Lidt om Trævæksten paa Island.

Skoven er, naturhistorisk talt, det sidste, det højeste Udviklingstrin af Jordens Plantevækst, altsaa en afsluttende Dannelse. Paa de Steder, hvor den overhovedet kan trives, er den i Stand til at erobre Terrænet fra andre Plantesamfund og at hævde det erobrede, indtil Mennesket griber ind. De Dele af Jordoverfladen, paa hvilke Skoven saaledes har kunnet herske, ere for en stor Del tillige de bedst egnede for Mennesket. Derfor er Menneskets Bebyggelse af et Land almindeligvis begyndt med, at Skov ryddedes, og derfor kan man til en vis Grad maale et Lands etnografiske Alder ved det Omfang i hvilket Skoven har maattet vige for Mennesket.

Island danner ingen Undtagelse i saa Henseende. Der foreligger Optegnelser om; at Landet oprindelig var skovklædt fra Strandbred til Fjæld. Og ide siden da forløbne godt 1000 Aar har Skoven maattet vige mere og mere for Mennesket, indtil den nu kun udgjør forsvindende Rester, dels smaa Strækninger med virkelig Skov, dels store Flader med uanseligt Krat. Disse Rester findes, saa vidt jeg ved, spredte i omtrent alle Egne af Landet, fortrinsvis paa de lave Dele

af Fjældskraaningerne og paa de tilstødende mere flade Dele af Dalbunden. Paa Lavamarkerne er der ofte et tyndt Krat, hvor den enkelte Plante dog har et forholdsvis kraftigt Udseende.

Da der er en fuldstændig jævn Overgang fra Skov igennem Krat til Hede, og da Islands Indre aldrig er opmaalt, kan der ikke siges andet om Trævækstens nuværende Udbredelse paa Island, end at den kun spiller en lille økonomisk Rolle i Indbyggernes Liv.

De nuværende Skove og Krat paa Island dannes af Birk, Pil og lidt Røn, de to første i forskellige Arter og Afarter; og der er kun Grund til at tro, at det er de samme Træarter, som altid have dannet Skov deroppe. I Dalene og paa de lave Fjældskraaninger har der været velvoksne Træer i sluttet Samfund, men op ad Fjældsiderne har Bevoksningens Højde Boligerne opførtes af Græstørv, saa Forbruget af Brændsel til Opvarmning har næppe været stort; men alligevel er der brugt Masser af Brændetræ. Efterhaanden som Bebyggelsen skred fremad, blev der Brug for mere og mere Hø til Vinterfoder, hvorfor Høvinding var et stort Arbejde; men helt indtil den allernyeste Tid brugtes der paa Island Leer, som skærpedes derved, at de glødedes i Trækulsild og udhamredes. Alt hvad der skulde arbejdes i Metal, maatte man lave selv, og Forbruget af Trækul maa have været meget stort. Rundt om i Skovene finder man da ogsaa talrige grydeformede Fordybninger, i hvilke der har været „svedet Kul". Virkningen paa Skoven ses bl. a. deraf, at Træernes Størrelse tiltager med Afstanden fra Gaardene; jo længere borte man har skullet hente Træet, desto større Fordringer har man stillet til dets

tabt sig efterhaanden, indtil Dværgbirk o. a. krybende Buske have udgjort den øverste Grænse. Der har forhen som nu været en jævn Overgang fra Skov igennem Krat til Hede. De nuværende Skove dannes overvejende af Birk, som i Regelen med 2 eller flere Stammer gaa i en Bue fra den fælles Rod opad; Højden er næppe noget Steds kendeligt over 30 Fod, idet alle større Træer ere borthuggede. De skovdannende Pile have en endnu mere buskagtig Form; de optræde dels enkeltvis mellem Birkene, dels i sluttede Samfund paa Jorder, som enten ere vaade hele Aaret eller en Tid staa helt under Vand. Rønnen forekommer kun enkeltvis, og rager da ofte op over sine Omgivelser.

Nybyggernes Indgriben i den oprindelige Tilstand har været at rydde Bopladser og efterhaanden udvide Græsarealerne af Hensyn til det stigende Husdyrhold. Dimensioner, medens man i Gaardens umiddelbare Nærhed har kunnet nøjes med selv tynde Ris. — Naar Græsvæksten eller vel snarere Høhøsten slog fejl, maatte man saa vidt muligt hjælpe sig med Kviste som Foder for Husdyrene, enten disse saa selv maatte søge Føden i Sneen, eller man høstede Kvistene til Brug ved Staldfodring. Noget Træ er ogsaa bleven brugt til Tagbygning paa Husene og til forskellige Redskaber, og hertil saa vel som til Kulsvidningen har man sikkert foretrukket de største Træer, de tykkeste Stammer.

Virkningen af de her omtalte Forhold er, at Skoven og Krattet paa store Strækninger helt er forsvundne, efterladende nøgne Sten- og Grusflader; i heldige Tilfælde er Jorden bleven dækket af en Grønsvær, mest af Halvgræsser og Halvbuske. Men selv der, hvor den træagtige Vegetation har holdt sig, er

Virkningen indgribende. Oprindelig dannedes Skovene her som andet Steds af Individer, fremkomne af Frø; men overalt paa Island, hvor jeg saa Skov og Krat, var der ingen Frøplanter, kun sekundære Dannelser, Skud fra Stubbe og Rødder; det nuværende Træsamfund er en ren Halvkulturform. Dette skyldes ikke alene Hugsten af de store Træer, men maaske fuldt saa meget Høvindingen og Husdyrenes Bid paa de smaa Planter; Træerne forkrøbles fra smaa af.

Den her skitserede Udvikling er ikke meget ejendommelig for Island; analoge Tilstande kunne paavises mange andre Steder; men den har faaet stor Betydning paa Grund af Islands særegne Jordbundsforhold. Da disse Forhold synes hidtil at være upaaagtede, maa jeg omtale dem lidt nærmere.

Grundfjældet paa Island er aldeles overvejende Basalt o. lign., og Stenen vejrsmuldrer forholdsvis let. Saa vidt jeg har haft Lejlighed til at se Island, dannes det plantebærende Jordlag da ogsaa overalt af vojrsmuldret Basalt, undertiden stribet af vulkansk „Aske", og denne Jord har nogle meget ejendommelige Egenskaber. Farven er kaffebrun indtil sortebrun efter Fugtigheden, og den hidrører fra Jærntveilte; Jorden er aldeles stenfri og meget finkornet, c. 92 pCt. er under 1/₂ Millimeter. Den maa sikkert (if. Prof. Ussing) henføres til de saakaldte Løssdannelser, og jeg kan ikke tvivle cm, at det plantebærende Jordlag er aflejret af Vinden; derved forklares den fuldstændige Stenfrihed og den ringe Kornstørrelse, og derved forklares tillige Jordens store Indhold af Muldstoffer (4—5 pCt.).

En saadan almindelig Fygning eller rettere Afblæsning af Jorden maa for en stor Del være opstaaet, efter at Skoven er forsvunden. Saa vidt jeg kan skønne er nemlig kun den træagtige Vegetation (Skov, Krat og Hede) i Stand til at holde Jorden varigt dækket. Vel er Græstæppet overordenlig sejgt, det kan endog bruges som en Slags Filt til Paksadler, men dels kan det dog trædes itu af Heste og Faar, dels kan Stormen ligefrem flaa det af (if. Japetus Steenstrup), dels har det ligesom al anden arktisk Vegetation Tilbøjelighed til at blive tuet, og Tuerne dø efterhaanden bort i Toppen (undertiden ogsaa fra Randen), hvorved der opstaar Angrebspunkter for Stormen. Ofte skærer Smeltevandet om Foraaret Furer igennem Grønsværen og den underliggende Jord. I den brune Jord ses derfor ofte vandrette, sorte Striber, Rester af tidligere Grønsvær, som er dækket og dræbt af paaføgen Jord. Et ejendommeligt Fænomen er da ogsaa Støvtaagen, Mister, som paa varme, stille Dage pludselig kan fylde Luften. Og at Jorden kan flyve langt, mærkes paa Vestmanøerne, 111¹j₂ Mil fra Land, hvor Klipfisken kan blive næsten ødelagt, naar der kommer en Nordenstorm, medens den ligger til Tørring. Hvor det brune Jordlag ligger paa andre løse Jordlag, komme disse ogsaa i Bevægelse.

Skal denne Skade modarbejdes, maa der frembringes Skov, og herved faar Skovsagen sin største Betydning for Island. Med den spredte, faatallige Befolkning kan Skovanlæg i stor Stil kun foregaa ved Saaning, og at denne er mulig, ses overalt i de nuværende Skove, hvor unge Birkeplanter spire frem i stor Mængde; men da de straks afgnaves af Faarene, maa man afværge dette. Hvor Indhegning er uoverkommelig, kan man faa noget frem ved at saa paa de Strækninger, hvor Sneen lægger sig tykt og bliver liggende saa længe, indtil Græsset er kommet frem andre Steder; thi saa foretrække Faarene det.

Umiddelbart ved Boligerne vil man kunne overkomme at plante, og derved kan der ligeledes stiftes megen Gavn. Nu for Tiden bearbejdes Jorden paa Tunene aldeles ikke, og maaske vilde Pløjning og Harvning medføre Fare for, at Jorden blæste bort. Men plantes der et Læbælte rundt om Tunet, afværges denne Fare. Imod de nuværende Skove indvendes, at de stjæle Uld af Faarene, naar disse trænge sig igennem de purrede Buske; denne Indvending vil falde bort, naar Skovene udhugges rationelt; og rimeligvis vil der mange Steder opstaa gode Græsgange under de gamle Træer. Allerede nu findes der en paafaldende kraftig Plantevækst selv under Birk, som staar saa tæt, at man vanskeligt kan trænge sig igennem det. Skovene ville utvivlsomt øve nogen Indflydelse paa Islands Dyreliv, især Fuglelivet, derved at der med Skoven følger baade bærbærende Planter og talrige Insekter.

Erkendelsen af de her omtalte Forhold er den første Grund til, at Island har faaet en Skovsag. Tanken opstod hos Marinekaptain Carl Ryder, som i 1898 begyndte at fremme den. Skovsagen har mødt megen Sympathi paa selve Island. I Reykjavik er der dannet et Skovselskab, som anlægger en Plantage; og Islands Landbrugsselskab virker for, at der oprettes Skovselskaber rundt om i Landet. Jeg skal ikke komme ind paa Enkeltheder i vort Arbejde, men kun oplyse, at vi i de første Aar have ført Planter op her fra Danmark for at prøve os frem med forskellige Arter, samt at vi nu anlægge Planteskoler deroppe for at tilvejebringe det fornødne, indfødte Plantemateriale.

Naturhistorisk set er der god Grund til at tro, at Skovsagen kan faa Fremgang og stifte megen Gavn paa Island. Men om dette vil ske, afhænger der, som andet Steds, af hvorledes Befolkningen stiller sig til Sagen. Det drejer sig her ikke blot om en øjeblikkelig Stemning, men tillige om en Række økonomiske Forhold og andre Samfundsforhold, som tilsyneladende staa Skovsagen meget fjærnt.