Geografisk Tidsskrift, Bind 12 (1893 - 1894)

Nogle Bemærkninger om den etnologiske Nomenklatur,

Søren Hansen.

Side 14

Skjønt det i og for sig kan betragtes som en ganske naturlig Ting, at den Usikkerhed, der raader i Retskrivningen — her som i alle andre Lande —, ogsaa gjør sig gjældende med Hensyn til Folkeslagenes Navne, saa er der dog al mulig Anledning til at undersøge, om ikke netop den etnologiske Nomenklatur burde behandles med Varsomhed og skaanes for mindre velovervejede Reformer. Enhver, der har haft Lejlighed til at beskjæftige sig med etnologiske Spørgsmaal, vil sikkert have Følelsen af, at den babyloniske Forvirring, der hersker paa dette Omraade, er godt paa Veje til at blive übodelig, og desuagtet forøges den med hyt r ny Bog, der udkommer, med hver Rejsende, der vender hjem fra fjærne Lande.

Det ligger nær at spørge, om det ikke var muligt at komme overens om et almindeligt Princip for Benævnelsen af Folkeslagene, og naturligt vilde det da være at kalde dem. som de selv kalde sig. En Bestræbelse i denne Retning kan ogsaa spores i mange nye Haandbøger. men om det end kunde lykkes at gjennemføre dette Princip for de fjærnere Folkeslags Vedkommende, saa vil Videnskaben aldrig kunne beherske Sprogbrugen, naar der er Tale om de europæiske Nationer. Man tænke saaledes blot paa et Ord som Tysker; paa Fransk hedder det allemand) paa italiensk tedesco, paa Engelsk german, paa Russisk niamiez, og det vilde sikkert være ganske haabløst at søge Ordet Deutscher indført i alle disse Sprog. Hertil kan man indvende, at den internationale Videnskab har Ordet Germaner til sin Raadighed som Nationalitetsbetegnelse, men det er ikke tysk, det er laant fra Romerne, og det har først i den nyeste Tid vundet Hævd i Tyskland, længe efter at den tyske Enhedstanke slog Rod. Paa ganske lignende Maade forholder det sig med alle andre europæiske Nationers Navne, skjønt det her nævnte Eksempel er det mærkeligste.

Hvad de fjærnere Folkeslag angaaer, er der ganske vist meget, der taler for en Reform i den ovenfor antydede Retning, men ogsaa her vil man støde paa praktiske Vanskeligheder, navnlig fordi Nationalitetsbegrebets Omfang i Almindelighed ikke kan bestemmes efter sproglige Forhold. Hertil skulle vi senere komme tilbage, og her skal det blot exempelvis anføres, at Navnet Inuit, hvormed man i de senere Aar ret jævnlig har betegnet Eskimoerne, ikke kan betragtes som absolut ensbetydende med det gamle Navn.


1) Hector Maclean, „Anthropological Review", Vol. IV, p. 129.

Side 15

Inuit betyder vistnok Mennesker, navnlig Indfødte i Modsætning til Udlændinge (kavdlunat)^}, men det ligger i Sagens Natur, at det kun anvendes af og om de Stammer, i hvis Sprog det findes, medens Eskimoer har en mere almindelig Betydning. Der er saa meget mindre Grund til at afløse dette sidste Ord med et nyt, som det forlængst har vundet Hævd i alle europæiske Sprog. Det er af indiansk Oprindelse, men efterhaanden er det trængt ind i Rækken af internationale Nationalitetsbetegnelser og har nu saa sikkert Fodfæste, at man übetinget bør bibeholde det. Paa samme Maade forholder det sig med Navne som Hottentotter og Botokuder og mange andre. Derimod hør man beholde et Navn som Kanaker, der er Sandwichsinsulanernes e«en Nationalitetsbetegnelse og ligeledes betyder Mennesker. Da dets Rækkevidde har en bestemt Begrænsning, tilfredsstiller det alle berettigede Fordringer, medens f. Eks. Navnet Tschucktscher lider af den samme Fejl som Inuit og kun bør bibeholdes, fordi man ikke har noget bedre. Til denne Gruppe hører ogsaa Navnet Bantu, der maa foretrækkes for Kaffere, "et semitisk Ord, der betyder Vantro, og oprindelig anvendtes af Araberne som Fællesbetegnelse for alle sydøstafrikanske Folkeslag, men nu er indskrænket til at omfatte nogle enkelte Bantustammer i den østlige Del af Kapkolonien. Ligesom Bantufolkene danne en lingvistisk Enhed i Modsætning til de egentlige Negere mod Nord, Hottentotter og Buskmænd mod Syd, såaledes udgjøre de ogsaa i fysisk Henseende en vel afgrænset Enhed, idet de navnlig udmærke sig ved en højere og slankere Vækst, mindre fremstaaende Kjæber og smallere Næser end Negerne, paa samme Tid som deres sorte Hud skiller dem fra de gule Buskmænd og Hottentotter.

En stor Mængde Navne kunne afledes af rent geografiske Betegnelser, der have faaet en europæisk Endelse, og det er da ganske naturligt, at der kan være nogen Dissens om deres rigtige Skrivemaade. I Almindelighed er der derfor heller ingen Anledning til at forbedre de Former, som allerede have vundet Hævd i Sproget. Skjønt det såaledes ikke kan betragtes som en Fejl at sige Japanere i Stedet for Japanesere, saa er det dog en ganske unødvendig Forandring, og det saa meget mere som den ældre Form er analog med mange andre, (Sudanesere, Siamesere, Albanesere o. s. v.) og desuden benyttes baade paa Fransk og Engelsk, medens det kun er Tyskerne, der sige


1) L'homme américain (de l'Amérique de Sud). Paris 1839. II p. 322.

1) sam. Kleinschmidt: Den grønlandske Ordbog. Kjøbenhavn 1871.

2) de Magalhaes: O Seivagem. Rio de Janeiro. 1876. p. 87.

Side 16

foranderlige Navn, kan der ikke tillægges nogen Betydaing, og de vidtgaaende Slutninger, man har uddraget af denne — forøvrigt alt andet end slaaende — Lighed, have ingen Interesse. I det moderne Tupisprog kaldes Europæerne Caraiba? Cariua og Carai, men dette Ord havde oprindelig samme Betydning som det bekjendte „Medicinmand" *); allerede tidlig overførtes det dog paa Europæerne, der her. som saa mange andre Steder, i de Indfødtes Øjne vare omgivne af et ejendommeligt mystisk Skjær, og det er ikke usandsynligt, at det som Betegnelse for visse Indianerstammer har en tilsvarende Oprindelse. Forøvrigt hører Navnet Karaiber til de Nationalitetsbetegnelser, der forsvinde af Systemerne, og det har i Tidens Løb været anvendt om saa mange forskjellige Folkeslag, at man vistnok ogsaa gjør bedst iat lade det falde. Med størst Ret kan det anvendes som Synonym for de saakaldte Galibis i Venezuela og Guyana.

Den Vrimmel af Stammenavne, man møder overalt i Amerika og ikke mindst i det østlige Sydamerika, er saa overvældende, at man ikke kan forbavses over den Mangel paa Overensstemmelse i Nomenklaturen, der findes i de etnologiske Haandbøger, for ikke at tale om Rejsebeskrivelserne, og ligesaa naturligt er det, at der forekommer saa mange øjensynlige Misforstaaelser og inkonsekvente Sk ri vem aad er Det maa anses for et haabløst Arbejde at forsøge en udtømmende Redegjørelse for Sammenhængen, og selv de nyeste og bedste Forsøg i denne Retning gjør man bedst i kun at betragte som Forsøg. En væsentlig Grund til, at dette Arbejde er haabløst. maa man søge i den Omstændighed, at mange af de Stammer, der her er Tale om, ere smaa og omflakkende, uden den Stabilitet, man i Almindelighed anser for en nødvendig Betingelse for, at et Folk skal kunne betragtes som saadant. At de desuagtet have fundet Plads i det etnologiske System, hidrører for en Del fra den Tilbøjelighed, de første kristne Missionærer havde til at fremstille Forholdene i disse Egne paa den Maade, der gav de fordelagtigste Forestillinger om Udbyttet af deres Virksomhed. Selv ganske smaa Stammer betegnede de uden Forbehold som Nationer, og hvor man paa et enkelt mere begrænset Omraade endnu er i Stand til at udrede Sammenhængen, kommer man ofte til ganske mærkelige Resultater. Blandt Stammerne ved vre er, eller var der saaledes, en enkelt, som egner


1) Reise in den Æquinoctialgegenden; Ansichten der Natur.

2) The discovery of Guyana. Edit, by R. Schomburgk. London 1845 p. 89.

3) Noticias historiales de las conquistas de tierre firme. Cuenca. 1627 p. 17.

4) El Orinoco ilustrado etc. Madrid 1741 pp. 212, 284.

1) A. E. de Montoya: Tesoro de la lengua guarani. Madrid. 1639. p. 90 verso. — F. Denis; Bresil. (l'Univers pittoresque) Paris. 1839 p. 19.

5) Historia corografica de Nueva Andalucia. 1756 pp. 11, 70.

6) Saggio di Storia Americana. Roma. 1780 Ip. 334 note.

Side 17

Væsen, der havde overlevet den sidste Katastrofe, var — en gammel Papegøje, som endnu talte de længst forsvundne Aturers Sprog. Professor Ernst Curtius -har besunget Papegøjen i et stemningsfuldt Digt, der jensynlig er inspireret af Schülers berømte „Nadowessische Todtenklage" 1). og senere har Brehm udødeliggjort den i sin „Thierleben" 2). Der er her ingen Anledning til at gaa nærmere ind paa dette interessante Bidrag til Humboldts Karakteristik som videnskabelig Forfatter, og det skal derfor endnu kun tilføjes, at man først i de allerseneste Aar ved Undersøgelser af et stort Antal Kranier og andre Skeletdele, som nyere Rejsende have samlet paa den ovennævnte og flere lignende Gravpladser i disse Egne, har kunnet sætte Aturerne tilbage paa den meget beskedne Plads, de indtog, medens de endnu færdedes i Skovene ved Øvre-Orinoko3).

I Aturernes Historie har man et ligesaa interessant som lærerigt Eksempel paa, hvorledes man kan blive ført paa Afveje, naar Kilderne ikke benyttes med Kritik, men der er ingen Grund til at gaa i Rette med de gamle Missionærer, fordi deres iøvrigt troværdige Bøger have givet Anledning til Misforstaaelse. De tænkte ikke paa lærde etnologiske Systemer og havde overhovedet ingen videnskabelige Pretentioner. Anderledes forholder det sig med de moderne Forfattere, som uden Betænkning publicerer deres „etnografiske" Kort og systematiske Oversigter over Stammerne, selv om der i Virkeligheden kun er Tale om en Fremstilling af Forholdene, der er baseret paa mere eller mindre dybtgaaende lingvistiske Undersøgelser, idet de overse, at Lingvistiken kun er i Stand til at belyse Spørgsmaalene fra en enkelt Side. Det maa vel erindres, at det, der gjør et Samfund af Mennesker til en Realitet, det, der berettiger et Samfund til at' føre et Navn, hverken er det fælles Sprog eller fælles ydre Ejendommeligheder, hverken Religion, Sæder eller Skikke, Klædedragt eller Levemaade, det er de gjennem den historiske Udvikling skabte fælles Interesser. Derfor er det i høj Grad misvisende at betegne et Sprogkort som et etnografisk Kort og at kalde en Gruppe af Individer med samme Sprog en Stamme, et Folk eller en Nation. Navnlig i Amerika træffer man jævnlig dette Fejlsyn, men langt større Betydning har det dog, at man dér.


1) Digtet findes trykt i Noterne til „Ansichten der Natur". 2) Se Fuglenes Liv, ved P. Mariager. Kbhvn. 1876. p. 404. Marcano anser det for umuligt at definere denne Stamme og nægter den derfor Navnet, men sikkert med Urette. Ethnographie précolombienne du Venezuela. Mern. de la Soc. d'Anthr. IV. Paris 1890 p. 126.

Side 18

russisk Ord, der er ganske analog med og ikke mere værd end Fordanskninger af franske Ord som Yniform, lyksyriøsf mistisk o. lign., er der i ethvert Tilfælde foreløbig ikke nogen Anledning til at indføre den nye Skrivemaade hos os, saa meget mindre som Navnet Kosakker har Hævd som en rigtig Nationalitetsbetegnelse for Kirgiseme og bør bibeholdes som saadan. Hvor forsigtig man bør være med at akceptere nye Skrivemaader, som indføres i fremmede Sprog, har man herhjemme et godt Eksempel paa fra den allernyeste Tid. Man har, sandsynligvis efter en nylig udkommen Rejsebeskrivelse1), begyndt at skrive Kalmykker i Stedet for Kalmukker, uagtet det tyske Kalmücken kun er en fejlagtig Gjengivelse af den russiske Skrivemaade, der hidrører fra at u-Lyden paa russisk betegnes ved Bogstavet y. Fejlen synes at stamme fra tyske Reproduktioner af russiske Kort og er saa utvivlsom, at det i og for sig er ganske overflødigt at henvise til, at alle danske Sagkyndige med Rasmus Rask i Spidse 2) skrive Kalmukker, eller til at en Avtoritet som Deniker, der er barnefødt i Kalmukkernes Land og af alle nulevende Etnologer vistnok er den, der kjender dem bedst, skriver Kalmouks. Forøvrigt er det en Selvfølge, at Skrivemaaden af Folkenavne til en vis Grad maa afhænge af de forskj ellige Sprogs alminde og navnlig med Hensyn til partielle Forandringer er der derfor ingen Anledning til at insistere paa en absolut ensartet Form. Bestræbelserne maa -tværtimod gaa ud paa at tilvejebringe og fastholde saadanne Former, som gjengive det oprindelige Ord med ligeligt Hensyn til det Sprog, hvorfra det stammer, og det, hvori det er optaget. Navnlig bør man dog vogte sig for at fravige en Skrivemaade, der har vundet Hævd i ens eget Sprog, blot fordi den forandres i et andet som i det nys anførte Tilfælde.

Almindelige Kegler for Valget af Nationalitetsbetegnelser er det vanskeligt at opstille, men det bør fastholdes, at man saavidt muligt skal benytte Folkenes eller Nationernes egne Navne uden at modificere dem mere end højst nødvendigt. Hvor der foreligger Navne med international Hævd. bør man foretrække dem, naar de forøvrigt kunne betragtes som adækvate Udtryk, men enten man saa vælger det ene eller det andet Navn, bør det kun anvendes som Nationalitetsbetegnelse , naar det virkelig betegner en Nation, et Folk eller en Eace, og i tvivlsomme Tilfælde bør man altid først undersøge, om det paagjældende Samfund virkelig er en Realitet og ikke blot et kunstigt videnskabeligt Begreb. Nye Navne eller Former bør aldrig indføres i den etnologiske Nomenklatur uden en forudgaaende omhyggelig Prøvelse af deres Berettigelse og aldrig uden en motiveret Fremstilling af, hvad det er, man mener.