|
Geografisk Tidsskrift, Bind 18 (1905 - 1906)Kalâlek = Karâlek at udlede fra Koræk og ikke fra «Skrælling"S. Rink. Side 149
Jfalålek ')
(pluralis Kalatlit) er, ved man, saavel for Grønlands Eskimoer — dog altid ved Siden af det lige saa bekendte Racenavn Inuit, hvilket jo er fælles for de fleste Eskimoer — nemlig ogsaa for dein uden for Grønland. Jeg brugte Udtrykket „de fleste" — i Stedet for „alle", og dette fordi der nemlig dog er visse Grupper af Eskimoer, som giver sig andre Racenavne end Inuit, saaledes for Eksempel findes der det asiatiske Yuit — ikke at tale om det mere almen kendte Aleut' — efter min Mening et oprindeligt Alint. Navneordene Yuit
og Inuit betyder begge to Paa Grund af Udtrykket Inuits Sideordnethed med Kalatlit, anser jeg det sidste — at sige, i dets Forhold til Grønland — som et blot Stammenavn i Modsætning til hint (til Inuit), nemlig som et af de 4— 5 forskellige saadanne, der, saavidt som jeg selv mener at kunne se, maa være, til forskellige Tider og ad forskellige Veje — indvandrede i Grønland 2), men af hvilke det her dog kun er min Hensigt at opholde mig ved „Kalålek-Kalåtlitu. Dette Navn har tydeligvis fordum haft langt større og mere betydningsfuld Begrænsning i sin Anvendelse paa Grønlands Eskimoer end det nutildags har, hvor det som sagt gaar paa alle Grønlændere uden Undtagelse; og dette at det er det eneste af de i Grønland indkomne Stammenavne, som har holdt sig i Live i Folkebevidstheden, fortæller, synes mig, aabenlyst nok, at dets Bærere, K&råt- eller Kalåt-\ii, selvfølgelig maa have været den absolut anseligst repræsenterede Eskimostamme i Landet, saavel af Antal som maaske af Styrke og Vid. Denne Hovedstamme og Moderstamme til Grønlands senere Kalålek-Befolkning er jeg gennem mine Studier over disse Emner kommen til en utvetydig Erkendelse af som værende, lige til selve Navnet, identisk med Stammen Koræk i Asien, men hvilken uden al Tvivl var et oprindeligt Karak, eller Kalåk; (r & l er jo lige Bogstaver og benyttes ogsaa aldeles i Flæng blandt Eskimoerne). Kalålek-Nsivneis Etymologi har til alle Tider, og særligt jo blandt Danske i Grønland (inkl.: de mange Rejsende, som i forskellige Øjemed gæster Landet), — udgjort et af de mange omdebatterede Emner derovre, og hvis Løsning man nu næsten var kommen til at fastslaa som gyldig eller i det mindste som nogenledes brugelig; den nemlig at derivere Kalålek fra Vikingeordet „Skræling". Dette er, hvad særligt den grønlandske Ordbogs Forfatter S. Kleinschmidt har, om end ikke paastaaet, saa dog introduceret i Almenbevidstheden. Her hans
Ordbogsparagraf in extenso: „Kalålek — „Grønlænder" (hans Nationalnavn). „Dette Navn har oprindelig kun været kendt i den „Del af Landet (Grønland), hvor Islænderne (Vikin„gerneeller de saakaldte „Nordboere") havde deres „Kolonier; hvorfor den Formodning ligger nær, at „Kalålek ikke er andet end det samme Navn, hvor„meddisse den Gang benævnede de, ved samme „Tid som dem selv, indvandrede Eskimoer: nemlig 1) Kalålek (med 1) skriver den grønlandske Ordbogs bekendte Forfatter S. Kleinschmidt, medens den labrado-eskimoiskes, D'Hrr. Erdman & Warmow, bruger r-Formen og skriver Karålek. Mig selv er begge Versioner bekendte fra Vestgrønland, hvor dog Z-Formen nærmest er i Færd med at fortrænge den vistnok oprindeligste paa r; formodentlig just paa Grund af en, nu, overhovedet ret konsekvent Befølgelse af den Kleinschmidtske Skrivemaade. 2) For den ovenantydede forskellige Stammebestand i det tidligere Grønland, over hvilken jeg mener at have vunden et delvist Overblik, haaber jeg en Gang senere at skulle kunne aflægge Regnskab i et Skildringsforsøg af min personlige Opfattelse af Grønlands Befolkningsmaade. Side 150
„Skræling",
hvilket Ord i en ren grønlandsk Mund Med sidste Bemærkning sigter Kl. til Eskimoernes Vanskelighed ved at udtale en saadan Konsonant-Sammensætning som den i første Stavelse af Ordet „Skræling", uden at indskyde en Vokal baade efter det første „Su og den samme igen straks efter „k", saaledes at Vikingernes „Skræ" i Eskimomunden maatte blive Sakäog Fuldordet derefter altsaa: Sakalålek; eller maaske, i endnu større Samklang med Ordet „Skræ^wø", Sakalå/ew(/ Lyden „ng" var en virkelig bestaaende Dialektvariant for „k" i Slutningen af en Stavelse. Den synes særlig at have været gældende blandt Aleuterne, men har ogsaa været en vogue i Grønland — mere dog før end nu. Men, — spørger nu vi: Hvoraf kommer det da, at dette Si- eller Sa-Kalalek ingensinde er bleven hørt i nogen „ren" grønlandsk Mund eller overhovedet ikke i Grønland? Hverken har nogen Missionær, Rejseforfatter eller som sagt nogen Indfødt, kverken her eller der i Landet, nogensinde røbet Tegn til den kunstlede Orddannelse: „Sakalålek"; og dette jo simpelthen fordi der aldrig har eksisteret nogen saadan, hvorimod man alle Dage har kendt et naturligt Ord, Kalålek, i Grønland. For den mere flygtige Betragtning maa man næsten kunne undre sig over at Kleinschmidt, et af to, ikke snarere er falden paa at udlede Kalålek fra selve Ordet „Grønlænder", hvis blødere Klang jo ingenlunde er det uligt især jo naar man betænker selve Sagaformens „Grønlænding u; thi denne vil en Indfødt i sin Jargon, absolut kun udtale som „Kalångleng". — Hvor forbavsende ligt selve Folkenavnet Kalålek og især jo sammes forældede Form Kalåleng f Imidlertid ved vi, at de to Ords „Grønlænding"s og „Kalålek"s — Rodstavelser intetsomhelst har med hinanden at skaffe, idet det første som bekendt skal stamme fra Adjektivet „grøn", hvormed Erik-Røde ønskede at smykke sit nyopdagede Land (Grønland) for med denne Velklang at faa saa mange som muligt af sine islandske Landsmænd lokket over til sig, til Grønland; hvorimod Kara- eller Kalå-lek — efter min Mening da — er identisk med hvad jeg antager, at man tør anse som — den originale eller ægte Form af Civilisationens „Koræk" — nemlig det tidligere nævnte Karak, hvis Betydning skal have været Rensdyr. Hvorom nu Alting er, bliver der i alt Fald intet som helst levnet til Gunst for den udmærkede Kleinschmidts Formodning om Kalåleks Afstamning fra Vikingeordet „Skræling", idet der for det første er noget højst urimeligt meligti den Tanke, at et sejrrigt Folk, hvad jo Kalåtlit endte med at blive over Vikingerne i Grønland — skulde kunne være faldne paa at antage sin overvundne Fjendes Spotteglose som Nationalnavn; og for det andet: — Hvorledes tænke sig, at de sejrende Eskimoer selv skulde have holdt sig navnløse lige til det Øjeblik, da de — man kan gerne sige, tilfældigt — bragtes i Berøring med nogle Sæt islandske Vikinger? Med Udtrykkene „nogle Sæt" Vikinger, sigter jeg til Kalåtlits endnu blot østamerikanske Tid, og til de grønlandske Vikingers Berøringer med dem der i det saakaldte „Viinland", hvilke Berøringer som bekendt fandt Sted flere Aarhundreder førend Sammenstødene mellem Kalåtlit og Vikingerne i selve Grønland, og hvilke som bekendt endte med de sidstes Undergang der. Der er næppe nogen Tvivl om, at Navnet Kalåtlit har tilhørt Eskimoerne vel Aartusinder før deres Sammentræf med nogen islandsk Viking; saa at alene dette maa umuliggøre Kalålekn&vneis Udspring fra de langt senere Vikingers Øgenavn „Skræling", og jeg er Et af To snarere tilbøjelig til at mene, at Benævnelsen „Skræling" for Eskimoerne maatte kunne være opstaaet fra Kalålek end omvendt, dette fra Skræling; dette dog kun paa den Maade, mener jeg, at Vikingerne ved at høre Navnet Kalålek i Vildmændenes Mund, selv har udfunden en vis Lighed mellem samme og for Eksempel deres egen Ordrod „skrækr" for at „skrige op" og saaledes maaske i et sarkastisk eller ironisk Lune kunde være faldne paa at forandre selve de Indfødtes Kalålek eller Kalåleng til „Skrælling". Saadan eller lignende. I sin Ordbogsparagraf synes Kleinschmidt ikke at have taget Hensyn til, at det ingenlunde var i Grønland, men i Vinland og andre østamerikanske Egne, at Vikingerne først lærte Eskimoerne at kende og opfandt Udtrykkket „Skrælling" for dem — det samme som faa Aarhundreder senere overførtes paa disses til Grønland overvandrede Descendenter — dem der som sagt til sidst blev de grønlandske Vikingers eller „Nordboernes" Banemænd, og derefter gjorde sig selv til Eneherskere i Grønland. (Herigennem faar vi da ogsaa den Erfaring, at Udtrykket „Grønlænder" oprindeligst gjaldt en evropæisk Befolkning, og først senere gik over paa de overvandrede amerikanske Eskimoer, der som sagt overvandt disse — dels ved krigersk Udryddelse af dem, og dels ved at optage dem i sig selv. Jeg har nu
nævnt, hvad jeg mener, at Ordet Side 151
bevistmigom, at
det er, og tildels dog ogsaa allerede Karå- eller XaZd-lek-Navnet kan bevisligt føres fra Grønland af og fra Labrador (hvor Eskimoen ogsaa kaldte sig Kalålek) helt vesterud tilbage til Asien; og ligesaa sikkert, mener jeg, til det Folkeslag, om hvilket det i flere af de grønlandske Sagn plejer at hedde: at „Smaa Folk fra et vist Stort Land gik over Vandet til det tværs overfor liggende Land, hvor de mødte Store Folk" ') Siger nu dette ikke tilstrækkelig tydeligt, at de smaa Asiater — de smaa Sibiriere — og blandt disse for Eksempel Korækerne, engang udvandrede til Amerika, hvor de stødte paa de store Indianere? — — Vi ved desuden, at det særlig er Koræken, der, endog hos Folk, der knapt ved, at der findes Eskimoer noget andet Sted i Verden end i Grønland, er bleven populær som „Eskimoisk Stammefader!" Nok ialfald, at man uden Betænkelighed tør opgive Koræken som et af Sagnenes „Smaa Folk". At Ordets Rodstavelse oprindeligt har været Ka- og ikke Ko-rak (vort Korcek) er ikke til at betvivle, saalidt som at denne Korruption kun beror paa den stadigt tilbagevendende Fejltagelse, hvori Civilisationen gerne gør sig skyldig, nemlig den, for ofte at høre og nedskrive Indfødtes Bogstav a som et o. Vort „Koræk" har som sagt fra først af utvivlsomt været „Karak" — noget, der endog ikke blot fremgaar ved Læsning mellem Linierne, hvoraf ellers saa mangt et Fund i Spørgsmaalet „Eskimoens Herkomst" maa gøres afhængigt — men hvorpaa der her aabenlyst følger Bevis for Bevis i logisk Orden. For Eksempel finder jeg straks hos den amerikanske Lærde, Dr. Will. H. Dall2), vort Koræk ikke blot skrevet som Kariak, men endogsaa som Kdrak (= Kalåk) — altsaa med a og ikke o, i alle Stavelser. Videre omtaler Klaproth i sin Asia Polygl: af og til en Udvandring fra Vest mod Øst af et Hyrdefolk Karakle, Karakli eller blot Karakl; Rodstavelsen Karak her selvfølgelig sigtende til Hjorden (her Rensdyret le = li eller blot l' til Folkebetegnelsesendelsen = „Mennesker" eller „Folk", hvilke jo som bekendt altid udgør primitive Folks Navnecndelse. Herværende siger da simpelthen, at Karakli (hvor ligt KardtMt) oprindeligt var „Rensdyrsfolk", var sibiriske Karak'er (Koræker), indtil de omsider mistede deres Rensdyr og derved lærte sig at fange Sælhunde, endnu paa den asiatiske Kyst. Som øvede Kajakmænd og Søfolk gik disse „Smaafolk" slutteligt over Vandet til de store Indianers Land, og fik dette i Aarhundredernes Løb saavidt gennempløjet, at de tilsidst naaede Labrador, hvor man endnu til det sidste har fundet det gamle Stammenavn, hvilket dog sluttelig vel hovedsagelig udtømte sig i Udvandring til Grønland. Der navnlig genfinder vi de sibiriske Karakl'er eller vore Koræk'er. Hvad mere end det allerede fremsatte vil man egentlig som Bevis for at hverken den grønlandske eller den Labrado-eskimoiske Kalålek maa kunne have samme sit Navn fra „Skrælling"? Men jeg undlader desuagtet dog ikke at anføre endnu et Eksempel, hvilket synes mig at maatte slaa Hovedet paa Sømmet endnu fastere end hidtil. Dette særligt dog kun i Forening med de foregaaende Forklaringer. Dette virkelig mærkelige Eksempel eller Bevis for de her givne Paastandes Rigtighed, mener jeg bestaar deri, at vore Grønlændere nemlig endnu tildags fabler om, at de langt borte i Vest skal eje en Onkel eller anden lignende Slammebeslægtet ved Navn Kalåk; men om hvem de ellers intetsomhelst Sagn eller specielt karakteristisk Træk ved at fortælle; noget der jo ellers plejer at være Tilfældet blandt de fleste Folk, der erindrer sig deres Stammes oprindelige Høvding eller Helt, og hvori de ellers selv (Grønlænderne selv) i mange andre Tilfælde heller ikke staar tilbage: se Kagssuk, Kunuk; Akigssiak m. Fl. Skulde nu mon ikke den Tørhed, Tavshed eller rent ud sagt Glemsel, der saa undtagelsesvis hersker her i Henseende til Onkel Kalåk „langt, langt borte i Vest" r) — netop kunne pege der hen imod, at Navnet 1) se det vidunderlige Kamikinarajik-Sagn (Østgrl. Sagnsamling ved Kommandør G. Holm, se Meddelelser X.) 2) Dr. Dall er at fremhæve som en af de største Autoriteter i nærværende Spørgsmaal, idet han ifølge sit lange Ophold blandt vedkommende siberiske Naturfolk, har Ordlydene direkte gennem sit eget Øre. Ogsaa Løjtnant Hooper af Plover- Ekspeditionen, og selv den senere Vega-Ekspeditions Officer, Lieutn. Norqvist røber a- fremfor o-Lyden, i det Folkenavn, som vi har vænnet os til at udtale, „Koræk" — i det første nævner Stammen som Kalowle og de andre Stammerne Klautlj — alt umiskjendeligt som betegnende den samme Ordstamme eller Ordrod, som vi nu kalder Koræk. 1) Med deres „langt — langt borte i Vest" sigter Grønlænderne tilsyneladende til et Punkt langt bagom Labrador hvilket ellers som bekendt allerede er et Fjærnpunkt for dem. da de ved sig skilt fra samme ved selve Havet. Ethvert dem saaledes vis-å-vis beliggende Land med Mellemkomst af et stort Vand eller Hav, kalder Grønlænderne, og som det synes alle Eskimoer, Akilinek = det som er mest aki" eller modsat — og paa samme Tid fjærnest — endog undertiden usynligt for deres Blikke; saaledes som nu for Eksempel det meste af Østamerikas Kyst er det for Grønland. Side 152
Kalåk
oprindeligt ikke har været gældende noget Individ—
— I saa Fald
selvfølgelig Klaproths Karakler, Civilisationens
(Fortsættes.)
|