Grammatical Fundamentals of the Innuit Language as spoken by the Eskimo of the Western coast of Alaska, by the Reverend Francis Barnum, S. J. Ginn & Company, Boston, U. S. A., and London. 1901. — 384 Sider.

Denne Bog, som er bleven tilsendt Geografisk Tidsskrift, er et nyt Vidnesbyrd om den store Interesse, der i Amerika vises de talrige Indianer- og Eskimostammers Sprog og Etnografi. De egentlige Indianersprog have allerede i et Par Aarhundreder været Gjenstand for den nye Verdens Opmærksomhed og ere med stedse voxende Flid blevne optegnede, undersøgte, beskrevne og sammenlignede, saa at den nu foreliggende Litteratur om og i disse Sprog er stor nok til at fylde flere Bind i Bogfortegnelserne. Men først i de sidste Decennier er Turen kommen til det store Kontinents nordligste Sprog, den vidtstrakte eskimoiske Sproggruppe, der fra Grønland langs Kanadas nordligste Kyster naar helt over til den asiatiske Side af Beringstrædet. Det foreliggende Værk handler om det Eskimosprog, der tales langs den sydlige og sydvestlige Del af Aljaskas Kyst, d. v. s. paa begge Sider af Yukonflodens Munding.

Forfatteren er en jesuitisk Missionær, der i Aaret 1891 blev ansat i Aljaska-Missionens Tjeneste. Samme Aar afgik han fra San Francisko nordpaa med en af Aljaska Handelskompagniets Dampere. I Forening med en anden Missionær slog han sig ned i Nærheden af en lille eskimoisk Plads paa Nelson Island, hvor de to Mænd byggede en Hytte og begyndte deres Samkvem

med Eskimoerne. Sproget lærte de, efter hvad Forf. fortæller, ved at udspørge Eskimoerne om, hvad Tingene hed, og strax at skrive Svarene op. Efter paa denne Maade at have samlet et Förråad af Ord ind og forvisset sig om deres Rigtighed, lod de sig diktere Sætninger og sammenhængende Tale, Fortællinger o. lign. og søgte at finde ud af Meningen og at udskille de enkelte grammatiske Dele fra hinanden. Efter at have opholdt sig otte Aar deroppe og berejst hele Kysten op til Point Barrow, vendte Forf. tilbage til de Forenede Stater med disse Oplysninger, som han nu har udgivet.

Værkets Interesse beror paa, at der her for første Gang gives en sammenhængende Skildring af denne eskimoiske Dialekts grammatiske Former, foruden et stort, rimeligvis til dels nyt Ordforraad. Der er herved blevet Mulighed for en mere end blot lexikografi.sk Sammenligning mellem de yderste Ender af dette store Sprogomraade; de østlige Egnes Sprog — de hinanden nærbeslægtede Eskimosprog i Labrador og Grønland — have jo længe været velkjendte gjennem Poul Egedes. Fabricius's, Kleinschmidts og, for Labradors Vedkommende, Bourquins Grammatiker og andre Sprogværker.

Forf. erklærer i Indledningen, at han har optegnet de eskimoiske Ord ved Hjælp af det engelske Alfabets Bogstaver, „som syntes mig at svare meget godt til Hensigten," da han i Hytten ikke havde det af de Forenede Staters etnologiske Bureau offentliggjorte Standard-Alfabet til Optegnelse af primitive Sprog. Desværre have alle de øvrige Forfattere af forskjellige Nationer, der have behandlet Eskimosprogene, haft den samme Mening om Hensigtsmæssigheden af deres egne Sprogs Alfabeter, og Følgen er, at Sprogprøverne fra de forskjellige Egne frembyde et kaotisk Virvar af engelske, tyske, franske, russiske og danske Stavemaader. Den virkelige Karakter af de fonetiske Bestanddele, hvoraf dette Sprog er sammensat, or derved blot bleven mere og mere uklar, og det foreliggende Værk tjener i denne Henseende ikke til at sprede Mørket.

Det synes at have været Forf. magtpaaliggende at give et Udtryk for selv de mindste Nuancer i Udtalen. Hvorvidt dette er lykkedes ham, er vanskeligt at bedømme for den, der ikke af Selvhør kjender den paagjældende Dialekt. Men han har ikke været heldig med at danne et klart Tegnsystem. Der anføres i Bogens Begyndelse ikke mindre end 95 Tegn for Sprogets enkelte og sammensatte Lyd samt for disses Modifikationer. Her hedder det f. Ex. om r: denne Lyd udtales „som i Engelsk." Men det engelske Alfabets r betegner to forskjellige Lyd, dels en Tungespidslyd som i row, dels en vokalisk Midt- eller Bagtungelyd som i err, bird, park. I Grønlandsk forekommer den første ikke, den anden kun sjældent; derimod hører det Bagtunge- eller Drøbel-r, som vi bruge i Dansk, men som er ukjendt i Engelsk, til det grønlandske Eskimosprogs almindeligste Lyd. — f betegner „den vanskeligste og mest indviklede Lyd i Sproget og forekommer meget hyppigt; omtrent som hgr, stærkt aspireret." Faar man af dette en klar Forestilling om, hvordan f. Ex. rh miq'toa udtales? Paa Grønlandsk hedder dette Ord med Kleinschmidts Retskrivning: ermigpunga (jeg vasker mit Ansigt), q skal betegne „den almindelige Guttural"!?); iq skal lyde som tysk ich, tq udtales som „t alene, men meget gutturalt." Endelig anføres der et med et særligt Tegn forsynet k, der udtrykker „en stærkt rivende Guttural." Hermed har jeg anført, hvad Forf. siger til Forklaring af de saak. gutturale Lyd, som udgjøre nogle af de væsentligste Bestanddele i det eskimoiske Sprogs Lydforraad. Men baade hans Forklaringer af disse Lyd os af de øvrige forekomme mig at være temmelig mangelfulde og uklare. — Endvidere opfører han en stor Mængde Konsonantsammensætninger som gængse i Sproget. Exempelvis skal jeg nævne fra forskjellige Steder i Bogen: thr, thlr, thlm, Ism, st, ks, Isk, kzj, Ithkss, stch, tsk, tk, m thi, kstk, kstn osv. Naar man véd, hvor sjældne overhovedet Konsonantophobninger ere i de østeskimoiske Dialekter, kan man ikke andet end stille sig noget tvivlende overfor den overvældende Mængde, der her anføres af dem, omend man unægtelig af det store Antal næsten nødes til at tro, at de virkelig forekomme hyppigere i disse vestlige Dialekter end østpaa. Mon Forfatteren dog ikke hist og her skulde have overhørt en kort lille Vokal imellem dem?

Trods de opgivne Ordformers mærkelige, ofte næsten barokke Udseende, er det dog ikke vanskeligt at gjenkjende det eskimoiske Sprog igjennem dem, men rigtignok en Dialekt, hvis Forskjellighed fra Grønlændernes Eskimoisk synes stærkt udpræget. Ganske vist, ved nøje at sammenligne de grammatiske Former i Aljaskasproget med de tilsvarende grønlandske, bliver det paafaldende, hvor stor Ensartetheden mellem de to saa langt fra hinanden fjærnede Dialekter er. Der er kun lidt større Forskjel mellem dem end mellem Dansk og Højsvensk. Sprogbygningen er i det store Hele den fra Grønlandsk velkjendte, med Suffixer og Affixer, der ligner de grønlandske eller i alt Fald svarer til dem; men disse uselvstændige Orddele, saavelsorn selve Stamordene, ere ligesom blevne maskerede, ofte næsten indtil Ukjendelighed, paa Grund af de lydlige Forandringer, som Sprogets Ydre i Tidernes Løb har undergaaet. Forskjellighederne ere altsaa dels af rent fonetisk Art, idet de i begge Sprog stedfundne Lydudviklinger hver ere gaaede sine Veje, dels beroende paa, at adskillige Stamord, som have holdt sig i det ene Sprog, ere gaaede tabt i det andet og omvendt, dels endelig en Følge af, at de bevarede fælles Ord med Hensyn til deres Betydninger ikke altid længer dække hinanden ideto Sprog. Jeg antager ikke, at en Grønlænder vilde være i Stand til at forstaa en Indfødt fra Aljaska.

Jeg anfører her nogle Exempler, der vise enkelte
af Forskjellighederne ved Siden af iøjefaldende Ligheder.

„l det indre af Isen" hedder paa Grønlandsk [sikup iluane] eg. Isens dens-Indre i — i Aljaskasproget: [shikum ilhluane}. Genitivendelsen er altsaa i Grønlandsk en unasaleret Læbelyd (p), i Aljaskadialekten en nasaleret (m). Det Samme er Tilfældet, naar det possessive Suffix tilføjes: „Vort Hus's (ine) Røg" hedder paa

Indenfor de possessive Tilhæng, der udtrykke
min, din, hans, sin er det ligeledes let nok at skelne
Overensstemmelsen igjennem Maskeringen:

Al. katunrak er muligvis det grønlandske qitornag (Barn);
omvendt hedder „Bavn" i Al. irrernéak, der svarer til Gr.
erneq (Søn).

Hvad 1. Person Sing, angaar, har Al. bestandig •ka, hvor Grønl. afvexlende har -gha, -nga eller -rå. — 1. Person Plur. stemmer ikke overens i de to Sprog; derimod stemmer det Grønl. -rput med det tilsvarende Dualis i Aljaskasproget, som hedder katunrarput (Sønnen af os to). — Forskjellen i 2. Pers. Sing. mellem -it og -n og i 4. Pers. Plur. mellem -tik og •zung minder om den, vi saa ved Genitivendelsen, hvor der ogsaa i Al. svarede en nasaleret Lyd til en tilsvarende unasaleret i Grøn!, (t = n, k = ng). — De øvrige Personer stemme nøje overens.

Jeg forbigaar Dualis- og Pluralis formerne (mine
Sønner, vore Sønner), hvor paa samme Maade Overensstemmelserne
have Overvægt over Forskjellighederne.

Andre Exempler:

De samme Possessivendelser gaa igjen i Verbet i Aljaskasproget som i Grønlandsk; ligesom ved Substantiverne synes i Al. i 1. Pers. Sing, („min, jeg") kun Formen -ka at forekomme, i Grønl. kun -rå. Altsaa:

Ved Verberne bliver det strax paafaldende, at de verbale „Kjendelyd" eller Forbindelseslydene mellem Verbernes Stammer og Personendelserne er forskjellige i de to Dialekter. I Grønlandsk er den hyppigst forekommende af dem p (ator-p-oq, han bruger), dernæst -v (asa-v-oq, elsker). I Al. synes -t at forekomme hyppigst (atoq-t-oa, jeg synger), dernæst -g eller -v eller en Vokal. En anden betydelig Forskjel viser sig i den suffixløse 1. Pers. Sing., hvor Grønl. altid ender paa -unga, Al. paa oa. Endelsen -unga findes dog ogsaa i Al., hvor den skal betegne det Forbigangne (Imperfektum), en Form, der maaske svarer til den saakaldte Infinitiv paa Grønl.

Ved at føje de possessive Tilhæng til Verbet udtrykker det eskimoiske Sprog dettes Objekt og Subjekt paa en Gang. I St. for „jeg slaar ham" siges der: min Slaaen ham, men i denne Orden: det at slaaham-min. Altsaa med 3. Pers. som Objekt (ham el. hans):

Saaledes er der ogsaa for de fleste øvrige Personers
Vedkommende en væsentlig Overensstemmelse.
Blandt Afvigelserne vil jeg nævne:

Al. tingluwanka (deres-min o: jeg-dem) for Grønl. tiglhluppakka, Al. tingluwaqpungna (du-mig) — Grønl. tiglhlupparma, Al. tingluwaqpukut (du-os) — Grønl. tiglhluppavtigut, Al. tingluwakut (han-os) —- Grønl. tiglhluppätigut, Al. tingluwamihn (vi-dig) — Grønl. tiglhluppavtigit, Al. tingluwaqpschéa (I-mig) — Grønl. tiglhluppavsinga.

Det Anførte vil være nok til at vise, at vi i dette fjærne Aljaskasprog finde et ægte eskimoisk Sprog, omend en fra det grønlandske stærkt afvigende Dialekt. Nogen Indblanding af fremmede Elementer mærkes der ligesaa lidt som i Grønlandsk; i det højeste nogle faa russiske Laaneord, ligesom der i Grønlandsk bruges nogle danske Ord. Hvilken af de to Dialekter, der staar paa det ældste Trin, maa forbeholdes en

---

1) Det grønlandske anäna betyder Moder (ikke Tante)

senere Undersøgelse; rimeligvis ville begge have Originalformer at opvise. Størst synes mig Uoverensstemmelserne mellem dem at være for Steds- og Retningsbetegnelsernes Vedkommende, hvad der sandsynligvis hænger sammen med disse Folks udstrakte Vandringer.

Forfatteren af denne Grammatik bekræfter, hvad allerede Rink havde faaet Meddelelse om, og senere E. W. Nelson i Begyndelsen af sit Værk om Eskimoerne omkring Beringstrædet udførligere har gjort Rede for: At der langs disse Kyster, ligesom f. Ex. i Grønland, gjør sig Dialektforskjelligheder gjældende fra Sted til Sted. Især er der i Norton Bay en skarpere Grænse mellem de nordligeres og de sydligeres Sprog. En særlig Afdeling udgjør Point Barrow Eskimoerne, der ere de nordligst boende Mennesker i Aljaska (70° til 72° n. Br.). Ovre paa den asiatiske Side mellem East Cap og Plover Bay og paa Øerne i Beringstrædet, f. Ex. St. Lawrence Island, tales der ogsaa Eskimoisk, men i særligt afvigende Dialekter. Aljaskaeskimoerne opnaa først efter nogen Tilvænnen at forstaa dem. Rimeligvis er Sproget ved de yderste Grænser iblandet fremmede Elementer fra Nabosprogene.

En særlig Interesse knytter sig til de i Værkets Slutning anførte eskimoiske Fortællinger i Originalsproget, saavelsom til de derefter følgende Oplysninger om Aljaskaeskimoernes Liv, Boliger og forskjellige Kulturforhold. Forskere af dette vanskeligt tilgængelige Sprog og af disse først i den nyeste Tid nærmere undersøgte Mennesker maa være Forf. taknemmelige for hans omfangsrige Samling af nye Oplysninger, baade om Sproget og Menneskelivet, saaledes som begge disse Elementer findes i stadig indbyrdes Vexelvirkning, selv under saa høje Bredegrader som paa disse afsides og barske Kyster.