Foreløbig Beretning om Dr. phil. Th. Thoroddsens Rejse i Island i Sommeren i 1894

Dr. Thoroddsen har i Sommer med Understøttelse af den danske Statskasse fortsat sine Undersøgelser i Island, idet han denne Gang har undersøgt den sydøstlige og østlige Del af Island (Austur-Skaptafellssysla og Mülasyslur). I Sommeren 1893 havde Thoroddsen i Vesttur Skaptafellssysla undersøgt de store Vulkaner og de udstrakte Lavastrømme samt de talrige Gletschere og Sandstrækninger ved den sydvestlige Rand af Vatnajökull; nu har han fortsat sin Undersøgelse af denne store Ismark, undersøgt de sydlige og østlige Randgletschere og besøgt de hidtil lidet kjendte Egne \ed Vatnajökuls nordøstlige Hjørne. Europas største Ismark, Vatnajökull, er saaledes nu for første Gang bleven undersøgt fra alle Sider, thi i Aarene 1884 og 1889 har Thoroddsen opmaalt de vestlige og nordlige Dele af denne Jøkelmark. laar har Thoroddsen ogsaa afsluttet sine geologiske Undersøgelser af hele Kyststrækningen fra Øræfi til Héraosfloi; disse Egnes geologiske Bygning var hidtil lidet kjendt, men er nu for første Gang i sin Helhed bleven opmaalt og undersøgt.

Fra Seyoisfjord paa Østlandet begyndte Dr. Thoroddsen sin egentlige Undersøgelsesrejse og rejste derfra gjennem Hérao og Skriödalur til Djüpivogur og undersøgte derpaa de sydlige Fjord-Landskaber mellem Djüpivogur og Hornafjöröur. Disse Egne ere i geologisk Henseende interessante, idet Lipariten her i Forhold til Basalten er mere fremtrædende end andre Steder i Island; denne Bjærgart optræder i store Gange og Indlag mellem Basaltbænkene og har i disse Egne ofte en granitlignende Sammensætning og Struktur. Paa denne Rejse opdagede Thoroddsen paa Østlandet 46 nye Findesteder for Lipariter og Granophyrer. Ved Lön har man før (i Vesturhorn) fundet Gabbro i fast Fjæld; Thoroddsen fandt her en anden før ukjendt Gabbromasse af betydelig Udstrækning, og ligeledes fandt han flere Steder løse Blokke af denne Bjærgart, hvilke rimeligvis stamme fra Gabbroijælde, der skjules af Vatnajökuls Ismasser. Disse og andre Bjærgarters Udbredelse og indbyrdes Forhold bleve studerede i hele det berejste Terræn, saa at Thoroddsen ser sig istand til at udgive et detailleret geologisk Kort over disse Egne. Fra Hornafjöröur rejste Thoroddsen over Sandstrækningerne langs Vatnajøkull, over de mange vandrige og rivende Jøkelelve til Egnen Øræfi, en afsides liggende Bygd, der som en Samling af smaa Oaser ligger indeklemt mellem Jøklerne og ved Sand

strækninger og farlige Jøkelelve er skilt fra Yderverdenen. Paa denne Strækning var der god Lejlighed til at studere de mange store Gletschere, der skyde sig ned paa Lavlandet gjennem alle Dalfører, Jøkelelvenes Virksomhed og de store Forandringer, der i historisk Tid ere frembragte af vulkanske Udbrud og Jøkelløb. Den yderste Spids af den store Breiuamerkurjøkull, der i Begyndelsen af forrige Aarhundrede laa i en Mils Afstand fra Havet, er siden gaaet saa langt frem, at den nu efter Thoroddsens Maalinger kun adskilles fra Strandkanten af en 256 M. bred Sandbræmme, og under Springflod naaer Søen undertiden helt op til Morænerne ved Jøkelranden.

Efter at Thoroddsen i Juli og den første Halvdel af August havde undersøgt denne Kyststrækning og Vatnajökuls Randgletschere, drog han d. 15. August afsted fra Lön til det Indre for at undersøge de næsten ukjendte Egne ved Vatnajökuls østlige Hjørne. Over et besværligt Terræn af vildt sønderrevne Liparitfjælde naaede han den højtliggende Vioidalur mellem Vatnajökull og Hofsjökull og drog derfra over klippefulde og græsløse Højsletter til Vatnajøkuls østlige Isstrømme, hvor bl. a. de hidtil ukjendte Kilder af Jokulså i Löni undersøgtes. Vatnajökull afsluttes her af et højt Alpelarid med mange høje Spidser og Rygge og mellemliggende Firnkjedler og Gletschere. Under et højt Fjæld ved Jøkelranden, Geldingafell, fandtes tre Søer, der have Afløb til Jokulså i Löni; fra den fjerde Sø NE. for dette Bjærg udspringer Kelduå. som efter Kortet skulde have sine Kilder flere Mil nordligere; baade denne Elv og andre Elve, der udspringe fra den nordøstlige Rand af Vatnajøkull, ere urigtigt aflagte paa Kortet, som i disse Egne betydelig maa forandres. Geldingafell bestaaer ligesom Snæfell og de omliggende Fjældspidser af Palagonitbreccie; man vidste ikke før, at denne Bjærgart fandtes saa langt mod SE. Man troede, at disse Egne udelukkende vare opbyggede af Basalt, som forresten ogsaa her spiller en betydelig Rolle i Jordbundens Sammensætning og rimeligvis danner Underlaget for Palagonitbreccien. Efter at have opmaalt og undersøgt disse Egne rejste Thoroddsen til Snæfell, hvor han i nogen Tid havde sit Telt staaende og gjorde Udflugter til Omegnen, thi her var der udmærket Græsning for Hestene; skjønt disse Dele af Højlandet ligge 800 M. o. H., saa findes dog udstrakte, sumpede Enge og Græsgange mellem

Jøkelelvenes Arme helt op til Eanden af Vatnajökull. Snæfell, et af Islands højeste Fjælde (1822 M.), staaer midt i en Række lavere Tuffjælde og er øverst dækket af Firnsne med flere mindre Randgletschere; tværs igjennem Fjældet gaaer fra N. til S. en stor Liparitgang. Østfor Snæfell's Fjældrække gaaer en stor Gletscher ned paa Højlandet; herfra har Jokulså i Fljötsdal sit Udspring. Gletscheren har i den senere Tid skudt sig frem paa den nedenfor liggende Græsslette, hvorved Grønsværet er blevet viklet op i bølgeformede Rygge. Vestfor Snæfell gaaer en anden endnu større Gletscher ned (Brüarjökull); den strækker sig mod Vest helt til Kverkfjöll, og fra den have flere store Floder deres Udspring. Højlandet nedenfor Brüarjökull er fladt og dækket af løse Grusmasser, hvorigjennem Floderne have skaaret sig Render; disse Floders Løb ere ogsaa tildels urigtigt aflagte paa Kortene; den store Jökülkvisl, der udgyder sig i Jokulså å Brü, udspringer fra en før ukjendt Sø ved Jøkelranden sydfor Snæfell.

Fra Snæfell drog Thoroddsen atter ned til Bygden i Fljötsdalur, hvor forskjellige ældre glaciale Dannelser undersøgtes. Hele Rejsen var begunstiget af prægtigt Vejr, der holdt sig til i Slutningen af September. Det er sjældent i denne Maaned, at man i Island har ordentligt Rejsevejr til videnskabelige Undersøgelser, men nu kunde Thoroddsen i September afslutte sin Rejse med at undersøge Fjordene mellem Seyöisfjord og Héraosfloi. Disse Fjorde, der udmærke sig ved høje og stejle Fjælde og halsbrækkende Veje, frembyde adskilligt af Interesse for Geologerne. Fjældene ere

her for største Delen opbyggede af Liparit; her findes ogsaa meget store og karakteristiske gamle Moræner og andre Mærker efter Istiden; i de saakaldte Dyrfjøll fandt Thoroddsen ogsaa mindre Gletschere, om hvilke man Intet vidste før, o. s. v. Efterat Thoroddsen havde samlet tilstrækkelige Materialer til et geologisk Kort af disse Egne, rejste han d. 20. September fra Seyoisfjord søvejs hjem til Eeykjavik.

Hvad Plantevæxten angaaer, da har Thoroddsen, foruden at samle nogle sjældne Planter, haft Opmærksomheden henvendt paa Udbredelsen af Græsvæxter i de lidet kjendte Egne af Højlandet, da dette kan have praktisk Betydning for Faaredriften. I Bygden har han studeret Kratskovens Udbredelse, maalt Træernes Højde og Omfang og samlet forskellige Larver, der paa flere Steder ere skadelige for Trævæxten. Ovenfor Bygden Oræfi i Nærheden af Skaptafell besøgte Thoroddsen en lidet kjendt Skov, der efter islandske Forhold er meget frodig; Birketræerne have en Højde af indtil tyve Fod, og et Rønnetræ var tvedive Fod højt. Det højeste Birketræ i den bekjendte Hallormstaöaskögur ved Lagarfljöt havde efter Thoroddsens Maaling en Højde af 27ⁱ/₂ Fod og er altsaa det højeste Birketræ paa Island.

Ligesom paa tidligere Rejser har Thoroddsen iaar
samlet Oplysninger om Indbyggernes Levesæt eg konomiske
Vilkaar.

Paa Rejsen har Thoroddsen foretaget omtrent
200 Højdemaalinger og optaget Fotografier af karakteristiske
Punkter.