II. Den rektangulære Kabr.

Den rektangulære eller tærningeformede Kabr, hvilken vi især finde i stort Antal og smukkeste Udførelse i Samarkand samt enkelte i Bokhara og nogle faa i Kharezm, er vistnok indført her i Timurs Tid; vi have i alt Fald ikke kunnet opspore ældre Kabrer af denne Form. Som sagt, de fleste findes i Samarkand, hvor Timur (Amir Temir = Jærn-Emiren) holdt sit pragtfulde Hof, som er os beskrevet af Ruy Gonzales de Clavijo, Henrik den 3. af Kastiliens Gesandt hos Timur. Samarkand, der paa hans Tid skal have haffc 150,000 Indb., husede alle mulige asiatiske og til Dels ogsaa evropæiske Folk, idet Timur i sin Iver for at gøre sin Kesidens til den første i Verden indkaldte, ja ligefrem indfangede, Kunstnere, Haandværkere og Videnskabsmænd fra Alverdens Lande, lige fra Syrien og Rusland til det østlige Kina og Indien. Han indkaldte sine Arkitekter og Bygningshaandværkere fra Persien, men vistnok ogsaa fra Kina; idet kinesisk Kunst fra denne Tid endnu spores paa de af Timur efterladte Bygninger i Samarkand. Af de persiske Bygmestres Kunst staa endnu her de med Fajance beklædte pragtfulde Ruiner af Mausoleer, Medresséer og Moskéer, som desværre vistnok gaa en snarlig Ødelæggelse i Møde paa Grund af hyppige Jordskælv og af Mangel paa Vedligeholdelse.

Den rektangulære Kabr er, som før bemærket, sikkert indført i Mellemasien i Timurs og Timuridernes Tid. Den har Form af en Ligkiste med fladt Laag eller er lav og bred som en Ligsten i Europa. Vi ville nu i denne Henseende betragte Timurs eget Gravsted i det pragtfulde Mausoleum Gur-Emir (Emir der, som det staar skrevet over Mausoleet, er bygget af den svage Slave Mahomed ibn Mahmud fra Ispahan.

Gur Emir ligger paa Toppen af en lille Høj syd for det nuværende russiske Fort. Det er en ottekantet Bygning, hvorover hæver sig en melonformet Kuppel og to Minareter, hvilke sidste til Dels ligge i Ruiner. Igennem en sønderbrudt Mosaikportal og en Gaard kommer man til Trinene, der føre ind til Moskéen. Indersiden af dennes Kuppel er beklædt med Alabastarbejder, og Væggene ere dækkede med heksagonale Plader, satte tæt op ad hverandre. De bestaa af udskaaret transparent Gips, hvilket ofte er bleven antaget for at være Jaspis.

I Gur Emir findes to Gravkamre, et øvre, i Højde med Jordens Overflade og nedenunder dette en Krypt. I Krypten findes de egentlige Begravelser, og nøjagtig over Ligstenene i Kryptens Hvælvinger ligge Kabrer i det øvre Gravkammer, hvilke sidste altsaa kun ere Mindekabrer over de Afdøde nede i Krypten (Fig. 11).

Det øvre Gravkammer er ved udskaarne, lave Trægitre delt i flere Afdelinger, i hvilke Kabrene ligge. Timurs Kabr ligger nøjagtigt i Centrum af Moskéen og er af rektangulær Form. Den bestaar af en sortgrønlig Sten, seks Fod lang, femten Tommer bred og

14 Tommer tyk. Den er flad foroven, og ikke som før fortalt pyramideformet. Paa Midten er den revnet tværs igennem, og et af Hjørnerne forneden er brudt af og senere poleret, hvilket ses af, at Indskriften her mangler. Omkring Kabren findes en meget kompliceret Indskrift i antike Bogstaver, som angive Timurs Navn og Titler tilligemed hans Forfædres og Datoen for hans Død 807 (1405). Til højre for denne Kabr findes en anden af graat Marmor næsten af samme Størrelse med Indskrift, som viser, at det er Mirza Ulug Beg Timurs Sønnesøn, som døde 1449. Den er paa flere Steder oversmurt med Gips og har rektangulær Form. Paa den anden Side af Timurs Kabr er en graa Marmorsten, ogsaa rektangulær, til Erindring om

Abdullatif Mirza, Søn af Ulug Beg, som døde 1450. Der er desuden Kabrer til Minde om tre andre af Ulug Begs Sønner, og ved Siden af disse, imellem Timurs Kabr og Indgangsdøren, er en graa rektangulær Marmor-Kabr dediceret Mir Sait Belki Sheik, Timurs Lærer, der døde et Par Aar efter ham. Moskéens Vægge ere bedækkede med Indskrifter, dels af Koranen, dels andre religiøse Sætninger, og ved Siden af Belki Sheiks Kabr er anbragt en Tshiråkkhanå i Form af Gumbas med kalotformet Kuppel og smaa, rundbuede Gittervinduer af Gips. (Schuyler har i sin Bog om „Turkistan" kaldt denne Tshiråkkhanå for Søjle; den har intet med Søjler at skaffe, men er et lille Lysalter, som Islam har arvet af Parsismen).

Til venstre for Indgangen til Moskéen eller Gravkammeret, thi dette anvendes ogsaa som Moské, kommer man ad en snæver Trappe af Sten ned i Krypten, og her finder man de virkelige Begravelser, som alle ere dækkede af graa Marmor-Ligsten, helt overfyldte med Indskrifter. Paa den inderste af disse Ligsten findes en skaalformet Fordybning, hvori brændes Kærter, og det er Skik, at den Besøgende lægger et Slags Offer i denne Fordybning i Form af Pengestykker, hvilke den vagthavende Sheik inkasserer. Krypten med dens Hvælvinger og Kabrer er holdt i udmærket Stand. (Billedet af Krypten er det første Fotografi, som er bragt til Evropa. Det blev taget ved Magniumslys til mig af en russisk Fotograf i Samarkand i 1896). (Fig. 12). I en lille Bygning nær ved Timurs Mausoleum ere hans Hustruer begravede. I Samarkand finde vi foruden i Gur Emir den i Marmor i Form af Ligkiste huggede Kabr strøet i betydeligt Antal omkring Moskéer og Gravkapeller. Dens Overflade er i Reglen hugget saaledes, at den ligner et Laag over Kabren. En hel Samling af saadanne Kabrer ligger hulter til bulter i Terrainet omkring Gravkapellet Shah Zindéh, Mellemasiens smukkeste Bygning (se tillige Billede Fig. 33).

Omkring Baha-Eddins Gravmæle i Bokhara findes tillige adskillige af disse smukke Kabrer, hvoraf flere ere særdeles kunstfærdigt prydede med Udhugninger i persiske Mønstre og forsynede med persiske og tyrkiske Indskrifter, hvilke snarest burde tydes, inden de forsvinde. Imellem disse Kabrer ligger bl. a. Emir Subhån Kuli Khans Gravsted, der er omgivet af et Hegn, af udhuggede, sorte Sten og forsynet med smaa Tshiråkkhanås af sort Marmor. Graven er dækket med en Kabr af den her omtalte Form af sort Marmor med persisk Indskrift. Subhån Kuli Khan af Ashtarkhanidernes Dynasti regerede i Bokhara i Slutningen af det 17. Aarh. Samtidig med ham regerede Anusha Khan i Kharezm, med hvem Subhån Kuli Khan førte adskillige Kampe, der under Anushas Søn endte med Bokharas Overherredømme over Kharezm, hvilket dog kun varede i to Aar. Subhån Kuli Khan interesserede sig meget for Videnskab og Kunst, og har blandt andet selv skrevet en Lægebog paa tyrkisk. De to Uvenner, Subhån-Kuli og Anusha, ligge begravede under Kabrer af samme Form. I den store Hvælving i Hazreti Palwåns Gravkammer i Khiva ligge til venstre for Hovedindgangen, tæt op mod Væggen, to smaa Kabrer af sort Marmor. De have begge Form af Ligkister med flade Laag, ere udhuggede i persisk Stil og ere forsynede med persiske Indskrifter. Under den ene ligger Anusha Khan begravet og under den anden Abdul Ghase Khan.

Baade Ligkisteformen og Ligstensformen af Kabren findes almindelig i hele Persien og i Kavkasus, hvor iransk Indflydelse i umindelige Tider har gjort sig gældende.

I Sydpamirs Dale, hvis Befolkning bestaar af gammel-iranske Stammer, der vist utvivlsomt have modtaget deres Kabrer fra Vest fra Persien over Balk, betegnes Gravene altid ved en lav Kabr af Ler og Sten i Form af en bred Ligsten, enkelte Steder i Vakhan med flere saadanne i Pyramideform over hverandre. De omgives ofte af et lavt Hegn af Sten, hvortil Indgangen lukkes af en Trædør, og over Helgeners Grave bygges et lille Hus af Ler, der prydes med Horn af Kyjiken og Oksehorn samt med Alam, Toeh og Kobbå. Ofte dækkes Kabren med hvidt Bomuldstøj ; der lægges undertiden Blomster paa Kabren eller Kranse af Abrikoskærner, trukne paa Snore, og

paa næsten alle Kabrer anbringes smaa, sorte, runde Sten. De runde (af Flodvand afrundede), sorte Sten, som findes overalt i Mellemasien i Moskéernes Adæn, hist og her i Gravkamrene og paa Kabrene, maa vistnok være et Slags Minde om den hellige sorte Sten i Mekka.

Den rektangulære Kabr finde vi, som før omtalt, tillige repræsenteret i Kabren over Baha-Eddins Grav i Bokhara samt i Dåniår Khans Gravkapel. Sidstnævnte ligger tæt foran Indgangen til Baha-Eddin Moskéen. Det er aabent paa hele Forsiden, idet det her er prydet med en lav og bred spidsbuet Portal, der foroven er beklædt med den prægtigste blaa Fajance. De smukt forarbejdede blaa, glasserede Sten ere her gennemslyngede med Snirkler af stiliserede hvide Ranker og Blade, som alle ere særdeles kunstnerisk og ulasteligt udførte. Figurerne minde meget om den venezianske Kunst fra det 14. og 15. Aarh. Kapellet skal stamme fra det 15. Aarh, Indgangen igennem Portalen til Gravkammeret er kun spærret af et Trægitter, hvorigennem man ser en mægtig rektangulær Kabr, paa hvis Overflade er fastgjort en fritstaaende Navneplade af Marmor, en Sjældenhed at finde paa Islams Grave i Mellemasien (se Fig. 8 i Art. I i foregaaende Hefte).

Paa de før omtalte Bakker imellem Chodjeli og Kona Urgendsh i Kharezm finde vi den rektangulære Kabr repræsenteret i Gravkammeret (Auliaen) Shamun Pajgambar (Fig. 13). Mausoleet eller Gumbasen er en

lang kasseformet Bygning af Mursten, i hvis ene Ende, over Indgangen, hæver sig en spidsbuet Portal af samme Konstruktion som ellers i Mellemasiens Moskéer, Medresséer og Mausoleer, men uden Udsmykning af glasserede Tegl. I Række efter hverandre paa Gumbasens Tag findes syv smaa Kupler af Mursten. Inde i Gumbasen er der over Profeten Shamuns jordiske Levninger bygget en c. 60 cm. høj og c. 26 Meter lang smal Kabr af Mursten, beklædt med Gips. Kabren er indhegnet med en lav Mur af Teglsten og er ellers uden Prydelse. Paa Gumbasens Portal staa opstillet Alam og Kækker af Oksehorn. Hvem Profeten Shamun er, kunde vi ikke faa oplyst; men muligvis vil en Indskrift paa et c. 80 cm. højt, firkantet Kar, udhulet i Granit, som stod opstillet udenfor Gumbasen, kunne gi\e Oplysning herom. Karret er overalt forsynet med indhuggede Dekorationer i persisk Stil, og paa et Baand, udhugget rundtom dets Overkant, findes Indskriften. Efter Sagnet skal Karret være bleven brugt tildekar for Shamuns Hund. En Kæmpe som Shamun, efter Kabren at dømme, der kun dækker ham fra Hoved til Knæ, maa have været, maa naturligvis ogsaa have haft en Kæmpehund, og denne et mægtigt Ædekar.

Baade Kabr og Gumbas gøre Indtryk af at være blevne forlængede i Tidens Løb ved Tilbygninger. Maaske har i sin Tid Shamun overfor en af Kharezms Fjender spillet samme Rolle som den store Daniel overfor Russerne.

Muligvis kunde det tænkes, at Profeten og Kæmpen Shamun var den samme som Sagnkæmpen fra Utschtepé. Tæt ved den bokharsk-khivinske Grænse, noget Syd for Ruinen af Fortet Dana Shehr (den kloge Løve) paa Amu Darjas vestre Bred, ligger lige overfor paa Østbredden Utsh-tepé (tre Høje). Floden snævrer her ind til c. 120 Meters Bredde, og høje Sandstensbrinker staa stejlt ned til den rivende Vandmasse, som presses her igennem. Over dette smalle Sted stod i gamle Dage en Kæmpe og skrævede over Floden, medens han fiskede. Fiskene tog han op med Hænderne og stegte dem ved at holde dem op imod Solen. Kæmpen opholdt sig ellers paa de tre Høje. Her havde han opstillet en Kogegryde, der just var saa stor, at hver af dens tre Ben stod paa sin Høj. Punktet kaldes derfor ogsaa undertiden i Stedet for Ütsh tepé, Utsh ajak (Trefod).

Den rektangulære Kabr, som ellers er til Stede i ringere Antal i Khiva end i Bokhara og Turkestan, finde vi et enkelt Sted nær det nuværende Kona Urgendsh ved Ruinerne af den gamle By sydøst for den nuværende, hvilken Plads vi atter i det efterfølgende skulle omtale.

Her ligger blandt andre Auliaen Hazreti Priål Vali. Denne Priäl Vali (Vali = Provinsguvernør) mentes af nogle at være Fader til Hazreti Palwån Khiva Byens Nationalhelgen. Den maatte i saa Fald stamme fra det 12. Aarh. Den ser imidlertid ikke ud til at være nær saa gammel. Inde i den ret tarvelig

byggede Gumbas ligge 3 rektangulære Kabrer parallele med hverandre; de ere udførte af Mursten og beklædte med Gips. Ved Hovedenden af hver af Kabrene er der anbragt en fritstaaende, firkantet Støtte af Mursten og Gips. Skikken med saadanne Støtter er her almindelig imellem Kirgiserne. Nogle sige, at Støtten er beregnet til at anbringe en Navneplade paa, og at Ligets Hoved skal hvile under Støtten. Der fandtes imidlertid ingen Indskrifter paa dem, men om Navnepladerne ere borttagne og Støtterne senere reparerede, kan ikke afgøres.

I flere af Kharezms Byer, saaledes i Chodjeli, Kiptjak, Hanki, Urgendsh og Hazar-asp (pers. 1000 Heste) finde vi Begravelsespladser, der som Følge af muhamedansk Ligegyldighed overfor Vedligeholdelsesspørgsmaalet mere ligne Affaldsdynger fra et stort Magasin end Grave. Den ene Trækasse ligger her ved Siden af den anden, nogle ere dækkede med Ler, andre sønderslaaede, Menneskeknogler ligge strøede omkring paa Pladserne, som Hundene have valgt sig Fristeder. I de her nævnte Oaser, hvor Trævæksten er ret rigelig, har man i Stedet for at opføre en Kabr af Ler eller Sten sat en større eller mindre Trækasse af Form som en almindelig, langagtig Pakkasse over Graven og dækket den med Ler. Leret holder sig selvfølgelig kun i kort Tid, og snart ligge disse Kasser, i hvilke vi genfinde den rektangulære Form af Kabr, hulter til bulter imellem hverandre, lignende mere en Opdyngning af gamle Pakkasser end Dødes Hvilesteder.

I Stedet for den af en Trækasse bestaaende Kabr
bygges undertiden i Kharezm et mandshøjt, fladtaget
Hus af Bindingsværk over Graven (Fig. 14). Da

der ved Amu

Darjas Bredder

findes rigelige Mængder af Rør, bruges disse hyppigt til De anvendes til Maat

ter, og i Lofter og Vægge til at holde paa Gipseller Lerlaget, hvormed disse overtrækkes, og undertiden bygge Nomaderne deres Sommerboliger udelukkende af Rør. Disse anvendes tillige til at dække den her nævnte Kabrs Vægge og Tag med. Undertiden klines et Lag Ler over Rørene, undertiden ikke. Disse Rør-Kabrer vilde man lige saa lidt som Kasse antage for at være Mindesmærker over Afdøde. Rør-Kabren ligner snarere et lille Vogterhus, og baade denne og Kasse-Kabren, der mest anvendes af den her i Kharezm boende Turkomannerstamme Yomuterne, ere en rektangulær Form af Kabr, der er bragt herind af iranske Folk, hvilke til alle Tider have haft enten Overherredømmet i Kharezm eller øvet en overordentlig Indflydelse paa dets Kultur.

Som i de sydlige Pamirdale finde vi ogsaa ved

Amu Darjas Bred Kabrer byggede af flere rektangulære Figurer ovenpaa hverandre i Trappeform. Paa Flodens østlige Bred, ved Kirr-adsh-Kirr (Kirr bet. et øde Sted og adsh = sulten, saa Oversættelsen vistnok maa blive Hungerbakkerne), paa nogle med spontan Vegetation af Salturter bevoksede Banker, sydøst for Oasen Eldjik, ligger en stor Samling Grave, byggede i denne Form. Kabren har her ganske vist en pyramideformet Skikkelse; men dette ligger sikkert i, at det paa Grund af daarligt Byggemateriale ikke har været let at faa Kabrens Sider til at staa lodrette. Som Tegningen viser, gaa nogle af dem op i en Spids, rimeligvis af samme Grund. De sidstnævnte Grave tilhøre de i Oaserne ved Floden boende bokharske Tadsjiker (Fig. 15).

Forbindelsen af den spidsbuede og den rektangulære Kabr.

Vi have omtalt den spidsbuede og den rektangulære Kabr, og ville nu gaa over til Omtalen af en Kabr, der er en Forbindelse af begge disse to Former, nemlig en spidsbuet sat ovenpaa en rektangulær. Forholdene imellem de to Dele, hvoraf denne bestaar, ere noget forskellige. Undertiden er den spidsbuede Dels Underflade lige saa bred som den rektangulæres Overflade, saa det ser ud, som om der kun var lavet en Afsats rundt om en spidsbuet Kabr. Denne Form er den almindeligste blandt Kirgiserne i Pamir, naar de overhovedet gøre sig Ulejlighed med at bygge en muret Kabr (Fig. 16).

Iblandt Kirgiserne i Turkestan er den ligeledes
meget brugt, hvorimod de bosiddende Sarter i Turkestan

og Bokhara og Khivinserne oftest kun anbringe en

mindre

højning paa den rektangulære Underbygning

Undertiden lægges flere rektangulære Kabrer over hverandre i Trappeform og paa Toppen af disse en spidsbuet Kabr (Fig. 17). Vi finde tillige enkelte Eksemplarer af en stor rektangulær Kabr, prydet foroven med to spidsbuede Kabr (Fig. 18). Jeg antager, at der under den sidstnævnte ligger to Mennesker begravede, maaske Mand og Hustru, hvilket vistnok er rigtigt, men jeg har ikke kunnet faa dette Spørgsmaal saa nøjagtigt oplyst paa Stedet, at jeg tør paastaa, at dette gælder for alle Tilfælde. Sikkert er det imidlertid, at der i Kharezm ofte begraves flere under en Kabr, ja hele Familiebegravelser findes endog under en saadan, hvilket vi senere skulle se ved de fra de almindelige Kabrer ganske afvigende Former. Vi skulle allerede her bemærke, at Forbindelsen af den spidsbuede og den rektangulære Kabr kun er almindelig blandt Kirgiserne i Pamir og Turkestan. Iblandt de bosiddende Folk, Tadsjiker og Usbeger i Turkestan, Bokhara og Kha

rezm finder man kun denne Form enkeltvis imellem de alt overvejende spidsbuede Kabrer paa de

store Begravelsespladser omkring By

erne. Se Fig. 6 i min Art. i foregaaende Hefte og
Fig. 19.

Vi finde t. Eks. denne Kabr repræsenteret i de øvre Gravkamre i Gur Emir samt i Auliaen Hazreti Imam i Byen Bokhara (Fig. 16). Denne Aulia, der ligger i Byens vestlige Del, er mærkelig ved, at der paa Toppen af Stangen, hvorpaa den sorte Toch hænger, er anbragt en af sortmalet Jærnblik udskaaret Haand, som strækker de udspilede Fingre opad. Foruden paa dette Sted, det eneste vi have fundet i Kharezm, Bokhara og Turkestan, ses en saadan Haand anbragt paa Toppen af en Stang med hvid Alam ved de hellige Springkilders Alter ved Byen Sjund i Garm tjashma Darjas Dal i Garan (se min Art. „Rejse i Garan" i dette Tidskrifts 5. og 6. Hefte, 1902). I Vakhan finde vi ofte denne Haand indhugget paa Mindestene omkring i Dalen, og i Vakhanernes Huse afsættes saadanne oprakte udspilede Hænder, almindeligvis i fortløbende Rækker, omkring paa Arnestuernes Vægge. Den sidste Prydelse afsættes simpelthen ved at dyppe Haanden i Mel eller Kalk og trykke den af paa Væggen (min fuldstændige Beskrivelse af Vakhan og Vakhanerne er f. T. i Trykken og vil udkomme i den nærmeste Fremtid). Den symbolske Haand finde vi tillige hist og her i Persien, og den maa vistnok tilskrives den sliitiske Sekt af Islam.

Kabren Fig. 17 findes i Gravkammeret over Adil
Kutluk Pasha i Kona Urgendsh. Det ligger til venstre
for Indgangen til Auliaen Hazreti Shah Kabir, som

senere vil blive omtalt, og samme Form af Kabr træffe
vi desuden enkeltvis paa Gravbakken omkring Shamun
Pajgambar imellem Ohodjeli og Kona Urgendsh.

Fig. 18. Denne Form af Kabr med en eller to smaa spidsbuede Forhøjninger foroven synes i Kharezm udelukkende at være forbeholdt Khanernes samt enkelte højtstaaende Mænds Grave.

I Byen Khiva tæt ved den nuværende Khans Vinterbolig findes en Mashit med foranliggende Medressé. I Mashiten har den nuværende Khan Seit Mahomad Rahim Bahadur Khan bygget sig en med glasserede Tegl beklædt Kabr. Denne bestaar af en c. l1l¹/₂ Meter høj rektangulær Underbygning hvorover er sat en spidsbuet Ophøjning paa langs ad denne. Kabren er anbragt i en spidsbuet Nishe, som ligeledes overalt er beklædt med Fajance. Mønstrene i Kabrens og Nishens Fajance ere persiske, og om end unøjagtigere end de ældre af samme Art tage de sig dog med deres blaa og grønne stiliserede Blade og Snirkler paa den hvide Bund meget smukt ud. I samme Gravkammer og tæt ved Khanens Kabr ligger endnu en ganske af samme Form som denne, under hvilken hans tidligere Vesir Ibrahim Chodsha hviler.

Fra Khanens Mausoleum fører til venstre for Indgangen en lille Trædør ind til en Art Entré, hvori staar opstillet Alam. Fra denne Entré fører endnu en Dør, der altid er aflaaset, ind til et lille mørkt og dystert Gravkammer. Efter nogen Forhandling lukkede den vagthavende Sheik os ind i dette, hvor en Dervish stadig holdt Vagt ved den derværende hellige Grav for at vinde den evige Salighed efter Døden. I det lille Kammer ligger en stor spidsbuet Kabr af den først i denne Beskrivelse omtalte Form. Den er bygget af Mursten, beklædt med Gips og overdækket med et smukt guldbroderet rødt Tæppe. Herunder hviler Hazreti Seit Mahrud Djän, som i det 12. Aarh. efter Sigende skal være kommet til Kharezm fra Medina. Hazreti Sei't Mahrud Djans Gravkammer er det oprindelige, hvortil Khanen har ladet bygge sit og sin Vesirs Mausoleum for at kunne hvile tæt op ad den hellige Mands Grav. Som vi se, tyder dette Eksempel paa, at den spidsbuede Kabr er en ældre Form end Sammensætningen af denne og den rektangulære.

Ligesom det er almindeligt at bygge sin Grav eller sin Kabr tæt op ad Profeters og hellige Mænds Grave, saaledes forekommer det ogsaa jævnligt, at Mashiter bygges tæt ved eller omkring saadanne Grave.

I Byen Khiva finde vi saaledes Mashiten Tört Shah Abbå (tørt = dørt. (osman, tyrk.) = 4) i hvis Gaard staar et gammelt Elmetræ. Under dette Træ skulle fire hellige Mænd (fire Brødre) ligge begravede eller være blevne dræbte, og Træet er af den Grund prydet med Alam og Toch. At gaa flere Gange rundt om dette Træ skal være et udmærket Middel mod Sygdomme. Træet ses da ogsaa behængt med de saakaldte Sygeklude. Det er afrevne Tøjstumper i alle Farver, der stamme fra de Indfødtes Klæder. Naar en Indfødt bliver syg, river han en Klud af sin Klædedragt, berører dermed det syge Sted paa Legemet, og lægger nu Kluden paa en eller anden hellig Mands Kabr eller i Gravkamret og tror da. at Helgenen skal skaffe ham af med Sygdommen. De før omtalte hellige Grave vrimle af saadanne Sygeklude, hvilke man gør bedst i ikke at berøre, da Spedalskhed og dermed beslægtede Sygdommer ere almindelige i disse Egne af Asien.

Naar Kludene, som i dette Tilfælde hænges paa et Træ, hvilket er en [almindelig Skik, og da især paa mærkelig udseende Træer, uden at de som Elmetræet behøve at være anerkendte som hellige, ser man, om Sygdommen agter at fortage sig, ved at Grenen, hvorpaa man har hængt Kluden, visner hen. Gør den ikke det, er der intet Haab.

Tæt ved ået omtalte Elmetræ er bygget en lille fritstaaende Minaret til Ære for Helgenerne. Mashiten skal være opført i det 18. Aarh. af Iltazar-Khan, der efter de Indfødtes Sigende døde her 1801.

I Mausoleet Aulia Hazreti Palwån i Byen Khiva, der er en af Kharezms smukkeste og interessanteste Bygninger, finde vi en af eller maaske Mellemasiens prægtigste Kabr. Selve Auliaen rager med sin grønlige Fajancebeklædning og sine talrige Alam dominerende op over alle Khivas Bygninger og er Landets Nationalhelligdom.

Igennem en høj Portal og de dermed forbundne Porthvælvinger kommer man ind i en større Forgaard, hvor der til højre og venstre findes Fliserækker langs Verandaer, som bæres af udskaarne Træsøjler. I denne Forgaard er der i Forbindelse med Verandaerne anlagt nogle simple Gravkamre samt Værelser til de vagthavende Sheiker og lavere Mullaher. Fra Forgaarden stiger man op ad nogle Trappetrin ind igennem en smuk spidsbuet Port, der er prydet med glasserede Tegl, og foroven belagt med Rækker af Oksehorn (Symbol paa Styrke), og man træder nu ind i Auliaens store Gravkammer.

Dettes fire Vægge, der foroven løbe sammen i en spids Hvælving, ere ligesom denne og en lige for Indgangsporten muret spidsbuet Nishe overalt beklædte med Fajance, hvoraf ikke et Stykke mangler. Figurerne i Fajancen, de smukt tegnede stiliserede hvide Blomster og snirklede Ranker paa blaa Bund tage sig meget smukt ud, ihvorvel de i Udførelse ikke kunne maale sig med Fajancen i Timurs Pragtbygninger i Samarkand.

Mønstrene paa Vægge, Hvælvinger og i Nishen
ere de samme. Kun den pragtfulde rektangulære Kabr

med sin spidsbuede Ophøjning foroven, som or anbragt i Nishen overfor Indgangen til Gravkammeret, og Fodstykket under Nishen bære andre i høj Grad kunstnerisk udførte Mønstre i blaa, grøn og hvid Farve. Omkring Kabrens rektangulære Fodstykke løber et Baand med persisk Indskrift. Foran Kabren er anbragt et smukt Smedejærnsgitter og over Kabren en af sammenslyngede Grene og Blade sammensat. Lysekrone af samme Materiale. Det hele er i persisk Stil, og Væggenes Mønstre minde i mangt og meget om de venezianske fra det 14. og 15. Aarh.

Der er imidlertid ingen Tvivl om, at det hele er
udført af persiske Bygmestre. Under Kabren ligger
Maderim Khan begravet (Aarstal übekendt).

Til venstre for denne Kabr ligge paa et Fodstykke af Sten de to før omtalte i sort Marmor udførte rektangulære Kabrer over Anusha Khan og Abdul De Indfødte fortalte, at der tidligere midt i Gravkamrets Gulv havde ført en Trappe ned til en neden under liggende Krypt; men at denne i de senere Tider var bleven tilmuret. Om Udsagnet er rigtigt kan ikke afgøres.

Fra dette store Gravkammer føres man til venstre for Hovedindgangen igennem en lille lav Indgang, som lukkes med en udskaaren Trædør i Stilen fra Timurs Tid, ind i et dystert hvælvet Kammer, hvor en vildt udseende Dervish liggende paa et Filttæppe holdt Vagt ved den egentlige Helligdom Hazreti Palwåns Grav. Efter nogen Overtalelse og Løfte om Drikkepenge blev et Forhæng for nok en lille Indgang trukket til Side, og vi saa nu ind i et lille mørk Kammer, som næsten helt optoges af en stor spidsbuet Kabr. Denne var tildækket med et smukt""guldbroderet Tæppe, og da dette løftedes til Side, saa vi, at hele Kabren var beklædt med glasserede Tegl med ophøjede persiske Mønstre i forskellige Farver omtrent som Maderim Khans Kabr. Den kunstneriske Udstyrelse tydede imidlertid paa, at den maatte være meget ældre end det store Gravkammer. Det tillodes os ikke, trods alle vore Overtalelser og Løfter, at aftegne eller tage Afryk af Mønstrene.

At Hazreti Palwåns Kabr er ældre end det store Gravkammer er ikke alene selvfølgeligt, men stemmer ogsaa overens med Sheikernes Beretning. Hazreti Palwån (den hellige Kæmpe) skal være død og begravet her for 726 Aar siden, hvilket vil sige noget over Midten af det 12. Aarh. Senere er da det store Gravkammer med Kabren over Maderim Khan bygget til, og sidät ere Anusha Khans og Abdul Ghase Khans Kabrer anbragte herinde.

Da Anusha Khan regerede i Kharezm i Slutningen af det 17. Aarh., kunne vi vistnok uden at begaa store Fejl sætte Maderim Khans Kabr og det store Gravkammer til det 14. Aarh. eller senest til Begyndelsen af det 15. Aarh., hvad ogsaa Stilen i Mønstrene og deres Udførelse tyder paa.

Over Hazreti Palwåns Grav vajer en sort Toch, og paa Hovedkuplens Top er anbragt en Kobbå. Palwån skal have været en saa hellig Mand, at da hans Sønner faldt i Krigen, lod Gud dem paa Faderens indtrængende Bøn leve op igen. Senere skulle de dog atter begge være faldne i Kampen for Kharezm. Det, hvorved Palwån ifølge Sagnet især har gjort sig fortjent, er Gravningen af den c. 100 Km. lange Kanal, som fører fra Amu Darja ind til Khiva, og i hvilken man sejler i ret store Baade lige til Khanens Residens. Denne Kanal skal han have bygget i en eneste Nat. Kanalen er en Livsbetingelse for Oasen og dermed for Byen Khiva, idet Vandet herfra føres ud over Ris-, Korn-, Bomulds-, Sesam-, Tobaks- og Durramarker, og det er derfor ikke saa underligt, at Kanalens Bygmesters Minde hædres paa en værdig Maade.

Det næste gamle Mausoleum, som vi her skulle omtale, og som med Hazreti Palwån og et Par andre høre til de interessanteste og smukkeste gamle Mindesmærker fra den Tid, da den iranske Kunst stod højt i de af Mongoler, Tyrker og Arabere overfløjede Egne, er Auliaen i Kona Urgendsh. Hazreti Shah Kabir.

Seværdighederne ved det nuværende Kona Urgendsh ligge sydøst for den nuværende By. Umiddelbart udenfor dens Haver ligger en c. ii_{J i} Kvadratmil stor, øde Plads opfyldt af Mursten og Ler, Rester af gamle Gravkamre, Moskéer, Palæer og Vandingskanaler. De store Dynger ere dannode af den gamle Stads sammenstyrtede Huse, der rimeligvis have haft samme Karakter som de nuværende. Dog efter de talrige brændte Sten at dømme ser det ud, som om man i en vis Tidsperiode mere havde benyttet dette solidere Materiale end de nuværende overalt brugte soltørrede Sten, der selvfølgelig kun kunne holde Stand imod Klimaet i forholdsvis kort Tid. Disse Tomter, paa hvilke man finder Mængder af smukke pressede Sten, gamle, udmærket forarbejdede Kashis og gammelt asiatisk Glas, saaledes som det lavedes i det 14. Aarh., burde snarest muligt undersøges ved enkelte Prøvegravninger, inden de dækkes yderligere til af Flyvesandet fra de nærliggende Ørkener. Der er næppe nogen Tvivl om, at man her vil finde interessante Ting. Under alle Omstændigheder burde der drages Omsorg for, at de endnu tilbageværende, nogenlunde

velbevarede Rester fra en svunden Tid bleve beskyttede mod Vejret og Tyvene, hvilke sidste drive en lille Forretning ved at stjæle de glasserede Tegl og sælge dem.

Lige udenfor den nuværende Bys Mure imellem en forvirret Hob af nyere Gravsteder finde vi Auliaen Hazreti Shah Kabir, et stort Gravkammer, bygget af brændte Sten, paa Toppen af hvis flade Kuppel troner en Kobbå. Indgangen prydes af en høj, rektangulær Portal, der foroven er forsynet med Indskrifter i ophøjet, hvid Glassur paa blaa Bund. Hele Portalen har rimeligvis tidligere været dækket af Kashis, hvilke i Tidens Løb ere faldne ned. Loftet i den spidsbuede Indgang er endnu til Dels dækket med en prægtig forarbejdet Fajance, og Prydelserne med Kashis over Døren staa endnu med deres gamle, smukke, persiske Mønstre og Indskrifter ganske uskadte. Særlig tage de ophøjede, hvide Bogstaver over Døren sig prægtig ud paa den fortrinligt udførte blaa Grund. De maa vistnok anses for at være nogle af de bedst udførte Kashis i Mellemasien.

Selve det hvælvede Gravkammer er mørkt og dystert og kun beklædt med Gips. Derimod er Kabren derinde utvivlsomt Mellemasiens bedste gamle Pragtstykke af denne Art. Kabren er af rektangulær Form og prydet foroven med to spidsbuede Kabrer. Den er udført i gammel persisk Stil i ophøjet Arbejde. I Glassuren findes alle mulige Farver smagfuldt sammenstillede og en udmærket Forgyldning. De med stiliserede Blade og Blomster udfyldte mangekantede geometriske Figurer tyde paa, at Kabren er ældre end Timurs Tider, og Sheikerne berettede da ogsaa, at den stammede fra det 13. Aarh., altsaa fra Dshengiskhans Tid. Det kharezmiske Dynastis rigtige Glansperiode paa disse Tider falder just i Slutningen af det 12. Aarh. og ender i Begyndelsen af det 13. Aarh. (1221) med den tapre Dshelal-Eddin, som maatte flygte til Indus for Mongolherskeren Dshengiskhan, der 1218 med en Hær paa 600,000 Mand under sine Sønners Underanførsel rykkede ind paa alle Punkter i Mellemasien. I denne Kharezms Glansperiode vare Perserne de herskende her, og det er derfor rimeligt at antage, at denne Kabr er opført af persiske Haandværkere i Slutningen af 12. eller senest i Begyndelsen af det 13. Aarh.

Indenfor det simple Trærækværk, som omgiver Kabren, staar en firkantet Søjle af noget over Mandshøjde. Den er som Kabren overalt beklædt med Fajance og bærer Inskriptioner, men er af en tarveligere Udførelse end Kabren. Efter Sheikernes Sigende blev Shah Kabir halshugget af Kalmykkerne (Kalmak, som de indfødte sige), der sendte hans Hoved til Kharezm. Hovedet begravedes under den firkantede Søjle og Legemet senere under Kabren, hvilken dog efter sine to spidsbuede Ophøjninger tyder paa, at der ligger to begravede under den.

Hvorvidt denne de indfødtes Fortælling har noget paa sig, tør jeg ikke sige; det var paa de Tider almindeligt at sende en fangen Fyrstes af huggede Hoved til hans Fjende. Rimeiigst er det, at den firkantede Søjle er en Navnesten for Kabren.

Af Kabren er borttaget enkelte Kashis, hvorimod Resten i Hovedsagen er bevaret. Det hele holdes stadig tildækket med flere Tæpper, hvoriblandt et smukt guldbroderet, og over Kabren er anbragt talrige Alam. Gravkammeret skal være bygget af en vis Mir-i-kalul (Mir var tidligere Titelen paa Smaafyrster). Der sker en Mængde Valfarter til denne Aulia, hvorfor den er meget rig.

Af Sammensætningen af den rektangulære og spidsbuede Kabr finde vi et enkelt aparte Eksempel paa Gravbakkerne imellem Chodjeli og Kona Urgendsh, samt nogle faa omkring Kona Urgendsh og Nord herfor (Fig. 20). Disse bestaa af flere rektangulære eller kvadra

tiske Kabrer, der ere satte ovenpaa hverandre i Trappeform, , og øverst oppe paa Toppen af disse findes den

spidsbuede Del anbragt. Denne Kabr, der næsten altid har kvadratisk Grundflade, er desuden mærkelig ved, at der igennem den spidsbuede øvre Del findes Huller, der gaa helt igennem den paa tværs og ligne i Afstand Vinduer. Ved en saadan Kabr findes altid en Træ- eller Stenstøtte anbragt ved dens Hovedende, hvorpaa den Afdødes Navn, ja ofte ogsaa hans Faders og Bedstefaders Navne findes indhuggede. Denne Kabr skal efter de Indfødtes Sigende tilhøre Nogaierne (Tyrkisk mongolske Folk paa Krim, i Kubandistriktet og ved Volga), der rundt om i Kharezm fra gammel Tid findes bosatte som Købmænd. Formen af Navnestøtten er den samme, som findes hos Kabardinerne i Kavkasus.

Dog siges det ogsaa, at Kirgiserne, som nomadisere
hist og her i det nordlige Kharezm, anvende
denne Form af Kabr.

Kirgiserne ere, hvad enten vi finde dem i Kharezm eller paa Pamirs Højstepper, ikke meget religiøse. Den Smule Kultur, de ere i Besiddelse af, faa de selvfølgelig fra de dem nærmest boende agerdyrkende Folk, hvis Skikke de efterligne. Det er da derfor ikke usandsynligt, at de ogsaa paa deres Grave anvende den nogaiske Form af Kabr; ligesom der hos dem forøvrigt findes flere andre Former, som de anlægge, naar de ikke som ellers i Almindelighed nøjes med en opkastet Sand- eller Jorddynge over Graven. En Ting findes meget ofte i Kharezm anbragt ved Kirgisernes Grave, nemlig Navnestøtten. Som vi have omtalt findes næsten aldrig den Afdødes Navn angivet paa Kabrerne i Mellemasien, ej heller hos Kirgisernomaderne i Pamir eller Turkestan. Da jeg spurgte Kirgiserne i Kharezm, hvorfor de anbragte Navne

efter maaske at have strejfet omkring i længere Tid med Hjorderne paa andre Distrikter, da atter vendte tilbage. Dette var ikke nødvendigt for de bosiddende Folk, som i mange Slægtled boede paa samme Sted, saa at de altid efter mundtlig Overlevering vidste, hvor deres Familiegrave laa.

Forskellige mærkelige Former af Kabrer.

Kharezm og da især det nordlige Kharezm er et af de Steder i Mellemasien, hvor der findes en Mængde forskellige Folkestammer klumpede sammen imellem hverandre. Vi finde saaleder Tadsjiker, Usbeger, Araberkolonier (ved Kukertly), forskellige Turkomannerstammer, Kasakker, Karakalpaker og Nogaier foruden de russiske Kosakkolonier.

Lige saa mange forskellige Folkeslag, mindst lige saa mange forskellige Former af Gravprydelser. Man faar Indtrykket af, at just ikke hver Stamme har sin Maade at bygge Kabrer paa, men at der navnlig

støtter ved deres Grave, svarede de, at det var nødvendigt, for at Familierne kunde genkende deres Fædres Begravelser, naar Stammen,

indenfor de mange Nomadestammers enkelte Familier bygges Former af Kabren, alt eftersom det

falder dem ind at efterligne de bosiddende Folks Kabrer eller selv at finde paa noget nyt i denne Henseende. Det gælder forøvrigt ikke alene Nomadestammerne, men ogsaa nu og da de bosiddende imellem hvis Grave findes enkelte Former af Kabrer, der ved første Øjekast synes ganske at trodse Skik og Brug imellem Muhamedanerne her i denne Del af Asien.

I selve Byen Kihva finde vi saaledes Auliaen Bakajbah Båbå, hvis Kabr bestaar af en ca. 5 Meter høj kuppelformet Lerbygning med Indgangsdør. Inde i Kuplen findes ingen Kabr, og de Indfødte berettede ogsaa, at selve Lerkuplen var en Kabr. Paa Toppen af den vajer Alam til Minde om den gudfrygtige Devannah, som hviler paa Stedet (Fig. 21).

I Byen Khiva findes mange lignende Former af Kabrer, der se ud som en Moskékuppel, som var flyttet ned paa Jorden. De ere som Kegel byggede af brændte Sten og beregnede paa at rumme en hel Familiebegravelse. Naar et nyt Medlem af Familien da skal anbringes herinde, slaas nogle Sten ud for at Liget kan føres ned i Graven under Kabren (Fig. 22). Som Eegel ere disse Kabrer helt tillukkede; dog i nogle af dem findes et Glughul, der vender mod Mekka. Paa Byen Khivas Begravelsespladser findes desuden mange Kabrer, der ere byggede i Form af smaa Gravkamre (Gumbaser). (Fig. 23.)

Hvad enten vi besøge Gravkamrene (Gumbas el. i Khiva Gjymbas) i Pamir blandt Kirgiserne, i Turkestan, Bokhara el. Khiva, se vi altid disse byggede ganske i samme Form, nemlig en tærningformet Underbygning, kronet af en Kuppel. Som Eegel findes da over Indgangen en rektangulær Portal med spidsbuet Indgang eller ogsaa kun et Glughul vendt mod Mekka som hos Kirgiserne

i Pamir. Gumbasen kan undertiden være dekoreret med glasserede Tegl og smaa

ekstra Prydelser af
diminutive Taarne

etc., men den har
altid denne Hovedform.

I Byen Khiva finder man undertiden Kabrer byggede i Form af en Gumbas, d. v. s. en massiv Miniatur af Ler eller Teglsten (Fig. 24). Tillige bygges her Kabrer i Gumbas-Form med to Kupler, hvilket da, ligesom ved den rektangulære Kabr med to spidsbuede Ophøjninger, antyder, at to, i Eeglen Mand og Yndlingshustru eller et Par gode Venner, ligge begravede herunder. (Fig. 25).

Paa Gravbakkerne imellem Chodjeli og Kona Urgendsh
ligger en mærkelig Kabr, som har Form af en

stor, hul, sekskantet Kuppel. Foroven har den en cirkelrund Aabning og i hver af dens seks Sider er et firkantet Glughul. Den er bygget af brændte Tegl, er c. 4 Meter høj, og minder i høj Grad om den i Mellemasien almindelig brugte Bagerovn (Fig. 26). I hele Mellemasien have vi kun fundet dette ene Eksemplar af en saadan Kabr. Grunden til de mange Aabninger i Kabren skal efter de Indfødtes Udsagn være den, at vedkommende Bygmester har været i Tvivl

om Retningen til Mekka. For at det imidlertid ikke skulde være vanskeligt for Sjælen at slippe ud til den

Side, fra hvilken Profeten paa Dommens Dag monne kalde, har han hjulpet sig ved at anbringe Glughuller baade paa Siderne og i Toppen af Kabren, hvorefter den Afdøde da maatte kunne se alle Eventualiteter i Møde med Sindsro.

Baade den kuppelformede og den som en massiv Gumbas byggede samt den sidstnævnte Kabr skulle tilhøre Kasakkerne (Kirgiserne), der lige fra det 13. og 14. Aarh. nu og da ere trængte ind i Kharezm, hvor deres Høvdinger i korte Tidsrum have regeret i de nordlige Oaser ved Aralsøen (Kimgrad og KonaUrgendsh etc.).

Paa Gravbakkerne
imellem
Kona Ur

gendsh og Chodjeli findes flere Kabrer byggede i Form
af et lille Vandkar eller Vandbassin af brændte eller
soltørrede Mursten og beklædte med Ler eller Gips.

Af denne Kabr træffe vi baade cirkelrunde og firkantede paa Gravbakkerne, og sidstnævnte Form i Kona Urgendsh og Omegn (Fig. 27 og 28). Ved disse Kabrers Hovedende fm

des undertiden anbragt en Navnestøtte af Træ eller
Sten (Fig. 29).

I Kona Urgendsh havde flere af disse Kabrer oval Form ved Hovedenden, og en af disse havde modsat andre Grave i Mellemasien Retning Nord til Syd, saaledes at Ligets Hoved efter Shiahsektens Regel vendte imod Nord og Benene mod Syd (Fig. 30). Dette var forøvrigt den ene

ste shitiske Begravelse, vi traf her; men om Bygmesteren ogsaa her har taget fejl af Retningen til Mekka, eller om Graven virkelig er Hvilested for en

Shit turde vel være vanskeligt at faa Rede paa.
Den som Vandbassin byggede Kabr bruges almin

delig af Karakalpakerne i det nordlige Kharezm

Paa de meget omtalte Gravbakker og i Kona Urgendsh finde vi i Mængde den almindelige Form for en Kirgiserbegravelse, saaledes som vi have

ser dem paa Pamirs Højstepper. Altsaa kun en aflang Jord- eller Lerdynge, som vel er den spidsbue

de Kabrs oprindelige Form; men i Modsætning til Pamir bruge Kasakkerne her ofte at stille den Baare, hvorpaa de bære Liget til Graven, over selve Kabren (Fig. 31) eller ved Hovedenden af Graven, eller de stille den før omtalte Navnestøtte op ved Kabrens Hovedende (Fig. 32). Baarerne findes ofte behængte med farvede Klude; men det er umuligt at se, om disse Klude ere Alam eller Sygeklude, rimeligvis ere begge repræsenterede. Man synes i Kharezm ikke at tage det saa nøje med at anbringe Alam paa sin Families Grave eller at sætte en Kobbå paa Kabren eller Gumbasen, hvilket i Bokhara kun sker efter forudgaaende Forhandling med Gejstligheden.

Paa Gravbakkerne træffe vi endnu en Mærkelighed ved Gravene, hvilken vi ganske vist ogsaa finde enkelte andre Steder i Mellemasien, men ikke saa almindelig som her. Denne Mærkelighed bestaar i, at der næsten altid ved Kabrerne opføres et lille verandalignende Hus. I dette Hus kommer nu og da den Afdødes Slægtninge for at bede ved Graven, og Verandaen er dem en absolut nødvendig Skærm imod den her om Sommeren altfortærende Sol. Disse Verandaer bevirke yderligere, at Gravbakkernes Begravelsespladser faa Udseende af en By, hvilket de med deres mange Gumbaser i Forvejen ligne.

Ikke alene inde i Oaserne i Kharezm give de mange forskellige Former af Kabrer Byerne et besynderligt Præg, men næsten langs hele Amu Darjas Bred lige fra Tjardjuj til Aralsøen finde vi hele Byer af Kabrer og Gumbaser, der i Forbindelse med talrige Ruiner af fordums Borge gøre en Fart paa Floden til en Rejse igennem lutter Fortidslevninger, af hvilke mange have Krav paa Interesse og nøjere Undersøgelse.

Det er en almindelig Tro eller Overtro blandt de Indfødte, at Aander, baade de Afdødes og tillige Luftens Genier færdes særlig omkring Gravene, og intet Sted her i disse Egne

er Troen paa og Frygten for Aanderne saa stor som i Kharezm. Begrebet Aand er soni

Kegel det samme for de Indfødte som noget ondt, en Slags skadelige Baciller, der svæve i Luften eller gemme sig paa mystiske Steder. Af Frygt for Aander turde Baadfolkene paa Amu Darja aldrig lande i Mørket ved Begravelsespladserne. Af Frygt for Aanderne havde de fleste Khivinsere et eller flere smaa Sølvetuis, som indeholdt skrevne muhamedanske Bønner, syede fast i Toppen af deres Hue (Kalapush), og af samme Grund syer man i Toppen af de unge khivinske Pigers Hovedtøj en Dusk Uglefjer, der skal være et godt Middel mod Aandernes skadelige Indflydelse.

Disse Aander Djin, Adjin eller Adjina, som de kaldes, ere en Kest af Avestareligionens d. v. s. den nyere Avestareligions Genier, som i forskellige Anliggender opfyldte Luften. Og ligesom Parserreligionens Tilhængere troede, at Sjælene opholdt sig et vist Antal Dage ved Gravene, saaledes er dette endnu en almindelig Tro hos Islamiterne i Mellemasien.

Denne Tro paa Aander i Forbindelse med en vis Kultus af mærkelige Naturgenstande, ved hvilken baade gode og onde Aander ynde at opholde sig, har bevirket, at de Indfødte hist og her anlægge en SLags Mindesmærker, Offerste

der, Altre eller Bedesteder, om man vil, paa mærkeligt udseende Klipper, i dybe mørke Slugter, i Hul

ler, paa store Sten eller ved varme Kildespring, blot Stedet har et fra det sædvanlige afvigende eller hemmelighedsfuldt Ydre. Disse Aander kalde de flere Steder for Dev, hvilket naturligvis er det samme som Avestareligionens Deva (Djævel). Ved første Øjekast tror man ofte, at disse Mindesmærker ere Grave eller Gravkamre. Det at der ved hellige Grave brændes Lamper og bygges Tshiråkkhanås, ere ogsaa Aanderne Skyld i, idet Skikken er en Rest fra Parserreligionen, i hvilken Lyset, de onde Aanders værste Fjende, spillede en stor Rolle som Middel til at fordrive dem.

Paa Pamirs Højstepper blandt Kirgiserne og hos de bosiddende Tadsjiker i Pamir-Dalene kaldes saadanne Bedesteder, hellige Steder, Aandemaningssteder eller Aandetilbedelsessteder for Masar. Vi finde dem i Høj-Pamir og i Pamir-Dalene i Form af høje Dysser, Stenfalde, i Form af smaa Taarne eller Skorsten byggede op af løse Sten. Naar f. Eks. en Mand er bleven syg, tror han, at en ond Aand er Skyld heri, og rimeligvis for at formilde den onde Aand eller

binde den til et mystisk udseende Sted, oprejser han en Dysse af Sten og besmører den med Fedt. Andre forbipasserende Indfødte bruge at lægge et Par Sten til Dyssen, saa at denne vokser sig højere og højere. Undertiden prydes Dyssen med Okse- og Kohorn, eller der oprejses endog Toch og Alam ved den; ofte hænder det vel da, at en lille Dysse, som er anlagt af et sygt ret betydningsløst Individ, i Tidens Løb er vokset, saaledes, at den ender som et særdeles helligt Sted, om hvilket den nuværende Befolkning ved at fortælle mangfoldige Historier.

Lige fra Alaibjærgene igennem Høj-Pamir til Vakhan træffe vi saadanne Dysser. Vi finde dem oppe paa Toppen af Passerne, hvor nogle muligvis oprindelig ere anlagte som en Slags Vejvisere. Af deres Udpyntning nu til Dags ses det imidlertid, at deres Betydning i Tidens Løb er steget betydeligt over en Vejvisers Niveau, da de, som før bemærket, nu og da findes prydede med Alam og Toch, samt tillige næsten altid ere behængte med Sygeklude. Det er ligeledes almindeligt, at de Vejfarende, der passere en saadan Masar i Bjærgene, standse, knæle ned foran den og trække sig i Skæget.

Skikken at besmøre mærkeligt udseende store Sten, til hvilke der knytter sig et eller andet religiøst Sagn, med Fedt findes ogsaa f. Eks. i Arabien. Det er saaledes ogsaa et almindeligt Sagn, at dette eller hint Indtryk i Stene eller Klipper hidrører fra, at Engle, Profeter eller hellige Mænd have traadt paa dem og herfra maaske hævet sig til Himlen etc., hvorfor selvfølgelig Stenen er erklæret for hellig. Fedtet er da rimeligvis et Slags Offer. Paa andre Steder udenfor Mellemasien finde vi en lignende Overtro. En Klippeindsænkning paa Adams pick paa Ceylon siges saaledes at være et Aftryk af Buddhas Fod, som fremkom, da han herfra hævede sig til Himlen, hvorfor Stedet er helligt for Buddhisterne.

I Khiva er det en almindelig Tro, at der i Huller i gamle Mure; i tomme Brønde, under store Sten (det maa her bemærkes, at Sten overhovedet i Asiens Løss ere en meget sjælden Vare, som man ofte milevidt kan søge forgæves efter) etc. skjuler sig en Dev. Denne Dev spiller omtrent samme Rolle her som Nissen hos os.

Den sidste Art hellige Steder kaldes i Mellemasien for Kadamgå (Fodspor). Et Eksemplar af en .saadan findes f. Eks. ogsaa i Vakhan i Sydpamir. Den er oprejst i Form af en Stenindhegning omkring en isoleret Klippe, der stikker op af Jorden paa Vakhandalens nordlige Bred, og er prydet med Kobbåer ophængte paa Stænger, hvoraf den som Dysserne faar Udseende af at være en hellig Grav. (Se O. Olufsen. Vakhan and Garan, som just er i Trykken). Da Kirgiserne i Pamir og Vakhanerne baade kalde en hellig Grav og en Kadamgå for Masar, kan en Misforstaaelse endnu lettere finde Sted.

I Mellemasien f. Eks. langs Darjas Østbred finde vi flere saadanne Kadamgåer eller Masarer, der undertiden bestaa i et lille Lerhus, hvori anbringes Lamper, der tændes af dem, der her søge en eller anden Trøst i Nøden. Det findes som Regel anbragt paa afsides liggende Høje eller isolerede Klipper, og Offergaver i Form af gamle Træfade, Træskeer, Kander etc. findes henlagte omkring det, ligesom Sygeklude og Alam i forvirret Blanding flagre for Vinden over Stedet.

Af den her foretagne Beskrivelse af Formerne af den islamitiske Kabr i Mellemasien se vi, at den spidsbuede optræder som den ældste Repræsentant. Den er den almindeligste lige fra Kinas Vestgrænse til det kaspiske Hav, og det er vistnok rimeligst i denne at se den oprindelige Gravprydelse ned til den islamitiske Oldtid, og længere kunne vi vanskelig for Tiden komme tilbage. Den rektangulære Kabr og Sammenstillingen af begge disse Former ere begge sikkert af persisk Oprindelse. Derfor træffe vi da ogsaa de to sidste Former for det første mest i Kharezm, hvor persisk Indflydelse lige ned fra de ældste Tider har gjort sig gældende, og for det andet oftest i Samarkand og dens Omegn, hvor de persiske Haandværkere især i det 14. Aarh. under Timur have været de ledende Mænd i Bygningskunsten.

Hvorledes Kabren, Graven eller Sarkofagen i den før-islamitiske Tid i Mellemasien har set ud, kan ikke med Sikkerhed siges. Ligesom under Islam har rimeligvis de persiske Riger ogsaa sat Stemplet paa alt hvad der vedrører Kunst og Industri i Mellemasien i den før-islamitiske Tid. Nogle Historikere sige, at med Aleksander den stores Ankomst til Asien forsvinder den orientalske Arkitektur, og at dens Historie er blank fra Akhæmenidernes Fald 331 f. Chr. til Sassanidernes Opkomst 226 e. Chr.

Partnerne vare i Sammenligning med Assyrer og Babylonier, der have efterladt os en Verden af arkitektoniske Mindesmærker, meget beskedne trods Monarkernes Rigdomme. Hvad der imidlertid er parthisk og hvad der er sassanidisk Kunst er meget vanskeligt at afgøre. Dog er den Arkitektur, som er efterladt os i Mesopotamien og Persien i Perioden imellem Aleksander den store og Muhamed, i Hovedsagen sassanidisk

eller nypersisk og ikke ældre end c. 220 e. Chr. Sassaniderne manglede baade Haandværkere og Modeller, som de kunde kopiere, og det menes derfor, at de have taget Paladset Hatra i Mesopotamien som Mønster for deres Bygningsværker. Denne Landsdel var befolket af Arabere, der stode i Vasalforhold til Partherne og senere under Sassaniderne. Paladset Hatra med dets tunge alvorlige Stil med de mange runde og spidsbuede Nisher, Portal og dets Mangel paa Korridorer (Døre førte fra det ene Værelse til det andet) gaar med lignende sassanidiske Bygninger fra det 4. og 5. Aarh. igen i Moskéer, Medresséer og Gravkamre i Mellemasien. Om Gravene omkring Hatra berettes det, at der

over dem byggedes smaa Bygninger i Kvadratform (20 —40 Kvadratfod Grundflade) nogle helt plane andre med Pilastre som en Slags ornamenterede Ligkister og fra Partnernes Dage have vi Tegninger af disses Ligkister, hvoraf nogle ligne en stor Tøffel, og bleve udførte i brændt Ler.

I den før

islamitiske Tid
i Mellemasien,

da Zoroasters Religion her var den herskende, ere vel som i de vestlige iranske Egne, Skeletterne blevne samlede sammen og begravede i en Grav, efter at de først have været udsatte, og det er da rimeligst at antage, at Gravene have været udstyrede paa en lignende Maade med Kabr, som vi se ved Hatra. Muligt er det da, at den spidsbuede Kabr gaar langt tilbage til disse Avestareligionens Tider.

Gravkamre.

Af Gravkamre have vi allerede nævnt en ikke ringe Del, saaledes i Samarkand Gur-Emir; i Bokhara Auliaerne Pasha Ismail-i-Såmåné, Hazreti Ajup Pajgambar, Hazreti Mir Arab, Hazreti Imla, Bäbä-i-shauk, Dåniår Khan og Hazreti Imam; i Khiva Hazreti Palvån, Karashmishah, Båbå Harish Båbå, Tanabli, Shah Kalandar, Jygyrek, Tåghån-i-tyrk, Hazreti Mahrud Djån og Bakajbak Båbå; i Chodjeli Perim Ishan og paa Bakkerne vest herfor Shamum Pajgambar. Endvidere i Kona Urgendsh Hazreti Priål Vali, Adil Kutluk Pasha og Hazreti Shah Kahir.

Alle Gravkamre eller Mausoleer lige fra Kirgisernes Gumbaser til de smukkeste af denne Art i Turkestan, Bokhara og Kbiva bygges altid i samme Stil. Ufravigelig en firkantet Underbygning med en konisk, kalotformet, halvkugleformet eller som i Kharezm

en pyramideformet Overbygning. Den almindelige Kirgiser-Gumbas i Pamir og omliggende Bjærgegne har Kuppel med tilspidset Form, fordi det daarlige Bygningsmateriale vanskelig kan holde til en afrundet Kuppel. Der er i Reglen kun i denne et Glughul, der vender mod Mekka, men ofte findes dog i de større Kirgiser-Gravkamre re en Indgang,

som prydes med en fritstaaende Portal, Se Fig. 23 og paa Siderne af Døren spidsbuede Nisher samt et Forsøg paa Udsmykning med smaa Taarne paa Gumbasens Hjørner, noget lignende, som de der i Byerne anbringes paa Moskéernes fire Hjørner.

I Samarkand, Bokhara og Kharezm finde vi Gravkamre udstyrede med prægtige Fa£ader af glasserede Tegl og pressede Sten, ligesom de smukkeste af dem tillige i det Indre prydes paa denne Maade. De smukkeste af disse Mausoleer findes afbildede og beskrevne i „The second danish Pamir Expedition. Old and new architecture in Khiva, Bokhara and Turkestan by. O. Olufsen Chief of the Expeditions 1903."

Foruden disse skal her vises en Samling gamle Gravkamre fra Samarkand (Fig. 33). Kuplerne paa de to største have tidligere været beklædte med glasserede Tegl overalt; men den største Del af dem ere faldne ned. Det indre af dem bestaar af en spidsbuet Gipshvælving, der indesluttor spidsryggede Gipssarkofager. Til venstre paa Billedet se vi en labyrinthisk Samling af smaa Mashitter (Moskéer) og Gravkamre, hvis Kupler enkelte Steder kun rage lidt op over Jorden. Til højre se vi en Del rektangulære Kabrer eller Gravsten strøede omkring i Terrainet. Flere af dem ere huggede i Marmor og forsynede med Indskrifter. Paa Billedets Baggrund ses en Del af Byen Samarkand.

For Kharezms Vedkommende ville Stednavnene
kunne findes paa mit Kort over Amu Darja og Khiva
i dette Tidskrifts 15. Bd. 5. og 6. Hefte.