Tsad-Søen.

Siden de større geografiske Spørgsmaal i Afrika har
faaet en i hvert Fald foreløbig Løsning, har næppe

i Nutiden noget Punkt i denne Verdensdel pirret Geografers og Kolonialpolitikeres Opmærksomhed som Tsadsøen. Dette Problem er nu bleven belyst af adskillige Rejsende, der med deres Ekspeditioner enten har besøgt Søen og dens Omgivelser i videnskabeligt eller politisk Øjemed eller ogsaa i begge. I det efterfølgende skal gives et lille Resumé af de Resultater, man føreløbig er kommet til, angaaende Tsadsøens Forhold, idet her som Kilder væsenlig benyttes Mission Saharienne, Fourreau-Lamy; Mitt. aus den deutschen Schutzgebieten, Nachtigal: Sahara und Sudan samt ftere andre.

Der har gaaet mange Rygter om den mægtige Sø, der rundt er saa stor som Nørrejylland, snart berettedes der om en udstrakt Sø, hvis Leje repræsenterede Saharas og Sudans Depressionsdistrikt, hvori Vandene fra alle Sider udtømte sig, snart efter mente man, at den kun bestod af sumpede rørbevoksede Lavninger med et indviklet System af naturlige Damme og Kanaler. Vi vil nu da se, hvorledes Søen i Hovedsagen tager sig ud, efter de mange Beretninger, der tilflyder os fra de evropæiske Stormagter, der har delt den og dens Omegn imellem sig ad den fredelige Grænseregulerings Vej. Her hvor den Rejsende i sin Tid kun mødte Indfødte i deres Kanoer paa Søen, saa Negerhytter hist og her omgivne af brølende Flokke af langhornede Køer, Æsler, Heste og Geder, eller øjnede Flokke af Elefanter, Gazeller, Antiloper eller andre vilde Dyr, der holdt til ved dette store Vandbassin, her møder han nu tre Stormagters Militærstationer med deres Vagtposter. Af den aflange Sø, der har Retning fra NV.-SØ, har England i det tilstødende Nigeria faaet den største Del af Sydvestbredden, Tyskland et Stykke af Sydøstenden og Egnen langs Scharifloden fra det hosliggende Kamerun, og Frankrig hele den øvrige

De første Evropæere, der besøgte Søen, var Englændere,idet en engelsk Ekspedition under Major Denhamefter at have gennemrejst Sahara naaede dens Bred i 1823. Det næste Besøg aflagdes ligeledes af en engelsk Ekspedition, der førtes af Richardson med to betydelige tyske Medrejsende Barth og Overweg i

fremkalde saadanne ved en ordnet Administration. Søen har desuden Betydning ved det rige Dyreliv, der udfolder sig paa den og ved dens Bredder, og ikke mindst har Tilstedeværelsen af et saa stort Vand Betydningfor Karavanerne, der fra alle Sider af Kysterne vandrer til det Indre.

Tsadsøen ligger efter de seneste Maalinger i en Højde af ca. 290 Meter over Havet; den faar sin Vandmængde fra tre ret betydelige Floder, Schari med Logone og Komadugu fra Sydøst og fra Komadugu, der flyder til Vestsiden, samt fra Regnen. Da disse Floder strømmer ud i Søen, skulde man tro, at dens Bækken repræsenterede den laveste Sankning her i Indre-Afrika, men det gør det dog ikke. Den dybeste Depression ligger 4_— 500 Km. nordøst for Søen i Landskabet Bodele ved Foden af Borku-Bjærgene i 160 Meters Højde. Søen er uden iagtageligt Afløb; man har tidligere troet, at den nu udtørrede Bahr el Ghazal fra Søens sydøstlige Hjørne tjente som Afløb for den, andre mente, at den var et Tilløb til Søen. Imidlertid løber der ved høj Vandstand Vand fra Søen ud i Bahr el Ghazal, i hvis Seng hist og her findes dyrkede Oaser og grønne Strækninger. At Søen snart er bleven beskrevet som stor og udstrakt, snart som en Sump opfyldt af Rør uden videre aabent Vand, beror paa, at dens Vandstand varierer med 1—2 Meter om Aaret, og da Søens Dybde i Reglen kun i Randen er l— 11/zl^l/z Meter, i det aabne Vand 3—4 Meter og paa de dybeste Steder 14 Meter, bevirker Af- og Tiltageisen i Vandmængde, store Forandringer i dens Areal. Scharifloden leverer ca. a_/s af Søens Vand; den naar sin højeste Vandstand i Oktober, hvorefter Søen faar sin højeste Stand noget senere, nemlig i December og Januar. Vandtabet fra Søen bevirkes af den uhyre Fordampning fra det udstrakte lave Vandbassin og ved Nedsivning i Jorden.

Søens Grænser er meget vanskelige at fastsætte. Paa Vestsiden vokser der op af de næsten vegetationsløse Omgivelser en vældig Mur af Papyrus, Siv og Marria, som danner en skarp Grænse for det Distrikt, der overspændes af Søen ved høj Vandstand. I den tørre Periode staar Vandplanterne ikke mere i Vand, men Pytter og fugtig Grund tyder paa, at man er i Sødistriktet. For at udføre Triangulationer og andre Maalinger ved Søbredden maatte Ekspeditionerne hugge sig Vej ind igennem disse Tykninger, hvilket baade var besværligt og farefuldt. Vanskeligst er det at bestemme Søens Grænser i Regntiden, da Regnvandet fylder utallige Huller- og Fordybninger omkring Søen, og Floderne træder over deres Bredder, saaledes at man tror sig i Sødistriktet uden dog at være der. Naar Regntiden er forbi, fordamper disse Vandsamlinger, og man kan nu atter trække Grænsen imellem Sø og Land. I langvarige Tørkeperiodor visner Planterne i de yderste Randdistrikter og dækker Jorden med et tæt Lag af Planterester, hvorover der vokser et Næt af Slyngplanter, i hvilke Fodgængeren sidder fast for hvert Skridt. Bredden af et saadant forvisnet Plantedække giver i store Træk et Maal for Vandtabet fra Søen i den tørre Tid. Bredden af Bæltet var paa et enkelt Sted ved Sydbredden i 1904 100—200 Meter. Med Undtagelse af en Række flade, langstrakte Øer tæt Øst ud for Kuka er Vestsiden blottet for Øer, efter hvad man nu ved.

Østbredden af Søen ser helt anderledes ud. Her afgrænses Søen af talrige flere Meter høje Sandklitter. Karakteristisk er her talrige Laguner, der gaar dybt ind i Landet og fremkommer ved, at Dalbundene imellem Klitterne ligger i Højde med Søens Niveau og derfor kan oversvømmes ved høj Vandstand, hvorfor de viser en lignende Bevoksning som Vestsiden. Søens Vandfladeareal anslaas til at være ca. 21,000 Kvadratkilometer ved normal høj Vandstand, og de største Oversvømmelser til at kunne udvide dens Areal med ca. 2000 Kvadratkm. Hele Østbredden fra Syd til Nord viser et Bælte af utallige langstrakte Øer, hvoraf en stor Del er skov- og buskbevoksede og tæt befolkede. Da Søen er afløbsløs, skulde man vente, at Vandet var saltholdigt, men det er det dog kun i ringe Grad. Kun i enkelte Bugter, hvor Søens Vand vanskeligere blandes med det udstrømmende Flodvand, har det en let Natronsmag. Ligesom med andre Ørkensøer var det her naturligt at antage, at denne vandrede med den fremherskende Vind fra Øst til Vest; men dette synes ikke at være Tilfældet i nogen maalelig Grad; thi vel driver der en Del Sand ud i den paa Østbredden, men en tilsvarende Forskydelse af Vestbredden har ikke kunnet iagttages.

Bevoksningen af Søbredderne er alt andet end tropisk,skriver den tyske Oberleutnant Marquardsen, der har besøgt Søen, Kommer man fra Landet Bornu paa Vestsiden, hvor Vegetationen er kummerlig (udenforOaserne), frydes vel Øjet ved at se den grønne Papyrus, Marriaens gule Blomster, Vandliljernes og Slyngplanternes blaa Blomster, men den Del af Bredden,som Søen kan oversvømme, er absolut uden Trævækst;hvorfor, vides ikke med Sikkerhed. Den, der lejrer i Nærheden af Søen, ligger uden Spor af Skygge for Tropernes brændende Sol. Først udenfor Oversvømmelsesdistriktetbegynder Trævæksten, der paa

Vest- og Sydkysten mest holder sig til Klitdannelserne og dybt indskaarne Bredder, hvortil Oversvømmelsen ikke kan naa. Vi finder saaledes ved Floderne Komadugupaa Vestsiden og Schari paa Sydsiden tropisk Plantevækst, dog kun i smalle Striber, og kun Akasien danner egentlige Skove. Omkring Byerne findes prægtigeEksemplarer af Figentræer og Tamarinder etc. Østbredden er gunstigere for Vegetationen; der findes hist og her Skove af Deleb- og Daddelpalmer, Sandjorder imidlertid fremherskende overalt; hvor der findesHumus, overrisles den i den tørre Tid fra Floderne, og paa saadanne Pletter har de Indfødte pragtfulde Haveanlæg omkring deres Byer. Syd for Søen ligger udstrakte Lersletter, den saakaldte Firki-Jord, som er ufrugtbar; i Regntiden staar den under Vand, og i den tørre Tid bliver den stenhaard og slaar utallige Revner.Et Græsstraa vokser vel hist og her paa Firkien, men som Regel er den vegetationslos; den synes at være en Aflejring fra Flodoversvømmelserne. I orografiskHenseende er Bredderne overordentlig ensformige, endeløse Sletter overalt, kun nu og da afvekslet med ca. 15 Meter høje Bakkedrag, og kun et Par Steder paa Sydsiden findes enkelte Granitblokke; ellers mangler haarde Stenarter ganske. Efter franske Rejsendes Beretningerkan Øerne paa Østkysten deles i to Klasser, dem der kun er ca. 5 Meter over Vandfladen, og dem der rager ca. 10_—20 Meter op, De sidste er ret tæt befolkede og skovrige. Øerne synes at være Klitdannelser,der er afskaarne fra Fastlandet; de adskilles af smalle Kanaler med indtil 5 Meters Dybde. Øerne synes geologisk at høre til Fastlandet, og hele Søen at være en ung Dannelse, der, som nogle mener, maaske er fremkommen ved, at Bahr el Ghazal er bleven tilstoppet,hvorved Afløbet fra Depressionen er hindret.

Af de Floder, der fører Vand til Søen, er Schari den vigtigste, idet den altid fører en betydelig Vandmasse selv i den tørre Tid. l Slutningen af Juni begynder den at stige og oversvømmer Egnene omkring den flere Kilometer ud til Siderne; sin højeste Stand naar den først, som før nævnt, i Oktober; den fører en Mængde Aflejringer ud i Søen og danner Barrer ved sin Munding, der, hvis de ikke kunstig fjærnes, muligvis vil tvinge Floden ud i et andet Leje, og da sandsynligvis mod Øst over i Bahr el Ghazal. Hvad Floden Komadugu paa Sydsiden af Søen angaar, da er man ikke rigtig klar over, om den muligvis er en Del af Schari, eller om den er selvstændig. Den synes hele Aaret at føre Vand, men Strømmen er meget ringe, da dens Seng omtrent ligger i Niveau med Søens Bund. Undertiden løber endog i den tørre Tid Vandet fra Søen tilbage i Floden. Floden Komadugu paa Vestsiden af Søen er derimod en Del af Aaret fuldstændig tør. I November eller Begyndelsen af December naar den sin højeste Stand og oversvømmer Bredderne, i Februar kan man vade over den, i Slutningen af Februar hører Strømmen op, og fra Maj er den ganske udtørret; nogle faa andre Smaafloder forholder sig paa lignende Maade som den sidstnævnte.