Geografisk Tidsskrift, Bind 13 (1895 - 1896)
Fra det sydøstlige Island. Rejeeberetning fra Sommeren 1894
af
Dr. phil. Th. Thoroddsen
Hermed et Kort.
Mellem Islands Sydkyst og den store Gletschermark Vatnajøkull ligger der, som bekjendt, kun en smal Bræmme Kystland, der overrisles af Jøkelvand, som udstrømmer fra de mange Gletschere, der træde frem fra Højlandets Kløfter og Dale; kun i Læ af Jøklerne og udenfor Jøkelelvenes Omraade kan nogen Plantevæxt trives; Beboelsen er derfor knyttet til spredte Oaser, der adskilles af øde Sande, rivende Elve og udstrakte Laguner. Ingensteds i Island er der saa god Lejlighed som her til at studere Gletschernes Virksomhed; Jøklerne kigge frem af hver en Kløft og støde næsten umiddelbart op til Gaardenes Hjemmemarker. Den beboede Kyst sydfor Vatnajøkull fra Skeiöarå til Lönsheiöi kaldes under ét Austur i Modsætning til Vestur-Skaptafellssysla vestfor Skeiöarå. Den vestlige Skaptafellssyssla berejste jeg ifjor Sommer (1893) tilligemed det übeboede Højland SV. for Vatnajøkull, hvorom jeg har givet en længere Beretning i dette Tidskrift1); paa Eejser i Aarene 1884 og 1889 havde jeg ligeledes gjort mig bekjendt med Højlandet ved Vatnajøkuls nordlige og vestlige Rand; der stod altsaa tilbage at undersøge Egnene ved Jøklens sydlige Kant og de lidet kj endte Dele af Højlandet nordøst for samme Jøkels Firnflader. Øjemedet med min Rejse 1894 var derfor at undersøge de geografiske og geologiske Forhold i Austur og Bjærglandskaberne ved Vatnajøkuls nordøstlige Rand; samtidig var det min Agt, hvis Vejret og Tiden tillod det, at undersøge de topografiske og geologiske Forhold i en Del af Noröur-Mulasysla. Paa min Undersøgelsesrejse i 1882 berejste jeg alle de østlige Fjordlandskaber mellem Lön og Seydisfjørour, men maatte paa Grund af meget uheldige Vejrforhold og en dengang grasserende Mæslingeepidemi opgive at besøge Fjordene mellem Seyoisfjørour og Héraosfloi2). Hele Sommeren 1894 kunde jeg glæde mig ved et usædvanlig smukt Vejr, og det lykkedes mig derfor fuldtud at udføre Programmet; jeg kunde endogsaa benytte største Delen af September til Undersøgelser, skjønt Vejret ellers næsten altid lægger uoverstigelige Hindringer i Vejen for Undersøgelser paa en saa fremskreden Aarstid. Da de Landsdele, der skulde undersøges, ligge saa langt fra Reykjavik, og Samfærdselsmidlerne i Island endnu ere lidet udviklede, tog det mig temmelig lang Tid at naa frem til Undersøgelsesrejsens egentlige Udgangspunkt, Sejoisfjørdur. Midt i Juni sendte jeg mine Heste over Land til Østlandet, men rejste selv med Bagagen paa Postskibet „Laura" rundt Nordlandet til Seyoisfjord.
Efteråt jeg havde fuldstændiggjort min Udrustning, og alle de mangfoldige Sager, der ere nødvendige paa en længere Undersøgelsesrejse i Island, vare blevne anskaffede og pakkede ned, brød jeg op fra Seyoisfjord d. 17. Juli. Vejen fører op igjennem en klippefuld Dal til den 586 M. høje Fjaröarheiöi; Dalen begrænses af stejle, 900—1000 M. høje Basaltfjælde, opbyggede
1) „Geografisk Tidskrift'" 12. Bind, S. 167 -234.
2) „Geografisk Tidskrift« 7. Bind, S. 95—112, 129-40.
5—96.1.
danskSelskabs
Tidsskrift.lB9
af tykke Basaltbænke, som i Dalen fremtræde som trappeformede Afsatser, hvor over Elven og de mange Fjældbække, den optager, skummende styrte ned i høje Fosser. Paa de lavere Afsatser findes der en Del Vegetation i smaa, sumpede Flader og spredte Lyngskrænter, men efterhaanden, som man kommer højere op, aftager Plantevæxten lidt efter lidt, og oppe paa Fjældet ses ikke andet end golde, isskurede Klipper med enkelte Totter Mos og nogle forkrøblede Exemplarer af Armeria maritima. Paa den østlige Side af Heden vare vi stadig indhyllede i tæt Taage, men oppe paa Fjældet klarede det op, og vi havde en ypperlig Udsigt over Fljötsdalshéraö. Det er meget almindeligt, at Vejrforholdene stille sig helt anderledes i „Fjordene" end i „Herredet"; Klimaet i Fjordene er meget fugtigt med Taage, Regn og Slud om Sommeren og med stærkt Snefald om Vinteren, hvorved store Snemasser opdynges i de dybe og snævre Dale; paa Fljötsdalshéraö (for Kortheds Skyld ofte kaldt „Herredet") ere Forholdene anderledes: Taagen, Regnen og Sneen opfanges af de mellemliggende høje Fjælde, og der er ofte fuldkomment Tørvejr oppe i Landet, naar det skylregner i Fjordene; de mellemliggende, høje Fjældkamme danne en fuldstændig klimatisk Grænse. Man ser allerede Forskjellen paa Husenes Græstørvtage; i Fjordene ere Tagenes enkelte Stykker paa Grund af Fugtigheden sammenvoxede og bedækkede med frodigt Græs, i „Herredet" ere Græstørvstykkeine derimod udtørrede, brune og indskrumpede uden Spor af Plantevæxt, og forat de kunne sidde fast, maa de nedrammes med Træpinde. Naar i Fjordene Jorden om Vinteren helt er snedækket, er Jorden i Fljötsdalshéraö ofte helt snefri, saa at Kreaturerne kunne søge deres Føde ude. Fra Fjårdarheiöi ser man over hele „Herredet"; den langstrakte Sø Lagarfljot strækker sig gjennem den brede Bygd indefter, indtil den forsvinder bag Pynter og Næs; Lavlandet paa begge Sider optages af et Utal af klippefulde Basaltaase med mellemliggende Enge Og Moser, og langs Søen ligge Gaardene i Rækker paa begge Sider; Faareavlen er Indbyggernes eneste Næringsvej, og de udstrakte Sommergræsgange i Dalene og paa Højlandet tillade Bønderne at holde betydelige Hjorde. I disse Egne findes derfor mange særdeles velhavende Bønder og mange smukt byggede og renlige Gaarde. Under Askjas Udbrud i 1875 dækkedes disse Egne af et tyndt Lag Pimpstensaske, som nu de fleste Steder er dækket med et l—3 Tommer tykt Lag Grønsvær. Oppe paa Højlandet ligger Pimpstensgruset endnu hist og her paa Overfladen, og under vestlige Storme blæser det fine Pimpstensstøv endnu ned i Bygden og gjør Luften diset uden dog at gjøre Skade.
Pra Gaarden Egilsstaöir, hvor vi overnattede, forsatte vi Rejsen over Vallanes til Skriddalur. Hovedaaen i denne Egn er Grimså, som dannes af to Elve, Geitå og Mulaå, der forenes udenfor Fjældpynten Thingmuli. Vi drog op igjennem den østlige Dal og derpaa over Fjældvejen Øxi til Berufjørour. Ovenfor Borgir i Skriddalur ligger der en Kække Grushøje i en Bue tværs over Dalen; disse Høje, der synes at være gamle Moræner, gjennembrydes paa den vestlige Side af Mulaå; paa den østlige Side ere Grusdyngerne betydeligst, og indenfor Stuttadal naae de midt op i Fjældsiden; i Mundingen af denne Dal findes ogsaa gamle Moræner, der ere blevne dannede af en stor Sidegletscher; ovenpaa Morænerne ligger der flere Steder store løse Liparitblokke, og paa flere af dem, der have en fastere Konsistens, ses endnu tydelige Skuringsmærker. Indenfor Grushøjene ligger der en langstrakt Sø (Skriöuvatn) 162 M. o. H.; Søen har før været større, men en Fjældbæk har fra Vatnsdalur ført saa meget Grus ud i Søens nordlige Ende nærmest ved Morænerne, at en Del af Søen er bleven udfyldt. Ovenfor Skriöuvatn bliver Dalen smallere og mere stenet, og Elven har gravet en dyb Kløft gjennem Basaltbænkene. Om Morgenen d. 20. Juli brød vi op fra vort Telt sydligst i Skriddalur for at rejse over Fjældvejen Øxi. Skjønt denne Vej ligger bekvemt for dem, der skulle til Djupivogur og desuden er kortere end Alfarvejen gjennem Breiddalur, benyttes den dog sjælden i den senere Tid. Desværre havde vi Regn og Taage. saa at jeg fik ikke saa meget at se af Omegnens Fjælde, som jeg gjærne havde ønsket. Man rider stadig langs Mulaåens Kløft ad meget stenede Skrænter, hvor der kun af og til ses nogle gamle Hestespor; om nogen egentlig Ridesti er der næppe Tale; nogle smaa Varder hist og her angive dog Retningen, saa at vi trods Taagen ikke forvildede os. Mulaå udspringer fra en lille Sø, som hedder Odåöavatn, men modtager ogsaa Tilløb af flere Smaabække fra Siderne. Heden Øxi tiltager jævnt i Højde op til Thrivallnahåls, hvor Vandskjellet mellem Skriddalnr og Berufjørour har en Højde af 524 M. Ned til Bunden af Berufjørour er Vejen meget brattere, thi Basaltbænkene danne her som i de fleste Dalbunde i Østlandet høje, amfiteatralske Afsatser, der forrest ere stejle, men foroven jævne og dækkede med Grus eller Grønsvær; i Læ under Terrasserne ligge ofte aflange Snedynger, eller, naar Sneen er nylig smeltet, Dynd og Grusflader opblødte af Vand; det er derfor
som oftest vanskeligt og trættende for Hestene at klatre op eller ned i Dalene. Basaltbænkene ved Berufjørour ere gjennemkløvede af en utrolig Mængde tykke Basaltgange, hvoraf de fleste gaa op igjennem hele Lagsuiten; langs Gangene have Fjældbække ofte gravet dybe Kløfter, og den blottede Gangside fremtræder som en Væg eller mægtig Brændestabel, fordi Enderne af de utallige, liggende Søjler ere blottede ved Erosionen. Mundingen af Fossårdalur, der noget sydligere udmunder i Berufjorden, lukkes af en 70—80 M. høj Klippeafsats, hvor Fosså gjennem en dyb Kløft styrter ned til Havet; ved Ebbe kan man ride nedenfor, men da det var Højvande, maatte vi klatre op ad Klipperne og ride over den vandrige og rivende Elv tæt ved Gaarden Eriksstaöir, den nederste Gaard i Dalen. Den Gletscher, der under Istiden har fyldt Fossårdalen, har mødt en stærk Modstand af Basaltterrasserne i Dalmundingen, og de fremvise derfor ualmindelig storartede Mærker efter Iserosionen, dybe Kender, skurede Eygge o. s. v. Elven løber lige midt mod Klipperyggen, men har ikke kunnet trænge igjennem, løber derfor i en Vinkel mod Syd, indtil den styrter ned igjennem en Kløft, der tilligemed flere andre Revner gaaer igjennem Klipperne lodret paa Dalens Retning. Langs Sydsiden af Berufjorden ere Fjældene meget stejle og hæve sig næsten umiddelbart op fra Havet til en Højde af 800—1000 M.; Kysten er derfor meget klippefuld, og Vejen langs Stranden fører stadig over knudrede Aase, der ere yderst trættende for Mennesker og Dyr. Paa det yderste, forgrenede' Næs videnfor Bulandshøfoi staaer Handelsstedet Djupivogur. Omegnen er meget kuperet; de utallige Gange, der som Gjærder eller Befæstningsværker hæve sig over Lavninger og Bakker, ere meget karakteristiske. Omkring Fjordene sydfor Djupivogur, Hamarsfjørour og Alptafjørour, rejste jeg i Aaret 1882 og har beskrevet denne Rejse.
D. 23. Juli rejste jeg fra Hof i 'Alptafjørour over Lönsheiöi til Bygden Lön. Her begyndte først min egentlige Arbejdsmark, thi Austur-Skaptafellssysla havde jeg aldrig før besøgt. Fjseldvejen Lönsheiöi, der adskiller Syslerne, er ikke høj (385 M.), men da Vejen ligger gjennem dybe Dalfører, som om Vinteren fyldes af Sne, kan den ofte være besværlig nok. Naar man fra Fjældet ser over Bygden Lön, synes den ikke videre indbydende eller særlig skikket til Opholdssted for Mennesker; hele Lavlandet er ikke andet end en Grusmark, og Fjældene ere ligesaa nøgne; man faaer næppe Øje paa nogen grøn Plet; dog er denne Egn ingenlunde saa ufrugtbar, som den ser ud til, thi i de mange Smaadale, der gaa op imellem de sønderskaarne Bjærgrygge, findes flere Steder udmærkede Græsgange og ved Lonfjørour ypperlige Enge; Bønderne i Lön staa sig gjennemgaaende godt. Slettelandet i Lön begrænses mod Nordøst af Eystrahorn, mod Syd af Vestrahorn, to massive Fjældpynter. Bjærgene rundt Bygden ere ikke særdeles høje, men de ere meget sønderskaarne og fuldstændig nøgne paa den Side, som vender ud mod Lavlandet; der er et Utal af Toppe og Rygge, vexelvis med mørke og lyse Farver, thi Lipariten er her saa almindelig i større og mindre Indlejringer og Gange, at den, især paa Grund af sin Farve, giver Egnen et eget Præg, saa at Basaltens dystre Farvetoner træde tilbage. Lavlandets Grusflader sammensættes af lutter smaa Basaltog Liparitrullesten, som Jøkulså i_L6ni lidt efter lidt har udbredt over Sletten; denne store Jøkelelv har som andre lignende et meget foranderligt Løb og forgrener sig vidt og bredt over det flade Land; to smaa Elve, Karlså og Reioarå, give ogsaa under Tøbruddet mægtige Bidrag til Grussletternes Dannelse. Udenfor Bygden ligge to Laguner, Lonafjørour og Papafjørour; de adskilles fra Havet ved et smalt Sandrev og have begge en fælles Aabning gjennem Bæaros; dette Udløb tiistoppes som oftest om Vinteren af Sand, og Flodvandet opdæmmes i Lagunerne, saa at Bredderne oversvømmes; i Juni bliver der af Indbyggerne gravet en Kanal gjennem Sandet, og dette Arbejde tager sædvanlig en Dag for 20 å 30 Mand; Renden udvides af det udstrømmende Vand, Vandspejlet i Lagunerne synker, og paa de lerdækkede Enge, der om Vinteren have været under Vand, groer Græsset med stor Hurtighed. Naar Jøkulså undertiden sender sin Hovedarm ud igjennem Bæaros, holdes denne aaben hele Vinteren, og da indtræffer der altid Misvæxt næste Aar; ellers løber Elven sædvanlig i flere Arme ud i Papafjørour. Marine Terrasser, Levninger efter en højere Havstand, findes baade ved Svmholar og Endalausidalur. I Lagunerne drive Indbyggerne et indbringende Fiskeri af Rødspætter og Ørreder; Sælhunde fanges af og til, og paa Øen Vigur ruger der en Mængde Ederfugle.
D. 24. Juli rejste jeg fra Præstegaarden Stafafell til Handelsstedet Papés; Jøkulså passeredes i mange Arme nedenfor Stafafell; da Elven var saa forgrenet, var ingen af Armene særdeles vandrig; som ved andre Jøkelelve er der her ingen faste Vadesteder, man maa prøve sig frem, og Indbyggerne vise en stor Kløgt og Skarpsindighed i at taxere Dybden og udse Bundens Beskaffenhed efter Strømforholdene; til at blive en første Rangs „vatnamaour" skal der dog en stor Erfaring
og Øvelse. Lige overfor Stafafell, vestfor Jøkulså, er der en lille Gaard, Thorisdalur; her boede i Slutningen af det 17. Aarh. en islandsk Læge og Naturforsker Thordur Vidalin (f. 1662, d. 1742), der bl. a. har skrevet en mærkelig Afhandling om Islands Jøkler1). Udenfor Papös gaaer Vestrahorn som en kompakt Masse ud mod Havet. I Aaret 1881 opdagede den norske Geolog A. Helland, at dette Fjæld bestaaer af Gabbro, en Bjærgart, som man før ikke havde fundet i fast Fjæld paa Island; løse Rullesten af Gabbro vare allerede i Slutningen af forrige Aarhundrede blevne fundne af Sveinn Poisson paa Breiöamerkursandur, der efter Datidens Sprogbrug betegnede dem som Granit; senere blev Gabbro fra samme Sted undersøgt af Svenskeren C. W. Paykull. Den yderste, skarpe, tredelte Pynt af Vestrahorn kaldes særskilt Brunnhorn; Gabbroen danner her lodrette, massive Fjældvægge; den dækkes ved Papös af Basalt og gjennemsættes af Liparitgange; store, mere og mindre grovkornede Gabbroblokke ligge i store Dynger under Fjældet. Ved Endalausadal, Slaufrudal, Kastårdal o. fl. St. ved Lön findes store Indlejringer og Gange af granitlignende Liparit (Granophyr).
Fra Papös red jeg over Almannaskaro til Bygden Nes (eller Nesjar) ved Hornafjørour. Dette Pas bag ved Klifatindur har kun en Højde af 168 M., men fra dets sydlige Rand har man en ualmindelig smuk Udsigt; der oprulles for Øjet et glimrende Panorama over Hornafjöröur og Sydranden af Vatnajökull med alle de store Isstrømme, der gaa ned igjennem hver en Kløft til det smalle Kystland. Den brede Hornafjørour begrænses mod Øst af et frodigt Græsland, de saakaldte Nes; i denne tæt bebyggede Egn staa Gaardene som oftest oppe paa høje Bakker og omgives af udstrakte, grønne Enge; flere Næs og Pynter strække sig ud i Fjorden, der nærmest Landet er oversaaet med grønne Øer. Paa den anden Side af den brede Vandflade fortsættes Slettelandet langs Kysten, men bliver smallere, eftersom man kommer længere mod Vest. Ovenfor ligger Vatnajökuls glitrende Sneørk uden Plet og uden Grænse, men fra dens Rand styrte utallige Gletscherstrømme ned til Lavlandet som snehvide Fosser mellem mørke Pynter og Bjærgkamme; nede paa Sletten udbrede Gletscherne sig som svære, graalige, grusdækkede Kager, og Jøkelelve i utallige Arme løbe med en rivende Fart frem mod Havet, spredende Fordærvelse og Ødelæggelse til alle Sider. Bjærgene mellem Lön og Nes ere ligesaa stenede og græsløse paa Vestsiden som paa Østsiden; de dannes af Basalt med en Mængde Liparitindlag og Gange; nogle Steder, f. Ex. NV. for Laxårdalur, ere Bjærgene udelukkende dannede af Liparit. Bygden Nes hører til de frugtbareste paa Østlandet; kun har den den Fejl, at der mangler Overdrev for Faarene; Bygdefjældene ere blottede for Vegetation, og det indre Højland dækkes af Jøkler. Hornafjørour er en lignende Lagune som Lön; den deles ogsaa i to Dele, den egentlige Hornafjørour og Skarosfjørour. Udløbet Hornafjaröarös findes ligeledes her midt imellem Lagunerne; Fjordens Udløb tiistoppes aldrig; dertil er det for dybt og Strømmen for stærk; Lagunerne have ogsaa stadigt Tilløb af meget store Vandmasser gjennem Hornafjaröarfljö 1). I Fjorden fiskes der mange Ørreder og en Mængde Rødspætter, der hænges op og tørres i Knipper, ristes og spises. Det hænder ofte, at Hvaler løbe paa Grund i Hornafjørour; de forfølge Sildestimer ind igjennem Mundingen, men kunne saa ikke paa Grund af den stærke Strøm komme strax ud igjen og strande saa paa en af de mange Grunde, der findes i Lagunerne. Lavlandene omkring Hornafjorden have engang været dækkede af Havet; marine Terrasser findes i Mundingen af Laxårdalen, og Skallevninger ere ogsaa blevne fundne langt fra Havet. Da man for nogle Aar siden paa Gaarden Storalåg indenfor Bjarnanes gravede en 14 Alen dyb Brønd, var der først en Alen Grønsvær, derpaa et 6 Alen tykt Lag kantet Grus, saa et tyndt Lag fint Kystsand, derpaa 6 Alen rullet Grus og herunder i Tuf (möhella) forskjellige Skallevninger (Mytilus, Saxicava, Littorina). De Klippeaase, der rage frem af Jordsmonnet paa Lavlandet, bestaa alle af Basalt; derimod ere Fjældene rundt omkring gjennemvævede af Liparitgange. Lipariten, der er saa almindelig i Hornafjørour og Lön, forsvinder næsten i Myrar og Suöursveit og træder først i ræfajökull frem i større Masser.
Efteråt jeg et Par Dage havde gjort Udflugter til Bjærgene i Nes for at gjøre mig bekjendt med Egnens Geologi og Topografi, rejste jeg d. 28. Juli fra Borgir, Distriktslægens Bopæl, og red ind imod Hoffell for her at komme over Hornafjaröarfljöt, der paa de sædvanlige Vadesteder vare for dybe. Vandmassen havde i de østlige Floder gravet sig saa dybt ned, at
1) „Dissertationcula de montibus Islandiæ chrystallinis." 1695. Kjendes nu kun ien tysk Oversættelse: ,Abhandlung von den isländischen Eisbergen (Hamburgisches Magazin. Hamburg und Leipzig 1754. XIII. Band." S. 9-27, 197—218).
1) En udførlig Fremstilling af disse Egnes Topografi har jeg givet i „Andvari" for 1895.
Hestene i to eller tre Render maatte svømme; for Bagagens Skyld var det derfor ugjørligt at ride herover, saa jeg gjorde den lange Omvej op til Hofell, hvor der ogsaa var adskilligt at se. Hornafjaröarfljöt have en saa stor Bredde, at de fuldkommen ligne en Fjord; den lave, langstrakte Ø Skögey deler Vandmassen i to Dele, de østlige og vestlige „Fljot", der hver for sig have en Bredde af 2—3 Km. Elvene have en blød Sandbund, der ofte kan være meget upaalidelig; Strømmen er paa de sydlige Vadesteder kun ringe; men den dyndede Bund og den brede og dybe Vandmasse gjøre dog Elvene ofte meget vanskelige at passere. Paa det bedste Vadested, som man har fundet i Begyndelsen af Sommeren, nedrammes en Række Pæle, der vise den ofte meget krogede Vej over Vandene, men ved en pludselig Væxt i Floderne blive disse Pæle dog ofte skyllede bort; saaledes var det ogsaa nu, og der var intet fast Vadested. Først red vi forbi Præstegaarden Bjarnanes over Enge og græsbevoxede Bakker til den lille Sø Thveit, der tager sig godt ud i de smukke grønne Omgivelser. Ovenfor Störalåg er der en lille Kulsyrekilde (ölkelda), der dog kun fører en meget ringe Vandmængde; det jærnholdige Vand bobler frem fra et lille Hul. Dei'paa red vi over Hoffellså, en betydelig Jøkelelv, der nedenfor Hoffell forener sig med Hornafjaröarfljöt; da begge Elvene vare saa stærkt opsvulmede, havde vi vanskeligt ved at komme over Flodernes sammenfiltrede Arme, der udbredte sig over Sandsletterne nedenfor Hoffell. Hoffellså udspringer fra en Gletscher, der gaaer ned i Bunden af Hoffellsdalur; før 1640 kunde man endnu fra Bunden af denne Dal ride op paa Højlandet og over dette til Fljötsdalshéraö, men siden ere flere fremgledne Gletschertanger komne i Vejen, saa at denne Rute ikke længer kan benyttes1). Ved Hoffell red vi over Hornafjaröarfljöt, der udspringe fra Vatnajökull i to Afdelinger, hver bestaaende af flere Aaer, der senere alle forene sig til den fjordlignende Elv, som gjennemstrømmer Bygden. Floderne førte nu en usædvanlig stor Vandmasse, og de østlige Arme vare meget rivende, saa at Strømmen flere Gange slog over Lænden paa vore Heste; de vestlige Arme have kun en ringe Strøm, men ere derimod dybe og bløde i Bunden, saa at Hestene havde meget Besvær med at arbejde sig frem. Hældningen er hemoget ringere og derfor bestaaer Bunden af Ler, medens større Rullesten danne Bunden i de østlige Flodarme. Bagved Dalene er Vatnajökull her flad og forholdsvis lav, men bliver højere vestfor Viöborösfjall. Mellem Hornafjord to Strømlejer er der et isoleret, tildels græsbevoxet Fjæld, som hedder Svinafell, med en lille Gaard midt i øde Omgivelser; nedenfor findes kun græsløse, halvt oversvømmede Sande og rivende Floder. Fra Vatnajökull gaaer der en bred Gletscherstrøm ned imod Svinafell; den kløves af Bjærget i to Arme, Hoffellsjökull mod Øst, hvor de østlige Flodarme have deres Udspring, og Svinafellsjökull mod Vest, hvorfra de vestlige Flodarme udspringe. Et isfrit Højdedrag, Gæsaheioi, adskiller Svinafellsjökull fra endnu en Gletscher (Viöborösjökull), der langs Viöborösfjall skyder sig ned i det samme Dalføre; fra denne Gletscher løber en mindre Jøkelelv ned til de vestlige Hornafjaröarfljöt. Alle disse Elve føre en Mængde Jøkeller, der danner en frugtbar Jordbund med god Græsvæxt, hvor den overrisles af mindre Jøkelbække, men, hvor Vandmassen er større, hindrer den Vegetationens Udvikling. Hele Lavlandet synes dannet ved Jøkelelvenes Aflejringer; i Nes og Myrar ligge Jøkelgrus og Jøkeller allevegne under Jordsmonnet mellem de spredte Basaltaase. Paa den vestlige Side af Hornafjaröarfljöt træder Viöborösfjall som en mægtig Udløber fra Vatnajokuls Randfjælde ud paa Lavlandet; det er udelukkende dannet af Basalt og er gjennemkløvet af en stor Kløft, hvorigjennem en rivende Fjældbæk om Foraaret udbreder store Grusmasser over Græslandet ved Gaarden Viöborö. Om Aftenen naaede vi den lille Bondegaard Eauöaberg paa den østlige Side af Viöborösfjall.
Fra Vioborosfjældets yderste Pynt har man en fortræffelig Udsigt over Herredet Myrar, Slettelandet paa den vestlige Side af Hornafjaröarfljöt. Dette Lavland dannes af udstrakte, sumpede Flader med spredte Basaltaase, ved Siden af hvilke Gaardene sædvanlig ere byggede, og Hjemmemarkerne, der som oftest ere smaa, strække sig op paa Aasene. Skjønt Høavlen de fleste Steder er rigelig, er denne Egn dog særdeles fattig, maaske fordi den lidet egner sig til Faaredrift, og fordi Bønderne her, som de fleste Steder i Island, kun have ringe Forstand paa at behandle Hornkvæget, saaledes at de have nogen videre Fordel deraf. Her, som andre Steder i Skaptafellssyssel, findes der ingen Tørveskær: Jøkelelvenes stadige Oversvømmelser have tilligemed Flyvesandet hindret al Tørvedannelse, hvorfor Indbyggerne udelukkende benytte Ko- og Faaregødning til Brændsel og kunne derfor ikke tilstrækkelig gøde deres Marker, som derved komme i Vanrøgt. Lidt vestligere forsvinder Græslandet, idet en Sandstrækning (Heinabergssandur) gaaer fra Jøklen ned imod Havet;
1) „Chorographica islandica-" A. Magnussons Haandskriftsamling B. U. H. nr. 218—8™ fol. 32.
den er bleven dannet af Jøkelelvene Heinabergsvøtn og Holmså; saa kommer der atter en græsbevoxet Strækning med nogle Gaarde; dette Græsland begrænses mod Vest af Sandene ved Elven Kolgrima; det bebyggede Land under Vatnajökuls Sydrand bestaaer kun af Oaser i de Ørkener, der frembringes af Jøkelelvenes stadige Oversvømmelser. Paa Myrar findes der en Annexkirke paa Einholt; Præsten fra Bjarnanes maa, hvergang han holder Gudstjeneste dér, ride over Hornafjaröarfljöt, hvilket ikke altid er saa let eller behageligt. Udenfor Myrar har der af og til været godt Fiskeri, men nu tør ingen Fisker gaa ud om Sommeren af Skræk for de engelske Trawlere, som her holde til i Mængde og ofte have vist et fjendtligt Sindelag overfor Fiskerbaadene.
Om Morgenen d. 29. Juli tog vi fra Kauoaberg og red langs Eanden af de store Gletschere, der her skyde sig frem paa Lavlandet. Først gaaer der en mindre Gletscher ned i Kolgrafarfjørour østfor Flåfjall, men vestfor dette Fjæld mellem det og Heinabergsfjøll gaaer en kæmpemæssig Jøkel ned og udbreder sig paa Sletten (Flåajökull); dens Eand var fuld af dybe Eevner, og de mellemliggende Iskamme og Spidser vare helt dækkede af Dynd og Grus. Fra denne Gletschers østlige Hjørne udspringer Djiipå og derpaa flere Jøkelbække (Hleypilækur, Holtalækur o. fl.), men fra Jøklens vestlige Ende løber det meste Vand gjennem den rivende Holmså; ovenfor Holmsås Udspring er der en Lavning i Gletscheren fra V. til E.; sandsynligvis er Elvens Rende under Is her tildels sunken sammen. For Øjeblikket er Flåajökull ifærd med at gaa frem; i de tolv sidste Aar er den tre Gange gleden frem og har tre Gange trukket sig tilbage. Hölmså var nu stærkt opsvulmet, saa at vi kun med Nød og næppe slap over. Vestfor Flåajökull gaa Heinabergsfjøll som en langstrakt Bjærgryg op paa Vatnajökuli; deres Fortsættelse kaldes 'Ofærmuli. Vestfor denne Bjærgryg er der en Dal, der ved et lavere Højdedrag adskilles fra den østlige Heinabergsjökull; denne Gletschers yderste Spids gaaer nedenfor den førnævnte Dals Munding over mod Heinabergsfjøll, hvorved der ofte opdæmmes Vand i Dalen, saa at der dannes en Sø, som ved at bryde Isdæmningen foraarsager Jøkelløb i Hölmså; flere Huller og skaalformede Fordybninger i Sandene i Nærheden af denne Elv ere blevne dannede ved Isstykkernes Afsmeltning efter Elvens „Løb". Heinabergsjökull mellem Heinabergsfjøll og Skålafellshnuta deles i to særskilte Gletschere, der atter forenes nedenfor den langstrakte, adskillende Bjærgryg Hrutafell. Ud fra den østligste af disse
hele Sydkysten til Eeykjanes, thi alle betydelige Floder og Aaer paa denne Strækning føre Jøkelvand. Bygden mellem Kolgrima og Breiöamerkursandur kaldes Suöursveit; ; Gaardene ere her nogle Steder samlede i Grupper som i Øræfi; i Borgarhøfn findes der saaledes en lille Landsby paa 7 Gaarde; ligeledes bo flere Familier paa Kålfafell; begge disse Jorder udmærke sig ved udstrakte Enge og gode Græsgange. Indbyggerne ere fattige og staa ligesom paa Myrar betydelig tilbage i mange Retninger; i Udtale og Ordforraad er der Spor til Dialekt hos disse Folk, hvilket i Island er meget usædvanligt, hvor Skriftsproget tales uforandret af Almuen hele Landet over.
D. 30. Juli rejste jeg fra Præstegaarden Kålfafellsstaöur til Reynivellir. Paa min Rejse langs Vatnajökuls sydlige Rand var Vejret daglig det samme; om Morgenen over Fjældene tæt Taage, der forsvandt om Middagen; derefter klart Vejr med Solskin hele Dagen til Kl. 8—98—9 om Aftenen, da Taagen atter indfandt sig. Vinden var stadig vestlig og sydvestlig, og med denne Vind er der her om Sommeren altid meget varmt, stor Issmeltning i Jøklerne, og alle Elve ere opsvulmede. Med østlige Vinde aftager derimod Elvenes Vandmængde, thi da er det koldere paa Fjældene og Jøklerne, saa at det deroppe ofte fryser om Natten. Suöursveit hører til de varmeste Egne i Island, og Plantevæxten er, hvor den kan være i Fred for Jøkelvandet, meget frodig; mellem Klippeblokkene i Fjældsiderne ere Græs og Blomster mange Steder saa kraftig udviklede som ellers kun paa gødet Mark. Denne Sommer var usædvanlig varm, og man havde i stlandet ikke længe set en saadan Rigdom af Blaabær og Revlingebær. I Slutningen af August og i Begyndelsen af September vare Lyngskrænterne i Fjældsiderne i de nordlige Østfjorde helt blaa af Bær, og Faar, man saa løbe forbi, vare ofte helt farvede paa Siderne af Bærrene, hvor de havde ligget. Fra Kålfafellsstaö red vi først over Steinavøtn, der i mange Arme udbrede sig over en Grusslette, der naaer til Kysten. Elvene have i den senere Tid kastet sig meget mod Øst og have derfor ødelagt en hel Del Græsland for Præstegaarden; derimod har nogen Plantevæxt atter begyndt at vise sig paa den vestlige Del af Sanden, der nu er fri for Jøkelvandet. Vejen fører derpaa omkring den yderste Pynt af Steinafjall i Fjældsiden mellem vældige, nedstyrtede Klippeblokke; en Gaard, Steinar, der stod under Fjældet, blev for 60 Aar siden knust af Stenskred. Ved Lagunen ligger østfor Fjældet Gaardgruppen Breiöibölsstaöur og nordligere Reynivellir, hvor vi overnattede hos Sognefogeden
1) Præsten Th. Einarsson paa Kålfafellsstao sendte 1850 nogle Folk afsted for at lede efter skjulte Dale i Vatnajökull, som man formodede tjente til Opholdssted for Fjældboer (utilegumenn); paa denne Rejse traf Folkene paa en Dal nordfor Vesturårdalur, som de dog ikke turde undersøge; rimeligvis har det været denne Dal. Sml. Sognebeskrivelse for Kålfafells Sogn i det isl. litterære Selskabs Arkiv. — „Geogr. Tidskrift 111. 1879.« S. 80.
er der en bred Lavning, hvorigjennem Breioamerkurjökulls Hovedstrøm gaaer ned mod Lavlandet. Jøklen østfor Esjufjøll forener sig ogsaa med Breiöamerkurjökull. De græsløse Sandstrækninger nedenfor Fellsfjall ere i dette Aarh. blevne dannede af Veourå og Brennhölakvisl i Forening; før var Sletten en frodig Engstrækning, der hørte under Fell, hvor flere Bønder i Suöursveit kjøbte sig Ret til Høslæt; nu er der intet Spor tilbage af den Herlighed, kun hist og her ses enkelte løse Stykker Græstørv i Morænerne, medens Jøkelelvene tumle med andre. I Midten af det 18. Aarh. var Fell den bedste Landejendom i Suöursveit, og under Hovedgaarden hørte tre mindre Gaarde, der stod paa den vestlige Side af Breiöamerkurjökull, hvor Grusstrækningerne nu findes; disse Gaarde og deres Græsland ere nu forsvundne. Der fortælles, at man midt i det 18. Aarh. kunde se Gaarden Kvisker fra Fell; Gletscheren har altsaa dengang ikke naaet nær saa langt frem som nu; en lige Linje fra Fell til Kvisker gaaer nu midt over Gletscherkuplen. Ofte opdæmmes der Vand i Veöurårdalen, og naar Søen bryder sin Dæmning, oversvømmer Veourå Lavlandet, men skjønt disse Jøkelløb ere fordærvelige, gjøre de dog aldrig saa stor Skade som Jøkulså og Veourå i Forening. Det hænder nemlig undertiden, at Jøkulså om Foraaret ikke kan komme frem gjennem sin Rende under Jøklen; da løber den sammen med Veourå, og begge bryde da ud i Forening. Indtil 1869 var der et stort, gammelt Jøkelgjærde i Nærheden af Fell, som beskyttede Gaarden og de nærmeste Marker; Veourå havde aldrig haft Kraft til at gjennembryde denne Moræne. Skjønt en stor Del af Gaardens Land allerede da var ødelagt, var Fell endnu beboet af to Familier. Om Foraaret 1869 var Breiöamerkurjökull meget urolig, og i Juni og Juli gik Jøklens østligste Spids næsten helt ned til Kysten; Morænerne skubbedes foran Gletscherranden, saa at de væltede frem som Laviner; Jøklen løb da ud paa de Moræner, der beskyttede Fell, og i Begyndelsen af Juli brød Jøkulså i Forening med Veourå gjennem en Lavning nordfor Fell ned paa Sletten og bedækkede i kort Tid alt Græsland med Dynd og Grus; midt imellem Vandløbene stod i Begyndelsen selve Gaarden uskadt paa en Ø, men snart blev ogsaa den oversvømmet, og Hjemmemark og Huse bedækkede med Grus; Vandet løb ind under Jordsmonnet, løftede det op, skrællede det af og bortførte det viklet op i store Bylter; det Hele blev saa skyllet ud i Havet; nogle smaa Rester af Husenes Vægge ses dog endnu ved Veourå.
D. 31. Juli drog vi videre til Øræfi. Tæt nedenfor Gaarden passeredes Fellså, der udspringer fra en lille Gletscher, som nordfor Pellsfjall med stejle Isklipper strækker sig ud paa Fjældranden og sender en smal og stejl Arm ned i Dalen; denne Gletscher har efter Forlydende slet ikke forandret sig i de sidste 30 Aar. Derpaa red vi over Veourå, der forener sig med Fellså og over Brennhölakvisl; ved den sidste Elvs Udspring ses i Jøklen en Forhøjning med en Mængde Revner, thi her under Isen ligger en Klippeknude (Brennhölar), som dækkedes af Gletscheren under dens Fremløb 1794. Denne Klippe, der efter Sveinn Pdlsson bestod af grovkornet Basalt, var gjerinemsat af en Aare rød Jaspis med hvid Kvarts paa Grænsefladerne. Her fandtes før en lille Gaard, men den var allerede dengang for længe siden ødelagt af Jøklen; af de frodige Græsmarker, som før dækkede hele Slettelandet nedenfor Fell, er der nu Intet tilbage; Jøkelelvene have forvandlet Landet til uhyggelige Grus- og Lerflader, der øversvømmes af et Net af grumsede Jøkelbække. De eneste Levninger af det gamle Jordsmon ere enkelte Stykker Tørv med Birkestammer, der nedføres af Jøkelelvene fra Gletschernes Indre. To andre smaa Jøkelelve, Eystri-Stemma og Vestri-Stemma, udspringe fra Breioamerkurjøklens østlige Rand. I Slutningen af forrige Aarh. nævnes her ingen anden Elv end Veourå; de tre andre Elve ere alle fremkomne senere. Mellem Eystri-Stemma og Vestri-Stemma gaaer Gletscheren nærmest Havet; Jøkelranden begrænses her af en Række Moræner, der kaldes Fellshölar, og mellem Gletscherisen og Grushøjene ligge flere, opdæmmede Vandsamlinger med mælkehvidt Jøkelvand. Den korteste Afstand fra Morænerne til Havstokken er her kun 213 M. og derfra igjen til den yderste Gletscherspids 43 M.; Jøkelenden ligger altsaa for Øjeblikket kun 256 M. fra Havet, og dens laveste Rand ligger paa dette Sted kun 9 M. o. H.1) Under Springflod og Storm naaer Brændingen undertiden helt op til Morænerne, og ved Foden af en Grushøj fandt jeg et Stykke Drivtømmer fastsiddende i Sandet. Jøklen havde denne Sommer efter Indbyggernes Udsagn været temmelig urolig og meget tykkere end sædvanlig.
Omtrent en Fjerdingvej fra Vestri-Stemma flyder nu den berygtede Jøkulså å Breiöamerkursandi til Havet; dens Løb er meget foranderligt; undertiden spredes den vældige Vandmasse over store Arealer, undertiden har den, som nu, gravet en dyb Rende i Gruset og er da saa dyb, at den ingensteds er passabel; i de to sidste Aar have alle Rejsende maattet
1) Denne Højde blev nivelleret med Elfvings SpejL
drage over selve Gletscheren ovenfor Elvens Udspring, hvad der ofte kan være vanskeligt nok. Den nuværende Flodrende har omtrent en Bredde af l Km. og begrænses af bratte Grusbanker; selve Elven, der nu næppe nærmest Jøklen var bredere end c. 150 M., udfylder ikke den brede Rende, men har gravet sig et dybt og smalt Leje under den vestlige Brink og styrter fossende ud fra Jøklen den korteste Vej til Havet; Elven er næppe længere end c. 11/^l1/^ Km. Den brunlig gule Vandmasse sprudler fraadende frem fra en lav Gletscherport som en boblende, kæmpemæssig Geysir, hvor store, sorte Isstykker kastes boltrende frem og tilbage for snart efter at gribes af Strømmen og føres ned til Havet; de største Isstykker staa hist og her nogen Tid paa Grund for derefter at opløses og bortføres. Naar Elven undertiden breder sig over hele Flodlejet i mange Arme, kan den passeres til Hest, men er dog som oftest om Sommeren livsfarlig; kun de nærmest Boende ere saa nøje kjendte, med Strømforholdene, at de efter usigelig Møje kunne lodse de Rejsende over. En gammel Bonde fra Øræfi fortalte mig, at engang, da Elven var stærkt opsvulmet, men dog spredte sig over en større Strækning, havde ræfingernes Handelskaravane fra Djupivogur brugt 8 Timer til at komme over; under Overgangen mistede de 17 Hestelaster Gods, en Pige blev reven bort af Strømmen, men skylledes op paa en Sandbanke og reddedes; hendes Hest druknede. Hele næste Dag anvendtes til at bjærge 14 Hestelaster; 3 vare helt tabte. Man kan let fatte, hvor besværligt det er for Indbyggerne i saa afsides liggende Bygder at hente Varer fra Handelsstederne, thi Rejserne tage ofte omtrent en halv Maaned, og Varerne fordærves altid mere eller mindre i de mange Elve, der passeres; Kornvarerne maa senere tørres, og andre Varer fordærves ofte ganske. Kun engang om Sommeren kunne disse Folk rejse til Handelsstedet forat hents, hvad de skulle bruge Aaret rundt. Jøkulså å Breiöamerkursandi anses for at være Landets farligste Jøkelelv, og det fortælles, at de Heste, der ere vante til den, begynde at ryste, naar de nærme sig Elven; et Bad i det iskolde Vand maa ogsaa gaa dem til Marv og Ben, thi Jøkulså har, hvor den udspringer fra Jøklen, kun en Temperatur af 1° C. Som før bemærket, har man i de sidste Aar maattet føre Hestene over Jøklen, og den nærmest boende Bonde har derfor faaet Paabud om og Understøttelse til at holde den saakaldte Jøkelvej i brugbar Stand, o: han skal holde tilstrækkelig mange Træflager i Beredskab, der kunne benyttes til at lægges over de største Revner i Isen. Naar man er meget heldig, kan man slippe over Jøklen tæt ovenfor Elvens Udspring „å undirvarpi", som det kaldes, og da tager det kun 15 —20 Minutter at komme over; sædvanlig varer Overfarten dog meget længere, thi man maa for at omgaa de store Jøkelrevner og de glatte Isrygge gjøre lange Omveje op over Gletscheren, saa at det kan hænde, at man bruger 5—65—6 Timer eller mere; det tager ogsaa Tid at trække Træbroerne efter sig forat anbringe dem, hvor det er nødvendigt. Af og til hænder det ogsaa, at Heste falde ned i Gletscherspalterne. For nogle Aar siden mistede saaledes Sysselmanden paa en Embedsrejse en Ridehest i en Sprække; Dyret maatte dræbes her. Vi vare saa heldige at træffe Jøklen i nogenlunde præsentabel Stand, saa at vi kun brugte 35 Minutter til komme over. Gletscherenden er her helt sort af Ler og Grus, og Overfladen er meget ujævn med utallige Rygge, Spidser og Kamme, imellem hvilke Hestene forsigtig maa føres ved Tømmen ad mange Krogveje. De fleste Steder var Isen saa dækket med Grus, at Hestene havde nogenlunde Fodfæste; enkelte Steder var der derimod glat, saa at det var vanskeligt for Heste, der ikke vare skarpskoede, at komme frem; af Sprækkerne vare de fleste saa smalle, at Hestene kunde springe over; kun et enkelt Sted var der en bred, dyb Revne, kvorover vi maatte lægge en Bro; med en Øxe borthuggede vi Stykker af Revnens Kanter, for at Broen skulde sidde tilstrækkelig fast, og saa førtes Hestene en for en over; dette tog nogen Tid, da Hestene for Forsigtigheds Skyld nøje maatte besnuse Broen, inden de vovede sig ud paa den, men tilsidst kom de dog alle lykkelig over. Ned fra Jøklen kom vi lige ovenfor Jøkulsaaens Udspring, og fra Iskammene kunde vi lige under vore Fødder se deu mudrede Vandmasse bruse frem; efter noget Besvær lykkedes det mig at krybe ud paa Iskanten og maale Vandets Temperatur, der kun var l° C. Vandpytter paa Jøklens Overflade havde omtr. samme Temperatur.
Efter at have passeret Jøkelvejen fortsatte vi Rejsen mod Vest og fulgte stadig Gletscherkanten. Sandene nedenfor ere sammensatte af groft Grus og Rullesten af Størrelse som en knyttet Haand; blandt disse findes der en Mængde Gabbrorullesten, der nedføres af Elven fra en eller anden ukjendt Gabbromasse, der ligger skjult under Vatnajökuls Is. Omtr. en Fjerdingvej fra Jøkulså traf vi et ligesaa stort, tørt Flodleje som det, Elven nu benytter; i dette Flodleje løb den iforfjor, men har siden forandret Løb; saadanne Forandringer foregaa meget ofte. I dette ældre Leje findes flere Huller og Gruber efter Isstykker,
der ere blevne siddende i Gruset og smeltede. Vestligere, hvor Jøklen begynder at trække sig bort fra Kysten, ere betydelige Strækninger af Sandene bevoxede med et tyndt, tarveligt Græsdække, der kaldes Nygræour, fordi de nylig ere blevne dannede, idet Jøkelvandet her paa en længere Strækning har ladet Sletten være i Fred for nogen Tid; dette Græsland ødelægges dog som oftest flere Gange under 10—20 Aars Forløb, naar Elvene forandre Leje. Paa Nygræour opslog vi vort Telt og overnattede. Herfra havde vi en udmærket Udsigt over de mange Gletschere, der mod Øst, Nord og Vest begrænse Lavlandet. Om Aftenen red vi ned til Kysten; Vejret var meget smukt, og Søen laa blank som et Spejl; ellers gaaer der her som oftest en svær Brænding mod den flade Kyst. Brændingen kaster ofte en Mængde Fisk op, og Sandet var derfor fuldt af Fiskeben; spredte Stykker Drivtømmer ligge ogsaa hist og her halvt begravede her. Nærmest Kysten er Sandet næsten blottet for Plantevæxt; kun hist og her ses nogle Totter Marehalm og smaa Pletter tykbladet Strandarve. Paa Sandene yngle Maager (Larus marinus) og Struntejægere; Kovmaagernes Eeder fandt vi flere Steder under Sanddynger iLæ mod Nordenvind fra Jøklerne; de vare især dannede af sammenskrabet Marehalm og noget Strandarve. Struntejægerne ere meget nærgaaende mod de Kejsende; de ere stadig paa Farten og forfulgte os allevegne med deres Skrig og slog af og til efter os. Hele Vejen fra Fellsfjall til Kvisker begrænses Sandene af en uafbrudt Kække Skredjøkler; ingensteds naaer en Klippepynt frem til Sandene; Højlandets egentlige Rand er helt oversvømmet af Gletschere, og kun paa enkelte Steder stikke nogle af Randfjældene deres øverste Toppe op igjennem Isen. Den lange, sammenhængende Jøkelrand er dannet ved Sammensmæltoing af flere Gletschere, der i Hovedjøklen adskilles af de opstaaende Fjælde; Grænserne mellem de enkelte Isstrømme kunne tydelig forfølges, da de altid fremhæves af lange Mellemmoræner, der gaa som sorte Grusbaand langt op paa Jøklen. Den egentlige Breiöamerkurjökull begrænses mod Øst af Fellsmuli og Veöurårdalur, mod Vest af Breiöamerkurfjall og Måfabyggöir. Gletschernes Hovedstrøm gaaer ned fra Vatnajökull mellem Esjufjøll og Måfabyggöir, men den modtager Tilløb fra begge Sider, idet en Isstrøm stfor Esjufjøll og en anden vestfor Måfabyggöir forene sig med Hovedstrømmen; Breiöamerkurjökull er saaledes egentlig dannet ved Sammensmeltningen af tre store Gletschere. Mellem den midterste Isstrøm og den vestligste strækker en stor Moræne sig op mod Måfabyggöir; nedenfor Enden af denne Moræne er der en Bugtning op i Jøklen, hvorfra Breiouvøtn have Udspring; derimod synes Jøkulså at være knyttet til den anden Mellemmoræne, der strækker sig op mod Esjufjøll; de største Elve dannes saaledes paa Grænserne mellem de sammensmeltede Gletschere.
Den store Breiöamerkurjökull er, som vi have set, en Udløber fra Vatnajökuls store Gletschermark; derimod have de vestlige Jøkler ved Breiöamerkursand deres Udspring fra Øræfajokull, der som en vældig takket Pynt strækker sig ud mod Havet og helt behersker Landskabet. De to østligste Gletschere kaldes Hrutårjøklar; den østligste af dem forener sig nedenfor Breiöamerkurfjall med Breiöamerkurjökull, hvorved dette Fjæld isoleres og bliver en Klippeø midt i et bølgende Gletscherhav. Banden af Breiöamerkurjökull har en Længde af c. 20 Km., men den midterste Isstrøm har, hvor den kommer ned mellem Måfabyggöir og Esjufjøll, kun en Bredde af c. 5 Km. Denne Gletscher breder sig som andre Jøkler, naar den kommer ned paa Sletten. Paa Lavlandet nedenfor Jøklerne have store Forandringer fundet Sted siden Landets Bebyggelse; især er det mærkværdigt, hvor meget Gletscherne have voxet i Udstrækning i den historiske Tid, hvilket er uden Exempel i andre Dele af Landet. De Gletschere, der andre Steder gaa ned fra Vatnajökull, synes i Hovedsagen at være stationære, men paa Breiöamerkursandur og tildels i Øræfi ere de utvivlsomt tiltagne betydelig; maaske er denne usædvanlige Bevægelse i disse Skredjøkler begyndt under de store vulkanske Katastrofer i d. 14. Aarh., men man véd desværre intet derom med Sikkerhed. I det sidste Par Hundrede Åar er Breiöamerkurjökull rykket betydelig frem; i 1754 siger Eggert Olafsson, at den forreste Ende af Breiöamerkurjökull næppe ligger en Mil fra Havet, og da har Gletscheren sikkert allerede naaet et betydeligt Stykke længere frem end i Oldtiden; efter Sveinn Poisson var i 1794 Afstanden mellem Jøkelenden og Havet en Fjerdingvej; nu er den, som vi have set, kun 256 M. Af Sv. Pålssons nøjagtige Beskrivelse fremgaaer det tydeligt, at Forholdene i Jøklens Omegn have forandret sig betydeligt siden den Tid. Den eneste Elv ved Jøklens østlige Kant var dengang Veöurå, og Henderson omtaler 1815 heller ingen andre Elve paa den Side Jøklen; senere ere, som omtalt, tre nye Elve komne til, og de udstrakte Enge, der tilhørte Gaarden Fell, ere forsvundne. Paa Sv. Pålssons Tid fandtes temmelig udstrakte Græsgange vestfor Breiöå, hvor man nu ikke ser andet end det nøgne Sand; derimod var den Strækning, der
nu kaldes Nygræour, dengang fuldstændig blottet for Plantevæxt. Under E. Hendersons Besøg i 1815 var Gletscheren ifærd med at glide frem; Spor af en Karavane, der for otte Dage siden havde rejst over Sandene, vare ved Hendersons Ankomst dertil blevne overskredne af Jøklen; i 1852 var Jøklen ogsaa meget urolig, men dog især i 1869, da Fell ødelagdes.
D. 1. August brød vi op fra Nygræour og fortsatte Rejsen til Øræfi. Først red vi over Nygræoukvislar, nogle Jøkelbække, der stamme fra BreiOamerkurjøklen og forgrene sig paa Græssletterne. Da de kun føre en mindre Vandmasse, have de ikke Kraft nok til at virke forstyrrende paa Vegetationens Udvikling. Fra en Indbugtning i Jøklen bryder Breiöå (eller Breiouvøtn) frem; denne Elv har en meget betydelig Vandmængde, men da den i utallige Arme breder sig over store Strækninger, bliver den ikke saa farlig, som den ellers vilde være; da Elvene nu paa Grund af Sommervarmen alle vare betydelig voxede, vare dog flere Arme af Breiöå baade dybe og rivende. Ved Enden af de store Midtmoræner, mellem den stlige Hrutårjökull og Breiöamerkurjökull, have to Elve, Fjallså og Deildå, deres Udspring; disse Elve ere sædvanlig adskilte, men havde nu forenet sig til en Strøm med flere Arme og Forgreninger. De to Hrutårjöklar strække sig ned fra Øræfajokull paa begge Sider af det kamdannede Fjæld Ærfjall, der staaer paa en Klipperække, som strækker sig helt op til Øræfajokuls højeste Spids, Hvanndalshnukur; de to Gletschere forenes nedenfor Ærfjall. Vestfor den vestlige Hrutårjökull findes ogsaa en anden Klipperække, der fra Kvisker strækker sig op paa Jøklen. Hertil ere de forreste Rande af alle Gleschere langs hele Sandstrækningen forenede til en sammenhængende Gietschervæg, men ved Kvisker er der en kort Afbrydelse mellem Vestri og Kviårjökull. De Gletschere, der strække sig ned fra Øræfajokull, føre betydelig mindre Grus og ere derfor i Afstand lysere end de Gletschere, der gaa ned fra selve Vatnajökull; rimeligvis fordi de stamme fra et mindre Firnomraade. De to Hrutårjøklar ere meget ujævne, og Overfladen er spaltet i utallige Isrygge og Kamme; de synes begge at være i Færd med at glide frem, og deres Rande gaa ud paa Morænerne. Fra Sanden ses højt oppe i Vatnajökull det isolerede Fjæld Måfabyggöir; det danner en fremspringende Pynt fra Firnfladerne og dækkes mod Nord af Gletschere, saa at kun Fjældets forreste Del er isfrit; oppe paa denne Nunatak skulle efter Forlydende Maager og Gæs ruge; efter Sagnet skulle ogsaa Fjældboere have Tilhold her. En Præst paa Kålfafellstaöur (Thorsteinn Einarsson) skal engang omkr. 1850 have sendt nogle af sine Karle derop forat hente Æg, men da de nærmede sig Fjældet, troede de at se Hjemmemarker og Gaarde, hvor over de bleve saä forskrækkede, at de skyndsomst trak sig tilbage. Breioamerkurfjall har en betydelig Udstrækning, og dér findes flere tildels græsbevoxede Lavninger. Fjældet, der nu helt er indesluttet af Jøkler, gik før som en Pynt ud mod Sletten, men siden er Hrutårjökull gleden længere frem og har afskaaret Fjældpynten fra Fladlandet. Hvor Gletscheren nu ligger, var der før under Fjældets kratbevoxede Skrænter en Gaard, der hed Fjall, som i Oldtiden maa have haft udstrakte Græsgange, thi 1179 havde Kirken paa Rauoilækur i Øræfi Eet til at holde 160 Beder paa Fjälls Land. Efter at denne Kirke var bleven ødelagt ved det vulkanske Udbrud 1362, kom Jorden under Kirken paa Hof1). Endnu omkring 1700 fandtes der saa gode Græsgange i Breiöamerkurfjall, skjønt det dengang allerede var omsluttet af Jøkler, at forvildede Faar havde Tilhold dér og overvintrede det ene Aar efter det andet.2) Dengang var Gaarden Fjall for længe siden bleven ødelagt, men endnu 1695 saaes ved Randen af Jøklen nogle Rester af Bygningerne og Hjemmemarkerne. I den Gletscherbugt, hvor Breiöå nu har sit Udspring, fandtes før ogsaa en Gaard, Breiöå, der nu ligeledes er bleven begraven af Isen. Paa denne Gaard var der i det 14. Aarh. en Kirke, hvis Matrikel fra 1343 endnu haves3); rimeligvis er dette Kirkested gaaet til Grunde under de vulkanske Udbrud og Jøkelløb omkring 1362. Senere er dog Gaarden atter bleven bygget op, maaske paa et andet nærliggende Sted, under 'Navnet Breioamørk; denne Gaard var endnu beboet omkring 1650. men er lidt senere bleven opgiven paa Grund af Jøklernes og Elvenes Hærgninger; det Græsland, der endnu var tilbage, benyttedes efter Jordebogen 1709 af Andre mod en Afgift af 40 Alen4); nu er der ikke Spor af Plantevæxt i Nærheden, og den vandrige Breiöå har forvandlet den nedenfor liggende Slette til en Ørken, der gjennemkrydses af rivende Flodarme.
Fra den vestlige
Hrutårjökull udspringer Elven
Hriitå, der fører en
middelmaadig Vandmasse; den
1) „Diplomatarium islandicum I." S. 248, 111. S. 401.
2) „Sv. Pålssons Journal II." S. 213.
3) „Diplomatarium islandicum IL" S. 772 73,
4) Islandske Jordejendomme og Afgifter taxeres i „hundrud" og „ålnir"; disse Betegnelser brugtes allerede i Oldtiden, og „hundrad" betød oprindelig 120 Alen Vadmel, der dengang brugtes som Betalingsmiddel.
skal efter Sv. Pålsson i 1793—94 have været den vandrigeste Elv i denne Egn næst efter Jøkulså; nu hører den til de mindre Elve; Breioå fører mindst en 2—32—3 Gange saa stor Vandmasse. Ved Breioå ere Gabbro-Rullesten ligesaa hyppige som ved Jøkulså; derimod ere de sjældne andensteds paa Breiöamerkursandur. Vestfor Breioå forsvinder Gabbroen, men istedenfor indeholder Sandet nu mange Rullesten af Liparit og Palagonitbreccie; denne sidste Bjærgart træder her først frem i Breiöamerkurfjall og Kviskersmuli; ellers findes den ikke i hele Østlandets Kystomraade, men Breccien bliver herfra den herskende Bjærgart gjennem hele Sydlandet til i Omegnen af Reykjavik, hvor Basalten atter træder frem som Hovedbjærgart i Esja og dens Udløbere. Vestfor Hrutå findes en lille Græsplet, hvor Hestene kunde faa nogle Mundfulde Græs forat styrke sig til Rejsens Fortsættelse over de øde Sande. Under Kviskersmuli ligger en lille, fattig Gaard, Kvisker, hvor kun meget faa Kreaturer kunne holdes, da man rundt omkring næsten ikke ser Andet end Sandørkener og Gletschere; de sparsomme Græstotter, Lyng og Pilplanter hist og her i Fjældene gjøre det dog muligt for en mindre Besætning at friste Livet; Høhøsten fra en lille Hjemmemark og fra smaa Græspletter ved Kvfårjökull kan kun føde meget faa Kreaturer om Vinteren. I Kviskersmuli gaaer en smal, lille Gletschertange meget brat ned igjennem en Kløft og ser i Frastand ganske ud som et Vandfald; nedenfor i den samme Kløft er der ogsaa en rigtig lille Fos; Isfaldet og Vandfaldet kunne let forvexles. Mellem Kvfsker og Staoarfjall gaaer en langstrakt Gletscher ned fra Øræfajokull, der kaldes Kvfårjökull; deres nederste Ende begrænses af en meget stor, 60—90 M. høj Moræne, som nu i lang Tid ikke synes at være bleven bevæget eller forandret af Jøklen, thi paa den udvendige Side er den græsbevoxet. Ved Morænens Ender styrte to smaa, meget rivende Jøkelelve frem; de kaldes Eystri-Kvfå og Vestri-Kvfå; den østligste af disse Elve er meget farlig for de Vejfarende, da den har en rivende Fart over store Rullestensblokke; hvis Vandet naaer højere paa Hestene end til Bugen, er det umuligt for dem at faa Fodfæste paa det glatte Grus, hvorved i Tidens Løb flere Mennesker ere omkomne. Ved Kviårjokuls sydvestlige Hjørne er der en Aabning i Morænen, og ud fra denne Aabning breder en Grusstrækning (Störu steinar) sig vifteformet mod Havet; her ligge store Klippeblokke spredte omkring paa Gruset; de ere rimeligvis førte ned ved et voldsomt Jøkelløb fra Kvfårjökul. Nedenfor Grusfladen ligger der nærmest Havet en lav (10 M. høj) Kystterrasse. Tæt ved Hnappavellir ere Øræfajokuls Randfjælde meget stejle og sønderrevne og ere for en stor Del dannede af Liparit; to mindre Gletschere, Hölårjökull og Stfgårjökull, strække sig her gjennem dybe Kløfter ned til Lavlandet; Elvene fra disse Jøkler nedføre betydelige Masser liparitisk Pimpsten, der ogsaa paa flere Steder i Nærheden i temmelig tykke Lag ligger under Jordsmonnet og paa Overfladen, hvor Grøn s været er afrevet af Floderne eller blæst bort. Ved Gaarden Hnappavellir er man endelig færdig med den 40 Km. lange Breiöamerkursandur, en af de længste Sandørkener i Island og dog, som vi have set, ikke saa helt blottet for Plantevæxt som Skeiöarårsandur. Paa Sand- og Grusørkenen mellem Kvfsker Hnappavellir har der i Oldtiden været mere Plantevæxt end nu, thi man kjender Navnene paa flere for længe siden ødelagte Gaarde paa denne Strækning. Østfor den østlige Kvi'å fandtes en Gaard, Bakki, der hørte under Kirken paa Rauoalæk; nedenfor Störusteinar ved Lagunen stod Gaarden Husavik, hvoraf endnu nogle • Levninger kunde ses 1712; en tredje Gaard, Hölar, laa noget østfor Hnappavellir, hvor man ogsaa i Slutningen af det 17. Aarhundrede kunde se nogle Ruiner, dog synes denne Gaard allerede meget tidlig at være bleven opgiven; efter gamle Dokumenter endogsaa maaske allerede i det 12. Aarh.
Medens Gaardene i Island sædvanlig kun beboes af en eller to Familier, ligne flere af Gaardene i Øræfi mere smaa Landsbyer; paa Hnappavellir bo f. Ex. for Tiden 7 Familier bestaaende af 54 Personer; hver Familie har sin egen Gaard, der her, som andre Steder 1 Island, bestaaer af mange smaa Beboelseshuse og Kreaturstalde; Husene ere derfor mindst ligesaa talrige som Indbyggerne. Fra Hnappavellir red vi over en gammel isskuret, doleritisk Lavastrøm, der mod Vest afskæres af en stejl, 100—150 M. høj Klippekant, ned til Hof, et Komplex af 9 Gaarde med 60 Indvaanere. Paa det Højdedrag, som imellem Hnappavellir og Hof strækker sig ud fra Øræfajokull, findes de to sydligste Gaarde i Øræfi, Fagurhölsmyri og Hofsnes; Højdedragets østligste Spids dannes af et lille Brecciefjæld, der kaldes Salthøfoi. Palagonitbreccien, som i disse Egne er Hovedbjærgarten, træder her frem under Doleritdækkerne. Ned .imod Sandene afskæres Højdedraget med en skarp Rand, der er frembragt af Bølgeslaget under en højere Havstand. Paa denne Strækning har man ogsaa fundet Levninger af 2 eller 3 Ødegaarde. Øræfajøklens sydligste Randfjælde ere her meget stejle og høje, og blandt dem er Storhøfoi (1415 M.) især fremtrædende. Elven Gljufurå,
der har sit Udspring fra nogle sumpede Lavninger i Nærheden af Storhøfoi, er den eneste Elv i disse Egne, der sædvanlig fører klart Vand; alle de andre ere mere eller mindre blandede med Jøkeller; dog havde denne Elv nu ogsaa en lys Mælkefarve; en eller anden Jøkelbæk er paa Grund af Varmen voxet og har forenet sig med Gljufurå; paa Tilbagevejen var Elven derimod klar. Fra Højdedragets vestlige Rand ved Fåtækramannaholl har man en ypperlig Udsigt over Skeioarå'ens alt andet end skjønne Delta. Sandene ere nærmest Havet helt oversvømmede af det skidne Jøkelvand; kun hist og her ligge enkelte Dyndbanker spredte i de grunde, c. 15 Km. brede Laguner. Skeiöarå har i den senere Tid mere og mere nærmet sig Øræfabygden og har lidt efter lidt ødelagt store Strækninger frugtbart Græsland. Pynten Ingolfshøfoi' der før 1700 var landfast, begrænses ud mod Havet af stejle Klipper, men skraaner jævnt ind imod Land; denne Pynt har Skeiöarå nu afskaaret fra Land, og Elvens største Vandmasse har mi sit Udløb østfor den. I Ingolfshøfoi er der en betydelig Fuglefangst, der for Øjeblikket lidet benyttes, da det er forbundet med stor Vanskelighed at komme derud; Vandet er de fleste Steder for lavt for Baade, og Bunden er saa dyndet, at den de fleste Steder er ufarbar for Heste; Indbyggerne, der ere saa vante til at have med de dyndede Jøkelelve at gjøre, kunne dog efter halve Dages Krydstogter op og ned i Lagunerne udfinde tilstrækkelig faste Steder, saa at det lykkes dem tilsidst at naa ud til Øen. Ingolfshøfoi synes at bestaa af Palagonitbreccie, der dækkes af Dolerit; de Fugle, der ruge i Klipperne, ere især Lunder, Lomvier og Alke, men her ruge ogsaa nogle Stormfugle og tretaaede Maager. For at faa fat i Fugle og Æg maa Fangstmændene her, som andre Steder, fires ned i Tove fra Klippekanten, hvor de fra Klippeafsatserne gribe Fuglene med lange Fuglestænger med Poser eller Ruser paa Enden. I det 17. Aarh. blev der fra Ingolshøfoi drevet et ret indbringende Fiskeri; her fandtes dengang fire Boder, der tjente til Opholdssted for Fiskerne og et Landingssted paa Vestsiden; siden har Skeiöaraaens Munding forandret sig saa meget, og Elven har nedført saa meget Sand og Dynd til Havet, at Fiskeriet nu ikke længere kan drives; det lave Vand og Grundene udenfor umuliggjøre enhver Sejlads.
Nedenfor Gaarden Hof findes temmelig udstrakte Enge, der dog ere blevne betydelig reducerede ved Skeiöaraaens idelige Overgreb. Det græsbevoxede Land i Øræfabygden er afgjort i Tilbagegang, siden Elven begyndte at kaste sig mod Øst, men Indbyggerne maa dog sandelig ikke tabe noget, thi deres Gaarde ere knyttede til smaa Oaser, der næsten forsvinde i den vilde Ørken; fra denne Side truer Skeiöarå, fra den anden de mange Gletschere, der igjennem hver Bjærgkløft strække sig næsten helt ud til Gaardene. Nordfor Hof gaaer Gletscheren Kotårjökull ned igjennem stejle Kløfter, og ned fra den strømmer den rivende Kotå over en bred Gruskuppel, der vifteformig udbreder sig nedenfor Gletscherenden; store Klippeblokke ligge her spredte i Dynger og Rygge som Vidner om voldsomme Jøkelløb fra denne Gletscher; nogle af Grusryggene kaldes endnu „jøklar" f. Ex. Svartijökull, Grosjökull o s v., fordi de efter Jøkelløbet have været fulde af Is, der nu for længe siden er smeltet. Nordfor denne Grusstrækning ligger Præstegaarden Sandfell i en smal, men langstrakt Lavning mellem Kot4rjökuls og Virkisjökuls Gruskegler; denne sidste Gletscher strækker sig ned igjennem en stejl Kløft tæt nordfor Præstegaarden, der saaledes ligger indeklemt mellem to af Øræfajokuls kolde Udløbere.
Efter en Dags Ophold paa Sandfell rejste jeg d. 3. August til Bygdens nordligste Gaard, Skaptafell. Fra Virkisjökull have tre rivende Elve (Falljokulskvfsl, Eystri- og Vestri-Virkiså) deres Udspring; skjønt deres Vandmængde som oftest er ringe, kunne de dog være farlige paa Grund af den slemme Bund og den stærke Strøm. Ned fra Virkisjökull strækker der sig ogsaa en bred, vifteformet, meget grovkornet Grusstrækning imod Skeiöarå; den er ligeledes blottet for Plantevæxt og overstrøet med store kantede Klippeblokke. Nordfor denne Grusstrækning er der atter en Oase med Gaarden Svinafell, der staaer under et stejlt Tuffjæld af samme Navn; en Hule i Svinafell kaldes Flosahellir. De nærmeste Omgivelser af Svinafell ere meget tiltalende; de grønne Fjældskrænter ovenfor Gaarden gjøre et endnu venligere Indtryk ved Modsætningen til de uhyggelige Ørkener, Gletschere og rivende Elve, der allevegne møde Øjet rundt omkring. En Fjældbæk styrter i høje Fosser ned over de grønne Skrænter, og paa en græsbevoxet Terrasse staaer der paa begge Sider af Bækken tæt ovenfor Gaarden en Række Birketræer, hvoraf det højeste er s*/2 M. Strax nordfor Svinafells Hjemmemark begynde de uhyggelige Grusstrækninger atter, thi her træder endnu en Gletscher, Svinafellsjökull, jökull, frem paa Lavlandet; fra den løber Svinafellså med stor Fart over Grus og Klippeblokke til Skeiöarå; den fører ofte en stor Vandmasse, og paa Grund af Vandmængden, den rivende Strøm og den daarlige Bund med de store, glatte Rullesten anses
den for Øræfabygdens farligste Elv. SvinafeUsjökull gaaer ned imellem Svfnafell og Hafrafell, men nordfor den sidste Bjærgryg træder endnu en stor Gletscher ud paa Lavlandet; den kaldes Skaptafellsjökull og forener sig med Svfnafellsjökull nedenfor Hafrafell. En stor Morænehøj nedenfor Svfnafellsjøkelens Kand kaldes Håalda; ovenfor den var der indtil for 20—30 Aar siden en græsbevoxet Flade, der kaldtes Freysnes, og efter gamle Skrifter fandtes her ogsaa i Oldtiden en Gaard af samme Navn; nu er her intet Andet at se end Grus og Is. Fra SkaptafeJlsjokull udspringer Skaptafellså, den vandrigeste af Bygdevandene i Øræfi, men da Bunden som oftest er god, og Strømmen ikke er stærk, er denne Elv som oftest, trods sin Vandmængde, temmelig spagfærdig og ufarlig. Fra samme Jøkels sydlige Hjørne udspringe ogsaa Smaaelve, der kaldes Neskvislar. Skaptafellså forgrener sig meget og forener sig snart med Skeiöaraaens indviklede Flodarmenet, der her omspænder store Strækninger af den østlige Skeiöarårsandur.
Mellem Skaptafellsjökull og Skeiöarårjökull gaaer en bjærgrig Arm af Højlandet ud mod Sandene; denne af dybe Dale sønderskaarne Bjærggruppe bestaaer mod Nord af flere Eækker spidse Alpetoppe, der spærre Vejen for en fuldkommen Invasion af Vatnajökuls Gletschermasser, der ellers vilde have oversvømmet hele Lavlandet vestfor Øræfåjokull. I Eanden af de sydligst fra disse Bjærge udløbende Højdedrag staa de tre Gaarde Skaptafell, den øverste 132 M. over Sletten (204 M. o. H.). Fjældskrænterne ere her for stor Del græs- og kratbevoxede, medens Lavlandet er blottet for Plantevæxt; her ses kun sorte Sandflader med de forgrenede, gullighvide Flodarme; Jøkelelvene ere her eneherskende, saa Vegetationen kan først trives i Skrænterne, hvortil Vandet ikke naaer. Nederst i Fjældsiderne ved Skaptafell findes to maleriske, skovbevoxede Bjærgkløfter med smukke Vandfald, ejendommelige Klippepartier, bratte, grønne Skrænter og høje Birke- og Rønnetræer; de løvrige Stammer skygge over de dybe Kløfter og brede Grenene over Fosseog Klippevægge; overalt titte smukke, smaa Fjældblomster frem af Klipperifter og Stendynger. I den nordligste Bjærgkløft findes de største og højeste Træer, som her i Læ for de skarpe Nordenvinde lige mod Solen have naaet en for Island usædvanlig Størrelse og Udvikling; et Birketræ med en stor, vidt forgrenet Krone, der blandt andre mindre Træer staaer paa en Klippekant og luder lidt frem over, har en Højde af næsten 7 M., men et rankt og frodigt Rønnetræ lidt nordligere ved en Klippevæg ved Siden af et Vandfald har en Højde af Ql/^Q1/^ M., og er altsaa det højeste Træ, som er blevet maalt paa Island.
Om Eftermiddagen d. 3. August red vi fra Skaptafell over til Jøkulfell, men maatte gjøre en lang Omvej, da Skeiöarå siden det sidste Jøkelløb som en ufarbar, udelt og rivende Strøm danner en lang Bugtning ind i Mundingen af Morsårdalur og derefter følger Fjældsiden ved Skaptafell udefter. I de bratte, kratbevoxede Skrænter ned imod Skeiöarå findes en Mængde Kløfter; den smalle Ridesti bugter sig over de bratte Skraaninger ofte helt ude paa Klippespidser, hvor Skeiöarå bruser lige nedenfor. Efter en Times Ridt red vi ad en smal Sti nedad den saakaldte Grjöthöll til Sandene ved Skeiöarå og Morså. Den sidste Elv fører en saa betydelig Vandmasse, at den er næsten ligesaa vandrig som selve Skeiöarå, naar den voxer i Sommervarmen; Strømmen er ikke videre stærk, men Bunden er flere Steder dyndet. Morså har sit Udspring fra Morsårjökull, en stejl Gletscher, der gaaer ned i Dalbunden og er bleven dannet ved Foreningen af tre Jøkelarme, som i de bratte Fjældsider tage sig ud som store Vandfald mellem sorte Klippeknuder. Morså passeredes lige ovenfor dens Udløb i Skeiöarå, og derpaa galopperede vi over græsløse Sandstrækninger til Jøkulfells østligste Pynt, der adskilles fra det vestlige Hovedfjæld ved en lille Dal, som kaldes Blåhnukadalur. I Skrænterne ovenfor Sandene skal der engang i Oldtiden have været en ikke siden det 14. Aarh. beboet Gaard med en lille Annexkirke. Den største Del af Fjældsiden er bleven berøvet sit Jordsmon; kun en skovbevoxet Plet paa 4—54—5 Tønder Land er tilbage. Denne Skov, den saakaldte Bæjarstaoarskogur, hører til de smukkeste og frodigste, der findes i Island. Skoven er meget tæt, saa at man ofte har Besvær med at komme igjennem: Træerne have gjennemsnitlig en Højde af 3—43—4 M.; mange ere 5 M. høje, og enkelte naa en Højde af 6 M.; mellem de ranke og løvrige Birketræer findes enkelte c. 4 M. høje Rønnetræer og Pilebuske (Salix phyllicifolia), der naa en Højde af 2*/2 M. Denne frodige Plet danner en stærk Modsætning til Omegnens kolde, barske og uhyggelige Natur; lige nedenfor ses Skeioarårjøklens Isbredning med de dybe Revner og de fantastiske Kamme og Toppe helt sorte af Grus og Dynd; Skeiöaraaen vælter sine gullige Bølger over de blaalige Sande, der helt ere blottede for Plantevæxt; Alt er raseret af Jøkler og Vand; ingensteds ses Spor af Liv; kun denne Samling Birketræer i Fjældsiden kan endnu i sluttet Trop holde Stand mod Gletscherne, Jøkelelvene og Sandstormene, Naturmagter,
der ellers ikke pleje at skaane Noget. Den nederste Del af Fjældsiden bestaaer af Basalt, men vestfor Bæjarstaour gaaer en Liparitgang gjennem Basalten tværs over Mundingen af Blåhnukadalur og udhæves som en lys Stribe paa den mørke Grund. I Jøkulfells Side findes 256 M. o. H. varme Kilder paa denne Liparitgangs Grænseflader; det varmeste Hul havde en Temperatur af 60° C., i andre Aabninger fra 50— 55 °. Efter at have besøgt disse Kilder vendte vi om, red samme Vej tilbage og ankom først i Mørke til Skaptafell.
Bjærglandet nordfor Skaptafell har en betydelig Udstrækning; vestligst gaaer Jøkulfell med en høj Pynt ud imod Skeioarårjøklens østlige Hjørne; vestfor denne Pynt findes Krossgilsdalur og Krossgilstindur, den vestligste Fjældspids, som paa denne Side af Skeiöarårjökull er synlig fra Skaptafell. Fra Jøkulfell gaaer en takket Bjærgkjæde op mod Vatnajokull; her findes flere høje Kamme og Toppe; først Fusadalseggjar bestaaende af Liparit, derpaa Miöfellseggjar med det ejendommeligt formede Fjæld Thumall (Tommelen). Nordvest for Jökulfells Fjældrække findes Bjærgene Færines ved Skeioarårjøklen; her skal der være en Gletschersø, der rimeligvis paa en eller anden Maade staaer i Forbindelse med Skeiöarå, Parallelt med Jøkulfell gaaer østligere en anden Fjældrække, paa hvis sydligste Udløber Gaarden Skaptafell staaer; de højeste Toppe i denne Række kaldes Kvistinartindar og Skaröstindar. Gjennem Lavningen mellem Jøkulfell og Kvistinartindar gaaer Morsårjökull ned til Lavlandet, men mod Øst begrænses sidst nævnte Bjærgkjæde af Skaptafellsjökull. Hele dette Bjærgland danner altsaa en Udløber af det Højdeplateau, hvorpaa Vatnajokull hviler, og er paa tre Sider omgivet af Jøkler, men grænser mod Syd til Lavlandets Sandørkener.
Fra Skaptafell har man en udmærket Udsigt over Skeiöarårsandur, der som en mægtig, mørk Flade strækker sig fra Jøklen til Havet uden andre Ujævnheder end Mærker af gamle, nu udtørrede Flodløb. Sanden har en svag Hældning mod Øst, og derfor har Skeiöarå i den senere Tid mere og mere kastet sig ind mod Øræfi, hvor den har ødelagt store Strækninger godt Græsland især under det voldsomme „Løb" 1862. I den østlige Del af Jøkelranden er der en mindre Indbugtning, hvorfra store Grusmasser strække sig ned paa Jøklen; her brød det sidste store Jøkelløb ud d. 12. Marts 1892 *). Fra Krogen mellem Jøklen og Jøkulfell har Skeiöarå nu sit Udspring; den holder sig i en samlet Strøm indtil nedenfor Skaptafell, hvor den i Forening med Skaptafellså begynder at forgrene sig over Sandene; her nedenfor modtager den alle Bygdeelvene i Øræfi, hvorved der dannes et helt Net af Flodarme, der tilsidst oversvømme Fladlandet og danne en meget stor og meget foranderlig Lagune. Fra Skeiöaraaens Udspring til Jøklens yderste Spids ser man nu ingen Jøkelbække sive frem fra Gletscherranden; først midt ude paa Sandene bryde flere parallele Smaaelve frem fra Gruset, og flere af dem ere her blevne saa filtrerede, at de føre klart Vand. Fra Gaarden Hæoir, den øverste af Skaptafells Gaarde, 204 M. o. H., ser man nu den yderste Spids af Lömagnupur kigge frem over Jøklens svagt kuppelformede forreste Del; fra samme Sted saa man før Jøkelløbet 1892 Intet til denne Fjældspids', og den traadte først frem et helt Aar efter; Jøklen er altsaa først senere sunken sammen, efteråt den havde udtømt sig ved Jøkelløbet. Før Jøkelløbet 1892 saa man fra Hæoir Intet til Sulutindar, men tre Dage efter saaes fra samme Sted den øverste Spids af disse Fjælde. Sveinn Pålsson fortæller, at før Jøkelløbet 1784 „var Skeiöarårjökull saa høj, at Lumagnupur's forreste Huk øjnedes kun som en liden Klippe over Jøklen fra det temmelig høje Fjæld ved Skaptafells scl, da Jøklen tillige rækkede ganske til de føromtalte Grusdynger foran dens Kant; nu derimod ses næsten den øvre halve Del af samme over Jøklen lige fra Gaarden selv"1). Her menes ved Fjældet ovenfor Skaptafells sel sikkert Randen af Højdedraget ovenfor Gaarden Hæoir; dengang stod Hovedgaarden tæt nede ved Lavlandet, men er paa Grund af Skeiöaraaens Hærgninger bleven flyttet op i Fjældskraaningen; den midterste Gaard hedder endnu Sel, og her har der rimeligvis paa Sveinn Pålssons Tid været en lille Gaard eller en Sæter; Gaarden Hæoir fandtes dengang ikke, og derfor kalder Sv. Pålsson Højdedragets Rand „Fjældet ved Skaptafells scl". Naar han siger, at næsten den øvre Halvdel af Lömagnupur ses fra Skaptafell, som dengang laa tæt nede ved Sletten, saa maa Jøklen dengang (1794) have været meget lavere end nu. I min Rejseberetning 1893 har jeg fremsat den Formodning, at det vulkanske Udbrudssted, der saa ofte foraarsager Jøkelløb fra Skeiöarårjökull, findes nordfor denne, og dette bestyrkes deraf, at Bønderne paa Skaptafell have fra denne Gaard set Askesøjlerne hæve sig fra Jøklen i Retning af Færines.
Islands højeste
Fjæld, Øræfajokull (1958 M.), gaaer
som en vældig
Pynt ud fra Vatnajökuls Sneflader, som
1) Saml. „Geogr. Tidskr." XII. S. 196.
1) „Islandske Isbjærge" § 15.
her ere noget lavere; Øræfajokull fortsættes dog nordefter af en bred, hvælvet Jøkelryg, hvorfra Firnfladerne hælde mod Breiöamerkurjökull og Skeiöarårjökull. Paa Øræfajokuls øverste, langstrakte Eyg findes nogle snefri Toppe, hvoraf Hvannadalshnukur midt paa Jøklen er den højeste; forrest hæver Hnappur sig som et stejlt, kisteformet Fjæld fra Isen; den er noget lavere; nordvest for Hnappur er der endnu en Spids, der kaldes Eauöikambur; de to sidste Toppe ere for det Meste dannede af Liparit. Fra Øræfajokuls højeste Kamme strække tre Klipperygge sig nedefter paa den østlige Side mod Breiöamerkurfjall. Ærfjall og Kviskersmuli. Øræfajokull blev først bestegen d. 11. August 1794, da Sveinn Pålsson paa Østsiden gik fra Kvisker op paa Hnappur; senere blev Hvannadalshnukur bestegen af Englænderen F.- W. Howell i Aaret 1892. Allerede 1890 havde han gjort et forgjæves Forsøg paa at bestige Fjældet, men maatte opgive det, da han blev saa udmattet, at han maatte bæres tilbage af sine islandske Følgemænd. Øræfajokull bestaaer hovedsagelig af Tuf og Breccie, der allevegne træder frem i Jøklens Eandfjælde; i det sydøstlige Hjørne spiller dog Lipariten ogsaa en betydelig Rolle; Fjældene ved Hölår og Stigårgletscherne bestaa ligesom Staöarfjall og Hnappur af denne Bjærgart, hvoraf der ogsaa findes en mindre Indlejring i Kviskersmuli. Sydligst ligger Firngrænsen paa Øræfajokull omtrent 900 M. o. H., paa Siderne noget lavere, omtr. 700 M. Firnen, der dækker Øræfajokull, er mange Steder, især omkring de opstaaende Klippespidser, gjennemkløvet af utallige Spalter; fra Firnfladerne strække 8 store Gletschere sig ned, 3 mod Øst, 3 mod Vest og 2 mod Syd. Alle disse Gletschere gaa helt ned til Fladlandet gjennem Eandfjældenes Kløfter og Lavninger. Den nordligste Gletscher paa den vestlige Side er Svmafellsjokull, der kommer ned nordfor Hvannadalshnukur mellem Svinafell og Hafrafell; dens nederste Ende ligger 98 M. o. H.; den næste er Virkisjökull, der naaer ned til 110 M. Højde, og derpaa Kotårjökull, som ikke gaaer saa langt ned, rimeligvis kun til c. 200 M.; de sydlige Jøkler Hölår- og Stfgårjökull gaa omtrent ned til 45 M.; paa Østsiden strækker Kviårjokull sig længst ned; dens Ende ligger l—2 Km. fra Havet i c. 30 M. Høide; de østlige og vestlige Hrutårjöklar ligge omtrent 35 M. o. H.
Øræfajokull har nogle Gange haft voldsomme Udbrud; desværre ere de historiske Kilder herom meget sparsomme, og for det store Udbrud i det 14. Aarh. kan man ikke engang med fuldkommen Sikkerhed fastsætte Aarstallet, men meget taler dog for, at denne
1) „Islandske Annaler", udg. ved G. Storm. Kristiania 1888. S. 226.
2) „Isl. Ann." S. 359—360. 3) „Isl. Ann." S. 489. 4) „Isl. Ann." S. 214, 404. 5) „Safn til sögu Islands" L S. 32.
det tredje, hvorpaa han løb, alt hvad han kunde opad Fjældet til Hulen Flosahellir. Strax efter hørtes det tredje Knald, og Jøklen løb frem og bortfejede hele Bygden; Hallur var den eneste, der slap derfra med Livet. Der siges ogsaa, at en Hest (Blesi), der stod oppe paa en Klippespids ved Fagurholsmyri, som siden kaldes Blesalettur, ogsaa undkom. Da Althingsmænd senere om Sommeren red dér forbi, saae de Hesten, hvor den stod paa Klippen, men da de vilde fange den, blev den saa sky, at den styrtede ned og omkom.
Efter Beretningerne og Undersøgelser paa Stedet synes det at være utvivlsomt, at den store Eruption i Midten af det 14. Aarh. er brudt frem af Jøklens forreste Del, rimeligvis tæt nordfor Hnappur; ved Varmen er Bjærgets Isdække blevet smeltet, saa at Gletscherne paa begge Sider ere løbne frem med voldsomme Vandstyrtninger, medførenda Isstykker, Klipper og Grus. Den liparitske Pimpsten, der er saa almindelig i Øræfabygden, især østfor Hnappavellir, stammer sandsynligvis fra dette Udbrud; at det har været en let Pimpsten og ikke sædvanlige basaltiske Scorier, som dengang frembragtes, synes at fremgaa af Annalernes Beretning om, at Pimpstenen flød paa Havet udenfor Vestfjordene og Nordlandet. Naar Beretningerne omtale, at Knappafellsjökull er løbet ud i Havet, er det rimeligvis Kviårjökelen, der menes; Jøkelløbet synes at være brudt ud af Gletschernes Sydside ved Hjørnet af Staöarfjall, og derved er den vifteformede Grusstrækning, der kaldes Störusteinar, bleven frembragt. Dette Jøkelløb har haft en kort Vej til Havet og har bortfejet Gaardene Bakki, Holår og Husavik og rimeligvis flere. At Kviårjökelen har frembragt saa store Moræner, kan maaske forklares deraf, at der paa Grund af det vulkanske Udbrud i Nærheden har været niere Materiale af Sten og Grus end andre Steder; rimeligvis har Udbruddet fundet Sted mellem Hnappur og Hvannadalshnukur, hvor Sveinn Pålsson ogsaa omtaler en stor kraterlignende Lavning i Jøklen. Højdedraget mellem Hof og Hnappa vellir er under Udbruddet rimeligvis blevet forskaanet for Jokelløb; de høje Eandfjælde under Störhöföi have virket beskyttende, Jøkelløbene ere blevne kløvede og have strømmet ned til begge Sider mod Øst og Vest. Den vestlige Bygd er bleven ødelagt ved Jøkelløb fra Kotår-, Virkis- og Svinafellsjöklerne, der rimeligvis alle ere smeltede og have brudt frem samtidig. Før Udbruddet 1362 stod Hovedkirken i Øræfi paa Rauöilækur; det var en ret velstaaende Kirke, der ejede flere Ejendomme i Øræfi og betydeligt Løsøre; Måtrikler for denne Kirke haves fra 1179 og 1343. Efter al Sandsynlighed har Eauoilækur staaet sydfor Svmafell nedenfor Virkisjökull, hvor Alt nu er dækket af Klipper og Grus; nogle Levninger af Gaarden saaes endnu omkring 1680. Ulfarså, der omtales i Annalerne, og som skal have styrtet over Gaarden, er utvivlsomt den samme som Virkiså. Af andre Gaarde i Øræfi, der ere blevne ødelagte, nævnes Jökulfell, hvor der skal have været en Kirke, Svinanes, rimeligvis mellem Svinafell og Skaptafell, og Berjåhölar vestfor Sandfell; endvidere fandtes Gaardene Gröf og Innri-Grøf nordvest for Hof, Hreggas vestfor Hofsnæs og Eyrarhorn, hvor der ogsaa skal have været en Kirke; denne sidste Gaard skal have staaet nordfor Ingolfshöföi, hvor Skeiöaraaens Laguner nu dække Landet. Foruden disse Gaarde nævnes ogsaa i de gamle Matrikler andre Gaarde, om hvis Beliggenhed nu Intet vides. Naar man regner alle de Gaarde i Øræfi og Breiöamörk sammen, hvorom der haves Efterretninger, og dertil lægger de 8 Gaarde, der endnu findes i denne Bygd, faaer man c. 40 Gaarde; det er derfor højst sandsynligt, at Jon Egilssons Fortælling om, at 40 Gaarde ere blevne ødelagte ved Udbruddet 1362, er rigtig. Bygden har maaske nogle Aar efter denne Katastrofe ligget øde; Askefaldet og Jøkelløbene have gjort det umuligt for Mennesker at opholde sig dér; først nogen Tid efter ere de Jorder, der endnu kunde benyttes, blevne bebyggede igjen, og ved Slutningen af det 14. Aarh. er Bygden atter kommen i lignende Stand som nu.
Et Udbrud af Øræfajokull i Aaret 1598 omtales i et Par gamle Skrifter. Annalisten Bjørn Jönsson fra Skardså fortæller1), at d. 10. November 1598 blev Sneen i EyjafjörÖur og i andre nordlige Egne ved østlig Vind bedækket med et sort Askelag, uden at man vidste, hvorfra det stammede. I et latinsk Brev fra Præsten Olafur Einarsson omtales der ogsaa et Udbrud, der maa henføres til samme Aar; her siges udtrykkelig, at der dengang var Udbrud baade ved Grfmsvøtn og i Øræfajokull med et stærkt Askefald og Jøkelløb, saa at Lavlandet dækkedes af Isstykker, og Alfarvejen langs Kysten blev ufarbar2), Ellers véd man intet udførligere om dette Jøkelløb. Om Udbruddet 1727 haves bedre Efterretninger; det er blevet beskrevet af Einar Hålfdanarsson 1729 og af Præsten Jon Thorlaksson 1778. D. 3. August under Gudstjenesten
1) „Annålar Bjørns å SkarSså" 11. S. 20.
2) Ny kgl. Samling Nr. 271—8™ g. 58—63. Kongens store Bibliotek. Kjøbenhavn.
paa Sandfell i Øræfi mærkede man nogle Jordrystelser og næste Morgen stærke Jordskjælv, ledsagede af forfærdelige Knald; kort efter brød en Vandflom fra Kotasjokull frem af Kløften Berjagil østenfor Sandfell; der bortskylledes Kreaturer tilligemed Sæteren Kotårsel. Derpaa strømmede et andet Jøkelløb frem fra Virkisjökull mellem Sandfell og Svinafell; herved blev ogsaa mange Faar bortskyllede og store Enge samt to Smaagaarde tæt ved Sandfell ødelagte. Fra Sandfell kunde man ikke over Jøkeldyngen se Andet end en lille Spids af Lomagnupur. Da Jøkelløbene truede med at omringe Præstegaarden, flygtede Præsten med sine Folk op paa en høj Brink i Fjældsiden (Dalskaröstorfa), hvor Telte blev opslaaede og det Uundværligste ført op. Dernæst blev Luften saa formørket af Aske, at man ikke kunde skjelne Nat fra Dag, og Mørket oplystes kun af Lyn „og den Ild, som opkom i 5—6 Bjærgrifter". Saaledes blev det ved i 3 Dage; hele Jorden var kulsort af Sand og Aske, og man kunde ikke uden Fare gaa under aaben Himmel for de nedfaldende, glødende Sten, mod hvilke man bevæbnede sig paa Hovedet med Spande og Kar. Præstegaarden Sandfell tilligemed 2 Husmandspladser vare blevne fuldstændig ødelagte ved Jøkelløbene med Undtagelse af selve Bygningerne og nogle Pletter af Hjemmemarken. Efter Udbruddet var Alt i den ynkeligste Tilstand, Kreaturerne vare tabte og drevne til Søs (600 Faar og 160 Heste), og Høet til Køerne manglede, da Græsvæxten var ødelagt. Sandfell, Svinafell og Skaptafell blev for en Tid übeboelige, og de fleste Folk fra Øræfi flygtede til Hornafjöröur, enkelte mod Vest. Askefaldet var ogsaa stærkt i Meöalland og Alptaver; dér hørtes ogsaa Drøn og Knald, men intet Jordskjælv. Udbruddet standsede ikke helt før d. 25. Maj 1728. Samtidig var Skeiöårjökull meget urolig, og Sanden nedenfor var hele Sommeren ufarbar paa Grund af de mange Elve, der pludselig dannedes, naar de Rejsende mindst ventede det1).
Da Eggert Olafsson rejste igjennem Øræli 1756, vare Isdyngerne ved Kotå endnu ikke smeltede; han taler om en „fæl Strækning af Isstykker, Klipper, Skursten og Aske l/2 Mil bred og 2 Mil lang. Vejen herover er helt besværlig, thi her møde ej alene mange besværlige Bakker og Rygge, men man inaa tage sig i Agt, at ikke Hest og Alt skal falde ned i de Rifter og Huler, der ere allevegne mellem Isstykkerne". Da Sveinn Pålsson rejste derover 1794, var Isen smeltet, og Strækningen bestod af nøgne Grushøje, hvor enkelte Duske Marehalm begyndte at pippe frem. Ved dette Udbrud er den største Masse Isstykker bleven ført ud fra Kotårjökelen, men derimod synes Virkisjokelen især at have foraarsaget store Vandstyrtninger.
Øræfi hører til de mest afsidesliggende og isolerede Bygder i Island. Indbyggerne afsondres fra Omverdenen ved store og farlige Jøkelelve og brede Sandørkener; i smaa Oaser midt i Ørkenen maa de aftrodse Naturen dens tarvelige Gaver; deres Liv og Ejendom trues stadig af Gletschere, der næsten kigge ind ad Husdøren, og ovenover dem slumrer en af Islands farligste Vulkaner, der med et Slag kan ødelægge Resultaterne af Aarhundreders flittigt Arbejde. Indbyggerne i Øræfi ere blevne saa fortrolige med de Farer og Hindringer, Naturen lægger dem i Vejen, at de næppe engang føle de Ulemper, der ere forbundne med at leve i saadan en Egn; de ere blevne saa udmærkede Kjendere af Jökelelvenes Ejendommeligheder og Unoder, at Ingen kan maale sig med dem i den Henseende. Den Rejsende, der er henvist til Indbyggernes Hjælp og Understøttelse, kan ikke noksom berømme de fortræffelige Folks Gjæstfrihed og Hjælpsomhed. Deres faa Produkter maa de omsætte paa Handelsstederne Papös eller Djupavog, og en Rejse derhen og tilbage tager henholdsvis 8 eller 12 Dage, hvis alt gaaer heldigt. Bønderne i Øræfi staa dog aldeles ikke tilbage for deres Standsfæller i andre Dele af Landet; Gaardene ere nette og renlige, byggede af Græstørv og Drivtømmer; fra Kjøbstæderne kan intet Tømmer hentes paa Grund af de lange Afstande, de besværlige Veje og de dybe og rivende Jökelelve. Det er ejendommeligt for denne Bygd, at der her hverken findes Katte eller Mus. Øræfi er af Jøkelelvene isoleret som en Ø, og det kunde være af Interesse at vide, om der findes nogle Ejendommeligheder ved Insektlivet begrundet i denne Isolation. Blaaklokken (Campanula rotundi folia] hører til de almindeligste Blomsterplanter paa Østlandet, men mangler i andre Dele af Landet; her i Øræfi er den endnu almindelig, men forsvinder paa den anden Side af Skeiöarå; et Par Exemplarer af denne Plante, som jeg ifjor fandt paa Brunasandur *), vare kun tilfældige Gjæster; Skeiöarårsandur sætter en Grænse for denne Plantes Udbredelse mod Sydvest; Jøkulså i Axarfiröi danner derimod Grænsen nordfor Vatnajökull. Eggert Olafsson omtaler (1756) Høns paa hver Gaard i Øræfi;
1) Einar Halfdanarssons Skrift findes i Thotts Samling Nr. 1740—4° i det store kgl. Bibliotek. Jon Thorlakssons Beretning i „O. Olavius Rejse i Island". Kbhavn 1780. S. 602—607. Sml. „E. Olafsson's Rejse i Island" 11. S. 780, 783.
1) „Geografisk Tidskrift" XH. S. 193.
de vare alle sorte af Farve, kjendelig mindre end sædvanlig, men meget frugtbare, uagtet de ikke fik Korn, men maatte nære sig af smaa Orme og Maddiker om Sommeren og smaathakket Hø udblødt i Mælk om Vinteren1) I Oldtiden var der betydelig Hønseavl i Island, og rimeligvis have disse Høns været Efterkommere af Oltidens Høns, thi i forrige Aarhundrede holdtes næsten ingensteds Høns paa islandske Bøndergaarde; nu ere de derimod almindelige over hele Landet, ogsaa i Østlandet; kun i Øræfi holdes nu aldeles ikke Høns.
D. 5. August rejste jeg fra Sandfell tilbage til Hnappavellir og derpaa den samme Vej østefter. Ved Fagurholsmyri gaa lodrette Doloritklipper ud mod det flade Kystland, og tæt nedenfor Gaarden findes Klippespidsen den 16 M. høje Blesaklettur. Paa Tilbagerejsen var Vejret køligere, og Elvene førte derfor mindre Vand; Breiöamerkurjökull havde slet ikke forandret sig, saa vi atter slap over Gletscheren paa samme Sted uden mindste Uheld. Paa Tilbagevejen gjorde jeg bl. a. en Udflugt til Steinadalur og Kålfafellsdalur og red paa sidste Sted op' til Gletscheren i Dalbunden; den ligger omtr. 120 M. o. H.; tæt ved Jøklen findes en lille Indlejring af Liparit, hvorfra Kuliesten af Steinavøtn spredes over hele Sletten. I Staoarfjall mellem de to Dale ere Fjældskrænterne skovbevoxede, men store Partier af Skoven vare helt ødelagte af Larver, der allevegne mylrede frem; der var to Slags Larver; nogle meget større med rødt Hoved og gule Striber langs efter Kroppen; de andre vare smaa og sorte og havde spundet sig ind i Birkebladene og rullet dem sammen. Birken og Blaabærlyngen var helt brun og vissen; derimod vare Pile d.e fleste Steder blevne forskaanede. I Egnen Nesjar opholdt jeg mig et Par Dage og rejste derpaa d. 11. Aug. omkring Vesturhorn til Papös. Ved Almannaskarö bøjer Vejen udefter til Gaarden Horn, der ligger i meget vilde Omgivelser tæt ved Havet under en lodret Fjældside; Vragstykker vidne om mange Forlis her; især ere Strandingerne i Marts 1873 berygtede, da en Mængde franske Fiskerfartøjer under en pludselig Storm forliste; der omkom henved 100 Mennesker, men Bonden paa Horn bjærgede og plejede 31 franske Skibbrudne og fik derfor senere af den franske Regering som Anerkjendelse en Guldmedalje, en Baad og en fuldstændig Samling Snedkerværktøj; den gamle Mand er med rette stolt over denne Ære og viste os med synligt Velbehag alle sine Skatte. De lodrette Klippevægge ovenfor Gaarden ere sammensatte af grovkornet Liparit og Gabbro; forbi Fjældots yderste Spids, Kamphorn, fører en smal Kidesti mellem nedstyrtede Klippeblokke højt oppe i de stejle Skrænter; nedenfor tumler Brændingen med de store Rullesten og sprøjter højt i Vejret, naar den knibes ind i de mange Huller, Skaar og Kanaler mellem de mægtige Gabbroblokke, der ligge opstablede langs Kysten. Næste Dag undersøgte jeg to Dale (Endalausidalur og Slaufrudalur) i Nærheden af Papös, hvor betydelige Masser granitlignende Liparit udgjøre en stor Del af Fjældene. Over Grussletten NV. for Papös strækker en bueformet Terrasse, 45 M. o. H., sig forbi Mundingerne af Dalene. I Slutningen af Istiden har Lavlandet i Lön været dækket af Havet. Paa begge Sider af Endalausidalur's Munding staa de pyramideformede Liparitfjælde som paa Vagt, og i en østligere mindre Dal, Slaufrudalur, dannes Fjældsiderne paa højre Haand hovedsagelig af den samme grovkornede Liparit, der dækkes af Basalt, hvorigjennem forgrenede Gange fra Liparitmassen strække sig op.
Fra Papös drog vi til Stafafell og derfra foretog jeg en Udflugt til Austurhorn eller Hvalsnes, en stejl og høj Fjældpynt med lignende Udseende som Vesturhorn. I Krogen, hvor Hvalsnesfjældene gaa ud fra Lönsheiöi, gaaer en tyk, rødlig Liparitgang paa skraa op igjennem Fj ældet, der her bestaaer af lagdelt Basalt. Udenfor Gaarden Vik dannes Fjældet af Gabbro og Liparit; disse Bjærgarter ere nøje forbundne indbyrdes og dækkes nogle Steder af Basalt. Hvor Gabbroen træder frem, ere Fjældsiderne lodrette og massive uden Spor af Lagdeling; nedenfor ligger der et fuldstændigt Kaos af store, nedstyrtede Blokke. Bjærgets yderste Spids ved Gaarden Hvalsnes bestaaer af granitlignende Liparit. Hvalsnesbjærgene ere blottede for Plantevæxt; kun i en enkelt lille Kjedeldal, Ofærubotn, højst oppe ved Fjældbanken, er der noget Grønsvær; de Faar, der af og til klatre derop, er det yderst vanskeligt at faa fat i, og flere Gange er det hændt, at nogle Faar have maattet tilbringe Vinteren dér; nogle ere da omkomne af Hunger, mens andre have levet Vinteren over. Mellem Austurhorn og Krossnes gaaer en lille græsløs Dal op fra Søen; den kaldes Ljösårdalur, medens en sydligere Forgrening kaldes Hvaldalur. Hovedbjærgarten er her Liparit, men Basalten træder frem i Dalbunden. Paa den sydlige Side af Ljoså ere Klipperne sammensatte af en meget ejendommelig Liparitbreccie med kantede Basaltbrudstykker. Omegnen er i geologisk Henseende meget interessant.
1) „Kejse gjennem Island" 11. S. 839.
D. 15. August brød jeg op fra Stafafell til det Indre. Det var især min Hensigt at undersøge de lidet kjendte Egne ved Vatnajøkuls østlige Hjørne. Vi fulgte Jøkulsaaens Floddal, hvis Bund er helt dækket af groft Liparitgrus og Kuliesten. Paa selve Sletten er der ingen Plantevæxt, men i Fjældsiderne, hvor Jökelvandet ikke naaer op, er Vegetationen forholdsvis frodig, og temmelig udstrakte Kratskove bedække Skrænterne nordfor Stafafell. Fra den østlige Side gaaer et Højdedrag, Smiöjunes, bestaaende af granlige, kuppelformede Liparithøje, ud paa Grussletten; her fandtes før en nu forladt Gaard. Tæt nordfor Smiöjunes red vi over Jökulså og derpaa stadig over Grusflader, der vare meget besværlige for Hestene, op til Kjarrdalsheiöi. Nordfor Smiöjunes staaer en Liparitgang som en Mur op fra Grussletten, og Elven har brudt en Port igjennem den; oppe paa selve Liparitgangen har der ogsaa før ligget en Gaard, Valskögsnes. Nedenfor Kjarrdalsheioi's sydligste Udløbere staaer et isoleret Fjæld, der kaldes Eskifell, hvor der ogsaa for ikke længe siden var en Gaard med stor Faarebesætning. Disse Gaarde ere alle blevne opgivne, fordi Kratskovene i Fjældsiderne ere blevne meget formindskede paa Grund af overdrevent Faarehold. Eskifell kløver Grussletten i to Arme, thi fra Vestsiden forener Skyndidalså sig med Jökulså, og Eskifell staaer paa Tangen, hvor Floderne mødes. Kjarrdalsheiöi er en stejl Fjældryg, der fra Sletten hæver sig 665 M. og begrænses paa begge Sider af dybe og snævre Bjærgkløfter, Jokulsaaens Kløft mod Øst, Hafragil mod Vest; den sidste Kløft strækker sig helt op til den høje Fjældspids Sauöhamarstindur ved Vatnajökuls sydøstlige Hjørne. Ned fra Sauöhamarstindur strækker en høj og stejl kåmformet Bjærgkjæde sig mod Syd; paa denne findes Mulatindar, der danne Vandskjellet mellem Hafragil og Skyndidalur. Skyndidalur adskilles fra Haffellsdalur, der strækker sig op fra Hornafjöröur, af en anden høj Bjærgkjæde, hvis Kamme altid ere dækkede af Sne; et kisteformet Fjæld paa denne Byg kaldes Goöaborg. Ned i Bunden af Skyndidalur strække to Gletschere sig, hvor Skyndidalså udspringer. I Sauöhamarstindur og Mulatindar er Hovedbjærgarten Liparit; dog dækkes den i Toppen af Sauöhamarstindur af vandrette Basaltbænke; oppe paa dette Fjæld er der en Lavning fuld af Firnsne, og ned fra den gaa nogle smaa Gletschertanger. Snelinjen ligger her omtrent 950 M. o. H. Ved Vejen op paa Kjarrdalsheiöi findes der lidt Kratskov paa begge Sider af den stejle Kidesti, men øverst oppe paa Fjældet forsvinder Plantevæxten næsten helt; kun nogle enkelte Exempiarer
at komme frem gjennem saa vilde og sønderrevne Bjærglandskaber, og det er ogsaa besværligt, farligt og trættende for Hestene at klatre ad smalle Fodstier over Kløfterne og langs svimlende Afgrunde. Nordfor Kjarrdalsheiöi fører Vejen ned til Jökulså ad et langstrakt Højdedrag, der ender med en smal Kam, Illikambur, der paa begge Sider begrænses af dybe Afgrunde ; selve Ryggen er forrest saa smal. at der netop er Plads til en Hest ad Gangen paa Ridestien; de maa altsaa gaa i en Række, og ved et lille Fejltrin kunne de let styrte ned i Dybet; ned fra denne Kam ligger Ridestien i saa stejle Bugtninger over Klipper og Fjældskred, at man, naar man nedefra atter ser op til Fjældet, næppe kan begribe, hvorledes Hestene kunne komme op ad eller ned ad en saa høj og stejl Brink. Tæt nedenfor Illikambur findes en Hytte bygget til Nattekvarter for Hyrderne, der om Efteraaret samle Faarene fra Fjældene. Saadanne Hytter findes hist og her i Randene af Islands indre Højland i Nærheden af Faaregræsgangere. Her er man næsten naaet ned til Bunden af Jökulsaaens snævre Dal; paa Grund af den stærke Sommervarme, der ofte hersker hernede, have Fjældsiderne før tildels været bevoxede med Kratskov; paa den vestlige Side i Nærheden af Hytten er Krattet helt blevet oprevet til Brændsel; kun ganske faa Buske staa hist og her tilbage, etsteds ogsaa et 3 M. højt Birketræ; hvorfor det er blevet skaanet, er ikke godt at vide. Paa Jökulsås østlige Side i Kollumuli ere Skove derimod endnu meget frodige og Fjældsiderne op til Midten bevoxede med Birkekrat, Pil og enkelte Rønnetræer. Elven er paa dette Sted aldeles upassabel, og derfor har man ikke kunnet udrydde Kratskoven paa den østlige Side. Jökulså strømmer her med en rivende Fart over Klipper og store Rullestensblokke, og kun paa ét Sted er der et Vadested, som dog kun kan benyttes, naar Elven ikke er for vandrig; et Par Uger, før vi kom hertil, var en Hest bleven revet bort af Strømmen og slaaet ihjel paa Klipperne. For at Elven dog ikke fuldstændig skal hindre Færdslen, have de to Bønder i Viöidalur nylig anbragt en „dråttur" paa Floden, som man flere Steder paa Island bruger under lignende Forhold. Mellem Klipperne spændes to Jærntove over Elven, paa hvilke en Kasse med fire opstaaende Hjørnestolper med Hjul i, trækkes frem og tilbage; paa denne Maade kan Bagagen og enkelte Personer føres over. Fra Illikambur red vi langs Elven, indtil vi fandt et nogenlunde godt Vadested, thi da det om Natten havde frosset i Fjældene, var Elven nu mindre end sædvanlig; først maatte vi dog ride over en Biflod, Lambatungnaå, der baade er meget vandrig og har en slem Bund. Efteråt vi lykkelig vare slupne over, red vi op ad Kollumuli's bratte Skraaninger over de saakaldte Leiöartungur; Flældsiderne ere her bevoxede med lavt Birkekrat og høje Kvanner. Kollumuli er en Udløber af Højlandet og strækker sig med en Højde af 7—9007—900 M. frem mellem Jökulså og Vioidalså og begrænses paa begge Sider af disse Floders dybe Kløfter, der forenes nedenfor Bjærgets yderste knudeformede Pynt. Nederst bestaaer Kollumuli udelukkende af Liparit, men den øvre Del af Basalt, der især yderst i Bjærget dækkes af mindre Partier Palagonitbreccie. Ved Solnedgang vare vi naaede til Bjærgets Ryg, 721 M. o. H., og havde herfra en storartet Udsigt over de vilde Bjærglandskaber aber ved Vatnajökuls østlige Hjørne; Snefladerne, de spidse Toppe, Gletscherstrømmene og de forgrenede dybe Kløfter overgødes med et bævende Purpurskjær, der gav hele Scenen en vild, romantisk Skjønhed. Fra Sauöhamarstindur gaaer en snedækket Bjærgryg op til Vatnajökull, østfor den gaaer en mægtig Gletsher ned i Staöarlarnbatungur; herfra har Lambatungnaå sit Udspring. Jökelsaaens snævre, klippefulde Dal strækker sig mellem Vatnajökuls Randfjælde og Kollumuli op til Geldingafell, et stort Bjærg oppe paa Højlandet ved Randen af Vatnajökull. I en snæver Dal, Vesturdalur, sydfor Geldingafell, har Jökulså sit Udspring fra en Gletscher, der gaaer ned i Dalbunden; hvor Elven træder ud fra Dalmundingen, er der et højt Vandfald, og nedenfor dette udmunder en Biflod fra Vatnadæld i Jökulså. Vestfor Jökulså træder Vatnajökuls Randfjælde med en høj Bjærgkant frem fra Firndækket, Suöurfjall, og lidt sydligere gaaer først en mindre og derpaa en større Gletscher ned i Elvkløften; disse to Gletschere adskilles af en Fjældpynt, der kaldes Axarfjall. Vejen ned fra Kollumuli til Viöidalur er betydelig kortere end ned i Jökulsaaens Dal, thi Jökulså ligger ved Vadestedet kun 110 M. o. H., medens Bunden af Viöidalur ligger i 450 M.'s Højde, men da det nu var blevet mørkt, var det dog temmelig vanskeligt for Hestene at klavre ned ad de stejle Klippeterrasser mod Vioidalså.
Paa min Rejse 1882 rejste jeg ad en besværlig Vej over Hofsjöklens Ryg ned til Viöidalur1); dengang var denne højt liggende Dal übeboet; som Fører havde jeg dengang en Bonde, Sigfus Jönsson fra Hvannavellir i Geithellnadal, og han blev saa henrykt over den smukke Dal med den frodige Plantevæxt, at han strax Aaret efter flyttede derop og byggede sig en
1) „Geogr. Tidskrift" VIL S. 107-109.
lille Gaard. Siden har han med sin voxne Søn og hans store Børnflok beboet denne afsidesliggende Dal midt i det vilde Alpeland, saa godt som afskaaren fra Omgang med andre Mennesker. Disse Mænd have vist en beundringsværdig Energi og en utrolig Nøjsomhed ved under utallige Savn og Strabadser at holde sig heroppe som Eneboere i det barske Klima og den vilde Natur; trods Fattigdom have de ved utrætteligt Arbejde forstaaet at skabe sig en nogenlunde menneskelig Existens. De Huse, Nybyggerne det første Aar byggede, blev ødelagte af Sneskred, saa de maatte tage fat paany. Alt det Tømmer, der skulde bruges, maatte slæbes enten over Hofsjökull, som nu er bleven ufarbar paa Grund af Jökelrevner, eller ad den vanskelige Vej fra Lön. Da jeg første Gang besøgte Viöidalur, var Dalbunden bevoxet med en ualmindelig frodig Vegetation af Græsarter, Lyngplanter og Smaapil, der naaede til Hestenes Bug, og utallige .Kvanner hævede sig som statelige Buske over den lavere Vegetation; nu havde Forholdene paa Grund af Kulturen meget forandret sig; paa den Strækning, hvor Fjældplanterne før havde opnaaet størst Udvikling, ligger nu en gødet Hjemmemark, bevoxet med de for „Tunerne" karakteristiske Græsarter; disse have dog endnu ikke helt kunnet tilkæmpe sig Herredømmet over den vilde Vegetation: de enkelte Græsplanter staa meget spredte, saa at Marken kun giver 40 Heste Hø om Aaret, medens en godt dyrket Mark af samme Størrelse i Bygden mindst vilde give Hø til 150 Heste; desuden er Jordbunden helt gjennemvævet af den ældre Plantevæxts Kodstokke, Pilerødder og lignende; denne Vegetation vilde derfor efter al Sandsynlighed atter hurtig faa Overhaand, hvis Gaarden blev forladt; fra flere Stykker Græstørv, der ere blevne benyttede som Byggemateriale i Husvæggene, ere smaa Pilebuske, Salix phyllicifolia og S. glauca, voxede ud. Paa Grund af det store Faarehold er det ogsaa gaaet tilbage med Plantevæxten andre Steder i Dalen; Pilebuskene ere blevne mindre og fladerere, fordi Faarene om Vinteren æde de øverste Spirer, der stikke igjennem Sneen, Om Vinteren have Bønderne dog sjælden deres Faai hjemme ved Gaarden, men drive dem ud i Kollumulis forreste bratte Skrænter, hvor der er en udmærket Græsning om Vinteren i Kratskovene, men det ei meget besværligt at vogte Faarene her c. 2 Mil fra Gaarden, naar alt er dækket af Sne; Bønderne maa derfor ofte i 2 å 3 Uger ad Gangen om Vinterer ligge i en ussel lille Hytte i Kollumulis vestlige Side da det er altfor besværligt daglig at gaa den langt Vej over det bratte Fjæld, uagtet Folkene alle er« dygtige Skiløbere. Faarene trives her meget godt og kunne næsten altid gaa ude om Vinteren, naar Nogen gaaer med dem og hjælper med at skuffe Sneen bort, hvor den er for høj. Græsvæxten er i Dalen saa übetydelig, at det vilde være umuligt at skaffe Hø til hele Faarebesætningen, hvis den for længere Tid maatte staa paa Stald om Vinteren.
Om Morgenen d. 17. August drog vi bort fra Viöidalur op paa Højlandet og havde den yngre Bonde, Jon Sigfusson, til Ledsager, da han var den eneste, der kjendte noget til disse afsidesliggende Egne, der kun i Ny og Næ besøges af Folkene fra Viöidalur og aldrig af andre. Viöidalså er meget rivende og fører en betydelig Vandmasse; ogsaa over den have Bønderne lagt en „dråttur" ligesom over Jökulså. Efter at vi havde passeret denne Elv, red vi op paa Basaltterrasserne paa Kollumulis østlige Side, hvor Mulaå, en Biflod til Viöidalså, der udspringer fra en lille Sø oppe paa Kollumuli, styrter ned i Dalen i høje Vandfald. Vi fulgte en bred Terrasse indefter op imod Dalbunden, hvor Overfladen allevegne var dækket med kantede Basaltblokke, der gjorde det vanskeligt at komme frem. Højlandet bagved Dalene imellem Berufjöröur og Hornafjöröur dannes af bølgeformede, højtliggende klippefulde Højsletter uden Plantevæxt; Basalten træder her nøgen frem i Dagen i utallige lave Bygge og Højdedrag, og Overfladen er dækket med et Hav af Klippestykker, hvoraf nogle ere førte ned af Istidens Jokler og noget afskurede paa Kanterne, men de fleste ere løssprængte af Frosten og danne, som de ligge uordentlig sammenstablede med deres spidse Hjørner og Kanter, en stor Hindring for den Kejsende. Fra Vatnajökull ned til Skriddalur, fra Dalbundene til Jökulså i Fljötsdal, strækker denne Stenørken sig med en Længde af 40 Km. og en Bredde af 10—15 Km.; den kaldes af de nærmest boende „Hraunin". Ordet „hraun" bruges mange Steder paa Østlandet til at betegne noget ujævnt, Stendynger, Klippemasse o. lign., medens Ordet ellers i andre Egne næsten altid betyder Lava. Viöidals Bund gaaer omtrent ligesaa langt mod Nord som Hofsjökull. Denne Jökel synes at være mindre end Thrandarjökull og danner mod Nord en svagt hvælvet, 1000 —1100 M. høj Kuppel, men mod Syd strække mindre, tildels forgrenede Arme sig ud paa Bjærgkjæderne mellem Alptafjöröur og Lön; rundt omkring findes store, særskilte Firndynger, og naar all« disse regnes med, bliver denne Jökel ligesaa stor ellei større end Thrandarjökull. Bjærget Hnuta ovenfoi Hofsjökull er egentlig en Pynt, der strækker sig uc fra de højere liggende, vestlige, stenede Højflader; er
Lavning ovenfor ViÖidalur adskiller dette Bjærg fra Kollumuli, der ligeledes er en Udløber af Højlandet; ved Banden af denne Lavning gaa begge disse Fjældtanger umærkelig over i Højsletterne. Mellem Hofsjökull og Hnuta ligger en lille Sø, Hnutuvatn, hvorfra Innri-Thverå, en Biflod til Viöidalså, har sit Udspring; fra en mindre Sø østligere udspringer Geithellnaå, medens Hamarså dannes af nogle Bække nordfor Thrandarjökull. Højfladernes Fremstilling paa Gunnlaugssons Kort er selvfølgelig meget mangelfuld, da disse Egne hverken ere blevne besøgte af ham eller andre Videnskabsmænd. Vi red stadig langs Viöidalså, indtil vi naaede de Højderygge, der danne Vandskjellet mellem Fjordene og Bifloderne til Lagarfljöt; det er et afskyligt Terræn; vi kunde ofte ikke ride, men maatte i Timevis forsigtig lede Hestene ved Tømmen, forat de ikke skulde brække Benene, og det var dog alligevel besærligt nok for de stakkels Dyr at komme frem, skjønt de islandske Hestes Behændighed og Sikkerhed paa klippefuldt Terræn er forbavsende. Over den højeste Klipperyg, der kaldes Markalda, 961 M., var det især besværligt at komme frem, men herfra havde vi en ypperlig Udsigt over det bølgeformede Basalthøjland med dets endeløse Grusrygge og Klippeflader; nærmest Vatnajökull gaa hist og her mindre Liparitgange gjennem Basalten, og ved Geldingafell dækkes den paa en kort Strækning af Palagonitbreccie, der udgjør Hovedbestanddelen i dette Fjæld. Østfor Geldingafell og Vesturdalur findes en langstrakt Lavning, 840 M. o. H., som vi kaldte Vatnadæld; her ligge 3 Søer i en Række, og fra dem flyder en Elv ned til Jökulså; den vestligste Sø er den største og adskilles ved en høj Grusryg fra Kelduårvatn, som ligger i en Lavning nordfor Geldingafell; fra denne Sø har Kelduå, Lagarfljöts sydlige Biflod, sit Udspring, men ikke fra en meget nordligere Sø, som det angives paa Kortet; denne Sø hedder derimod Sauöårvatn, og derfra har Sauöå, en Biflod til Kelduå, sit Udspring. Nordfor Geldingafell løber en lille Jökelelv, Blanda, ned til Kelduå og giver denne før klare Flod en noget grumset Farve. Ved Kelduå fandt vi en lille Græsplet, hvor Hestene fik en lille Forfrikning, som de meget trængte til, da den stenede Højslette, vi havde overskredet, er blottet for Plantevæxt, naar undtages enkelte Exemplarer af Polygonum viviparum, Oxyria digyna, Armeria maritima og Salix Tierbacea med flere Favnes Mellemrum. De samme stenede Højdedrag fortsættes ogsaa vestfor Kelduå mellem denne og Jökulså i Fljötsdal helt ned til Bygden og ende først ude paa det stejle Fjæld Glumstaöamuli, der adskiller den sydlige og nordlige Fljötsdalur.
Efter 9 Timers Eidt fra Viöidalur naaede vi Bergå eller Bergkvisl, en mindre Jökelelv, der udspringer fra en lille Skredjökel og forener sig med Jökulså ved de saakaldte Eyjabakkar. Ved Mundingen af denne Elv opslog vi vort Telt og overnattede. Her er Højlandets Udseende pludselig blevet forandret; vor Teltplads laa 672 M. o. H. ved Kanden af en vandret, græsbevoxet Slette, der mod Vest begrænses af Snæfells imponerende Skikkelse og de Bjærgrækker, som derfra strække sig mod Syd og Nord; mod -Syd naaer Græssletten op til Randen af Vatnajökull. Over denne Slette breder Jökulså sig i et Utal af Arme, saa at Fladlandet næsten bliver en Sump; Underlaget dannes allevegne af Jokeller, som de fleste Steder er saa gjennemtrængt af Vand, at det danner et uoverkommeligt Morads. Paa Overfladen af denne dyndede Slette voxer Græsset med stor Frodighed, dog til liden Gavn for Mennesker og Dyr, thr ethvert Forsøg paa at passere Sletten vilde ende med Forskrækkelse; man har set Faar, ja, endogsaa Rensdyr sporløst forsvinde i det bundløse Dynd. Ved Slettens Rande er Jordbunden noget fastere, og mine Heste kunde med Forsigtighed græsse her; de behøvede dog ikke og turde heller ikke vove sig langt ud paa den bedrageriske Jordbund, da Græsvæxten her er saa yppig, at de næsten uden at røre sig af Pletten kunde æde, alt hvad de orkede. Hele denne Flade kaldes Eyjabakkar, og den store Gletscher, hvorfra alle Jokelbækkene stamme, kaldes Eyjabakkajökull; ud fra Randen af denne Gletscher titter et lille Basaltfjæld, Eyjafell, frem; det danner Vandskjellet mellem de to Grupper af Jokelbække, der strømme frem fra Jökelranden.
Den næste Dag flyttede vi vort Telt over paa den anden Side af den sumpede Slette til Thjofahnukar, den Fjældrække, der fra Snæfell strækker sig mod Syd. Skjønt Rejsen ikke var lang, var den dog temmelig besværlig. Elvene have sædvanlig en stærkere Strøm ved Jökelranden, og her findes derfor grovere Grus og en fast Bund; dette slog ogsaa her til. Efteråt have passeret Bergå red vi over kuperet Terræn, hvor et forrædersk Mosdække over de løse Klippestykker gjorde det temmelig farligt at ride; det blæste temmelig stærkt, og det „sneede" saaledes med Kjæruld fra den sumpede Græsslette, at vi blev helt hvide. Efter nogen Tid naaede vi op til Eyjabakkajökuls sydligste. Hjørne, hvor Jökulsåens Hovedarme udspringe fra den sydligste Krog ved Jökelranden. Elvene havde her en temmelig stærk Strøm, og efter nogen Søgen fandt vi Vadesteder over alle Flodarmene paa forskjellige Steder nærved Joklen og fortsatte derpaa
Bejsen langs Iskanten. I Gletscherne paa begge Sider af Snæfells Pjældrække var der i Vinteren 1889 —90 en usædvanlig Bevægelse1); mange Mærker efter Eyjabakkajökuls stærke Bevægelser dengang ses endnu tydelig ved Jökelranden. Gletscheren begrænses af en Kække Moræner, topformede Høje og Grusrygge, der som oftest kun have en Højde af 7—107—10 M., enkelte 20—25 M., og udenfor disse ligge atter lavere Rygge. Disse Moræner bestaa hovedsagelig af Dynd og Grus og ere indvendig fulde af Is; derimod ere større Flytteblokke sjældne. Da Joklen gled frem, har den med sin vældige Masse trykket Grønsværet, der dækker Sletten nedenfor, saa det er blevet viklet sammen, oprevet og rodet sammen med Morænerne. Grusgjærderne ere fulde af tykke Grønsværstykker, der endnu ere bevoxede med Græs paa den ydre Side, skjønt ofte kun tynde Gruslag adskille dem fra den underliggende Is. Udenfor Morænerne er Jorsmonnet ved Trykket blevet hævet i lange koncentriske Bølger og nærmest Joklen viklet op som kæmpemæssige Pandekager indvendig fyldte med Grus og Dynd; disse Bølger have aftagende Højde og tiltagende Bredde, da de fjærne sig mere fra Joklen; lidt efter lidt forsvinde de helt paa Sletten. Græsvæxten synes slet ikke at generes af Joklens Nærhed; Planterne ere her ligesaa vel udviklede som længere nede ude paa den sumpede Slette; tæt ved Jökelranden, ja, endogsaa i Morænernes Skrænter, hvor Underlaget dannes af Is, vader man i det høje, saftige Græs til Knæene. Gjennem Morænerne have nogle dyndede Jokelbække gravet sig dybe, forgrenede Lejer gjennem Dynd og Jordsmon; det kostede store Anstrængelser at passere mange af dem; Bagagen maatte læsses af og bæres, og Hestene enkeltvis føres over; ofte blev de siddende fast i det sejge Jökeldynd, og vi maatte bruge alle vore Kræfter til at faa dem revne op, vadende i Dynd og Vand til midt paa Laarene, halende i Dyrene, og opmuntrende dem med Tilraab og Piskeslag arbejdede vi ofte i lang Tid, inden vi fik Hestene op, og ofte vare vi selv nær ved at blive stikkende i Dyndet, der var saa sejgt, at det kunde trække Støvlerne af os som den bedste Støvleknægt. Efter flere Timers Anstrængelser naaede vi i god Behold Eyjafell, en Basaltryg, der gaaer frem fra Jökelranden; Gletscheren har ud paa denne Bjærgknude, som er i Vejen for den, skubbet store Morænemasser. Vestfor Eyjafell gik det bedre; her begrænses Joklen af høje Isklipper, og Sand- og Lersletterne nedenfor ere fastere; over Jokelbækkene her kom vi om Aftenen uden videre Ophold til Thjofahnukar, hvor vi slog Telt paa en Græsskrænt ved Bredden af en Bæk. Den vestlige Del af Eyjabakkajökull synes at være ifærd med at glide frem; Morænerne vare forsvundne under Joklen, og Bevægelsen gav sig tydelig tilkjende ved stadig Kumlen og hyppige Knald, naar store Stykker løsnedes og faldt bragende ned fra Isklipperne. Hele Aftenen og Natten kunde vi omtrent hvert Kvarter høre de dundrende Kanonskud fra Gletscheren, der akkompagneredes af utallige susende Bække og Vandfald, der allevegne bryde frem gjennem Kløfter og Sprækker i Joklen.
Snæfell og dets Bjærgkjæder mod Syd og Nord bestaa næsten helt af Palagonitbreccie og Tuf. Snæfell synes at være en ældgammel Vulkan, men har dog næppe efter Istiden udgydt Lavastrømme; med sin Højde af 1822 M. og sin smukke Form behersker den fuldstændig Landskabet. Fjældets øverste Del .er dækket med Jökel, der nu paa Grund af Varmen betydelig var smeltet ind; flere smaa Gletscherarme strække sig ned fra de øverste Firndynger, de to største mod NNE; fra den ene af disse løber en Jokelbæk ned til Jökulså, og Gletscherenden har foran sig skubbet betydelige Masser Lavagrus og Klippeblokke ned i Fjældsiden. Fra Snæfell gaaer mod Syd henimod Vatnajökull en dobbelt Række Fjældspidser, der staa paa et lavt Højdedrag, som gaaer ind til Randen af Vatnajökull og adskiller Eyjabakkajökull fra den store Bruarjökull. Disse Fjældspidser kaldes Thjofahnukar, og imellem de to Rækker ligger tæt sydfor Snæfell en klippefuld Dal, Thjöfadalur, der gjennemstrømmes af Thjöfagilså, som først har sydlig Retning og derpaa i en skarp Bue bøjer mod Øst og falder gjennem en dyb Kløft ned til Jökulså. Selve Fjældrækken er Jblottet for Vegetation, men op i de lavere Skrænter str,< kker den sumpede Slette sig, og her er der flere Steder en frodig Plantevæxt af Halvgræs og Mosser. Midt i Thjöfadalur gaaer en Liparitryg op mod Snæfell og derpaa som en Gang tværs igjennem Bjærget, saa at Lipariten atter træder frem paa Nordsiden; en stor Liparitgang synes saaledes at have kløvet Fjældet fra Syd til Nord. Rimeligvis har Snæfells gamle vulkanske Virksomhed været knyttet til en Spalte fra Syd til Nord, der har udkastet Aske og Slagger, men Udbrudsvirksomheden er bleven afsluttet dermed, at en meget kiselsyrerig Magma, Liparit, har trængt sig frem, er størknet i Revnen og har dannet en Gang og dermed sat en Stopper for fremtidige Eruptioner. Mod Nord strækker en anden Fjældrække sig ud fra Snæfell. Denne Bjærgkjæde er hverken saa høj eller
1) „Geografisk Tidskrift" XI, S. 126.
sammensluttet som den sydlige, men der findes adskillige skarpe Toppe og Kamme, saasom Nålhiishnukar, Hafursfell og Sauoafell. Som en Fortsættelse af Bjærgrækken kan Laugafell betragtes; det er en isoleret Fjældknude omtrent en */2 Mil fra Fljötsdalens Ende. Snæfells Fjældkjæder strække sig saaledes helt fra Vatnajökull til ned imod Bygden; de ere udelukkende dannede af Tuf og Breccie, medens Højlandet omkring bestaaer af Basalt; hele Fjældrækken synes ligesom Snæfell at være knyttet til en gammel Udbrudsspalte fra Syd til Nord..
Den sydligste Fjældtop i Thjöfahnukar kaldes Litla og er en enkeltstaaende, regelmæssig Brecciekegle. Forat faa Udsigt over Omegnen og især over Vatnajökuls nordlige Kand begav vi os næste Dag til dette Fjæld; selve Snæfell var tilhyllet af Skyer; paa Vatnajökull saaes enkelte Regnbyger, ellers var Himlen klar, saa at vi kunde vente en god Udsigt. Vi red mod Syd langs Bjærgkjæderne og havde betydelig Vanskelighed ved at komme frem paa Grund af dybe Kløfter, Jordfaldshuller og løse Klippestykker, der dække Fjældsiderne. Omtrent Kl. 11 havde vi besteget den 1133 M. høje Bjærgtop og havde, da Fjældet baade er højt og enkeltstaaende, derfra den gode Udsigt, vi havde ventet. Søndenfor Litla-Snæfell fortsættes Bjærgkjæden af en lavere Højderyg, der frembringer en Bugt ind i Vatnajökuls Rand. da Højdedraget, skjønt det er lavt i Forhold til Bjærgkjæden, dog er betydelig højere end Sletten paa begge Sider. Fra Litla-Snæfell havde vi en vid Udsigt over Vatnajökuls endeløse Sneflader, hvor Øjet ikke finder Hvile ved noget mørkt Punkt; hvor Underlaget begynder at hælde ned imod det nordlige Højland, gaaer Firnsneen lidt oftov li/lf mr/n* fil fllofapViovie f\cr c\& frv *ofr>T-a f^llafa«li/i>-ac! " "•"" " ' '•'•" "*'" "-••.•••>••• *•*->, vo • •' *''-'-'- •- •"* •-' *• ••'v t.,..*.». ~,t* Dannelse begynder, mod Øst Eyjabakkajökull og mod Vest Bruarjökull. Den sidste Gletscher har en kæmpemæssig Udstrækning, c. 4—5004—500 O Km,, og naaer fra Thjöfahnukar til Kverkfjöll, der som en langstrakt sort Mur hæve sig fra Jökelfladerne mod Vest. Bruarjökull er forholdsvis lav og flad og har kun en ringe Hældning; den forreste Del er dækket af Grus og Klippeblokke, skjønt ingen Fjælde stikke op fra Firnfladerne i dens øverste Omraade; rimeligvis kommer her, som andre Steder, den største Del af Gruset fra neden, fra Joklens Underlag. Der findes kun faa Revner, skjønt man kunde vente saadanne efter den stærke Bevægelse, der var i denne Gletscher Vinteren 1889—90; siden ere de kolossale Revner atter forsvundne, og hele Joklen danner en nogenlunde jævn Støbning. Sydfor Litla i Bugten mellem de to før nævnte Gletschere findes tæt ved Joklen en Sø, hvorfra en vandrig Jökelelv, Jökulkvisl, har sit Udspring; efter et meget bugtet Løb paa Sletten flyder den atter op mod Bruarjöklens Rand. modtager her nogle Tilløb og bøjer saa atter mod Nord, indtil den langt nordligere paa Højlandet løber sammen med Jökulså å Bru. Højlandet nedenfor Bruarjökull er meget fladt og dækkes af løse Masser; i Tangerne mellem de Bifloder, der løbe til Jökulså å Bru, findes hist og her ret gode Sommergræsgange for Faarene, men store Strækninger bestaa ogsaa kun af Grus og Sand. Her findes ingen Fjælde eller større Højdedrag før længst mod NV paa den anden Side af Jökuldalur. Da Højlandet her er saa fladt, kan man fra Litla-Snæfell se mange af de vulkanske Fjælde i Odåöahraun. Eyjabakkajökull er meget mindre end Bruarjökull, næppe mere en ca. 50 Q Km.; østfor denne Gletscher strække adskillige Bjærgrygge sig fra Geldingafell op imod Vatnajökuls Indre; mod Vest begrænses den af det før nævnte Højdedrag sydfor Snæfell. De Fjælde, der sydfor Geldingafell stikke op igjennem Snefladerne, synes at bestaa af Breccier og Tuffer, og de synes ogsaa at være ganske blottede for Plantevæxt. Højsletterne paa begge Sider af Snæfells Bjærgrække have ved Randen af Vatnajökull omtrent den samme Højde o. H., c. 700 M. Fra Litla-Snæfell havde vi ogsaa god Udsigt over selve Bjærgrækken; de spidse Toppe, der, som før nævnt, ordne sig i to Rækker, ere blottede for Plantevæxt og ere, trods deres Højde, 11—1400 M., blottede for Sne. Omkring Litla-Snæfell saa vi mange Steder Spor af Rensdyr, som ere meget almindelige i disse Egne, hvor Plantevæxten er mere udviklet end i de fleste andre, ligesaa højt liggende Dele af Islands Indre. Naar Fjcrdlandskaberne cni Vinteren allerede ere helt dækkede af Sne, er der ofte snefrit heroppe, og islandsk Mos og Rensdyrmos voxe her i Mængde. Ofte forekommer det dog i haarde Vintre, at flere Rensdyr omkomme af Hunger og i Snestorme; da søge flere ned imod Bygden til Randfjældene ved Fljötsdalur, Skriödalur og Viöidalur. For nogle Aar siden fandt man et dødt Rensdyr paa Breiöamerkursandur og to i Øræfi; disse Dyr maa altsaa under deres Forsøg paa at finde Føde være løbne tværs over Vatnajökull. Bønderne i Jökuldal og Hrafnkelsdal have ofte en betydelig Indtægt af Rensdyrjagten, da Dyrene ofte holde sig i større Flokke i Nærheden af Jökuldalur; flere kunne ofte skydes ad Gangen, da de holde sig i Flokke og ikke gjærne forlade deres syge eller døde Kammerater. Rensdyrene svømme fortræffeligt og lade sig ikke hindre af de største og mest rivende Jökelelve.
Efteråt have undersøgt Joklerne og Fjældene sydfor Snæfell brød vi op d. 20. Aug. og satte Kursen ned imod Bygden. Bjærgene vare om Morgenen hyllede i Taage, og det regnede af og til; henad Eftermiddagen forvær'redes Vejret endnu mere. Vi red stadig langs med Snæfell og den nordlige Bjærgkjæde, men det tog lang Tid at komme frem paa Grund af utallige dybe Kløfter i Fjældsiderne og nedenfor liggende bundløse Moradser; vi maatte gjøre store, anstrængende Omveje. De sumpede Sletter langs Bjærgkjæden og de græsbevoxede Skrænter have i Overfladen et ejendommeligt Udseende; der findes her et Utal af aflange Forhøjninger eller Tuer med mellemliggende Vandpytter; Tuerne hæve sig flere Fod over Omgivelserne og ere udvendig græsbevoxede, men i Midten blottede for Plantevæxt og bestaa her udelukkende af muldblandet Ler og Dynd. Det ser ud, som om disse Forhøjninger ere dannede derved, at den frosne Jordbund om Foraaret paa enkelte Steder, hvor Overfladen først er tøet op, er bulnet ud paa Grund af det indsugede Tøvand, medens Omgivelserne endnu vare haardfrosne. I SauÖafell maatte vi klatre højt op i Fjældet for at undgaa Kløfterne, som her vare saa brede, dybe og stejle, at de belæssede Heste ikke kunde komme over. Ved Sauoafell forlod vi Bjærgene og styrede mod det isolerede Laugafell. Højlandet er her dækket af Moser med opstaaende, klippefulde Aase af isskuret Basalt. Om Aftenen var Taagen bleven saa tæt, at vi nu næppe kunde se overyor egen Karavane, og desuden skylregnede det uafbrudt. Vi opslog vort Telt paa den nordøstlige Side af Laugafell og vare godt fornøjede med at faa vort Lærredstag over Hovedet. Højlandet har her omkring stadig den samme Karakter; det er forholdsvis jævnt; Underlaget dannes af Basalt, der træder frem i Aase og Eygge, medens Lavningerne optages af Moser og Sumpe. Sydøst for Laugafell er der et svagt jævnt Fald ned imod Jökulså, der en halv Mil nordligere styrter ned i Bunden af Fljötsdalur; hvor Højlandets Hældning imod denne Dal begynder, er der et Vandfald i Jökulså, som kaldes Eyabakkafoss. Nordfor Laugafell strække de samme Hedelande sig med vexlende Sumpe og Aase helt til Jökuldalur, og Fljötsdalsheiöi, den brede Bjærgtange, der adskiller denne Dal fra Fljötsdalur, har en lignende Beskaffenhed; kun findes her spredt omkring en Mængde smaa Søer, hvoraf Axarvatn er den største.
Om Morgenen d. 21. Aug. var det endnu Eegn og Slud, men Taagen havde lettet, saa at den kun laa paa de højeste Fjældtoppe; vi red nu ned imod Fljötsdalur og besøgte undervejs en varm Kilde, der ligger ved en Hytte, som bruges af Hyrderne, naar de om Efteraaret samle Faarene sammen fra Fjældgræsgangene. Denne Kilde har en Temperatur af 51° C.; en lille Bæk, fuld af Alger, flyder fra Kilden ud i Laugaå, der med høje Fosser styrter ned i Fljötsdalen. Ned i Bunden af denne Dal kunde vi ingen Steder komme paa Grund af Fjældsidernes Stejlhed, saa at vi maatte gjøre en Omvej paa tre Timer udefter Fjældranden, indtil vi fandt en Eidesti, der over Fljötsdalsheiöi fører til Hrafnkelsdalur; ned ad bratte Skraaninger red vi saa tilsidst til Kleif, den sydligste Gaard i Fljötsdalur. Fra Fjældranden havde vi her en udmærket Udsigt over den dybe og lange Dal, der paa begge Sider begrænses af 400 M. høje Basaltfjælde; Dalen er regelmæssig udskaaren igjennem Basaltbænkene, hvis Eande tydelig træde frem paa begge Sider. Jökulså strømmer fossende ned i Dalen og fortsætter sit Løb over Klippebunden, indtil den langt borte udgyder sig i Lagarfljöt, hvor dens Delta danner en grøn Slette, gjennemfuret af bugtede Flodarme. Jökulså er oppe i Dalen meget rivende og kan her som oftest kun passeres i Kasse mellem Gaardene Kleif og Glumsstaoavel; et Fjældskred, der fra Sydsiden for 20 Aar siden styrtede ned i Elven, opdæmmede den til en Sø; nu er Dæmningen for længe siden gjennembrudt, men de store Klippeblokke rage allevegne frem fra den gulbrune Flod. Fra Kleif fortsatte vi Rejsen udefter; Dalbunden er allevegne klippefuld, og alle Aase ere skurede glatte af Isen; de dybe Skuringsmærker følge naturligvis alle Dalens Eetning. Tæt indenfor Valthjöfsstaöur er Elven brudt igjennem høje Grusrygge, rimeligvis gamle Moræner. Om Aftenen naaede vi Skriöuklaustur, og næste Dag red vi til Hallormstaöur, hvor jeg tilbragte en Dag for at gjøre mig bekjendt med de efter islandske Forhold betydelige Birkeskove, der findes i Omegnen.
Udenfor Glumstaoamuli forenes de to Dale, Thorgeröarstaöadalur og Fljötsdalur. til en meget bred Dal, der under ét kaldes Fljötsdalshéraö; Dalbunden optages af en langstrakt, 45 Km. lang og 1%—2 Km. bred Sø, som har en meget betydelig Dybde, 110 M., og dens Bund ligger saaledes efter Helland 84 M. under Havets Overflade. Paa begge Sider af denne langstrakte Indsø staaer en Eække pyntelige Bøndergaarde; Bjærgene aftage saa smaat i Højde udefter samtidig med, at Fjældsiderne blive mindre bratte; hele Dalen ser ud som en dyb skuret Fordybning gjennem Basaltplateauet. Den sydligste Del af denne Egn hører til de smukkeste i Island; den har rig Afvexling af stejle Fjældsider, høje Vandfald, skovbevoxede Skrænter og
en lang Fjældsø, der virker oplivende i det klippefulde Landskab. Dalbunden paa begge Sider af Lagarnjöt er alt andet end jævn; Basaltbænkenes Rande træde allevegne frem i Rygge og Aase, og hele Herredet hører til de mest isskurede i Island. Fjældsiderne have i Oldtiden været dækkede af betydelige Skove, men Menneskenes Uforstand og det store Faarehold have nu nænten helt ødelagt Skovene; kun paa enkelte Steder ser man endnu Rester af Fortidens Herlighed. Skoven ved Hallormstaöur hører til de smukkeste i Island; Fjældsiderne, der hæve sig i brede Afsatser bagved denne Gaard, ere dækkede af frodige Kratskove, men den smukkeste Plet er den saakaldte Gatnaskögur, der ganske ligner en Birkeskov i Udlandet. Skoven har en idyllisk Beliggenhed paa et kuperet Terræn tæt ved Lagarfljöt; kratbevoxede Højdedrag, grønne Skrænter og rislende Bække afvexle med højere Skov, hvor man mellem Træerne har Udsigt til Søen og Fjældene paa den anden Side, de sorte Klippeafsatser, de dybe Kløfter og høje Vandfald. Man gjør ofte om Sommeren „Skovture" fra Seyöisfjord og andre Steder til Hallormstaöir, og det. er ikke underligt, at den romantiske Beliggenhed efter Sigende har bidraget sit til flere Forlovelser. De fleste Træer i den egentlige Gatnaskögur have en Højde af 5—6 M., flere opnaa en Højde af c. 7 M., og det højeste Træ, jeg maalte, var 83/483/4 M. højt. Skovene paa Fljötsdalshéraö ere blevne stærkt benyttede til Brændsel; saaledes har man indtil for nylig paa Hallormstaö om Aaret hugget over 400 Hestbyrder Skov og Kvas til Hjemmebrug foruden Alt. hvad Andre have faaet Lov til at hugge; nu har man nylig ved Hallormstaö fundet et udmærket Tørveskær, saa man maa haabe, at Skoven bliver skaanet mere end hidtil, Fra Hallorm«fn?W rejste jeg til Vallanes, en Præstegaard paa Søens nordlige Side. Terrænet er allevegne meget kuperet; de eneste rigtige Sletter i denne Egn findes ved Mundingen af Grimså tæt ved Vallanes, hvor Elvens brede Delta dækkes af frodige Enge, og ved Mundingen af Eyvindarå, der ogsaa udgyder sig i Lagarfljöt. Fra Vallanes tog jeg over Egilsstaöir til Eyöar, hvor der findes en nylig stiftet Landbrugsskole, og derpaa over den 579 M. høje Vestdalsheiöi til Seyöisfjord.
D. 31. Aug. tog jeg atter fra Seyöisfjord for at undersøge Fjordene mellem Brunnes og HéraÖsflöi; disse Fjordes Omgivelser dannes af meget stejle og høje Fjælde, og Vejene ere derfor besværlige. Allerede paa Hjålmardalsheiöi, 629 M., en Fjældvej mel og Lodmundarfjord, faaer man en lille Prøve paa Vejene i disse Egne. Om Ridesti er der næppe Tale; Hestene maa bruge alle Kræfter for over Klippeblokke og bratte Skrænter at klavre frem fra den ene Afsats til den anden. Selve Heden er øverst oppe kun en smal Ryg, der har en Bredde af et Par Hundrede M.; Vandskjellet mellem de enkelte Fjorddale dannes af skarpe Rygge, saa at man ofte bogstavelig talt kan staa med et Ben i hver Fjord, og dog maa man arbejde ufortrødent i mange Timer for at komme op paa disse smalle Fjældkamme. Ud fra Hjålmardalsheiöi gaaer der et stejlt Fjæld, der adskiller Loömundarfjord og Seydisfjord; det kaldes Brimnesfjall; her har man paa et Par Steder fundet Surtarbrand, tynde Lag mellem Basaltbænkene; de have en svag Hældning mod NV. som Basalten og træde ogsaa frem paa Bjærgets nordlige Side.
Medens jeg undersøgte Loömundarfjorden havde jeg Station paa Gaarden Sævarendi, hvor en af mine gamle Elever fra Realskolen paa Møoruvellir efter mange Aars Æventyr i Amerika havde slaaet sig ned og giftet sig; i de senere Aar ere ikke faa Islændere vendte tilbage fra Amerika. Loömundarfjord er en kort Fjord med jævnt hældende Bund ud mod Havet og 15—20 Favnes Dybde. Fladlandet og Bygden indenfor Fjordbunden have en større Udstrækning, end man kunde vente. Op fra Fjorden strække to Dale sig, Båröarstaöadalur og Hraundalur, og ud fra dem forgrene sig flere mindre Dale. Båröarstaöadalur er den største og eneste beboede; desuden ligge nogle Gaarde langs Kysten ved selve Fjorden. Bygden begrænses paa begge Sider af meget høje og stejle Fjælde; de paa den sydlige Side bestaa udelukkende af Basalt, de nordlige for stor Del afLiparit; af Fjældtoppene paa Sydsiden kan Gunnhildur fremhæves som en af de højeste og stejleste; mellem de to Hoveddale staaer Karlfell, et kisteformet stejlt Bjærg; paa Nordsiden af Hraundalur findes høje og smalle Bjærgkamme, hvorover den højtliggende Fjældvej Kækjuskøro fører til Borgarfjørour. Bjærgene paa Nordsiden af Hraundalur bestaa udelukkende af Liparit til ud for Skumhøttur, men Bungufjæll og Skælingur, der ligge endnu østligere, ere dannede af Basalt. Ved Loömundarfjorden ses Mærker efter en højere Havstand; ved Fjordbunden nedenfor Sævarendi ligger en græsbevoxet Slette med flere koncentriske, lave Havstokke, som Havet lidt efter lidt har trukket sig tilbage fra; under Grønsværet har man ogsaa fundet gammelt Drivtømmer, omtrent 2 Km. fra Kysten. Langs Fjordens Nordkyst ses en betydelig Kystterrasse, hvis forreste Rand har en Højde af 33 M., medens den hældende Flades højeste Grænse ved Seljamyri
naaer til 63 M. Rimeligvis har Søen engang strakt sig langt ind i Båröarstaöadal helt op til Gaarden Ulfstadir; hele Dalbunden optages af flade Enge; Spor af gamle Kystterasser ses paa begge Sider, og i Kirkegaarden paa Klyppstaour har man i et Sandlag et Par Meter nede fundet Stykker af Muslinger og Snegle. Den ejendommeligste geologiske Fremtoning i Lo9mundarfjord ere de saakaldte ,;Hraun", umaadelige Masser Grus og Klippeblokke, der i kolossale Eygge, Dynger og Høje danne et Gjærde, som fra Sævarendi strækker sig forbi begge Dahnundingerne op til Fjældet Skumhøttur. Ved Sævarendi er dette Gjærde af Grusrygge smallest; her findes i Mundingen af Båröarstadadalur flere toppede Grushøje med skaalformede Fordybninger imellem; Gruset og de løse Klippeblokke bestaa næsten udelukkende af Liparit. Indenfor Gjærdet bugter Aaen sig gjennem en grøn Slette for derefter at bane sig Vej gjennem Grushøjene. Fra Sævarendi red vi den 1. Aug. først over til Stakkahlfd, en Gaard under Karlfell, og derfra over det Højdedrag, som strækker sig fra dette Fjæld, op til Hraundalur. Vejret var temmelig koldt, og det sneede paa de højere Bjærgkamme. Fra Hraundalur, der ligger c. 160 M. højere end Båröarstaöadalur, gaaer gjennem Fjældene en højtliggende Fordybning med store Moræner op til FljötsdalshéraÖ; selve Dalen er temmelig smal og begrænses af høje Fjælde med mange store Snedynger. Højdedraget nedenfor Karlfell er helt dækket af store Grusmasser, rimeligvis under Istiden fremførte af Gletschere, der gik ned igjennem de to Dale og mødtes udenfor Karlfell. Tværs over Mundingen af Hraundalur over Eyggen ved Karlfell og ned til Sævarendi ligger der som en umaadelig sammenrodet Masse et Bælte af kantede Klippestykker stablede op til uregelmæssige Eygge og Dynger. Allerede i „Landnamå" omtales disse Klippedynger. Denne storartede Stenmasse synes umulig efter Terrænforholdene at være fremkommen ved et Bjærgskred; nærmere synes det at ligge at tænke sig hele Grusmassen dannet af en fremglidende Jøkel som en Moræne, men der er dog adskilligt, som under den Forudsætning vilde være uforklarligt; skjønt Grusryggene i Frastand have stor Lighed med Moræner, viser det sig dog ved nærmere Undersøgelse, at væsentlige Mærker mangle. Alle disse Grusmasser dannes næsten udelukkende af en enkelt Bjærgart, sphærolithisk Liparit, medens Fjældene her i Omegnen ere sammensatte baade af Basalt og Liparit i forskjellige Varieteter, som en Moræne fra begge Dale maatte indeholde Brudstykker af. Paa Blokkene ses ingen Skuringsmærker, medens Gruset i de underliggende Masser nedenfor Karlfell bærer forskellige Mærker efter Isbevægelsen. Klippedyngerne i Overfladen ligne noget Liparitlavaer, som f. Ex. dem ved Torfajøkull; kun mangler baade Obsidian og Pimpsteen paa Overfladen fuldstændig. Hvis disse Eygge ere blevne frembragte ved en Eruption, maa den glødende Masse have været meget seigflydende og halvt størknet, da den kom frem paa Overfladen. Hist og her ser man ogsaa blandt disse Klippedynger adskillige Mærker efter gamle Fumaroler. Hraunå har gjennem disse Grusmasser skaaret sig en dyb Kløft, og ved Undersøgelsen af den bestyrkedes jeg i den Mening, at det Hele er blevet frembragt ved vulkansk Virksomhed; i Gjennemskæringerne' findes endogsaa nyere Liparitgange, der ere gaaede gjennem en Breccie af Grus og Klippestykker og synes at fortsættes op igjennem Fjældet Skumhøttur, ved hvis sydlige Side en stor skaalformet Lavning findes, hvorfra hele denne Strøm af Liparit synes at være bleven udspyet. Hele denne Grusmarks geologiske Dannelse er i flere Henseender meget gaadefuld, men lignende Klippedynger og Grusstrømme i mindre Maalestok har jeg set i andre liparitiske Bjærglandskaber uden dog at kunne gjøre mig fuld Eede for deres Dannelse (Borgarfjørour, Dråpuhlfoarfjall). Efteråt jeg havde gjort mig bekjendt med disse saakaldte „hraun", red jeg tilbage og ind i Bunden af Båröarstaöadalur; i Dalen findes udstrakte Enge og Græsgange; Fjældsiderne ere mange Steder bevoxede med Birkekrat og Lyng, og de grønne Skrænter ere ofte oversaaede med røde Pletter af blomstrende Hedelyng. Dalen ender her, som andre Steder paa stlandet, med bratte, amfiteatralske Basaltterrasser, hvor flere Vandfald styrte ned fra den ene Trappe til den anden. Gaaende og maaske med løse Heste kan man komme over Fjældet Tö ved Dalbunden over til Fljötsdalsheraö, men Vejen skal være meget daarlig.
Næste Dag tog jeg fra Sævarendi til Nes og derpaa over Husavfkurhåls, 436 M., til Husavfk. Fra Fjældet har man en god Udsigt over Husaviks lille skaalformede, grønne Dal, der som en Botn skærer sig ind fra Havet og omgives paa alle Sider af høje og skarpe Bjærgkamme, der hovedsagelig bestaa af Basalt med Indlejringer af Liparit; Bjærget Hvitserkur paa den anden Side er meget afstikkende mod de andre mørke Fjælde, idet det er dannet af hvid Liparitbreccie med et Næt af sorte Basaltgange. I Husavfk overnattede vi paa Gaarden Dalland, og den derværende næsten SOaarige Bonde, der udmærket var kjendt med Omegnen, ledsagede os næste Dag paa en ingenlunde let Tur til 'Alptavik. Til den lille Indskæring 'Alptavfk,
der omgives af stejle Fjælde, kan man kun komme tilfods; vi kunde dog forkorte Vejen ved at ride opad Fjældsiderne til en græsbevoxet Lavning oppe ved de højeste Kamme; her findes intet Spor af Ridesti. Efter at vi havde bundet Hestene sammen, for at de ikke skulde løbe bort, besteg vi den 390 M. høje Fjældrand bagved 'Alptavfkurtindur, trængte derpaa gjennem en smal Klippekløft og ned over bratte Skrænter til en lille Botn bagved 'Alptavfkurtindur; her maatte vi være meget forsigtige, da Undergrunden dannes af Klipper, medens Overfladen var dækket af løst Grus, der hurtigt kunde komme i Bevægelse. Den bageste Del af 'Alptavfkurtindur giver en høj og tydelig Gjenlyd ved det mindste Raab. Den højtliggende, lille, halvcirkelformede Dal, som vi nu vare komne ned i, afskæres ud mod Havet af stejle Klipper; Fjældenes øverste Del bestaaer her af Basalt, men den nederste op til 270 M. af Liparit. I disse Klipper paa Grænsen mellem Basalten og Lipariten findes Lag af ejendommelige Sphærolither, Kvartskugler af Størrelse som almindelige Geværkugler, udvendig beklædte med en rød eller grøn Skorpe; meget ofte ere flere Kugler voxede sammen eller forenede i større, nyreformede Aggregater; disse Sten omtales allerede af Eggert Olafsson som Kuriositeter1). Nedenfor disse Klipper begynde saa atter bratte Skrænter, der næsten naa ned til Havet, hvor en lille Gaard staaer paa en klippefuld Tange. Man kan næppe tænke sig noget mere ensomt end denne lille Gaard, der som en Fuglerede hænger paa de stejle Klipper, hvor Brændingen larmer tæt nedenfor Husene, medens næsten lodrette Fjælde omgive den paa alle Sider. Indvaanerne have kun meget faa Kreaturer, men leve næsten udelukkende af, hvad de fiske om Sommeren, naar Brændingen tillader dem at komme ud. Samkvem med andre Mennesker have de kun sjældent; bort fra Gaarden knnne de kun komme tilfods over de bratte Fjælde eller tilsøes. Fra 'Alptavfk gik vi. den samme Vej tilbage, og om Eftermiddagen undersøgte jeg en Kystterrasse i Husavik, der bueformet begrænser Bugten og har en Højde af 38 M. Den nederste Del af denne Terrasse bestaaer af Sand, den øverste af grovere, rullet Grus; paa Grænsen mellem disse Lag omtrent 13 M. over Flodgrænsen faldt der for nogle Aar siden et helt Skelet af en Hval Stykke for Stykke ud af Brinken. I Fjældsiderne ud mod Havet, især i Blåbjørg nordfor Husavik, ruger der ikke saa faa Stormfugle, men Indbyggerne beskæftige sig næsten udelukkende med Fiskeri og Faareavl og befatte sig slet ikke med Fugle f angst.
Fra Husavfk ved jeg den 4. September over Husavfkurheiöi, 448 M., til Borgarfjørour; Vejen fører op ad en klippefuld Dal over gamle Moræner forbi det ejendommelige Liparitfjæld Hvftserkur. I Nåttmålafjall paa venstre Haand fandtes for nogle Aar siden i en Lavning en stor Firndynge med smaa Tilløb til Gletscherdannelse; denne Snemasse er nu næsten helt forsvunden, da de to sidste Somre have været usædvanlig varme. Op fra Borgarfjørour strækker der sig fra N. til S. en bred, græsrig Dal, der paa begge Sider indesluttes af stejle Bjærge; den vestlige Bjærgrække er dog højere og mindre sønderskaaren og dannes for største Delen af Basalt; de højeste Punkter i denne Fjældrække ere Beinageitarfjall, 1103 M., og Dyrfjall 1131 M. Paa Dalens Østside findes sønderskaarne Liparitfjælde med mange Kamme og Eygge, der adskille Borgarfjorden fra de østlige Smaadale og Lavninger, der strække sig op fra 4 Smaabngter, Breiöavfk, Kjolsvfk, Hvalvik og Brunavfk, som alle vende ud mod det aabne Atlanterhav. Fra Borgarfjorden fører den førnævnte Vej over Kækjuskøro til Loömundarfjørour og en Vej over Sandaskøro til Fljötsdalshéraö gjennem de vestlige Fjælde. En Aa, der gjennemløber Bygden, kaldes Fjaröarå eller Staöarå; den modtager forskjellige Tilløb fra begge Sider. Paa Lavlandet midt for Fjordbunden findes en isoleret Klippeknude, der kaldes 'Alfaborg, hvorefter Fjorden maaske i Oldtiden har faaet Navn. I Dalbunden findes udmærkede Enge og i Fjældene god Sommergræsning for Faarene. Om Vinteren ophobes der vældige Snemasser i de mange Smaadale og Lavninger, saa at Kreaturerne ofte maa staa meget længe paa Stald; Bygden modtager Sommer og Vinter en betydelig Nedbør, da den ligger aaben for Havet. Lavlandet i Borgarfjorden har engang været under Havet; Mæi'ker efter den gamle Havstand, Kystterrasser o. lign. ses flere Steder.
Fra Præstegaarden Desjamyri gjorde jeg Udflugter til de østlige Dale og Smaabugter. Bjærgene østfor Borgarfjørour ere udelukkende sammensatte af mere eller mindre dekomponerede Lipariter. Alle Smaabugterne adskilles fra Borgarfjord ved en nogenlunde sammenhængende Bjærgrække, der forgrener sig mod Øst mellem de forskjellige Smaavige. Op fra alle Bugterne strække flade Botne og Smaadale sig op i Fjældgruppen, som derved sønderdeles i en Mængde Arme, der som skarpe Kamme og meget smalle Rygge adskille de enkelte Dale. Naar man fra et højere Sted har Udsigt over disse hvide, gule og blegrøde
1) „Rejse gjennem Island" 11. S. 803—804.
Bjærglandskaber, synes de at danne et übegribeligt Kaos af Rygge, Toppe, Lavninger, Skaale og Dale, som dog ved nærmere Eftersyn ordne sig nogenlunde efter Vandløbene til de forskjellige Bugter. Fjældformerne ere i disse Liparitegne ikke nær saa skarpkantede som i Basaltegnene; brat afskaarne Fjældrande ere sjældne, og Vandløbene ende ikke her som i Basalten med amfiteatralske Grydedale; Bjærgarten er her løsere og mere søndersprængt; Fjældene ere helt dækkede af smaatkantet Liparitgrus, Klipper ses sjældent; Formerne ere jævnere og Karakteren mere udvisket. Dalene nærmest Havet op fra Smaabugterne ere som oftest godt bevoxede med Græs; de ere ofte halvt fyldte af Moræner, og i Lavningerne mellem Grushøjene og Grusryggene er der ofte meget tykt Jordsmon med udmærket Tørveskær; undertiden har Tørven en Tykkelse af 15—16 Spadestik. Alle Lavninger fyldes med østlig Vind af Sne om Vinteren, saa Faarene maa staa inde den meste Tid; men Græsset groer meget hurtigt, efter at Sneen er forsvunden. Paa Grund af Brændingen er det vanskeligt at drive Fiskeri i disse Smaabugter; kun i Brimavik gaa et Par Baade til Stadighed paa Fiskefangst. Indbyggerne her ere alle meget fattige, og om Vinteren kunne de sjældent have Samkvem med andre Mennesker paa Grund af de store Snemasser i Fjældene. Fra Desjamyri red jeg over den 497 M. høje Gagnheiöi til BreiOavik, der er den eneste af disse Vige, som har noget Fladland i Bunden; over Sletten gaaer der en gammel, bueformet Kystterrasse, der gjennemskæres af Vikurå, som udspringer fra nogle Kilder ved Huitserkur; her findes to Gaarde, én paa hver Side af Aaen. Herjolfsvik, sydfor BreiOavik, er übeboet og bruges kun til Overdrev for Tyre om Sommeren; tværs over Vigen skal der findes store Gærder af løse Klippeblokke, rimeligvis Moræner. Fra BreiOavik red vi over høje Fjælde ad vanskelige Stier til Kjölsvik, Hvalvik og Brimavik; Dalene ere her allevegne halvt fyldte af Moræner; Græs ser man kun i smaa Pletter mellem Grusryggene; alle disse Vige ere dog beboede, en Gaard i hver. I Hvalvik staaer Gaarden yderst ude paa en Klippetange, hvortil man kun, som oftest med Livsfare, kan naa fra Land ned ad stejle Klippesider; denne Gaard er endnu mere ensom end 'Alptavik, og det er übegribeligt, hvorledes Mennesker kunne leve her; omkring Gaarden ses intet Grønt med Undtagelse af et Kile Stykke Hjemmemark, der dog nu næsten helt er bortfejet af et Fjældskred. Dalen op fra Brimavik er den største, men Bunden er dækket af kæmpemæssige Grusdynger, hvorimellem enkelte græsbevoxede Lavninger findes. Over Brfmavikurhåls, 360 M., red jeg fra Brimavik til Gaarden Høfn, den yderste ved Borgarfjørour, og derfra til Njardvik1).
Efteråt vi havde passeret Gaarden Snotrunes og drejet om den yderste Pynt af Fjældet mellem Borgarfjord og Njardvik, maatte vi ride over de berygtede Njarövikurskriöur; paa en c. 2 Km. lang Strækning fører den næppe l M. brede Eidesti over stejle Grusskrænter, hvor man ovenfor har det flere Hundrede M. høje, stejle Fjæld og nedenfor 30—40 M. høje, lodrette Klipper, hvor Søen larmende slaaer ind i Huler og Kløfter i Fjældet; her gjælder det om ikke at have Anlæg til Svimmelhed. Da Stien for jeblikket er nogenlunde ordentlig holdt, er denne Vej dog ikke videre farlig om Sommeren, dersom Hesten da ikke snubler; nogle Steder paa Vestlandet ere Ridestierne i Fjældsiderne endnu farligere. Kun paa et Par Steder ved Fjældkløfter, der gaa tværs over Stien, kunne to Rejsende mødes og komme forbi hinanden; paa et af disse Steder staaer der et Trækors, hvor Folk har haft for Skik at stige af og læse deres Fadervor. Dette Kors har staaet her siden Middelalderen og er flere Gange blevet fornyet; først har der rimeligvis været et Kristusbillede ligesom de, der endnu findes ved farlige Veje i Alperne og i andre katolske Lande2). Fjældene omkring Njardvfk bestaa for stor Del af Liparit; kun ved Dalbunden er Basalten fremherskende. Fra Søen strækker en langstrakt Dal sig op imellem Fjældene (meget smallere, end den er fremstillet paa Kortet); den gjennemstrømmes af en Elv, og flere smaa Bidale gaa op i Fjældene paa begge Sider; ogsaa her har den forreste Del af Dalen tidligere været under Vandet, hvilket kan ses af marine Aflejringer og Terrasser. I en Brink ved Elven ovenfor Gaarden Njardvik, c. 16 M. o. H., fandt man for nogle Aar siden et 8 Alen langt Stykke Drivtømmer. Gaarden Njardvfk beboes af flere fattige Familier, men anses for en udmærket Ejendom, da der baade er god Høavl og Græsning, og en lille Ø med en Mængde Ederfugle ved] Gaarden Høfn hører derunder. Herfra gjorde jeg en Udflugt op igjennem Dalen, især for paa nærmere Hold at gjøre mig bekjendt med den mægtige Fjældmasse Dyrfjøll, der, omgiven af lodrette Klippevægge, hæver sig til en Højde af 1131 M. Fra Njardvikurdalen
1) En mere detailleret Beskrivelse af disse Egnes Topografi, der kun har Interesse for Islændere, har jeg givet i Tidskriftet „Andvari" for 1895.
2) Paa Korset staaer denne Indskrift: „Effigiem christi qui transis pronus honora. Anno MCCCV."
gaaer en Bidal, Uröardalur, mod Syd op imod Dyrfjøll; denne Dal er, som Navnet angiver, opfyldt af store Dynger løse Klippestykker; ved Dalbunden hæve Dyrfjøll sig med en lodret Væg, der har en enkelt langstrakt Afsats, hvorpaa store Firndynger ligge, der aldrig tø op; disse Snedynger ere øjensynlig Levninger af meget udstrakte Jøkeldannelser i gamle Dage; de store Masser af løse Klippeblokke, som i Rygge og Gærder opfylde en stor Del af Dalen nedenfor, ere tildels blevne dannede som Moræner, tildels ved Bjærgskred fra de lodrette Fjældvægge, som, medens den nedenfor liggende Jøkel havde sin største Udstrækning, kunde løbe længere ned i Dalen. Firndyngerne under Dyrfjøll ligge omtrent 600 M. o. H. Dyrfjøll have faaet Navn af den vældige, brede Kløft, der spalter Fjældmassen ned til Midten og ser ud som en kæmpemæssig Dør eller Port, som fra Borgarfjorden og Fljötsdalshéraö staaer aaben; fra Njardvik ser man kun Fjældmassens nordlige Gavl. Under denne Bjærgport ligge paa begge Sider store Firndynger med smaa Tilløb til Gletscherdannelse. Hele Bjærget har i Fortiden været omspændt af Jøkler, hvoraf kun disse Levninger ere tilbage Stednavne i Omegnen antyde, at disse Jøkler endog i historisk Tid have været større end nu; der findes paa Østsiden en Jøkuldalur og en Jøkulså. Ved den vestlige Indgang til Dørfjældenes Port er der ogsaaa en Dal fuld af store, løse Klippestykker og med en dyb Sø, Hrafnabjarga Uröardalur; fra Snedyngerne i denne Dal udspringer ogsaa en anden lille Jøkulså, der udgyder sig i Selfljöt; den fører undertiden om Foraaret lidt Jøkelvand med svag Mælkefarve.
Den 7. September rejste jeg over Gønguskøro, en 416 M. høj Fjældvej, der fører over Bjærgkjæden 'Osfjøll mellem Njardvik og Selfljöt. Da vi drog afsted fra Njardvik, vare Bygden og Fjældene helt tilhyllede af en mørk Taage, men, da vi kom op paa selve Fjældryggen, var Taagen forsvunden, saa vi fik en udmærket Udsigt over Héraösflöi og den ydre Del af Fljötsdalshéraö. Det brede Lavland afsluttes paa den vestlige Side af sammenhængende Bjærgsider, Affaldet fra det brede og høje Plateauland, der adskiller Vopnafjørour og Fljötsdalshéraö; den øverste brede Kuppel, Smjørfjall, 1211 M., er dækket af en Mængde store, spredte Snedynger, der, hvis de forenedes, vilde danne en ikke ringe Jøkelmark. Nærmest Havet dannes Sletten ved Bunden af Héraöflöi udelukkende af fint Sand, der kun paa enkelte Steder er bevoxet med spredte Totter Marehalm; det Øvrige er fuldkommen bart. *Omtrent en Mil fra Havet begynder Plantevæxten lidt efter lidt at faa Overhaand, og snart er Sletten helt dækket af Grønsvær; de to store Floder Jøkulså og Lagarfljöt falde i Havet omtrent midt for Héraossandur, men langs med de østlige Fjælde løber Selfljöt, en temmelig vandrig Elv, der dannes af Nupså og Gilså og faaer flere Tilløb. Fjældsiderne indenfor 'Os bestaa hovedsagelig af Basalt; kun mindre Indlejringer Liparit se^ hist og her, og disse forsvinde allerede et Par Mil fra Kysten. Slettelandet ved Bunden af Héraösflöi har før været dækket af Havet; Mærker efter en højere Havstand ses paa mange Steder; ved Hrafnabjørg have Klipperne været bearbejdede af Havet; ved Sandbrekka, Dalir og Körreksstaöir findes Huler dannede af Brændingen. Ved Sandbrekka begynde de Basaltaase at vise sig, der ere saa ejendommelige for Fljötsdalshéraö, og de vise her alle utvivlsomme Mærker af Havets Arbejde; Søen har imellem dem sendt flere smalle, forgrenede Fjorde, hvoraf den længste har naaet op til Hreinsstaöir; Selfljöt benytter nu denne Lavning som Flodleje. Næssene og Pynterne mellem disse Smaafjorde ere blevne bearbejdede af Brændingen, og smaa Øer, Skjær og fritstaaende Klipper hæve sig endnu fra Sletten nedenfor, der som en fuldkommen jævn Flade strækker sig ud til Havet. Strandlinjer ses hist og her, og Drivtømmer har man ogsaa fundet under Grønsværet, f. Ex. ved Höll. Jo længere man kommer sydpaa, desto mere kuperet bliver Terrænet; man ser ikke andet end lutter langstrakte Klippeaase med Moser imellem; Aasene ere ofte lyngbevoxede. og paa enkelte Steder er der endnu en Smule Kratskov tilbage. Basaltfjældene mod Øst hæve sig op imod Beinageitarfjall og Dyrfjall i brede, skarpkantede Terrasser, og gjennemskæres af klippefulde Dale og dybe Kløfter. Mærker efter Istidens Jøkelbevægelse ere allevegne synlige; som oftest ligge de isskurede Klippeflader og Rygge frit i Dagen. Efteråt jeg havde dvælet nogle Dage i denne Egn, rejste jeg til Seydisfjord og derfra den 20. September med Dampskib til Reykjavik, hvortil jeg ankom den 23. September.
Nogle geologiske Bemærkninger.
Som Text til medfølgende geologiske Kort tillader jeg mig at tilføje nogle meget kortfattede geologiske Bemærkninger; en udførligere Fremstilling af disse Egnes Geologi kan først gives, naar det indsamlede Materiale af Bjærgarter er blevet undersøgt. Hovedbjærgarten i Østlandet er Basalt. I Fjældsiderne ud
mod Havet kan man ofte tælle 50—60, ja, endogsaa hen imod 100 Klippelag med vexlende Tykkelse liggende vandret oven paa hinanden. De enkelte Basaltbænke have en noget varierende Sammensætning og Struktur; undertiden er Basalten helt tæt, undertiden doleritisk, mandelstenagtig, slaggeagtig o. s. v. Hulerummene i de nærmest liggende Basaltbænke ere ofte fyldte med Kvarts, Zeolither og Kalk; i de øverste Bænke ere derimod udskilte Mineralier sjældnere. Basaltbænkenes Hældning ind mod Landet, som oftest til NV., varierer noget, 2—s°;2—s°; ingensteds falde Basaltbænkene ud mod Havet. Gange ere meget almindelige, paa Østlandet, især dog omkring Berufjørour; de fleste gaa helt op igjennem Fjældene, og deres Tykkelse er meget forskjellig. Retningen synes gjennemgaaende at være NNE. eller NE. Basaltformationens Mægtighed i Østlandet naaer op til 3000 M. eller derover.
Surtarbrandur, fladtrykte Træstammer med medfølgende tynde Tuflag, er, som bekjendt, meget almindelig paa den nordvestlige Halvø; i Østlandet findes den kun paa enkelte Steder, saaledes i Fljötsdalshéraö ved Hengifoss og i en Kløft i Nærheden af Skriouklaustur, i Brimnesfjall ved Seydisfjord, nogle Steder ved Reyöarfjord ved Eskifjaröarsel, ovenfor Sellåtrår ved Skildingaskøro og Gudriinarskøro; nordfor Héraösfloi findes Surtarbrandur ogsaa nogle Steder, men disse Egne har jeg endnu ikke besøgt. Surtarbrandslagene følge Basaltbænkenes Hældning og ligge højt tilvejrs ude ved Havet, men lavere inde i Landet. I Brimnesfjall ligger Surtarbranden i 600 M. Højde, i Fljötsdalshéraö næppe højere end 2—3002—300 M. Østfjordenes mange dybe Dale ere eroderede gjennem de mægtige Basaltmasser; Dislokationer, der muligvis kunde staa i Forbindelse med deres Dannelse, iagttoges ingensteds. Basalten er ældre end Lipariten og Palagonitbreccien.
Liparit findes ingensteds saa udbredt i Island som i disse Egne; den optræder i Østlandet nogle Steder i større Masser og danner da hele Bjærge, ja, endogsaa udstrakte Bjærglandskaber; de fleste Steder findes dog kun mindre Indlejringer og Gange sættende op igjennem Basalten. Større Tværsnit af Liparitindlejringer ses ofte i Fjælde ud mod Havet; Liparitens lyse Farver, de ledsagende glasagtige Varieteter, Begsten, Perliter, Obsidianer, Basaltgange o. s. v. give disse Fjældsider ofte et meget broget Udseende. Her vil jeg indskrænke mig til at opregne Findestederne for Liparit i de Egne, jeg berejste i Sommeren 1894; med Hensyn til andre Findesteder i Østfjordene kan
1) „Geogr. Tidskrift" VII. S 133—134.
1) „Geogr. Tidskrift" VII. S 133—134.
østlige Side af Hornafjørdur ved Bygden Nes er Lipariten ligesaa almindelig som ved Lon; nogle størr« Bjærgmasser NV. for Laxårdalur bestaa næsten udelukkende af Liparit, som f. Ex. Ketillaugarfjall og Krossbæjartindur, men andre, hvis Hovedmasse ei Basalt, ere ligefrem gjennemvævede af et Mylr af smalle Liparitgange, som f. Ex. Skålartiiidur og Arnartungur; en lille Liparitplet findes desuden i Hoffellsfjall og tykke Begstenslag i Garöey. Sydfor Hornafjørdin i Vatnajøkuls Randfjælde er Lipariten sjælden; her har jeg kun iagttaget den paa to Steder, i Heinabergsfj oil og i Bunden af Kålfafellsdalur; i Øræfi bliver denne Bjærgart derimod almindeligere; i den sydøstlige Del af Øræfajøkull optræder Lipariten i større Masser gjennembrydende Palagönitbreccien, saaledes i Staöarfjall, i Hnappur og ved Hölår- og Stigårjøklerne, ligeledes i Kviskersfjall. Fjældspidserne nordfor Jøkulfell, Fusadalseggjar og Færines dannes for en stor Del af Liparit, og ved de varme Kilder i Jøkulfell findes en større Liparitgang. Alpelandet ovenfor Lön ved Vatnajøkuls østlige Hjørne dannes næsten udelukkende af Liparit, saaledes Kjarrdalsheioi, Kollumuli, Sauöhamarstinöar og Mulatindar; Underlaget under Hofsjøkull, som det træder frem i Vididalsaaens og Jøkulsaaens Kløfter, bestaaer ogsaa af Liparit; i disse Egne dækkes Lipariten mange Steder af mægtige Basaltdannelser, hvis Bænke falde fra Lipariten ind imod det Indre. Ogsaa i Basaltterrænet bagved Dalene træder Lipariten frem paa enkelte Steder i smaa Pletter Indlag eller Gange, saaledes i Markalda, i Geldingafell og paa den østlige Side af Vesturdalur gjennembrydende Basalt og Palagonitbreccie. I Thjöfadalur og Snæfell findes, som før berettet, en mægtig Liparitgang brydende tværs igjennem dette store Fjæld. Lipariten i stlandet synes for en stor Del at være af meget ung Oprindelse, idet den baade gjennembryder Basalten og Palagönitbreccien, men denne Bjærgart findes ogsaa i mægtige Masser paa lavere Niveauer og dækkes ofte af hele Basaltfjælde; nogle Steder træder Lipariten frem i store Indlag lignende Lakkolither, der dækkes af Basalt, hvor Lipariten dog i store Apophyser og Gange er trængt ind i og igjennem Basaltdækkerne. Som vi før have set, have Basaltgangene i disse Egne især Retning mod NNE og NE, og Lipariteruptionerne synes ogsaa at være knyttede til lignende Spaltesystemer.
Gabbro er kun ved Lön bleven funden i fast Fjæld; her danner denne Bjærgart de to stejle Pynter Vestrahorn og Eystrahorn og synes at staa i nær Forbindelse med Granophyrernes Optræden. Gabbroen dækkes af Basalt, og begge gjennemsættes af Liparitgange. Ingen andre Steder paa Island træde grovkornede, vulkanske Bjærgarters Dybdefa9ies frem paa Overfladen som her; at Gabbroen her repræsenterer en meget gammel, førtertiær Dannelse, er megei tvivlsomt. Forholdene ere rimeligvis her som paa Mull, Fuertaventura o. fl. St., hvor Erosionen hai blottet tertiære Vulkaners bathygene Bjærgarter. Under Vatnajøkull findes uden Tvivl store Gabbromasser, da Jøkelelvene føre Gabbro-Eullesten ned paa Sandene; saadanne findes især paa Breioamerkursandur ved Jøkulså og Breiöa, men enkelte har jeg ogsaa fundet paa Steinasandur og Heinabergssandur. Maaske kunde man ved nærmere Eftersyn finde Gabbro i fast Fjæld ved en af de Dale, der strække sig længst ind mod Vatnajøkul, f. Ex. ved Veöurårdalur; i Frastand ser det ud, som om der maaske kunde være Gabbro i Fjælde deroppe.
Ved Breioamerkurjøkull mødes paa Sydkysten Palagonifbreccien og Basalten; Fellsfjall paa Gletscherens østlige Side bestaaer ligesom Østlandets Fjælde af Basalt; Breiöamerkurfjall paa Jøklens vestlige Side af Palagonitbreccie, som derfra holder sig som Hovedbjærgart over hele Sydlandet til Seljadalur ved Reykjavik. Øræfajøkull og alle Fjældene ovenfor Skaptafell ere opbyggede af denne Bjærgart, der hist og her gjennemsættes af Liparit; større Basaltindlejringer findes ogsaa saaledes i Jøkulfell og ved Skaptafell. I Øræfajøkuls Eandfjælde have Tuf- og Breccielag flere Steder en betydelig Hældning ud fra Vulkanens Centrum. Paa denne Rejse viste det sig, at Palagonitbreccien nordfor Vatnajøkull i det indre Højland har en meget større Udbredelse mod Øst, end man først havde tænkt; jeg har før i Vestlandet paavist, at den store Breccieformation er yngre end Basaltformationen, og dette bekræftes her, idet Breccien og Tuffen over alt ligger ovenpaa Basalten. Geldingafell ved Randen af Vatnajøkull er opbygget af Palagonitbreccie, men den optræder dog i de største Masser i Snæfell og dets Fjældrækker mod Syd og Nord; i Kollumuli ligger Breccien ogsaa øverst, derpaa Basalt og Liparit; paa flere andre Steder ses ogsaa smaa, tynde Klatter Breccie ovenpaa Basalten, f. Fx. ved Vatnadæld, i Hmita o. fl. St. Af og til finder man, som bekjendt, underordnede Tuf- og Breccielag indenfor selve Basaltformationen, i Østlandet dog sjældent; Tuf- og Breccielag mellem Basaltbænkene iagttog jeg kun i Dyrfjøll og i Hestger9ismuli; ; paa sidste Sted dækkes Breccien af smukke Basaltsøjler og gjennemsættes af en Basaltgang, der ender ved Søjlerækken.
Præglaciale, doleritiske Lavastrømme findes ligesaa tidt i Østlandet som paa den nordvestlige Halvø; kun nedenfor Øræfajøkull, hvor man allerede er kommen udenfor Basaltterrænet, findes der et mindre Parti præglacial Dolerit mellem Hnappavellir og Hof; denne præglaciale Lava har dog før haft en større Udstrækning, idet den atter træder frem i Ingolfshøfoi; under en højere Havstand har Søen brudt større Stykker bort. Doleriten, der er isskuret, synes at have en Mægtighed af 50—100 M. og strækker sig op mod Øræfajøkull, der rimeligvis har frembragt den under førglaciale Udbrud.
Mærker efter Istiden findes overalt i disse Egne. Paa Højlandet indenfor Fljötsdalshéraö ere gamle Grundmoræner ikke saa mægtige, som man kunde vente. Skjønt man paa Højfladerne østfor Jøkulså i Fljötsdal af og til ser skuret Grus, kommer dog det faste Fjæld næsten allevegne frem i Overfladen. Vest for Snæfell ere Sletterne derimod tilhyllede af løse Masser, og faste Klipper komme kun sjældent frem i Dagen. I Dalene ere gamle Moræner temmelig almindelige især i Fjordene mellem Seyoisfjørour og Héraösflöi, saaledes i Loomundarfjørour, Husavik og i Smaadalene østfor Borgarfjørour; i de sydlige Dale ere Morænerne derimod temmelig sjældne, og langs den sydlige Eand af Vatnajøkull ere de ældre Dannelser som oftest forsvundne under nyere Gletscherdannelser eller omarbejdede af Jøkelelvene. Gamle Endemoræner findes i Skriddalur nedenfor Skriduvatn, i Laxårdalur i Hornafjord, i Mundingen af Fljötsdalur ovenfor Valthjöfsstaöur, paa Lönsheiöi o. fl. St. Mange Steder i Østfjordene synes en stor Del af Istidens Morænemateriale at være fejet bort ud i Havet; Fjældene ere her højere og brattere end paa Vestlandet, og Gletscherne have maaske strakt sig længere ud. Skuringsmærker ere ofte i Dalene godt bevarede, især dog i Fljötsdalshéraö. Jeg tillader mig at vedføje nogle lagttagelser over Skurstribernes Ketninger i disse Egne, som Tillæg til min Liste i „Geogr. Tidskr. XI. S. 140—42. Bjærgarten er allevegne Basalt, kun Nr. 13 er skuret Dolerit.
Fra Østfjordene har man hidtil kun kjendt forholdsvis faa Mærker efter en højere Havstand; de Mærker, der findes, gamle Havstokke, Kystterrasser osv., ere heller ikke her nær saa udprægede og vel udviklede som i det vestlige og nordvestlige Island. Paa Rejsen i 1894 gjorde jeg nogle lagttagelser vedrørende den gamle Havstand, der kunne supplere mine tidligere Offentliggjørelser om denne Sag. Ved Héraösflöi har den nederste Del af Lavlandet øjensynlig været under Vand; Bugten har strakt sig omtr. 15 Km. længere ind end nu, og op fra den have, som jeg i Eejseberetningen har omtalt, flere mindre Fjorde strakt sig ind imellem Basaltaasene; ved Hrafnabjørg ses übetydelige Levninger af gamle Havstokke; ved Landbrekka, Dalhög Körreksstaöir findes Huler udgravede af Brændingen tilligemed Kystlinjer i fast Klippe, og ved Höll har man i Lagarfljots Bredder fundet Drivtømmer. I Njardvfk findes en tydelig Kystterrasse 15 M. o. H., og Drivtømmer har man ogsaa fundet her; mindre tydelige Havstokke ses i Brunavfk, og en stor, bueformet, 30 M. høj Terrasse i Breiöavlk; i Husavik ligger den gamle Kystlinje i over 38 M. Højde, og Hvalknogler ere fundne 13 M. o. H.; den nederste Del af Borgarfjørdurs Lavland til op imod Desjamyri har været under Vand, og i Loomundarfjørour findes en tydelig, 63 M. høj Kystterrasse; her har Havet strakt sig op til Ulfsstaöir og ved Klyppstaöur har man fundet Skallevninger og gammelt Drivtømmer i Nærheden af Sævarendi. Ved Mundingen af Nordfjørour
Stenskred kunne have udvisket gamle Mærker eller gjort dem ukjendelige. Ved Berufjorden kunde jeg ingen gamle Vandstandsmærker finde; derimod ere Klippetinder i Havbrynet meget almindelige. Imellem Gaardene Melrakkenes og Geithellar iagttoges en gammel Havstok i 21 M.s Højde og en betydelig Terrasse nedenfor Miili. Efter al Sandsynlighed har Landet ved 'Alptafjørour været under Vandet; ligeoverfor Hof findes 3 Huler, Burhellir, Brfkarhellir og Håhellir og übetydelige Havstokke iagttoges hist og her omtrent 20 M. o. H. Kystlinjen er i Nutiden ved disse Laguner bleven meget forandret paa Grund af Udfyldning. Uden Tvivl har hele Lavlandet i Lön været dækket af Havet, og tydelige, 45 M. høje Kystterrasser ses her flere Steder; i en Lavning sydfor Brumhorn, Vestrahorn, findes i 40—50 M. Højde lagdelte Lerog Sandmasser, der maaske ere frembragte af Havet under en højere Havstand. I Hornafjorden ses, som før omtalt, flere Mærker efter en højere Havstand, Skallevninger ved Störalåg o. s. v. Baade det herværende Sletteland og de Lavlandsbræmmer, der findes langs Vatnajøkuls sydlige Rand, have utvivlsomt en Gang været under Havet, skjønt man her næsten ingen sikre Mærker har, da de ere forsvundne under de umaadelige Masser Ler og Grus, som Gletscherne og Jøklerne have ført frem; i denne Del af Landet har jeg kun set en lille Terrasse udenfor Kvlårjøkull. De gamle Vandstandsmærker, som man hidtil har fundet paa Østlandet, ligge ikke højere end c. 40 M. o. H., og de faa Skallevninger, der ere blevne fundne, høre til de samme Arter, som endnu findes ved Kysten. Yderst paa Fljötsdalshéraö findes mellem Basaltaasene gammelt Glacialler, men deri har man hverken fundet Yoldia eller andre Muslinger. Man har altsaa endnu ikke paa Østlandet fundet de ældre marine Levninger som paa Sydlandet; kun findes der utvivlsomme Mærker efter en Havstand, der svarer til de yngre Kystterrasser. Som jeg i min Rejseberetning for 1893 har fremhævet, ere Sandene i Vester-Skaptafellssyssel ikke udelukkende dannede af Flodsand og Flodgrus; vulkansk Aske og Tufstøv tage ogsaa betydelig Del i Sammensætningen; i Austur-Skaptafellssysla ere Forholdene derimod andre; her ere de store Sand strækninger alle dannede af Flodgrus. Paa Grund af disse Egnes geologiske Bygning kan hverken vulkansk Aske eller Tufstøv spille nogen Rolle; Sandenes Dannelse skyldes udelukkende Jøkelelvenes Virksomhed.
Som Grundlag for medfølgende geologiske Oversigtskort har jeg benyttet Gunnlaugssons bekjendte Kort over Island; kun har jeg gjort betydelige Forandringer ved Vatnajøkuls østlige Hjørne og omkring Snæfell. Som det vil fremgaa af Eejseberetningen, er der ogsaa paa Gunnlagssons Kort adskilligt at rette langs Sydranden af Vatnajøkull, i Øræfi, Breioamerkursandur og Suöursveit, men her har jeg dog ikke forandret noget videre; Forandringerne ville ikke spille nogen stor Rolle paa et Kort i en saa lille Maalestok, og desuden haaber jeg senere at kunne udgive mere detaljerede Kort over disse Egne.