Indledende Bemærkninger.

Forfatteren opholdt sig i 1902 fra Begyndelsen af Maj til Midten af September, altsaa i 4'/₂ Ma a ned paa Island. Hans Hverv var forskelligartet: Han deltog 1) i Forberedelserne til Generalstabens Opmaalhigsarbejder paa Islands Sydland, hvor han samtidig, efter Nationalmusæets Ønske, fik Lejlighed til at gøre arkæologiske lagttagelser, derefter bosogte han 2) for „den kgl. Grønlandske Handel* og med Indenrigsministeriets Samtykke Hral stat ionerne paa Nordvest landet for at indhente Oplysninger til Brug ved eventuel Hvalfangst paa Grønland, siden foretog han 3) sammen med Rektor Bjørn M. Olsen paa det islandske Oldsagselskabs Bekostning en Udgravning af et gammelt hedensk Offersted (Hörg) ved Myvatn, og endelig foretog han 4) en Rekognoscerings! ejse til Sprengisandur og det indre Højland, hvilken sidste Rejse vi her skal behandle.

Vejvæsenet paa Island er endnu i sin Vorden. Lige ned til vor Tid bestod Vejene kun i de Ketningslinjer, ad hvilke man red og, som markeredes ved Stier, der stundom var dybe, stundom forsvandt i stenet Terræn. Broer var der yderst faa af; man lempede sig, kort sagt, frem efter Terrænet, snart i Sumpe, snart over stenede Fjælde eller sandede Flader, som man bedst kunde, Kotnmunikationsforholdene var omtrent saa primitive, som de kunde være, og saaledes er det mange Steder endnu, skønt der er gjort mægtige Fremskridt paa Kommunikationsomraadet i de senere Aar.

Det er ikke længere end 41 Aar siden, at den første Vejlov blev stadfæstet (15 Marts 1861); ved den paalagdes der Pligtarbejde i Bygderne med Hensyn til deres egne lokale Veje, medens „Landevejene'¹ blev vedligeholdte for det Offentliges Eegning ifølge Licitation. Man bestræbte sig for at anlægge Stenveje over Moser og ryddede Veje over Fjældene; men man havde længe ikke Forstand paa at lede Vejen frem i Zigzag, saa at Stigningerne ikke blev for store. Man gik som oftest ret op med dem, og paa lignende Vis bar man sig ad andet Steds, hvor Naturforholdene lagde Hindringer i Vejen. Da man imidlertid snart mærkede, at der ikke blev noget rigtigt System i Vejbygningen, søgte man at lære noget fra Norge, hvor Forholdene mentes at være analoge.

En norsk Ingeniør ansattes midlertidig ved Vejvæsenet 1881_—87, og man bevilgede Penge til store Hængebroer over 01 ves og Tjorsaa. Over Førstnævnte byggedes saaledes i 1889 den første moderne Bro. Endelig fra 1893 blev der ansat en fast Ingeniør, og Bevillingen til Nybygninger blev samtidig forhøjet og har været i jevn Stigning.

I 1876—77 udgav man kun 15,000 Kroner til Vejvæsenet; men for Perioden 1902^—4903 er der bevilget ikke mindre end 175,100 Kroner. Disse Tal viser, hvorledes Forstaaelsen af Kommunikationsforholdenes Betydning for Landet er vokset.

Erindrer man, at Dampskibsfarten samtidig har taget en meget betydelig Udvikling, forstaar man, at Island har anstrengt sig paa dette Omraade. Ved en Lov af 13/4 1894 blev Vejvæsenet paa ny helt omordnet. Selv om der derved skete et yderligere stort Fremskridt, er der dog endnu overmaade meget at forandre.

Tilsynet med, at Vejene vedligeholdes og er afmærkede med Varder, er ikke altid saa godt, som det burde være. Vadestederne er næsten aldrig afmærkede, og det er i det hele taget slet ikke let at finde hurtigt frem. selv i beboede Egne. Der er desværre meget langt tilbage, inden Fremtidsidealet: Veje for Motorvogne, kan naas i de beboede Egne.

Amtmanden over Islands nordre og østre Amt, Pall Briem, som paa saa mange Maader har bidraget til Fremskridt i den af ham administrerede Del af Landet, og som bl. a. i høj Grad har interesseret sig for Kommunikatiorisforholdene, konfererede allerede for nogle Aar siden med mig angaaende forskellige af de gamle Fjældveje gennem Landets Indre, som jeg havde befaret i 1897 1). Jeg tilbød den Gang at bidrage mit til, at disse farlige Fjældveje kunde blive genfundne og afmærkede med Varder, saaledes at Folk kunde benytte dem. I 1898 gik jeg for anden Gang over Højlandet og udpegede ved den Lejlighed den saakaldte Kjølvej mellem Langjøkel og Anarfells- eller Hovsjøkel. Det næste Aar blev der derpaa, ifølge Amtmandens

---

1) Jævnfr. Forf. „Gennem affolkede Bygder paa Islands indre Højland" (Geogr. Tidskr. U Bd. og Særtryk).

1) Indberetning til Amtmanden over Islands Nordre og Østre Amt.

Foranstaltning, og efter at de nødvendige Penge dertil var bevilgede af Landskassen, opsat Varder paa samme. Jeg lovede den Gang Amtmand Briem, at jeg ad Aare skulde foretage en lignende Afmærkning for en anden, endnu vanskeligere, længere og farligere Vej, den saakaldte Sprengesandsvej mellem Hovsjøklen og Vatnajøklen, hvilken forbinder Nordøst og Sydlandet. Ogsaa denne Vej havde jeg befaret i 1897.

Paa Grund af andre Maal for mine Islandsfærder i de følgende Aar var det hidtil ikke lykkedes mig at opfylde mit Løfte, og det saa heller likke i indeværende Aar ud til, at dette skulde ske. Ved velvillig Imødekommen af Chefen for den topografiske Afdeling, Oberstløjtnant E. C. Rasmussen, blev jeg dog, efter at den islandske Eegjering derom havde henvendt sig til Afdelingen, sat i Stand til at opfylde mit gamle Løfte.

Rejseberetning,

Den 8. August ankom jeg til Akureyri for at forhandle med Amtmanden, og den 12. s. M. afrejste jeg til Sønder Tingø Syssel. Som Følgemand var der engageret en flink, yngre Mand, Sigurdur Sumarlidason, der i

flere Aar havde været i Nordamerika, og som iøvrigt var vel anbefalet som Følgemand. Han havde dog ikke tidligere været over Sprengesanden, men i Baardardalen vilde vi træffe Jon Oddson, den ualmindelig kække og flinke Bondekarl, som sidst havde ledsaget mig over Sanden, og som det af Amtmanden var blevet overdraget at lede Opførelsen af Varder paa Vejens nordlige Del, hvilket Arbejde var paabegyndt i 1901, men ikke kunde fortsættes, forinden det var blevet bestemt, hvor Vejen fremdeles skulde gaa i det vanskelige Terræn langs Jøklerne.

Efter en foreløbig Afstikker til Myvatnsegnen hvor der paa Gaarden Hørgsdal blev foretaget en støm Udgravning af et formentligt gammelt hedensk Offersted (en „Hørg")> red jeg d. 19. August fra Skutustadit Præstegaard over Heden til Baardardalen. Det vai bidende koldt, og der var om Morgenen faldet Sne paa Fjeldene, saa der var til at begynde med ikke de bedste Udsigter for en Eejse i det Indre. Over det bølgeformede, med lav Pil og Birk bevoksede Landskab, hvor Flokke af Ryper hvert Øjeblik lettede foran Hestene, naaede vi i 6 Timer Bjarnastadir paa den østlige Side af Baardardalen. Paa Kanden af Dalen havde Sandflugten hærget meget slemt, og Gaarden laa som en lille, grøn Oase i sandede, nøgne, stenede Omgivelser.

Længere nede i Dalbunden brusede Skjalvandi
som en hvid Stribe. Paa Gaarden traf vi Jon Oddson.

Den 20. August opholdt vi os paa Bjarnastadir
for at forberede Alt til den forestaaende Ekspedition.

Den største Vanskelighed, som det kunde paaregnes vilde møde os paa Rejen, var ikke blot Taage, ikke Elvenes Ufarbarhed eller Jøklerne, men navnlig Mangelen paa Græsningssteder til Hestene. Et og andet Sted fandtes vel Pletter, hvor der fremspirede en Vegetation, som kunde afgive Foder; men dels laa de som oftest meget fjærnt fra hinanden, og dels var der i de fleste Tilfælde kun Græs nok til nogle faa Heste; endelig kunde man paaregne, at det usædvanlig kolde Vejr, som i indeværende Aar havde hersket paa Island, ogsaa havde haft sin skadelige Virkning paa den i Forvejen yderst sparsomme Vegetation inde i Højlandet. Det gjaldt derfor om at have saa faa Heste, med som muligt, og de, der medtoges, maatte være særlig udholdende og dygtige. Udrustningen gjordes derfor saa simpel som rnulig. Hver Mand medtog kun en Rejsedragt foruden Overtøj og et dobbelt Sæt Undertøj, og det besluttedes kun at medføre et — ikke videre stort — Telt, hvori vi alle 3 skulde sove.

Jeg medtog desuden en Feltseng, der vejede 15 Pd.; og nogle Tæpper. Følgemændene skulde sove paa Teltbunden, hvilende paa de Skind, som vi brugte over vore Sadler og dækkede af deres Trøjer, Overtøj m. m. Endvidere medtoges en Hestebyrde Hø i to Sække, hvilken skulde afgive Foder til vore Heste i Nødstilfælde, men indtil videre anvendes som Underlag i Teltet.

Kogeapparat og Proviant, der for en stor Del bestod af islandske Sager: kogt, saltet og røget Faarekød, Tørfisk, Smør, Brød o. s. v. foruden lid Konserves, var anbragt i de sædvanlige islandske Kufferter,

af hvilke en Hest bærer to. Til Brug over Elvene havde jeg et Par meget lange Gummistøvler, hvilke er meget praktiske, kun bør man ikke stedse benytte dem, da der ingen Ventilation er i dem, og Fødderne som Følge deraf bliver enten overvættes varme eller kolde.

Jeg havde 3 Rideheste, som jeg skiftede flere Gange daglig; de to Følgemænd hver 2, ialt 7, hvortil kom nu 5 Pakheste, hvoraf en bar Hø, en Telt, Teltstænger m. m. og de andre Pakkasser eller imprægnerede Tasker. Vi havde saaledes en lille Karavane paa 12 Heste. Under Marchen red Jon, med en Haandhest ved Siden, og jeg foran, medens Sigurd fulgte med de øvrige Heste. Paa denne Maade gik Ridtet lettest, da Hovedmassen af Dyrene altid plejer at følge de foran værende. Paa Turen purredes ud Klokken él/^é¹/^ å 5, inden Solen endnu var staaet op. Der gjordes straks Ild op, og der blev kogt en varm Drik. Medens dette stod paa, gjorde vi Toilette i det Frie ved et nærliggende Vandløb, derpaa spiste vi et forsvarligt Maaltid, thi nu fik vi ikke noget igen før Aften — saa brødes Teltet af, og alt pakkedes sammen. Til Slutning samledes Hestene paa de nærliggende Græsgange; Fodbaandene, som altid om Natten var anbragte om deres Forben for at hindre dem i at flygte, blev løste, og nu dreves de sammen for at blive opsadlede og tømmede. Alt dette medtog, til Trods for ihærdigt Arbejde, 2i/22ⁱ/₂ a3 Timer. Paa denne Maade kunde vi bryde op Klokken henved 8.

Saa gik det hele Dagen igennem, indtil 12 Timer,
med Hvil flere Gange; dels for at Hestene kunde
puste ud, men ogsaa naar jeg skulde rekognoscere.

Dagen gled hurtigt frem, og inden vi egentlig vidste af det, var det hen paa Eftermiddagen. Naar vi saa paany var naaede frem til et Græssted, blev alt igen aflæsset, Teltet opstillet, Hestene væltede sig nu i Sandet, befriede for Byrderne, saa fik de Forbenene bundne sammen og humpede nu af Sted for at græsse. Aftensmaaltidet blev tilberedt, og medens dette stod paa, søgte vi som Regel ned til et Vandløb for at forfriske os. Derpaa spiste vi, tændte Lysene, røg en Pibe og — sov ind, men det var sjælden nogen rolig Søvn; dels vaagnede vi ofte, fordi Kulden generede os, men navnlig Frygten for, at Hestene, til Trods for, at de var bundne, skulde søge hjem efter eller bort til bedre Græsgange, bevirkede, at vi flere Gange om Natten maatte ud for at forvisse os om, at de alle var der. Vi skulde snart erfare, at denne Frygt ikke var ugrundet. Særlig paa Steder, hvor Græsset var sparsomt og daarligt, maatte der passes paa; men stundom, ogsaa naar dette ikke var Tilfældet, paakom der Dyrene en uimodstaaelig Trang til at vandre bort — stedse mod Nord i den Retning, hvor de hørte hjemme. Særlig en stor, graa Bagagehest gjorde os mange Knuder. Flere Gange havde den faaet Fodbaandet slidt over, saa vandrede den afsted, og Kammeraterne fulgte efter. Naar nu dette skete og i Tide blev opdaget, skyndte vi os at sætte efter Flygtningene for i susende Fart at drive dem tilbage igen. Efter slig en Afstraffelse i hurtig Gangart, forholdt Dyrene sig altid rolige en Times Tid eller saa. Da kunde de staa og surmule, som om de inderligt fortrød deres Handlemaade, for paany, naar vi sov trygt, at begynde forfra igen. Denne Kamp for at passe paa Hestene var til Tider meget übehagelig og bevirkede, at vi saa at sige ingen Nat sov roligt paa Turen i Højfjældet. Et enkelt Sted maatte der stadig vaage en Mand for at passe paa, at de ikke slap bort.

Den 21. August om Morgenen brød vi da op. Maalet for Ekspeditionen var altsaa at udforske Sprengesanden eller Egnen mellem Hovsjøkel og Vatnajøkel for at finde de bedste Ruter, dels Syd paa til Aanes Syssel og Rangaavolde Syssel langs Tjorsaaen, dels Nord paa, om mulig, direkte til Øfjordsdalens Inderste.

Man vil nu maaske undres over, at disse Egne tidligere ikke var tilstrækkeligt kendte; men Forholdet var dette, at de islandske Bønder, som aarlig ved Efteraarstid paa deres Søgen efter Faar og Lam kommer i det Indre, vel er kendte i de Egne, som benyttes som Fællesgræsgange for deres Bygd, men ikke udenfor samme. Man maatte derfor have samlet en hel Del Folk baade fra Nord- og Sydlandet for at faa fuldstændige Oplysninger, og selv om man kunde gøre dette, med store Udgifter og Tidsspilde, vilde der dog være meget afsides Egne, som ingen kendte.

Professor, Dr. phil, Th. Thoroddsen havde paa forskellige Rejser besøgt Egnene tæt omkring Sanden, men han var ikke selv kommet over den; derimod havde han gjort højst værdifulde Opdagelser saavel Øst for Skjalvandi (1884), Syd for Kaldakvisl (1889) som og Vest for Tjorsaa (1888) og ved Hovsjøklens Nordende (1896)^l). Jon Oddson var imidlertid i det heldige Tilfælde at kende største Delen af Egnen saavel Nord som Syd for Sprengesanden, dog kun paa en bestemt Rute; vi haabede imidlertid paa godt Vejr, saaledes at vi ogsaa udenfor den kunde finde os til Rette i det for os alle übekendte Terræn.

---

1) Thoroddsens Afhandlinger herom findes for en Del i „Geogr. Tidsskr." 10 Bd. og 14 Bd. samt i „Andvari" XI Aarg. 1885.

Myri og den nærliggende Litla Tunga er nu de sidste Gaarde i Baardardalen, men for ikke længe siden var den 11/^l¹/^ Mil sydligere beliggende Gaard Ishöll endnu beboet. Saaledes, som tidligere vist *), er Bebyggelsen i det Hele taget aftagen ganske betydelig i denne, som i saa mange andre af de indre Egne af Island. Siden jeg i 1897 foretog Undersøgelser her paa Egnen, var der yderligere fremkommet Beviser for denne tiltagende Affolkning. I Udaadehrauns Lavaørken havde man efter Sigende netop i Aar opdaget et gammelt, hidtil ukendt Kirkested, hvor Sandflugten havde afdækket gamle Grave paa en Kirkegaard, men Tiden tillod mig ikke at besøge dette noget afsides liggende Sted, lige saa lidt som et andet nærliggende, hvor der i en Klipperevne var fundet to Menneskekranier, hvoraf det ene bar Mærker af Hug — altsammen til Vidnesbyrd om, at disse nu saa øde Egne i gamle Dage var Skuepladsen for et virksomt Liv.

Paa Myri tjente for en halv Snes Aar siden en 20-aarig Karl, Jon Sigurdsson, der myrdede sin Kæreste. Hun tjente paa Gaarden Svartaakot ikke langt borte. Han sidder nu i Fængslet i Reykjavik som et heldigvis enestaaende Eksempel paa, at Nutidens Islændere ogsaa kan fostre Forbrydere af værste Slags.

Han beskrives ellers som et Menneske, der var afholdt af alle; men saa hændte det menneskelige for ham, at han blev forelsket i en anden Pige, der tjente paa samme Gaard som han. Hun vilde imidlertid ikke vide noget af ham at sige, da hun vidste, at han var forlovet med en anden. Hans Kæreste var imidlertid bleven frugtsommelig ved ham, og han besluttede sig da til at rydde hende af Vejen. En silde Aften satte han hende Stævne ved Bredderne af Svartaaen, og her kvalte han hende efter en uhyggelig Kamp, i hvilken hun en Gang undslap ham. Derpaa kastede han Liget i Elven, hvor det blev fundet. Sporene af hans Fodtrin forraadte ham. skønt han længe nægtede sin rædselsfulde Gerning.

Vejret var nu blevet varmt, og Himlen var skyfri. Over Udaadehraun saa vi Askja, Dyngefjældene og Herdubreds Toppe, der var bedækkede med Sne; saa red vi fra Myri, Syd paa til Ishöll, i hvis skønne Sø to Islommer svømmede. Paa den forladte Gaards Tun holdt vi Hvil, medens Smaafugle muntert fløj om os, og enkelte Regnspover lod deres Fløjt høre. Siden red vi den korte Vej op over Fjældet mod Vest og ned i Mjöfidalur for at følge denne op til Højfjældet. Af og til passerede vi Faar, Lam og Ungkvæg, som græssede her uden Bevogtning i Sommertiden.

Vi fortsatte til et godt Græssted, Ytri Mosar, hvor vi slog Telt. Da vi her sad ved Aftensmaaltidet, hørte vi pludselig udenfor Teltet en lydelig Brummen; vi kiggede ud og saa da en Flok unge Tyre, der havde fulgt os i Hælene, og som nu søgte at gøre Angreb paa vort Telt og vore Heste. Vi søgte at skræmme dem bort, men de vendte om. Tilsidst tabte Jon Taalmodigheden, tog en af Hestene og sin Pisk, og nu satte han ind imellem dem. Dyrene brølte, sparkede med Forbenene og stak med Hornene i Jorden, men efter nogle vel rettede Piskeslag tog de Flugten, efterfulgte af Jon. De forsvandt snart i en drabelig Støvsky, og en god halv Time efter vendte Jon tilbage efter at have drevet dem en halv Mils Vej bort. Vi saa dem ikke siden. Saa redte vi da vort Leje for første Gang paa denne Fjældtur. Jon var rigtig „i sit Es", nu skulde han atter tilbringe nogen Tid i de Egne, han holdt saa meget af. Da jeg havde sagt „Godnat", svarede han „Tak", og derefter hørte jeg ham udbryde: „Nu har vi det godt paa Fjældene." Jeg gav ham Ret; saadan Hygge som den, man kan finde i sit Telt en stille Aften deroppe i Højfjældene, naar man hører Hestene bide deres Græs udenfor, den findes kun i den frie Natur. Har Dagen været anstrengende, saa meget større er det Velvære, man føler, naar Lyset er slukt, og man bereder sig til at sove ind. Blæser det derude og rusker i Teltet, eller falder Regnen let mod Teltlærredet, glæder man sig ogsaa over, hvor godt man har det. Det eneste, som kan forstyrre Roen, er Tanken om, at Hestene kan gøre Knuder og stikke af.

---

1) Gjennem affolkede Bygder paa Islands indre Højland.

findes kun Foder til 6—86^—8 Heste ien Nat. Disse Græssteder ligger c. 20 Minutters Gang fra Skjalvandi. Lidt længere mod Syd i Nærheden af sidstnævnte havde vi teltet i 1897. Da var der taaleligt Græs, men siden havde Sandflugten ganske ødelagt dette Sted. Saadan gaar det stedse her i Højfjældene, hvor Græs er en yderst sparsom og flygtig Vare.

At der tidligere her i Egnen har været langt mere frugtbart, bevises bl. a. ved 8—4 Tomter af Huse, som ligger lige Syd for Kidagilsaaens Udløb i Skjalvandi. Sandflugten har ganske opblæst Jordsmonnet og afdækket Tomterne. Afblegede Knogler saas ligge hist og her mellem Ruinerne, ligesom jeg fandt Jærnsøm o. 1. Enten har her ligget en lille Gaard eller været et Sætersted.

Det regnede om Natten, og vi maatte holde Vagt over Hestene lige til Solopgang. Først ved Middagstid næste Dag klarede det lidt. Vi brød da op, bl. a. fordi det ikke var muligt at blive en Nat til, da der saa ikke vilde være Foder til Hestene. Fra Teltpladsen er der godt Y₂ Times Ridt mod Vest langs Kidagilen op over sandet og stenet Terræn, indtil man kommer til det Sted, hvor Sprengesandvejen gaar over den; Øst for er Kløften ikke til at passere. Her begyndte Varderne, som var byggede af Jon Oddson m. fl. i 1901 og som nu afmærkede Vejen et godt Stykke i sydlig Retning over den nordlige Del af Sprengesanden.

I 1897 gik jeg fra Kidagil lige til Eyvindarkofaver ved Hovsjøklens Sydende i kun 9Y₂ Time. Denne Gang vilde jeg ikke gaa saa langt straks, men først gøre en Afstikker til Tungnafellsjökull, hvor der i en Dal (Jökeldal) efter Jons Sigende fandtes godt Græs. Ved at benytte dette Græssted som MeJlemstation afkortedes den lange Sprengesandstur meget, og man kunde fra Mjöfidalur fremtidig ride lige dertil uden at benytte Kidagils slette Græssted.

Vejen fra Kidagil gaar i Sydvest, først langs et af Tilløbene til Kidagilsaa, siden gennem Lavninger, hvor der findes lidt Mos og Græs for Faar, og hvor der sarnier sig Vand; med Afløb mod Øst til „Fljotet" (Skjalfandafljöt); siden stiger man lidt opad mod Sandens højeste Parti. Allerede har man i nogen Tid øjnet Bakkepartiet Fjöröungsalda, og nu styres mod dettes Vestside. Efter c. 2% Times Ridt fra Kidagil er man naaet i Højde med Bakken, Vest for hvilken der ligger en langagtig Sø (Fjöröungsvatn). Ikke Spor af Vegetation saas omkring Søen, ligesom der heller ikke øjnedes Fugle i den. I Aar var Søen meget tør, og Vandstanden lavere end sædvanlig.

Vi saa Spor efter en Karavane, som havde passeret Søens nordlige, nu tørre Bund, kommende fra Syd. Ved Kidagil havde vi ligeledes truffet Spor efter den. Det viste sig siden at have været nogle Tyskere, som havde passeret Sanden — heldigvis for dem i godt Vejr — under Ledsagelse af ukendte Følgemænd, hvorfor det ikke var saa underligt, at de havde været paa gale Veje.

Efterhaanden er ogsaa Hovsjøklens nordøstre Hjørne kommet til Syne, og vi styre nu Syd paa langs Fjordungsvatn stadig følgende den Række af Varder, som er bygget her. Ved Søens Sydende bøjede vi nu imidlertid af i sydøstlig Retning over mod Tungnafells Jøkulls Sydende. Taagen laa over Landet, men vi fandt fremad, ledet paa rette Vej af Hestespor, som Jon forklarede skrev sig fra forrige Sommer, da de Arbejdsfolk, som byggede Varderne, havde et Par Heste græssende i Jøkeldal.

Vi passerede Tömasarhagi, en stor gulgrøn, mosgroet Sænkning Vest for Tungnafellsjøklen, hvor der græssede nogle Faar — og siden fandt vi langs Fjoröungakvislen ind i Jökuldalur, hvor vi ankom efter 2Y₂ Times meget hurtigt Ridt fra Fjordungsalda.

Det var sen Aften, da vi kom dertil. Flokke af Gæs strøg skrigende hen gennem Dalen, aabenbart irriterede over, at vi vilde tage deres Hjem i Besiddelse, men det kunde ikke være anderledes, thi Hestene maatte have Græs. Vi slog Teltet op paa fladt, lidt sumpet Terræn, i hvis Nærhed der var godt Græs. Paa en Skrænt ved Teltpladsen groede endog frodige Kvanner. Taagen laa over Fjældene, og det blæste en kold Vind. Først ved Midnatstid havde vi faaet alt i Orden, saa vi kunde gaa til Sengs.

Den næste Dag, d. 24. August, var det vedblivende Støvregn og tæt Taage, og da det gjaldt om at faa noget at se fra Fjældene, maatte vi finde os i at vente, til dette kunde ske. Imidlertid gjorde vi Ture rundt i den dybe Dal. Enkelte Lam saas oppe i Fjældkløfterne. Et Sted blev den hvide Plet ved at indtage samme Stilling. Det viste sig at være et dødt Faar, aabenbart fra forrige Vinter. Senere fandt vi andre døde Faar. Øremærkerne viste, at de var fra Baardardalen. Disse stakkels Dyr var aabenbart bleven oversete ved Fjældgangen i Efteraaret 1901 og havde derefter, følgende Elven, søgt ind i Dalen. Som Regel kan Faarene ikke leve en Vinter over i Islands Indre. Man nævner som en Undtagelse, at et Faar en Gang for 12 Aar siden levede en Vinter over ved Arnarfell. Samtidig fandt man dog 9 andre, som var døde samme Steds. Folk fra Sydlandet, som ledte efter „Fjallagrös" (Islandsk

Mos), fandt det og saa paa Øremærket, at det var fra Gaarden Store Vellir i Baardardalen. De tog Ulden af det og lod det blive, hvor det var til Efteraarsfjældgangen. Da fandt de to Faar paa Stedet.

Det er utrolig lange Strækninger, Faarene tilbagelægge. Jon fortalte saaledes, at Folk fra Baardardalen engang for faa Aar siden havde bragt deres Faar — en Del Hunfaar — til Sydlandet for at faa Kacen blandet dér. Dette skete i Juli Maaned. Paa Tilbagevejen løb nogle Faar bort fra Folkene ved Budarhåls; et af dem kom i følgende Januar Maaned i bedste Velgaaende ned i Baardardalen til Gaarden Myri efter at have passeret Sprengesanden midt i Vinteren.

Da det klarede ved Aftenstid, red jeg op paa Fjældene og fik en herlig Udsigt over Sanden og Jøklerne. Paa det stenede, golde Fjæld traf vi en enlig Kype og nogle Snespurve.

Natten mellem den 24. og 25. August havde vi Maaneskin, stærk Kulde og sydlig Vind. Efter Solopgang den 25. kom Skyerne drivende, og en tæt Taage lagde sig i Dalen; men Jon forsikrede, at den vilde lette ved Ellevetiden — og saaledes gik det ogsaa.

Vi startede derfor tidligt og gik over Sanden til Egnen ved Hovsjøklen, langs hvilken vi afmærkede Vejen mod Syd følgende Tjorsaaen til Eyvindarkofaver, hvor vi teltede ved Ruinerne af den usle Hytte, som en fredløs Mand, Eyvind, for godt 100 Aar siden beboede, og hvilken jeg tidligere havde undersøgt.

I Ruinen fandt vi en Seddel fra Bonden Olafur Bergsson paa Skridufell paa Sydlandet, hvori han fortalte, at han d. 24. August havde været der paa Tilbagevejen fra Baardardalen, hvorhen han havde fulgt 4 tyske Turister og 2 Mand fra Reykjavik. Det var dem, hvis Spor vi havde set tidligere.

Vi havde bundet Hestene forsvarligt paa Forbenene og sluppet dem løs paa de sumpede Græssletter, der omgav Teltpladsen og sov ind med Tanken om, at her, hvor der var godt Græs, var der „Fred og ingen Fare". I Nattens Løb hørte jeg Hestene udenfor, sidste Gang Kl. 3—4, inden det blev lyst, Hvor forbavset blev jeg derfor ikke, da jeg Kl. 41/24^l/₂ blev vækket ved, at Jon hastigt kom ind i Teltet, kaldte paa Sigurd og mig og sagde: „Hestene er borte".

Vi sprang alle op og ud. En let Taage laa over Landet, men vi kunde dog se temmelig langt bort, skønt Solen endnu ikke var oppe. Vi spejdede og spejdede, Hestene maatte have gemt sig i en Lavning. Saa gik vi hver til sin Side; men snart hørte jeg langvejs fra Raabet: „De er gaaede Nord paa, her er Sporene". I det Samme saa jeg Jon og Sigurd springe af Sted op over Bakkerne i den angivne Retning. Imedens gik jeg op paa en anden Bakke for at spejde. Jeg saa ingen Ting, og Følgemændene kom ikke tilbage. Der gik én_—to og henved tre Timer. Da stod det mig klart, at nu maatte Hestene rimeligvis være undslupne — thi at tænke sig, at de to Karle kunde indhente dem, naar de var langt forud, turde jeg ikke haabe.

Jeg gik ind i Teltet, tog Kortet frem, regnede ud, hvor mange Dage, vi havde at gaa til beboede Steder (der var 4_—5), overvejede, at vi for at klare os i Nattekulden maatte bære Teltet foruden Proviant o. s. v. Vi maatte gaa lige Nord i, og jeg besluttede at søge direkte ind i Øfjordsdalen, da vi saa samtidigt kunde udføre en Del af vort Hverv. Elve var der ikke mange af netop paa denne Vej.

Jeg gennemgik alt vort medbragte Gods og besluttede at efterlade det meste og siden lade det afhente. Saa gik jeg ud, spejdede atter mod Nord — og blev behagelig overrasket ved at se de to Mænd komme ridende i Galop med Hestene.

Snart var Sigurd og Jon ved Teltet, sveddryppende og udasede, men stolte. De havde truffet Flygtningene en dansk Mil mod Nord. Disse var anførte af den graa Pakhest, som havde slidt Fodbaandet over og nu søgte hjemad. Snart stod de søvnige og dumme, medens Lejren blev brudt af og Sagerne læsset paa Forbryderne.

Taagen lettede, Solen brød frem, og en smuk Regnbue tegnede sig ovre mod Store Arnarfell, da vi satte os i Bevægelse mod Syd langs Tjorsaa for at naa Kvannagil (Hvannagil) et Græssted nord for Budarhåls.

Da jeg sidst var i disse Egne, traf vi en Mængde Svaner i Smaasøerne og paa Engene ved Eyvindarkofaver. Denne Gang var der ingen, men det saas tydeligt, at de havde været der ogsaa i Aar, thi Svanefjer laa spredte overalt i Græsset. Derimod traf vi Svaner med flyvefærdige Unger i et Par Smaasøer paa Vejen længere mod Syd.

Vi havde ventet et let og bekvemt Ridt i sydlig Retning, men blev snart übehagelig berørte ved at møde Hindringer af værste Art. Først havde vi at kæmpe med lidt Sandbløde i en mindre Aa, siden, da vi skulde over Tufuvers-Kvisl, var det nær gaaet os galt. Bredderne saa ret uskyldige ud, og vi anede Fred og ingen Fare. Jon red imidlertid frem for at finde et Overgangssted. Bunden var lidt blød paa denne Side, men ikke værre, end at vi andre fulgte efter. Da •— just som han var ved at naa den modsatte Bred, forsvandt han og Hesten pludselig omtrent ganske. Et Øjeblik laa de og rodede i Vandet, derpaa saa jeg Jon rejse sig; men Hesten kunde han ikke straks faa op. Først efter nogle Minutters anstrængende Kamp for at redde sin Hest, der med opspilede Næsebor angstfuld laa og væltede sig i Kviksandet, lykkedes det ham at bjærge den i Land.

Jeg søgte nu længe en anden og bedre Overgang
og fandt den ogsaa tæt ovenfor et Sted, hvor Elven
kom ned over en Basaltvæg i et lille Vandfald.

Snart efter holdt vi Hvil ved det gode Græssted Tufuver, hvor Sydlændingene plejer at kampere paa deres Fjældgange, og hvor de har bygget en lille Faarefold. Jon vred og tørrede nu sine vaade Klæder saa godt, det lod sig gøre. Siden brød vi op igen, passerede forbi SöleyjarhÖfden og videre langs Tjorsaa, stadig i sydlig Retning. Atter her maatte vi over et Par smaa Elve med Sandbløde, hvorfor Hestene vare yderst anstrengte, da vi om Aftenen kom til Kvannagil Græssted. Tjorsaaen brusede tæt ved og dannede et smukt Vandfald mellem Øer og Skær.

Vi havde hele Dagen haft vidunderlig skønt Vejr og en henrivende Udsigt til Jøklerne. Det var stikkende varmt, naar Solen var fremme, og bidende koldt, naar den forsvandt bag Skyerne. Jeg havde her ganske den samme Fornemmelse som i sin Tid om Aftenen ved Lejrbaalene i Afrika. Man var for varm paa den Side, der vendte mod Ilden, og knagfrøs samtidig paa den modsatte. Vi slog Teltet op ved en af de mange Vandhuller med stillestaaende Vand, som fandtes mellem Sandtuer med Pilevegetation. Om Natten frøs vi i Teltene, og længe holdt Frygten for, at Hestene skulde løbe bort, os vaagne — endelig faldt jeg dog i Søvn, men kun for snart efter at blive vækket ved Efterretningen om, at de virkelig var løbne. Klokken var 21/2,2^l/₂, og det var mørkt; desuagtet blev Flygtningene fundne og bragte tilbage i Mulm og Mørke; saa hengled Natten, til det gryede om Morgenen den 27., Kaffen var kogt, og vi atter var bleven varme.

Morgentoilettet blev holdt ved Solopgang i en af de isdækte Vandpytter, ved hvis Bred der laa Svanefjer, og paa hvis Bund vi gennem Vandet saa Fodtrin af disse Fugle. Det var dejligt klart Vejr, som vi benyttede til at ordne forskellige Ting. Vi skoede Heste, gjorde en itubrudt Ridekasse i Stand og brød først op Kl. !G¹/2- Vi gjorde nu en Udflugt mod Syd/ paa hvilken vi forvissede os om; at Vejen let kunde føres videre til Tungnad. Vi opdagede, at Klifshagavellir ligger alt for langt mod Øst paa Kortene — (hele 3—43^—4 Timers Ridt) og fulgte langs Kaldakvisl et Stykke. Paa hele Ridtet glædede vi os over den skønne Udsigt til Hekla og Bjærgene i dets Nærhed. Om Aftenen gik vi atter tilbage til Kvannagil, idet jeg ikke, paa Grund af det kolde Vejr og Udsigten til at faa Snestorme — Fjældene var stedse hvidklædte — mente at burde udstrække Turen længere mod Syd. Vi nøjedes da med den foretagne Rekognoscering langs Kaldakvisl, i hvilken der var langt mere Vand, end der efter Sigende ellers plejer.

Vi gik saa langt mod Øst, at vi saa hen til Illugaver
og Egnen Syd for Vonarskard, bag hvilket
Vatnajøklens hvide Flade hævede sig.

Atter om Natten forsøgte Hestene at løbe bort,
men blev indfangede.

Det havde omtrent været det værste Sted, hvor det kunde være sket. Vi var rigtignok ikke mere end iy₂ Dags Ridt fra beboede Steder paa Sydlandet, men vi kunde for Tiden ikke komme over Tungnaå. fordi Baadene, som bruges af Folk, naar Fjældgangene finder Sted, alle laa paa Elvens Sydside.

Fra beboede Steder paa Nordlandet var vi 8 Dages Ridt. Skulde denne Vej tilbagelægges til Fods, kunde der ikke paaregnes mindre end det dobbelte Antal Dage, eftersom der jo maatte medføres Proviant og Telt til Beskyttelse mod Nattefrosten. Heldigvis blev det dog ikke til noget med vor Fodvandring.

D. 28. August gik vi tilbage mod Nord, men denne Gang tog vi en noget østligere Rute, der laa c. Y₄ Mil fra Tjorsaa. Derved undgik vi de sandede, bløde Strækninger ved Mundingen af de smaa Elve. Samtidig afstak vi en god Vej. Vi naaede Soleyjarhöfde, det sædvanlige Vadested over Tjorsaaen, passerede

det uden Hindringer med Bagagehestene tømmede paa Line, hvorefter vi lod Hestene græsse en Stund Vest for Elven ved en Hytte. Siden gik det Nord paa for inden Solnedgang at naa tæt ind under Hofsjökull ved et Sted, Nauthagi, hvor der efter Jons Sigende skulde findes nogle hidtil uorntalte, varme Kilder, omgivne af en yppig Græsvækst.

Kjcellingefjældenes smukke, lyse Liparittoppe, mellem hvilke den evige Snes hvide Flader skimtedes, laa fri for Taage tæt Syd for Hovsjøklen. I de snevre Dale mellem Kjællingefjældene findes der hundreder af varme Kilder, som jeg besøgte i 1897.

Vi tog Retning langs Blautakvisl i en stor Bue mod Vest for at undgaa de mange slemme Elve, som, kommende fra Hovsjøklen, samler sig i større Strømme og løber i Tjorsaa; siden passerede vi Blautakvislens

Bredning og styrede nu lige paa et lille Fjældparti i
Randen af Hovsjøklen.

Omtrent Klokken 6 Aften naaede vi ind bag et lille Forbjærg og blev yderst forbausede over at se en yppig, grøn Slette nedenfor den kolde, hvide Jøkel. En let Røg steg op af Sletten fra en varm Kilde, langs hvis Afløb der groede en forbausende yppig Vegetation hvoriblandt kæmpemæssige Kvanner. Vandets Varmegrad var i Kilden efter et Skøn over 35 ° Celcius, men ikke 50 Alen derfra paa det Sted, hvor det varme Vand faldt i den forbi flydende Gren af Miklakvislen, der kom ind fra Jøklen, var Vandet iskoldt, og der laa en Isskorpe ind ved Bredden. I Vandet saa jeg Hundestejler, der fra det kolde svømmede ind i det varme Vand.

Nauthagi har faaet sit Navn efter to Stykker
Ungkvæg (Naut), som en Gang for ca. 50 Aar siden
løb bort fra Reykjavik og ved Efteraarstid blev
fundne her.

Ogsaa i denne Oase holdt Svømmefuglene til. Vi saa en Flok sky Svaner holde sig i længere Afstand paa Engene, medens Flokke af Gæs skrigende, flere Gange nysgerrigt, fløj hen over Teltpladsen frem og tilbage.

Efter at Solen var gaaet ned bag Arnarfell (Hovsjøklen), hørte jeg Ænders Rabben i den stille Aften, og da jeg vandrede hen over Sumpen for at se til Hestene, inden jeg lagde mig til at sove, stødte jeg en Rype op til stor Forskrækkelse for Hestene.

Efter at Natten var brudt frem, laa Jøklen mørk og truende tæt ved os, men over den tindrede en klar, ren Luft, og i Øst, hinsides Tjorsaaen, øjne.de vi Vatnajøklen med de to store, karakteristiske Forbjærge, Ha gong ur. I Syd var Hekla akkurat synlig ved Solnedgang, da dens sneklædte Top blev bestraalet af Solen. Kjællingefjældenes Toppe hylledes i et Taageslør, og snart gled Halvmørket frem overalt.

Efter et Bad i de varme Kilder skyndte jeg mig til Køjs. Natten forløb med bidende Kulde, og der blæste ned fra Jøklen en gennemisnende kold Vind, da vi ved Solopgang den 29. August traadte ud af Teltet.

Efterhaanden som Solen steg, blev det dog temmelig varmt, og vi gav os nu god Tid, da vi havde meget at reparere, inden vi kunde bryde op. Desuden hastede det ikke, eftersom vi denne Dag ikke vilde Saa længere end til Store Arnarfell, et Fjæld i Hovsjøklens Sydøsthjørne — 21/^2¹/^ ä3 Timers Ridt herfra.

Vi red nu langs Jøklens Fod, passerede Miklakrisl, siden de mange Midakvisler, som kommer fra Jøklens Mule eller sydøstre Fremspring. De strømmede næsten alle frem gennem de Volde af Morænegrus og Stenhobe, som i et temmelig bredt Bælte laa foran Jøkelranden.

Her saas et og andet Sted ældgamle Ridestier, der bugtede sig hen gennem Pletter med yppig Vegetation paa Grushøjenes yderste Affald. Snart fløj et Par Regnspover op, snart saa vi et Rypepar løbe hen mellem Pil og Lyng med deres nylig fuldvoksne Unger — eller de lettede for os og fløj bort et Stykke. Saa traf vi forladte Rugepladser for Svaner, hvor der laa en Mængde Fjer, eller vi frydede os over nogle Snespurve eller fulgte langs Ridestierne efter Engpibere, der søgte at gemme sig under Flugten.

Over Mulakvislernes mælkehvide Vand saa vi ned mod Mossletterne ved Tjorsaa — og vendte vi Øjet den modsatte Vej i Retning af Jøklen, forbausedes vi over de vældige, mørke Grushobe, der laa opdyngede foran den kolde, temmelig jævne Jøkelflade, og

gennem hvilke Mulakvislerne havde banet sig Vej. Et Steds havde en af disse Kvisier for nylig skaffet sig et nyt Gennembrud og ført Masser af Gnis og Dynd ud over Sletten. Saadan gaar det stedse. Lejerne forandres fra Tid til anden, og Kortene kan her kun være Signaturer. Mulakvislerne løber sammen Vest for en lille Bakke Arnafellsalda for siden at falde i Tjorsaa. Efter Mulakvislerne passerede vi Arnarfells-Kvisiernefells-Kvis- ud for Arnarfell U mikla, et smukt Bjsergparti i Randen af Jøklen, uden om og tildels ned mellem hvilket Jøklen sender sine Bræarme.

Ved Foden af det smukke Fjæld slog vi Lejr paa en Skrænt, der bugnede af Græs, Blomsterplanter, Kvanner o. 1. Ogsaa denne Plet dannode en forunderlig Modsætning til Jøklen og de golde Grus- og Stensletter i Nærheden.

Lokket af disse forholdsvis frodige Pletter kom i sin Tid den føromtalte Tyv og „Utilegumaöur" Eyvind, som længe havde boet ved Eyvindarkofaver, men som ikke længere fandt sig sikker dér, til Arnarfell og slog sig ned med sin Kone. Stedet, hvor han boede; kendes dog nu ikke mere; det er blevet dækket af Jøkelgrus. Her tilbragte han nu en Sommer og benyttede Lejligheden til at stjæle en Mængde Lam og Faar paa Avretterne, hvilke han slagtede, og hvis Kroppe han skulde have til Vinterføde; men saa fandt Bønderne hans Hytte, hvor han havde skjult 80 stjaalne Faarekroppe, som de bemægtigede sig. Nu maatte Eyvind opgive Fjældlivet og søge til beboede Steder.

Græsstedet ved Store Arnarfell, formodentlig ogsaa
det ved Nauthagi, har aabenbart i gamle Dage været
ikke saa lidt mere besøgt end nu.

Dengang benyttedes stundom Vejen Vest for Tjorsaa. J. C. Schiødte overnattede f. Eks. her paa sin i 1840 foretagne Rejse til Vonarskard og videre ad Vatnajøkelsvej 1).

Dengang var Vejen aabenbart til Tider værre end nutildags, og da hændte det, at man maatte op paa selve Jøklen. Endnu for 16 Aar siden var en Bonde alene oppe paa Jøklen, da han ikke kunde komme frem langs dennes Fod, hvor Jordsmonnet var opblødt. Det var gamle Gudmundur, en bekendt Sprengesandsfører, men det gik uheldigt for ham. Han maatte bl. a. dræbe en Hest, fordi den faldt i en Jøkelrevne. Han havde ialt 5 Heste med og havde i Taagen taget Fejl af Vejen. Forgæves forsøgte han at hale Hesten op med Reb — tilsidst maatte han dræbe den. Uheldet var foraarsaget derved, at Kevnerne her var dækkede af nyfalden Sne.

Til Store Arnarfell kan der om Sommeren komme Faar fra Avretterne mod Syd. Om Vinteren; naar Elvene er islagte, kan der endvidere komme forsprængte Faar over Sanderne fra Nord, men de maa som Eegel dø om Vinteren, da Klimaet er for barskt. Grunden til, at de kommer, er, at Sne og Kulde paa Sletten driver dem bort og ind mod Fjældene, hvor de kan søge Læ. Vi har tidligere omtalt, at man en Gang fandt et Lam her. hvilket havde overlevet Vinteren.

Den 30. August purredes ud Klokken ca. 4^f₂. Klokken ca. 6 stod Solen op, og snart var vi rejsefærdige. Vi forlod dette yndige Sted for over Tjorsaakvislerne at naa over paa Sprengesandens Hovedvej igen. De første to Timer maatte vi ride i Skridt over de stenede Sletter foran Jøklens Morænedannelser; siden bøjede vi i NØ. over de største af Tjorsaakvislerne, hvor vi navnlig ved en af dem havde ikke ringe Vanskelighed ved at komme over. Velbeholdne naaede vi dog Hovedruten, hvor vi for et Par Dage siden havde afmærket det Punkt, hvor Arnar f elisvej en skulde gaa af.

Det havde vist sig, at Vejen langs Jøklen var ganske god. Der er ingen Tvivl om, at den med Fordel vil kunne benyttes, navnlig naar man paa Grund af stærk Opsvulmen af Elvene i det hele taget ikke kan paaregne at komme over ved Soleyjarhøfde. Da har man den Fordel ved at benytte Arnarfellsvejen, at man passerer Kvisierne enkeltvis, forinden de forenede strømmer forbi Soleyjarhøfde.

I Grushøjene N. for Arnarfell fandt jeg store Stykker Obsidian, som aabenbart var medbragt af Isen fra Hovsjøklens indre Partier. Det var ret betydelige Strækninger, de var spredte over. Enkelte Steder var der ogsaa her en ret frodig Vegetation, og Snespurve og andre Smaafugle saas jævnligt, ligesom ogsaa Regnspover. Vi gik til Jøkeldal og slog Lejr for Natten.

Det havde nu vist sig, at Sprengesandsvejen med Lethed kunde fortsættes saavel mod Rangaavolde Syssel (Ø. for Tjorsaa) som og til Aanes Syssel (V. for samme, efter at Soleyjarhøfde var passeret). Vejen langs Hovsjøklen eller Arnarfellsvejen havde ogsaa vist sig god. Tilbage stod nu kun at finde en mere direkte Vej til Øfjordsdalens Inderste. Dette blev vor Opgave de sidste Dage, vi færdedes i Højfjældene.

Fra Jøkeldal vilde vi gaa Syd om Fjöröungsalda i NV. til Laugafell, et isoleret Fjæld N. for Hovsjøklen, hvilket i klart Vejr er synligt viden om. T horoddsen, som besøgte Egnen Nord for Hovsjøklen i

---

1) Jævnfr.: V.Petersen: To Rejser, i det Indre af Island. („Geogr. Tidskr. I Bd.).

1896 *), kalder det Laugahnukur. Øst for det ligger et
fladere Fjæld, Laugaalda. Ingen af os havde før været
i disse Egne, som overhovedet var meget lidt kendte.

Da vi skulde bryde op fra Jøkeldal om Morgenen, kom der en slem tæt Taage drivende, hvilket netop idag, da vi skulde finde Vej gennem helt ukendt Terrain, var yderst kedeligt. Dertil kom, at jeg samme Morgen opdagede, at mit Kompas var borte. Heldigvis fandt jeg det dog paa Teltpladsen, just som vi brød op.

Efter et Par Timers Ridt lettede Taagen, og nu gik det, stadig med jævn Stigning, op efter mod Laugafell over det Terræn, i hvilket Vandskellet mellem Tilløbene til Tjorsaa, Skjalvandi og østre Jøkelsaa (til Skagafjorden) gaar. Efter at have krydset Hovedvejen med Varderne passerede vi siden Bergvatnskvisl eller Bergkvisl (der løber til Tjorsaa) og naaede over bølgeformede Grus- og Sandsletter Højderne SØ. for Lcmgafell paa det omtalte Vandskel, hvorfra vi havde en glimende Udsigt over den graa, uendelig øde Ørken. Vi saa Tjorsaakvislernes nordøstligste Tilløb komme fra Jøklens nordøstre Hjørne, hvor et lille kegleformet Fjæld foran Jøklen kaldes Litla Arnarfell; vi øjnede Bergvatnskvislens to Arme, af hvilke den ene kun var 10 Minutters Ridt fjærnet fra Laugakvisl, der, ligesom de nordligste Tjorsaakvisler, kom fra Jøklen i Nærheden af Lille Arnarfell og som strømmede mod NV. hen mellem Laugafell og Laugalda. Vi fulgte denne Kvisl og besteg siden tilhest Laugalda, hvorfra vi endnu en Gang nød den vide Udsigt til alle Sider. I Vest øjnedes Mælifellshnjuk, i Syd Hovsjøklen, i SV. og V. Vatnajøklen med Hågöngur, Tungnafellsjøklen, i Ø. Udaadehraun med Dyngjufjældene, Kistufell og Trolladyngja, medens Horisonten lukkedes af Højderne ved Kidagil i NØ. og Vatnahjalli i Nord.

Saa steg vi ned ad Bjærget for at finde de varme Kilder, som, ifølge Thoroddsen, skulde ligge ved et af Tilløbene til Laugakvisl, og efter nogen Søgen fandt vi ogsaa de 3 varme Kilder (Laugar), som dannes i i et lille Vandløb med koldt Vand. Langs dette Vandløb, der nærmest var en lille Bæk, var der lidt Vegetation, men ikke megen. Vi blev noget skuffede ved ikke at finde saa rigeligt Græs, at vore Heste, som var meget hungrige, kunde blive mætte ved at græsse en Nat, hvorfor jeg besluttede straks at søge videre.

Ved Laugafell siger Sagnet, at der i sin Tid var
Sæter, saa længe Sortedøden varede.

Der skal efter Sigende findes Tomter fra den Tid, men det lykkedes mig ikke ved en, ganske vist kun flygtig, Undersøgelse at opdage dem. Vi maatte nemlig for Hestenes Skyld gaa videre, inden det blev mørkt, for at naa frem til Østre Pollar, to med Vandhuller og Smaasøer fyldte Sumpe, hvor der findes Græs. Først passerede vi en lille Elv, og efter ialt 11/2l^l/₂ Times Ridt fra de varme Kilder naaede vi den sydligste Sump, hvor vi slog Telt i en Lavning mellem nogle med Græs og Pil bevoksede Smaaknolde.

Vi var nu naaede til et Punkt paa den saakaldte r_{atnahjallavegur} — der forbinder Øfjordsdalens Inderste med Kjølvejen — en Passage, som i gamle Dage blev benyttet, trods den er overmaade stenet og lang. Jeg havde i 1897 fra Vest rekognosceret et Stykke af den til vestre Jøkelsaa. Det mellemliggende Parti af Vejen havde jeg vel ikke selv passeret, men dog tildels set paa Afstand. Den afdøde Englænder Fr. Hotvell havde imidlertid givet mig Oplysning om Vejen, ligesom Thoroddsen har beskrevet en Del af den.

Fra Østre Pollar gaar man i N. over lidt stenet Terræn til Geldingsaa (Græssted), derfra bøjer man mere i N. op mod Vatnahjalli, i et mulig endnu mere stenet og vanskeligt Terræn, hvor Hestene har meget ondt vod at finde Fodfæste.

Den 1. September brød vi op, efter at have tilbragt en meget kold Nat, for at tiltræde denne sidste Dagsmarche. Først gik det opad gennem det uendelige, stenede og vanskelige Terræn. Ved Middagstid naaede vi nogle Smaasøer, Ullarvötn, i øde Omgivelser. Her holdt vi Hvil, spiste vor Frokost og forberedte os til den sidste anstrengende Tur op ad mod Bjærget Vatnahjalli for derfra at begynde Nedstigningen i Dalen. Der var sagt os, at vi havde 4_—5 Timer fra Søerne til Bunden af Øfjordsdalen.

Da Vejret var godt, besluttede jeg at give Hestene det medbragte Hø, som mine Ledsagere flere Gange og sidst samme Morgen havde villet skille sig ved, men som jeg havde ment burde bevares, da man aldrig kunde vide, hvad der vilde ske. Som sagt, saa gjort, Hestene fik deres Foder, vi vor Frokost, og jeg gik, som saa ofte tidligere, forud, medens Hestene blev opsadlede. Efterhaanden som jeg steg op ad den af Sten, Sten og atter Sten bedækkede Bjærgside, fik jeg Øje paa lette Taageskyer, som kom drivende op paa Plateauet, aabenbart nede fra Øfjordsdalen. Jeg afventede nu Hestenes Ankomst. Taagen blev tættere og tættere, og inden vi havde naaet Randen af Dalen, var vi indhyllede i Mørke. Vi steg af Hestene og famlede os frem, stundom

---

1) Jævnfr. Thoroddsen: Fra det nordlige Island („Geogr. Tidsskr." 14 Bd.).

vejledte, stundom vildledte af nogle Varder, der ikke altid var stillede paa i-ette Sted. Vi holdt alle Hestene samlede, og naar vi havde fundet en Varde, lod jeg en Mand gaa frem for at finde den næste. Naar hans Raab forkyndte, at dette var sket, fulgte vi efter. Saadan gik det fremad en Stund, men til sidst kunde vi ikke finde flere Varder, og nu gik det fremad paa Lykke og Fromme; dog mærkede vi, at det begyndte at gaa nedad; vi hørte Vand bruse i en Kløft, fulgte dens Kand — og naaede endelig efter nogle Timers Famlen ned paa en Fjældside, hvor Taagen begyndte at lette. En smuk Dal laa for os med Solskin, Græs og Heste, og noget borte øjnede vi en Klynge Huse. Det viste sig at være den inderste Gaard i fjordsdalen. Efter et Hvil paa Bjærgskraamngen, hvor Hestene nu atter kunde fraadse i Græs, steg vi ad den yderst besværlige Vej ned i Dalbundcn. Her gik Høstfolk paa Engene, et herligt Syn for os efter de mange Dages Ophold i übeboede Egne. Sigurd red over til dem for at spørge om, hvor vi bedst kunde overnatte.

Folkene stirrede forbauset paa ham.
„Hvorfra er I komne?

Fra Sprengisandur.
Sprengisandur?
Ja vist!

Men hvordan fandt I dog Vej over Fjældene i
den TaagV, lød det forbauset.

Snart efter var vi i god Behold paa Gaarden
Tjarnir.

Derfra drog vi gennem Øfjordsdalen til Akureyri. Undervejs besøgte vi en af Landets Fremskridtsmænd, Bonden Magnus Sigurdsson, paa den prægtige Gaard Grund. Han talte om at anskaffe sig en Motorvogn til Transport af Varer til og fra Akureyri. Samtidig besøgte vi Gaarden Kroppr, nærmere ved Akureyri, hvor der for et Par Aar siden var gjort et Fund af to Skeletter i en Brink. Fundet kom til Musæet i Reykjavik, og nu søgte jeg Oplysning om Fundforholdene. Den 3. September var jeg i Akureyri, og næste Dag afrejste jeg med „Laura" til København, hvor vi ankom den 16. s. M. efter omtrent 5 Maarieders Fraværelse.

Sprengesandens Naturforhold.

Forinden vi gaar over til den nærmere Beskrivelse
af Vejene over Sprengisandur, vil vi søge at give
en Oversigt over disse Egnes Naturforhold.

Islands Indre er en stor, bølgeformet Højslette,
op fra hvilken Jøklerne hæver deres hvide Kupler
med den evige Is til betydelige Højder.

Fra disse Jøkler udspringer Islands største Elve, hvilke hovedsagelig løbe i Nord og Syd. Vandskellet mellem dem er ofte meget smalt, og Kilderne ligger ofte meget nær ved hinanden. Vi fandt jo f. Eks., at der ikke var ti Minutters Ridt mellem en af Kildefloderne (Bergkvisl) til Tjorsaa og en af Kildefloderne (Hnukskvisl) til østre Jøkelsaa, der ender i Skagafj j orden.

Selve Overfladen paa Højlandet mellem Jøklerne bestaar af Diluvial- og Alluvialdannelser, og ovenpaa Sandet ligger ofte et mosaiklignende Lag af mindre og større Stene. Andre Steder, navnlig hvor Overfladen fremtræder som uendelige Strækninger af forvittrede Bjærge, er Stenene saa skarptkantede og ligge i saadanne Mængder, at Passage til Hest næsten er umulig.

i den her omhandlede Egn, Sprengisandur i snevrere Forstand, er Sand, Grus og Sten fremtrædende. Vegetation findes yderst sparsomt, som vi straks nærmere skal erfare, og netop i denne Omstændighed ligger den største Vanskelighed, som den rejsende har at overvinde, thi Hestene maa jo med visse Mellemrum have Græs.

Medens Mangelen paa Græsningssteder for Hestene saaledes er den alvorligste Hindring for dem, der vil befare Sprengisandur, kommer hertil nu yderligere Passagen over de farlige Jøkelelve.

Disse spiller dog for Sprengisandurs Vedkommende ikke nogen Hovedrolle, da de dels kan undgaaes, dels omgaaes eller passeres paa Steder, hvor Bunden ikke er af værste Art, eller befares ved Hjælp af Baade.

Fra Tungnafellsjøkull kommer ikke nogen farlig Elv i Vejen; fra Vatnajøkull eller rettere Vonarskard kommer Kaldakvisl, der falder i Tungnaå, men denne passeres i Baad ved Budarhåls. Hofsjøkulls Elve bliver da dem, der danner den væsentligste Hindring foi Passagen over Sprengisandur.

Fra Sydøst og Øst og Nordøstsiden af denne Jøkel udspringer et helt Næt af Jøkelelve, der, naar de passeres hver for sig, inden de løber sammen, i Almindelighed ikke frembyder større Hindringer, end man kan overvinde med gode Heste. Efteråt de er samlede og har dannet Tjorsaaen, frembyder denne en mægtig Strøm, som i Almindelighed ikke kan passeres undtagen paa et bestemt Sted i Soleyjarhøfde, hvor der er stenet Bund og Passage som Følge deraf mulig. Hvis Forholdene imidlertid, navnlig i varme Somre eller efter Jøkelløb, er ualmindelig slemme, kan man ikke komme over ved Soleyjarhøfde, og man maa da forsøge, om det skal kunne lykkes at naa frem

langs Randen af Hovsjøklen idet man passerer Tilløbene
eller Kvisierne hver for sig, inden de er løbne
sammen.

Af foranstaaende Skitsekort, der dog ikke grunder sig paa Maalinger, men kun paa simpel Krokering, vil man let kunne gøre sig Rede for de Flodsystemer, som berører Sprengesandsomraadet. Det skal bemærkes, at Thoroddsens Kort er lagt til Grund for det, men det synes bl. a., som om Afstanden mellem Hovsjøklen og Tungnafellsjøklen er for lille.

Vi skal nu nærmere omtale Vegetationen og Dyrelivet. Altingsmand, Adjunkt fra Mødruvellir Stefan Stefansson, har vist mig den Velvilje at give mig følgende Oplysninger om:

Vegetationen.

„Det bølgede Plateau Nord- og Nordøst for Hofsjøkull (Sprengisandur etc.) er i det hele taget en øde Grusørken med en yderst spredt og fattig Vegetation, bestaaende af de aller haardføreste Fjældmarksvækster, f. Ex. Silene acaulis, Armeria elongata, Saxifraga oppoåitifolia, Arabis alpina og petrea og nogle flere, der med store Mellemrum danner smaa, ofte rigt blomstrende, smilende Tuer paa de triste, graalige Grusflader. Enkelte, halvtvisne Græsstraa (Festuca ovina, Poa glauca) ser man ogsaa hist og her; paa mere beskyttede Steder danne de ogsaa smaa Tuer. Paa de mest golde Grusflader forekommer der endvidere en Lichenart, Stereocaulon denudatum, dannende høje, hvælvede, graalige Puder. Undertiden staar disse mange sammen i tætte Hobe og ses da paa Afstand som lysegraa Pletter paa den mørkere Grusgrund.

Denne Ødemark er dog ikke helt uden Afbrydelser. Langs Jøkelelvene og omkring Kildevæld eller smaa Indsøer, især længst mod Nord, træffer man større eller mindre oaselignende Pletter med et nogenlunde eller helt sammenhængende Plantedække. Disse Oaser ere af højst forskellig Størrelse, fra nogle faa D Favne indtil flere hundrede. Paa Bakkeskrænter, hvor Vandet siver frem gennem Gruset, bliver dette som Regel overtrukket af et Kildemosdække af en eller nogle D Favnes Udstrækning. En Rejsende, som gennemvandrer disse øde Egne, lader Blikket med Velbehag hvile paa disse frisk grønne elier lidt gulgrønne Flækker. De større Oasers Vegetation kan blive temmelig varierende efter Stedets Beliggenhed og Grundvandsforholdene. Ved Geldingså, en Elv, som falder i Jøkulsa, den østligere Kildeflod til „Iljeradsvotn", traf jeg, paa et større Areal, hvor Grunden hældede svagt mod Nord, en Vegetationsform, som nærmest maatte betegnes som et ægte Moskær. Den toneangivende Plante var Sphærocephahis palustris, der sammen med Hypnum trichoides dannede temmelig store Tuer, medens Mellemrummene imellem disse optoges hovedsagelig af Paludella squarrosa og Amblystegium uncinatutn. De højere Planter var yderst svagt repræsenterede. Kun enkelte Eksemplarer af Pediculuris ftammea tittede hist og her frem mellem Mosset. Omkring Kæret, hvor Grunden var mindre fugtig, fandtes derimod en Del Blomsterplanter, f. Ex. Salix lanata og glauca, der dannede tætte, men lave Be

voksninger, og af urteagtige Planter var Archnngelica, Bartschia, Epilobium latifolium, Geranium silvaticum, Ranunculus acer, Viscaria alpina, Alchemilla vulgaris, Polygonum viviparum, Tofieldia o. fl. de mest fremtrædende. Længere inde ved Aaen fandtes en anden Plet, hvor Grunden var betydelig mere tør, med en typisk Hede- eller Lyngmovegetation, bestaaende af Lyngmoens sædvanlige Karakterplanter: Empetrum, Betula nana, Dryas octopetala, Salix lanata, glauca og herbacea. Desuden var Armeria stærkt repræsenteret. Thymus serpyllum, Polygonum viviparum, Si ene acaulis o. fi. fandtes ogsaa i temmelig stor Mængde. Nærmest ved Aaen, hvor Grunden var mere fugtig og kold, blev Salix herbacea helt dominerende og dannede, som sædvanlig paa lignende Steder, højt til Fjælds et tæt, olivengrønt Dække.

Endnu længere mod Syd, ved de saakaldte Pollar (amaa Søer), træffes igen andre Plantesamfund. Omkring Søerne og de talrige smaa Sumpe i Nærheden er Halvgræsserne helt dominerende, især den smukke, kraftige Carex rostrata, eller Eriophorum polystachium. De mindre fugtige Arealer dækkes derimod enten af et sammenhængende Grimmia-Dælske, indvævet af forskellige Hedeplanter, f. Eks. Empetrum, Salix lanata, glauca og herbacea, Cassiope hypnoldes 1), Thalictrum alpinum, Cerastium alpinum og nogle flere, eller af tætte Lichen Puder, et Slags Lichenhede. Oven paa de ejendommelige, kuplede Forhøjninger kaldet »Dys" eller „Haugar", der som vældige Tuer af flere Favnes Omfang optager et større Areal, adskilte af dybe, smalle, netformige Render, er Gyrophora hyperborea i Forbindelse med Alectoria ochroleuca den dominerende Art, dannende et lysegraat Dække. Paa den flade Mark har derimod Cetraria islandica Magten og kontrasterer ved sin mørke Farve stærkt til Gyrophora Bevoksningerne.

Den sydligste og tillige den smukkeste og mest frodige Oase paa denne Strækning er übetinget den ved „Laugafell", en lav Fjældkuppel, som rager op over det omgivende Plateau og har faaet sit Navn af de varme Kilder „laugar" (88-40° Varme), som dér har sit Udspring. Omkring disse og i Nærheden af dem har der udviklet sig kraftige, men temmelig artsfattige Blomsterplantebevoksninger. De mest fremtrædende og tillige de smukkeste og mest iøjnefaldende Planter er Geranium silvaticum, Ranunculus acer, Rhodiola rosea, Archangelica, Alchemilla vulyaris og Burtschia alpina, der vokser imellem hverandre og i stor Mængde dannende prægtige, spraglede Blomsterbede. Imellem disse, men af underordnet Betydning, er Taraxacum vulgai e og croceum, Polygonum viviparum, Rumex acetosa, Leontodon auctumnalis, Habenaria hyperborea og viridis, Pyrola minor, Veronica alpina, Thalictrum alpinum, Phleum alpinum, Erigeron neglectus, Achillea, Viola palustris, Carex rigida; endvidere Salix lanata og glauca, der paa sine Steder bliver dominerende, og indblandet i disse smaa Salix-bevoksninger findes hist og her smaa forkrøblede Eksemplarer af Empetrum og Vaccinum uliginosum. Paa Forhøjninger i større Afstand fra Kilderne dannede de almindelige Fjældmarksplanter Arenaria, Silene acaulis og Arabis petræa en nogenlunde sammenhængende Vegetation i Forbindelse med Equisetum arvense og rariegatum, Tofieldia o. fi., men efterhaanden, som man kommer længere bort fra de varme Bække, bliver Vegetationen mere spredt og

---

1) C. tetrayona findes slet ikke i Island, cfr. „Europa" S. 429.

gaar til sidst over i den typiske Fjældmark med de fjærntstaaende,
enkelte, tueformede Planteindivider.

Landet Syd for Laugafell helt indtil Hofsjökull er übetinget en af de aller nøgneste Strækninger, som findes i hele Island. Man rider uafbrudt i 12—14 Timer uden nogensteds at faa en Mundfuld Græs til Hestene. Hen ad Aftenen ser man den grønne Sydskrænt af „Arnarfell", som knejser op over den sydøstlige Rand af „Hofsjökull". omfavnet af to vældige Bræer, der falder ned paa det svagt skraanende Plateau Syd for Jokelen. De stakkels sultne og udmattede Heste oplives ved Synet af de grønne Skrænter, Gangen bliver lettere, og inden kort Tid naar man det ejendommelige Jokelfjæld og ser sig med ét omgiven af en Vegetation, som i Yppighed og Pragt vanskelig finder sin Lige i hele Landet, endog i dets luneste Dale.

Fjældskrænten, som vender næsten lige imod Syd, or temmelig stejl og svagt furet af nedløbende Render. Nederst paa Bjærgfoden findes en fremspringende Terrasse med flere mindre Indsænkninger. I disse har Vegetationen udviklet sig med en aldeles enestaaende Fylde og Kraft. Den dominerende Art er „Kvannen", Archangelica officinalis, undertiden delende Magten med Rhodiola. I to Indsænkninger af temmelig stor Udstrækning var „Kvannerne" omtrent af Mandshøjde og havde 12^—20 Cm. tykke Stammer. Imellem disse Kæmper prangede store, hvælvede, rigtblomstrende fihodiola-Tuer samt usædvanlig kraftige Geranier og Ranuncler, Alchemilla vulgaris, Ttumex acetosa. Taraxacum vulgäre, Saxifraga cernua, Oxyria digyna og Arabis alpina foruden mange andre af de neden for nævnte Planter. Disse havelignende Sænkninger er tildels omkransede af smukke Salix phylicifolia Buske som et Slags levende Hegn. I de mange Render og smaa Indsænkninger højere oppe paa Skrænten genfinder man den samme Slags Vegetation, kun med den Forske], at „Kvannerne" og Rhodiola her er underordnede, medens Geranium silvaticum, Ranunculus acer, Alchemilla vulgaris, Rumex acetosa og Taraxacum vulgäre har taget Magten, og i mellem disse vokser mange flere mindre fremtrædende Planter, f. Eks. Veronica alpina, Polygonum viviparum og Phleum alpimim; endvidere Salix lanata, phylicifolia og glauca. Paa flere Steder bliver disse Pilearter dominerende, fortrænger delvis Urterne og danner smaa Buskads enten i Forening eller hver for sig. Men største Parten af disse Pilebevoksninger fortjener dog næppe, at betegnes som Krat, da Planterne i Regelen er nedliggende, og kun Grenene hæver sig nogle faa Tommer over Jorden, medens Stammen til Dels ligger skjult. Saadanne Pilebevoksninger er den mest udbredte Vegetationsformation paa Fjældskrænten og bidrager hovedsagelig til at give den paa Afstand sin smukke, grønne Farve, som kontrasterer saa stærkt mod de omgivende Bræer. Det er kun i enkelte dybere Indsænkninger, at et rigtigt Pilekrat kommer til Udvikling, og dér er det især Salix phylicifolia og lanata, som er de kratdannende Arter. Foruden de nævnte tre Pilearter forekommer ogsaa Salix herbacea i stor Mængde og danner hist og her sammenhængende Tæpper. Sammen med denne eller særskilt optræder et Par hybride Salixformer (især Salix herbacea X lanata). Imellem Dværgpilene findes dens tro Ledsager Sibbaldia procumbens o. fl.

Paa de fremspringende og mere tørre Partier af Skrænten er Vegetationen noget forskellig fra den allerede skildrede og maa nærmest betegnes som en frodig Lyngmobund, hvor selve Lyngplanterne endnu er udeblevet. En af Lyngmoens Karakterplanter, Elyna BeUardi, er her meget fremtrædende, ligeledes Cerastium alpimim. Paa flere Steder veksle brunlige Efø/wa-Bevoksninger med større eller mindre hvidlige C^ras^m-Blomsterfelter. Alle Salixarterne forekommer dér ogsaa, men ikke nær saa kraftige som i Renderne og Indsænkningerne. Endvidere Thalictrum alpinum, Viscaria alpina, Silene acaulis, Galiuni silrestre, Bartschia alpina, Rumex acetosa, Polygonum viviparum, Equisitum arvense og pratensc, Potentilla verna, Veronica saxat His, Gentiana tenella, Luzula spicata, Cassiope hypnoides, Pedicularis flammea og Rhodiola spredte, Poa alpina og glauca, Aira cæspitosa, var. alpina, Festuca rubra, Carex rigida og endelig Dryas octopetala, Thy mus serpyllum, Vaccinium idiginosum og Empetrum. Paa golde, grusede Steder danner disse Lyngvækster usammenhængende Bevoksninger, der maa betegnes som Tilløb til en Lyngmodannelse.

Det er saaledes af det Anførte indlysende, at Vegetationen i „Arnarfell" udmærker sig ikke alene ved sin Yppighed, Fylde og Pragt, men er ogsaa temmelig varierende med Hensyn til Artsammensætning og Karakter.

Paa den svagt hældende, lerede Grusslette Syd for „Arnarfell", der gennemstrømmes af talrige, netformet forgrenede Bræelve, træffer man paa flere Steder store Felter overtrukne af en frodig Mosvegetation, hovedsagelig bestaaende af Amblystegium giganteum og sarmentosum, Pohlia albicans, Sphagnum teres, Sphærocephalus palustris, Astrophyllum cinclidioides, Paludella squarrosa, Dicranum neglectum, Jungermannia quinquedentata, Ceplialonia media og bifida o. fl. Længere mod Sydvest, paa de dyndede Græsflader langsmed og mellem „Tjorså"ens talrige Kildefloder, opnaar denne Mosvegetation en endnu større Udvikling og danner paa store Strækninger et Slags Mostundra, der paa Afstand ser ud som grønne Engflader."

Dyreliv

Man forbauses over paa den øde Sande dog at træffe Dyreliv. Hvad Pattedyrene angaar, er de næppe repræsenteret ved andre end de tamme Dyr (Lam, Faar), som i Sommeren vandrer ud over Sanden. Mulig kommer der en Gang imellem en Ræv, men næppe ofte; der er ikke meget at jage efter for dem. Anderledes stiller det sig med Fuglene, af hvilke enkelte Arter søger herop for i Sommertiden at kunde yngle i Fred.

Det er navnlig forskellige Svømmefugle, der finder sig et midlertidigt Hjem ved de faa og smaa Oaser paa Randen af Jøklerne, i enkelte Smaasøer og ved nogle Vandløb. Navnlig Sangsvanen (Ålft, svanur) yngler ved Højfjældssøerne, paa hvis sumpede Bredder vi ofte saa dens Dun og Fjer, eller i de smaa Pollar og Vandsamlinger, paa hvis bløde Bund vi saa Mærker af dens Fodtrin. Naar Ungerne er udrugede og nogenlunde flyvefærdige, hvilket synes at være Tilfældet i Slutningen af August Maaned, kommer den Tid, da de gamle Fugle samtidig skifter Fjer. De er da mindre egnede til at unddrage sig Forfølgelse og det synes, som om de ved dette Tidspunkt altid søger bort fra de store græsgroede Sumpe til Smaasøerne, hvor de ved Svømning kan unddrage sig Efterstræbelse. Jeg har truffet Vidnesbyrd om, at Sangsvanen ynglede i Græssum

pene ved Eyvindarkofaver, Tufuver, Soleyjarhøfde, Nauthagi,
Arnarfell, Kvannagil, Østre Pollar, Kidagil osv.

Deres hvide Legemer saas ofte paa meget lang Afstand. Som oftest holdt de i Slutningen af August sammen i Flokke paa en halv Snes Stykker. De var meget sky og lettede paa lange Afstande i Modsætning til, hvad der var Tilfældet i 1897, skønt det var i de samme Dage. Dengang traf vi dem i Mængde ved Eyvindarkofavers Sumpe; nu var de borte, hvorimod vi overraskede Smaaflokke i nogle Smaasøer Syd derfor. Graa</«?s (Grågæs) traf vi ligeledes ret ofte. De kom flyvende langs Elvene flere Steder, ligesom vi saa dem ved Græsstederne, f. Eks. Jøkeldalen, ved Nauthagi og Blautakvisl samt Store Arnarfell, langs Tjorsaa o. s. fr. En enkelt Gang saa vi dem flyve i Flokke paa indtil 25 Stykker.

Ænder, bl a. Stokanden (Stokkönd) saa vi faa af paa lignende Steder, ligesom vi stundom oftere hørte dem i Nærheden af Teltpladserne saaledes bl. a. ved Eyvindarkofaver.

Islommer (Himbrimi) saa vi parvis i Ishollsvatn, men ikke
længere inde i Landet.

En enkelt Svartbag (Svartbakur) og Struntjæger (Skumur) saas flyve langs Elvene. Saa langt, som Faarene gaar, altsaa omtrent overalt, saa vi Ravnen (Hrafn), som oftest parvis. Dens høje, uhyggelige Skrig hørte vi af og til (f. Eks. ved Kidagil og Eyvindarkofaver). Ryper (Rjupa) ligefrem mylrede i Flokke paa indtil ca. 30 Stykker paa Hederne i Sønder-Tingø Syssel, hvor der er et Eden for dem; de saas ogsaa, om end sjældent, inde paa Sanden. Jeg traf en enkelt paa Toppen af et nøgent Forbjærg til Tungnafellsjøkull, ligesom der var smaa Flokke paa en halv Snes Stykker flere Steder paa de med Bevoksning af Pil, Lyng osv. dækkede Skrænter af Morænehøjene foran Hovsjøklen. Der saas Kuld af Gamle og Unge, hvilke sidste alle var flyvefærdige paa nær et Kuld, som d. 29. August endnu ikke var naaet saa vidt. Det var aabenbart Efternølere. Ved Nauthagi og Tufuver traf vi dem ligeledes enkeltvis.

Paa Randene af Højfjældene traf vi Regnspover (Spoi), Brokfugle (Heiolo) og et enkelt Sted Præstekraver (Sandlöa). Navnlig i Nærheden af Buske og Krat, men ogsaa inde paa Højlandet, saas de førstnævnte af og til, saaledes ved Blautakvisl og Store Arnarfell osv.

Af Smaafugle traf vi ret ofte Snespurven (Snjötitlingur, solskrikja) mellem mosgroede Stenhobe (foran Jøkuldal og Store Arnarfell), Engpiberen (pufutith'ngur) fløj et enkelt Sted langs Jorden pilsnart hen mellem Tuer, og Vipstjærten (Måriatla, Mariu-erla) med sine fornøjelige, livlige Bevægelser viste sig navnlig paa Steder, hvor der var lidt Vegetation (Jøkuldal, St. Arnarfell, Bergkvisl, Eyvindarkofaver, Tufuver), men ogsaa et enkelt Sted paa den øde Sande.

Ud over de nævnte Fugle saa vi ingen under vort Ridt i det Indre. Der kunde gaa Timer, ja, halve Dage, uden at vi øjnede Dyreliv; saa meget mere kærkomment var det, naar det viste sig.

Et enkelt Insekt, en enlig rød Edderkop, var iøvrigt alt, hvad vi saa af den Slags paa Sanden. I de bevoksede Dale var der derimod ikke saa faa Insekter, Fluer og Myg. Laks og Foreller findes der rimeligvis i flere af Elvene.

Fællesgræsgange.

I disse øde Egne er der om Vinteren saa at sige intet Dyreliv, men om Sommeren kommer foruden Svaner, Gæs, Struntjægere og andre Svømmefugle mange Tusinder af Faar og Lam, som spredes ud over Islands indre Egne for at søge Føde, indtil de om Efteraaret bliver samlede ind igen. Folk fra Gaardene nede i Dalene bringer ved Foraarstid Lammene op paa Randen af Højfjældene, hvorfra de selv i smaa Flokke søger længere og længere ind efter, idet de som oftest følger Elvelejernes Bredder eller de sumpede, mosgroede Lavninger. Langsomt spredes paa denne Maade disse Dyr ind mod Jøklerne, ja, helt ind i Dalene mellem disse. Naar man færdes vidt og bredt i disse Egne, træffer man af og til paa Faar enkeltvis eller nogle faa i Følge. Som hvide Pletter tegner de sig skarpt i Solskinnet paa de mørke Sander, paa Fjældskraaningerne eller i de dybe Dale oppe mellem Jøklerne, saa at man langvejs fra let opdager dem. Det er mange Gange tor det uvante Øje ikke muligt at skelne Føde paa de Steder, hvor Lammene dog forstaar at finde den. Hist og her findes Pletter — i Reglen sumpede Strækninger — ved Elvene, hvor der langvejs fra set er yppige Græsmarker, men som senere, saa snart man kommer nær, viser sig at være næsten ikke andet end Mos.

Faarene gaar paa Højfjældene til September Maaned, da
de opledes af øvede, raske Mænd for at samles og føres
hjem.

Islands Indre til helt op mod Jøklerne er afdelt i Fællesgræsgange (Afrjettir), som har Navn efter den Bygd, til hvilken de hører. Grænserne for dem er, saa vidt muligt, afpassede efter Naturforholdene. Lammene finder ofte Vej fra den ene Avret til den anden. Man har derfor, som maaske bekendt, fra hver Gaard Øre-Mærker paa Faarene, ved Hjælp af hvilke man kan afgjøre, hvor et saadant hører hjemme. Træffer man et fremmed Faar paa en Avret, bliver det solgt, og Pengene sendte Ejeren. Paa nogle Steder mødes Bønderne paa forud aftalte Dage fra nærliggende Avretter paa bestemte Steder for at udveksle Overløbere.

Fra nogle Dale gaar Bønderne öp i Fjældene paa ialt 3 Fjældgange, men andre Steder nøjes man med to af Hensyn til de Farer, som er forbundne med for sene Ture i Højfjældene, hvor der paa den Tid ofte er Snestorme. Fra Slutningen af September regner man, at Sneen begynder at lægge sig fast. Det er derfor efter den Tid umuligt at hente Faarene fra Fællesgræsgangene. Fjældgangene er ligefrem sat i System, og Afsøgningen foregaar efter bestemte Principper, der i Reglen bestaar i, at man først begiver sig til de længst fjærnede Egne, hvorfra Faarene — hvilke som Regel opsøges ved Elve og Vandløb — da drives Nord efter. Da Folkene under disse Ture maa passere og endog overnatte paa Steder, hvor der intet Græs er til Hestene, er det en Selvfølge, at Distancerne maa gennemrides saa hurtigt sorn muligt, ligesom der stundom maa medbringes Hø til Hestene.

Det er derfor raske Ture for de unge Mænd, og saa anstrengende de end er, betragtes de dog altid som en Fornøjelse. Naar paa disse Fjældgange Bønderne om Aftenen samles i deres smaa Telte eller i en af de usle Hytter (Kover), som findes i Højfjældene, hvor de sidder sammenkrøbne for at værge sig mod Kulden, medens Kaffekedlen uafladelig

koger, da synes de dog, at „der er godt paa Fjældene", som Jon sagde; da synger de, drikker Kaffe — Brændevin har de ikke med — sover nogle faa Nattetimer og sidder da til Hest igen.

De Faar, de har samlet, driver de hver Aften et godt Stykke i Retningen af Bygden. Saa fortsættes det vilde Ridt næste Dag, til man har samlet Tusinder af Faar sammen fra de øde Egne.

Under øredøvende Spektakel drives de nu irid i store Skillefolde, hvorfra de sorteres ud til hver enkelt Gaard. De Dage, paa hvilket dette sker, er rene Folkefester, til hvilke der møder en Mængde Mennesker, baade Mænd, Kvinder og Børn.

Grænserne for Avretterne er følgende

Fra Baardardalen gaar Bønderne mod SØ ind i Udaafølgende
Avretter: Floa-, Skeidamanna- og Hrunnamannaafrjettir.

Vi skal eksempelvis give detailleret Oplysning om Fjældgangene
fra enkelte af Bygderne og vælger da dem, der ligger
Sprengisandur nærmest:

Fra Baardadalen (Gaarden Myri) udsendes aarlig hver 7. September 3 Mand. De gaar samme Dag til Kidagil. Den 8. rider de mod Vest til Bergkvisl og følger denne Elv mod Syd, til den falder i Tjorsaaen, videre langs denne til Fjordungakvisl og langs denne til Jøkeldal i Tungnafellsjøklen.

Den 9. afsøges Jøkeldal, Tomasarhagi og Egnen om
Tungnafell, hvorefter der teltes i Jøkeldal, hvor de indsamlede
Faar græsser om Natten.

Den 10. driver de 3 Mænd de indsamlede Faar videre
mod Nord til Tjarnardrag, et Græssted for Faar, der ligger

dehrauns Lavaørken til Dyngefjældene og til Vatna Jøklens Nordrand ved Vonarskard, dog ikke ind i dette Pas, videre langs TungnafeHsjøklens Nord- og Vestside til Fjordungakvisl, der kommer fra Jøkeldalen eller Nydalen ved Jøklens Sydende; derfra langs denne Kvisl mod NV. til Tjorsaatilløbene (Bergkvisl) og i en Bue mod Øst over til Højderne Vest for Kidagil og Mjofidalur.

Fra Øfjordsdalen gaar Avretten i SØ. til Bergkvisl, i
S. til Hovsjøklens Nordende og i V. til den østre Jøkelsaa.

Fra Skagafjordsdalan gaar Folk ligeledes over sidstnævnte
Elv paa Eftersøgning efter Faar.

Vender vi os mod Syd har Folk fra Rangaatolde Syssel
Avret mellem Tjoraa i V., Tungnafellsjøkel i NØ. og Kaidakvisl
i S. (Holtamannaafrjettir).

Vest for Tjorsaa og Syd for Hovsjøklen ligger endvidere ca, 3 Timers Ridt SØ. for Kidagil ikke langt Vest for Skjalvandafljotet, mellem dette og Sprengesandsvejen. Samme Dags Morgen er der fra Myri udgaaet andre 6 Mænd, hvilke begiver sig direkte til Tjarnardrag. Her samles altsaa om Aftenen ialt 9 Mand.

Den 11. September fortsættes Afsøgningen i nordlig Retning af dem alle. Den dertil valgte Formand (formadur, yfirmaåur ellef gångna-foringi), som er en med Egnen særlig godt kendt Mand, og hvem det er overdraget at lede Afsøgningen, bestemmer nu, hvad der videre skal gøres.

I Almindelighed ordnes Afsøgningen dog paa følgende
Maade:

3 Mænd gaar ad en vestlig Vej (over Klibberadrag, Botnardrag,
Kvislarbotnar og Heildrag) til Kidagil.

2 Mænd gaar samtidig ad en østligere Vej nærmere Fljotet

til Kidagil, hvor de møder de tre andre: alle 5 udsendes samme Dag paa ny i nordlig Retning, de tre ad en vestlig, de andre to ad en østlig Vej. Om Aftenen samles de alle 5 ved Ytri Mosar i Mjöfidalur, hvor de overnatter. Samme Dags Morgen er der imidlertid atter afgaaet 5 Mand fra Myri (saaledes er der nu ialt 14 ude), hvilke om Aftenen samles ved Ytri Mosar med de foranførte 5. Her befinder sig saaledes 10 Mand den 11. September om Aftenen.

Vi erindrer, at der ved Tjarnardrag samme Dags Morgen endnu befandt sig 4 Mænd. Disse udsendes to og to i Terrænet nærmest Vest for Skjalvandi. De mødes ved Fljotsdal (Græssted S. for Kidagil), hvorefter de fortsætter Afsøgningen i to Hold Nord paa til Helgastaöir ved Skjalvandi, hvor der i gamle Dage laa en Gaard, der nu forlængst er lagt øde, og af hvilken der endnu ses 4 Tomter af Huse. Stedet ligger lige over for Øksnadal hinsides Fljotet. Ved Helgastaöir overnatter de fire Mand.

Den 12. September afsøger de sidstnævnte 4 Mand, delte i to Hold, Terrænet langs Skjalvandi og ankommer om Aftenen med de indsamlede Fa ar til den store Skillefold ved Gaard en Litla Tunga.

Samme Dag er de 10 Mand, som overnattedevedYtri Mosar, udgaaede herfra. De afsøger i to Hold paa 2 (længst mod Vest) og 8 (gennem Mjofidalur) Strækningen A'est for de 4 forannævnte og kommer som dem om Aftenen tilLitla

Tunga, hvor saaledes alle 14 Mand mødes med deres indfangede
Faar og Lam, der som oftest beløber sig til et Antal
af ca. 3000.

Folk fra Bygderne kommer nu her, Mænd, Kvinder og
Børn, dels for at udtage deres Faar, dels for at more sig,
aaaledes som tidligere beskrevet1).

2den Fjældgang fra Baardardalen finder Sted ca. 14 Dage efter den første. Den foregaar ganske som hin. Kun udsendes ikke de 3 Mand til Jøkeldalen, da man anser det for farligt at vove sig for langt ind i Landet paa denne Aarstid. Deraf kommer det, at der stundom, som vi har erfaret, bliver Faar tilbage i denne Egn.

3die Fjældgang kendes nu ikke fra Baardardalen, da
det viste sig, at man kun fandt yderst faa Faar paa
denne.

I denne saakaldte Vester Avret findes følgende Græssteder:
Innri og Yttri Mosar i Mjöfidalur, ved Kidagil Nord
og Syd for Kløften (sidstnævnte hedder Åfångatorfur); tæt Syd
for Kidagil ved Skjalvandi (det saakaldte Fljotsdalur), og
endelig i Jøkuldalur (— Nyidalur) i Tungnafelljøkull.

Paa lignende Maade afsøger 8 Mand den saakaldte Øster Anret eller Egnen Øst for Skjalvandi i Dagene fra 8—138^—13 September, idet bl. a. 2 Mand gaar helt ned til Mundingen af Vonarskard (Gæsavotn), hvor der er et usselt Græssted.

Fra Myvatnssvejt er omtrent samtidig Udaadehraun
bleven afsøgt lige til Dyngefjældene og Jøkulsaa SØ.
derfor.

Fra Tjarnir i Øfjordsdalens Inderste afsøger 4—54^—5 Mand fra 14. til 18. September Egnen til Laugafell og Bergkvisl, langs Hovsjøklens Nordrand fra Litla Arnarfell til østre Jøkulsaa og i Nord langs denne. Lidt senere foretages en anden Fjældgang.

Avretten Øst for østre Jøkulsaa er iøvrigt omdisputeret.
Folkene fra Skagafjordsdalens inderste Forgreninger mener
at have Retten til at benytte den. Der møder derfor som

oftest 2 Mand fra Østerdalen ved Store Hvammar Va Mil N. for Geldingså, hvor der findes en lille Fold, for at Skagfirdingerne kan udtage deres Faar.

løvrigt benyttes

Højfjældet ikke meget til A vret. Denne findes hovedsagelig i det inderste af Dalene og paa ud mod dem. Ogsaa her foretages Afsøgninger. I ldre Tid gik man kun sjældent op

paa Højfjældet, og de Faar, som gik derop, maatte der
for som Regel dø.

Græssteder for Heste i Egnen Syd for Øfjordsdalens Inderste findes ved Laugafell og Eystri Pollar. løvrigt findes Græssteder for Faar ved Geldingså, LangahliÖ cg HolknahliO paa Østsiden af østre Jøkulsaa og Syd for Fosså. Ligeledes omtales Græssted véd Litla Arnarfell.

Holtamanna Avret benyttes af Folk fra Rangaavolde Syssel paa Sydlandet. Herfra udsendes Folk den lange Vej til Tungnaå, hvor de i to Baade gaar over denne Elv Syd for Buöarhäls, hvorefter de foretage Afsøgningen langs Kaldakvisl N.Ø. til Illugaver, derfra iN. til Hågöngur, op langs Tungnafellsjøklen, derfra i Vest til Hafurmyri og videre til Eyvindarkofaver. De gaar i Nord ikke til Fjordungakvisl. Fra Eyvindarkofaver gaar de Syd paa til Tiifuver, hvor der er en Fold og videre langs Tjorsaa til Kvannagil, Klifshagavellir og til Udgangspunktet S. for Buoarhåls, hvor de fører Faarene over i Baade.

Græssteder for Heste findes ved: Buoarhåls Sydende,
Klifshagavellir (lidt Græs og Kove), Illugaver (?), Eyvindarkofaver
og Tufuver.

---

*) Jævnfør Förf.: Fortidsminder og Nutidshjem paa Island. (Kbh. 1897).

Strækningen S. for Hovsjøklen og nærmest Vest for
Tjorsaa dannes af Gnuprerja eller Hreppamanna af rj e'Ur.

Fjældgangen besørges her af ikke mindre end 44 Mand i 9 Dage fra 12. September. De gaar i Nord lige til Hovsjøklen og Store Arnarfell og i NV. til Foden af Kjællingefjældene. Der foretages en anden Fjældgang senere.

Græssteder for Heste findes ved:

Arnarfell (udmærket), Nauthagi (udmærket), Söleyjarhøfde
(Kove), Kjålkaver S. f. Kisa (Köve), ved Dalsa (Kove),
Gljufurleit (Kove) og i Skumstungur (Kove).

Vi har nu forsøgt i et hastigt Overblik, der ogsaa har omfattet Egne, der ligger lidt udenfor den af os denne Gang berejste Strækning, at vise, hvor faa Steder af Islands Indre, der ikke besøges af Islænderne paa deres Fjældgange.

Imidlertid findes der jo dog saadanne afsides Egne, hvor Folk aldrig kommer. Foruden selve Jøklernes Overflader skal vi blot nævne Udaadehrauns sydligste Del langs Vatnajøklen, selve Voiiarskarö, Strækningen nærmest Syd for FjorSungakvisl mellem Hovs- og Tungnafellsjøklerne, Hovsjøklens østlige Kand fra Arnarfell it mikla til Arnarfell it litla (dette Fjæld ligger frit ved Hovsjøklens nordøstre Hjørne og ikke inde i Jøklens sydøstlige Del), Egnen nærmest ved Høvsjøklens nordvestlige Rand o. s. fr.

Islands Indre er for Beboerne af de nærmeste Egne,
kort sagt, ikke saa ukendt, som man maaske skulde tro.

Eftersøgninger efter Faar afstedkommer sjældent Ulykker,
dog hænder det ofte, at Folk paa disse udsættes for
stor Fare, saaledes som vi skal give Eksempel paa:

En Nutidssaga.

Det er Fortællingen om en ung Mands vidunderlige Eventyr i Islands übeboede Indre, det er et Stykke Nutids-Saga om übetvingeligt Mod, Udholdenhed og Energi, som her skal gengives.

Helten i den korte Saga er en ung Mand, som den Gang — for fire Aar siden —, da de Begivenheder indtraf, som her skal berettes om, var 22 Aar gammel. Hans Navn er Kristinn Jonsson, og han er en simpel Arbejdsmand paa Gaarden Tjarnir inderst i fjordsdalen, hvor vi traf ham. Jeg havde hørt om ham tidligere og ventede at møde en Mand, hvis Ydre lyste af legemlig Kraft og Energi. Jeg blev derfor meget forbauset, da der ind i Stuen traadte en sygeligt udseende, ung Mand, der støttet til en Stok med lidt Besvær bevægede sig frem paa to afstumpede Fødder, hvis forreste Dele han havde mistet paa sin enestaaende Færd gennem Højlandets übeboede og barske Indre, hvor Døden havde haft Tag i ham.

Paa min Opfordring satte han sig ned, og ved det
dæmrende Lys i den lille Bondestue fortalte han langsomt
og stilfærdigt:

Det var i September Maaned 1893. Som sædvanlig i denne Maaned, gik der for anden Gang Folk fra Dalene op paa Højfjældet for at samle de Lam sammen, som hver Sommer spredtes over det Indre.

Der var tre Mænd, hver paa sin Hest, hvilke havde forladt Tjarnir om Morgenen den 27. September. De ventede at komme hjem samme Aften og havde derfor ikke medtaget Mad, ligesom deres Klæder kun bestod ien dagligdags Dragt uden Overtøj. Ankomne

Han kom nu til et Vandløb

(Bergkvisl), og han vidste nu bestemt, at han var gaaet forkert Vej ; thi hvis han var paa den rette, skulde han ikke møde noget saadant. Han overvejede nu, hvad der var at gøre, og besluttede sig til ikke at forlade Elven, men tværtimod at følge den, da han saa tilsidst maatte komme til beboede Steder; han tænkte, at Vandløbet maatte føre ham til Skagafjorden. Skønt det var taaget Vejr med lidt Støvregn, var det dog ikke videre mørkt, og Kristinn hastede afsted uden at hvile.

Han blev jo efterhaanden sulten, men derved var intet at gøre; derimod lagde han sig ned ved Vandløbet og drak Vand, stadig mere og mere — og gik saa videre i det Haab at komme til beboede Egne. Tidlig anden Dags Morgen kom han til et Sted, hvor der kom et andet Vandløb i det første (Tjorsaaens nordligste Tilløb); han vadede nu over dette og fortsatte langs Elven. Vandet var ikke videre dybt, saa alt gik godt. Senere passerede han nogle mindre Tilløb stadig i Taage. Han var nu bleven noget træt efter at have vandret i 36 Timer, og da det blev mørkt, lagde han sig ned i Sandet i Læ af en stor Sten og faldt i Søvn, idet mange Tanker krydsede hans Hjærne. Han tænkte ganske naturligt paa dem derhjemme, men navnlig paa, om han dog ikke snart vilde komme til beboede Steder. Saa bad han en Bøn og blundede ind, men det var meget koldt uden dog at være Frostvejr, og da han havde sovet i flere Timer, til hen mod Daggry den 3. Dag, vaagnede han for at fortsætte Vejen. Taagen var nu forsvunden, og Solen skinnede; men til sin Forfærdelse og Forbauselse opdagede han, at han i Stedet for til

til Plateauet SØ. for Dalen, efterlod de her deres Heste og gik videre til Fods, hver sin Vej. Imidlertid blev det tæt Taage, saa man ikke kunde skelne noget som helst ud over en Afstand af nogle faa Skridt. Kristinn søgte nu, saa godt han kunde, at finde hjem efter. Han tog imidlertid Fejl af Vejen, og i Stedet for at begive sig i nordøstlig Retning, som han skulde, gik han i sydøstlig.

beboede Egne var kommet i Nærheden af Jøklerne. Han kendte dog ikke saa meget til de geografiske Forhold i det indre af Landet, at han vidste, det var Hovsjøklen. Han var ganske klar over, at han nu heller ikke en Gang var naaet i Retning af Skagafjord, men derimod mod Syd, hvilket han ogsaa kunde se paa Solen. Han var dog straks paa det Rene med, at han ikke vilde vende om for paa det Uvisse at søge hjem, men derimod følge Elven videre — den maatte jo ende blandt Mennesker; men at der var saa langt til disse, som det senere viste sig, havde han ikke drømt om.

Det stod ham nu ganske klart, at han var i stor Fare, uden Levnedsmidler og uden Beskyttelse mod den med hver Dag tiltagende Nattekulde, som han var og med Udsigten til endnu flere Dages Vandring. Han fortvivlede dog ikke, skønt han var optaget af bange Anelser; han bad til Gud og gik fremad med Floden (Tjorsaa) til Venstre og Jøklen (Hovs) til Højre. Hungeren plagede ham ikke, men han led af en brændende Tørst, som han tilfredsstillede, hver Gang han vadede over et af de mange Tilløb til Elven fra Jøklen. Han mærkede dog, at han blev svagere. Ved Aftenstid var han naaet i Højde med Jøklens Sydende, og da Trætheden overvældede ham, lagde han sig ned paa Sandet, hvor der iøvrigt intet Ly fandtes, og sov, saavidt han kan skønne, i nogle faa Timer, idet han dog vaagnede hvert Øjeblik, navnlig fordi han frøs i den stærke Nattekulde. Saa tænkte han paa de daarlige Udsigter, der var til Frelse, idet han dog stadig haabede, at næste Dag skulde bringe ham den. Hunger følte han slet ikke mere, derimod mærkede han, at han blev svagere og mindre egnet til at gaa. Han slæbte sig dog videre, saa godt han kunde, og drak mere og mere Vand.

Han havde nu Jøklen liggende bag sig og gik og gik mod Syd langs Elven, idet han af og til hvilede sig lidt eller gik op paa en lille Bakke for at spejde. I Løbet af Dagen passerede han med en Times Mellemrum over 2 større Elve (Tilløb til Tjorsaa fra Vest), og om Kvælden (den 4. Dag) kom han til et Sted, hvor en ny Elv, som ikke kom fra Jøklen, faldt i Hovedelven. Det var nu blevet overordentlig koldt, og det sneede med Tø, kort sagt, et meget slemt Vejr. Han blundede nogle Timer paa dette Sted uden Ly for Vejret ved en Bakke tæt ved Elven.

Til alt Uheld var Bøndernes Fjældgang netop forbi; de var dog kun en Dag forud for ham med deres Faar, og af dem kunde han saaledes ingen Hjælp faa. Faar saa han derfoi ingen af, men iøvrigt tænkte han slet ikke paa at skaffe sig Føde, han havde — mærkeligt nok — ingen Trang dertil.

Han havde en god Hue paa Hovedet, men intet Halstørklæde, en Trøje, hvis Krave han om Natten smøgede op om Halsen og islandske Hudesko, som dog snart blev saa slidte, saa han halvvejs maatte gaa paa Strømperne. Til alt Held havde han to Par paa af disse, og eflerhaanden trak han dem ned, saa de beskyttede Fødderne nogenledes.

Han havde af og til set Spor at Ridestier, og han kunde slet ikke tro andet, end at han snart maatte træffe paa Folk, men stadig blev han skuffet. Da han den 5. Dag vaagnede om Morgenen, paakom der ham en grænseløs Længsel efter Mennesker, og han gav sig til at raabe: „Haa —aa— aa", paa samme Vis, som naar Folk kalder Faar sammen, men der kom intet Svar. Alt var som uddød i denne Ørken, der var omgiven af Is. Saa vadede han over en kold Elv og gik sørgmodig videre. Snart traf han Ridestier, som han da fulgte en Tid, men da de bøjede af fra Hovedelven, blev han bange for at fare vild igen, og han vendte da tilbage til denne, idet han sluttede, at, hvis Stierne atter hørte op eller ikke kunde skelnes, vidste han ikke, hvorhen han skulde gaa. Denne Fastholden ved Tjorsaaen var selvfølgelig rigtig, og den vidner om den unge Mands koldblodige Overlæg og Energi.

Hvis Stierne endte, hvad da? sagde han nemlig
til sig selv.

Vinden var nordlig, altsaa fra Ryggen, det sneede vel ikke, men det var overtrukket og fugtigt Vejr, og Kristinn var gennemvaad og skælvede af Kulde. Kræfterne svandt mere og mere; han følte stadig ingen Hunger, men en brændende Tørst, som han hvert jeblik tilfredsstillede. Ved Aftenstid klarede det og blev Frostvejr med meget klar Luft. Han naaede denne Aften en af de Hytter, som Bønderne benytter, naar de samler Faar sammen. Den laa ved Tjorsaa paa et Sted, som maa være de saakaldte Skumstungur. Om Natten knagfrøs det, og Kristinn mærkede, at hans Fødder blev ganske følesløse og kolde. Hænderne var ogsaa blaa af Kulde og Frost. Han sov kun lidt, og Natten hengled som de tidligere; kun var Situationen langt værre og Modet og Haabet om Frelse ringere, dog troede han endnu ikke, at hans sidste Time var kommen.

Solen brød frem den sjette Dag — Søndag — og skinnede varmt den hele Dag, men det var Frostvejr og navnlig ved Solopgang ret koldt. Kristinn mærkede denne Dag, at det lakkede mod Enden. Han var

saa svag og afkræftet og hans stakkel Fødder saa daarlige, at han slet ingen Følelse havde i dem, hvorfor han maatte standse og hvile sig hvert Øjeblik. Han fortsatte dog Vejen, først over en Elv lige Syd for Hytten og siden stadig følgende den store brusende hvide Elv, paa hvis modsatte Bred der saas et stort Bjærg (Hekla), hvis Top var sneklædt. Forude øjnede han et andet Fjæld (Burfell), mod hvilket han rettede sin Gang. Han kom over Græsland og Sletter og mærkede, at han nu endelig var nær beboede Steder — naar det blot ikke blev for sent. Hvert Kvarter eller halve Time maatte han sætte sig for at hvile; Smerter havde han ikke i Fødderne, men han havde ingen Følelse i dem, og de var meget ophovnede. Det viste sig senere, at han havde faaet Koldbrand i dem. Med utrolig Energi slæbte Kristinn sig saaledes ogsaa frem den Dag. Da Natten brød frem, satte han sig paa Sanden, syg og afkræftet, som han var. Det var bidende koldt, og Vinden gennemisnede ham; han følte, hvor ringe Udsigt der var for ham til næste Dag at kunne gaa videre paa de følelsesløse Fødder; saa sov han lidt, og Nattetimerne gik. Hans Fader var død, men Moderen levede. Heldigvis var hun bortrejst fra Tjarnir, hvor hun boede, ellers vilde hun jo nu være ulykkelig over Sønnens Forsvinden; det trøstede ham lidt; men saa tænkte han paa. hvor bedrøvet hun vilde blive, naar hun fik at vide, at han var forsvunden og død, thi nu begyndte han at ane, at det ikke vilde lykkes ham at redde Livet, og nu kæmpede han blot for at naa frem til Mennesker, hos hvem han kunde dø, og som vilde begrave ham, saa hans Lig ikke skulde ligge og raadne op her ude, hvor ingen Mennesker kom. Saa kunde Folk da ogsaa faa at vide, hvad der var blevet af ham.

Den syvende Dags Morgen brød frem. Kristinn stod op og vaklede fremad i Ketning af Burfell. Vejret var godt, og det var forholdsvis varmt, men han var meget svag, dog fortvivlede han ikke; han saa klart, hvad der vilde ske; han maatte dø, — blot det kunde ske blandt Folk!

Denne Dag var Kristinn saa svag og søvnig, at han straks faldt sammen og sov, naar han satte sig ned; det var dog ikke nogen rigtig Søvn, men snarere en dvaleagtig Tilstand, i hvilken han henfaldt — thi hele Tiden følte han sig gennemtrængt af den ene Tanke: Jeg maa gaa blot et lille Stykke, saa vaagnede han og gik — et lille Stykke endnu — for atter at falde sammen, vaagne og slæbe sig af Sted. Saadan naaede han i Løbet af Dagen til Burfell ved Tjorsaaen. Da han var kommen ind i den lille Skov, som findes her, følte han, at mi kunde han ikke mere, og derpaa segnede han om og faldt i Søvn med den Bevidsthed, at nu var han sikker paa at maatte dø. Den Tanke havde dog ikke noget rædselsfuldt for ham. Det var kun noget, som var vist. Han haabede at faa det godt, naar han var død. Han husker, at han tænkte paa, at vistnok ingen vilde finde hans Lig; saa sov han hele Eftermiddagen og Natten med til næste Dag uden iøvrigt at kunne erindre noget.

Han vaagnede tidlig den ottende Dags Morgen (4. Oktober), og med stor Anstrengelse rejste han sig op, idet han støttede sig til Grenene i Krattet, for endnu en Gang at forsøge paa, om det dog ikke skulde være muligt for ham at gaa. Men han fandt straks, at det var ham umuligt; derpaa spejdede han rundt for at opdage et eller andet, som mulig kunde bringe ham Frelse, men der var ingen Redning at øjne; saa faldt han tilbage igen mellem Buskene og laa hen i en Døs i to til tre Timer. Da tvang Kærligheden til Livet ham op en sidste Gang, og denne Gang saa han noget, som bragte ham Haab: Der stod ikke langt borte nogle Heste paa en Græsplet uden for Skoven. Sadler og Paksadler laa paa Jorden; der maatte altsaa være Mennesker i Nærheden. Denne Tanke fyldte dog ikke Kristinn med overstrømmende Fryd; selvfølgelig var han glad derved, men han var nærmest betagen af den behagelige Følelse nu at kunne komme til at dø blandt Mennesker. Han forsøgte at gaa hen til Hestene; det var ham umuligt at flytte Fødderne, saa klamrede han sig til Grenene i Krattet og stirrede efter Mennesker, men han saa ingen, og det faldt ham ikke ind at raabe. Han besluttede saa at lægge sig ned igen og afvente det Øjeblik, da Folkene kom tilbage til Hestene. Just som han vilde lægge sig ned, saa han dog pludselig en Mand staa i Krattet en halv Snes Skridt borte. Den Fremmede havde ogsaa straks opdaget Kristinn og kom hen imod ham. Den stakkels forpinte, unge Mand blev selvfølgelig glad, men han husker, at den Tanke, som gennemkrydsede hans Hjærne, var Tilfredshed over, at nu kunde Folk der hjemme da faa at vide, hvad der var blevet af ham, thi det faldt ham slet ikke ind andet, end at han maatte og skulde dø, saa svag og elendig som han følte sig. Klokken var nu hen ad fire om Eftermiddagen.

Den Fremmede, der viste sig at være en ældre Mand ved Navn Eirikur Olofsson fra en Gaard i Nærheden, kom ham i Møde med den sædvanlige islandske Hilsen: „Kom bu sæll" (egentlig „komiö JDér sælir"), „vær hilset!" og straks efter tilføjede han:

„Hvem er Du?" og; „Hvor er Du fra?"

Kristinn fortalte, hvad han hed, og at han var
fra Tjarnir i Øfjord, var faren vild og ikke vidste,
hvor han nu befandt sig.

Da Erik hørte det, skyndte han sig hen til Kristinn, omfavnede ham med begge Hænder og svarede, at han var kommen til Aanes Syssel. Han saa jeblikkelig, i hvilken elendig Tilstand Kristinn var og søgte straks at hjælpe denne.

Eirikur var ledsaget af en Dreng, og de skulde hugge Kviste i Skoven og overnatte dér, i hvilken Anledning de havde medbragt Klæder og Tæpper. Han lavede nu straks et Leje deraf for Kristinn, for at han kunde hvile, indtil Hestene blev opsadlede, og de kunde komme af Sted. Samtidig tilbød han den Syge noget at spise, men denne havde, übegribeligt nok, kun ringe Lyst til Mad, spiste en Smule ferskt Kød og lagde sig derpaa ned for at sove; men nu kunde han ikke, thi Glæden over at være kommen til Mennesker igen holdt ham vaagen. Da alt var beredt, løftede de to andre ham op paa en Hest, og man satte sig n-u i langsom Bevægelse hen imod Gaarden 'Aslakstaöir, idet de begge red ved Siden af ham for at støtte ham. Kristinn kunde sidde oprejst paa Hesten, og han følte endnu ingen Smerter i Fødderne. Efter tre Timers Eidt naaede de Gaarden, hvor Kristinn blev bragt i Seng, men da hans Legeme begyndte at blive opvarmet, fik han frygtelige Smerter i Benene. Der blev hentet først én, siden en anden Læge fra Egnen, men de mente ikke foreløbig at kunne gøre noget. Kristinn havde faaet Koldbrand i Fødderne, og i ca. 3 Uger laa han syg. Derpaa blev han paa en Baare mellem to Heste bragt Syd paa, siden transporteret i en Vogn til Eeykjavik, hvor alle Tæerne paa begge Fødder blev amputerede. Dog beholdt han saa meget af Fødderne, at han kunde gaa paa dem, om end med lidt Besvær. Folk var opfyldte af Beundring for den unge Mands Mod og Udholdenhed og støttede ham paa alle Maader. Efter nogen Tids Forløb var han saa vidt helbredet, at han kunde vende hjem.

At han her blev modtagen med aabne Arme, behøver næppe at siges. Man havde forgæves eftersøgt ham flere Gange, men intetsteds fundet hans Spor og derfor tilsidst opgivet Haabet om nogen Sinde mere at se ham.

Kristinn havde paa sine Fødder vandret mindst 170 Kilometer tværs gennem Islands aller mest øde Egne. Han er nu vel en stakkels Invalid, men han er dog langt fra ulykkelig. Han deltager i alt forefaldende Arbejde, saa godt han kan, er i Stand til at ernære sig selv og vil vedblivende være et smukt Bevis for, at den gamle nordiske Urkraft ikke helt er uddød paa Island.

Oversigt over Ruter til og fra Sprengisandur.

Hovedruten over Sprengisandur udgaar fra Sønder Tinge Syssel og gaar fra Baardardalens inderste Gaard My ri (paa Vestsiden af Skjalvandi) i sydvestlig Betning over Sanden til Vadestedet Soleyjarhofbi, hvor Vejen deler sig, en Øst for Tjorsaa og en Vest for samme.

Fra Myri rides i Syd til Ishollsvatn, hvor der er god
Græsning ved Søens Sydende paa det Sted, hvor degaarden
Ishöll ligger, l/4 Time.

Fra Ishöll rides i Vest over Fjældet ned i Mjöfidalur, som følges i SV. til Græsstedet Fremri- eller Ytri-Mosar i2 Timer. Vejen fortsættes i samme Retning til et andet godt Græssted Innri-Mosar i */., Time. Fra dette Sted fortsættes i samme Retning langs Elven op paa dot øde, stenede Plateau mod Ktiagils-Hnukur (Vest om) i 2 Timer.

Kidagils Kløft passeres ca. '/a Mil Vest for Elvens Udløb i Skjalvandi, og Vejen fortsættes stadig i SV. (Kløften kan ikke passeres paa Strækningen herfra til den udmunder ved Skjalvandi, men her er Passage mulig.)

Vil man benytte et af de mindre gode Græssteder ved Kidagil, maa man bøje af fra Hovedvejen i Øst, enten til en Plet N. f. Kløften eller til Åfångatorfur S. f. samme, i begge Tilfælde 1/_J Times Ridt. Endelig kan man ogsaa benytte et tæt Syd for sidstnævnte beliggende Græssted Fljotsdalur ved „Fljotet" o: Skjålfandafljöt, (Skjalvandi, den Skælvende), men de er alle 3 daarlige.

Fra Kidagils vestlige Del, hvor Hovedruten skærer Kløften, gaar man altsaa videre i SV. Her begynder den egentlige Sprengesand, som naar lige ned til Eyvindarkofaver i S. Retningen tages paa Vestsiden af et stort Bakkeparti, Fjordungsalda. Paa Strækningen mellem Kidagil og Fjordungsalda er der af og til lidt Mos og übetydeligt Græs (for Faar) i Lavninger. Man rider først langs et af Tilløbene til Kidagilsaa, siden passeres Kidagilsdrag, derpaa Heildrag, saa langs Kvislarbotnar, Klibberadrag, altsammen Lavninger, hvor Vandet til Tider samler sig, og hvorfra det har Afløb mod Øst til Fljotet. Derpaa stiger man lidt opad og naar snart i Højde med Fjordungsalda.

Hovsjøklens NØ. Hjørne har man allerede skimtet en
Stund; nu ses det tydeligt, ligesom Tungnafells-Jøkull og
det nordvestre Hjørne af Vatna-Jøkull ogsaa øjnes.

Retningen SV. bibeholdes, og man rider langs Fjöroungsvatn,
en langagtig Sø lige Vest for Fjordungsalda, der
om Sommeren stundom er tørret ind.

Kidagil-Fjår^iungsalda 3 Timer. Langs Fjörftiingsvatn l
Time.

Vejen fortsættes nu i SV. (fra Sydenden af Fjordungsvatn bøjer Sidevejen af til Jøkeldal i SØ. 3 Timer) over Vandskellet mellem Nord og Syd. Snart sænker Sanden sig mod Syd. Tjorsaaen ses ikke. Hovsjøklen ligger t. H. Tungnafellsjøkel forude t. V. Fjöröungakvisl, der kommer fra Tungnafellsjøklen. passeres. Den er slem om Foraaret.

Fjorftungalda — Fjårftungakvisl 2-3 Timer.

(V 2 Time senere bøjer Arnarfellsvejen af mod Vest over
Tjorsaa; Stedet er mærket med Varder) — Hafurmyri Drag

og -Kvisl passeres. — (Sidevej til Jøkeldal bøjer af for Folk,
som kommer fra S.) — Store Arnarfell ligger ret i Vest. —
Tjorsaaen skimtes nu ogsaa her. — Hreysiskvisl passeres.

Fjorftungakvisl — Hreysiskvisl 4 Timer.
Hreysiskvisl — Eyvindarkofaver 3/4 Time.

Eyvindarver eller -Kofaver er et stort, sumpet, græsbevokset
Lavland, der som en Bugt skyder sig ind fra
Tjorsaadalen. Udmærket Græsning.

Der teltes sydlig i Sumpene ved Tomterne af Eyvinds
Kove eller Hytte. Fra Eyvindarver rides i SV. langs Tjorsaa
til Soleyjarhøfde.

Straks efter at man har forladt Eyvindarver passeres
senere naar man Soleyjarhøfde, en langagtig Bakke langs
med Tjorsaa.

Eyvindarver — Soleyj'arhöföi (Soløhøvde) 2 Timer.

SV. for Høvden ligger Vadestedet, det eneste, som findes
over Tjorsaa, inden man naar Bygderne i Syd.

Fra østre Bred rider man til en lille Ø, derfra til vestre Bred. Varder paa alle tre Steder angiver, hvor man skal ride. Bunden i Tjorsaaen er stenet. Det østligste Løb er det smalleste og det dybeste. Om Foraaret, naar Sneen er smeltet, og i stærk Varme kan Vadestedet ikke passeres. Vest for Vadestedet findes Græs og en Kove.

Skal Sprengesanden passeres i omvendt Retning, holder

Eyvindarkvisl med lidt blød Bund; derpaa rides Vest om Sandvatn, en lille Sø, og straks efter Øst om Eyvindarvatn, en lidt større; derpaa langs østsiden af en stor græsgroet Lavning, den saakaldte puf u ver, hvis Bredder er bløde og farlige. Fra Øst kommer pufuverkvisl og løber gennem Sumpen til Tjorsaa. Førstnævnte maa man vogte sig for paa Grund af dens bløde Bredder. Man søger mod Øst langs Elven, til man naar et lille Vandfald, der kommer ned over Basaltklippegrund. Passagen sker sikrest over det meget stenede Sted lige oven for Vandfaldet. Snart efter kommer man til en Teltplads, hvor der ses en Faarefold, som Folk fra Rangaavolde Syssel benytter under Fjældgangene om Efteraaret. Der er Græs og Pil. En halv Time man frem langs Østsiden af Tjorsaa, mellem Hovs- og Tungnafellsjøklen. Midt imellem Jøklerne bliver Fjordungsalda synlig som en flad Bakke, der hæver sig over Sletten. Man rider paa Vestsiden af den. Fra Fjordungsalda søger man i N. O. mod Kidagil o. s. fr.

B. Vejen Vest for Tjorsaa (Pjórsá) til Aanæs Syssel 1).

Fra Soleyjarhøfde fortsættes mod Sydvest, idet man
stadig holder sig langs Tjorsaa.

---

1) Oplysninger indhentede i 1897, da Forf. passerede Strækningen. Kfr. Forf.: Gjennem affolkede Bygder o. s. v. („Geogr. Tidsskr." 14. Bd. og Særtryk).

1) Oplysninger indhentede i 1897, da Forf. passerede Strækningen. Kfr. Forf.: Gjennem affolkede Bygder o. s. v. („Geogr. Tidsskr." 14. Bd. og Særtryk).

Følgende Elve passeres: Knifå, der stundom er vanskelig at komme over (l Time); Kisa, der kommer fra Kjællingefjældene, som fører Jøkelvand og derfor har blød og upaalidelig Bund (2 Timer); Miklilækur (V 2 Time; Strækningen mellem denne og foregaaende Elv benævnes Kj lkaver, Græssted); — Dalså (IY₂ Time — Str. fra foreg. Loftnaver, godt Græssted). —

Fra Söleyjarhöffti til Dalså 5 Timer

Fra Dalsaa fortsættes til Geldingså (IV₂ Tm.) — derfra til Gljufurå (l¹/, T.), — Blautakvisl (l¹/, T., — Str. derimellem: StarkaSsver) — øvre Skumstungnaå (l¹/, T.), nedre Skumstungnaå (l T. — Str. mellem dem benævnes Skumstungur — Kove og godt Græssted.

Fra Dalsaa til Skumstungur 7 Timer.

Herfra bøjes fra Tjorsaa mere i SV. over en Bakke, Sandafell, til Rauoå (l Tm.); derpaa passeres forbi en Kløft med Vandfald, Græs og Faarefold (l Tm.). Saa kommer Fosså (V 2 Tm.), og nu er man inde i Tjorsaadalen med de mange Ødegaarde, hvilke jeg besøgte i 1896¹); videre til Sandå (l Tm.). Paa Vestsiden af Aaen ser man atter Skrænter med Skove, og efter Y₂ Times Ridt naar man Rejsens Endemaal. Gaarden Skrtöufell.

Fra Skumstungur til Skridufell 4 Timer.

C. Vejen Øst for Tjorsaa til Rangaavolde Syssel.

Fra Soleyjarhøfde til Tungnad i 2 Dage.

Vejen gaar over Sander af lignende Art som Sprengisandur,
maaske lidt mere bakkede.

Der rides langs Tjorsaaens Østside, idet man dog til en Begyndelse fjærner sig indtil ca. J/₄ Mil fra Floden for at undgaa de meget bløde Bredder ved nogle Smaaelve. Efter 34/23⁴/₂ Times Ridt nærmer man sig Bredden igen og kommer da, efter endnu Ya Times Ridt, til et godt Græssted, Kvannagil; lidt nordligere findes en anden Græsplet, der ligger lige ved Tjorsaaen. Stedet findes nemt, da Tjorsaaen her danner et smukt Vandfald mellem Holme og Øer. Fossen kaldes enten Kvannagil Foss eller Kjdlkaver Foss; det sidste Navn efter det lige over for liggende Kjalkaver.

Fra Soleyjarhøfde til Kvannagil 4 Timer.

Fra Kvannagil fortsættes mod S., idet man fjærner sig fra Tjorsaa og rider Øst om BuÖarhåls. Straks efter at have forladt Kvannagil passeres Svarta, og man rider nu over Vandskellet ned mod Kaldakvisl, en rivende Strøm med Jøkelvand, som næppe kan passeres saa sydlig (maaske ved Hlugaver i NO.)

Ved Kaldakvisl findes et daarligt Græssted Klifshagavellir,
hvor der er bygget en Kove.

Kvannagil --- Klifshagavellir 2 Timer.

Fra sidstnævnte Sted rides langs Kaldakvisl i SV. med Buöarhåls t. H. til det Sted, hvor Kaldakvisl falder i Tungnaa, og derfra langs denne til dens Sammenløb med Tjorsaa_—G r æ s s t e d.

Her sker Passagen over Tungnaaa. i Baade. Der findes f. T. to, som benyttes Foraar og Efteraar af Faarehyrderne, men de ligger i Almindelighed ved den sydlige Bred, saaledes at man ikke kan komme over. Den ene Baad burde ligge ved Nordsiden.

Fra Tungnaaa fortsættes til nærmeste Gaard mod Syd,
Galtalækur.

D. Arnarfells Vejen.

Kan man, kommende Syd fra, ikke komme over ved Soleyjarhøvde, eller skønner man, kommende Nord fra, at dette ikke vil blive muligt, bør man vælge Vejen langs Hovsjøklens Rand, hvorved man opnaar at passere Jøkelkvislerne hver for sig, inden de har udgydt deres samlede Vandmængde i Tjorsaa.

Kommer man fra Nord, bøjer man efter at have passeret Fjordungakvisl mere i Vest over mod Tjorsaaens Hovedtilløb (Varder angiver Stedet), idet man først passerer nogle mindre Bakker, som længe skjuler Tjorsaatilløbet.

Retningen tages hovedsagelig lidt Nord for Store Arnarfell (Arnarfell it mikla), det mest fremtrædende Randfjæld. Tjorsaaens Hovedtilløb passeres og derefter alle de saakaldte Tjorsaakvisler, en efter anden. Enkelte af dem kan være ret rivende, og man maa passe paa de bløde Bredder og Bund.

I Almindelighed vil man dog næppe have større Vanskeligheder at overvinde. Efter ca. 2 Timers langsomt Ridt over de stenede Sander, paa hvilke Elvene stadig forandrer deres Lejer, naar man ind til Randen af de store Sand- og Grus-Moræner, der her danner et bredt Bælte foran Jøkelranden. Man rider nu i SV. langs Morænerne hen mod Arnarfell it mikla. Ridtet maa ske i Skridt, da Grunden er ganske overordentlig stenet. Store Arnarfell bestaar af to Fjældpartier, uden om og mellem hvilke Jøklen sender Bræarme. Fra disse kommer de saakaldte Arnarfellskvisler.

Den nordligste af disse passeres; man rider forbi det nordligste Fjældparti, der omsluttes af to Bræarme, forbi den højeste Pynt af det sydligste Fjældparti, ved hvis Fod der fremspirer en yppig Vegetation, og naar et udmærket Græssted i Ly af Fjældet paa dettes søndre Side.

Sprengesands-Hovedrouten S. f. Fjordungakvisl—St. Arnarfell
4 Timer.

Fra Store Arnarfell rider man først over Arnarfellskvisien og siden rundt langs Jøklens sydøstre Hjørne, idet man følger Morænernes Yderrand, hvor der gror Pil, Kvanner og Græs, og her passerer man først over de saakaldte Mulakvisler, og naar man har passeret den sidste af disse, er der ikke langt til Miklakvisl, og straks efter kommer man til Græsstedet Nauthagi ved de varme Kilder nedenfor et Fjældparti i Jøkelranden.

Fra St. Arnarfell til Nauthagi 21/,,—321/,,—3 Timer.

Fra Nauthagi rider man først i SV. over Blautakvislens mange Bredninger i Retning S. f. Kjællingefjældene. Det tager en lille halv Time, og man vælger Passagen paa det bredeste Sted. Bunden er ikke videre slem. Efter at have passeret Bredningen kan man tage Retning i en Bue, følgende Blautakvislen, mod SØ. til Soleyjarhøfde.

Fra Nauthagi til Soleyjarhøfde 2 Timer.

Nu fortsættes Vejen mod Syd langs Tjorsaa som før beskrevet. Man kan imidlertid ogsaa ride fra Nauthagi direkte mod Syd til Dalsaa over det flade Plateau, hvor Vejen i godt Vejr er let at finde. Det skal i øvrigt bemærkes, at man fra St. Arnarfell til Soleyjarhøfde ogsaa under gode Forhold, naar Elvene ikke er opsvulmede, kan gaa direkte i

---

1) Kfr. Förf.: Fortidsminder og Nutidshjem paa Island. (Kbh. 1897).

1) Kfr. Förf.: Fortidsminder og Nutidshjem paa Island. (Kbh. 1897).

3—43—4 Timer, men der er næppe vundet stort ved at vove
Forsøget, hellere maa man ride den lidt længere og sikrere
Vej om ad Nauthagi.

Endelig skal anføres, at man, saavel fra Nauthagi som
fra Soleyjarhøfde, kan ride til Kjællingefjældene i nogle
Timer.

Fra Soleyjarhøfde til det ikke videre gode Græssted ved Asfomssa midt paa Nordsiden af Kjællingefjældene er der næppe mere end 5 Timers Ridt. Man tager Retning mellem Kjællingefjældene og Hovsjøklen. Fra Askardsd til Grånanes paa Kjølvejen er der 3 Timer.

E. Siderute til Jøkeldalen (= Nýidalur) i Tungnafells Jökull,

Har man ikke benyttet det daarlige Græssted ved Kidagil, bliver Afstanden, man har at ride i en Dag mellem Græsningsstederne Innri Mosar i Mjofidalur og Eyvindarkofaver, temmelig stor, hvis f. Eks. Pakhestene ere tungt læssede. Der kan da blive Tale om at afkorte Dagsrejsen ved at gøre en Afstikker paa et Par Timer i Øst til Jökuldal (= Nyidalur) i Tungnafellsjöklens Sydende, hvor der er Græssted. Man bøjer da enten, kommende fra Nord, af i SØ., naar man har passeret Fjordungsvatn og holder Retning paa Tungnafellsjöklens Sydende, eller man venter, i taaget Vejr, til man har naaet Fjordungakvisl og følger denne. Kommer man fra Syd, bøjer man af et Stvkke Syd for Fjordungakvisl en.

Mjofidalur-Jökuldal 9Y2 a 10 Timer, Jökuldal-Ey vindarkofaver
5 Timer, endelig kan man gaa fra Jökuldal direkte
til Store Arnarfell i 6 å 7 Timer.

Alle de opgivne Timeantal er beregnede paa nogenlunde jævnt Ridt; kan man imidlertid sætte Fart paa, har gode Heste og ikke for mange Pakheste, kan Tiden forkortes betydeligt. Til Eksempel skal anføres det Antal Timer 6 Altingsmænd brugte, da de i indeværende Sommer ved meget forceret Ridt gik til Reykjavik fra Søndre Tingø Syssel.

Heri er ikke beregnet Ophold paa Endestationerne.
De gik den 18. Juli Kl. IY2 Em. fra Myri og kom

d. 20de Kl. 8 Aften til Skridufell. De havde saaledes redet i 54V₂ Time fra beboet Sted til beboet Sted, en Præstation, der viser, at de har haft ypperlige Heste og selv været udholdende Ryttere. Et endnu hurtigere Ridt har imidlertid Jon Oddson gjort fra Syd. Han brugte ikke mere end 36 Timer, men da hvilede han ogsaa kun meget lidt. 1. Gang dette skete var ved Kisaa i 5 Timer om Dagen; 2. Gang ved Eyvindarkofaver, hvor han vilde overnatte, men da hans 3 Heste blev skræmte af Svanerne og derfor vilde løbe bort, fortsatte han efter kun 3 Timers Hvil. Siden hvilede han lidt ved Kidagil; Ridtet foretoges den 7._—8. September 1897, da han gik hjem, efter at have fulgt mig over Sanden.

F. Fra Sprengisandur til Øfjordsdalen.

Vil man gaa direkte til Øfjordsdalens Inderste fra
Sprengisandur, sker det bedst fra et Sted, der ligger c. 11/2ll/2
Times Ridt S for Fjordungsvatn.

Vejen gaar i en Bue først i NV. til Laugafell, derpaa
til Østre Pollar og derfra i Nord NNØ. til Ullarvötn og i Ø.
ned i Dalen.

Man stiler lige imod Laugafell, der ses som en isoleret
rundtoppet Spids et godt Stykke Nord for Hovsjøklen.

Man passerer Bergvatnskvisl (— Bergkvisl) og stiger
opad med denne paa højre Haand.

Efter at man har sluppet denne, er der 10 Minutters Ridt over Vandskellet, til man træffer paa Tilløbene til Laugakvisl, en af Kilderne til østre Jøkelsaa. Man rider nu hen med dennes højre Bred, idet man lader Laugafell ligge t. V. og Bakken Laugalda t. H. Ved Foden af Laugaldas Vestende træffes de varme Kilder (Laugarj ved et Tilløb til Laugakvisl, som kommer Nord om Laugalda.

Her er et taaleligt Græssted.

Ft a Sprengesandsvejen til Laugafell 31/31/,—4 Timer.
Fra Jøkeldal til Laugafell 6J/2—7 Timer.
Fra St. Arnarfell over Tjorsaakvislerne i NØ, og ad de

omtalte Ruter til Laugafell 9—10 Timer.

Fra Laugafell rider man over stenet Terræn i NV. passerende en mindre Elv til Østre Pollar — ikke langt fra østre Jøkulsaa —i 1% Time. Her er der godt Græs. Stedet findes, naar man ikke holder for nordlig. løvrigt er der ingen Retningspunkter paa denne Rute. I taaget Vejr maa man helst følge Bi-Elven til Laugakvisl, denne til Jøkulsaa og derfra videre til Østre - Pollar. Her er man paa den saakaldte Vatnahjallavegur, som fra Kjølvejen gaar direkte til Bjærget Vatnahjalli ved Øfjordsdalens Inderste. Det er en ret vanskelig Vej opfyldt af Sten især paa den sidste Del af Ruten.

Fra Østre Pollar stiger man i NNØ. op ad det med lutter Sten bedækkede Terræn, til Ullarvötn 8 Smaasøer i øde Omgivelser Vest for Vatnahjalli, et stærkt markeret Fjæld paa Randen af Øfjordsdalen, og efter hvilket Vejen har Navn. Man træffer Søernes Sydende, bøjer langs stsiden af dem i nordlig Retning med Hjallahnukur, en isoleret Top paa højre Haand, til man naar Randen af Øfjordsdalen. Paa den sidste Strækning er der gamle Varder, som dog ikke altid staar paa de bedste Steder.

Man stiger ned i Dalen ad en besværlig Passage, rider
i Nord til Gaarden Tjarnir, der ligger inderst paa Østre
Side af Elven.

Vest for og lidt sydligere ligger en Husmandsplads.

Endnu skal bemærkes, at der fra Øfjordsdalen til Laugafell kan rides gennem Sølvadal og Tormodstadadal, op paa Højfjældet. I selve Dalene er Vejen imidlertid meget besværlig; derimod skal den ikke være saa ilde, naar man

først har naaet Højfjældets Plateau, hvor der efter Sigende
findes enkelte Varder. Navnlig er Opstigningen ikke saa
stejl og slem som fra Tjarnir.

løvrigt vil det ikke ved Betragtningen af Krokiet være vanskeligt at finde sig til Rette og kombinere sin Rejserute i det Indre. Paa intet Punkt behøver man at anvende mere end 8—lO Timer mellem Græsstederne. Islands Indre ved Jøklerne og Sprengisandur er langtfra saa frygtelig en Passage som tidligere antaget. Den er endog forholdsvis bekvem og vil yderligere blive det, naar den nu bliver ordentlig afmærket med Varder.