Cnpitaine Commandant i Kongostatens Armt1

I.

Uen 13. September 1903 iik jeg, der dengang som
Capitaine havde Kommandoen i Stationen Iboko

(Iboko) i Provinsen Lac Leopold 11, Ordre til med saa stort et Antal Soldater, som kunde undværes fra Stationen, at begive mig til Transitstationen n'Kiri (n'Kiri) ved Lutöifloden (Lutöi) for der at støde til Capitaine Gommandant Hailing og under ham deltage i en Ekspedition mod Ekongostammen (Ekongo), der længe havde foruroliget de omboende Stammer og tvunget flere af dem til at lade være med at betale Skat til Staten.

Selve Ekongostammens Land saavel som de omliggende Landstrækninger var i alt væsentligt terra incognita. Ganske vist havde jeg c. l'/2 Aar tidligere været saa langt inde i Landet som ved Boi'mbo (Boi'mbo) og Bengolo (Bengolo); men disse Byer havde jeg da fundet forladte af deres Beboere, som forøvrigt maatte antages for at høre til Ekongostammen, og som i alle Tilfælde havde gjort fælles Sag med dem.

Da jeg den 16de kom til n'Kiri, traf jeg der Commandant Hailing og Provinsens Højstkommanderende le Commissaire General Lemaire, som meddelte mig, at Kommandoen over Ekspeditionen vilde blive overgivet mig, da Commandantens Nærværelse var nødvendig andet Steds. Forøvrigt overlodes det til mig at vælge Ekspeditionens Vej, jeg havde blot at skaffe Respekt for Statens Flag i Ekongostammens Land og tvinge Befolkningen ind under mere ordnede Forhold.

Eftersom en Del af Ekspeditionskorpset havde været ude paa en lang Tur (4 Maaneder) med Commandanten, trængte det til nogen Hvile, og dets Vaaben og Mundering til Eftersyn; desuden laa en anden Del af Korpset i Stationen Bolongo (Bolongo), og der hengik nogle Dage, inden de to Afdelinger kunde forene sig.

Jeg valgte Vejen over Bianam'bula-Boimbo-Bengolo (Bianam'bula) som den korteste og den, der direkte førte ind i Oprerslandet; ganske vist havde ingen hvid Mand endnu betraadt Vejen Bianam'bula-Boi'mbo, men de Indfødte fra Egnen om n'Kiri forsikrede mig, at den eksisterede, om den var god eller slet, kunde jeg derimod ikke faa at vide.

Den 25de September var alle Korpsets Afdelinger samlede i Bianam'bula; Ekspeditionen var altsaa begyndt, og vi vilde allerede næste Dag befinde os i ukendt Land.

Bianam'bula ligger paa Lutöiflodens højre Bred i kun ringe Højde over Vandet; som alle Byer der i Egnen ligger den lidt borte fra Bredden, skilt fra denne ved et tæt Krat væsentligst bestaaende af Calamus Secondiflorus (Calamus Secondiflorus), hvis lange, lianlignende Stammer væltede ind over Buske og mandshøjt Græs, næsten umuliggør al Fremtrængen ad andre Veje end den eneste Sti, som i de mæikværdigste Bugter snor sig gennem Krattet, der i Reglen afgiver Hjem for et meget stort Tal af Smaafugle, som her finder et ypperligt Skjul mod Rovfugles Efterstræbelser.

Bianam'bula er en lille snavset og fattig Landsby med c. 80 Indbyggere, som lever af Fiskeri og en Smule Agerdyrkning, dog har de næppe alt i alt 5 Hektarer Land opdyrket. Disse Marker er beplantede med Manioc — Manihot Dulcis — samt Banantræer af den Slags, man som Regel træffer i disse Egne af Afrika — Musa paradisica. Et enkelt Banantræ af Arten Musa sinensis, — den Slags vi kender her i Evropa —, udviste, at Byens Beboere havde staaet og stod i Forbindelse med de hvide.

Skønt Befolkningen i væsentlig Grad lever af Fiskeri, fandt jeg dog kun ganske smaa Kanoer til 2 ä 3 Personer, og disse Fartøjer var endda næsten übrugelige. For tre Aar siden led Byen meget under den store Koppeepidemi, og den synes ikke senere at have rettet sig, men frembød i alt væsentligt et sørgeligt Billede paa Degeneration og Ligegyldighed.

Befolkningen tilhører Besongostammen (Besongo),
som er en Slags Aflægger af den store Kundustamme.

Høvdingens Magt er i høj Grad indskrænket af de faa fri Mænd, men dette finder jo Sted overalt, hvor de hvides Indflydelse har gjort sig gældende, idet Høvdingene gærne var dem, som mest modsatte sig denne; derfor har de efterhaanden tabt deres Myndighed, da det jo ligger i de hvides Plan, — i alle Tilfælde saalænge de ikke fuldstændig er Herrer, — at undergrave den enkelte overmægtige Negers Indflydelse ved at støtte de mægtigste og rigeste Familier blandt hans Undersaatter i deres Optræden mod ham. Denne Maade at skaffe sig Indpas paa er vel næppe særlig anbefalelsesværdig, men ofte absolut nødvendig, skønt dens Resultater ofte bliver slette, idet alt bliver et vildt Anarki, hvori kun den

hvide ved sin personlige relsekan skaffe Orden, en Orden, der kun varer, indtil han har vendt Rgygen til igen.

Da Flerkoneriet er herskende her som overalt i det indre Afrika, er de tre Fjerdedele af Befolkningen

men da det er dem, som maa gøre næsten alt haardt Arbejde, er en Landsby jo i Grunden rigere, jo flere Kvinder der findes i Forhold til Mændenes Antal, løvrigt er Kvindens Stilling ikke nær saa undertrykt, som man gærne tænker sig det i Evropa; man ser tvært imod mange Eksempler paa den Rolle, Kvindens Indflydelse spiller; navnlig er Høvdinges Yndlingshustruer meget mægtige Damer, selv om de ogsaa fra Tid til anden maa gaa i Marken og grave Manioc eller lignende op. Det hænder ogsaa temmelig hyppigt, at et Par Kvinder slaar sig sammen og prygler deres Mand, naar de ved en eller anden Lejlighed finder ham übevæbnet. Ganske vist gør hans Venner saa gærne Gengæld og banker Damerne eftertrykkeligt af. I det hele taget benytter Negerne af næsten alle Stammer sig overordentlig meget af slaaende Argumenter.

Handel med Kvinder siges at være en udmærket
Indtægtskilde for Bianam'bulas Beboere; jeg har Grund
til at tro paa dette Udsagn, skønt det aldrig er
falden i min Lod at konstatere noget positivt desangaaende.

Saavel Mandens som Kvindens Klædedragt, — om man over Hovedet kan tale om en Klædedragt — er yderst simpel. For Mandens Vedkommende bestaar den af et Stykke Tøj flettet af Bast — forøvrigt ofte ualmindeligt smukt Arbejde — som han anbringer mellem Benene og som saa holdes oppe af en Snor eller eventuelt et tyndt tiiskaaret Stykke Spanskrør. Kvinden har endnu mindre paa. Hele hendes Paaklædning indskrænker sig til et Bastbælle om Livet, et Bælte, som ikke er større end, at jeg engang har sendt en saadan komplet Kvindedragt til Evropa i en almindelig Konvolut. Til Tider smykker velhavende Mænd deres Fruers „Rober" med nogle Glasperler, eller de anbringer en Klokke eller Bjælde i dem; denne barokke Idé er mere almindelig, end man skulde tro.

Hvad Husene

angaar, saa er de, som i alle Landsbyer, der begynder at degenerere, saa tarvelige som vel muligt. Alt, hvad man ser i Bianam'bula, er 30

ä 40 elendige Hytter, der som alle Hytter i de Egne er firkantede med en Tagrygningsbjælke, som er bøjet næsten i Halvcirkel. Hyttens Vægge er lavede af Palmeblade fastbundne til flækkede Bambusstænger, Taget bestaar af store, soltørrede Blade, som ved et indskaaret Hak i Midterribben fæstes til en Spanskrørssnor, der igen understøttes af Tagspær af Bambus. Det hele hviler paa en Sokkel af brændt Ler og naar alt i alt en Højde af c. 3m. Man kommer ind i en saadan Hytte gennem en Slags Dør, der er c. 75 cm høj og 30 cm bred; er man meget tyk, maa man kante sig igennem.

Møblementet er i højeste Grad tarveligt og bestaaraf en eller flere Senge af Bambus, af og til med indbrændte Ornamenter; ingen Evropæer kan fatte, at noget Menneske kan finde Hvile paa en saadan Seng, man har hverken Madras eller Dyne, men ligger paa selve Bambusstængerne. Disse Senge anbringes saaledes, at den sovende har Fødderne mod Baalet, der i Reglen

findes midt i Hytten. Foruden dette spartanske Leje finder man i Hytten Husherrens Vaaben og Tryllemidler samt en Del Krukker og Gryder, der i høj Grad minder om vore Jydepotter, men altid er forsynede med regelmæssigesmukke Forsiringer. I Bianam'bula spiller Potteindustrien, som forøvrigt i en hel Del af Landsbyerneved Lutoi', en betydelig Rolle. Befolkningen længere inde i Landet, f. Eks. ved Iboko, kan nemlig slet ikke lave Potter, og tiltusker sig dem derfor hos de Folk, der er i Stand til at lave dem . I enhver Hytte finder man desuden, forudsat at Husherren er hjemme, en Pose — Sakka — af Skind, hvori han gemmer sine dyrebareste Ting, ofte Sager, som en Evropæer anser for værdige til at kaste paa Møddingen med det samme. — — Hos Høvdingen i Bianam'bula fandt jeg ingen saadan Sakka, men derimod en Kasse af Træ — Sanduku —, hvis Paaskrift tydelig angav, at den var kommen fra Evropa med et Indhold af Glasperler;han var meget stolt af sin Sanduku, der indeholdten Mængde Ragelse.

Midt i Landsbyen findes et „Forsamlingshus", en noget større Hytte uden Vægge, hvori de fri Mænd tilbringer deres meste Tid med at drøfte Byens Anliggender, handle indbyrdes eller betragte Smeden, som har Værksted her. Smedene er imidlertid ikke særlig fremragende Kunstnere i disse Egne, og alt kunstfærdigt Smedearbejde kommer fra Hoko; dog bemærkede jeg, at Smeden var en meget anset Mand.

I en fredelig By som Bianam'bula er Forskellen mellem fri Mænd og Slaver kun ringe. Landsbyen ligger for nær ved et af de hvide til Stadighed besat Punkt — n'Kiri — til at større Mishandlinger, Slavehandel en gros, Menneskeofringer o. 1. ustraffet kan finde Sted; Slaven maa arbejde noget niere end den fri Mand, men staar oftest paa kammeratlig Fod med denne, tager hyppigt Del i hans Maaltider og betragtes snarest som Undersaat end som Slave.

Kvinderne er noget uheldigere stillede, saafremt de er Slavinder og ikke Hustruer; thi foruden, at de efter deres Ejermands Ønske maa opfylde en Hustrus Pligter, maa de desuden finde sig i at blive solgte eller eventuelt lejede ud for kortere eller længere Tid. Man maa nu erindre, at sligt slet ikke gør synderligt Indtryk paa den afrikanske Kvinde, saa hun er ikke saa beklagelsesværdig, som det kunde synes.

Jeg fandt i Bianam'bula overhovedet ingen Husdyr. — Under den store Koppeepidemi havde Beboerne slagtet, hvad de havde af Geder; Faar eller Hornkvæg havde de aldrig haft.

Om Eftermiddagen den 25. holdt jeg Raadslagning med Høvdingen angaaende Vejen til Bolmbo. Han erklærede, at han kendte den, og at den var meget slet, utilladelig slet, aldeles ufarbar o. s. v.; jeg bød ham to Favne Tøj for at vise os den og følge med til Boi'mbo. Han lod imidlertid, som orn han var voldsom bange for Folkene der; men da jeg tilbød ham en Kop Salt foruden de allerede lovede to Favne Tøj, svandt hans Betænkeligheder, og han lovede at følge med, naar jeg vilde love at vogte ham for Bombo, Høvdingen i Boi'mbo, med hvem han syntes at have et uafgjort Mellemværende.

Den 26. Kl. 6 Morgen brødes Lejren, og Kl. 7^1:> satte Kolonnen sig i Bevægelse. Dens Orden var baseretpaa Muligheden af at møde fjendtlige Strejfpatrouillereller maaske endogsaa større Styrker paa Vejen. Avantgarden under Kommando af en Premierløjtnantvar l/s af den samlede Styrke; den udsendte en Forspids, ved hvilken jeg som Regel selv befandt mig, og nogle Blænkerpatrouiller. Hovedreserven marcheredec. 100 m efter Avantgarden og var ligeledes en Trediedel af Styrken, umiddelbart derefter kom Trænet,baaret af c. 50 Bærere, engagerede i n'Kiri til en Betaling af 2 Mitakos J>: 12 Centimer pr. Dag plus Kosten; endelig sluttedes Kolonnen af Arriéregarden, den sidste Trediedel af Styrken, der dog havde maattet afgive 25 Mand og 3 Underofficerer, som var anbragte mellem Bærerne for at paase, at disse ikke uden videre kastede deres Byrder og stak af i Skoven, en sørgelig Vane, som de fleste Bærere lider af i større eller mindre Grad. Paa Grund af den daarlige Vej var ingen Byrde tungere end 25 Kilo. Soldaternes Oppakning var reduceretsaa stærkt som muligt, idet de var fri for Spade og Øksehakke og ikke heller selv bar deres Reserveuniform;derimod havde hver Mand 3 Reserverationer med. Trænet bestod af de hvides Kufferter og Konserveskasser,det nødvendige Køkkenmateriel, 8000 Patroner, Lejrmateriel, 25 Linnemannske Spader, 10 Øksehakker og endelig 2 Reserverationer pr. Mand samt Soldaternes Reserveuniformer. De hvide var bevæbnede med Karabinog Browning-Revolver; jeg havde tilladt, at Karabinen,saalænge der ikke var faldet Skud, båres af de hvides Boy'er, derved blev Førernes Bevægelser noget friere. Vi marcherede den første Dag med en gennemsnitligMarchehurtighed af 2 l_/t ä 3 Kilometer i Timen, noget som kun kan gøres med absolut udhviledeFolk, og hvor Vejen er nogenlunde banet. Marchen gik gennem Urskov ad en som sagt nogenlundebanet Sti, der var fra 50 til 80 ctm. bred. Paa Skitsen ses Vejen i store Træk, dog er her ikke medtagetdens utallige smaa Slyngninger, da dette vilde

kræve en c. 5 Gange større Maalestok; Vejen bliver derfor omtrent dobbelt saa lang, som den angives til paa Skitsen, — dette er almindelig Brug i Kongo, hvor alle ved, at de Stier, de indfødte laver, er noget af det mest snirklede, man overhovedet kan tænke sig.

Gå. 3 Kilometer fra Bianam'bula kom vi til et Morads, gennem hvilket vi marcherede paa det nærmeste 4 Kilometer. Vi fandt her intet rindende Vand. Dog maa dette Morads have Afløb til Lutöifloden. Det var, hvor Vejen skar det, paa intet Sted dybere end lm; men netop, fordi vi ikke fandt rindende Vand, temmelig vanskeligt at komme igennem, særlig for Bærerne; dog havde vi overalt nogenlunde fast Sandbund under Fødderne. Moradset syntes dannet af Skovens Affald o: Blade og Grene, der gennem Aarene var gaaet i Forraadnelse og havde dannet Mudder. Plantevæksten var den sædvanlige i Urskoven og omtrent den samme som paa tørt Land; særlig fandt man her de samme store Træer, men ogsaa en Del af Moradsernes specielle Flora, navnlig Kallaer med store, hvide Blomsterbægre og sort Støvdrager.

Da dette Morads var passeret, kom vi til et noget højere liggende tørt Land, afvekslende Skov og smaa ufrugtbare Græssletter, opfyldte med Termithøje og Dværgtræer. Jordbunden var stærkt sandblandet Muld, og Græsbevoksningen væsentligt Stargræsarter. I Skovpartierne var Jordbunden derimod helt sort Muld jord, og Skoven var paa mange Steder usædvanlig smuk og med mange kæmpemæssige Træer, noget man forøvrigt ser sjældnere i Urskoven, end Folk i Almindelighed tror.

Vi kom nu atter til et Morads, og da jeg ikke
kunde faa nøjagtige Oplysninger om dets Udstrækning,
lod jeg Kolonnen gøre Holdt og holde 2 Timers Rast.

Fremrykningen fortsattes gennem det nye Morads, der ligesom det forrige syntes uden Afløb; det var ikke dybere; men paa Grund af den bløde Bund, der bestod af en hvid Lermasse — jeg har Grund til at formode, at det var en Slags Porcellænsjord — var Passagen meget vanskelig og tog for Trænet en ret betydelig Tid, idet Bærerne hvert Øjeblik gled ud og faldt. Bevoksningen i dette Morads adskilte sig væsentligt fra den i det forrige; her var næsten ingen store Træer, derimod overalt Buske af den saakaldte „falske Bambus" — Raphia vinifera —, og mange Steder saa jeg Lianer af Slægten Landolphia, mest Varieteten Gentilii, den saakaldte „slette Kautsjuk".

Efter c. 2V-2 Times Marche kom vi atter til tørt Land, og da vor Fører, Høvdingen fra Bianam'bula, n'Göye hed han, erklærede, at der noget længere fremme fandtes et meget stort Morads, som dannedes af Floden Eoli-Eoli (Eoli-Eoli), og at dette var meget vanskeligt at passere, besluttede jeg at slaa Lejr, saameget mere som jeg fandt en Lysning i Skoven, der egnede sig ypperligt til Lejrplads. Da der var god Tid, blev Teltene ikke udpakkede; men der blev til de hvide bygget Hytter af Bambus og Palmeblade; dem kan man jo nemlig lade blive staaende, naar man afmarcherer næste Morgen, og derved lettes Opbruddet betydelig.

En Dagbogsoptegnelse dateret: Lejrpladsen N. Ø.
for Rianam'nnla d= 2b/(» 1903 gengiver — ganske vist
ikke i strængt videnskabelige Ord — mit Indtryk af
denne Dags Marche; jeg nedskriver den her, da den
maaske dog kan have sin Interesse:

„Det var den Dags Marche gennem Skov og Morads og over Græssletterne, hvor gule, mangetaarnede Termithøje staar op som Domkirkespir en miniature. Skoven er bleven min Ven, ja næsten en fortrolig for mig, i fire lange Aar har jeg jo levet i den, og jeg kender snart hver Lyd, der gaar ud fra dens uigennemtrængelige Dyb. Urskoven er saa forskellig fra vor Skov herhjemme som vel muligt, paa en Tønde Land gror der Hundreder af Træarter sammenslyngede med et Væv af tykke Lianer. Hvem aner, hvilke Skatte der gemmes herinde i Skovdybet, vi kender vel næppe Halvdelen deraf endnu; men vi ved, at Luften herinde er tung og febersvanger, at Marcherne gennem Urskoven har kostet og koster Masser af Menneskeliv, at Skoven hver Dag kan tage vort, knuge os ned under Tyngden af sin Feberdunst og puste vort Livslys ud hurtigt eller langsomt, som den vil det. Behændig og smidig maa man være, naar man færdes derinde, ellers fanges Hovedet af en Lian, mens man er i Færd med at frigøre Benene for en andens Favntag, og dog maa man passe paa Ur, Kompas og Revolver. Og saa de mørke Moradser, jo, jeg kender dem kun alt for godt; man standser ved deres Rand og betænker sig; men hvad nytter det, igennem skal man, og plump er man derude i Mudder til Livet. Det er en hel Fest, om man møder en Smule rindende Vand, saa man kan skylle sig af. Bærerne stønner under deres Byrder, medens de arbejder sig frem, Marcheordenen maa næsten opgives, enhver faar hjælpe sig, som han kan. Herude gror de mærkeligste Blomster, smaa gule og røde, som ingen kender Navnet paa, store, dejlige Kailaer, og, hvor der er en Smule klart Vand, svømmer Aakander, store og lyserøde, omkring. Her er Vildsvinenes Tumleplads, og selve Skovens Herre, Elefanten, forsmaar ikke et mudret Bad.

Men mærkeligst er dog maaske de smaa Græssletter.Skoven
bliver tyndere og mindre frodig, til

sidst hører den ganske op, eller rettere sagt, den bliver til et lavt Krat, ikke et Krat af Buske, men af de mærkeligste Dværgtræer, mellem hvilke det stive Stargræsvokser, som efterhaanden bliver eneraadende, og saa er vi ude paa „n'Zobe", — som Negerne siger —, med sine spredte Dværgtræer og gule Termithøje. Græsseter meterhøjt og skjuler ganske Kolonnen, der set fra oven ligner en mægtig Slange, der snor sig derigennem.Her er de vilde Bøflers Hjem, og risler en Kilde gennem Græsset, ved man, at her mødes Antilopernei de maaneklare Nætter for at drikke.

Den 27. afmarcherede vi Kl. 7 og kom temmelig hurtig til det omtalte Morads, som dannes af Eoli-Eoli; det var meget vanskeligt at passere paa sine Steder, medens det paa andre Steder, hvor der var rindende Vand og Sandbund, ikke frembød synderlige Vanskeligheder. Vejlængden gennem dette Morads var c. 6 Kilometer, fordi Stien her gik i endnu flere Zig/ag end sædvanlig; mange Steder voldte væltede Træer ogsaa Besværligheder navnlig for Bærerne, som mange Gange faldt, en af dem forstuvede en Fod og maatte hjælpes frem, saa han blev til Ulejlighed i Stedet for at være til Nytte.

Kl. l 045O⁴⁵ kom vi atter til tørt Land og fik at vide, at BoTmbo laa c. en Times Marche fremme i Retning N. N. Ø. Vi kom temmelig hurtig gennem Skoven til nogle forladte Plantager, hvor der nu mellem al Slags Krat groede enkelte Banantræer og Maniocbuske. Klokken 11^{2 °} kom Forspidsen i Fægtning med en Del buebevæbnede Mænd; jeg forstærkede højre Blænkerpatrouille med 15 Mand og en sort Oversergent og lod hele Fortroppen gaa frem, fordrive Fjenden, hvis Antal jeg anslog til c. 50 Mand, og storme Byen, der hurtig blev forladt. Kl. 12^° var jeg Herre over Situationen. Fjenden efterlod 7 døde, deriblandt en Dværg af Batuastammen; tillige tog vi en halv Snes Fanger.

Paa Tatoveringerne — en Palmegren paa hvert Kindben — saa jeg, at vi havde at gøre med rene Besongofolk, altsaa maatte jeg formode, at vi havde haft at gøre med Indbyggerne fra BoTmbo selv, som maatte have sluttet sig til Ekongostammen. Min Vejviser erklærede desuden, at han i en af de faldne genkendte Høvdingen Bombo og opførte i den Anledning en vild Glædesdans.

Af Fangerne fik vi intet at vide; hverken Bestikkelser eller Trusler virkede paa dem; dette lod mig formode, at de havde Haab om snarlig at blive befriede paa den ene eller den anden Maade, hvorfor jeg lod dem bringe i sikker Forvaring og forsyne med Haandjærn.

Jeg besluttede af kampere i Bolmbo og gav Ordre til at slaa Lejr og til at udsende Furageringskommandoer, som væsentlig havde at faa fat paa saa mange Bananer som muligt; nogle Høns, som løb rundt i Landsbyen, indfangedes efter en livlig Jagt, som morede Soldaterne i høj Grad.

Efter Hytternes Antal at dømme maatte BoTmbo have mellem 4 og 500 Indbyggere, men Byen var helt forladt, og det meste af „Indboet" var ogsaa bortført, saa Beboerne maatte altsaa i nogen Tid have belavet sig paa at gøre Modstand. Nogle Kranier, som stod paa Pæle foran Høvdingens Hytte, og som Aadselfuglene endnu ikke ganske havde renset, viste, at der var gaaet en eller anden Fest ledsaget af Menneskeoffringer for sig, før Landsbyen blev forladt af Kvinder, Børn og Oldinge.

Landsbyen var venligere end Bianam'bula, Hytterne byggede efter samme Princip, men nyere og bedre vedligeholdte; jeg formoder, at Koppeepidemien ikke er naaet hertil, da den i sin Tid hærgede de omliggende Egne. Vi fandt meget betydelige Plantninger af Manioc, Bananer og søde Kartofler, samt en Del af de Krydderier, Negerne benytter, navnlig Peber, som de indfødte kalder for „Pilipili". En hel Del Hampeplanter fandtes ogsaa; man maa nu ikke tro, at de sorte giver sig af med Rebslagervirksomhed, nej, men de røger Hampeblade og fremkalder derved hos sig selv en Rus, som de anser for særlig behagelig —, et Menneske, der forfalder til denne Slags „Tobak", ødelægger sig selv i utrolig kort Tid og bliver komplet Vrag i aandelig som legemlig Henseende. Regeringen har derfor ikke blot maattet forbyde al Dyrkning af Hamp, men endogsaa sætte høje Bøder derfor; hvorvidt dette hjælper, vil Tiden vise. Vi saa forøvrigt ogsaa i Boi'mbo en lille Plantage med almindelig Tobak.

Boi'mbo var bygget i Form af et noget skævt Kors. Vejene var holdte nogenlunde rene, men de var ret ufarbare i Mørke paa Grund af en Del dybe Huller, hvori Beboerne kastede allehaande Affald.

Jeg havde, som ovenfor sagt, allerede engang tidligereværet i BoVmbo, kommende fra en anden Side, da havde Byen været betydelig mindre, saa der maatte være foregaaet en eller anden Magtforskydning der i Egnen; den faldne Bombos Stjærne maa have været i stærk Opgang; imidlertid var det mig umuligt at faa nogen rigtig ordentlig Besked derom, ogsaa efter at et af Furageringskommandoerne kom ind og foruden en Mængde Bananer medbragte nogle Kvinder, som havde overgivet sig til dem. Disse Damer fortalte, at de oprindelighørte hjemme i Djembe (Djembe), en By c. 50

Kilometer V. N. V. for Boi'mbo, men var blevne fangede i Skoven af Bombo og førte hertil, nu var de flygtede fra deres Vogtere og kom for at bede om at maatte blive førte hjem til Djembe. For øvrigt fortalte de, at alle Landsbyerne fra Boi'mbo og uendelig langt øst paa havde belavet sig paa Krig med de hvide, og at Boi'mbosog Bengolos Krigere laa i Skoven ikke langt herfraog vistnok agtede at overfalde os om Natten; ja en af Kvinderne, en gammel Dame, som Alderen ikke havde gjort blidere, tilbød endogsaa at vise Vej til deres Lejrplads.

Jeg forstod nu bedre Fangernes overlegne Ro og besluttede at komme Fjenden i Forkøbet og overfalde dem lige ved Mørkets Frembrud; i den Anledning afsendte jeg saa Kl. c. 5 en Afdeling paa 50 frivillige under en rumænsk Premierløjtnants Kommando; de skulde følge den Vej, Kvinden viste dem, og søge at splitte Fjenden. Dette lykkedes ogsaa, men han led kun meget smaa Tab, da han i Overraskelsen næsten ingen Modstand gjorde. Fangerne mistede en stor Del af deres Overlegenhed, da de fik Resultatet at vide, og den Batua, vi havde taget, forlystede os hele Natten med et infernalsk Spektakel, desuden morede han sig med at sparke Skildvagten, saa snart han gik forbi, saa til Slut maatte den vagthavende Officer give ham Haandjærn paa Benene, hvilket gjorde ham mindre mobil.

Den 29. afmarcherede vi Kl. 640.6⁴⁰. Vejen skraanede stærkt ned mod Eoli-Eoli-Floden, den var meget stenet og blev helt nede ved Floden opfyldt med temmelig store Klipper af brune, jærnholdige Sten, som paa disse Egne er meget almindelige. De indfødte forstaar som Regel at udvinde Jærnet, som i Kongo har en meget høj Værdi. Floden var, hvor vi passerede den, 42 Meter bred fra Bred til Bred, og den største Dybde, jeg konstaterede, var 125l²⁵ m. Strømmen var jævn og langsom, I°° m. i Sekundet efter et løst Maal, Strømretningen S. V. Eoli-Eoli falder ud i Lutöi c. 12 Kilometer N. V. for Bianam'bula og dens Udspring er c. 8 Kilometer øst for Bengolo; den synes at optage et stort Antal Bifloder; rigtig udforsket er den imidlertid ikke bleven endnu, da dette jo er et Arbejde, der kun har ringe praktisk Interesse.

Vi marcherede nu ad udmærket Vej gennem Højskov, af og til afbrudt af ganske smaa Græssletter, i lige østlig Retning og kom Kl. 959⁵ til Landsbyen Bengolo, som jeg ligeledes tidligere havde besøgt. Da jeg var der forrige Gang, fandt jeg kun 27 Hytter, nu var der 112, altsaa var her ogsaa foregaaet en betydelig Udvikling. Grunden til disse to Byers Udvikling maa sagtens søges i det, at de aldrig havde været ordentlig underlagte og derfor var blevne Tilflugtssteder for allehaande Pak, Skattenægtere, Forbrydere, bortrømte Slaver o. s. v. fra de underlagte Landsbyer. Bengolos Høvding Koli (Koli) havde engang paa Grund af et Mord paa en Skatteopkræver siddet i Fængsel i Iboko i nogen Tid, men en Nat var det lykkedes ham at flygte, saa han og jeg havde jo en lille Mellemregning, som vi imidlertid aldrig fik opgjort. Byen var helt forladt, vi fandt ikke saa meget som en Høne og ikke heller Spor af Husredskaber, derimod saa vi store paabegyndte Plantager af Manioc og søde Kartofler, men faa Bananer, noget der er mig uforklarligt, da Besongostammen ellers plejer at anse Bananen for et af de mest værdifulde Næringsmidler. Midt i Byen fandt vi en Plantning af Saphutræer (Saphu), hvis violette Frugt, der har Størrelse og Form som en stor Svedskeblomme, kogt i Vand afgiver et baade velsmagende og kraftigt Næringsmiddel.

Hele Vejen fra Boi'mbo til Bengolo havde været jævnt stigende, saa vi befandt os nu omtrent 200^m højere end i førstnævnte Landsby. Øst for Bengolo sænkede Terrænet sig rask ned mod Losombofloden (Losombo), en lille Biflod til Eoli-Eoli. Den havde mudrede Bredder, var i sig selv kun 15^nl bred og 50 cm dyb, men dannede et Morads paa c. 700 nl Bredde. Vejen, der nu atter havde en betydelig Stigning og var meget stenet, sænkede sig omsider brat ned mod Eoli- Eoli, som vi passerede for anden Gang, nu med stor Vanskelighed paa en Bro af Træstammer; her var Strømmen noget hastigere og Dybden fra 3 til 4™. — Et Par Soldater og nogle Bærere faldt i Vandet, men fiskedes temmelig let op igen. Terrænet steg nu igen temmelig betydeligt; men Skoven var vanskelig at passere, da Vejen mange Steder spærredes af væltede Træer og Masser af Slyngplanter, deriblandt mange Landolphia (Kautsjuklianer). Her fandt vi, som forøvrigt ogsaa ved Eoli-Eolis Bred, en hel Del fossilt Kopal, noget som har en temmelig høj Handelsværdi i Evropa, det benyttes som bekendt ved Fernis- og Lakfabrikationen.

6 Kilometer Ø. N. Ø. for Bengolo kom vi til en stor Landsby, som Fangerne forklarede hed Eondo (Eondo); den var ligeledes forladt af sine Beboere, men de syntes først for nylig at være flygtede; i nogle Hytter fandt vi endnu varme Rester af Baalene, ligesomen Mængde Høns endnu løb om imellem Husene, der stadig havde samme Form som i Bianam'bula, men her var større og renere. Vi talte i alt 244 Hytter, hvoraf nogle meget store efter Forholdene; midt i Landsbyenlaa

byenlaaet Hus med klinede Lervægge og tilsyneladendebygget efter evropæisk Forbillede; en af Fangernefortalte, at for mange Maaneder*) siden var der til Eondo kommen en Soldat, som var deserteret fra Balalondzy, en Station i Provinsen Equateur; han havde bygget dette Hus og i lang Tid, paa Grund af sit Albinigevær, været en meget hædret Gæst i Byen; men endelig var han blcven for stor paa det, og en Nat havde de indfødte dræbt ham og holdt Festmaaltid paa hans Lig; Høvdingen havde taget Geværet og var i den Anledning bleven en meget anset Mand paa Egnen, hvor der kun fandtes Forladegeværer.

Vi fangede 50 Høns i Eondo, og jeg lod derfor Byen godskrive med 25 Francs i Skattebogen, saa da den senere blev underlagt, fik dens Beboere fuld Valuta for deres Fjerkræ.

Efter en Times Hvil fortsattes Marchen; nu skraanede Vejen atter nedad, og en god Kilometer fra Eondo kom vi til en Flod, som Fangerne kaldte Ibambo (Jbambo). Den var kun c. 10^m bred og 50^cnl dyb med stenet Bund og noget mudrede Bredder; den løb meget langsomt i sydlig Retning, efter Fangernes Udsagn til en anden større Flod Lohambi (Lohambi).

En halv Times Marche længere mod Øst kom vi atter til en Flod, Monenga (Monenga), som kun var 3™ bred, havde Sandbund og ligeledes løb til Lohambi; efter at have passeret en Bakke kom vi til et lille Morads, som gennemløbes af Floden Monengo (Monengo) og dens Biflod Gapondo (Gapondo). Monengo løber ligeledes til Lohambi; begge disse Floder var übetydelige og af ringe Dybde; selve Moradset var højst en Meter dybt og temmelig let passabelt.

Ved Udgangen af Moradset blev Forspidsen angreben af Fjender dels bevæbnede med Bue og Pile og dels med gamle Forladegeværer. Jeg havde nogle Vanskeligheder ved at faa Fortroppen udviklet paa Grund af den tætte Skov og den temmelig stærke Stigning; men ved at foretage et rask Fremstød men en Deling fik jeg skaffet Luft og Plads for Hovedreserven, som forøvrigt ikke blev udviklet, da Fjenden veg og besatte Udkanten af en Landsby, hvorfra vor Ild dog snart fordrev ham og tvang ham til at søge gennem Byen ud i Skoven. Jeg lod Fortroppen forfølge, og stærk Skydning underrettede mig snart om, at den igen var i Kamp; med Hovedreserven gik jeg saa selv frem og fandt efter c. 1_/4 Times Marche gennem Skoven en ny og større Landsby, som Fortroppen var i Færd med at storme. Fjenden fordreves, og vi forfulgte atter et Kvarterstid gennem Skov, da vi kom til en tredie Del af Landsbyen, hvor vi dog ingen Modstand mødte.

Landsbyen, som bestod af de tre Grupper, vi havde set, hed Ifumba (Ifumba), og dens Høvding hed efter Fangernes Udsagn Iseka (Iseka). Den midterste Gruppe var omtrent tre Gange saa stor som nogen af de andre, her laa Høvdingens Hus, der var stort og omgivet af smukke Palmer. De indfødte havde aabenbart ventet at kunne standse os; thi de havde intet som helst ført bort fra Byen, vi fandt baade Høns og Ænder, og i alle Hytterne var alle Husredskaber paa Plads.

Jeg lod slaa Lejr efter først at have sendt Patrouiller ud i alle Retninger; jeg fik derigennem at vide, at Fjenden var flygtet i Retning S. Ø. Nogle af Påtrouillerne indbragte Kvinder og Børn, som de havde faaet fat paa i Skoven; imidlertid fik jeg ikke noget videre at vide af disse Folk og ej heller af de andre Fanger; jeg konstaterede, at de hørte til en Stamme, jeg endnu ikke kendte, nemlig altsaa Ekongosfamrnen, hvis Tatovering foruden Palmebladene paa Kindbenene tillige bestaar af en dobbelt Cirkel paa Panden umiddelbart over Næseroden.

Ifumba var en stor By med over 600 Huse, den var temmelig ren og navnlig den midterste Del var omgivet af mange og store Plantager; uhyre Mængder af Banantræer saa vi; jeg lod uddele 3 Kilo Bananer pr. Mand og l Kilo søde Kartofler.

For at faa Skudfelt maatte vi hugge en Del Banantræer om og rive nogle Huse ned omkring Lejren; dette lod jeg udføre om Eftermiddagen, medens jeg en for en forhørte Fangerne, men uden Resultat; kun fandt jeg ud af, at der ogsaa eksisterede Dværge af Batuaracen her, idet vi havde taget to saadanne til Fange; det er et ret enestaaende Tilfælde, at Batuaerne gør fælles Sag med den øvrige Befolkning, jeg har i hele min Afrikatid kun set det denne ene Gang.

Ifumba var ikke nogen behagelig Lejrplads, dertil var der for mange Moskitoer og andre übehagelige Insekter, bl. a. et stort Antal af de saakaldte flyvende Skorpioner, et Insekt, som Forsynet har tildelt en meget übehagelig Braad, som det ofte benytter sig af.

Natten mellem den 28. og 29. September var usædvanlig varm, den laveste Temperatur var 24 ° Celsius, medens den som Regel er mellem 16 og 18° Celsius. Jeg kunde ikke finde nogen Forklaring paa denne stora Forskel, især da Dagen ikke havde været varmere end sædvanlig.

Jeg fik at vide, at der i Ifumba boede en meget
stor Fetichør eller Medicinmand; Fangerne viste mig

---

*) De indfodte regner altid med Maaneder, d. v. s. Maaneskifler.

hans Hytte med alle Tegn paa Ærefrygt; men ingen af dem skøttede om at gøre mig Følgeskab ind i TroldmandensAllerhelligste, hvor jeg forøvrigt ikke fandt noget af særlig Interesse undtagen en „Hovedpude" udskaareni Træ og forsynet med ganske pæne Ornamenter,lavede udelukkende ved Benyttelse af den rette Simi; dette Stykke Sengetøj bemægtigede jeg mig som en Erindring om Ifumba og Troldmanden sammesteds. Forøvrigt adskilte hans Hytte sig fra de andre ved at have Gavlen mod Gaden, noget som ogsaa er Tilfældet med Troldmændenes Hytter hos Mongo- eller Balolostammen,som bor meget nordligere ved Maringas og Loporis Bredder. Jeg bemærkede intet andet Sted hos Ekongostammen denne Lighed med den langt større og videre fremskredne Mongostamme.

Den 29. Afmarche Kl. 7. Umiddelbart ved den østlige Udkant af Ifumba begyndte Stien at skraane meget stærkt ned mod et Morads, der dannes af Lohambifloden; selve Floden, der er c. 25^m bred, var her ikke videre dyb, aldrig over 1,25^m, den havde fast Sandbund og løb med ringe Strømhastighed, c. l"' i Sekundet, i Retning S. S. V. Det Morads, den og en Mængde smaa Bifloder dannede, var temmelig dybt, paa sine Steder c. 1,55^m, og havde blød Bund, saa det var vanskeligt at passere. Marcheretningen var lige S. Ø„ men Stien havde et Utal af Krumninger, saa vi var 4'/2 Time om at komme gennem dette Morads, uagtet der i lige Linje næppe var mere end 3 Kilometer fra Bred til Bred. En af Patrouillerne havde Dagen før været omtrent gennem Moradset, og talrige Spor udviste, at Fjenden var flygtet herigennem. Fra Moradset steg Vejen meget brat op mod en Landsby, som hed Lokomo (Lokomo). Vejen, der var meget stenet og vanskelig, førte som sædvanlig gennem Skov og steg paa enkelte Steder c. 70^m paa 100, saa Bærerne havde stort Besvær med at komme frem med deres Byrder. Landsbyen Lokomo havde 72 Hytter, den var snavset i høj Grad, men skilte sig for Resten ikke paa nogen Maade fra de andre Landsbyer i Egnen; dens Høvding sagdes at hedde Maniandjo. Jeg gjorde Holdt i Lokomo og lod Mandskabet udhvile sig i 2 Timer. Det trængte Bærerne i høj Grad til. Imidlertid gik jeg med et Par Underofficerer omkring Byen og fandt inde mellem Bananerne et Mangotræ; dette er saa meget mærkværdigere, som Mangoen er indført og kun findes i og om Stationerne; hvordan denne Kærne er kommen saa langt bort, er jo ikke let at faa Forklaring paa. Tillige bemærkede jeg, hvad der absolut er sjældnere, en enkelt Borasus (Borasus); denne Palmeart skulde, efter hvad Direktøren for den botaniske Have havde fortalt mig, ikke findes øst for Eala, som ligger c. 120 danske Mil vest for Lokomo. Jeg saa kun dette ene Eksemplar i Egnen.

Kl. 21/s2^l/s afmarcherede vi og kom Kl. 2502⁵⁰ til Floden Ikeliinene (Ikeliinene), som var c. 10^m bred og 50^cm dyb; den løb i Retning S.S.V. og optages afLohambi; dens Bredder vare meget stejle og dybe, saa den synes ved Højvande at være en temmelig betydelig Flod. Man saa paa Bredderne tydelig de forskellige Jordbundslag, nederst baardt, gult Ler, derpaa et Stykke afvekslende Muld og Sand og endelig vekslende Sand og mere eller mindre forraadnede Lag af Plantedele.

Kl. 3V:a kom vi til en ny Landsby, Mokomo (Mokomo), hvis Høvding hed Bokangu (Bokangu). Byen var selvfølgelig forladt; den var ligesom Ifumba delt i tre Dele, alt i alt talte vi 436 Hytter; gennem den midterste og største Del gik en bred Vej, paa begge Sider af hvilken der stod Kranier paa Pæle, et Bevis paa, at Befolkningen var Menneskeædere, noget jeg forøvrigt aldrig havde tvivlet om; thi det er et Faktum, at de 9/io af det indre Centralafrikas Beboere er Menneskeædere om en Hals; at her fandtes saa mange Kranier, tydede paa, at Landsbyens Beboere var meget krigerske; thi under almindelige Forhold æder de kun fangne Fjender. Et andet Tegn paa Befolkningens krigerske Sindelag var de forholdsvis smaa Plantager, alt i alt næppe 10 Hektarer Land.

Jeg slog Lejr og sendte Patrouiller ud i alle Retninger; efter deres Meldinger at dømme maatte Fjenden være flygtet i Retningen S. Ø. Af Fangerne fik jeg langt om længe at vide, at der c. 3 Timers Marche i førnævnte Retning laa en meget stor Landsby ved Navn Yembe (Yembe); denne Bys Høvding Iseonkøj (Iseonkøj) var tillige Hersker over hele Ekongostammen og skulde være en meget mægtig og krigersk Herre. Det slod mig saaledes temmelig klart, at vi næste Dag maatte komme til at levere den afgørende Kamp, hvorfor jeg gjorde, hvad der kunde gøres for at faa Folkene udhvilede; tillige uddeltes der Ekstra-Ration af Salt og Palmeolie, ligesom de Folk, der havde været i Ilden de foregaaende Dage, fik deres Patroner supplerede.

Den 30. afmarcheredes Kl. 010.O¹⁰. Stien skraanede langsomt nedad mod et Morads dannet af Floden Ikelelungo (Ikelelungo). Moradset var meget vanskeligt at passere paa sine Steder, selve Floden var næppe 10 m bred og med meget ringe Strømhastighed; selve Moradsets Bund var paa Steder ualmindelig blød, saa Bærerne ofte maatte hjælpe hverandre for over Hovedet at kunne komme frem. Marchen forceredes saa meget som muligt særlig for at komme til tørt Land igen og undgaa at komme til at slaas i Moradset.

Kl. 7307³⁰ kom vi til tørt Land, som hævede sig stejlt til en Højde af omtrent 80^m over Moradset. Fornøjelsen varede ikke længe; thi Terrænet sænkede sig straks ned rnod Floden Ivokeli (Ivokeli), som selv var paa Størrelse med den lige passerede Flod, men hvis Morads var det værste under hele Marchen; paa enkelte Steder naaede det en Dybde af 1,70'" og maatte saaledes næsten anses for impassabelt. Dets Bevoksning gjorde ogsaa Passagen vanskeligere, idet vi stadig maatte skaffe os Vej mellem et Utal af Slyngplanter, hvoraf nogle var forsynede med Torne; paa enkelte Steder bestod Bunden, som ved et tidligere passeret Morads, af en Slags Porcellænsjord, i hvilket man ustandselig gled og gled.

Først Kl. 9309³⁰ naaede vi Landet, som hævede sig hurtigt til c. 150 '" over Moradset. Vi indvikledes straks i Kamp med store Skarer af indfødte, som aabenbart førtes af en intelligent Mand og efter en forud lagt Plan; først efter godt 2 Timers Kamp lykkedes det mig at vinde frem gennem uhyre Maniocmarker til Landsbyens Udkant; men her havde Fjenden igen sat sig fast, og det kostede atter stort Besvær at drive ham herfra. Kl. 12'¹⁰ var vi dog Herrer i Byen og Fjenden var fordreven til Skovene, hvor vore Patrouiller ivrigt forfulgte.

Yembe bestod af fem Dele. I Midten, skjult af et bredt Bælte af Banantræer og Palmer, laa Høvdingens By, som var velbygget med store, nye Huse, i Formen den samme som overalt i Egnen, men langt større end nogen af de Hytter, jeg havde set før i disse Regioner. Høvdingens By, sika nå n'kumu kaldtes den paa Landets Sprog, laa udenom en stor Plads, c. 3 Hektarer Land, midt paa hvilken et stort Saphutræ voksede. De fire andre Bydele laa noget lavere og adskilte fra hverandre ved Plantager og Maniocmarker.

Alt i alt fandtes der i Yembe 2740 Hytter, saa Byens Befolkning maa anslaas til c. 10,000 Mennesker. I det hele og store var Yembe en værdig Residens for en Negerpotentat. Højere beliggende end nogen Landsby i hele Egnen, større og rigere har den, som Regeringssæde for Egnens enevældige Hersker, knejset over alle de omliggende Byer som Egnens Dronning.

Foran Høvdingens Hus stod en Del Hoveder paa Stager, hvilket beviste, at Indbyggerne aabentbart ved Meddelelsen om, at vi nærmede os, har holdt et større Festmaaltid, hvor nogle af deres Medmennesker har udgjort Hovedretten. Er der noget, som er fastgroet mellem den store afrikanske Urskovs Beboere, saa er det Menneskeæderiet; fra la Mongalla (Mongalla) i Nord og til Kwango-Kwilu (Kwango-Kwilu) mod Syd er alle de indfødte Menneskeædere og finder, at en menneskelig Skabnings Kød er det bedste af alt, langt langt bedre end Kødet af noget Dyr.