De Undersøgelser af Islands Fortidslevninger, som jeg, takket være Regjeringens og Rigsdagens Imødekommenhed, har kunnet foretage i nogle Somre, blev i 1901 fortsatte paa Islands Østland.

Til den forestaaende Expedition var der ved Grosserer
Thor E. Tulinius' velvillige Foranstaltning truffet
de bedste Forberedelser ved Etablissement i Eskefjord.

Med Dampskibet „Mjølnir" afgik jeg fra Kjøbenhavn
den 14. Juli og ankom til Østlandet, hvor jeg
i Faskrudsfjord fik Lejlighed til at indsamle Oplys

ninger om de franske Islandsfiskere1), hvorefter jeg besøgte
Hvalstationen i Hellisfjord1). Derfra red jeg over
Fjældene til Eskefjord.

vivs, omtaler dem som Rester af Irlænderes Kjøbmandshuse. Hvorom alting er, Stedet er godt valgt og

Den 25. Juli forlod min lille Expedition dette Sted. Jeg havde her antaget Skomager Anton Jakobssen som Følgemand. Han gjoide god Fyldest paa hele Turen. Om Aftenen ankom vi til Handelsstédet paa Buöareyri inderst i Rødefjord. I den lyse Nat saa vi Fiskerbaadene, der med deres „Not" laa parate til at stænge for Silden, om den skulde vise sig. Dag efter Dag og Nat efter Nat ligger der i Sommertiden rundt i Islands Østfjorde og i Øfjord paa Nordlandet saadanne Baadpartier. Rhederne, som have udrustet dem, givet Mandskabet Forskud, betalt Salt og Tønder, som maa holdes parate, maaske lejet en Damper, der ligger rede til at hjemføre Fangsten — vente i Spænding paa, at Silden skal komme.

Der tjenes mange Penge paa Sildefangsten, naar man er heldig; men paa den anden Side gaa der store Kapitaler tabt, om Silden bliver borte. Det er som at spille i Lotteriet.

Navnet Buöareyri (Bodøre) stammer fra, at der ved en lille Tange findes nogle Tomter af Handelsboder fra Middelalderen. Nogle antage dem for at skrive sig fra hamborgske Kjøbmænd, andre, som Ola

har rimeligvis ogsaa siden Sagatiden ofte været benyttet som Ind- og Udladningssted. Her var det sandsynligvis ogsaa, at den i Ravnkelssaga omtalte Eyvind lagde sit Skib op efter Hjemkomsten fra sin Yikingefærd. Der er god Ankerplads i Vigen og fra Rødefjordens Inderste gaar en god Ridevej gjennem Fagridalen op til Lagarfljötsdalen, en anden over Thordalsheden til Skriddalen. Førstnævnte er endnu den bedste Forbindelsesvej fra Fljötet til Kysten, langt bedre end f. Ex. Vejen fra Egilsstad til Eskefjord eller den stejle Fjældvej til Seydisfjord. Naar Fagridalsvejen blev gjort til Kjørevej, hvilket er paatænkt, vilde Beboerne i Fljötsdalen blive godt stillede med Hensyn til Kommunikationen med Kysten; fik de saa tilmed en lille Dampbaad, som daglig kunde besørge Trafiken paa Fljötet, vilde det sikkerlig bevirke en stor Opkomst for denne Del af Landet.

Den 27. red vi op over Thordalsheden til Skriddalen, hvor de paa Gaarden Thing-mule (pingmuli] værende Fortidslevninger undersøgtes. Gaarden ligger, som Navnet antyder, paa Pynten (Mulen) mellem Skriddalsaa og Grimsaa. Her holdtes, ifølge Kaa

lund¹), Mule Thing et, et af Østfjærdingens regelmæssige Thing. Meget usikre Bodtomter (4-9) o. 1. findes, ligesom der paavises forskjellige andre Lokaliteter, saaledes en Høj i Tunet kaldet Thinghol (pingholl). Desuden kaldes en Del af Tunet Goåatun; to herpaa liggende Tomter Godatoptir, ligesom en stor Klippeblok i Nærlieden benævnes „ Godasteinn".

Vi overnattede den 27. paa Thorvaldsstadir, tæt ved Thingmule, i Gejtdalen og fortsatte Dagen efter Undersøgelserne paa Thingmule, hvorefter vi samme Aften naaede Hallormstaöir, vidunderlig skjønt beliggende ved Fljötet. Fra Fjældryggen ovenfor havde vi den

skjønneste Udsigt lige mod Syd til Snefjæld, Nord for Vatna Jøkel, endvidere over Fljötet og de med virkelig Skov klædte Skrænter og Skraaninger ved Hallormstad, hvor der findes Birketræer paa indtil 28 Fods Højde.

Administrator Björgvin Vigfusson, der bebor Stedet, viste os nogle Plantningsforsøg, han samme Aar havde foretaget i Lysninger mellem Birketræerne med Granog Fyrreplanter, hvilke noglo Bekjendte af ham havde skaffet ham fra Hedeselskabet i Danmark.

Paa Hallormstad boede den bekjendte Provst Sig.
Gunnarsson, som har bidraget meget til Belysning af
denne Egns antikvariske Forhold.

Den 29. Juli fortsatte vi Ridtet sydpaa langs
Fljötet, til vi naaede Ravnkelstad (Hrafnkelsstadir), hvor
Sagahelten Ravnkel boede, efter at Såmur havde fortrængt
ham fra Adalbol. Synlige Minder fra den Tid
findes ikke.

I Fljotsdalen.

Ved Ravnkelstad var det, at Sams Broder Eyvind, kommende Øst fra, langs Fljötet, red med sine Mænd neden for Tunet, derpaa forbi Enden af Søen og over Jøkelsaa paa Skaalevad (Skälavad). Enden af Søen ligger nu x/ 4 Mil nordligere. Elven hedder her Fljötsdalsaaerne, længere inde hinsides Skridakloster benævnes den Jøkelsaa, hvilken kommer fra Norddal og her forener sig med Keldaa fra Syddal. Det Vadested, Eyvind benyttede, har rimeligvis ligget lige neden for Bessastad. Her findes der nu intet Vad, men paa den flade, græsgroede Slette tæt ved Elven ligge nogle Tomter, der benævnes Skdla

toftir, og ved hvilke der endnu skjelnes ældgamle
Ridestier.

At Eyvind er redet ad disse Stier, er højst sandsynligt.
De føre lige mod Bessastad, og ifølge Sagaen
fortsatte han Vejen herfra ad „Bessagötur" 0>: Besse
op paa Højsletten.

Paa Ravnkelstad saa vi Kvinderne, da vi passeredb, i Færd med udenfor Husene at koge Hvalkjød, som nylig var hjembragt fra Hvalstationen i Hellisfjord i store til andre af

Gaarde. Mændene
vare beskæftigede \ •*» ,__ jlt
med at føre Hø \ \'\ v" l ''•
hjem; vi fik dog .v,_ ]'-r.
en Baad, i hvilken \. '~^/É^. N~" • ::i E^v
viroedeover Aaen, Vv • t j
medens Hestene \\\'^. >- \\
\ \ \ N ft l
med megen Be- \\\\\ 'Hu
svær bragtes over --^W^^rf^x " En
\ \ \ \\ \"N IP n
ved Svømning. ' AN '/•.'.- ; '.'. «£*

Paa Bessastad
paavises en anden

Sagahelt, Besse Össurssöns Gravhøj, hvori der flere Gange er gravet. Det er en lille c. 3' høj Knold paa Tunet. Paa en lille Afsats ved Bessastaöå, Syd for Gaarden, ligger en Tomt, der benævnes Godaborg, hvor Besses Gudehus menes at have staaet. Det viser sig iøvrigt, at Gudshusene i ikke faa Tilfælde paa Island ere anbragte i Nærheden af Elve og Vandfald, hvilke da formentlig have været

indviede til vedkommende
Gud.

Klosteret blev ophævet ved Reformationen. Ruiner af en Kirke og Kirkegaard (a) ses c. 600 Fod S. Ø. for Beboelseshusene lige nedenfor en Skrænt. Efter Traditionen skulde der have været en Løngang under Jorden mellem Gaarden og Kirken, hvilken Nonnerne benyttede. Et Steds viser man endog paa et Stykke en lav Forhøjning, som skulde være Rester af denne (overdækkede) Gang; men Traditionen har vistnok kun saare lidet paa sig. Omtrent 40 Alen Vest for Beboelseshusene paavises en Tomt (b), der angives at være fra Klostertiden. Den er 30—40 Skridt lang og højst 24 Skridt bred. Et i en dyb Grøft ved Ruinens ene Ende fremkommet

Fra Bessastad eider ikke langt Syd paa tilGaarden Skridakloster, hvor vi overnattede. Her fandtes Islands yngste Kloster, hvilket grundlagdes i Aaret 1494, men hvis Klosterkirke først indviedes 1512.

Snit viser, at Grunden til Bygningen her bestaar af
et Stenlag, som nu ligger 4 Fod under Jordoverfladen.
Endnu en tredje, mindre Tomt (c) findes paa Tunet.

Paa Gaarden saas en Mængde Drivtømmer navnlig
af Fyrretræ, hvilket var indsamlet ved Kysten nær
ved Lagarfljötets Udløb.

Paa Tunet vises en aflang rund Kuliesten, den saakaldte Bessasten. Ifølge Traditionen laa den oprindelig paa Bessastad. Her blev den en Gang af Besse med Foden kastet fra Husene til det Sted, hvor han siden begravedes. Paa Stenen vises en smal Fordybning, i hvilken Besse ved den Lejlighed anbragte Foden. Den vejer efter Sigende c. 180 Pund.

Det var Søndag Aften, og der lød fra Badstuen
flerstemmige, smukke Sange ind til os.

Man fortalte, at her paa Egnen plejer man at samles i eller ved Kirkerne efter Gudstjenesten for at indøve og more sig med at synge flerstemmige Sange. Det Samme gjør man om Aftenen, naar Dagens Arbejde er endt paa Gaardene.

Gaarden er en af de største her paa Egnen. Her dyrkes Kartofler med Held. En mægtig saakaldet „Nåtthagi" eller indhegnet Græsplads, hvor Faarene tilbringe Natten, saas paa Skraaaingerne. Syd for Skridakloster kommer man til Valtjovstad Præstegaard, hvorfra Nationalmuseet har en prægtig Kirkedør. Ikke langt Sydøst fra Kirken findes et Par smaa Tomter.

Ravnkelsdalen.

Den 30. Juli red vi til Adalbol i Ravnkelsdalen. I Stedet for at tage Ridestien fra Bessastad til Bro valgte vi Ridevejen fra den inderste Gaard i Norderdalen til Adalbol. Den er kortere og ikke saa sumpet og ufarbar som ovennævnte.

Fra denne Gaard steg vi op ad den meget stejle Fjældside og fortsatte Ridtet mod Vest. Efterhaanden kom vi saa højt, at vi fik en fortrinlig Udsigt i det klare Vejr til Snefjeld (Snæfell) og Vatnajøklens Nordøstre Del, hvilke tegnede sig ganske tydeligt.

Overfladen • paa denne Del af Fljötsdalsheden er meget fedtet og sumpet og bestaar af dyndede Moser og Smaasøer, blandt hvilke den i Sagaen omtalte Oxamyrr maa søges. Me:i længst mod Vest bestaar den af en bølgeformet Stenslette. Da Sommeren 1901

var meget tør, havde vi ikke større Vanskeligheder at overvinde, navnlig fordi Moser og Smaasøer vare udtørrede. Ikke langt fra Kanden af Ravnkelsdalen hæver sig to Smaafjælde, der benævnes Eyvindarfjældene (Eyvindarfjölt), mellem hvilke Ey vindar dale ft ligger. Her gik vistnok en Ridevej i Sagatiden. Drabet paa Eyvind fandt efter Traditionen Sted paa Skraaningen af det sydligste af Eyvindarfjældene. Naar man kommer et godt Stykke frem paa Heden, øjn er man disse to temmelig flade Toppe.

Eyvindard passeres og siden Holknå. — De udspringe begge to ved Snefjælds Nordende, løbe i N. O. og bøje tilsidst i N. V. ned i Jøkelsdalen, saaledes som vist paa Skitsekortet. — Derpaa nærmer man sig Ravnkelsdalen, ladende Eyvindarfjældene til Højre. Paa Vejens sidste Del faar man et Glimt af Vatnajøklens Midterparti med Kverkfjöll at se.

En enkelt Hjejle lod sit Fløjt høre hen over Højsletten. Af og til havde vi set atbrudte Rensdyrtakker og itubrudte Skier, der fortalte os om Vinterens Idræt. Nu nærmede vi os i den stille Aften Ravnkelsdalens Rand, fra hvilken vi saa Adalbol (Adalbol} ligge dybt nedenfor vore Fødder. Efter en besværlig Nedstigning paa Fjældsiden, hvor Hestehovene traadte i dybt vulkansk Askelag fra Askjas Udbrud i 1875. naaede vi vort Maal.

Foran Gaardens Ind hus laa Rensdyrtakker med paasiddende Hoveder, og paa Hustagene fandtes en Mængde Takker. Rensdyrjægeren Elias modtog os paa det bedste og var strax villig til at ledsage os paa de kommende Udflugter i Dalen og op under Vatna Jøklen. Han var en Mand paa henved 40 Aar med

et kjækt Ansigt. Han har døjet mangen en liaard
Dyst paa sine besværlige Rensdyrjagter, og han er en
af dem, der mest har bidraget til at udrydde Dyrene.

Ravnkelsdalen, der gjennemstrømmes af Ravnkelsaa. er en godt fire Mil lang Dal, der munder ud i Jøkeldalen lidt neden for Bro. Der findes nu kun to smaa beboede Gaarde, Vaobrekka og Adalbol, begge beliggende Vest for Aaen; men i gamle Dage var der en hel Del flere. Allerede under Sortedøden (Svartidaudinn), der hærgede Island i Aarene 1402^—1404, et halvt hundrede Aar senere end i det øvrige Europa, gik de fleste til Grunde, og efter Askjas Udbrud i 1875, under hvilket Askeregnen af Vinden førtes heri over den nordligste Halvdel af Dalen, blev de derværende Græsgange ødelagte. Baade Kaalund og Siguröur Vigfusso ^x) have tidligere omtalt de antikvariske Forhold i Ravnkelsdalen.

Nordligst i Dalen laa Mi'dakot (Kortets Nr. 2), hvor der vides at have været Tomter, som dog nu ere meget übetydelige. Derpaa følger i sydlig Retning Vadbrekka (V. for Aaen) en lille Gaard, der, som sagt, er heboek,prandarstaåir(Nr. 3 V. for Aaen) temmelig højt paa Skraaningen. Denne Gaard menes ikke at have været beboet siden Sortedøden. De derværende Tomter ere i sin Tid blevne overskyllede af Vand og dækkede af Jordskred; nu er Stedet tildels græsbevoxet.

Ved porisstadir (Nr. 4 Øst for Aaen) ses endnu 6 •—7 Hustomter, hvoriblandt en ret stor (12X6 Skridt), medens der paa to Steder, hvor det formodes at lignende have været, nu er indrettet Faarestalde fra Vadbrekka. Gaarden siges at være lagt øde efter Sortedøden, men siden skal den atter være bleven beboet for paany at være bleven lagt øde. Paa Stedet voxer lidt Birk og en Del Pil, hvis Blade og Kviste slaas som Hø for at bruges til Vinterfoder for Paarene. Syd for denne Ødegaard laa Tobbhöll (o: porbjarnarholl Nr. 5), aabenbart det Höll, hvor Thorbjørn boede. De dér værende Tomter ere mi ganske ødelagte af Vandet.

Adalbol, der var Skuepladsen for de i Ravnkelsagaen fortalte saa tragiske Hændelser, laa, saavidt man kan skjønne, paa det samme Sted, som den nuværende Gaard. Efter Sigurfwr Vigfusson paavistes der ham her meget utydelige Tomter af et utibtir og en

skala Hrafnkels gooa1).

Nu, som i Sagatiden, ere Fjældsiderne næsten overalt gjennemfurede af talrige Render, i hvilke Vandet, naar Sneen om Foraaret smelter, bruser ned i Dalen. De give Landskabet en ejendommelig sønderreven Karakter, og de have bevirket, at Jordskred og Oversvømmelse næsten helt have ødelagt Plantevæxten paa Fjældskraaningerne og delvis i selve Dalen. I Sagatiden var det omtrent lige saa slemt. Dette fremgaar af Fortællingen om Overfaldet paa Ravnkel, da Sam og hans Følge efter fra Althinget at have taget Vejen gjennem det Indre af Landet (maaske op langs Thjorsaa og Vatnajøkelsvejen langs denne Jøkels Nordvestrand og videre over Bro) red op langs Halsen mellem Jøkelog Ravnkelsdalen for siden at efterlade Hestene ovenfor Adalbol paa Skrænten, medens Overfaldet fandt Sted.

Stedet benævnes i Sagaen Hrossageilar, hvilket
stemmer med, at slige smalle, græsgroede Kløfter kaldes
geilar.

Stedet, hvor Freyfaxe blev dræbt, Freyfaxahamarr, (F paa Kortet) paavises en halv Mil Syd for Adalbol, hvor der findes en Kløft (Faxagil) med foranliggende Hamre, hvorfra Hesten styrtedes ned.

---

1) Rannsökn i Austfirsingafjörsungi 1890 li Ärbok hins islenzka Fornleifafjelags 1893).

1) Ärbök hins isl. Fornlejfafjelags 1893.

I Sagaen omtales, at Ravnkels Hov stod dér
ovenfor.

Siguröur Vigfiisson fandt paa Fjældskrænten et Stykke sydligere en langagtig Euin, som han mente var dette Hov. Skjønt Beliggenheden godt kunde passe, synes Kuinen dog, paa Grund af sin langagtige og smalle Form, snarere at være Tomten efter en Faarestald.

Jordsmonnet i Dalbundens nordlige Del, der blev omtrent ødelagt ved Askjas Udbrud, begynder nu atter at grønnes hist og her, men den lyse Aske er mange Steder fremtrædende. Selv i Tunet paa Adalbol ser man de graa Skjolder. Det er

iøvrigt mærkværdigt, at der allerede paany her har
dannet sig en 4 Tommer Jordskoi'pe over Asken, hvis
Mægtighed er 11 Tommer.

Ti Minutters Ridt Syd for Adalbol, men Øst for Aaen, ses tydelige Tomter af en større Gaard, Laugarhus, med Rester af Tundiget (Nr. 6). En varm Kilde udspringer umiddelbart Syd for Tomterne, der ere omgivne af Pilekrat.

Dette er aabenbart Stedet for Ravnkelssagaens
Gaard af samme Navn, paa hvilken Bjarne boede.

Allerede tidligt blev Gaarden dog nedlagt og en Tid var der Sætersted fra Valtjovstad, til hvis Besiddelser den øde Ravnkelsdal henregnedes. En Del af Tomterne skrive sig derfor formentlig fra denne Sæter.

Inderst i Dalen, omtrent paa det Sted, hvor Ravn

Tæt Nord for Adalbol paavises det Sted, hvor Ravnkel blev begravet. Det er en lille Banke, i hvilken Vigfusson fandt nogle Menneskeben.

kelsaaen opstaar af de to Tilløb Thuridastadadal fra Øst
og Glumsstadadal mod Vest, paavises Øst for Aaen
højt oppe i den sumpede Fjældskraaning et Sted, hvor

der skal have ligget en Gaard eller Sæter Thuridarstad
(puridarstadir Nr. 7), hvis Tomter nu ikke menes at
være til.

I Glumstadadalen, Vest for Aaen, ses derimod meget tydelige Tomter, som det synes af en Gaard eller stor Sæter; den benævnes Sdmstadir (Nr. 8), og her siger Traditionen, at Ravnkelssagaens Sam boede. Dette er dog vistnok fejlagtigt, thi Sams Bolig Lejkskaale (-ålar) laa nordlig i Dalen. Dens Beliggenhed kjendes dog ikke.

Man nærmer sig nu op til Højsletten Vestr-orw.fi (Vester-Ørkenen), en stor bølgeformet Hede og Stenslette, hvor der hist og her gror lidt Pil og Græs, og som strækker sig op til Vatna Jøklen. Thuridastadaaen kommer fra de spidstoppede Smaafjælde Nord for Snefjæld og hedder her Grjottejgså (Stenmarkensaa). Den kommer frem gjennem en Kløft (Grötdrgil) og har nedenfor denne fladere Grusbredder for siden atter at træde ind i en zigzagformet Kløftleje. Paa en Stenslette Vest for Aaen fandtes tidligere Tomter af en Sæter (Nr. 9), der antages at have været den i Eavnkelssagaen omtalte Grjötteigssel, og noget længere fra Aaen paavises en ,,^{Ein a rs dy$ u}, en Stenbunke tildels bestaaende af mærkværdig store Sten.

Lige overfor Aoalbol, Øst for Elven, boede en af Ravnkels Thingmænd ved Navn Thorbjørn paa Gaarden Hol. En af hans Sønner hed Einar, og denne kom nu i Tjeneste hos Ravnkel, som gav ham det Arbejde at passe halvtredsindstyve Faar paa Sæteren samtidig med, at han skulde

bringe alt Sommerbrændsel hjem. Endelig skulde han Sommer og Vinter passe Freyfakse, „men tag dig i Agt," sagde Ravnkel, „jeg vil, at du aldrig maa komme op paa Ryggen af Freyfakse og ride paa ham, hvor stor Nød, der end kommer over dig. Thi jeg har lovet højt og dyrt, at jeg skal blive den Mands Bane, som rider ham. Der gaar jo de 12 Hopper hos ham; hvilken som helst af dem du vil ride paa, saa kan du tage dem, enten det saa er Dag eller Nat, naar du helst selv vil og behøver det. Nu kjender du min Villie, gjør nu derefter: „den volder ei, som varer," siger Ordsproget."

Einar, der var stor og dygtig, passede nu sin Gjerning, og alt gik godt: men ved Midsommertid savnede han en Morgen henved 30 Faar, som vare blevne borte om Natten. Han søgte efter dem paa alle Græsgangene, men kunde ikke finde dern, og saaledes gik der næsten en hel Uge hen for ham. En Morgen gik Einar tidlig ud, efter at Taagen var lettet. Han tog en Stav, et Bidsel og et Dækken i Haanden og gik frem over Grottejgsaaen, som løber forbi Sæteren. Paa Aabredden laa de Faar, der havde været hjemme ved Sæteren Aftenen i Forvejen for at malkes; dem drev Einar nu igjen hjem til Morgenmalkning, og derpaa gik han ud for at lede efter dem, der vare blevne borte. Henne paa Aabredden saa han Freyfakse og dens Hopper. Han søgte nu at indfange en af Hopperne, men til al Uheld vare de mod Sædvane saa sky, at han ikke kunde indfange dem. Freyfakse derimod stod ganske stille, som om han var naglet til Stedet. Einar tænkte da, at Ravnkel næppe vilde faa det at vide, om han red paa den. Saa tømmede han den op, lagde Dækkenet paa Ryggen og satte sig op. Den fo'r rask af Sted, og han red nu längs Aaen ind i Fjeldkløften, hvorfra den kommer, derpaa längs hen mod Jøklerne forbi mange andre Sætere. Overalt spurgte han alle Faarehyrder, han traf paa, om de ikke havde set noget til de Faar, han savnede: men. ingen af dem kunde give ham nogen Oplysning.

Saaledes kom han vidt omkring og blev ved at ride til Midaften. Han tænkte nu paa, at han burde røgte det Kvæg, som var hjemme paa Sæteren, og han red da en anden Vej, end han var reden ud, hjem til Grjottejgssæteren. Til sidst kom han forbi den samme Kløft, som han var reden igjennem paa Udvejen; dér hørte han noget bræge, og da han saa efter, opdagede han sine 30 Faar. Han drev dem nu hen til Sæteren tilligemed det andet Kvæg, og derpaa vilde han bringe Freyfakse tilbage til dens Stod. Hingsten var dyngvaad af Sved, tilsølet af Dynd og meget træt. Den væltede sig tolv Gange om i Græsset, vrinskede derpaa højt og gav sig til at løbe af Sted ned i Dalen til Aoalbol, idet Einar forgjæves søgte at komme frem foran den for at drive den tilbage til Hopperne.

Da den naaede ASalbol, standsede den udenfor Døren
og vrinskede højt. Ravnkel sad just og spiste: da han fik
at vide, at det var Freyfakse, gik han ud.

„Ilde tykkes det mig, at du er saaledes tilredt, min Fostersøn! Men godt var det, at du beholdt din gamle Klogskab og lod mig det vide. Nu skal det nok blive hævnet. Gaa du nu kun til dine Hopper." Og Freyfakse gik strax op gjennem Dalen til sit Stod.

i

Næste Morgen red Ravnkel op til Sæteren og dræbte Einar: Han havde blaa Klæder paa og en Øxe i Haanden, men ellers ingen Vaaben. Einar havde netop drevet Faarene ind i Foldene til Malkning, og han laa nu paa Gjærdet og talte Dyrene, medens Kvinderne vare i Færd med at malke. Alle hilste paa Ravnkel, og Einar fortalte, at der havde været 30 Faar borte, „men har der ikke tildraget sig det, som værre er? Har du ikke redet Freyfakse igaar?^:<

Einar sagde, at han vilde ikke nægte det.

„Hvorfor red du den Hest, jeg havde forbudt dig at
ride paa?" spurgte Ravnkel: „der var jo dog Heste nok, du
frit havde Lov at bruge. Dog siden du saa ærlig har ved

gaaet det, du har gjort, saa skulde jeg have tilgivet dig
denne Ting, havde jeg ikke blot svoret saa dyr en Ed.''

Og saasom han nu troede, at det ikke gik den Mand godt, som ikke holdt sine svorne Løfter, saa sprang han af Hesten hen imod Einar og huggede ham Banehug. Derpaa red han hjem til Aöalbol og fortalte, hvad han havde gjort. Og han lod en anden Mand tage op til Sæteren for at vogte Smaakvæget.

Men Einars Lig lod han bringe hen paa Fjeldet Vest for Sæteren og rejste der en Stenvarde ved Dyssen, som siden kaldtes Ejnars Varde, og naar Solen kommer hen til den, holder man Midaften paa Sæteren.

Saaledes lyder Sagaens Beretning.

Egnen er nu øde og tilsyneladende lidet egnet til Sæter; men det kan jo have været anderledes i Sagatiden. Forf. besøgte ikke selve Sæterstedet, men Elias paastod, at der nu ikke fandtes Tomter her.

løvrigt henvises til Kaalunds Island, hvor der er
givet en udtømmende Beskrivelse af Egnen m. 11. t.
Forstaaelsen af Sagaen.

Fra Terrænet ved Grottejgssæteren, hvor Einar vogtede sine Faar, og hvor Freyfakse græssede med sit Stod, havde han ikke langt at ride, forinden hele Vester Øræve laa udbredt for ham med Snefjæld og Vatnajøkull i Baggrunden, saaledes som det ses paa nedenstaaende Skitse. Under sin Eftersøgning af de borteblevne Faar har han sikkerlig spejdet vidt og bredt rundt elter dem her; da han ingen opdagede, red han

mod Vest over mod Jøkelsaaen og ned langs den, som det siges, til Reykjasæteren (Reykjasel). Hvis denne er identisk med det Sted, som nu benævnes saaledes (G), maa han paa Tilbagevejen være redet forbi Adalbol oppe paa Halsen eller Fjældryggen mellem Jøkelsaaen og Ravnkelsdalen, efter ialt at have redet en 8 ä 10 danske Mil.

To Oldtidsgrave.

Kun kort var den Periode, i hvilken Islænderne begravedes paa hedensk Vis, alt i alt kun 125 Aar; thi efter at Kristendommen Aar 1000 ved en Parlamentsbeslutning var bleven vedtaget paa Althinget, og den „blide Krist" var traadt i Stedet for de gamle „vrede Guder", blev ingen mere højlagt i sit fulde Skrud med Kostbarheder, Smykker, Vaaben, Heste og Hunde, Der „blotedes" da kun i Smug et og andet Sted, og sjældent ofredes der Dyr til Thor eller Frey; Kirkerne trandte i Stedet for Gudehovene, og Klokkerne ringede til Messe dér, hvor forhen Offerdyrenes Brøl gav Gjenlyd i Fjældene. Men var saaledes — af Fornufthensyn og politiske Grunde — den gamle Asatro officielt vegen for den nye Lære med dens

mildnende Indflydelse, vedblev dog Vikingetidens Aand i lang Tid at beherske det frihedselskende og stridslystne Folk, blandt hvilket Blodhævnen herskede, og hos hvem Ærens Love endnu vare prægede af Vikingernes Tankegang. Da fandtes der staalsatte Mænd, for hvem en ærefuld Død med Sværdet i Haand havde sin store Tiltrækning, og ved deres Side stod fribaarne Kvinder, hvis Stilling i Samfundet ofte var sideordnet med Mændenes. — Det er saa at sige udelukkende gjennem Sagaerne, at vi have lært disse Forhold at kjende, thi kun sjældent kom der Oldtidsfund for Dagen, som kunde give Oplysning herom.

I Museet i Reykjavik findes saaledes kun nogle faa større Gravfund fra hedensk Tid, og disse ere kun i et enkelt Tilfælde blevne fremdragne af Folk, der have haft Forstand paa at gjøre de nødvendige lagttagelser. Ved et lykkeligt Tilfælde fik jeg Sommeren 1901 Lejlighed til at fremdrage to saadanne Fund.

Vi fik nemlig at vide, at der af Bonden paa Gaarden Brit, den inderste Gaard i „Jøkeldalen med Bro", var fundet et „Messingspænde" paa et Sted, hvor Sandflugten havde afdækket nogle Knogler. Vi begav os til Stedet. Jøkelaaen er en rivende Strøm, der, som vi senere skulle erfare, dannes af forskjellige Kildearme, hvilke alle komme fra Vatna-Jøklens Nordrand; dens Vand er. som alle Jøkelelves, mælkehvidt, dens Bund fyldt med Kviksand, og den bruser

mod Havet med rivende Strøm. Naar Solen, som i denne Sommer, i lange Perioder har skinnet paa Jøklen, bliver Afsmeltningen meget stor, og Strømmen saa strid, at Hestene ikke kunne svømme over. Paa Jøkelaaens øvre Løb findes ingen Færge eller Broer, og ved Gaarden Bro, hvor der, som Navnet antyder, i gamle Dage (før Aar 1700) skal have været en naturlig Klippebro, er der nu kun en Luftfærge, i hvilken en Mand ad Gangen, kan overføres. Vi vare saaledes afskaarne fra at føre vore Heste over til venstre Bred og maatte lade Bagagen og Pakhestene blive paa Adalbol.

Dalen langs Jøkelaaen har i gamle Dage været bebygget langt længere ind mod Jøklen end nu til Dags. Ruiner af Gaarde, som blev lagte øde, nogle allerede i „Sortedødens" Tid, andre da Askja i 1875 udslyngede sine mægtige Askelag over Landet, vil man endnu paavise enkelte Steder ved dens Bredder, og paa andre Punkter ved disse minde Navnene om den tidligere Bebyggelse.

Det eneste Sted af Jøkelaadalen, vi fik Lejlighed til at besøge, var en kort Strækning Øst for Bro. Her paavistes Stedet for ovennævnte Reykjasel c. Y₄ å 1/₂ Mil Syd for Bro og Øst for Jøkelsaa. Der fandtes dog ingen synlige Hustomter. Et Stykke nordligere, omtrent i Højde med Bro, paavistes derimod Tomterne af Gaarden Bakkastaoir, der var Kirkested, og hvor der foruden nogle sammenfaldne Husmure saas en cirkelrund Indhegning 20 Skridt i Tværmaal, hviken menes at være en ældgammel Kirkegaard.

Paa Jøkelsaaens venstre Bred skal der efter
Sigende af Erik. Bonden paa Bru, findes flere degaarde
1).

De fleste af de nævnte Ødegaarde skulle være uddøde
under „Sortedøden" J).

Vi havde i Regn og Blæst fra Adalbol foretaget et Ridt op paa Højplateauet Syd for Jøkelaadalen for at faa en Oversigt over Vatnajøkels mægtige Flade; men det var kun lykkedes os at faa enkelte Glimt af den at se. Nu skridtede vi ned ad mod Jøkelaaen ad den stejle Fjældside og nærmede os Reykjasel, det Sted. hvor Fundet var blevet gjort. Navnet antyder, at der her en Gang har været Sæter (Sel). Fundet viser, at dette formentlig i endnu ældre Tid har været beboet af en Storæt. Nu er her ganske øde, og Tomter af Huse fandt vi ikke.

Det viste sig snart, at Findestedet ikke var blevet gennemrodet, som det ellers plejer at være Tilfældet ved slige Lejligheder. Sandflugten havde blottet Kranie og Knogler af et Menneske, ved hvilke der samtidig var kommet nogle Glasperler og et, som det senere viste sig, smukt skaalformet Spænde af irsk Stilart frem. Disse Ting vare blevne opsamlede; men iøvrigt vare Skeletdelene blevne tildækkede igjen.

Erik fra Bro blev hentet og kom over i Luftfærgen; samtidig fik vi Graveredskaber, og nu begyndte Undersøgelsen. Findestedet laa 15 Fod over Jøkelaaens Vandspejl og 35 Fod fra Bredden, som her var stærkt udsat for Bortskylning. Nærmest denne fandt vi nogle Heste

knogler, og Erik fortalte nu, at der tidligere af Faarehyrderne her var fundet en Mængde lignende, hvilke vare komne til Syne dels ved Bortskylning under Tøbrud og dels, naar Vinden blæste Sandet op. Disse Knogler havde Drengene moret sig med at kaste i Vandet. Umiddelbart Syd for (o: længst fra Bredden) saa vi Menneskeskelettet, der saavidt man kunde se, havde haft Længderetning i N. S., med Hovedet t Syd. Paa Grund af, at Liget havde været begravet i tørt Sand. havde Fundet i det Hele taget holdt sig forbavsende godt. Ikke blot Hovedskallen, men Bryst,

---

1) Nord for Brii, mellem denne Gaard og den nordligere Eriksstaöir, ligger sanledes Örrustatiir inden for Höll. Omtrent 10 Minutters Ridt Syd for Bru ligger endvidere Steingrimsstaftir, hvor der findes enkelte Tomter: c. l Times Ridt fra Bru vod Reykjurä (omtrent lige over for Reykjasel) ligeledes en Ødegaard: endnu et godt Stykke sydligere ligger endelig Ydre- og Indre (Ytri- og Fremri Carftur) paa førstnævnte Sted ses tydelige Hustomter, paa sidstnævnte kun ulydelige. I Laugarvalladalur, 8—4Timeis Ridt fra Brii, findes Hringur eller Hringsttåir med i det mindste 8—48^—4 utydelige Hustomter samt et Tungjærde. Vest for Elven laa her Laitgatallur, der i Aaret 1900 atter blev beboet. J Dalen har der endvidere efter Sigende været to Sætersteder: Mulasel, beliggende ved Sammenløbet mellem Fiskidalsa og Reykjaa. og et andet, dér hvor Reykjaa falder i Jökulsä.

1) Jfr. iøvrigt Thoroddsen: En Undersøgelse 1882 i det østlige Island (Geogr. Tidskr. 7. Bind).

Bækken og Arme fandtes; derimod manglede Knoglerne
af den nederste Del af Benene, hvilke rimeligvis
vare bortskyllede.

En omhyggelig Eftersøgning gav det overraskende Resultat, at der var bevaret forskjellige Rester af vævede Klædningsstykker, ja, et enkelt af dem var endog smukt ornamenteret. Saa vidt vides for første Gang paa Island, lykkedes det saaledes at optage

Rester af Klædningsstykker, der mindst ere 900 Åar
gamle, foruden en hel Del Glasperler og forrustede
Jærnsager.

Vi havde fremdraget Stykker af to tykke brune Uldsnore, hvilke paa en ejendommelig Maade havde været holdte sammen ved en grøntfarvet Traad. Snorene bare Vidnesbyrd om at have været i Forbindelse rned Metal. Der var nemlig Ir paa dem. Det Samme fandtes paa noget vævet Tøj. Ved at sammenholde disse Gjenstande med det af Erik optagne prægtige ca. 33/43³/₄ Tomme lange skaalformede Broncespænde viste det sig, at disse Gjenstande nøjagtig passede sammen. Spændet havde siddet paa Snorene og aabenbart været fæstnet til disse ved den grønne Uldsnor og den nu bortrustede Jærntorn paa Spændet. At Snorene og Spændet havde været i den nærmeste Berøring med det omtalte Stykke vævede Tøj, gjordes sandsynligt dels ved de omtalte Mærker af Ir (fra Spændet) dels ved, at Tøjklumpen passede nøjagtig ind i Spændets Hulhed. Jeg sluttede, at vi her havde Rester af en Kjole, der om Livet (?) havde været sammenholdt af en Dobbeltsnor, til hvilken Spændet havde været fastgjort — rimeligvis foran paa Underlivet. At vi havde fundet Rester af Kjolen, fik vi bekræftet, da vi undersøgte et smalt Stykke Tøj, der aabenbart var af en Halslinning; thi dette Stykke var af nøjagtig samme Slags brunfarvet Tøj, som det, hvortil Spændet havde været fastgjort. Linningen var forsynet med grønne, paasyede Ornamenter, ligesom den var foret med meget fint, hvidt Uldtøj. Yderligere fandtes Kester af to til tre andre Stykker vævet Tøj (Undertrøje? Særk?) samt et Stykke af en meget grovere Vævning, hvilket var foldet sammen, som kunde det have været brugt til Kappe eller Ligklæde.

lait fremdroges endvidere 35 ikke store, tildels farvede Glasperler, formodentlig af en Perlekrans om Halsen; men Sandflugten havde spredt disse Perler ud til Siderne. Der fandtes absolut ingen Rester hverken af Spyd, Skjoldbule eller Sværd; derimod nogle Jærnnagler og Beslag samt Rester af en Kniv eller Dolk; endelig et stort 21/±"2¹/±" langt Jærnspænde af den Slags, der brugtes til Hestens Buggjord, hvilket jo ikke kunde forbavse, eftersom vi jo havde fundet Hesteknogler lige ved Liget.

Pna Skrænten ned mod Vandet fandtes en Del Sten, hvilke syntes at være skredne ned fra oven. De havde formentlig omsluttet og dækket Hestens Skelet. Efter det omliggende Jordsmon at dømme synes det, at Mennesket og Hesten kun ere blevne nedgravede lidt under Jordoverfladen i Sandet. Af to lyse Striber i Profilet over Graven saas, at der i disse Egne mindst to Gange siden Sagatiden har været Fald af vulkansk Aske.

Det foreliggende Fund synes at tyde paa, at en
fornem, højbaaren Kvinde er bleven højlagt ved Bredderne
af Jøkelsaa.

Iført sin rige, prægtige Højtidsdragt lagdes hun i Graven. Hendes Yndlingshest, tør man formode, blev dræbt ved Graven og begravet ved hendes Fødder. Tsaar stundom ved Fyrsters og højtstillede Militæres Jordefærd Vedkommendes Paradehest af en Livtjener eller Rideknægt føres bag Ligvognen, tænker næppe mange paa, at denne Skik er en Reminiscents fra den ældgamle Tid, da Hesten i Følge Skik og Brug maatte følge sin Herre i Døden — og dog er det saa.

Det blev sen Aften, inden Udgravningen var til Ende. Det havde regnet med Byger afvexlende med, at Stormen havde rejst Sandet, og Undersøgelsen var bleven i høj Grad besværliggjort derved; snavsede og vaade steg vi nu til Hest medtagende Fundet indsvøbt i Kapper og Klæder.

Erik havde indbudt mig til Bro, og jeg gik nu
over i Luftfærgen, medens min Følgemand med
Hestene ventede paa den søndre Side af Elven.

Jeg havde tidligere prøvet denne Luftfart andet Steds, saa mig afficerede den ikke, men forresten er det en ejendommelig Følelse at sidde krumbøjet i en Trækasse, som paa to Jerntraade hales over den

skummende Flod, hvor Vandet brøler, saa man ikke
kan høre Ørenlyd.

Fundet blev samme Aften sorteret, omhyggelig
indpakket og afsendtes til Museet i Eeykjavik. Sent
om Natten red vi til» age til Adalbol.

Der gik en Ugestid; saa kom vi ind i Bunden af en anden snæver Dal Nord for Vatna Jøkel. Det var Fljotsdalens Inderste, den saakaldte Syddal, der gjennemstrømmes af Keldaaen.

Vi overnattede paa Gsi&rdenporgerdarstadir(Thorgerdurstad), hvor min Følgemand fortalte om Fundet fra Jøkelsaa. Nu kom en Tjenestekarl til at tænke paa, at han ikke langt fra Gaarden ved Foden af det saakaldte Kidjafell — hvor der i Sagatiden menes at have været holdt Thing — paa Gaarden Sturluflöturs Jord havde fundet nogle Knogler og Jærnstumper, som han havde gjemt i et gammelt Lommetørklæde. Stedet laa hinsides Elven. Næste Dag red vi derover, ledsagede af Bonden, og begyndte Undersøgelserne. Det viste sig snart, at vi her havde med en lignende Oldtidsgrav at gjøre som ved Reykjasel. Ogsaa her havde Sandflugten blottet Graven, som laa paa temmelig fladt Land nær ved Elven. Liget havde, som ved den forrige Grav, saavidt man kunde se, omtrent ligget i Nord-Syd, og ligesom ved hin fandtes her en Hest begravet umiddelbart Nord for Menneskegraven. De fleste af Hesteknoglerne vare til Stede, derimod kun faa Menneskeknogler. Vinden havde spredt baade Jærnstumper og andet Gravfund til Siden; men Graven, eller Gravene, vare ganske tydelig betegnede ved de

Sten, som dels havde dannet Indfatningen, dels vare lagte ovenpaa dem. Menneskegraven var c. 6 Fod lang indvendig og Hestens c. 15 Fod lang. Det Heles samlede udvendige Længde var over 35 Fod. Blandt de forrustede Jærnsager fandtes Rester af Mundbid til et Bidsel, Knive, forskjellige Beslag med Rester af Træ (som af en Saddel eller en Kasse). Der skjelnedes ejheller her hverken Vaaben eller Skjoldbule, derimod fandtes en større Glasperle. Endelig skal anføres, at der nogle Skridt fra Graven mod Ø. fandtes et nogle faa Tommer tykt Lag Trækulsaske, hvis Udstrækning højst var 3 Fod.

Medens vi gravede, kom der Besøg navnlig af
unge Piger og Børn fra Gaardene, og snart blev de

satte i Gang med at afsøge Terrænet omkring Gravene for om muligt at finde Gjenstande, som Vinden havde bortført. Paa nær nogle enkelte Jærnstumper fandtes dog intet af Betydning. Samtlige Knogler opsamledes, navnlig, for at faa konstateret, om Hesteracen den Gang var større end nu. Tidligere var der fremdraget enkelte Hestehaar mellem Knoglerne; men de vare nu ikke til at finde, og vi maatte nøjes med Meddelelsen om, at de havde været mørke, hvortil dog bør bemærkes, at Haarene kunne være mørknede af Jord og Sand. Selv om dette Fund, hvad Gravgodset angaar, havde været mindre betydeligt end det foregaaende, vare de ejendommelige analoge Fundforhold og Forekomsten af Hesteskelettet af megen Interesse, eftersom det var første Gang, at Knogler af en Oldtidshest vare blevne fremdragne saa vel bevarede, at dens Størrelse derefter kunde beregnes. Viceinspektor H. Winge godtgjorde siden, at Hesten var af en lille Race, omtrent som Nutidshestene paa Island, dog maaske en übetydelig Smule større¹).

Den Skik at begrave Heste samtidig med Mennesker
er vel kjendt fra Norge, men ogsaa paa Island

---

1) jvfr. Forfatterens: Hesten i Nordboernes Tjeneste paa Island, Færøerne og Grønland, Særtryk af „Tidsskrift for Landøkonomi", udgivet af det kgl. Landhusholdningsselskab. Kbh. 1992 Side 54 o. flg.

samme Skik. Stundom var det dog kun Hovedet,
som jordedes ved Siden af Hestens Ejer1).

Hvorom Alting er, de to Oldtidsfund give interessante Bidrag, ikke blot til Forstaaelse af Gravskikkene paa Island i den hedenske Tid, men idetmindste store Farer og Anstrengelser i 1884¹). Langs denne Del af Jøklen gaar den saakaldte Vatnajøkelsvej, der var ukjendt, til Pjetur Brynjölfsson fandt den i 1794. (Efter et Sagn blev den dog opdaget allerede 1618). Gunnlaugsson m. fl. passerede den i 1839, J. C. Schytte 1840, da

det ene synes at vidne om den høje Stilling, Kvinden indtog i Samfundet; endelig giver dette Fund Bidrag til Belysning af Klædedragten for over 900 Aar siden i det yderste Nord.

Ved Vatna Jökulls Nordrand.

Da Vejret i denne Tid var godt, besluttede jeg at
benytte det til en Udflugt op under Randen af Vatna
Jökull.

Fra denne vældige Ismark paa c. 8.500 Q Kilometer, som er større end Sjælland, Laaland og Falster tilsammen, strømme Jøkelelve mod Havet i brusende, farlige Løb med Kviksand i Bunden. Disse Jøkelelves Kilder eller Udspring, for saa vidt som der tales om Nord- og Vestranden af Jøklen, vare næsten ukjendte, forinden Dr. Thoroddsen begyndte sine Undersøgelser. For Sydrandens Vedkommende havde de derimod længe været kjendte. Vestranden undersøgtes i 1889 og 1893 2) af Thoroddsen og Nordranden fra Tungnafells Jökull til hen imod Kverkfjöll af samme under

han nær var omkommet, og Jon Thorkelsson 1880. —Vejen er saaledes kun passeret 5—6 Gange. Ved Kistufell kom dernæst Englænderen W. L. Watts ned af Jøklen paa sin Vandring over denne fra Nupstaoir. Endvidere undersøgte Thoroddsen Vatnajøklens nordøstre Hjørne og Snæfell i 1894²). Endelig forsøgte Englænderen Frederick Howell, — den bekjendte Touristfører, som gik over Langjøklen i 1899 og fandt sin Grav i Herreds vandene i Skage - fjord 1901 — at løfte Sløret over Nordrandens Midterparti fra Kverkfjöll til Syd for Snæfell. Han ledsagedes bl. a. af Elias fra Adalbod, men havde, saaledes som han har meddelt Forf., ikke Held til at se noget videre, eftersom Snestorm og Taage forhindrede ham deri. Forgjæves forsøgte han saaledes at naa frem til Randen af Jøklen over de opblødte Lermasser ud for Kverkfjöll, der aldrig er bleven betraadt af Nogen. Thoroddsen var den, der naaede nærmest, nemlig lige til Foden, hvor han forvissede sig om, at Fjældet indeholdt en rygende Vulkan.

Saaledes er det da ogsaa gaaet til, at ingen
andre end de islandske Bønder, som om Efteraaret
samle Faarene fra Højfjældene, eller Rensdyrjægerne

---

1) Th. Thoroddsen: i „Andvari" 1885 og: Vulkaner i det Nordøstlige Island (Bihang til K. Svenska, Vet.-Akad. Handingar. 14. B. 1888).

1) Förf.: Arkæologiske Undersøgelser paa Island foretagne i Sommeren 1898 i Geogr. Tidsskr. (eller Særtryk).

2) Th. Thoroddsen: Fra Islands indre Højland, Rejseber. for Sommeren 1889 (Geogr. Tidskr. 10. Bind). — do.: Rejse i Vester Skaptafells Syssel 1893 (Geogr. Tidsskr. 12. Bd.).

2) do.: Fra det sydostlige Island, Rejseberetning for Sommeren 1894 (Geogr. Tidsskr. 13. Bd.).

hidtil have set disse Udørkener, dog kun paa Afstand — og deraf kommer det, at Kortene over dette Midtparti endnu ere mangelfulde, navnlig vedrørende Elvenes Udspring og Forgrening.

Om Morgenen den 1. August red vi da Syd paa fra
Adalbol. Elias og Anton havde hver en Ridehest, jeg havde
to, dertil havde vi tre Bagageheste, hvoraf en bar et Telt.

Hen paa Eftermiddagen fik vi fra et Fjæld en
udmærket Udsigt over Jøklen lige fra Egnene S. for
Snæfell til Kverkfjöll.

Navnlig i Vest saa vi hen over meget fjærne
Strækninger.

Vi øjnede saaledes tydelig de mange mørke Smaatoppe, der skyde sig ud lige Nord for Kverkfjöll. Vi skjelnede tydelig Konturerne af Di/ngjufjældene, der indeslutte Askias Kraterdal, medens Herdubreid's Top, der ligner et Pyramidetelt, laa mod N. V. Forunderligt var det at se, hvorledes Terrænets bølgeformede Overflade øjensynlig hævede sig i nordlig Retning fra Jøklen, medens Jøkelaaerne desuagtet bane sig Vej i samme Retning gjennem uddybede Flodsenge.

Jøklens Overflade viste sig paa hele Strækningen fra Snæfell til Kverkfjöll som en stor, flad, ensformet Ismark, der jævnt hævede sig mod Syd. Ved Randen af Jøklen kunde man allerede i denne forholdsvis lange Afstand af .en Snes Kilometer se, at Jøkelranden var sort, smudsig og gjennemfuret af mørke Striber baade

Efter Kortet skulde Sammenløbet af disse finde Sted flere Mil længere mod Nord. Hele Højsletten mellem os og Jøklen syntes os en trøstesløs Ødemark, men da vi, fortsættende Ridtet, kom ned paa den, fandt vi dog hist og her Pletter med sparsom Græsvegetation og lidt krybende Pil, hvor en enlig Regnspove holdt til. Siden traf vi en Vibe, men ellers var der ingen levende Væsener at øjne, undtagen med lange Mellemrum noglo Faar eller Lam.

Snæfell viste sin skjønne Top, fra hvilken to Bræer gled ned mod Vest, og Udløberne mod Syd tegnede deres mørke, skarpe Spidser mod Jøklens hvide o«- Himlens mørke Bue.

Fra Adalbol til Jøklens Nordrand skulde der i lige Linie efter Kortet være 6 Mil. Til vor Forbavselse naaede vi dog allerede omtrent til Jøkelranden efter c. 5 Timers Ridt. Vi gjorde Holdt ved en Hytte (Sæluhus), der laa ved den lille Saudå, et Tilløb til Jökulså, i Linien Snæfell^—Kverkfjöll eller med andre Ord over 11/^l¹/^ Mil nordligere end det Sted, hvor Jøkelranden skulde være. Jeg spurgte Elias, om han kunde give nogen Forklaring. Den laa nær for Haanden: For elleve Aar siden (1890 *)) om Sommeren hørte Beboerne af Dalene mod Nord i Juni og Juli Maaneder stærke Drøn inde fra Jøklen, og da de i August Maaned kom ned til Isranden for at lede efter Faar, saa de til deres Forbavselse, at et vældigt

parallelt med Randen og vinkelret paa denne. Ligeledes kunde man skjelne mørke Smaabakker foran Randen, altsammen Vidnesbyrd om dens delæggelse paa Jordsmonnet. Vi saa Jøkelaaen komme fra Syd, forene sig med Kringilsd og siden optage Saudå. Stykke af Fjældvidden var bleven bedækket med Is, som havde oprodet og skubbet Jorden foran sig. Isen havde nærmet sig Hytten paa under en Kvartmils Afstand,

---

1) Jvnf. Thoroddsens Unders. 1894. (Geog. Tidssk. 13. Bd.)

og hele den „Fjældavrett" laa nu dækket af Ismasser. Medens Folk tidligere havde brugt c. 21/22^l/₂ Timer for at ride fra Hytten til Jøklen, tog det nu kun Vi Time. Og samtidig hermed havde de Jøkelelve, som dannede „Jøkelaaen med Bro" (Jokulkvfsi, Jökulså, Krlngilså osv.) i meget væsentlig Grad forandret deres Løb." Slige „Jøkelløb" ere godt kjendte paa Island og ikke mindst fra Vatnajøklen, under hvis Isdække der slumrer Vulkaner, der have anrettet stor Ødelæggelse.

Jøkelløbene komme pludseligt og anrette i en Haandevending en frygtelig Skade, navnlig hvis det gaar ud over beboede Egne; men selv her oppe i de übeboede kan Skaden være betydelig, naar det gaar ud over de sparsomme Fjældgræsgange. At ikke mere af Terrænet Nord for Jøklen blev oversvømmet og delagt af Isen, var aabenbart begrundet i, at Overfladen, som berørt, hævede sig i nordlig Retning. Ved Jøkelløbet førtes Masser af Is ned ad Jøkelsaaen, og Vandstanden steg en Snes Fod, saa at f. Ex. Luftfærgen ved Bro ikke kunde benyttes i flere Dage,

Englænderen Hoivell har meddelt mig, at Jøkelløbet, efter hvad han fik oplyst, strakte sig helt Vest paa til Kverkaa, hvor Isranden laa halvvejs ned gjennem Kverkaa Dalen, og hvor den i 6 Aar kun trak sig „16 Yards" tilbage. Ogsaa her blev Elvenes Løb noget forandrede, og der førtes en uhyre Mængde Vand ned i dem.

Siden Jøkelløbet i 1890, er Jøklen atter kommen i Ro. Revnerne have lukket sig, og Jøkelranden har trukket sig lidt — nogle hundrede Alen — tilbage. Foran den ligge nu ravnsorte, stundom kegleformede Oprodninger som Minde om denne storartede Naturrevolution, der maaske en Gang vil gjentage sig — hvornaar det véd selvfølgelig Ingen.

Vi kom til Hytten ved Aftenstid. Det smukke sigtbare Vejr var blevet afløst af svære Byger, som kom strygende ned fra Jøklen og piskede os i Ansigtet. Vi vare derfor glade ved at finde Husly i den ny opførte Hytte, hvor alt var rent og pænt, eftersom den aldrig før var bleven benyttet.

Om Natten fik vi en slem Snestorm med nogle Graders Kulde, men vi stængede for Døren med Sadler og Høsække, for at Vinden ikke skulde trække; jeg hyllede mig i min Lammeskinds Pels og, dækket af Tæpper, laa jeg lunt i Jordhytten her oppe under Jøklen, langt fra menneskelige Boliger. Anton og Elias havde over Gulvet i Hyttens anden Ende bredet Hø, som var samlet i Sommer, da den blev bygget, for at Faarehyrderne om Efteraaret kunne finde Nattely, naar de skulle samle Faar og Lam sammen. Over Høet bredte de vort Teltlærred, som der den Nat ingen Brug var for, og paa dette hvilede de nu blødt og godt efter den anstrengende Dag.

Anton har stukket Benene i en Sæk og dækket Kroppen med sin Kappe; Elias har hyllet Hovedet ind i sit mægtige Uldtørklæde, taget Trøjen af og lagt den over sig. Deres Aandedræt lyder tungt. Udenfor suser Stormen og rusker i Hyttens Græstørvstag, der hviler paa store, flade Sten, lagte paa Spær. Enkelte Steder er Træværket erstattet med afbrækkede Rensdyrtakker, et Bevis for, at vi ere i Egne, hvor de sidste Rester af disse prægtige Dyr findes. Udenfor Hytten græsse Hestene med Forbenene bundne sammen; men til Trods herfor maa de tilses en Gang imellem i Nattens Løb — da de paa Grund af Uvejret søge hjem efter, og det er utrolig lange Strækninger, de kunne humpe, selv med sammenbundne Forben. De søge næsten altid tilbage til deres Hjem, navnlig fra slige øde Egne, hvor Græsset ikke er godt.

Om Natten fik vi en slem Snestorm med megen
Kulde, og, da vi næste Morgen saa os om, vare alle

Fjældene mod Nord dækkede af Sne. Op ad Dagen klarede Vejret op, Solen begyndte at skinne, og efter at have forfrisket mig ved det sædvanlige kolde Morgenbad i Elven begav jeg mig ud paa Undersøgelser i Egnen og for at nyde det prægtige Rundskue.

Imidlertid føjtede Elias rundt for at finde Rensdyrene.
Han kom dog tilbage efter 8 Timers Fravær
uden at have opdaget dem.

I Elven havde vi truffet to Sangsvaner med 3 Ellinger, hvilke vi alle skød med vore Rifler for at faa Føde; thi det var smaat bevendt med vor Proviant. Lige saa ilde farne vare vi med vort Kjøkkenudstyr.

Vore Krus vare gaaede i Stykker, skjønt de havde været stoppede ind i Høbundter, og vi maatte binde dem sammen med Sejlgarn for at kunne drikke vor Thé.

Efter en anstrengende Dag smagte Aftensmaaltidet
i Hytten brillant. Vi tændte vore Piber, og Elias
fortalte om Rensdyrene og Rensdyrjagten:

Som maaske bekjendt, blev der i det 18. Aarhundrede fra Norge indført en Del Rensdyr, som snart formerede sig betydeligt. De optraadte navnlig paa tre Steder, paa Reykjanæs Halvøen, i Egnen S. Ø. for Myvatn og ved Snefjeld samt Vatna Jøkels Nordrand, hvor de længst fik Lov til at leve i Fred.

Nu skal der, paa Grund af de Efterstræbelser, der ere gjorte for at nedlægge dem, ikke være ret mange tilbage paa Island. Paa Reykjanæs skal der findes 8 —10 Stykker, ved Myvatn er der ikke set nogen i de sidste Aar, men af Flokken ved Snefjeld mentes der derimod at være halvandet hundrede tilbage. Endnu for 14 Aar siden bestod Flokken her af mellem 700 og 1000 Stykker. Imidlertid begyndte netop den Gang Jægernes Ødelæggelse efter stor Maalestok; hertil kom samtidig meget kolde og haarde Vintre, i hvilke der døde en Mængde, medens andre, der havde søgt sig Føde nede i Dalene, her blev et let Bytte for Jægerne. Elias regner, at der i de forløbne fjorten Aar ialt er nedskudt omkring 600 Stykker, hvoraf han alene for sin Part har 200 paa Samvittigheden. Jagten er dog nu efterhaanden bleven meget besværlig; Renerne ere blevne frygtsomme, og der maa nu mange Jægere ud paa en Gang, for at den skal lykkes. Jagten finder som oftest Sted om Efteraaret, da Kjødet er bedst; thi i Parringstiden er „Studenes" Kød kun daarligt, og desuden ere Flokkene vanskelige at komme til. I Højsommeren opholde de sig gjærne ved Randen af Jøklen, hvor der paa Lerog Grusfladerne voxer Rer.sdyrlav (fjallagras}. Senero. naar det bliver koldere, og Sneen dækker Højfjældet, søge Renerne ned ad mod Dalene. Fra omkring 15. Oktober findes saaledes ingen Rener oppe under Jøklen. I Kulde og Snetykning maa de ofte opsøges, men mange Jægere have opnaaet stor Færdighed i Jagten. Det er ikke sjældent, at et Jagtparti vender hjem med 8—128^—12 Dyr som Jagtudbytte. Kjødet sælges eller gjemmes til Vinterføde. Værdien af en Ren angives til c. 10 Kroner. Elias havde ofte i Parringstiden set Dyrene kæmpe som rasende. De mange afbrudte Takker og de af Brud under Kampene krogede Opsatser, som ofte fandtes paa de skudte Rener, vare Vidnesbyrd herom.

Det blev sent, inden vi lagde os til at sove, men rigtig Ro fik vi ikke; thi Frygten for, at Hestene skulde løbe bort, bevirkede, at vi af og til gik ud for at se efter dem. En Gang blev de trufne langt borte fra Hytten og med nogen Besvær bragte tilbage af Følgemændene. Vejret var nu bedre. Stjærnerne tindrede paa Nathimlen. Det lysnede mod Nord. Snefjælds Top var skyfri, men inde over Vatnajøklens vidtstrakte Flade tegnede sig mørke Skyer.

Jøkelaaens Hovedarm. — Et Jøkelridt.

Det var den 3. August opad Formiddagen,, at vi lukkede Døren til Hytten, hvor vi havde fundet Husly i to Nætter. Vi fulgte mod Syd langs den stride Jokulså, der her løber langs Iskanten og tæt ved Hytten danner et prægtigt Vandfald. Vilde vi op paa Jøklen, maatte vi søge uden om Aaens Udspring.

Et Par Timers Tid red vi mod Syd stadig følgende
Jøkelaaens Løb. Hinsides den brusende, mælke

hvide Elv og paa en smal Strimmel mellem denne og den snavsede Jøkelflade laa sorte Sandhøje, Moræner og oprodede Ler- og Jordmasser, der, som det senere viste sig, for en stor Del hvilede paa og vare fyldte med Is. Jøklen havde, kort sagt, oprodet Jordsmonnet med sin Snude paa samme Maade, som kunde det have været en kæmpemæssig Svinetryne.

Paa dette smalle Forland opdagede jeg langt borte en lille Flok græssende Rener. Vinden havde vi imod, og desuden var der her ikke Mulighed for at komme over Elven til dem. Vi fortsatte vort Ridt og nærmede os nu det Sted, hvor Jøkelaaens Hovedarm kom brusende frem under Jøkelranden. Paa dette Sted havde, saa vidt vides, Ingen før været. Tæt ved dette sit Udspring faar Jøkelaaen Tilløb af en mindre Jøkelelv, der kommer længere fra Syd;

over denne saakaldte Jokulkvid vilde vi nu forsøge at komme op paa Jøklen. Vejret var godt, Solen skinnede af og til, og det var sigtbart. Rigtignok tegnede mørke Skymasser sig langt borte over Jøklen; men foreløbig var der Intet at frygte.

Da der ikke kunde være Tale om at slæbe alle vore Heste og Bagagen med op paa Isen, lod jeg Anton blive tilbage, idet kun Elias og jeg, medtagende en Reservehest, vilde forsøge at komme op paa Isen. Der var intet Græs paa det Sted, hvor vi efterlod vore Bagageheste, men vi havde for alle Tilfældes Skyld medbragt to store Sække med Hø, saa, hvis det kneb; og vi blev for længe borte, kunde Følgemanden tage sin Tilflugt til dem og give Hestene et Foder.

Saa red vi da af Sted. Elias foran med Reservehesten i Line og med en lang spids Skistok i Haanden, med hvilken han fra Hesten kunde føle frem foran denne paa vanskelige Steder i Elven og paa Isen.

Uden større Hindringer krydsede vi Kvislen; idet
\randet kun gik op midt paa Hestens Sider, og nu
nærmede vi os Jøkelranden over et meget opblødt og
af mange smaa Bække og Strømme overrislet Terræn.

Af og til sank en af Hestene vel dybt i, men vi klarede den op igjen. Hvor Undergrunden var frossen, var der Intet i Vejen; men stundom stak Hovene igjennem den frosne Underskorpe — et pludseligt Svip, og Hestene sank i. Men de modige Dyr arbejdede sig selv op igjen, og vi fortsatte. Efter en halv Times Ridt naaede vi Isranden, der her jævnt og næsten umærkeligt gik over i Jordsmonnet. Afsmeltet Vand løb frem, saavel under Isen som hen over dens smudsige Overflade, der var riflet og furet af mange Bække.

Forsigtigt og ikke uden Ængstelse traadte Hestene op paa Isen — den bar udmærket — saa gik det Skridt for Skridt fremad. Vi hørte stundom Vandet bruse under os nede i Jøklen, og af og til aabnede sig dybe Revner, op at hvilke der steg en brusende og hvislende Lyd fra Vandet, der strømmede dernede; men disse Revner vare aldrig lange, saa vi behøvede ikke at gjøre store Omveje. Vi havde aftalt at blive siddende paa Hestene saa længe som muligt. Isoverfladen frembød, saa langt vi kunde se, en mægtig udstrakt Flade, der hævede sig ganske jævnt mod Syd. Elias stak hyppigt i Isen for at iagttage, om den var raadden; kun sjældent maatte vi ud af Kursen, som vi til en Begyndelse satte mod Sydvest ret op paa Jøklen fra Jøkelaaens Udspring.

Bag os tegnede Snefjæld og de mange smaa spidse
Toppe, der omgive dette Fjæld, sig smukt i nordlig
Retning, og Herdebreds Top øjnede vi langt borte
mod Nordvest, men inde over selve Jøklen saa vi kun
den uendelige jævne Flade, der blev renere og jævnere,

jo længere vi kom fremad, ligesom Revnerne snart aftog. Endnu skridtede vi en rum Tid fremad, men stadig aabenbarede der sig kun den samme uendelige Flade for Øjet, saa langt man kunde øjne. Det saa ud til, at vi kunde have redet over Jøklen, om vi havde haft Hø og Proviant med — og vel at mærke, om Vejret vilde have tilladt os det. Men denne Opgave havde vi ikke sat os.

Efter saaledes at have redet fremad endnu i

nogen Tid, og efter at vi havde faaet Kverkfjoll's flade Top at se i Vest og de isklædte Tinder ved Vatnajøklens nordøstre Hjørne, besluttede jeg at vende om, da der stadig ikke viste sig nogen Forandring paa den, som det syntes, nu slumrende Jøkel-Overflade. Vi satte nu Kursen mere vestlig over mod Kverkfjöll

og siden niere nordlig for i en Bue at naa tilbage til de mørke toppede Forbjærge eller Sandbanker i Udkanten af Jøkelranden, hvorfra jeg haabede at faa en god Udsigt. Da vi nærmede os Jøkelranden her, blev Overfladen dog snart saa gjennemfuret af smaa Revner og Isen saa skjør, at vi maatte staa af Hestene og trække dem. Det var yderst trættende for os alle sammen; men endnu værre blev det, da vi naaede hen paa Overgangen til Landet, thi her var Isen dækket af et indtil flere Fod tykt Lag af slimet Ler, i hvilket vi æltede, og hvor vi maatte gjøre lange Omveje; men aller møjsommeligst blev det, da vi

naaede op paa selve de sorte Forbjærge, som snart
viste sig indvendig at bestaa af vældige Isblokke, hvis
Overflader vare dækkede af blødt Ler, Grus og Sand.

Længe æltede vi fremad i dette frygtelige Uføre for at naa op til Toppen af en af disse Iskegler, da der pludselig aabnede sig en vældig gabende Iskløft med sorte Isrande. Atter en stor Omvej maatte gjøres, inden vi naaede Maalet. — Men det lønnede rigeligt Umagen. Udsigten var prægtig.

Efter at have tegnet og foretaget nogle Kompasmaalinger,
fortsatte vi ned mod den omtalte smalle
Strimmel Forland, hvor vi havde set Rensdyrene. Vi

havde saa smaat tænkt paa at forsøge at skyde et af dem, men atter opgivet det, da det vilde være næsten umuligt at transportere det tilbage til Lejrpladsen over Jøklen, og det var nu hen ad Aften. Renerne havde lagt sig, og vi vare uden at vide af det redet dem forbi en Gang. Da vi imidlertid vendte om, saa vi pludselig i den nedgaaende Sols Straaler nogle af de prægtige Dyr rejse sig og betragte os. Et Nu og hele Flokken stod op. Der var c. 35 Stykker, og de vare ikke 100 Alen fra os. — Da vendte hele Flokken sig, og i strygende Fart med lette hjorteagtige Spring satte den af Sted hen mod Jøkelaaens Udspring. Atter her standsede Renerne nedenfor de sorte Isfjælde. — Vi fulgte efter. Et Øjebliks gjensidig Betragtning, saa sprang hele Flokken af Sted, op langs et lille Vandløb, hvor Vandet stod i Sprøjt højt op over de takkede Hoveder, derfra i Spring op over Isfjældene — men her gik Farten noget langsommere. Skjønne var de at se til, som de sprang fra Istop til Istop i Aftensolen. Endelig havde de omgaaet os og forsvandt.

Vi fortsatte Turen og søgte over Isfjældene nærmest ved Jøkelaaens Udspring, hvor vi fandt en noget bedre Vej end den, vi havde benyttet paa Udturen. Snart efter passerede vi over den brusende Jøkelaa paa Isen, og da Mørket var [ved at indfinde sig, *red vi ned ad Jøklen. Nu troede vi, at vi havde det letteste Stykke Vej tilbage, men vi havde forregnet os. Skjønt vi søgte at følge netop det samme Spor, som vi havde benyttet paa Udturen, gik Hestene dog gjentagne Gange saadan i Bløde, at vi maatte springe af. Ja, to Gange saa det ud, som de skulde forsvinde i Dybet, men de brillante Dyr klarede sig dog op igjen. Snavsede fra Top til Taa, hungrige og tørstige naaede vi Lejrpladsen efter 7--8 Timers Fraværelse. Klokken var nu elleve. Vi besluttede at holde Hvil en Time, koge Thé, spise lidt, samt give Hestene det medbragte Hø, for derpaa at ride tilbage til Hytten.

Det lysnede paa den nordlige Himmel, da vi travede hjem efter. Næste Morgen, da vi vaagnede, var det Regn og Taage. Op ad Dagen klarede det lidt op, og vi naaede om Aftenen Adalbol, hvor vi overnattede for den 5. August at ride tilbage til Fljotsdalen.

Fra Fljotsdalen til Berufjord.

Sent om Aftenen kom vi til Valtjovstad, hvor vi den 6. besaa nogle mindre Tomter. Ledsaget af Sira pörarin porarinsson og hans Familie gik det nu ind i Syddalen til Thorgerdarstad (porgerdarstadir], hvor jeg opholdt mig til den 8. i Anledning af Undersøgelsen af den omtalte Oldtidsgrav samt for at lede efter det Thingsted, som angives at have været under Kidjafell.

Der opdagedes dog ingen Bodtomter eller lign., derimod erholdtes Oplysning om forskjellige forladte Sætere og Gaarde i Thorgerdarstad Dalen gjennem hvilken Keldaaen kommer.

Der findes endnu 5 Steder, paa hvilke der har været
saadanne: Omtrent 2000 Alen Syd for Thorgerdarstad og
Øst for Keldaä-Elven ligger Hringsél (a paa Kortet), hvor

enkelt Hustomt og endnu længere borte i samme Retning, Randalinusel (e), hvor der ses en 4 ä 5 Tomter, blandt hvilke en stor Tomt, beliggende et Stykke fra de øvrige.

Sætere ere nu ganske gaaede af Brug her paa stlandet, som overalt paa Island, saaledes som tidligere vist¹). Koholdet og tildels ogsaa Hesteholdet paa Gaardene er indskrænket, medens der holdes en Mængde Faar, hvortil Græsgangene paa de store Fjældvidder særlig egne sig. Om Sommeren græsse Faarene (undtagen Malkefaarene) paa oræven helt op i Nærheden af Jøklen, hvorfra de ved Efteraarstid indfanges og bringes til Bygden.

Bonden paa sidstnævnte Gaard Baldvin Benediktsson er i mange Henseender en Fremskridtsmand. Han har, som man vil bemærke, afskaffet alle Malkefaar (hvilket han har kunnet gjøre, da der holdes Køer), fordi han mener, at Lammene tabe saa meget i Værdi ved, at en Del af Mælken unddrages dem, at man Intet opnaar ved Malkningen. Han foretrækker at kunne sælge store og stærke Lam. Ogsaa i andre Retninger er der nu er Faarehuse. Her ses meget utydelige Tomter, hvilke et Jordskred har dækket. Øst for Elven et kort Stykke Vej fra foregaaende laa Prestsel (b). der benyttedes som Sæter fra Valtjovstad. Lidt sydligere og Vest for Aaen 'laa Sveimsel (c), hvor der nu er bygget Faarehuse paa de gamle Tomters Plads. Denne Sæter laa Øst for Aaen og c. Ya Mil fra Thorgerdarstad. Endnu et langt Stykke mod Syd laa Broddasel (d), hvor der ses en

han Foregangsmand. Da Høet for en stor Del bjærges paa Fjældafsatser, til hvilke det med „Læst" tager flere Timer at komme, har han efter norsk Mønster ladet udspænde en 1500 Alen lang Jærntraad, paa hvilken det nu glider ned.

Det var nu min Hensigt at naa Damperen hjem
efter i Djupevaag den 10.

Den 8. August red vi da fra Thorgerdarstad
tværs over Fjældene ad en ganske overordentlig be

sværlig Vej, hvor der kun kunde rides i Skridt,
eftersom Overfladen var dækket med Dynger af
store og smaa Sten, mellem hvilke Hestene forsigtigt

---

1) Gjennem affolkede Bygder paa Islands indre Højland (Geogr. Tidsskr. 14. Bind og Særtryk).

maatte træde for ikke at snuble mellem det ]øse
Moslag.

Undervejs havde vi en prægtig Udsigt, først til Vatnajøklens Nordøstparti og siden til Thrandar Joklen, ligesom vi passerede flere Fjældsøer, hvis mørke; stenede Omgivelser vare omtrent vegetationsløse. Glade vare vi; da vor Vejviser kunde vise os Bernfjorden og Havet, hvorpaa vi skiltes, han for at ride hjem ad den samme besværlige Vej, der saa at sige aldrig ellers benyttes, og paa hvilken der kun et Sted paa en Længde af 50 Skridt er en Ridesti at se — vi for at begynde en besværlig Nedstigning i Dalen, hvor vi fandt Husly i Præstegaarden Berufjord.

Den 9. red vi langs Fjordens Nordside til Benmes.
Undervejs opmaaltes nogle Handelsboder i Götavigen.
hvor Irerne skulle have handlet.

Hestene efterlodes paa Berunes, hvor Anton senere vilde hente dem for at føre dem hjem til Eskefjord. I Baad gik vi nu over til Djupevaag, hvorfra jeg den 10. gjorde en Udflugt til Papøen, de irske Eneboeres Opholdssted, hvorefter Hjemrejsen tiltraadtes.