfor højt over Havet. I Vallhumalslåg, der ogsaa er en vulkansk Sænkning bevokset med noget Marehalm, bedede vi en kort Stund. En Mængde Hesteknogler laa her spredte i Sandet. I gamle Dage i det 17. 18. og ind i det 19. Aarhundrede lod man den største Del af Hestene fuldkommen skøtte sig selv og gaa ude om Vinteren; større Flokke fandtes dengang paa Myvatnsøræfi, hvor de i det mindste i det nordlige kunde skaffe sig taalelig Græsning, men mange har sikkert om Vinteren under deres Forsøg paa at bjærge Føden, søgt mod Syd og er saa i Mængde omkomne af Sult og Elendighed. Naar man kommer Syd for Vallhumalslåg træder Lavaen allevegne frem for Dagen, og Flyvesandet forsvinder. Om Eftermiddagen naaede vi en Række Smaafjælde og Aase af Tuf, der langs Jøkulså strækker sig mod Syd til Grafarlandaå; denne lille Elv fører klart Vand og udspringer i Kilder fra Lavaer, den løber mod NØ og forener sig med Jøkulså Nord for Ferjufjall. Lindaå, der har en lignende Oprindelse, løber parallelt med den anden og udgyder sig i Jøkulså Syd for Ferjufjall. Efter at vi saa længe ikke havde set andet end den graalige og sorte, ensformige Ørken var det os en stor Øjenlyst at betragte de smalle, grønne Plantebaand paa Elvbredderne. Plantebræmmen langs Grafarlandaå, der hovedsagelig bestaar af Smaapil, har kun en Bredde af l—2 Fod, men ved Kilderne, hvor Aaerne udspringer fra Lavaen, er Plantevæksten noget rigere, og her findes der ikke saa lidt Halvgræs, som kunne tjene Hestene til Føde. Disse smaa Græsoaser ved de herværende Vandløb kaldes under et Herdubreidarlindir, Om Aftenen Kl. 8 opslog vi vort Telt ved Lindaå i mørk Taage, saa at vi slet ikke saa det mindste af de pragtfulde Fjælde i Nærheden. Paa dette Sted 471 M. over Havet to Dagsrejser fra Bygden, opslog jeg mit Hovedkvarter for to Uger. Den Følgemand, som jeg havde haft med fra Myvatn, forlod os næste Morgen, saa at jeg blev ene tilbage med min trofaste Følgesvend Øgmundur Sigurdsson. Herfra gjorde vi saa Udflugter til Lavaørkenens mange vulkanske Fjælde, som for stor Del aldrig var blevne besøgte af noget Menneske endsige af Videnskabsmænd. Vejlængderne til de forskellige Punkter, der skulde undersøges, var store, men da dette var den eneste Græsningsplads i disse Egne, saa var dette den nærmeste Station, vi kunde have. En Dag var sjælden tilstrækkelig til hver Udflugt, saa at vi som oftest maatte tage de lyse Nætter tilhjælp. Et stort Held var det, at vi, medens vi dvælede paa dette Sted, næsten hele Tiden havde godt Vejr, og det kan altid betragtes som en sjælden Lykke at have en længere Række gode Dage paa Islands indre Højland. Jøkulså flyder paa hele sit Løb fra Jøkelen til Havet ad en mod Nord svagt hældende Slette, det er den længste uafbrudte Flade, der findes paa Island. Denne Slette begrænses her mod Øst af flere lave Fjældrækker paa den anden Side af Jøkulså, men mod Vest af en lang vulkansk Fjældrække i Randen af Odådahraun. Jøkulså begrænses af brede Flader af grovt Grus og store Rullesten uden nogen Plantevækst, kun hvor Lindaå Syd for Ferjufjall forener sig med Floden findes græsrige Strækninger ved Aaens mange smaa Arme. Ved Vandløbene vokser der Lyng og Græs, og hist og her i Fordybninger, ved Vandsamlinger og smaa Damme er der en tæt Vegetation af Halvgræs, tilstrækkelig til Føde for mange Heste i længere Tid. Kvanner findes ogsaa mange Steder ved Lindaå, og nogle røde Pletter af Chamænerium latifolium ses hist og her1). 1) De Planter jeg samlede i Herdubreidarlindir var (efter Prof. Joh. Lange's Bestemmelse) følgende: Equisetum variega- turn, Phleum alpinum, Calamagrostis stricta var. borealis, Festuca rubra var. hirsuta, Eriophorum Scheuchzeri, Juncus arcticus, J. triglumis, Luzula multiflora, Totjeldia borealis, Piatanthera hyperborea f. major, Salix phyllicifolia, S. phyllic. var. angustifolia, S. lanata, Achillea millefolium, Erigeron uniflorus, Hieracium murorum, Galium verum var. aspera. Thymus serpyllum var prostratus, Bartsia alpina, Pyrola minor, Archangelica officinalis, Parnassia palustris, Cerastium vulgatum, Silene maritima, Epilobium alsinetolium, Chamaenerium latifolium, Alchemillk alpina. Af Insekter samlede jeg nogle, der efter H. J. Hansens Bestemmelse var en Bille, Bembidium bipunctatum L., en Limnephilus sp., en Vespe Pimpla arctica Zelt., af Dipterer Scatophaga stercoraria, var. merdoria, Se. squalida Meig. og Arter af Platycheirus, Simulia og Anthorayia, endvidere af Arachnider Mitopus alpinus Herbst. Af Fugle saa jeg en Rype, en Calidris arenaria med Unger, nogle Ænder, 4 Eksemplarer at en Lestris-Art samt en Larus marinus. 1) Thjodölfur XXVII. S. 112-113. Side 102
Udsigten til Fjældene er baade smuk og storslaaet, nærmest i SSV har man Herdubreid, et af Islands smukkeste og mest imponerende Fjælde, den er et enkeltstaaende Brecciebjærg, der naar en Højde af 1660 Meter, øverst omgives Herdubreid af et bredt Bælte af lodrette Klipper, der krones af en snehvid Jøkelpyramide. I islandske Annaler omtales flere Gange Udbrud af Herdubreid saaledes ved Aarene 1341 og 1510, men disse Beretninger maa sikkert skyldes Übekendtskab med de topografiske Forhold. Herdubreid er slet ingen Vulkan, skønt den paa alle Sider er omgivet af Lavastrømme, Udbruddene har rimeligvis stammet fra en eller anden af de mange Vulkaner i i Nærheden, men da Herdubreid formedelst sin store Højde ses fra fjærne Steder, har man troet, at det var den, der havde Udbrud. ISØ hæver Snæfell sig over de lavere Fjældrækker til en Højde af 1800 M., i Syd begrænses Horisonten af Vatnajøkuls endeløse Sneflader, hvorfra Kverkfjøll, med den vældige Kløft hvorigennem en Gletsjer skyder sig ned, hæver sig som et uhyre Forbjærg. Mod Nord strejfer Blikket uhindret over de øde Sletter, hvor man om Middagen, naar Solen skinner stærkt, kan se de morsomste Luftspejlinger, Sletten syntes da i den disede Luft oversaaet med Søer og Vandløb, og Klippeblokkene blev til Byer og lange Karavaner af belæssede Lastdyr. Luften er heroppe usædvanlig ren og klar, saa at hver Enkelthed i Fjældformerne træder tydelig frem. Aftenen var ofte i godt Vejr uforlignelig skøn, de takkede Bjærgkæder, Gletsjere og Jøkelflader glødede i en übeskrivelig Farvepragt, som hverken kan gengives med Pen eller Pensel. Medens vi dvælede heroppe, var Vejforholdene noget anderledes end i Bygden. Natten var som oftest kold, saa at det frøs i de senere Nattetimer, Køligheden holdt sig til henimod Kl. 10 om Formiddagen, saa fik Solen Magt, og om Middagen kunde Varmen stige til 12 —13° i Skyggen. Himlen var om Formiddagen som oftest helt klar, men imellem Kl. l og 3 saas Skyer i Nord, der bevægede sig ind imod Landet og førte Regnbyger ind langs Fjældkæderne op til os, medens det sneede paa de højeste Toppe. Efter 2 å 3 Timer var Regnvejret som oftest forbi, Aftenen var smuk og stille med nogle Skybælter i Nord, men ellers med klar Himmel. Nogle Gange regnede det hele Eftermiddagen, og da indhylledes vi om Aftenen i en kold og klam Taage, som forsvandt henad Morgenstunden. Nordvest for Herdubreid hæver en langstrakt Bjærgrækkesig over Lavastrømmene, den kaldes Herdubreidarfjøll(og af nogle Dyngjufjøll ytri). Dette Bjærgstrøgsynes at være en „Horst" frembragt ved Sænkningeraf Egnene paa begge Sider; langs Brudlinjerne er Lavaen saa brudt ud baade paa den østlige og den vestlige Side. Denne Fjældrække begrænses mod Syd af den store Vulkan Kollötta Dyngja (1209 Meter) en Lavakuppel med en Omkres af 19 Kilometer og en Hældning af 8° mod Syd og 6—7° mod Nord; denne Vulkan er opstaaet i Tufryggens sydligste Ende og støtter sig op til et højt, sønderrevet Fjæld af Breccie, som af mig fik Navnet Eggert (efter Eggert Olafsson). Kollötta Dyngja, der aldrig før er bleven besøgt af nogen, har ligesom Trølladyngja en stor Lighed med den bekendte Skjaldbreid Nord for Thingvellir, men er lidt højere. Vor første længere Udflugt fra Teltet, gjaldt denne store Vulkan. Den 19. Juli brød vi op Kl. 10 om Formiddagen og satte Kursen efter den førnævnteBjærgspids Eggert. Vor Vej laa stadig over blaasorte Masser af en meget ujævn Pladelava, Overfladener ved Afkølingen sunket og brækket i utallige Stykker, hvorved der er opstaaet et Mylr af Rygge, Høje og Fordybninger med en talløs Mængde Revner, en sand Labyrint at komme igennem med Hestene. Vest for Grafarlandaaaens Kilder gik det noget lettere at komme frem, da Fordybningerne her tildels var udfyldteaf Flyvesand og Lavagrus. I Lavastrømmene findes hist og her glasserede Kedler og kegleformede Slaggedynger, sekundære Kraterdannelser (Hornitos) med ejendommelige Former. De Bjærgrygge, som fortsætter Fjældet Eggert mod Nord, er betydelig lavere, de fik Navnet Hrtitshålsar; her findes nogle Solfatarer og flere Kratere, der har udgydt store Lavastrømme til begge Sider, mod Øst ned imod Grafarlandaå mod Vest til Hvammfjøll. Da vi nærmede os disse Højdedrag, traf vi paa mange Spalter fra Syd til Nord, nogle af disse var udfyldte af Flyvesand, saa at de let kunde passeres, over andre førtes Hestene paa Lavabroer, eller Side 103
de hoppede paa løse Blokke, der var faldne ned i Revnerne.Efter 4 Timers ihærdige Anstrængelser naaede vi til Fjældene, der er opbyggede af Tuf med de mest æventyrlige Forvitringsformer. Derfra bøjede vi Sydefter,red langs Grænsen af Fjæld og Lava og stævnedetil en lille grøn Plet i Hjørnet imellem Kollötta Dyngja og Tufbjærgene (653 M. o. H.); en Fjældbæk har her ført lidt Ler og Sand ned paa Lavaen, og i dette Jordsmon er der saa opstaaet en Smule Plantevækstbestaaende af Satix herlacea, S. glauca og enkelte Eksemplarer af Polygonum viviparum; et Eksemplar af Taraxacum officinale stod ene og forladtude i Lavaen i Nærheden. Skønt der her ingen Græsning fandtes, lod vi Hestene blive tilbage; thi det var dog behageligere for dem at staa paa noget Grønsværend paa den haarcte og bare Lava. Da vi begyndteBestigningen af Bjærget, var Himlen overtrukken, og Temperaturen faldt, snart begyndte det ogsaa at sne. Lavaen i Fjældsiderne er, som den plejer at være paa saadanne Lavavulkaner, knudret Pladelava med en vablet og rynket Overflade; der findes en Mængde langstrakteLavakanaler, Rør og Huler med Lavastalaktiter. Fodtrinene gav en hul Genlyd; thi alt var undermineret af de lange bugtede Kanaler, hvorigennem den tyndflydendeLava i utallige Bække er strømmet fra Krateret nedad Fjældsiderne. Da vi var naaede midt i Fjældet, var alt blevet oversneet, vi fortsatte dog vor Gang i Haab om, at Snebygerne snart vilde drive over og naaede paa 2 Timer til det store Krater paa Fjæld ets Top. Her ventede vi iVa Time, indtil det lysnede noget, idet Snebygerne trak Syd over til Vatnajøkull, saa kunde jeg først opstille Teodoliten og begynde mine Maalinger, Vejret var meget raat, og Temperaturen varierede,medens vi var deroppe, fra ~- Vs0 til -f- lYs0 G., men vi frøs meget mere end ofte ellers i mange Graders Frost. Kollötta Dyngja er opbygget af utallige Lavastrømme, der rolig er fly cite ud fra Kratersvælget i Toppen; Lavaen i Fjældsiderne bestaar af brede, tildels hule Rygge, der gaar radielt ned fra Hovedkrateret. Flere Spalter gennemsætter Fjældet fra N. til S.; paa en af disse fandt jeg, at to ca. 30 M. høje Kratere var blevne dannede; paa den Side, vi gik op, er de østlige Rande af Spalterne meget højere, hvad der viser en Sænkning af Vulkanens Gentralparti. Saadanne Sænkninger af Lavavulkaner synes at være temmelig almindelige paa Island. Baade i Fjældsiderne og paa de omgivende Lavastrømme findes en Mængde Hornitos med de ejendommeligste Fornier, sammenklæbede af den sejgflydende Lava, undertiden som glasserede Kedler, eller overklistrede med Lavaklatter som Skællene paa en Grankogle eller overspundne med sammenfiltrede Lavareb. De opstaaende Lavaspidser er ofte paa krys og tværs gennemborede af glasserede Lavarør, frembragte ved de elektriske Udladninger, der altid følger de store Udbrud. Vulkanens Top optages af et mægtigt Krater af ca. 500 Meters Diameter med flad Lavabund, der omgives af en stejl Lavavæg med 12 opstaaende Spidser. Midt paa denne Lavaslette findes et regelmæssigt, imponerende Kratersvælg, en Kedel med stejle Sider, 150 — 200 M. Dybde og 150 M. Diameter; Væggene var beklædte med Isskorpe, saa at Kedelen saa ud, som den var mejslet i Marmor. Paa Bunden kunde man se nogle nedfaldne Klippeblokke, som saa ud som smaa sorte Prikker paa hvid Grund. Fra dette Kratersvælgs østlige Side udgaar der en Rende, der knytter dette Krater sammen med et mindre; desuden findes der 2 andre smaa Kraterfordybninger paa denne Lavaslette. Den centrale Lavaflade er ved flere koncentriske Revner adskilt fra det yderste omgivende Lavagærde. Hist og her findes rødlige Klippeblokke, der ser ud som Lipariten fra Hlioarfi all, men ved nærmere Undersøgelse viste de sig at bestaa af en, af sure Dampe dekomponeret, Anamesit. Ved Kollötta Dyngja's sydlige Fod findes der et ejendommeligt Tuffjæld med opstaaende kæmpemæssige Taarne eller Søjler. Dette Fjæld, der ligner et kolossalt Pindsvin, fortsættes af nogle smaa Tuffjælde henimod Dyngjufjöll; her findes ogsaa efter Retningen SV —NO flere Kratere hvis Lavastrømme har et temmelig nyt Udseende. Lavastrømmene fra Kollötta Dyngja har omflydt Heröubreiö og er mod Øst tildels sammenblandede med de mægtige Lavamasser fra Hrutshålsar. Lavaen ved Heröubreiöarlindir synes at stamme fra Kollötta Dyngja, skønt Hældningen næppe overstiger l °. Lavaen har flydt rolig ud fra Vulkanen til alle Sider, hvorpaa den størknede Skorpe er sunket sammen og brækket i utallige Stykker ligesom Isen paa en Dam; herved frembragtes der utallige Huler, Revner og Blærer. Vest for Kollötta Dyngja er Lavaen især rig paa store Kedler og dybe Huler. Fra Kraterranden havde vi henad Eftermiddagen en ret god Udsigt over en stor Del af 'Odadahraun, Dyngjufjøll og alle de mange Lavafloder, som her er styrtede nedad Bjærgskraaningerne. Et uhyggeligere Landskabkan man næppe tænke sig. Jorden er. saa langt Øjet rækker, overgydt med en kulsort, stivnet Masse; dens ensformige sorte Farve afbrydes kun hist og her af rødlige Slaggehøje og brune Tuffjælde; i Syd skimtes Vatnajøkels glitrende Sneflader, og over de østlige Sande hviler gulbrune Støvbanker fra de store Flyvesandstrækninger,som Side 104
ninger,somher grænser til Lavaørkenen; ingensteds er der Spor af Liv, og trykkende Stilhed hviler over Naturen.Kl. 11/2l1/2 om Aftenen begyndte vi Nedstigningen, fandt vore Heste i god Behold og begav os paa Hjemvejen;vi fandt nu en lidt bedre Vej over Lavaen lidt nordligere, red ned til Grafarlanda'aaens Kilder og naaede Teltet Kl. 2 næste Morgen. Aftenen var meget smuk, snehvide Fjerskyer paa Himlens dybe Blaa, og et gyldent Skær over Fjælde og Jøkler; om Natten hvilededer over Naturen en dyb Fred, som ikke afbrødes af den mindste Lyd. En anden Udflugt gjorde vi til Herdubreid og de nærmeste Fjælde. Syd for Herdubreid strækker en 1077 Meter høj Fjældrække sig mod Syd, den adskilles fra Herdubreid ved en dyb Kløft, hvorigennem en Lavastrøm har fundet Vej ned til Jøkulså. Herdubreid er saaledes paa alle Sider omgiven af Lavastrømme, skønt den selv ikke er Vulkan, men opbygget af Breccie. Den førnævnte Fjældrække kaldes Herdubreidar-tøgl eller kun Tøgl. Vi red først mod Syd langs Lindaå over den smalle Grusslette, som denne Aa forgrener sig over. Sletten begrænses mod Vest af en stejl 10 Meter tyk Lavarand, der rimeligvis i Flomtider er opbrudt af Jøkulså. Den øverste Del af Lavaen (2—3 M.) er slagget, den nedre Del tæt, haard Basalt med en ganske tynd Slaggeskorpe nærmest Jorden. Lindaä, der flyder langs Lavaranden, faar fra denne en Mængde Tilløb af klare Kilder, der fosser frem under Lavaen; Bredderne er bevoksede med Smaapil og Kvanner. Ligeoverfor Lindaåens Kilder optager Jøkulså fra Øst den vandrige Jøkelelv Kreppa, og i Tangen imellem dem er der et bredt afrundet Tuffjaeld (Fagradalsfjall), der har en Højde af ca. 250 M. over Sletten. Den største Del af Lavaen Vest for Lindaå stammer fra Kollötta Dyngja, men den overdækkes mod Syd af en anden Strøm, der er brudt frem imellem Herdubreid og Tøgl. Denne Lavastrækning bestaar udelukkende af sønderbrudt Pladelave med 10—15 Meter høje Blærer. I disse Lavaer finder man enkelte, spredte Planter i Fordybninger, hvor noget Flyvesand og Lavagrus har samlet sig; de Arter, der fandtes, var: Elymus arenarius, Silene maritima, S. acaulis, Armeria maritima og sjældnere Sålix herbacea og S. glauca, af Mosser og Lichener er der mærkværdig faa, Grimmia'erne, der paa Reykjanes Halvøen danner saa udstrakte Tæpper paa Lavaen, findes her kun i enkelte Smaaduske. Over Lavastrømmene stævnede vi paa Herdubreid, hvor vi fandt en lille Sø imellem Grusrygge og besteg derefter Fjældene Tøgl. Herdubreid er opbygget af en meget grov Breccie, med kantede Blokke af en olivinrig Basalt, nogle Steder ses Lagdeling, og nederst i Bjærgets nordlige Del har Breccielagene en Hældning af 10° mod NØ. Tøgl, en Fjældrække med mange smaa Toppe og Kamme, er ogsaa opbygget af Tuf og Breccie, men den faste Klippe kommer dog sjælden frem, da de fra Breccien udvitrede Lavastykker dækker Overfladen. Paa selve Bjærgryggen fandt jeg en Revne, der havde udgydt lidt Lava. Udsigten fra Tøgl over de med gullig-graa Pimpsten dækkede Fjælde og Sletter er meget ejendommelig, men alt anden end smuk. Landskabet ser ud som et af grove Hænder oversmurt og udvisket Maleri. Straks Syd for Herdubreid er Landet dækket med Pimpsten fra Askja's store Udbrud 1875, og Lavastrømmene SØ. for Dyngjufjøll er saaledes dækkede, at de dybe Sænkninger og Kedler i Overfladen er forsvundne. Ved Tøgl er Pimpstenslaget mange Steder en Fod tykt paa det flade Land eller tykkere, men i Fordybninger ofte flere Meter. De enkelte Pimpstensstykker varierer i Størrelse fra en knyttet Haand til 1—2 Kubikfod; de større Stykker har som oftest en brunlig eller gulbrun Farve og et Udseende som trøsket Træ, medens de mindre Stykker af Størrelse som Valnødder er graalig-hvide med en silkeagtig Glans. Paa Tøgl finder man meget ofte i Pimpstensgruset smaa Stykker af el blaalig-hvidt vulkansk Glas, der ligner Porcellæn og undertiden i mindre Brokker sidder fastkittet i Pimpstenstykkerne. Herfra har man ogsaa en vid Udsigt over Vatnajøkuls nordlige Rand og over de mægtige Gletsjere, som paa begge Sider af Kverkfjøll sænker sig jævnt ned mod Højlandet. Paa Vatnajøkuls øvre Sneflader ser man ingensteder en mørk Plet, de store Moræner træder først frem i de nedre Dele af Gletsjerne. Efterat vi havde opholdt os temmelig længe paa Tøgl, og jeg havde gjort de nødvendigste Pejlinger derfra, forandredes det gode Vejr til Plaskregn, saa vi skyndte os tilbage til Teltet. Den næste Dag (den 22. Juli) brugte vi til en Udflugttil den nordlige Del af Herdubreidarfjøll, vi havde smukt Vejr hele Dagen og kunde derfor faa en hel Del udrettet. Vi brød tidlig op om Morgenen og red mod Nord til Ferjufjall (554 M. o. H.), en Tufrygved Jøkutså, der kun hæver sig 83 M. over Sletten,herfra er der dog meget god Udsigt til de nærmesteDele af Fladlandet, især paa den anden Side af Jøkulså, hvor Landet er meget græsrigere end her, der findes bl. a. temmelig udstrakte Græsflader, som kaldes Bæjarlønd, der tilhører den ensomme Gaard Mødrudalur, som jeg besøgte i Sommeren 1882, selve Gaarden kunde ikke ses, men vi kunde let kende de smaa toppede Tuffjælde, som findes i dens nærmeste Omgivelser. Ved Side 105
Ferjufjall skal der ifølge Sagnet før have været en Færge, der benyttedes af Biskopperne fra Skalholt, naar de rejste til Visitatser i Østlandet ad den nu forglemte Vej over den nordligste Del af Odadahraun. Derefter fortsatte vi Rejsen mod NV. til Herdubreidarfjældenes nordlige Udløbere over et klippefuldt Terræn, der dannesaf isskuret Dolerit med smukke Skuringsmærker fra Syd til Nord. Den doleriske Lava er temmelig olivenrig,Lavabølgerne ses endnu ofte paa Overfladen og Skurstriber tværs over dem, disse sidste var et Sted, hvor de maaltes, 8—10 Cm. brede og 3 Cm. dybe. Til vor store Forundring traf vi snart paa en Række Stenpyramider (vørdur) af samme Slags som dem, der i Almindelighed bruges i Island for at vise Ridestiens Retning, de fleste af disse Varder var faldne ned, men en enkelt var dog endnu 3 Alen høj og helt overgroet med Mos; der var derfor næppe nogen Tvivl om, at vi havde fundet den gamle for længe siden glemte Vej, hvad der ogsaa senere viste sig at være fuldkommen rigtigt. Tæt ved Herdubreidarfjøll traf vi paa en opskruetLavamasse, der stammer fra Hrutshålsar og er strømmet mod Nord langs Fjældene, noget af Lavaen stammer dog ogsaa fra en Kraterrække her i Nærheden tæt ved Bjærgkæden. Lavaen var paa Grund af Revnerog optaarnede Lavablokke ufarbar for Heste, vi maatte derfor forlade vore taalmodige, firbenede Venner, give dem lidt Hø og binde dem sammen, medens vi fortsatte Rejsen tilfods. Vi plejede hver Dag at slaa noget Hø i Nærheden af Teltet og førte paa alle Udflugteret Par Sække med os, da der ingensteder i disse Ødemarker fandtes Græsning for Heste, undtagen i Nærhedenaf vort Telt ved Lindaå og Grafarlandaå. Selv for gaaende var det vanskeligt at overvinde den opskruedeLava og det lykkedes os kun med Besvær at naa Bjærgene; vi krøb opad Klipperne langs en kedelformetFordybning og naaede Bjærgenes øverste skarpe Eg, som vi fulgte, til vi naaede den højeste Top i denne Del af Fjældene (858 M.). Hertil naaede vi lidt før Solnedgang og havde en udmærket Udsigt over Fjælde og Ørkener. Midnatsolen og de skiftende Skyformer indhyllede hele Scenen i en übeskrivelig glødende Pragt. De Nætter, jeg tilbragte paa Fjældene i Odadahraun, vil altid blive mig uforglemmelige. Fjældenes mange parallele Rygge er alle dannede af Palagonitbreccie med Gange og Indlag af Basalt ofte med mange Søjler i forskellige Stillinger. Her findes en Mængde Smaadale, Fjældknuder og Kløfter, men ingensteder kunde jeg opdageet eneste Græsstraa. Nord for Fjældene saa vi i Fladlandet en Mængde Spalter med sænkede Landstrimlerimellem, den østlige Spalterand var her som oftest højere. Mod Nord havde vi desuden Udsigt over Myvatnsøræfimed dens Sandsletter, Kratere og Lavakløfter, men mod Vest saa vi en vældig Lavakuppel med en opstaaende Tufspids og et stort Krater, den fik Navnet Kerlingar-Dyngja. Efter at vi havde tilbragt en Del af den lyse Nat oppe paa Fjældene og havde klavret og klatret omkring paa de bratte Tufspidser, ofte paa alle Fire, vendte vi om og naaede med forrevne Klæder og gennemhullede Strømper og Sko til vore Heste, der havde maattet vente saa længe paa den bare Lava og derfor saa højst sørgmodige ud, men der kom pludselig Liv i dem, da de fik Lov til at vende Næsen hjem til Græsningspladsen ved Lindaå. Efter at vi havde samlet tilstrækkeligt Hø, skoet Hestene og gjort andre nødvendige Forberedelser drog vi afsted den 25. Juli paa en lang og besværlig Tur til Vulkanen Ask ja. De faa, der før havde besøgt denne Vulkan, havde naaet dertil fra Nord over Gaarden Svartårkot, Lavafladerne er her lette at passere, og man kan igennem Passet Jonsskard, efter Omstændighederne ret bekvemt, trænge igennem Dyngjufjøll til selve den vulkanske Sænkning Askja. Ingen havde derimod endnu prøvet paa at trænge derind fra Øst, da man troede, at Lavaørkenen her var ufarbar, desuden ligger denne Del af Ørkenen saa langt fra Bygden, at der behøvedes en betydelig Udrustning samt godt Vejr til at berejse den. Jeg syntes dog, det var et Forsøg værd at trænge igennem disse Ødemarker; thi hvis vi ikke naaede Maalet, saa vilde vi dog kunne samle nogle Kundskaber om disse lidet kendte Egne. Vi var saa heldige at have godt Vejr paa hele Turen, ellers kan det ikke nægtes, at det var lidt uforsigtigt at begive sig ud paa denne Rejse uden noget Telt og kun med Proviant og Hø for en Dag, havde vi faaet en af de Snestorme, der her er saa hyppige, havde vi været meget daarlig stillede, vi var kun to og havde afbrudt al Forbindelse med Bygden, hvor Folk ikke vidste noget om vore Rejseplaner. J. C. Schythe havde paa sin Rejse igennem Odådahrum den 3. —7. Juli 1840 nær sat Livet til i en Snestorm, og Johnstrup blev i Begyndelsen af Juli 1876 indesneet i Askja, og den første Undsætningskaravane, der blev udsendt fra Svartårkort, maatte paa Grund af Uvejr vende om med uforrettet Sag. Vi drog fra Teltet først til Herdubreid og red igennem Passet imellem dette Fjæld og Tøgl og satte derpaa Kursen mod et lille Tuffjælde, som vi kaldte Vikrafell SV. for den førnævnte Bjærgrække. Lavastrømmeneer her meget ujævne og har sikkert før Udbruddet 1875 været ufarbare med Heste, men nu var de saa fuldstændig dækkede med Pimpstensgrus Side 106
at alle Fordybninger, hvoraf mange maa have haft en Dybde af 4—5 Meter, var forsvundne. Mange Pimpstensstykkervar saa store som et Menneskehoved, og nogle enkelte havde en Størrelse som en mellemstor Rejsekuffert. Fra Vikrafells Fod (703 M. o. H.) begyndeLavastrømmene jævnt at skraane op mod Askja'søstlige Aabning og har en gennemsnitlig Hældning af 4° 33', den ene Lavaflod er bleven dynget ovenpaa den anden, og Skraaningen hæver sig jævnt med smaa Terrasser og Rygge. Alle disse Lavastrømme er flydte ud af Askja's Kedeldal, hverken de Kratere, der findes ved Dyngjafjølls Sider eller to enkeltstaaende Kratere Nordvest for Vikrafell, har taget nogen væsentlig Del i Dannelsen af de herværende Lavamarker. Lavaen er meget sammenskruet med utallige Rygge og Blærer, men da Lavningerne var opfyldte af Pimpstensgrus, kunde vi dog komme frem; paa Grund af sin ringe Haardhed kunde Pimpstenen ikke gøre Hestene nogen Fortræd. Da vi næsten havde naaet Askja's Aabning, forsvandt Pimpstensgruset, og Lavastrømmene var her saaledes optaarnede, at de var aldeles ufarbare, men til Lykke for os fandtes her megen Sne i Fordybningerne,og ved at følge Snedyngerne og gøre mange Omveje lykkedes det os med Taalmodighed at komme frem; dog var vi nødte til at passere enkelte Lavarygge, hvorover vi med stor Tidsspilde maatte rydde Vej, inden Hestene kunde føres over de opstablede LavaogSlaggestykker. Klippevæggen paa den sydlige Side af Askja's Aabning er udelukkende sammensat af Tuf, men den nordlige bestaar af vandrette, hældende og brudte Basalt og Doleritbænke. Efter 9 Timers haardt Arbejde naaede vi tilsidst ind i Askja's store Kedeldal op til Fjældhjørnet Syd for Aabningen, herfra kunde vi paa Firndynger i Bjærgsiden ride videre mod Syd til Pimpstenskrateret paa Randen af den store Indsænkning.Her blev Hestene ladte tilbage paa en Snedynge, efter at de havde faaet deres Foder, rnen vi begav os afsted tilfods for nærmere at undersøge de storartede vulkanske Fænomener. Hermed var vi beskæftigede hele den lyse Nat kravlende op og ned over det vanskeligeTerræn; Tiden maatte udnyttes, da vi ikke kunde opholde os her længere end nødvendigt. Hele Landskabet har et uhyre vildt og trøstesløst Udseende, man ser ikke andet end Lava og Sne, Kratere og Slaggedynger, samt Dampsøjler fra Solfatarer og Fumaroleromkring den underlige, grønne Sø i den dybe Indsænkning. Alt er absolut livløst og øde 1). Dyngjufjöll har en Højde af c. 1400 Meter; det er den mægtigste Fjældgruppe i Odådahraun, der giver en Mængde Vidnesbyrd om storartede vulkanske Omvæltningerigennem lange Tidsrum. Fjældene er for største Delen opbyggede af Tuf og Breccie med indlejredeBasaltknuder og Basaltdækker af underordnet Betydning. Breccien indeholder ofte veludviklede Krystalleraf Anorthit, og i de i Breccien indlejrede porfyritiskeDoleritblokke findes ogsaa lignende Krystaller. Dyngjufjældene har i Begyndelsen været et stort Plateaustykkeaf Palagonitbreccie, der har faaet sin nuværende Form ved flere Sænkninger og især ved Dannelsen af den kedelformede Dal Askja. Dyngjufjældenes Hovedmasseadskilles mod V. ved en smal Dal fra de lavere endnu ikke undersøgte Dyngjufjøll „vestri"; disse Fjælde synes ogsaa at bestaa al Palagonitbreccie og har, efter hvad der vides, ikke haft Udbrud. Derimod findes der ved de egentlige Dyngjufjøll Kratere i Hundredvis,baade udenfor Fjældene og langs de indre Rande af Dalen Askja. Dyngjufjældene hæver sig i N og V i to Terrasser op fra den omgivende Lavaslette;denne Lavaslette imellem Dyngjufjøll og Blåfjall er tildels bleven dannet ved Udbrud fra Dyngjufjøll, tildels af de østlige Vulkaner Heroubreioarfjøll, Kollötta Dyngja og Kerling; Hældningen af denne store Lavafladeer fra N—S (Dyngjufjøll til Suourå) kun 0°20'38" men fra O—V (fra Kollötta Dyngja til Suourå) lidt mere, 0°44'50". Desværre havde jeg ingen Lejlighed til at undersøge disse Fjælde nærmere; man har kun lidt Tid til nærmere Undersøgelse, naar man paa Grund af den fuldstændige Mangel paa Græs ikke kan dvæle i disse Udørkener mere end højst nødvendigt for ikke altfor meget at risikere Hestenes og derved sit eget Liv. Med tilstrækkelig Tid og Taalmodighed tvivler jeg ikke om, at en fremtidig Forsker vilde have et udmærketUdbytte af at undersøge disse maaske mest storartede vulkanske Fjælde i Island. Paa den Terrasse, der i en Højde af 8—900 Meter strækker sig langs Fjældenes Nordrand, findes en Mængde Kratere, Slaggehøje,vildt sønderrevne Lavastrømme og Lavafald imellemde mange opstikkende ejendommelig formede Tufryggeog Spidser; herfra harflere temmelig ny Lavastrømme udgydt sig mod Nord og strækker sig over den ældre Lavaflade næsten hen til Blåfjalls sydligeUdløbere 1) Den vidtberejste Englænder E. Delmar Morgan, der besøgte Askja i August 1881 siger: „I have been in many lonely places in my life, the great pine forests of Northern Russia, the immense plains of Central Asia, the waterly wastes of the Atlantic, the arid deserts of Persia, but none to equal to the desolution and absolute lifelessnes of that scene of Askja". Proc. of the royal geogr. Society London 1882 S. 143. Side 107
ligeUdløbereFra Fjældenes nordøstlige Hjørne strækker en Række Kratere sig mod NØ til Kollotta Dyngja; disse Kraterestaar paa en bred Ryg med Hældning til begge Sider mod Ø og V. En lavere Fjældrække Øskjuhåls strækker sig mod Øst ud fra Dyngjufjældenes Hovedmasse Nord for Askjas Aabning; her findes en Mængde Kratere. Langs Fjældranden SO for Askjas Aabning findes ogsaa flere Kratere, og to særskilte Kratere hæver sig som før nævnt op fra Lavaen i Nærheden af Vikrafell. Askja er en kedelformet Dal midt i Dyngjufjældene omgiven af stejle Klipperande og med et Areal af omtr. 55 Kvadratkilom. Prof. Johnstrup var den første, der undersøgte Askja nøjere, og hans Beskrivelser ') vil altid sammen Garoc's Kort og Tegninger være grundlæggende; senere rejsende, der har gjort flygtige Besøg fra Nord, har næsten intet føjet til. Askja-Dalen har før været dybere, men er lidt efter lidt bleven udfyldt af Lavastrømme, der har flydt ud fra en Mængde Kratere, der findes ved Fjældsiderne; flere af disse Kratere ses paa Garoc's Kort over Askja. Lavaen har haft Udløb mod Øst ned til Odåoahraun igennem en Aabning i Randfjældene; her dannes der som før nævnt en ujævn hældende Flade af udbulnede Lavastrømme ned imod Ørkenen med en gennemsnitlig Hældning af 4°33', derimod har Askja's Dalbund kun en Hældning af I°26' ud imod Aabningen. Askja's Randfjælde har en Højde af 250 Meter over Sletten. I Dalens sydøstlige Hjørne har en betydelig Indsænkning fundet Sted, og dens nordlige Vægge viser i Tværsnit de Lavastrømme, der dækker Dalbunden. I Indsænkningens Bund fandtes der i 1876 en varm Sø, men nu var denne bleven mere end dobbelt saa stor som dengang og dækker Indsænkningens hele Bund. Indsænkningens Dybde ned til Søen var 232 Meter, men nu havde Søens Overflade hævet sig 82 Meter; i 1876 var Vandets Temperatur 22° C., men i 1884 var den sunket ned til 14° G. I det grønlige Vand ser man stadig store Luftblærer hæve sig fra Bunden op til Overfladen. Syd for Søen i Fjældsiden helt ned til Vandet findes flere Kratere og Kløfter med Fumaroler, hvor Vanddampene bryder frem fra utallige Aabninger under en susende og tudende Lyd. Disse Kratere havde et Udbrud den 2—3. Januar 1875 og udslyngede dengang uhyre Klippeblokke af Tuf og Basalt, der fandtes optaarnede rundt omkring; fra et af Kraterne, der altsaa maa have været ældre end dette Udbrud, var der udkastet store Blokke af Gruskonglomerat med Is som Bindemiddel. Det Krater, som den 29. Marts havde det voldsomme Pimpstensudbrud, ligger paa Randen af Indsænkningens nordøstlige Hjørne i Høide med Lavasletten og hæver sig kun 12 Meter over denne. Dette Krater har en Diameter af c. 90 Meter og en Dybde af c. 45 Meter; udvendig mod Dalbunden danner det en jævnt skraanende Flade af tørret Pimpstensdynd, men indvendig har det meget bratte Vægge. I 1876 steg der kun Vanddampe op fra dette Krater, men nu var Kraterbunden bleven omdannet til en blaaliggrøn Lervælling, der stadig koger og bobler; op fra en Aabning i Kraterbunden tæt ved dens sydlige Side bryder en tyk Dampsøjle under Tuden og Brølen frem af et Hul, og rundt omkring finder flere mindre Dampstraaler Vej ud igennem Spalter og Huller i Kratervæggene. I Prof. lohnst ru ps Indberetning findes et Profil, der viser hvorledes de gamle Lavastrømme ved Indsænkningens Dannelse er sunkne ned i smalle Strimler. I Hældningen nedenfor Pimpstenskrateret ned til Søen ses Sprækkerne tydelig, Randene bestaar af Basalt, tilligemed Tuf, Slaggestykker og Pimpsten og er gennemkogte og sammenbagte til en ejendommelig Breccie. Skønt Indsænkningen som Johnstrup har paa vist, har maattet eksistere før Udbruddet 1875, saa synes dog Bunden ved Udbruddet yderligere at have sænket sig, og Sprækkerne synes ogsaa at have udkastet Pimpsten og Obsidianbrokker, der ligge spredte omkring, men den Revne, hvorpaa Pimpstenskrateret er bleven dannet, har faaet Overtaget; mod NO ses dette Kraters Side at bestaa af faststaaende basaltisk Lava, idet Krateret er bleven dannet paa den øverste Sprække ved Indsænkningens Rand. Imellem Lavabænkene i den vestlige Side af Indsænkningen ses meget gamle Snelag; saa ejendommelige Dannelser som Profiler med vekslende Sne- og Basaltlag er en Sjældenhed, som kun kan findes ved eller over Snegrænsen. Midt imellem de sydlige Kratere og Pimpstenskrateret,havde der igennem Pimpstensmassen helt fra Fjældranden ned til Søen aabnet sig en Afgrund med næsten lodrette Sider ned til den faste Klippe; her kan man se, at Pimpstensdækket har Mægtighed af 40 —60 Meter. Denne Spalte er rimeligvis bleven dannet derved,at Snevandet har undermineret nogle frosne Snedynger,som derpaa er sunkne ned. Udenfor denne Revne har der dannet sig et lille Næs af Pimpstensgrusud i Søen, og paa denne svømmer der stadig en Mængde Pimpsten. Væggene i denne Revne bestaar 1) Fr. Johnstrup: Indberetning om en Undersøgelsesrejse i Island i Sommeren 1876. Om de vulkanske Udbrud og Solfatarerne i den nordøstlige Del af Island (Naturhistorisk Forenings Festskrift. Kbhavn. 1890. S. 147-198) og Geografisk Tidskrift I. 1877. S. 50-66. Side 108
nederst af lagdelt fin Pimpstenstuf, højere oppe af en grovere Pimpstensbreccie. Ved Indsænkningens østlige Væg ses hist og her i Revnerne betydelige Lag af ældre sphærolithisk Obsidian. Fra de lodrette Vægge af Breccie og Tuf ved Indsænkningens sydlige Side bryder Vanddampene allevegne frem, og Fjældsiden er af de svovlsure Dampe bleven oversaaet med grønlige og gule Svovlpletter; ved de sydlige Kratere er Svovlafsætningen ogsaa i fuld Gang. Paa Tufvæggene Syd for Indsænkningen kan man tydelig i Frastand se den Linje efter hvilken Bjærgmassen er brudt løs ved Indsænkningens Dannelse. Pimpstensasken udbreder sig vifteformigt fra Udbrudsstedet mod Øst. Askefaldets Nordgrænse gaar over Nordenden af Herdubreidartøgl, men Sydgrænsen over Midten af Vadalda. Udbruddet af Askja i Aaret 1875 er det eneste historisk kendte, der har udkastet lys, liparitisk Pimpsten, men lignende Udbrud maa dog ofte have fundet Sted i Island, liparitisk Pimpsten findes i Massevis Vest og Nord for Hekla, den stammer vist for største Delen fra de liparitiske og trachytiske Udbrudssteder, som jeg 1889 fandt ved Torfajøkull; Øræfajokull, og Snæfellsjøkull synes ogsaa at have udkastet lys Pimpsten, saadanne Lag findes ligeledes i Tørvemoser og andre nyere Dannelser, samt i Aflejringer fra Midten af den tertiære Tid o. s. v. Skønt de liparitiske Dannelser er meget almindelige paa Island, saa spiller de dog kun en ringe Rolle, hvad Massen angaar, naar de sammenlignes med Basalterne og Breccierne. Da Askja's Udbrud 1875 var saa betydelige, og deres Virkninger endnu paa mange Maader spores i disse Egne, vil jeg her indskyde en kort Beretning om denne Naturbegivenhed. Paa Nordlandet lagde man først Mærke til vulkanske Fænomener i Askja ved Eruptionen den 3. Januar 1875, men omtrent et Aar før Askefaldet den 29. Marts var man paa Jøkuldalen bleven opmærksom paa, at store Dampsøjler hævede sig fra Dyngjufjöll. Vinteren 1874 —75 vil nogle flere Gange have set et usædvanligt rødt Skær paa Himlen. Omtrent en Uge før Jul 1874 følte man i den nordøstlige Del af Island, især dog i Fjældbygderne ved Myvatn, ved Mødrudalur og paa Jøkuldalur meget hyppige Jordrystelser, der fortsattes til i Slutningen af Marts. Ved Myvatn havde man imellem Jul og Nytaar Jordrystelser hver eneste Dag. Stødene var hverken lange eller særlig stærke, men saa talrige at de næppe kunde tælles; Husenes Tømmerværk bragede, og løse Sager faldt ned, men der foraarsagedes ingen Skade af Betydning. Den 2. Januar 1875 og Nætterne før og efter var Jorden stadig i en sitrende Bevægelse, og de enkelte Stød var betydelig kraftigere end før. Om Morgenen den 3. Januar kunde man se en Røgsøjle hæve sig fra Dyngjufjøll, og deroppe fortsattes den vulkanske Virksomhed iet Par Maaneder. Dette Udbrud blev ikke videre undersøgt eller lagt Mærke til, da det hverken foraarsagede Askefald eller andre Ulemper for Landet. Da Dampsøjlerne hele Tiden saas fra Bygden, rejste nogle Folk fra Myvatn derop den 15de Februar for at undersøge Udbrudsstedet nøjere; de kom dog ikke nærmere end til Randen af Askjas Indsænkning, da de nedfaldende Klippeblokke gjorde det farligt at nærme sig til Kraterne1). Disse Udbrud fremkom af de førnævnte Kratere i Askjas sydøstlige Hjørne, tæt ved Indsøen i Sænkningen; Kraterne har ved Eksplosionen udkastet store Blokke, men har hverken frembragt Aske eller Lava af Betydning. Nogle af de udslyngede Blokke var ifølge Johnstrup over 1000 Kubikfod store og var blevne kastede 100 Fod i Vejret. En Mængde Vanddampe opsteg fra disse Kratere i Sommeren 1876 og indhyllede Omgivelserne i en tæt Taage. De næstforudgaaende Dage før d. 29. Marts blæste der paa Jøkuldalur en stærk, varm Vind af SV; hele Landet var snedækket, men nu tøede det meste af Sneen, da Varmen steg til -f- 10° R, kun laa Lavningernepaa Højlandet endnu fulde af Sne. Den 28. Marts var Vinden paa Jøkuldalen om Morgenen stærk sydvestlig, men efter Kl. 12 blev det stille; Kl. 9 om Aftenen saas en kulsort Dampsøjle hæve sig over Fjældranden i Retningen af Dyngjufjøll. Om Morgenen den 29. Kl. 3'/2 begyndte Askeregnen paa Efri-Jøkuldalur,dette Askefald, der som sædvanlig ledsagedes af Torden og Lynild, varede i en Time. Den Aske der faldt ved denne første Eruption var graalig-hvid og meget fin og klæbrig, saa den kunde æltes som Ler, denne Aske faldt ingenstedes i Bygden undtagen paa de sydligste Gaarde i Jøkuldalur. Kl. s'/2 lysnede det noget, men det varede kun en stakket Stund, hvorpaa Udbruddetbegyndte for Alvor; nu begyndte det at regne med Pimpsten, Stykkerne blev lidt efter lidt større, indtil de havde naaet en Størrelse som en knyttet Haand. Askefaldet varede til Kl- 12, da havde Pimpstensdækketpaa det flade Land naaet en Tykkelse af 6—8 Tommer. Under Askefaldet var Luften usædvanligraakold, saa at Folk rystede af Kulde, dermed fulgte en utaalelig Svovlstank, der holdt sig længe efter Udbruddet. Skønt Askefaldet i Bygden ikke varede 1) Nordanfari XIV. S. 26. Side 109
længere, saa var Udbruddet i Askja dog ikke standset men holdt først op næste Morgen. I Asken fandtes der en Mængde hvide og sorte Smaastykker tilligemed noget mørkt Sand, meget tungere end Pimpstenen, det blev tilbage da det øvrige skylledes bort af Vand. Skønt Askefaldet i det hele taget ikke naaede nær saa langt mod Nord, saa faldt der dog denne Dag to Gange noget Aske paa Grimsstaöir i Nærheden af Jøkulsa, og blandt andet en Mængde sarnmenfiltrede mørkebrune Glastraade, der svømmede paa Vandet; de havde en Længde af indtil l Alen og lignede grove Hestehaar. Provst Sigurdur Gunnarsson, der dengang befandt sig paa Thingmuli i Skriddalur, beskriver Udbruddetomtrent saaledes: „Tidlig om Morgenen hørte man vældige Knald og Drøn. I N. og NØ. saas en kulsort Tykning, og omtr. Kl. 6 F. M. begyndte det at regne med graalig Pimpsten; Stykkerne var aflange, af samme Størrelse som Gryn. Pimpstensfaldettog til, og Bygden indhylledes i et Bælgmørke, saa at man maatte tænde Lys paa Thingmuli omlr. Kl. 11 F. M., og Kl. 12 kunde man næppe se i en Afstand af et Par Tommer. Vinduerne blev for dem, der var inde, som et Speil, idet Pimpstensstøvet tilhyllede dem. Lysene maatte være tændte i 4 Timer. Luften blev idelig gennemkrysset af Lyn, og den var saa stærkt ladet med Elektricitet, at Ilden flimrede om Piggene paa opadvendte Alpestokke og endogsaa paa opstrakte Fingre. Tordenen lød noget anderledes, end den plejer at gøre, idet Lyden kastedes igennem Pimpstensskyerne.Omtr. Kl. 4 begyndte en østlig Vind at føre Askeskyerne tilbage, saa at det lysnede noget, men Pimpstensfaldet vedblev dog, kun noget svagere. Paa Thingmuli var Pimpstenslaget paa Bakker og Høje iVa Tomme tykt, paa Hallormstaoir 2 Tommer. De enkelte Pimpstensstykker var ikke større end Kaffebønner,men paa Efri-Jøkuldalr var mange dobbelt saa store som en knyttet Haand. I Egnene nærmest ved Havet var Askelaget kun l—2 Tommer tykt. I 3 Dage var det stille, saa at det Askelag, Jorden var tilhyllet med, ikke forstyrredes, men den 4de Dag efter Udbruddet føg Pimpstenen og Asken ved en skarp Sydvestvind ned i Lavningerne og dannede Bølger af flere Alens Højde. Mere end 100 Q Mil Land blev dækkede af Pimpstensaske, og Gunnarsson udregner, at Vulkanen om Morgenen den 29de har udkasteti det mindste 3840 Millioner Tønder Pimpsten.!) Syv Sogne paa Østlandet blev foreløbig übeboelige, Kreaturerne maatte holdes i Hus eller drives bort til bedre Egne. Paa Jøkuldalur blev 17 Gaarde lagte øde, hvoraf dog nogle straks næste Aar kunde beboes; kun 5 var endnu 1882 übeboede. Det var et stort Held for Østlandets Bygder, at Dyngjufjøll kun udkastedelet, liparitisk Pimpsten, denne blev af Vinden ført ned i Lavningerne, og Hjemmemarkerne kunde renses, dels ved Haandkraft, dels ved Overrisling af Vand; hvis Udbruddet havde spredt basaltiske Skorier og Grus over disse Egne. vilde Følgerne have været skrækkelige. Paa Jøkuldalur kom der 3 Dage efter Udbruddet stærke Snestorme af Vest, der varede i 3 Dage, herved blev Asken dreven frem og tilbage, den føg bort fra Bakkerne men fyldte alle Lavninger, hvor Askedyngerne ofte blev indtil 2/2 M. tykke. Elvene førte en Mængde Pimpsten til Havet, og endnu finder man det i betydelig Mængde ved Strandkanten i Island næsten hele Landet rundt; den driver ogsaa ned til Kysterne af Skandinavien og andre Steder hen '). Det fineste Pimpstensstøv fra dette Udbrud førtes af Vinden langt bort, paa 11 Timer og 40 Minutter tværs over Atlanterhavet til Vestkysten af Norge og derfra paa 10 Timer til Stockholm2). I Aarene 1882 og 1895 havde jeg Lejlighed til at iagttage Pimpstenenes Udbredelse paa Højsletterne imellem Jøkulså å Fjøllum og Jøkuldalur. Paa Jøkeldalshedenhavde Pimpstenslaget 1882 60 —70 Km. fra Krateret, hvor ingen Hældning fandtes, en Tykkelse af x/4 — J /3 Meter, men fra alle Skraaninger er den lette Pimpsten bleven skyllet ned i Lavningerne, hvor Lagene ofte havde en Tykkelse af 3—4 Meter. De fleste Pimpstenskornhavde her en Størrelse, som skiftede fra Ærter til Valnødder, men spredte imellem fandtes Stykker saa store som en knyttet Haand; enkelte Steder er Pimpstensaskenbleven kittet sammen til en Breccie med Ler som Bindemiddel, andre Steder er Lavningerne opfyldte af en tyk Pimpstensvælling med Vand og Ler, nogle Steder havde Sneen under Pimpstenslaget ikke kunnet smelte, hvorved der var bleven dannet Kupler og Kegler af Sne med Pimpsten. Det var især Jøkuldalen, som led under Udbruddet, otte Gaarde indenfor Gilså blev lagte øde, hvoraf 5 (Hneflasel, Heidarsel, Veturhüs,Thorskagerdi og Brattagerdi) endnu 1882 var øde. Paa Hjemmemarkerne ved Jøkuldalens Gaarde var Pimpstenen (1882) bleven dækket af 2—5 Cm. tykt 1) H. Backstrøm: Ueber angeschwemmte Bimssteine und Schlacken der nordeuropäischen Küsten (Bihang til K. Svenska Vet-Akad. Handl. Bd 16. Afd. 11. Nr. 5). 2) H. Mohn: Askeregnen den 29-30 Marts 1875 (Forhandlinger i Vidensk Selsk. Kristiania 1877. Chria 1878. Nr. 10). 1) Nordanfari XIV S. 58-59. Side 110
Lag Muld, men andre Steder laa Pimpstenen endnu udækket i store Dynger, som man havde skrabet sammen. De fleste Gaardes Hjemmemarker kunde i 1882 kun føde en Fjerdedel eller Tredjedel af de Køer, de havde før Askefaldet, og Faareavlen var ogsaa bleven indskrænket, da Fjældgræsgangene tildels var ødelagte. Paa Jøkuldalens Fjældsider, der er dækkede af et tykt Jordsmon, har Pimpstenen bidraget meget til Dannelsen af dybe Revner og Grøfter. Pimpstensgrusetfryser om Vinteren sammen til en tyk Plade, der dækker Jorden, om Foraaret smelter dette frosne Pimpstenslag ikke saa let, da det hvide glinsende Grus reflekterer Solstraalerne, noget Vand siver der dog allevegne igennem og Vandcirkulationen bliver desto stærkere nede i det dybere Jordsmon; herved danner Vandet underjordiske Huler og Rør, der aabner sig nederst i Fjældsiderne rnod Floden, og tilsidst slaar Jorden dybe, uoverkommelige Revner, der strækker sig fra Fjældkant til Flod, hvorved Samfærdselen imellem de enkelte Gaarde til Tider næsten helt kan stoppes; thi om der bygges Broer over nogle Revner i Dag, har der dannet sig dobbelt saa mange i Morgen; Kreaturerneomkommer ogsaa ofte i disse dybe Sprækker, der allevegne aabner sig ligesom gabende Afgrunde. Jordsmonnet og de løse Lag øverst paa Jøkuldalur har en meget betydelig Tykkelse, undertiden strækker disse Revner sig 15 —25 M. ned igennem Muld, rullet Grus, Moræner og „möhella", uden dog at naa ned til den faste Klippe. Sveinn Pålsson nævner i sin Rejsebeskrivelse,at han i Aaret 1794 paa Jøkuldalsheidi og i Nærheden af Mødrudalur under Grønsværet pletvis fandt lys Pimpsten; denne maa stamme fra et ældre liparitisk Udbrud af Askja eller Snæfell. Efter at vi havde taget denne mærkelige vulkanske Egn i Øjesyn, drog vi om Morgenen d. 26. Juli tilbage ad den samme Vej, og naaede i god Behold til vort Telt efter at vi uden Afbrydelse eller Ophold stadig havde været i Bevægelse i 30 Timer. Trætheden var paa Slutningen næsten ved at overmande os, paa Lavaen Vest for Herdubreid stansede jeg et Øjeblik for at tegne et Profil, og imedens fik Hestene den sidste Smule Hø, vi havde tilbage; efter at Øgmundur havde lagt en Høvisk for hver af Hestene, satte han sig ned, faldt om og sov som en Sten paa de bare Lavaklipper, efter 10 Minutter vækkede jeg ham igen, han var synlig forfrisket efter den korte Søvn, saa at han, da vi 3 Timer senere naaede Teltet, kunde give sig ifærd med at lave Kaffe, men da kom Turen til mig, ikke saasnart havde jeg sat mig ned i Teltet, saa sov jeg med det samme. Efter nogle
kortere Udflugter i Omegnen af Lindaå Side 111
at vi ikke mistede nogen af dem ned i Revnerne, et farligere Terræn og vanskeligere for Heste har jeg ikke set; vi maatte gøre utallige Omveje for at undgaa de værste Sprækker, kom flere Gange uforvarende ud paa smalle Tanger, hvorfra Hestene maatte trækkes baglænds tilbage osv. Efter to Timers uafbrudte Anstrængelser lykkedes det os at komme over dette farlige Terræn til Lavastrømmen, hvor vi forgarves søgte at finde et Sted, hvor Hestene kunde bringes over. Denne Lavastrøm, der ligger i 560 Meters Højde over Havet, er fremkommenpaaen Spalte, der er en Fortsættelse af SveinagjåsUdbrudsspalte1875; da man i de nærmeste beboedeEgneslet ikke kendte disse Landstrækninger, har man ikke lagt Mærke til det Udbrud, hvorved denne Lavastrøm dannedes, de høje Fjælde Sydøst for Myvatn spærrede ogsaa for Udsigten dertil. Lavastrømmen er temmelig smal, meget ujævn og sender mange Arme ud til Siderne; langs den findes et Utal af parallele Spalter tæt ved hverandre. Der var ikke andet at gøre for os end at følge denne Lavastrøm mod Syd for at søge at omgaa dens sydlige Ende, og efter et Par Timers Ridt naaede vi ogsaa dertil. Her fik jeg Lejlighed til at se nogle smaa, underlige Legetøjs-Vulkaner; her har, rimeligvis ved det samme Udbrud i 1875, dannet sig en Række af 12 smaa Kratere paa en 10 Meter lang Spalte, der kun har en Bredde af 10—11 Cm.; disse Kratere var yderst regelmæssig dannede, men det største havde en Diameter af kun en Meter, de andre en Diameteraf1 2—16 Cm.; smaa Lavaklumper var blevne udslyngede 15 —20 Meter bort. Ved den ny LavastrømssydligeEnde blev vi endnu engang skuffede ved at træffe paa en uoverkommelig Kløft, der syntes at strække sig i det uendelige mod Syd, langs Kerlingar- Dyngja's østlige Affald. Denne omfangsrige Lavakuppel, der er let kendelig ved en opstaaende Fjældspids af Breccie, har kun en Hældning af 2— 3°; fra den har store Lavamasser strømmet ned imod Odådahraun Nord for Dyngjufjöll, især mod SV. ved Hvammfjöll, nogle Rækker Tufspidser i Vulkanens sydlige Rand. Her hjalp det ikke at tøve, vi maatte fremad, hvad end det kostede, vi havde kun en lille Smule Hø tilovers, og vor Proviant var næsten opbrugt, en tyk Taage begyndteatlægge sig over Lavlandet, og hvis den havde naaet os, vilde den have gjort al videre Fremtrængen i dette Terræn umulig; vi drev derfor de udhungrede Heste afsted, og det lykkedes os tilsidst at komme over de sydligste Udløbere af denne Kløft, der næsten havde bragt os til Fortvivlelse; den ny Lavastrøm og Kløften havde forsinket os i 5 Timer. Derefter red vi over Kerlingar Dyngja's Lavastrømme til Krateret Ketill, og 1) A. Feddersen: Paa islandsk Grund. Optegnelser fra en Rejse 1884. Kjøbenhavn 1885. 80. Side 112
dækket af
isskuret Dolerit, som her ligger 3—4003—400 |