Till Spitsbergen och nordöstra Grönland. Natur- och djurlifsskildringar af Gustaf Kolthoff. Med 56 Illustrationer og et Oversigtskort.

Forfatteren, der i Sverige er velkendt som Jæger og Forfatter (af Ur djurens lif. Vart Villebråd m. m.) og som deltog i Nordenskib'ld' s Expedition til Grønland 1883 og Nathorst's Expedition til Spitzbergen og Kong Land 1898, længtes som andre Forskere, der en Gang har besøgt de arktiske Egne. tilbage til Isen og dens Regioner og fik af Konsul Broms de til en zoologisk Ishavsfærd nødvendige Pengemidler stillede til Raadighed. Nathorsts Expedition til Østgrønland 1899 gav Anledning til, at Forf. særlig optog det som et Hovedpunkt paa sit Program at indfange Moskusoxer til Akklimatisering i det nordlige Sverige. Endelig var det Forf.'s Hensigt at skaffe Materiale til en arktisk Afdeling i det prægtige Biologiska Museet i Stockholm, som er hans Værk.

Planen var da først at gaa til Spitzbergen for dér at studere de arktiske Fugle i Rugetiden og indsamle Æg og Unger i betydelig Mængde; derefter at gaa til Østgrønland efter Moskusoxer, Ulve og Lemminger ; paa Vejen skulde der desuden skrabes og trawles i stor Skala. Sælfangerdamperen „Frithjof"' blev lejet, og den bekendte norske Kaptajn Johan Kjeldsen blev Skibets Fører. I Expeditionen deltog flere Zoologer og 5 Konservatorer.

I en meget letlæselig og kvik Form skildres Expeditionens Forløb; talrige fornøjelige Jagtture beskrives fordringsløst og frisk; Forf. er øjensynlig en Mand, der med Forstaaelse og Lune ser paa Dyrenes Liv og Færden, og talrige smaa lagttagelser, spredte rundt i Bogen, vil sikkert have blivende Værd.

Efter Besøg paa Spitzbergen og Jan Mayen gik Farten til Grønland. Den 31. Juli kom Kap Broer Ruys i Sigte, Nord for Mundingen af Kejser Franz Josephs Fjord, og samme Dags Aften løb „^{Frith jof u} ind i Mackenzie-Bugt. Her begyndte strax Jagten paa Moskusoxer og Fangsten af Lemminger. Fjorten Lemminger bragtes levende til Sverige, hvor de trives udmærket og har faaet flere Kuld Unger; de roses meget af Forf. for Klogskab og Ordenssans. Den 3. Aug. gik Expeditionen mod Nord, dels for at trawle langs Kysten, dels for at lægge Post til Sverdrup og efterse Depotet paa Hvalros-Øen. I Isen ved Holland-Øen traf man en lille Tromsø-Jagt, den samme, fra hvilken Nathorst Aaret i Forvejen havde erhvervet et Skind af Polarulven. Ogsaa dette Aar havde Skipperen et Ulveskind, som Kolthoff senere købte af ham. Efter korte Besøg paa Hvalros-0 og Sabine-0 gik „ Frithjof " tilbage til Mackenzie-Bugt, hvor der gjordes flere, men forgæves, Forsøg paa at fange voxne Moskusoxer levende. Den 14. August dampede Skibet ind i Franz Joseph-Fjord og styrede direkte ind i den af Nathorst i 1899 opdagede Moskusoxe-Fjord. Talrige Moskusoxer græssede langs Fjordens Bredder. Hver Hjord bestod af 5—14 Dyr, anførte af en eller to Tyre; fra Skibet saa man samtidig c: 70 Dyr, hvoraf ikke mindre end 16 Kalve. I Næt fangedes en voxen Ko; den bragtes med megen Besvær levende om Bord, men døde desværre snart. Senere fangedes to Kalve. En Polarulv blev skudt. Allerede d. 25. Aug. blev det nødvendigt at forlade Grønlands Kyst og gaa hjemefter.

Angaaende Ekspeditionens Resultater maa man naturligvis afvente de senere udkomrnende zoologiske Specialafhandlinger. Forf. fremhæver selv foreløbig Undersøgelserne over Sælernes, Moskusoxens og Lemmingens Biologi. Paa Spitzbergen iagttoges tre for denne Øgruppe nye Fuglearter; det fastsloges, at de dér rugende Fugle flyver indtil 200 Km. til Søs for at hente Føde til Ungerne; alle de Fugle, der blev skudt i større Afstand fra Land, var enten unge Fugle, som endnu ikke var begyndt at forplante sig, eller sterile Individer. Der blev indsamlet et meget betydeligt Materiale af Havets Fauna. Dr. Levin foretog Undersøgelser over Bakteriers Forekomst i Dyrenes Tarmkanal; Planter blev indsamlede og ikke mindre end 226 Pattedyr og 1100 Fugle blev konserverede til Udstopning. I Biologiska Museet er der nu indrettet en Afdeling „Mackenzie-Bugten", indeholdende alle de Pattedyr og Fugle, som Expeditionen traf paa denne Lokalitet.

De to levende Moskusoxekalve blev førte til Boden og trives udmærket dér sammen med tre andre Kalve, der købtes af en norsk Fangstskipper; denne lille Koloni af Moskusoxer kan muligvis i Tidens Løb faa en vis Betydning for det nordligste Sverige. Forf. slutter sin Bog med at udtale, at forsaavidt Moskusoxen i Grønland ikke har nogen farligere Fjende end Mennesket, kan den dér føre en tryg Tilværelse; Ulven er vistnok en meget farligere Fjende. Forf. mener — og efter Anmelderens Erfaringer sikkert med Rette —, at Moskusoksen i Grønland har et saa umaadeligt Areal at brede sig over, hvor Mennesker aldrig kan efterstræbe den, at der ikke er Fare for dens Udryddelse ved Mennesker, tilmed da Kysten kun i faa Uger af Aaret er tilgængelig.