Generalstabens Detailmaaling paa Island.

Hermed et Kort over Reykjaviks og Havnefjords Omegn.

Kaptajn Lund-Larsen har tidligere i „Geografisk Tidskrift" (16 Bd. Hefte VII—VIII og 17 Bd. Hefte I—II)I^—II) givet en Fremstilling af Generalstabens Basismaalinger paa Island og Triangulationen langs Sydkysten, der paabegyndtes i 1902, nærmest paa Foranledning af Søkortarkivet, som i høj Grad savnede Støttepunkter for Kortlægningen af Farvandet, navnlig udfor Strækningen fra Portland til Hornafjord. Oprindelig havde man tænkt sig, at en Række af trigonometrisk fastlagte Punkter alene vilde kunne yde et tilstrækkeligt Grundlag for Søopmaalingen, idet man gik ud fra, at de paaviste Mangler ved den i Begyndelsen af forrige Aarhundrede udførte Triangulation i Hovedsagen var Grund til, at Gunnlaugssons Kort havde vist sig utilstrækkelig nøjagtigt for det omhandlede Formaal. En Sammenligning imellem Kortet og Terrænet, saaledes som jeg for første Gang havde Lejlighed til at anstille den under min Inspektionsrejse i 1902, vil dog hurtigt vise, at Kortet, saa beundringsværdigt det som Arbejde af Enkeltmand under Datidens Forhold maa siges at være, i store Partier er for skitsemæssigt behandlet og desuden behæftet med altfor betydelige Fejl til at de trigonometrisk indlagte Punkter i Særdeleshed paa ovennævnte Strækning overalt ville kunne konstateres fra Søen med fornøden Sikkerhed. Hertil kommer, at Kystlinjen paa enkelte Steder er i høj Grad forandret siden Udførelsen af de Maalinger og Rekognosceringer, der danne Grundlag for Gunnlaugssons Kort. Planen til en Detailmaaling i den Udstrækning, der er nødvendig, for det nærmest foreliggende Formaal — at tilvejebringe et Grundlag for Søopmaalingen — blev derfor allerede i Fjor udkastet af den topografiske Afdeling, saaledes som jeg i det Følgendø skal forsøge at fremstille den i store Træk.

Da det med Bestemthed kan forudses, at Kravet om en fuldstændig topografisk Detailmaaling af Islands Kystegne i Forbindelse med en geografisk Opmaaling af Indlandet ikke i Længden lader sig afvise, har det været et ledende Princip for alle af Generalstaben foretagne topografiske Arbejder paa Island at udføre dem saaledes, at de kunne fortsættes og de indvundne Resultater sammenarbejdes med senere Maalinger til et ensartet Hele. Triangulationen fra Reykjavik til Hornafjord er derfor udført med et saadant Overskud af Nøjagtighed, at den har blivende Betydning, og Trekantpunkterne ere afmærkede paa en varig Maade. Efter samme Princip har Generalstaben ikke ment at kunne lade sig nøje med at tilvejebringe Kystkort udelukkende med Søopmaalingen for Øje, men Detailmaalingen vil blive udført med topografisk Udførlighed, og fuldstændige Kortblade, der kunne indpasses i et planmæssigt Atlas, ville blive maalte.

Hvad dernæst selve Opmaalingsmethoden angaar, har Generalstahen i sin Plan fastholdt den ved gode topografiske Maalinger over alt hævdede Grundsætning, at Detailmaalingsoperationerne i Marken skulle hvile paa de ved Triangulationen og Nivellementet fastlagte Grundpunkter, saa at der ikke kan opstaa Ophobninger af Fejl eller Vanskeligheder ved Kortbladenes Sammensætning.

En Opmaaling i stor Maalestok efter dette
Princip fordrer med Nødvendighed et meget betydeligt
Antal nøje bestemte Fikspunkter. Ved de islandske
Maalinger har Tiden, de tilstaaede Pengemidler og
Landets Forhold været uoverstigelige Hindringer for
Tilendebringelsen af mange Fikspunkter, og Maalingen
maa derfor udføres i meget mindre Maalestok end i
Kongeriget, hvor Generalstaben som bekendt saa godt
som overalt har maalt i 1: 20000. Islands ringe Bebyggelse
og Terrænets storslaaede Karakter fordrer
naturligvis ikke samme omhyggelige Behandling som
et stærkt opdyrket, bølgeformigt Kulturland, men selv
om dette tages i Betragtning, er det ingenlunde let at
foretage en topografisk Bordmaaling i lille Maalestok,
da mange Enkeltheder, der nødvendig maa medtages,
som Bebyggelse, opdyrkede Arealers Udstrækning, Begrænsning
og Form, karakteristiske Terrænformationer,
Kommunikationer o. s. v. vanskelig lade sig fremstille
i den lille Maalestok, navnlig da Tegningen ofte maa
under ugunstige Vejrforhold og faa Bekvemmeligheder
i Teltet eller Kvarteret, Omstændigheder, der
nærmest opfordre til at arbejde i større Maalestok end
den tilvante. Hertil kommer endnu, at det paa de fleste
Steder overordentlig uvejsomme Terræn lægger Operationerne
store Hindringer i Vejen, hvis man benytter den
sædvanlige Methode, der falder i to Dele: Indlæggelse af
de nødvendige Terrænpunkter („Kotering") ved Sigte
og Afstandsmaaling og derefter følgende „Indtegning",
Operationer der tilsammen medføre, at Terrænet maa
befærdes to Gange, første Gang under Koteringen af
Maalerens Medhjælper, der med Nivellerlægten maa
gaå fra Kote til Kote, og anden Gang under Indtegningen
saavel af Medhjælperen som af Maaleren der
personlig overalt maa krokere og indtegne Terrængenstande
og Terræn paa Grundlag af de indlagte Koter.

Ved den islandske Maaling har Generalstaben paa Grund af disse Vanskeligheder forsøgt at indføre en Methode, efter hvilken a) Stationen bestemmes i den lille Maalestok, som det ringe Antal Fikspunkter fordrer, b) Kotering og Indtegning foretages i stor Maalestok og c) Terrænet befærdes kun 1 Gang.

Methoden, der saavidt mig bekendt ikke har været
anvendt eller foreslaaet før, er i sine Hovedtræk saaledes:

a) Maaleren bestemmer sin Station omtrentlig paa Maalebordet paa hvilket er indkonstrueret alle de Fikspunkter, som ligge indenfor dets Kamme; Bestemmelsen sker i Almindelighed ved Tilbageskæring.

b) Et Blad („Maalebladet") udtages af et Hefte („Maalebogen") og klæbes paa Maalebordet, saaledes at dets Midte omtrent falder over det foreløbigt afmærkede Stationspunkt. Bordet „orienteres" saa nøjagtigt som muligt, og Stationens Beliggenhed bestemmes endeligt ved optrukne Sigter til, de synlige Fikspunkter, hvorefter Stationscentret prikkes igennem paa Maalebordet. Paa Maalebladet trækkes dernæst Sigter til alle de Terrænpunkter, som man vil indlægge, samtlige Sigter beskrives i Kanten af Bladet, og Sigtets Vinkel mod Horisonten noteres. Derefter tager Maaleren Bladet af Bordet og vandrer fra det ene af de indstillede Terrænpunkter til det andet. I hvert Punkt maaler han med et „Afstandsmikrometer" Afstanden ind til Stationen, i hvilken Medhjælperen holder en oprejst Nivellerlægte. De udmaalte Afstande afsættes efterhaanden paa de optrukne Sigter, Punktets Højde findes af Vinkel og Afstand ved Hjælp af en Tabel, og Terrænet indtegnes.

c) Efter Hjemkomsten til Teltet eller Kvarteret indtegnes hver enkelt Maaleblad paa Maalebordet i dettes Maalestok, hvilket sker ved at afsætte de reducerede Maal paa Bladets Sigtelinjer, anbringe Bladet „orienteret" over Stationen og derefter prikke „Koterne" igennem. Maalebladet indheftes derefter i Maalebogen.

Det vedheftede lille Blad er allerede i 1902 maalt efter denne Methode i Maalebordsmaalestokken 1:100000; de enkelte Maaleblade ere maalte i 1: 10000. Bladet viser nogenlunde, hvad et Kort i 1 : 100000 over Island vil kunne give og hvorledes Generalstaben har tænkt sig et saadant Kort udført. Bladenes Størrelse er sat til 44 Ctm.s Bredde og 40 Ctm.s Højde; hele Island vil komme til at omfatte 92 Blade, af hvilke dog c. 20 kun indeholde meget smaa Partier af Kystlandet, og c. 30 i Hovedsagen ville falde paa Landets aldeles übeboede Indre. Selvfølgelig ville Byer og tætbebyggede Egne fordre Specialkort i betydelig større Maalestok, men til saadanne Kort indeholde Maalebladeno det fornødne Materiale; efter Maalebladene har Generalstaben saaledes som Prøve konstrueret et Kort, der er udgivet i Handelen i 1: 25000 over Keykjavik og Havnefjords Omegn, og endvidere Kort over Reykjavik og Havnefjord i 1 : 5000, de to Bykort dog efter Maaleblade i samme Maalestok.

Hvad Tidsanvendelsen angaar, vil man med Sikkerhed kunne paaregne, at en indøvet Guide vil kunne maale 11/^l¹/^ a 2 Kvadratmile pr. Maaned. Tages det i Betragtning, at Islands Indre langt fra indeholder saa mange Enkeltheder som Kystlandet, og at der desuden i disse lidet tilgængelige Egne fordres langt mindre Nøjagtighed, ses det let, at en Nymaaling af

hele Island ingenlunde vil være noget uoverkommeligt
Arbejde, naar det bliver fordelt paa en længere Aarrække.

Den ovenfor skitserede Methode er ikke „obligatorisk". Forefindes der i en Egn et tilstrækkeligt Antal Fikspunkter, kan den fra Hjemlandet kendte — og nøjagtigere — Fremgangsmaade anvendes helt eller delvis; dog maa Tidsanvendelsen ikke derved forøges undtagen for Byer og stærkt beboede Egne, og de for andre Formaal end Kort i 1 : 100000 nødvendige Detailler i Henseende til Bebyggelse, Kulturarbejder o. s. v. maa under alle Omstændigheder skaffes tilveje.