Under mit Ophold i Grønland i Aaret 1903, hvor min Hovedopgave var at foretage arkæologiske Undersøgelser i Godthaabs og Frederikshaabs Distrikter¹) fik jeg Lejlighed til at iagttage et og andet vedrørende de Indfødte, hvilket jeg herved tillader mig at forelægge for Læserne i den Tro, at det vil kunne bidrage til Belysning af Forholdene i vor fjærne Koloni, for hvilken Interessen synes at være vakt. Det er mig en kær Pligt, at takke de mange Evropæere og Indfødte, som hjalp mig til Forstaaelse af Eskimoernes Levesæt, saaledes bl. a. Inspektør O. Bendixen, Missionær, Seminarieforstander Schultz-Lorentzen, Kolonibestyrer O. P. C. Kock, Distriktslæge Koppel og Bogtrykker Lars Møller, alle ved Godthaab. Siden har fhv. Missionær Paul Vibcek ligeledes ydet mig værdifulde Oplysninger, for hvilke jeg er ham megen Tak skyldig.

I. Forstanderskabsinstitutionen. — Et Forstanderskabsmøde.

For at vænne Eskimoerne til Selvstændighed, Forsynlighed for Vinteren og Energi, hvilket det mere og mere skortede paa, oprettedes for en god Menneskealder siden paa Dr. Rinks Initiativ de saakaldte Forstanderskaber, der inden for visse Rammer skulde styre de Indfødtes Anliggender. I sin sidste Form er Forstanderskabernes Organisation hjemlet af Indenrigsministeriet ved de saakaldte „Foreløbige Bestemmelser af 21. April 1881"

1) Jævnfør: Forf. Arkæologiske Undersøgelser i Godthaabs og Frederikshaabs Distrikter foretagne i Aaret 1903. „Geogr. Tidskrift" 1903—1904 Hefte VII.

De danske er som Regel ledende i dette grønlandske Amtseller Sogneraad. Formand er Præsten, naar han har været et Aar i Landet, Kolonibestyreren er Regnskabsfører; Lægen, Handelsassistenten og Overkateketen er Medlemmer foruden en Indfødt for hvert af de mindre Distrikter, hvori hver af Kolonidistrikterne er delt. Den indfødte Forstander skal væro en dygtig Kajakfanger eller i alt Fald have været en saadan, som kun formedelst Legemssvaghed har opgivet Fangsten. Kan Præsten ikke være tilstede ved Kolonien til disse Møder, kan han efter Samtykke af Inspektøren beskikke Overkateketen eller et andet Medlem til i sit Sted at varetage Formandsforretningerne. Naar saadan Beskikkelse ikke har fundet Sted, er Kolonibestyreren i Præstens Forfald midlertidig Formand. Dersom Præsten ikke har tilbragt et helt Aar i Grønland, er Kolonibestyreren ligeledes midlertidig Formand.

Opstaar der Tvivl om Retten og Forpligtelsen til at tage Sæde i Forstanderskabet eller om Formandspostens Besættelse, træffes foreløbig Bestemmelse om Sagens Ordning af Inspektøren, der derefter snarest mulig indstiller Sagen til Indenrigsministeriets Afgørelse.

Forstanderen for et mindre Distrikt (Distriktforstanderen) vælges paa 3 Aar af Familieoverhovederne i Distriktet. Valget ledes af en Kateket, efter Lister over Vælgere og Valgbare, som Forstanderskabet har affattet paa det nærmest forudgaaende Fællesmøde. Den Distriktsforstander, der modtager Fattighjælp elier idømmes Bøde for vanærende Handling, har forbrudt sin Stilling. I Tilfælde af lovligt Forfald kan Distriktsforst an deren i sit Sted sende en anden valgbar Mand, som han selv vælger, hvis ikke Forstanderskabet har bestemt nogen dertil.

Distriktets Indvaanere skal i Almindelighed alene gennem deres Forstander henvende sig til Forstanderskabet, ligesom ogsaa dette kun forhandler med dem gennem ham. Han skal føre Tilsyn med hvad der foregaar i hans Distrikt, overholde god Orden og være sine Landsmænd til Vejledning og Eksempel.

Ligeledes skal Distriktsforstanderen meddele alle de Oplysninger, som maatte affordres ham af Forstanderskabet eller Inspektøren, alt efter en af den sidstnævnte ham meddelt Instruks.¹

Ethvert valgt Medlem erholder en Godtgørelse af 6 Kr. for hvert af Forstanderskabets Hovedmøder, hvortil han indfinder sig, og 4 Kr. for hver Rejse til Kolonistedet, som han i nødvendigt Ærinde for Forstanderskabet foretager sig, og derhos Vederlag for Rejsen efter Reglerne for Postekspresser. Desuden tilstaas der aarlig visse Distriktsforstandere, som har haft den største Byrde af Fattigvæsenet og besørget dette med Duelighed, Belønninger, som kan stige fra 10 til 100 Kr., og nærmere bestemmes af Inspektøren, der udreder dem af den saakaldte „Fælleskasse."

Ethvert Medlem af Forstanderskabet er berettiget til at bære en Embedshue. En saadan Hue, tilligemed et Pelsovertræk, af blaat Klæde eller Vadmel bliver for Fælleskassens Regning at udlevere til ethvert af de valgte Medlemmer af Forstanderskabet.

Forstanderskabet holder aarlig to Hovedmøder (Foraar
og Efteraar) o? desuden kan der afholdes overordentlige
Møder i Mellemtiden.

Dagen før hvert Hovedmøde holder de valgte Distriktsforstandere forstanderefor sig — som Regel under Ledelse af Overkateketen — et forberedende Møde, ved hvilket de foreløbig forhandler de Sager, der skal foretages paa Hovedmødet, og navnlig opgør de Lister, som dertil maatte fordres.

Forhandlingerne føres i det grønlandske Sprog, dog saaledes, at de tillige forklares for de i samme mindre kyndige Medlemmer. Beslutningerne indføres i Forhandlingsprotokollen, saavidt muligt ligeledes paa Grønlandsk, men dog med tilføjet dansk Oversættelse. Denne Bog føres af Formanden. Forsaavidt noget Medlem stemmer mod de øvriges Beslutning, kan han fordre sin afvigende Mening i Korthed tilføjet. Bogen underskrives ved Slutningen af hvert Møde af alle de tilstedeværende Medlemmer.

Til Brug ved Møderne bør Forstanderskabet have en Bog, indeholdende en Fortegnelse over alle Distriktets Indvaanere, med Bemærkninger om deres huslige Omstændigheder. Denne Bog føres af Overkateketen, som derfor, saavelsom for andet Skriveri, vedrørende Forstanderskabsanliggender, af Kolonikassen aarlig kan erholde en Godtgørelse af 10 til 20 Kroner.

Om Sager, som har Indflydelse paa Befolkningens Vilkaar,
men hvorover Forstanderskabet ikke har Raadighed,
kan det gøre Indstilling til Inspektøren.

En Udskrift af Forhandlingsbogen bliver hvert Aar med de almindelige Foraarsposter af Formanden at tilstille Inspektøren, som skriftlig meddeler de Bemærkninger, hvortil han maatte finde Anledning. Giver Inspektøren Forstanderskabet et bestemt Paalæg, skal dette tilføres Forhandlingsbogen og tages til Følge, men Forstanderskabet er berettiget til igennem Inspektøren at indbringe Sagen til Afgørelse af Indenrigsministeriet.

Dette har hidtil været den eneste Vej; ad hvilken Grønlænderne havde Lejlighed til at forebringe, hvad der har ligget dem paa Hjærte; men da Vejen, i H. t. ministeriel Bestemmelse, hvilken dog ikke synes at være bleven kundgjort for Forstanderskaberne, siden 1889, gaar igennem Direktoratet for den kgl. grønlandske Handel, har der hævet sig Eøster, som sikkert med Rette har paapeget det lidet betryggende i denne Forholdsregel, navnlig naar det drejer sig om Divergenser imellem Handelen selv og de Indfødte. Det er imidlertid ikke Hensigten med disse Linier at give Bidrag til Diskussionen herom. Vi skal kun udtale, at ligesom Direktoratet ikke i Bestemmelserne nævnes eller forudsættes at være Foresat for Forstanderskaberne, saaledes synes det mest betryggende, om Forstanderskaberne og Inspektørerne udelukkende sorterede under Ministeriet. En Ordning; der bevirkede Handelene og Administrationens fuldstændige Adskillelse synes de fleste at være det Maal, der bør tilstræbes.

Vi skal dernæst med nogle Ord omtale de Pengemidler, der haves til Raadighed for det eskimoiske Samfund, idet vi iøvrigt maa henvise til de nævnte „Foreløbige Bestemmelser,"

For de ved Kolonierne indhandlede grønlandske Produkter betaler den kgl. grønlandske Handel, foruden hvad der bliver at erlægge efter Taksten, endvidere en Femtedel af dette Beløb. Denne Del, der altsaa udgør en Sjettedel af den hele Betaling, skal Sælgeren afgive til Grønlændernes Kasse. Den udbetales ham derfor ikke, men godskrives denne Kasse aarlig i en dertil indrettet Regnskabsbog.

Af den Del af Betalingen, der tilfalder Grønlændernes
Kasse, tilhører 2/3 vedkommende Kolonikasse og 1/.J vedkommende
Inspektorats Fælleskasse.

Hvert Inspektorat har sin Fælleskasse. Tredjedelen af hver Fælleskasses aarlige Indtægt henlægges til et særligt Fond for hele Grønland, om hvis Anvendelse Indenrigsministeriet træffer Bestemmelse: men hvorom vi ikke er i Stand til at give Oplysninger. Fælleskassens Midler skal fortrinsvis anvendes til at komme Kolonikasserne til Hjælp. Inspektøren skal meddele Indenrigsministeriet Oversigt over Regnskaberne, ledsaget af Beretning om Forstanderskabernes Virksomhed m. m.

Hvert Kolonidistrikt har sin Kolonikasse. Ved at benytte den til Gavn for Distriktets Indfødte i Overensstemmelse med visse Regler, er det Forstanderskabets Hovedopgave at opmuntre Dygtighed og fremme Erhvervslyst og Husnoiaertsictiea.

Erhververne bør efter gammel Skik selv sørge for de Hjælpeløse og Trængende blandt deres Slægtninge, Husfæller, Pladsfæller; derfor skal de Opmuntringer, som gives dem af Kolonikassen, ogsaa rette sig efter det Antal Mennesker, de forsørger og bespiser. Kun i de Tilfælde, hvor Erhververne ikke formaar at afhjælpe den tilstedeværende Nød, bør Forstanderskabet yde Hjælp.

Forstanderskabet kan altsaa yde Hjælp i Form af Understøttelser,
der alene gives til uforskyldt Trængende (Enker.
Forældreløse uden Slægtninge o. 1.)

„Understøttelsen bør være sparsom og gives efterhaanden,
som den gøres fornøden," ligesom „Drengebørn, der nyder
Understøttelse, i Tide forsynes med Kajakker og Tilbehør."

Endvidere gives Understøttelse til Erhververe, som'uforskyldt er satte tilbage, og som ikke har Slægtninge, hos hvilke de kan faa Hjælp. „Det bør strængt paases. at disse Understøttelser ikke misbruges til dermed at hjælpe selvforskyldte Trængende"

Kan Forstanderskabets Beslutning i enkelte Tilfælde ikke afventes, bør Distriktsforstanderen, forinden Understøttelsen gives, raadføre sig med Formanden eller et andet Medlem af Forstanderskabet.

Egentlig Fattighjælp gives kun om Vinteren, naar der er
Frygt for at vedkommende, eller deres Familie kan omkomme
paa Grund af Mangel.

Under Hungersnød vil der ligeledes være at yde Fattighjælp.
Hjælpen skal fornemlig ydes ved Midler til at erhverve,
og kun, hvor det er nødvendigt, med Fodemidler.

Hjælpen bør i Reglen kun gives igennem Husherren. Den, som enten selv, eller igennem nogen af sine Husfæller, modtager Fattighjælp, mister Adgang til Andel i deft saakaldte

Forstanderskabet befatter sig ikke med Udlaan, og skal efter Evne søge at modvirke, at Grønlænderne søger Hjælp ved Laan hos andre end deres Landsmænd, som ikke lever af fast Løn (altsaa er i Handelens eller Missionens Tjeneste.)

Naar Aarets Udgifter er bestridte i H. t. foranstaaende,
henlægges et vist Beløb svarende til 33 Øre for hver Indfødt
i Distriktet, som Reservebeholdning.

Den Sum, som derefter bliver tilovers, skal deles i lige store Smaadele — den saakaldte Repartition — af hvilken de indfødte Sælfangere erholder et vist Antal, som svarer dels til Duelighed som Forsørger og Fanger, dels til det Antal Mennesker, de yder Livsophold.

Hvis nogen af Beboerne i et Hus i Aarets Løb modtager Fattighjælp, betragtes det i Reglen som ydet til Husherren, og udelukker ham fra Andel i Repartitionen. Fangerne inddeles i 3 Slags: De bedste Fangere erholder 3 Parter, de næste 2 Parter og de sidste l Part. Desuden faar enhver der ejer Konebaad 4 Parter, og den, der ejer et godt Spænd Hunde med Slæde, 2 Parter. Disse Parter gives til Fangerne, uden Hensyn til, om de tillige er Husherre eller ikke.

Naar alle Parter er sammentalte, beregnes den enkelte
Parts Størrelse og hvor meget ialt enhver Deltager skal
have.

Er den til Repartition bestemte Sum nogenlunde rigelig, kan Forstanderskabet uddele enkelte Beløb som Opmuntring og Udmærkelse til duelige Erhververe, der ønsker at forbedre deres Huse, eller til begyndende Kajakfangere, som ønsKer at ans Katte sig en Kittel.

Inspektøren har Tilsyn med at de her omhandlede Præmier ikke antager uforholdsmæssige Beløb. Udelukkede fra Repartition er ikke blot, som berørt, Folk, der har nydt Fattighjælp af Forstanderskabet, men ogsaa dem, som hver Vinter paany plejer at falde andre til Besvær ved Tiggeri og Anmodning om Laan til Livsfornødenheder.

Der har været fremført Anker mod dette Belønningssystem i den Form, hvori det nu findes. Man har gjort gældende, at det udelukkende er baseret paa at ophjælpe og belønne det „nationale Erhverv", Sælfangst fra Kajak, medens Folk, der skaffede sig og sine Føden paa anden Maade ikke var berettigede til Andel i denne Hædersbelønning, saaledes f. Eks. ikke Folk, der fanger Sæler i Uarn osv. At det nationale Erhverv saa længe som muligt bør ophjælpes er vist rigtigt, men man burde sikkerlig ogsaa tage Hensyn til Folk, der paa anden Maade var særlig dygtige Erhververe og ikke udelukke dem fra Repartition. Saavidt bekendt har Direktoratet nu imidlertid isinde at søge dette uheldige Forhold ændret. En Omarbejdning af Bestemmelserne i saa Henseende, maaske en hel Bortfalden af Repartitionen, vil forhaabentlig samtidig blive taget under Overvejelse. Repartitionen andrager ikke store Summer; men Fortabelse af de faa Kroner, det drejer sig om, for Erhververne, er dog en Straf, som de nødig udsætter sig for. Denne Fortabelse samt Udelukkelse fra „Julekost" og „Kangekost" (der af Handelen uddeles ved Jul og paa Kongens Fødselsdag til alle Grønlændere) tillige-

med Bøder er de vigtigste Midler, Forstanderskaberne

har til at holde det grønlandske Samfund i Ave; thi i Grønland gælder som bekendt dansk Lov ikke for Grønlænderne. En Undtagelsesstilling indtager dog dem der staar i Handelens og Missionens Tjeneste. Der findes intet egentligt Politi og ingen Lovbog med bestemtfastsatte

I de „Foreløbige Bestemmelser" findes kun følgende fire Straffeparagraffer, i Henhold til hvilke Forstanderskabet er berettiget til at afgøre alle Retstrætter, navnlig ogsaa mulige Spørgsmaal om Arv, imellem Grønlænderne indbyrdes — eventuelt med Tilkaldelse af „nogle nærboende, ved Eetsind og Klogskab ansete Grønlændere, og den af disse udtalte Formening bør da ikke fraviges uden overvejende Grunde."

„§ 21. Naar Nogen, uden dertil erhvervet Tilladelse, bruger en andens Eedskaber, eller ved saadan Benyttelse endog beskadiger dem eller bemægtiger sig, hvad en anden har anskudt, uden at oplyse det eller tilbyde ham Part deri, eller Vederlag derfor, eller tager fra en andens Rævefælder eller Garn, hvad deri rnaatte være fanget, men endnu ikke udtaget, eller tager Drivtømmer, som af en anden er slæbt op over Højvandsmærke, eller begaar en anden Forseelse, som hermed kan sættes i Klasse, kan Forstanderskabet paalægge ham, foruden Erstatning til den Forurettede, tillige en Bøde af indtil 4 Kroner, som tilfalder Kolonikassen, eller en anden tilsvarende Straf.

§ 22. Gør nogen sig skyldig i egentligt Tyveri af anden Beskaffenhed end det, som omhandles i § 24, saasom ved at tilvende sig Fødemidler, Klædningsstykker eller andre Ejendele, eller dersom Nogen viser aabenbar Genstridighed mod Forstanderne eller andre Foresatte, eller begaar nogen anden strafværdig Handling, som dermed kan sættes i Klasse, kan Forstanderskabet, foruden at paalægge den Paagældende Erstatning for den derved mulig bevirkede Skade, idømme ham en Bøde af indtil 10 Kr. til Kolonikassen.

§ 23. Erstatning og Bøder bliver, naar Vedkommende ikke kan udrede dem, at indholde i Betalingen for, hvad han senere maatte indlevere til Handelen, enten selv, eller ved andre, hvilket vedkommende Handelsbestyrer er forpligtet til paa Forstanderskabets Anmodning at paase. Forsaavidt de indfødte Forstandere maatte finde det tilraadeligt, kan Familiens Overhoved gøres ansvarlig for dens enkelte Medlemmer.

§ 24. Skulde der begaas Voldshandlinger eller andre større Forbrydelser, hvoriblandt ogsaa Barnefødsel i Dølgsmaal, og hvad dermed kan sættes i Klasse, saavelsom gentaget eller under særdeles graverende Omstændigheder udøvet Tyveri, skal Forstanderskabet søge derom at tilvejebringe Oplysning, som kan erhverves, og derpaa forelægge Sagen for Inspektøren, tilligemed et bestemt Forslag om, hvorledes Forbryderen, enten ved legemlig Revselse eller paa anden Maade bør afstraffes. Til Skærpelse af Straffen, eller naar en tiltalt vedvarende søger at unddrage sig fra at give Møde for Forstanderskabet, kan Inspektøren efter Indstilling af dette bestemme, at hans Navn skal offentliggøres. Ethvert af Porstanderskabets Medlemmer er baade berettiget og forpligtet til, hvor han er. eller kan komme tilstede, at træffe saadanne øjeblikkelige Foranstaltninger, som til Opretholdelse af den almindelige Orden og Sikkerhed er nødvendige."

For at give Læserne et Begreb om, hvad og hvorledes man forhandler paa et Forstanderskabsmøde, skal jeg kortelig give en Oversigt over Forhandlingerne i 1903 ved Foraarsmødet ved Godthaab, hvilket Møde jeg med Forstanderskabets velvillige Tilladelse overværede, ligesom der senere gaves mig Lejlighed til at gennemlæse Forhandlingsprotokollerne for en meget lang Aarrække. Seminarieforstanderen, Pastor Schultz-Lorentzen, ledede Forhandlingerne i et flydende Grønlandsk, hvorefter de blev nedskrevne i Forhandlingsprotokollen. Tilstede i Mødet var desuden Bogtrykker og Fotograf Jon Møller (en Søn af den bekendte Bogtrykker Lars Møller ved Godthaab), den fungerende Overkateket ved Godthaab, Niels Lynge, Distriktslæge Koppel, Kolonibestyrer O. P. C. Kock samt Fangerne Iver Berthelsen, Mikias Berthelsen, Efraim Petersen, Karl Nielsen, Basselai, Mathæus, Terkel Egede. Kristian Poulsen samt Terkel, foruden at den ved Godthaab værende Volontær uden Stemmeret overværede Mødet.

Det var den 5. Maj 1903.

Solen glitrede paa Sneen, og Splitflagene vajede paa „Batteriet" og fra Inspektørens høje Flagstang til Ære for Medlemmerne af Forstanderskabet, der just skulde holde deres Foraarsmøde. Fra nære og fjærne Bopladser indenfor Kolonien Godthaabs Omraade var de komne i deres Kajakker — disse Folkets Udvalgte — for sammen med de danske Medlemmer at træffe Afgørelse vedrørende deres Landsmænds Ve og Vel. Iførte deres pyntelige „Anorakker" med de mørke Overtræk og deres Huer med smalle Guldstriber (Tegnet paa Værdigheden som Forstander) vandrer de op til et Træhus ovenfor Kolonien,, i hvis ene Ende Lars Møller har Arbejdsrum, medens Husets anden Ende optages af Forstanderskabsstuen. Et stort Bord med Bænke udenom og et Skab med de nødvendige Bøger er alt, hvad der findes af Bohave. Præsten indtagersit Sæde for den ene Ende af Bordet med Evropæerneved sin Side, medens den modsatte Bordend-e optages af de indfødte Forstandere. Disses ravnsorte Haar, brune Teint, fremstaaende Kindben og skæve Øjne danner en skærende Modsætning til „Blegansigterne"vis å vis. De Indfødte har — som de altid plejer — holdt et forberedende Møde Dagen før, ved hvilket Evropæerne ikke var til Stede, og drøftet Dagsordenen for idag; Jon Møller, der er en meget

intelligent Indfødt, der tilmed har været i Danmark,
skal nu forebringe sine Landsmænds Afgørelser.

Sag efter Sag tages op og forhandles, som kunde det være i et hvilketsomhelst Sogneraad eller Amtsraad hjemme. De Indfødtes Forslag fremføres af Jon Møller, og deres Lister over Fordelingen af „Repartitionen" billiges übetinget. Regnskabet for Kolonikassen fremlægges; der bevilges Bidrag til Rifler, Husmaterialer, Kajakker osv. osv. De indfødte Forstandere paapeger, at det var et sædvanligt Misbrug, at Enker ombyttede nye Ting med brugte og anvendte det derved Indkomne til Mad og Drikke m. m. Saadanne burde ikke fremdeles nyde Understøttelse. Derpaa forhandledes der om Maaden at klassificere Fangerne paa. Siden forhøres en Fanger Abraham fra Bopladsen Kangek; han beskyldes for at have afhændet nogle ham af Forstanderskabet tildelte Kajakskind. Der er formildende Omstændigheder tilstede, og han slipper med en Advarsel. Noget beklemt kommer han ind; •m f\-r\ «-«r»«- <-• Tr >•» l-I™ I~i4-~i. „-3

Saa forhandler man angaaende Folkene ved Kangek Boplads, som i Vinter have lidt stor Nød og modtaget megen Fattighjælp. Det oplyses, at de af Mangel paa Sælskind ikke har haft Konebaade nok, saa de kunde forsyne sig med Vinterforraad. Grunden var, at de havde solgt Skindene ved Udstedet.

Det fremgik af Forhandlingerne, at af alle de Penge, de havde haft imellem Hænder, var syv Ottendedele gaaede til Kaffe, Kandis og Tobak, og kun en Ottendedel til Klæder og Fødevarer. Det gjaldt, mente man, ikke om at straffe dem, men om at forhindre Gentagelser. De indfødte Forstandere foreslog, at det forbødes Handelen at indhandle Sælskind ved Bopladserne, hvilket indstilledes til Inspektoratet. Regnskabsføreren udtalte, at Baadskind ikke var Genstand for almindelig Indhandling, med mindre der var Brug for dem. Samtidig klagede Jon Møller over, at Udliggeren sammesteds i Vintertiden havde indhandlet Fangeredskaber (Kobberernme og Harpunspidser) og senere igen solgt disse til de oprindelige Ejere. Butiken blev paa denne Maade „et Laanekontor".

Det indstilledes til Inspektøren at forbyde slige Laan, selv i daarlige Tider, eftersom Folkene jo intet kunde fange uden Redskaber. Man fik af disse Forhandlinger Indtrykket af, hvor skadelig den megen Salg af Kaffe er. Kangekkernes Uforsynlighed og Letsindighed er typisk for de fleste Grønlændere og et Bevis for, hvor lidt Forstanderskabsinstitutionen paa mange Steder har fremmet deres Forsynlighed og Selvstændigheds

Forhandlingerne skred videre. Der forelaa det sjældne Tilfælde, at en Fanger ved sin Død havde efterladt sig noget Virkeligt. Man traf Foranstaltning til at foretage Skifte. — Det vedtoges at opfordre Inspektoratet til at sørge for, at Baadskind afsendtes fra Julianehaab, eftersom der var Mangel paa Sælskind ved Kolonien.

Paa det forberedende Møde havde de indfødte Forstandere udtalt, at det af Forstandorskabet i 1900 vedtagne, angaaende Kvinder ved Godthaab, hvilke var ulydige mod Forstanderne, paa ny blev indskærpet, det samme gjaldt samtidig Bestemmelserne om Husherrens Ansvar for sine Kvinders Opførsel.

Vi var hev inde paa et kildent Spørgsmaal:
„Sædelighedsforholdene i Grønland."

Som bekendt er de Indfødte overfor Forsyndelser mod det sjette Bud ikke meget strenge i deres Dom, og endnu er det som Regel ingen Skam for en ugift Pige at faa et Barn. Hun ombytter sit røde Jomfru- r -. o_-„.».^, & i»€»i oi.iviw<* v^utiuutjii tur, ae hendes Barn bliver en dygtig Fanger og hendes fremtidige Forsørger. Men de lette Sæder kan dog blive selv Grønlænderen for slemme, navnlig naar Skinsygen overfor Evropæere kommer med i Betragtningen, eller hvis de paavirkes af Gejstligheden — og saa kan det hænde, at de i deres Bestræbelser for at hindre Ondet gaar til alt for rigoristiske Forholdsregler, som vi straks skal erfare. Godthaab f. Eks. er bekendt for sine smukke, men letsindige Ungmøer; det er navnlig, naar Skibe kommer paa Havnen, at det er galt. Saa styrter de afsted for at komme ombord, hvor de haler i Spillene og gør Bekendtskaber.

Der blev i den Anledning (1885) af Forstanderen for Godthaab, Lurs Heilmann, gjort gældende, at det var „en stor Skam og Skændsel for Befolkningen her, at dens Kvinder kunde vise en saadan skamløs og fræk Opførsel, som der saavel overfor Amerikanerne som over for de danske ved forskellige Lejligheder var kommet for Dagen, og at det maatte være alle hæderlige Mænd og Kvinder i Samfundet magtpaaliggende at faa dette Onde standset." Herom var samtlige Forstanderskabets Medlemmer dengang enige. Forstanderskabet vedtog derfor at indstille til Billigelse følgende rigoristiske Bestemmelse: „De Kvinder, som fandtes at træde Sædeligheden under Fødder, enten ved at bedrive Utugt med fremmede Søfolk og Arbejdere eller med herværende Evropæere, vil være at straffe.

Først vil den vedkommende Husherre, naar han
efter foregaaende Advarsel, enten ikke har forvist

hende af sit Hus eller ikke har forstaaet at holde hende inden for Sædelighedens Grænser, blive idømt Bøde, og naar vedkommende Kvinde fremdeles fremtureri dette Forhold, vil hun blive straffet af Forstanderskabetved i dettes Overværelse at blive berøvet sin Top og eventuelt yderligere foreløbig blive sat ud paa en Ø, afsondret fra det øvrige Samfund."

Stakkels Ungmøer fra Godthaab!

„Mænd, der under lignende Forhold forsyndede sig, kunde vente at faa tilsvarende Straf, idet de berøvede« deres Kajak og foreløbig sattes ud paa en Ø." Saa haardt gik det dog ikke, men endnu er man ikke stort videre. For Tiden var et Par stakkels unge Piger blevne sendte bort af Forstanderskabet til en anden Boplads i Nærheden, og endnu gælder den Regel, at de unge ikke maa færdes paa Kolonivejen (Stedets „Langelinie") om Aftenen, naar det er mørkt, efter Klokken 8, og naar der er Dans, Klokken 10. Og saa tror man, at det hjælper paa de smukke Pigers Dyd! løvrigt indeholder Protokollen ikke faa Tilfælde, hvor Forstanderskabet er skredet ind imod Utugt. En Forstander staar i Forhold til sin Steddatter, en Fangerholder sig en „Frille". De ligger i det lille grønlandske Hus paa den ene Ende af Briksen og Konen og Børnene paa den anden osv. osv. En anden Forholdsregel, der gælder hele Grønland, har Indenrigsministeriet i 1897, paa Forslag af en dansk Læge ved Godhavn og Forstanderskabet sammesteds, billiget, den nemlig, at Moderen ikke faar Alimentationsbidraget (72 Kroner én Gang for alle) for sit uægte Barn udbetalt, men at denne Sum gaar ind i Kolonikassen, som en Mulkt af Barnefaderen til det Offentlige, og for at den tillige kan tjene til Dækning af de Udgifter, et saadant Barn kan komme til at foranledige det Offentlige. Det viste sig nemlig, at Alimentationsbidraget stundom blev opfattet som en Præmie for det uægte Barn, og som saadan kom til at staa som et Lokkemiddel. Særlig Moderens Arveret til Alimentationsbidraget ved Barnets Død virkede, mente man, demoraliserende, og var maaske endog istand til at bevirke, at hun forsømte sit Barn og derved forkortede dets Liv.

Til Trods for at Forsyndelserne mod det 6. Bud utvivlsomt er meget almindelige paa Grønland, viser Statistikken dog snarere det modsatte. Pastor Schultz- Lorentzen ved Godthaab har saaledes oplyst mig om. at han ved at gennemgaa Protokollerne har fundet, at der i Godthaab Distriktet i en bestemt Periode sammesteds er født 920 Børn, hvoraf kun 32 var uægte fødte.

Til Sammenligning tjener, at for Eyedesmindes Distrikt var der i Tiaaret 1890 —1900 6 Procent uægte Fødsler; altsaa omtrent det dobbelte (omtrent Halvdelen af Fædrene var Evropæere). Disse Tal er, i Sammenligning med lignende fra Danmark, meget smaa; men Statistikken er i høj Grad vildledende, naar man deraf vil slutte, at Usædeligheden skulde være ringe. Sagen er, at i det hele og store er Frugtbarheden imellem de Indfødte her, som saa mange andre Steder i Verden, kun ringe, og desuden sørger de eskimoiske Kvinder for, at utilladeligt Samliv ikke faar Følger. Mærkeligt or det, at Forbindelser imellem Evropæere og eskimoiske Kvinder er frugtbarere end imellem Indfødte indbyrdes. — Vi gaar derefter tilbage til Forhandlingerne paa Forstanderskabsmødet.

Der diskuteres om Repartitionens Fordeling. Regnskabsføreren udtaler det ønskelige i bestemt Vejledning til Repartitionens Udgivelse, der bør særlig tages i Betragtning det Antal Sælhunde, der bestemmer Fangerdygtigheden, saaledes at Fordelingen af Repartitionen ikke overlades til Forstandernes Forgodtbefindende. Formanden mener, det er en Fejl at fastsætte et bestemt Antal som Betingelse for Klassificeringen. De forskellige Bopladser er meget forskellige m. H. t. Fangst, ligesom der forskellige Aar ikke fanges lige meget.

Jon Møller — hvortil Terkel slutter sig — mener,
der burde tages Hensyn til Fangernes Paapasselighed,
ikke blot til deres Fangst.

Iver siger, der burde tages Hensyn til, om Sælen
var skudt eller fanget med Blære.

Jon Møller. Det er godt at følge faste Regler,
men der er mange andre Hensyn, som gør sig gældende.

Regnskabsføreren udtaler, at der var taget Hensyn
til alt dette i de af Inspektoratet approberede Vedtægter
for andre Kolonier.

Formanden mente, Sagen burde overvejes.
Forhandlingerne udsattes.

Jon Møller retter en Forespørgsel angaaende Levering af Rifler med Spidskugler i Stedet for med Rundkugler, da de første var bedre for Fangerne. Det besluttedes at indgaa til Handelen med Forslag. Regnskabsføreren kunde ønske, at der indførtes Bagladerifler. De indfødte Forstandere udtalte, at de foretrak Forladerifler, da det var vanskeligt at skaffe de fornødne Rekvisitter til Bagladeriflens Brug, saafremt dette imidlertid ogsaa blev almindelig Handelsvare, vilde de gærne have Bagladeriflerne¹).

---

1) Ifølge „Meddelelser fra Direktoratet for den kgl. grønlandske Handel I 1905" udsendes i Aar Bagladerifler med Tilbehør til samtlige Kolonier til Udhandling.

Forstander Karl Nielsen fra Kornok mente, at unge Mænd burde kunne faa Kajakskind af Forstandevskabet, naar vedkommendes Fædre eller Mødre kunde hjælpe dem med Træet, men ikke med Skindene. Man billigede Forslaget og vilde, saavidt muligt, i Fremtiden følge det.

En anden Forstander, Terkel Egede fra Kangek, ønskede, at Enker, der nød Understøttelse, flyttede sammen, for at Børnene kunde have Fordel deraf, og for at den gensidige Hjælpsomhed derved kunde fremmes. Det billigedes.

Det indstilles, at en Enke, Batseba fra Kornok, fik en større Belønning (50 Kr.) af Fælleskassen for at have ydet Forældreløse Hjælp, ligeledes indstilledes Jon Møller, „som i mange Henseender har været Foregangsmand for sine Landsmænd og udvist stor Hjælpsomhed", til Belønning.

Endelig indstilledes en Kateket Hans Rasmussen ved Narsak til det samme, for i Forening med en aiiutm iuaiiu at nave ucuaant sin ßaaa tu trængende Landsmænd til Fangst af Angmagssætter.

Her sluttedes Mødet den 5.

Saa vandrede de ejendommelige Skikkelser ned til Kolonien for at holde Kaffegilde, til hvilket der var bevilget et lille Beløb paa 20 Kroner. Atmosfæren var efterhaanden bleven trykkende, og det gjorde godt, da Mødet sluttede, at komme ud i det klare Frostvejr. Næste Dag holdtes et afsluttende Møde, paa hvilket det bl. a. oplystes, at Repartitions-Parten var ansat til 50 Øre. Inspektoratet havde bevilget 200 Kroner i Opmuntringspræmier. — Forstanderen fra Grædefjorden meddelte, at Fangeren Samuel havde hyppige Anfald af Ustyrlighed, under hvilke han havde stukket sin Kone i Armen med en Kniv og truet sine Landsmænd paa Livet, hvorfor denne ønskede ham uskadeliggjort. Vedkommende skal interneres i Lichtenfels, under Opsyn af Præsten, til Lægen kan komme i Juli. — Tre Fangere fra Grædefjorden andrager om at faa et Udsted oprettet. Der skrives til Inspektoratet derom. Protokollen blev underskrevet, og Forstanderne forsvandt en efter anden i deres Kajakker for at begive sig hjem til deres Bopladser.

Jeg fik det ganske bestemte Indtryk, at der ved dette Møde ikke paa nogen Maade øvedes Tryk overfor de indfødte Forstandere, der sikkerlig selv havde Fornemmelsen heraf. De fremsatte deres Meninger frimodigt og bestemt, som det burde være Tilfældet. Men at dette kunde ske, bør i første Linie tilskrives Seminarieforstanderen, der foruden at tale Sproget fortrinligt — det sagde Grønlænderne i det mindste — ogsaa gjorde sig Umage for at faa Porstanderne til at udtale sig. I saa Henseende har Forstanderskabsmøderne næppe altid været lige mønsterværdige andetsteds. Det har i de fleste Tilfælde vel nærmest været de danske Medlemmer, hvis Afgørelser blev bestemmende.

Blader man Forhandlingsprotokollen igennem for de tidligere Aar, faar man Indtrykket af, at Forstanderskaberne har at gøre med de mest forskelligartede Ting, lige fra de intimeste til de mest offentlige. Vi vælger i Flæng:

Ophavsmanden til et ugrundet Rygte om Blodskam imellem Fader og Datter straffes med, at hans Navn opslaaes i Butikken, hvor det samtidig kundgøres, at de vedkommende er uskyldige. — En Tyv forbryder sin „^Julekost". — I Anledning af, at en Fanger mod Beboernes Villie har nedsat sig paa en Plads, udtales, at „ifølge de grønlandske Vedtægter kan en Mand ikke tage fast Ophold paa en Plads, naar dennes Befolkning ikke ønsker det, og at han derfor skal flytte." — En Mand straffes med Udelukkelse fra „Repartition", fordi han har gjort Gæld. — Til forskellige Tider straffes Forstandere, der har begaaet Misligheder, med Fortabelse af Værdigheden og Udlevering af Uniformshuen samt Fortabelse af „Julekost" og „Kongekost". — Af Hensyn til Gedehold forbydes det paa enkelte Pladser i Sydgrønland at holde mere end en Hund i hvert Hus, o. s. v.

Forhandlingerne paa Møderne drejer sig i Reglen dog hovedsagelig om Uddelingen af Repartition og af Præmier til Folk, der har ydet udmærket Hjælp til Fattige. — En Storfanger faar f. Eks. endog 50 Kr. i Præmie, fordi han „frem for andre i væsentlig Grad har foranlediget, at det lykkedes at indespærre en stor Hvidfiskestime, derved at han i lang Tid forrettede Vagttjeneste paa Stedet. — Der uddeles Præmier til Anskaffelse af Konebaade, Kajakker, Hagelbøsser o. s. v. Ogsaa lokale Bestemmelser om Jagtfredning vedtages stundom, skønt Eskimoernes indgroede Lyst til at dræbe Dyr er til Hinder for Indførelsen af saadanne.

I Mødet den 3, Septbr. 1902 klager Jon Møller over, at Befolkningen ved Umanak drev en meningsløsNedslagtning af Rensdyrene, idet de dræbte alle dem, de traf paa, uagtet de kun medtog Skindene og Senetraad, ja næppe det, men lod Kødet ligge. Man henviste under Forhandlingerne til, at da man tidligerehavde baaret sig saadan ad, forsvandt efterhaandenRensdyrene. Det oplystes, at fornylig havde 5 Kajakker i Forening dræbt 47 Dyr, af hvilke de utvivlsomt ikke engang havde medført Skindene, endsigeKødet.

sigeKødet.Forstanderen fra Umanak maatte indrømmeRigtigheden heraf, men ansaa det for deres Ret. Herimod hævdede alle de øvrige Forstandere, at denne Nedslagtning var til Skade for alle Grønlændere, idet herved Dyrenes Mængde vilde formindskes, medens de nu var i stadig Fremgang. Da Forstanderskabet ansaa det for nødvendigt at standse denne uheldige Fremgangsmaade,besluttede man at paalægge Befolkningen ved Umanak og allevegne, hvor Rensfangst drives, ikke at dræbe flere Dyr, end de har Brug for, og altid hjembringe fra Jagtpladsen de brugelige Dele af Dyrene. Saafremt dette ikke overholdes, vil de blive straffede med Tabet af Repartition m. m.

Grønlændernes uforsvarlige Omgang med Skydevaaben har ofte foranlediget Ulykkestilfælde. Det er derfor ikke saa underligt, at der gentagne Gange tages Forholdsregler herimod. Det forbydes saaledes at benytte Skydevaaben, der mangler Geværbøjler, og ligeledes paa beboede Pladser at færdes imellem Husene med ladte Forladebøsser, paa hvilke Fænghætterne er paasat. Bøssemundingerne skal altid vende opad. Ved Paabud mod Skydning i smalle Sunde, naar Hvidfisk er paa Vej derigennem, søges forhindret, at de vender om o. s. fr.

Tyverisager er ikke hyppige.

Der forekommer kun enkelte Tilfælde deraf:
1899 forbryder en Tyv sin Julekost.
1900 er der et Tilfælde af Selvtægt i Butikken.
1902 et Tilfælde af Tyveri o. s. fr.

Igennem Forstanderskabsinstitutionen har man, derom er de fleste enige, anvist den rette Vej. ad hvilken man fremdeles bør gaa frem for at udvikle Grønlændernes Selvstændighed, Ansvarsfølelse og Forsynlighed. Derimod har det vist sig i Praksis, at der endnu er ret langt tilbage, inden man naar frem til Maalet. Man maa ikke glemme, at de danske Grønlændere for største Delen endnu er ligesom Børn, ganske vist Børn som staar paa Overgangstrinet til at blive voksne, saa de selv kan klare sig i Livet, og selv om Øjeblikket — efter manges Mening — nu maatte være inde til at forsøge at lede dem ind paa større Selvstændighed, maa det staa klart, at der ikke her bør være Tale om en pludselig Forandring, efter at Eskimoerne i Aarhundreder har været under Formynderskab. Overgangsalderen er den vanskeligste Periode i de unges Liv.

Mange vil maaske mene, at en saadan Overgangstid netop har været forsøgt igennem Forstanderskaberne, der nu har virket i over 40 Aar, og ved hvilke Grønlænderne jo har deltaget i kommunalt Styre under Evropæernes Ledelse. Spørgsmaalet er nu, om denne Overgangstid har været lang nok, og om de indvundne Resultater i Opdragelsesværket berettiger til endnu større Selvstyre.

Det har været foreslaaet, at man burde gøre Skridtet fuldt ud ved helt at give de Indfødte Styrelsen indenfor Forstanderskaberne,, med Udelukkelse af de danske Medlemmer.

Man burde sikkerlig, forinden en saa indgribende
Reform gennemførtes, først gøre Forsøg paa enkelte
Steder.

Yderligere at give Antydninger af, hvorledes
dette passende kunde iværksættes, ligger udenfor denne
Artikels Opgave.

II. Morder eller ikke Morder?

En grønlandsk Rettergang.

Man faar, ved at færdes imellem Grønlænderne og ved at gøre sig bekendt med Forhandlingerne paa Forstanderskabsmøderne for en længere Aarrække. det bestemte Indtryk, at de danske Vest-Grønlændere som Regel er et fredeligt Folkefærd. Mord og grove Tyverier er sjældne og Slagsmaal næsten ukendte. Enkelte Tilfælde af grove Forbrydelser kendes dog. Naar de forekommer tager, som anført, Forstanderskabet Initiativet til Sagens Undersøgelse, hvorefter Inspektøren eller Ministeriet træffer den endelige Afgørelse. Typisk i saa Henseende er Behandlingen af en Mordsag, som undersøgtes ved Godthaab af Forstanderskabet der i Aaret 1891^—92. Vi gengiver her en Oversigt over, hvad der findes derom i Forstanderskabsprotokollen sammesteds, hvortil føjes bl. a. et Uddrag af en Beretning i det grønlandske Tidskrift „Atuagagdliutit" m. m.

Ignatius hedder han, en skummelt udseende Grønlænder,som nu bor i Kolonien Godthaabs eneste, rigtig gammeldags Jordhus med fladt Tag. „Morderen" kalderman ham i Krogene, fordi han af Befolkningen er blevet mistænkt for at have ombragt ni Mennesker paa en Gang. Og naar først Mistanken er fæstet paa en Mand, er han med det samme dømt af den offentligeMening. Ignatius emu en Mand paa henved de treds, hans Haar er ravnsort, hans Blik listigt, hans Teint brunrød. Han er gift paa ny — efter den hemmelighedsfuldeBegivenhed, som vi nu skal berette om. Han og hans Kone har ingen Børn. men de har taget et Par Børn, en Pige og en Dreng, til sig som Plejebørn.Ignatius bevarer stadig Tavshed om den antydedeBegivenhed; kun et Par Gange har han gjort ligesomTilløb til at ville aabne sit Hjærte, men stedse er

der kommet noget i Vejen, og Sagen er lige mystisk
mi som tør.

I det paagældende Tidskrift „Atuagagdliuiit"', der som bekendt udgives i Godthaab paa Direktoratets Foranstaltning, under Inspektørens Tilsyn og med Lars Møllet som Redaktør, fandtes for den 13. April 1891 en Artikel om et Konebaad.sforlis efter Beretning af Ignatius og med Bemærkninger af Kateket Lars Hammeken ved Fiskernæsset i H. t. hvad der var fortalt

Fru Signe Rink har i sin Bog „Kajakmænd og Jægere" givet en Oversættelse af Ignatius' Beretning, af hvilken vi til en Begyndelse giver følgende Uddrag, idet vi ved Velvilje af f hv. Missionær, Pastor Vibæk er bleven i Stand til at konferere Oversættelsen med Originalen.

Beretningen omhandler, som vi skal se, et Konebaadsforlis,
ved hvilket der omkom 9 Mennesker.

JNoget JNord for Fiskernæsset og i Nærheden af Bopladsen Tornait ligger Ugarssiorfik. Herfra gik den 26. September 1890 en Kanobaad og et Par Kajakker Nord paa paa Fangst.

Konebaaden var ny og ejedes af Ignatius, desuden udgjordes
Besætningen af 9 Personer:

Elisabeth, Priscilla, Jonas. Martha, desuden Pigen Pauline. Enken Eleonora (Ignatius Moder f. 1825), Enken Kristine, en lille Pige ved Navn Rachel, samt en ung Mand Samuel-Mathæus. Det var vel sent paa Aaret; men man havde nu Lyst til at prøve den nye Konebaad,

Vejret var godt, og man naaede Grædfjorden i et Træk. Her rnedtoges Fangeren Jakobs to Børn, Jonas og Martha Efter 3 Dages Ophold undervejs gik man ind i Alangordlia- Fjorden, hvor Strømmen var saa strid, at de maatte bsere Baaden over Land til Teltpladsen Nikissa, hvor de slog sig ned. Medens do andre slog Telt, gik Ignatius paa Fangst ind i Sangmissokfjorden, hvor ban fangede to Fjordsæler. Dagen efter gik baade Jonas og Ignatius ud paa Rensjagt og nedlagde et Dyr. De vendte tilbage næste

Morgen, og saa da, at der i Nattens Løb havde dannet sig
Fjordis. Jonas sagde straks: „Lad os endelig bryde op her
fra — ellers faar vi Besværligheder med Isen."

Det var den 5. Oktober. Skønt Ignatius nødig vilde
hjem, føjede han sig efter Jonas.

Da de skulde til at gaa, sagde en af Roerskerne: „Det manglede bare, at jeg nu skulde dø. uden først at have smagt vort nyfangede Rensdyr;" men hertil svarede Martha: „Hvem skulde vel nu bryde sig om Rensdyrkød — men for Resten er jeg ikke bange, da vi har vor udmærkede kedeKonebaad "

De roede nu ud af Fjorden uden Hindringer: men i Mundingen af Ikerassak, der var aaben, rejste der sig en stærk Taagevind. „Ja, se der har vi den," udbrød de alle paa en Gang, idet de pegede paa Uvejret, som nærmede sig.

Ignatius fortæller ordret

„Jeg lod øjeblikkelig dreje bi, men vi blev ligesaa hurtigt kastede ned mod et Isfjæld. og samtidigt paasejlet af deri opbrækkede Nyis, som Stormen førte med sig.

f\cv \£ I\Y\ dV*o orl^r» Kl^xr

straks læk og begyndte at synke. Jeg hørte en af Roerskerne udraabe: „Mon Gud vor Skaber slet ikke vil se ned til os?" Men i Stormens Susen og den stærke Bragen i Baaden kunde jeg ikke skelne, hvem af dem det var, der talte."

Ignatius, der ejede Konebaaden, styrede selv denne, og
lod sin Kajak slæbe öfter denne.

„Nu skyndte jeg. Ignatius, mig med at faa min Kajak
sat ud, men den kom straks ind under de mange Isflager,
hvorfra jeg kun med et voldsomt Ryk fik den halet frem
igen, men Jonas og jeg havde næppe faaet os anbragt hver
i sin Kajak, førend vi saa Konebaaden synke lige for vore
Øjne.

I det samme mærkede jeg noget, der bagfra rørte mig ved Skulderen, og da jeg vendte mig om, saa jeg, at det var Martha; men en Sø slog hende i samme Øjeblik bort igen; og nu begynde desuden vi to Kajakmænd ogsaa at synke (skaarne af Isen), og idet vi langsomt dalede ned i Søen, hørte jeg Jonas bede:

„Jesus, kom og bliv hos mig. Dine Vunder vær min Trøst — jeg elsker Dig!" Han var den eneste, af dem alle, jeg hørte synge (bede), men han var rigtignok ogsaa den af dem allo, som jeg paa Grund af mit store Ansvar, hele Tiden havde været mest opmærksom paa.¹)

Nu var de allesammen gaaet til Bunds — tænkte jeg — idet jeg selv dukkede op til Overfladen igen, efter at jeg havde faaet mig arbejdet ud af Kajakken under Vandet; men det var dog ikke saa; thi jeg flk snart efter Øje paa Martha, og dernæst paa Elisabeth, min egen Hustru, og vor gamle Tjenerinde Priscilla, men alle de andre var og blev borte tilligemed Jonas, fordi han, modsat af mig, var bleven venhængende ved sin Kajak.

Saa siger Elisabeth over til mig:

„Ja, nu vil Gud selv opløse vort Ægteskab ved Døden,"
og hun blev saa slaaet bort med det samme. Nu var det

---

1) Fru Riuk udtaler: Ignatius feite mest Ansvar for Jonas og Martha, fordi de var en anden Mands, Jakobs Børn, som var ham lietroet paa denne Rejse.

Priscilla og mig, som alene var tilbage paa Bølgerne. Jeg
løftede mine Hænder mod Himlen og raabte:

„Gud vær mig Synder naadig."

Jeg havde nemlig faaet mig løftet lidt ved Hjælp af et Skindbundt, der var flydt mig i Møde, og som jeg snart genkendte for at være min egen gamle Moders. Styreaaren kom ogsaa flydende hen til mig: jeg holdt mig oven Vande indtil Brystet, og senere hele Overkroppen. Priscilla viste sig atter paa Toppen af en Bølge, og jeg hørte hende sige:

„Er det ikke forfærdeligt? Nu kommer Turen sikkert
til mig.''

„Ja, du siger sandt, at det er forfærdeligt," svarede jeg, „men hvem af os, om det bliver dig eller mig, der først enten skal straffes eller benaades, er der Ingen der ved." Og saa gentog jeg min Bøn fra før. Hun, den gamle Kvinde, som jeg mindst havde tænkt skulde leve, levede længst: hun døde ikke før henad Midnat, og hendes Død var ikke Drukning, for hun havde udaandet før hun gik til Bunds (formentlig drev hun, siger Fru Rink, sammen med Ignatius paa Isstykket).

Snart kom en anden Rejsetøjsbylt jagende ned mod mig, og jeg genkendte i den Marthas. Jeg fik den endelig løst, og udtog hendes lille Fjerdyne, hvori jeg flængede et Par Huller, saa jeg kunde trække den over mig. Under dette Arbejde hang jeg tværs over en lille Ishumpel. Lidt senere drev en noget større og bredere Skodse ned imod mig, og jeg entrede den, og fik mine Sager med op paa den, nemlig Skindbundterne, tilligemed min Styreaare: men bedre var det ikke, end at mine Ben hang i Vandet til Laarene. I denne Tilstand drev Stormen tilligemed den megen løsbrækkede Is, som nu skød paa, mig idelig fremad. Jeg havde ondt ved at holde mig fast, hvor jeg sad. og mine Ejendele maatte jeg tilsidst miste — Jeg bad uafladelig, endskønt jeg godt huskede, at Gud var almægtig, og i alle Tilfælde kun vilde handle efter sin egen Villie."

Endelig drev Ignatius i Land, fulgt af en Del Sager fra Forliset, hvoriblandt ogsaa hans egen, meget forslaaede Kajak. Han gik op paa Toppen af et lille Fjæld og forrettede sin Andagt. Saa sov han, og gav sig til at gøre sin Kajak istand, idet han benyttede de ilanddrevne Skind, som havde omsluttet Rejsebylterne, idet han skar dem ud i Strimler, til at surre Træværket sammen med, medens lidt Spæk, som endnu fandtes hængende ved Kajakdækkets Tværremme, blev übetalelig til at stoppe Rifterne i Skindbetrækket med. Hans Arbejde medtog 3 Dage, da Reparationerne stadig viste sig utilstrækkelige. Han arbejdede, bad og takkede, og undrede sig næsten mest af alt over, at han ikke frøs mere, end han gjorde, men han siger selv, at det kom deraf, at han stadig var i Sindsbevægelse. Da han endelig var færdig, gik han til Fjælds og „skænkede Gud alle sine Døde." Saa gik han i Kajakken hjemefter, men han kunde ikke straks bekvemme sig til at gaa ind i Grædfjorden, hvor han jo ved Jakobs Boplads skulde bringe Efterretning om Jonas og Marthas Død. — Først efter 3 Dages Forløb kunde han.

Imidlertid stødte han paa en Rævefælde, som tilhørte
Jakob. Han udtog Lokkemaden, en Ulk. og spiste den raa.

„Da jeg den fjerde Dags Morgen endelig satte over
Grædfjorden, fik jeg, straks jeg kom ind under Grønlænderpladsens
Fjælde, Øje paa en Kajakmand — og hvem andre
skulde det være end Samuel, Jonas og Marthas ældre Broder.
Det var et frygteligt Øjeblik, men jeg maatte jo overstå a
det, og roede lige hen til ham og sagde:

„I maa nu gøre ved mig, hvad I selv synes, jeg fortjener — her er jeg — elendig tilmode, den eneste levende af dem allesammen — de andre er der ikke mere — Konebaaden er forlist.

Samuel blev bestyrtet, og lians eneste Ord var:
„Din Stakkel, du er rigtignok højlig at beklage." Hvil-

ken Trøst! Vi fulgtes nu ad ind til Pladsen, hvor baade Jakob og hans Kone ikke tog mindre mildt og venligt imod mig, end deres Søn havde gjort, mig uværdige, der dog var Skyld i, at do havde mistet deres to kære Børn. Ogsaa for denne lykkelige Udgang maatte jog højlov e Gud.

Her hos disse Mennesker forblev jeg saa længe, til jegvar
kommen mig saa nogenlunde efter den store Ulykke."

Ignatius, der imidlertid var bleven valgt til Forstander for Grædfjorden, fik paa Forstanderskabsmødet om Foraaret 1891 (den 8. Maj) af Fælleskassen bevilget 50 Kroner i Understøttelse, fordi han „i Efteraaret, under en Storm i Isen havde forlist sin Konebaad med samt sine Ejendele". Ingen anede dengang, at Medlidenheden med hans üblide Skæbne snart skulde vende sig til Afsky.

Inden vi gaar videre i Fortællingen om denne Mand, vil vi med nogle faa Ord omtale, hvad vi véd om hans Fortid. Han voksede op ved Ny Herrnhut, den tyske Missionsstation ved Godthaab, og kom i Aaret 1878 med sin Kone til Herrnhuternes Missionsstation Lichtenfels, hvor Missionsforstander Starick lærte ham nøjere at kende, da han hørte til den tyske Menighed. Missionæren fik ikke det bedste Indtryk af ham; navnlig var det ham paafaldende, at Ignatius saa hyppigtbetjente sig af gudelig Tale, til Trods for at han, efter Præstens Mening, førte et meget ugudeligt Liv. Denne ansaa ham derfor for en „stor Løgner og Hykler", og det endte med, at han ligefrem ikke vilde tage ham til Alters. Dette hændte i 1887, og Præsten havde nu ikke noget at gøre med Ignatius lige til den 15. Oktober 1890 om Aftenen, da en anden Fanger kom og fortalte Præsten, der spadserede ved Stranden, at Ignatius havde mistet sin Konebaad, der var forlist, og at han gærne vilde tale med Præsten. Denne gik straks hjem i sin Bolig og ventede, men Ignatius blev nede ved Stranden og kom først, da det var bleven mørkt og Lampen var tændt hos Præsten. Da han traadte ind, kom han i en ynkelig Stilling, bøjet og med Hænderne støttet paa sine Knæ, „som orn han var en ældgammel Mand paa 125 Aar". Hans Legeme rystede, og han — der jo altid havde haft Guds Oid i Munden — sagde: „Jeg er en stor Synder og vil fortælle dig alle mine Synder." Efter at Præsten—

sten—der jo dengang intet anede om den frygtelige Mistanke, som senere kom til at hvile paa Manden — havde givet ham en Stol, sagde han: „At du er Synder,er mig mer end nok bekendt. Derom (bl. a. om hans Usædelighed m. m.) vil jeg ikke høre mere. Fortælmig derimod noget om, hvordan din Baad gik under, men lyv ikke, og giv mig ren og klar Besked." Saa fortalte Ignatius, saavidt vides, overensstemmende med Indholdet af foranførte Beretning, og siden udspandtder sig følgende Samtale, hvilket tilligemed foranførte fremgaar af Breve m. m. fra Missionær Starick til Forstanderskabet. Disse Breve, der er skrevne paa Tysk, beror som Bilag ved Forstanderskabsprotokollen.

Starick: „Du siger, at du med den sønderbrudte Kajak kom ind under Isen; men hvordan kunde du, med dine foldede Hænder i Vejret, raabe: Gud vær mig Synder naadig?"

Ignatius: „En stor Bølge skyllede mig op pan

J-OOtJ ÄA-öt.

S.: „Men naar det blæste saa voldsomt, som du der antyder, saa at Baaden bragede og gik itu. hvorledes kunde du da holde dig oppe paa Isstykkets Overflade?"

I.: „Jeg greb min Moders (maaske var det min
Kones) Sengetøj.

S.: „I saadant et Øjeblik at klamre sig til en
saadan Ting."

L: „Jeg greb en Dunpude og Jonas Kajakaare,
der flød i Nærheden, og stak den imellem Remmene
(paa Kajakken?) og holdt mig paa den Maade."

S.: „Hvorledes kom du op paa Isstykket?"
I.: „Jeg drev derhen i Nærheden, idet jeg holdt

fast i Sengetøjet, og det lykkedes mig at kravle derop
med det hele."

S.: „Hvor stort var Isstykket?"

I.: „Saa stort som dette Bord her i Stuen."
S.: „Naar kom du i Land?"

I.: „Tidlig om Morgenen næste Dag, da var jeg dreven ganske nær til Kysten og naaede lykkelig Land. Jeg faldt ned paa Knæ og takkede Gud for min vidunderlige

S.: „Hvor langt var du dreven?"

I.: „Til nær ved Alangordlias Munding" (der hvor
Baaden siden blev funden).

Efter Samtalen med Præsten besøgte Ignatius ofte
denne i Løbet af Vinteren. Det var hver Gang han
kom fra eller rejste til Købmanden (ved Fiskernnæsset).

Han havde straks ved det omtalte Møde bedt Præsten om atter at maatte komme til Alters. 14 Dage senere var der Altergang, og da Præsten ikke havde nogen god Tro til Manden, lod han ham komme til sig forinden Altergangen for at tale med ham. „Da du har bedraget mig saa mange Gange i dit Liv, tiltror jeg dig heller ikke i Dag noget godt. Jeg har ikke noget glædeligt at sige dig. — Vil du gaa med, maa du selv tale med Gud, om du skal gøre det eller ikke. Naar du har gjort det, kom da til mig og sig mig. hvad du agter at gøre."

Siden kom han og ønskede inderligt at komme med.
Dette skete, saavidt vides.

Jakob, hvis to Børn jo var omkomne, var imidlertid i Begyndelsen af Juni Maaned 1891 med Baad og Kajak gaaet ind i Alangordliafjorden for at undersøge, om han ikke skulde unde Levninger af sine 2 Børn (Søn og Datter), som jo havde været med paa Ignatius Konebaad. Hans Søn, Samuel, var med. Han havde først fundet forskellige Spor (en Konebaadsaare o. s. v.) og åen næsre juag seive JVoneDaaden. iJet syntes, efter den Fremstilling, Ignatius havde givet af Ulykken, paafaldende, at Konebaaden næsten var übeskadiget og at den fandtes saa langt fra det Sted, hvor Ulykken skulde være sket, men især var det paafaldende, at Konebaadens Surringer aldeles ikke syntes sønderbrudte ved Stød af Is eller deslige, men aldeles bestemt syntes overskaarne med en Kniv. (Bemærkning i Protokollen: Med Hensyn til dette sidste Punkt kan der dog være Tvivl om, hvem der har skaaret Surringerne over). Jakobs Søns Kajak var ogsaa fundet; inde i Kajakken fandtes dennes Benklæder, og i disse fandtes noget, der lugtede meget ilde, og formentes at være noget af den vedkommendes Legeme, der var gaaet i Forraadnelse; men der fandtes dog slet ingen Bensubstantser deriblandt. løvrigt fortalte Jakob om forskellige Ting, han selv havde stødt paa: en Styreaare, der paa et bestemt Sted var oprejst i Sandet; Fjer af Dyner og en Hovedpude o. s. v. paa et andet Sted; disse Ting stemmede fuldkommen med de Angivelser, Ignatius i sin Fremstilling af Sagen havde opgivet, hvorhos denne udtrykkelig i sin Beretning havde bemærket, at han havde rejst den nævnte Styreaare, for at den skulde være Tegn paa Sanddruheden af hans Fremstilling. — Derimod fremhævede Jakob endvidere, at der i Juni, da han var derinde, og da Isen endnu laa fast i større Strækninger i Alangordliafjorden, ikke fandtes nogen som helst Isfjælde eller Stykker deraf, ligesom der overhovedet efter hans (som ogsaa efter andres) Paastand aldrig findes Isfjælde paa den Strækning af Alangordliafjorden, hvor Ignatius

havde fortalt, at der var kommet Isfjælde ned til ham. Ligeledes fortalte Jakob forskellige Træk fra den Tid, da Ignatius i Efteraaret efter Ulykken var kommet til hans Plads. Ignatius Kajak syntes ikke ituskaaret af Is; de Fjer, der hang paa de Stykker, Ignatius havde tørret og derpaa benyttet som Overtræk for sig selv, syntes umulig at have været i Vandet, ligeledes syntes det umuligt, at de Brikseskind (af Kensdyr), som Ignatius ligeledes da benyttede, kunde have været i Søen. Alt dette talte mod Kigtigheden af den Fremstilling af Ulykken, som Ignatius havde givet.

Da Ignatius hørte, at Baaden var fundet, lavede han sig, som det syntes, til en længere Kejse i Kajak og forlod Bopladsen i sydlig Retning. Alle troede, at han var flygtet, men til alles Forbavselse vendte han senere tilbage.

Da Efteraarsmødet ved Godthaab nu holdtes, 1. og 2. Septbr., havde hans Forhold saaledes i det hele taget forværret sig. Han var ikke længere den af alle beklagede, men stod for Forstanderskabet anklaget for Mordet paa 9 Personer. Det var Missionær Starick ved Lichtenfels, der, støttet paa Angivelser af ovennævnte Fanger Jakob fra Grædfjorden, allerede tidligere havde indsendt en Skrivelse til Forstanderskabet, i hvilket han fremsatte den graverende Anklage mod ham. Senere havde Pastor Balle, Formanden i Forstanderskabet, selv paa en Rejse som Missionær til Fiskernæsset afhørt Folk, ligesom han havde besøgt Skuepladsen for Begivenheden i Alangordliafjorden.

Ignatius var samtidig anklaget for at have slaaet sin Moder ved en tidligere Lejlighed. Han nægtede sig skyldig heri saavel som i Mordet paa de ni. Derimod erkendte han, at han et Par Gange havde staaet i Forhold til Pigen Pauline, der havde været med blandt Konebaadsbesætningen. Han paaberaabte sig, at han om Foraaret havde opfordret Forstander Mikas til at gaa med ind i Fjorden for at se Stedet. Dette erkendte Mikas var rigtigt.

Jakob afhørtes og afgav Forklaring om hans og
Sønnens ovenomtalte Kejse til Ulykkesstedet.

Ignatius blev imidlertid straks, efter Forstanderskabets Beslutning, sat i Varetægtsarrest i Sygehuset. Ved Vidneførsel oplystes det, at det forholdt sig rigtigt, at Ignatius havde slaaet sin Moder.

Efter denne Udaad gik han tilfjælds i den Hensigt at forlade sine og i det hele taget det menneskelige Samfund, men vendte dog tilbage paa en Fætters indtrængende Anmodning. Om Morgenen begyndte han at skrige, som han sagde paa Grund af heftige Smerter i den ene Fod. Han udtalte nu, at han fortrød sine onde Gerninger, og deriblandt; at han havde villet skyde sin Kone, fordi de ingen Børn havde, og hun derfor ikke duede til noget.

I Mødet den 3. Septbr. nægtede I. først at have slaaet sin Moder, hvorved hun havde brækket et Ribben, han havde kun stødt til hende med Foden. En Grønlænder, Anthon, havde dog set det.

I. tilstod imidlertid, at han overfor Anthon selv havde anklaget sig for at have haft den onde Hensigt at ville skyde sin Kone; men han tilføjede, at han mulig den Morgen havde talt i Vildelse. Hans Udseende og Adfærd under Forhøret var imidlertid præget af Uro og Ængstelse og tildels tillige af Forstyrrelse i Sindet. Man var enig om, at der virkelig en Gang var paakommet ham den onde Tanke at skyde sin Kone. Angaaende Konebaadsforliset, om hvilket Jakob havde afgivet Forklaring, som ovenfor antydet, blev nogle Sager, som senere var fundne paa Ulykkesstedet: en Chemise, forskellige Stykker Skind af Konebaaden, som formentes at bære tydelige Spor af, ikke at være sønderskaarne af Is, men at være skaarne med en Kniv, — pludselig forelagte for ham, uden at det syntes at gøre noget Indtryk paa ham. Stykker af de overskaarne Surringer blev ham viste, men han svarede rolig, at det vidste han ikke noget om; derimod havde jo Jakob og hans Familie i Foraaret været ved Konebaaden, — om de muligen havde gjort det? Efter et Ophold i Forhandlingerne toges Sagen for igen.

De indfødte Forstandere blev nu en for en udspurgte om deres Mening om Ignatius. De 7 afgav den Erklæring, at de mente, at han selv havde ombragt de 9 Mennesker. En af dem erklærede, at han vel ansaa I. for skyldig i at have slaaet sin Moder og i at have villet skyde efter sin Kone, men ansaa ham for at være uskyldig i, at de 9 Mennesker var omkomne. Den 9de „Parssissok" (Forstander) mente, at der endnu ikke var fremkommet noget, der enten kunde tale for hans Skyld eller Uskyld m. H. t. de nævnte Forbrydelser.

I Forhøret samme Dag fremkom endvidere en Udtalelse om, at en Mand havde mærket Lugt af Lig i Nærheden af en Stenrøse paa Ulykkesstedet, ovenfor hvor Konebaaden var fundet. I den Anledning besluttedes det at sende en Baad ned for at undersøge Stedet.

Jakob og Ignatius konfronteredes.

Særlig blev denne forhørt m. H. t. hans Kones Anorak, som han havde medbragt, og hans Forklaringer i denne Henseende stemmede ikke ret overens, ligeledes syntes hans Forklaringer m. H. t. Brikseskindene

og Fjerene i Dynevaarene o. s. v. ikke fuldt tilfredsstillende. Derimod syntes der ikke at kunne siges noget imod hans Forklaringer om Kajakken og om Isfjældene.

I. holdes vedblivende i Varetægtsarrest.
Den 19. Septb. holdes Ekstramøde.

Jakobs Søn, Samuel, var tillige med sin Familie
kommet til Stede.

Det oplystes, at Liglugten fra Steiirøseii stammede fra en Rævehule, hvor der iøvrigt var fundet en Underkæbe af et voksent, ældre Menneske og nogle andre Knogler, som dog ikke sikkert kunde tydes som Menneskeknogler, mulig var det Rensdyrknogler. Det syntes altsaa klart, at Rævene havde ført disse Ben derhen.

Den 24. Septbr. holdtes paa ny Ekstr umøde.
Forannævnte Samuel forklarede yderligere, hvorledes
han paa den omtalte Kejse ind i Alangordlia for
at søge Levninger af de omkomne, først havde truffet
fjorden, nemlig: et Stykke af Konebaadens Ræling og
ved Siden deraf en Fruentimmer-Kamik samt en Drenge-
Harpun, og lidt længere frem en Konebaadstofte og
atter lidt længere frem en Konebaadsaare Han var
den Dag i Kajak og alene. Han vendte da tilbage til
„Sordlak", hvor Faderen med den øvrige Familie foreløbig
laa med Baadeii. Han talte ikke til Faderen
eller de andre om, hvad han havde set, for ikke at
gøre sine Forældre alt for bedrøvede; derimod sagde
han det til sin Kone. Den følgende Dags Morgen fik
han en Konebaad mcd, for inde i Alangordlia at hente
en Kemmesæl, han havde skudt. Paa Vejen tilbage
fik han saa, da nogle af Besætningen vilde hente Vand,
og han selv var gaaet i Land, Øje paa Konebaaden

(den forliste); da han vilde begive sig hen til den, traf han paa Vejen (over Iskanten) Rester af et Menneske, der var omkommen, nemlig en Anorak, nogle Stumper af Skindklæderne, samt 2 Stykker Ben (et Stykke af et Ribben, et Par Tommer langt, og et Stykke af Brystbenet); foreløbig undersøgte han dog ikke dette nærmere; men ilede først hen til Konebaaden, som han da fandt staaende fastfrosset i Iskanten. Den forreste Ende stak henved et Par Alen frem af Isen, iøvrigt højnede denne (Isen) sig hen imod Agterstavnen, hvor den naaede midt op paa denne. Konebaadens Skind var faldet ned paa begge Sider af denne, og laa saaledes fremme (isfri og udbredt) ved den Del af Baaden, der stak helt frem af Isen, nemlig Forstavnen. Det var ham straks paafaldende, at Konebaadens hele Træværk var saa helt endnu og forholdsvis

übeskadiget, men endnu større blev hans Forundring, da han saa Træværkets Surringer, da disse nemlig viste sig ikke at være sønderslaaede ved Istryk eller lignende, men at være overskaarne med en Kniv eller andet saadant Eedskab. Imidlertid var den ældre Kvinde (Antoinette) kommet op fra Baaden og havde straks givet sig ifærd med at undersøge de ovenfor nævnte Eester af det omkomne Menneske, og hun havde blandt andet ogsaa genkendt den nævnte Anorak, at det var Kristinarssuaks 0>: store Kristines). Antoinette blev nu kaldt hen til Konebaaden tilligemed de andre, og Samuel viste hende da de overskaarne Surringer, trak en af dem ud, skar den med sin Kniv over paa et andet Sted for at vise, hvorledes dette Kniv-Snit aldeles lignede den forefundne Ende af Surringen. Samuel nægter bestemt at have foretaget noget andet

ved de nævnte Surringer, men paastaar at have fundet dem saaledes, som de ogsaa senere, da de blev undersøgte af andre (bl. a. ogsaa af Formanden, Pastor Balle, paa dennes Rejse derind i Fjorden) har vist sig at være. Samuel berettede derpaa videre, hvorledes de med denne Efterretning vendte tilbage til Faderen, som imidlertid ikke vilde tro deres Beretning, førend han selv havde set det. De tog da den følgende Dag med Faderen igen ind til Konebaaden, hvor Faderen da med Forundring selv saa de nævnte Genstande. Han begyndte først at ville hugge Iskanten op med en Økse, men opgav det straks af Frygt for at han derved muligen skulde komme til at hugge i Dele af Menneskelig, som kunde findes indesluttede i Iskanten. De betyngede da Konebaaden med Sten, for at ikke Højvandet muligen, naar Isen smeltede, skulde kunne

føre Konebaaden bort igen. De anvendte derpaa nogle Dage til at afsøge Fjordens Kyster nærmere og navnlig Omegnen af det Sted, hvor Konebaaden, efter Ignatius Beretning, skulde være gaaet under; men trods al flittig Søgen fandt de intet.

Derimod fandt de det meget mærkeligt, at der, hvor Menneskene ifølge Ignatius var omkomne, der laa der ovenpaa Isen, som endnu ikke var tøet op, en Mængde Sælhunde, men alle Fangere ved, at Sælhunden altid skyer Steder, hvor der er Aadsler (af Mennesker eller Dyr). Ligeledes havde de ikke kunnet finde de to Sten, som I. havde fortalt, at han havde rejst for at betegne Retningen for den oprejste Styreaare og hen til det Sted, hvor han var drevet i Land. Ligeledes fandt de det overraskende, at de Fjer, som I. havde rystet ud af Dynevaarene for at bruge disse som Overtræk for sig selv, kun var vaade i det øverste Lag, hvor Sneen var trængt igennem, men derimod forneden, nærmest ved Jorden, var tørre, saa at de, naar man holdt dem op for Vinden, straks fløj bort — fremdeles, at der ogsaa der ved Fjerene fandtes den nedre Del af et Par Fruentimmerbenklæder, der var afskaarne fra den øverste Del i en skraa Retning, og mistænkeligt fandt de det især, at der under nogle Riskviste, som hældede op mod Klippen og som syntes visne af at være trukne tilside, laa et Krudtmaal. Fremdeles fandt de deroppe paa Landet, i Nærheden af den tidtnævnte Styreaare, et nyt Renskind, der var skaaret midt over fra Snuden til Halen. Den ene Halvdels Kant (i hvilken Hullerne til Skindets Tørring er) var afskaaret, men dog syntes det ikke at stemme med, hvad Ignatius havde fortalt om, hvorledes han af dette Skind lavede Remme til at surre sin Kajak med. Endelig havde de (Jakob med Familie) ogsaa deroppe fundet et firkantet, afskaaret Stykke af et gammelt Renskind. Dette havde Jakobs Kone genkendt at være et Stykke af det Skind, som hun havde medgivet sine Børn, for at de skulde bruge det som Forhæng (mod Træk), naar de laa under Konebaaden. Paa Tilbagevejen var de igen tagne hen til Konebaaden. Iskanten var nu smeltet, og de havde da flyttet Konebaaden op paa Lyngen ovenfor Iskanten; ved denne Lejlighed var Jakob og Samuel, der havde fat hver i sin Stavn, kommet til at knække dem. Endelig havde Samuel, da de skulde gaa ud af Fjorden, og han i Kajak gik alene paa den østlige Side af Fjorden (medens de andre med Baade gik paa den vestlige Side), ved den ene Ø fundet sin omkomne Broders Kajak. Denne havde endnu sit Betræk; men dette bar ikke Spor af at være skaaret af Isen; der var kun en af Ribberne, der var

gaaet i Stykker og havde boret Hul i Skindet. Da Samuel bøjede sig ned over Kajakken mærkede han en stærk Lugt, og han opdagede da inde i Kajakken en Mængde Ræveekskrementer, og ved at undersøge disse opdagede han smaa Rester af Skind, der syntes at kunne være Dele af Broderens Bukser. Samuel skar Skindbetrækket af, rullede det sammen og betyngede det med Sten. Siden saa hans Fader det, men de andre ikke. Den omtalte, ældre Kvinde Antoinette bekræftede Samuels Fortælling for Konebaadens Vedkommende.

Jakobs Kone bekræftede, at de omtalte Dynevaar, Puder og Renskind, som Ignatius havde medtaget, da de skulde vadskes, ikke syntes at kunne have været i Søen.

Angaaende I.s Kones Stads-Anorak, som denne ogsaa havde medbragt, erklærede hun, at 1., da han kom tilbage, havde haft denne paa, og det inderst paa Kroppen (da han ingen Skjorte havde), medens Jakob i Hovedmødet havde afgivet den Erklæring, at denne Anorak laa sammenlagt inde i Brikseskindet, men han kom først til, efter at L havde klædt sig om.

Ignatius afgav den Erklæring om det fundne Krudtmaal, at dette havde han, tilligemed en Kuglepose, haft i sin Lomme. Da han oppe paa Landet, hvor han tog Fjerene ud af Dynevaarene for at bruge disse, havde taget Benklæderne af for at tørre disse, havde han ogsaa taget de forskellige Ting, han havde i Lommen, ud og lagt dem paa Klippen. Der blev spurgt ham, hvorfor han havde taget sin Tobakspibe, hvortil han ingen Tobak havde, med, naar han havde ladet Krudtmaalet ligge. Hertil svarede han, at da Bøssen var forlist, brød han sig ikke mere om Krudtmaalet, hvorimod han bestandig kunde faa Smagen af Tobak ved at tage Piben i Munden, og hertil trængte han, fordi han ingen Mad havde og tillige frøs. Han afgav ogsaa Forklaring om det nye Renskind, hvoraf han havde lavet Remmene til at surre sin Kajak med, og om Kniven, som han havde taget med fra Sagdliarusek.

Angaaende Dynevaarene og Brikseskindet, som han havde medbragt i Kajakken, og som, da de skulde vaskes, viste sig saaledes, at man maatte faa Mistanke om, at de ikke havde været i Søen, erklærede han, at disse havde han ikke set, da de skulde vaskes, og der var ingen, der havde talt noget til ham derom.

I. paastod, at han ikke, som formodet, havde søgt
at forhindre Jakob i at gaa ind i Alangordlia, under
Foregivende af at der var Is; han havde set, at der

var Is i Amiteuarssuk da han passerede, og dette havde
han fortalt Jakob.

I. syntes ikke at ville kende noget til Vestsiden af Fjorden. Han erklærede at være gaaet ud og ind langs Østsiden. Nogen Usikkerhed i Blikket sporedes, da han spurgtes om han kendte Stenrøsen paa Vestsiden. Han indrømmede, at den Tanke var paakommet ham — kort efter at han var kommet i Land efter Ulykken — at forlade det menneskelige Samfund; men da han var kommet til Besindelse om, at hans Sjæl da vilde fordærves („aserorpok"), opgav han det straks igen.

Den 25. Septbr. fortsattes Mødet.

Ignatius og Jakobs Kone konfronteredes. Hun spurgte direkte Ignatius om, hvorledes det gik til, at de 4 Dynevaar, 3 Hovedpuder og Bæreremmen var helt tørre, og at Fjerene, der sad paa inde i Dynevaarene, da disse krængedes, var saa tørre, at de øjeblikkelig bortførtes af Vinden. Hun paastod, at det og at hun kunde genkende det som sin omkomne Datters. Hertil svarede Ignatius, at han havde saa stor Nytte af disse Ting paa hele Hjemturen, at han nødig vilde, de skulde blive vaade; han havde derfor tørret dem, naar Solen skinnede, og naar han roede i Kajakken eller lagde op, gjorde han sig al Flid for at bevare dem tørre.

Jakobs Kone omtalte fremdeles den Ulk, som I. havde sagt, han havde spist. Jakob havde i Efteraaret set Ulken ved Fælden, den kunde derfor ikke være spist.

I. forklarede, at det var Jakobs Datters Dynevaar, han havde iført sig paa Isfjældet. idet han havde ladet det øvrige af denne Bylt fare, medens han havde medtaget sin Moders Bylt, som han først havde aabnet oppe paa Fjældet. I denne var ogsaa de omtalte Fruentimmerbenklæder; han kendte dem, da det var de Benklæder, som hans Moder brugte om Natten; de var hele, men han brød sig ikke om dem, da han ingen Brug havde for dem, og efterlod dem derfor tilligemed Fjerene og det andet. Han erklærede, at han ikke vidste noget om, at de var overskaarne.

I. fastholdt sin Beretning om Ulken; ligeledes om
Isen i Efteraaret.

Rindtus 111 fortalte om et Par tilskaarne, men endnu usyede Fruentimmerbenklæder, som hans Besætning havde fundet ved Sordlak under en Sten, som de væltede, for at søge Tyngsel til at slaa Telt op i.

Samuel og Ignatius konfronteredes.

Samuel rettede et meget stærkt Angreb paa Ignatius.

Der udtaltes til Samuel (Hovedanklageren), at der ikke var fremkommet tilstrækkelige Beviser for Ignatius Brøde. Det eneste alvorlige Indicium er Surringerne paa Konebaadens Træværk, der efter alt, hvad der kan skønnes, ikke synes at kunne være sprungne ved Tryk af Is eller andet saadant, men unægtelig synes overskaarne med en Kniv eller et andet Instrument. I saa Fald maatte de formenes at være overskaarne, enten af Ignatius eller af Samuel (eller en anden af Jakobs Familie), da begge Parter har benægtet at have overskaaret Surringerne. Samuel „formanedes alvorlig til at gaa i Rette med sig selv og sin Familie, at de ikke (hvis nogen af dem muligen havde gjort det og ikke bekendt dette) derved selv skulde komme til at begaa den Forbrydelse at vække og vedligeholde en gruelig og falsk Beskyldning". Det vedtoges, at Ignatius fremdeles skulde holdes fængslet, dels af H. t. Forholdet overfor Moderen og Hustruen, dels for at man under Fængslingen kunde paavirke ham til Benvuutatøv«

Den 25. Januar 1892 Ekstramøde.

Ignatius har ikke tilstaaet. — Det vedtoges, at Missionær Starick ved Lichtenfels som den, der først har indsendt Anklagen mod Ignatius til Forstanderskabet, og som formentlig er i Besiddelse af de fleste Momenter til at bedømme I.s Karakter og hele Forhold, men som ikke var mødt til Efteraarsmødet, burde tilsiges at møde til Foraarsmødet.

Foraarsmøde 1892, den 18. Maj.

Ignatius Sag. — Baade Kolonibestyrer Brummerstedt og Pastor Balle har forsøgt at faa ham til at bekende, men forgæves. B. havde Dagen før forelæst ham en Skrivelse fra Missionær Starick, hvori denne meget bestemt stempler ham som Morder af Moder, Hustru og øvrige Baadfolk. Han spurgte ham, om han ikke var bange for, at Folk vilde gøre ham ondt, hvis han kom ud, mulig dræbe ham. „Han svarede, at han i denne Vinter i Fængslet, hvor han havde lidt meget i sit Sind, ogsaa havde tænkt herover, men naar Forstanderskabet vilde sende h;im, enten tilbage til hans eget Land eller til et andet, frygtede han dog ikke; — om han ogsaa skulde blive dræbt, vilde han ikke frygte; han havde ogsaa i Fængslet tænkt derpaa, at det dog ene kom an paa den endelige Afgørelse for hvert enkelt Menneske, da alle menneskelige Gerninger havde deres Gengældelse ovenfra, og saaledes vilde der ogsaa — om han selv skulde blive dræbt — være Gengældelse for dem, der gjorde dette."

Kort sagt, han fastholdt sin Uskyldighed.
Missionær Starick var, mærkelig nok, ikke mødt.

Ignatius indkaldtes, og de indfødte Forstandere trængte ind paa ham for at faa ham til at bekende — forgæves. Han fastholdt sin Uskyldighed. Ignatius løslodes da af Fængslet, men sattes foreløbig under Opsigt ved Kolonien. Sagen indsendtes til Inspektoratet, med Forventning, at den maatte fremsendes til Ministeriet. Ignatius anbragtes i Albrekt Titussens Hus mod en Godtgørelse af 8 Kr. pr. Maaned. „Han skal staa under dennes og Parssissokens Opsigt og maa ikke — end ikke paa Besøg — gaa til nogen anden Boplads, har ikke Adgang til Butikken og maa ikke nogen Nat være borte fra Hjemmet. Forøvrigt vil der af Forstanderskabet blive sørget for Kajak og Fiskerredskaber til ham, for at han selv kan skaffe sig Livsophold."

Forstanderskabet udtaler Misbilligelse af, at Missionær Starick (Hovedanklageren) ikke er mødt, skønt Vejret ikke var saa slemt, og skønt de fra Lichtenfels og de omliggende Bopladser i Kajak mødte Forstandere ikke formente, at Is eller Vejrlig kunde forhindre Missionærens Rejse hertil, ligesom ogsaa, at et af Handelens større Fartøjer uden Ishindringer var indtruffet til det nær ved Lichtenfels beliggende Fiskernæs. Senere undskyldte Starick sig i et Brev til Forstanderskabet med, at der laa Drivis i Farvandet, da han skulde rejse, dertil sneede det, ligesom det den følgende Dag blæste stærkt fra Nord.

Møde den 19. Mai 1892.

Ignatius indkaldtes. Forinden forannævnte Dom
forkyndtes, afgav han paa Formandens derom skete
Opfordring den højtidelige Erklæring:

„Jeg er i Sandhed uskyldig!"

Sagen var nu foreløbig færdig fra Forstanderskabets

Under 3. Juni 1892 indsendte Inspektoratet Sagen til Direktoratet med Anmodning om at faa Indenrigsministeriets Approbation paa Forstanderskabets Afgørelse at Ignatius løslodes af Fængslet den 19. Maj, efter et halvt Aar at have været arresteret, idet han dog foreløbig sattes under Opsigt ved Kolonien og anbragtes i Kolonist A. Titussens Hus.

Inspektøren, der som Kolonibestyrer har været tilstede ved Forhandlingerne, udtaler, at han er „fuldstændig enig med Forstanderskabets Formand i Opfattelsen af, at der i den Egn, hvor Katastrofen er sket, ved Fund af Rensjægere i indeværende Sommer endnu vilde kunne skaffes Beviser mod Ignatius, af hvilken Grund det sikkert vil være heldigst, at han foreløbig forbliver her ved Kolonien under Opsigt. Da han tilmed af alle sine Landsmænd anses for virkelig at have myrdet de 9 Mennesker, og efter alt, hvad der

foreligger, i alle Tilfælde er en skummel, lumsk og løgnagtig Karakter, som man godt kunde tro istand til at udføre en slig Udaad, og da Stemningen her hos alle er imod ham, vil det sikkert være rigtigt, om han blev forflyttet til et andet Kolonidistrikt for at forebygge nye, sørgelige Følger af denne hidtil uopklarede Sag."

Nogen Forflyttelse blev der dog ikke Tale om.
Foraarsmøde 1893, den 16. —17. Maj.
M. H. t. Ignatius var endnu ikke modtaget nogen

Skrivelse med Afgørelse fra Ministeriet. Det bestemtes at lade ham faa følgende Fangerredskaber: Harpun med Blære og Kajakstol, Lændser og øvrige grønlandske Fangeredskaber; det forudsættes, at han selv forarbejder de vedkommende Genstande.

Ved Skrivelse af 3. August 1893 underrettet- Direktoratet Inspektøren over Sydgrønland om, at „Ministeriet den 29. f. M. har bifaldet de af Inspektoratet trufne Afgørelser af Retssagerne mod Fanger Esra og Pigen Cornelie Marie ved Julianehaab og mod Fanger Ignatius ved Godthaab. Det vil derfor være at tilkendegive Julianehaabs og Godthaabs Forstanderskaber, at Ministeriet anerkender den Dygtighed og Omhu, hvormed Forstanderskaberne har behandlet de nævnte i forskellige Henseender saa vanskelige Retssager."

Foraarsmøde 1895, den 15.—16. Maj.

M. H. t. Ignatius bestemtes det, „at da han nu paa 4de Aar har været holdt under Opsyn her ved Godthaab i en anden Mands Hus; og i al denne Tid har opført sig særdeles godt, maa det nu være ham tilladt at bygge sig selv et Hus her ved Stedet, hvor han da ogsaa vil kunne have sin Familie hos sig. Da han imidlertid nu ikke vil være i Stand til at bekoste Huset selv, tilstaas der ham i den Anledning en passende Byggehjælp; men dermed vil saa ogsaa bortfalde de Udgifter, Forstanderskabet hidtil (i henved 4 Aar) har haft til hans Underhold." — Der kan, naar Hensyn tages til de fremkomne Udtalelser, næppe være Tvivl om, at Ignatius var en daarlig Person, hvad enten han nu er Skyld i de ni Menneskers Død eller ikke; men det samme gælder vistnok ogsaa om Jakob, hans Modstander i Sagen. Pastor Vibæk, der, da Sagen stod paa, var ansat ved Godthaab, kalder denne „en snavs Karl". Man havde ham bl. a. stærkt mistænkt for at have stjaalet af den ham som Udligger betroede Købmandsbeholdning. Der kunde dog ikke bevises andet, end at han i Stedet for at lukke sin Butik med en Hængelaas blot havde sat en Lyngkvist for Døren, saaledes at en Tyv (ham selv?) let kunde bryde ind.

Der høres nu ikke mere til Mordsagen i Forstanderskabsprotokollen.

Paa min Eejse fra Godthaab Syd paa langs Kysten i 1903 laa jeg over paa en Ø Syd for Nukaret. Ved vor Teltplads her fik vi Besøg af to Kajakmænd, der var ude paa Fangst. Det viste sig at være Samuel og dennes Søn Joel fra Grædefjorden. Medens Solen skinnede paa de prægtige Fjælde inde paa Kysten, bag hvilke Sermilikfjorden og Alangordlia laa gemte — Skuepladsen for den sørgelige Begivenhed —, talte jeg med Samuel om denne. Han rystede paa Hovedet; jeg bemærkede, at de maaske gjorde Ignatius Uret, og sagde: „Nej, han er en slem Mand". Saa steg de i Kajakkerne og gik til Søs. Vi lagde Baadene ud og roede Syd paa, forbi den prægtige Kyst.

Jeg har gengivet denne Retssag saa udførligt, fordi den afgiver et godt Eksempel paa, hvorledes Rettergangen føres i Grønland. I første Instans tilkommer Æren for den upartiske og grundige Undersøgelse Forstanderskabets Formand, Seminarieforstander, senere afdøde Pastor Balle, der af alle var anset for en Ven Menneske.

III. Sindssyge, Dj_ævlebesættelse og Overtro.

Den gamle, hedenske Tro har nu vel veget Pladsen for Kristendommen blandt Grønlænderne, men Efterdønningerne fra hin lange Periode, der ligger forud for den kristne, mærkes endnu. Landets ejendommelige Naturforhold, Øderne og den store Stilhed, i Forbindelse med Vinternattens Mørke, nærer den gamle Overtro og fremkalder undertiden religiøse Vrangforestillinger. Troen paa Troldom, overnaturlige Væsener, Aander i Bjærgene, der f. Eks. skærer Halsen af Kajakmændene eller stikker deres Øjne ud, er ikke sjældne, ligesom Eskimoerne i dansk Vestgrønland i det hele taget har en stor Frygt for sindssyge Mennesker, som de antager er besatte af Djævelen.

Herpaa fik jeg et Eksempel under mit Ophold i
Grønland:

1. Det var en Aften i Maj Maaned 1903, at jeg ved Kolonien Godthaab, sammen med nogle andre Danske, begav mig hjem til min Bolig, efter at have tilbragt en hyggelig Aften hos en af de danske Familier. Vi vandrede op over den sneklædte Bakke og mødte her en Grønlænderinde, som tiltalte os med et „God Morgen", hvilket vi jo nok syntes var lidt umotiveret, eftersom det var dyb Nat; men forøvrigt tænkte vi ikke videre derover, før næste Dag, da vi fik at vide, at det var en stakkels sindssyg Kone, som drev om ved Kolonien.

Hun var kommen fra en nærliggende Boplads paa Vej længere bort, og havde just faaet et Anfald af Sygdommen. Da det blev vitterligt, at hun var sindsforvirret, tog Distriktslægen, Koppel, sig af hende og fik hende anbragt under Bevogtning; men indtil da havde hun i et Par Dage bragt Skræk rundt i Grønlænderhjemmene, hvor Dørene altid staar aabne Dag og Nat, og hvortil hun saaledes havde nem Adgang.

Et Bevis for, hvor stor Rædselen for saadan en „Besat" kunde være, fik jeg Dagen efter, da jeg ved højlys Dag, sammen med Kolonibestyreren, sad i dennes Stue. En ung Tjenestepige kom bleg og udmattet vaklende ind i Stuen. Paa Spørgsmaalet om, hvad der var i Vejen, svarede hun, at hun nys var besvimet ude i Køkkenet af Skræk, fordi den sindssyge Kone uformodet var kommen ind til hende. I den Anledning havde der — som det viste sig — været stor Staahej derude. Alle Nabofolkene var komne til Hjælp, skønt de ogsaa var bange. Endelig havde

MO ictaot uoii lo.ii.iuaaj'ge tu ai/ gaa, ug suieii uiev ueiine
indespærret og bevogtet af en modig Sygeplejerske.

Det er ikke blot Kvinder, men ogsaa Mænd, der
ellers er modige Fangere, som stundom bliver grebne
af en lignende Rædsel.

2. Denne Frygt har ofte forledt dem til, skønt de ellers af Naturen er godmodige, at begaa store Grusomheder; saaledes blev, efter Pastor Poul Vibæks Meddelelse,, en ung, sindssyg Pige ved Discobugten i Nordgrønland i Vinteren 1889^—90 mishandlet paa det grusomste og tilsidst dræbt, saa vidt vides ved Karbolsyre.

Vi skal nævne nogle andre Tilfælde:

3. At de Indfødte for en god Menneskealder siden slog en „Angekok" ihjel ved Upernivik, mente de selvfølgelig var en fortjenstfuld Gerning. Tre Mænd harpunerede ham bag fra. Da de havde dræbt ham, skar de Leveren ud, og de to af dem spiste af denne, ligesom de drak af hans Blod. Eskimoerne her havde nemlig fra gammel Tid den Overtro, at hvis en Mand, der var besat af den Onde, blev dræbt, vilde han gaa igen, om man ikke spiste af Leveren.

4. Det var i Januar Maaned 1899, at der ved Kolonien Rittnbenk i Discobugten hændte følgende: En halvthundredaarig Enke, Sine Olsvig hed hun, laa syg i et Grønlænderhus. Hun var ganske sindsforvirret og betaget af den Forestilling, at hun stod Forhold til Djævelen og til forskellige af de tilstedeværendes afdøde nærmeste mandlige Slægtninge, hvilke hun nævnede ved Navn.

Grønlænderne troede, at hun talte sandt. De blev

derfor baade bange for hendes Samkvem med Djævelen
og opbragte over, at hun nævnede de afdødes Navne.

Sagen er den, at Grønlænderne i mange Egne, som sagt, endnu har bevaret mange Forestillinger fra Hedenskabets Tid. Naar et Menneske er død, holder de ikke af at omtale vedkommende, i alle Tilfælde sørger de for ikke at nævne det Navn, den Afdøde bar. Taler de om vedkommende, betegnes han eller hun paa anden Maade, f. Eks. ved at der siges: den og den, som gjorde det og det, den og den Gang. Mange Steder plejer de Indfødte endog ved Dødsfald at give alle de paa Stedet boeride, som tilfældig har samme Navn som de afdøde, et andet. Derimod er det ikke saa sjældent, at et Barn, som fødes efter at vedkommende er død, bliver opkaldt efter den afdøde. Man forstaar derfor, at Folkene ved Eitenbenk blev oprørte paa Sine, samtidig med, at de blev grebne af Rædsel over hendes Forhold til Djævelen. I Begyndelsen forholdt de sig dog nogenlunde roligt overfor den stakkels Sindssyge, de indskrænkede sig til med Kridt at male et Kors over Døren indvendig i Huset; men lidt efter lidt steg Stemningen mod hende, og Suggestionen, der støttedes af Mørket i Vinternætterne, bevirkede, at Husfædrene — blandt hvilke hendes egen halvvoksne Søn paa 16 Aar — greb til korporlig Revselse for at faa Djævlen eller den onde Aand drevet ud af den Ulykkelige, som de ansaa for besmittet. De overfaldt hende og slog hende, bl. a. med de Stokke, som Kvinderne bruger til at blødgøre Kamikkerne med. Naar hun fik sine Anfald, mishandlede de hende paa det grusomste, skønt hun satte sig kraftigt til Modværge, saa hele Ryggen var i et Saar.

Der er næppe Tvivl om, at hun paa denne Maade vilde være bleven myrdet, om ikke daværende Assistent, nuværende Inspektør O. Bendixen og Assistent O. N. V. Olsen var komne til. I alle Tilfælde vilde Grønlænderne have ladet hende omkomme, naar hun, hvad der ofte skete, flygtede ud i det Fri, hvor det frøs henimod 30 Grader.

De to danske søgte forgæves at tale Grønlænderne til Rette; men det blev dem snart klart, at Sindene var komne saadan i Oprør, at man kunde befrygte det værste for den Syge. Ingen af de indfødte vilde eller turde vaage hos hende, og de to Assistenter skiftedes da i ti Dage til at holde Vagt over hende, indtil Lægen langvejs fra blev hentet og kom til Stede. Forgæves opfordrede de nogle af Stedets Mænd til at deltage i Vagterne, ingen vilde; tilsidst lykkedes det at faa et Par Kvinder til at bistaa, men hver Gang den Syge begyndte at raabe op eller blot rørte sig, flygtede de øjeblikkelig ud af Huset, grebne af Skræk. Et Par Gange var der nogle Mænd til Stede, men naar den Syge talte, hændte det, at de sprang op og vilde fare løs paa hende — hun havde aabenbart sagt noget; der havde saaret dem dybt.

Da de to danske imidlertid skulde passe deres Sager, kunde de ikke vedblive med Vagtholdet. Bendixen truede da med, at han vilde stoppe Kaffe- og Tobaksudsalget, hvis ingen meldte sig; men der kom ingen. Saa lod han kundgøre, at hvis ingen meldte sig, vilde han ikke være i Stand til at holde den syge inde, og saa kunde de vente hendes Besøg rundt i Husene. Heller ikke denne Trusel hjalp. Ingen turde melde sig, og alle forsvandt i Husene. Det viste sig snart, at de overalt havde barrikaderet Dørene. Først da Lægen kom, og Anfaldene stilnede af, kom der mere Ro i Sindene, og lidt efter lidt kom den syge sig.

Hun levede, saavidt vidstes, endnu i 1903 fuldstændig
frisk. Da var Skrækken for hende forsvunden.

Det hændte mærkelig nok ved Kolonien, at en ung Pige ved Foraarstid samme Aar blev forstyrret. Grønlænderne blev de atter opskræmmede, men det gik hurtigt over, da hun kom sig efter nogle Dages Forløb.

Disse Tilfælde er langt fra enestaaende;

5. I 1901 hændte ved Udstedet Sarkak (det solbeskinnede Sted) i Vajgattet i Nordgrønland en ganske lignende Historie som den ved Ritenbenk. En gammel, firsindstyveaarig Enke, Katrine Christensen, f. Broberg, der havde været gift med en dansk Udligger, blev sindssyg og troede sig besat af Djævelen, med hvem hun ligeledes mente at pleje legemlig Omgang.

Hun skreg af og til op og raabte, at nu kom han. Selvfølgelig greb Rædslen ogsaa Beboerne her, men Udstedsbestyreren var en myndig Mand, som havde Indflydelse paa de Indfødte, og han sørgede for, at der blev holdt Vagt over hende. Halvdelen af Stedets Fangere vaagede i Forening 24 Timer ad Gangen, medens de andre gik paa Fangst. Men det var ængstelige Timer for Vagtholdet. Stadig hørte de Lyde i Huset, Banken under Konens Seng, Raslen ved Døren o. s. v., hver Gang den stakkels Gamle skreg op, at nu var Djævlen der. For at han ikke skulde faa Tag i hende, syede de hende ind i en Dragt, der var bundet oppe ved Halsen saa hun ikke kunde komme ud af den, men desuagtet var den stundom revet op (fortaltes der).

Omsider døde hun, og Folkene gav hende da alle
hendes Ejendele med i Graven, og Huset blev renset

og malet; men Overtroen holdt sig med Hensyn til Djævlebesættelsen. Da Registreringsforretningen skulde finde Sted, var Handels-Assistenten og Udliggeren ene tilstede i sidstnævntes Hus. I det Øjeblik, der skulde underskrives, og Udliggeren greb Pennen for at sætte sit Navn under den, hørte de begge en pludselig Raslen ved Døren, de sprang op og kiggede ud — der var ingen. Udliggeren slap Pennen, og Støjen hørte op; men da han atter greb den for at underskrive, begyndteSpektaklet paa ny. Atter saa de to ud — med samme Resultat som før, der var ingen, hverken i eller udenfor Huset.

Ingen af dem var overtroiske; men de kunde dog
ikke lade være at undre sig over denne mærkelige
Hændelse.

I Grønland betager Fantasien stundom Sindene,
saa selv nøgterne Folk paavirkes af Naturen og Grønlændernes
Tro paa det overnaturlige.

Dette er et Par Eksempler, hentede fra Nordgrønland, hvor den lange Vinter med det Knugende Mørke maaske har haft en væsentlig Indflydelse paa Indbildningskraften: der kunde fortælles flere, og navnlig om Folk, der er forsvundne under Forhold, der lader formode, at de er omkomne som Følge af, at den onde Aand skulde uddrives af dem.

Ogsaa Sydgrønland har Eksempler paa slige Aandeuddrivelser:

6'. Paa en Boplads i Nærheden af Frederikshaab hændte det, f. Eks., i Tiden omkring 1888, at en ung Pige ved Foraarstid blev sindssyg, efter at være faldet ned ad et Fjæld. Hendes Forvildelse var dog af godlidende Art; men da man ved Kolonien fik Nys derom, sendtes daværende Handelsassistent O. P. C. Kock af Sted for at hente hende. Han traf hende anbragt under aaben Himmel i en Hustomt uden Tag. De Indfødte havde ogsaa i dette Tilfælde aabenbart forsøgt at drive den onde Aand ud; thi Staklen var i en ynkelig forsømt, blodig og lemlæstet Tilstand. Det viste sig, at der havde været lagt store Sten oven paa hende for at holde hende nede. Da Assistenten vilde gaa ind til hende, søgte Grønlænderne — dog forgæves — at hindre ham heri. Han skar nu Baandene over og førte den sky Pige ud ved Haanden. Hun blev snart rolig og kom sig ved god Pleje.

7. Ved selve Kolonien Frederikshaab laa for nogle Aar siden en Fanger syg, fordi han ved Vaadeskud havde saaret sig selv i Benet. Under sin Sygdom blev han pludselig en Dag sindssyg eller talte i Vildelse.

Der kom en Aften Bud til Kolonibestyreren, at han havde forsøgt at dræbe sig ved at stikke sig med en Kniv i Brystet. Eskimoerne havde bundet hans Hænder med Remme og naglet disse til Briksen, saa han laa fuldstændig korsfæstet, med Armene ud til Siden. Medens han laa i denne Stilling, havde de tirret ham og derpaa givet ham en Kniv, løsnet Remmene saa meget, at han kunde bruge den ene Haand med Kniven. Deres Hensigt hermed var aabenbart den, at han skulde gøre en Ende paa sit Liv. Han havde kun alt for godt forsøgt at efterkomme deres Ønske, hvilket en stor Blodpøl noksom viste.

Ingen af Grønlænderne vilde røre ved ham. Kolonibestyreren løste og forbandt ham; men i det samme fik Patienten et nyt Anfald, løftede det syge Ben og slog om sig med det, saa det atter blev daarligt. Dog lykkedes det at faa ham beroliget, og siden kom han sig.

Overtroen og Troen paa, at Djævlen kan besætte Folk, er saaledes mange Steder ret levende, til Trods for Kristendommen, nvis JLæraomme man JKKO rra tørste Færd af forsigtigt nok synes at have omplantet paa grønlandsk.

Rink har forlængst i Fortalen til sine „Eskimoiske Eventyr og Sagn" paavist, at Tornarsuk, ved hvilket Navn man nu betegner Djævlen, af Hedningerne ansaas for det højeste Væsen, hos hvilket Grønlændernes Vismænd søgte Raad mod Ulykker og Farer, og hos hvilken de, som havde stræbt eller lidt Ondt i denne Verden, skulde finde lyksalige Boliger hinsides Graven. Nu burde, efter Rinks Mening, den kristelige Undervisning gaa ud herfra og lære de Indfødte rigtigere Begreber om „Tornarsuk" eller Guds Egenskaber. Men paa denne Maade vilde jo Forskellen imellem Evropæerne og Grønlænderne ikke være blevne skarp nok. Derfor blev Tornarsuk gjort til de Kristnes Djævel, og altsaa fremstillet som det personificerede Onde, hvorimod Gud var et Væsen, som kun Evropæerne havde Begreb om. Grønlænderne havde rigtignok ogsaa et ondt Princip, nemlig Kvinden, som holdt Havdyrene fangne, men hun blev saa gjort til „Fandens Oldemoder".

Kort sagt, Grønlændernes Begreber blev paa disse Omraader forvirrede, og man kan derfor ikke forbavses over, at dette endnu den Dag i Dag giver sig Udslag som nys fortalt.

Ligesom de første Missionærer, Hans Egede ikke undtagen, handlede vilkaarligt og lidet forstaaende overfor Eskimoernes Gudsbegreb, saaledes begik man ogsaa navnlig en stor Fejl ved ikke at søge at vinde „Angekokkerne", Grønlændernes eneste hedenske gejstligeog

ligeogverdslige Øvrighed, for den nye Lære. I det
Sted forfulgte man dem uden at kunne udrydde deres
„Vranglære", hvis Efterdønninger endnu spores.

Grønlændernes Overtro kan stundom antage besynderlige

8. Bekendt er maaske Historien om en Pige ved Upernivik, som for en Snes Aar siden mente, at hun var selve Jomfru Marie. Hun samlede en Mængde Tilhængere om sig, hvilke saa at sige tilbad hende.

At hun selv har troet paa; hvad hun fortalte, er
trolist nok.

9. Derimod kan der næppe være Tvivl om, at en anden ung Pige, der, som man siger, var „kommen for Skade", bevidst holdt Præsten for Nar, da han bebrejdede hende, hvad der var sket. Hun svarede ham nemlig koldsindigt, at den hellige Aand var Fader til det Barn, hun bar ved sit Bryst.

Grønlændernes Godmodighed misbruges stundom
af deres egne Landsmænd.

Fhv. Missionær, Pastor Poul Vibcek har meddelt
mig følgende Eksempel herpaa:

W. „I Begyndelsen af Marts 1899 fik jeg fra „Kekertak" i Ritenbenks Distrikt Meddelelse om, at der der var fremstaaet en Abakutok °: en falsk Profet, som foregav, at han kunde give Syndsforladelse ved Kys. Han prædikede forøvrigt Kommunisme og paastod, at Gud, eller rettere noget af hans Aand havde taget Bolig i hans Hus i en gammel, tilrøget Bjælke. Vedkommende overnaturlige Magt havde meddelt ham, at for Fremtiden skulde alt være fælles Ejendom, og al Synd slettes i Verden.

Han havde i Løbet af kort Tid faaet en hel Del Tilhængere, særlig blandt de mindre dygtige og mindre forsynlige, der paa den Tid af Aaret havde opbrugt, hvad de havde af Tørv, og her fandt en gunstig Lejlighed til at tilegne sig, hvad de mere forsynlige endnu havde staaende paa Øen.

En Del havde ogsaa sluttet sig til ham, fordi han paastod, at Aanden havde aabenbaret ham, at ogsaa Kvinderne skulde være Fælleseje; blandt dem, der havde praktiseret denne Lære, fandtes endog en Kateket a: en grønlandsk Lærer, der derved skaffede sig sin Afsked.

Handelsbestyreren ved Stedet havde ikke givet nogen Meddelelse om dette, men da ogsaa Butikken blev erklæret for Fælleseje, blev han endelig tilstrækkelig alarmeret og skrev baade til Bestyreren og til mig. Jeg tog saa op til Stedet, hvor jeg fik fat paa Manden, og i Nærværelse af Handelsbestyreren og Kateketerne fik ham overbevist om, at alt, hvad han havde lært, kun var Bedrag. Han gjorde forøvrigt Indtryk af at være et stærkt hysterisk Individ. Efter den Tid holdt han sig i Eo og Bevægelsen døde hen."

Hvad der af deres gamle Hedendom vistnok især spøger i Grønlændernes Fantasi er, som Fridtjof Nansen siger i „Eskimoliv", Kivitut (Flertal Kivitok] eller Fjældmenneskene, som de frygter mest. Det er Eskimoer, der af en eller anden Grund har forladt det menneskelige Samfund og nu har faaet overnaturlige Egenskaber, men som til Gengæld altid er bedrøvede og længes tilbage til Menneskene, som de ikke længer kan besøge. Dog hænder det, at de søger til Husene om Natten for at tilsnige sig noget at spise.

Paa deres barnlige Maade tegner eller maler de Indfødte nu ofte Kors paa Husvægeue, Døre, Loft, Briks o. s. v. for at afvende Trolddommen og de onde Aander.

De danske Missionærer har haft en vanskelig Opgave med at søge at udrydde Overtroen, og det er kun gaaet langsomt fremad. ' Ingen har dog bedre Betingelser end Eskimoernes egne Kateketer for at bibringe dem Kristendommen i den Form, der passer for dem. De kan Sproget til Bunds og kender deres Landsmænds Tankegang og Forestillinger.

Derfor maa man med Tilfredsstillelse modtage den nye Lov om Skole- og Kirkevæsen paa Grønland, hvilken Kultusminister Enevold Sørensen, paa de danske Missionærers Indstilling, har fremsat paa Eigsdagen. Den tager jo netop Sigte paa at uddanne Indfødte til Præster i større Omfang end hidtil.

lait har der i Løbet af de sidste 30 Aar været præsteviet 6 Grønlændere, deriblandt den eneste Hedningemissionær, som findes i Grønland, nemlig Kristian Rossing, der virker ved Angmagssalik paa Østkysten.

IV. I gamle Dage og nu.

Det er tidligere paavist, at „det nationale Erhverv" synes i Tilbagegang. Om Aarsagen til, at man nu fanger færre Sæler end tidligere, er disses Aftagen i Antal eller en bristende Evne til at fange dem, skal her lades usagt — rimeligvis er dog begge Omstændigheder medvirkende. Et er imidlertid sikkert, at der i en stor Del af Sydgrønland er Mangel paa Sælskind til Konebaadsbetræk, Kajakovertræk og Sommertelte. Det samme er efter Sigende Tilfældet over hele Nordgrønland.

Teltene er nu som oftest af tyndt Lærred og kun
sjældent ser man et rigtigt gammelt Telt af Sælskind.
At de nye Telte er daarligere, forstaar sig. De er

ikke saa varme som de gamle, og de dristige „Storfangere", der i gamle Dage stundom endog gik ud ved Vintertid og laa paa Udøerne og andetsteds, hvor der var god Udsigt til Fangst, kendes nu ikke mere.

Forf. har paa adskillige Steder her truffet ikke blot gamle, forladte Vinterboliger men ogsaa Teltpladser, der kendes paa de ringformede Stenkredse, som dannede Teltets Underrand. Tidligere fandtes Fangere, der var godt paaklædte i varme Skindklæder, vel forsynede med alt andet, og som allerede i Marts Maaned gik ud for at fange, men den Tid er forbi.

gøres.

Energien og Villien til at ville ernære sig, er aabenbart
ikke saa stor som tidligere, og Storfangernes Antal
tager af.

Medens der f. Eks. paa Hans Egedes Tid opsloges hundreder af Telte i Nepisatsundet ved Godthaab, er der nu næppe et Par saadanne ved Foraarstid. Dengang havde hver Familie sin Konebaad, nu bliver saadanne sjældnere og sjældnere, og paa mange Bopladser har man kun fladbundede Træbaade, men værre er det, at det, som berørt, stundom brister paa Sælskind til Kajakkerne. Vi har ovenfor hørt, at Forstanderskabet ved Godthaab endog har været nødsaget til at anmode om at faa saadanne sendte fra Julianehaab.

Disse Forhold er, som berørt, ikke blot en Følge
af Sælernes Aftagen — maaske fordi de jages for

stærkt, maaske fordi Skuddenes Knalden driver dem bort — men ogsaa en Følge af Berøringen med Evropæerne.

Da Eskimoerne ikke kunde købe Kaffe, Sukker, Tobak o. s. v. var de rigere. Da havde de fuldt op af Fangstredskaber, Telte, Baade, Kajakker, og kunde farte viden om til nye Fangstpladser, hvor der var bedre Chancer, men nu er de i ganske anderledes Grad nødsaget til at blive indenfor snævrere Omraader.

At Eskimoerne er gaaede tilbage i Velstand, kan næppe uotvivies, men i samme Aandedræt, man udtaler dette, maa man sige, at det næppe var til at undgaa, det kunde imid-

lertid have været langt værre.

Hvis Landet f. Eks. ikke var bleven lukket for Fremmede, var Grønlænderne sikkerlig forlængst blevne komplet ødelagte; nu gøres der dog Anstrengelser for at holde dem oven Vande, men mere bør sikkert

Grønlænderne er langt fra noget uddøende Folk, skønt de oite ved Vintertid lider stor Nød. De kan endnu — om end med større Besvær end hidtil — skaffe sig Føden; men Folkets gamle Energi er noget svækket, og de lange, farefulde Erhvervsture, som i gamle Dage fandt Sted, kendes nu kun sjældent.

Interessant til Oplysning om disse Forhold er nogle Udtalelser fra oplyste Grønlændere, hvilke skal gengives omtrent med deres egne Ord. I alle Tilfælde er Tankegangen deres:

„Hvor lykkelige eller ikke lykkelige vi Grønlændere har været, før Evropæernes Ankomst til vort Land, er jo ikke til at sige, dog formoder vi, at vore Forfædre har befundet sig særdeles vel. De kendte intet, der var bedre, og derfor var de lykkelige og tilfredse. De fartede ud paa lange Kejser, der for dem — Mænd som Kvinder og Børn — var som Lystrejser, navnlig efter den lange og triste Vinter, de havde maattet gennemgaa.

Ho ved formaalet var at rejse til bedre Fangststeder
— hvilke var forskellige efter de forskellige Aarstider—,

tider—,der have en rigelig Fangst, saa at de kunde henlægge Forraad af tørret Kød m. m. til Vinteren, — selv blive forsynede med gode, varme Klæder af Skind og skaffe sig nye Skindbetræk til Konebaade og Kajakker.

Nu er disse Kejser for en stor Del ophørte, nu maa Grønlænderne Sommer og Vinter opholde sig paa den samme Boplads, som de maaske mange Gange hellere vilde rejse fra, baade for at gaa paa Fangst, men ogsaa for at Husene kunde blive udluftede og desinficerede af Solen, naar Tagene var løftede af.

Nu derimod finder dette sjældent Sted, til stor Skade for Sundheden, og selv om man vilde, kunde det som Kegel ikke ske, da en Del af Husene ogsaa er blevne „civiliserede", med. andre Ord, forsynede med Loft og Tag, som ikke kan tages af. De nymodens Huse betegner saaledes i den Ketning et Tilbageskridt.

Nu er de omtalte Rejser sjældnere, og Konebaade
findes i langt færre Antal end i forrige Tider.

Det er i alle Tilfælde gaaet tilbage i materiel
Henseende i forskellige Retninger.

Man kan ikke fortænke os i, at vi med Tak tog mod de Goder, der blev os budte. Vi fik mere og mere Smag for disse Goder, der ofte kun var Lækkerier, som godt kunde undværes. Vi forstod ikke, at vi selv havde noget, der langt bedre kunde styrke os til at modstaa det barske Klima og give os den fornødne Kraft til at taale de Møjsommeligheder, som Kampen for Tilværelsen forudsætter. Tilbøjeligheden for de indførte Goder bleve stærkere og stærkere, og saa gik det, rent ud sagt, ud over vort timelige Velvære. Først solgte Grønlænderne alt overflødigt Spæk og Skind, tilsidst solgte de det nødvendige for at forskaffe sig andre Varer, der vel stod højere i Pengeværdi (saaledes var det bleven ordnet), men desværre alt for lavt i Nytte og Næringsværdi, og stor Ulighed var der hvad Kvantum og Varighed angik. Man kan derfor forstaa, hvorfor Grønlænderne er gaaet tilbage i Forsynlighed, hvad Føde og Klæder angaar.

Dersom de døde stod op af deres Grave, vilde de opløfte deres bebrejdende Røster mod den nulevende Slægt; thi Stoltheden ved at hjælpe sig selv er ophørt. Det gaar mere og mere tilbage, siger de gamle.

Før kæmpede man under det barske og usunde Klima for sin egen Tilværelse, og uden at vide det tillige for Samfundets og Folkets Eksistens, nu gider mange ikke en Gang sørge for sig selv og Familie.

Havde man holdt den gamle, nationale Rettergang i Ære, var det næppe blevet saa slemt. I gamle Dage fik Folk, der var uskikkelige, og særlig dem, der var dovne til Fangst, en saadan Lektion ved „Trommedansen", at den, hvem Spotten angik, blev ansporet til Driftighed. Han skammede sig, hans Æresfølelse blev vakt, han blev saaledes af den offentlige Mening tvungen til at sørge for sin Familie.

Grønlændernes Ejendommeligheder og Naturforholdene i Landet havde udviklet mange Skikke og Lege, som Missionærerne straks søgte at afskaffe som forkastelige, fordi de ansaa dem for Gøgl og derfor mente, at de var af det onde og stred mod Kristendommens Principper. Selv om man nu havde forsøgt at sætte noget andet i Stedet, der var lige saa godt, kunde det dog ikke gennemføres.

Et Folks Ejendommelighed bør altid bevares i alle Maader, dersom det ikke skal sygne hen til en ussel Skygge af, hvad det har været. Et Missionsarbejde bør derfor altid bevare det nationale.

Man fejlede i ikke at lade det bestaa, som ansporede til Dristighed og Mod, nemlig de gamles Trommedanse, Lege og Kraftprøver. Ved Trommedansene blev man revset for forskellige moralske Forseelser, alle dovne og lade skammedes ud, og derved vaktes Skam og Æresfølelse. Dette skete ved, at man under særegne Ceremonier sang Nidviser, der enten var improviserede eller digtede i Forvejen. Man gik endog saa vidt, at man sang Nidviser om mere tilbagestaaende Fangere, der, medens Vejret var,godt og Solen oppe, i den gode Fangsttid laa og strakte sig paa Briksen; man skammede alle dem ud, der ikke viste Mod til Kamp mod Bølgerne, hvad jo det nationale Erhverv krævede, man revsede selv dem, der laa hjemme og kælede for Konerne i Stedet for at gaa ud paa Fangst. Nu findes der mange Pjalte og „Kolonidrivere" (en Betegnelse de danske bruger), som trods godt Helbred og gode Kræfter paa Grund af Ladhed ikke en Gang gider have en Kajak, ja, der er dem, der ejer en Kajak, men som ikke gider bruge den til andet end til Fiskeri, noget, som i gamle Dage kun de befattede sig med, som paa Grund af Alderdom var ude af Stand til at drive det hæderlige, nationale Erhverv, Sælfangsten.

Den nationale Ære bevares kun, naar man anser det for sin Stolthed at staa i Række med de bedste Fangere, som med Mod og Lyst tør vove en Dyst mod Storm og Bølger for at skaffe Føden til Familien. Heldigvis anses det endnu for en Ære at være en god Fanger, men Ulykken er, at de daarlige Fangere ikke foragtes.

Disse sidste fik en langt gavnligere og bedre Lektionved
Trommedansen end den, den nuværende grønlandskeØvrighed

landskeØvrighedkan benytte. Der er dog ingen Ä,-T- V—J «-*- — ~„_, „^-.v*-. -.m»». «11.-VJL V V« X/ W\**JV\* J.X. üiXO ig ÜOX men dens Personale i Grønland har ofte for lidt Kendskabtil den grønlandske, nationale Tankegang, thi de kan for det meste ikke Sproget godt nok dertil.

Flere af Missionærerne kan vel Sproget, men
hvorvidt de derved har lært Folkets Tankegang at
kende, er et andet Spørgsmaal.

Hvorledes man skal komme ud af Uføret og ind i bedre Forhold, er ikke let at sige. Nogle Punkter synes dog straks at springe i Øjnene. Handelen bør: 1) indskrænke Udsalget af Kaffe, der er bleven en sand Luksusartikkel for Folket, 2) kun hjælpe Fangere med Redskaber til Fangst, og kun, naar disse selv ikke har Midler eller Evne dertil; derimod er det en Selvfølge, at Enker og Faderløse understøttes.

3) Der maa være strenge Forbud mod at laane de
indfødte noget.

4) De nu brugelige Straffemidier (Fortabelse af
Repartition, Kongekost, Julekost o. s. v., Opslag af
vedkommendes Navn i Butikken o. s. v.) bør bibeholdes
og mulig skærpes.

5) Missionen bør fremtidig hovedsagelig lægges i Hænderne paa indfødte, der bedre forstaar Folkets Sprog og Tankegang. De bør uddannes af danske Præster, hvis Antal i Grønland bør indskrænkes.

6) Samtidig bør Lægernes Antal forøges, ligesom det bør tilstræbes at uddanne Grønlændere til Lægegerning, paa samme Vis som nu Jordemødre uddannes, saaledes at Folket, saa vidt muligt, paa disse Punkter kan hjælpe sig selv."

Som man af det under Forstanderskaberne anførte

vil se. er de her uuder 2, 3 og 4 foresiaaede Forbedringer allerede hjemlede ifølge de „foreløbige Bestemmelser". Punkt 5 hur faaet sin Løsning igennem den nye Lov om Skole- og Kirkevæsen paa Grønland.

Tilbage staar altsaa at søge Lægernes Antal forøget
samt at indskrænke Kaffeforbruget.

Nu kan man selvfølgelig ikke slaa sig til Taals med Opfyldelsen af disse Reformer; der er sikkert meget andet, der bør reformeres. Vi har tidligere omtalt Handelens og Administrationens Adskillelse; hertil maa sikkerlig komme ihærdige Bestræbelser for at ophjælpe nye Erhvervsgrene.

Man maa i det hele taget söge Erstatning for den
bristende Sælfangst.

Kommandør G. Holm har i Tidsskriftet „Atlanten" („Bør tamme Rensdyr indføres i Grønland" Decbr. 1904 — og „Om Indførelse af tamme Rensdyr i Grønland" — Marts 1905), anvist en Vej, nemlig Rensdyrhold, der har vist sig udmærket for Eskimoerne i ztviaojva. jL\.vvcyuii'b vii iijung vgo»tt imimo i viei.ivQtci.toa. I Julianehaabs Distriktet findes i det mindste to Steder: Igaliko og Nar sak_} hvor der med stor Fordel holdes Køer, paa det førstnævnte Sted endog c. 30. Forfatteren spiste i 1894 Smør herfra, der var særdeles godt. Foreløbig vil Grønlændernes Naturel vel være til Hinder for Kvægavl i større Stil. Ved først at vænne dem til Rensdyrhold kunde man maaske bedre lede dem ind paa Kvæghold i større Omfang. I Nordbotiden levede omtrent 3.000 Mennesker i Øster- og Vestbygden paa c. 300 Gaarde hovedsagelig af Kvægavl, men ogsaa af Jagt, Fiskeri og Sælfangst.

Betingelserne for Kvægavl (Køer, Faar og Geder) er gode, og det er i Virkeligheden meget store Besætninger, Nordboerne i sin Tid har haft. Alene paa Bispesædet Gardar (Igaliko) var der, efter Staldene med Baasene at dømme, mindst 100 Køer. Vi skal imidlertid ikke her nærmere komme ind paa denne Sag, som jeg andetsteds skal have Fornøjelsen at behandle udførligere. Ogsaa Fiskeri, mulig Healfa-ngst, knude udnyttes ikke blot til Fordel for Handelen men ogsaa for Grønlænderne.

Kort sagt, adskillige Erhvervskilder burde udnyttes. Det maa blive vor Tids store Opgave at lede vore Eskimoer ind herpaa, samtidig med at vi forsøger at fremelske deres gamle Selvstændighedsfølelse, Initiativ og Forsynlighed.