Geografisk Tidsskrift, Bind 17 (1903 - 1904)

Geografiske og geologiske Undersøgelser ved den sydlige Del af Faxaflöi paa Island.

Professor, Dr. phil. Th. Thoroddsen.

Side 26

I. Rejse til Borgarfjördur1).

Den brede Halvø, som Syd for Faxebugten strækker sig ud fra Islands Vestkyst, kaldes som oftest Reykjanes, skønt det egentlig kun er Halvøens sydvestligste Spids, som hos Beboerne fører dette Navn. De fleste større Halvøer paa Island have oprindelig ikke noget særskilt Navn; i Almindelighed ere Navnene paa mindre Næs eller Tanger o. lign. senere blevne overførte paa Halvøerne, da man trængte til geografiske Fællesbetegnelser, saaledes Navnene Reykjanes, Skagi, Tjörnes, Melrakkaslétta o. s. v. Nogle Halvøer, som f. Ex. det store, bjærgfulde Næs mellem Øfjord og Skagafjord, have endnu intet sæiskilt Navn faaet; man lader sig nøje med de enkelte Navne paa de derværende Herreder og Bygder uden at sammenslutte dem under et geografisk Fællesbegreb.

Fra Islands indre Højland strækker en Fjældarm sig ud paa Reykjanes; denne Højlandstange, der hovedsagenlig er opbygget af Tuf og Breccie og meget vulkansk, er bred og flad oventil, har mange Kraterrækker og vulkanske Bjærgtoppe og sænker sig mere og mere mod Vest, saa at den yderste Del af Halvøen hovedsagenlig bestaar af lavtliggende Lavamarker med nogle enkeltstaaende, lave Bjærgknuder. Fjældstrækningen Mosfellsheidi, der har en Højde af 250— 350 m., sammenknytter Reykjaneshalvøen med det indre Højland, men derefter hæve Bjærgmasserne sig atter S. og SV. for Thingvallasøen. Fra Thingvallasøen strækker der sig et temmelig bredt Plateau med bratte Randfj-ælde ud paa Reykjanes og afsluttes ved en Tværdal ved Krisuvik. Dette Fjældplateaus nordlige Rand har gennemsnitlig en Højde af noget over 600 m. (Hengill 770 m., Vifilfell 652 m., Blåfjoll 659 m., Langahliö 604 m.), men hælder svagt mod Syd, hvor den stejle Rand har en Højde af 4—5004—500 m. Omtrent midtvejs er den stejle, sydlige Rand bleven udjævnet til en svag Hældning ned mod Havet ved Dannelsen af de store Lavakupler Heiöin ha og Selvogsheiöi. Oppe paa Plateauet findes flere særskilte Fjælde, f. Ex. SkålafelL Meitill og Geitafell, der have en Højde af 600—650 m. Hele dette Højland bestaar af Tuf og Breccie, kun er Overfladen som oftest dækket af mægtige præglaciale og postglaciale Lavastrømme, der væsentlig have bidraget til, at disse Fjældstrækninger have beholdt Plateauformen, thi den løse Tuf gennemskæres hurtig af Erosionen, hvor den ikke dækkes af fastere Masser.

Vest for Krisuvik optræder Fjældmassen ikke længer samlet, men sønderskæres i flere Stykker, mindre Fjældkæder og isolerede Knuder og Toppe, der som efterstaaende Øer rage op fra de lavere Omgivelser, som skjules under et sammenhængende Lavadække. Af disse Fjælde ere de savtakkede Bjærgrygge Sveifluhåls og Nuphliöarhals, der med en Højde af 370 — 440 m. stryge fra SV. til NØ., de betydeligste. Af isolerede Bjærge kunne endvidere nævnes Fagradalsfjall (c. 440 m.) og Keilir (389 m.) samt de smaa, opstaaende Fjældknuder ved Næssets sydvestlige Spids Syrfell (105 m.) og Vatnsfell (54 m.). Her ere Omgivelserne allerede saa lave, at saa smaa Højder gøre sig bemærkede. Overfladen af de brede Fjældmarker er ligesom alle Lavninger, Dale og Sletter paa denne Halvø næsten aldeles tilhyllede af Lavastrømme, der give Landskabet et særdeles mørkt og skummelt Udseende. Kun Kysterne ere beboede; de indre Lavasletter og de sønderrevne Tuffjælde ere kun meget kummerligt udstyrede med Plantevæxt og derfor übeboelige; mange Steder er der ogsaa en følelig Vandmangel,


1) I „Geografisk Tidskrift" findes kortere og længere Beretninger om de fleste af mine Undersøgelsesrejser paa Island; kun har Tidskriftet intet indeholdt om mine Rejser i Aarene 1883, 1884, 1890 og 1891. En længere Beretning paa Dansk om Rejsen 1890 findes i Tidskriftet „Ymer" i Stockholm og er derfor let tilgængelig; om de andre Rejser har jeg før kun skrevet islandske Beretninger i Tidskriftet „Andvari" samt nogle kortere Artikler om Rejserne i 1884 i engelske og tyske Tidskrifter („Nature" og „Petermanns Mitteilungen"). For at „Geografisk Tidskrift", som saa længe har vist mig den Velvilje at optage mine Afhandlinger, kan komme til at indeholde en samlet Fremstilling af mine Arbejder paa Island samt en Redegørelse for adskillige hidtil ikke offentliggjorte Undersøgelser i Islands mindst kendte Egne, har jeg nedskrevet følgende Beretninger om mine Undersøgelser i Aarene 1883 og 1884. I 1883 undersøgte jeg Egnene ved den sydlige Del af Faxafioi, især Halvøen Reykjanes; senere har jeg oftere besøgt nogle af disse Egne og har derfor i Hovedberetningen optaget mine lagttagelser fra Aaret 1891 samt forskellige ikke før offentliggjorte lagttagelser fra Aarene 1885. 1888, 1890, 1898 og 1899. Den anden Beretning (1884) omhandler den store Layaørken Odådahraun med dens mange, kæmpestore Vulkaner.

Side 27

thi, skønt Nedbøren er betydelig, forsvinder Vandet i den porøse Lava. Beboerne ved Kysten leve næsten udelukkende af Fiskeri; lidt Faareavl er der ogsaa, men Lammene efterstræbes af de talrige Ræve, der have Tilhold i Lavastrømmenes utallige Huler.

Skønt denne Halvø ligger i Nærheden af Reykjavik, er den aldrig i sin Helhed bleven undersøgt af videnskabelige Rejsende. I den geologiske Literatur over Island findes der saa godt som intet om Reykjanes; det eneste, der haves, er nogle faa Notitser af Th. Kjerulf om den nordlige Strandkant. De faa udenlandske Rejsende, der have besøgt Halvøen, have sædvanlig kun taget derhen for at se Solfatarerne ved Krisuvi'k uden at undersøge noget andet. Undersøgelsen af Reykjanes indre Ødemarker støder ogsaa paa forskellige Vanskeligheder; man maa tilbringe den største Del af Tiden i Telt og føre Proviant og andre Livsfornødenheder med sig, og kun meget faa Steder er der tilstrækkelig Græsning og Vand til Hestene; desuden er Terrænet ofte saa vanskeligt formedelst Lavastrømmenes mange Revner og Ujævnheder, at man maa lade Hestene blive tilbage og gøre lange Udflugter til Fods. Halvøens Indre er derfor lidet kendt af de Omkringboende, og kun faa kunne give Oplysning om de forskellige Fjældes og Vulkaners Beliggenhed og Udseende. Afstanden fra beboede Egne er dog her alle Vegne forholdsvis lille, saa at man i daarligt Vejr, naar Teltlivet begynder at blive übehageligt, let kan naa til Bygden. For Geologer, der interessere sig for Vulkaner, frembyder Reykjanes en rig Mark for Undersøgelser; intet andet Sted paa Island kan man paa et saa lille Fladerum faa Lejlighed til at studere de vulkanske Fænomener i alle Former. Der findes en Vrimmel af Kratere og vulkanske Revner, og hele Terrænet er saa gennemrodet og omtumlet af de vulkanske Kræfter, at en Vulkanolog næppe kan ønske sig det bedre. Sommeren 1883 brugte jeg til at undersøge Reykjanes Halvøen og de nærmeste Herreder ved det sydvestlige Hjørne af Faxebugten, især Borgarfjord Syssel, samt de nærmest liggende Dele af det indre Højland. Jeg beskæftigede mig hovedsagenlig med Undersøgelsen af Vulkanerne og Lavastrømmene samt den geologiske Topografi og Tektonik.

I Sommeren 1883 havde jeg Reykjavik som Udgangspunkt og Hovedstation og begyndte mine Undersøgelser d. 14. Juni, idet jeg da ad sædvanlig Vej rejste over Land til Borgarfjorden. Da de først berejste Egne mellem Reykjavik og Hvitå i Borgarfjord ofte ere blevne beskrevne, vil jeg her lade mig nøje med en Oversigt over disse Egnes almindelige Geografi og Geologi og henviser med Hensyn til Enkeltheder til ældre Bøger og forskellige af mine egne Publikationer.

De saakaldte Inn-nes, Alptanes og Seltjarnarnes, paa hvilket sidste Byen Reykjavik staar, strække sig som uregelmæssige og sønderskaarne Tanger ud i Faxebugten, medens forgrenede Smaafjorde mellem dem og paa begge Sider skære sig dybt ind i Landet. Overfladen af disse Næs bestaar ligesom det nærmeste Opland, den saakaldte Mosfellssveit, næsten udelukkende af bølgeformede Aase af faste Klipper, der alle Vegne vise Mærker efter en stærk Isskuring. Bjærgarten er en graa, porøs Dolerit, der let lader sig kløve i alle Retninger og derfor nu meget bruges til Bygningsmateriale i Reykjavik; paa Grund af sin Porøsitet suger Stenen let Vand i sig, og Husene blive derfor i det regnfulde Klima ikke let tætte uden ved Anvendelse af betydelige Mængder Cement og Asfalt. Allerede i Midten af forrige Aarhundrede lagde Eggert Olafsson Mærke til de Slaggeskorper, der findes mellem Doleritlagene, og sluttede deraf, at man her havde en meget gammel Lava for sig. Th. Kjerulf (1850) og Robert Chambers (1855) iagttog Skuringsmærker paa Doleriten, og C. W. Paijkull gjorde i 1865 den nærliggende Slutning, at Doleriten i Reykjaviks Omegn maatte være en glacial Lava ligesom Doleriten ved Ok, men mærkelig nok har han ikke bemærket disse Lavaer andre Steder i Landet, skønt de ogsaa have en ikke ringe Udbredelse i andre Egne, som Paijkull ligeledes besøgte. Doleritlavaerne have fra Mosfellsheidi i brede Strømme udgydt sig ned til Faxebugten og have i Mosfellssveit omkredset flere isolerede Smaafjælde af Basalt. Flere Steder i Omegnen af Reykjavik træder en gammel Basalt frem under Doleriten, som atter hist og her dækkes af yngre, fossilførende Tufdannelser og Glacialler.

De glaciale Doleriters Omraade i Mosfellssveit begrænses mod Nord af gamle Basalter, Udløbere fra det indre Højland. Af disse Bjærge er den store og stejle Fjældmasse Esja bedst bekendt; den naar en Højde af c. 950 m. og bestaar hovedsagenlig af Basalt i vandrette Bænke; den synes at være en tilbagebleven Rest af det oprindelige Basalthøjland, der siden er blevet meget forandret ved tektoniske Bevægelser. Nogle mindre Indlejringer af Liparit findes her ogsaa, især i Möskaröshnükar (821 m.) ved Esjås østlige Ende. Esja afskæres ved Svmaskarö (477 m.) fra det øvrige Højland, der fremdeles udsender sine Udløbere (Reynivallahåls,

Side 28

Mülafjall, Thyrill) med stejle Pynter ud til Hvalfjorden, der skærer sig dybt ind i Landet. Nord for Hvalfjorden strække de basaltiske Fjældmasser sig endnu længere ud mod Havet; her afbrydes de dog af en dyb Sænkning mellem Miöfellsmüli og Akrafjall (364 m.), et isoleret Fjæld, der under en højere Havstand rimeligvis har været omflydt af Havet. Fra Leirårvogar strækker Svi'nadalen med tre Søer sig op imellem Hvalfjordens Fjælde og den høje, spidstakkede Fjældmasse Skarösheidi, der har en Højde af over 900 m. (Skessuhorn 1037 m., Ølver 689 m.) Skarösheiöi afskæres dog ligesom Esja ved en dyb Lavning (Dragi 243 m.) fra Højlandet. NØ. for SkarösheiÖi gaar Borgarfjordens Lavland dybt ind i Landet; Højlandet trækker sig tilbage og fremskyder kun enkelte lavere Bjærgrygge med stejle Pynter (Varmalækjarmuli 317 m., Kroppsmüli 286 m.) ud imellem Dalene, der gaa radielt op fra Lavlandet. Alle disse Bjærgrygge ere opbyggede af Basalt, hvis Bænke have en svag Hældning mod 0. og SØ. Bagved denne fortsatte Række af stejle Fjældarme findes Højlandets ufrugtbare, stenede Flader med en Højde af 4—6004—600 m. Fra disse hæver der sig dog adskillige mægtige Fjælde som f. Ex. Botnssülur (1104 m.) og Ok (1188 m.); disse Højflader, hvor baade Dolerit, Tuf og Basalt træde frem i Overfladen, skraane jævnt op imod den store Jøkelmasse Langjøkull, der opnaar en Højde af mere end 1400 m. For Bunden af Hvi'tas langstrakte Dal hæver Eiriksjøkull sig som en imponerende Kuppel, og skønt den kun har et ringe Omfang, opnaar den dog en Højde af 1798 m.

Naar man rejser til Borgarfjørour, fører Vejen i Nærheden af Reykjavik først over de doleriske Lavaer, over lave, kuppelformede Høje, hvor den faste, isskurede Klippe ofte træder frem i Toppen, medens Skrænterne dækkes af løse Klippeblokke eller glacialt Grus. Egentlige større Morænerygge findes der næppe mange af; Stenene i det grove Grus ere alle mere eller mindre afrundede paa Kanterne, men Skurstriber paa de løse Sten ere sjældne. I Lavningerne er Gruset mere rullet, og ved Flodgennemskæringer og langs Kysten ere høje Lerbakker almindelige, og i en Højde af 30—40 m. over Havet ses mange Steder i Reykjaviks Omegn tydelige Strandlinjer med rullede Blokke. Mellem Doleritaasene findes spredte Gaarde i de græsbevoxede Lavninger og Smaadale, temmelig udstrakte Moser og forskellige mindre Søer. Efter to Timers Ridf er man naaet til Mosfellsdalen, hvor Omgivelserne ere blevne andre, idet man her befinder sig mellem isolerede Basaltfjælde med stejle Sider; disse Fjældes Basaltbænke have gennemgaaende en Hældning af 4—4— 5° mod Syd, medens de i den nærliggende Esjas Klippemure ligge vandrette i den største Del af Fjældet. Esja synes nemlig under Omgivelsernes store geotektoniske Bevægelser at være bleven staaende, uden at den er bleven afficeret af de sydligere Landstykkers Sænkninger. Bag ved Esja rider man over Fjældvejen Svinaskarö (477 m.) tæt ved de liparitiske Toppe Moskaröshnükar, der ved deres lyse Farve allerede fra Keykjavik udhæve sig fra de øvrige sorte Fjældmasser. Fra det stejle Pas rider man gennem en af Kløfter gennemskaaren Dal til Bygden Kjös, en stor Fordybning, der dannes af flere sammenløbende Dale og derpaa over Reynivallahåls til Hvalfjorden.

Kjös'en omgives af 500—900 m. høje Fjælde af Basalt med enkelte Indlejringer af Tuf og Breceie; Bunden dækkes af Grus og Flodterrasser. Bygden hæver sig lidt efter lidt mod Øst og fortsættes af en Lavning i Bjærgene ved Stiflisdalur over imod Thingvallasøen. I Dalbunden mærkes flere lave Klipperygge eller Afsatser med skarp Kant forneden, men flade foroven og dækkede af løse Masser, Enge og Moser, der rimeligvis i Fortiden ere blevne dannede ved Udfyldningen af grunde Søer. Den ydre Del af Kjös deles ved det enkeltstaaende Meualfell i to Bygder, og i den sydlige er der en Sø, som kaldes Meualfellsvatn. Udenfor Søen findes en af de førnævnte Klippeterrasser, og fra Meöalfell strækker en anden sig over imod Reynivallahåls; paa Terrassefladen ovenfor staar bl. a. Gaarden Mødruvellir, og oven for denne er der atter en lav Terrasse o. s. v. Flere Dale strække sig op imellem de høje og mørke Fjælde især mod Syd, og Naturen har et vildt og storslaaet Præg. Gennem Kjös løber den rivende Laxå, der midt om Sommeren som oftest kun fører en forholdsvis ringe Vandmasse, men som under Tøbruddet om Foraaret og om Efteraaret, naar det regner stærkt, ofte forvandles til en farlig Flod, da den faar Tilløb fra en Mængde rivende Fjældbække. Her druknede i Aaret 1556 den bekendte Lovmand Oddur Gottskdlksson, som først oversatte det Nye Testamente paa Islandsk og var meget virksom for Reformationens Indførelse i sit Fødeland. I sit øvre Løb har Laxå flere smukke Vandfald1). Kjös begrænses mod Nord af den lange Fjældtange Reynivallahåls. Sædvanlig rider man fra Svi'naskarö tværs over Dalen og op over denne Bjærgryg ved Sandfell, men en anden, meget stejl Bjærgsti fører fra Præstegaarden


1) Disse beskrives af A. Feddersen: Paa Islandsk Grund. Kbhavn 1885. S. 145—146.

Side 29

Eeynivellir op paa Fjældet. Fra de stejle Bjærge i Kjös ere Fjældskred og Laviner hyppige. Skybrud om Efteraaret gøre ofte stor Skade, thi da løsnes Klipper og Grus pludselig i de bratte Fjældsider; saaledes blev ni Gaarde ved Esja meget beskadigede af Bjærgskred d. 2. Sept. 1886, og mange andre led svært ved Oversvømmelser af Fjældbække og Elve, som blev aldeles vilde under den voldsomme Regn. Om Vinteren ere Lavinerne ligesaa farlige, og Præstegaarden Eeynivellir er et Par Gange bleven ødelagt paa denne Maade. Da Oddur Oddsson (1565 — 1649), en bekendt Læge og Polyhistor, var Præst paa Eeynivellir, bortrev en Lavine i Aaret 1642 en Stald og dræbte 13 Kreaturer; Folkene blev alvorlig forskrækkede og vilde flygte, men Præsten, der sagdes a.t være fremsynt, beroligede dem og sagde, at der nu var ingen Fare, men tilføjede, at den Præst, der 57 Aar senere levede paa Eeynivellir, maatte tage sig godt iagt. En Søndag Aften i Aaret 1699 blev Præstegaarden ogsaa, som forudsagt, begraven af en Lavine, og Provsten Oddur Jönsson omkom tilligemed sex andre, men syv gravedes ud og beholdt Livet, bl. a. Provstens Søster, der holdt et Barn i Favnen, skønt hendes ene Arm var brækket. Den samme Nat blev en anden Gaard lige overfor Eeynivellir ogsaa slemt medtagen af Laviner1).

Fra Kjös fører Vejen i mange Bugter opad Eeynivallahåls bratte, sydlige Skrænter; Klippeterrasserne oplives af Birkekrat og anden temmelig frodig Plantevæxt, og i godt Vejr har man herfra en prægtig Udsigt til Esja's bratte, sønderskaarne Fjældmure og til de dybe Dale med de mange, blinkende Flodløb og Fosser, de grønne Engpletter og de spredte Gaarde, hvorfra Eøgen stiger i Vejret. Paa Fjældranden hæver der sig en enkeltstaaende Bjærgknude, Sandfell, der bestaar af grov, graalig, meget forvitret Breccie, som træder frem i alle mulige groteske Former, samt af Tuf med en meget indviklet Lagstilling. I denne Del af Landet findes saadanne enkeltstaaende Brecciefjælde hist og her ovenpaa Basalten; maaske ere de Levninger af et Tuf og Brecciedække, der fra Jøklerne i det Indre har strakt sig ud over Basalten, men senere er blevet bortført af Erosionen paa disse forholdsvis übetydelige Eester nær. Brecciens nedre Grænse ved Sandfell begynder omtr. 180 m. o. H., da der her findes en Lavning i Bjærgmassen, der forøvrigt er betydelig højere. Ved Vejen har Eeynivallahåls en Højde af 200—270 m. Fra Bjærgets nordlige Eand har man en ejendommelig Udsigt over Hvalfjorden, der her skærer sig dybt ind i Landet og omgives af mørke Fjælde, som med skarpe Mure og kække Klippepynter hæve sig næsten lodret op fra den smalle Fjord. Hvalfjorden har en Længde af 34 km. og 3—53—5 km. Bredde; i Mundingen har den kun en Dybde af 20 m., ved Midten 50 m., nærmere Bunden bliver den atter grundere, men har dog udenfor Gaarden Brekka en grydeformet Fordybning, der naar ned til 190 m. og altsaa er dybere end nogen Del af Faxafiöi. Kyststrimmelen langs det Indre af Hvalfjørour er meget smal og bestaar mange Steder egentlig ikke af andet end en Fjældfod med en brat Skraaning ned til Vandet. Ind fra Fjorden strække to Dale sig, Brynjudalur og Botnsdalur; de adskilles af det stejle Mülafjall og gennemstrømmes af Elve, der, ligesom Laxå, ofte om Foraar og Efteraar kunne være ufarbare; flere Gange paa disse Aarstider have de sat min Taalmodighed haardt paa Prøve; med Ebbe kan man dog ofte under disse Forhold komme over dem ude i Stranden. Kort fra Mundingen er der i Brynjudalså et Vandfald og under dette en Hule med en Dybde af c. 12 m. (Båroarhellir). Fossen styrter ned over Basaltklipper, men under disse findes en grov Breccie og derpaa fin Tuf; i Tuffen have mange Eejsende moret sig med at indskære deres Navne; Hulen bruges ofte ligesom en anden nærliggende til Faarefold. Mange islandske Vandfald ere dannede paa samme Maade, hvor den haardere Basalt hviler paa Tuf eller Breccie.

Fra Brynjudalså fører Eidestien omkring Bunden af Hvalfjørour langs Mülafjalls stejle Sider mellem store, nedstyrtede Klippeblokke og over gamle og nye Fjældskred. Stien snor sig under de sorte, 5 —600 m. høje Fjældsider med de mange Kaskader, Kløfter og Klippebastioner, der se ret uhyggelige ud, men farligt er det kun tidligt om Foraaret eller i stærk Eegn. Da jeg tidlig om Foraaret 1881 sammen med flere andre efter mange forudgaaende Eegndage rejste denne Vej, havde Bjærgskred i Dusinvis styrtet fra Fjældsiderne ned i Havet, saa at vi havde den største Besvær med at bringe vore mange Heste over Skredene med deres Kaos af opstablede Klippeblokke, Dynd og Grus, og det viste sig ogsaa, at det ikke var helt ufarligt at færdes her. Vi hørte pludselig højt over vore Hoveder en fortsat, tordnende Lyd ligesom en fjærn Kanonade; fra Fjældranden hævede der sig en vældig Støvsky, omgiven af smaa, hoppende Prikker, der nærmede sig med rasende Fart; de sorte Punkter voxede i kort Tid til store Blokke, der hoppede og boltrede sig fra den ene Afsats til den anden under


1) Jon Espolin: Islenzkar årbækur VIII. S. 63.

Side 30

en knitrende og raslende Larm,, der smeltede sammen til en tordnende Lyd, som af Ekkoet førtes fra den ene Fjældside til den anden. Selve Hovedmassen af Fjældskredet kunde ikke saa godt iagttages, da det var tilhyllet af Eøg og Støv; nogle af de store Basaltblokke faldt knaldende ned paa en Klippeflade nogle faa Favne foran Karavanen. Alle vore Heste (vi havde over 30) stod som forstenede uden at blive sky, og nogle Faar, der græssede i Fjældsiden, veg til Side for de store Blokke, uden at Forestillingen syntes at gøre noget synderligt Indtryk paa dem; rimeligvis vare de vante til den Slags smaa Intermezzoer. Det var meget vanskeligt bagefter at faa Hestene over Skreddyngerne, hvor de skarptkantede Klippestykker alle Vegne stak frem af en grødet Masse Dynd og Grus.

Hvalfjorden er bekendt for de voldsomme Storme, der ofte boltre sig omkring Fjældpynterne og ned gennem Kløfterne, I forholdsvis godt Vejr ere pludselige Vindstød ret hyppige, og af og til fare smaa Hvirvelvinde udad Fjorden med stor Fart, saa at Søen ryger op, men da man godt kan følge deres Gang over Vandet, kan man let tage sig iagt og passe sig selv og sin Hat. Ved Ebbe kan man forkorte Vejen noget ved at ride tværs over Fjordens inderste Arm, og saa kunne ogsaa flere vanskelige Klippepynter omgaas, hvorover Heste og Ryttere ellers maa klatre. Botnså, der udgyder sig i Bunden af Hvalfjorden, udspringer 404 m. o. H. fra Hvalvatn paa Højlandet mellem Hvalfell og Sülur, styrter derfra fossende ned ad de stejle Fjældsider og danner her bl. a. det høje og smukke Vandfald Glymur.

Fra Bunden af Hvalfjørour kan man enten rejse over Fjældet Botnsheiöi til Skorradalur eller ud langs Fjordens nordlige Side omkring den stejle og storslaaede Bjærgpynt Thyrill. Vejen over Botnsheiöi, der har en Højde af 350—400 m., benyttes sjældnere. Ridestien over de sumpede Strækninger oppe paa Heden er utydelig og forsvinder nogle Steder helt; i mørkt Vejr kan man derfor let forvilde sig1). Alfarvejen ud omkring Thyrill ligger ligesom ved Mülafjall nederst i den stejle Fjældside og derpaa over Thyrilsnes, en meget klippefuld Tange, der strækker sig ud fra Bjærgpynten. Her fandt jeg 1882 ikke saa faa Exemplarer af Sangvisorba offitinalis, der er sjælden i Island, men ogsaa findes i temmelig stor Mængde paa et andet Voxested ved denne Rute, nemlig ved Leirvogså mellem Reykjavik og Mosfell. Bjærgene her omkring ere temmelig rige paa forskellige Arter Zeolither, og bl. a. skal man ogsaa have fundet Epistilbit. Vest for Thyrill trække Bjærgene sig noget tilbage fra Kysten, som dog i Begyndelsen er meget klippefuld. Basalten har hidtil været næsten eneraadende, men i Kløfterne Vest for Thyrill og ved Brekka og Sandar og til henimod Saurbær findes i Kystklipperne talrige Indlejringer og Gange af Liparit, Liparitbreccie og Begsten; disse Bjærgarter ere her dog ofte meget forvitrede og omdannede af gamle Fumaroler. Tæt indenfor Thyrilsnes støder man paa en betydelig Gang med 4—54—5 Fod lange, begstensartede, sortegrønne Søjler, og i Nærheden findes en meget forandret Liparit med udskilt Kvarts og Opal i Sprækkerne; den er ogsaa tildels forvandlet til graat, grønt eller rødt Ler. Ogsaa højt oppe i Bjærgtne i Nærheden, f. Ex. over Litlu-Sandar, synes der at være Indlejringer af Liparit. Ved Kysten ses hist og her Stykker af Lerterrasser, og paa et Par Steder fandt jeg i disse gamle Skallevninger især Pecten islandicus nogle faa Meter over den nuværende Vandstand. I det indre af Hvalfjorden er der ogsaa i Nutiden en stor Rigdom paa Muslinger, især Blaamuslinger; mange Baade blive sendte dertil fra Fiskerværene ved Faxebugtens sydlige Kyst for at hente Muslinger til Agn for Torsken, men denne Trafik er dog meget aftagen, siden man almindelig begyndte at bruge Sild til Agn og har i Reykjavik og andre Steder opført Frysehuse til at gemme Silden i. Paa Grund af den store Rigdom paa Muslinger ses ofte om Efteraaret store Flokke af Strandskader (Hæmatopus ostralegus) og andre Kystfugle ved Hvalfjorden.

Paa Præstegaarden Saurbær levede Islands største Salmedigter Hallgrimur Pjetursson (1614—1674). Om hans Popularitet hos den faatallige, islandske Befolkning vidner, at hans Passionssalmer ere udkomne i 36 Udgaver. Fra Saurbær ligger Vejen over en lav Bjærgryg, Ferstikluhåls (181 m.), til Svfnadalen, en smuk Dal med tre Søer (Draghålsvatn, Thorustadavatn, Eyrarvatn) 70 m. o. H.; fra disse Søer udspringer Laxå, der udgyder sig i Leirårvogar. De grønne Enge og de græsrige Fjældsider give Dalen et landligt Præg smukke Søer, hvorpaa man ofte ser Svaner og Ænder, Fosserne i Fjældsiderne og den skønne Udsigt fra Dalens øverste Gaard Draghåls have givet islandske


1) Forf. rejste engang som fjorten Aars Skoledreng ene fra Borgarfjord til Reykjavik og forvildede sig ved den Lejlighed en Nat i Taage oppe paa Botnsheiöi og kom efter forskellige Æventyr ned til Sandar Vest for Thyrill, hvor det med Nød og næppe lykkedes ham at bringe Hesten og sig selv ned over de stejle Kløfter og Fjældsider.

Side 31

Digtere Stof til naturbeskrivende Digte1). Svinadalur viser, ligesom en Mængde andre Stednavne, at Svineholdet paa Island har været meget betydeligt i Oldtiden. Nu holdes Svin kun ganske undtagelsesvis paa enkelte Handelspladser, rnen aldrig af Bønder oppe i Landet. Svin nævnes paa mange Steder i Sagaerne, og de synes i de ældste Tider tildels at have gaaet vilde omkring i Kratskovene og dér fundet deres Føde2). Fra Svinadalen gaar Vejen over Fjældryggen Dragi (243 m.) til Skorradalur, en langstrakt Dal, der udmunder ned imod Borgarfjordens Lavland. Dalbunden optages for en stor Del af Skorradalsvatn, en 16 km. lang og I—31—3 km. bred Sø; Dybden af den vestlige Ende skal være omtr. 23 m. og af den østlige c. 38 m. Søen optager Fitjaå, der udspringer fra Eiriksvatn oppe paa Højlandet og har Afløb gennem den vandrige Andakilså ned til Borgarfjorden. Fjældsiderne ved Søen ere kratbevoxede, og Udsigten til Skessuhorn (1037 m.) og andre maleriske Toppe og Pyramider paa Skarösheiöi gør Landskabet særdeles tiltalende. Skorradalen lukkes af en isskuret Klipperyg, der strækker sig fra Skarösheiöi til Hesthåls; hertil har Søen øjensynlig engang naaet, men store, flade Engstrækninger ved Søens nedre Ende ligesom ogsaa ved den østlige Ende ved Fitjar vise, at Dele af Skorradalsvatn i Tidens Løb ere blevne udfyldte; Fjældbække føre ogsaa betydelige Masser Grus ned fra begge Sider. Nedover den førnævnte Klipperyg falder Andakilså ved Gaarden Fossar i store Kaskader, og ud over Klippeterrassen have Istidens Jøkler skubbet meget betydelige, 30—40 m. tykke, Morænemasser. Ved Mundingen af Skorradalen findes paa den sydlige Side ovenfor Indriöastaöir i Skarösheiöis Grundfjælde betydelige Liparitmasser, og i de mange, dybe Kløfter ses Liparitens Varieteter i forskellige Farver, Begstensgange o. s. v.; Fjældbækkenes Gruskegler i den nedre Del af Dalen ere ogsaa lyse, hvidlige og gullige af alle de mange indblandede Liparitrullesten. Fra Skorradalsvatn fører en lav Fjældvej, Hesthåls, ned til Borgarfjorden, og fra denne Bjærgryg har man en god Udsigt over det udstrakte Sletteland, der for største Delen er græsbevoxet, har udstrakte Enge og Moser og gennemstrømmes af flere vandrige Elve. Udenfor Vejen hæver Hesthåls sig atter ved Gaarden Hestur til en skarp Bjærgpynt stejlt op fra Moserne. Bjærget har, ligesom nogle andre Fjælde i Island paa Grund af sin Saddel form faaet Navnet Hestur.

Lavlandet ved Bunden af Faxaflöi har omtrent en
Størrelse af 1000 □ km., men gennemgaaende kun en


1) Jén TUr oddsen: Kvæoi S. 234.

2) I Egnen Saurbær ved Gilsfjord mistede Landnamsmanden Steinölfur hinn lågi 3 Svin og fandt dem to Aar efter paa den nærliggende Svinadalur i Dalasyssel, hvor de havde formeret sig til 30 Stykker (Landnåma 11. cap. 21. Udg. 1843. S. 126—127). Ingimundur hinn gamli mistede 10 Svin, som det andet Efteraar derefter fandtes i Svinadal i Hünavatnssyssel i et Antal af 120; en Orne, som hed Beigaör, sprang ud i Svfnavatn og svømmede, indtil Klovene gik af den; den døde paa BeigaSarhvall (Landnåma 111. cap. 3. S. 177). Helgi hinn magri landsatte to Svin ved Galtarhamar, en Orne, der kaldtes Sølvi, og en So; 3 Aar senere fandtes de paa Sølvadalur og havde faaet en Familje paa 70 Svin (Landnåma 111. cap. 12. S. 206). I SkriÖudalur paa Østlandet blev en Orne og en Tyr dræbte af et Fjældskred (Landnåma IV. cap. 3. S. 245). I Vallaljötssaga (Udg. 1881. S. 158—159) omtales Grise og i Gh'rnia (Udg. 1881. cap. 18. S. 50) en Hjemmegalt (tungøltur), der var saa fed, at den næsten ikke kunde staa oprejst. Svin nævnes endvidere i Hai*3arsaga Grimkelssonar (Udg, 1847. cap, 28. S. 88), og i Biskupasøgur (I. S. 417) omtales en So, der dræbte et Barn i Hegranes i Skagafjord Syssel. Under en Konfiskation ssag blev Halvdelen af Kreaturerne drevne bort fra Kirkjubær paa Siöa og derimellem 25 Svin (Sturlunga 11. S. 91—92). Man ser af dette, at Svineholdet har været almindeligt i alle Dele af Landet. Ide gamle, islandske Love Grågås og Jönsbök nævnes Svin paa mange Steder; det forbydes saaledes at græsse Svin paa en andens Grund, og efter Jönsbök maa Svin ikke drives paa Almindinger om Sommeren. I Aaret 1100 ansættes Værdien af en to Aars eller ældre So med 9 Grise lige med Værdien af en Ko, og denne Prisbestemmelse holder sig endnu 1280 (Diplomatarium islandicum I S. 166 og 11. S. 170). I en Forordning fra 1281 omtales det som strafbart at forvilde Svin ved Trolddom (Dipl. isl. 11. S. 224). I den egentlige Sagatid have Svinene sikkert været almindelige, men senere er deres Antal rimeligvis lidt efter lidt aftaget; dog nævnes endnu længe efter i gamle Matrikler og Statuter forskellige Kirker og Ejendommes Ret til Sommergræsgang for Svin (Dipl. isl. 11. S. 617; 111. S. 198, 515; IV, S. 7, 141, 144). Endnu i dot 14. og 15. Aarhundrede ere Svin temmelig almindelige især paa Vestlandet. 1324 ejer Kirken paa Staöur i Sugandafjord en So med 9 Grise, Kirken i Hollt i Ønundarfjord ejede 1377 en tre Aar gammel So med 3 Grise og Thykkvabær Kloster 1340 en So med 4 Grise o. s. v. (Dipl. isl. II S. 575, 738; 111 S. 324). I Aaret 1446, da GucSmundur Arason's Gods konfiskeredes, fandtes paa hans Hovedgaard Eeykhölar „8 gamle Svin og desuden Grise", paa Nüpar i Dyrafjord 10 gamle Svin og to Søer, hver med 7 Grise, og paa Saurbær paa Rausisandur 9 gamle Svin og to Søer med 8 Grise hver (Dipl. isl. IV. S. 684, 687, 689). Endnu i Aaret 1483, da Andres Gudmundsson plyndrer paa Reykholar, omtales 2 gamle Svin og 6 Grise (Dipl. isl. VI. S. 472).

Side 32

Højde af 20—30 m.; det begrænses af bratte 200— 500 m. høje Fjældpynter, som ordne sig i en Halvkreds omkring Slettelandet og ere for det meste opbyggede af Basaltbænke, der hælde nogle Grader ind imod Landet. Den største Del af Lavlandet er dækket af Moser og Sumpe med mange, opstikkende, lave, isskurede Basaltaase. Den sydøstlige, mindre Del, Syd for Hvitå, kaldes Borgarfjöröur, men den vestlige Del kaldes Myrar formedelst Jordbundens ualmindelig sumpede Beskaffenhed. Op fra Slettelandet strække flere Dale sig radielt ind imellem Fjældene, og af disse ere de sydlige mest kendte: Skorradalur, Lundareykjadalur, Flökadalur, Reykholtsdalur, Hålsasveit og Norourårdalur. Hovedvandløbet i disse Egne er Hvitå, en meget vandrig Flod, der udmunder i Bunden af Borgarfjorden og udspringer i flere Arme fra Langjökull og Eiriksjökull; den modtager mange betydelige Tilløb fra nærliggende Dale, fra Syd Reykjadalså, Flokadalså og Gri'mså, fra Nord Thverå og Norourå. De geologiske Undersøgelser have gjort det sandsynligt, at Faxebugten tilligemed Lavlandet er et Sænkningsomraade, der begrænses af bueformede Brudlinjer; ikke blot den hele geologisk-geografiske Struktur viser hen dertil, ogsaa de mange Vulkanspalters og Kraterrækkers Stilling samt et Utal af varme Kilder og Kulsyrekilder tale derfor; ogsaa Surtarbrandlagenes Niveauforhold tjene til yderligere Bevis1). De tektoniske Bevægelser, som have frembragt Faxebugten, ere rimeligvis foregaaede i den tertiære Tid; senere ere Dalene blevne eroderede, og præglaciale Lavaer have derpaa fra Højlandet fundet Vej ned til Bunden af nogle af dem; Istidens Jökler have derpaa dækket det hele, og saa er Slettelandet blevet oversvømmet af Havet, hvilket ses af glaciale Skallevninger paa flere Findesteder. Jordsmonnets og Mosernes Underlag bestaar alle Vegne af Jökelgrus og Glacialler, der træder frem i høje Bakker ved Elvene. Mundingen af Skorradalur, Lundareykjadalur og Flökadalur spærres af Klipperygge og Moræner, og nedenfor findes udstrakte Grusflader (Varmalækjarmelar), som i Fortiden maaske have været dækkede af Havet. I Elvenes dybe Gennemskæringer ses her især ved Flokadalså under Gruset mægtige Leraflejringer, hvori der hist og her findes nogle Skallevninger. Dalenes Dybde er meget forskellig og staar i et proportionelt Forhold til deres Vandomraade. Dybest er Reykholtsdalen bleven nedgravet, og i dens Bund findes græsrige Flader, hvorigennem Elven skærer sig med mangfoldige Slyngninger. Mindst udviklet er Flökadalen, der spærres af mægtige Klippeterrasser, hvorigennem to smaa Elve fossende have banet sig Vej og skaaret dybe Kløfter. Nedenfor Dalmundingernes Moræner og Grusterrasser optages Fladlandet af sumpede Strækninger med en Mængde opstikkende, isskurede Aase af gammel, forvitret Basalt og Mandelsten. Disse Aase, hvoraf flere før have været kratbevoxede, synes at være Ruiner af den sunkne og sønderstykkede Landplade, der danner Grunden for Slettelandet. Aasenes Basaltbænke ere blevne bragte ud af deres oprindelige, horisontale Stilling og have nu gennemgaaende en betydelig Hældning ind imod Landet. Den store Mængde varme Kilder, som findes i disse Egne, vidner om de mange Brud, der her findes i Jordskorpen, og disse ordne sig, som vi senere skulle se, ikke efter Dalstrøgene, men ere derimod dannede paa Sprækker tværs over disse.

Paa Gaarden Stafholtsey, der ligger paa Lavlandet i Nærheden af Hvitå, havde jeg i nogen Tid Station og gjorde derfra mange Udflugter i forskellige Retninger. De samme Herreder har jeg ofte besøgt baade før og senere, og i det følgende vil jeg prøve paa at give en Oversigt over de geografiske og geologiske lagttagelser, som jeg her har gjort til forskellige Tider. Stafholtsey har en smuk Beliggenhed. Gaarden staar paa en Høj, der hæver sig over den flade Omegn; Udsigten er meget vid; Blikket svæver uhindret over de grønne Flader med græssende Heste og andre Kreaturer, og nærmest Gaarden over en Række sivbevoxede Smaasøer, hvor Ænder og Svaner ofte færdes; lidt fjærnere glider Hvi'tås mægtige Strøm majestætisk ned mod Havet. Horisonten begrænses af prægtige Fjælde; Skarösheidi med sine skarpe Pyramider og sorte Fjældmure, med de dybe Fjældskaar og de hvide Snepletter gør stor Virkning i Landskabet mod Syd. Mod Nord hæver den lyse Liparitkegle Baula sig kækt i Vejret mellem en Mængde ejendommelig formede Fjælde; mod Øst hæve hvide Dampsøjler sig fra Reykholtsdalens mange varme Kilder, og paa det fjærne Højland afsluttes Panoramaet af glitrende Jökler (Ok og Langjökull), der hvælve sig over de lavere Bjærge og Pynter. I klart Vejr er der en übeskrivelig Renhed og en tavs og ensom Majestæt over disse snehvide Kupler med deres Baggrund af det dybeste Blaa. Før har Stafholtsey hørt til M\ rasyssel, idet Hvitå dengang havde sit Leje Syd for denne Gaard; det gamle Flodleje ses endnu ganske tydeligt som en bueformet Sænkning


1) Th. Thoroddsen: Geologiske lagttagelser paa Snæfellsnes og i Omegnen af Faxebugten i Island (Bihang til K. Sv. Vetenskaps Akademiens Handlingar. Bd. 17 Afd. II Nr. 2) Stockholm 1891 Bde.

Side 33

med en Række Smaaøer, Sumpe og vandfyldte
Eender.

Den vandrige Thverå, der kommer fra NØ og udspringer fra flere Søer paa Tvidægra, udmunder i Hvitå lige Nord for Stafholtsey. Engang i Fortiden har det Jordstykke, hvorpaa Gaarden staar, sandsynligvis dannet en smal Tange eller et Næs (Faxiö) mellem Elvenes Sammenløb, men saa er Tangen bleven gennembrudt af en Arm af Hvitå, saa at Stafholtsey er kommen til at staa paa en 0. Endnu til Midten af det 16. Aarh. eller maaske senere synes Hvitå's Hovedmasse at have løbet gennem det gamle Leje Syd for Stafholtsey, men den har saa lidt efter lidt uddybet den nordlige Rende for tilsidst helt at forlade den gamle Flodseng1). Under Isbrud om Vinter og Foraar kan det hænde, at Hvitå løber over i den gamle Flodseng. I Januar 1881 blev Hvitå stoppet af Is ovenfor „Faxiö", saa at Stafholtsey blev omsluttet af en Vandflom, der strakte sig henimod Aasene ved Langholt og ned mod Bakkakot; Oversvømmelsen varede kun en Nat og en Dag, men Flommen førte dog under stærk Bragen og Knagen en Masse Isstykker, Grus og Sten over Engene; flere Steder blev Jordsmonnet i Nærheden af Hvitå's Bredder oprevet i 1/22 — 1 m. tykke og 15 —20 m. lange Strimler, som endnu flere Aar efter laa sammenviklede og strøede ud over de nærliggende Sletter. Da Hvitå modtager saa mange og store Tilløb, er den i sit nedre Løb, efter at den har forenet sig med Norourå, meget vandrig, saa at den er sejlbar for temmelig store Skibe, men paa Grund af Sandbanker i Fjorden udenfor kunne Skibe nu ikke løbe op i Floden. Fjorden er ved Højvande kun farbar for mindre Baade; i gamle Dage var den dog dybere, saa at Handelsskibe kunde løbe op til Hvitårvellir 4 km. fra Elvmundingen, ja, endogsaa op i Mundingen af Grimså skulle Havskibe have løbet ind1). Varer føres endnu paa Baade opad Hvitå og undertiden ogsaa et godt Stykke op ad Norourå. Paa Borgarfjordens vestlige Kyst findes nu en nylig oprettet, fast Handelsplads Borgarnes, der søges af Indbyggerne i disse Egne; den herværende Havn, Bråkarpollur, blev indtil midt i Firserne kun enkelte Gange om Sommeren anløben af Handelsskibe, de saakaldte „Spekulanter", der afsendtes af Handelsetablissementerne i Reykjavik. Nu gaar en lille Damper i fast Fart fra Reykjavik til Borgarnes. Tidevandets Indflydelse mærkes ikke blot i den nedre Del af Hvitå, men ogsaa i Norourå til forbi Stafholt. I Hvitå og dens Bifloder er der en betydelig Laxefangst2), der nu for en Del udnyttes af engelske Sportsmænd, som have lejet Fiske- og Jagtretten af Omegnens Grundbesiddere. I selve Hvitå gaar Laxen kun op til Kljåfoss, men meget længere i Bifloderne, igennem Thverå endogsaa enkelte Gange helt op til Søerne paa Tvidægra. Den største Laxefangst drives fra Hvitårvellir, en af Hovedgaardene i disse Herreder, som nogle Aar ejedes af en tysk Baron. En anden, stor Gaard Hvanneyri længere mod Syd, der har udstrakte og græsrige Enge, er nu Sædet for en Landbrugsskole3).

I Hvitå's Bredder fremtræder Glacialleret hist og her ligesom ved alle dens Bifloder, men det dækkes af yngre Flodgrus. De igennem Moserne og Gruset opstaaende Aase ere alle isskurede, men Skuringsmærkerne ere som oftest utydelige paa Grund af Forvitringen. At Jöklerne have haft en betydelig Indflydelse paa det haarde Basaltunderlag, ses bl. a. i Nærheden af Thingnes, hvor en 5 m. bred Basaltgang med vandrette Søjler tæt ved nogle Faarehuse strækker sig ud i Grimså; denne Gang har staaet tværs for Jøkelbevægelsen, saa at den halve Del af Søjlerne er bleven eroderet bort paa Stødsiden; paa Overfladen ses to hinanden krydsende Striberetninger. I Nærheden


1) Dr. K. Kaalund har gjort det sandsynligt (Hist-topogr. Beskr. af Island I. S. 303—306), at Gaarden Stafholtsey allerede meget tidlig (i det 12. Aarh.) har ligget paa en 0 mellem to Arme af Hvitå, en mindre nordligere og en større sydligere, men Traditionen holder paa, at Tangen først er bleven gennembrudt- i det 16. Aarh. I Slutningen af det 17. Aarh. maatte Gaarden, der før havde hørt til Staf holts Kirkesogn Nord for Hvitå, henlægges til Bæjar Kirkesogn Syd for Elven; den nordlige Arm er vel dengang bleven saa vandrig, at den var vanskelig at passere. Jon Halldörsson har i sine „Biskupaæfir" (Jon Sigurdsson's Haandskrift Samling i Reykjavik Nr. 69 Fol. S. 205. Sml. Jon Espölin: Isl. arbækur VIII S. 9) optaget en Beretning om, at Biskop Thordur Thorlaksson i Aaret 1685 maatte henlægge Stafholtsey til Bæjar Sogn, fordi Hvitå var bleven en saa stor Hindring og Fare for Beboerne, og derpaa føjer han til: „I Biskop Øgmundurs (1521—1540) senere Aar brød Hvitå gennem „Faxiö" over til Thverå; paa „Faxiö" skal der siden i næsten et halvandet Aar have været en Jordbro over Elven, indtil den ogsaa blev brudt, og over denne Bro red Lovmand Thor Sur 12 Aar gammel, efter hvad han selv siger." Thörüur Gudmundsson var Lovmand 1570—1605 og boede paa Thingnes og Hvitårvellir tæt ved Hvitå; han var født 1524 (Jon Thorkelsson: Obituaria islandica. S. 336).

1) Landnåma S. 153, 175, 305.

2) Om Laxefangsten i Hvrtå se A. Feddersen: LaxveiÖar og silungsveiSar å Islandi (Andvari XI. S. 131—135).

3) P. Feilberg: Om Islands Fremskridt i2O Aar. (Tidsskrift for Landøkonomi 5. Række XVI, 7—B, 1898).

Side 34

af Stafholtsey findes paa Lavlandet nogle varme Kilder, saaledes en SV. for Gaarden Langholt, der danner en dyb, bugtet Vandrende midt i Moserne; Vandet springer ud af forskellige Smaahuller i Bredderne; det varmeste Hul havde 1883 en Temperatur af 82 ° C, de andre 80 °; Underlaget bestaar af „mohella" eller Tuf paa sekundært Lejested. Nederst i Hjemmemarken paa Gaarden Bær er der ogsaa en Kilde1) med en Varme af 56 °C. og en tredje ved Varmilækur.

I Juni 1883 gjorde jeg bl. a. en Udflugt over Skarösheiöi til Leirå. Min Vej laa forbi Fossar ved Andakilså. Her findes ogsaa varme Kildei; tre smaa varme Vandløb udspringe fra en Grusbakke og udgyde sig derpaa i Elven; det varme Vand vælder frem af forskellige Huller, men den højeste Temperatur fandtes dog kun at være 48 ° C. Den engelske rejsende Mackenzie besøgte disse Kilder 1810 og angiver Temperaturen til 38—56 °; altsaa synes der siden at have været Nedgang i Temperaturen. Ved Kilderne voxer Hydrocotyle, Gnaphalium, Veronica o. s. v. Vejen over Skarösheidi fører Vest for Skessuhorn gennem et Fjældpas (447 m.). De nærliggende Fjældpyramider ere opbyggede af regelmæssige Basaltbænke, men enkelte mindre Indlejringer af Liparit findes ogsaa noget lavere, saaledes især ved Leirå's Kilder og i den østlige Side af Hafnarfjall. Elvene nedføre derfra en Mængde lyse Rullesten; rimeligvis er dette Udløbere af den førnævnte, store Liparitmasse ved Indriöastaöir i Skorradal og hører til den samme Udbrudsperiode. Over Mundingen af Skorradalur i de dybe Lavninger nedenfor Skarösheiöis højeste Spidser findes en mindre Firnmasse liggende i regelmæssige Botner, Kaldidalur mod Øst og Hornsdalur mod Vest; man ser her nogle Spor til Gletscherdannelse, thi Firndyngernes nederste Rand dannes af Frynser af blaalig Gletscheris, og paa et Sted. strækker en lang og smal Gletschertange sig ned ien Kløft. Efter Eggert Olafssons Udsagn er denne Firnmasse bleven dannet i Begyndelsen af forrige Aarhundred 2); den er sikkert underkastet betydelige Forandringer. I den tørre og varme Sommer 1888 vare Snedyngerne paa dette Sted usædvanlig smaa, og jeg kunde ikke se nogen Gletscherdannelse, men i den fugtige Sommer 1890 vare Firnmasserne meget større, og Gletscherdannelsen var ikke helt übetydelig. De højere liggende Kamme og Plateauer af Skarösheiöi ere isfri; Jöklen er bleven dannet i Botner, der ligge meget lavere, og de nederste Istanger naa ned til 200 —300 m. o. H. Forholdene for Fim- og Isdannelsen have her været særdeles gunstige; en Bække af fugtige og snerige Aar have været nok til at lægge Grundvolden til Firndyngerne, der siden aldrig helt ere tøede op.

Midt paa Vejen over Skarösheiöi fandt jeg i Basalten ret betydelige Indlejringer af Kalkspath. Fjældsiderne ved Leirå's øvre Løb ere bevoxede med frodigt Birkekrat, der før havde en meget større Udbredelse i disse Egne; rundt omkring Hafnarfjall, den vestligste Udløber af Skarösheiöi, fandtes for 30 Aar siden i Skraaningerne ret betydelige Birkeskove, der nu ved Indbyggernes Uforstand næsten helt ere blevne delagte. Lavlandet Syd for Skarösheiöi (Mela- og Leirårsveit) bestaar i Overfladen for en stor Del af Grusflader og Grusrygge med mellemliggende Mosestrækninger, og ud mod Havet findes høje Lerbakker hist og her med glaciale Skallevninger. Dette Lavland har, ligesom Borgarfjordens Fladland, i Slutningen af Istiden staaet under Havet, og det enkeltstaaende Akrafjall (364 m.) har dengang været en 0. Paa det flade Næs udenfor dette Fjæld har der længe været Fiskerlejer og senere en Handelsplads, hvis Befolkning i de sidste Aar er tiltagen meget (1897: 746 Indvaanere). Gaarden Leirå er den betydeligste Ejendom i disse Egne; den har udstrakte Enge og Græsgange, Laxefangst i Laxå og Rugepladser for Ederfugle samt Sælhundefangst i Leirårey. Paa en nærliggende Gaard, Leirårgaroar, Vest for Elven Laxå var der i Aarene 1795—1815 et Trykkeri, dengang det eneste paa Island, men dette blev saa flyttet til en anden Gaard i samme Egn, Beitistaöir, (1816—1819) og saa til Viöey. Leirå har ofte været Sædet for forskellige, islandske Embedsmænd og velhavende Folk og nævnes derfor ofte i Skrifter fra de senere A århundreder. I Nærheden af Leirå findes en varm Kilde, 3—4 km. fra Gaarden ved Elven af samme Navn, et lille Stykke Vej nedenfor en Lerbakke, der kaldes Biskupsbrekka. Kilden, der kun er lille, bryder frem i selve Flodskrænten, og det lunkne Vand flyder over Basaltklipperne ned i Elven; den højeste Temperatur beløb sig d. 19 Juni 1883 til 53 ° C; i andre Huller var der en Temperatur af 40—50 °. Mackenzie, der besøgte Stedet i Aåret 1810, fandt en Temperatur af 138 ° F. (59 ° C), saa at Kilden siden den Tid er bleven lidt afkølet1). En übetydelig Kiselskorpe ses hist og her paa Stenene. Vegetationen ved Kilderne er forholdsvis übetydelig og bestaar mest


1) Denne Kilde nævnes i ga 11, S. 197.

2) Rejse igennem Island I. S. 83.

1) G. S. Mackenzie: Travels in Iceland. S. 150.

Side 35

af Plantogo; derimod er der en Del Alger i Kildens Afløb, og her fandt jeg en Snegleart Limnæa levende i 50° Varme, og den syntes at befinde sig vel. Omtrent 30 m. Nord for denne Kilde findes en større, udtørret Flade Kiselsinter (25 m. bred, 75 m. lang), hvilket antyder en betydelig thermisk Virksomhed i Fortiden; egentlig bestaar Kiselsinterfladen af to adskilte Partier med 4 Meters Mellemrum; det øverste Parti er lidt mindre. De kogende Kilder, der have afsat denne Kiselsinter, have strakt sig nedad en sumpet Skrænt til Elven. Kiselsinteren indeholder en Mængde forkislede Plantestængler og enkelte utydelige Rester af Birkeblade. Nu er der ingen Skov i Nærheden; først en Fjerdingvej nordligere oppe ved Fjældene findes noget ret frodigt Birkekrat. Underlaget bestaar af Basalt. Denne Kilde ved Leirå er før bleven benyttet til Badning, og i Aaret 1665 døde den bekendte Lovmand 'Ami Oddson her pludselig i Badet1).

D. 22. Juni tog jeg atter afsted paa en Udflugt til Hreöavatn og Stafholtstungur. Denne Egn er flad og sumpet og bestaar af Tangerne mellem de tre store Elve: Hvftå, Thverå og Norourå; herfra strække to Dale sig op mod Nordøst, Thveråhli9 og Norourårdalur. Den lavere liggende Del af denne Egn bestaar, ligesom Borgarfjordens Lavland, af Mosestrækninger- med en Mængde Basaltaase og erratiske Blokke; Underlaget dannes ogsaa af Grus og Ler, der træder frem i Elvenes Gennemskæringer. I Bakkerne ved Thverå i Nærheden af Neöranes findes en betydelig Mængde Skallevninger i fint, hvidt Glacialler. Norourårdalen lukkes af isskurede Basaltrygge, der strække sig fra Grjothåls tværs over Dalmundingen; ovenfor er selve Dalbunden fuldstændig flad, og her har rimeligvis engang før været en Sø; der er bleven udtømt, da Norourå fik skaaret sig igennem Basaltaasene. Elven løber her i en smal og dyb Kløft, og øverst i denne, kort nedenfor Brökarhraun, findes Øst for Elven en Klippevæg med ejendommelige Basaltsøjler, som bugte og sno sig mellem hverandre som Orme og synes at have forskellig Tykkelse paa forskellige Steder.

I Mundingen af Norourårdalur, NØ. for Hreöavatn, findes en mindre Lavastrøm, der kaldes Brökarhraun, i en Højde af 60 —80 ni. o. H. Lavastrømmen er bleven dannet ved Udbrud fra to Kratere, hvoraf det sydlige har en Højde af 68 m. og en Aabning af 130 —150 m. Diameter; det nordlige, der er gennembrudt mod Nord, er lidt lavere, men ellers ligesaa stort som det andet. Fra det nordlige Krater har Hovedmassen af Lavaen udgydt sig og er løben ned til Hreöavatn og ud i denne Sø, hvorpaa Strømmen har fulgt Aasene nedenfor Søen ned til Norourå. Det sydlige Krater, der er aabent mod Øst, har udgydt en mindre Lavastrøm mod NØ. henimod Gaarden Hraun og større Lavamasser mod Øst, der bøje mod Sydøst ned til Norourå; her fortsættes Lavaen ogsaa paa den anden Side af Elven og forener sig næsten med Strømmen fra det nordlige Krater. Kraterne staa tæt ved hinanden og synes dannede paa en Spalte fra NV. til SØ., eller lidt nærmere N-S. Linjen. Inden i det sydlige Krater findes Spor af et lille Udbrudskrater; i det nordlige findes et temmelig stort Krater af Lavagrus. Ved det sydlige Kraters østlige Aabning findes endnu et lille, græsbevoxet Krater, der benyttes som Faarefold. I Lavastrømmene ses flere Steder opstikkende, isskurede Basaltaase af den samme Form som Omegnens mange Basaltrygge. Kraterne ere opbyggede af Lavagrus og have udvendig en Hældning af 25 — 30 °. Lavastrømmenes Hældning fra Kraterne ned til Norourå er kun ringe (1 ° lél^')- Ved Elven har Lavaen en Mægtighed af 13 m.; Gennemsnitsmægtigheden kan antages at være mindst 10 m.; Lavastrømmen har en Længde af 5—65—6 km. og en Bredde af 3 —3Y2 km.; Kubikindholdet kan anslaas til omtr. 200 Millioner Kubikmeter; man ser heraf, at Lavastrømmen kun er lille i Forhold til mange historiske Lavastrømme paa Island. Den største Del af Brokarhraun er bedækket med Mos, men enkelte Steder findes der ogsaa noget Lyng og Kratskov; Strømmen er geologisk set ikke gammel, men dog forhistorisk. Underlaget bestaar udelukkende af Basalt; Breccie eller Tuf findes ikke i Nærheden. Denne enkeltstaaende, lille Vulkan Brök er dannet paa en Spalte i Basalten, der har en helt anden Retning end de Vulkanrevner og Kraterrækker, der findes midt i Landet, og disse bryde alle op igennem Tuf og Breccie. Ved mine Undersøgelser i Aaret 1890 viste det sig, at de mange Kraterrækker, som findes ovenfor Egnen Myrar og paa Snæfellsnæs, ere dannede paa Spalter i Basalten, der ordne sig i en Halvkreds omkring Faxebugtens Sænkningsomraade. Vulkanen Brok danner et Led i disse Vulkanrækker og er ligesom disse knyttet til de Brudlinjer, der omgive Lavlandet ved Bunden af Faxebugten.

Søen Hreöavatn ligger nedenfor Norourårdalen i smukke Omgivelser mellem isskurede Basaltaase, der vende Stødsiderne op imod Dalmundingen. Søen har flere Smaabugter og en kratbevoxet 0. Plantevæxten er i Omegnen efter islandske Forhold særdeles froäig; Aasene omkring Søen ere bevoxede med Birkekrat og


1) Jon Espolin: Islenzkar årbækur VII. S. 52.

Side 36

Lyng, og om Efteraaret ere Tuerne vidt og bredt omkring sorte og blaa af Eevlingebær (Empetrum nigrum)x) og Blaabær (Vaccinium mtjrtillus og V. uliginosum). Nord for Gaarden Hreöavatn findes betydelige Surtarbrandslag i Fjældene, der have en særlig Interesse derved, at der omkring dem 1840 er fundet bestemmelige Planterester først af Jap. Steenstrup2). Mellem 1870 og 1880 taltes der i islandske Blade ofte om et nyligfundet Kulleje i Nærheden af Hreöavatn, hvortil der knyttede sig nogle, som det snart viste sig, illusoriske Forhaabninger. De meget omtalte Hreöavatns-Kul stamme fra et lille Kullag i Thorisengismüli NØ. for Vikrafell. Jeg besøgte Stedet 1883; det liggere. 300 m. o. H. inde imellem de knudrede Fjældterrasser Nord for Hreöavatn. I en lille Dal NØ. for Vikrafell findes en gammel Sæterhytte, og ovenfor Sæteren i Randen af Fjældskrænten findes der nogle glinsende Kul vexlende med Kulskifer med en Mægtighed af 2—2— 4 Fod; under disse ligge Lerdannelser gennemvævede med utydelige, übestemmelige Planterester. Baade ovenpaa og under findes der Basalt; ved Kullagets nordlige Ende har en Basaltgang, der har indvirket paa Leret og Kullene, brudt igennem3). Lidt nordligere i Fjældet ved det saakaldte Surtarbrandsgil stikke de samme Dannelser ud af en Skrænt; her finder man et 2 å 3 Tommer tykt Lag ægte Surtarbrand. Det übetydelige Kullag blev i et Par Aar benyttet af de nærmest boende Bønder, men blev snart opgivet, da Transporten var for kostbar, og Kullene heller ikke fandtes i tilstrækkelig Mængde; nedstyrtet Grus og Klippestykker begravede ogsaa snart de Gruber, der uden Indsigt vare blevne gravede i Skrænten.

Etsteds paa Fjældene ved Hreöavatn fandt Japetus Steenstrup paa sin Rejse i Aaret 1840 Planteforsteninger, men Stedet er ikke med Sikkerhed gjenfundet. G. G. Winkler1) søgte derefter og fandt midt imellem Geldingafell og Vikrafell i en lysegraa Tuf flere store, fladtrykte Stammer, men ingen tydelige Planteforsteninger. Paa min Rejse i 1883 kunde jeg ikke genfinde Stenstrups Findested, og Svenskeren G. Flink, der rejste samme Aar, kunde heller ikke finde det. I Sommeren 1888 var jeg heldigere og fandt her to Findesteder for Planteforsteninger, men, om noget af dem er Stenstrups gamle, er ikke godt at vide, da han intet har skrevet om sine Rejser. I Sommeren 1883 havde jeg et kort Stykke Vej NØ. for Selvatn lagt Mærke til nogle lyse Lerdannelser i en Kløft, uden at jeg dog dengang undersøgte dem, men i Aaret 1888 besaa jeg Stedet nærmere. Vejen til det føromtalte Kullag i Thorisengismüli fører fra Hreöavatn forbi den østlige Ende af den lille Sø Selvatn (c. 60 m. over Hreöavatn); herfra rider man først opad en græsbevoxet Skrænt til en lille Lavning, derpaa opad en Grusryg, der kaldes Thrimill, hvor man har en dyb Kløft paa venstre Haand. Snart ser man paa højre Haand en anden lille Dal med Mosebund, der kaldes Thrimilsdalur lige Øst for Vikrafell; ved den østlige Dalside findes her nogle lyse Lerdannelser, og i disse fandt jeg 1888 nogle Planteforsteninger.

Findestedet ligger 175 m. højere end Hreöavatn (eller omtrent 220 m. o. H). De forsteningsførende Lerdannelsers hele Mægtighed ses ikke; øverst har Leret en rødlig Farve, der dog især er knyttet til det Ydre; indeni er det nemlig som oftest grønligt og falder let i Smaastykker, der paa Spaltefladerne ere farvede mørke af organiske Stoffer og Jærn. Det rødlige Ler har en Mægtighed af 4—54—5 m. og gaar over til et fint, graat Ler, hvori Bladaftrykkene findes; under dette er der igen meget fint, hvidt Ler, hvori der dog ikke fandtes Forsteninger. Ovenpaa de forsteningsførende Lerdannelser ligger en temmelig grovkornet,


1) Revlingebær og Blaabær spises ikke saa lidt i Island, ikke blot af Børn, men ogsaa af Voxne, især sammen med den islandske Nationalret „skyr" (et Slags oplagt Mælk). Revlingebær er Ravnenes Yndlingsspise, og de hjælpe ogsaa godt til at sprede dem vidt og bredt over Landet, En grønlandsk Biskop Jon skal i Aaret 1208 først have lært Islænderne Tilberedelsen af et Slags Vin af Revlingebærrene, og han havde selv lært det af Kong Sverrir i Norge. (Biskupasögur I. S. 135, Islenzkir annålar 1847. S. 84. Srnl. Grønlands hist. Mindesmærker 11. S, 766—767). Senere brugte man paa Island og i Norge denne og anden Frugtvin samt Mjød ved Altergangen, da ægte Druevin var kostbar og meget vanskelig at opdrive, men dette blev 1237 forbudt af Pave Gregor IX (Diplom, island. I. S. 513—514). At Vinmanglen paa Grund af de slette Handelsforhold ofte har været til stor Ulempe kan ses af Annalerne. I Aaret 1326 maatte man flere Steder i Skålholt Stift indstille Gudstjenesten formedelst Vinmangel, og 1350 maatte Gudstjenesten af samme Aarsag aflyses paa flere afsides liggende Kirker og Kapeller i Island (Isi. aim. 1847. S. 222 og 282). 1440 manglede Biskoppen i Skålholt ikke blot Altervin, Brød, Salt og Klæder, men ogsaa 01 og alle andre Drikkevarer med Undtagelse af Mælk og Vand. (Diplom, island. IV. S. 605-606).

2) Disse tertiære Planter ere blevne bestemte af Oswald Heer i hans „Flora fossilis arctica" I. Zürich 1868, 4°.

3) F. Johnstrup har analyseret Kullene fra Hresavatn. Sml. Kullagene paa Færøerne i Dansk Vidensk. Selsk. Oversigter 1873. S. 184.

1) G. G. Winkler: Island, der Bau seiner Gebirge. Miinchen 1863. S. 156—157.

Side 37

graalig-brun Breccie, hist og her iblandet med løse Krystaller; ovenpaa denne hviler ved Dalranden en noget graalig, tæt, klingende Basalt. Lerdannelserne og Breccien gennemsættes af en lYs m. tyk Basaltgang med Retningen N. 70° 0. Gangen er ikke atsondret i regelmæssige Søjler og har heller ikke Tachylytskorpe; den synes ikke at fortsættes gennem Basalten, men formedelst Grusdækket kunde jeg ikke med fuldkommøn Sikkerhed afgøre, om det er den, der her udbreder sig til et Dække. I Brecciens Revner findes Zeolithskorper med udkrystalliserede Chabasiter. I den samme Dalside, op til en lille Kløft i Dalbunden, ses Breccien og Basalten med samme indbyrdes Stilling hist og her gennem Grusdækket, men ved Kløften kommer ogsaa det røde Ler til Syne, og her findes der ovenpaa Leret et Konglomerat af rullede Basaltsten og Ler. Mellem Rullestenene i Konglomeraten fandt jeg etsteds et Stykke Surtarbrand i en Stilling, der syntes at antyde, at en Gren af et Træ ved flydende Vand her i Fortiden var bleven klemt fast imellem Rullestenene. Ved en Fjældbæk, der gennem en dyb Kløft udgyder sig i Hreöavatn tæt ved Gaarden, fandt jeg nogle nedbaarne, løse Stykker hvidt Ler. Jeg søgte derfor i længere Tid omkring i Fjældene for at finde disse Lerstykkers oprindelige Lejested, hvilket var forbundet med Besvær, da Fjældenes Overflade bestaar af bakkede Terrasser; Gennemskæringer ere sjældne, og de talrige Lavninger ere opfyldte af større og mindre Mosedannelser. Nogle hvide Bjærgskred i en Bakke i Nærheden af Geldingafell viste sig kun at indeholde Liparitbreccie. Tilsidst fandt jeg dog ved Fifudalur i Nærheden af den førnævnte Bæks Udspring nogle hvide Lerskifer i en Bakke, og noget længere nede i Bakken, 270 m. over Hreöavain, fandt jeg Planteaftryk i mørkt Ler. Det mørke Ler, der er meget skørt og vanskeligt kan opbevares, dækkes af Liparitbreccie, men ellers findes faste Klipper ikke i Nærheden. Den egentlige Fifudalur fortsættes af to langstrakte Lavninger med sumpet Bund; ved den østlige Lavning er Findestedet i en Grusbanke paa Lavningens nordøstlige Side.

Som jeg før har omtalt, findes der en Mængde varme Kilder i Reykholtsdalur og Lundareykjadalur. De derværende Kildegrupper har jeg besøgt paa forskellige Udflugter i Aarene 1883, 1890, 1891 og 1898, men vil her for Oversigtens Skyld behandle dem alle under et. D. 25. Juni 1883 hesøgte jeg Lundareykjadalur, der i Oldtiden kaldtes Reykjadalur syöri. Dalen, der har en Længde af 25 km., er temmelig smal og begrænses af Bjærgrygge af Basalt; kun ved Dalens øverste Ende træder i Thverfell Højlandets Breccie frem. Her findes bl. a. Kilden Reykjalaug (eller Krosslaug), der er bleven historisk bekendt derved, at Vestfirdingerne, dengang Kristendommen blev antagen paa Althinget i Aaret 1000, lod sig døbe dér1); Kilden findes temmelig langt nedenfor Gaarden Reykir og har en Temperatur af 43°; den er opbygget af Sten og bruges endnu undertiden til Badning. Omkring Kilden voxer Plantago major i store Exemplarer; Bladene havde en Bredde af 2Y4 Tommer. Ved Hjemmemarken paa Gaarden Reykir findes en anden Kilde, der ogsaa har en Temperatur af 43°. Begge disse Kilder findes tilligemed Brautartunguhver paa den nordlige Side af Elven; den sidste kogende Kilde Syd for Præstegaarden Lundur bryder frem fra en Grusryg neden for Gaarden Brautartunga's Hjemmemark og havde d. 5. Juli 1891 en Temperatur af 92°. Paa Elvens sydlige Side lige overfor Reykir findes Englandshver; her findes i sumpet Jordbund to parallele Vandløb, der have deres Udspring fra to varme Kilder, hvoraf den ene, der ligger højere oppe, har en Temperatur af 74°, den anden 89Y2°.

Reykholtsdalur er en af de paa Thermer rigeste Egne i Island; den er flere Gange bleven besøgt af Naturforskere, men dog ere kun de største af Kilderne flygtig blevne beskrevne. Dampstraalerne fra de derværende, kogende Kilder kunne allerede ses i lang Afstand. Dalen gennemstrømmes af en Elv (Reykjadalså), der i utallige Bugtninger skærer sig ned gennem de mægtige, glaciale Lerlag, der dække Dalbunden; Skuringsmærker og andre Vidnesbyrd om Istiden ser man mange Steder. Ovenpaa Leret er der et meget tykt Lag Muld, gamle Mosedannelser o. s. v. I Tørvegrave ved Aaen nedenfor Reykholt er der først et 2^2 m- tykt Lag Grønsvær og Jord, derpaa lY2 m. Tørv, og derunder kommer først Grus og saa Glacialler. De varme Kilder ere knyttede til Revner i Fjældgrunden, hvoraf de fleste have Retning fra Syd til Nord; i Basaltbjærgene paa begge Sider ses ogsaa gamle, græsbevoxede Revner med samme Retning, hvilke ikke staa i nogen Forbindelse med Erosionsfurerne.

Jeg har flere Gange besøgt Reykholtsdalur, men de varme Kilder undersøgte jeg nærmere i Aarene 1890 og 1891; for Oversigtens Skyld vil jeg dog beskrive dem her. Neden for Dalen tæt ved Vejen over Geirså findes en lille „laug", som d. 8. Juli 1891 havde en Temperatur af 60°, men det første Kildeomraade af Betydning findes ved Kleppholtsreykir (eller


1) Biskupasögur I. S. 25.

Side 38

Kleppjårnsreykir). Tæt ved Gaarden af dette Navn findes ved et Vandløb en Flade af Kiselsinter med en Længde af c. 44 m. fra Nord til Syd; i denne Flade er der en Revne med Retningen N 10° 0; fra den sydligste Del af Revnen vælder Vandet op paa 5 å 6 Steder, hvorpaa der følger nogle regelmæssige, kogende Vandhuller; der synes dér at være en lille Bugtning paa Sprækken; paa en anden Revne parallel m«,'d den første findes to betydelige „hverir", hvoraf den sydligste sprudler 4—54—5 Fod. Temperaturen i disse Huller er lidt forskellig, varierende fra 95° til 97°. Den haarde og tætte Kiselsinter har en brunlig og graalig Farve; Underlaget, der bestaar af Grus, er tildels sammenkittet med Kiselsinteren; hist og her i Vandet ses en blegrød, geléagtig Skorpe. Den Vandmasse, der udgydes af disse Kilder, er betydelig og finder Afløb gennem en vandrig Bæk ned til Reykjadalså. I Fjældet Syd for Reykholtsdalen. der her er lige i Nærheden og bestaar af Basalt med s—6° Hældning ind mod Landet, ses gamle, græsbevoxede Revner med den samme Retning som de Sprækker, hvortil den thermiske Virksomhed er knyttet. Vegetationen omkring disse Kilder bestaar især af Potentilla anserina, Plantago major, Leontodon autumnalis, Epilobium palustre. Trifolium repens, Gnaphalium norvegicum, Hydrocotyle vulgaris og Spergula arvensis. Disse Planter høre, foruden Mosser og Alger, til de almindeligste ved varme Kilder paa Island1).

Lige overfor Kleppholtsreykir paa den nordlige Side af Aaen findes de store Springkilder ved Deildartunga. Det kogende Vand bryder her frem fra flere Revner i Siden af en 6—lo6—10 m. høj Lerbakke ved Elven; Leret er blevet hærdet af Varmen; det er nogle Steder rødt, andre Steder blaaliggraat, og hist og her er det blevet haardt som Basalt, men nogen egentlig Kiselsinterdannelse findes ikke. Øverst paa Bakken ses nogle Mærker efter gamle, nu udtørrede Svovlkilder, dog er Leret ogsaa her varmt at føle paa. Bakkens stejle Skrænt er gennemkløvet af flere store Spalter med Retningen N. 10° 0.; ud fra disse vælder under en stærk Dampudvikling og Susen en voldsom Vandmasse fra c. 20 større og mindre Huller, hvoraf flere sprude c. 2 Fod, enkelte 5—75—7 Fod. Vandet, der har en Temperatur af 90—99°, forenes til et kort, men betydeligt Vandløb, der strax udgyder sig i Reykjadalså, som flyder tæt forbi; ved Bækkens Munding har Elven en Temperatur af 81°; formedelst det varme Vand fryser den ikke om Vinteren. De varme Kilder ved Deildartunga sprude stadig uden Ophør, og jeg kunde ikke se nogen særlig Regelmæssighed i Udbruddenes Rækkefølge. Mellem Kleppholtsreykir og Deildartunga, hvis Kilder ere knyttede til Spalter med den samme Retning, findes to smaa, varme Kilder i et Næs ved Reykjadalså. Dampene fra Deildartunga ere ikke fri for übetydelig Svovlbrintelugt. Da disse Kilder flere Gange ere blevne besøgte, kunne tydelige Forandringer konstateres. Eggert Olafsson, der besøgte dem i Midten af forforrige Aarhundrede, siger, at ved Roden af Bakken „vælder Vandet ud af 4 A åbninger med saa heftig Bulder, at Folk, som staa tæt sammen, kunne ikke høre hverandre, uden at de skraale hinanden i Ørene. Disse Aabninger opskyde det kogende Vand, og det saaledes, at den øverste og nordligste Aabning, der ligger højest, kan ordentlig sprude 3 til 4 Alen højt i Vejret. Naar den har raset nogle Minutter, holder den inde i lige saa lang Tid, da Vandet i den bliver meget lavt, imedens den anden nærmeste Aabning spruder; endelig kommer Raden til den fjerde nederste, og Aaen nærmeste, hvilken er svagest, og derfor af de nærboende kan bruges til Kogen, Valken, Tvæt og deslige"x). I Aaret 1810 besøgte Mackenzie Stedet og giver en ret god Afbildning af Bakken. Dengang fandtes ved Bakkens nordlige Ende to alternerende Springkilder med tre Fods Mellemrum; medens den ene udstødte en Vandstraale af 12—14 Fods Højde, stod den anden fuld af kogende Vand, men efter at den første Kildes Vandstraaler vare sunkne ned, sprang den anden, der kun naaede en Højde af 5 Fod. Den første Kildes Udbrud varede omtrent i 4Y2 Minut, den andens i 3 Minutter2). Den engelske Turist C. S. Forbes, der besøgte Stedet i Aaret 1859, saa de samme alternerende Kilder og fortæller, at den ene sprang 10 Fod højt i 4 Minutter og den mindre 5 Fod højt i 3 Minutte 3). Mackenzie anslaar Antallet af de i Bakken værende Vandhuller til 16, Forbes til 14. Denne regelmæssige, alternerende Udbrudsvirksomhed existerer nu ikke længere; jeg gjorde forgæves Forsøg paa at udfinde nogen Regelmæssighed i de derværende Kilders Udbrud.


1) Om Plantevæxten ved de varme Kilder: Chr. Grønlund: Karakteristik af Plantevæxten paa Island (Naturhistorisk Forenings Festskrift 1890). C. Ostenfeld: Skildringer af Vegetationen paa Island (Botanisk Tidsskrift XXII. 1899).

1) Rejse gennem Island I. S. 112.

2) Travels in Iceland S. 197—200

3) C. S. torbes: Iceland, its volcanoes, geysirs and glaciers London 1860. S. 124.

Side 39

Lidt højere op i Dalen paa Elvens nordlige Side findes kogende Kilder ved Sturlureykir tæt ved Gaarden. Ved Væggen af en lav Hytte findes to kogende og tudende Damphuller, hvorfra der kun udkastes nogle Vanddraaber. Dampen har en Temperatur af henved 80°; selve Hytten har Gulv af Stenplader og benyttes som Dampbad af Gigtsvage; 2 ä 3 Fod nedenfor disse Damphuller findes en „hver" med 98Y2°2 ° Varme; fra den er der bygget en aaben Rende til et Bassin, hvor Vandet afkøles og kan bruges til Bad. Den største kogende Kilde ligger omtrent 47 m. fra Hytten; den spruder 1 ä 2 Fod; Udbruddene ere regelmæssige og vare i 25 Sekunder og have et Mellemrum af 5 ä 6 Sekunder; Kildens Aabning har en Meters Diameter, og Temperaturen fandtes at være 95y20«2 0« Denne Kilde har dannet en lav, c. 2^ m. bred Kegle af graat Kiselsinter; et mindre, kogende Vandhul, der ikke spruder, findes nogle Skridt sydligere. De varme Kilder ved Sturlureykir synes at være knyttede til en Spalte med Eetningen N. 40° V.

En af de mærkeligste Kilder i denne Dal er den saakaldte 'Arhver (eller Vellineshver), thi det varme Vand bryder her ud af et Skær eller en Klippe midt i Elven. I Frastand ligner Skæret en Dampbaad eller en pustende Hval; det er oprindelig dannet af Glacialler ligesom de høje Bakker, der alle Vegne findes ved Elven; Leret er blevet stenhaardt af Varmens Indflydelse, og Grus og rullede Smaasten, der ere blandede i Leret, ere blevne sammenkittede med dette til en kompakt Breccie. Skæret har en Højde af 2121/2—32 —3 m., og det er spaltet efter Længden ved en Revne med Retningen N. 5° V.; paa denne Revne findes 4 kogende Kilder, hvoraf den nordligste er den virksomste, thi den spruder lxj2—22 —2 m. Den næste Kilde findes 11/^l1/^ m. dybt nede ien Cylinder; den tredje har en oval Aabning og 78° Varme; det sydligste, halvcirkelformede Hul ved Klippens Rand har en Temperatur af 96°. Nedenfor den nordligste „hver", i den vestlige Side af Skæret, i Nærheden af Elvens Vandspejl, findes der endnu et femte Vandhul, der spruder ud i Elven. Den føromtalte Revne ligger lidt nærmere ved Klippens østlige Side. Paa Skæret findes der ingen Vegetation; kun ses ved nogle af Kilderne lidt rødlig Slim, der maaske indeholder Alger. Hist og her udspringer der ogsaa noget varmt Vand fra Gruset i Elvens Bund i Nærheden af 'Arhver. Under Jordskælvene i August og September 1896 var denne Kilde meget urolig, især efter Stødet d. 10. September; Vinteren efter sprudede den sædvanlig hen ved 10 m., og et enkelt Udbrud, der blev maalt, havde en Højde af 11 ni. Nogle varme Vandhuller flød rigeligere end før, og nogle nye dannedes i Aaen. Da jeg besøgte Stedet i Slutningen af Juli 1898, var dog alt kommet i sin gamle Gænge. Paa Gaarden Fossar ved Andakilså, hvor der, som før bemærket, findes varme Kilder, vare Jordskælvstødene kraftigere end andre Steder i disse Egne.

Ved Gaarden Reykholt findes ogsaa meget bekendte Kilder, især Skrifla, der fører en betydelig Vandmasse og danner et Bassin med 3y2 m. Diameter, omkring hvilket der er blevet bygget et Gærde af Besaltsten og Græstørv; Vandet har i Overfladen en Temperatur af 97° og kastes en 3/ii — 1 m. tilvejrs; det afsætter kun meget lidt Kiselsinter, skønt den Slags Sten dog findes i Grunden. Tæt ved Gaarden findes den bekendte Snorralaug; det er ingen særskilt Kilde, men et kunstigt Bassin, indrettet til Bad, der faar sit Vand fra Skrifla gennem en 80 m. lang, for det meste underjordisk opmuret Rende. Badebassinet er især blevet berømt, fordi det efter Sagnet skal være blevet indrettet af den berømte Historiker Snorri Sturluson, der boede i Reykholt, indtil han blev myrdet i Aaret 1241. Det runde Bassin, der har en Diameter af 6x6x/4 Alen, er opmuret af tilhuggede Blokke af Kiselsinter; ned til Bunden føre 4 Stentrapper; det har en Dybde af henved 2 Alen og er rundt omkring forsynet med et lavt Stensæde. Hvor Vandet fra Skrifla udgyder sig i Snorralaug, har det en Temperatur af 64°; Badet har Afløb mod Syd gennem et Kobberrør, og Tilløbsrenden fra Skrifla kan stoppes, naar Badevandet skal afkøles. Snorralaug er flere Gange blevet repareret, sidst i Aaret 1858. I Sturlunga-saga omtales et Bad i Reykholt flere Gange; efter Landnåma benyttedes en „laug" til Badning i Reykholt allerede i det 10. Aarh.1). Omtrent 100 m. Syd for Skrifla findes en anden kogende Kilde, der kaldes Dynkur2); den største Aabning ved Dynkur har en Temperatur af 91°. Naar Luftblærerne stige op fra Bunden, føler man svage Rystelser af Jorden omkring; 2 a 3 Alen Nord for denne Aabning findes et Vandløb med 8 smaa, kogende Huller; det nordligste af disse havde (1890) den højeste Temperatur (96°); fra det sydligste kastedes Vandet 1 å 2 Fod tilvejrs; fra de andre højst 1/2 Fod. Under Jordsmonnet findes der noget Kiselsinter. Eggert Olafsson omtaler i sin Rejsebeskrivelse, at der ved et Jordskælv i Aaret


1) Sturlunga I. S. 279, 389, 395, 11. S. 149. Landnåma 11. cap. 30. Isl. sogur I. S. 151.

2) Navnet betyder „et dumpt Knald" eller „Larm".

Side 40

1749 dannedes en ny, kogende Kilde i Nærheden af Skrifia; om det har været Dynkur eller en anden nu forsvunden Kilde, kan ikke afgøres. Ved et sumpet, übetydeligt Vandløb c. 44 m. sydligere end Dynkur findes en lille, lunken Kilde med 40° Temperatur. Ketningen af en Linje fra denne over Dynkur til Skrifia er N. 25° 0., hvilket nogenlunde stemmer med de øvrige maalte Spalteretninger ved Kilderne i Reykholtsdalen.

Foruden disse Kilder, som jeg allerede har beskrevet og som jeg besøgte d. 22. Juli 1890, findes der i denne Dal Syd for Elven nogle hede Kilder, som jeg undersøgte d. 8. Juli 1891. I Nærheden af Snældubeinsstadir, mellem denne Gaard og Kjarvalarstaöir paa sumpet Jordbund lige Syd for 'Arhver, er der en Kilde med 2 Fods Diameter og 95° Varme, som spruder omtrent en Fod med 2 å 3 Sekunders Pavser. Ogsaa her voxer Hydrocotyle vulgaris. Kiselsinterdannelsen er übetydelig. Nedenfor Gaarden Képareykir i Skrænten af en Bakke findes en Række af 5—65—6 hede Vandhuller med Retning fra Nord til Syd; det nederste Hul er det største, har en Varme af 91° og lY2 Fods Diameter; det spruder omtrent 1/2 Fod; den højeste Varme i de andre Aabninger var 92°, men som oftest kun 80°. Af Kiselsinter findes der ikke übetydelige Dannelser, og Plantevæxten omkring Kilderne bestaar især af Leontodon og Hydrocotyle. Ved Hægindakot findes ogsaa varme Kilder kort fra Elven paa tørt Græsland nedenfor en Mose; i det sydligste Vandhul var Varmen 80°, i 3 andre, der ligge 8 å 10 m. nordligere, koger det; i det sydligste af disse var Varmen 96°, i de andre henholdsvis 92° og 94°. Underlaget bestaar af Ler, der danner en lille Høj; af Kiselsinter er der kun lidt. Ved TJlfstadir, lidt Øst for Reykholt, skal der være en lunken Kilde; her findes en betydelig Mængde Kiselsinter, og man tror, at de Sinterstykker, hvoraf Snorralaug er opmuret, ere tagne herfra.

Reykholtsdalen adskilles fra Hvftådalen ved en lav Fjældryg, og Nord for denne findes ogsaa et betydeligt Antal varme Kilder, især ved Gaarden Nordurreykir, hvor der findes en Mængde kogende Vandhuller paa en Spalte fra S. til N. (retvisende). Disse Kilder besøgte jeg i Aaret 1890. De sydligste Kilder, Sudurhverir, findes her i et Vandløb tæt ved Gaarden; Gruset og Sandet er her ved Varmen som sædvanlig blevet sammenbagt til en fast, rødlig Masse, hvori der i en lige Linje findes 20 kogende Vandhuller. Grushøjen ved Siden af Kilderne er næsten uden Vegetation, og Jordbunden er her saa varm, at Sneen strax tør om Vinteren, og naar man graver lidt ned i Gruset, kommer man snart til lunkent Vand. I det sydligste af de førnævnte Vandhuller var Temperaturen 97°, i de fleste andre 96° og i enkelte kun 80—90°. Den nærmeste „hver" i lige Linje Nord for Suöurhverir og 114 Skridt fra disse kaldes Dynkur; den har en oval Aabning 4—54—5 Fod lang og 3 Fod bred og fører en betydelig Vandmasse, ligesom store Dampblærer stadig stige op fra Bunden, men den spruder ikke. Temperatursn er 95°; Grunden er „mohella", og der afsættes lidet eller intet Kiselsinter. Omtrent 50 Skridt nordligere findes en Kilde, der kaldes Strokkur og har, skønt den er meget mindre, en lignende Bygning som dens berømte Navnefælle ved Geysir. Før opsendte Strokkur Vandstraaler til en Højde af B—9 Fod, men nu er den begyndt at sakke agterud, saa Udbruddene kun naa en Højde af 2—32—3 Fod; de ere dog temmelig voldsomme, da Vandmassen er betydelig. Vandet har en Temperatur af 98° og synker efter hvert Udbrud tilbage i Eøret, hvis Munding har en Diameter af 2 Fod. Udbruddene, der som oftest komme med 1/2 Times Mellemrum, vare i 4—54—5 Minutter. Grunden bestaar af Grus, sammenkittet med Kiselsinter. En anden Kilde tæt Nord for Strokkur synes at have haft en uheldig Indflydelse paa dens Udbrudsvirksomhed; denne Kilde var for 20 Aar siden kun et lille Vandhul, der lidt efter lidt forstørredes og fik en større Vandmasse, saa at den nu stadig er i Virksomhed. Den spruder dog kun 1 ä 2 Fod, men standser aldrig; om Strokkur spruder eller hviler, synes ikke at have nogen Indflydelse paa den.

Den nordligste Kildegruppe ved Noröurreykir findes midt paa en Grusslette over 300 m. Nord for Strokkur; det hede Vand bryder hist og her frem af Gruset og danner flere Vandpytter og et Vandløb; den højeste Temperatur var 97°; i andre Huller varierede den fra 70—90°. Nord for denne Kildegruppe findes der ogsaa en übetydelig, varm Kilde ved Hvitå, og paa den nordlige Side af Elven ser man i den samme Retning nogen Damp stige op af Gruset. Alle disse Kilder ved Noröurreykir ere øjensynlig knyttede til en Spalte i Jorden fra S. til N. ligesom Kilderne i Reykholtsdalen; kun er den vandsprudende Revne her endnu længere og mere regelmæssig. Underlaget for hele dette Kildeomraade bestaar af Grus, der hviler paa Glacialler, som danner høje Bakker ned imod Hvitå. Foruden disse kogende Kilder ved Noröurreykir findes flere varme Kilder i Hvitådalen, saaledes i Nærheden af Störids og ved Sudda og Klettur i Næsset mellem Hvitå og Reykjadalså; to temmelig store, kogende Kilder

Side 41

findes ogsaa ved Huröarbak nederst i Dalen. Ingen af disse Kilder har jeg besøgt; derimod besøgte jeg den varme Kilde ved Siöumüli paa den nordlige Side af Elven lige overfor Huröarbak (Retningen herfra og dertil er S. 15° V.). Denne Kilde findes i en lille, sumpet Lavning mellem to lave Grusbanker et kort Stykke Vej nedenfor Gaarden Siöumüli i Nærheden af Hvitå. Kilden, der har en Temperatur af 73°, har rimeligvis før været kogende, thi Vandet bryder frem af et Hul i Bunden paa et 3 Fod bredt Bækken af gammel Kiselsinter; i et lille Hul nogle Favne nordligere i et sumpet Vandløb er Temperaturen 42°. Efter Sagnet skal en kogende Kilde, der før skal have været paa en Grusbakke Vest for Hjemmemarken paa Siöumüli, have flyttet sig til Huröarbak, da en uskyldig myrdet Brudgoms Klæder blev vaskede i den. I Selgil ved Hüsafell skal der ogsaa, efter hvad jeg hørte, være übetydelige, varme Kilder. I Geitland var der efter Sagnet før en kogende Kilde, som skal have flyttet sig til Reykholt; efter at have hvilet sig ved Storiås, hvor de varme Kilder nu findes, skal den have brudt frem i Eeykholt og dannet Skrifla. En Følgemand viste mig 1890 ved et udtørret, gammelt Vandløb i Geitland det Sted, hvor den kogende Kilde oprindelig skal have været, men de lyse Sten, der antoges for Kiselsinter, viste sig kun at være Basaltsten med en lys Skorpe af Lichener.

Efter forskellige Udflugter i Borgarfjorden rejste jeg i Slutningen af Juni 1883 tilbage til Eeykjavik, denne Gang op over Højlandet til Thingvellir over de saakaldte Uxahryggir og siden over Mosfellsheiöi