Lavaørkener og Vulkaner paa Islands Højland. Geografiske og geologiske Undersøgelser.

Side 26

I

I. Historisk Indledning.

Den Del af Islands indre Højland, som imellem Floderne Skjålfandafljot og Jøkulså å Fjøllum strækker sig op til Vatnajøkull har været lidet kendt, da Naturforholdene har lagt store Hindringer i Vejen for Undersøgelsen af disse højtliggende Egne. Højlandet bestaar her kun af Ørkener, der næsten helt er blottede for Planteliv; her findes Islands største Lavamark Odådahraun samt store Strækninger Flyvesand. I den sydlige Del af disse Ørkener kan man rejse hele Dage uden at se et eneste Græsstraa og mange Steder er der en følelig Mangel paa Vand; Klimaet er meget raat, saa at man selv midt om Sommeren kan blive overfaldet af Snestorme; Sandstorme er ogsaa hyppige og ikke mindre farlige, og paa Grund af den jærnholdige Lavabund kan man kun sjælden stole paa Kompasset. Da disse Ørkener ligger fjærnt fra Bygden er den rejsende henvist til sine egne Hjælpekilder og ikke blot nødt til at føre Telte, Proviant og andre Nødvendighedsgjenstande med sig, men maa ogsaa medføre Hø til Hestene.

Lavaørkenen Odådahraun har altid været saa godt som ukendt for de nærmest boende, Almuen troede i gamle Dage, at den var befolket af Jætter og Trolde, og indtil vore Dage troede mange, at der fandtes græsrigeOaser og skjulte Dale befolkede af fredløse (utilegumenn),der paa frugtbare Græsgange opdrættede en Mængde Faar, der baade var større og federe end de der fandtes i Bygden. At saadanne frugtbare Strækningerskulde findes paa Islands indre Højland under de aller ugunstigste klimatiske Forhold behøver næppe at gendrives, men Overtroen om de fredløse var ikke helt greben ud af Luften, thi man har flere Eksempler

1) Sagan af Hrafnkeli Freysgoda. Kbhavn 1847, S. 12 og 19.

2) Jon Arnason: Islenzkar Thjodsøgur 11. S. 251—53. J. Espolin: Årbækur V. S. 188—39

Side 27

maatte skynde sig alt hvad han kunde til Althinget for i rette Tid at kunne fremlægge forskellige Dokumenteri en Sag hans Fader Biskop Oddur Einarsson havde med den danske Befalingsmand Herluf Daae. Efter Sagnet skal Arni Oddsson paa 4 Dage have redet fra Vopnafjørdur til Thingvellir, hvad der er meget usandsynligt; han havde en udmærket sort Hest og kom den første Aften til Gaarden Brü paa Jøkuldalur lige da Faarene skulde malkes, Hesten fik en Spand Mælk at drikke og dertil et stort Stykke Smør¹). Hvis det er sandt, at Arni Oddsson har været paa denne Gaard, saa maa han have redet over den sydligste Del af Odådahraun, havde han benyttet den før nævnte Vej over Mødrudalur og Ferjufjall, vilde det have været en stor Omvej at ride op efter Jøkeldalen til Gaarden Brü. Hele Historien er dog meget usikker. I Slutningenaf det 18. Aarhundrede blev der af Regeringen gjort Foranstaltninger til at oplede en Vej imellem Øst og Sydlandet og Amtmand Stefan Thorarensen udsendte to Mænd fra Østlandet, den ene igennem den nordlige Del, den anden over den sydlige Del af Odådahraun. En vis Bjarni fra Drablastadir i Fnjöskadal rejste igennemden nordlige Del af Ørkenen, dog uden. at finde den af Biskop Oddur Einarsson benyttede Vej. Efter et knapt læseligt Haandskrift, som jeg har haft imellemHænder, synes Bjarni at have rejst fra Ferjufall, hvor han fandt Varder, til Lindåaas Kilder, derpaa Syd for Herdubreid til Dyngjufjøll og langs disse Fjældesnordlige Side, over Lavafladerne til Sudurårbotnar og derfra over Sprengisandur til Sydlandet. Den sydligeDel af Ørkenen gennemrejstes i Aaret 1794 af Pjetur Brynjolfsson (f 1798), han rejste fra Brü over Kverkå og Kreppa, over Kverkhnükarani Syd for Hvannalindir, en Græsningsplads som dengang ikke kendtes, over Jøkulså ved Kverkfjøll, langs Dyngjujøkulltil Kistufell og derfra til Skjålfandafljot og Kidagil.Om denne Rejse, der vidner om en stor Energi og Dygtighed, haves desværre kun korte Beretninger paa anden Haand, idet Sveinn Pålsson efter mundtlig Meddelelse anfører nogle af Pjetur Brynjölfssons lagttagelserom Vatnajøkuls nordlige Rand, men da Sv. Pålssons fortræffelige Skrift om de islandske Jøkler først i Udtog blev udgivet i Aaret 1883²) saa havde denne Rejse kun liden Betydning for Udviklingen af vore Kundskaber om Islands indre Højland. Omtrent ved Aar 1830 drog Pjetur Pjetursson, en Bonde fra Håkonarstadir paa Jøkuldal omtrent den samme Vej over Ørkenen, om hans Eejse har jeg imellem Bjørn Gunnlaugsson's Papirer fundet en kortfattet, haandskreven Beretning, men da den aldrig er bleven trykt, har den ingen anden Betydning haft end at tjene som Vejledningfor B. Gunnlaugsson paa hans Rejser igennemdisse Egne. I Aaret 1830 udrustedes der fra Myvatn under Anførsel af Sigurdur Jönsson fra Gautlønden bevæhnet Ekspedition bestaaende af 5 Medlemmer,som, naturligvis uden Resultat, skulde se at udfinde de „Fredløses" Opholdssteder og formentlige Kolonier i Dyngjufjøll og Omegn¹).

De første Undersøgelser i disse Ødemarker, som havde virkelig geografisk Betydning, foretoges af Bjørn Gunnlaugsson i Aarene 1888 og 1839, han har, saa godt han kunde, paa hurtig Gennemrejse skitseret disse Egnes Topografi, til en virkelig Opmaaling havde han hverken Tid eller Lejlighed. Bjørn Gunnlaugsson førte paa sine Rejser ingen Dagbøger, kun har han i sin Lommebog som oftest noteret de Dagsrejser, han gjorde, og derfra har jeg samlet følgende Data, ligesom jeg for mange Aar siden har faaet nogle mundtlige Meddelelseraf hans Følgemænd. Den 26. Juli 1838 brød Bjørn Gunnlaugsson op fra Störinüpur i Hreppar sammenmed Jon Austmann, senere Præst til Stød, d. 27. opslog han sit Telt Vest for Thjorså lige overfor Büdarhåls,d. 28. naaede de til Arnarfellsver, d. 29. til Arnarfell, d. 30. til Vatnajøkuls nordvestlige Hjørne og d. 31. til Foden af Vulkanen Trølladyngja; her blev de indhyllede af Taage og kunde derefter i de nærmeste Dage ikke se det mindste af Omegnen, men da de kun havde utilstrækkeligt Foder til Hestene, var de nødte til at fortsætte Rejsen, men saa forvildedede sig d. 1. August op i Dyngjufjøll og ind i Askja, trængte med uhyre Besvær frem over denne vulkanske Dalsænkning og var saa heldige, da deres Høforraad var opbrugt, at finde lidt Plantevækst ved nogle Fjældbække SØ. for Askjas Aabning, denne lille Græsplet blev senere ødelagt af Udbruddet 1875. Den 2. August naaede de til Lindaå NØ. for Herdubreid, fortsatte derfra atter Rejsen mod Syd til Hvannalindir og naaede efter en meget anstrængende og farefuld Rejse d. 4. August til Brü paa Jøkeldalen. Paa Grund af Taage havde B. Gunnlaugsson paa denne Rejse næsten intet kunnet udrette, og han gjorde derfor næste Sommer (1839) en ny Rejse igennem disse Ørkener. Denne Gang var han heldigere med Vejret, og skønt

1) Islenzkar thjodsøgur IL S. 122^—125. Espolins Årbækur VI. S. 4.

1) En udførlig Beretning om de ældre Rejser i Odådahraun findes i min Afhandling i „Andvari" XI. 1885. S. 3-21.

2) Sveinn Pålsson: Beskrivelser af islandske Vulkaner og Bræer (Turistforeningens Aarbog for 1882. Kria 1883).

Side 28

han paa Grund af Naturforholdene ikke kunde gjøre noget Ophold i disse græsløse Egne, fik han dog et godt Overblik over de topografiske Forhold langs Vatnajøkulsnordlige Eand. Den senere Provst Sigurdw Gunnarsson (1812^—1878)¹) fulgtes med B. Gunnlaugssonpaa denne Rejse. Den 29. Juli brød de op fra Störinüpur, rejste over Landsveit og Tungnaå og naaede Illugaver om Aftenen d. 1. August, her gjorde de en Dags Ophold; naaede til Hågøngur d. 3. August og red den næste Dag over Kaldakvisl og igennem Vonarskardtil Tindafell. Passet Vonarskard imellem Vatnajøkullog Tungnafellsjøkull kendtes ikke før med Sikkerhed,P. Brynjölfsson og P. Pjetursson havde set Aabningen af Passet, men de troede, at det kun var en Lavning i Jøkelen, og at altsaa Vatnajøkull og Tungnafellsjøkull var sammenhængende. Den 5. Augustbesteg de Vatnajøkull Øst for Vonarskard og havde i udmærket Vejr en glimrende Udsigt over en Del af Übygderne. Natten imellem d. 5. og 6. August naaede de til Hvannalindir, den 6. til Laugarvalladalur og den 7. til Brü. Paa en saa hurtig Rejse kunde der ikke være Tale om nogen egentlig Opmaaling, kun en løs [Rekognoscering, og Bjørn Gunnlaugsson indførtepaa sit Kort en Oversigt over de almindelige topografiske Forhold i disse Egne, der efter Omstændighedernemaatte kaldes særdeles vellykket. Mange Aar senere gav Sig. Gunnarsson i islandske Blade udførligeMeddelelser om de topografiske lagttagelser, han havde gjort paa denne og andre Rejser i Islands Indre²).

I Sommeren 1840 rejste den danske Naturforsker /. C. Schythe (1814 —1877)³) tilligemed Sigurdur Gunnarssonomtrent den samme Vej; skønt han paa denne Rejse havde en udmærket Udrustning, 17 Heste, 3 Følgemænd og 250 Pund af det bedste Hø, et godt Telt, en Sovepose af Hvidbjørneskind, Proviant til 3 Uger o. s. v., fik man dog næsten intet udrettet, da Ekspeditionen blev overfaldet af^voldsomme Snestorme, mistede flere Heste og kun kunde tænke paa at bjerge Livet. Da I. C. Schythe udførlig har beskrevet sin Rejse i en meget interessant Afhandling⁴), skal vi her kun fremhæve nogle Hovedmomenter. I. C. Schythe brød op fra Thjorsårholt d. 29. Juni 1840 og fulgte Sprengisandvejen til Arnarfell hvor de ankom den 1. Juli, her hvilede de en Dag og brød

1) Geografisk Tidskrift IV. S. 81.

2) Thjödölfur IV. S. 362-363, 365. Nordanfari XV. S. 69 —71. 73—76. 105—106. XVI. S. 13 -23. 25—31. 33—34.

3) Nekrolog i Geografisk Tidskrift I. S. 202.

4) L C. Schythe: En Fjeldrejse i Island i Sommeren 1840 (H. Krøyers Naturhistorisk Tidsskrift 111, S. 331-394).

Side 29

disse idelige Ophold og Udskejelser? Ingen banet Vej, ikke det ringeste Vejspor, men ene og alene Kompassetefter hvilket vi trøstig styrede fremad. Intet Fjæld var at se, Terrænets Beskaffenhed skjultes efterhaandenaldeles under de Snemasser, som med tiltagendeMægtighed bedækkede det; Kløfter og Fordybningerudjævnedes med den omgivende Grund ved at fyldes med Sne, saa at Hestene ofte pludselig sank i til Halsen, og kun ved at læsses af og ved vore forenedeAnstrængelser kunde hjælpes op igen; en af os maatte derfor ride foran for at prøve Grundens Sikkerhed,da vi i Tilfælde af Nedstyrtning, lettere kunde hjælpe vore Rideheste paa Benene end de svært belæssedeBagageheste; ikkun Vandenes Løb tjente til at bestyrke os i Overbevisningen om, at vi var paa rette Vej, og denne Overbevisning laante os Mod og Styrke til at overvinde alle de Farer og Besværligheder,der mødte os under vor uafbrudte Fremadstræbenfor at naa Hvannalindir, den øverste Græsningspladspaa Østlandet" (S. 365^—366). Jeg har her indskudt dette Brudstykke af I. C. Schythe's Rejseberetning,da det giver en sandfærdig og naturtro Skildring af de Uvejr, som ofte, selv midt om Sommeren,kan møde Rejsende paa Islands indre Højlande.Fra Skjålfandafljot fortsattes Rejsen i det daarligeVejr til Hraunå og laugs Randen af Vatnajøkull til Kistufell, hvor de rejsende sent om Aftenen d. 4. Juli holdt Rast i to Timer og gav Hestene den sidste Rest af det medbragte Hø. Da det under disse Forholdi et saadant Vejr var af største Vigtighed ikke at tøve længere, saa fortsattes Rejsen under uafbrudt Snefald hele Natten og den følgende Dag, først langs Dyngjujøkull, som de dog ikke saa, over utallige Jøkelbækkeog Sandsletter, der aldrig syntes at ville faa Ende, indtil Jøkulsås mange Arme passeredes tidlig om Morgenen d. 5. Juli. Hestene var saa trætte og forsultne, at de kastede sig ned under deres Byrder og kunde kun drives frem med Magt. Det var yderst vanskeligt at arbejde sig frem over Kverkhnükarani med dens Lavastrømme og utallige Rygge og Lavninger,der var fyldte med Sne. Omtrent Kl. 10 om Aftenen d, 5. Juli efter 34Y₂ Times Ridt, i hvilken Tid de rejsende kun havde hvilet 2 Timer, naaede Schythe's Ekspedition Tufspidsen Lindakeilir i Hvannalindir,hvor nogle Planter hist og her tittede igennem Sneen; her blev Teltet opslaaet og Hestene overladte til sig selv for at søge deres Foder under den et Kvarter høje Sne, der overalt dækkede Jordsmonnet. Temperaturen var ogsaa denne Nat under Frysepunktet (-7-l¹/₂°). Næste Morgen d. 6. Juli var Vejret det samme som den foregaaende Dag, og Stormen tiltagendei Styrke; det var meget vanskeligt at pakke Bagagen, da alt var stift af Forst; dog brød de op Kl. 9 og red mod NØ. over den farlige Jøkelelv Kreppa, der var fuld af sammenfrosne Sne- og Isklumperog dyndet i Bunden, og derefter igennem Gæsadalur og Fagridalur; Sneen var efter de mange Dages Snefald bleven saa dyb, at Heste og Folk havde meget vanskeligt med at arbejde sig frem, og om Aftenen blev de i en forrygende Snestorm nødte til at opslaa deres Telt nederst i Fagridalur, efter at de før havde maattet overlade en af Bagagehestene til sin Skjæbne at dø af Kulde og Sult. Om Natten blev de rejsende ofte vækkede af Stormens rasende Tuden og Sneens Pisken mod Teltet, og det første Syn, der mødte dem, da de om Morgenen d. 7. Juli kom ud af Teltet, var ikke opmuntrende, to af Hestene laa døde og stive i Sneen udenfor Teltet, medens Resten stod i en tæt Klynge, med ludende Hoveder og Bagen mod Vinden, næsten helt dækkede med en Skorpe af sammenfrossenSne. I Middagsstunden dagedes det noget, saa at de atter brød op; men Snefoget, Tykningenog Stormen tog hurtig fat igen, saa at de rejsende maatte kæmpe med de samme Besværligheder som før; de arbejdede sig dog frem med Opbydelsen af alle deres Kræfter og naaede Gaarden Bru paa Jøkeldalen Kl. l om Morgenen d. 8. Juli. De endnu levende Heste var i en ynkelig Forfatning, to Følgemændvar syge og maatte holde Sengen i nogle Dage. Sigurdur Gunnarsson havde faaet Betændelse i Øjnene, og var halvt blind, men Schythe selv fejlede intet.

I lang Tid herefter var der ingen Videnskabsmand,der prøvede paa at trænge ind i disse højtliggendeUdbygder; men de nærmest boende skaffede sig dog af og til nogle Efterretninger om de faa spredte Græspletter,der findes i Nærheden, da det havde nogen Betydningfor deres Faareavl at finde alle de Steder, som Faarenekunde opsøge under deres Sommergræsning paa Højlandet.Faaresøgere (leitarmenn) fra Bårdardalen fandt i Aaret 1845 en før ukendt Dal (Nyidalur) med lidt Plantevækst i Tungnafellsjøkulls vestlige Randfjælde og 4 Bønder fra Myvatn besøgte Dyngjufjøll i Aaret 1855; men derefter var der en fuldstændig Stilstand i 20 Aar, indtil Askjas voldsomme Udbrud 1875 henledte Opmærksomheden paa disse Udørkener. Den engelske Sportsmand W. L. Watts¹} gennemvandrede med 5 Islænderei Aaret 1875 Vatnajøkull paa tværs, denne Rejse var en smuk Bedrift, baade anstrængende og

1) W. L. Watts: Across the Vatna Jøkull. Londen 1876. B°,

Side 30

farefuld, især da Watts ikke brugte Skier; med dem maa en saadan Tur i nogenlunde Vejr være forholdsvislet. Øst for Kistufell gik Watts ned fra Jøkelen og der'fra over Sandene til Svartå og Vadalda, siden til Grafarlond ved Herdubreid og til Grimsstadir å Fjøllum. Her hvilede Watts med sine Fæller i nogle Dage efter de store Strabadser, men gjorde derefter en Tur til Dyngjufjöll samtidig med, at han hentede sin Bagage, som var bleven tilbage i Nærheden af Jøkelen. Watts besteg Dyngefjældenes sydøstlige Hjørne og havde derfra en god Udsigt over den vulkanske Sænkning i Askja med de nye Kratere. Desværre manglede Watts, som saa mange andre engelske rejsende,videnskabelig Uddannelse, saa at han, trods sin uhyre Energi og Dygtighed ikke udrettede noget af Betydning for Videnskaben. Allerede den 15. Februar 1875 drog 4 Folk fra Myvatn til Askja, men da Vulkanerneendnu var i fuld Virksomhed, naaede de ikke til Kraterne, det var altfor farligt paa Grund af de hede Dampe og de Scorier, der udkastedes; deres Beretningvar derfor meget ufuldstændig¹). Næste Aar d. 7. Februar, rejste Jon Thorkelsson fra Vidirker med en anden Mand til Askja for at undersøge Udbrudsstedetnærmere; paa denne Kejse fandt han den nordligeIndgang til Askja, som siden fik Navnet Jönsskard,og gav en god Beskrivelse af sin Rejse og sine lagttagelser af de vulkanske Forhold deroppe²).

Til en nøjere Undersøgelse af disse vulkanske Udbrud sendte den danske Regering i Sommeren 1876 en Ekspedition til Island under Prof. Fr. Johnstrups Ledelse; de andre Deltagere var Lieut. Caroc, Cand. polyt J. Howitz og denne Afhandlings Forfatter. Den 30. Juni 1876 rejste Johnstrup og Caroc fra Svarårkot igennem Jonsskard til Askja, hvor de dvælede en Uge for at opmaale denne vulkanske Dal og undersøge Kraterne; men Heste og Følgemænd vendte om til Svartårkot. I Begyndelsen var Vejret godt, men forværredes senere til Snefald og Tykning, saa at to Følgemænd, der sendtes op til Askja, forvildede sig og maatte vende om; den 8. Juli lykkedes et nyt Forsøg, og Johnstrup og Caroc naaede uskadte tilbage til Svartårkot. Derefter undersøgtes de nye Kraterrækker i Sveinagjå paa Myvatnsøræfi; Howitz og Thoroddsen drog dertil den 12. Juli, Johnstrup og Caroc den 15.

Ved disse Undersøgelser fik man for første Gang
udførlige videnskabelige Efterretninger om to af OdådahraunsVulkaner;
Askja og Sveinagjå opmaaltes og

1) Nordanfari XIV. S. 26.

2) Nordlingur I. S. 149—151.

1) Nordlingur V. 1880, S. 99—100, 102—104, 105—106.

Side 31

stor Mangel paa Højdestemmelser i denne Del af Landet,som saa mange andre Steder paa Islands indre Højland, og ligeledes vidste man næsten intet om den geologiske Topografi, endvidere var det af stor geografiskInteresse at faa noget at vide om Snelinjens Højde og Gletshergrænserne ved Vatnajøkulls nordlige Kand. Af disse Aarsager bestemte jeg mig til at bruge Sommeren 1884 til en Undersøgelse af Odådahraunog nærliggende Egne. Ved at benytte de kendte Græsningspladser som Udgangspunkt for Udflugter til Ørkenens Indre, haabede jeg at kunne faa et geografiskog geologisk Udbytte, der nogenlunde svarede til den derpaa anvendte Møje og Bekostning.

II. Omegnen af Myvatn.

Efter at jeg havde forsynet mig med Proviant og alle de mange Smaating, der hører til en længere Fjældrejse pea Island, brød jeg op fra Akureyri den 2. Juli 1884 for at undersøge Odådahraun og de nærliggende Højflader, Bjærge og Ørkener. Før jeg kunde begynde Undersøgelsen af selve det indre Højland maatte jeg i nogen Tid opholde mig ved Myvatn for at undersøge disses Egnes geologiske Forhold nærmere, samt begynde Opmaalingen af de indre Ødemarker ved at bestige de højeste Fjælde i Nærheden af Myyatn, for at Maalingerne kunde knyttes til de i Forvejen kendte Punkter. Vi drog fra Akureyri den samme Vej som i Aaret 1882 over Vadlaheidi til Fnjöskadalur og over Ljösavatnsskard til Bårdardalur.

Bårdardalen har en Længde af 70 Km. og skærer sig fra Havet langt op i Højlandet. Dalen danner en betydningsfuld geografisk og geologisk Grænse; baade Landskabets Karakter og Bjærgarten forandres pludselig. Mod Vest begrænses Bårdardalen af 7—8007^—800 M. høje Basaltfjælde, der som en uhyre Væg strækker sig helt ned til Havet; Østsiden er meget lavere, har kun en Højde af c. 400 M., den tertiære Basalt er helt forsvunden under nyere Tuffer og Doleriter, der allevegne træder frem i Overfladen. Landskabets Udseende forandres ogsaa, mod Vest de stejle Basaltfjælde med de karakteristiske Fjældskaar og Bastioner, mod Øst bølgefoimede, lavo Højsletter med enkeltstaaende Tufspidser og taffelformede Fjælde; mod Vest er alt tertiært, mod Øst alt nyvulkansk, sønderrevet og omtumlet af vulkanske Udbrud og Jordskælv. Bårdardalen er en Brud- og Sænkningslinje i stor Stil, som mod Vest begrænser det nordøstlige Islands store vulkanske Sænkningsomraade, der herfra strækker sig helt til Thistilfjørdur. Den østlige Grænse er ikke saa tydelig, medens Basalten ved Bårdardalur pludselig liger afbrudt ved et stort Spring, falder den paa den østlige Side jævnt ind under de nyere Tuffer og Breccier, maaske med nogle terrasseformede Brud, der ikke let kunne forfølges i Overfladen. Grænsen synes her at gaa omtrent fra Langanes sydefter, Øst for Mødrudalsfjallgardar og ind imod Vatnajøkull i Nærheden af Snæfell. Denne Sænkning har en Bredde af omtrent 100 Km. og Nord for Vatnajøkull et Areal af henimod 20,000 O Km. Hvornaar denne store Sænkning er foregaaet kan ikke med fuld Sikkerhed bestemmes, men den er rimeligvis begyndt i den tertiære Tid; de isskurede Doleriter, der dækker saa store Arealer Øst for Bårdardalen, findes ogsaa oppe paa Basaltfjældene Vest for denne, og maa altsaa være blevne dannede før Sænkningen; men da der nu i selve Sænkningsomraadet paa Tjørnes findes marine Aflejringer fra den pliocene Tid (Crag), saa maa Sænkningen være ældre.

Den nordvestlige Bygd i Bårdardalens Dalstrøg, Nord for Ljösavatnsskard kaldes Kinn, her har Bjærgene (Kinnarfjøll) ude ved Bugten Skjålfandi, en betydelig større Højde end inde i Landet, hvad der er et almindeligt Fænomen i Nordlandets Basaltegne. Nærmest Havet forenes Bårdardalur med Adal-Reykjadalur til et Fladland, som for en stor Del er dækket af Lava, der er flydt ned fra Laxårdalur, men nærmest Havet af Sand. Ind imod det Indre fortsættes Bårdardalur af Kröksdalur, der senere vil blive omtalt. Indbyggerne i Bårdardalen lever hovedsagelig af Faareavl, da der findes gode Græsgange i Fjældsiderne og paa de nærliggende Højflader. Igennem Dalen har en 110 Km. lang Lavastrøm fra Trølladyngja fundet Vej helt ned til Ullarfoss, den bestaar af flere Lag efter forskellige Udflod fra Vulkanerne og er meget gammel; thi i Bygden er et tykt Lag Jordsmon mange Steder bleven dannet ovenpaa den.

Bårdardalen gennemstrømmes af en af Islands længste Elve Skjdlfandaftjot (180 Km.), der udspringer i Vonarskard omtrent i 1000 M. Højde o. H., har Tilløbbaade fra Vatnajøkull og Tungnafellsjøkull og modtagerogsaa fra den østlige Side fra Odådahraun igennemflere Elve en betydelig Vandmængde; fra den vestlige Side er Tilløbene derimod forholdsvis übetydelige.Floddistriktet har omtrent en Størrelse af 2800 Q Km., og Vandmængden var i Sommeren 1881, da A. Helland undersøgte den i Bårdardalen, 105 Kubikmeter i Sekundet, men da Vandmængden i de islandske Floder er yderst forskellig efter Aarstiderne, kan der ikke bygges meget paa en enkelt Maaling. Skjålfandafljot strømmer først ned ad Højfladerne uden nogen Daldannelse, men har ved Kidagil nedskaaret

Side 32

en Kløft, der lidt efter lidt udvides til en Dal, Kröksdalur,nederst i denne har Floden en Højde af c. 370 M. o. H., men styrter saa i Kaskader ned i Bårdardalen,hvor den danner det smukke Vandfald EldeyjarfossSyd for Myri (268 M.)¹); ved Halldorsstadir er Højden omtrent 225 M., ved Ljösavatn 100 M. o. H. I Bårdardalen har Floden skaaret sig en Rende i den underliggende Lava, der nogle Steder er bleven til en temmelig dyb Kløft. I Nærheden af Ljosavatn findes det bekendte Vandfald Godafoss, der ofte besøges af Turister, og nedenfor dette er der nu en Bro over Floden. Elven har her gennemskaaret Lavaen til en betydelig Dybde, saa at man i Klippevæggene ser den basaltiske Lavas indre Struktur med utallige Bøjler, der har meget forskellige Former og Stillinger, samt de forskellige Lavabænke, der undertiden adskilles af Huler med Lavastalaktiter, flere af dem er saa store, at de bruges som Faarehuse. Levninger af ældre Flodsengemed slebne Klipper og Jættegryder findes i Nærheden,men de gamle Flodarme er blevne udtørrede ved at Hovedfloden skar sig dybere ned. Lavaen er her i Nærheden mange Steder bevokset med Lyng og Dværgbirk. Efter at Skjålfandafljot har optaget Djupå, Ljösavatns Afløb, deles den omkring Thingø i to Arme, i den vestlige findes Vandfaldet Barnafoss, i den østligeUllarfoss.

Om Aftenen den 3. Juli naaede vi til Thverå i Laxårdalur, og næste Morgen undersøgte jeg nogle af de mange Kratere, som findes i flere Grupper i Dalbunden. Nedenfor Thverå er der bl. a. en Gruppe af 10 smaa Slaggekegler (6^—10 M. høje), der synes at ordne sig i en Række fra SV. til NO., som senere bøjer til ONO. og staar skævt til Dalens Retning; det er dog ikke sikkert om disse Kratere er virkelige primære Kratere, de er maaske kun sekundære Slaggekegler, dannede paa Lavaens Overflade. Desuden findes Kratergrupper ved Birningsstadir (Raudholar), endvidere i Nærheden af Hamar og i Hofsstadaey, men er til Dels bevokset med Lyng og lavt Birkekrat. Aaen har mange Kaskader og forgrener sig omkring smaa Lavaøer, Bunden har ogsaa mange Revner og Huler, saa den maa passeres med Varsomhed.

Laxårdalen strækker sig fra Myvatn helt ned til Skjålfandi og gennemstrømmes af den fra Myvatn kommende Laxå. Neden for Muli forener Laxårdalur og Reykjadalur sig til Aoalreykjadalur, medens en lille Dal Theyjandadalur, hvor der før har været adskillige nu øde Gaarde, skærer sig op i Fjældtungen her imellem. *) Laxårdalens Bund er helt overdækket med Lava, der fra Myvatn strækker sig mod Nord, næsten ud til Ishavet. Disse Lavastrømme stammer fra en Mængde Kratere, der findes i Rækker langs Aaen og sandsynligvis er forhistoriske, skønt man efter nogle Sagn kunde fristes til at tro, at de er dannede efter Landets første Bebyggelse. Da Landnamsmanden Gardar overvintrede ved Bugten Skjålfandi, skal han have sendt en af sine Trælle for at lede efter Laxaaens Kilder; Trællen løb op igennem Laxårdalen og omkring Myvatn og kom efter en meget kort Tid tilbage; Gardar troede, at Trællen af Dovenskab ikke havde udført sin Pligt og irettesatte ham; da blev Trællen saa vred over den uretfærdige Beskyldning, at han lagde en saa stærk Forbandelse over de Fodspor, han havde gjort paa Rejsen, at der fra hvert af dein brød Ild ud; deraf de mange Kratere ved Myvatn og Laxårdalen.

I Elvkløften ved Gaarden Thverå ser man let at Bjærgarten i Fjældtungen Vest for Gaarden (Thveiårheidi), der ellers dækkes af løse Masser, er doleritisk og ligner Reykjaviks Dolerit paafaldende; de forskel- Bænke have Lavaskorpe og indvendig de karakteristiske Blærerækker op imod Overfladen; Bjærgarten er afsondret i sekskantede Søjler og dækkes af Ler og Skursten. Paa den østlige Side af Dalen træder Doleriten atter frem i en Terrasse lavest i Fjældsiden og dækkes her af tykke Tufdannelser med 10 ° Hældning mod NNV. Nederst er Tuffen blaalig, finkornet og regelmæssig lagdelt med enkelte mere grovkornede Lag, der indeholder Brudstykker af Pimpsten og afrundede Basaltbrokker, øverst er Lagene tykkere og mere grovkornede og antager en gulbrun Farve. Oven paa Tuffen ligger der en blaaliggraa tæt Basalt med uregelmæssig Forkløftning, og denne dækkes atter af Grus og Flyvesand fra Sandørkenen Hölasandur. Om Tuffen her er postglacial, glacial eller maaske ældre er ikke let at afgjøre. Baade ved Thverå og højere oppe i Dalen findes afrundede Høje indeholdende Sand, rullet Grus og større Blokke af Basalt, Lava og Dolerit med discordant Parallelstruktur.

Vi red fra Thverå op ad Dalen og derpaa forbi
Arnarvatn til Gautlønd over Strækninger, bevoksede
med Lyng og Pil, der egner sig udmærket til Faareavl.

1) I Dalens østlige Side fandtes Gaardene Hrfsar, Hn'sakot, Bjarnarstadir og Brüar, den sidste Gaard lagdes først øde i Aaret 1820; paa den vestlige Side fandtes Einarsstadir (med Kirke), Skeidar, Skeidakot, Mariugerdi og Mülastekkur.

1) Gaarden Myri ligger paa den vestlige Side af Floden: ved en Trykfejl (en Prik er falden bort) er den paa mit Kort over Island kommen til at staa Øst for Skjålfandafljot.

Side 33

Paa Gaarden Gautlønd (279 M.) boede dengang Althingetsdaværende Præsident Jon Sigurdsson^} (1828 —1889), der med sin store Lokalkundskab og sin Indflydelseblandt Beboerne hjalp mig paa forskellig Maade. Fra Gautlønd gjorde jeg mine første Udflugter til de nærmeste Bjærge for der at begynde de Maalingerjeg senere vilde fortsætte indover Ødemarkerne. Den 5. Juli red jeg til Laxå'ens Udløb fra Myvatn og besteg det enkeltstaaende Vindbelgjarfjall, der hæver sig fra meget vulkanske Omgivelser og yder en fortræffeligUdsigt over Myvatn's Omegn; mine lagttagelserderfra vil jeg senere sammenknytte med min Beskrivelse af Myvatn's Omegn, men først vil jeg lidt nærmere omtale mine Udflugter til de høje Bjærge ved Odådahrauns nordlige Grænse.

Deu 7. Juli gjorde jeg en Udflugt fra Gautlønd til Sellandafjall, et kuppelformet 1002 M. højt Tuffjæld Syd for Myvatn; over et lyngbevokset Hedeland med frodig Vegetation af Lyng, Pil og Dværgbirk gik Rejsen mod Syd langs Kråkå, en Elv, der udspringer Syd for Sellandafjall og udgyder sig i Laxå tæt ved dens Udløb fra Myvatn. Sydligere træder Flyvesandet frem i større Pletter, men det er ogsaa til Dels bevokset med Salix glauca og Matricaria inodora. Fra Gaarden Bakki (363 M.) stævnede vi lige op mod Fjældet over en sumpet Strækning, bandt Hestene sammen nedenfor Bjærget og vandrede derpaa op ad Tuf-Skraaningerne, indtil vi naaede de stenede Doleritaase, der dækker Fjældets øverste Flade. Hovedbjærgarterne i Sellandafjall er graalige Breccier og Konglomerater, der dækkes af tykke Doleritbænke, som optager Fjældets øverste Tredjedel. Bjærget er højst mod SV. og Doleriten er allevegne meget isskuretj skønt Skurstriberne sjælden er tydelige paa Grund af Forvitring og Vinderosion; det er øjensynligt, at Sellandafjall under Istiden har ligget under et Isdække, der bevægede sig fra Syd til Nord og Isen maa ved Fjældet have haft en Tykkelse af 7—8007^—800 M. Øverst paa Fjældet er der en lille Sø, om Fordybningen maaske er et eroderet glacialt Krater er ikke godt at sige. Herfra havde vi en ret god Udsigt over Omegnen, skønt de sydlige og østlige Egne var temmelig utydelige paa Grund af Støv i Luften; mod Vest havde vi derimod en meget god Udsigt over Hederne ved Bårdardalen med de mange Søer og længst mod Vest begrænsedes Synskresen af de takkede og snedækkede Fjældvægge Vest for Øfjorden. Vi havde sendt Bagagehestene i Forvejen til Grænavatn, en Gaard Syd for Myvatn og naaede ogsaa selv dertil om Aftenen.

Næste Morgen den 8. Juli brød jeg op fra Grænavatnfor at undersøge Blåfjall og omliggende Bjærge, samt Solfatarerne Fremri-Ndmur. Paa denne Tur maatte vi naturligvis føre Telt og Proviant med os, og jeg havde desuden faaet en særlig Vejviser, der var meget godt kendt med Forholdene i disse Egne. Blåfjall, der har en Højde af 1225 M., er et mægtigt Plateaustykke, der behersker hele Omegnen, det adskilles ved en lille Dalsænkning Heilagsdalur fra de østligere Bjærge, der kaldes Bürfellsfjöll; Omegnen er øde og næsten helt blottet for Plantevækst, kun paa Heilagsdalur er der lidt Græsning for Heste, og der havde jeg Station, medens jeg var beskæftiget med Undersøgelsen af de nærliggendeEgne. Syd for Grænavatn er Fladlandet dækket af Lava, der strækker sig helt til Blåfjall, den største Del bestaar af Pladelava med mange Revner, men der findes ogsaa en Mængde Flyvesand og vulkansk Aske i Lavningerne, ofte bevokset med Marehalm. Disse Lavastrømmestammer fra en lang Kraterrække, der strækker sig fra Blåfjall i lige Linje mod Nord. I Vinkelen imellem Blåfjall og de fra dette Fjæld mod N. og Ø. udgaaende Terrasser findes et stort gammelt Krater i Selhjallagil, en stor Ring med et mindre Krater indeni, herfra stammer vistnok en Del af Lavaen SØ. for Grænavatn; midt i Lavaen SØ, for denne Gaard findes ogsaa en Kraterrække, der ogsaa har bidraget sit til disse Lavastrømmes Dannelse. Fra Selhjallagil strækker der sig en lang Række Kratere (c. 50) i lige Linje, som trukne paa en Snor, helt til Nårnufjalls sydlige Ende, denne Række har faaet Navnet Threngslaborgir og Ludentsborgir efter et stort Krater, der hedder Ludent tæt Syd for Nåmufjall. Fra denne Kraterrække har Lavaen flydt ned mod Myvatns sydøstlige Hjørne, og Hovedmassen af Lavaen Syd for Hverfjall stammer vistnok herfra; Kraterne ved Lüdent synes at have haft de ældste Eruptioner, medens de sydligere Kratere har sprudlet senere. Efter to Timers Ridt naaede vi til Fjældsiderne ved Blåhvammar, Skrænterne er her bevoksede med Pil og nogle Rester af Birkekrat, der før har haft en betydelig større Udbredelse; her findes en Hule, hvori en Jættekvinde Kråka¹) i Fortiden efter Sagnet skal have boet, samt mange dybe Kløfter. For at naa op til Heilagsdalur maatte vi igennem en stejl Kløft føre Hestene enkeltvis ved Tøjlen op til de Bjærgrygge, der fra Blåfjall strækker sig mod NØ.; disse Rygge er for største Delen opbyggede af Dolerit og fuldstændig blottede for Plantevækst, her findes heller intet Vand undtagen nogle smaa Pytter Smeltevandved

1) Islenzkar tøodsøgur I. S. 186—189.

1) Biografi i Andvari XVI. 1890.

Side 34

vandvedRandene af de spredte Snedynger. Efter noget Besvær kom vi ned i Heilagsdalur, hvor Dalbundener flad og dækket af en Lavastrøm, der stammerfra Syd, er flydt mod Nord igennem Dalen og har forenet sig med Bürfellshraun. Heilagsdalur begrænsesmod Øst af Burfellshålsar (800 M.), Bjærgterrassermed enkelte Toppe, hvoraf de fornemste er Störihnükur og Hvammfell. Vi opslog vort Telt ved et lille Vandløb 665 M. over Havet, Græsvæksten var übetydelig og forkrøblet, Hestene var derfor misfornøjedeog urolige og gjorde flere Forsøg paa at løbe bort. I det 17. og 18. Aarhundrede hentede man af og til Svovl fra Fremrinåmar og bedede da paa Heilagsdalur,da det var den nærmeste Græsningsplads. Svovlet blev paa Hesteryg ført til Hüsavik, hvor det rensedes, men paa Grund af den lange og besværlige Vej kunde Svovltransporten meget daarlig betale sig, og det var hovedsagelig fattige Folk fra Myvatn, der i deres Fritid søgte at fortjene lidt paa denne Maade.

Fra vor Teltplads paa Heilagsdalur gjorde vi først en Udflugt til Fremrinåmur, Solfatarerne ved det store Krater Ketill. Paa de ældre Kort er denne Plads urigtig afsat tæt ved Blåfjall, medens Ketill i Virkeligheden ligger 9 Km. længere mod Øst. Vi red fra Heilagsdalur langs Burfellshålsar over sorte Lavaflader, der hist og her "afbrødes af mindre Flyvesandstrækninger, Landskabet er fuldstændig øde og alt andet end hyggeligt. En lille Lavakuppel Syd for Burfellshålsar fik Navnet Skjaldbaka. Terrænet hæver sig svagt op mod Ketill, idet denne troner øverst paa en svagt hvælvet Lavakuppel (l^—2 °), som passende kan kaldes Ketildyngja. I denne Del af Landet kaldes alle Vulkaner med Kuppelform „dyngja" (Flertal „dyngjur"). Ketill har en Højde af 950 M. o. H., men kun en relativ Højde af c. 75 M., en Længde af 1300 M. og 650 M. Bredde samt 77 M. Dybde. Krateret er gennemkogt af svovlsure Dampe, og der findes ikke saa übetydelige Svovllejer især paa den østlige og nordlige Side. Disse Svovllejer besøgtes og beskreves allerede af O. Henchel i Aaret 1775¹). Prof. Fr. Johnstrup, der sammen med Prof. B. Lundgren besøgte Stedet i Aaret 1871, anslaar Svovlmængden til 300 Centner rent Svovl, Svovlfumarolernes Antal til 1200. Der findes ingen Dyndpøle, fordi Regnvandet siver ned igennem den porøse Lava. Tæt Nord for Ketill findes et andet Krater af mindre Dimensioner, her findes ogsaa nogle Svovllejer. Lavaen og Tuffen er ved Kraterne mange Steder forvandlet til forskellig farvet, svovlblandet blandetLer. Syd for Ketildyngja hæver en anden bred Lavakuppel med 2_—3 ° Hældning sig op fra Omgivelserne, den er i Frastand let kendelig ved en skarp Tufspids i Vulkanens Side Nord for Krateret. Denne Vulkan, der fik Navnet Kerlingardyngja, har udgydt mægtige Lavastrømme, der bl. a. i store Fosser har strømmet ned til Lavaørkenen SV. for Hvammfjøll. Mod Nord fortsættes Ketils Kraterrække af Tufspidser og Rygge henimod Skogamannafjøll, ved hvis sydlige Ende jeg ogsaa kunde se en mindre Lavakuppel med 6_—7 ° Hældning, den fik Navnet Skuggadyngja. Da der hverken findes Græs eller Vand i Nærheden af Ketill, maatte vi vende om om Aftenen og naaede vort Telt paa Heilagsdalur efter Midnat.

Efter at vi havde sovet nogle Timer brød jeg atter op Kl. 61/%6^l/% næste Morgen med den ene Følgemandfor at bestige Blåfjall, medens den anden blev sendt ud for at lede efter Hestene, der var løbne bort om Natten. Vi gik først over Fjældryggen Vest for Heilagsdalur og maatte saa atter ned i en anden Dal, som langs Blåfjalls Fod løber parallelt med Heilagadalur,ligger noget højere end denne og er helt blottet for Plantevækst. Blåfjall er paa alle Sider omgivetaf Klippebælter og meget stejlt, saa det vanskeligkan bestiges undtagen fra Nord og Nordøst. Vi arbejdede os med betydeligt Besvær op imellem flere Klippespidser over bratte Stenskred paa den nordøstlige Side. Fjældet er bredest mod Nord, men bliver smalleremod Syd, hvor det fortsættes af en lavere Bjærgryg. Det øverste Plateau, der har en betydelig Udstrækning og mange Afsatser var paa Overfladen dækket af et Mylr af kantede Klippeblokke, Snedynger og sammenfrossetSand og Ler, over dette Terræn var- Gangen meget besværlig, og da Fjældet er højest mod Syd, tog det os lang Tid at naa den højeste Spids, hvorfra jeg skulde gøre Pejlinger til andre Bjærge i Odådahraun. Den nedre Del af Blåfjall bestaar ligesom Sellandafjall af Tuf og Breccie, men den øvre Del af Dolerit, denne synes oppe paa selve Plateauet ikke at være isskuret og Overfladen er ofte slagget eller har smukke Lavabølgerog sammenfiltrede Lavareb ligesom de nyere Lavastrømme. Ved Fjældets sydligste Top findes en aflang, kraterlignende, vandfyldt Fordybning, som efter al Sandsynlighed ogsaa er et gammelt Krater. Kraterranden,hvortil ogsaa Bjærgets højeste Spids hører, er opbygget af Slagger. Krateret synes at være præglacialtog har da som en Nunatak hævet sig op over Indlandsisen, der har dækket det næiliggende Sellandafjall,men ikke den øverste Del af Blåfjall; herved faar man et Maal for Isens Tykkelse, der næppe har været

1) O. Olavius: Oeconomisk Rejse i Island 1780. S. 690—691.

Side 35

mere end 800 M. Paa den øverste Top opstillede jeg min Teodolit og havde derfra en glimrende Udsigt over hele Højlandet fra Vatnajøkull til Ishavet. For at forkorte Tilbagevejen prøvede vi paa at klatre ned ad Fjældet mod SØ., men det mislykkedes, da vor Vej spærredes af lodrette Klipper, vi maatte derfor vende om og drage omtrent den samme Vej tilbage, vi gik nu nærmere den østlige Bjærgrand, som her er dobbelt og bestaar af to brede Afsatser med en Mængde store Snedynger og Vandpytter dannede af Smeltevandet. Naturen er storslaaet men kold og uvenlig, ingen Steder ses Spor af Liv, hverken Planter eller Dyr. Da vi om Eftermiddagen naaede Teltet, var min anden Følgemand ankommen med de indfangede Heste, som han havde maattet forfølge helt ned imod Grænavatn. Samme Aften brød vi op og vendte tilbage til Bygden, efter undervejs flygtig at have besøgt Threngslaborgir.

Den 10. Juli rejste jeg rundt om Myvatns vestlige Kyst til Reykjahlid, og paa denne Gaard havde jeg Station i 5 Dage, som jeg brugte til at gøre Udflugter til forskellige interessante Punkter i Nærheden af Søen. Noget af Omegnen havde jeg ogsaa sammen med Johnstrup undersøgt i Aaret 1876, jeg havde ligeledes besøgt Myvatn 1882, og senere i Sommeren 1884 havde jeg Lejlighed til at gøre mig nærmere bekendt med forskellige Spørgsmaal vedrørende denne meget vulkanske Egns Geologi. I det følgende vil jeg give en Oversigt over mine lagttagelser ved Myvatn, uden dog at gjøre Rede for alle Enkeltheder eller opregne de enkelte Dages Arbejde, da dette vilde blive altfor ensformigt og mindre anskueligt.

Den bekendte Sø Myvatn ligger i meget vulkanske Omgivelser 290 M. over Havet og har (efter Bjørn Gunnlaugssons Kort) et Areal af 27 D Km. Søen er næsten helt omspændt af Lavamarker, har Lavabund og kun en ringe Dybde (5^—6 M.), en Mængde Kratere findes i Omegnen og flere rager som Øer op fra Søen. Myvatns Bassin er sikkert oprindelig opstaaet ved Sænkninger i Underlaget, men ved tilstrømmende Lava fra alle Sider er Forholdene senere blevne meget forandrede. Skønt Vandfladen ikke er meget stor, saa er Søen saa bugtet og indskaaret, at den har en Omkres af henved 50 Km. eller mere. Den sydlige Del af Myvatn, Sydri-Flöi, hvis sydligste Vig kaldes Gardsflæda, er dog en nogenlunde samlet og udstrakt Vandflade, der udsender Bugter eller Fjorde mod Nord og Vest og af disse er Ytri Flöi, der strækker sig op mod Reykjahlid, den største; denne Bugt begrænses mod Vest af Neslandatangi, et temmeligt bredt, forgrenet Næs, der strækker sig langt ud i Søen og adskilles ved Neslandavfk fra Tangen Belgjarnes, Syd for det sidste Næs gaar der atter en bred Vig ind mod Vest, der danner Begyndelsen til Laxås Udløb. I Myvatn er der en Mængde Øer, Holme og Skær, alle af vulkansk Oprindelse; man beretter endogsaa, at deres Antal i det hele gaar op imod et Hundrede. Nogle af Øerne er lave og flade, andre høje Kraterøer med flere Udbrudsaabninger. De fornemste højere Øer er: Geitey, Kidey, Håey, Hrütey, Mikley og Svidinsey udenfor Belgjarnes. Kraterne paa Øerne (mindst 40^—50) ordner sig nogenlunde i Kækker fra Syd til Nord. Geitey, der kun har et Areal af 25 Tdr. Land (0,14 Q Km.)¹), har 11 eller 12 Kratere, hvoraf det højeste (Miklihver) midt paa Øen har en Høide af 24 M. over Søens Vandflade. Miklihver bestaar af en regelmæssig Kraterring med en anden mindre indeni og er helt græsbevokset; Jordbunden imellem Kraterne er sumpet, har forskellige runde Vandpytter og er bevokset med Stargræs bl. a. Carex canescens og C. ranflora. Denne Ø besøgte jeg i 1876 sammen med Fr. Johnstrup og Chr. Grønlund og ligeledes Kidey udenfor Geiteyjarstrønd. Denne sidste Ø er bevokset med en frodig Vegetation af Pil (Salix phyllicifolia), Kvanner, Epilobium palustre, Comarum palustre o. s. v. Imellem Pilebuskene fandt jeg to dunklædte Reder af Fidigula mårila, det ene med 7, det andet med 11 Æg. Clangula islandica ruger ogsaa her skjult under Pilebuskene i Lavahuler og Revner. Af de lavere Øer er Slüttnes²) den mest bekendte, desuden Hvanney, Teigar, Syreyjar og mange andre, der findes spredte langs Kysterne. De fleste af Holmene ere græsrige og overvoksede med Pil og Birkekrat samt Kvanner og en Mængde andre Planter, Erysimum Tiieracifolium vokser mange Steder i store Eksemplarer. Fuglelivet paa Øerne er meget rigt, og mange Holme er tæt besatte med Reder.

Øen Slüttnes besøgte jeg 1876 og 1882, den adskilleskun ved et smalt Sund fra Land og er flad, skønt den som de andre Øer er af vulkansk Oprindelse.Øen er for det meste skovbevokset, og de højeste Birketræer fandtes at have en Højde af 3_—4 M., medensStammerne havde et Omfang af 31^—39 Cm.,

1) Fr. Johnstrup: Om de vulk. Udbrud og Solfatarerne i den nordøstlige Del af Island. S. 19.

2) Ved Myvatn findes flere andre ejendommelige Stednavne som ikke let kan forklares, f. Ex. Ludent, Krafla, Rapa, en Flade paa Neslandatangi, Krysa paa Hrütey (Krysnes. Krysuhöll), Nollur og Nollssel i Heden ved Gautlønd, Kritur, en Klippe ved Alptagerdi i Nærheden af Skütustadir, Gegnir, et Vandløb Vest for Alptagerdi, Budlungaflöi (eller Bullungaflöi) Øst for Vindbelgur, Fasarhölmar og Barelluholmi i Laxå o. s. v.

Side 36

Rønnetræerne havde omtrent den samme Højde, medens Pilene (Salix phyllicifolia) havde en Længde af indtil 5 M. og et Omfang af 10^—20 Cm. uden dog altid at kunne holde sig oprejste. Inde i Krattet findes flere cirkelrunde, smaa, stille Kratersøer bræmmede af høje Halvgræs, og paa disse svømmede en Mængde Ænder og Odinshaner, de havde deres Keder skjulte i Buskene, saa at man maatte tage sig i Agt ikke at træde paa Æggene. I Lavarevner vokser her en Mængde Pam quadrtfolia og Erysimum hieracifoliwn. Vandet i Kløfter og smaa Vige var aldeles dækket af et Lag døde Myg, medens de levende Myg sværmede langs Grønsværet eller i store Stolper hævede sig højt op i Luften.

Fra det enkeltstaaende Tuffjæld Vindbelgur (eller Vindbelgjarfjall) ved Laxaaens Udløb, har man en smuk og ejendommelig Udsigt over Myvatn. Dette Fjæld besteg jeg to Gange 1876 og en Gang 1884, det har en Højde af 550 M., er opbygget af Palagonitbreccie og bevokset med Pil og anden Plantevækst op over Midten. I den nedre Del af Fjældet indeholder Breccien en Mængde Tachylyt, kantede Lavabrokker og Lavaindlejringer, men i den øvre Del en Mængde Pimpsten. Nord og Vest for Vindbelgur er der en bugtet Sø, der kaldes Sandvatn, den har rimeligvis engang staaet i Forbindelse med Myvatn, men er tidlig bleven afskaaret fra dette ved en Lavastrøm. Sandvatn har Afløb til Laxå igennem Sortulækur. Mod Vest ses paa Heden en anden temmelig stor Sø Marsvatn og en mindre Nord for den. Den gamle graalige Lava, som med sine puklede Ujævnheder vrider og krummer sig omkring Vindbelgur er opfyldt af en Mængde smaa, runde Vandpytter og er hist og her dækket med gulgrønne Pletter af Mos og Lyng. I nogle af Pytterne findes en Mængde Vandplanter (Sparganittm, Myriophyllum, Potamogeton) samt Bræmmer af Stargræs derimellem Carex atrata og C. microglochin. Her ligesom mange andre Steder i Myvatns Omegn ses Mærker efter betydelige Sænkninger, saaledes ser man en lang, nu græsbevokset Spalte, som berører Sandvatns vestlige Bred og strækker sig fra Laxa til Lambafjøll og altsaa maa have en Længde af 25 —30 Km. fra Syd til Nord; den vestlige Spalterand er højere end den østlige*). Laxå, som her løber ud fra Myvatn og forener sig med Kråkå danner mange Arme, Slyngninger og Vandsamlinger, hvor den trænger frem igennem Lavaen imellem de mange Kratere, som her findes i uordentlige ligeGrupper; i Belgjarnes taltes 5 store Kratere, og Grupper med talrige Udbrudsaabninger findes ved Geirastadir og Haganes, samt SV. før Vindbelgur; nogen Kegelmæssighed i Kraternes indbyrdes Stilling er det her ikke let at paavise, Hovedretningerne synes dog at være SV. til NØ. og S. til N. Da Myvatn igennem den vandrige Laxa stadig mister en betydelig Vandmængde maa den have betydelige Tilløb, men de er ikke synlige, ingen større Elv udmunder i Søen, den optager kun nogle Smaabække, af disse er den dybe Grænilækur, Grænavatns Afløb, den betydeligste. Grænavatn er en lille Sø Syd for Myvatn og har ligeledes Lavabund og en meget ringe Dybde (2^—2^/₂ M.). Kråka skal før have udmundet i denne Sø, men har senere forandret sit Løb. Fra Stakholstjørn optager Myvatn ogsaa Skipalækur tæt ved Kleifarhöll. I Myvatns mange Vige og Bugter ser man allevegne vandrige Kilder boble op igennem Revner og Huller i Lavabunden, Regn- og Smeltevandet fra Snedyngerne opsuges af Lavamarkerne og træder atter frem paa Søbunden, flere af disse Kilder fører varmt eller lunkent Vand. Ifølge Beretninger om de vulkanske Udbrud i Nærheden af Myvatn i det 18. Aarh. skal Søen den Gang til Dels være bleven udtørret; dette er dog lidet sandsynligt, men maaske er dog noget af Vandet fordampet ved de glødende Lavastrømme, som udgød sig i Søen, men det tilstrømrnende Vand fra utallige Kilder har hurtig bødet paa Tabet. Efter Beretningerne synes Myvatns Bund at have hævet sig paa Østsiden, saa at Vandet gik op paa Land paa Vestsiden; Beretningerne er dog i denne Henseende meget uklare. At Vandspejlet en Gang har staaet lidt højere end nu, synes nogle gamle græsbevoksede Strandvolde i Nærheden af Vindbelgur og Laxåens Udløb at pege paa.

Myvatns Kyster er som før nævnt meget indskaarneog frembyder en Vrimmel af Holme og Næs, der adskilles af smalle krogede Kanaler. Paa den sydvestlige og vestlige Kyst findes en Mængde smaa og store Kratere samlede i uregelmæssige Grupper. Man kan dog som oftest se, at Kraterne er opbyggede paa flere parallele Spalter fra SV. til NO. Kraterbundener ofte græsbevokset, og Kraterkeglernes ydre Sider ligeledes, andre er sparsomt bevoksede eller helt nøgne, nogle er sammenfaldne og danne kullede Slaggedynger,nogle er opbyggede af sammenklistret Lava og har en stor indre Hulhed, der stundom benyttes som Faarehuse, ofte findes flere koncentriske Kraterringeeller uregelmæssig sammenstillede Ringstykker. De enkelte Kratere har som oftest særskilte Navne, som det vilde være unyttigt at opramse, kun vil jeg

1) Maaske er denne Spalte bleveii dannet d. 8. Sept. 1725, da Laxå ifølge Beretningerne ved et Jordskælv pludselig blev udtørret,

Side 37

nævne de fornemste Grupper. Ved den sydvestligste Bugt af Myvatn findes Kratergruppen Gardshålar; men den største Kratergruppe findes ved Skütustadir, her findes 3—4 Kækker fra SV. til NV., det største og højeste af de herværende Kratere kaldes KleifarJwll (29 M.), disse Kratere er for største Delen opbyggede af Slagger og har en Hældning af 20 — 30°. Et af de ejendommeligste har faaet Navnet ArnarlæU (18 M.), det er opbygget af Lavaklatter og har en Hældning af c. 35°. Krateraabningen er meget lille og næsten sammenklistret af den flydende Lava, men Kanalen er dog temmelig dyb, idet Bunden omtrent er i samme Niveau som Myvatns Overflade¹). Tæt ved dette Krater udgyder Grænilækur sig i Myvatn. Alle Kraterne er forholdsvis smaa og lave/ Højden sædvanlig imellem 10 og 30 Meter. Nord for Skütustadir ved Bunden af Alptavik findes Kratergruppen Raudhölar, og Nord for denne Hamarsholar, 5 gamle, græsbevoksede Kratere med 30^—60 M. vide Aabninger. Ved Laxås Udløb findes der desuden som før nævnt flere Kratergrupper. Mange af de ældre Kratere ved Myvatn er halvt ødelagteog gennemskaarne af Bølgeslaget fra Søen, uden at dette dog giver nogen Oplysning af Interesse om deres Bygning, man ser kun Slagger med nogle indlejredeLavatjavser hist og her.

Paa Myvatns østlige Side ligger Kraterne længere fra Søen langs Bjærgkæderne; selve Kysten, der ogsaa her er meget indskaarefc, dannes af sammenskruede Lavaklipper ofte med sælsomme og maleriske Former, der især i Tusmørke tager sig højst ejendommeligt ud med de mange Søjler, Taarne og Klippeborge, hvortil gamle Sagn ofte har knyttet sig. I NøkkvabreJcJca findes bl. a. en stor baadformet Lavablok med en opstaaende Spids, der siges at være en forstenet Jættekvinde, som en Nat vilde stjæle Ørreder af Søen; men Dagslyset overraskede hende, saa at hun tillige med hendes Baad forvandledes til Sten²). En anden Klippe ude i Søen skal være opstaaet paa samme Maade idet en Jætte af Mandkøn, der gjorde Egnen usikker, forvandledes til Sten af Dagslyset, som den Slags Utysker ikke kan taale. Den nordligste Bugt Ytri-Flöi begrænses imellem Gri'msstadir og Eeykjahh'd af ny Lava som strømmede ud i Søen i Aarene 1728^—1729; men ved den nordvestlige Kyst er der en lille Strækning der er fri for Lava. Her ligger Tuf og Breccie under Grusdækket ligesom i alle Fjælde og Aase; Overflade gruset bestaar for det meste af kantede og halvafrundede Sten, der er udvitrede af den underliggende Breccie.

Mycatn (Myggesøen) har som bekendt faaet sit Navn af de talrige Myg, som undertiden kan være til stor Plage for Mennesker og Kreaturer. Nogle Rejsende; der har besøgt Myvatn, har været rent fortvivlede over Mygplagen, andre har næsten nægtet disse Smaadyrs Eksistens eller anset Beretningerne for meget overdrevne, da de tilfældigvis har besøgt Egnen, naar der ingen eller næsten ingen Myg fandtes. Sandheden ligger naturligvis i Midten, efter Vejrforhold og andet er Myggenes Antal højst forskelligt; i enkelte Sommere (som i Sommeren 1884) mærker man dem næsten ikke, i andre kan de være yderst besværlige og er da til alvorlig Ulæmpe for Beboerne ved Høstarbejdet og til stor Plage for Kreaturerne, som ingen Fred kan faa. Man inddeler Myggene i „rykmy" og „bitvargur", de første, de egentlige Myg stikker ikke, men staar som Røgskyer i Luften, de andre Stikfluer (Simulia) er forholdsvis lidet talrige, men man kan desbedre komme til at føle dem. Stikflnerne er særlig übehagelige for Hestene, der hverken har Rist eller Ro, og derfor er meget vanskelige at passe. N. Mohr beretter, at Fluerne hovedsagelig anfalder sorte Heste, og „saasnart en Sværm anfalder et Bæst, fordeler de sig i smaa Hobe, enhver indtager sit Sted, klynger sig tæt sammen, almindelig i en rund Kreds, men ofte i en Klump eller übestemt Figur, at den ene saa godt som sidder ovenpaa den anden"¹). Man har draget denne Beretning i Tvivl, men at den er fuldstændig sandfærdig, har jeg mange Gange overbevist mig om. Stikfluerne sætter sig paa Heste og Faar, mest paa de mindst behaarede Steder, i Lysken, Ørene og omkring Øjne og Næsebor. Jeg har ofte set Hestene stille sig i en Kreds eller Trekant og vifte hverandre med Halerne i Ansigtet, naar Myggene var paatrængende. Efter Sigende er der to eller tre Mygsværme om Aaret, den første midt i Juni eller noget før efter Vejrliget, den anden indfinder sig i Slutningen af Juli og sværmer ligesom den første omtrent i 3 ä 4 Uger; i enkelte varme Sommere kommer der ogsaa en Myg-

1) Af andre Krater og Stednavne i Omegnen af Skutustadir kan følgende fremhæves: Dagmalaholl, Hræduhver, Nautahver, Oshöll, Fellshöll, Kirkjumyrarhöll, Høskuldshøfdi, Röfugerdishölar og Paradis, i Nærheden findes Thangbrandspollur, der omtales i Kristnissaga (Biskupasøgur I. S. 12). Ved Myvatn er det almindeligt at bruge Ordet „hver" som Betegnelse for et Krater.

1) N. Mohr: Torsøg til en islandsk Naturhistorie. Kbhvn. 1786. S. 99—100. Sml. A. Feddersen: Paa islandsk Grund. Kbhvn. 1885. S. 13—14.

2) Islenzkar tøoosøgur I. S. 215—216.

Side 38

sværm i Slutningen af August. I det lunkne Vand i Myvatns Bugter og Vige ser man ofte Myglarver i Tusindvis, hvor de danne en kærkommen Spise for Ørrederne og paa Slüttnes og andre Øer er Vandpytterne ofte dækkede af et Lag af døde Myg. Ved de fleste større Indsøer paa Island, hvoromkring der findes nogen Plantevækst, er Myggene talrige; saaledes ved Søerne paa Arnarvatnsheidi og Tvidægra og ved den sydlige Del af Thingvallasøen, især er Egnen Grafningur ved Floden Sog's Udløb fra Thingvallasøen ligesom Myvatn berygtet for Mygplagen. I stærk Varme er Myggene sjælden meget besværlige, men de er især paa Færde i lummert og fugtigt Vejr; af Støv- og Sandstorme, der ikke er ualmindelige i disse Egne, bliver Myggene helt slaaede ned, men paa kolde Dage kryber de ind i Lavahuler og samler sig især ved Revner, hvor der er Jordvarme. Enkelte Gange hænder det, at Høstarbejdet maa indstilles paa Grund af Myg. Heste og Faar blive paa de bare Pletter indgnedne med Karbololie eller Petroleum, og nogle Steder brænder man ogsaa Petroleum paa Væggene af de Folde (kviar), hvori Moderfaarene malkes, medens Malkningen staar paa. De mange Lavahuler i denne Egn benyttes ofte som Tilflugtsteder for Kreaturerne, naar Myggene er nærgaaende. Ved Arnarvatn (paa Arnarvatnsheidi) har jeg ofte set Faarene tage Tilflugt til de mange spredte Snedynger, hvor de staar eller ligger indtil det værste er overstaaet; paa Sneen er det for køligt for Myggene. Under Høstarbejdet er Arbejderne forsynede med Vanter og ofte med Hætter (Myvatns-hettur), der gaa helt ned paa Halsen og har korte Skygger og Flor for Ansigtet.

Plante- og Dyrelivet i Myvatn er efter islandske Forhold meget rigt, hvad der tildels skyldes den underjordiske Varme og den ujævne Lavabund, der frembyder utallige Smuthuller og Skjulesteder til Beskyttelse for Dyrenes Yngel og Planternes Kim. Søbunden er opfyldt af Dynd, hvori utallige Larver, Ferskvandssnegle og Smaakrebs har deres Tilhold, og disse tjener til Føde for Ørreder og Fugle, især Ænder, som her er talrigere end paa noget andet Sted i Island. Som Hr. A. Feddersen siger, kan hele „den nordlige Del af Søen i Virkeligheden betragtes sorn en stor Andedam og Udklækningsplads"¹). I de smaa Vige nedenfor Reykjahlid ved Kfilfastrønd og Geiteyjarstrønd, samt i flere nærliggende Smaadamme og Vandpytter vokser der en Mængde Nostoc og andre Alger, endvidere Potamogeton perfoliatus og P.marinus, Myriophyllum alternifolium, Batrachium, Drouetii, Hippuris vulgaris og nogle Steder Sparganium angustifolium. Paa Grund af tilstrømmende varmt Vand havde Søen her mange Steder i Smaabugterne en Temperatur af 15—20° C., med samtidig Luftvarme af c. 10 °. Imellem Planterne vrimler det af Larver, Smaakrebs og Hundestejler. I en lille Bugt nedenfor Reykjalid med 21 ° Varme fandtes paa Stilkene af Myriophyllum smaa Planorbis i Mængde, af andre Ferskvandssnegle findes Limnæa ovata i uhyre Antal, L.vulgaris er ogsaa almindelig. Ved Kysterne af Myvatn findes grønlige og kaffebrune, figenformede eller olivenformede Alger (Nostoc) i umaadelig Mængde¹). I varme Somre bliver undertiden store Strækninger af Søen grumsede, dette Fænomen kaldes af Indbyggerne „leirlos", det skal efter Sigende være højst skadeligt for Ørrederne, hvis Gjæller opfyldes af det fine Støv, de flygter ved saadanne Lejligheder i store Sværme til Søens østlige Kyst, hvor Vandet er renere og klarere paa Grund af de mange Kilder, som her udspringer fra Lavaen; i den meget varme Sommer 1880 skal mange Ørreder være omkomne formedelst „leirlos". De samme kugle- og figenformede Alger saa jeg den 9. August 1884 ved Sandvatn paa Myvatnsheidi SV. for Gautlønd, hvor de laa opkastede paa Bredderne i l—2 Fods tykke Lag²).

Myvatn hører til Islands fiskerigeste Søer; Ørreder (Salmo alpin us) fanges ofte i stor Mængde og er en betydelig Indtægt for Indbyggerne, især paa de østlige Gaarde. Fisken spises baade fersk og saltet og gemmes til Vinterbrug „hærdet" eller vindtørret ligesom Stokfisk, i denne sidste Form (Myvatns-reidur) anses Ørreden af mange for en stor Delikatesse. Ørrederne fanges i 10^—12 Favnes Net med 2 Fods Dybde, der sættes ud fra Pynter og over smaa Bugter, undertiden trækkes der Vaad med 20^—30 Favnes lange Net med 60 Favnes Linje i Enderne³). Om Vinteren fanger man Ørreder med Snøre igennem Isen og bruger Orme som Agn, undertiden drages der Vaad under Isen imellem to Vaager. Den egentlige Fangst begynder

1) I gamle Dage troede man, at Myggene dannedes indeni disse Alger. Sml. Tit. Thoroddsen: Geschichte d. isl. Geographie 11. S. 303.

2) Efter Meddelelse af Hr. Mag. sei. Helg i Jonsson er de nævnte Alge-Punge rimeligvis Nostoc commune, medens det saakaldte „leirlos" sandsynligvis staar i Forbindelse med andre blaagrønne Alger, maaske Aphanizomenon Flosaquæ.

3) Sml. F. A. L. Thienemann: Reise in Island 1820—1821. Leipzig 1827. S. 255—256. At man allerede i Oldtiden fangede Ørreder i Myvatn med Net ses af Keykdæla saga. Udg. 1881. Kap. 21, S. 107-108.

1) A. Feddersen: Paa islandsk Grund S. 15.

Side 39

sædvanlig i Førstningen af April og varer indtil midt om Sommeren. I Yngletiden søger store Stimer af Ørreder (ridsilungur) op til Land, hvor de fra nogle Gaarde fanges i Garn fra Oktober til Januar eller Februar. Yngletiden begynder i det sydlige Myvatn efter den 20. September, men nordligere noget senere, den er forbi i December. I meget varme Sommere søger Fiskene (hitasilungur) i store Stimer op til enkelte Vige paa Østkysten, hvor de da fra nogle Gaarde fanges i umaadelige Masser, hvad der dog meget skal forringe Fangsten i de næst paafølgende Aar¹). En mørkladen Afart af Ørreden, der kaldes „krus" findes i det sydlige Myvatn, hvor den især skal have Tilhold i dybe Huler og Kevner²).

Fuglelivet er meget rigt, især er Myvatn berømt for de mange Arter af Ænder, som ruger her paa Holmene og Øerne, alle Arter af Ænder, som findes paa Island forekommer ogsaa her med Undtagelse af Ederfuglen, der aldrig vover sig saa langt ind i Landet, nogle sjældnere Arter forekommer kun ved Myvatn. Indsamlingen af Æg har eri stor Betydning for de Gaarde, hvorunder Holmene hører, under Rugetiden hentes der daglig Æg, ligesom fra en Ånde- eller Hønsegaard og store Forraad gemmes til Vinterbrug nedpakkede i vulkansk Sand i Tønder og Kister. Om Foraaret og Sommeren er der meget livligt paa de forskellige Holme og omkring dem, især efter at llingerne begyndte at komme ud. Her findes ogsaa en Mængde andre Fugle, og Myvatn har altid været et Yndlingsopholdssted for de Ornithologer, der har besøgt Island. Fuglelivet ved denne Sø er bleven undersøgt og skildret af Fr. Faber (1819), F. A. L. Thienemann (1820—21), Th. Krüper (1856), W. Preyer (1860) o. fl. og til deres Skrifter tillader jeg mig at henvise. At opregne de mange Fuglearter vilde her føre os for langt, jeg vil kun nævne de aller almindeligste. Til de mere karakteristiske Fugle ved Myvatn hører bl. a. den nydelige Lappedykker (Podiceps Cornutus), hvis svømmende Reder er meget almindelige ved Kysten, medens Fuglen andre Steder paa Island er temmelig sjælden; Rederne bygges af Vandplanter, og det sker ikke sjældent, at de ødelægges af Storme, og saa maa Fuglen bygge en ny. Af Ænderne ere Clangula islandica, Fuligula marila, Anas hiemalis, A.crecca, A.boschas og Oedemia nigra de almindeligste, men i det hele ruger omkring 20 Arter af denne Familie ved Myvatn; Skalleslugere (Mergus merganser og M.serrator) og Lomme (Colymbus glacialis og C.septentrionalis) er ogsaa almindelige, desuden naturligvis Terner, Maager, Kjover, Odinshaner, Klirer o. m. fl. De saa kaldte Husænder (Clangula islandica) er ofte meget tamme og har faaet deres Navn deraf, at man ofte paa Holmene i Myvatn bygger smaa „Huse" eller Tilflugtsteder for dem „ved at stille nogle Sten paa Højkant og dække dem foroven med en flad Sten, medens naturligvis en Indgangsaabning forbeholdes Fuglen. Husanden er virkelig, skønt den er en Vildfugl, saa tam og saa vænnet til Menneskets Færd, at den rolig finder sig i, at man fjærner Dækstenen og tager den rugende Fugl i Øjesyn" 1). Denne And ruger ogsaa paa Holmene i Laxå og fanges ofte om Vinteren i Næt.

Gaarden ReyTcjahlid, der er velkendt for alle dem, der har besøgt Myvatn, ligger ved Søens nordøstlige Hjørne 292 M. over Havet under nogle gmsdækkede Aase af Palagonitbreccie. Hjemmemarken, der strækkersig ned til Søen, begrænses mod Vest af Leirhnüks Lavastrøm fra 1729, mod Øst af gammel Lava med Revner og Huler, hvoraf nogle bruges som Faarehuse. Kirken, der nu er bygget af Sten, staar paa en græsbevoksetFlade inde i den nye Lavastrøm. Den nye Lava er kun tildels bevokset med Lichener og Mos og i det hele meget bar, hvor lidt Støv eller Muld har samlet sig i Fordybningerne findes der enkelte spredte Fanerogamer. Plantelivet er meget rigere i de ældre Lavaer Øst for Reykjahlid, især i de dybe Lavarevner som her findes i Mængde²). Den største af disse Storagjå, der gaar fra SSV. til NNØ. og fortsættes af andre Spalter til op imod Hlidarfjall besøgtes 1876 flere Gange af Prof. Chr. Grønlund og mig, jeg aflagde ogsaa Besøg paa samme Sted i Aarene 1882 og 1884. Fra flere Huler og Revner i Nærheden af Storagjå udstrømmerder varm Luft, og den 1. Juli 1882 fandt jeg Temperaturen af denne varierende fra 16^—32° C., medens Luftvarmen var 10 °. I selve Storagjå findes der i Bunden lunkne Kilder, der træder frem paa flere Steder og havde (1882) en Temperatur af 29 °, en

1) I den varme Sommer 1880 fangedes der saadan en Mængde Ørreder paa Gaardene Kalfastrønd og Geiteyjarstrønd, at der efter Sigende paa en enkelt Dag fra den ene af Gaardene bortførtes 20 Hestbyrder Fisk. Nordlingur V. 1880. S. 71.

2) Se endvidere A. Feddersen: LaxveiÖar og silungsveiöar (Andvari XI. 1885. S. 120—123). B. Sæmundsson i Andvari XXVI. 1901. S. 54—60. Th. Thoroddsen: Ferö um Austurland (Andvari IX. 1883. S. 25—26) og Th. Thoroddsen: Geschichte d. isl. Geographie. 11. S. 278^—279, 319, 328, 337.

1) A. Feddersen: Paa islandsk Grund. S. 16—17.

2) Om Plantevæksten ved Myvatn se Chr. Grønhind: Karakteristik af Plantevæxten paa Island. Kbhvn. 1884. (Naturhist. Foren. Festskrift).

Side 40

Kilde under et nedstyrtet Klippeparti, der bruges til Bad havde en Temperatur af 42 °. I Spaltevæggene er Lavaen kløvet i mægtige firkantede Søjler med en Højde af 10—12 M. og 3—5 M. Diameter. I Storagjå vokser flere Bregner som f. Ex. Aspidium Lonchitis, Lastræa spinulosa, Polypodium Dryopteris, P.Phegoptwis, endvidere findes her foruden andre Planter Geranium silvaticum, Kubus saxatilis, Saxifraga cermia, Pyrola minor, Paris qiiadrifolia, og den sjældne Orkidé Listera Cordata.I Storagjå fandt jeg mange smaa glinsende Landsnegle,en Art Vitrina. Nasturtium palnstre voxer omkringReykjahlid i større Mængde end jeg har set andre Steder.

Nord for Reykjahlid strækker bølgeformede Højdedrag af Tuf og Breccie sig op imod Fjældspidsen Hlidarfjall; dette Fjæld, der har en Højde af 775 M., bestaar af Liparit, der i en stor stokformet Masse er brudt op igjennem Breccien- Jeg besteg Hlidarfjall to Gange i Sommeren 1876, første Gang den 20. Juli sammen med Fr. Johnstrup og Chr. Grønlund, og en Gang i Aaret 1884 (den 14. Juli). Vejen til Hlidarfjall fører fra Reykjahlid først langs den nye Lavastrøm og over denne, hvor den er smallest, derpaa over grusdækkede Aase (350^—450 M.), der højner sig op imod Fjældet. Landskabet er meget ejendommeligt; ved voldsomme Sænkninger i Fortiden er det blevet opskaaret i en Mængde Strimler fra Nord til Syd. Hele Terrænet imellem Hlidarfjall og Dalfjall er bleven meget sænket, hvad der tydelig træder frem, naar man betragter Landet fra et højere Udsigtspunkt. I Nærheden af Hlidarfjall er den vestlige Væg af de terrasseformig sænkede Strimler gennemgaaende højere end den østligere, men ved Dalfjall er den østlige højere; en enkelt Revne iagttoges, som fra Smaasøerne Sli gennemskærer de andre fra SV. til NO. De langstrakte Lavninger imellem de sænkede Stykker er bevoksede med Revling, Loiseleuria procumbeus, Dværgbirk og Sibbaldia procumbens. De egentlige Sænkninger er meget ældre end Übruddene 1724 — 29, Lavastrømmene, der har maattet følge Overfladens Skulptur, har mange Steder paa længere Strækninger fulgt de gamle Spalterande, dog er flere nye Revner blevne dannede under Jordskælvene og Udbruddene. Hlidarfjall, der er plantebevokset temmelig langt opefter, kan let bestiges fra Vest; paa Toppen vokser Saxifraga cernua, Cassiope hynoides, Pedicularis ftammea, Draba nivalis, Oxyria digyna, Alsine bifiora og Equisetum hiemale. Bjærgets Skraaninger er dækkede af løst Grus, og den faste Liparit træder først frem i 640 Meters Højde. Fra dette Punkt til Toppen er Hovedbjærgarten en hvidgraa graaporøs Liparit, i den sydlige Del med en tydelig Parallelstruktur, idet den er afsondret i tynde Bænke med 30 ° Fald mod Øst. I Toppen af Bjærget optræder Obsidian, dels tæt, dels sphærolithisk, fra den udgaar begstensagtige, gangformige Partier ind imellem Liparitbænkene. I den nordvestlige Del af Bjærgryggen er Lipariten afsondret i vifteformig stillede Prismer, der har et brunligt Udseende, og er mere porøse end den Liparit, der findes i Fjældets Top. Obsidianen indeholder efter Johnstrup 74,30 %, efter H. Backstrøm 73,40 °/₀ Si 0₂ og Liparitprismerne efter Johnstrup 73,91 %Si 0₂. Mine Bjærgartprøver fra Hlidarfjall er blevne mikroskopisk og kemisk undersøgte af Dr. H. Backstrøm¹). Da Hlidarfjall har en isoleret Beliggenhed, kan det ses i vid Omkres, og fra Toppen har man ogsaa en udmærket Udsigt over store Strækninger af det nordlige Island fra Axarfjørdur mod Nord til Vatnajøkull's Sneflader i Syd. Myvatns Omegn ligger som et Landkort udbredt for Blikket og lige nedenfor ser man den nye Lavastrøms Forgreninger imellem Bakkerne; i smukt Vejr tager Myvatn sig prægtig ud med sin sølvblaa Vandflade, der er oversaaet med Øer og omgivet af sorte Lavastrømme, Kratere og Kingbjærge.

Myvatns-Egnen begrænses mod Øst af en lang Fjældrække, der fra Blåfjall under forskellige Navne (Nåmufjall, Dalfjall, Thrihyrnmgur, Leirhnükur) strækker sig omtrent 30 Km. mod Nord. Fra Blåfjall ved Selhjallagil, strækker et Højdedrag sig i Ketning af Nåmufjall under Navn af Blåfellshålsar, langs dette findes der en Række Kratere, der som førnævnt har udsendt store Lavaflomme ned imod Grænavatn og det sydøstlige Myvatn. En lille Bjærgknude af Tuf og Breccie, der hedder Villingafjall, hæver sig her op fra Lavaen. I den sydligste Ende af Nåmufjall, oppe paa selve Bjærgryggen, findes nogle Kratere, der har et meget nyt Udseende, saa jeg er tilbøjelig til at tro, at de maaske er blevne dannede ved Udbruddene 1724_— 1729. Lavaen er styrtet ned fra Fjældsiden i flere Lavafald og har udbredt sig Nord for Hverfjall imellem nogle gamle Kratere. Tæt SV. for Nåmufjalls sydlige Ende hæver Hverfjall sig som et uhyre Bæger op fra sine Omgivelser; dette Krater har tidlig tiltrukket sig Opmærksomhed, da det er det største og smukkeste i disse Egne. Hverfjall har en Højde af 482 Meter over Havet, og har et helt andet Udseende og Sam-

1) H. Backstrøm: Beiträge zur Kenntniss der isländischen Liparite (Geol. Foren, i Stockholm Forhandl. Bd. XIII. 1891. S. 660-663).

Side 41

mensætning end de andre Kratere i Nærheden. Kraterets Rand er lavest mod Vest; Kraterbunden optages af en Slette bestaaende af sort Pimpstensgrus og Lavaslagger. Midt paa Sletten findes en ca. 50 Fod høj Kegle af samme Materiale, der ved en lille Ryg knyttes til Kraterets sydlige Rand. Hældningen af de indvendige Kratervægge er de fleste Steder 15 — 20°. Hele Fjældets Overflade er dækket af løst Materiale med spredte store Lavablokke. I Kraterets indvendige Side har Vandet indgravet dybe Furer igennem de løse Masser, og i disse Furer kan man flere Steder se Fjældets Bygning. Her fremtræder Fjældets egentlige Masse, hvoraf det løsere Materiale er blevet udvitret, en graalig Pimpstensbreccie med mellemliggende større og mindre Basaltstykker, Breccien har en periklinal Lagning med en gennemsnitlig Hældning af 35 — 40° ud fra Kraterets Centrum. Krateret har en Omkres af næsten en Km. Lidt Nord for Hverfjall findes et andet lignende men meget mindre Krater, og ovenfor dette findes flere Kratere oppe i NåmufjaH's vestlige Højderyg; her findes flere Spalter parallele med Nåmufjall, og i Pynten Nord for Vejen over Nåmuskaro findes som en Fortsættelse af disse Spalter en stor Revne i Breccie-Klipperne. Lidt Syd for Vejen i Nærheden af Nåmufjall findes store gamle Kratere, der kaldes Jardbaåskolar', her er der en betydelig Varme i Jorden saa at varme Dampe strømmer ud fra mange Revner, en af disse Fumaroler benyttedes før meget af Beboerne som Dampbad. I en Beskrivelse af Thingøsyssel af Sysselmand Jon Benediktsson fra Aaret 1747 beskrives Dampbadet saaledes: „Dette Bad var blevet opbygt udi gamle Dage med slette Stenvægge; samme Bad siges at være indviet i de katholske Tider af en Biskop til Holum kaldet Gudmund den gode. Dette Jordbad er overdækket med Sand og store Stene, men Væggene af faste Stenklipper og Gulvet af tør Sand, hvori er to Huler eller Jordovne, som opgive af sig en stærk Damp og Varme. Men dybt nede i Jorden i disse Ovnhuller hører man et Bulder ligesom af et forfærdeligt og stærkt Vejr, eller som af Tordenlyd, hvilket endelig maa give sine effectus af et ildspringende Vand ned under i Jorden. Og siges dette Bad være sundest fra St. Hans Dag til Mariæ Besøg: Dag og paa de Tider om Aaret findes der Mængde af Folk forsamlet. Somme restitueres ogsaa ved dette varme Jordbad til sin forrige Sundhed".¹) Sveinn Pdlsson besøgte Stedet den 13. September 1794 og omtaler Hytten og de to Huler; Varmen var inde i Hytten 47° R., Lufttrykket var udenfor 27" 33/4'"3³/₄'" ved en Temperatur af 11°, men ved den nordlige Hule faldt Barometret pludselig til 24" 6'". „da hvert Luftskud fra Hulen kendelig formindskede Lufttrykket.¹) I den vestlige Rand af Jardbadsholar dannedes 1725 en Spalte med en Kække af 6 smaa Kratere, der fik Navnet Bjarnarflag efter en lille Lerslette tæt ved; fra disse Kratere udgød der sig en betydelig Mængde Lava over Omegnen; Kraterne er næsten udelukkende opbyggede af Lavaklatter, indvendig findes der mange glaserede Lavastalaktiter og Lavaskum ved Mundingen. Disse nye Kratere har indvendig kun 10 —12 M. Gennemsnit, medens et af de ældre Kratere naar op til ca. 100 M. Langs med denne Kraterrække findes mange Eevner med Fumaroler, med 40^—50 ° Varme. Her findes ogsaa Svovlkilder med smaa Svovlpletter omkring; Plantevæksten er altid paa den Slags Steder fattig og lidet udviklet, jeg fandt her 1882 Ophioglassum vulgatum, Sagina procumbens og Poa pratensis voksende i Sandet omkring Svovlkilderne, hvor Jordbunden havde en Varme af 27 ° C.

Syd for Nåmufjall findes det store Krater Lüdent og derfra strækker der sig en Række paa henved 50 Kratere henimod Blafjall. Sletten østen for Fjældkjæden er her noget højere end vesten for denne; her findes udstrakte Lavamarker, de saakaldte Bürfellshraun. Lavastrømme har ogsaa fra det egentlige Ödaöahraun fundet Vej igennem Heilagsdalur, ned imellem Kratergrupperne Syd for Nåmufjall, saa derved sammenknyttes Ödaöahraun med Myvatnsegnens Lavaer. Bürfellshraun hører til den nordvestligste Del af de gamle Lavastrømme paa Myvatnsøræfi, det naar mod Vest næsten helt til Nåmufjall og mod Nord til Sandbotnafjøll. Hvorfra denne Lavastrækning stammer, ved jeg ikke med Sikkerhed, noget stammer maaske fra Kræduborgir, men noget længere Syd fra, thi fra forskellige Fjælde har jeg set, at en bred Lavaarm strækker sig ned imellem Bürfell og Bürfellsfjallgaröur fra Odådahraun ned imod denne Lavastrækning. Østen for Nåmafjall findes ogsaa mange gamle Kratere baade i Grupper og Rækker. Nåmufjall, der har en Højde af 495 M. er en af svovlsure Fumaroler gennemkogt Fjældkæde af lagdelt Tuf og Breccie, i Overfladen er Tuffen ofte meget forvittret og afskaller undertiden i Kuglesegmenter, Revnerne er ofte udfyldte af Gibs,

1) Sveinn Pdlsson: Journal holden paa en Naturforskerrejse i Island 111. S. 199—200 (Isl. lit. Selskabs Arkiv). Sml. F. A. L. Thienemann: Keise in Island 1820—21. S. 254.

1) Joen Benedixen: Description over Ncrder Syssel udi Island

Side 42

og hvor Bjærgarten har været udsat for de svovlsure Dampes Indvirkning, er den forvandlet til gult, hvidt, rødt eller blaat Ler, som ofte i Overfladen er dækket med „hverasalt" (Halotrichit) eller Svovl. Bjærget er næsten aldeles blottet for Plantevækst, da denne ikke trives i Nærheden af de svovlsure Kilder. Ved Solfatarerne Øst for Nåmufjall fandtes ingen Planter. Paa Sletten nedenfor Nåmufjalls østlige Side findes de bedst kendte Solfatarer og kogende Dyndpøle (365 M. o. H.), som det ofte er vanskeligt at komme nær, da man let synker i det koghede Ler, der kun dækkes af en tynd Skorpe, og derved skolder sig slemt. Hestene er altid ængstelige, naar de kommer i Nærheden af Solfatarer og gør ikke et Skridt, uden at de nøje besnuser Jordbunden. Højt og lavt i Nåmufjall findes der Svovllejer og farvede Lerskrænter og ligeledes forskellige, temmelig udstrakte Svovlpletter paa den vestlige Side¹). Solfatarer og kogende Dyndpøle var før paa Island kun kendte i Palagonittuf, men 1888 og 1889 fandt jeg ogsaa meget betydelige Solfatarer, der bryder op igennem Liparit i Kerlingarfjøll og Torfajøkull. De ældre Liparitindlejringer og Gange, der er spredte over hele Island, viser ogsaa me^et ofte en tydelig Indvirkning af svovlsure Dampe i Fortiden. Nåmufjall adskilles fra det riordligere Dalfjall af en Lavning Nåmuskard (440 M.), hvorigennem Vejen fører til Østlandet. Dalfjall (550 M.) har et helt andet udseende end Nåmufjall, det er tre til fire Gange saa bredt og er som førnævnt mod Vest ved terrasseformede Brud og Sænkning af Grunden bleven kløvet i en Mængde Rygge og Afsatser. Mod Øst er Dalfjall højest og falder her stejlt ned imod Dalen ved Sandbotnafjøll. Medens Nåmufjall er blottet for Plantevækst, er Dalfjall til de højeste Rygge frodigt bevoksede med Lyng og Krat; de østlige bratte Skrænter er for en stor Del dækkede af Birkekrat, og hist og her findes store blaa Pletter af Geranier, Violer og Bartsia'er. I den østlige Rand af Dalfjall, hvor Bjærgryggen er højest, findes store vulkanske Revner med Kratere, hvoraf et rimeligvis har udsendt en Lavastrøm deri 20. April 1728, denne Lavastrøm har omflydt ældre Kratere nedenfor Fjældet. Lidt NV. for en Sæter, der tilhører Reykjahlfo, findes en gammel af svovlsure Dampe gennemkogt Høj, der af Indbyggerne kaldes Hithöll. Igennem en Lavning i Dalfjall har en Arm af Leirhnüks-lava'en, i et Lavafald, banet sig Vej ned paa Sletten Syd for denne Høj, men Nord for den findes parallelt med Leihnükur i Fjældsiden flere Kratere med smukke Lavastalaktiter; fra de nordligste af disse Kratere har engang i Fortiden en Lavastrøm flydt ned imod Sæteren. En Spalte Grjotagjå strækker sig fra denne Kraterrække langt imod Nord. I Dalfjalls sydvestlige Skraaning Nord for Bjarnarflag i en smuk kratbevokset Dal Hrossadalur dannedes der et Krater den 18. April 1728 Kl. 6 om Morgenen, og en Lavastrøm flød ned mod Vejen. Dette Krater kaldes nu Brunaborg. Spalten, hvorpaa Krateret er bleven dannet, har Retningen N. 15° 0., den fortsætter i Breccie-Klipperne Nord for Krateret og har her gennernkløvet et iudlejret Basaltdække. Krateret har en Bredde af ca. 47 M. og en Længde af 100—125 M., det er langstrakt efter Spalteretningen og kan kun betragtes som Slaggegærder paa begge Sider af denne. Kraterets østlige Rand er betydelig lavere end den vestlige, det er opbygget af Lavaklatter, har en Hældning af 40 —45 ° og er aabent mod Syd; den nærmeste Omegn synes at have sænket sig lidt.

Dalfjalls Bjærgryg fortsættes mod Nord af Thrihyrningur (613 M. o. H.) og Leirhnükur (606 M. o. H.), Tuf og Breccierygge af lignende Beskaffenhed. Thrihyrningur har spidse og bratte Toppe af Palagonitbreccie, der hæver sig 140 M. over den østlige Slette og er paa langs gennemkløvet af en Spalte. Leirhmikur er en i Forhold til Omgivelserne lav Tufryg (70 M.), den er gennemkogt af svovlsure Fumaroler og har endnu nogle levende Svovllejer. Tæt Vest for Leirhnükur findes en ca. 7 Km. lang Kraterrække, der havde voldsomme Udbrud i Aarene 1725_—1729. Kraterrækken, der fra Thn'hyrningur strækker sig Nord efter langs Gæsadalsfjøll, har udgydt en stor Lavaflom, der har mere end 20 Km. Længde, indtil 3V₂ Km. Bredde, en gennemsnitlig Hældning af O° 57 ' og et Areal af 30_—40 Q Km. Lavaens Volumen kan endnu næppe tilnærmelsesvis bestemmes, men er vel i Nærheden af 1000 Millioner Kubikmetre. Jordbunden under Lavaen Vest for Leirhnükur synes at have sænket sig 50_—60 M., saa at der her er en brat Skrænt fra Kraterrækken ned mod Lavafladen. De enkelte Kratere er, som Kratere i den Slags Rækker plejer at være. lave Skaale eller Bægere af Slagger og Lavaklumper, sædvanlig gennembrudte paa den ene

1) Svovllejerne ved Myvatn ar blevne udførlig beskrevne af Fr. Johnstrup i hans Skrift „Om de vulkanske Udbrud og Solfatarerne i den nordøstlige Del af Island", Kbhvn. 1886, hvortil henvises. De paa Ekspeditionen i 1876 indsamlede Luftprøver fra Fumaroler i Nåmufjall er blevne analyserede af Odin T. Christensen: Nogle Undersøgelser af de ved vulkanske Eftervirkninger paa Island udstrømmende Luftarter (Tidskrift for Physik og Chemi 1889, 2. Bække X₇ S. 226-243,

Side 43

Side, de enkelte Kratere er som oftest forenede af Kevner efter Vulkanspaltens Retning, og dybe Eender fører fra hvert enkelt ud til Hovedstrømmen. Den nordligste Del af Lavastrømmen er endnu ukendt, men fra Theistareykjarfjøll kunde jeg 1895 se en smal Lavastrøm med nyt Udseende strække sig forbi Gæsadalsfjøll mod Nord; det har rimeligvis været den nordligste Hale af denne Strøm. Imellem Leirhmikur og Gæsadalsfjøll, et stort og stejlt Brecciefjæld med Toppen Jonstindur (881 M.)? har Lavastrømmen den største Bredde (S^l/₂ Km.), den har her udbredt sig over en flad Egn, men mod Syd er Hældningen større, her bliver den smallere og mere ujævn og deler sig ved Hlfdarfjall i to smalle Arme, den østlige har strømmet ned langs Dalfjall og har kun en Længde af 11/2l^l/₂ Km., den vestlige er 4 Km. lang og har udgydt sig i Myvatn efter først imellem Grimsstadir og Reykjahlid at have udbredt sig over et temmelig stort Terræn. Under den nye Lava findes imellem Hlfdarfjall og Dalfjall en ældre, hvis Udbrudssted nu ikke let kan paavises, maaske stammer den ogsaa fra Leirhmikur. Begge de nye Lavaarme er meget ujævne og sammenskruode, da de har maattet indsnævre sig imellem Bakkerne, hist og her findes ogsaa større og mindre Laval aid, i et af disse i den vestlige Strøm NNV. for Reyki hlid er Lavaen styrtet ud over lodrette Basaltklipp e¹.¹ og har, medens den fossede ned, dannet mange smaa Lavastalaktiter, Lavareb og Tunneller, en meget tyndflydende, glasagtig Lava har senere udgydt sig over Hovedstrømmen og har i den underliggende Basalt nøjagtig fyldt de mindste Ujævnheder og Blærerum. Nedenfor Højdedragene breder Strømmen sig ud til en Lavasø, der sender forskellige Arme ud til Siderne, saaledes mod NV. til Smaasøerne Sli; her ved Bakkerne fandtes de to Gaarde Gro f og Fagranes, der blev ødelagte 1729, Stednavnet Fagraneshölar minder endnu om en af Gaardene. Landstykket imellem Grimsstadir og Reykjahlid, der oversvømmedes af Lavaen skal før Udbruddet have været en udmærket Eng med Smaaasøer, og Gaarden Grøf var en af de største og bedste i Sognet. Paa Lavaen findes her mange store Lavablærer fremkomne ved Sænkningen af den størknede Overflade under Afkølingen.

Øst for Bjærgrækken Dalfjall-Leirhnukur gaar et Dalstrøg op imod Nord, det har ved Mundingen en Højde af 380 M. over Havet, men hæver sig Nord for Leirhnükur til 550 M. Dalen begrænses mod Øst af Tuf- og Brecciefjælde, der har en betydelig Bredde og falder stejlt af ned imod den nordlige Del af Myvatnsøræfi; de syd vestligste af disse Fjælde kaldes Sandbotnafjøll, og de strækker sig mod Øst hen imod det stejle Bjærg Jørundur; Nord for dem fortsættes Fjældene af Hrafntinnuhryggur og Krafla og afsluttes af Hågong, en aflang Fjældmasse med stejle Sider; længere mod Nord ligger Fjældrækken Hrritafjøll i den samme Retning. Det berømteste af disse er Krafla (828 M.), der ofte i ældre Skrifter bliver regnet imellem Islands farligste Vulkaner, skønt selve Bjærget egentlig ikke er nogen Vulkan. Jeg besteg Krafla i Aarene 1876 og 1884 og fandt paa Toppen intet Spor af vulkansk Virksomhed; selve Bjærgets Ryg er opbygget af Tuf og har ingen Kratere, men i Fjældets nordligste Skrænt fandt jeg dog nogle af de gamle sammenfaldne Slaggehøje, der er saa almindelige i disse Egne, hvor den underjordiske Ild næsten synes at være brudt ud allevegne. I de Højdedrag, der skraaner op mod Krafla's vestlige Side c. 560 M. over Havet findes et stort Eksplo&ionskrater Hélviti (eller Viti), som har givet Grunden til Krafla's Berømmelse. Hélviti dannedes ved et voldsomt Askeudbrud Natten imellem den 16. og 17. Maj 1724 og har faaet sit lidet indbydende Navn paa Grund af det stygge Udseende, Krateret havde indtil Aaret 1840. Hélviti har en Diameter af 350 M. og indeholder nu en klar, blaagrøn Sø, hvis Varmegrad efter Johnstrup den 12. Juli 1871 kun var 12V₂ ^° C., medens Luften var 10 °; Dybden ned til Vandet er omtrent 15 M. Eggert Ölafsson og Bjarni Pdlsson besøgte Viti i Aaret 1752, da var Krateret blevet en mægtig kogende Dyndpøl, der udsendte kvælende Dampe og høje Dyndstraaler, og den opstigende sorte Røg kunde ses langt borte, Bredderne havde en Højde af 5 Favne over Vandet, der var blaaligt og tykt som Vælling; Beboerne havde dengang en saa stor Afsky for Stedet, at de ikke for nogen Betaling kunde formaas til at følge de rejsende derhen.¹) Da Kbenezer Henderson besøgte Stedet i Aaret 1814 var Dyndpølen endnu i stærk Virksomhed; fra Midten af Bassinet opkastedes der hvert femte Minut en Søjle af sort, leret Vand til en Højde af 30 Fod, hvert Udbrud varede omtrent 2*/₂ Minut og begyndte med et Udbrud af et mindre Vandspring noget østligere i Bassinet, imellem de to Udbrudssteder var der efter en lige Linje en stadig Kogen og Boblen, ingen af Straalerne fra det mindre Vandspring var dog højere end 12 Fod, som oftest kun 5.²) Da Jonas Hallgrimsson besøgte Viti 1839 var Dyndpølen endnu i Virksomhed, men i de nærmest paafølgende Aar maa den vulkanske Kraft

1) Kejse giennem Island 11. S. 726.

2) E. Henderson: Iceland I. S. 174.

Side 44

være aftaget meget; thi i 1846 da Sartorius von Waltershausen besøgte Stedet, var Krateret allerede roligt og forvandlet til en grønlig Sø. Tæt SØ. for Vi'ti findes to mindre Kratersøer, og Syd for dem en Kløft 11/?l¹/? Km. lang med 40 —50 M. Dybde, her findes mange Dyndpøle, Fumaroler og ret betydelige Svovllejer. Denne Spalte er rimeligvis bleven dannet samtidig med Vitis Udbrud i Aaret 1724. Omkring Viti findes mange udkastede Stykker af en ejendommelig hvid Liparit med lange, sorte Augitnaale; efter Schirlitz Undersøgelse indeholder denne Bjærgart Kvarts, Sanidin, Plagioklas (3 Albit-|-l Anorthit), Augit, Magnetjærn og Apatit; en glasagtig, amorf Basis findes ikke¹). Denne Bjærgarts af Sanidin, Plagioklas og Kvarts sammensatte Grundmasse blev af Forchhammer anset for en egen Feldspat (Krablit), der efter hans Analyse indeholdt 74,₈₃°/₀ Sio₂ og efter Genths 80,₂₃°/₀; Sartorius von Waltershausen stiller den som den kiselsyrerigeste Feldspat i Spidsen for Feldspatfamilien og antager, at den danner Grundinassen i alle islandske Trachyter, Obsidianer og Begstene²). I sin „Reise nach Island" S. 317^—324 paaviser derimod Zirkel» at den saakaldte Krablits Kiselsyremængde stammer fra iblandet Kvarts.

Bjærgryggen Hrafntinnuhryggur (605 M.) SSO. for Krafla, der for en Del er opbygget af Liparit og Obsidian, er mange Gange bleven undersøgt og beskrevet af Geologer, bl. a. ogsaa af Johnstrup (1. c. S. 9—10).9^—10). Bjærgarten er ogsaa mange Gange bleven undersøgt mikroskopisk og kemisk. Hrafntinnuhryggur er især bleven berømt paa Grund af den store Mængde Obsidian, da denne Stenart ingen andre Steder paa Island var saa let tilgængelig.

Man har ingen sikre Efterretninger om vulkanske Udbrud ved Myvatn i deri historiske Tid før i Aaret 1724, men derfor kan det godt være, at saadanne har fnndet Sted siden Landets Bebyggelse, uden at de omtales i Annalerne. I Aaret 1477 hærgedes Nordlandet af vulkanske Udbrud; men Kilderne nævne ikke Udbrudsstedet. I forskellige Dokumenter omtales en Folkeforsamling paa Grund i Eyafjørdr, hvor der blev talt om de forskrækkelige Udbrud, Sand, Aske, Mørke og Drøn, som hærgede Nordlandet, hvorved Kreaturerne døde, og anden Skade blev anrettet³). Nogle tror, at disse Udbrud have fundet Sted i Nærheden af Myvatn, men derom vides intet med Sikkerhed.

Natten imellem den 16. og 17. Maj 1724 rystedes Myvatnsbygden af idelige Jordskælv, og Kl. 9 F. M. blev der fra Krafla (Helviti) i stille Vejr udkastet en Masse Sand, Aske og Scorier. Jordskælvene vedblev, og Tordenskrald og Drøn hørtes ideligt; mange Huse styrtede ned, og ingen vovede at holde sig inde; hele Græsvæksten blev fordærvet, da Jorden Øst for Myvatn flere Steder blev dækket af et Askelag af næsten en Meters Tykkelse, og Kvæget løb omkring uden Rist eller Ro for at søge Føde. Jorden blev hævet flere Steder, og Vandet i Søen syntes at formindskes, og der berettes, at Myvatn blev en 3/₄ Alen (47 Cm.) lavere. Kraterets Virksomhed fortsattes efter den første Eksplosion fremdeles svagere, uden dog at Aske og Sten udkastedes og endnu i 1728 siges Røg og Svovldampe, „som fordærve Luften og gjøre den usund", at stige fra Krateret højt op i Luften. Ifølge en Beretning om Udbruddene skreven i Aaret 1742 synes Kløften med Svovllejerne Syd for Viti virkelig at være bleven dannet ved dette Udbrud. Forfatteren udtrykker sig saaledes: „I dette Fjæld (Krafla) er der en frygtelig stor Kløft, som aabnedes i Aaret 1724 da Bjærget udkastede Stene, Sand og Aske, denne Kløft er som en temmelig dyb Dal, men Dybden kan dog ikke ses formedelst stadig Røg og Svovlstank, som gaar op derfra"¹).

Efter Nytaar 1725 føltes i Bygden ved Myvatn idelige Jordrystelser, dog ikke saa saa stærke som forrigeAar; den 11. Januar brød Ilden ud fra en Spalte i Leirhnukur, der før havde været en græsbevokset Ryg, og et Krater dannedes; i Fjældet opstod en Mængde Revner og Huler, der udspyede Dynd- og Svovldampe. Samtidig siges Hithöll at have sprudlet og udsendt en utaalelig Svovlstank. Som før berettet er Hithöll gennemkogt af svovlsure Dampe, men der er meget lidt Sandsynlighed for, at den har haft et Udbrud, derimod er en Arm af Leirhnüks Lavastrøm styrtet nedad Fjældet bag Højen. Sandsynligvis er ved denne Lejlighed et af de sydligste Kratere i Leirhni'iks Rækkenbleven dannet og har udsendt en Lavaavm igennem Lavningen bag ved Hithöll, og da den glødende Lava styrtede nedad den bratte Skraaning, maa det for Beboernehave set ud sorn Hithöll ogsaa havde et Udbrud.Den 19. April samme Aar kom der et Udbrud af Bjarnarflag efter forfærdelige Jordskælv, der dannedeuhyre Spalter, hvoraf en siges at have strakt sig

1) L. P. Schirlitz: Isländische Gesteine. Wien 1882. S. 7.

1) Jan Sætnundsson: Descriptio edur réttara appendix yfir Mvvatnssveitar jar<)bruna, Manuskr. Gammel kgl. Sämling Nr. 2860 — 4 °.

2) Vulkanische Gesteine in Sicilien und Island. Göttingen 1853. S. 28 og 38.

3) Diplomatarium islandicum VI. S. 104—107.

Side 45

fra Leihnükur til Blåfjall over Bjarnarflag (30 Km.), Jorden hævedes og sænkedes, og Græsvækst og Fiskefangstblev ødelagte. Vulkansk Virksomhed og Jordskælv fortsattes hele Aaret; Jordskælvene var især kraftige den 8. September, og da skal Laxå pludselig være bleven udtørret, men begyndte dog snart atter at flyde. Jordbunden siges at have hævet sig, saa Myvatn „blev optørret til 8 Alen efter Præstens og andre ærlige Folks Beretning". I Aaret 1726 fortsattes den vulkanskeVirksomhed meget svagere uden noget Udflod af Lava; men den 21. August 1727 brød Lavaen atter frem ved Leirhnükur, strømmede i store Flomme baade mod Nord og Syd, især dog i Retning af Theistareykir, Lavaen bredte sig nu ud o\er Højlandet Syd for Gæsadalsfjøllog skal efter Beretningerne have „kogt og boblet frem af Jorden"; der siges ogsaa at have været Udbrud ved Theistareykir, hvad der dog er meget tvivlsomt. Den 18. April 1728 havde endnu et Par Kratere ved Leirhnükur voldsomme Udbrud, der begyndteom Morgenen imellem Kl. 2 og 3 efter at der havde været Jordrystelser hele Natten. Omgivelserne oversvømmedes af Lava, der nu begyndte at trænge længere mod Syd og spærrede Alfarvejen fra ReykjahHdmod NO.,¹) hele den nordøstlige Himmel syntes fra Bygden et flammende Baal. Samme Morgen omtrentKl. 6 dannedes Krateret i Hrossadahir, der udgøden rivende Lavastrøm ned paa Lavlandet Nord for Bjarnarflag, og denne sidste Vulkan begyndte ogsaa at sprudle næsten i samme Nu, og Lavastrømmen derfra naaede næsten ned til en- Lammefold lidt Øst for Gaarden Reykjahlid. Hrossadalur var før bevokset med Græs og Birkekrat, og man havde her aldrig før bemærketnogen Jordvarme. Drønene, Flammerne og alle de mangfoldige Rædsler tiltog nu i den Grad, at Indbyggerne paa Gaardene ved Myvatn ikke længer kunde holde det ud og begyndte for Alvor at tænke paa at flygte bort „men de fleste var fuldstændig raadvilde og vidste ikke, hvortil de skulde flygte; thi Rædslerne syntes lige store allevegne rundt omkring". Lavaen fra Bjarnarflag var i lang Tid efter meget hed og omsmeltede og forandrede den ældre Lava. „Jordbunden i Nærheden af Reykjahlid helt ned til Søen blev meget varm, og Dampe og Røg steg allevegnefrem af Huler og Kløfter". To Dage senere den 20. April om Aftenen ødelagdes Rykjahlidarsel ved Dalfjall ved et Udbrud fra et Krater oppe i Fjældetog Lavaen ødelagde et stort Stykke Græsland nedenfor Dalfjall. Ved alle disse Udbrud forandredes Mf vatn betydelig, saa at det paa Østsiden blev meget grundere og ikke sejlbar, hvad der var til stort Afbræki Indbyggernes Erhverv, da de ikke kunde komme ud paa Øerne, hvor man fra flere Gaarde plejede at høste Hø og hente Æg; andre Steder derimod gik Vandet op paa det tørre og oversvømmede Øer og Enge.

Den 18. December 1728 brød atter en ny Lavaflodfrem fra Leirhnükur, den gled sagte fremad mod Bygden, omsmeltede den ældre Lava, udfyldte alle Lavningerog blev ofte overdækket af en tyk Skorpe, der atter sprængtes og dannede Slaggekegler og Lavakedler.Den 19. og 20. December standsede Lavaen en Fjerdingvej fra Reykjahlid og tog derpaa en anden Retning. Den 30. Januar 1729 kom der endnu et voldsomt Udbrud af Leirhnüks Kraterrække, der frembragtestore Lavaflomme, der udbredte sig over de tidligere fremkomne; ved idelige Udbrud strømmede Lavaen frem, til den naaede Bygden den 6. Juli. Præsten Jon Sæmundsson, der har beskrevet disse Udbrud,maatte flygte fra Reykjahlid med alle sine Folk; to Gaarde i Nærheden, Grøf og Fagranes blev ødelagte og begravede under Lava, men Folkene kunde dog med Livsfare undfly; Halvdelen af Grimstadir's Marker blev ødelagte, og Gaarden maatte forlades, men den blev senere bygget op paany. Den 7. August flød Lavaen over Gaarden Reykjahlid's Bygninger helt hen til Kirkegærdet. Den 27. August blev Kirken omringetaf Lavastrømmen uden at beskadiges, da Lavaen strømmede sagte over den flade Egn, og Kirken stod lidt højere end det omliggende Terræn. Lavaen løb derpaa ud i Myvatn, hvor den frygteligste Kamp opstodimellem den glødende Strøm og Vandet, og alt blev indhyllet i Dampe. Vandet blev paa en større Strækning tilbagetrængt og Lavaen fortsatte sin Vej endnu længere ud paa Bunden, hvor forskellige Lavaklipperendnu rager op af Vandet. Den 15. September var Lavaen størknet saa meget paa Overfladen, at nogle behjærtede Mænd vovede sig derover og fandt Kirken helt übeskadiget; men da man var bange for nye Lavaflod, blev Kirken samme Aar reven ned og Tømmeret ført bort, den blev først genopbygget paa samme Sted i Aaret 1736. Herefter begyndte Udbruddeneat aftage og ophørte i Slutningen af September,men langt inde i Aaret 1730 hvilede tykke Dampskyer over Lavastrækningerne og Røgsøjler hævede sig fra Kraterne. Præstens officielle Efterretningerom disse Udbrud (de eneste som haves) er temmelig mangelfulde og strækker sig kun til Aaret

1) Her menes rimeligvis Vejen over Nämaskard, som er blevet spærret af Strøm men fra Hrossadalur.

Side 46

1729, *) men den vulkanske Virksomhed har sikkert ikke endnu været helt til Ende; thi i Jon BenediktssønsBeskrivelse af Thingøsyssel fra 1847 (i Rigsarkivet)findes bl. a. følgende Beretning: „Og nu paa ny den 10. Julii 1746 opkom udi bemældte Leerhnuk tidlig om Morgenen en gruelig Jordild, som med store Jordskjælv, Knagen og Bragen opkastede og udspyede fra sig gloende Ildstene, Sand og Aske rundt omkring og derved gjorde stor Skade paa Græsset der i Nærværelsen,saavel som Silungefangsten udi Myvand, som mestendels er borte og Vandet optørret til Y₂ Alen. mens nu er Ilden dæmpet igjen; alleneste er tilbage Røg og Damp, som opstiger af Ildhulerne".

Som vi har set, foraarsagede disse Udbrud betydelig tydeligSkade i den nærmeste Omegn, men de ses ikke at have gjort nogen Fortræd ved Askefald eller paa anden Maade i fjærnere Egne. Hvis Udbrudsstederne havde været langt fra Bygden, vilde man næppe særlig have lagt Mærke til dem, da de i Forhold til andre islandske Udbrud var ret spagfærdige, hverken Lavaeller Askeproduktionen var særlig betydelig; hele den Lavamasse, der vældede frem af Jorden i fem Aar, var ikke større end mangen en Lavastrøm, der af andre Vulkaner er fremkommet paa nogle faa Maaneder og er ret übetydelig i Forhold til de Lavaflomme, som paa meget kortere Tid er blevne udspyede af andre Vulkanrevner som f. Eks. Laki og Eldgja. I geologisk Henseende er Udbruddene ved Myvatn særdeles interessante, de giver et ypperligt Eksempel paa islandske Spalteeruptioner, man ser, at Landet bogstavelig er opskaaret i Strimler, og at Lavaen presses frem af alle de større Revner; naar et Krater i nogen Tid har raset, dannes der ved nye Eksplosioner straks et andet x- . ._V _£»—.w W*» »*l.V*V^li l Jt<_<l »*gj£ Uli*. H * indtil Jordskorpen er kommen i Ro, og Spalterne er tilstoppede af størknet Lava. Desværre har man saagodt som ingen paalidelige Efterretninger om Jordskorpens Bevægelse under disse Udbrud, det vilde have været af stor Interesse at faa nærmere Besked om dem. (Fortsættes.)

1) Den bedste Kilde til disse Udbruds Historie er de Beretninger, som Præsten Jon Sæmundsson (f 1738) har sammenskrevet, de er tildels attesterede og underskrevne af forskellige Bønder fra hans Kirkesogn. v.*»**«-uw~ ~»9** r.'«."i. -»-il. ~*^>\'\- i \_rfa v\tLL NJlgUl tlØØVMi;9 Haandskriftsamling i Landsbibliotheket i Reykjavik Nr. 422^—4°). Forskellige Thingsvidner optagne af Sysselmand Benedikt Thorsteinsson 1730, indeholder intet nyt (Eigsarkivet. Miscellanea Island vedkommende 1680^— 1770). Udelukkende efter Jon Sæmundssons Skrivelser har Sveinn Pålsson, Jonas Hallgrimsson og andre affattet deres Beskrivelser af dette Udbrud.

Geografisk Tidsskrift, Bind 18 (1905 - 1906)

Lavaørkener og Vulkaner paa Islands Højland. Geografiske og geologiske Undersøgelser.

I

I. Historisk Indledning.

II. Omegnen af Myvatn.