Geografisk Tidsskrift, Bind 17 (1903 - 1904)

En udflugt til Vulkanen Skjaldbreid paa Island.

Professor Dr. phil. Th. Thoroddsen.

Side 181

I Begyndelsen af September 1883 gjorde jeg fra Reykjavik en Udflugt til det indre Højland Syd for Langjøkull, især for at undersøge den store gamle Vulkan Skjaldbreid. Alfarvejen til Thingvellir førte den Gang over Mosfellssveit, et kuperet Landskab af isskuret Dolerit, forbi flere Smaasøer op til Seljadalur; i flere Kløfter i denne Dal findes en tæt Palagonitfels, og Dalens Navn er velkendt af Geologerne formedelst Sartorius von Waltershausen s og li W. Bunsen's klassiske Undersøgelser af denne Bjærgart. Fra Seljadalur førte Vejen op langs Grimmannsfell til Mosfellsheiöi, men i de sidste Aar har man over Heden lidt sydligere anlagt en Kørevej, der ikke berører Seljadalur. Mosfellsheiöi er en bølgeformet Højslette, der knytter Bjærgene paa Reykjanes sammen med det indre Højland, den har en Højde af 3—4003—400 M. over Havet og dannes hovedsagelig af isskuret, doleritisk Lava, der rimeligvis for største Delen stammer fra Udbrudssteder paa Heden selv f. Eks. fra Borgarholar. Nogle Steder fandt jeg her senere isskurede Konglomerater hvilende paa den skurede Dolerit. Mod Øst er Mosfellsheiöi bedækket af meget betydelige løse Masser af glacialt Grus og Ler, der flere Steder viser gode Gennemskæringer.

Fra Mosfellsheiöis østlige Rand har man en god Udsigt over Thingvallasøens brede Vandflade og dens naturskønne Omgivelser, men Egnen omkring Thingvellir behøver jeg ikke at beskrive, da det er bleven gjort saa mange Gange. Højlandet, der ved Langjøkull har en Højde af 500 M., sænker sig jævnt ned imod Thingvallasøen, der ligger omtrent i 100 M. Højde over Havet.1) Langjökull har en Højde af 13—1400 M. og hvælver sig som en bred Kuppel over Højlandet.


1) Med fuld Sikkerhed kender man naturligvis ikke Søens Højde over Havet. Gennemsnittet af mine Barometermaalinger har været 10© M., Heiland har 106 M., Bjørn Gunnlaugsson 91 M. og E. Robert har kun 85 M.

Side 182

Nedenfor den oppe paa Højlandsranden findes den store, skjoldformede Vulkan Skjaldbreid (1050 M.)1) og det stejle Rlødufell (1163 M.) og herfra strække to Rækker Tuffjælde, Tindaskagi og Kålfst'indar med utallige Spidser og Takker sig ned imod Lyngdalsheidi, en bred Vulkankuppel med moderne og isskurede Lavaer Øst for Thingvallasøen. Syd for denne Vulkan staar det isolerede Brecciefjæld Bürfell i Grimsnesi (555 M.), der kan betragtes som en Fortsættelse af Fjældrækken Kålfstindar, medens den vestlige Række Tindaskagi fortsættes af enkeltstaaende Tufknuder som f. Eks. Hrafnabjørg, Arnarfell og Miöfell Øst for Thingvallasøen. Thingvallasveit og Thingvallavatn begrænses mod Vest af Armannsfell og Mosfellsheiöis stejle Affald, der mod Syd over Dyrfjøll strækker sig til Hengill. Den dybe Lavning imellem Armannsfell og Tindaskagi optages nordligst af Lavastrømme, der strække sig ned til Thingvallasøens dybe Bassin. Disse Lavastrøm me ere gennemkløvede af en Mængde Spalter fra SV. til NØ., og af disse ere Almannagjå og Hrafnagjå de mest kendte; imellem dem har Landet ved Søens Nordende sænket sig. Almannagjå strækker sig fra Armannsfell ned til Thingvallasøen. Kløftens flade Bund, der ved Thingvellir har en Bredde af 40 —50 M., begrænses mod Vest af 30 M. høje Lavavægge, hvor Lavalagene i Tværsnit fuldstændig have det samme Udseende som Basaltbænkene i de tertiære Fjælde; mod Øst har den sænkede Væg kun en Højde af 10—15 M. Den lille Øxarå styrter i et lodret Vandfald ned i Kløften, men forlader den snart og udgyder sig i Søen efter at have gennemstrømmet Althingsstedet ved Thingvellir, Ved et Jordskælv i Aaret 1789 forandredes Lavastrømmene ved Thingvellir noget, og Landet imellem Hrafnagjå og Almannagjå skal være sunket 2/3 M- Hrafnagjå er meget smallere og hist og her sammenstyrtet, men er dog alligevel en mægtig Kløft. Paa den sænkede Lavaflade, imellem disse to store Kløfter, findes en Mængde mindre Lavarevner, mange Steder med krystalklart Vand i Bunden, som rimeligvis stammer fra Langjokull, men er bleven filtreret igennem Lavastrømmene.2)

Thingvullavatn er Islands største Sø med et Areal af omtrent 105 Q Km. og i den vestlige Del en Dybde af henved 110 M. I Søens sydlige Del findes Sandey og Nesjaey samt et lille Skær imellem dem. Søen har Afløb igennem Sog, der har skaaret sig en dyb Kløft igennem Breccie og Doleritklipper. Før Floden havde naaet tilstrækkelig dybt ned, havde Thingvallasøen en højere Vandstand, hvilket kan ses af Strandlinjer og Kystvolde ved Søens sydlige Ende c. 10 M. over den nuværende Vandflade. Den nordlige og vestlige Del af Søens Bassin er sikkert frembragt ved Sænkninger, der maaske have givet Anledning til hele Fordybningens Dannelse. Lavastrømme have baade fra Nord, Øst og Syd flydt ud i Søen; men mod Vest begrænses den af stejle Fjældsider, der ere opbyggede af Tuf og Breccie.1)

Om Aftenen d. 2. September 1883 drog jeg afsted fra Thingvellir for at undersøge Vulkanen Skjaldbreiö; vi vilde nemlig bryde tidlig op næste Morgen for at bestige Bjærget, da vi helst atter vilde naa Bygden næste Aften. Vi maatte derfor opslaa vort Telt paa en Oase i Nærheden af SkjaldbreiÖ. I Skögarkot fik vi en kendt Mand til Vejviser og fortsatte derpaa efter Solnedgang vort Ridt over Lavastrømme og Grusflader, indtil vi naaede Biskupsfløtur, hvor vi opsloge vort Telt. Vejret var meget smukt, en af disse dejlige, islandske Efteraarsnætter, der bringe Ro og Fred i Sindet. En velgørende Taushed hvilede over Jorden, medens Himlen var som et bølgende Hav af Nordlys med deres forunderlige, overjordiske Farvespil. Vi sov kun et Par Timer i Teltet, vaagnede Kl. 3 og brød op en Time senere. Det havde frosset et Par Grader, og Jorden var dækket med Rim, som dog snart forsvandt, da Solen kom højere paa Himlen. Vi red først igennem Goöaskarö over til den Lavaflom, der dækker hele Lavningen Vest for Tindaskagi og naar fra SkjaldbreiÖ ned til Thingvallasøen; mod Vest begrænses Lavaen af Tufryggene Gatfell og Mjöfell og Passet Goöaskarö. Tindaskagi er en længere Fjældrække med mange Spidser, der strækker sig ned mod Hrafnabjørg, og de sydligste Toppe kaldes Trøllatindar. Lavaen, som vi red over, er meget gammel, den dækkes af en hel Del Jordsmon med Tuer og Lyng, hvorigennem Lavaspidser og Kupler allevegne stikke frem. Af Huler og Revner er der naturligvis mange, men Lavaen er dog forholdsvis let at passere, den skraaner jævnt ned imod Bygden, og der findes ingen Højder eller Rygge med Undtagelse af en lille Tufknude nedenfor SkjaldbreiÖ, der kaldes Sandgigur. Længere nede er Lavaen bevokset med Birkekrat, der dækker


1) Efter. B. Gunnlaugssons Maaling; jeg fik 1063 M.

2) Vandet, der er ualmindelig rent og klart, er ogsaa altid forholdsvis koldt. Overfladevandet i Flosagjå ved Løgberg havde d. 7. September 1881 en Varme af 31/,31/, ° C, men samtidig var Lufttemperaturen i Skyggen 12°.

1) Thingvallasøen er 1902 for første Gang bleven opmaalt og nærmere undersøgt af Adjunkt B. Sæmundsson til hvis fortræffelige Kort og Afhandling jeg ti]ia( jj e r mig at henvise.

Side 183

temmelig store Arealer, især i den østlige og nordlige Del af Thingvallabygden. Overfladelavaen ved Thingvallasøens Nordende med de mange Spalter stammer dog ikke fra Skjaldbreiö, den er yngre og er, som Hældningsforholdene tydelig vise, strømmet ned paa begge Sider af Hrafnabjørg; den stammer efter al Sandsynlighed fra endnu ukendte Kratere imellem Tindaskagi og Kålfstindar Nord for Lvngdalsheiöi. Først efter at denne yngre Lava havde dækket den ældre Skjaldbreiölava, sænkedes Strækningen imellem Almannagjå og Hrafnagjå.

Omtrent 535 Meter over Havet stege vi af Hestene, lode dem og Bagagen blive tilbage og begyndte derpaa Opstigningen. Vejret var smukt og Luften klar, saa at Udsigten var udmærket, der var ingen Taage paa Fjældene, kun et übetydeligt hvidt Taageslør over Thingvallasøen. Skjaldbreiö er, som Navnet viser, et uhyre skjoldformet Lavabjærg, opbygget af mange Lavaudflod paa samme Sted, den har en Højde af 1050 M. o. H. og hæver sig 550—600 M. over de nærmeste Omgivelser; Vulkanens Tværmaal er omtrent 11 —12 Km. Skjaldbreiö er ikke til Stadighed snedækket, i varme Sommere smelter Sneen næsten helt bort, men ellers er Bjærget som oftest spættet af store Snedynger, der i det Fjærne udhæve sig særdeles tydelig paa det mørke Underlag. Denne Gang var der meget lidt Sne, men naar Snedyngerne ligge tæt samlede, kan man maaske ride til Toppen, da Hældningen er saa ringe. Naar derimod Sneen er smeltet bort, kommer den ujævne Lava med dens mange Huler, Revner og Rygge frem, saa at Hestene have stor Vanskelighed ved at komme frem. Opstigningen var ikke særlig anstrængende men tog temmelig lang Tid.

Da vi Kl. 10 Frn. stode paa Toppen af Skjaldbreiö havde vi en prægtig Udsigt over Jøkler, Højland og Lavland fra Vatnajøkull i Øst til Snæfellsjøkull i Vest. Toppen optages af et stort Krater med 282 Meter Tværmaal, det var nu halv fuldt af Firnsne, men Kraterrandene med deres opstaaende Lavaspidser hævede sig dog brat op fra Sneen. Krateret har den samme Form som paa andre Lavakupler, der i Almindelighed paa Nordlandet kaldes „dyngjur" (Enkelttal „dyngja") Lavaen er vældet ud fra den store Kedel jævnt til alle Sider. Mod SØ. ned imod Hløouvellir har Skjaldbreiö den største Hældning B—lo°,8—10°, mod SV. er Hældningen noget mindre. Paa Skjaldbreiö findes som paa alle Vulkaner af denne Form mange Lavarør og Tunneller konvergerende op imod Krateret. Skjaldbreiö blev første Gang besteget af Sveinne Pålsson den 8. August 1792, siden har efter mit Vidende kun Bjørn Gunnlaugsson været deroppe i Aaret 1833, idet mindste har jeg ingen Beretning fundet i Literaturen om andres Bestigning af dette let tilgængelige Fjæid.

Fra Skjaldbreiö havde vi en prægtig Udsigt over den sydvestlige Del af Landet; hele det sydlige Lavland med Søer og Floder laa som et Landkort udbredt for vore Blikke, yderst mod Øst kunde vi ved Synskresen skimte en hvid Stribe, Vafcnajøkuls vestlige Rand og den vældige Gletsher Skaptårjøkull. Det mellemliggende Højland synes fra denne Højde aldeles fladt, de lave, bølgeformede Ujævnheder i Overfladen forsvinde for øjet. Syd for Skaptårjøkull saas en Række skarpe Toppe, rimeligvis Skælingar eller Uxatindar imellem Tungnå og Skaptå. Mod Syd og Vest har man Udsigt over hele Reykjanes Halvøen og over Thingvallasøens mørkeblaa Flade, der nu var bleven befriet for Taagedækket og straalede i Solskinnet. Imellem Fjældrækkerne Tindaskagi og Kålfstindar saas nogle Lavastrømme, men derimod ingen Øst for Skjaldbreiö. Den Bjærgrække, hvis sydlige Del kaldes Kålfstindar; fortsættes mod Nord af Klukkutindar og Skriöa, et massivt, stejlt Fjæld tæt Syd for Skjaldbreiö. Mod Vest havde vi Udsigt over Højlandet ovenfor Borgarfjørour med de høje Bjærge Sülur, Armannsfell og Kvigindisfell og over mange Søer, der optage Lavningerne i de doleritiske, isskurede Lavaer, som her dække store Arealer.

Udsigten mod Nord over Langjøkull's nærliggende Firnflader var dog den mest storslaaede. De vildt sønderrevne Gletshermasser udstraalede i Solskinnet et blændende Lys, og de hvide, bølgeformede Sneflader strække sig saa langt mod Nord og Nordøst, som Øjet kunde række. Langjøkull begrænses mod SV. af stejle, sorte Klippesider, hvor smaa blaahvide Gletshertunger strække sig ned i hver en Kløft; oppe i Jøkelen ses en dyb Lavning omgivet af mørke Klipper, den sagnrige Thorisdalur. Mod NØ,, hvor bratte Skredjøkler strække sig ned med Højlandet, findes tre Søer nedenfor Jøkelranden, hvoraf den østligste Hagavatn er den største; her gaar en snefri, stejl Bjærgtange Hagafell ind i Jøkelen, og Gletsherne bevæge sig ned paa begge Sider af denne Pynt; den vestlige Gletsher strækker sig fra Lambahliöar til Hagafell, den østlige fra Hagafell til Jarlhettur. Hvor Gletsherne gaa ned mod Søerne, begrænses de af stejle Isklipper, og i Vandet svømmer der lidt Kaivis omkring. Hvor Gletsherne strække sig ud paa Sandene, ere de lavere og dækkede ■med Grus og Klippestykker. Mod Øst begrænses Jøkelranden af en Række skarpe og sønderrevne Tufspidser, der kaldes Jarlhettur (1065 M.) Nord for denne Fjældrække

Side 184

hæver Langjøkull sig atter op til de brede Firnkupler ved Hvftarvatn. Jøkelen hviler allevegne paa Tuf og Breccie, der ogsaa træder frem i Lambahh'öar og Hagafell og i mange mindre Fjælde. Oppe i Jøkelen NØ. for Skjaldbreiö saa vi en lille Top, der lignede et Krater.

Den førnævnte Thorisdalur, der fra Skjaldbreiö viser sig som en Lavning i Jøkelen, har allerede været kendt i Oldtiden, men da det er besværligt at naa derhen, har Folketroen skabt mange Sagn om Dalen og dens formentlige troldkyndige Indbyggere, ligesom overtroiske Folk lige indtil Midten af det 19. Aarh. troede, at der inden i de fleste Jøkler fandtes græsbevoksede Dale, hvor Efterkommere af Fredløse (utilegumenn) levede et Herreliv med talrige Faareflokke, da Jordbunden her skulde være meget frugtbarere end i Bygden, saa at Faarene bleve meget større og federe.1) Først omtales den mystiske Thorisdalur i Grettissaga. Den bekendte fredløse Grettir, der skal have levet i Begyndelsen af det 11. Aarh., gik efter Jætten Hallmundurs Raad i sydøstlig Retning over Langjøkull og fandt en Dal omgiven af Jøkler; i Dalen fandtes en Vrimmel af store, fede Faar; thi den var meget frugtbar, med græs- og kratbevoksede Fjældsider og mange varme Kilder, men Gletsherne hang paa alle Sider ud over Fjældene omkring Dalen; her levede Grettir en hel Vinter hos Jætten Hallmundur. Disse Sagn i Grettissaga vise, at man allerede i Oldtiden har haft Kendskab til denne Dals Tilværelse og dengang ligesom senere har haft overtroiske Forestillinger om frugtbare Dale i Jøklerne.2) I senere Æyentyr-Sagaer, som f. Ex. Baröarsaga, Armannssaga o. fi., omtales Dalen ofte under forskellige Navne. Den første paalidelige Beskrivelse af Thorisdalur stammer fra det 17. Aarh. I Aaret IGC4 vandrede to islandske Præster over Jøkelen fra Kaldidalur for at oj)Søge Dalen og fandt den ogsaa, men paa Nordsiden vare Fjældene saa stejle, at de ikke kunde komme ned i den, de maatte betragte den paa Afstand, hvorved de kunde overtyde sig om, at Dalens lovpriste Frugtbarhed og Herlighed kun var en Fabel.3) Den 10. August 1753 gjorde Eggert 'Olafsson og Bjarni Pdlsson et Forsøg paa at finde Thorisdalur, de gik ogsaa op paa Geitlandsjøkull fra Kaldidalur, men maatte paa Grund af Uvejr vende om med uforrettet Sag.1) I Aaret 1835 blev Thorisdalur undersøgt af Islands bekendte Kartograf Bjørn Gunnlaugsson, der rejste derhen den 25. Juli med 6 Mand. Natten havde de tilbragt paa Hløouvellir, hvorfra de brød op Kl. 2 om Morgenen, red derpaa til Lambahh'öar, hvor de begyndte Jøkelbestigningen og førte ogsaa deres Heste med, hvad der var til stort Besvær, da Hestene idelig sank dybt i Snesjap og vandmættet Jøkelgrus. Det lykkedes dog ved at benytte Moræneog Jøkelrygge at naa omtrent midtvejs til Dalen, men her maatte de efterlade Hestene og tilbagelægge den øvrige Del af Vejen tilfods. Dalen, der strækker sig fra Øst til Vest, viste sig at være aldeles blottet for Plantevækst, og den smalle Dalbund, der dækkes af Grus og Klippestykker, begrænses mod Nord af stejle Fjældsider, men rv.nd Syd af jævnt skraajiendo Gletshcre.

Vestentil bagved to Smaafjælde, der staa paa tværs af Dalen, deles denne i to mindre Dale, hvoraf den ene ligger mod Vest henimod Kaldidalur, den anden mod Nordvest, og denne gennemløbes af en Jøkelbæk. Af varme Kilder fandtes intet Spor. Fra Skjaldbreiö kunde Bjørn Gunnlaugsson i Aaret 1833 se Lavningen i Jøkelen, hvor Thorisdalur ligger, men intet nærmere. I Sommeren 1834 saa han derimod fra Blåfell, at Geitlandsjøkull kløvedes af en dyb Dal fra Øst til Vest. Han gjorde da straks med en Følgemand Forsøg paa at naa derhen og besteg Langjøkull Syd for Jarlhettur. Jøkelen var formedelst dybe Revner, Ispyramider og Vandhuller meget vanskelig at passere, og efter 13 Timers besværlig Vandring vare de kun naaede til den skarpe Fjældtop. der kaldes Klakkur; herfra kunde Bjørn Gunnlaugsson med Kikkert undersøge Dalen, men saa sig nødsaget til at vende om. Næste Sommer (1835) valgtes ru heldigere Vej over Jøkelen, og denne Gang havde de rejsende, som før berettet, Held med sig.2) I Aaret 1895 gjorde et Rejseselskab bestaaende af E. Ehlers, Grossmann, Cahnheim o. fl. Forsøg paa at trænge ind i Thorisdalur, men da de vare komne et Stykke Vej op paa Jøkelen, maatte de vende om paa Grund af Taage.3)

Omtrent Kl. ll^ kom vi atter ned fra Skjaldbreiö
til vore Heste og fortsatte derpaa Rejsen mod


1) J6n Arnaxon: Islenzkar {)j69søgur 11. S. 160—304. K. Maurer: Tsliindische Volkssagen S. 240—275. M. Lehmann-Filhés: : Isliindische V<jlkssa<^cn 11. S. 115—230. Jon Gudmundsson: 'AradalsdSur (Huld IV S. 53—69).

2) Nærmere herom K. Kaalund: Historisk-topografisk Beskrivelse af Island I. S. 328—330.

3) Th. Thoroddsen: Geschichte der isländischen Geographie 11. S. 110—113. En udførlig Beretning om Rejsen findes trykt i Islendingur 111. S. 81—93.

1) Rejse gennem Island I. S. 86—102.

2) Skirnir 1835 S. 104—107. Sunnanpöstur II 1836. S. 113—124.

3) E. Ehlers: Anden Rejse paa Island. Kbhvn. 1895. S. 69-71.

Side 185

Øst til Hløouvellir (500 M. o. H.) nogle Flader med tarvelig Græsvækst SV. for Hløoufell, et meget stejlt Tuffjæld (1163 M.) øverst dækket af Gletsheris. Skønt man nu meget sjælden færdes i disse Egne, saa var der dog betydelig Færdsel i gamle Dage. Nordlændinger, der droge til Sydlandet for at hente Stokfisk red fra Kjalvegur igennem Hellisskørd tværs over Højlandsranden forbi Hløoufell og Skjaldbreiu, thi herved forkortedes Vejen noget; her findes derfor nogle gamle mosgroede Kidestier.1) Fra Fjældet Skriöa, som vi havde paa højre PI a and strækker en isskurct Dolcriiryg sig henimod Iliøoufeii. DoJeritbænkene synes at gaa ind under Tuffen, som derefter skulde være yngre: til at undersøge dette nærmere, var der dog ikke Tid. Noget lignende fandt jeg 1893 i Bjærgkæderne imellem Tungnå og Skaptä, og her kunde jeg undersøge Forholdene nærmere. Meget betydelige, 2—2— 300 M. tykke Tufdannelser hvile her paa isskuret Grund.2) At en betydelig Del af Tufformationen er postglacial er sikkert nok, og det er ogsaa sandsynligt, at nogle af Tufferne ere glaciale, men dette er endnu ikke tilstrækkelig undersøgt. Største Delen af Tuf cg Breccieformationen synes dog at være meget ældre, et Niveau i Tufformationen med betydelig Discordans imellem de ældre og yngre Tuffer har jeg mange Steder fundet i Skaptafellssyssel, og dette viser en gennemgaaende Forandring af Landskulpturen ved tektoniske Bevægelser i Mellemtiden imellem de yngre og ældre Tuffers Dannelse. Tuffens Dannelse ved Askeog Slaggeeruptioner har ligesom Lavadannelsen fortsat sig uafbrudt igennem hele Islands geologiske Historie, skønt den ene af disse to Faktorer periodisk har haft Overvægten.

Øst for Hløoufell er der en stor Lavamark, uden Plantevækst og tildels dækket af Flyvesand, som hedder Lambahraun. Den stammer fra en Kraterrække. Syd for Hagavatn. Ved den sydlige Ende af Hløoufell ligger denne Lavastrøm i 490 M. Højde over Havet, men styrter derefter i et 157 M. højt Lavafald ned igennem Hellisskarö og udbreder sig derpaa i den brede Dal imellem Bjarnarfell og den Bjærgkæde, der gaar ned imod Laugardalur. Denne Bjærgkædes mest fremtrædende Toppe ere Eauöafell, Høgnhøfoi og Thorölsfell. Den nordlige Del af Lavasletten i denne Dal kaldes Svfnahraun. den sydlige Uthh'öarhraun; den første strækker sig op imod Sandvatn, den anden sender en Arm ned i Bygden, og midt imellem disse Lavastrækninger hæver en Tufknude Miöfell sig op fra Lavaen. Den Del af Lavastrømmen, som nedenfor Højlandets Affald er naaet ned i Bygden, kaldes ogsaa Uthliöarhraun efter den nærmeste Gaard. Vi red ned igennem Helliskarö, hvor der findes flere ejendommelige Kløfter og Huler, derpaa over Lavastrømmene og bagved Bjarnarfell ned til Geysir, hvor vi ankom kort før Midnat. Efter at det var blevet bælgmørk! om Aftenen, havde vi betydeligt Besvær med at komme frem over det vanskelige Terræn med dets mange Rygge og Kløfter.

Ved Geysir tilbragte vi en Dag for at undersøge denne berømte Kildegruppe. Fra Geysir rejste vi ned over Biskupstungur til det gamle Bispesæde Skålholt, der nu kun er en fattig Bondegaard, og derfra til Klausturhölar. Her i Nærheden findes betydelige Lavastrømme, der dække hele den vestlige Del af Grimsnes, og som for en Del stamme fra den brede og flade Lavakuppel Lyngdalsheidi Øst for Thingvallasøen. Vulkanen har en ringe Hældning (1—3°) og et lavafyldt Krater i Toppen ved Thrasaborgir; herfra ere store Lavamasser blevne udgydte mod Øst og Vest, og de store Lavastrømme ved Thingvallasøens vestlige Bred stamme alle fra denne Vulkan. Syd for Lyngdalsheiöi findes flere Kratere i en Række; de enkelte Kratergrupper have forskellige Navne (Raudhöll, Seydishölar, Kerhöll, Tjarnarhölar, Kolgrafarhöll). Kraterne ere for det meste opbyggede af røde Slagger, og nogle ere fulde af Vand. Lavastrømmene fra disse Kratere strække sig helt ned i Odden imellem Sog og Hvitå og ere for en Del bevoksede med Krat af Pil og Birk. Fra Klausturholar red vi over til Grafningur, en Bygd paa den vestlige Side af Sog; her findes i Elven en Bredning eller Sø, som hedder Alptavatn, Søen er grund og har haard Lerbund, saa at man kan ride over den. Vandet gik lidt højere end midt paa Hesten, og det tog omtrent 20 Minutter at vade over. Hvor Sog strømmer ud fra Thingvallasøen, har den ved Kaldårhøfdi gennembrudt høje Aase af Tuf og Breccie. Efter Folketroen skulle Myggesværmene, der om Sommeren ere en Plage for disse Egne, stige op fra Strømhvirvler og Huler i Flodbunden ved Kaldårhøfdi. Kort nedenfor Gennembruddet udbreder Sog sig til en Sø, Ulfljötsvatn, der har en Dybde af 32 M.1) Imellem denne og Alptavatn danner Floden mange Kaskader og


1) I Midten af det 18. Aarh. sendtes aarlig f. Ex. 100 Heste fra Bispesædet Holar paa Nordlandet til Sydlandet for at hente Stokfisk. Nu er denne Fisket ransport over Fjældeno for længe siden ophørt (N. Horrebow. Tilforladelige Efterretninger om Island 1752. S. 11.)

2) Geografisk Tidskrift XII, S. 181 og 203—204.

1) Å. Feddersen i Geogr. Tidskrift IX S. 10.

Side 186

3 smukke Vandfald, Ljosafoss, Irafoss og Kistufoss; det sidste er det smukkeste. Tæt ovenfor Fosseranden findes her en lille 0 bevokset med Pil og Rønnetræer. Paa Grund af den stærke Strøm kunne hverken Mennesker eller Kreaturer komme derud, og derfor have Træerne kunnet vokse i Fred, Bürfell og andre Fjælde i Nærheden ere opbyggede af Tuf, der mange Steder dækkes af isskuret Lava; under Tuffen kommer Basalten frem i Sog's Flodleje. Nedenfor Vandfaldene fortsætter Floden sit Løb som en rolig Strøm ned til Ølfusa. Nedenfor Gaarden Bildsfell, ved de saakaldte Drættir, begrænses Sog af 10—12 M. høje Lerbakker med fossile Muslingeskaller1) der vise, at Sogdalen ligesom hele det sydlige Lavland efter Istiden har været dækket af Havet.

Fra Bildsfell fortsatte vi Rejsen op til Thingvallasøens sydlige Ende. Her strække flere takkede Fjældarme sig fra Højfjældene ned mod Søen; i Smaadalene imellem dom og tæt ved Søbredden staa Gaardenc enkeltvis. Her findes ikke übetydelige løse Masser, rimeligvis Morænemateriale, samt Kystvolde dannede under en højere Vandstand. Mod Vest begrænses Thingvallasøen som førnævnt af stejle Fjældsider, der danrie en Fortsættelse af Dyrfjøll, der atter er en nordlig Udløber fra Hengill. Nord for Miöfell gaar en smal Tange, Mjöanes, ud fra Østkysten langt ud i Søen, den bestaar af Lava, og Lavaen fra Østkysten skal her paa Søbunden næsten naa sammen med Laven fra Sydvestkysten, saa at Søen her kan har en forholdsvis ringe Dybde med en smal Rende imellem de to Lavastrømme. Fra det sydvestlige Hjørne af Thingvallavatn gaar en temmelig bred Dal op imod Hengill, og Dalbunden er bedækket med Lava. En Bæk har baaret Ler og Grus ned i Lavamarken, hvorved nogle Græsflader ere blevne dannede, og paa disse staar Gaarden Nesjavellir, der først blev bygget 1817. Nede ved Søen er der en anden Gaard, der hedder Har/amk. Lavastrømmene stamme fra en Kraterrække ved den østlige Side af Dyrfjøll; i Fjældsiden er en vældig Revne med Retningen N 40° 0 bleven dannet, den strækker sig fra Hengill til Thingvallasøen, og paa den ere Kraterne blevne opkastede. De højeste af disse naa en Højde af 98 M. over Søens Overflade. Sydligst har Revnen i brede Strømme udgydt Lava uden nogen Kraterdannelse. I samme Retning mod SV. findes en Kløft med Solfatarer og Fumaroler i Hengill; den staar rimeligvis i Forbindelse med Dannelsen af denne Kraterrække. Dalen Øst for Dyrfjøll er helt ned til Thingvallasøen fuld af Lava, som øverst danner en vandret Slette, men nordligere er mere ujævn, og ved Søen er der bl. a. et særskilt lille Krater (Eldborg) med 22 M. Højde og Vand i Bunden. Her fandt jeg en stor Mængde af den paa Island temmelig sjældne Bregneart Woodsia ilnensis. Lavastrømmenes Hældning fra Nesjavellir til Thingvallasøen beløber sig til I°s9'. Paa Ølkelduhåls lidt svdhgere er der ogsp.fi en lille Lavastrøm, som kommer ned fra Fjældsiderne ved Lakatindur.

Fra Nesjavellir red vi ned til Reykjavik over Dyravegur, en Ridesti igennem Fjældene der nu sjælden benyttes. Dyrfjøll have en Højde af 4—4— 500 M.; de dannes af to parallele Tufkæder, hvor Klipperne ofte have de forunderligste Former, da Tuffen er bleven meget medtaget af Vandets og Luftens Indvirkning. Et Sted ligger Ridestien igennem en smal Port imellem to lodrette Klipper; deraf Navnet Dyrfjøll og Dyravegur. Vejen er paa den østlige Side meget brat, men paa den vestlige jævnt skraanende; thi her støde Bjærgene op til Højsletterne, der fra Mosfellsheiöi strække sig ned imod Kolviöarhöll. Overfladen dækkes her af Grus, og Underlaget bestaar af isskuret Dolerit, en Fortsættelse af de skurede Lavastrømme paa Mosfellsheiöi. Den underliggende Tuf træder kun frem i enkelte opstaaende Knuder og Spidser. Med denne Udflugt vare Sommerens Undersøgelser til Ende, den 10. September naaede vi om Aftenen til Reykjavik, og derfra rejste jeg med en Kystdamper rundt Vestlandet til Møoruvellir.


1) Th. Thoroddsen: Postglaciale, marine Aflejringer o. s. v., Geogr. Tidskr. XI. 1892. S. 212.