Hvor laa det gamle Gosen?

Hermed et Kort i Texten.

Ifølge Israeliternes historiske Minder, som vi finde i det Gamle Testamente, havde Folkets Forfædre under deres Ophold i Ægypten, førend de kom til at bo i „det hellige Land", haft Ophold i Ægypten i et Landskab, som de kaldte Gosen. Nogen nøjere Bestemmelse af, hvor dette Gosen laa, gives hverken i Mosebøgerne eller i de andre bibelske Skrifter. De gamle Jøder manglede vistnok ikke historisk Sans, men for geografiske

før man begynder at tage Spørgsmaalet op. Men en videnskabelig Behandling var jo rigtignok heller ikke mulig, førend man gjennem videnskabeligt dannede Rejsende fik nøjere Oplysninger om Ægypten og virkelige Kort. Vor Landsmand, Søofficeren Norden, var den første, som gav et større Kort over Nildalen, lige indtil Ægyptens Sydgrænse ved Katarakten. Over Nedre-Ægypten fik man først et godt Kort ved den franske Expedition under Napoleon, og alle følgende Kort ere i Grunden kun Revisioner af det store franske, for sin Tid saa fortrinlige og paalidelige Kort over Ægypten, som de franske Lærde udgav i „Description de l'Égypte".

Vore Kilder til Oldtidens, ogsaa til Ægyptens gamle Geografi, ere, som vel kjendt, de græske og romerske Geografer: Strabon, Mela, Ptolemæos, Naturforskeren Plinius o. a., hvortil komme forskjellige Oplysninger, som kunne hentes fra Historikere og andre af Oldtidens Forfattere. Paa dette Grundlag var der tidlig i Europa fremkommet Fremstillinger af Oldtidens Geografi, hvori lærde Forfattere havde søgt, ved Hjælp af nyere Rejsendes Meddelelser, at bestemme Stedet, hvor de forskjellige Oldtidsbyer havde ligget. For Ægyptens Vedkommende var flere af de vigtigste Byers Beliggenhed let at bestemme, nogle af dem havde endnu de gamle Navne, ikke meget forandrede.

Et stort Fremskridt gjorde den gamle ægyptiske Geografi særligt derved, at, takket være mest franske Lærde, den koptiske (ægyptisk-kristelige) Literatur droges frem. Den bestaar mest af Martyrhistorier, der bevægede sig paa ægyptisk Omraade, og hvori der forekom en Mængde gamle ægyptiske Stednavne, hvis Beliggenhed i alt Fald omtrentlig lader sig bestemme af Sammenhængen. Hertil kom endnu Opdagelsen af forskjellige Lister, paa hvilke ægyptiske Stæder fandtes opførte, saavel med deres koptiske (ægyptiske) som med deres nyere (arabiske) Navne. — Men intet Steds fandt man Gosen omtalt, hverken i de koptisk-arabiske Lister eller i de koptiske Fortællinger eller hos Oldtidens Forfattere. — At Navnet Gosen dog forekommer hos de gamle Geografer, men i en temmelig ukjendelig Skikkelse som Pha-kussa, kunde man ikke dengang se, da det gamle faraoniske Ægypten var en lukket Bog, saa længe man ikke kunde læse Hieroglyfskriften. Men da Champollion lærte os at løse Hieroglyfernes Gaade, og da hans Disciple begyndte nøje at studere de ægyptiske Indskrifter og at finde ud af Indholdet, og særligt) da Mariette begyndte at grave de storartede Tempelruiner ud, saae man snart, at der paa de gamle Mindesmærker fandtes en Fylde af Bidrag til Bestemmelsen af Ægyptens Geografi i de gamle Faraoners Dage, naar nogen turde vove at bringe Orden i det uendelige Kaos. Engelskmanden Harris i Alexandria viste Vejen, og afdøde Brugsen-Pacha opførte Bygningen, som siden er forbedret af J. de Rouge, afdøde Joh. Diimichen o. m. a.

Af de talløse, ægyptiske Indskrifter paa Tempel- og Gravvægge, Stentavler, Papyrusruller osv. er der sikkert nok saa godt som slet ingen, der kan siges at være forfattet i geografisk Øjemed, men alligevel kan man ikke nægte, at mange hieroglyfiske Mindesmærker, Billeder med Indskrifter o. desl., ikke uden Grund ere blevne kaldte „geografiske", og naar man gjennemløber Titlerne paa større ægyptologiske Værker, vil man finde, at flere af dem handle om „geografiske Mindesmærker", opdagede i Ægypten.

Men de gamle Ægyptere have ingenlunde ladet disse Mindesmærker indhugge for at lære deres Landsmænd eller andre Geografi. Disse Indskrifter have en hel anden Bestemmelse. De findes næsten alle paa Tempel vægge og tjente til at forherlige den Guddom, i hvis Helligdom de vare indhuggede. De ægyptiske Guder vare nemlig som de fleste andre gamle Folks Guddomme i høj Grad lokale. Naar man kom til en anden Egn, til en anden By, fandt man helt andre Guder end i de Byer, man nylig havde forladt. Dog gaves der ogsaa enkelte Guder, som vare højt ansete i større Strækninger af Landet. Særlig gjaldt dette om Osiris. For at hædre disse Guder og vise, hvor udbredt deres Anseelse var, smykkede man gjærne disse Guders Helligdomme med Billeder, ledsagede af Indskrifter, der fremstille, hvorledes Ægyptens forskjellige Landskaber, symboliserede ved Figurer, bringe Gaver til vedkommende Gud. For at Læseren ikke skal tage Fejl, og for at man kan se, hvorledes hele Landskabet tager Del i denne Hyldning, anføres ofte for hvert Landskab Navnene paa dets vigtigste Stæder og Templer, paa de andre i disse tilbedte Guddomme, paa deres hellige Træer, Kanaler, Søer, Processionsbarker, vigtigste præstelige Værdigheder o. desl. Ved Hjælp af disse Mindesmærker, der naturligvis ikke alle ere lige fuldstændige, men som ofte udfylde hverandre, have Ægyptologerne kunnet udarbejde en Oversigt over den ægyptiske Geografi. De forskjellige Landskaber — af Grækerne kaldes de Norner — opføres gjærne paa disse Mindesmærker i en bestemt Orden. Der begyndes gjærne sydfra, og derfor var det ikke saa vanskeligt for Ægyptologerne at bestemme Beliggenheden af de allerfleste, i de hieroglyfiske Mindesmærker omtalte Norner, som maatte søges i

Nildalen; men i Deltaet var Opgaven vanskelig, da man manglede faste Udgangspunkter for Bestemmelsen af, hvor de Stæder, som disse Mindesmærker nævne, vare at søge. Man gik i Regelen ud fra Lydligheder med Nutidens Byer og Landsbyer; men denne Art Slutninger ere ingenlunde altid paalidelige. Stednavne vexle i Ægypten meget let og hurtigt, særligt paa Landets Udkanter. Man har flere Exempler paa, at Stednavne, som vare almindelige 1800, vare ukjendte 1845; de dengang brugelige ere nu afløste af helt andre. Forskjellige Fund og Udgravninger, der ere foretagne i den nyere Tid, omkring i Deltaet, have tilfulde vist, at man oftere har taget Fejl, naar man har sluttet sig til Identiteten af ægyptiske Oldtids- og Nutids-Byer, alene af den Grund, at de havde samme Navn.

Paa den anden Side maa vi dog bemærke, at man ikke har taget Fejl i alle Slutninger. Ikke at tale om Alexandria, have Udgravninger godtgjort, at Sais ligger ved Sa-el-Hagar, Athribis ved Trib, Bubastis ved Tell (lige sydfor Zagazig), Tanis, Bibelens Zoan ved San osv.; men om mange andre Byer er man endnu i Uvished, hvor de maa søges, og det ligesaavel Byer, der omtales af gamle Forfattere, som Byer, der nævnes paa de hieroglyfiske Mindesmærker. Det eneste Middel, vi have til engang endelig at se disse Spørgsmaal løste, er Udgravningen af de talrige Ruinhøje (Arabisk: tell), som findes i og ved Deltaet. Men et saadant Arbejde er ikke meget indbydende, da man i Deltaet kun undtagelsesvis finder Ting, som kunne betegnes som Museumsgjenstande, og som kunne siges nogenlunde at opveje de store Udgifter. Det er hændet, at man slet intet har fundet, uden Grus og Brokker, (saaledes i Tell Rotab, som Naville udgravede i 1885), og selv om man paa et Sted finder hieroglyfiske Indskrifter, er det dermed ingenlunde afgjort, at man i disse støder paa Navnet paa den By, man udgraver. En fremmed By kunde godt være nævnt. For ikke at tage Fejl i sine Bestemmelser maa man gaa en Omvej. Man maa nøje agte paa, hvilke Guder der omtales, eller hvilke Guder de Brudstykker af Billeder tilhøre, man udgraver. Guderne ere nemlig alle lokale; og de omtalte Mindesmærker lære os at kjende deres Fordeling omkring i Landet. Et Fund af et Gudebillede eller et Gudenavn viser, paa hvilket Omraade vi befinde os. Et Billede af et helligt Dyr, selv en Stump, kan stundom hjælpe os paa Spor.

Af ikke ringe Værd er endvidere de saakaldte Nomosmønter fra Ægypten, Mønter med græsk Paaskrift, slaaede i nogle ægyptiske Byer i et vist Tidsrum af den romerske Kejsertid; de lære os nemlig at kjende Hoved- eller Skytsguden i den By, hvorfra de stamme, og give os derved Vink om, hvor vi maa søge deres Hjem.

Edouard Naville, den udmærkede Genfer-Ægyptolog, der i en Aarrække for det engelske Selskab „Palestine har ledet Udgravninger i Ægypten, har haft sin Opmærksomhed særlig henvendt paa de Dele af Nedre-Ægypten, hvor Gosen maa søges, nemlig paa Egnene omkring den gamle Ferskvandskanal, der førte fra Nilen til det Røde Hav, og som i vore Dage istandsattes af Ferdinand de Lesseps, før han begyndte Gravningen af den egenlige Suez-Kanal. I disse Egne havde allerede de franske Lærde fra Napoleons Expedition søgt Gosen, nemlig vestfor det nuværende Ismailia, i Dalen, som dengang kaldtes Seba-Biar (omkring Tell-el-Maskuta), men i denne snævre Dal var der ikke Plads til en talrig Befolkning. Paa den anden Side vare de ikke saa langt fra det rette; Gosen ligger, som man nu véd, lige vestfor den snævre Dal Vadi ikke langt østfor den i vore Dage stærkt opblomstrende By Zagazig. Disse franske Lærde vare i alt Fald langt nærmere ved det rette end de forskjellige europæiske Lærde, der sad hjemme i deres Studerekamre og skrev Afhandlinger om Gösens Beliggenhed, og som ofte søgte Gosen i de vestlige Dele af Deltaet, hvilket er helt uforeneligt med Bibelens Fortælling (se Vald. Schmidt, „Assyriens og Ægyptens gamle Historie", S. 1153—1170).

Naville har foretaget Udgravninger i disse Egne ved Tell-el-Maskuta, ved Tell-Rotab og ved Saft-el Her ligger en stor Ruinhøj, i hvilken han snart fandt Minder om en fra de ovennævnte Mindesmærker velkjendt Gudekreds, der efter de samme hieroglyfiske Indskrifter hørte hjemme i en Nomos, som i disse i Regelen anføres som den tyvende i Nedre-Ægypten. Dens Hovedstad havde som de fleste vigtige, ægyptiske Byer flere Navne, dels mere profane Navne, dels Navne efter sin Hovedgud. Den kaldtes ofte kesem eller gesem, et Navn, der undertiden afkortedes (il kes eller ges, og oftere nævnedes med Artiklen på eller pe. Da mange ægyptiske Ord have to Former, én, der bruges, naar Ordet har Tonen, og en anden, med kortere Selvlyd, naar det er tonløst og staar foran et andet Ord, saa kunne de omtalte Ord ogsaa udtales kosem, gosem, kos, gos, med Artiklen pa-kossem, pakosse o. desl. Vi ere saaledes komne til et Navn, der ikke staar meget langt fra det græske Phakussa; ja, vi kunne sige, at Grækerne have gjengivet det gamle ægyptiske Bynavn ret vel ved deres Phakussa. Denne By laa efter Strabon i Øst-Ægypten ved Kanalen, der førte til det

Køde Hav. I Byen dyrkedes en Solgud, hvem Spurvehøgen var helliget. Denne Guddom afbildedes ofte som en mumificeret Spurvehøg paa et Fodstykke, hvilken ejendommelige Skikkelse førte Navnet Akhom eller Spot-ctkhom ; Byen kaldtes efter den pe-spot-akhom, d. e. „Guden Spot-akhoms Hus". Nu have vi græske Mønter fra en ægyptisk Nomos, „Arabia", med Gudenavnet Spot-akhom, skrevet helt ud og ret tydeligt. Man véd altsaa, at Landskabet eller Nornen, hvis Hovedstad fordum laa ved Saft-el-Henneh, som paa ægyptisk hed Gosem (Gesem) eller Phakussa, i den græske Tid ofte benævnedes Arabia; med andre Ord, Gosen er det samme Landskab som Nornen Arabia. Dette Eesultat anselig ægyptisk Landsby paa Stedet, men Kuinhøjens Udstrækning viser, at her i gamle Dage har ligget en By, som ikke har været saa helt lille. .Forøvrigt har denne Nomos-Hovedstad ikke ligget midt i sit Distrikt.

En Milsvej længere mod Vest kom man allerede ind i en anden Nomos, den attende i Nedre-Ægypten, hvis Hovedstad Bubastis, nu Tell-Bast, laa lige sydfor Zagazig. Imod Syd og Øst strakte Nornen Gosen sig indtil Ørkenen; man kan kun være i Tvivl om, hvorvidt Dalen Vadi-Tumila, d. e. den lidt bredere vestlige Del af den Dal, hvorigennem Fersk vandskanalen løber, hørte til Gosen eller til den Øst derfor liggende ottende Nomos, hvis Hovedstad pa-tum efter Navilles

bekræftedes ved Navilles fortsatte Udgravninger paa Stedet, ligesom det paa det bedste stemmer overens men Gjengivelsen af Ordet Gosen i den gamle græske Oversættelse af det Gamle Testamente (Septuaginta), der forfattedes i Ægypten omtr. i det andet Aarhundrede før Kr. Her gjengives det hebraiske Gosen ved Gesem Arabias, d. e. Gesem (Gosem), som ogsaa kaldes Arabia. (Vi bemærke, at det er fuldstændigt korrekt, at Navnet skrives Gesem og ikke Gosem, da Ordet Arabia følger.) Det gamle ægyptiske Navn paa Byen pe-spot-akhom afkortedes til spot eller sopt, og det er efterhaanden bleven til Saft, der af Araberne har faaet Tilnavnet el-Henneh. Nu ligger her kun en lidet

teku (Pithom og Sukkoth) kun have to Benævnelser paa samme By; men da Æren at være Nomos-Hovedstaded- stundom gik over fra en By til en anden, kan man ogsaa i de to Navne have forskjellige Byer, der hver til sin Tid har været Hovedstad i Nornen.

I de sidste Aar er der kommet et nyt, meget vigtigt Aktstykke frem, som bekræfter de Resultater, man har kunnet uddrage af Navilles Udgravninger. Det er en romersk eller gallisk Dames Optegnelser om hendes Pilegrimsfærd til det hellige Land og Ægypten omtr. 380 Aar efter Kr., et latinsk Skrift, der er fundet i Arezzo af en italiensk Lærd, og hvoraf Meddeleren udgiver en dansk Oversættelse („Silvias Pilegrimsfærd", oversat af Vald. Schmidt, i Prof. Fred. Nielsens Smaaskrifter til Oplysning for Kristne X, 5). Denne Dame fortæller, hvorledes hun fra Sinai rejste over Klysma, d. e. uden Tvivl Kolzum ved Suez, til Byen Heroopolis og derfra til Arabia, Hovedstaden i Gosen; Afstanden imellem de to sidste Steder var efter hendes Angivelse 16 romerske Mil, d. e. henved 24 Kilom., en meget vigtig Bestemmelse, da det yderst omtvistede Spørgsmaal om, hvor Heroopolis laa, herved afgjøres. Flere Lærde have nemlig villet henlægge Heroopolis til Egnen om Suez, idet de have støttet sig til et utydeligt Sted hos Strabon (XVII, p. 803—4).

Forinden den omtalte kvindelige Pilegrim naaede Heroopolis, var hun draget igjennem Pithom, hvis Beliggenhed hun betegner paa en Maade, der stemmer meget godt med Resultaterne af Navilles Udgravninger, „paa et Sted, hvor man forlader Saracenernes Enemærker og kommer ind i Ægypten". Hun omtaler ogsaa Sukkoth som en Høj i Nærheden, men om dette er paalideligt, formaa vi ikke at afgjøre. Thi ligesaa værdifulde som hendes Meddelelser ere, naar de angaa beboede Steder, der i Regelen dengang havde bevaret de ældre Navne, ligesaa tvivlsomme ere de, naar de have übeboede Steder til Gjenstand; thi Munkevæsnet var allerede højt udviklet, og Munkene vilde altid vide god Besked om alt, uden at de vare videre nøjeseende med deres Kilders Paalidelighed.

Tolv romerske Mil hinsides Heroopolis, fire (altsaa 7 Kilom.) før Nornens Hovedstad (Saft-el-Henneh), saae hun udstrakte Ruiner, som man betegnede for hende som det bibelske Bamses, hvorfra Udvandringen under Moses begyndte. Denne hendes Angivelse har meget for sig. I ethvert Tilfælde kan dette Ramses ikke med Lepsius søges i Nærheden af Tell-el-Maskuta, uagtet Jærnvejens Anlæggere paa den berømte Berlinske Professors Autoritet have givet en Station i Nærheden Navnet Ramses. Af Pilegrimsfærden se vi, at Hovedstaden i Nornen Arabia dengang ofte kaldtes Arabia, ligesom Landskabet, hvori den laa. Forfatterinden kjender ogsaa Navnet Gosen, som hun skriver Gesse, Jesse eller Gesem, efter den græske Bibel-Oversættelse. Hun skildrer Landet som meget frugtbart, og det samme kan Meddeleren af disse Linjer, der paa sine Farter i Ægypten ogsaa har besøgt disse Egne, tilfulde bekræfte. Hvad Navnet Gosen angaar, er det ikke nogen aldeles korrekt Gjengivelse af det ægyptiske Navn, der brugtes baade om Landskabet og dets Hovedstad, men man maa ikke glemme, at de to Sprog vare saa meget forskjellige, at de til hinanden svarende Bogstaver ingenlunde altid udtaltes helt ens i begge Sprog.*)

---

*) Navilles Udgravninger ere beskrevne i Bind I og IV af Palestine Exploration Fund's Memoirs: „The Store-City of Pithom and the route of the Exodus", London 1885; og „Goshen and the shrine of Saft-el-Henneh", London 1887. De ægyptiske Navne paa de omtalte Stæder finder man f. Ex. i Vald. Schmidt: „Assyriens og Ægyptens gamle Historie" S. 1001 o. ff., sign. S. 993 (Kbhvn. 1878).