I. Palæstina.

Næppe noget Land i Verden er saa ofte blevet gjeiinemvandret og beskrevet af videnskabeligt dannede rejsende som Palæstina, det hellige Land. Men de allerfleste, som have besøgt det, have i Regelen haft begrænsede Formaal for Øje, nemlig topografiske og arkæologiske Undersøgelser, Opdagelse af gamle Indskrifter o. lign. Derimod have naturvidenskabelige Undersøgelser længe været temmelig forsømte. Kun Blomsterverdenen kunde af og til tiltrække sig den rejsendes Opmærksomhed. Geologiske og fysiske lagttagelser anstilledes saa godt som aldrig, uagtet det Døde Hav og dets hele Omegn paa en særegen Maade indbyder til saadanne Studier.

Det er først i anden Halvdel af vort Aarhundrede, at disse Spørgsmaal ere blevne grundig undersøgte. Begyndelsen gjordes af den som Numismatiker og Oldgransker berømte franske Lærde, Albert, Hertug af Luynes, der lod sin Rejsefælle, Professor Louis

Lartet, undersøge de geologiske Forhold omkring det Døde Hav og optog hans Beretning i sit store Værk „Voyage d'exploration åla Mer Morte". (Paris 1861). Det givne Exempel fulgtes bl. a. af de engelske Geografer, der nu snart i en Menneskealder have været sysselsatte med Opmaalinger og nøje Beskrivelser af Palæstina Vest for Jordan og det Døde Hav, og hvis Resultater foreligge i „Survey of Western Palestine", medens de i Landet efterhaanden gjorte Fund, Opdagelser af Mindesmærker og andre Undersøgelser foreløbig beskrives i „Quarterly Statements", der udgives af »Palestine Exploration Fund" i London. Disse engelske Geografer have ogsaa haft deres Opmærksomhed henvendt paa de geologiske Forhold. Ogsaa tyske Lærde have foretaget Studier og Undersøgelser i denne Retning, saaledes Oskar Fraas (1875) og fornylig Blanckenhorn, hvis interessante geologiske Undersøgelser om det Døde Hav og Sodorna findes i „Zeitschrift des Deutschen Palästina Vereins" Bd. XIX—XXI (1896-98). Der er ogsaa foretaget kemiske Analyser af Vandet i det Døde Hav og i Jordanfloden o. s. v.

Paa den anden Side taber Videnskaben ikke de topografiske Forhold af Syne. Man søger tværtimod, for saa vidt det er muligt, at foretage Udgravninger paa Steder, der i Aartusender have været beboede af svundne Slægter, og hvor der, som Følge heraf, har ophobet sig mægtige Gruslag, som kunne love et godt Udbytte i topografisk og arkæologisk Henseende. For nogle Aar siden, 1890, foretog saaledes den fra Undersøgelser i Ægypten vel kjendte engelske Professor W. Flinders Petrie for „Palestine Exploration Fund" Udgravningen af Højen Tell-el-Hesi, der ligger 56 Km. S. V. for Jerusalem og 24 Km. Øst for Gaza i Overgangen fra Judæas Bjærge til den Slette, som i Oldtiden beboedes af Filisterne. Den store Ruinhøj udgravedes til Grunden og viste sig at indeholde Levninger af flere over hinanden byggede Byer, hver af dem karakteriseret ved sine ejendommelige Potteskaar. Der fandtes ogsaa Rester af Befæstninger, Mure om Byen, tilhørende forskjellig Tid. Det kan næppe omtvivles, at man her har fundet det gamle Lakis, der først var kanaanitisk Kongestad og siden, efter Indtagelsen under Josva, en By i Juda Stamme. Den belejredes bl. a. Aar 700 af den assyriske Konge Senakherib, som udstyrede Væggene i et Værelse i det af ham byggede Palads i Ninive med Alabast prydede med Scener fra denne jødiske Bys Overgivelse, hvilke Skulpturer ere at se i British Museum i London. Det nederste Lag af Grushøjen Tell-el-Hesi med de deri fundne Potteskaar henfører Petrie, vist med fuld Føje, til Tiden før Josva.

I Jerusalem kunne Udgravninger desto værre kun foretages med yderste Varsomhed, og særlig vaage Tyrkerne over, at man ikke nærmer sig deres hellige Steder, hvad der er saa meget desto beklageligere, som disse Steders grundige Undersøgelse netop vilde være af den største Værd for Videnskaben, da man derved kunde haabe at faa Midler i Hænde til at klare omstridte, meget vigtige topografiske Spørgsmaal. Efter en Formodning, der fornylig er udtalt af den franske Lærde Clermont-Gannea-u, skulde Juda gamle Kongers Grave i Jerusalem være at søge i det indre af Sydøsthøjens Fjæld paa det Punkt, hvor Tunnelen, der fører Vandet fra Mariakilden igjennem Højen til dennes Vestside, gjør en meget stor Bugtning. De foreløbige Undersøgelser, man har kunnet udføre, have dog ikke ledet til Opdagelsen af nogen Indgang, som en saadan Begravelse nødvendigvis maa have haft, selv om den rimeligvis har været godt skjult for ikke at lokke Gravrøvere og Fjender.

Samtidig hermed søge andre Lærde at fremdrage gamle Rejseoptegnelser, for paa den Maade at faa Midler til bedre at belyse topografiske og geografiske Spørgsmaal fra svundne Aarhundreder. I dette Tidsskrift XIII. Bd. S. 134 er allerede blevet omtalt en i Italien funderi højst mærkelig Rejsebeskrivelse af en frankisk Dame, vist fra 385 eft. Kr.; (rimeligvis Silvia fra Akvitanien). Deri fortælles der omstændeligt om kirkelige Ceremonier paa Helligdagene i den hellige Gravs Kirke o. s. v. Omtrent fra samme Tid eller maaske fra en noget yngre Tid stammer et højst mærkeligt Landkort, udført fordum som Mosaikgxilv i en gammel Kirke og fundet i dennes Ruiner i Byen Madeba hinsides det Døde Hav i det gamle Moabs Land. Da dette Mosaik opdagedes for nogle Aar siden, var det helt bevaret; man havde her et gammelt Kort fra Oldtiden over Palæstina og Nilens Delta, men uheldigvis har det delt Skæbne rned andre Oldtids Gjenstande, der ere blevne bevarede til vore Dage, men kun for saa at sige at ødelægges for vore Øjne. Landet hinsides Jordan og det Døde Hav hører ikke til de Egne, som besøges jævnligt. Der hersker ikke Lov og Ret, og den tyrkiske Regering, sig sin Svaghed bevidst, lader Sagerne gaa deres vante, just ikke lige Gang. Derfor fik ingen Kortet at se, uagtet det dog skal være opdaget allerede 1890. Tilstanden er forøvrigt i disse Landskaber nu noget bedre, end den har været tidligere; derfor have ogsaa endel Grækere, naturligvis tyrkiske Undersaater, for et Par Aar siden

nedsat sig i den omtalte lille By Madeba. Disse Grækere vilde bygge sig en Kirke og valgte dertil Ruinerne af den gamle Kirke. Her vilde man flytte Mosaikgulvet, som ikke passede til det nye Anlæg, men Mosaik lader sig ikke flytte uden med den største Forsigtighed og Erfaring: Sligt kan naturligvis ikke forudsættes om Steppelandes Haandværksfolk! Derfor faldt Mosaikgulvet fra hinanden, og Kortet ødelagdes paa nogle Stumper nær, som fik Lov til at ligge, deriblandt heldigvis det Sted, hvor Jerusalem findes, og som giver nogle Fingerpeg med Hensyn til Udseendet af nogle Kirker og andre Bygninger i Jerusalem og i det hele taget til Byens Topografi før dens Ødelæggelse af Perserne 614 (se Philippe Berger i ;, Comptes Bendus de l'Académie des Inscriptions" IV Serie XXV., S. 457. Paris 1897); sign. Vilh. Wanscher; „Kildeundersøgelser til Bestemmelse af Gravkirkens ældste Skikkelse" i „Theolog. Tidsskrift" XIV. (Kbhvn. 1898).

Landkort fra Oldtiden haves kun i Gjengivelser og Afkortninger fra Middelaldren. Det berømteste af alle ældre romerske Landkort stammede fra Kejser Augustus Tid og prydede fordum Agrippas Buegang i Rom, men er forlængst ødelagt. Paa Grund af Pladsen, det indtog, var det draget temmelig meget i Længden og altsaa ikke rigtig overensstemmende med de virkelige Forhold. Men forøvrigt blev det alligevel Forbillede for mange Kort i den senere Tid. Ogsaa det bekjendte Landkort „Peutingers Tavle" gaar for en Del tilbage til Agrippas Kort. Under disse Omstændigheder, da Oldtids Kort ere saa sparsomme, er det dobbelt beklageligt, at dette højst interessante geografiske Mosaikkort er blevet saa ynkeligt ødelagt.

Med Hensyn til Tiden før Jerusalems Ødelæggelse, 70 eft. Kr., er Tilgangen af nye geografiske Aktstykker naturligvis sparsom. I lange Tider havde man ingen andre gamle Kilder til Raadighed, end hvad man kunde finde af geografiske Oplysninger i de Bibelske Bøger i det Gamle Testamente, der ragede langt op i Tiden forud for alle skriftlige Kilder fra andre Folk. Men i vore Dage er Materialet forøget i væsentlig Grad. For henved 50 Aar siden fandt man en ægyptisk Papyrus, der, som man snart bemærkede, handlede om en Rejse i Syrien og særlig nævnede Byer i Palæstina og i Fønikernes Land. Af denne Papyrus har den franske Ægyptolog Francois Chabas i Chalon-sur-Saone for 33 Aar siden givet en saa fortrinlig Oversættelse og Fortolkning i „ Voyage d'un Égyptien en Palestine", at ingen hidtil har kunnet forbedre den. Om det er en virkelig Rejse, der beskrives, kan ikke afgjøres; men den beror dog i ethvert Tilfælde paa Udtog af virkelige Eejseoptegnelser og giver os et værdifuldt geografisk Materiale til at kjende Datiden, d. e. det 15de eller 14de førkristelige Aarhundredes Byer i Syrien, vel et hundrede Aar før Josvas Dage. Forholdene vare dengang i Landet, i Kanaaniternes Tid, omtrent lige saa usikre som i vort Aarhundrede under Tyrkernes Herredømme.

For nogle Aar siden kom der endelig en Række Aktstykker frem af en hel forskjellig Art. De vare vel mindst 100 Aar ældre end den ægyptiske Rejse paa Papyrus, vi lige omtalte, og af ikke mindre Interesse. De kom ogsaa fra Ægypten (fra Tell-el-Amarna). De vare dog ikke skrevne med ægyptisk Skrift paa Papyrus, men indridsede paa Lertavler med babylonsk (assyrisk) Kileskrift og affattede i babylonsk eller assyrisk Sprog. Disse Tavler indeholde originale Breve til to af Ægyptens Konger, som vi godt kjende fra ægyptiske Indskrifter. Nogle af Brevene ere skrevne fra Konger i Babylon og Assyrien, men de fleste ere afsendte fra Fyrster eller ægyptiske Statholdere i Byer i Syrien. Der er fem Breve fra en Fyrste i Jerusalem. Adskillige Breve stamme fra Byer i Fønikernes Land. Uheldigvis ere de allerfleste Tavler slemt knuste; ja, det er sjældent at finde et Par paa hinanden følgende Linjer hele. Da man dengang i Syrien benyttede sig af det højst indviklede Kileskriftsystem og af et helt fremmed Sprog (Babylonisk), kan man sikkert slutte, at Bogstavskrift dengang ikke kjendtes i Landet. Men uagtet Brevene ere affattede i et for Landet fremmed Sprog, har Brevskriveren dog af og til, for at undgaa Misforstaaelse, tilføjet en Oversættelse af de Ord, det kom an paa, i hans eget Sprog og skrevet Ordet helt ud, naturligvis med Kileskrift. Man ser heraf, at det Sprog, der dengang taltes i Palæstina og i Fønikernes Land, var det, vi kalde Hebraisk, som Israels Børn fordum lærte af Landets Folk, Kanaaniterne. Man ser desuden, at Byerne dengang havde samme Navne, som de have i Bibelen, og af hvilke nogle have holdt sig temmelig uforandrede til vore Dage. Mange geografiske Navne i Syrien naa altsaa, trods alle Ødelæggelser og Omvæltninger, op til en graa Oldtid.

II. Jemen.

Til Jemen, den sydvestlige Del af Arabien, afgik i November 1898 en større, østerrigsk, videnskabelig Expedition under Ledelse af den svenske Orientalist, Grev Carl Landberg og af den østerrigske Epigrafiker, Prof.

D. H. Muller fra Wien. Jemen hører ikke til de bedst kjendte Egne paa Jorden. Landet er kun blevet besøgt af faa Europæere, da det er forbundet med meget Besvær og yderst farefuldt at færdes i Landet, hvor der længe herskede helt lovløse Tilstande. Siden 1872 er det blevet noget bedre, da Tyrkerne, som fordum besad Landet (1517^—1630), i dette Aar atter gjorde sig til Herrer over Jemen. Sultanens Magt er dog udenfor de Stæder, hvor der ligger tyrkisk Besætning, næsten kun til af Navn. Den fanatiske, muhamedanske Befolkning gjør omtrent, hvad den lyster, og den tyrkiske Regering lader helst alt gaa; som det bedst kan, og er tilfreds, naar den blot faar sine Afgifter. Den første Europæer, som har undersøgt Landet, og hvis Værk endnu er et nyttigt Kildeskrift, er Carsten Niebuhr, som 1761 af Kong Frederik V sendtes til Arabien, hvis indre dengang var som en helt lukket Bog for alle. Niebuhr naaede frem til Hovedstaden San'å, der ligger 2180 M. over Havfladen. For at komme dertil fra Kysten maa man overstige Bjærge, hvis Passer ligge omtr. 2000 M. o. H.

Jemen er helt forskjelligt fra største Delen af det øvrige Arabien. Imedens man i andre Egne mest træffer Ørkener og Stepper, der nærmest kun egne sig for vandrende Stammer, kan Mennesket kun leve i Jemen, naar han har fast Bolig og kan benytte de Tider, paa hvilke der falder Eegn, til Opdyrkning af Jorden. Han maa da helst samle Eegnvandet og spare det op til den tørre Aarstid, hvis han vil have noget godt Udbytte af Jorden. Jemen er nemlig aldeles ikke noget regnløst Land. Om Vinteren, i hvilken det oftere regner stærkt paa Afrikas Nordkyst, f. Ex. i Ægyptens Delta, falder der sikkert nok ikke en eneste Draabe Regn i Jemen, men om Sommeren kommer der af og til voldsomme Regnskyl. Jemen ligner i den Henseende, ligesom i andre, meget Sudan og er heri forskjelligt fra det øvrige Arabien. I Oldtiden forstod man godt at benytte Regnvandet; ja, man kan sige, at i Landets mest blomstrende Dage i Oldtiden forstod man her den Kunst ikke at lade en Draabe Vand gaa til Spilde. Man havde dengang flere Steder i Landet mægtige Anlæg til at gjemme Vandet, for at benytte det i den tørre Tid. Jemen er nemlig et gammelt Kulturland. Her boede Minæerne. som man først i den nyeste Tid ret har lært at kjende som et gammelt Kulturfolk, og deres Naboer Sabæerne, hvis Dronning fordum besøgte Salomo i Jerusalem, da hun havde hørt om hans Ry som Vismand. Men al den Herlighed er forlængst sunken i Grus. De store Vandværker have ikke været i Virksomhed i snart 1800 A ar.

Vore bedste Kilder til Kjendskab til disse gamle Kulturfolk bestaa i Indskrifter i en ejendommelig Skrift, en Bogstavskrift paa 30^—40 Tegn (den himjaritiske Skrift), som disse gamle Folk have efterladt paa flere Steder i Landet, og som man i vore Dage har lært at tyde. Vistnok findes der endnu mange saadanne hidtil ukjendte Indskrifter i Ruiner fra Oldtiden rundtom i Landet. Jemen er nemlig rigt paa Borge og Slotte, hvoraf vel nogle stamme fra Middelaldren, men rnange naa op til Oldtiden. Det er netop disse gamle Indskrifter, hvis Studium og nøje Gjengivelse er et af Hovedformaalene for den østerrigske Expedition. Om muligt, skal den ogsaa stræbe at erhverve saa mange Indskriftsten som muligt og bringe dem til Wien, i Lighed med hvad engelske og franske rejsende have bragt til London og Paris. Den nærmeste Anledning til Afsendelsen af Expeditionen er dog af en særegen Art. Den sidste Videnskabsmand, der har berejst Jemen, som han har besøgt ikke mindre end fire Gange, og hvorfra han har hjembragt en meget rig Høst af Indskrifter, Eduard Glaser, er ogsaa en Østerriger, og han har ligeledes haft Understøttelse fra den østerrigske Regering. Glaser har efterhaanden udgivet og forklaret adskillige før hans Tid helt ukjendte Indskrifter, som han selv har opdaget, og som have givet gode Oplysninger om mange interessante Forhold i Landets Oldtid, bl. a. om en Begivenhed, om hvilken der gjennem Araberne var bevaret et Minde, nemlig Bruddet paa Dæmningen for det store Bassin ved Mareb, hvilket man henfører til det 2det Aarh. eft. Kr. Men Glaser har i sit Værge mange andre, sikkert ikke mindre indholdsrige Indskrifter i Afskrift, maaske endog i Papir-Aftryk efter Originalerne, men han tillader ingen at kaste endog kun et flygtigt Blik paa nogen af dem. De ere uden Tvivl, som de fleste himjaritiske Indskrifter, meget vanskelige at tyde. Sproget kjendes nemlig kun igjennem Indskrifterne; ellers er det forlængst uddød. Men Glaser, som i Virkeligheden er en udmærket dygtig og skarpsindig Videnskabsmand, haaber stadigt at kunne tolke alle sine Indskrifter selv, ligesom han allerede meget rigtigt har tydet en hel Del. Derfor gjemmer han — til stor Skade for Videnskaben — sine Samlinger af Afskrifter fra Aar til Aar. Han taaler nemlig ikke, at en anden skulde finde ud af, hvad han, der i egne Tanker er Nutidens største, ja, maaske dens eneste virkelige Kjender af sydarabisk Oldtids Sprog og Skrift, havde maattet opgive som for ham uforstaaeligt.

Derfor foretrækker han at skjule det hele. I den Henseende danner hans Forgænger paa dette Omraade, Professor i Æthiopisk i Paris, Josef Halévy, en paaskønnelsesværdig Modsætning til ham. Han medbragte 686 hidtil ukjendte Indskrifter fra sin yderst farefulde, før Landets Indlemmelse i Tyrkiet foretagne Rejse i Jemen, og dem udgav han alle hurtigt uden at finde sin Ære krænket ved, at andre maaske kunde forbedre hans forøvrigt fortrinlige og skarpsindige Tolkninger. Da der ingen Udkomme var med Glaser, fik Prof. D. H. Muller, hvis Specialitet netop er Studiet af Sydarabien, den østerrigske Regering til at danne denne videnskabelige Expedition.

Naar Expeditionen nu gjenfinder de af Glaser hemmeligholdte Indskrifter og udgiver dem, ville de i Videnskaben ikke komme til at bære Glaser's Navn; og man har derfor det Ilaab, at han med denne Eventualitet for Øje vil bekvemme sig til at udgive sine 1000 sydarabiske Indskrifter, enten som de foreligger, blot med Gjengivelse af Texten, eller ledsaget af hans Tolkninger, saa gode som han formaar. Expeditionen har forøvrigt mere omfattende Formaal, særlig Studiet af Naturforholdene. I Jemen har der f. Ex. næppe været andre egentlige Botanikere end G. Schweinfurtlt (1888-89) siden Pehr ForsMl's Dage. Denne udmærkede Videnskabsmand, der fulgte med Niebuhr, bukkede under i Jerim for Jemens usunde Klima (11. Juni 1763), men hans Undersøgelser ere ikke gaaede tabt for Videnskaben.

Den tyrkiske Regering har tilsagt den østerrigske Expedition sin bedste Understøttelse, men Sultanens Indflydelse i Landet er ikke stor. Der kan derfor ikke forud siges noget videre om, hvor langt Expeditionen vil kimne trænge frem. De fjærnere Dele af Jernenere først sent betraadte af Europæere. Den første, der naaede det berømte Mareb, Sabæernes gamle Hovedstad, var den dristige franske rejsende Arnaud 1843, og først 1870 trængte den fornævnte Josef Halévy frem til det 500 Km. N. Ø. for Bab-el-Mandeb liggende Nedjran, som før ham ingen Europæer havde betraadt.

Efterskrift. Ifølge senere Efterretninger har Befolkningen i Jemen hindret den østerrigske Expedition i at trænge ind i Landet, saaledes at den vel kan betragtes som mislykket, en Eventualitet, som man med Forholdene for Øje altid maatte være forberedt paa. Grev Landberg skal tidligere have skilt sig fra Expeditionen.