Nogle almindelige Bemærkninger om islandske Vulkaner og Lavastrømme.

Island har altid været berømt for sine Vulkaner og varme Kilder; Hekla og Geysir ere kjendte over hele Verden. I Middelalderen vare mange overtroiske Forestillinger forbundne med Vulkanerne, og da Hekla eller Hekkenfjæld hørte til de mest bekjendte, saa ere Datidens Forfattere fulde af Beretninger om alle de Undere, man her kunde se; Hekla ansaas for en af Helvedes Porte, og de Fordømtes sorte Sjæle saas dansende i Flammerne. De gamle Skrifters Beretninger have nu kun kulturhistorisk Betydning; de indeholde sjældent noget af naturvidenskabelig Interesse. De første videnskabelige Undersøgelser i Island foretoges i Midten af forrige Aarhundrede af Eggert Olafsson, som rejste gjennem største Delen af Bygderne paa Island og gjorde flere Udflugter til det Indre. Paa disse Rejser samlede han et stort Materiale til Kundskaben om Islands Naturforhold; han undersøgte saaledes nogle af Vulkanerne og paa viste først hele Landets vulkanske Natur og Oprindelse. I Slutningen af forrige Aarhundrede gjorde ogsaa den

Helland (1881) og Keilhack (1883), og alle disse Naturforskere have givet mange Bidrag til Kundskaben om Islands Geologi samt flere Oplysninger om Vulkanerne. De fleste fremmede Geologer have dog kun opholdt sig saa kort Tid i Landet, at de kun have besøgt nogle faa Vulkaner og have derfor ikke kimnet give sammenhængende Billeder af Vulkanernes indbyrdes Forhold; store Strækninger af det Indre vare ogsaa helt ukjendte og næsten utilgængelige.

En Vulkan defineres i Almindelighed som et kegleformet Bjærg, sammensat af Lava, Slagger og Aske, som ere opkastede fra Jordens Indre. Vesuv, den bedst kjendte af alle Vulkaner, er en Typus paa en Vulkan, som man sædvanlig forestiller sig den. Vulkanerne ere dog ingenlunde alle saa regelmæssig byggede; der findes mange forskjellige Udviklingsformer, og man har vel ingensteds i Verden saa god Lejlighed til at studere dem som i Island. Man vidste for længe siden, at Vulkanerne ere opbyggede paa Spalter i Jordskorpen; man havde set, at Vulkanerne ordnede sig i Eækker langs Fjældkjæder, paa Brudlinjer og Sænkningsfelter; af den geologiske Bygning kunde man se, at der maatte være Spalter under Vulkanerne; man anede deres Tilstedeværelse, men saa dem sjældent. I Island har man paa en Mængde Steder Lejlighed til at undersøge selve den vulkanske Spalte og til at følge Udviklingen og Opbygningen af de vulkanske Fjælde fra den svageste Begyndelse til den fuldt færdige, store Vulkan. Det vulkanske Udbrud begynder med Jordskjælv, der foraarsages af Forstyrrelser i Jordlagenes Ligevægtsforhold; Spændingen udjævnes ved Dannelsen af Revner, og naar disse gaa tilstrækkelig langt ned i Jorden, bryde de underliggende, sejgtflydende, glødende Stenmasser frem, idet Trykket formindskes, og Gasarterne, der ere indesluttede, pludselig udvide sig. Alle Udbrud begynde derfor med større eller mindre Explosioner, med Askeog Slaggeregn; Lavaen begynder derpaa roligt at flyde ud af Revnen, medens Dampe nedefra af og til løsnes ved pludselige Stød, nye Askeudbrud o. s. v., og saaledes opbygges der lidt efter lidt et Krater paa Udbrudsaabningen. Om Beskaffenheden af Jordens Indre véd man i Virkeligheden meget lidt; de ældre Geologer troede, at Jordens ildflydende Indre (Magmaen) spillede en aktiv Rolle ved Hævningen af enkelte Bjærge, Bjærgkjæder og hele Lande, men nyere Undersøgelser have godtgjort, at den indre Magma spiller en mere passiv Rolle; de indviklede geologiske Forhold, der vise sig i Bjærgkjædernes og Fladlandenes Arkitektur, kunne alle henføres til en enkelt Kraft: Tyngdekraften, der virker sammentrækkende paa Jordkloden, efter som den afkøles og fremtræder enten som en vertikalt sænkende Kraft eller som en tangential Spænding, der har frembragt de Eynker og Folder paa Jordens Overflade, som vi kalde Bjærgkjæder. Under Jordens Sammentrækning har der i Tidens Løb dannet sig Millioner af Spalter; ud af nogle af dem er Magmaen fra det Indre bleven presset frem, og store og smaa Vulkaner have dannet sig især paa Svaghedslinjer langs sænkede Omraader. De største Vulkaner og de største Lavastrømme ere dog forsvindende smaa i Forhold til hele Jordens Masse. Disse Forhold ere først i den senere Tid blevne klare for Geologerne, især ved E. Silss' klassiske Arbejder. I Island synes den vulkanske Magma at have særlig let ved at trænge frem til Overfladen, især midt i Landet, hvor den saakaldte Palagonittuf er den herskende Bjærgart.

Island er helt igjennem opbygget af vulkanske Bjærgarter. Den største Del af Landet bestaar af Basalt, som især er fremherskende i Vest-, Nord- og Østlandet, men tværs over Island gaar et bredt Bælte af Palagonittuf og Breccie, gamle Aske- og Slaggemasser. Baade i Basalten og Breccien findes Indlag og Gange af Liparit; Gabbro findes paa et Par Steder i det sydøstlige Island. I Begyndelsen synes de islandske Bjærgarter at bestaa af en forvirrende Mangfoldighed af Varieteter, men ved nærmere Eftersyn vil man finde, at alle disse Varieteter efter Mineralsammensætningen lade sig indordne under faa Typer. Ved den kemiske Undersøgelse viser det sig, at der blandt de islandske Bjærgarter findes en uafbrudt Række Overgange fra de mest basiske til de mest sure Bjærgarter; Kiselsyremængden varierer fra 47 % til 80 °/o, og jævnsides findes der uafbrudte Overgange i Bjærgarternes Vægtfylde, der varierer fra 3,05 til 2,41. Hvor Liparitindlejringer findes i Basaltfjælde ud mod Havet, er det interessant at se, hvorledes Brændingen undertiden adskiller Bjærgarterne efter Vægtfylden. Ved Alptafjørdur under Raudaskrida ser man f. Ex. to Havstokke tæt over hinanden; den øverste bestaar næsten udelukkende af lyse Lipariter, den nederste af sorte Basalter. Det er ikke let at ordne de enkelte Bjærgarter efter den kemiske Masseanalyse; først naar denne gaar Haand i Haand med den mikroskopiske Undersøgelse, erkjendes de enkelte Mineralier, og efter deres Sammenstilling, Mængde og Optræden bestemmes de enkelte Bjærgarter. At der ogsaa findes Overgange i den mineralogiske Sammensætning er ogsaa indlysende. De basiske Bjærgarter

(Basalter, Doleriter og de tilsvarende Brudstykkebjærgarter) ere i Island langt overvejende, hvad Masse og Udbredelse angaar. Lipariterne findes paa mangfoldige Steder, men kun i forholdsvis smaa Masser, Indlejringer og Gange; desuden findes der paa enkelte Steder grovkornede Bjærgarter, saasom Gabbro og Granophyr. Mangfoldigheden opløser sig til at omfatte disse faa Bjærgartstyper.

Efter at E. Bunsen havde rejst i Island og gjort sine interessante Undersøgelser vedrørende Bjærgarterne og de vulkanske Fænomener, kom han til det Resultat, at der inde i Jorden maatte findes to Slags Magmaer, sure og basiske i særskilte Reservoirer, en normaltrachylisk og en normalpyroxen, den første med 76^— 67 %, den sidste med 48^—47 % Kiselsyre, og han tænkte sig, at alle eruptive Bjærgarter vare blevne dannede ved en Blanding af disse to. Sartorius von Waltershausen tænkte sig derimod Jordens Indre saaledes sammensat, at Magmaens Vægtfylde og Tæthed tiltog, eftersom man kom dybere ned; de kiselsyrerige Bjærgarter fandtes altsaa nærmest Jordskorpen, de basiske dybere nede. Forskjellen paa den kemiske og mineralogiske Sammensætning af Produkterne fra de enkelte Udbrud beroede efter hans Mening derpaa, at Magmaen paa forskjellise Steder og til forskjellige Tider trængte op til Overfladen fra større eller mindre Dybde. Som før bemærket, véd man meget lidt om Jordens Indre, men af Teorier findes der mange, som vi dog ikke her skulle gaa ind paa. Den Opfattelse har i den senere Tid trængt sig frem i Forgrunden, at de forskjellige eruptive Bjærgarters Sammensætning og Struktur staar i nøje Sammenhæng med Størkningen, om den foregaar hurtigt eller langsomt og under større eller mindre Tryk, eller om Bjærgarterne ere størknede dybt nede eller oppe paa Overfladen; dette bestyrkes af Experimenter, som Fouqué, Michel Levy og andre have gjort. Hvis de Mineralier, der sammensætte Bjærgarterne, pulveriseres og smeltes, stivner Massen under hurtig Afkøling til Glas; hvis den størkner under langsom Afkøling, frembringes der en Bjærgart med Lavastruktur indeholdende Glas og Krystaller, medens meget langsom Afkøling frembringer grovkrystallinske Bjærgarter. Man antager derfor nu, at de grovkrystallinske Bjærgarter ere størknede dybere nede i Jorden under stærkt Tryk og langsom Afkøling, medens man før tænkte sig, at de alle vare meget ældre og vare dannede under helt andre Naturforhold end de nuværende. Af det anførte skulde man tro, at man i store Vulkaner, naar deres Indre blöttes af Erosionen, vilde finde grovkrystallinske Bjærgarter med Overgange til sædvanlige basaltiske og liparitiske Lavaer, hvad man ogsaa finder paa flere Steder. Øen Mull blandt Hebriderne er det mest kjendte Exempel; her findes en stor, tertiær, denuderet Vulkan med en Kjærne af Granit og Gabbro og basaltiske Lavaer og Tuffer udenpaa; lignende Overgange mellem Bjærgarter, der ere størknede paa dybere og højere Niveau, findes ved Predazzo i Tyrol og i de Euganeiske Bjærge ved Padua. Saadanne Levninger af tertiære Vulkaner findes ogsaa i Island, f. Ex. ved Papafjørdur; Bugten begrænses mod Syd og Nord af massive Fjældpynter af Gabbro, der gjennemsættes af Gange af grovkornet Liparit (Granophyr), der fuldstændig ligner Granit. Af denne sidste Bjærgart findes ogsaa store Masser og Gange. Gabbroen og Granophyren dækkes af Basalt, og fra Granophyrmasserne strække store Gange og Forgreninger sig ind i Basalten. Der er vel næppe nogen Tvivl om, at man her har for sig det Indre af tertiære Vulkaner; Basalten er størknet paa Overfladen, Gabbroen og Granophyren i Dybet. Grovkornede Granophyrer med fuldstændig granitisk Udseende har jeg desuden fundet ved Breiddalur paa Østlandet, ved Hornafjørdur og ved Måfahlid paa Snæfellsnes.

Midt i Island, hvor Palagonittuffen er fremherskende, findes de fleste moderne Vulkaner. Deres Produktion efter Istiden har baade været liparitisk og basaltisk; dog have de liparitiske Udbrud i Forhold til de andre været meget sjældne, og af Liparitlavastrømme findes derfor meget faa. Man kjendte før kun Hrafntinnuhraun østfor Hekla, men i 1889 fandt jeg tre nye Liparitstrømme nordfor Torfajökull. Liparitisk Pimpsten er ogsaa enkelte Gange bleven udkastet af basaltiske Vulkaner, som f. Ex. af Askja, ræfajokull og Snæfellsjokull. De basaltiske Vulkaner, som have frembragt de uhyre store Ørkener af Lava, Aske og Slagge, der dække store Arealer i Island, ere saa godt som enevældige og give de vulkanske Landskaber deres mørke Præg. De kiselsyrerige, liparitiske Lavaer ere meget mere tyktflydende end de basaltiske, hvoraf følger, at saadanne Lavastrømme i deres Ydre ere meget ulig de sædvanlige basaltiske Lavaer; de ere i Forhold til deres Udstrækning rneget tykke og ujævne. Hrafntinnuhrauns Hovedmasse bestaar af en lysegraa, undertiden rødlig-graa Bjærgart, der har en Mægtighed af 40^—50 Fod og indeholder 70 % Kiselsyre; denne dækkes af et 5_—10 Fod tykt Lag Obsidian, medens Overfladen de fleste Steder bestaar af et 2_—3 Pod mægtigt Lag graalig-hvid Pimpsten. Imellem disse tre Bestanddele findes der allevegne de smukkeste Overgange; i den graalige Hovedmasse findes utallige

Baand og Striber hævende og sænkende sig i store Slyngninger, Folder og Bølger, der synes at være forskudte og overfoldede efter Lavaens Bevægelsesretning. Bjærgarten spaltes let efter disse Baand i tynde Plader, men vanskeligt lodret paa dem. Hvor Bjærgarten nærmer sig Obsidianen, gaar den jævnt over i denne, idet man her ser afvexlende Striber (Schlieren) af den graa Liparit og Obsidianen, der vexelvis fortykkes og udtrækkes i tynde, bølgende Baand ; Obsidianen bliver atter nærmere Overfladen mere og mere opfyldt af Blærestriber, indtil den helt gaar over i graalig Pimpsten. Af de tre nye Lavastrørnme nordfor Torfajökull er den vestligste, Dömadalshraun, den største; derpaa følge de to andre omtrent ligestore, Nåmahraun og Laugahraun. Disse Lavastrømme se i Frastand ud som vældige Stenkulsdynger; den kulsorte Overflade, der glimrer og glitrer i Solskinnet af Obsidianens Spejlinger, stikker grelt af mod de snehvide Pimpstenslag, og Liparitfjældene i Baggrunden, der ere gjenuemkogte af svovlsure Dampe, prange i alle mulige Farver. Lavastrømmen Laugahraun stammer fra et Krater oppe i Fjældranden, og fra det og nærliggende Spalter hæve endnu store Dampsøjler sig tilvejrs; omkring Spalterne og Damphullerne har der afsat sig smukt udkrystalliseret Svovl, og Lavaen er omkring Aabningerne af de sure Dampe forvandlet til Ler med forskjellige Farver. Selve Lavastrømmens Overflade er gjennemkløvet af utallige, vældige Spalter, der adskilles af skarpe Obsidianrygge; naar man kravler over Lavastrømmen, befinder man sig det ene Øjeblik nede i dybe, mørke Afgrunde, hvorfra man paa Hænder og Fødder maa klatre op paa de høje Rygge for strax efter at forsvinde i Dybet. Lavaens Hovedmasse bestaar, ligsom Hrafntinnuhraun, af en graalig Bjærgart ofte med et blaaligt, brunt eller rødligt Skjær. Denne Bjærgart er afsondret i kæmpemæssige, bøjede, lodret stillede Plader eller Skaller, der vende den konvexe Side udad efter Strømretningen; Overfladen bestaar hovedsagelig af Obsidian med enkelte isprængte, hvide Krystaller. Obsidianen dækkes dog ofte af Pimpstensskum, men en stor Del af Pimpstenen er i Tidens Løb bleven fejet ned i Kløfterne. Den to-armede Lavastrøm Nåmshraun stammer fra en vulkansk Spalte af uhyggeligt og skummelt Udseende, der har en Bredde af 4_—500 Fod. Spaltens Bande ere beklædte med Slagger og Lavaskum, og Liparitstrømmen er i de mest sønderrevne Former væltet ud af Spaltens Ender. Det er mærkeligt, at man tæt ved disse liparitiske Kratere ser omtrent samtidige Kratere, der have udgydt basaltisk Lava.

I Liparitegnene i Island synes endvidere adskillige ejendommelige Udbrud at have fundet Sted, som synes at ligne Udbrud fra nogle Trakytbjærge paa Java. Junghuhn beskriver bl. A. et Udbrud af Trakytvulkanen Galunung i Aaret 1823. Ud fra Vulkanen væltede under stærk Dampudvikling og vældige Drøn umaadelige Masser af kantede Trakytblokke blandede med Dynd, hvorved 4000 Mennesker paa den nedenfor liggende, frugtbare Slette omkom; siden er Sletten oversaaet med 30_—50 Fod høje Grusdynger af kantede Trakytblokke. Paa Udbrudsstedet dannedes en 2000 Fod dyb Dal eller Lavning i Fjældet. Skjønt man i historisk Tid aldrig har set saadanne Udbrud i Island, maa de før have været temmelig hyppige i Liparitegnene. Nogle Steder ved Borgarfjørdur i Østisland har jeg set saadanne Grusstrømme gaaende ud fra Lavninger i Liparitfjælde, ligeledes i Dråpuhlidarfjall ved Stykkisholm, men den største og mest karakteristiske findes i Lodmundarfjørdur paa Østkysten, hvor den strækker sig tværs over to Dale.

De saa talrige islandske Vulkaner have, som før bemærket, næsten alle udgydt basaltiske Lavaer, og de udmærke sig særlig derved, at de saa tydelig i Overfladen vise sig knyttede til Spalter i Jordbunden. Skjønt der findes mange store Vulkaner opbyggede ved mange Udbrud, ere dog Udbmddene endnu hyppigere fremkomne af Spalter i det aabne Land, hvor der ingen Udbrud havde været før. Paa Spalten opbygges der som oftest, samtidig med at Lavaen flyder ud til begge Sider, flere lave Slaggekratere; sjældnere er det, at en særskilt, stor individualiseret Vulkan opbygges af mange Udbrud paa samme Sted. Naar Lavamassen er størknet i Gangen (Spalten), er Eevnen

oftest tilstoppet for evige Tider; ved næste Udbrud bryder Lavaen frem af en ny Spalte og danner en ny Kraterrække, sædvanlig parallel med den første. Man finder dog flere Steder i Island Spalter, hvorfra Lavaen er vældet frem i store Strømme uden nogen synlig Kraterdannelse. Saadanne Spalter har jeg fundet baade paa Reykjanes og i Odådahraun. Flere af disse Spalter ere meget smaa; fra en Spalte uden Kratere i en lille Tufryg ved Helgafell paa Reykjaneshalvøen har en lille Lavastrøm udgydt sig; den har kun en Længde af 300 Favne og 10_—20 Favnes Bredde; flere andre Steder paa samme Halvø findes smaa Lavastrømme, der, ligesom Kilder, ere sprungne frem fra Spalter i Fjældsiderne, og i Nordsiden af Bjærget Laki, der gjennemkløves af den store Kraterspalte fra 1783, ere ligeledes fra parallele Smaa-Spalter diminutive Lavastrømme sprungne frem. Den kolossale Spalte

Eldgjå, som jeg i Aaret 1893 fandt NE. for Myrdalsjökull, overgaar alle andre aabne Udbrudsspalter, som jeg har set. Denne store, vulkanske Revne har en Længde af næsten 4 Mil; den har i lige Linje gjennemkløvet flere høje Tuffjælde og ser meget imponerende ud; den har en Dybde af 4_—500 Fod og begrænses af lodrette Vægge, hvorover høje Vandfald styrte ned til Bunden; Spalten har paa tre Steder udgydt vældige Lavamasser, der ere flydte ned til Lavlandet og danne store Lavasøer med et Areal af 12^—13 Kvadratmil. En lignende Spalte kjendes, saa vidt jeg véd, ingen andre Steder paa Jorden. Lavaen er her rolig vældet ud fra Spalten uden at give Anledning til nogen egentlig Kraterdannelse; i den sydlige Forlængelse af Eldgjå, hvor Spalten har været snævrere, har der dog dannet sig en Række lave Slaggekegler. Mindre Vulkanspalter paa Reykjanes begrænses undertiden af lange Gjærder af Slagger og Lavastykker, der ere byggede op paa Spalterandene, fordi Lavaen samtidig er brudt frem efter Spaltens hele Længde; disse Gjærder ere paa mange Steder gjennembrudte og have flere Bugtninger og Pytter, der sammenknyttes af Revner. Undertiden er der hist og her paa Spalten blevet dannet aflange Kratere, hvor Udbrudsprodukterne samtidig ere blevne udkastede fra flere Aabninger i Bunden tæt ved hinanden i Retning efter Spalten. Disse aflange og uregelmæssige Kratere danne en Overgang til Kraterrækker med mange mere eller mindre regelmæssig formede Kraterkegler.

Kraterrækker ere meget almindelige i Island; Kraterne ere opbyggede i Række efter hele Spaltens Længde af Slagger og Lava; hvert Krater er da et Individ for sig. Undertiden have flere Kratere haft Udbrud samtidig, undertiden det ene efter det andet. Magmaen bryder ud af den snævre Spalte, hvor Modstanden er mindst, og der dannes i Gangspalten en Række af Kanaler til de forskjellige Kratere; Kanalerne kunne let tiistoppes, men undertiden kan en enkelt Kanal blive videre end de andre ved Brud eller Omsmeltning af Sidestenen; her blive Udbruddene derfor de stærkeste, og Kraterkeglen opdynges til en større Højde. Krateret kan paa denne Maade faa Overvægt over Nabokraterne og opnaa en herskende Stilling. De enkelte Kratere ere som oftest sammensatte af løse Slagger af mørk eller teglstensrød Farve; Slaggerne ere opfyldte af en Mængde Blærerum og bestaa af Glas med enkelte udskilte Krystaller af Plagioklas eller Augit. Efter Brudstykkernes Størrelse er Kraterkeglernes Hældning forskjellig, sædvanlig 20 — 35°; naar Kraterne ere opklistrede af sejg, flydende Lava ere de meget bratte, 40^—50°. Undertiden er et Slaggekrater blevet overgydt med Lava, som giver det en større Fasthed og Hældning. De enkelte Kratere i Kækkerne kunne være meget uregelmæssige og komplicerede, idet Udbrudsstedet ved smaa Forandringer i Kanalen har flyttet sig lidt, hvorved der dannes flere, hinanden krydsende Kraterringe; der findes derfor ofte mange Udbrudsaabninger paa hver Kraterkegle, og ofte staa flere Kraterringe koncentrisk inden i hinanden. Enkelte Steder kan man se selve Gangen (den udfyldte Spalte), der fører til Jordens Indre; det bedste Exempel har man i Øgmundarhraun paa Reykjaneshalvøen i Nærheden af Krisuvik. I den svagt skraanende Side af en Bjærgryg har Øgmundarhraun flydt ud af flere parallele Spalter, der betegnes ved lange Rækker af Kratere. Ved en af disse Spalter har den forreste Del af dens stlige Side sænket sig 210 Fod, efter at Udbruddet var begyndt; fra den nedenfor liggende Lavastrøm ser man Enden af Spalten, som udfyldes af Lavaen som en mægtig Gang. Den vestlige Side af Spaltens forreste Del, der er bleven staaende, hæver sig fra den flade Lavastrøm som en lodret Væg af Palagonitbreccie; opad Væggen har der klistret sig et Lavaovertræk, og paa dens Rand staar der fire halve smaa Kratere, der vare begyndte at dannes, før Sænkningen fandt Sted, men den anden Halvdel har sænket sig i Dybet.

Lange Kraterrækker i lige Linje efter Spalterne høre til de almindeligste Fremtoninger i Islands vulkanske Egne; de enkelte Kratere ere som oftest lave og overstige sjælden en Højde af 400^—500 Fod; de fleste ere dog lavere. Paa Reykjanes findes en Mængde saadanne Rækker, hvoraf de største ere Eldvørp ved Grindavik med en Længde af 11/^l¹/^ Mil og Brennisteinsfjøll P/g Mil. Ved Myvatn findes ligeledes saadanne Rækker, f. Ex. de saakaldte Ludentsborgir omtr. 50 i Tallet, og paa My vatnsoræfi findes flere parallele Rækker. Imellem Kraterrækkerne ere lange Landstrimler sunkne; en af disse Kraterrækker, Sveinagjå, dannedes ved et betydeligt Udbrud i 1875. Her fandtes før Udbruddet paa det flade Land en Sænkning mellem Spalter fra NNE. til SSV.; Væggene paa begge Sider af Indsænkningen havde en Højde af 30^—60 Fod. D. 18. Februar 1875 begyndte Udbruddet ved den vestlige Væg og fortsattes med korte Mellemrum til i August; der dannedes en Lavastrøm af '21/22^l/₂ Mils Længde og en Række af ca. 15 Kratere, hvoraf det højeste dog kun var 108 Fod. Sydligere, østfor det gamle Krater Ketill, dannedes paa samme Spalte en mindre Lavastrøm, og hele Spalten, som i 1875 udgød Lava, havde saaledes en Længde af 51/25^l/₂ Mil. Den største Krater

række, som i historisk Tid er bleven dannet i Island, gaar mellem Skaptå og Hverfisfljot til NE. op til Vatnajøkull. Den udgød i 1783 vældige Lavastrømme; Kraterrækken er 4 Mil lang og bestaar af omtrent 100 Kratere af forskjellig Størrelse; de højeste ere ca. 300 Fod høje, men de fleste ere betydeligt lavere (60^— 150 Fod). Kraterne ere opbyggede af Slagger og Lavaklatter og som oftest kegleformede med en bægerlignende Fordybning i Midten; Kraterringen er ofte gjennembrudt paa et, to eller flere Steder, hvor Lavaen er strømmet ud; ofte have Kraterne en elliptisk Form med Ellipsens store Axe i Spaltens Retning; undertiden staa flere Kraterringe tæt ved hinanden, hvorved de have hindret hinanden i at udvikles til regelmæssige Kraterindivider; nogle Steder er der efter Spalteretningen en uafbrudt Række af flere Kratere; andre Steder staa enkelte Kratere med længere Mellemrum.

Disse Spalter og Kraterrækker, som jeg har omtalt, ere af kæmpemæssige Dimensioner, men der findes alle Størrelser lige til diminutive Spalter med Legetøjsvulkaner. Lidt sydfor Sveinagjå's sydligste Lavastrøm ved Ketill fandt jeg 1884 paa en lille, kun 30 Fod lang Spalte en Række af 12 smaa Kratere, byggede paa samme Maade som de større, men det største Krater havde kun 3 Fods Diameter; mange Lavaklatter vare dog blevne slyngede 10 Favne bort fra denne Lilliputvulkan.

Store Vulkaner med ringe Hældning, opbyggede af lutter Lavastrømme, ere meget almindelige i Island, skjønt de ældre Geologer mærkelig nok ikke synes at have lagt Mærke til dem. Af denne ejendommelige Form har jeg fundet Vulkaner i forskjellige Dele af Landet, varierende fra ganske smaa Lavakupler op til Bjærge med 4000 Fods Højde og 2 Mils Diameter. Saadanne Lavakupler kjender man ellers kun paa Sandwichøerne, hvor de ere endnu større end i Island. Disse Vulkaner udhæve sig fra Omegnen som skjoldformede Kupler med en i Forhold til Omfanget ringe Højde. Hældningen er i Fjældets øverste Del kun übetydelig større end i den nederste og overstiger sjældent 7— 8°; som oftest er Hældningen mindre, ofte kun l^—2°. Vulkanernes Sider dækkes udelukkende af knudret Pladelava, og store Lavahuler ere meget hyppige i Fjældsiderne; Lavaen har ofte dannet lange Lavarør, der divergere ud fra Krateret; Hvælvingerne over dem ere da ofte gjennembrudte, saa at man kan krybe ind i disse Tunneller, der ofte ere besatte med store Lavastalaktiter; nogle Steder ere Rørene sammensunkne, medens de andre Steder udvides til temmelig rummelige Huler, Saadanne Lavatunneller og Huler finder man ogsaa paa lignende Vulkaner i andre Lande, f. Ex. Hawai og Ferro. Toppen af disse Vulkaner optages i Island som paa Hawai af kredsformede eller elliptiske Indsænkninger eller Svælg af kæmpemæssige Dimensioner. Trølladyngjas elliptiske Krater har en Længde af 3500 Fod og en Bredde af 1200 Fod, men deles af en Lavaryg ito Bassiner. Naar man undersøger Bunden af disse Kratere, er det øjensynligt, at denne engang har været en Lavasø ligesom det bekjendte Krater Kilauea paa Hawai. Disse Lavasøers Niveau har til forskjellige Tider hævet og sænket sig; efter at Overfladen var størknet, ere ofte paa saaledes dannede Lavasletter nogle Partier blevne opsmeltede af den underjordiske Varme; her have nye Udbrud fundet Sted, og der har dannet sig andre mindre, ofte meget dybe, kjedelformede Svælg. Indsænkningens Vægge ere som oftest kløvede af koncentriske Sprækker, hvorved Randen sænker sig i Afsatser ned imod Kraterbunden; nogle Steder er Indsænkningen saaledes fyldt af Lava, at dens Omfang kun betegnes af en Kreds af smaa Lavaspidser. De største Vulkaner af denne Art, findes i Odådahraun, og denne 62 Q-Mil store Lavaørken er hovedsagelig dannet ved Udflod fra disse Lavakupler. Disse fjærne Vulkaner undersøgte jeg i Aaret 1884, og andre har ikke besøgt dem før eller senere. Ved den sydøstlige Rand af Odådahraun findes Vulkanen Kollotta Dyngja, som er typisk for den Slags Vulkaner, hvad Form og Dannelse angaar. En nærmere Beskrivelse af den vil give en Idé om, hvorledes saadanne Lavakupler se ud. Paa nogle Græspletter ved Herdubreid, to Dagsrejser fra Bygden, laa jeg 1884 i Telt et Par Ugers Tid og gjorde derfra længere Udflugter til forskjellige Dele af Lavaørkenen. D. 19. Juli besteg jeg Vulkanen Kollotta Dyngja; Kl. 10 om Morgenen, brød vi op fra Teltet og red over brede Lavastrømme med sønderbrudte, blaalige Lavaplader; det var meget vanskeligt og tidsspildende at bringe Hestene over Lavaen, over de utallige Revner og Rygge og mellem de mange Lavakjedler og Lavaskorstene, der findes gruppevis paa Lavamarken. Efter 4 Timers strængt Arbejde naaede vi til Vulkanens Fod, hvor vi lod Hestene blive tilbage paa en lille Lerflade med en übetydelig Plantevæxt af Salix herbacea og Polygonum viviparum. Vulkanen, der er en bred Kuppel med 8° Hældning mod Syd og 6—7° mod Nord, har en Højde af 3854 Fod; vi klavrede over utallige Rygge og dybe Revner fra Nord til Syd, hvis østlige Rand alle Vegne var højere, idet Vulkanens Midtparti synes at være sænket; paa en af disse Spalter havde der dannet sig en lille Kraterrække, og det højeste af disse Kratere havde en

Højde af 100 Fod. Lavaen i Fjældsiden er meget ujævn, og Overfladen bestaar af brede, tildels hule Kygge, der gaa radielt ud fra Hovedkrateret; der findes en Mængde Hornitos med de ejendommeligste Former sammenklæbede af den sejgflydende Lava, undertiden som glaserede Kjedler eller Skorstenspiber overklistrede med Lavaklatter som Skjællene paa en Grankogle og overspundne med Lavareb. Opstaaende Lavaspidser ere ofte paa Kryds og Tværs gjennemborede af glaserede Lavarør frembragte ved de elektriske Udladninger, der altid følge de store Udbrud. Vore Trin lød hult paa den tynde Lavaskorpe, og vi maatte passe paa ikke at falde igjennem, ned i Huler eller Afgrunde. Det frøs halvanden Grad, sneede stadigt, og en Tid lang var det saa mørkt af Snefaldet, at vi næppe saa et Par Alen fra os. Efter to Timers anstrængende Vandring naaede vi Toppen, krøb ind i en Klippehule og ventede halvanden Time paa, at Snefoget skulde ophøre, hvorpaa vi fik en taalelig god Udsigt fra Vulkanens Top og de nærmeste Fjælde. Teodoliten blev stillet op, de nødvendige Maalinger gjorte, og derpaa løb vi omkring for at undersøge Vulkanens storartede Krater. Toppen optages af en Lavaslette, omgiven af bratte cirkelformede Klippevægge, og Bunden af det egentlige Krater har en Bredde af 15_—1600 Fod. Klippesiderne ere flere Steder sprængte, og vældige Lavablokke ligge opstablede i store Dynger rundt omkring. Midt i Kratersletten findes der et imponerende Svælg, 4_—500 Fod i Diameter og 6—7006^—700 Fod dybt, der ved en Rende knyttes sammen med et mindre Krater; desuden findes paa Lavasletten to andre smaa Kraterfordybninger. Det var højst ejendommeligt at kigge ud over Randen paa det store Svælg; der laa Sne i Bunden, og Siderne vare dækkede med Isskorper og Istapper, saa det Hele lignede et kæmpemæssigt Bæger mejslet i Marmor; nede i Dybet saa man nogle smaa sorte Prikker paa hvid Grund, store Lavablokke, der vare rullede ned paa Bunden. Fra den yderste Kraterrand havde vi, naar Vinden rev Huller i Sneskyerne, saa langt Øjet rakte, Udsigt over de uhyggelige, livløse Lavaørkener. Da vi om Aftenen kom ned fra Vulkanen, var Vejret blevet udmærket, Solnedgangen var prægtig, Bjærgene svømmede i et gyldent Skjær, og i Baggrunden var den dybt mørkeblaa Himmel oversaaet med mælkehvide Cirrus Kl. 2 om Natten naaede vi Teltet.

En anden, endnu større Lavakuppel i Odådahraun hedder Trølladyngja, der har en Højde af 4752 Fod og en Diameter af 2 Mil; nederst er Hældningen 3_—4°, øverst oppe 6^—7°; Trølladyngja er bygget paa samme Maade som Kollötta Dyngja, men da Vulkanen er saa høj, er den for en Del snebedækket; der ligger altid store Snedynger i Lavningerne mellem Lavaryggene, og det lykkedes mig ved at følge Snedyngerne at ride helt op paa Toppen, hvorfra man har god Udsigt over næsten hele Odådahraun og en Del af Vatnajøkull, og jeg tror, man maa lede længe for at finde et mere groteskt og uhyggeligt Landskab. Paa Reykjaheidi nordfor Myvatn undersøgte jeg 1895 nogle lignende Lavakupler, f. Ex. Theistareykjabunga, der har en Højde af 1737 Fod og et aflangt Krater 2400 Fod bredt og omtr. 10,000 Fod langt. Paa Reykjaneshalvøen findes ogsaa flere Lavakupler; de største ere Skjaldbreid (3400') og Heidin ha (2030'); alle disse Vulkaner ligne hverandre meget; de ere kuppel- eller skjoldformede med ringe Hældning og have alle i Toppen en stor Indsænkning eller et Kratersvælg.

Store, kegleformede Vulkaner af Vesuvtypen med vexlende Tuf og Lavalag ere ikke saa almindelige i Island, skjønt der ogsaa findes nogle saadanne, men da de fleste ere høje, ere de som oftest dækkede af Gletschere, som f. Ex. Øræfajøkull (6241'), Eyjafjallajøkull (5432') og Snæfellsjøkull (4577'). Hekla(496l') er ogsaa opbygget af vexlende Lava- og Tuflag, men er ikke kegleformet; den danner en aflang Ryg spaltet efter Længden med en Række Kratere paa Spalten. Hældningen er hos disse Vulkaner meget større end hos Lavakuplerne; den voxer, naar man nærmer sig Toppen, og er. afhængig af det Materiale, Vulkanen er bygget af; nærmest Foden varierer Hældningen sædvanlig fra 10—15°, nærmest Toppen 20—35°. Skjønt flere islandske Vulkaner af denne Form have haft Udbrud i historisk Tid, ere de dog meget gamle. Det har taget lang Tid at opbygge saa høje Fjælde, og det er lykkedes mig at paavise, at nogle af dem, som f. Ex. Øræfajøkull og Snæfellsjøkull, have haft Udbrud før Istiden, thi under de moderne Lavastrømme, som de have udgydt, findes der betydelige, isskurede Lavaer. Udbrudsvirksomheden i Island har lige før og under Istiden ingenlunde været mindre end senere; det er ogsaa lykkedes mig at undersøge isskurede, præglaciale Lavaer, der strække sig over et Par Hundrede Kvadratmil, og jeg har ligeledes fundet mange af de Udbrudssteder, hvorfra disse Lavaer stamme. Det er som oftest lave Kupler med svag Hældning og Kratersvælg i Toppen; rimeligvis ere Rækker af Slaggekratere ogsaa dengang blevne dannede, men det er ikke saa underligt, at man nu ikke finder dem, da Istidens Jøkler have fejet det løse Materiale bort; dog har jeg paa et enkelt Sted været saa heldig at finde et præglacialt

Slaggekrater, der nogenlunde har kunnet holde sig, da det som en Nunatak har raget op igjennem Istidens Jøkeldække. Dette Krater danner den sydlige Top af Blåfjall sydfor Myvatn og ligger 8900 Fod o. H. De geologiske Forhold vise, at Jøkeldækket her har haft en Mægtighed af ca. 2000 Fod, men den øverste Del af Blåfjall har været en Nunatak. Det er ejendommeligt for de fleste præglaciale Lavastrømme, at de ere meget mere grovkornede end de fleste nyere Lavaer, men Aarsagen dertil har man endnu ikke kunnet finde.

Explosionskratere, fremkomne ved en enkelt vulkansk Katastrofe, ere temmelig sjældne i Island. Et af de mest bekjendte findes nordfor Myvatn i Siden af Bjærget Krafla og dannedes ved et pludseligt Udbrud d. 17. Maj 1724. Dette Udbrud synes at have haft Karakteren af en fuldkommen Explosion; det ledsagedes af stærke Jordskjælv, men varede kun kort, hvorimod det gav Signalet til andre voldsomme Udbrud, hvorved flere Kraterrækker og store Lavastrømme dannedes i Omegnen af Myvatn. Disse Udbrud fortsattes med korte Mellemrum i 5 Aar. Dette Explosionskrater ligner fuldstændig de saakaldte Maare i Eifel og kaldes af Islænderne Vfti (Helvede), fordi denne vulkanske Kjedel længe efter Udbruddet var særdeles styg og uhyggelig at skue. Dampudviklingen véd dette Udbrud var meget stærk, og der udkastedes kun Aske og nogle ejendommelige Liparitblokke. Da E. Olafsson og B. Pålsson besøgte Stedet i Aaret 1752, var Krateret forvandlet til en mægtig, kogende Dyndpøl, der udsendte kvælende Dampe og høje Dyndstraaler; disse vulkanske Eftervirkninger fortsattes med aftagende Kraft til omkring 1840, da Krateret forvandledes til en grønlig Sø, som i 1871 ved Prof. Johnstrups Besøg kun havde en Varme af 12° eller 2° højere end den samtidige Lufttemperatur; i Kløfter i Nærheden findes dog endnu mange Svovlkilder med stærk Dampudvikling. Et lignende Krater dannedes i Askja ved en voldsom Explosion d. 29. Marts 1875. Dette Krater har kun en Diameter af ca. 280 Fod, medens det førnævnte Vfti har et Gennemsnit af omtrent 1000 Fod; dog var det lørste Kraters Udbrud voldsommere, og Pimpstensmasserne, der udkastedes, dækkede i Island mere end 100 D-Mil, ligesom Støvet førtes til Norge og Sverig. Da jeg besøgte Stedet i Aaret 1884, saae man i Kraterbunden kun en blaalig grøn, kogende og boblende Lervælling, og rimeligvis vil det med Tiden omdannes til en rolig og stille Sø. Paa begge disse Explosionskratere ere Eandene kun meget lidt hævede over Omegnen; det meste af Udbrudsprodukterne er ved det voldsomme Stød blevet slynget langt bort, og kun en lille Brøkdel er faldet ned omkring Udbrudsaabningen.

I et saa bjærgfuldt Land som Island naa selvfølgelig mange Vulkaner op over Snelinjen; nogle fritstaaende, som f. Ex. Hekla. ere ikke dækkede af sammenhængende Snemasser, men der findes paa dem adskilte, store Snedynger ofte med begyndende Gletscherdannelse. Under Udbruddene have Snemasserne paa saadanne Fjælde en forholdsvis ringe Betydning; anderledes forholder det sig med de Bjærggrupper, hvor de vulkanske Udbrudssteder dækkes af de store Jøkelmarker, som f. Ex. Myrdalsjøkull og Vatnajøkull; her bliver Kampen mellem de fjendtlige Elementer Ild og Vand meget voldsom og skjæbnesvanger for de nærmeste Bygder. Store Gletschere sønderbrydes, smelte og oversvømme Lavlandene med forfærdelige Isflomme. De største Vulkaner af denne Art ere Katla, ræfajøkull og Kraterne ved Grimsvøtn i Vatnajøkull nordfor den store Gletscher Skeidarårjøkull. Ved alle kjendte Udbrud have disse isdækkede Vulkaner kun udkastet Aske, men have, saavidt bekjendt, aldrig frembragt Lavastrømme; maaske forøges Dampudviklingen formedelst den smeltede Is, saa at hele Magmaen i Krateret forvandles til Grus og Støv. Katlas Udbrud have i historisk Tid forvandlet tæt beboede og frugtbare Egne til Ørkner, og Øræfajøkull ødelagde i Aaret 1362 to Kirkesogne og fejede 40 Bøndergaarde bort. Hyppigst ere Udbruddene fra Vulkanen ved Grimsvøtn; den store Skeidarårjøkull smelter da tildels, og de 12 Q-Mil store Sandstrækninger nedenfor oversvømmes pludselig med en brusende Vandflom, der fører en Masse Isstykker saa store som Huse. Det sidste Jøkelløb fra Skeidarårjøkull fandt Sted i Aaret 1892; her gjøre disse Vand- og Isflomme dog ikke megen Skade, da kun übeboede Ørkner oversvømmes, men Samfærdslen mellem de vestlige og østlige Egne bliver ofte afbrudt i længere Tid.

Af og til har der været Udbrud i Havet udenfor Island, dog især udenfor Eeykjanes. Udbrudsvirksomheden har her været stærkest i det 13. Aarh., og Annalerne nævne 5 eller 6 Udbrud ved Eeykjanes i det 13. Aarh. Slaggeøer dannedes flere Gange, men forsvandt hurtigt igjen; i det hele kjender man 10 Udbrud paa dette Sted. De store Udbrud ved Skaptå i Juni 1783 indlededes i Maj ved voldsomme Eruptioner af den undersøiske Vulkan ved Eeykjanes. Havet var i 20^—30 Mils Afstand bedækket af Pimpsten, saa at Skibene havde Besværlighed med at komme frem; lidt efter lidt dannedes der en Ø af Slagger, der skal have

haft en Mils Omkreds; paa Øen, der fik Navnet Nyø, blev der rejst en Flagstang, men Øen forsvandt kort efter med Flagstang og det hele. Samme Aar var der rimeligvis ogsaa et Udbrud i Havet nordfor Island. Breve og Annaler fra Nord- og Nordvest-Island omtale dette Aar flere Gange Askefald med nordlige Vinde, som antages at stamme fra et Udbrud i Havet mellem Island og Grønland, og nogle Søfarende ville endogsaa have set en Ø nordfor Island. At de vulkanske Kræfter af og til have ytret sig i Havet nordfor Island, er udenfor al Tvivl, men desværre har man derom kun faa og ufuldstændige Efterretninger. Ved Nytaar 1868 saa man flere Gange et vulkansk Udbrud i Havet nordfor Tjørnes, og samtidig rystedes Omegnen af Husavik af stærke Jordskjælv. I 1372 saas en nylig dannet Ø i Havet NE. for Grfmsey og, paa et Kort af Johannes Ruysch fra 1507 er der en Ø mellem Island og Grønland, hvorved der staar skrevet: Insula hæc anno 1456 fuit totaliter combusta. Man kjender desværre lidet til undersøiske Udbrud og deres Virkninger; Udbruddene foraarsage stærke Strømninger i Vandet og uddrive Luften heraf; undertiden farves Søen grøn eller mælkehvid; store Masser Pimpsten spredes ud af Strømningerne osv. Om de paa Havbunden dannede Lavastrømmes Beskaffenhed véd man desværre kun lidet.

Som vi have set, fremtræde de islandske Vulkaner under forskjellige Former, og nogle Steder ere islandske Egne saa gjennemhullede af tætstillede Kratere, at de ligne Maanelandskaber. Naturforskere som Silss i Wien og Prinz i Brtissel have ogsaa i deres Afhandlinger om Maanens Overflade flere Gange sammenlignet islandske Kratere og Spalter med lignende Dannelser paa Maanen. Skjønt nogle af Maanens store Ringbjærge i Størrelse langt overgaa de jordiske Vulkaner, findes der ogsaa paa Jorden Ringbjærge med en betydelig Størrelse; Askja's Kraterdal har f. Ex. et Areal af en hel Kvadratmil eller omtrent 3 Gange mere end den berømte Kilauea paa Hawai. Naar man fra et Fjæld, som f. Ex. Vindbelgur ved Myvatn, ser i Fugleperspektiv over Omegnen, ligner den i paafaldende Grad et Stykke af et Maanekort. Endnu mere storslaaede Maanelandskaber har man ved Fiskivøtn i Nærheden af Vatnajøkull. Da jeg kom derop i 1889, havde man ingen Anelse om, at der fandtes Kratere i disse Ødemarker, men Egnen viste sig at være en af de mest vulkanske i Island; det ene kæmpemæssige Krater afløser det andet, men de fleste ere fyldte med Vand; man kan kun fra de højeste Kratere faa en god Udsigt over den hele Sø- og Kratergruppe, thi mange af de mindre Søer ligge skjulte i dybe, vulkanske Kjedler og Lavninger; de større Søer ere sammensatte af en Mængde Buestykker af sammenknyttede Kraterringe; de grønlige Vandspejl titte allevegne frem mellem de kulsorte Lavaklipper, de brunlige Askehøje og røde Slaggedynger.

Store vulkanske Bjærge, fremkomne ved mange Eruptioner paa samme Sted, ere, som vi have set, ikke særdeles hyppige i Island. Af Vulkaner med vexlende Lava og Askelag findes 8, af Lavakupler 16, men af særskilte Kraterrækker, der kunne betragtes som særlige Vulkaner, da flere af dern have haft særdeles voldsomme Udbrud, som f. Ex. Laki 1783, findes der 83. Jeg har paa mine Rejser i Island i det hele besøgt 107 islandske Vulkaner og Kraterrækker; der findes endnu maaske nogle Stykker i de Dele af det Indre, som jeg endnu ikke har undersøgt, men der kan næppe være mange. Antallet af Kratere er meget stort; under 1500 Kratere findes der ikke, og rimeligvis er Antallet dobbelt saa stort. Af Vulkanerne have, saa vidt bekjendt, 25 haft Udbrud i historisk Tid.

Som jeg før har omtalt, staa alle Vulkaner paa Spalter i Bjærggrunden og ere derfor i nær Forbindelse med Jordskorpens Brudlinjer og Landenes geologiske Arkitektur. Man har tidlig lagt Mærke til, at det sydlige Islands Vulkaner ordne sig i Linjer fra SV. til NE., og man troede almindelig, at islandske Vulkaner kun fandtes i de Egne, hvor Jordbunden bestod af Tuf og Breccie; det er sandt nok, at de fleste islandske Vulkaner findes i saadanne Egne, men der gives dog flere Undtagelser. Paa min Eejse i Aaret 1890 fandt jeg, at de mange smaa Vulkaner indenfor Bunden af Faxebugten og paa Snæfellsnes sætte op igjennem Basalt, og at de tillige med aabne Revner og varme Kilder ordne sig i en regelmæssig Bue omkring Faxebugten. Denne store Bugt viser sig at være et Sænkningsomraade, et Kjedelbrud, som Tyskerne kalde det, og paa de cirkelformede Brudlinjer, der begrænse dette Omraade, er saa Magmaen trængt frem og har dannet Lavastrømme og Kraterrækker. Hovedmængden af de islandske Vulkaner findes, som før bemærket, i Tufomraadet midt i Landet; i Sydlandet ordne de sig i Rækker fra SV. til NE. og i Nordlandet i Rækker fra S. til N. og danne saaledes en Bue tværs over Landet. Hele Tufomraadet er et Sænkningsomraade, hvor de mange Spalter allerede længe før Istiden have begyndt den Udbrudsvirksomhed, der endnu fortsættes den Dag i Dag.

De basaltiske Lavastrømme indtage et Areal af
ca. 220 Q-Mil og findes spredte i store Pletter omkring

de Vulkaner, hvorfra de stamme. De fleste af disse Lavamarker ere frembragte ved mange Udbrud til forskjellige Tider, og den største Masse Lava stammer fra forhistoriske Udbrud. Den Mængde Lava, der fremkommer ved hvert Udbrud, er meget forskjellig; enkelte Gange have Lavastrømmene været übetydelige, men som oftest indtage de dog et betydeligt Areal, ja, kunne endogsaa dække flere Kvadratmil. Lavastrømmen fra Sveinagjå 1875 har en gjennemsnitlig Mægtighed af 25 Fod og et Volumen af 10 Milliarder Kubikfod, og Heklas Lavastrøm fra 1845 har et Rumfang af 14 Milliarder Kubikfod. Disse to Lavastrømme kunne tages som Exempler paa sædvanlige, mellemstore, islandske Lavastrømme, der ere fremkomne ved et Udbrud; disse Lavastrømme ere 15 —20 Gange større end Vesuvs store Lavastrømme fra 1794 og 1855, der havde et Rumfang af henholdsvis 685 og 544 Millioner Kubikfod. Saadanne Lavastrømme kunne dog ikke sammenlignes med de kolossale Lavaflomme ved Skaptå fra Aaret 1788; i Løbet af 4_—5 Maaneder flød der fra en stor Spalte i Jorden Lavastrømme, som dække et Areal af over 10 Kvadratmil med et Kubikindhold af næsten 400 Milliarder Kubikfod, og samtidig udkastede Vulkanen ca. 100 Milliarder Kubikfod Aske og Slagger; hele denne Masse vilde jævnt fordelt over Sjælland dække Øen med et 6—76^—7 Fod tykt Lag Lava og Aske.

Hvor Lavastrømmene ligge højt over Havet, ere de som oftest næsten blottede for Plantevæxt, men nærmere Kysten i Lavlandene og Dalene ere de ældste forhistoriske Lavaer ofte dækkede af Jordsmon og lyngeller kratbevoxede. Man kan næppe tænke sig et mere trøstesløst Skue end de store Lavaørkner i Islands Indre. Udsigten fra Fjældene i Odådahraun er noget af det uhyggeligste, der tænkes kan; Jorden er, saa langt Øjet rækker, overgydt med en kulsort, stivnet Masse; dens ensformige sorte Farve afbrydes kun hist og her af rødlige Slaggehøje og brune Tuffjælde; i Syd skimtes Vatnajøkuls glitrende Sneflader, og over de østlige Sande hvile gulbrune Skybanker fra de store Flyvesandsstrækninger, som her grænse til Lavaørknen; ingensteds er der Spor af Liv, og trykkende Stilhed hviler over Naturen. Lavaørknen Odådahraun er i Tidens Løb bleven dannet af utallige Udbrud af henved 20 Vulkaner, de fleste i forhistorisk Tid; trods den rigelige Nedbør er der næsten intet Vand; dette siver ned igjennem den porøse Lava, men kommer saa atter frem ved Lavaranden i utallige, klare Kilder, som forenes til betydelige Elve Den store Vulkan Snæfellsjøkull er dækket af Gletschere, men det meste af Smeltevandet forsvinder i Lavaen og kommer først frem ved Kysten; i Heklas Lavaørkner findes der heller ikke Vand, skjønt denne Vulkan ogsaa er dækket af store Snedynger, og Gletschermarken Torfajøkull findes i Nærheden, men vandrige Elve udspringe ogsaa her fra Randen af Lavamarkerne.

Lavastrømmenes Overflade er meget forskjellig; ofte er den meget ujævn og kaldes da „apalhraun", men undertiden dækkes den af store Plader og kaldes da „helluhraun". Begge disse Lavaformer kunne være forenede; en Lavastrøm, der er styrtet nedad en stejl Skraaning, kan i den øverste Del være et ujævnt „apalhraun" og nede paa Fladlandet udbrede sig til en Lavasø med Plader i Overfladen. De saakaldte „apalhraun'¹ have en meget ujævn Overflade, der ikke bestaar af andet end utallige porøse, skjøre og klingende Lava- og Slaggestykker med et takket og skrubbet Udseende, og de enkelte Lavablokke ere dyngede sammen paa den mest umotiverede Maade. Lavaen er hurtig bleven afkølet paa Overfladen, og den størknede Lavaskorpe springer ved Bevægelsen som skjøre Glasstumper, der presses og rodes imellem hverandre, atter og atter smeltes om og afkøles igjen; ved Lavaens Fremrullen høres derfor fra Strømmens Slaggepandser en stadig knitrende og knaldende Lyd. Resultatet bliver, at Overfladen ser ud som et af Stormen pisket Hav. Saadanne Lavastrømme ere ofte forholdsvis smalle og med høje Rande, der i Frastand udhæve sig som Gjærder eller Rygge paa det flade Land. Undertiden strække disse Lavastrømme sig som Gletschere ned igjennem de vulkanske Bjærges Kløfter, og undertiden strække de sig i bugtede Arme og Slyngninger som høje Rygge over ældre Strækninger af Pladelava. En Lavastrøm af denne Form er meget vanskelig at passere; Lavastykkerne ere saa løselig sammenføjede, at den mindste Berøring bringer dem i Ulave; man vakler og styrter hvert Øjeblik ned mellem Lavablokkene, kryber op igjen og river sine Hænder tilblods paa de utallige, skarpe Spidser og Takker.

De store Lavamarker ere især dannede af Lavaplader, der undertiden ere jævne som Stuegulve, men dog oftere brudte og kløvede paa mange Maader; paa Overfladen ser man utallige sammenfiltrede og snoede Lavareb bøjede i lange Kurver efter den sejge Masses Bølgebevægelse. De fleste Steder er den oprindelige, jævne Overflade ved Afkølingen sunken og brudt og spaltet i store Stykker; herved er Overfladen bleven meget ujævn med utallige smaa Høje, Rygge, Dæmninger og kjedelformede Fordybninger; det er, ligesom Isdækket paa en Fjord ved en voldsom Søgang var

brækket i Stykker, og det hele saa pludselig var stivnet. Lavahøjene have undertiden en Højde af 50_—60 Fod, som oftest dog kun 10_—20 Fod; de ere spaltede i Toppen ved Omgivelsernes Sammensynken og se derfor ofte i Frastand ud som revnede Blærer, hvad man dog ikke kan kalde dem, da de ikke ere frembragte ved en Oppusten eller Hævning af Lavastrømmenes Overflade, men tværtimod ved en Sænkning, thi Lavaskorpen synker sammen ved Afkølingen, naar Tilstrømningen af frisk Materiale fra Udbrudsstedet er holdt op. Sædvanlig findes der tomme Kum under Lavapladerne, og den underliggende Masse er svunden ind eller strømmet bort, men enkelte Steder, f. Ex. i Übygderne véd Hverfisflodens Kildei-. har jeg set, at den indre flydende Masse er bleven presset op igjennem Eevnerne mellem Pladerne, saa at de mange kantede Flader ere omgivne af porøst Lavaskum og Lavarør; efter at Overfladen var størknet og brækket i Stykker, har den hede Magma atter trængt op igjennem Revnerne; Pladerne ere ligesom sunkne i den varme Deig. Paa de store Lavakuplers svagt hvælvede Sider findes der som oftest en knudret Afart af Pladelava; denne Lavas Overflade er vablet, knudret og rynket og ofte viklet sammen som kæmpemæssige Slanger i Knuder og Bylter og glat som størknet Beg. Naar Lavaen flyder nedad de svagt skraanende Fjældsider, springer den tynde Skorpe uafladelig i Stykker, og ud fra Kevnerne presses den tyndtflydende Masse; Stykkerne overrisles og sammenkittes af de smaa Lavabække, hvorved der dannes tynde, knudrede og glatte Skorper; dette gjentager sig i det uendelige.

I Pladelavaerne findes der en uendelig Mængde Revner og Huler; underneden er den flydende Lava strømmet bort, saa at Overfladens afkølede Lavaplader dække store tomme Rum; undertiden har den flydende Krystaldejg i længere Tid fulgt den samme Vej under Lavadækket, og efter Udbruddet findes der paa disse Steder lange rørformede Huler under Skorpen. Paa denne Maade er rimeligvis Islands største Lavahule, Surtshellir, bleven dannet; den har i lang Tid tjent som Afløbsrende for den glødende Lava. Denne bekjendte Hule findes NV. for Langjøkull i den store Lavamark, Hallmundarhraun. Lavastrømmen, hvori Hulen findes, er næsten flad, og man aner ikke dens Tilværelse, før man kommer til de lodrette Svælg, hvor Hulens Loft er styrtet ned. Surtshellir har en Længde af 839 Favne, en Højde af 35 Fod og en Bredde af 50 Fod. Paa 3 Steder er Taget styrtet ned, dog ere Væggene ved de to første af disse Aabninger saa lodrette, at man dér hverken kan komme op eller ned; der findes flere Sidehuler, smaa frosne Søer osv. Hulen afsluttes af en lille Iskjælder, et Kammer af omtrent 30 Fods Højde opfyldt af meget smukke Isstalagmiter og I.stalaktiter; Temperaturen er her hele Aaret tæt ved Frysepunktet, og Vandet siver ned igjennem smaa Revner i Loftet; Hulens Sider ere draperede af Istapper, og hist og her have smukke Iskrystaller udviklet sig paa Væggene. Krystallerne, der ere blevne undersøgte af K. Grossmann og J. Lomas, have en Længde af henimod 2 Tommer, ere hule, hexagonale Pyramider, der staa paa Spidsen og vende den tragtformede Ende ud fra Væggen. Det er ingen let Sag at gaa igjennem Surtshulen, thi Gulvet er allevegne dækket med kantede, nedstyrtede Klippeblokke, hvor over man maa krybe paa Hænder og Fødder. Hulen har øjensynlig længe tjent som Afløbsrende for den glødende Lava; den har i Begyndelsen udfyldt hele Rummet og har paa Væggene efterladt Friktionsstriber og lignende Mærker; senere er Tilløbet blevet mindre, og den glødende Strøm har sænket sit Niveau. Derpaa er ogsaa denne mindre Strøm forsvunden og har efterladt sig som Mærke en Afsats midt paa Hulens Væg, og paa denne have nogle af Sidehulerne deres Aabninger. Hulens Loft er sammensat af basaltisk Lava med uregelmæssig Søjleafsondring; Væggenes Midtparti har et glaseret Overtræk, men deres nederste Del bestaar af tynde Lavalag; hele Hulens Bygning er meget regelmæssig, saa at Væggene sine Steder se ud, som om de vare opførte af Menneskehænder. Større og mindre Huler findes i Hundredevis i alle Lavastrømme under Lavapladerne; de ere ofte indvendig helt glaserede, og fra Loftet hænger der en Mængde røde Lavatapper med de forskjelligste Former. Ofte findes i Pladelavaerne en Mængde kjedelformede Fordybninger, hvor Skorpen er bristet og sunken ned; i disse Fordybninger findes der i de lavere liggende Egne ofte en meget frodig Vegetation, især af Bregner; sjældne Planter benytte ofte disse Lavahuler som Tilflugtssteder, og Budahraun paa Snæfellsnes og Hafnarfjardahraun i Nærheden af Reykjavik ere især kjendte for Rigdom paa sjældne Arter.

Foruden de utallige Revner, der findes i enhver Lavastrøm og ere frembragte ved Afkølingen og Skorpens Sænkning, ligesom Revnerne i Isdækket paa en halvt udtørret Vandpyt, findes der ogsaa i de fleste Lavastrømme store Spalter med bestemte Retninger, der have en helt anden Oprindelse. Disse Revner staa i nær Forbindelse med Undergrundens Sænkning efter visse Linjer og kunne ofte have en Længde af flere Mil; de ere dannede paa samme Maade som Vulkanernes

Dislokationsspalter; paa Sydlandet have de Retning fra SV. til NE., paa Nordlandet N—S.N^—S. Den mest bekjendte Lavaspalte i Island er den berømte Almannagjå ved Thingvallasøen; store Strækninger nordfor Søen optages af Lavastrømme fra Vulkanen Skjaldbreid og nogle østligere Kraterrækker ved Tindaskagi; en Lavastrækning paa mere end en Kvadratmil nordfor Søen har engang i forhistorisk Tid sænket sig betydeligt; det sænkede Parti er opfyldt af dybe Kløfter og begrænses mod Øst og Vest af de store Spalter Hrafnagjå og Almannagjå, af hvilke den sidste har en Længde af 11/ sl^l/_s Mil og begrænses mod Vest af 100 Fod høje, lodrette Klippevægge, medens den østlige, sænkede Væg kun har en Højde af 30 —50 Fod. I Odådahraun fandt jeg paa min Rejse 1884 sydfor Vulkanen Ketill endnu større Lavaspalter med en Længde af 2—32^—3 Mil, og ifjor Sommer (1895) fandt jeg i Kelduhverfi og paa Reykjaheidi en Mængde store Revner. Ved Myvatn og paa Reykjaneshalvøen findes de ogsaa, og i det hele taget ere de hyppige i alle større Lavamarker, hvor store Lavamasser ere blevne udtømte fra Jorden, og Sænkninger derfor ere foregaaede. Nogle Spalter fremhæve sig som lange, snorlige Klippevægge, fordi den ene Side er sunket ned; undertiden ere Spalterne aabne paa lange Strækninger, men dog hist og her sammenfaldne. Naar man kigger ned i en saadan Spalte, ser man som oftest kun den mørke Afgrund, men nogle Steder ser man dog Is og Sne eller Vand nede i dem. Hvor Lavaen dækkes af Jordsmon, vise Spalterne sig ofte som Lavninger eller Render med en frodigere Plantevæxt end Omgivelserne, fordi Planterne her have bedre Ly. De vise sig derfor i Landskabet som grønne Striber, men det kan være meget farligt at ride langs disse grønne Kender, da Jordsmonnet ofte skjuler forræderske Huler og Afgrunde og let kan give efter. Om Vinteren, naar alt dækkes af Sne, ere de mange Spalter i Lavastrømmene meget farlige for Rejsende. Ved Vulkanerne findes der endvidere en tredje Art Spalter, der. gaa radielt ud fra Kraternes Centrer; ved de store Vulkaner dannes der ofte p.aa disse Spalter sekundære Kratere, der udkaste Aske eller udgyde større eller mindre Lavastrømme. Ved mindre Kratere, som f. Ex. Sveinagjå, opstiger der fra disse Revner, som straaleformet strække sig ud fra de enkelte Kratere, kun Fumaroler, der holde sig længe efter Udbruddet.

I Islands store Lavamarker ere sekundære Kratergrupper meget hyppige. Disse smaa Kratere ere ofte samlede i Hundredevis paa et lille Omraade, og man kan ingen Regelmæssighed finde i deres indbyrdes

alle bort med det, de kunde redde af deres Kreaturer; flere Gaarde ødelagdes; en Lavaflod oversvømmede Præstegaarden Reykjahlid, og kun Kirken blev skaanet, skjønt den blev omkredset af den glødende Strøm; den staar endnu paa en lille grøn Plet midt i den kulsorte Lavamark. Lavastrømmen løb derpaa ud i Myvatn, hvor den frygteligste Kamp opstod mellem den glødende Strøm og Vandet; alt indhylledes i Damp, og under en uafbrudt Kanonade fortsattes Kampen i lang Tid, indtil Vandet sejrede. Hvor ældre og yngre Lavastrømme ere løbne ud i Myvatn, er der opstaaet utallige, barokke Lavaklipper, hvortil der knytter sig forskjellige Folkesagn; saaledes ere forstenede Nattrolde, der efter Folketroen ere blevne til Sten ved at overraskes af Solopgangen, meget hyppige her.

Naar den flydende Lava strømmer ud fra Krateret, anslaar man dens Temperatur til henved 2000 ° C.; den afkøles og stivner hurtig paa Overfladen, men langsomt i det Indre; mange Aar efter finder man i nogle Lavastrømme en betydelig Varme, medens derimod andre hurtig afkøles helt igjennem. I Sveinagjås Lavastrøm fra 1875 var der et Aar efter, da jeg sammen med Prof. Johnstrup besøgte denne Vulkan, endnu i 6 Fods Dybde en Temperatur af 800° C., men i Lavakløfterne udenfor Kraterne i Forhold til Afstanden fra disse, 200—130°; dog har denne Lavastrøm kun en gjennemsnitlig Tykkelse af 25 Fod. Da Helland 1881 6 Aar efter Udbruddet besøgte samme Sted, vare Slaggerne en Fod under Overfladen endnu saa varme, at man næppe kunde holde dem i Haanden. Heklas Lavastrøm af 1845 holdt sig længe varm, thi 6 Maaneder efter Udbruddet var Lavaen flere Steder saa hed, at man ikke kunde berøre den uden at brænde sig. Paa flere Steder var Gasudviklingen fra Lavarevnerne ikke ophørt 1850 efter 5 Aars Forløb, og i Fumarolaabningerne viste Th. Kjerulfs Termometer over 100° C.

Lavaen er, naar den kommer op fra Krateret, en sejgtflydende Krystaldejg, som er meget mere letflydende, naar den er basisk, end naar den er sur; de kiselsyrerige Liparitlavaer opdynges, som vi før have set, til korte, meget tykke Strømme, medens de basaltiske have en meget hurtigere Bevægelse og ofte kunne opnaa en enorm Længde. Lakis vestlige Lavastrøm fra 1783 har en Længde af 10 Mil, og en forhistorisk Lavastrøm fra Trølladyngja i Odådahraun af 15 Mil. Den flydende Lava bestaar, som bekjendt, af Krystaller liggende i en amorf, glasagtig Grundmasse. Mængden af Glas er meget forskjellig, og de ydre hurtig stivnede Dele af Lavaen indeholde mere Glas end de indre; de liparitiske Lavaer dækkes af Obsidian, og flere basaltiske Lavaer i Odådahraun have en tynd Skorpe Tachylyt (Basaltglas) i Overfladen; Tachylyten er ogsaa meget almindelig paa Basaltgangens Grænseflader, og i Palagonitformationen findes den i meget store Mængder i større og mindre Stykker. De basaltiske Lavastrømme bestaa, som bekjendt, af Plagioglas, Augit, Magnetjærn og som oftest Olivin. Enkelte Lavastrømme, f. Ex. Lavaerne fra Håleyjarbunga paa Reykjanes, indeholde en saadan Mængde Olivin i store Krystaller, at Bjærgarten næsten udelukkende bestaar af dette Mineral. De Krystaller, der findes i Lavaen, ere som oftest af to forskjellige Størrelser; de store Krystaller ere vistnok dannede i Jordens Indre, de smaa udskille sig rimeligvis i den flydende Lava; de store Krystaller voxe ikke, efter at de ere komne ud af Vulkanen, og forholde sig som fremmede Legemer til den øvrige Masse. De Krystaller, som strax udkastes med Asken, ere ligesaa udviklede som de store Krystaller i Lavastrømme, der først fuldstændig afkøles efter flere Aar; de store Krystaller svømme omkring i Magmaen, samles og opdæmmes, hvor de møde Hindringer eller Modstand. Lavastrømme, der nærmest Udbrudsaabningen ere porfyritiske, kunne derfor nederst være tætte, uden større Krystaller. De større Krystaller ere ogsaa ofte smeltede paa Kanterne eller brudte itu. De smaa Krystaller ordne sig ofte omkring de større i bugtede Strømme efter den flydende Masses Bevægelse. I de store Krystaller findes undertiden vand fyldte Hulerum med bevægelige Libeller, f. Ex. i Lavaen fra Sveinagjå 1875.

Som bekjendt, spændes Udbrudsprodukterne op fra Krateret af Vanddampe, og Lavastrømmene ere imprægnerede med Vanddampe, indtil de ere helt afkølede. Naar Lavaen udenfor Vulkanen kommer under lavere Tryk og under Overgangen fra flydende til fast Form, udstødes den absorberede Gas; i Begyndelsen opstige hvide Dampe fra Lavaens hele Overflade, senere blive Dampene m^re lokaliserede og strømme op fra Huler og Revner. Man har villet iagttage, at de dampformede Absorbsionsprodukter udstødes i en vjs Rækkefølge. Paa Vesuv og Etna have Deville, Fouque og Silvestri iagttaget 4 Faser i Fumaroldannelsen. Medens Lavaen endnu er hvidglødende, udskiller den alkaliske Chloryrer, Sulfater, Karbonater og en lille Smule Svovlsyre og Vanddampe; mellem Glødhede og 400° dannes sure Fumaroler med Svovlsyre, Svovlbrinte og Saltsyre under stærk Udvikling af Vanddampe; der dannes ogsaa tidt Chlorforbindelser af Jærn; mellem 400 — 100° udstødes Vanddampe og Svovlbrinte, og der udskilles

Svovl og Salmiak; i den fjerde Periode, hvor Varmen er under 100°, udskilles Vanddampe, Kulsyre og lidt Svovlbrinte. Udviklingen foregnar dog ingenlunde altid saaledes, og Spørgsmaalet om Stoffernes Eækkefølge er endnu ikke helt afgjort. Ved de islandske Vulkanudbrud fremkomme naturligvis de samme Stoffer paa Lavastrømmene, rnen da de hurtigt opløses og bortføres, og Videnskabsmænd sjælden have været tilstede ved Udbruddene, ere disse Forhold endnu lidet kjeridte; kun have Schythe og Bunsen undersøgt Fumarolerne i Heklas Lavastrøm fra 1845. Schythe fandt i Fumarolerne hovedsagelig Vanddampe med Chlorbrinte, og kun et Sted indeholdt Fumarolerne Svovlsyrling. Af de Salte, der havde udskilt sig, var Salmiak det almindeligste; Chlorjærn var heller ikke ualmindeligt, medens Chlornatrium savnedes; fem Aar senere, ved Kjerulfs Besøg, afsattes der endnu Salmiak ved Fumarolerne. Efter Heklas Udbrud 1341 fortælle Annalerne, at Lavastrømmen var saaledes dækket af Salt og Svovl, at man let kunde samle flere Hestbyrder deraf. Paa Sveinagjå's Lavastrøm 1875 fandtes der Aaret efter ved de straaleformede Revner, der gik ud fra Kraterne, en betydelig Mængde krystalliseret Salmiak, der var vandklar eller havde en citrongul Farve af indblandet Chlorjærn; Salmiaken var krystalliseret i Ikositetraédre (3 O 3) eller sjældnere i Tærninger.

Dampene i den glødende Lava stige op til Overfladen og danne Blærerum, der tiltage i Mængde, jo højere man kommer op i Lavastrømmen, saa de øverste Dele som oftest ere meget porøse og slaggede; Lavastrømmens Underflade, der afkøles af Berøringen med Jorden, er ogsaa slagget, men dog ikke i den Grad som Overfladen. Lavaen flyder igjennem et Slags Hylster af Slagger, der især er fremtrædende hos de saakaldte „apalhraun"; de flade Lavaer flyde roligt under et Dække af vældige Panserplader. Paa Grund af Modstanden ved Bunden har Lavaen den største Bevægelse tæt under Overfladen; Randen bugner stadigt ud med kæmpemæssige, kugleformede Vabler, og Overfladens Slagdække kommer derved hos hurtigflydende Lavaer tildels til at danne Underlaget, saa at Strømmen brolægger sin egen Vej. Af Blærerummenes Beliggenhed kan man som oftest se Lavastrømmens Bevægelsesretning; Blærerne ere ofte lange og udtrukne i Strømretningen, men dette gjælder dog især om stærkt bevægelige, basaltiske Lavaer. I de præglaciale, grovkrystallinske Doleritstrømme finder man ofte lodrette Rækker af Blærer og smaa, tomme Rør opstigende fra Lavastrømmens indre, homogene Masse til den slaggede Overflade.

Under Afkølingen afsondres Lavaen som oftest i regelmæssige Stykker eller i lodret stillede Søjler. Naar Magmaen har været homogen og Overfladen jævn, dannes regelmæssige, fem- eller sexsidede Basaltprismer; nnar der i Overfladen, som det meget ofte er Tilfældet, findes mange smaa, afrundede Kupler, have Søjlerne i hver Kuppel en straaleformet Retning ud fra Kuplens Midtpunkt; i Lavastrømmenes Ende ere Søjlerne hældende og vandrette, fordi de altid dannes lodret paa Afkølingsfladen. I større Lavastrømme, der ere fremkomne ved mange Udflod fra Udbrudsaabningen, findes ofte vexlende Lag af slagget Lava og søjleformet Lava. l mange Lavastrømme findes desuden en pladeformet Kløvning, lodret paa det største Tryk under Strømmens Bevægelse og parallelt med Afkølingsfladerne; denne pladeformede Afsondring er især hyppig, hvor Magmaen ikke har været ensartet, men er „schlierig", som Tyskerrie kalde det. Derfor er denne Kløvning saa smukt udviklet i de liparitiske Lavaer, som f. Ex. Laugahraun ved Torfajøkull, hvor Lavamassen er afsondret i buede Plader, som Skjellene paa et Løg; hos liparitiske Lavaer er derimod den søjleformede Afsondring sjældnere. Under Afkølingen synke Lavastrømmene sammen, og det er meget almindeligt i Island, hvor en Lavastrøm er flydt langs en Fjældside, at man nogle Alen over den nuværende Lavaflade i Fjældsiden ser en Bræmme af slagget Lava, der viser Lavastrømmens Højde under Udbruddet.

Lavastrømmes Hurtighed i Bevægelsen er meget forskjellig; den af hænger af Hældningen, Massen, Gasimpregnationen og den kemiske Sammensætning. Som vi før have bemærket, ere de basaltiske Lavaer meget mere letflydende end de liparitiske. Om Lavastrømmenes Hurtighed har man kun faa sikre og nøjagtige lagttagelser fra Island. Heklas Lavastrøm af 1845 havde ingen særlig stærk Bevægelse; i Dagene 13.^—19. November var Hastigheden størst, 1250 Fod i Døgnet, men en Lavastrøm fra Laki, som i Dagene 19._—23. Juni 1783 bevægede sig nedad Melkvfsl's Leje, havde en Hastighed af omtrent en Mil i Døgnet, og dog er Hældningen her yderst svag. Hvor Lavaen fosser nedad bratte Skraaninger, bevæger den sig meget hurtigt fremad; den er som oftest saa seig, at den kan holde sig som en samlet Strøm i en Hældning af 30 ° og derover. Saadanne Lavafosser ere meget almindelige i Island; de største, jeg kjender, findes paa Reykjaneshalvøen ovenfor Hlidarvatn ved Selvogur; her ere 4 Lavafosser styrtede nedad den bratte, 800 Fod høje Fjældside, to ved Stakkavik, og to ved Herdisarvfk; det maa have været et storartet og frygteligt Syn, at

at se de gloende Lavamasser styrte ned. Rimeligvis ere ;de to Lavafald ved Herdisarvik blevne dannede under et Udbrud ved Kistufell 1390, men derom haves ingen nærmere Efterretninger: Lavafosserne ved Stakkavik ere ældre; det vestlige Lavafald ved Herdisarvik har en Hældning af 25 °, men i det østlige, hvor Hældningen er 30^—40 °, har Lavaens Hovedmasse ikke kunnet holde sig samlet, men danner nedenfor Klipperne store Bunker af Slagger og Lavastykker; dog ser man hist og her, hvorledes smaa Bække af meget tyndflydende Lava have slynget sig ned igjennem Kløfter og Kender i næsten lodrette Klipper. De fleste brattere Lavafosser bestaa kun af Slagger eller Slaggehylstre, hvorigjennem Magmaen er løben ned til Fladlandet. Lavastrømmene kunne ofte bevæge sig paa et meget fladt Terræn med en yderst svag Skraaning, og mange store Lavamarker ligne, sete i Frastand, store, sorte Søer med plan Overflade. Den før nævnte, 15 Mil lange Lavastrøm fra Trölladyngja har oppe paa Højlandet en gjennemsnitlig Hældning af kun 0° 41' og i Bardardalen knap 1/₂ °. Den brede Lavaflade nordfor Dyngjufjøll har paa den 3 Mil lange Strækning fra disse Fjælde til Sudurå kun en Hældning af O ° 20' 38" fra N. til S., men fra E. til V. lidt mere, 0° 44 ' 50 ". I Askjas store Kraterdal have Lavastrømmene en Hældning af l ° 26 ' ud mod Aabningen, og i denne findes der ujævne og opskruede Lavamasser i et bredt Fald ned mod Odådahraun med en gjennemsnitlig Hældning af 4° 33 '. I Nærheden af Udbrudstedet kunne Lavastrømme endogsaa arbejde sig opad en svagt hældende Flade; saaledes flød en Lavaarm fra Sveinagjå d. 12. Marts 1875 300 Favne opad en Skraaning af O ° 25 ' med en Fart af 5—65^—6 Favne i Timen.

Den flydende Lava har ofte en betydelig Indflydelse paa Underlaget. Naturligvis ødelægges al Plantevæxt fuldstændig og bidrager kun til Dannelsen af Salmiak fra Fumarolerne; dog kunne Træer ofte mærkelig længe staa imod, inden de brænde op, rimeligvis paa Grund af det Vand, de indeholde; i Underfladen af basaltiske Lavaer fra den tertiære Tid har jeg ved Steingrimsfjorden fundet forkullede Træstammer. Enkelte Steder have islandske Lavastrømme flydt over glaciale Lerlag og forandret dem saaledes, at Leret tildels har faaet en rødlig Farve, tildels er blevet afsondret i smaa Søjler. Naar Lava i højtliggende Bjærgegne ved eller over Snegrænsen flyder over store Snedynger, kan det hænde, at disse ikke helt smelte, men holde sig som Firnlag under Lavaen, saaledes ses i Askja 3500 Fod o. H. nogle Steder vexlende Lag af haardtpakket Sne og Lava.

Foruden Lavaen udkaste Vulkanerne Masser af løst Materiale, Slagger, Bomber og Aske. Magmaen sønderdeles, pulveriseres og adsplittes af de stærke Dampstød fra Vulkanens Indre, og samtidig høres der i Jorden en stærk Kumlen og Torden, Knald og Bragen. Naar Hekla eller Katla begynde at sprude, høres Knaldene ofte i fjærne Egne, og de underjordiske Drøn bebude for Indbyggerne, hvad der er paa Færde, længe før man har f'aaet Efterretninger om Udbruddet. Fra Krateraabningen hæve vældige Damp- og Askesøjler sig, hvis Form, som bekjendt, meget træffende er bleven sammenlignet med en Pinje. Den 21. April 1766 blev Heklas Askesøjle maalt og havde dengang en Højde af 16000 Fod. men blev under dette Udbrud ofte meget højere. Den 9. November 1845 og den 5. Februar 1846 havde Heklas Askesøjle en Højde af henholdsvis 11,580 og 13,926 Fod over Bjærgets Top. Paa Grund af Højden ses Askesøjlerne i fjærne Egne, skjønt der ligger mange Bjærge imellem. Lavastykker slynges højt op i Luften og falde ofte ned langt fra Udbrudstedet; ved Heklas Udbrud 1510 blev en Mand slaaet ihjel af en vulkansk Bombe i Skålholt 6 Mil fra Bjærget. Ved Heklas Udbrud d. 5. April 1766 kastedes Lavastykker af 8—48^—4 Punds Vægt 3 Mil bort, og en Scorie saa stor som en knyttet Haand faldt ned paa Vidivellir i Skagafjord i 22 Mils Afstand fra Hekla. D. 29. Juli 1783 regnede det med gloende Stenskiver i Fljötshverfi 3—43^—4 Mil borte, og d. 26. Juni s. A. slyngede den samme Vulkan mange gloende Slagger til Thorsmørk, 13 Mil fra Vulkanen.

Den finere Aske kastes fra Vulkanerne først højt op i Luften og spredes derpaa af Vinden vidt og bredt over fjærne Egne. Ved Katlas Udbrud 1625 førtes Asken til Bergen i Norge, og ved Askjas Udbrud d. 29. Marts 1875 førtes Pimpstensasken paa 11 Timer og 40 Minutter tværs over Atlanterhavet til Vestkysten af Norge og derfra paa 10 Timer til Stockholm. For de nærmeste beboede Egne, hvor Askeskyerne trække over, er Udbrudet en skrækkelig Ulykke. Det beror paa Tilfældet, paa Vindretningen under Udbruddet, hvor megen Skade der gøres. Dersom Asken driver ind over Übygderne, gjør den kun liden Skade, da er det kun Faarenes Sommergræsgange, det gaar ud over; enkelte Gange falder Asken ogsaa ned i helt græsløse Ørkener og Gletschermarker; desværre maa de beboede Egne ligesaa ofte undgjælde. Græsgangene tildækkes, Hjemmemarker og Enge ødelægges, Kreaturene dø i Hobetal af Mangel paa Føde og af Sygdomme, der foraarsages af det vulkanske Sand, de æde sammen med Græsset; de fleste tilbageblevne maa slagtes om

Efteraaret paa Grund af Fodermangel, da Høhøsten ved en saadan Lejlighed næsten altid slaar fejl. Efter vulkanske Udbrud angribes Faarene næsten altid af en Sygdom, der kaldes „gaddur"; Kindtænderne voxe op med høje Spidser, som saare Tandkjødet og Ganen, saa der opstaar Inflammationer og dybe Saar. Den næste Vinter efter det store Udbrud 1783 døde i Island 53 % »f Hornkvæget, 82 % af Faarene og 77 % af Hestene; derefter fulgte en Hungersnød, der bortrev 9200 Mennesker eller omtrent en Femtedel af hele Befolkningen. Hvor Askeskyerne føres over midt om Dagen, bliver det pludseligt saa mørkt, at Lysene maa tændes inde i Husene; under Askjas Udbrud d. 29. Marts 1875 maatte man paa Gaarde, der ligge i en Afstand af 14 Mil fra Vulkanen, holde Lyserie tændte i 4 Timer. Luften bliver af Støvpartiklernes og Pimpstenenes Gnidning saa stærkt ladet med Elektricitet, at Lynene stadig gaa Slag i Slag; Ilden flimrer om Piggene paa opadvendte Alpestokke og endogsaa paa oprakte Fingre. De løse Masser, som udkastes fra Vulkanerne, kunne ikke saa let maales som Lavastrømmene, men at det er umaadelige Kvantiteter, som spredes ud fra Kraterne, er sikkert nok. I Nærheden af Kraterrækken fra 1783 har Scorie- og Askelaget endnu flere Steder en Tykkelse af 6—106^—10 Fod paa Bakkerne og 30^—40 Fod i Lavningerne. Dette Udbrud spredte over de nærmeste Egne mindst 100 Milliarder Kubikfod Slagger og Aske, og Askja udspyede d. 29. Marts 1875 i 10 Timer omtrent 4 Milliarder Tønder Pimpstensgrus over det østlige Island. Ved Katlas Udbrud ere ogsaa mægtige Askemasser blevne spredte over nærmere og fjærnere Egne, og nedenfor denne Vulkan findes en stor Ørken, en hel Dagsrejse bred, hvor Overfladen udelukkende bestaar af Slagger og Aske. Hvor et tyndt Lag Aske falder paa græsbevoxet Jordbund, forsvinder Asken lidt efter lidt ned i Jorden, og Jordsmonnet voxer op over den. Paa Jøkeldalen paa Østlandet ødelagdes ved Askjas Udbrud 1875 17* Gaarde, men 8 Aar efter, da jeg berejste disse Egne, vare 12 atter blevne bebyggede, og paa Hjemmemarkerne havde der dannet sig et l —2 Tommer tykt Muldlag ovenpaa Pimpstenen, men paa Udmarkerne, der ikke gødes, laa Pimpstensasken endnu mange Steder frit i Dagen. I Bygderne Skaptårtunga og Sida, der have været meget udsatte under Katla's Udbrud, finder man i Jordsmonnet 4_—5 Askelag med mellemliggende Muldlag, og over hele Lnndet finder man meget hyppigt i Tørvegravene tynde Lag Scorier og Pimpsten. Det samme finder mari mellem Surtarbrand og Lerlagene fra den tertiære Tid. Vegetationen er ogsaa dengang

indeholder den udkastede Aske Syrer i stor Mængde; under Lakis Udbrud 1783 var Asken saa sur, at den brændte Huller i Skræppebladene og sorte Pletter paa Faarenes Skind; Faarenes Klove bleve ogsaa gule, naar de vadede i Asken; den fra Askeskyerne nedfaldne Regn skal have været saa skarp og bidende, at det smertede, hvor den faldt paa Hænder og Ansigt. Etnas Aske 1843 og 1863 indeholdt saa megen Saltsyre, at den farvede blaa Klæder røde og Træernes Blade røde og gule. Det fine Støv, som ved store Udbrud opfylder Atmosfæren, gav, som man mente, efter Krakataus Udbrud, Anledning til ejendommelige Lysbrydninger i Luftkredsen; under større Udbrud har man i Island iagttaget det samme, og over en stor Del af Europa var Aftenrøden paafaldende stærk og ejendommelig efter Lakis Udbrud i 1783. Ogsaa i Island saa man dengang efter Beretningerne mange mærkelige Luftsyn, som man antog for overnaturlige Varsler, der bebudede den paafølgende Hungersnød og store Dødelighed blandt Mennesker og Dyr. De voldsomme Naturbegivenheder, vulkanske Udbrud, Oversvømmelser og Jordskjælv have især i ældre Tider sat Almuens Fantasi i stærk Bevægelse, og ældre Beretninger om islandske Vulkanudbrud, der som oftest ere skrevne af Præster, indeholde altid lange og udførlige Betragtninger om Menneskenes Daarlighed og den retfærdige Straf, de havde paadraget sig ved deres ugudelige Levned. Præsten Jon Steingrimsson til Sida, en dygtig og oplyst Mand, som var Øjenvidne til Udbruddet 1783 og har skrevet et udførligt Skrift om denne Begivenhed, begynder ogsaa med Betragtninger over sine Sognebørns daarlige Levnet; det var ikke saa underligt, siger han, at der maatte komme en Katastrofe, hvor Folk levede i saadan en Overdaadighed, at de brugte (hele Sognet) 93 Rigsdaler til Brændevin om Aaret, desuden vare alle forfaldne til Tobak og kom sjældent i Kirke.

De vulkanske Fænomener træde, som vi have set, i Island frem under mangfoldige Former, og Island er i den Henseende et af de mærkeligste Lande i Verden. I Europa findes intet lignende, og man maa søge til Java og Japan, hvis man vil se en ligesaa storartet vulkansk Natur.