Zwei Jahre unter den Kannibalen der Salomo von Carl Kibbe 1903.

Forfatteren, der hai berejst og beskrevet mange andre Dele af Jorden, hai opholdt sig i fire Aar paa forskellige Øer i det stilk Ocean, og deraf to Aar paa Salomonsøerne, der tilhøre Tyskland, men besøges mest af Englændere og Amerikanere. Flere Indfødte kunne tale lidt engelsk Han giver i en Bog paa c. 350 Sider (st. Oktav) er Skildring af, som han siger, sine Eejseoplevelser og Land og Folk. Hovedtitlen kunde tyde paa et mec lette Pennestrøg affattet journalistisk Rejseæventyr men det er i Virkeligheden en gedigen Bog, der navnlig har Interesse i ethnografisk Henseende.

Øerne ligge i Hovedsagen imellem s—lo ° s. Br. og 155 —160° ø. Lgd. Grw; de fleste af dem ere lave og flade, og flere hæve sig kun nogle Meter over Havet. Et Par mindre, Alu og Fauro, opvise dog Højder paa indtil 590 Meter, og paa Nordvestkysten af den største 0, Bougainville, findes en enkelt Bjærgtop paa 3070 Meter Højde. Det er Vulkanen Balbi, der vel nu ikke er i Virksomhed, men som under Forfatterens Ophold paa Øen dog af og til udstødte Røgsøjler; ligeledes oplevede han flere lette Jordrystelser. Øerne ere i Hovedsagen alle Koraløer, og Dannelsen af nye Øer finder stadig Sted. Det er meget forfriskende at følge Forfatteren paa lians Sejlture omkring i Farvandene imellem de af et behageligt Klima og en tropisk Vegetation begunstigede Øer, hvor evropæiske Kolonister og Handlende, mest fra deres Skibe, købslaa med de Indfødte.

En bestemt Veksling af Aarstider i en tør og en regnfuld Periode finder ikke Sted; thi baade under Nordvest- og Sydøstmonsunen veksle smukke Dage med regn- og stormfulde. De paa Kysterne af Australien saa, frygtede Hvirvelvinde naa sjælden til Salomonsøerne. Temp, er næsten altid imellem 20 og 30° C, og man har sjælden Grund til Klage over Hede paa Grund af de friske Søbriser.

De indfødte Insulanere beskrives som lumske og forræderiske, og Evropæerne maa altid være paa deres Post overfor dem. Kannibalismen er udbredt paa flere af Øerne, og den grusomme Skik, ved Brændingen af Høvdingers Lig, at kaste bundne Slavekvinder paa Baalet og brænde dem levende sammen med Liget er almindelig. Ligeledes ofres Mennesker, naar det er besluttet at bygge en Krigskano.

Sagopalmen er de Indfødtes vigtigste Nytteplante, og mange Steder bestaar deres Føde næsten udelukkende af Sago; derefter kommer Kokosnøden, der opkøbes i Mængde af Evropæerne. Vaaben og Ammunition udøve en særlig Tiltrækning paa de Indfødte, og for sligt sælger Insulaneren sine Gudebilleder, sine Kvinder og Døtre. Evropæiske Tøjer og Tobak ere ellers et vigtigt Tuskmiddel.

Forfatteren, der er Videnskabsmand, giver en indgaaende Beskrivelse af de Indfødtes Redskaber, og Vaaben og af Forfærdigelsen af dem, af deres Sæder og Skikke, Sagn, Æventyr og Sange, hvoraf mange ere særdeles interessante. I denne Henseende egner Bogen sig til Anvendelse som ethnografisk Leksikon, da den for Størstedelen er Resultatet af Selvoplevelser. I sproglig Henseende er der anstillet Sammenligning imellem flere forskellige Dialekter, der opvise store Afvigelser fra hverandre fra de forskellige Øer. Bogen indeholder tillige en Del antropometriske Maalinger og er forsynet med talrige Illustrationer, hvoraf dog flere i Henseende til Udførelsen lade noget tilbage at ønske, men det skader ikke i nogen væsentlig Grad, da Indholdet er særdeles læseværdigt baade for Fag- og Lægmanden.

Bogen er forsynet med tre tydelige Oversigtskort.