I.

Henimod Slutningen af det attende Aarhundrede udførtes forskellige Opmaalingsarbejder paa Island. Endskønt der altsaa allerede hermed var gjort en Begyndelse til dette Lands Opmaaling og Kortlægning, er det dog først paa et senere Tidspunkt, at et egentlig planmæssigt Arbejde paabegyndes, fordi tilstrækkelige Pengemidler blive disponible. Ved kongelig Resolution af 28. Maj 1800 blev det nemlig hestemt, at Renterne af „Kollektfondet", som den Gang var steget til noget over 100,000 Kr., skulde anvendes til Opmaalingen. I 1801 begyndte da det Arbejde, der nu er kendt under Navnet „Den islandske Kystopmaaling".

omsider forelaa der, ikke mindst ved Gunnlaugssons beundringsværdige Flid og Udholdenhed, tilstrækkeligt Materiale til Udarbejdelsen af det Kort over Island, som bærer hans Navn.

Den gamle Triangulations Resultater, som ved det Kongelige Søkortarkiv foreligge i en meget omhyggelig og indsigtsfuld Bearbejdelse af den med Majors Karakter afskedigede Hans Jakob Scheel, har indtil nu dannet Grundlaget for Tilvejebringelsen og Vedligeholdelsen af de islandske Søkort.

Imidlertid viste allerede den Scheel'ske Bearbejdelse, at det ved Maalingerne i Marken tilvejebragte Grundmateriale desværre paa meget væsentlige Punkter maatte være beheftet med Fejl, der ved Benyttelsen skabte Tvivl og beklagelig Usikkerhed. Senere Undersøgelser og Bearbejdelser have ikke kunnet bøde i tilstrækkelig Grad paa Manglerne. Disse kom i en særlig Grad frem efter Anlæget af et Fyrtaarn paa Reykjanes, hvor Fyrtaarnets Plads ikke kunde bringes i Overensstemmelse med Kortet og de nærliggende Skærs Beliggenhed. Desuden havde ogsaa Chefen paa Fiskeriinspektionsskibet, Krydseren „Heimdal", paapeget Fejl paa forskellige Punkter af Reykjanes-Halvøens Kystlinje, Fejl, der ikke alene gjorde det vanskeligt, ja, tildels umuligt, at udføre tilfredsstillende Stedbestemmelser under Tjenesten langs Kysten, men som ogsaa var en betydelig Fare for Kystsejladsen. Det ligger ikke for her at undersøge, hvordan slige Fejl har kunnet indsnige sig i den gamle Triangulation; kun bør man erindre, at Arbejdet udførtes under meget vanskelige Forhold og i lang Tid sikkert ikke upaavirket af Omstændigheder, som Krigen med England medførte. I hvert Fald kan man ved en Undersøgelse af det gamle Arkiv let overbevise sig om, at forskellige for Bearbejdelsen meget følelige Mangler ved Materialet maa forklares udfra de ved Krigsbegivenhederne foranledigede abnorme Tilstande.

De ovenfor nævnte Fejl ved Kystlinjen af Reykjanes-Halvøen bevirkede, at det islandske Alting i 1899 bevilgede 5000 Kr. til en Triangulation og Kystmaaling paa Reykjanes. At bygge en saadan ny Triangulation paa en af de gamle Trekantsider i Reykjavikegnen vilde imidlertid være en betænkelig Sag, saa meget mere som den gamle Triangulations Stationer ingenlunde vare saa godt bevarede, at man med Sikkerhed kunde basere sig paa dem. Men til at skabe det Grundlag, hvorpaa ny og tidssvarende Opmaalingsarbejder paa Reykjanes kunde grundlægges, vilde Altingets Bevilling slet ikke forslaa. Konferencer om Sagen, som i Slutningen af Marts Maaned 1900 indlededes med den daværende Chef for Generalstabens topografiske Afdeling, Oberst Louis le Maire, førte da til, at Krigsministeriet ved en Skrivelse af 29. Marts 1900 bestemte, at Generalstaben ved Udsendelse af en Ekspedition til Island blandt andet skulde muliggøre den planlagte Kystopmaaling paa Reykjanes ved paa et passende Sted at xidføre en Basismaaling i Forbindelse med de fornødne astronomiske Sted- og Azimuthbestemmelser.

II.

Fra det Øjeblik, da Krigsministeriets Afgørelse forelaa, og til det Øjeblik, Ekspeditionens Afrejse maatte finde Sted, med andre Ord: Fra Begyndelsen af April og til Dampskibet „Laura"s Afgang fra Kjøbenhavn den 27. Maj, var der levnet en særdeles kort Tid til at forberede Udførelsen af Arbejdet paa Island paa betryggende Maade.

Det, der i Særdeleshed frembød en stor Vanskelighed, var Tilvejebringelsen af et Apparat for Basismaalingen, idet ikke nogen Institution i Danmark ejede et Basisapparat. Det Apparat, der i sin Tid havde været anvendt under Maaling af den holstenske Grundlinje ved Braack, var nemlig gaaet tabt ved Hertugdømmernes Adskillelse fra Danmark i 1864. Der var aldeles ingen Tid til i Kjøbenhavn at lade forfærdige et brugeligt, om end primitivt Basisapparat. Afdelingschefen besluttede sig da til, efter at et Forsøg paa hos „Kgl. svenska Vetenskaps-Akademien'' at erholde til Laans det Akademiet tilhørende „Struveske" Apparat havde vist, at dette Apparat i hvert Fald ikke kunde faas tidligt nok, at anskaffe et Eksemplar af det af den svenske Professor Jäderin konstruerede Basisapparat med 24 Meter lange Metaltraade i Stedet for de hidtil i Almindelighed anvendte Maalestænger. Om Apparatets Indretning og Brug bør den særlig interesserede Læser søge Oplysning i en Afhandling af Professor Jäderin til „L'académie des sciences de l'institut de France" Paris 1897. Imidlertid har jeg, da det forekommer mig at kunne have nogen Interesse, ogsaa udenfor de egentlige Topografers Kres, at erfare, hvorledes en Basismaaling med det Jäderinske Apparat gaar for sig, og hvad der fordres af den, forsøgt nedenfor i Hovedtrækkene at gøre Rede for Arbejdet med dette Basisapparat.

Den Opgave, der skal løses ved en Basismaaling, gaar, som bekendt, ud paa med stor Nøjagtighed at bestemme den horisontale Afstand mellem Basis' 2 faste Endepunkter. Paa en saadan Basis konstruerer man i Marken et Trekantnet, hvori Vinklerne maales. Selv

om den maalte Basis er forholdsvis kort, vil det altid være muligt, efter nogle faa Operationer gennem smaa Trekanter, at konstruere dette Trekantnet med Sider af flere Mils Længde, saaledes at det efterhaanden dækker hele Landet eller en større Landsdel. Paa den Maade opstaar altsaa en Del af de for et Lands Kortlægning nødvendige faste Stationspunkter. Det er klart, at alle Sidelængder i dette Trekantnet ved Hjælp af de maalte Trekantvinkler kan beregnes fra Basis, hvis Længde jo er direkte maalt. Dersom Fejlen paa Basismaalingen var den eneste, der kunde gøre sig gældende, vilde Forholdet stille sig saaledes, at hvis den paa Basis hvilende Fejl løb op til TUöVöT a^ dens Længde, saa vilde enhver Side i Nettet faa en Fejl lig TUöVöU af den paagældende Sides Længde. Hvis saaledes en Basis paa 6000 Fod havde en Fejl af 6 Linjer, vilde en Trekaiitside paa 4 Mil faa en Fejl af omtrent l Fod. Nøjagtighedskravet til Basismaalingen maa nu ikke alene blive bestemt af, i hvilken Maalestok Kortet skal fremstilles, men ogsaa af Størrelsen af den Landstrækning, det skal omfatte. Desuden vil geodætiske Hensyn ofte stille Krav til Nøjagtigheden, som gaar langt videre end de rent topografiske Krav. Det var derfor Hensyn til eventuelle fremtidige geodætiske Arbejder paa Island; der i 1900 bevirkede, at man for Basismaalingen satte Nøjagtighedskravet højere end i og for sig nødvendigt for Kortlægningen af Reykjanes-Halvøen.

I de foregaaende Linjer har jeg kun forsøgt at tydeliggøre, baade at det er vigtigt at have et paalideligt Apparat for Basismaalingen, og at det er nødvendigt at benytte dette Apparat paa en saadan Maade og under saadanne Omstændigheder, at dets Ydeevne kan komme til sin Eet.

Med det Jäderinske Basisapparat kan man, ved Hjælp af 10 til Apparatet hørende Stativer og ved Benyttelse af dertil indrettede Instrumenter, efterhaanden fra det ene Basisendepunkt oprette fint markerede Punkter med omtrent 24 Meters Mellemrum henimod det andet Endepunkt og nøjagtigt indrettede i Linjen mellem begge Basisendepunkter, der bør være indbyrdes synlige og fastlagte paa varig Maade.

Ved et Nivellernent over disse Punkter, mellem hvilke Afstanden under Stativernes Opstilling og Indretning maales ved Hjælp af en saakaldet Arbejdstraad, faar man Højdeforskellen mellem dem bestemt og derved et Middel til af de mellem Punkterne maalte Afstande at beregne Længderne af disse Afstandes retvinklede Projektion paa en Horisontalplan. Det gælder altsaa om mellem Mærkerne paa de opstillede og nivellerede Stativer at udmaale Afstanden saa nøjagtigt som muligt. Hertil benyttes Metaltraade, dels Staaltraade, dels Messingtraade, af 24 Meters Længde. Til Anvendelse i de Tilfælde, hvor det skulde være umuligt at klare sig med 24 Meters Traadene, er Apparatet ogsaa udstyret med Traade af 48 Meters Længde, der navnlig gør Nytte, hvor det er nødvendigt at maale over mindre Vandløb. Under Maalingen udspændes Traaden mellem 2 Dynamometre og med et Træk af 10 kg. over Mærkerne af 2 Nabostativer. En Beskrivelse af de Hjælpemidler, ved hvilke en saadan Udspænding kan udføres paa betryggende Maade, skal jeg her undgaa at give og kun oplyse, at Traaden i hver Ende er forsynet med en i Millimeter inddelt Skala af Længde 10 cm., hvorved det bliver muligt at maale et Mellemrum, endskønt det ikke nøjagtigt har Længden 24 m. Under Loupe aflæses paa hver Skala i Tiendedele af Millimeteren Skalanulpunktets Stilling til Stativmærket, og Aflæsningerne bogføres omhyggeligt. Naar nu Traadlængden mellem Skalanulpunkterne kendes, kan Mellemrummets Længde beregnes. Bestemmelsen af en Traads Længde — Etalonnering — sker ved paa almindelig Maade at udspænde Traaden over en dertil indrettet, omtrent 24 m. lang, Etalonneringsbasis, hvis fint markerede Endepunkter er fastgjorte f. Eks. i solide og urokkelige Betonstøbninger, og hvis Længde ved særlige Midler (etalonnerede Normalmaalestokke) er sikkert bestemt. Ved ofte gentagne Prøver af Traaden paa Etalonneringsbasis'en og under forskellige Temperaturer, der aflæses paa fine Termometre, skaffer man sig det fornødne Materiale til ikke alene at beregne Traadlængden ved en bestemt Temperatur (f. Eks. 9° C.), men ogsaa til at beregne den Længdeforandririg, som Traaden er underkastet ved Temperatursvingninger. Denne Kundskab om Traadlængderne ved forskellige Temperaturer indbefatter i sig Kundskab om Længdeforskellen mellem Traadene ved forskellige Temperaturer. Denne Forskel er ved en bestemt Temperatur ens eller meget ringe for Traade af samme Metal, større og tilstrækkelig udpræget for Traade af forskelligt Metal. Er derfor et Mellemrum i Basislinjen maalt baade med en Staaltraad og en Messingtraad, vil man af den Forskel, hvormed de to Traade angiver Mellemrummets Længde, kunne udlede Temperaturen under Maalingen. Derved sættes man i Stand til at bestemme Traadenes og altsaa ogsaa Mellemrummets absolute Længde.

Et Jäderinsk Basisapparat kom i Afdelingens Besiddelse den 12. Maj 1900, og i Dagene forinden Afrejsen den 27. Maj lykkedes det at udføre en tilfredsstillende Etalonnering af Apparatets Metaltraade.

Ved elskværdig Imødekommen fra Direktøren for den danske Gradmaaling, General Zachariæ, hvis varme Interesse for den Opgave, som var stillet den islandske Ekspedition, paa Forhaand var given, kom Ekspeditionen til at raade over Gradmaalingens Passageinstrument for Udførelsen af de astronomiske Arbejder (Længdebestemmelse, Breddebestemmelse og Azimuthbestemmelse). Ligeledes fik Ekspeditionen med sig Gradmaalingens Penduhir samt 5 gode Søkronometre fra Urmagerfirmaet Ranch i Kjøbenhavn. Det var nemlig Planen ved en Overførelse af disse Kronometre mellem Observatoriet i Edinburgh og de astronomiske Stationer, som oprettedes paa Island, at udføre den fornødne Længdebestemmelse af disse Stationer.

Idet Ekspeditionen iøvrigt var udrustet med de for Vinkelmaaling, Nivellement og lignende Virksomhed fornødne Instrumenter, samt med nødvendigt Materiel af enhver Slags: Observatorier, Sengetøj, Værktøj o. s. v., afrejste den til Reykjavik over Leith den 27. Maj 1900.

Den bestod af Kaptajn Lund-Larssen af Generalstaben som Chef, Premierløjtnant N. P. Johansen ved Generalstaben, Guiderne P. C. Jensen, J. Thomsen, Poulsen i Generalstaben, samt 10 af de ved Generalstaben tjenstegørende Militærarbejdere.

Ekspeditionens almindelige Opgave var af Afdelingen
fastsat saaledes:

Der skulde i Egnen ved Reykjavik udføres Maaling af en Grundlinje, foretages astronomiske Observationer til Bestemmelse af et Punkts Bredde, og Længden bestemmes ved Overførelse af Tiden fra Observatorierne i Kjøbenhavn og Edinburgh til en Station ved Reykjavik; desuden skulde udføres fornødne Azimuthalbestemmelser.

Hvis saa Tiden og Forholdene vilde tillade det, skulde lignende Opgaver søges løste i Egnen ved Akureyri, det andet Sted, som i Begyndelsen af Aarhundredet valgtes af de gamle Triangulatorer til Udførelse af Basismaaling og astronomiske Bestemmelser.

III.

Dampskibet „Laura" ankom til Leith om Formiddagen den 30. Maj. Samme Dags Formiddag tog Premierløjtnanten og jeg ud til „The royal Observatory" paa Blackford Hill, lidt Syd for Edinburgh. Afdelingen havde forinden vor Afrejse fra Kjøbenhavn i en Skrivelse til Observatoriet udbedt sig dettes Medvirkning til, at Ekspeditionen ved Hjælp af Urene fik udført en tilfredsstillende Længdebestemmelse af et Punkt ved Reykjavik. Baade Observatoriets Direktør, Professor Copeland, og Observator, Dr. Holm, viste ved vort Besøg den 30. Maj og senere under Ekspeditionens Arbejde paa Island den elskværdigste Beredvillighed til at yde al den Assistance ved Længdebestemmelsen, der udtaltes Ønske om. Med Kronometrene nøje sammenlignede med Edinburgh-Observatoriets Tid afgik Ekspeditionen fra Leith om Eftermiddagen den 31. Maj. Den 4. Juni Kl. 5 Em. ankom „Laura" paa Reykjaviks Red. I Løbet af den 5. Juni ordnedes Indkvarteringen, og alt Ekspeditionens Materiel kom i Land fra „Laura" samme Dag. Alt var nu i Stand til at paabegynde Arbejdet paa Island.

IV.

Af Hensyn til Længdebestemmelsen, som skulde udføres, og for hvis Skyld Kronometrene nu havde gjort en første Rejse fra Edinburgh-Observatoriet til Reykjavik, gjaldt det om hurtigst muligt at faa udført en god Tidsbestemmelse. Det var derfor nødvendigt straks at træffe et Valg af Station for de astronomiske Observationer. Allerede om Eftermiddagen den 4. Juni traf jeg i Forening med Premierløjtnant Johansen, der skulde udføre det Ekspeditionen paahvilende astronomiske Arbejde, et saadant Valg, idet vi besluttede at udbedre og omdanne et nogle Aar tidligere af Premierløjtnant Amdrup af Flaaden i Nærheden af Skölavaröan, lidt Sydøst for Reykjavik, bygget Bræddehus med Stationspille. Det kunde nemlig paa dette Tidspunkt nok afgøres, at der ikke vilde blive nogen særlig Vanskelighed ved at knytte en saadan Station til det Basisnet, som siden blev etableret Det gamle Amdrup-Observatorium havde desuden den store Fordel, at det laa i saa stor Nærhed (c. 50 Alen Afstand) af Skölavaröan, en taarnagtig, solid Stenbygning, som med megen Beredvillighed stilledes til Ekspeditionens Raadighed af Amtmand Havsteen. Denne Bygning spiller ellers Rolle som et Slags Udsigtstaarn og kunde altsaa uden væsentlig Ulempe undværes til os, saa at vi i nederste Etage af Taarnet kunde indrette Plads for Kronometrene og for Penduluret. Mellem dette og en i Observatoriet opstillet Kronograf for Indregistrering paa en Papirstrimmel af Urets Sekundslag, vilde det nu være let at oprette den fornødne elektriske Forbindelse.

Efter at Spørgsmaalet om en astronomisk Station var afgjort, kunde Premierløjtnant Johansen sætte al Kraft ind paa at indrette Observatoriet saa godt og hensigtsmæssigt sorn muligt med alle de til hans Raadighed staaende Midler. Samtidig kunde jeg tage fat paa at rekognoscere Terrænet med Basismaalingen for Øje og med det Maal at bestemme en Udgangs

side, hvorpaa Triangulationen paa Reykjanes kunde
bygges.

Terrænet er meget bakket Syd og Sydøst for
Reykjavik og paa store Strækninger dækket med spredtliggende
Stenblokke (Holt). Hele Halvøen Seltjarnarnes
er desuden gennemskaaren af flere parallelt løbende
Myrstrækninger, mosede, gyngende Afsnit, der
helt umuliggør en Basismaaling. Et Bakkeparti, hvis
højeste Punkt kaldes Valhusbakki, danner tilmed en
Hindring for at udføre en saadan Maaling i Linjen
Reykjavik-Suörnes, i hvert Fald hvis man ønsker at
maale Længden af en nogenlunde lang Linje, f. Eks.
l/ l/ Mil
/4 /2 MIL

Da det til Ekspeditionens Raadighed staaende Jäderinske Basisapparat i Modsætning til de hidtil anvendte Basisapparater, ved Siden af at give stor Frihed med Hensyn til det for Basismaalingen valgte Terræns Relief, tillige muliggør en stor Maalehastighed, maa Bestræbelserne urider Rekognosceringen i Reglen komme til at gaa ud paa at finde en Linje i Terrænet, hvori det bliver muligt, paa fast Grund og uden altfor store Heldninger (nødig større end 7°), at udstikke et Alignement mellem 2 indbyrdes synlige Punkter, der har en Afstand af 3/_{4 — l} Mil. Om end et Alignement skulde komme til at gaa over et eller to Vandløb med Bredde c. 40 m., kan Basismaaling dog iværksættes, for saa vidt der da i det Hele er Mulighed for, at de ved Arbejdet beskæftigede Personer kunne vade over Vandløbene. En Basis med den nævnte Længde vil altid frembyde saa store Fordele, blandt andet i Retning af Tidsbesparelse, at man under Omstændigheder som dem, hvorunder Ekspeditionen skulde arbejde, maatte tilstræbe at finde en nogenlunde lang Basislinje. Men, som sagt: I Retningen fra SO.^—NV. paa Seltjarnarnes var der ingen Mulighed for en saa lang Basislinje. Dot kunde derimod se ud til, at der langs- Sydvestsiden af Fjældet Esja paa Nordsiden af Faxafjörör muligvis kunde findes en længere, nogenlunde flad Strækning. Den vilde ganske vist ikke blive let tilgængelig med vore Apparater, men alene af den Grund burde en nærmere Undersøgelse dog ikke opgives. D. 7. Juni gjorde jeg da Turen til Esja og undersøgte Egnen i Kystregionen mellem Laugames og Brautarholt Kirke, men jeg fandt, at Holt, Fjæld og Myr samt Elve overalt traadte frem som uoverkommelige Hindringer. Den 8. Juni tog jeg igen fat paa Egnen mellem Skölavaröan og Suörnes, idet jeg nu egentlig havde set mig nødt til at opgive Tanken om at tilvejebringe en længere sammenhængende Grundlinje. Jeg saa, at Opgaven maatte løses enten ved Hjælp af en kortere Linje eller maaske ved flere korte Grundlinjer, sammenknyttede ved Vinkelmaaling. Ud fra dette Synspunkt rekognosceredes da paany i Linjen Reykjavik-Suörnes og desuden, da det jo kom an paa for Triangulationen paa Reykjanes-Halvøen at skabe nogenlunde gunstige Betingelser for en Tilknytning til Basisnettet, ogsaa i Terrænet Øst om Skerjafjörör over Garöar Kirke til den gamle trigonometriske Sation As Sydøst for Hafnarfjörör. Denne Rekognoscering befæstede min Mening om det fordelagtige i at vælge flere korte Grundlinjer med sammenknyttende Vinkelmaaling. Desuden blev jeg ved den klar over, at det er meget vanskeligt i det undersøgte Terræn at bygge et nogenlunde velformet Trekantnet paa maalte Grundlinjer tæt Syd for Reykjavik. Udfor Østenden af Skerjafjörör løber nemlig fra Vest til Øst 4 omtrent ens høje, parallele Højdedrag, der næsten umuliggør en Triangulation som den foreliggende mellem Reykjavik og As. Imidlertid havde den udførte Rekognoscering været tilstrækkelig til at give mig et saa indgaaende Kendskab til Terrænforholdene i den undersøgte Egn, at jeg i Løbet af d. 9. og 10. Juni kunde tage endelig Bestemmelse om Valget af Grundlinjer og om Opbygning paa disse Grundlinjer til Bestemmelse af en for Triangulationen paa Reykjanes-Halvøen egnet Udgangsside. Nedenfor har jeg søgt kort og meget sammentrængt at skitsere det Arbejde, som Ekspeditionen herefter indtil Udgangen af Juli 1900 udførte ved Reykjavik.

V.

Paa Grundlag af den udførte Rekognoscering blev det bestemt, at der for Tilvejebringelsen af en for Triangulationsarbejder i den sydvestlige Del af Island egnet Udgangsside skulde maales 3 korte Grundlinjer:

l° fra Skölavaröan langs Vejen mod Sydost over
Lavningen og et Stykke opad Auskjuhliös Skraaning
(c. 1100 m.)

2° fra Bakken Landakot ved den katolske Kirke og
c. 1000 m. mod S. S. O. over Melarnir, samt endelig

•>° fra et Punkt ved Gaarden Rauöageröi c. 1350 m.
mod S. S. V. henimod den gamle Varde paa
Suörnes.

De tre maalte Linjer skulde derefter sammenknyttes ved Vinkelmaaling, som vist paa omstaaende Skitse, saaledes at det endelige Resultat kunde blive en god Bestemmelse af (fen c. l Mil lange Side fra Grotta Fyr til et Punkt paa Bakken Rauöarårholt.

Paa den af Basisnettet i Fig. l fremgaaede Side
Grötta-Rauöarårholt skulde der saa bygges videre mod
Syd for at tilvejebringe en passende Udgangsside for

Triangulationen paa Reykjanes-Halvøen. I noget formindsket
Maalestok er nedenfor vist det Forbindelses

net, som blev maalt til Bestemmelse af Siden Grotta-As (T.ceno-rle 1 S9OS ™ v^o«^0^«e +^-^.^ „.».,

30. Juni medgik hertil samt til forskellige forberedende Arbejder vedrørende Basismaalingen, navnlig Etalonnering, hvorunder Bestemmelse af Traadenes Udvidelseskoefficienter>

Som tidligere nævnt, var der straks taget fat med Kraft paa Indretningen af Observatoriet ved Skölavaroan. Allerede d. 10. Juni var det færdigt, Instrumenterne opstillede og de elektriske Installationer i Stand, saa at Premierløjtnant Johansen kunde gaa i Gang med det astronomiske Arbejde fra den Dag.

Indtil d. 30. Juni blev der altsaa arbejdet paa at indrette Stationerne i Nettet. Uden at trætte med en Redegørelse for alle de topografisk set meget vigtige Detailspørgsmaal, som under dette Arbejde maatte finde en hensigtsmæssig Besvarelse, skal jeg søge i Hovedtrækkene at angive Arbejdets Omfang og Gang.

Førend der kunde tages fat paa Maalinger i de to Net, maatte først et meget betydeligt forberedende Arbejde udføres: Stationspunkterne maatte varigt mærkes og Signaler i dem bygges. Tiden indtil d.

I 8 af Basisnettets 10 Stationer blev der anbragt 3 Fod høje, tilhuggede Stenpostamenter, som med en utilhugget Ende paa 3 Fod under Jordoverfladen omsluttedes af en Betonstøbning i 4 Fods Dybde og med kvadratisk Gennemsnit af 3 Fod X 3 Fod. I Postamenternes øverste Endeflades Midtpunkt var faststøbt en Broncebolt med et Mærke til Brug under Basismaalingen. I de to Endestationer, Grofcta og Rauoarårholt, blev i godt él/^é¹/^ Fods Dybde under Jordoverfladen

indstøbt mærkede Stationssten med opbyggede overjordiske Stationsmærker. Selv om de overjordiske Mærker ødelægges og forvanskes, vil de underjordiske Mærker altid være genfmdelige og uskadte. I Forbindelsesnettet blev Stationerne mærkede ved Broncebolte, indstøbte i den faste Klippe.

For Basisnettet blev anskaffet en særegen Slags timeglasformede, rødmalede Signaler, som ved Hjælp af en Jærnkonstruktion kunde fastspændes paa Postamenterne med Signalaksen vertikal og i Forlængelse af Stationspunktets Normal. I Forbindelsesnettet blev bygget Signaler af Træ som dem, der anvendes her i Landet ved Generalstabens Triangulation.

Da dette Arbejde var i Orden, begyndte selve
Maalingerne.

I Dagene d. 2., 3. og 4. Juli maaltes med en daglig Arbejdstid af 12 til 13 Timer de 3 Grundlinjer I, II og 111. Ved Enkelthederne af dette interessante Arbejdes Udførelse tør jeg ikke her dvæle, men skal kun gøre et Par Bemærkninger til Forstaaelse af Arbejdets Omfang og Art. I de mange Timer, hvori et Dagarbejde næsten uden Afbrydelse gik for sig, var 18 Personer: 2 Officerer, 4 Underofficerer, 10 Menige og 2 Islændere, beskæftigede. Hver Person havde under Maalingen sit aldeles bestemte Arbejde at udføre, og for at faa Tiden til at slaa til, saaledes at det forud fastsatte Maal kunde naas i Løbet af Dagen, maatte hver Mand med Punktlighed og med mange forskellige Forsigtighedshensyn vide at udføre sin Dont uden Tidsspilde. Nødvendigheden heraf vil maaske kunne förstaas nogenlunde, naar jeg anfører, at det under disse Maalinger blandt andet gjaldt om for Officererne, under en stadig Flytning med Materiellet for hver 24

m. Afstand og under en stadig Manipulation af de til Apparatet hørende 24 m. lange Metaltraade, i Løbet af Dagen — med Loup for Øjet og i stærkt bøjet Stilling — at gøre c. 400 Aflæsninger paa hver Skala, Aflæsninger, der endda skulde dikteres med saa høj Røst, at den midt imellem Observatorerne værende Journalfører, trods Blæst eller anden forstyrrende Larm, med Sikkerhed kunde høre og skrive de dikterede Tal i Journalen.

Vejret var nogenlunde heldigt i de 3 Dage under Basismaalingen, og derefter begyndte Vinkelmaalingen. Men i Modsætning til Juni blev Juli, hvad Vejret angaar, en daarlig Maaned, en rigtig reykjaviksk Sommermaatied med Regn Dag ud og Dag ind. Det lykkedes os dog ved tidlig og silde at være paa Post, og fordi Sigtelængderne var forholdsvis korte, at faa maalt i alle 14 Stationer.

Under Vinkelmaalingen i de trigonometriske Stationer havde det astronomiske Arbejde gaaet sin jævne Gang. Men var Vejret uheldigt for Arbejdet om Dagen, blev det endnu mere kontrært for Nattearbejdet paa den astronomiske Station. Regnnætter og en næsten altid overtrukken Himmel gjorde det umuligt at udnytte Instrumentet, som vi havde haabet. Imidlertid lykkedes det dog Premierløjtnant Johansen, der under sit Arbejde ogsaa følte Ulempen af de lyse, islandske Nætter, at gennemføre Observationerne saa vidt, at der kom til at foreligge en for vort topografiske Øjemed fuldt ud tilfredsstillende Bestemmelse af Stationens Bredde og af Azimuth for Siden Grötta-Ranöarårholt. Desuden havde vi d. 19. Juni med Dampskibet „Laura" sendt 4 Kronometre til Observatoriet i Edinburgh umiddelbart efter en den foregaaende Aften udført Tidsbestemmelse. Den 21. Juli kom Urene tilbage igen med „Laura" tilligemed en Redegørelse fra Observatoriet over Urenes Forhold under deres Opbevaring paa Observatoriet. Herved fik vi et Supplement til de Data for en Længdebestemmelse, som alt var tilvejebragte ved vor egen Rejse med Urene fra Edinburgh til Reykjavik, og vi saa os nu i Stand til ogsaa paa dette Punkt at hjembringe en tilfredsstillende Løsning af den os stillede Opgave. Beregningen af det hjembragte astronomiske Materiale har for Stationen givet følgende Position: Bredde 64° 08' 32", Længde V. f. Kjøbenhavn 34° 30' 32". Endelig skal jeg om vort Arbejde i Reykjavik tilføje, at der blev udført en Bestemmelse af Højden af Middelvandstand i Reykjaviks Havn. Forskellen mellem Høj- og Lavvande kan her beløbe sig til c. 14 Fod. Fra det i Landsbankens Bygning efter den bestemte Middelvandstand etablerede Højdemærke førtes et Nivellement ind over de trigonometriske Stationer, hvorved der for fremtidige topografiske Arbejder blev skabt et Grundlag baade for en trigonometrisk og for en geometrisk Højdemaaling.

Hermed ansaa jeg Ekspeditionens Opgave ved Reykjavik for løst, og da Tiden tillod os at udrette mere, traf vi Forberedelser til vor Rejse til Nordlandet.

VI.

Rejsen til Nordlandet blev udført saaledes, at alt Materiel og de 10 Menige med Dampskibet „Vesta" rejste fra Reykjavik d. 31. Juli til Akureyri, medens Ekspeditionens Officerer og Underofficerer tog til Akureyri over Land, især for med Hensyn til Landrejser i Island at erhverve Erfaringer, der kunde komme fremtidige topografiske Arbejder i Landet tilgode. Efter Afslutningen af en rimelig Akkord med Postføreren Jon Gudmundsson blev Rejsen tiltraadt med to islandske Følgemænd og 18 Heste om Morgenen d. 1. Aug. En Beskrivelse af denne Rejse skal jeg afholde mig fra og kun give enkelte Oplysninger om den efter min Dagbog.

D. 1. August. Bygevejr. Afrejse fra Reykjavik Kl. 9Y₂ Fm.. Hvil ved Laxå, Lejr Kl. 7^/₂ Em. udfor Thingvellir i den store Kløft, Almannagjå. Dagmarchens Længde 7 Mil.

D. 2. August. Smukt Vejr. Afmarche Kl. Ql/%Q^l/% Fm. ad Vejen Thingvellir^—Miödalr^—Geysir, Hvil ved Laugavatn midt paa Dagen. Lejr Kl. 7Y₂ Aften ved Geysir. Dagmarche 8 Mil.

D. 3. August. Smukt Vejr med stærk Varme, om Aftenen Byger og Kulde. Afmarche Kl. 63/46³/₄ Fm. fra Geysir Syd om Haukadalr, Syd om Hluöufell, paa Nordsiden af Skjaldbreiö til et Punkt kaldet „Eigils åfangir" Nord for Brunnar. Dagmarche 6 Mil.

D. 4. August. Byger. Vinter langs Geiltandsjökull. Kold Aften. Afmarche Kl. Ql/2Q^l/₂ Fm. ad Kaldidalr. Hvil paa Sydsiden af Geitlandså. Lejr Kl. 4 Em. ved Kalmanstunga. Dagmarcbe 3V/₂ Mil.

D. 5. August. Smukt Vejr. Afmarche Kl. 61/ z6^l/_z Fm. langs Sydsiden af Norölingafljöt. Hvil lige efter Flodovergangen udfor Nordvesthjørnet af Eyriksjökull. Lejr Kl. 6 Em. ved Sydøsthjørnet af Arnavatn. Dagmarche 6 Mil.

D. 6. August. Formiddag Taage. Eftermiddag Sommervejr. Afmarche mod Nord over Grimstungnaheiöi Kl. 6 Fm. Hvil c. 3 Mil S. f. Grimstunga. Lejr Kl. 9x/49^x/₄ ved Breiöabolsstaöir. Dagmarche 9 Mil.

D. 7. August. Smuk Formiddag. Siden Byger.

Afmarche Kl. 6Y4 Fm. mod Blönduös, Overgang over
Blanda Bro. Hvil i Blöndudalr nær Engihliö. Lejr
Kl. 10 Aften ved Vioi my ri. Dagmarche 9 Mil.

Z). 8. August. Byger. Regnvejr om Eftermiddagen. Afmarche Kl. 94/29⁴/2 Fm. fra Viöi myri. Overgang over Héraösvatn. Hvil S. ø. f. Silfrastaöir. Rejse gjennem Øxnadalsheioi. Lejr Kl. 10 Aften ved Bakkiéel i Øxnadalr. Dagmarche 6 Mil.

D. 9. August. Bygevejr. Afmarche Kl. 8 gjennem Øxnadalr og Hörgadalr til Akureyri. Hvil Kl. l ved Bægiså. Ankomst til Akureyri Kl. 7^/₂ Aften. Dagmarche 61/26^l/₂ Mil.

Rejsen varede altsaa i 9 Dage, og i den Tid tilbagelagde vi i langvarige Dagmarcher c. 61 Mil med ikke faa Pakheste og knebent udrustede med Rideheste. Jeg tror, at enhver der véd, hvad det vil sige at rejse paa Island, vil finde Marchepræstationerne gode, og Udbyttet af den udførte Rejse var stort, hvad jeg navnlig har kunnet dømme om i Aar under min 2den Kampagne paa Island.

VII.

Nu var vi altsaa ved Akureyri, paa det Sted, hvor Løjtnanterne Seheel og Frisach i det forrige Aarhundredes Begyndelse udførte en Basismaaling og astronomiske Bestemmelser. Af Hensyn til Længdebestemmelseii gjaldt det for os om saa hurtigt som muligt at faa oprettet et Observatorium for de astronomiske Observationer. Vi vidste, at den Ekspedition, „Nordlysekspeditionen" under Direktør Adam Paulsen, som efter l/₂ Aars Ophold forlod Akureyri i April 1900, havde efterladt forskellige Træbygninger. En af disse Bygninger var beliggende paa „Naustabrekka", et Bakkeparti SV. for Akureyri, som dannes af Fjældpartiet Sulurs nordøstlige Affald. Huset ejedes nu af Konsul Havsteen paa Oddeyri. Vor Opmærksomhed maatte naturligvis straks være rettet paa at undersøge, hvilken Værdi dette Hus kunde have for os, og om det, hvis det var anvendeligt, vilde blive stillet til Raadighed for os.

Konsul Havsteen kom os straks paa den elskværdigste Maade i Møde. Han gav os al mulig Raadighed over Huset, saaledes at vi uden Betænkelighed af nogen Art kunde lave om paa det, ganske som vort Formaal krævede.

En Undersøgelse af Huset og dets Beliggenhed gav det Resultat, at det med nogle Ændringer og en Flytning 100 Alen længere Nord paa for at skaffe solid Grund for Instrumentpillen vilde kunne blive et udmærket Observatorium, der ogsaa uden Vanskelighed maatte kunne knyttes til det Basisnet, som nu skulde bestemmes. Det var stort og solidt nok til at tillade en udmærket Anbringelse af alle for Observatoriet nødvendige Installationer: Passageinstrument, Pendulur, Kronometre o. s. v. Premierløjtnant Johansen tog straks fat paa det Arbejde, der her var nødvendigt; dog kunde det ikke endes før den 21. August.

Haand i Haand med Undersøgelserne og Overvejelserne i Anledning af Valg af den astronomiske Station gik naturligvis en Rekognoscering med Hensyn til Valg af en egnet Basislinje og et Trekantnet til Bestemmelse af en for Fremtiden egnet Udgangsside.

I Begyndelsen syntes Forholdene endnu vanskeligere end ved Reykjavik. Naturligvis maatte Undersøgelserne først komme til at dreje sig om Egnen i Nærheden af Akureyri, fordi en Basislinje nær ved vore Kvarterer altid vilde give den store Fordel, at der vandtes megen Tid. Basisapparatets Transport til et fjærntliggende Arbejdssted vilde jo ogsaa være forbunden med en Del Vanskeligheder, men i hvert Fald vilde den koste Tid, og Aarstiden var allerede saa fremrykket, at man maaske ikke turde regne med ret mange gode Arbejdsdage. Dog Hovedsagen maatte selvfølgelig blive at finde det for Linjens Etablering heldigste Terræn. Først undersøgtes saa Vestsiden af Øfjord mellem Hrafnagil og Mööruvellier (i lige Linje er Afstanden c. Sl/^S¹/^ Mil) baade i Engene langs Fjord og Elve, langs Vejene og oppe paa Plateauet langs Fjældpartiets Fod. Men overalt syntes det at være umuligt at udpege en nogenlunde anvendelig Basislinje over fast Terræn af større Længde end 1000 m.

Derefter undersøgtes Østsiden af Fjorden langs Foden af Vaölaheiöi. Det viste sig imidlertid, at selv paa den fordelagtigste Strækning — omtrent mellem Kaupångr og Munkapverå — var Forholdene mindre gunstige end paa Vestsiden. Det hed sig, at der oppe paa den c. 2200' høje Vaölaheiöi var store flade Strækninger. En Undersøgelse blev derfor udført d. 18. August, men Resultatet var ringe. Det viste sig nemlig, at „de store, flade Strækninger" var meget bakkede, men hvad værre var: Her, som overalt, paa de islandske Sletter, var Jorden moseagtig, det vil sige bestaaende af sumpet Myr og opfyldt med store Tuer. Den Varde, hvormed den gamle trigonometriske Station i sin Tid blev markeret, fandtes bevaret, og herfra undersøgte jeg Udsigten ned i Fjorddalen og fandt, at kun Vestsiden af Fjorden kunde ses.

Indtil d. 19. August havde jeg ikke været i Stand til at træffe et tilfredsstillende Valg af en Basislinje. Den Udvej, som Seheel og Frisach i Vinteren 1806_— 07 tyede til for at faa en nogenlunde lang Basislinje,

at maale paa Isen over Øfjord, stod jo ikke mig aaben. Der var da ikke andet at gøre end at stemme Fordringerne ned og atter søge i det Terræn paa Vestsiden, som jeg før havde vraget. Jeg bestemte mig saa til at forsøge med en Linje fra Nord til Syd over den bredeste Del af Oddeyri. I denne Linje, som ikke kunde endelig vælges uden en meget indgaaende Rekognoscering, arbejdede jeg den 20., 21. og 22. August. Forholdene var nemlig følgende: Det sydlige Endepunkt maatte vælges paa det Sted, Torfunef, der som et Øre skyder sig ud i Fjorden lidt Syd for Oddeyri. I den Retning mod Nord, hvori der fra Torfunef kunde være Tale om at operere, skulde nu først en lille Vig af Fjorden overskrides, hvilket ikke lod sig gøre uden noget Planeringsarbejde paa Nordsiden af Torfunef. Fra Fjorden kom man ud paa en større, indhegnet tunagtig Plads, hvor enkelte, noget sumpede Steder kunde vække Betænkeligheder, Desuden skulde her gennemgraves nogle Diger. Længere mod Nord gik Linjen over en ret flad, stenet Sandstrækning, dannet af Elven Glerå. Endelig skulde Linjen føres over selve Elvens 3 Grene af noget forskellig Bredde og Dybde med ret stærk Strøm og en Bund, hvorpaa Apparatets Stativer ikke kunde anbringes. Naar saa endelig de 3 Gleråarme var passerede, kom atter Stenmarken og tilsidst, længst mod Nord, en stærkt skraanende, noget sumpet og ujævn Bakkeside op til det Punkt, hvorpaa der kunde være Tale om at etablere Basis' nordlige Endepunkt. For at blive klar over, om virkelig en saadan Linje lod sig maale med vort Basisapparat, var der ikke andet at gøre, end at foretage en Prøvemaaling med Arbejdstraadene. Den 21. August traf jeg Valget af det sydlige Endepunkt og lod fastmure et Stenpostament dér; det nordlige Endepunkt mærkedes med en Stang med Flag. Den 22. iværksatte jeg endelig Prøvemaalin- gen, idet Tiden i de foregaaende Dage ogsaa havde været udnyttet til Anbringelse af nogle primitive Træbroer overGleråarmene for at muliggøre Overgangen med Traadene. Fra det valgte sydlige Endepunkt udførtes en Udstikning af Linjen med Basisapparatets Stativer. Den for hvert Stativhoved udmaalte Plads projiceredes

i Jorden med en Pløk. Efterhaanden, som Arbejdet skred fremad, viste det sig heldigvis, at de forskellige Vanskeligheder: Fjord, Myr, Elv, lod sig klare paa tilfredsstillende Maade. Det udkrævedes ganske vist, at enkelte Stativer maatte opstilles paa Fjordbunden, men ved under Stativhovedet at ophænge tilstrækkelig tunge Vægte lod dette sig udføre. Resultatet af Prøvemaalingen var, at, naar forskellige smaa Anlæg af Dæmninger og mindre Planeringsarbejder blev udførte, kunde Maalingen gennemføres ved en kombineret Anvendelse af 24 Meters og 48 Meters Traade og ved Lavvande i Fjorden. Stativopstilling i Elvene kunde undgaas, og 48 Meters Traadene hjalp ogsaa over Sumpene ved Nordendens Bakkeskraaning. Prøvemaalingen medførte for det senere Arbejde den Fordel, at Beliggenheden af det nordlige Endepunkt kunde vælges saaledes, at Basislinjen blev et Multiplum af 24 M,, hvorved man undgik en særlig Operation for at maale et Reststykke. Prøvemaalingen gav en Længde for Basis af c. 1608 m.

Under Rekognosceringen, som tidligere er omtalt, var Undersøgelserne naturligvis ikke alene rettede paa at finde Terræn for en egnet Basislinje, men ogsaa paa at afgøre, hvorledes man i den af høje Fjælde begrænsede Fjorddal kunde etablere et Trekantnet, hvorved det blev muligt fra Basis at bestemme en hensigtsmæssig beliggende Udgangsside for en fremtidig Triangulation. En saadan Udgangsside burde om muligt den gamle Trekantside Störihnukr-Vaölaheiöi være. Det 2200' høje Vaölaheiöi var blevet rekognosceret d. 18. August; d. 24. August var jeg oppe paa det 3000' høje Störihnukr og fandt ogsaa dér den gamle Varde. Desuden fik jeg Klarhed over forskellige Forhold vedrørende Korrespondance med nogle Punkter i Fjorddalen.

Herefter kunde det i den efterfølgende Skitse angivne
Net vælges som Løsning paa den stillede Opgave.

VIII.

I Tiden fra d. 21. August indtil d. 3. September blev alle Stationerne forsynede med Postamenter. Dette Arbejde blev udført paa samme Maade som ved Reykjavik, for saa vidt angaar Stationerne i Fjorddalen. Paa de to Fjældstationer maatte derimod en noget anden Fremgangsmaade anvendes, da det ikke lod sig gøre at føre Stenpostamenter op i saa betydelige Højder. Dels paa Heste og dels ved Militærarbejdernes Hjælp førte vi da Grus, Vand, Cement og 2 én Alen lange og 12 Tommer vide, glacerede Lerrør op til hver Station. Af de i hinandens Forlængelse stillede Eør dannedes ved Fyldning med Beton et stærkt Postament, hvis nederste Ende var indstøbt i et lignende Fundament som ved Reykjavik. Dette Arbejde udførtes paa Vaölaheiöi d. 29. og paa Storihnukr d. 31. August. Efter en besværlig Tur i Taage naaede vi med vore Sager op paa sidstnævnte Punkt, men kort efter Ankomsten paa Tinden slog Vejret om fra Taage til en Snestorm, som gjorde Opholdet deroppe næsten uudholdeligt. Alligevel lykkedes det ved Folkenes Udholdenhed at faa Støbningen udført, og siden under Maalingen gensaa jeg Postarnentet som et særdeles solidt og varigt Mærke, der sikkert vil holde Lavastens ud.

D. 3. September var alle Stationer byggede og
forsynede med Signaler; de samme Signaler, som
benyttedes i Reykjavik, benyttedes ogsaa her.

IX.

Efter at det foran omtalte Hus, tilhørende Konsul Havsten, var flyttet hen til det for Udførelsen af de astronomiske Observationer valgte Sted, blev det omdannet, forsynet med solide Betonpiller for Instrumenter og Pendulur, ligesom Station Naustabrekka i Basisnettet blev oprettet saa nær ved Passageinstrumentets Pille, udfor Observatoriets Meridianspalte, at man med Lethed kunde udføre de Ekscentricitetsbestemmelser, som behøvedes for at henføre Maalingerne fra den ene Slation til den anden. Som tidligere oplyst, vare Instrumenterne opstillede og alle Installationer i Stand d. 21. August. Indtil d. 19. Oktober var det astronomiske Arbejde i Gang. Premierløjtnant Johansen opnaaede at faa udført saa mange lagttagelser, at der kom til at foreligge Data for en meget god Breddebestemmelse og for en lige saa god Azimuthbestemmelse. For Længdebestemmelsens Skyld blev der Lejlighed til at lade de 4 Kronometre, efter at de med „Vesta" havde gjort Rejsen til Akureyri fra Reykjavik, afgaa d. 4. September med „Laura" til Observatoriet i Edinburgh. Herfra vendte de tilbage til Akureyri med alle fornødne Oplysninger fra Observatoriet d. 25. September. D. 19. Oktober, Dagen før vor Hjemrejse til Danmark, bragtes Kronometrene ombord i „Ceres", og under vort Ophold i Leith blev der atter Lejlighed til en Ursammenligning paa Edinburgh-Observatoriet. Ved Hjælp af de udførte Kronometerrejser fik vi de fornødne Data til en brugelig Længdebestemmelse.

Den udførte Beregning af Observationerne har
givet for: Den astronomiske Stations Bredde 65° 40'
25", Længde V. f. Kjøbenhavn 30° 39' 53".

X.

Under Omtalen af Rekognosceringen af Basisnettet og særlig Valget af Basislinjen blev det anført, at det ved den udførte Prøvemaaling konstateredes, at Maalingen kunde udføres ved en kombineret Anvendelse af 24 Meters og 48 Meters Traadene. I Dagene den 5., 6., 7. og 8. September udførtes 4 Maalinger af den udstukne Basislinje. Som forudsat, lykkedes det baade at komme over Fjordarealet, over Gleråarmene og over Sumpstrækningen mod Nord. Allerede under Meddelelserne om Basismaalingerne ved Reykjavik er der talt saa meget om selve Maalingens Udførelse, at jeg ikke her skal komme ind paa Beskrivelser af Enkeltheder, som kun kan have Interesse for Fagmænd og endda kun, hvis de blev meget mere indgaaende, end denne Oversigt vilde tillade. Kun for at give et Begreb om, i hvilken Grad det lykkedes at overvinde de ikke faa og ret besværlige Hindringer, der var til Stede i Basislinjen over Oddeyri, og for at der tillige kan dømmes om, hvor højt man er i Stand til at drive selve Maalingsnøjagtigheden med det Jäderinske Apparat, som i de senere Aar har vundet Indpas navnlig ved topografiske Arbejder i forskellige Landes Kolonier, skal jeg anføre Resultaterne af de 4 Maalinger, hvorved Basislinjen over Oddeyri blev bestemt. De ved den endelige Beregning fremkomne Værdier se saaledes ud:

1. Maaling 2. Maaling. 3. Maaling. 4. Maaling
1607, 6713. 1607, 6712. 1607, 6727. 1607, 6707.

Tallene angive de erholdte Resultater med 4
Decimaler af Meteren.

XI.

Ligesom ved Reykjavik blev der i Tiden fra 9. September til 19. Oktober udført Vinkelmaalinger med et mindre Universalinstrument fra Wanschaff i Berlin. Arbejdet blev i den Tid færdigt, men der blev heller ingen Tid tilovers, fordi der ofte indtraf daarligt Vejr i disse 41 Dage. Efter Dagbogsoptegnelserne var der

27 Dage af de 41 med stærk Blæst, Kegn og Snestorm; i de øvrige 14 Dage var det som Eegel saa godt Vejr, at der kunde arbejdes paa Stationerne, om end af og til Frcst og Taage paa Fjældene besværliggjorde Arbejdet. D. 20. September rasede over hele Island en voldsom Orkan, der anrettede megen Ulykke og Tab af Menneskeliv. Især i Øfjord var Orkanen uhyre streng, og Tallet paa ødelagte Huse, Kirker og Skibe var ret betydeligt. Selvfølgelig fik ogsaa vore Signaler og andre fritstaaende større Mærker Stormens Magt at føle. Et mindre Feltobservatorium var bygget paa Naustabrekka ved Siden af det egentlige astronomiske Observatorium, men heldigvis var det kun benyttet som et Slags Magasin for Instrumentkasser og lignende Materiel, thi det blev d. 20. September et Bytte for Stormen. En Tid var ogsaa det store Observatorium i Fare, idet en tyk Glasrude i Taget blev trykket itu, saaledes at Stormen fik fat ind under Taget. Lykkeligvis fik vi dog Hullet lukket ved paasømmede Brædder og forhindrede saaledes. at de værdifulde Instrumenter og Ure blev beskadigede. Foruden de foran angivne Arbejder blev der under Opholdet i Akureyri udført en Bestemmelse af Middelvandstand i Øfjord. Fra Middelvandstandsmærket førtes et Nivellement ind over Land til Postamentet i Basis' sydlige Endepunkt og op til Instrumentpillen i den astronomiske Station.

Hermed var Ekspeditionens Arbejde endt. D. 21. Oktober gik vi ombord i Dampskibet „Ceres", og d. 3. Novbr. landede vi efter en god Rejse ved Kjøbenhavns Toldbod.