Hermed et Kort i Texten.

Naar der her skal fremsættes en Forklaring over Istiden, er det vel tjenligt at begynde med en kort Beskrivelse af de mest iøjnefaldende af de Fænomener, som skulle forklares og samles til et ordnet Hele.

1. Beskrivelse af Istidens Fænomener.

Istiden er jo, som bekjendt, den Periode af vor Jordklodes Udviklingshistorie, som ligger mellem den tertiære Tid og den nuværende Tid, og den har sit Navn af det udstrakte Isdække, som bredte sig ud over store Strækninger af det nordlige Europa og Nordamerika omtrent indtil den 40de Breddegrad. En tilsvarende Udbredelse af Isen fandtes under Istiden paa den sydlige Halvkugles Lande, og man antager derfor i Almindelighed, at Aarsagen til disse Isdannelser har været universal eller virket paa én og samme Tid over hele Jordkloden. Man har saaledes paavist, at Isdannelsen vilde faa en saadan Udbredelse, dersom Middeltemperaturen paa Jordoverfladen sank ca 5 ° C., eller som man ogsaa kan udtrykke dette, dersom Snelinjen blev sænket c. 3 å 4000 Fod. Isdækket havde i nordlige Egne en Tykkelse af 6— 7000' og blev gradvis tyndere henimod dets sydlige Grænse. At Isen virkelig har haft en saa overordentlig stor Mægtighed og Udstrækning, har man fundet ved Analogien mellem de Mærker, den har efterladt, og hvad man kan iagttage ved den nuværende Tids Gletschere i Alperne og andensteds (navnlig de saakaldte Skurstriber og Morænedannelserne), og man betragter derfor med god Grund de nuværende Gletschere som de tiloversblevne !\ester af Istidens Gletscherdannelser. Men ligesom vor Tids Gletschere kunne variere i Udstrækning paa Grund af midlertidige Forandringer i Klimaet, saaledes mener man ogsaa at kunne eftervise Variationer i Isens Udbredelse under Istiden, og navnlig saaledes, at der har været to Nedisninger, en første, under hvilken Isen naaede sin største Udbredelse, og en anden, mindre udbredt Nedisning, samt at disse vare adskilte ved den saakaldte „interglaciale Tid", under hvilken Isen for en stor Del smeltede bort, og Klimaet svarede til vor Tids Klima. Alle Geologer ere imidlertid langtfra enige om, hvorvidt der har været en saadan interglacial Tid.

Men ligesom nu i det hele taget Isens store Udbredelse umiskjendeligt tyder paa et koldt Klima, saaledes har man ogsaa fundet, at der samtidigt fandt en Vandring Sted af nordlige Plante- og Dyreformer sydpaa, og her skal exempelvis nævnes, at under Istiden fandtes

der Kensdyr i det sydlige Frankrig, medens Polarræven og Muskusoxen levede i Pyrenæerne. I Landene omkring Nord- og Østersøen har man ligeledes fundet Vidnesbyrd om, at der under Istiden maa have strakt sig et Ishav over disse Egne, eftersom man har fundet Levningerne af Skaldyr dér, som nutildags udelukkende leve indenfor Polarkredsen.

Var dette imidlertid alt, hvad man vidste om Istiden, kunde man saa nogenlunde slaa sig til Ro med, at Istiden var en Periode, hvor Aarets Middeltemperatur var en Del lavere, end den før eller siden har været, og saa tænke sig som Aarsagen en eller anden Forandring i de kosmiske Forhold.

Saaledes stille Sagerne sig dog langtfra. Vi komme nu til at omtale nogle andre af Istidens Fænomener, nemlig Vidnesbyrdene om, at Istiden lige saa vel maa betegnes som en abnorm varm Periode som en abnorm kold; og da disse Vidnesbyrd ere ligesaa uomtvistelige som de forhen omtalte, kan vel Navnet Istiden næppe siges at være en træffende Betegnelse for dette Afsnit af Jordens Historie.

Ligesom den nordlige Fauna og Flora under Istiden bredte sig langt mod Syd, saaledes bredte ogsaa de sydlige Landes Fauna og Flora sig langt højere op mod Nord, end de nutildags forefindes. Som karakteristiske Exempler kan nævnes, at man i Englands Aflejringer fra Istiden har fundet Levninger af Elefanter og Flodheste, Leopard er, Løver osv., altsaa Dyr, som man nutildags maa gaa saa langt mod Syd som til Afrika for at finde. Værd at lægge Mærke til er, at man har opflsket en Del af disse Dyrelevninger fra Bunden af Nordsøen, og at man antager, at England paa den Tid var landfast med det øvrige Europa.

Endnu større Opsigt vakte det imidlertid, da man saa langt mod Nord som de nysibiriske Øer fandt mægtige Ansamlinger af Benlevninger af Mammut og Næsehorn, ja, endog et Exemplar eller to af Mammuter velbevarede i Isen ved Lenaflodens Munding i det nordlige Ishav, saa velbevarede, at endog Hundene aad af Kjødet. Senere Undersøgelser have vist, at der hist og her overalt i disse Egne, ja, endog saa langt mod Nord som den 81de Breddegrad er blevet fundet Levninger af mellemeuropæiske Træsorter, saasom Ahorn, Bøg, Plataner, Tax og endog Kullag, hvilket alt tyder paa, at der under Istiden maa have været et forholdsvist meget varmt Klima paa disse nordlige Breddegrader.

Vil man nu forsøge at samle alle disse Fænomener til et samlet Hele, ser man snart, at man ved at anvende Nutidens Begreber om Klimaforhold osv. til at forklare dem, aldeles ingen Vegne kommer. Med andre Ord, Istidens Fænomener vise udenfor enhver Tvivl, at Forholdene paa Jordoverfladen dengang maa have været fuldstændigt forskjellige fra, hvad de nu ere, og det gjælder derfor om at finde, hvorledes de da vare, ligegyldigt hvor usandsynlig Forklaringen end ved første Betragtning kan synes; hvis den blot kan faa disse tilsyneladende modstridende Fænomener til at harmonere med hverandre, kan man trygt forlade sig paa, at Forklaringen er den rette. Istidens Fænomener ere i sig selv saa mærkværdige, at man ikke kan undre sig over, at den Hemmelighed, de ruge over, er ligesaa mærkværdig.

2. Aarsagen forklaret.

I umindelige Tider har det været den gængse Opfattelse, at Nedbør og Fordampning fra Jordoverfladen stod i direkte Forhold til hinanden, idet Regnen skyldtes Fortætningen af den fra Jordens Overflade fordampede Fugtighed. Til at støtte denne Formodning har man ikke haft andet end den Omstændighed, at disse to Fænomener tilsyneladende holde hinanden i Ligevægt, idet Jordklodens Vandmængde, som det synes, ikke har forandret sig, eller Havet i nogen mærkelig Grad har forandret sit Niveau i den historiske Tid.

Man har endvidere antaget; at Atmosfæren havde en vis begrænset Udstrækning af nogle Mil fra Jordoverfladen, og om end der altid har været Forskere, som ikke have kunnet forlige sig med en saadan Antagelse, idet de ikke have kunnet indse, hvorledes Tanken om en saadan absolut Grænse kxmde forenes med Tanken om et udenfor samme værende lufttomt Rum, saa har Antagelsen dog vundet almindelig Hævd, fordi den passede sammen med den ovenfor omtalte Opfattelse af Forholdet mellem Regn og Fordampning. I Virkeligheden har man imidlertid ikke haft nogetsomhelst Grundlag, hvorpaa man kunde støtte Formodningen om, at Atmosfæren skulde være begrænset i sin Udstrækning, men paa den anden Side har man heller ikke haft nogen uomgaaelig Kjendsgjerning, som kunde foranledige, at man ændrede sin Opfattelse. Saadanne Kjendsgjerninger har man imidlertid nu faaet i Istidens Fænomener. Disse bevise aldeles klart, at Atmosfæren maa være übegrænset, og at Regn og Fordampning kun tilsyneladende afhænge af hinanden, thi kun under denne Forudsætning ere vi istand til at bringe Istidens tilsyneladende modstridende Fænomener til at harmonere med hinanden.

Antage vi saaledes, at Regnmængden i en kortere
eller længere Aarrække havde været forskjellig fra Fordampningen
fra Jordoverfladen i det samme Tidsrum,

saa vilde Havspejlets Niveau derved have forandret sig, og vi skulle nu ved en lille Beregning søge at eftervise, hvilken Forandring i Klimatforhold en Sænkning af Havets Niveau vilde medføre.

Sætte vi som Exempel, at Havets Niveau gjennem et vist Tidsrum var sunket 10 Fod, kunne vi beregne, hvormeget Atmosfæren derved vilde synke eller komme nærmere til Jordens Centrum. Da Havet opfylder omtrent 3/₄ a^ Jordens Overflade, vilde det Volumen, Havet var formindsket, være lig en Kugleskal med Jordens Radius og en Tykkelse af 3/4 Gange 10 Fod = Tl/^T¹/^ Fod. Saameget vilde altsaa Atmosfæren synke. Paa lignende Maade lader det sig beregne, hvormeget Atmosfæren vilde synke, hvis Havet sank 6000'. Ved nærmere at beregne det Volumen, Havet derved vilde blive formindsket, viser dette sig at svare til en Kugleskal med Jordens Radius og en Tykkelse af omtrent 4000 Fod. Med andre Ord: Hvis Havet sank 6000 Fod, vilde Atmosfæren eller en Flade højt oppe i samme med et vist Lufttryk synke 4000' mod Jorden. Dette kan man ogsaa udtrykke ved at sige, at Snelinjen f. Ex. vilde synke 4000 Fod.

Vi ville nu forsøge at forestille os, hvorledes Forholdene paa Jorden vilde være, hvis Havet kom til at staa, eller tidligere havde staaet, 6000 Fod lavere, end det nu gjør. Som allerede omtalt, hvis Snelinjen blev sænket 4000', vilde Jordens Middeltemperatur blive 5 ° C lavere, end den nu er, d. v. s. paa den Del af Joi-doverfladen, som nu er Land; og dér vilde altsaa Betingelserne være tilstede for Dannelsen af de Ismasser, som under Istiden opfyldte Jordens Overflade.

Men, hvis Havet sank 6000 Fod, vilde dets Areal blive formindsket saameget, at der omtrent vilde være lige stor Land- og Vandoverflade, eller med andre Ord, der vilde være fremstaaet et betydeligt Landareal langs Kysterne af det tidligere Hav. Og hvorledes vilde Temperaturforholdene stille sig dér? Da Havet er blevet sænket 6000', men Atmosfæren som Helhed kun er bleven sænket 4000', vil Lufttrykket over det sænkede Havs Overflade være 6000' -f- 4000' = 2000' større end ved Overfladen af det nuværende Hav.

Nu véd man, at Luftens Temperatur stiger regelmæssigt l ° C for hver 5 ä 600 Fod, man kommer længere ned i den. Ved det sænkede Havs Overflade eller ved dets Kyster vilde Middeltemperaturen af denne Grund blive hen ved 4° C højere, end den nu er ved Kysten under ellers lige Forhold. Men en saadan Forskjel i Middeltemperaturen svarer nutildags til en Forskjel i Breddegraden som f. Ex. mellem Kristiania og Neapel, og altsaa ogsaa i Klimatforhold.

Betragter man imidlertid hosstaaende Kort over Atlanterhavet med de omliggende Lande, hvor Havet er tænkt sænket til 6000' Kurvens Niveau, vil det blive bemærket, at Atlanterhavet viser sig som et lukket Hav med Ækvator gaaende midt igjennem sig; hvad Stigningen i dette Havs Temperatur vilde være, foraarsaget ved, at de kolde Strømninger fra de arktiske Egne ere udelukkede derfra, lader sig maaske vanskeligt beregne, men det vilde rimeligvis være flere Grader Celsius. Denne Forøgelse i Havets Temperatur vilde selvfølgelig gjøre Klimaet langs dets Kyster betydeligt mildere, end det ellers vilde have været, og man kan derfor maaske anslaa Middeltemperaturen langs Kysten af det sænkede Atlanterhav til 6 å 7 ° Celsius højere end langs Kysten af det nuværende Atlanterhav.

Men under et saadant Klima vilde de sydlige Egnes Fauna og Flora kunne trænge højt op imod Nord; man kan saaledes let forklare sig Forekomsten af Flodheste, Elefanter, Løver osv. under Englands Breddegrad, og paa lignende Maade et Klima i arktiske Egne, som kunde betinge Forekomsten af Mammut og det behaarede Næsehorn.

Da endvidere Fordampningen fra Middelhavet nu for Tiden er større end Regnmængden, vilde dette Hav sandsynligvis have været næsten helt udtørret under Istiden, naar det ved Sænkningen af Havets Niveau først var blevet afskaaret fra Atlanterhavet, og hvilken Rugeplads for Kæmpedyr de derved opstaaede dybe Dalsænkninger med et overtropisk Klima vilde have afgivet, lader sig ikke let forestille.

Efter at have paavist, hvorledes en Sænkning af Havets Niveau paa en ganske naturlig Maade vilde fremkalde Betingelserne for Størstedelen af Istidens Fænomener, staa kun nogle ganske enkelte af disse tilbage, saasom Interglacialtiden og Forekomsten af Ishavsdannelser ved Nord- og Østersøen; den første er imidlertid let forklaret ved, at Havet for en Tid igjen steg til sit tidligere Niveau eller deromkring, og endelig vilde Ishavsdannelserne opstaa ved, at det stegne Hav gav sig til at optø de uhyre Ismasser og saaledes for lange Tider erholdt en usædvanlig lav Temperatur.

Naar vi nu ville kaste et Tilbageblik paa ovenstaaende Udvikling, vil det altsaa ses, at Betingelserne for Istidens Fænomener opstod ved, at Havet sank, idet nemlig derved Luften kom til at flyde af Landets Overflade ud over de sunkne Haves Overflade, hvorved Lufttrykket over disse og altsaa Middeltemperaturen blev betydeligt forøget paa samme Tid, som Lufttryk og Middeltemperatur over de oprindelige Landarealer

blev formindsket, og Porskjellen vilde i saa Henseende blive desto mere udpræget, jo dybere Havet sank. Naar vi derfor ere blevne staaende ved, at Havet sank 6000', da er det kun, fordi de deraf resulterende

Forhold synes
at passe særdeles
godt til
Forholdene under
Istidens
Maximum, men
for dem, der
kunde mene, at
den anførte
Sænkning ikke
er tilstrækkelig
til at forklare
Fænomenerne,
er der jo intet
i Vejen for at
forestille sig, at
Havet sank
noget mere end
6000 Fod.
Medens Virkningerne
af Isen
og det kølige
Klima saa at
sige alle ligge
klart for Dagen,
ere de Landarealer,
som
havde det milde
Klima, nutildags
næsten
ganske bedækkede
af Havet,
saa det er ikke
let at undersøge,
hvilke Tilstande
dér kan
have hersket.
Hist og her ere
dog ved senere
Hævning er af
Jordskorpens
Overflade enkelt

Partier komne tilsyne, i arktiske Egne, og interessant er det at lægge Mærke til, at det er ved Opfiskninger fra Nordsøens Bund, at en Del af det Materiale er skaffet tilveje, somtyder paa et varmt Klima under Istiden.

Princippets Almindelighed.

Med det herved vundne Besultat for Øje, at Jordklodens
Vandmængde kan være underkastet Forandringer,
lader det sig ikke nægte, at Jordens Udviklingshistorie

bliver betydeligt lettere at opfatte end tidligere. Naar man først har indset, at Havspejlet engang maa have været sænket og atter igjen steget, eider jo ikke noget i Vejen for, at det Samme kan have gjentaget sig mangfoldige Gange under Jordskorpens Tilblivelse, og at dette virkelig har været Tilfældet finder en mærkelig Støtte deri, at man har ment at kxinne spore tidligere Istider gjennem saa godt som alle Jordskorpens Formationer. Men er dette først slaaet fast, saa følger deraf, at Havspejlet for hver Gang, det har været sænket, atter maa være steget igjen. Og nu viser det sig, at Kontinenterne Gang efter

Gang have været helt eller delvis dækkede af Havet og i Mellemtiderne atter igjen tørt Land. Til at forklare dette Fænomen har man, under Forudsætning af, at Jordklodens Vandmængde forblev uforandret,

ikke haft andet at ty til end at antage, at Kontinenterne have hævet og sænket sig som en Følge af Jordens Sammentrækning ved Afkøling. Betænker man imidlertid, at den over Havet værende Del af Jordskorpen kun er 1/₁₂ af Havets Volumen, indser man nok, at ved saa kolossale Bevægelser af Jordskorpen, som kunde f'aa hele Kontinenter til at forsvinde under Havfladen, vilde der være en virkelig Fare for, at alt Land skulde forsvinde under Havfladen.

Det er i saa Henseende interessant at lægge Mærke til, at Suess, vor Tids mest anerkjendte Specialist paa dette Omraade, ikke kan være med til, at det skulde være Kontinenterne, der have hævet og sænket sig, men holder paa, at det maa være Havet, der har forandret sit Niveau, uden at han dog kan forklare sig, hvorledes dette egentlig skulde være gaaet til. Suess har altsaa fulgt Problemet til Dørs, og forhaabentlig vil han derfor være blandt de første til at anerkjende den her fremsatte Teoris Rigtighed.

Ganske vist har der fundet Bevægelser Sted i Jordskorpen ved dennes gradvise Sammentrækning, men medens disse langtfra ere tilstrækkelige til at forklare Havets ideligt gjentagne store Niveauforandringer, have de i en væsentlig Grad tjent til at udviske Regelmæssigheden af de tidligere Strandlinjer, og uden dem vilde man nutildags kunne forfølge disse over hele Jordkloden. Ser man imidlertid hen til Tertiærtidens forholdsvis moderne Aflejringer, er det ganske karakteristiskt, at man er kommet til det Resultat, at der umiddelbart forud for den tertiære Tid fandt en næsten over hele Jordkloden udbredt Hævning af det tørre Land Sted, eller, som man ogsaa kan udtrykke det, en almindelig Sænkning af Havets Niveau. Men hvorledes har dette kunnet gaa for sig, undtagen ved at Vandmængden paa Jorden blev formindsket i. Volumen?

Man har hidtil troligt fulgt det af Englænderen Lyell hævdede Princip, ikke at anerkjende andre Kræfters Medvirkning ved Jordskorpens Dannelse end dem, man nutildags kan observere i Virksomhed. Ved denne systematiske Fremgangsmaade er der opnaaet det store Gode, at Savnet af en hidtil ukjendt medvirkende Faktor, som ikke lader sig direkte observere nutildags, er traadt stedse tydeligere frem, efterhaanden som de geologiske lagttagelser ere tiltagne i Omfang. At denne Faktor er Foranderligheden af Havets Vandmængde, har det været Hensigten med disse Linjer efter fattig Lejlighed at antyde.

Mennesket under Istiden.

Det er en bekjendt Sag, at de tidligste Vidnesbyrd om Menneskenes Nærværelse paa Jorden ere hentede fra Forekomsten af deres efterladte Redskaber af Sten, Metal, Ben eller Horn, og disse Gjenstandes Fund er paa en Maade af større Værdi, end Fundet af selve Menneskets Kranier og Knogler vilde have været, thi samtidigt med, at de give os sikker Underretning om Menneskets Nærværelse, give de tillige Oplysning om dets Kulturstandpunkt og Beskæftigelser. Da man nu har fundet saadaime Gjenstande i Istidens Aflejringer og opbevarede deri paa en saadan Maade, at de ikke ved Tilfældigheder paa et senere Tidspunkt ere blevne disse Lag tilførte, har man heri set et uigjen_driveligt Vidnesbyrd om, at Mennesket har levet paa Jorden, om ikke under den hele Istid saa dog under en væsentlig Del deraf.

Der er imidlertid den Ejendommelighed ved disse Fund, som man ikke har kunnet lade være at lægge Mærke til hverken i Europa eller i Nordamerika, hvor de ligeledes findes, nemlig den, at de ligesom dele sig i to stærkt afsondrede Grupper, som man har kaldt den ældre eller den palæolitiske Menneskealder og den yngre eller neolitiske Menneskealder. I den palæolitiske Tid vare Redskaberne yderst raat tildannede og tydede paa et yderst lavt Kulturtrin, og de forefindes ofte sammen med Knoglerne af flere nu uddøde Dyrearter saasom Mammut og det behaarede Næsehorn, hviket tyder paa, at de hidrøre fra en Tidsperiode, der ligger meget langt tilbage. Redskaberne fra den neolitiske Tid derimod tyde paa et meget betydeligt Fremskridt i Kultur, og medens de aldrig findes sammen med Knogler af Mammut og det behaarede Næsehorn, finder man dem sammen med Knoglerne af de fleste af vore Husdyr, saasom Heste, Svin, Faar, Geder, Oxer og endelig Hunde. Disse Dyr finder man til Gjengjæld ikke Spor af i den palæolitiske Tid.

Der synes altsaa at være et stærkt udpræget Spring eller en Lakiine mellem disse to Tidsaldre; man kan ikke gradvis forfølge Overgangen fra den ældre til den yngre Tidsalder, og det Spørgsmaal har derfor med Rette været opkastet: Hvor opholdt Menneskene sig i den mellemliggende Tid, som aabenbart maa have været af meget lang Varighed, for at Kulturen kunde gjøre saa mægtigt et Fremskridt som antydet? Hine Tiders Mennesker vare jo hovedsagenlig Kystbeboere, som ernærede sig ved Jagt og Fiskeri, og, forudsat at de levede før Istidens Begyndelse, vilde de jo, efterhaanden som Havet sank, og Kysten trak sig tilbage, følge med denne, om ikke af anden Grund, saa fordi den sig udbredende Isdannelse og det barske Klima vilde drive dem bort fra deres gamle Tilholdssteder. Langs den nye Kyst vilde de derimod finde

et mildere Klima og alle Betingelserne for en behageligere
Existens.

Efterhaanden som saa Istiden ophørte, og Havet igjen steg, vilde Menneskene paa den lempeligste og naturligste Maade blive tvungne tilbage til de Landstrækninger, hvor deres Forfædre for Aartusinder siden havde levet. Heri ligger da en meget sandsynlig Forklaring af Springet mellem den palæolitiske og den neolitiske Tid. I Tidsrummet mellem disse to Perioder levede Menneskene langs det sænkede Havs Kyster, og Vidnesbyrdene om deres datidige Existens ligge derfor nu begravne under Havets Overflade. Man behøver derfor ikke at undre sig over, at Mennesket har kunnet udholde Klimaets Barskhed under Istiden, hvis det virkeligt har existeret paa den Tid, thi, som anført, vare Betingelserne fuldtud tilstede, for at det kunde føre en forholdsvis behagelig Existens og have rigelig Lejlighed til at gøre Fremskridt paa Kulturens Omraader, selv medens Istiden stod paa sit højeste.