Under denne Titel har Professor i Geologi ved Stokholms Universitet, Dr. G. de Geer, udgivet en Række populære Forelæsninger. I en yderst tiltalende, fængslende og elegant Form, udstyret med talrige smukke og nye Illustrationer i Texten og ledsaget af 6 farvetrykte Kort gives her en samlet Fremstilling af vort nuværende Kjendskab til de storartede og mærkelige Forandringer, som Skandinavien er undergaaet siden Istiden; ofte strejfes ogsaa danske Forhold. En bedre Fører end Forfatteren, der selv er en af de mest fremragende Forskere paa dette Omraade, kan ikke faas.

Forf. inddeler Skandinavien i 3 Omraader: Landets, Havets og den evige Is og Sne's Omraade, og opstiller dernæst dette Spørgsmaal: Have disse Omraader i sidste Jordperiode altid haft samme Udbredelse som i Nutiden? Først undersøges saa, hvorledes Is- og Havomraadernes Grænser se ud i Nutiden for at komme til Klarhed over, om det er muligt i Naturen at finde Spor efter Forandringer i Omraadernes Udbredelse.

Isens Omraade i Skandinavien er i Nutiden indskrænket til 2 større Bræ-Omraader, et i Vestnorge ved Hardanger- og Sognefjord, hvor de største Bræer er Justedalsbræ og Folgefon, og et andet Nord for Polarkredsen, paa begge Sider af Rigsgrænsen; Svartisen er den største Bræ indenfor dette Omraade. De norske Isma_sser dækk6 ialt et Areal af Størrelse som Venern, de svenske ere mindre, omtrent som Hjelmaren. Snegrænsen ligger i den nordlige Del af Halvøen c. 1000 M. over Havet; længere inde i Landet, hvor Snefaldet er ringere og Sommeren varmere,

---

*) Gerard de Geer: Om Skandinaviens geografiska utveckling efter istiden. Från Stockholms högskolas populära föreläsningar. Stockholm 1896, P. A. Nordst edt <fc Söners förlag.

ligger Snegrænsen højere (indtil et Par Hundrede M. højere), ved Havet indtil et Par Hundrede M. lavere. I Vestnorge ligger den ved Havet mindst 1000 M. o. H., inde i Landet indtil 1600 M. o. H.

Undersøger man de Spor, en Nutidsbræ efterlader sig, naar den trækker sig tilbage fra et Landomraade, lægger man først Mærke til Bundmorænen, en fastpakkét Blanding af Sten, Grus og fint Ler, blandet ganske uden Orden. En Del af Morænegruset, især de større Blokke, ophobes som en Grus- eller Stenvold, Endemoræne, ved Bræens yderste Rand; Endemoræner ere derfor meget vigtige Vidnesbyrd om en tidligere Nedisning, idet de ikke blot ere Beviser for en saadan, men angive Isens Grænse paa et vist Tidspunkt. Fjældgrunden under en Bræ i Bevægelse afrundes, glattes og poleres; ofte dannes paa Kullerne en udpræget „Stødside" og „Læside" ; talrige større og mindre Skurstriber ridses ind i Fjældet, eller dybe Furer og Render udhøvles i dette af Bundmorænens i Isen indfrosne Sten. Man faar derved Midler i Hænde til at paavise ikke blot en tidligere Nedisning af et Landomraade, men ogsaa den Retning, Isbevægelsen har haft; hertil hjælper i mange Tilfælde ogsaa de af Isen transporterede Sten, Flyiblokke, naar disse bestaa af Bjærgarter, der ere saa karakteristiske og kun findes faststaaende paa saa bestemt afgrænsede Omraader, at man kan afgjøre deres Hjemsted; saadanne Flytblokke kaldes Ledeblokke.

Disse og talrige andre Spor, som Bræisen efterlader sig ved Nutidens Bræer, ses overalt i Skandinavien og langt udenfor dets Grænser og ere sikre og talende Beviser for, at Isens Omraade i tidligere Tid — under Istiden — har haft en umaadelig Udbredelse, at Isen fra Skandinaviens Højfjælde har bredt sig ud over store Dele af Nordevropa.

Ogsaa Havet efterlader sig utvetydige Spor: Vandrette Strandlinjer, Strandvolde og vidt udbredte Sandog Lerlag med indlejrede Havdyr, især Snegle og Muslinger. Endelig har Landets Omraade sin ejendommelige Skulptur, dannet af Vandløbene, ligesom de i Ferskvandsbassiner anejrede Lag af Tørv, Dynd og Kalk med Rester af Dyr og Planter, der have levet i Ferskvand eller paa Land, ere Vidnesbyrd om tidligere Landomraader.

Istidens Begyndelse og den store Nedisning.

Istiden, den Tid, da vældige Masser af Landis fandtes paa den skandinaviske Halvø og derfra bredte sig langt ud over dens Grænser, har ganske sikkert strakt sig over Tusinder og atter Tusinder af Aar. Sporene fra dens første Tid har Isen selv udslettet eller senere dækket med Bundmoræne, saa at vi kun have ringe Kjendskab til dens første Afsnit.

Hvor stor var Isens Udbredelse, da den var størst? Fra Skandinavien gik Isen tværs over Østersøen og dens Øer ud over hele Finland og Kolahalvøen, til Mundingen af det hvide Hav, over Kaninhalvøen og sandsynligvis helt ud til Øen Kolgujew i Ishavet. Paa Timanbjærgenes Toppe, 300 M. o. H., har den skandinaviske Is efterladt vældige Flytblokke som Bevis for, at den endnu saa langt mod Øst havde en betydelig Mægtighed.

Paa Tundrerne ved Petschora forenede den skandinaviske Is sig med den fra det nordlige Ural kommende uralske Landis, der bredte sig dels mod Vest, dels mod Øst ned mod Ob's nedre Løb. Grænsen mellem den skandinaviske og uralske Landis er dog endnu ikke bestemt fastslaaet.

Mod Sydøst bredte Isen sig ud over den største Del af det evropæiske Rusland, ja naaede endog Syd for 50 ° n. Br. (ved Dnjepr, i Egnen om Poltava); i disse Egne har det imidlertid ofte sin store Vanskelighed at afgjøre, om de nordiske Flytblokke ere transporterede hid af Isen selv, eller om Floderne have ført dem en større eller mindre Strækning mod Syd.

I Tyskland er Isens Sydgrænse særdeles vel kjendt og forholdsvis let at fastslaa, da Isbevægelsen her foregik i en Retning modsat Flodernes Løb, saa at disse ikke kunne have spredt de nordiske Flytblokke mod Syd. Grænsen gik langs Nordkanten af Mellem-Tysklands Bjærgrygge langs Karpatherne indtil 50 ° n. Br., langs Sudeterne og Riesengebirge, der ogsaa havde smaa selvstændige Bræer, tæt forbi Erzgebirge og Thtiringerwald og derpaa i en Bugt omkring det mod Nord fremskydende Harzen, som maaske ogsaa havde smaa selvstændige Bræer. I Harzen ligger Grænsen for Nedisningen c. 400 M. o. H., længere mod Øst indtil 440 M. o. H.: man ved dog endnu ikke, om Landet muligvis har undergaaet Niveauforandringer efter Istiden.

Længere mod Vest har Isgrænsen sandsynligvis gaaet gjennem det sydlige Holland (eller maaske noget sydligere); den er her vanskeligere at bestemme, da Rhinen og de andre store Floder, der da løb langs Isranden, i høj Grad have ødelagt, omlejret og begravet de gamle Moræner langs Isranden.

I Øst-England, mellem London og Hull og derfra langt ind i Landet, findes Moræner med knuste Skaller af Havsnegle og vældige, stærkt knuste Partier af Ler og andre Aflejringer, der have udgjort Underlaget for den mægtige Landis, som tydelig nok

en Gang trængte ind i Landet over Nordsøen; Morænesten, der sikkert stamme fra Skandinavien (navnlig fra det sydlige Norge), vise, at den store skandinaviske Laudis virkelig naaede helt frem til England. Nordsøens Bund er egentlig kun en Slette, der er sænket übetydeligt under Havets Niveau, og Nordsøen maa betragtes som en umiddelbar Fortsættelse af det store russisk-tyske Lavland; Nordsøen kunde derfor ligesaa lidt som dette sætte nogen større Hindring for Isens Udbredelse.

I de øvrige Dele af Storbritannien, paa Island og
Færøerne, paa Alperne, i Kaukasus og Pyrenæerne
fandtes samtidigt betydelige, selvstændige Bræer.*)

Den Landis, som fra det nordøstlige Skotland strømmede ud mod den nordlige Del af Nordsøen, mødtes her af den skandinaviske Is og blev tvungen til at bøje af mod Nord og Nordvest, tværs over Orkney-Øerne og tid mod Atlanterhavet, Syd for Færøerne. Baade Skurstriber og Flytblokke vise nemlig særdeles tydeligt, at Isen fra Omegnen af Moray Firth beskrev en saadan Buelinje mod Nord i Steden for at gaa lige ud imod Nordsøen. Denne Bevægelsesretning var ganske uforklarlig og gaadefuld, indtil man fandt, at Bjærgene paa de endnu længere mod Nordøst liggende Shetlandsøer ere stærkt afglattede og skurede paa deres østlige, mod Nordsøen vendende Side. Da indsaa man, at den Ismasse, som trods Modstanden fra den skotske Is kunde udrette et saadant Arbejde, maatte være den store skandinaviske Landis, som altsaa ogsaa rnaatte være den Hindring, der tvang den skotske Is ud mod Atlanterhavet.

Et mere talende Bevis for Samtidigheden af de skandinaviske
og britiske Landismasser kunde vanskelig faas.

For at forklare, at Landisen fra Vestnorge gik tværs over den dybe norske Rende (som i Skagerak er 600, ved Hardanger 300 og længere mod Nord, hvor den munder ud i de store Havdybder, mere end 400 M. dyb), helt ud forbi Shetlandsøerne, med saa vældig en Kraft, at den kunde tvinge den skotske Landis til Side, opstiller Forfatteren en ny Pakisteori: Det norske Hav antages efterhaanden at være blevet saa opfyldt og spærret af mægtige Pakismasser, at Landisens Udløb i høj Grad vanskeliggjøres.

Pakisen antages at have haft en meget betydelig Mægtighed, maaske nærmest som det kolossale Dække af gammel Havis, der synes at omgive Landene omkring Sydpolen; denne høje, stejle Isrand er af andre opfattet som Banden af en i Havet udskydende Landis. Men en saadan Pakis, hvis Mægtighed forøgedes ved de Snemasser, som i Tidens Løb faldt paa dens Overflade og omdannedes til Is, maatte jo ogsaa blive en Slags flydende Bræ, selv om man endnu ikke kjender synderligt til, hvor langt Ligheden med en saadan gaar. Antager man, at Atlanterhavet Nord for Island og Færøerne under et Afsnit af Istiden er spærret af Pakis, maa den norske Landis søge ud over Shetlandsøerne, hvor Havet er aabent og Modstanden mindst. Antages envidere, at Pakisen under et tidligere Afsnit bredte sig endnu længere mod Sydvest, saa at ogsaa Afløbet over Shetlandsøerne blev spærret, maatte den norske Landis tvinges mod Syd, ud over Nordsøsletten, og derved atter tvinge Ismasserne fra det baltiske Omraade i sydlig Retning. Denne Pakisteori forklarer en hel Række Fænomener, bl. a. ogsaa, at den skandinaviske Lapdis kunde brede sig saa forbavsende langt mod Sydøst og Øst over Ruslands Sletter. Var nemlig det nordlige Atlanterhav opfyldt af Pakis, maa det samme naturligvis ogsaa have været Tilfældet i Ishavet; da den skandinaviske Landis derfor ikke kunde komme frem mod Nord, maatte den søge ud over Rusland. Af samine Grund kunde Isen en Gang overskride Timanbjærgene, som senere, da Havet var blevet befriet for sit Pakisdække, tvang Landisen ud gjennem det hvide Hav.

Yderst lidet er kjendt angaaende Fordelingen af Land og Hav i denne fjærne Tid. Det kaspiske Hav har i et af Istidens ældre Afsnit været betydeligt større end nu og en kort Tid gjennem Manytschdalen og det asovske Hav sandsynligvis staaet i Forbindelse med det sorte Hav; om samtidigt med eller efter Landisens største Udbredelse vides ikke endnu. Endvidere ved man, at før og under Istiden levede adskillige nordiske Muslinger i Middelhavet, og at Italien siden da har været Gjenstand for betydelige Niveauforandriuger, men disses Forhold i Tid til Isens største Udbredelse er ukjendt.

Adskillige Plantegeografer have paa Grund af den store Lighed mellem Flora'en i Grønland, Island og Nordevropa antaget, at der under et Afsnit af Istiden maa have existeret en Landbro mellem de nævnte Lande; denne Bro skulde senere være sænket under

---

*) Helt nede paa Azorerne -_— paa 38° n. Br. — har man fundet fremmede Flytblokke af forskjellige Urbjærgarter. som antages at være komne did under Istiden med Drivis: Havstrømmenes Retning og Nutidens Drivis's Udbredelse synes dog at tyde paa, at disse Blokke maa stamme fra den anden Side af Atlanterhavet, fra Labrador eller New Foundland.

Havet og nu antydes af den store undersøiske Banke, der paa temmelig ringe Dybde strækker sig fra Skotland over Færøerne og Island til Grønland. Skjønt meget taler for, at en saadan Bro virkelig har existeret, er den dog foreløbig rent hypotetisk.

Men meget taler for, at de Egne, som under Istiden vare mest nedisede, ved Slutningen af Tertiærtiden laa betydeligt højere over Havet end i Nutiden. Hvis Landskulpturen, som mange mene, har medvirket ved Dannelsen af Fjorddalene, maa disse og det omgivende Land i Slutningen af Tertiærtiden, umiddelbart før Istiden, have ligget mindst saa meget højere som Fjorddalene nu naa ned under Havfladen. Desuden savnes næsten fuldstændigt marine Dannelser fra sidste Afsnit af Tertiærtiden (Pliocenperioden) i de Egne, der have været mest nedisede; kun i Udkanten af Isomraadet — i Belgien og det sydøstlige England — findes saadanne Lag. At disse Egne endnu ved Begyndelsen af Istiden laa højere end nu, antydes ogsaa deraf, at de paa denne Tid i Nordevropa (baade i Skaane, Danmark, Nederlandene og Nordtyskland, saa langt mod Syd * som til Berlin og endnu længere) i flere Hundrede Meters Dybde under den nuværende Havflade aflejrede Lag ikke ere marine, men afsatte i fersk Vand.

Men ogsaa ved Betragtning af Nutidens store Landisomraader tvinges man til at antage, at de centrale Dele af det gamle skandinaviske Isomraade maa have ligget meget højere end nu; man kan maaske endog faa en Antydning af, hvor meget højere det har ligget.

Særlig ved Nansen's Skitur tværs over Grønland kjender man jo Overfladens Stigning paa den grønlandske Indlandsis; Isskjellét ligger c. 2700 M. o. H., et Par Hundrede M. højere end Galdhøpiggen, Skandinaviens højeste Fjældtop. Antager man nu en lignende Stigning for den skandinaviske Indlandsis's Overflade som for den grønlandske, skulde Isskjellét i Skandinavien have ligget c. 8000 M. o. H. Jo højere Landet har været, desto gunstigere maa jo ogsaa Forholdene have været for Dannelsen af store Nedisninger. Imidlertid, ere vi endnu ikke naaede saa vidt, at Fordelingen mellem Land og Hav sikkert kan fastslaas for disse fjærne Tider; indtil videre maa vi lade os nøje med den almindelige Sætning, at ved Istidens Begyndelse laa Skandinavien og de andre nedisede Egne antagelig højere over Havet end" i Nutiden.

Utvivlsomt havde Frosten allerede tidligere i umaadelige Tidsrum bearbejdet de store Fjældvidder og søndersprængt Klipperne til vældige Stenhave, hvor kun sjældent fast Fjæld traadte frem i Dagen. Lidt efter lidt dannedes de første Bræer, vel i de samme Egne, der i Nutiden dækkes af Landis; umærkeligt voxede Bræerne, bredte sig mere og mere, først som selvstændige Bræer, senere flød flere sammen; tilsidst dækkedes hele Landet af Isen. Videre bredte Isen sig, ofte vel med Afbrydelser og Perioder, da Afsmeltningen tvang Isranden tilbage, og da Bræelvenes Smeltevand aflejrede mægtige Sand- og Lerlag, som saa, naar Isen atter trængte frem, blev begravede under Bundmorænen eller ganske forstyrrede.

Tilsidst naaede Isen sin yderste Grænse; før eller senere efter dette Tidspunkt fik Afsmeltningen Overtaget, og Land og Hav udvidede atter deres Omraader paa Isens Bekostning. I lange Tider stod dog Kampen mellem Nedisning og Afsmeltning, med vexlende Held for de kæmpende Parter.

Interglacialtider.

Saaledes har man kaldet de forholdsvis varme Tidsrum, da Afsmeltningen sejrede, og Isen trængtes tilbage. Almindelig antager man nu to Interglacialtider (Iste Interglacialtid før Nedisningens Maximum og 2den Interglacialtid, mellem dette og den sidste, baltiske Nedisning), og paa talrige Steder har man mellem Moræner af forskjellig Alder fundet Aflejringer med Rester af Dyre- og Plantearter, der kræve et mildt, tempereret Klima. De først kjendte interglaciale Lag var de saakaldte Skiferkul fra Schweiz, Tørvelag, der ved Tryk af den overlejrende Moræne ere blevne kullignende og skifrede. I disse Lag fandtes, foruden Eester af Gran, Eg, Fyr, Ahorn, Hassel, Ask og mange andre Skovtræer, Knogler af uldhaaret Næshorn , Mammut, Hest, Moskusoxe, irsk Kæmpehjort O. S. V.

Senere har man paa talrige Steder i Nordevropa,
ogsaa i Danmark, opdaget interglaciale Lag, dels aflejrede
i fersk Vand, dels i Havet.*)

Mammuten har været meget almindelig i Mellemevropa i 2den Interglacialtid, men er ikke kjendt fra Aflejringer yngre end sidste Nedisning; de skandinaviske Mammutfund hidrøre derfor sandsynligvis fra 2den Interglacialtid. Fra Danmark kjender man c. 30 forskjellige Fund. Det mærkeligste Fund af dette Dyr stammer dog fra Dovre, nær Nedisningens Centrum; hvis Dyret

---

*) Anmelderen haaber i næste Hefte af dette Tidsskrift at kunne give Meddelelse om en Del nye, danske interglaciale Fund og ved samme Lejlighed behandle Spørgsmaalet om Interglacialtider udførligere end muligt i en Anmeldelse.

virkelig har levet der i en interglacial Tid, maa Isen
da have haft en meget ringe Udbredelse.

Dette antydes ogsaa af Cyprina-Leret, en marin, interglacial Leraflejring, der er kjendt fra talrige, ogsaa danske, Lokaliteter langs den sydlige Del af Østersøen, fra Slesvig og Holsten til Weichsel. og som indeholder talrige marine Snegle- og Muslinge-Arter, der kræve et Klima omtrent som Nutidens; i en interglacial Periode maa derfor antagelig en bred, aaben Bugt med salt Vand have skudt sig mod Øst helt til Weichsels Munding fra det sydøstlige Hjørne af Nordsøen.

Sandsynligvis optraadte Mennesket første Gang i Evropa
i en interglacial Periode sammen med Mammuten.

Den sidste eller baltiske Nedisning.

Allerede for et Par Aartier siden vidste man, at der i Nordtyskland findes to forskjellige Bundmoræner, en nedre med meget stor Udbredelse, der dækker næsten hele Landet, og en øvre, der kun optræder i det mellemste Parti af Landets nordlige Del. Disse to Moræner, der ofte adskilles af vidt udbredte, mægtige, i Vand aflejrede Sand- og Lerlag, undertiden med Rester af Mammut og andre store Pattedyr, tilskrev man allerede tidligt to forskjellige, af en varmere Afsmeltningstid adskilte Nedisninger. Grænserne for den øvre Moræne ere ikke endeligt fastslaaede; Forf. mener og giver adskillige Beviser for, at de store Endemoræner, der forekomme i Pommern og Meklenborg, danne Sydgrænsen for den sidste, saakaldte baltiske Nedisning, medens de fleste tyske Glacialgeologer anse disse Endemoræner som hidrørende fra en mere tilfældig Stansning i Afsmeltningen af det sidste Isdække, der efter deres Opfattelse strakte sig betydeligt længere mod Syd.

Dette Endemoræneparti har en meget anselig Udstrækning,
idet det fra Pommern kan følges helt til
Lybæk, en Strækning af over 650 Km.

Forfølger man Grænserne for sidste Nedisning mod Vest og Nord, træffer man ved Kiel og videre mod Nordvest en Endemorænelinje, der ligger saa nøje i Forlængelsen af den meklenborg-pommerske Endemoræne, at de højst sandsynlig ere dannede langs samme Isrand. Endemorænen ved Kiel har afspærret flere Dale med Fald mod Østersøen, saa at flere Vandløb, f. Ex. Eideren, derved blev tvungne til at skaffe sig Udløb til Nordsøen.

Mod Nord fortsætter Endemorænen op gjennem Midtjylland som et stærkt kuperet Terræn, der længe har været opfattet som Endemoræne-Dannelser. Vest herfor brede sig de flade, sandede og ufrugtbare Hedesletter, der utvivlsomt ere dannede af Bræelvene fra Isranden, medens den lerede og kalkholdige Bundmoræne i det østlige Jylland, Slesvig og Holsten betinger disse Egnes Frugtbarhed.

Af stor Interesse er det i Meklenborg og Pommern at gjenfinde ganske samme Forskjelligheder i Henseende til Terrænform og Jordbund og dermed følgende Befolknings-Tæthed. Paa Ydersiden, Sydsiden, af Endemorænen, hvor Bræelvene udmundede: store, ufrugtbare, sandede Hedestrækninger med en meget spredt Befolkning; nærmest Morænen: stærkt kuperet Terræn med utallige Bakker, Dale og Søer og Nord for Endemorænen: frugtbare Marker med kalkholdig Bundmoræne og tæt Befolkning. Den frugtbare Bundmoræne, der saaledes omgiver Østersødalen mod Syd og Sydvest, indeholder talrige baltiske Flytblokke O: Sten, stammende fra Østersøens nordligere Egne, f. Ex. Kalksten fra Øland og Gotland m. m.

At følge Grænserne for den baltiske Isstrøm længere Nord paa er forbundet med betydelig større Vanskelighed; thi medens denne Isstrøm mod Syd ofte har efterladt sig et let kjendeligt Morænemateriale, har den længere mod Nord væsentlig bortført Materiale. Det er derfor i Øjeblikket ikke muligt med Sikkerhed at angive alle Grænserne for dens Ornraade; men Forf. udtaler det Haab. at Opmærksomheden i højere Grad end hidtil maa rettes paa Undersøgelser over dette Spørgsmaal. Saa meget synes dog sikkert, at den baltiske Is, der — som vi have set — bredte sig ind over stersøens sydlige og sydvestlige Kystlande, samtidigt længere Nord paa var indskrænket til Østersø-Dalen, medens Landet til begge Sider var isfrit. Isen maa have haft en højst ejendommelig Form, som ikke gjenflndes hos nogen Nutids-Bræ, men som finder sit tilsvarende i Nordamerika; under sidste Nedisning skød ogsaa i dette Land mægtige Bræer ned gjennem de store Søers Dalfører, omtrent som den baltiske Is gjennem Østersødalen, om end langtfra saa kolossale som denne; disse nordamerikanske Bræer markeres ligesom den baltiske Isstrøm ved store Endemoræner.

At Isen maa antages at have haft denne mærkelige Udbredelse, fremgaar bl. a. af visse Flytblokkes Fordeling langs Sverrigs Vestkyst (f. Ex. i Bohuslen); her træffer man nemlig i gamle marine Lag løse Blokke af Flint og andre Bjærgarter, der ikke optræde faststaaende i disse Egne, men maa være hidførte med Isfjælde, der have løsrevet sig fra en sydligere beliggende, kælvende Isrand, medens samtidig de paagjældende Kystegne maa have ligget under Havets Niveau

og været isfri O: ikke dækkede af Landis. Flintblokkene findes ikke Nord for de store Endemoræner i Mellemsverrig (som senere skulle omtales); de maa stamme fra Danmark og Skaane, hvis Kridt jo er rigt paa Flint, og Isfjældene maa antages at hidrøre fra Landis, der skød ud i Havet i det sydlige Kattegat. Isfjældene drev saa Nord paa langs Sverrigs Vestkyst og videre langs Norges Kyst; her finder man nemlig ligeledes Flint og andre baltiske Bjærgarter, helt til Kap Stat, og sammen med dem Blokke fra Kristiania ; helt oppe ved Lofoten har man paa Havbunden fundet saadanne sydlige Blokke. Af betydelig Interesse er det endvidere, at disse Blokke i Sydsverrig ere iagttagne til den øverste Grænse for de gamle Ishavslag (se nedenfor), men pludselig ophøre over denne Grænselinje.

Men ogsaa de vældige Endemoræner i det sydligste Norge og videre mod Sydøst og Øst i en Linje fra Frederiksstad, forbi Ed, over den sydlige Del af Vennern. over Billingen og den nordlige Del af Vettern forbi Vadstena og Linkøping tale for, at den baltiske Isstrøm kun er gaaet hen over den sydligste Del af Skaane, medens Landet Nord derfor, op til de store Søer, har været frit for Landis.

Den sydligste og mest sammenhængende af disse Morænerygge følger paa en lang Strækning Kristianiafjordens Vestkyst, dels paa Land, dels som undersøiske Banker fra Moss til Arendal, hvorfra den fortsætter inde i Landet mod Vest, men dog nær Stranden; her er den dog foreløbig kun lidet undersøgt. Isen synes ikke at være naaet ud over den vestnorske Skærgaard, og sandsynligvis har der været et smalt, isfrit Landbælte langs Norges Vestkyst, omtrent som vi finder det ved Grønlands Kyster i Nutiden.

Fra Möss kan Endemorænen (eller Endemorænerne, thi paa adskillige Steder findes to, en sydligere og en nordligere) følges mod Sydøst, med enkelte mindre Afbrydelser, tværs over Sverrig. Næsten overalt, undtagen i de højeste Dele af Dalsland, ere Morænerne afsatte paa Havbund og ofte for en stor Del dækkede af betydelige marine Lag, hvorfor de i mange Tilfælde synes lavere og mindre sammenhængende, end de virkelig ere. Den nordligste Endemoræne, som ved Ed i Dalsland gaar tværs over Søen Store Le's Dal, ligger ikke mindre end 80 M. højere end sit Underlag, men er ogsaa usædvanlig mægtig; ikke sjældent er Højden 10_—12 M. og Bredden et eller et Par Hundrede M.

I Egnen ved Linkøping ophører den hidtil
kjendte Del af den store skandinaviske Endemoræne,

som vi nu have fulgt paa en Strækning af c. 500 Kilometer, og hidtil har man ikke forsøgt at følge den videre. Sammenhængen mellem den og den sydbaltiske Endemoræne er derfor endnu ikke direkte paavist, om end højst sandsynlig. Thi de Skurstriber, den baltiske Is har efterladt paa Gotland, Øland og de lavere, sydlige Dele af Bornholm og Skaane, kunde næppe — som Tilfældet er — gaa i samme Retning som Østersødalen, hvis Landisen samtidigt var skudt ned mod Østersøen fra hele den tilgrænsende svenske Kyst. Vigtigt er det ogsaa, at Skurstriberne paa de højeste Partier af Bornholm og Romele Klint (i Skaane), som aldrig vare dækkede af den baltiske Is, gaa i samme Retning som Skurstriberne i den Del af Sydsverrig (mellem Sydskaane og de store Søer), der var isfri under den baltiske Nedisning, medens Skurstriberne paa de lavere Dele af Bornholm og Romele Klint øjensynlig ere yngre og have en ganske anden Retning.

Gaa vi endelig til Landene Øst for Østersøen for der at spore Isens Grænser, maa først Salpausselkä nævnes, den kolossale Endemoræne, der i en stor Bue strækker sig gjennem hele det sydlige Finland, ligesom den skandinaviske Endemoræne ofte spaltet i to eller tre paralelle Rygge. Den sydligste, Salpausselkä' selv, begynder ved Hangø Odde, gaar derfra i næsten lige Linje' mod Nordøst til Kjøbstaden Lahtis, hvor den pludselig svinger mod Øst og derfra i en stor, regelmæssig Buelinje mod Nordøst, senere mod Nord, indtil den lille By Joensuu, hvor den bøjer stærkt af mod Nordøst. Den er hidtil kjendt paa en Strækning af 670 Kilometer.

Længere Sydpaa synes den baltiske Isstrøm i det store og hele at have fulgt Østersøens østlige Kyst, men paa Strækningen mellem Øsel og Weichsel savnes ganske Oplysning om dons østlige Begrænsning.

Ligesom i Grønland og andre stærkt nedisede Egne havde Landomraadet i Nærheden af den baltiske Is et arktisk Præg. Skove manglede ganske; Landskabet svarede vel nærmest til Nordsibiriens Tundrer; de smaa, tueformede, arktiske Planter stod spredt og dannede ikke noget sammenhængende Vegetationstæppe over Jordbunden. I Søerne var Plantevæxten saa ringe, at Tørvedannelse ikke kunde foregaa; de fleste Nutids-Tørvemoser vare derfor endnu smaa, aabne Søer, Landet altsaa endnu rigere paa Søer end i vore Dage. Om Efteraaret blæste de visne Blade m. m. af Polarpil, Dværgbirk og Fjældsimmer (Dryas) ud i Vandet, hvor de sank til Bunds og indlejredes i det Ler, som samtidig skylledes ud i Søen; de aflægge nu talende

Vidnesbyrd om, at den Plantevæxt, der fulgte Isen i Hælene, var rent arktisk. Disse Polarplanter, der først opdagedes i det sydlige Skaane, ere senere fundne paa talrige Steder i Nærheden af de tidligere nedisede Omraader, ikke blot i Sverrig, men ogsaa i Danmark, Tyskland, England og Schweiz, i de ældste (første) Ferskvandsaflejringer fra denne Tid. Af Dyr kjende vi fra denne Periode Rensdyret, hvis Takker ere fundne i Ferskvandslag paa talrige Steder i Skaane, Danmark og de sydbaltiske Lande.

Den senglaciale Afsmeltningstid.

Saaledes har man kaldt den Tid, der fulgte efter det sidste Isdækkes største Udbredelse, og i hvilken dets Afsmeltning gik for sig. I denne Tid udvidede altsaa Land og Hav deres Omraader paa Isens Bekostning. Foreløbig ere de nærmere Omstændigheder ved Israndens Tilbagetog kun lidet studerede; den Del af Isdækket, der først smeltede bort, var dog utvivlsomt den baltiske Isstrøm, som til Trods for sin store, horisontale Udbredelse havde en saa ringe Mægtighed, at den ikke naaede de højeste Dele af Bornholm og Romele Klint. Den Omstændighed, at Landet nu — ved Istidens Slutning — efterhaanden sænkedes mere og mere, bidrog sikkert ogsaa i høj Grad til Israndens hurtigere Afsmeltning.

Da den baltiske Is trak sig tilbage fra Nordtyskland, synes Isranden en Tid lang at have forløbet omtrent langs med den nuværende Kystlinje; den har derved dæmmet op for de store, Syd fra kommende Floder, saa at f. Ex. Oder maatte skaffe sig Udløb gjennem Boddensund mellem Rygen og Fastlandet og Weichsel gjennem en Gjennembrudsdal, der skærer tværs gjennem Pommerns Nordspids, fra Danziger Bugt mod Vest til Østersøen.

At dømme efter de smukke Rækker af Endemoræner, der findes i forskjellige Egne af Mellem-Syerrig, maa Isens Afsmeltning og Tilbagetog være foregaaet ganske jævnt og'roligt. Den indbyrdes Afstand mellem disse Endemoræner er ofte kun ét eller et Par Hundrede Meter, og det er ret sandsynligt, at de betegne den aarlige Afbrydelse (om Vinteren) i Israndens Afsmeltning; i saa Fald har man i dem et Middel til at udregne, hvor langt Isranden trak sig tilbage i et Aar. Hertil kræves imidlertid en omhyggelig Kortlægning, der hidtil kun er udført i Omegnen af Stokholm, ved Sundbyberg og ved Venerns østlige Bugt Araasviken. Efter de hidtil gjorte Undersøgelser maa Isens Tilbagetog gjennem Södermanland and og Upland have varet mindst et Tusinde Aar; til et lignende Resultat fører Undersøgelsen af den saakaldte hvarfvige Ler, der afsattes i Havet foran Isranden.

De senere Stadier i Israndens Tilbagetog kunne i Reglen kun oplyses ved Studiet af Skurstriberne , der i det store og hele straale vinkelret ud mod Isranden; denne synes at have trukket sig hurtigere tilbage i Nærheden af Østersøen end længere inde i Landet, antagelig fordi den i Kystegnene var mere udsat for Havets Angreb.

Baade Skurstriber og Flytblokke vise, at henimod Slutningen af sidste Nedisning havde Isen en højst ejendommelig Bevægelsesretning i Skandinaviens Centralparti; de yngste Skurstriber og Flytblokke straale nemlig ikke ud fra Landets højeste Del, Vandskjellet, men fra en Linje, der ligger næsten lige saa langt Øst for Vandskjellet som dette ligger Øst for Atlanterhavskysten. Denne Linje, Tsskjellet, hvorfra Isen altsaa bevægede sig baade mod Vest og Øst, ligger undertiden betydeligt lavere end Vandskjellet, saa at Isen maatte bevæge sig op ad Bakke for at overskride dette.

Da endelig Isdækkets Afsmeltning var saa vidt fremskreden, at Vandskjellet og det nærmest liggende Land var blevet isfrit, medens Isen ved Isskjellet endnu laa tilbage som en bred og mægtig Isvold, dannedes de s. k. isdcemmede Søer, der altsaa begrænsedes mod Øst af Isen, mod Vest af de Fjældmassiver, der danne Vandskjellet. Da Isvolden i Begyndelsen var højere end de lavere Dele af Fjældryggen, maatte de isdæmmede Søer en Tid lang skaffe sig Afløb mod Vest, over det laveste Pas i hvert Dalsystem.

Antagelsen af disse mærkelige Søer hviler paa den lagttagelse, at der i talrige Højfjældsdale optræder udprægede Strandlinjer i forskjellig Højde over Havet i de forskjellige Dalsystemer; de kunne fra Dalenes vestlige Begyndelse oppe ved Fjældryggen følges en længere eller kortere Strækning mod Øst, men høre saa pludselig op. Der er aldrig fundet Spor af Havdyr i de Sand- og Lerlag, der forekomme under Strandlinjerne; heller ikke staa disse i Forbindelse med de i Landets lavere Egne optrædende marine Lag. Derimod har man paa flere Steder konstateret, at Strandlinjerne i et Dalsystem netop naa op til Vandskjellets Pashøjde i dette Dalsystem, saa at den Sø, der dannede Strandlinjen, maa antages at have været dæmmet op netop til denne Pashøjde og have haft Udløb mod Vest over Passet. Den mystiske Dæmning mod Øst kan kun have været Landisen.

Spor efter saadanne isdæmmede Søer kjeudes hidtil

kun fra Dovre ved Fæmundsøen, i Herjedalen og Jemtland og flere Steder i Lapland helt op til Torne Træsk, men det er sandsynligt, at de ved fortsatte Undersøgelser ville træffes i alle Dalene umiddelbart Øst for Fjældryggen. Flere af disse Søer have været af Venerna Størrelse, og de maa i høj Grad have præget Datidens Landskab i disse Egne.

Efterhaanden som Isens Afsmeltning skred videre frem, saa at Isvolden laa lavere end de Paspunkter, over hvilke Søerne tidligere havde Afløb mod Vest, ndredes Afløbet, saa at Vandet søgte mod Øst, dels over, dels under Isens sidste Rester, hvis fuldstændige Forsvinden yderligere f remsky ndedes ved de vældige Vandmassers Angreb.

Længe har man vidst, at Havet en Gang dækkede visse Dele af Sverrig. Allerede for 200 Aar siden fandtes i Vestergötland, c. 10 Mil fra Havet og mere end 100 M. over dettes Niveau, Kester af en stor Hval, og senere er man rundt om i Sverrig stødt paa Skeletdele af Hvaler, Sæler og Saltvandsfisk; ligeledes er man, især i de vestlige Dele af Skandinavien, for længe siden bieven opmærksom paa Lag med talrige Skaller af Havsnegle og Havmuslinger, ofte i betydelig Højde over Havet.

Da man gjennem de svenske Expeditioner til det nordlige Ishav fik nærmere Kjendskab til dette Havs Bløddyrfauna, gjorde man den overraskende Opdagelse, at de Snegle og Muslinger, der optræde i de højest over Havet liggende marine Lag, i mange Henseender afvige fra de ved Sverrigs Kyster nulevende Arter, men derimod i Hovedsagen stemme overens med de Arter, der i Nutiden kun trives i de koldeste Dele af Ishavet. Mest bekjendt er den lille Musling Yoldia arctica; i Nutiden lever den kun i Havvand, hvis Temperatur er under O°, ofte i umiddelbar Nærhed af kælvende Isbræer, men dens Skaller ere fundne paa talrige Steder i gamle marine Lerlag, især i Vest-Skandinavien, men ogsaa i Øst-Sverrig, i den nuværende Mælardal.

Det var saaledes øjensynligt, at Havet, medens arktiske Forhold endnu raadede i Skandinavien, maatte have dækket betydelige Dele af Landet, men Grænserne for dette Hav — det senglaciale Hav — har man først i de senere Aar kunnet kortlægge, efter at man var bleven opmærksom paa de Strandlinjer og Strandvolde, det har efterladt sig, ofte langt inde i Landet og højt oppe paa Fjældene. Det viser sig da, at det senglaciale Havs Kystlinje — den marine Grænse — ligger i meget forskjellig Højde over Havets nuværende Niveau, fra nogle faa til 270 M., og at den gamle Kystlinjes forskjellige Hævning overalt følger den Lov, at de Dele af den gamle Kyst, der skød længst ind imod Landets Centralparti, ere blevne hævede mest, medens de perifere Dele af Landet ere blevne mindre og mindre (tilsidst slet ikke) hævede, jo længere de ere fjærnede fra Landets Centralparti. Loven for Niveauforandringerne fremtræder bedst, naar man drager Kurver med en vis Højdeforskjel, f. Ex. 50 M., Isobaser, gjennem alle de Punkter af den gamle Kystlinje, der ere blevne lige meget hævede; ved Isobasernes Hjælp har Forf. optrukket Kystkonturen for det senglaciale Hav under dets største Udbredelse.

Det gamle Ishav strakte sig længst ind over det nuværende Landomraade langs Østersødalens mellemste og nordlige Del. Af hele Midt- og Syd-Finland ragede kun en smal Halvø op over Havet; Syd for denne Halvø laa utallige Øer og Skær; de finske Søer vare Dele af Havet. Den finske Bugt bredte sig langt ind over sine nuværende Kystlande, store Partier af Estland, Livland og Kurland, hele Dagø og Øsel laa under Havet, og Peipus dannede en stor, næsten 20 Mil lang Fjord.

I Sverrig laa hele Uplands-Halvøen, Sødermanland og store Strækninger af det omgivende Land dybt under Havets Overflade. Ved Stokholm var Havets Dybde omtrent 120 M., ved Kvarkens nuværende Kyst endog 250 M. Ogsaa i den nordlige Del af Skagerak var Havet betydeligt dybere end i Nutiden; Kristiania's Omegn dækkedes af et c. 200 M. dybt Hav. En bred Havarm skar som en østlig Fortsættelse af Skagerak tværs igennem Mellemsverrig, optagende i sig Venern, Vettern og flere mindre Søer. En vidtløftig Skærgaard fandtes langa den sydlige Del af Rigsgrænsen og Sverrigs Vestkyst, og langs Vettern-Dalen strakte sig i Retning fra Nord til Syd en Ørække, dannet af Toppene af Omberg, Vaberg, Kinnekulle o. s. v. Mellem Øerne i denne, Ørække maa især mærkes tre Sunde: Nerike-Sundet, det nordligste og bredeste, over 2 Mil bredt og c. 60 M. dybt, Karlsborg-Sundet, smallere og temmelig opfyldt af Smaaøer, men c. 65 M. dybt og endelig det smalle og næppe 15 M. dybe Hjo-Sund. Gjennem disse tre Sunde maatte alt det ferske Vand fra Østersøens store Vandomraade, der under Afsmeltningstiden naturligvis i høj Grad forøgedes ved Smeltevandet fra Landisen, skaffe sig Udløb til Havet, i hvert Fald i Slutningen af Afsmeltningstiden. Det russiske Sund, der over Ladoga og Onega forbandt Østersøen

med det Hvide Hav, og (det eller) de danske Sunde blev nemlig, allerede før det senglaciale Hav naaede sit Maximum, lukkede ved Landets Hævning, saa at de midtsvenske Sunde i lange Tider vare den eneste Forbindelse mellem Østersø og Verdenshav. Vandet i denne Havarm har sikkert kun været lidet saltholdigt; der findes kun faa Havformer ved dens stlige Kyster; Yoldia er, som ovenfor nævnt, i stsverrig kun fundet i Mælardalen o: lige Øst for Nerikesundet, gjennem hvilket altsaa en saltholdig Bundstrøm — i hvert Fald til en Tid — maa være trængt ind mod Øst. Det er egentlig kun fra Venernpartiet og længere mod Vest, at gamle Ishavsbløddyr findes i de marine Lag; ved Venern træffes kun faa Former, men paa Vestsiden af Øerne i den gamle Skærgaard ophobedes de rige, ofte mange Meter mægtige Skalbanker, dannede af arktiske Ishavsformer.

Gejrfuglen synes allerede paa denne Tid at være indvandret til Sverrig, idet man i et senglacialt Lerlag i Skaane har truffet Æggeskaller af denne Fugl, som Stenalder-Folket jagede, men som nu ganske er udryddet.

Landomraadet havde endnu kun ringe Udstrækning; Vegetationen var arktisk eller blev efterhaanden subarktisk, idet Birk og Bævreasp vandrede ind i Landet og efterhaanden fortrængte den rent arktiske Flora. — Medens Isen dækkede Landet, blev Vandløbene under Isen sikkert ofte tvungne til at forandre Retning; først da Isen var forsvunden og Landet hævet over Havet, kunde Floderne danne sig konstante Lejer, og antagelig hidrøre alle Skandinaviens Floder fra Afsmeltningstidens Slutning; for mange af de skandinaviske Floder gjælder det imidlertid, at deres mellemste Løb er ældst, idet de øvre og nedre Dele af Løbet først kunde udvikle sig, efterhaanden som Isen og Havet trak sig tilbage.

Den baltiske Indsøtid.

Undersøger man Bakkeskraaningerne nedenfor de gamle Strandlinjer, der betegne den øverste Grænse for det senglaciale Hav, finder man paa mange Steder hele Rækker af Strandlinjer, den ene under den anden, paa lavere Niveau'er; det viser sig altsaa, at Landet lidt efter lidt har hævet sig over Havet. Som Følge af den betydelige Landhævning løftedes de Sunde, der forenede det baltiske Ishav med Verdenshavet, efterhaanden op over Havfladen (først de russiske og danske Sunde), saa at Østersøen forvandledes til en virkelig Indsø.

De første Vidnesbyrd om dette interessante Afsnit i Skandinaviens geografiske Udvikling fandtes i Estland, paa Øsel og nærliggende Øer; her iagttoges nemlig, liggende paa Ishavs-Aflejringer, Grusog Sandlag, der indeholdt Skaller af Snegle og Muslinger, af hvilke adskillige kun kunne leve i fuldkomment fersk Vand. De vigtigste Arter ere: Ancylus fluviatilis (efter hvem den baltiske Indsø ogsaa har faaet Navn af Ancylus-Søen), Limnæa ovata, Planorbis og Pisidium-Arier, Bythinia tentaculata og Neritina fluviatilis. Ikke sjældent er dette skalførende Grus aflejret som tydelige Strandvolde ud mod den aabne Østersø, og ogsaa af andre Grunde er det ikke muligt at opfatte disse Dannelser som afsatte i Floder eller mindre Ferskvandsbassiner, altsaa som rent lokale Fænomener. Først efteråt man senere havde opdaget tilsvarende Dannelser paa Gotland og Øland, vovede man dog at drage den vigtige Slutning, at de maatte være Beviser for, at hele Østersøen til en Tid havde været en Indsø med fersk Vand.

Efterhaanden som man fik Kundskab om den uensartede, men dog regelbundne Hævning, hele det skandinaviske Omraade har været underkastet, fik man ogsaa Mulighed for at finde Grænserne for den baltiske Indsøs største Udstrækning. Det viste sig nemlig, dels at Østersøen aldrig har været opdæmmet mod Syd af en høj Tærskel og .dels, at de gamle Indsø - Strande paa Strækningen Gotland^—Estland havde deltaget, ikke i en lokal Landhævning, men i den almindelige skandinaviske Hævning. Det synes derfor rimeligt at antage, at den Højde, hvortil den baltiske Indsøs højeste Strandlinje er bleven hævet, i hver enkelt Del af Landet maa staa i bestemt Forhold til Hævningens hele Beløb paa vedkommende Sted eller med andre Ord: til Højden af den øverste gamle Ishavsgrænse.

At der har hersket en vis Ensartethed mellem Hævningen i dens Helhed og den Del af den, som vedrører den baltiske Indsøs højeste Strandlinje, fremgaar ogsaa deraf, at en endnu lavere og yngre Strandlinje (Stenalderhavets) ifølge direkte Maalinger viser sig hævet saaledes, at ogsaa dens Hævning maa have fulgt omtrent samme Lov som Niveauforandringen i dens Helhed.

Det gjælder derfor om paa de flest mulige Punkter at bestemme det Højdeforhold, hvori den baltiske Indsøs øverste Strandlinje stod til det senglaciale Havs øverste Strandlinje. Af Ishavsgrænsens Højde paa andre Steder kan man da let beregne, hvor højt Indsøen maa være naaet paa hvert enkelt Sted. Imidlertid

er Forholdet mellem de to Strandlinjer foreløbig kun kjendt paa nogle faa Punkter, saa at der for jeblikket kun kan gjøres et foreløbigt Forsøg paa at optrække Konturerne for den store Indsø.

Under den Forudsætning, at Østersø-Bækkenet først lukkedes mod Øst og Sydvest, og at dets sidste Forbindelse med Havet var de mellemsvenske Sunde, maatte den store Indsø, da den tilsidst afspærredes ganske fra Havet, naturligvis faa sit første Udløb gjennem disse, vel nærmest gjennem Nerike-Sundet. I de Egne, der ligge nær Søens Udløb eller senere ere blevne hævede til samme Højde som dette, maa Søens Grænselinje nu ligge lige saa højt som Udløbskanalen eller omtrent ved 6/₁₀ af Højden for Ishavets højeste Grænse.

Længere mod Syd, paa Strækningen Øland^—Gotland og Øsel^—Estland, har man som nævnt direkte kunnet maale de skalførende Ferskvandslags Højde; den er her 30 —40 M. over Østersøens nuværende Vandspejl.

Langs Østersøens sydlige Kyster træffer man imidlertid paa mange Steder under Havets Overflade sænkede Landdannelser, f. Ex. Tørvelag og gamle Flodrender, der vise, at Landets Kystlinje her en Gang har ligget omtrent 30 M. under den nuværende Havoverflade. Sandsynligvis indtraf dette, da Søen endnu havde Udløb gjennem Nerike-Sundet og dens nuværende sydlige Udløb laa tørre. Man maa derfor antage, at Syd for det Omraade, indenfor hvilket den baltiske Indsøs første Strandlinje er bleven hævet, findes et andet Omraade, indenfor hvilket den derimod er bleven sænket, og at dens største Sænkning er foregaaet langs Østersøens Sydkyst. Sandsynligvis forløber Kurven for 25 Meters Landsænkningen omtrent i samme Retning som Grænsen for Hævnings-Omraadet.

Ved Begyndelsen af den baltiske Indsøtid laa Landisen antagelig endnu i Norrland i Egnene Øst for Fjældryggen, og der findes Antydninger af, at Isen endnu paa denne Tid var i Bevægelse mod Øst; men forøvrigt kjender man kun lidet til Landisens sidste Stadier. Havets — eller Vandets — Omraade er noget bedre kjendt. Venern maa omtrent samtidig med den baltiske Indsø være bleven afspærret fra Havet O: omdannet til Indsø, idet dens Forbindelse med dette blev indskrænket til nogle faa, smalle og lidet dybe Sunde, dels i sydvestlig, dels i nordlig Retning, helt op forbi Kongsvinger og derpaa gjennem den nedre Del af Glommen-Dalen.

Da den baltiske Indsø selv afspærredes fra Havet, laa endnu betydelige Strækninger af Midtsverrigs Østkyst under Vand. Vettern stod gjennem et kort Sund i Østergøtland i Forbindelse med den store Indsø, ligesom ogsaa Siljan sandsynligvis stod i direkte Forbindelse med denne. Store Fjorde strakte sig ind i det sydlige Norrland langs Nutidens Elvdale; længere Nord paa strakte bredere Bugter sig ind i Landet i Lule-Kalix- og Torne-Dalene. I det sydlige Finland skød vældige Fjorde dybt ind i Landet i de store finske Søers Dalsystemer; den østligste af disse Fjorde var ca. 30 Mil lang, den største af alle de Fjorde, som i hvert Fald i senere Tid har existeret i Nordevropa og nærmende sig det østgrønlandske Scoresby Sund i Størrelse. Ogsaa Ladoga og Onega vare endnu paa dette Tidspunkt i aaben Forbindelse med den baltiske Indsø, medens Pejpus allerede tidligere var bleven afspærret fra denne.

Paa Østersøens Sydkyst vare antagelig det Kuriske og Frische Haff Land, Stolpebank en Halvø, Eygen landfast og Bornholm kun ved et smalt Sund adskilt fra Nordtyskland. Den dybeste Indsænkning i Østersøens nuværende sydvestlige Hjørne var paa denne Tid sandsynligvis afspærret fra den store, baltiske Sø som en selvstændig Indsø, de danske Øer alle landfaste med hinanden og med Jylland og Skaane. Formodentlig var ogsaa den jyske Vesterhavskyst paa samme Tid hævet over Havet til sin største Højde.

Efter det Forsøg, som her er gjort paa at optrække Grænsen for den store, baltiske Indsø paa det Tidspunkt, da den afspærredes fra Havet, skulde den have haft et Areal af c. 570,000 Q Km., altsaa have været den største af Jordens Indsøer; det kaspiske Hav har nemlig et Areal af c. 440,000, den nuværende Østersø 410,000, Lake Superior 84,000 og Victoria Nyansa 83,000 Q Km.

Vandet i denne umaadelige Indsø kunde naturligvis, ogsaa efter dens fuldstændige Afspærring fra Havet, kun ganske langsomt undergaa mere gjennemgribende Forandringer med Hensyn til Vandets Beskaffenhed. Som ovenfor nævnt var Saltholdigheden i den baltiske Del af det senglaciale Hav aldrig stor og i Reglen vel ganske umærkelig, undtagen paa dybere Vand i Nærheden af Sundene ud til Verdenshavet. De faa Havdyr, der i sin Tid havde kunnet trænge ind i det baltiske Ishav og tilpasse sig til dets Forhold, kunde derfor i Reglen vistnok ogsaa trives i det samme store Indhav, da det langsomt og umærkeligt forvandledes til en virkelig Indsø. Saaledes gik det til, at denne Ferskvandssø fik nogle Beboere, der oprindelig vare ægte Ishavsformer, f. Ex. Idothea entomon, et lille Krebsdyr, der er i Slægt med vore almindelige Tanglopper, men en karakteristisk Ishavsart.

Paa denne Maade faar man en smuk og utvungen Forklaring paa det længe kjendte Forhold, at en Del Ishavsformer (Belikter) optræde i Nutiden ikke blot i Østersøen, men ogsaa i Ladoga, Onega, Saima, Venern, Vettern, Siljan, Store Le, Mjøsen og flere andre skandinaviske Søer; thi alle disse Søer blev først afspærrede fra det baltiske Indhav, da dette var en fuldstændig fersk Sø, hvis Beboere allerede maatte have tilpasset sig til Livet i fersk Vand. Ifølge den ældre Opfattelse skulde disse Relikter være vandrede ind i de omtalte Søer direkte fra det gamle Ishav, da dette naaede op over Søerne, og man antog da, at hver enkelt Sø havde gjennemløbet samme Udvikling som Mælaren for Tiden o;, at den lidt efter lidt var bleven hævet og omdannet til Ferskvandssø, medens de indespærrede Havformer i hver enkelt Sø tilpassede sig til de forandrede Livsvilkaar.

Landomraadet voxede i denne Tid stadigt paa Grund af Hævningen; de Planter, der ere fundne i Datidens Ferskvandsaflejringer, antyde, at Klimaet i Egnen om Vettern endnu var subarktisk, da den baltiske Indsø afspærredes fra Havet, men Fyrren synes dog snart efter dette Tidspunkt at være vandret ind i Landet. De ældste skandinaviske Kalktuffer stamme fra denne Tid. Rensdyret, som tidligere havde været almindeligt og den vigtigste planteædende Dyreart, blev nu fortrængt af Uroxen, der vistnok indvandrede sammen med Fyrreskoven. Noget senere indvandrede Bisonoxen, der dog næppe — at dømme efter Antallet af fundne Rester efter dette Dyr — har været saa almindelig som Uroxen.

Under de senere Afsnit af den baltiske Indsøtid forandredes de geografiske Forhold lidt efter lidt. Landisens sidste Rester svandt ind til smaa, isolerede Bræer, og Vandomraadet formindskedes stadig. Større og større Partier af den gamle Havbund blev frugtbart Land.

Efter den baltiske Indsøs Afspærring bestemtes Kystlinjens Forandringer i det baltiske Omraade imidlertid ikke blot af Landets Hævning, men ogsaa af selve Vandmassens Forskydning i Indsøen. Den baltiske Indsø maatte nemlig — ligesom alle mindre Indsøer indenfor Hævnirigs-Omraadet — paavirkes saaledes af den uensartede Landhævning, at dens Vandmasse efterhaanden blev hældt ud af Søens mindst hævede Ende. I de Tilfælde, da en Søs Afløb laa ved dens mest hævede Ende, maatte Vandet i Søen naturligvis stige, saa at det altid holdt sig i Niveau med Afløbstærsklen og saaledes steg mest, hvor Underlaget hævedes mindst eller endog sænkedes; herved kunde Vandet let tilsidst faa et nyt Udløb, saa at der blev sat en Grænse for dets yderligere Stigning. Hvis derimod Søens Afløb laa ved dens mindst hævede Del, og Vandmassen derfor stadig blev forskudt i Retning af Afløbet, maatte Vandet naturligvis stadig falde paa Grund af dets direkte Udhældning gjennem Afløbet, og Søbunden paa Søens modsatte Side maatte altsaa efterhaanden blive tørlagt. Paa denne Maade blev bl. a. Søerne i det Smaalandske Højland delvis tømte ud mod Syd og den tidligere Søbund paa deres Nordside tørlagt.

Under den Forudsætning, at den store baltiske Indsø havde sit første Afløb gjennem de midtsvenske Sunde, altsaa i Nærheden af den Del af Landet, hvor dens Kyster blev stærkest hævede, maatte en lignende Forskydning af Vandmassen finde Sted i dette vældige Bækken. Vandoverfladen i Søen maatte stadig holde sig i Niveau med Søens Afløb; efterhaanden som Landet ved Afløbet hævedes, maatte Vandet derfor stige overalt, hvor Kysten ikke hævedes ligesaa meget eller endog sænkedes. Vandets Stigning maa altsaa, som Isobaserne angive, have været størst i det baltiske Omraades sydlige og sydøstlige Dele; længst mod Nord og Nordvest, hvor Kysten hævedes endnu mere end ved Søens Afløb, maatte Søbunden derimod efterhaanden tørlægges, saa at Søens Vandmasse lidt efter lidt blev forskudt mod Syd.

Tilsidst synes Vandet at være steget saa højt, at Paspunkterne i de gamle Dale, der i Nutiden optages af Øresund og Bælterne, blev oversvømmede, saa at Vandet ogsaa fik Afløb ad denne Vej og altsaa ikke kunde stige højere. Da Hævningen af den gamle, midtsvenske Afløbskanal stadig fortsattes, men Vandstanden ikke længer kunde stige i samme Grad, maa dette Afløb ret snart efter de sydvestlige Afløbs Dannelse være blevet tørlagt, saa at stersøen kun tik Udløb gjennem disse, i Nærheden af sin mindst hævede Del. Fra denne og den nærmest følgende Tid stamme sandsynligvis de om Floddale mindende Render, der i Øresund ere nedskaarne til 7 M. og i Bælterne til c. 10 M. Dybde under den nuværende Havoverflade.

Paa mange Steder ved Skaanes, Bornholms og de andre danske Øers Kyster finder man i en Dybde af l—9l^—9 M. under Havfladen Tørvemoser fra denne Tid, som bevise, at saa længe den baltiske Indsø existerede, kunde Vandet i dens sydvestlige Del ikke stige højere end til Paspunkterne i Øresund og Bælterne. Samtidig

med at Landet hævedes, blev Klimaet efterhaanden mildere og mildere; Egen, der i Nutiden ikke gaar meget længere mod Nord, er meget almindelig i de submarine Tørvelag ved de sydskandinaviske og stbaltiske Kyster. I Danmark har man fundet de første Spor af Mennesket i Tørvelag med talrige Fyrrerester; sandsynligvis kom Mennesket derfor til det sydlige Skandinavien ved Slutningen af den baltiske Indsøtid, formodentlig omtrent samtidig med Egen.

Den sidste Landsænkningstid.

Endnu en Gang, sandsynligvis snart efter Menneskets Indvandring til Skandinavien, begyndte det skandinaviske Hævningsomraade at sænkes, i hvert Fald ud mod dets Grænser. Som ovenfor nævnt sænkedes talrige Tørvemoser under Havet; men samtidig blev den store baltiske Indsøs Afløbsdale sænkede under Havfladen og den tidligere Indsø derved forvandlet til en Del af Verdenshavet; gjennem de nyaabnede Sunde strømmede efterhaanden store Mængder af Havvand ind i Østersø-Bækkenet. De af det nye Hav aflejrede Sand- og Lerlag indeholde, især ved Skandinaviens vestlige Kyster, talrige Skaller af marine Muslinger og Snegle, der for en stor Del ikke levede i vore Have under Istiden, men indvandrede senere Syd fra- efter at Klimaet var blevet mildere. Det nye baltiske Indhav blev ogsaa Bolig for nogle faa Havformer, der formaaede at tilpasse sig til de Livsvilkaar, der bødes dem her; de vigtigste Former vare: Tapes decussatus, Blaamusling (Mytilus edulis), Hjærtemusling (Cardium edule) og Strandsnegl (Littorina littorea). Tapes-Arterne ere i Nutiden næsten ganske forsvundne fra Skandinaviens Kyster, men vare yderst almindelige i Stenalderhavet, medens omvendt vor almindelige Sandmusling (Mya arenaria) synes at være indvandret meget senere til vore Kyster. De i Østersøen indtrængte Havformer blev altid forkrøblede Dværgformer, antagelig paa Grund af Vandets ringe Saltholdighed. Strandsneglen frembyder særlig Interesse, idet den i Nutiden er uddød i den største Del af Østersøens Omraade og nu kun lever i Østersøens sydvestlige Del, hvor Saltholdigheden er størst. Man har deraf draget den. Slutning, at da Strandsneglen er funden helt oppe ved Kvarken i Lag, afsatte under den sidste Landsænkning, maatte Vandet paa denne Tid i den største Del af Østersøen have mindst lige saa stor Saltholdighed som i Nutiden i dens sydvestlige Del.

Af stor Betydning have de danske Undersøgelser over Køkkenmøddingerne været; i dem træffes Tapes decussatus, Østers, talrige Flintflækker og andre Spor efter Stenalderfolket. Det maa derfor betragtes som sikkert, at Mennesket paa en Tid. da det sydlige Kattegat og Østersøen havde saltholdigere og varmere Vand end nu, udbredte sig langs disse Vandes Kyster. At Saltholdigheden senere er aftagen i Østersøen og Kattegat, er atter begrundet i Landets uensartede Hævning. Ved Undersøgelser af Stenalderhavets Strandlinjer og Strandvolde har man med stor Sikkerhed kunnet drage Konturerne for dette Havs største Udbredelse ; i Vendsyssel f. Ex. har det efterladt sig store Systemer af Strandvolde (Rimmer) med mellemliggende, smalle Fordybninger (Dopper).

Den øverste Strandlinje ligger f. Ex. i det sydlige Skaane kun nogle faa M., i det mellemste Halland og paa det sydlige Gotland 15 M., i Egnen ved Gøteborg og paa det nordlige Gotland c. 30 M. o. H.; længere mod Nord naar den op til 75 M. Betragte vi de vigtigste Forandringer, som dette Hav foraarsagede ved Skandinaviens Kyster, da maa vi se bort fra den norske Vestkyst, hvis stejle Kyst kun forandredes forholdsvis lidt. I den sydøstlige Del af Norge var Forandringen større; Kristianiafj ordens inderste Del stod f. Ex. ogsaa gjennem Bundfjord, forbi Aas, i Forbindelse med Havet. En betydelig Fjord med flere Mundinger strakte sig gjennem Dramselven og Ekernvandet helt op i Søen Tyrifjord, en anden Fjord gik langt ind i Telemarken, forbi den nuværende Nordsø og Hiterdalsvandet; paa Kristianiafjordens Østside gik en Fjord op i Glommens Dal, langt forbi Sarpfos. som da endnu ikke var opstaaet. I Sverrig fortsatte Iddefjord mod Syd gjennem de to Bullarsøer og var paa denne Tid altsaa mere end 6 Mil lang; en næsten lige saa lang Fjord optog Gøtaelvens Dal og naaede op forbi Trollhättan, som altsaa er yngre. Kullen var en Ø; i det østlige Skaane, i Blekinge og Kalmar Len laa et smalt Kystbælte under Vand. Længere mod Nord i Syerrig gik dybe Fjorde langt ind i Landet, indtil en halv Snes Mil fra den nuværende Kyst, og ogsaa Finlands Kyst var betydelig dybere indskaaren end i Nutiden. Langs hele Østersøens Sydkyst og den nærmeste Del af Nordsøkysten mangle derimod alle Spor af marine, postglaciale Lag; Landets Omraade er altsaa her ikke blevet større siden Istiden; tværtimod træffer man paa mange Steder lige fra det Kuriske Haff til Holland og endnu længere mod Vest Moser med Egestubbe og Spor af Stenalderfolket, hvilke nu ere dækkede af Havet. Mest bekjendt er Zuidersø, der først i historisk Tid er bleven oversvømmet af Havet.

I Nordsjælland*) og det østlige Jylland havde Havet en noget større Udstrækning end i Nutiden; Isefjord og Roskilde Fjord vare betydelig mere forgrenede end nu og stod gjennem flere Sunde i Forbindelse med Kattegat; de østjyske Fjorde vare længere og bredere. De vigtigste Forskjelligheder fremtræde dog i Vendsyssel. Et bredt Sund, c. 10 M. dybt, gik fra Aalborg mod V. N. V. tværs gjennem den sydlige Del af Vendsyssel, og hele Skagens Odde stod under c. 75. M. Vand. I disse Forhold maa utvivlsomt Grunden søges til, at Saltholdigheden i den sydlige Del af Kattegat var saa meget større end i Nutiden; det salte Vand havde saa meget lettere og friere Adgang til Kattegat og derfra videre til Østersøen. Bælterne have nemlig aldrig været bredere end nu og Øresund næppe mere

---

*) Jfr. Dr. K. Rørdam: Strandlinjens Forskydning ved det nordøstlige Sjællands Kyster. Geogr. Tidsskr. 1891—92, p. 163—177. '

end SM. dybere og übetydelig bredere. Sandsynligvis indvandrede Stenalderfolket til de sydlige Dele af Skandinavien før Havet under sidste Landsænkning naaede sit Maximum; i alt Fald levede det ved det postglaciale Havs Kyster, da det naaede sin største Udbredelse, hvorfor man ogsaa har kaldt dette Hav Stenalderhavet.

Efter Stenalderen have Landets Niveauforandringer givet Anledning til betydelige geografiske Forandringer, ikke blot i Kystbæltet langs Havet, men ogsaa ved de større Indsøer; da Landet stadig hævedes mest i sit Centralparti, blev Vandet i Søerne stadig forskudt eller heldt ud i Retning fra Landets Midte og udefter mod dets Grænser. Venern-Bassin et maa saaledes være hævet c. 20 M. mere ved sin nordlige end ved sin sydlige Ende.

Efter at Stenalderhavet havde naaet sit Maximum, begyndte Landet atter at udvide sig paa Havets Bekostning, idet Strandlinjen efterhaanden blev forskudt fra Stenalderhavets øverste Grænse til den nuværende Havstrand; antagelig var Stenalderen da allerede forbi, idet Landets Beboere havde lært Brugen af Metaller, navnlig Bronce. Man har i den sydlige Del af Skandinavien iagttaget faste Broncealders-Kester i meget ringe Højde over Havet, hvoraf det synes at fremgaa, at Landet allerede ved Broncealderens Slutning, for c. 2000 Aar siden, paa det nærmeste havde naaet sin nuværende Udbredelse.

Det synes, som om Skandinavien endelig i vore Dage efter de mange Forandringer, Landets, Havets og Isens Omraader have været underkastede, befinder dig i en forholdsvis rolig Periode.