I nærværende Tidskrifts 12te Bind, 3.^—6. og 8. Hefte har jeg i sin Tid haft Lejlighed til at fremkomme med Oplysninger om forskellige Forhold i vor fjærne Koloni; siden da er omtrent forløbet 10 Aar, og det turde derfor mulig have sin Interesse nu at se tilbage paa, hvorledes Tilstanden i Grønland har været i Tiaaret 1892 — 1901. Oplysningerne herom ville da ogsaa kunne tjene til at besvare det Spørgamaal, om det grønlandske Samfund, som af enkelte paastaaet, gaar sin Undergang imøde, eller man tør gøre sig Haab om at kunne bevare det lille Samfunds Eksistents.

Der er i bemeldte Tidsrum skrevet adskilligt om grønlandske Forhold og særlig i den nyere Tid synes der at være opstaaét en sørgelig Stemning for at skildre disse Forhold som umulige; som Resultatet heraf er selvfølgelig Danmarks Administration af Grønland bleven fordømt, just ikke altid i milde Udtryk. Her at imødegaa denne Kritik i alle dens Enkeltheder formaar jeg ikke; dertil vilde kræves et stort og omfattende Arbejde, og uden at overdrive tør jeg nok sige, at en saadan Kritik vilde blive til et omfangsrigt Værk, hvis man skulde tage alting med. Hertil kommer, at man her i Landet gennemgaaende mangler Evnen til ret at kunne bedømme de grønlandske Forhold, Forhold, der ere saa vidt forskellige fra vore hjemlige; og er dette saa underligt? I vore Skoler lærer man saa godt som intet om Grønland, og det, man lærer dér, er desværre ofte misvisende, hvortil kommer, at den om Grønland udkomne Literatur som Regel er af videnskabeligt Indhold og ikke let tilgængelig for det store Publikum. For at raade Bod paa dette Misforhold vilde en populær Beskrivelse af Grønland og det grønlandske Samfund være nyttig; men for at en saadan Beskrivelse kan blive nøjagtig, grundig og gøre den tilsigtede Nytte, er det ikke tilstrækkeligt for Forfatteren kun at se Landet og leve dér en kort Tid; der hører et længere Ophold i Grønland til for indgaaende at kunne skrive om Naturen og Folket deroppe. Desværre har man saa mange Eksempler paa — saavel i Bøger som i Aviser —, hvorledes Folk, der have gjort et flygtigt Bekendtskab med Grønland, fremkomme med Bemærkninger og Oplysninger, der faa de med Forholdene kendte til at ryste paa Hovedet.

Det er ikke min Hensigt her at optræde som Forsvarer for Danmarks Administration af Grønland, dertil ere Angrebene paa den endnu for faa og betydningsløse, men jeg maa dog her udtrykkelig fremhæve, at vor Administration deroppe altid har nydt Anerkendelse i Udlandet, og at det nu og da hænder, at en fremmed Stat henvender sig til Danmark for at faa Oplysninger om Administrations-Metoden i Grønland; hvorvidt de kunne benytte disse Oplysninger, er et andet Spørgsmaal, thi næppe noget andet Sted i Verden kan man sikkert administrere med saa faa og lidet kostbare Midler som i Grønland, takket være den fredsommelige og venlige grønlandske Befolkning.

Hvad der ogsaa vækker Animositet mod Administrationen af Grønland er Hævdelsen af Monopolhandelen og den Omstændighed, at Grønland er et „lukket Land", ikke alene for fremmede Skibe og fremmede Rejsende, men ogsaa for Danske. Monopolhandelen paa Grønland er af gammel Datum, idet den allerede grundedes i Hans Egedes Tid, nærmest for at støtte Missionen; i 1784 bortforpagtedes den til en privat Købmand, Jacob Severin, som imod et aarligt Tilskud af 10.000 Kr. paatog sig at underholde den grønlandske Mission. Severin havde imidlertid ikke Held med sit Foretagende, hvorfor Staten i 1750 overdrog „Handelen" til et privat Kompagni. Omendskøndt dette var meget begunstiget og opnaaede adskilligt bedre Betingelser end Severin, kunde det dog ikke bestaa, og i 1774 saa den danske Stat sig derfor nødsaget til selv at overtage Monopolhandelen, og denne har siden det Aar udelukkende været i Statens Hænder, afvekslende dreven med Tab og Gevinst. Særlig i Tidsrummet indtil 1830 havde Staten store Tab af Grønland; dette skyldtes dels alvorlige Epidemier blandt den indfødte Befolkning, dels hyppige Forlis af Administrationens Skibe, men ogsaa den i denne Periode langvarige Krig mellem Danmark og England bidrog i høj Grad til at forøge Underskudet, idet adskillige af Skibene, naar de vendte tilbage fra Grønland med fuld Fragt, bleve opsnappede af engelske Kapere. Efter 1830 gik „Handelen" bedre Tider i Møde og kunde nu ikke alene

betale sin Gæld fra de daarlige Aar, men saa sig ogsaa i Stand til at indbetale ret betydelige Beløb i den danske Statskasse. Fra Midten af Firserne har den grønlandske Handel atter givet Underskud, hovedsagelig stammende fra Nedgang i Hovedproduktets, Sæltrannens Salgspris. Eksempelvis skal anføres, at 1 Tønde Sæltran i 1682 betaltes med 71 Kr , i 1892 med 42 Kr., har endog været nede paa 33 Kr. og kan nu sælges for omtrent 40 Kr.; hvad denne Prisnedgang betyder paa en aarlig Omsætning af ca. 10.000 Tønder, behøver kun at antydes. Desværre er der næppe Udsigt til, at den grønlandske Sæltran nogensinde atter vil komme i „høj Pris", og Administrationen maa derfor se sig om efter andre Hjælpekilder for om muligt at skaffe Balance i Budgettet; hvorvidt dette vil lykkes, vil Fremtiden vise.

„Ifølge Traktater saavel med de nordamerikanske Fristater som med Storbritanien og andre Stater er det erkendt, at Grønlands Vestkyst mellem 60de og 73de Bredegrad er lukket for Besejling af fremmede Nationers Skibe og af danske Skibe, medmindre den danske Regering, der driver Monopolhandel paa Grønland, har givet Tilladelse til Besejlingen." Dette er Ordlyden af Paragraf 1 i Anordningen af 18. Marts 1776 om Forbud mod überettiget Handel i Grønland ni. v., hvilken Anordning er fornyet ved „Underretning til Søfarende i Davis Strædet af 8. Maj 1884." Samme Anordning forklarer Anledningen til Forbudet derhen, „at saavel Forbudet mod Besejling af Grønlands Vestkyst som Monopolhandelen har til Formaal at bevare den indfødte grønlandske Befolkning. Denne Befolkning vil være truet med Undergang, naar der i Landet indbringes smitsomme Sygdomme eller der indføres spirituøse Drikke eller andre saadanne Varer." Hermed er i Grunden alting sagt; det er hovedsagelig af Hensyn til den indfødte Befolknings Tarv og Interesser, at Grønland er afspærret for Besejling af fremmede og danske Skibe, og dette er sikkert et saa humant og fornuftigt Skridt, at det vil blive — og ogsaa er blevet — respekteret af de søfarende Nationer, der have Skibe oppe i de arktiske Farvande.

Selvfølgelig er det ikke udelukket, at en Skibsfører paa Grund af Skibbrud eller af anden Aarsag kan blive nødsaget til at søge Havn i Grønland; dette er ham i saa Tilfælde tilladt, men han har da at sørge for, at Opholdet i Havnen ikke bliver mere langvarigt end fornødent er, ligesom han i et og alt er ansvarlig for sin Besætning, ikke alene overfor Monopolhandelens Rettigheder men ogsaa i Forholdet overfor den indfødte Befolkning,

Hvad her er anført om fremmede og danske Skibe gælder ogsaa med Hensyn til Eejsende i Grønland, hvad enten de er hjemmehørende i Danmark eller ere Udlændinge. Danske Rejsende kunne kun faa Adgang til Grønland med Regeringens Samtykke, og dette gives som Regel kun, naar Formaalet med Rejsen er videnskabelige Undersøgelser af Landet; ligeledes kunne fremmede Rejsende kun faa Tilladelse til at berejse Grønland, naar de rejse paa Videnskabens Vegne og støttes eller anbefales af deres Regering; det er forøvrigt sjældent, at fremmede Rejsende have andraget om at maatte foretage Undersøgelser i Grønland, og dette staar igen i Forbindelse med den Omstændighed, at Landet er blevet saa grundigt undersøgt af danske videnskabelige Ekspeditioner.

Det er ganske naturligt, at der oftere og oftere, særlig herhjemme i Danmark, har hævet sig Stemmer mod dette „forældede" Princip med Grønlands Afspærring, og disse Stemmer ville sikkert i Tidens Løb ikke aftage, men snarere tiltage i Antal, jo mere Menneskenes Rejselyst udvikler sig. Mange ere de Anmodninger, Administrationen har modtaget om Tilladelse til at maatte foretage Lystrejser til Grønland; naar Anmodningen har mødt Afslag, er Resultatet i mange Tilfælde blevet et Angreb paa Administrationen med den Motivering, at der „is something rotten in Greenland", som ikke ønskes frem for Offentligheden. Dette Ræsonnement er imidlertid urigtigt. Det maa vel indrømmes, at der i flere Henseender eksisterer „mærkværdige" og primitive Forhold i Grønland, Forhold, som for den tilfældige og overfladiske Tilskuer maa staa som i høj Grad underlige, men som kun kunne bedømmes rigtigt og retfærdigt af dem, der i længere Tid have haft med Grønland og den indfødte Befolkning at gøre.

Ser man hen til andre Landes Kolonier og Administrationen af disse, træffer man Politi, Soldater og andre Foranstaltninger til Ordenens og Magtens Haandhævelse; i Grønland træffer man en Befolkning paa ca. 11.000 Mennesker, spredt over en Kyststrækning af flere hundrede Miles Længde, og en Administration af et Par hundrede Europæere, der nærmest ere satte dér for at handle med de indfødte. Om Politi, end sige Soldater, er der aldeles ikke Tale, og dog er der næppe noget Land i Verden, hvor man som fremmed kan leve mere fredelig og rolig end i Grønland, hvis Befolkning lever under ordnede Forhold, afpassede efter dens Tarv, og hvilken anden Koloni administreres mon med saa liden Bekostning for Moderlandet som Grønland?

Rejses der Anke mod Betimeligheden af Bibeholdelsen af Monopolhandelen paa Grønland, skal det erindres, at denne maa opretholdes af Hensyn til den indfødte Befolkning; denne Befolkning vilde hurtig forarmes og gaa sin Undergang i Møde, hvis den, naar Frihandelen indførtes i Grønland, blev prisgiven samvittighedsløse Købmænds og Opkøberes Manipulationer, ikke at tale om, hvis disse hensynsløst solgte Spirituosa til Grønlænderne; hertil kommer, at det vilde være umuligt at føre kun den mindste betryggende Kontrol med de fremmede i Henseende til Faren for Indførelsen af smitsomme Sygdomme.

Hvad Lystrejsendes Ophold i Grønland angaar, opstaar det Spørgsmaal: „hvilke Fordele vilde den indfødte Befolkning opnaa ved saadanne Besøg?" Svaret herpaa maa blive negativt! I Grønland, hvor der ikke findes Jernbaner eller Dampskibstrafik, men hvor Samfærdslen mellem de forskellige Steder foregaar ved Hjælp af Konebaade, i bedste Tilfælde med Træbaade, ere de rejsende henviste til at benytte Grønlænderne dels som Roere, dels som Styrmænd, Lodse o. s. v., og herved tages de indfødte i den korte Sommertid bort fra det nationale Erhverv og forhindres i at indsamle Forraad til Vinteren. Naar de rejsende henad Efteraaret atter drage bort, staar Grønlænderen tilbage med en lille Haandfuld Penge, for hvilken han saa skal ernære sig og Familie i den tilstundende Vinter; han er nu henvist til for Pengene at tilkøbe sig den forholdsvis dyre europæiske Proviant; Pengene vil paa denne Maade hurtig være opbrugte, og Familien henvist til at søge Fattighjælp for overhovedet at kunne eksistere. I Sandhed sørgelige Fordele!

Det vil formentlig af det foranstaaende klart fremgaa, at det, der tages Sigte paa ved Bibeholdelsen af Monopolhandelen paa Grønland og Hævdelsen af Forbudet mod uvedkommende Skibes og Rejsendes Besøg i Landet, i første Kække er et humant Hensyn overfor den indfødte Befolkning, for at bevare denne fra Undergang; et Formaal, der sikkert vil blive anerkendt af alle, der have Interesse for vort fjerne Biland og dets brave, indfødte Befolkning.

Erhvervsforholdene i 1891-92—1900-01.

Med Hensyn til disse maa jeg straks forudskikke den Bemærkning, at der desværre mangler fuldstændige Oplysninger fra Nordgrønland om Fangsten af Sæler, Hvidfisk, Hajer og Ræve i det omhandlede Tidsrum, hvorfor en Sammenligning i denne Henseende mellem denne og tidligere Perioder for Nordgrønlands Vedkommende tildels er udelukket, et Forhold, der meget maa beklages, men paa hvilket der formentlig fremtidig vil blive raadet Bod. Anderledes stiller Forholdet sig i saa Henseende for Sydgrønlands Vedkommende; her føres der nemlig hvert Aar meget samvittighedsfuldt ugentlige Lister ved hvert Sted over de fangne Sæler og Ræve, hvilke Lister samles og indsendes til Inspektoratet, ved hvis Foranstaltning de da trykkes i Godthaabs Bogtrykkeri og herfra sendes rundt til de forskellige Distrikter. Paa Grundlag af disse „Sammendrag af Fangelister" er de efterfølgende Tabeller udarbejdede, og man tør med Rette sige, at disse Tabeller ere et sandt Udtryk for Fangstforholdene i Sydgrønland.

Medens Antallet af fangne Sælhunde i Sydgrønland i Tidsrummet 1883-84 — 1890-91 gennemsnitligt var 33.515 aarlig. udgør dette Gennemsnitstal for Perioden 1891-92—1900-01: 34.703, altsaa en lille Fremgang (Tabel I), svingende fra 24.583 som laveste Tal (1891—92) til 47.590 som højeste Tal (189.8—99). — For de enkelte Distrikters Vedkommende stille Forholdene sig meget variable; saaledes giver

Lægges Beregningen pr. Individ til Grund (Tabel II) faas for:

Lægges endelig Beregningen pr. Erhverver til Grund (Tabel III) faas for:

Heraf synes at fremgaa, at Fangsten af Sæler, ved Sammenligning mellem de tvende anførte Perioder, er gaaet ned ved Julianehaab (ca. 2.000 gnstlg. aarlig) og op i de fire andre Distrikter i Sydgrønland, ved Sukkertoppen og Holstensborg endog forholdsvis betydeligt. Herfra at slutte sig til, at Fangsten af Sæler i Julianehaabs Distrikt overhovedet er i Tilbagegang, turde dog være fejlagtigt, da det sikkert er rene Tilfærdigheder, der har bevirket dette Forhold; i det nævnte Distrikt fangedes i Niaaret 18⁷⁴/₇₅ ^{— S2}/₈₈ aarlig gennemsnitlig 16.764 Sæler, altsaa noget lignende som i den her behandlede Periode.

Det fremgaar endvidere af Tabel I, at Aaret 18⁹¹/₉₂ over hele Sydgrønland har været et meget daarligt Fangstaar, medens til Gengæld 18⁹⁸/₉₉ har været ualmindeligt godt; ved Sammenligning mellem Perioderne 18⁹¹/₉₂ —1900/₀₁ og 18⁷V₇₅ —18⁹%i ses det fremdeles, at i de 27 Aar er 18⁹¹/₉₂ overhovedet det daarligste, 18⁹⁸/₉₉ det bedste Fangstaar.

Hvid fiske fang sten i Sydgrønland synes efter de foreliggende Oplysninger at være gaaet yderligere tilbage i Tidsrummet 18⁹¹/₉₂ ^— 19°%i, i hvilket den gennemsnitlig udgør 418 om Aaret, mod 732 i 18⁷⁴/₇₅ ^—18⁸²/_{838 3} og 533 i 18⁸³/₈₄ — 18⁹%i. Det er kun ide tre nordlige Distrikter af det søndre Inspektorat, at denne Fangst spiller nogen Rolle, og, som alt antydet i min forrige Artikel, er denne Fangst af saa ringe Betydning for Samfundet som Helhed taget, at man ikke skal nære nogen Bekymring i Anledning af den nu paaviste yderligere Nedgang.

Rævejagten i Sydgrønland har derimod i den her omhandlede Periode gennemgaaende givet et bedre Udbytte (17.36) end i 18^S3/_{8 4—}18⁹⁰/₉₁ (1163), men daarligere end i 18⁷⁴/₇₅ —18⁸²/_{838 3} (1965); det er hovedsagelig i Julianehaabs og Godthaabs Distrikter, at denne Jagt har nogen Betydning, idet der i disse tvende Distrikter aarligt fanges omtrent dobbelt saa mange Ræve som i de øvrige Distrikter tilsammen. Det synes imidlertid, som om Kvaliteten af Ræveskindene i de senere Aar forringes; hvorvidt dette skyldes tilfældige Omstændigheder — som f. Eks. de i de sidste Aar herskende forholdsvis milde Vintre — eller hidrører fra en uheldig Raceblanding mellem den hvide og blaa Ræv, eventuelt fra Sygdom i Rævebestanden, er endnu ikke paavist. Sikkert er det, at der i tidligere Aar hjemsendtes flere Ræveskind af de bedre Sorter end nu.

For Nordgrønlands Vedkommende er det eneste Materiale, der foreligger, en Fortegnelse over Fangsten af Sødyr i Aarene 18⁸⁷/₈₈ og 18⁹²/_{93,9 3,} af hvilke kun den sidste hører ind i den af mig her behandlede Periode, medens den første ikke tidligere har været optagen her i Tidskriftet. Omendskøndt dette Materiale er for ufuldstændigt til derpaa at bygge nogen indgaaende Sammenligning med tidligere Aar, tager jeg dog ikke i Betænkning at optage den, da det maaske kan have Interesse ved fremtidige Sammenligninger.

Som omtalt i min tidligere Artikel her i Tidsskriftet staa Produktions- og Fangstforholdene i Grønland ikke i noget bestemt Forhold til hinanden, saaledes at der ikke kan drages Paralleler mellem dem. Sammenholdes de her udarbejdede Tabeller VI (Sydgrønland) og VIII (Nordgrønland) med de tilsvarende Tabeller (med samme Mærker) i min forrige Artikel, fremgaar det, at Gennemsnitsproduktionen i Sydgrønland for Aarene 1891-92—1900-01 er noget lavere for Spækkets Vedkommende (4.581 Tdr.) end Gennemsnitstallet for Aarene 1874-75—1890-01 (4.712 Tdr.), adskilligt lavere for de større Sælskinds Vedkommende (458 mod 888), men derimod højere for mindre Sælskind (8.148 mod 7.150); altsaa maa Produktionen i Sydgrønland i Tiaaret 1891-92—1900-01 kunne siges at staa paa omtrent samme Standpunkt som Gennemsnittet for de foregaaende 17 Aar, selv om der indenfor de enkelte Kolonidistrikter ses at være nogen Forandring: Julianehaab og Frederikshaab synes saaledes at være gaaet noget ned i produktiv Henseende — særlig for Spækkets Vedkommende —, medens de tre øvrige Kolonier viser nogen Fremgang; dette Forhold kan imidlertid bero paa rene Tilfældigheder og er sikkert uden Betydning for Fremtiden. — Ligeledes er Produktionen i Sydgrønland — beregnet pr. Individ — i det her omhandlede Tiaar paa det nærmeste dön

samme som Gennemsnittet for de forud gaaende
17 Aar.

For Nordgrønlands Vedkommende kan Sammenligning kun finde Sted mellem Perioden 1891-92 — 1900-01 og Aarene 1862-63 — 1876-77 (jfr. Tabel VIII i begge Artikler), da de mellemliggende Udregninger ikke foreligge; det fremgaar af Tabellerne, at Nordgrønland i produktiv Henseende synes at være gaaet fremad i Perioden 1891-92 — 1900-01 saavel for Spæks som Hajlevers og større Sælskinds Vedkommende, medens der er nogen Tilbagegang i Produktionen af mindre Sælskind. Nogen egentlig Sammenligning kan dog først finde Sted paa et senere Tidspunkt o: naar næste Tiaar kan behandles statistisk. Hvad her er anført om Produktionen i Nordgrønland som Helhed taget i Perioden 1891-92 — 1900-01 gælder imidlertid ikke, naar Oversigten over Produktionen, beregnet pr. Individ, lægges til Grund, idet Produktionen af Spæk, Lever og større Sælskind da omtrent er ens i begge Perioder, medens Antallet af de indhandlede mindre Sælskind viser en ret betydelig Nedgang; hertil maa dog bemærkes, at Folketallet i Nordgrønland er steget fra 4069 (i 1877) til 5167 (i 1901).

I Fortsættelse af de af mig i forrige Artikel givne Oplysninger om Hundesygens Forekomst i Nordgrønland, skal jeg her fremkomme med Oplysninger for Aarene 1892-93 — 1901-02, idet jeg skal erindre om, at Hundebestanden spiller en meget vigtig Rolle i Nordgrønland, hvor Vinterfangsten de fleste Steder saa godt som staar og falder med Hundespørgsmaalet; af Tabel d vil det forøvrigt fremgaa, at Antallet af Slædehunde i Nordgrønland i de senere Aar er tiltaget meget betydeligt. — De nedenstaaende Oplysninger om Hundesygen ere uddragne af de officielle Indberetninger fra Grønland, drejende fra September til September.

1892—93.

Hundesygen har ikke vist sig paany, og Hundebestanden er derfor overalt rigelig, (naar undtages Godhavns Distrikt, hvor Mangel paa Hundefoder i Begyndelsen af Vinteren nødvendiggjorde en Indskrænkning i Hundeholdet).

1893—94.

Hundesygen viste sig i Foraaret ved et enkelt Sted i Umanaks Distrikt, men ved resolut Nedslagning af de angrebne Dyr standsedes Sygdommen straks i sin Begyndelse og har ikke senere vist sig.

1894-95.

Hundesygen har ikke vist sig (Hundebestanden er
overalt rigeligere end nødvendigt).

1895—96.

Hundesygen har hjemsøgt en Del af Nordgrønlands Inspektorat, til stor Afbræk for Fangsten, ligesom ogsaa Bjørnejagten ved Upernivik af denne Grund mislykkedes.

Sygdommen viste sig først i Uperniviks Distrikt, hvorfra den udbredte sig til Umanaks og Ritenbenks Distrikter, hvor den bortrev en Mængde Hunde. Den optraadte under en anden Form end den sædvanlige Hundesygdom og skyldtes vel nærmest Manglen paa tilstrækkelig Føde, hvorfor det ogsaa var de svagere og daarligst fodrede Hunde, der bortreves, medens kraftige Spand gik helt fri. (Takket være den rigelige Hundebestand, foraarsagedes ingen væsentlig Indskrænkning herved i Fangstforholdene).

1896 — 97.

Hundesygen har atter hjemsøgt Nordgrønland; den
begyndte ved Kolonien Upernivik og bredte sig herfra
sydpaa til samtlige Kolonier; den har ikke vist sig

slet saa ondartet som tidligere, idet ældre og kraftigt fodrede Hunde i Almindelighed holdt sig fri for Smitten. (Hundebestanden er iøvrigt ved de fleste Steder igen brae-t naa Fode.")

1 QQ»7 —QR

Hundesygen har atter vist sig i Nordgrønland, dog kun i Egedesmindes og i den sydlige Del af Uperniviks Distrikt; den var imidlertid ikke ondartet. (Hundebestanden er trods det sidste Par Aars Sygdom overalt, tilstrækkelig.)

IQQft—QQ

Kun i Uperniviks Distrikt er der forefaldet enkelte
Tilfælde af Hundesygen, der ikke har vist sig andre

i rqq 1 onn

Hundesygen viste sig i Foraaret (1900) i Uperniviks Distrikt, hvor den dog ikke synes at have haft noger større Betydning, ligesom den heller ikke har bredi aiV til andre Distrikter.

i ann ni

Hundesygen har kun vist sig i den nordligst*
Del af Uperniviks Distrikt, uden dog at have værei
af nno-en Betvdninff.

loni no

Hundesygen viste sig i Sommeren 1902 ved e Udsted i Ritenbenks Distrikt; nærmere Underretning om Sygdommens Forløb savnes, men man haaber paj Grund af Stedets afsides Beliggenhed, at Sygdommens

Folkemængden

I min forrige Artikel i nærværende Tidskrift on dette Emne har jeg paavist, at Folketallet i Grønlan« i den 31aarige Periode 1861^—91 ikke, som paastaaet var i Aftagende, men derimod i Tiltagende, idet de samlede Indbyggerantal i Vestgrønland d. 81. Deeembe 1861 androg 9553, medens det d. 31. December 189 var steget til 10244; jeg udtalte dengang bl. a.: „mai tør se Fremtiden i Møde med fuld Fortrøstning til, a det grønlandske Samfund nok vil bevare sin Til værelse". Min Profeti i saa Henseende er hidtil ikk slaaet fejl, idet Folketallet i Vestgrønland den 31. De cember 1901 udgjorde 11283, altsaa en Fremgang fr, 1891 af 1039 Individer eller en Tilvækst af ca. 1< Procent. — Jeg maa her indskyde den Bemærkning at det vel maa erindres, at det i statistisk Henseend kun er smaa Tal, man bevæger sig imellem, naa Tolan Ar nm 2-rønlandske Forhold.

Af Tabel A fremgaar det, at Tilvæksten, bortset fra Aaret 1892, i hvilket der var en Tilbagegang af 37 Individer (eller ca. 0.3 °/0),/₀), fordeler sig nogenlunde jævnt i de forskellige Aar, dog varierende fra 0.6 til 2.0%; Tilvæksten andrager i Sydgrønland ca. 7.4 °/₀, i Nordgrønland ca. 13.4 %, eller er omtrent procentvis dobbelt saa stor i sidstnævnte Del af Landet som i førstnævnte. Jeg skal senere søge at paavise Anledningen til denne ret betydelige Forskel paa de tvende Landsdele.

Indenfor de enkelte Kolonidistrikter fremtræder TI l il • . ... 3.. .. 1 * /"^_J *TT„ „1 T_ Tv' i 'i i r orSKtJlieil l enunu nujerts vjrrau, i o uiiaiieiiaauo -L/ISLT±ft.L er Folketallet saaledes i Tiden fra Udgangen af 1891 til Udgangen af Aaret 1901 steget ca. 9.4 %, i Frederikshaabs ca. 6.7 %, i Godthaabs ca. 5.4 % og i Holstensborgs ca. 15.2 %, medens det i Sukkertoppens Distrikt er aftaget med ca. 5.1 °/o Ü^r- nedenfor). Ide enkelte nordgrønlandske Kolonidistrikter er Folketallet tiltaget saaledes: Egedesmindes ca. 19.3 %, Christianshaabs ca. 1.9 %, Jakobshavns ca. 20.1 %, Umanaks ca. 23.3 °/0/₀ og Uperniviks ca. 17.8 %, medens det i Ritenbenks Distrikt er aftaget med ca. 15.5 % °S i Godhavns med ca. 2.3%; hertil maa dog bemærkes, at i 1896 blev en Boplads, Nugssuak. der hidtil havde lienhørt under Ritenbenk, henlagt til Umanaks Distrikt. — Som foran meddelt er Folketallet i Vestgrønland i Aarene 1892 til 1901 steget med 1039; denne Tilvækst skyldes dog ikke udelukkende Overskud af Fødte mod Døde, idet der i Aarene 1892 og 1900 er sket Indvandring i Julianehaabs Distrikt fra Østgrønland, nemlig i førstnævnte Aar 23 og i sidstnævnte Aar 40 Individer, der have taget fast Bolig i Vestgrønland; det bør vel erindres, at de her behandlede Tal kun vedrører de indfødte i Grønland (Østgrønland ikke medregnet), medens Europæerne ikke ere medtagne i Beregningerne.

I Tabel B er givet en Oversigt over Fødsler og Dødsfald blandt den indfødte Befolkning i Aarene 1892^—1901. Herefter udgør det endelige Overskud af fødte mod døde i det nævnte Tidsrum 971, idet der ialt er født 4275 og døde 3304; lægges dette Tal til Grund ved Beregningen, er Folkemængden i Grønland gennem Over"¹""¹ nf (nA^_n m^A AnA& filfoo-^f »-ned *»« 8.6 °/0/₀ fra Aaret 1892, hvilket sikkert maa kaldes et smukt og forhaabningsfuldt Resultat. Tages hele Grønland under et, vil det ses, at kun et af Aarene i Tiaaret 1892_—1901 har givet et negativt Eesultat, nemlig Aaret 1892, i hvilket Aar der i hele Grønland er forekommet 400 Fødsler og 454 Dødsfald, altsaa -f- 54; i de øvrige 9 Aar overstiger hvert Aar Antallet af Fødsler Tallet paa Døde. — Anderledes stiller Forholdet sig, naar man tager hvert af Inspektoraterne for sig; i Sydgrønland er saaledes Forholdstallet mellem Fødsler og Dødsfald negativt i 3 Tilfælde, nemlig Aarene 1892, 1894 og 1898, henholdsvis -f- 13, -f-3 og -r- 3, medens i Nordgrønland kun et Aar i Perioden møder op med et negativt Resultat, nemlig Aaret 1897 (-f-6).

I Tabellerne C og D har jeg opstillet Oversigter over Fødsler og Dødsfald blandt den indfødte Befolkning i de forskellige Kolonidistrikter i Perioden 1892 —1901, henholdsvis i Syd- og i Nordgrønland.

Herefter er Forskellen mellem fødte og døde i Perioden positiv i alle Distrikterne, rigtignok med ret betydelige Svingninger; Forholdstallet mellem fødte og døde er saaledes i

Indenfor hvert enkelt Kolonidistrikt forekommer ogsaa ret betydelige Svingninger mellem Antallet af fødte og døde; den højeste Forskel forekommer dog i Sukkertoppens Distrikt i Aaret 1894, hvor Antallet af døde overstiger Fødslerne med 69; dette sørgelige Resultat hidrører fra, at der i dette Distrikt i Foraaret 1894 grasserede en meget ondartet Epidemi (formentlig opstaaet ved Forgiftningstilfælde), der medførte 62 Dødsfald.

I min tidligere Artikel her i Tidskriftet har jeg paavist, at i den Slaarige Periode 1861 —1891 mødte kun 2 Kolonidistrikter i Sydgrønland, Sukkertoppen og Holstensborg — i Henseende til Forholdet mellem Fødsler og Dødsfald — op med et positivt Resultat, medens Resultatet for de 3 øvrige Kolonidistrikter i det sydlige Inspektorat var negativt, hvilken Skæbne ogsaa deltes af Jakobshavns Distrikt i Nordgrønland, i hvis øvrige Distrikter Resultaterne iøvrigt vare positive: ligeledes paaviste jeg, at Gennemsnits-Fødselsprocenten i Nordgrønland syntes at være nogenlunde ens i de forskellige Distrikter, medens den udviste større Svingninger i de sydgrønlandske Kolonidistrikter, ligesom Gennemsnits-Dødelighedsprocenten i de sidstnævnte Distrikter syntes at være mindre stabil end i de nordgrønlandske -_— Sammenligner man nu Perioden 1861 — 1891 med Perioden 1892—1901 (Tabellerne C og D i begge mine Artikler) faar man som Resultat: a. med Hensyn til Gennemsnits-jFWse/sprocenten:

Herefter er Gennemsnits-Fødselsprocenten i Sydgrønland omtrent ens i begge Perioderne, medens den i Nordgrønland er adskillig højere i sidstnævnte end i førstnævnte Periode. Gennemsnits-Dødelighedsprocenten er saavel i Sydgrønland (Sukkertoppens Distrikt und

I Henhold til tidligere Folketællinger androg Folkemængden:
:

For de enkelte Kolonidistrikters Vedkommende
stille Forholdene sig saaledes:

taget, jfr. foran) som i Nordgrønland gennemgaaende adskillig lavere iPerioden 1892 — 1901 endi 1861 —1891; disse Eesultater skulde formentlig tale til Gunst for min Anskuelse om det grønlandske Samfunds Levedygtighed.

I min Artikel i nærværende Tidskrifts 12. Bind, 5. —6. Hefte om Erhvervs- og Befolknings-Forholdene i Grønland har jeg bl. a. søgt at paavise, hvilken uheldig Indflydelse de herrnhutiske Missionærer, efter min Formening, i materiel Henseende havde haft paa den Del af de indfødte, der henhørte under Brødremenighedens Missionsstationer, særlig i Godthaabs Distrikt, men ogsaa i Julianehaabs Distrikt, ligesom jeg ved Tal har paavist, at Nedgangen i Folketallet i Sydgrønland i Perioden 1861 —1891 saa godt som udelukkende hidrørte fra de herrnhutiske Menigheder. Siden jeg skrev min forrige Artikel, er der foregaaet en i Grønlands Historie sikkert vigtig Begivenhed, idet der mellem Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet og den evangeliske Brødre-Unitets Direktion under 5. Marts 1900 er indgaaet en Overenskomst angaaende den danske Stats Overtagelse af de af Brødremenigheden hidtil betjente Missionsstationer i Grønland, hvilken Overenskomst under 14. s. M. erholdt kongelig Stadfæstelse. Derefter ophørte Brødremenigheden med sin Missionsvirksomhed i Sydgrønland i Sommeren 1900 og hele den grønlandske Befolkning fra Kap Farvel til Uperniviks Distrikt er nu, hvad der ogsaa var det eneste rigtige og det naturligste, stillet ens i gejstlig

---

1) Bopladsen Nügssuak er i bemeldte Aar henlagt fra Eitenbenks til Umanaks Distrikt.

Henseende som Medlemmer af den danske Folkekirke. Som særlig glædeligt skal fremhæves, at Missions-Direktionen frivillig og uden noget Tryk fra dansk Side tog Initiativet til Ophævelsen af Missionsvirksomheden i Grønland og at Tilbagetoget skete under fuld Honnør fra dansk Side. Indrømmes maa det ogsaa, at den herrnhutiske Mission har fortjent Tak for sit Arbejde i gejstlig Henseende i Grønland, og det vilde ikke være paa sin Plads, hvis jeg her paany fremdrog de uheldige Sider, der efter min Formening har klæbet og nødvendigvis maatte klæbe ved den herrnhutiske Missions Virksomhed i Grønland i forskellige Henseender. Jeg vil saaledes ikke oftere faa Lejlighed til at kunne drage Sammenligninger mellem den under dansk og herrnhutisk Menighed i Sydgrønland hørende indfødte Befolkning og skal derfor som Afslutning paa mine tidligere i saa Henseende anstillede Undersøgelser bemærke følgende vedrørende Perioden 1892^—1899 (det sidste Aar, da der sondredes mellem dansk og herrnhutisk Menighed).

Af denne Oversigt, der hidrører fra min tidligere Artikel, men her er suppleret med Perioden 1892^—99, fremgaar det, at den „danske Menighed" (o: den samlede Befolkning i Sydgrønland, henhørende under den danske Mission) var i god Fremgang, idet den i sidstnævnte Periode fremviste et Overskud af fødte mod døde paa 218, medens den „herrnhutiske Menighed" (o: de Grønlændere der i Julianehaabs og Godthaabs Distrikter henhørte under Brødremenigheden eller den herrnhutiske Mission) kun møder op med -}- 5, hvilket unægtelig ogsaa er en, omend kun liden Fremgang, særlig da Resultatet for denne Menighed i de forud gaaende Perioder havde været negativt.

Af nedenstaaende Tabel E. der indeholder en specificeret Oversigt over de i Sydgrønland saavel under dansk som herrnhutisk Menighed (jfr. ovenfor) i Perioden indtrufne Fødsler og Dødsfald fremgaar det, at Gennemsnits-Fødselsj)rocenten for begge Menigheder i Perioden er 40 %o> medens Gennemsnits-Dødelighedsprocenten for den danske Menighed er 34 °/oo> for den herrnhutiske Menighed derimod 40°/₀₀. Sammenholder man nu nærværende Tabel E med den tilsvarende Tabel i min forrige Artikel, vil man se at Gennemsnits-Fødselsprocenten i begge Perioder (1861 —1891 og 1892—99) er ens for den danske Menighed i Sydgrønland (40 %o), medens den for den herrnhutiske Menigheds Vedkommende er steget fra 37 °/00/₀₀ i førstnævnte til 40 °/00/₀₀ i sidstnævnte Periode. Gennemsnits er for den danske Menighed gaaet ned fra 38 %0%₀ (i 1861-91) til 34 %0%₀ (i 1892 — 99) og for den herrnhutiske Menighed paa samme Maade fra 45 %0%₀ til 4O°/oo- Hertil maa dog bemærkes, at det foreliggende Materiale (o: 2 Perioder, af hvilke den ene omfatter 31, den anden kun 8 Aar) vel ikke i strængeste Forstand egner sig til Sammenligning, men jeg har dog ikke taget i Betænkning at optage Perioden 1892 —99 her som afsluttende Led i Undersøgelserne.

Endelig har jeg for yderligere at paapege Forskellen mellem dansk og herrnhutisk Menighed i de saakaldte blandede Distrikter (o: Julianehaabs og Godthaabs) opstillet en Oversigt over Fødsler og Dødsfald blandt den indfødte Befolkning i disse Distrikter i Perioden 1892^—99, i hvilken Oversigt der er sondret mellem de tvende Menigheder (Tabel F). Herefter stiller Forholdet sig saaledes ved Sammenligning mellem Perioderne 1861—91 og 1892—99, at Gennemsnits-Fødselsprocenten i Julianehaabs danske Menighed

er gaaet ned fra 38 til 36°/oo> men derimod steget for den herrnhutiske Menigheds Vedkommende fra 40 til 43°/₀₀, medens den i Godthaabs danske Menighed er gaaet ned fra 37 til 36 °/00/₀₀ men for den herrnhutiske Menighed i samme Distrikt steget fra 31 til 32°/₀₀. Med Hensyn til Gennemsnits-Dødelighedsprocenten-Dødeligheds- er den i Julianehaab for den danske Menigheds Vedkommende gaaet ned fra 39 til 29 °/00,/₀₀, for den herrnhutiske Menighed fra 43 til42°/₀₀, og endelig er den i Godthaabs Distrikt for den danske Menigheds Vedkommende stegen fra 32 til 33°/₀₀ °S f°r

Med Hensyn til Spørgsmaalet om at bestemme Dødsaarsagerne blandt den indfødte Befolkning i Grønland, er Forholdet uforandret nu som hidtil; de hertil hvert Aar i saa Henseende indkommende Oplysninger ere fremdeles af den Beskaffenhed, at man ikke paa Grundlag af disse kan slutte noget bestemt. Kun med Hensyn til Dødsaarsagerne „Omkommen i Kajak" og „Ulykkelig Hændelse" ser jeg mig i Stand til at fremkomme med paalidelige Oplysninger for Perioden 1892 — 1901; de findes optagne i nærværende Tabel G. Af denne fremgaar det, at i den her behandlede Periode

den herrnhutiske Menighed gaaet tied fra 49 til 35 °/00./₀₀. I Perioden 1892-99 er Gennemsnits-Dødelighedsprocenten i Julianehaabs Distrikt adskillig højere under den herrnhutiske Menighed (42°/₀₀) end under den danske Menighed (29 %o)> og i Godthaabs Distrikt finder det samme Forhold Sted, omend i noget mindre Grad (35 °/00/₀₀ mod 33 %o)- Som ovenfor bemærket, er Materialet imidlertid for lille til deraf at drage nogensomhelst paalidelig Slutning. Man tør kun udtale det Haab, at den indfødte Befolkning i de hidtidige blandede Distrikter nu, da den er stillet paa lige Fod i saavel materiel som aandelig Henseende, maa vokse sig stærk og bevise sin Levedygtighed.

er i Sydgrønland 173 og i Nordgrønland 79 omkomne i Kajak, hvilket giver henholdsvis 9.3 og 6.3 °/0/₀ af samtlige Dødsfald, og er noget højere for begge Landsdeles Vedkommende end i Perioden 1861 —1891 (8.3 og 4.7 °/0)./₀). I min tidligere Artikel har jeg fremhævet Grunden til, at disse Dødsfald forekomme hyppigere i Syd- end i Nordgrønland, og dette Forhold bestaar selvfølgelig uforandret. Ved „ulykkelig Hændelse" er i samme Tidsrum (1892—1901) døde 95 i Syd- og 78 i Nordgrønland, eller henholdsvis 4.7 og 6.3 °/o a^ samt" lige Dødsfald; dette er ogsaa en højere Procent for begge Inspektoraters Vedkommende end i Perioden 1861 — 1891 (henholdsvis 2.3 og 5.3%), særlig dog

for Sydgrønlands Vedkommende, hvor den er fordoblet.

De aarlig tilbagevendende epidemiske Forkølelsessygdomme ere ikke udeblevne i Perioden 1892 —1901, og det turde derfor sikkert have sin Interesse at undersøge dette Forhold nærmere; disse Forkølelsesepidemier (Sting, Influenza), der ere af saa stor Betydning for Befolkningens Livsvilkaar, forøge, som berørt i min tidligere Artikel, nemlig ikke alene Dødeligheden, men efterlade ogsaa i de fleste Tilfælde en vis Grad af Svækkelse hos de angrebne, der i kortere eller længere Tid forhindrer dem i deres Erhverv. — Nedenstaaende Oversigt over Epidemierne grunder sig paa de aarlige Indberetninger fra Inspektørerne, og jeg har her bibeholdt de i Beretningerne anførte Betegnelser for Sygdommene.

Sydgrønland.

1892.

En Influenzaepidemi, som herskede i Sommeren
og Efteraaret 1892, krævede flere Ofre, særlig i Julianehaabs,
Godthaabs og tildels Holstensborgs Distrikter.

1894.

Ved Sukkertoppen udbrød i Juni Maaned en gastrisk
Epidemi, som bortrev ialt 62 Individer.

1895.

Ved Holstensborg opstod der i Sommertiden en Influenzaepidemi, som dog kun krævede nogle faa Ofre; ved Julianehaab optraadte om Foraaret en dog forholdsvis mild Epidemi af Blodgang og ophørte henad Sommeren.

1897.

Ved Holstensborg herskede der fra Februar Maaned en Epidemi, hvis rette Karakter ikke kendtes; den ophørte hen paa Sommeren uden at medføre noget Dødsfald.

1898 og 1899.

En Kighoste-Epidemi (indført fra Danmark), der i Efteraaret 1898 først optraadte i Julianehaabs Distrikt, bredte sig snart til Frederikshaabs og Godthaabs Di' sti'ikter og bortrev ikke faa spæde og svagelige Børn; ialt døde 76 Børn i Sydgrønland af denne Sygdom. Først i Løbet af Februar Maaned 1899 ophørte Epidemien helt. Ved Sukkertoppen optraadte (1898) de sædvanlige Forkølelsessygdomme mere ondartet og krævede en Del Ofre, mest blandt Børn og ældre Folk.

1899.

I Maj og Juni herskede der i Sukkertoppens og
Holstensborgs Distrikter en heftig Influenza-Epidemi,
som krævede ikke faa Ofre.

1901.

En Influenza-Epidemi har hersket i Godthaabs
Distrikt, men medførte ikke noget Dødsfald.

Nordgrønland

1894.

Ved Godhavn herskede i Efteraaret en ondartet Mavesygdom, der optraadte epidemisk og efterlod en Del Svækkelse blandt Befolkningen, medens en Influenza som grasserede i Vintermaanederne ved Upernivik, ikke antog nogen ondartet Karakter og snart ophørte uden at kræve Ofre.

1895.

Foruden de sædvanlige Forkølelsessygdomme, som ved Kolonierne Umanak, Ritenbenk og Jakobshavn i Efteraaret havde Karakteren af en Influenza-Epidemi og ved sidstnævnte Sted bortrev nogle Børn og ældre Mennesker samt et Par yngre, kraftige Mænd, har der vist sig nogle Tilfælde af Mavesygdomme og ved Udstedet Ikamiut under Christianshaab borh'ev en ondartet Halssyge 6 Børn.

1897.

En Forkølelsesepidemi herskede i Umanaks og
Uperniviks Distrikter og krævede ikke faa Ofre, navnlig
af Børn og gamle Folk.

*

*

Det vil fremgaa af disse Beretninger, at medens der i Perioden 1892 —1901 i Nordgrønland kun er optraadt 3 Epidemier eller epidemi-lignende Sygdomme, har der i samme Tidsrum i Sydgrønland hersket 7 mere eller mindre alvorlige Epidemier, der i mange Tilfælde have krævet flere Ofre (jfr. saaledes den „gastriske" Epidemi i Sukkertoppens Distrikt i 1894 og Kighoste-Epidemien i de tre sydlige Distrikter i 1898 og 1899). Herfra stammer bl. a. Aarsagen til, at Gennemsnits-Dødelighedsprocenten i Tidsrummet 1892 —1901 er højere i Syd- end i Nordgrønland, henholdsvis 34 %o mod 27 %o (jfr. Tabel B). Heldigvis har dog Grønland i den her behandlede Periode været forskaanet for de alvorlige, hærgende Epidemier, der som en Farsot drager fra Sted til Sted og hjemsøger alle, baade store og smaa, og gør det ellers saa livlige og glade grønlandske Folk forknyt og forkuet, saalænge Epidemien hersker og lang Tid derefter. Ogsaa paa Europæerne i Grønland virker en saadan Tilstand deprimerende; vel angribes de sjældent selv af Sygdommen, men det er i høj Grad nedtrykkende at vide, at man er omgiven af lutter syge Medmennesker, hvem det ikke er muligt at hjælpe, saaledes som man gærne vilde, og kun den, der selv har oplevet noget saadant, kan rigtig forstaa Forholdet og tilfulde sætte sig ind i det berettigede i Administrationens Bestræbelser for at forskaane det grønlandske Samfund for Indførelsen udefra af smitsomme Sygdomme; det vilde være viet til Undergang den Dag, en alvorlig smitsom Sygdom (som Børnekopper o. lign.) fik Indpas i Landet, og selv om der, som paaberaabt i den nyere Tid, var ansat 2 eller 3 Gange saa mange Læger i Grønland som nu, vilde de dog sikkert staa magtesløse overfor Sygdommens Udbredelse, hovedsagelig paa Grund af den indfødte Befolknings Uforstand og Letsindighed i saa Henseende. Hertil kommer yderligere, at Befolkningen bor spredt paa en lang Kyststrækning, som det paa Grund af Klimaet kun er muligt at berejse i en Del af Aaret. At ogsaa andre end Grønlændere kunne være letsindige, naar det drejer sig om Sygdom, er en bekendt Ting, og det skyldes desværre saaledes Europæeres Mangel paa Omtanke, at en Kighoste-Epidemi bredte sig i 1898 i Sydgrønland. Forsaavidt Grønland i Fremtiden kan blive forskaanet for alvorlige Epidemier, er det min fulde Overbevisning, at det grøn* landske Samfund vil vise sig levedygtigt. Dette ahne er dog ikke tilstrækkeligt til at bevare Samfundet; en anden ligesaa vigtig Faktor er, at der ikke paa forskellig Maade eksperimenteres med den grønlandske Befolkning. Hvis Formaalet skal være fremdeles at bevare denne Befolkning, bør alle Reformer, sigtende til at gøre Grønland til et produktivt Led af den danske Statskasse, i første Række gaa ud paa at forhindre, at Befolkningen drages bort fra det nationale Erhverv, der nu i lange Tider har brødfødt den. Kun paa denne Maade kan Grønlænderne bevares som Samfund og Danmark fremdeles staa som et smukt Eksempel overfor andre Stater, naar der er Tale om at kolonisere saaledes, at man bevarer den indfødte Befolkning og dens oprindelige Erhverv. For Grønlands Vedkommende er dette en afgørende Betingelse for overhovedet at opretholde Kolonierne, thi paa den grønlandske Kyststrækning med dens arktiske Klima eider i Virkeligheden kun ét Erhverv: Sælfangsten, udøvet med Kajak og Hundeslæde.

Bemærkninger til Oplysning om Grønlændernes
nuværende Tilstand

I nærværende Tidskrifts 12te Bind, Bde Hefte, har jeg fremsat nogle Bemærkninger til Oplysning om Grønlændernes Tilstand i Tidsrummet 1880 — 1892, hvilke Bemærkninger jeg her skal suplere med Oplysninger for Perioden 1893_—1901. Som anført i min nævnte Artikel, kan man ved Bedømmelsen af Spørgsmaalet om den grønlandske Befolknings Velstand overhovedet — men ogsaa ved Sammenligninger mellem Beboerne af de forskellige Distrikter — ikke gaa frem efter de samme Principper som i civiliserede Lande, hvor man bedømmer Velstanden efter Besiddelsen af Formuer, faste Ejendomme o. s. v.; i Grønland er det derimod Antallet af Kajakker, Konebaade (i den nyere Tid ogsaa Træbaade) og Telte samt for Nordgrønlands Vedkommende endvidere Isgarn og Slæder med tilhørende Hunde, der bestemmer Velstanden. Jeg har tidligere paavist, hvilken betydelig Rolle disse Ejendele spille i den grønlandske Befolknings Husholdning, ligesom jeg har forklaret Anvendelsen og Beskaffenheden af de forskellige Transportmidler (Kajakken, Konebaaden og Slæden, hvortil ogsaa maa henregnes Teltet) samt Erhvervsmidler (Isgarn, der hovedsagelig ere af Betydning i Nordgrønland), hvorfor jeg i saa Henseende nu kan fatte mig i Korthed.

I hosstaaende Tabel a er opstillet en Beregning

over, hvormange Kajakker, Konebaade, Isgarn og Slæder der i Aarene 1893 — 1901 (hvert Aars 31. December) fandtes i Grønland, beregnet pr. 1000 indfødte. Sammenholder man nu denne Oversigt med den tilsvarende i min forrige Artikel (Tabel A), vil man se, at der med Hensyn til Antallet af Kajakker ikke er nogen væsentlig Forskel paa de to Perioder (1880 — 1892 og 1893 — 1901); det samme gælder Antallet af de i Nordgrønland tilstedeværende Isgarn, der snarest er tiltaget. For Slædernes Vedkommende synes der at være en glædelig Fremgang i Nordgrønland (i Sydgrønland er dette Befordringsmiddel uden Betydning), men dette staar atter i Forbindelse med Hundebestandens Trivsel; det vil nemlig være indlysende, at jo større Hundebestanden er, jo mere anspores Befolkningen til at anskaffe sig Slæder, og omvendt tvinges Befolkningen til at reducere Antallet af disse, naar Hundesygen indskrænker Antallet af Hundene. Det vil saaledes fremgaa af Tabel a, at Antallet af Slæder i Nordgrønland d. 31. December 1896 er gaaet ned til 84 pr. 1000 indfødte — imod 103 det foregaaende Aar — og d. 31. December 1897 kun er steget til 93. Sammenholder man nu dette Forhold med mine Bemærkninger foran om Hundesygens Forekomst, vil man se, at Sygdommen netop var værst i Aarene 1895 — 96 og 1896_—97; i de efterfølgende Aar har Nordgrønland været forskaanet for Hundesygen i dens sværere Former, og Antallet af Slæder tiltager da straks, ja er d. 31. December 1901 endog steget til 111 pr. 1000 indfødte, det højeste Antal i alle Aarene fra 1880. — For Konebaadenes Vedkommende synes der at være en glædelig Fremgang i Nordgrønland, medens Forholdet i Sydgrønland omtrent er konstant (af Tabel d fremgaar, at Antallet af Træbaade i sidstnævnte Landsdel er steget fra 52 (i 1888) til 114 (i 1901), medens Antallet for Nordgrønlands Vedkommende i samme Tid kun er steget fra 27 til 48).

I nedenstaaende Tabel b har jeg fremdeles givet en Oveisigt over det virkelige Antal af Kajakker, Konebaade, Isgarn m. m. i hvert enkelt Kolonidistrikt i Aaiene 1893 —1901, idet jeg skal bemærke, at ogsaa disse Optællinger foregaa d. 31. December hvert Aar. Det vilde imidlertid føre for vidt her at drage Sammenligninger mellem Kolonierne i de forskellige Aar efter denne Tabel, der nærmest maa betragtes som et Suplement til Tabel a; Hovedresultatet af Sammenligningerne har jeg alt anført foran under min Omtale •af Tabel a.

I min oftnævnte Artikel i nærværende Tidskrifts 12te Bind, 5te^—6te Hefte har jeg bl. a. omtalt de indfødtes Boliger og (Pag. 14) opstillet en Liste over Husenes Antal i de forskellige Kolonidistrikter i Vestgrønland. Jeg anførte dér, hvorledes Grønlænderne fra gammel Tid af havde vænnet sig til at bo flere Familier (undertiden 7—B)7_—8) sammen i et Hus, hvilke Fordele en saadan Sammenslutning havde, men ogsaa hvilke Skyggesider der klæbede herved, særlig med Hensyn til Lungesvindsotens Udbredelse — hvilken Sygdom desværre synes at være Grønlændernes Arvefjende, ihvorvel de i mange Tilfælde udvise en sjælden Sejghed overfor Sygdommen. Ligeledes omtalte jeg, at

der i den nyere Tid havde vist sig en større Lyst hos Befolkningen til at fravige det gamle Princip om Fællesskab i Husvæsenet og at isolere sig i mindre Samfund, hvortil den i 1881 foretagne Forandring af Forstanderskabs-Besternrnelsernes § 12 — hvorefter hver Husherre ogsaa i denne sin Egenskab fik Andel i Reparationen — sikkert havde bidraget betydeligt. Det var min Anskuelse, at disse ændrede Bestemmelser sikkert vilde medføre, at Antallet af grønlandske Huse vilde stige, og denne min Anskuelse har ogsaa vist sig rigtig, hvilket vil fremgaa af hosstaaende Tabel d, supleret med Tabel c. Efter førstnævnte Tabel var Antallet af Huse, tilhørende de indfødte, i 1888 (d. 31. December) 1191 i hele Grønland (671 i Syd-, 520 i Nordgrønland), medens det i 1901 var steget til 1495 i hele Grønland (814 i Syd- og 681 i Nordgrønland), altsaa en Tilvækst i 14 Aar af 304 Huse i hele Landet (143 i det søndre og 161 i det nordre Inspektorat), hvilken Tilvækst synes at fordele sig jævnt paa de mellemliggende Aar. Til Sammenligning kan anføres, at Husenes Antal d. 31. December 1883 udgjorde i hele Grønland 1091 (626 i Syd-, 465 i Nordgrønland); de tidligere Tællinger ere ikke saa paalidelige, at man tør bygge paa dem. Med Hensyn til det gennemsnitlige Antal indfødte i hvert Hus har jeg opstillet en Beregning herover, omhandlende Aarene 1883 —1901, der formentlig vil have sin Interesse.

Heraf fremgaar det, at Gennemsnits-Tallet for indfødte pr. Hus i de fleste Distrikter er gaaet betydeligt ned i Tidrummet 1883^—1901; i de af mig i min tidligere Artikel fremhævede tvende Distrikter —- Sukkertoppen og Egedesminde —. hvor Gennemsnitstallet d. 31. December 1883 var henholdsvis 12.1 og 12.8, er Nedgangen ret betydelig, og Gennemsnitstallet

for de nævnte Distrikter udviser d. 31. December 1901 henholdsvis 9.3 og 9.7. Tages hele Grønland under et. var Gennemsnitstallet i 1883: 9.0 (8.9 i Syd-, 9.2 i Nordgrønland), medens det i 1901 kun udgør 7.5 (7.5 i det søndre og 7.6 i det nordre Inspektorat), hvilket sikkert maa kaldes for et glædeligt Tegn. Tilbage staar nu kun at ønske, at det maatte kunne lykkes Administrationen — der særlig har sin Opmærksomhed henvendt paa dette vigtige Spørgsmaal — at forbedre de indfødtes Boliger og omskabe dem til sunde Opholdssteder for Befolkningen, thi uendeligt meget afhænger heraf. Det vil sikkert være bekendt, at de grønlandske Huse fra gammel Tid af bleve byggede med Mure af Sten og Græstørv; som Tag, der altid var fladt, tjente gamle Konebaadsbetræk (altsaa behandlede og sammensyede Sælskind) udspændte over Tremmer af Flydetræ og belastede med Sten, for at „Taget" ikke skulde flyve bort i Stormvejr. Trægulv kendtes ikke, men Gulvet bestod kun af flade Sten. I de bedre Huse vare Væggene beklædte med Sælskind; men hos de fleste indfødte var dette sikkert en overflødig Luksus, og Murene vare da übedækkede. At et saadant Hus, naar det passedes godt, var lunt og kunde holde de hyppige og stærke Storme ude, er en given Ting, men som Opholdssted betragtet, var det i højeste Grad usundt, særlig naar det betænkes, at al Kogning

af Maden efter Indførelsen af Kakkelovne, indrettede til Kogebrug, foregik inde i Huset, der kun indeholdt et Rum. Vel vare Ovnene indrettede saaledes, at al Em og Damp fra Gryden kunde gaa bort gennem Ovnrøret, der gik lige op gennem Taget, men denne Foranstaltning benyttedes sjældent af Grønlænderne, hvorfor Husrummet, saalænge Kogningen stod paa, var

opfyldt med Damp og Mados. Omkring Midten af forrige Aarhundrede foretoges der meget alvorlige Forsøg paa at forbedre de indfødtes Boliger, og der blev bevilget ikke saa faa Midler til at iværksætte dette Foretagende. Resultatet heraf var, at der i Grønland indførtes en ny Model for Huse til de indfødte — de saakaldte „dansk-grønlandske'¹ Huse — og af disse op

føres der ogsaa i Nutiden flere. Et saadant Hus var bygget med Mure af Sten og Græstørv, havde indvendig Brædde-Panel og Gulv og var forsynet med højt Tag af Brædder, der undertiden var belagt med Tagpap. Det „dansk-grønlandske" Hus havde selvfølgelig store Fordele fremfor det originale grønlandske, men, selv om vedkommende fik Hjælp til Opførelsen af Huset, krævedes der dog en vis Sum til den aarlige Vedligeholdelse, hvilken det som oftest faldt vanskeligt for Grønlænderen at skaffe til Veje. Følgen heraf er, at de „dansk-grønlandske" Huse nu hovedsagelig kun benyttes af saadanne indfødte, der ere i fast offentlig Tjeneste og altsaa gennem deres Løn kan holde Huset vedlige. Men ogsaa ved disse —om jeg saa maa kalde dem — fordanskede Huse klæber der Skyggesider, og ovenikøbet af ret alvorlig Natur, der gør dem uhensigtsmæssige.

Grønlænderne er, som bekendt, et Jagtfolk; i gamle Dage havde Grønlænderen ingen fast Bopæl, men flyttede derhen, hvor Sælfangsten og anden Jagt i Øjeblikket frembød de største Chancer. Denne Omflakken fandt selvfølgelig hovedsagelig Sted i Tiden fra Foraar til Efteraar; naar dette indfandt sig og Vejret blev uroligt og stormende, bestemte han sig til at overvintre ved et eller andet Sted. Først ved Kristendommens Indførelse i Grønland og i Tiden derefter vænnedes Grønlænderen til at udvælge sig et bestemt Sted til sin Vinterbolig og dette er vedblevet ind i Nutiden. Den frie Grønlænder o: en; der ikke er ansat i fast offentlig Tjeneste, har imidlertid ikke af denne Grund opgivet sit omflakkende Sommerliv, men drager endnu ud, naar Foraarstiden indfinder sig. Bor han da i et af de originale grønlandske Huse, tager han, forinden sin Bortrejse, Taget af Huset, fjærner Vinduet og Døren og paa denne Maade underkastes Huset hele Sommertiden igennem en saa grundig „Hovedrengøring", at det atter kan afgive et efter grønlandske Forhold sundt Opholdsrum for ham og Familie i den kommende Vinter. Anderledes med de „dansk-grønlandske Huse", der aldrig kan underkastes en saadan Hovedrengøring, og da Begrebet „Rengøring" overhovedet kun undtagelsesvis kendes af den grønlandske Befolkning i Praksis, vil et saadant Hus gennem Aarenes Løb let blive Arnestedet for al Slags Daarlighed, særlig maaske for Lungesvindsoten, hvilken Sygdom, som foran bemærket, er Grønlænderne» farligste Fjende. De i fast Tjeneste ansatte Grønlændere, der gennemgaaende bo i „dansk-grønlandske" Huse, kunne som Regel ikke flytte ud i Sommertiden, og de med Familie ere derfor henviste til Aar ud og Aar ind at benytte det samme Kum til Opholdssted, hvilket selvfølgelig maa have en skadelig Indflydelse paa Beboernes Sundhed. Ogsaa i en anden Henseende blive disse „dansk-grønlandske" Huse uhensigtsmæssige; naar Vinteren er stræng og det kniber paa Brændsel, ser man ofte en Husejer fjærne hvert andet Braedt af Gavlvæggen for at anvende dem under Gryden; herved faar Storm og Sne uhindret Adgang til Loftet og bidrager sit til at gøre Opholdsrummet nedenunder koldt og usundt.

Efter min Formening vil et originalt grønlandsk Hus, med enkelte Modifikationer — bl. a. med indvendig Træpaneling, der skal være malet med Oliefarve — i Længden vise sig mere hensigtsmæssigt og sundere for den grønlandske Befolkning end de „danskgrønlandske" Huse; et saadant Hus kunde yderligere forsynes med Halvtag af Brædder, hvilket Tag let kunde aftages, naar Beboerne flyttede ud om Foraaret. Særlig Malingen af det indvendige af Husets Træpanel samt Præparering af Gulvbrædderne tillægger jeg stor Betydning, men det fejler næppe, at Administrationen maa træde hjælpende til ved Gennemførelsen af denne Keform.

I hosstaaende Tabel d har jeg endvidere, til Fuldstændiggørelse af det til Bedømmelsen af Tilstanden blandt den grønlandske Befolkning nødvendige Materiale, optaget Tallet paa de i de forskellige Kolonidistrikter tilstedeværende Træbaade, Telte, Rifler og Slædehunde i Aarene 1888_—1901, ligesom der i Tabel c er foretaget en Beregning over dette Forhold pr. 1000 indfødte. Af Tabel d fremgaar det, som foran berørt, at Antallet af Træbaade i Sydgrønland er steget ret betydeligt, nemlig fra 52 (i 1888) til 114 (i 1901), medens Antallet i Nordgrønland i de samme Aar er steget fra 27 til 48, eller i hele Grønland fra 83 (i 1888) til 162 (i 1901), altsaa omtrent er fordoblet i et Tidsrum af 14 Aar, hvilket maa kaldes et glædeligt Resultat. Vel kan Træbaaden ikke i alle Tilfælde fuldt ud erstatte Konebaaden, der er mere rummelig og let kan trækkes paa Land, selv paa mindre tilgængelige Steder, medens Træbaaden ikke er saa haandterlig, men som Regel, naar der skal overnattes, maa fortøjes forsvarligt, men Stigningen i Tallet paa Træbaade medfører dog en større Mulighed for den indfødte Befolkning for at kunne forlade Vinterhusene og foretage de til Vinterbrug nødvendige Indsamlinger af tørret Fisk og Brændsel, uden hvilke Grønlænderen ikke med Sindsro kan se Vinteren i Møde.

I min tidligere Artikel har jeg nærmere beskrevet
Beskaffenheden af de Telte, Grønlænderne benytte til

Rejsebrng og anvende paa Sommerstederne; hvis en Grønlænder ikke ejer noget Telt — bortset fra, at han paa kortere Ture kan benytte Konebaaden i omvendt Stand til Opholdssted for sig og Familie — er han forhindret i at drage ud, og det er derfor af Interesse ogsaa at følge Tallet paa denne Ejendel nu og i Fremtiden. Af Tabel d fremgaar det, at Antallet af Telte i Sydgrønland d. 31. December 1888 udgjorde 196, men d. 31. December 1901 var steget til 249, i Nordgrønland vare Tallene henholdsvis 182 og 217, i hele Grønland 378 og 466, altsaa en Tilvækst i de om

iifllluiGviG xi ai Cä. üo Iq.

Medens Sælfangsten i tidligere Tid hovedsagelig foregik ved Hjælp af Harpunen, har Riflen siden Midten af forrige Aarhundrede mere og mere faaet Indpas i Grønland og har efterhaanden fortrængt Harpunen, der dog mange Steder endnu udgør et væsentligt Apparat ved Nedlæggelsen af Sælerne og forhaabentlig aldrig helt kommer ud af Brug. I de fleste Tilfælde vil i Nutiden en grønlandsk Sælfanger staa hjælpeløs, hvis han ikke ejer nogen Riffel, og det er derfor ogsaa af Vigtighed saavel nu som fremtidig at kende Tallet paa Rifler, tilhørende de indfødte i Grønland. Af Tabel d fremgaar det, at der i hele Grønland d. 31. December 1888 fandtes ialt 1933 Rifler, og at dette Tal d. 31. December 1901 var steget til 2252, altsaa med ca. 16%; til de samme Tidspunkter fandtes der i Sydgrønland henholdsvis 923 mod 1027 og i Nordgrønland 1010 mod 1225.

Jeg har tidligere omtalt, hvilken Betydning Slædehundene har for den nordgrønlandske Befolkning, der staar hjælpeløs om Vinteren, naar Sygdom hersker blandt Hundene og nødvendiggør en Nedslagning af dem. Det er derfor glædeligt at se (Tabel d), at Antallet af Slædehunde i Nordgrønland d. 31. December 1901 udgjorde 3653 mod 1272 d. 31. December 1888; de mellemliggende Aar kan vel fremvise Svingninger fra Aar til andet, men Hovedresultatet er dog glædeligt

Sluttelig skal jeg tillade mig at fremkomme med nogle Oplysninger om Missions- og Handelsstationen ved Angmagssalik paa Grønlands Østkyst. Det turde sikkert være bekendt, at denne Station anlagdes i 1894 under Opsyn og Ledelse af nuværende Kommandør i Flaaden G. Holm, der dengang førte Direktoratets Skrueskib „Hvidbjørnen"; Stationen oprettedes hovedsagelig med det Maal for Øje at kristne den paa Østkysten værende hedenske Befolkning og derved forhindre, at Eskimoerne flyttede om paa Vestkysten, hvor Betingelserne for deres Eksistents, hvad Erfaringen tidligere havde lært, vare mindre heldige; til Leder af Missionsgerningen blev udset cand. theol. P. Büttel, der har virket deroppe i 8 Aar (fra 1894 — 1902) og udført et smukt og samvittighedsfuldt Arbejde. Til Støtte for Missionsværket blev der samtidig oprettet en Handelsstation ved Angmagssalik, hvilken Station har været bestyret og endnu forestaas af den fra Kommandør Holms Østkyst-Ekspedition bekendte Deltager, Tolken Johan Petersen, der ved sit grundige Kendskab til det grønlandske Sprog og ved sin humane og forstandige Optræden overfor den indfødte Befolkning har været Administrationen en væsentlig Støtte og hvis Udførelse af den hum paahvilenue, i mange Henseender meget ansvarsfulde Gærning i høj Grad maa paaskønnes.

Det turde ligeledes være bekendt, at Handelsomsætningen med Østgrønlænderne ikke foregaar efter de samme Principer som i Vestgrønland, idet Administrationen — belært af Erfaring — har bestræbt sig for at udelukke Østgrønlænderne -fra at kunne tiltuske sig saadanne europæiske Handelsvarer, der i Længden kun kunde virke til Skade, saaledes hovedsagelig Kaffe og flere europæiske Proviantsorter, ligesom man af Hensyn til den indfødte Befolkning forbød Indhandlingen af Spæk og andre Produkter, ved hvilket Forbud man tilsigtede at forhindre, at de indfødte blottede sig for disse Produkter og derved udsattes for at lide Nød i den lange Vintertid; af grønlandske Produkter indhandles ved Angmagssalik kun Bjørne- og Ræveskind og saa mange Sælskind, som Handelsbestyreren formener, at den indfødte Befolkning uden Afsavn kan afse.

Af disse Produkter er der indhandlet og hjemsendt
følgende Kvanta i efternævnte Aar:

I Henhold til tidligere Notitser her i Tidskriftet
hvilke Notitser her skulle supleres, udgjorde2) Folketallet
i Østgrønland d. 31. December

---

1) I 1896 opnaaedes ikke Forbindelse med Stationen.

2) De store Svingninger fra Aar til andet stamme fra Tilflytninger fra andre Egne.

Forholdet mellem Fødsler og Dødsfald i Aarene
1895 til 1901 (31. December) stiller sig saaledes:

hvoraf man forhaabentlig tør slutte, at ogsaa det lille Samfund paa Grønlands Østkyst vil vise sig levedygtigt. Da Angmagssalik kun besejles herfra en Gang om Aaret — og ikke anløbes af fremmede Skibe —, maa man haabe, at Befolkningen, da Administrationen tager de samme Forholdsregler for at hindre Indførelsen af smitsomme Sygdomme i Øst- som i Vestgrønland, fremdeles kan blive forskaanet for indførte Epidemier, der sikkert i høj Grad vilde virke ødelæggende ogsaa der. Det maa dog her udtrykkelig bemærkes, at det her anførte Folketal for Befolkningen i Østgrønland næppe — hvad Paalideligheden angaar — kan stilles i Lighed med Folketællingen i Vestgrønland, da Forholdene der nemlig endnu ere noget primitive og Befolkningen lever meget spredt. Tallet er dog sikkert tilnærmelsesvis rigtigt. Af de i de ommeldte Aar forefaldne Dødsfald hidrører ialt 4 fra Dødsaarsagen „omkommen i Kajak," nemlig 1 i 1895, 1 i 1898, 1 i 1900 og 1 i 1901. For de øvrige Dødsaarsagers Vedkommende ser jeg mig ikke i Stand til at fremkomme med paalidelige Oplysninger.

Med Hensyn til den østgrønlandske Befolknings
Forsyning med Kajakker, Konebaade m. m., stille Forholdene
sig saaledes:

Disse Tal kunne formentlig ej heller gøre Krav paa at være absolut nøjagtige, men ere dog sikkert saa paalidelige, som man med Billighed kan fordre. For Tallet paa Eiflerne mangler de fornødne Oplysninger; der er ved Stationen — fra dens Grundlæggelse i 1894 til Udgangen af Finansaaret 1901—02 —• ialt solgt til de indfødte 131 Rifler, men disse ere næppe alle i Behold endnu, selv om det ikke er sjældent, at en stgrønlandsk Sælfanger kan eje flere end en Riffel. Af Tallet paa Konebaade, Slæder og Telte synes det at fremgaa, at Velstanden blandt den østgrønlandske Befolkning er i Tiltagende, hvilket ogsaa stemmer med de foreliggende Meddelelser derfra.

Det er tidligere her i Tidskriftet omtalt, hvilket lavt moralsk Standpunkt den østgrønlandske Befolkning indtog, ligesom der er skildret forskellige uhyggelige Tildragelser — Mord o. 1. — fra Egnen omkring Angmagssalik. Handelsbestyrerens Dagbog — der altid har udmærket sig ved sin Grundighed — indeholder i de senere Aar ingen Meddelelser om slige Tildragelser, saa man sikkert deraf tør slutte, at Sæderne blandt den østgrønlandske Befolkning ere blevne betydeligt forbedrede. I saa Henseende har Missions og den dermed følgende Civilisation allerede gjort sin Virkning, takket være Missionær Rütteis og Handelsbestyrer Johan Petersens fortrinlige Arbejde og Ihærdighed, der i høj Grad fortjener Paaskønnelse.