Geografisk Tidsskrift, Bind 16 (1901 - 1902)

Et Besøg paa Grimsø.

Professor, Dr. phil. Th. Thoroddsen.

Det er yderst sjældent, at den lille Ø Grimsø Nord for Island, der ligger ca. 40 Km, fra det nærmeste Land, ensomt i Havet under Polarkredsen, faar Besøg af Eejsende. I Aaret 1884, da Forfatteren besøgte Øen, havde man kun Forbindelse med den et Par Gange om Aaret med aabne Smaabaade; nu anløbes Grimsø af og til af islandske Kystdampere. Jordene paa Grimsø tilhøre den islandske Landskasse, og i umindelige Tider havde ingen Embedsmand været deroppe til Inspektion. Amtmanden i Islands Nordog Østamt ønskede det nævnte Aar at foretage en Embedsrejse til Øen tillige med to andre Embedsmænd og rettede derfor en tjenstlig Anmodning til Chefen for det ved Island stationerede Orlogsskib, „Diana", om at bringe ham derud. Chefen indbød mig til at deltage i Rejsen.

Om Aftenen den 19de Juni afsejlede vi i udmærket Vejr med „Diana" fra Akureyri. Øfjorden er en af de smukkeste Fjorde i Island, og den tog sig ud til sin Fordel i det dejlige Vejr og den skjønne Aftenbelysning. Kl. 12 om Natten vare vi i Mundingen af Fjorden, og alle vare oppe paa Dækket for at se Midnatssolen og det dejlige Panorama, der omgav os. Søen var blank som et Spejl med et Purpurskjær fra den store, røde Solskive, der syntes at svømme paa Havet, og de blaalige Fortoninger af Fjældene med deres høje, hvide Spidser og Sneflader og de utallige Vandfald ned ad Fjældsiderne gav den hele Scene efc imponerende Præg. Allerede Kl. 3 om Morgenen vare vi ude ved Grimsø og gik i Land i en Vig tæt ved Præstegaarden. Indbyggerne blev vækkede af deres søde Slummer ved de usædvanlige Gjæsters Komme, og snart havde Selskabet spredt sig til alle Verdens Kanter; Embedsmændene gik til deres Forretninger, som skulde afgjøres i Hast, og Skibslægen fik strax nok at bestille med at se til nogle Patienter — han var sikkert ikke den mindst Velkomne paa denne ensomme Ø, hvor der aldrig kommer en Læge. Imedens strejfede jeg omkring med min Medhjælper, undersøgte Klipperne og samlede saa mange Planter som muligt i en Fart, da Opholdet kun var 6 Timer. Her findes ingen Havn, og et Skib kan kun ligge her i smukt Vejr. En vestlig Dønning kan gjøre det fuldstændig umuligt at komme i Land eller fra Land, og vi maatte derfor være paa vor Post.

Grimsø er en omtrent 5 Km. lang og 2 Km. bred Klippeø; den bestaar næsten udelukkende af Basalt af lignende Beskaffenhed som den, der danner en stor Del af Nordlandet. Nogle Steder danner Basalten regelmæssige Søjler, der hæve sig lodret fra Havet i smukke Kolonnader med Huler og Aabninger imellem. Man ser ingen Mærker efter nyere vulkansk

Side 205

Virksomhed, og Øen har derfor rimeligvis engang i Fortiden været sammenhængende med Island. I Havet SØ. for Øen, Nord for Tjörnes, har man dog i den senere Tid (1868) troet at se nogle vulkanske Fænomener, og paa Halvøen Tjörnes ere Jordskjælv meget hyppige. Grimsø er i det hele taget temmelig flad med stejle Klippekyster, især mod Øst, hvor Fuglebjærgene stige lodret op af Havet og naa en Højde af c. 110 M.; herfra hælder Øen svagt mod Vest. og alle Gaardene flndes paa Vestsiden.

Grimsø løber spidst ud til begge Ender, især mod NNV., hvor det yderste Næs kaldes Fötur eller Eyjarfotur; herfra skyder ogsaa et Stenrev sig c. 270 M. ud i Havet mod Nord; Sydspidsen er noget bredere og afsluttes med et Par Smaaskjær, Flesjar. Hele den østlige Side bestaar af stejle, 50—100 M. høje Fuglebjærge uden egentlige Indskæringer, men udenfor ligge forskjellige Skjær, maaske opstaaende Gangstykker paa Brændingsterrassen. De forskjellige Dele af den østlige Klippevæg have Navn efter de Gaarde, hvortil Fuglefangsten hører, men forskjellige Kløfter have særskilte Navne: Handfestargjå, Almannagjå og Kaldagjå; Forhøjninger paa Bjærgranden have ogsaa særskilte Navne som Hamrahölar, Vængholl, Handfestarhöll (108 M.), Störibratti o. s. v. Det egentlige Fuglebjærg adskilles fra Øens vestligste Del ved en Lavning, som gaar op fra Grenivik henimod Handfestargjå; Lavningen er dybest mod Syd og indeholder her et Par Smaasøer, hvoraf Holatjørn er den største; den udtørres aldrig fuldstændig om Vinteren eller i Sommervarme som næsten alle andre Vandpytter og Brønde. Ved Sandvik findes ogsaa en lille Sø og en lille Bæk, som dog ofte forsvinde; alle Vandpytter ere fulde af Daphnier og andre Smaakrebs. Vestkysten er meget lavere, men begrænses dog af 10 —20 M. høje Klipper, og ovenfor disse ligge Øens ti Smaagaarde.

Hosstaaende Kort over Grimsey er en Kopi af et Maalebordsblad, som Administrator Einar Asmundsson i Nes laante mig med nogle Tilføjelser efter egne lagttagelser. Maalingen blev foretagen af en Bonde i Grimsey "Arni i Sandvik.

Paa den vestlige Side findes flere Indskæringer, hvoraf Båsavik mod NV. og Sandvik mod SV. ere de største. De bedste Landingspladser ere mod SV. i Sandvik og Grenivik.

Vi gik i Land tæt nedenfor Præstegaarden Midgardur, Syd for Sveinsstadir. Landingen var temmelig vanskelig, og, skjønt det var blikstille, var der en betydelig Dønning, og Stranden er fuld af store Kullestensblokke, ovenfor hvilke der findes en brat Klippeskrænt. Der var ikke Tid til at bese hele Øen, og jeg maatte lade mig nøje med at undersøge den sydlige og østlige Del. Vi gik til Midgardur (32 M.) og herfra til Sveinagardar, over Lavningen Nord for Grenivik op til Vængholl og Handfestarhöll paa Fuglebjærget. Underlaget bestaar alle Vegne af Basalt, som i Overfladen dækkes af tyndt Jordsmon. Basaltbænkene ere baade tætte og mandelstenagtige og adskilles hist og her af Slagger og Lavabreccie.

Vegetationen er meget fattig og kummerlig udviklet; her findes ikke mindste Spor af Trævæxt. Birkekrat og Eønnetræer, der ellers ere temmelig hyppige paa Nordlandet, kunne ikke trives her; den eneste træagtige Plante er den */2 —l Tomme høje Polarpil (Salix herbacea), der med sine buttede, runde Blade dækker Jordbunden paa de mest ufrugtbare Steder. I det Hele taget synes Plantevæxten at være endnu mere udpræget polar end paa Island. Paa Vestsiden af Øen ligner Vegetationen meget den, der findes paa Højsletter og i Fjældegne paa Island 6—8006—800 M. over Havet. Skjønt den østlige Side ligger noget højere, er PJantevæxten her dog mere kraftig og udviklet paa Grund af den udmærkede Gødning, som Fuglesværmene fra Fuglebjærgerne afgive*). Koklear'en, der voxer alle Vegne, i hver Klipperevne, spises og bruges bl. a. som Grønt til Suppe; den indsamles i Januar og Februar. Indbyggerne vare før meget plagede af en særlig Art Skjørbug, der kaldtes „Grimseyjarvatn", og Børn døde jævnlig af Mundklemme, men disse Sygdomme ere i den senere Tid ved bedre Ernæring og Kenlighed forsvundne, og den tiltagende Brug af Kokleare har maaske bidraget sit dertil.

Grimsøs Klima er betydelig mildere, end man
kunde vente efter dens Beliggenhed, thi, skjønt Drivisen
er en stadig Gjæst, er Aarets Middelvarme efter


*) De faa Planter, som jeg fik Tid til at samle paa Grimsey, vare efter Professor Johan Langes Bestemmelse følgende: Equi'etum arvense v. alpestre, Selaginella spinulosa, Poa annua, P. pratensis, Anthoxanthum odoratum, Festuca rubra var. latifolia, Car ex rigida, C. vaginata, C. glareosa, Luzula spicata, Salix herbacea, Oxyria digyna, Polygonum viviparum, Taraxacum officinale, Gnaphalium supinum, Plantago borealis f. pygmæa og f. latifolia, Saxifraga rivularis, Sedum villosum, Ranunculus acer, Draba incana, Cochlearia sp. Silene acaulis, Cardamine pratensis, Cerastium trigynum, Potentilla anserina, Sibbaldia procumbens. Alcliennlla vidgaris. Af Lichener fandt jeg bl. a. Parmelia saxatilis og Cladonia pyxidata, af Mosser Barbula rural-is, Bryum incUnalum, Pogonatum alpinum, Hypnum falcatum var. filicinum.

Side 206

21 Aars lagttagelser -{- 1°,5 C.; August er den varmeste Maaned med en Middeltemperatur af -j- 6°,9 og den koldeste Marts med -f- 401).401). Den højeste Varmegrad er iagttagen i August, -\~ 26°,2; den største Kuldegrad, -r- 30°, i Januar og Marts, men saa høje Temperaturgrader ere rene Undtagelser.

Frostdagenes Antal er 191, 143, Snedagenes 56, og er 374Mm. Havet omkring Grimsø er forholdsvis varmt, men Temperaturen varierer dog meget i de forskjellige Aar, eftersom Drivisen er mere eller mindre nær. I Januar ved Øen gjennem snitlig o°, i Juli -j- 6—7°. Med vestlige Vinde er der som oftest tørt Vejr, men med østlige Kegn og Fugtighed; Taage er temmelig hyppig (53 Taagedage); Stormene kunne ofte være meget stærke især af SV.; Sne

storme om Vinteren ere sjældent meget mørke, saa at
man næsten altid kan finde Vej mellem Gaardene, og
Snemængden er forholdsvis ringe. Efter 22 Aars lagttageiser
ere østlige Vinde de hyppigste (NE. 18 °/o>
SE. 16 %), Vinde fra Syd sjældnest (4 %)•


DIVL4028

Foruden Husdyrene findes der ingen Landpattedyr paa Grimsø, og i gamle Dage troede man, at Jordbunden var giftig og dødbringende for Mus, hvorfor disse ikke kunde trives paa Øen; dersom Muld fra

Grimsø førtes til Island, skulde den være et ufejlbarligt Middel til at fordrive Mus1). Den samme Overtro havde man om Mulden fra forsk j ellige andre Øer som f. Ex. Målmey i Skagafjorden. Af Isbjørne og Hvalrosser faar Grimsey enkelte Gange Besøg, naar Drivisen lægger sig op til Øen. Af Søfugle findes der en stor Mængde, og i den første Fjerdedel af det 19. Aarhundrede besøgtes Øen to Gange af bekjendte Ornithologer, der studerede Fuglelivet derude; Fr. Fdber var der 1820 og 1821.

Fr. Faber opholdt sig paa Grimsey fra d. 27. Maj
1820 til d. 20. Juni, og han roser Indbyggerne meget
for deres „rene Sæder, Nøjsomhed og Tjenstagtighed


1) Meteorologiske Middeltal og Extremer fra Færøerne, Island og Grønland. Dansk meteorologisk Aarbog for 1895 11. Kbh. 1899).

1) Th. Thorlacii: Dissertatio de Islandia. Wittebergæ 1666—4°. J. L. Wolf: Norrigia illustrata Kbhavn 1651—4°.

Side 207

mod Fremmede". De vare dengang meget fattige, havde kun faa Faar, men mange Hunde; Fiskeriet mislykkedes ofte, og Beboerne levede næsten udelukkende af Fuglefangst1). Thienemann opholdt sig 1821 paa Grimsø fra d. 17. Maj til d. 9. Juni og roser ogsaa Indbyggerne meget for deres Gjæstfrihed og Hjælpsomhed. Drivisen blokerede dette Foraar ofte Øen, men førte en Mængde Sælhunde med sig, saa at Beboerne gjorde en udmærket Fangst: engang fangede de endog 360 Sæler, en anden Gang 60 o. s. v. Thienemann giver i sin Rejsebeskrivelse en udførlig Skildring af Fuglelivet paa Grimsey2).

I Fuglebjærgene paa Østsiden af Øen findes forbavsende mange Søfugle. Hver eneste Afsats og hver Klippespids er saa tæt besat med Fugle, at den ene puffer og støder til den anden; hver Kvadrattomme benyttes til Sidde- og Rugeplads. Klipperne ere hvide af Fuglenes Exkrementer, og deres graalighvide Farve afbrydes kun af de saftiggrønne Duske af Kokleare, der bryder frem af hver en Klipperevne. Det er et ejendommeligt Syn, man ser fra Kanten af et saadant Fuglebjærg. Det Liv og den Travlhed, der her findes, stikker forunderlig af imod den øvrige kolde, barske og alvorlige Polarnatur. Fuglehobene se fra Højden ud som Myggesværme, og Luften genlyder af deres Skrig. Havet nedenfor er ogsaa bedækket af Fugle, der i stadig travl Virksomhed søge deres Føde. Baade Fuglene og Æggene tages, men det er en farlig og halsbrækkende Haandtering at samle dem, thi Fangstmanden maa hejses i et Tov 30—40 Favne ned ad de lodrette Klipper. I Festargjå og Almannagjå kunne dog øvede Fuglefangere gaa ned uden Tov, men de maa føre et kortere Reb med sig for at fire sig ned ad mindre Klippeflader paa et Par Steder. Ulykkestilfælde forekomme enkelte Gange, dog sjældnere, end man kunde vente. Efter Sagnet skal en Trold, som har sit Tilhold i Fuglebjærget, være Aarsag til disse Ulykker; en graa, laadden Haand med en lang Kniv kommer pludselig til Syne og overskærer Rebet. Mod dette hjælper kun Vievand og Salmesang. En behjærtet Præst. Pali Témasson, som var paa Grimsø i Aarene 182S —1834, lod sig engang fire ned paa et saadant farligt Sted. Han paalagde sine Sognebørn uden nogen Standsning at synge Salmer af al Kraft paa Fjældranden, medens han var nede, rimeligvis for at aflede deres Opmærksomhed fra, hvad han foretog sig, thi han havde skjult en Hammer under sin Præstekjole, og med denne afhuggede han de skarpeste og farligste Stenspidser, som vare den virkelige Aarsag til Ulykkerne1). Denne praktiske Indvielse hjalp, og Trolden har ikke senere vist sig paa dette Sted. De almindeligste Fugle i Fuglebjærgene ere Svartfugle (Uria troile og U. Brilnnichil), Alke (Alca torda), Lunde (Mormon fraterculd), tretaaede Maager (Larus tridacttjlus) og Stormfugle (Procellaria glacialis). Alkekongen (Mergulus allé) yngler ingen andre Steder paa Island end paa Grimsø. I Aaret 1897 toges i Fuglebjærget 1186 Lunder, 780 Svartfugle. 3970 Stormfugle og 12,150 tretaaede Maager. De Tusinder af Æg, som ogsaa tages, spille en meget stor Rolle for Beboernes Ernæring og udføres ogsaa til Island, især til Akureyri og Omegn. Nogle Ederfugle ruge paa Grimsø, men Indtægten af dem er ikke stor; 1897 fik man 19 Pund Ederdun.

Den anden Hovednæringsvej for Indbyggerne er Fiskeri, der her drives med smaa, aabne Baade, ofte temmelig langt fra Øen ude i det aabne Hav; 1897 havdes der paa Grimsø 11 Baade, og der fiskedes 41,190 Stykker Fisk. Med Baade have Indbyggerne maattet hente deres Livsfornødenheder fra Kjøbstæderne paa Nordlandet, i Husavik og Akureyri, der ligge henholdsvis 60 og 100 Km. fra Grimsø, og sjælden gjorde man mere end en eller to Rejser om Aaret. Efter at Kystdampere i de sidste Aar ere begyndte at anløbe Øen, ere Forholdene dog blevne meget bedre.

Hjemmemarkerne ved Gaardene have en meget tarvelig Plantevæxt af lidet udviklede Græsarter med iblandet Kokleare og Dværgpil; de kunde naturligvis blive bedre, hvis de blev ordentlig gødede, men da der i lang Tid ingen Køer holdtes paa Øen, har der været stor Mangel paa Gødning. I Aaret 1897 høstedes paa Grimsø kun 197 Hestbyrder (å c. 200 Pd.) Tunhø og 87 Hestbyrder Udhø. Kaal eller Kartoffelhaver haves ikke. I Begyndelsen af det 18. Aarhundrede skal der have været 24 Køer paa Grimsø; i Aaret 1776 var der kun tre, og derefter som oftest kun ganske faa, højst 5 ä 6, men i den haarde Vinter 1859—1860 maatte de alle slagtes; senere holdt man ikke Køer, indtil man for fem Aar siden atter har anskaffet sig to af disse nødvendige Kreaturer. I Aaret 1884 fandtes to Heste paa Grimsø, hvilke imidlertid


1) Fr. Faber: Skildring af en Baadsejlads fra Island til Grimsø (Nyerups Magazin for Rejseiagttagelser 1823 111, S. 312—320).

2) F. A. L. Thienemann: Reise im Norden Europas vorziiglich in Island in den Jahren 1820 bis 1821. Leipzig 1827, S. 200—229.

1) Islenzkar pjoosøgur I. S. 143.

Side 208

skjøttede sig selv og vare halvvilde; de brugtes næsten aldrig. Der findes endnu to Heste paa Øen, men om det er de samme, véd jeg ikke; Heste pleje for Resten at blive gamle paa Grimsø, skjønt de om Vinteren maa passe sig selv og bjærge Føden, saa godt de kunne. En Hoppe, der var bleven 36 Aar gammel og meget fed, døde 1882 i en Storm ved at blive blæst ud over Kanten af Fuglebjærget. Af Faar havde man 1776 paa Grimsø 80 Stkr.; 1897 217, hvoraf 176 Moderfaar; desuden holdtes nogle Hunde. Man vil heraf se, at Landbruget ikke spiller nogen stor Rolle for Indbyggerne. Da der ingen Tørv findes paa Øen, maa Beboerne bruge Drivtømmer til Helebrændsel, endvidere Faaregødning, Tang, Fiskeben o. s. v.

Før den store Koppesygdom i Aarene 1707 — 1708 siges Indbyggerantallet at have naaet 120; siden har det altid været mindre og har været underkastet betydelige Forandringer. Folketallet i den sidste Halvdel af det 19. Aarh. ses af følgende Tavle:


DIVL4030

Jordene tilhøre alle de to gamle Klostere paa Munkathverå og Mødruvellir, hvilke ophævedes i Reformationstiden, og siden ere Ejendommene gaaede over i Regeringens eller den islandske Landskasses Besiddelse. Man kunde tænke sig, at det var en højst kummerlig og ensom Tilværelse, de faa Indbyggere paa Grimsø maa føre om Vinteren, men de ere særdeles tilfredse og have intet at klage over. I den lange Polarnat, naar de ere afskaarne fra alt Samkvem med Yderverdenen, gjøre de sig det saa behageligt som muligt ved at besøge hverandre, læse Sagaer og andre Bøger, spille Skak o. s. v. Grimsøboerne have paa Island været kjendte som dygtige Skakspillere. Trods deres trange Kaar og haarde Kamp for Livet, synes de dog at være meget tilfredse med deres Lod. Under mit Besøg 1884 var den samvittighedsfulde og dygtige Pjetur Gudmundsson Præst paa Øen. Han er en af Islands frugtbareste Salmedigtere og har i en lang Aarrække gjort meteorologiske Observationer paa Grimsø; han havde 1884 været 16 Aar paa Øen og tænkte endnu ikke paa at tage fra sin lille Menighed, skjønt han for længe siden kunde have faaet langt større og bedre Kald paa Island1). Det har før ofte været vanskeligt at skaffe Præster til dette fattige og afsides liggende Sogn, og Indbyggerne have, naar der ingen Præst var, selv holdt Gudstjeneste i Kirken med Bibellæsning og Salmesang. Grimsø Præstens Indtægter ere ikke store; de vurderes nu til 800 Kr. 76 Ø„ hvoraf 200 Kr. i Tilskud fra Landskassen. Som Exempel paa Præstens Indtægter i Naturalieydelser kan følgende anføres: 4 Fugle af hver 120, der fanges fra Tov; hvert tyvende Æg; en Fisk for hver Baad i hver Fisketur; en ottende Del af hvert Stykke Drivtømmer, der er over 8 Alen langt, samt fra Munkathverå og Mödruvalla Klostre aarlig 120 Pd. Smør og 60 Par Strømper2). Paa Grimsø findes hverken Læge eller Apothek.

Naar Grimsø først er bleven opdaget, vides ikke, og heller ikke, om den har været beboet i Landnåmstiden. Aar 1024 omtales Øen som en Alminding til fælles Brug for forskjellige Bønder paa Nordlandet, men beboet har den dog rimeligvis allerede dengang været, skjønt forskjellige Gaarde havde Strandrettigheder derude3). Kong Olaf Haraldssøn den hellige prøvede paa at faa fast Fod paa Island, og hans Hirdmand Thorarinn Nefjélfsson mødte 1024 paa Althinget, hvor han bl. a. søgte at overtale Islænderne til at overlade Kong Olaf Grimsø, hvad man dog efter ansete Mænds Raad var klog nok til at afslaa, thi Grimsø var, som det sagdes, et saa udmærket Fangststed og saa rig paa Madvarer, at man dermed kunde underholde en hel Hær, som saa derfra paa Langskibe vilde kunne hærge den islandske Kyst4). I Sturlungatiden spiller Grimsø en Rolle i Islands Historie og omtales ofte. Øen er da beboet og omtales som en udmærket Fangstplads,, der kunde føde mange Mennesker, naar der var Mangel andre Steder5). Den urolige Biskop Gudmundur Arason blev fordreven fra sin Bispestol Hölar og søgte derefter med sine


1) Han tog 1894 sin Afsked og flyttede til Akureyri, hvor han døde d. 8. August 1902.

2) J. Johnsen: JarÖatal å Islandi. Kbhavn 1847, S. SISSU.

3) Sml. Ljåsvetningasaga S. 202; Reykdælasaga S. 34—35; Vallaljotssaga S. 190.

4) Fornmannasøgur IV, S. 281—283.

5) Biskupasøgur I, S. 521.

Side 209

Folk Tilflugt paa Grimsø; han havde dengang 70 vaabenføre Mænd i sit Følge samt 30 Kvinder og Betlere, der altid samledes om ham i store Skarer. I Foraaret 1222 samlede Høvdingen Sighvatur Sturluson mange Krigere og drog med 35 Baade til Grimsø; Biskoppens Flok blev slagen ved Landstigningen, han selv fangen og tvungen til at drage bort fra Landet til Norge. Fortællingen om Kampen paa Grimsø er fald af storslaaet dramatiske Scener1).

Allerede tidlig i det 12. Aarh. blev en Kirke bygget paa Grimsey og helliget St. Olaf; den indviedes af Biskop Jon Øgmundsson den hellige (1106 — 1121). Af en Inventarieliste2) fra 1318 ses, at Kirken har hørt til do mere velhavende, thi blandt meget andet ejede den Væg-Tæpper over hele Kirken, to Isbjørneskind, tre Vinduer af Glas (dengang en Sjældenhed i islandske Kirker), en Mængde Messeklæder, to Billeder af St. Olaf, forholdsvis mange Bøger o. s. v. Engang i Aarene 1420—25 blev Kirken plyndret af Englændere, som dengang gjorde Strandhugst i Nord og brændte og plyndrede mange Kirker3). Øen har sikkert i gamle Dage haft meget rigere Erhvervskilder end nu; Fuglefangst og Fiskeri have maaske ikke været større, men Drivisen har sikkert dengang bragt Tusinder af Sælhunde til Øen; nu er denne Indtægtskilde for det nordlige Island næsten aldeles ødelagt af fremmede Sælfangere. Ligeledes ere sikkert mange Hvaler blevne fangne i Isen eller drevne paa Land, og Mængden af Drivtømmer er senere aftagen stærkt. For Fangstens Skyld have sikkert flere Hundrede Mennesker fra Nordlandet til Tider søgt derop, og Antallet af selve Øens Indbyggere og Gaarde har været betydelig større end ide senere Aarhundreder. Sagnet fortæller, at der har været 50 Gaarde, og det er sikkert, at alene Mødruvalla Kloster i Aaret 1447 ejede 12 Gaarde paa Grimsø4); som før nævnt, findes der nu 10 Gaarde paa Øen, men man kjender desuden Beliggenheden og tildels Ruiner af 11 —12 degaarde.

Naar smitsomme Sygdomme ere blevne indførte paa Grimsø, have de ofte foraarsaget store delæggelser. Jeg tager følgende Exernpler fra gamle Annaler: 1642 døde 12 Mennesker paa Grimsø pludselig5), 1658 døde det meste af Befolkningen af Kopper1), og 1708 døde 33 Mennesker af samme Sygdom2); 1793 døde 8 Mænd i en Influenza-Epidemi af Lungebetændelse, og 6 Mand, som vare tilovers, sejlede til Island for at hente Arbejdskraft, men druknede alle undervejs, saa at Præsten var den eneste voxne Mandsperson, der var ilive paa hele Øen3). Den farlige Sejlads i det aabne Polarhav fra Grimsø til den islandske Kyst har krævet mange Ofre. Paa Sighvatur Sturlusons Togt til Grimsø mod Biskop Gudmundur Arason4) druknede 35 Mand; 1330 druknede Præsten fra Grimsø med 12 andre0); 1727 gik to store Baade fra Grimsø under med 27 Mand, deriblandt Præsten med Familje; han havde faaet et andet Kald og vilde flytte til sit nye Hjem6); 1769 gik 3 Baade under, og næsten alle arbejdsføre Mænd paa Grimsø omkom7); 1803 druknede Præsten8) fra Grimsø og 9 andre o. s. v. Beboerne have altid maattet føre en fortvivlet Kamp med Elementerne; det stormfulde Hav, Drivisen, Polarnatten og de stejle Fuglebjærge have tilligemed Sygdomme decimeret Befolkningen, som dog, trods alt, har været tilfreds og holdt ud paa den golde Klippe i Ishavet og er mærkværdig hurtig kommen til Kræfter efter de frygteligste Ulykker og Tilskikkelser.

Det vulkanske Bælte af Palagonit-Breccie og ældre og yngre Lavaer, der strækker sig ud mod Havet mellem Skjålfandi og Thistilfjördur, fortsættes rimeligvis ogsaa paa Havbunden, og man vil enkelte Gange have lagt Mærke til vulkanske Fænomener i Havet udenfor Tjørnes. Omtrent 7 Km. udenfor dette Næs ligge to smaa Øer, de saakaldte Månåreyjar, Håey og Lågey; den sydligste, Håey, er den mindste, men tillige den højeste, og et stort Hul gaar tværs igjennem den; det ses bedst fra NV. og SE. Farvandet mellem Øerne og Fastlandet er dybt og rent, men fra Lågey i N. til V. findes en undersøisk Ryg, der kaldes Eyjabrekar med flere blinde Skjær, som strække sig ud i en Afstand af omtrent 9Y2 Km. og ere farlige for Sejladsen, da Dybden paa flere af dem ikke skal være mere end c. 3. M.; der meddeles, at dei


1) Landsbibliotekets gamle Haandskriftsamling Nr. 158—4°

2) Jon Espölin: 'Islenzkar 'Arbækur VIII. S. 116, 118.

3) Vatnsfjardarannåll yngri. J. Sig. Hdskr. Saml. Nr. 39 Fol.

1) Biskupasøgur I. S. 521—534.

2) Diplomatarium Islandicum 11. S 441 — 443.

4) Biskupasøgur I. S. 533.

5) Islenzkir annålar. Udg. 1888. S. 219.

3) Diplomatarium Islandicum IV. S. 328.

6) Annålar Jöns Halldörssonar. J. Sig. Hdskr. Saml. Nr. 238—4°.

4) Diplom. Island, IV. S. 712.

5) Gunnlaugur Thorsteinsson's Annaler. Jon Sigurdssons Haandskr. Saml. i Landsbibliotheket i Eeykjavik nr. 137—4°.

7) Vatnsfjardarannåll yngri J. S. Hdskr. Saml. Nr. 39 Fol.

8) Minnisverd tiöindi 111. S. 239.

Side 210

med høj Sø kan bryde endnu 7i/27i/2 Km. nordligere, altsaa 17 Km. fra Lågey1). Ved Nytaarstid 1868 saa man flere Gange et vulkansk Udbrud i Havet Nord for Eyjabrekar, og samtidig rystedes Tjörnes af stærke Jordskjælv. Stærke Jordskjælv føltes ogsaa paa Havet uden for Nordlandet i Aaret 1838; paa Land gjorde disse Rystelser størst Skade i Nærheden af Siglufjördur. I Aaret 1372 saas en nylig dannet Ø i Havet NE. for Grimsø, og paa et Kort af Johannes Euysch fra 1507 er der en Ø mellem Island og Grønland, hvorved der staar skrevet: ;,Insula hæc anno 1456 fuit totaliter combusta".

Grimsø bestaar, som før nævnt, af gammel Basalt og ligger udenfor det vulkanske Bælte; den er maaske en Levning af et sunket Stykke af Nordlandets Basaltplateau. Øen Kolbeinsey eller Movenklint, der ligger omtr. 75 Km. NNV. for Grimsø, synes ogsaa at bestaa af Basalt, men desværre kjender man intet til denne lille Øs Geologi. Kolbeinsey bestaar af en større, c. 16 M. høj Klippe og nogle mindre, der ligge i nordvestlig Retning ud fra denne til en Afstand af c. 570 M. Øen gaar sikkert stejlt op fra Havbunden; mod N. og Ø. findes i en Afstand af nogle faa Kabellængder 120 Favnes Dybde. Da Kolbeinsey er høj og hvid af Fugleskarn, ses den paa lang Afstand, og i visse Retninger skal den ikke være ulig en Sejler2). Denne lille Ø nævnes først i Landnåma, hvor det siges, at der er en Dags Sejlads fra Kolbeinsey til Udbygderne i Grønland3). Svarfdælasaga fortæller om Oprindelsen til Navnet. Landnamsmanden Kolbeinn var saa forbitret over Udfaldet af en Strid, han havde med en Mand ved Navn Uni, „at han skyndte sig ombord paa et Skib og sejlede ud paa Havet, led Skibbrud ved en Klippe, der ligger NV. for Grimsø, og omkom. Siden er Øen bleven benævnt efter ham og kaldes Kolbeinsey1)." I Aaret 1580 udsendte den bekjendte Biskop Gud brand ur Thorlaksson paa Hölar tre meget dygtige Sømænd, Brødrene Bjarni, Jon og Einar Tomassønner fra Hvanndalir, for at opsøge Kolbeinsey. De tre Brødre drog ud paa en otteaaret Baad og fandt Øen efter to Dages Sejlads. Senere gjorde de en anden Rejse derud for at honte Fugle og Æg og opholdt sig syv Dage derude; denne Gang vare de saa uheldige, at Baaden drev fra dem, men da Bølgerne atter førte den i Nærheden, naaede de at kaste en Sten i en Snor ud i Baaden, og det lykkedes dem derved at trække den til sig. Efter Brødrenes Maaling var Klippen 400 Favne lang og 60 Favne bred; der var ingen Plantevæxt, men hele Øen var dækket af Søfugle2). Om Brødrenes Fart til Kolbeinsey digtede Præsten Jon Einarsson et Kvad, som endnu haves. O. Olavius fortæller, at man i det 18. Aarhundrede ofte drog til Kolbeinsey om Foraaret for at samle Dun og fange Sælhunde og Fugle, som i Begyndelsen vare saa tamme, at de uden Besvær kunde tages med Hænderne. Den sidste, der gjorde en saadan Tur til Kolbeinsey, var en Bonde paa Grimsø, som kaldtes Jon stölpi; han fik dette Binavn, fordi han oprejste en Stolpe eller Stage, 20 Alen lang, førend han rejste fra Grimsø, og hængte derpaa en Stump hvidt Vadmel, som skulde tjene ham til Vejviser for at finde hjem igjen3). I det 19. Aarhundrede er Øen ofte bleven besøgt af islandske Hajfiskefangere, bl. af en Mand ved Navn Ari fra Øfjorden 1853. Øen var ogsaa dengang i Overfladen saa bedækket af Sælhunde og Fugle, at Klippegrunden knap kunde ses4).


1) Svarfdæla saga, Udg. J 883, S. 64

2) Th. Thoroddsen: Geschichte d. isl. Geographie 1., S. 197—99.

1) Den islandske Lods 1898, S. 80.

2) P. Løwenørn: Beskrivelse over den islandske Kyst. 3. Hefte. Kbhavn 1821. S. 18. Den islandske Lods Kbhvn 1898, S. 77—78.

3) O. Olavius: Oekonomisk Rejse i Island. Kbhvn 1780, S. 323. pjoosøgur og munnmæli Reykjavik 1899, S. 302—303.

3) Landnåma Udg. 1843, S. 26.

4) Ingölfur L, S. 72.