Dr. phil. Hinrich Johannes Rink

Den 10. December 1893 døde i Kristiania Dr. S. Hink, og dermed er en Mand gaaet bort, der ved sine Arbejder over Grønlands Natur og Befolkning har skabt sig et Navn, der er kjendt i hele den videnskabelige Verden; men desforuden har han ved sin ihærdige og utrættelige Arbejden for den grønlandske Befolknings Vel gjort sig fortjent af denne som næppe nogen Anden siden Hans Egedes Dage.

Hinrich Johannes Rink fødtes i Kjøbenhavn den 26. August 1819 af holstenske Forældre, og efter nogen Privatundervisning i Drengeaarene kom han paa Sorø Akademi, hvor han tog Artium i 1838 og anden Examen i 1840, den sidste med Udmærkelse. Derpaa studerede han Fysik og Kemi ved den polytekniske Læreanstalt i Kjøbenhavn, hvor han en Tid lang var Assistent hos Professor Zeise. I 1843 vandt han Universitetets Guldmedaille for en kemisk-historisk Afhandling og blev Aaret efter Dr. phil. i Kiel. Efter dette „fik han Lyst til Medicinen" og gjennemgik i Vinteren 1844^—45 et anatomisk Kursus og hørte Forelæsninger i Berlin; blandt andre hørte han dog ogsaa Meteorologen Dove. Han siger selv om denne Periode af sit Liv, „at han følte sig meget overanstrængt og ofte nedtrykt og vankelmodig med Hensyn til sin Fremtid og var derfor meget taknemlig over, at Tilfældet foreløbig afgjorde dette Spørgsmaal for ham, idet han under sit Ophold i Berlin fik et Tilbud om at deltage i Korvetten „Galatheas Jordomsejling som Geolog."

I Calcutta forlod Rink dog foreløbig „Galathea" og kom Juledag 1845 til Nicobar Øerne, hvor han strax begyndte sine Undersøgelser. Da „Galathea" senere kom dertil, sluttede han sig atter til Korvetten og fulgte med den paa dens Besøg ved de forskellige Øer. Den 25. Februar afsluttede „Galathea" sine Undersøgelser, og Rink fulgte med Skibet til Pulo Pinang, men han havde allerede da besluttet at blive tilbage med den Del af Expeditionen, der ved Hjælp af Dampskibet „Ganges" skulde foretage et Kolonisationsforsøg. I Pulo Pinang fik han et Anfald af Klimatfeber, men efter otte Dages Forløb tog han dog tilbage til Nicobarerne, hvor han forblev til Slutningen af Maj, da Kaptajnen paa „Ganges" paa Grund af Sygdom og Proviantmangel saa sig nødsaget til at gaa tilbage til Pulo Pinang. Allerede før de naaede dertil, blev Rink imidlertid atter ängreben af Klimatfeber, og denne Gang saa voldsomt, at han svævede mellem Liv og Død. Da han kom sig, var han saa medtagen, at han maatte ansøge om at gaa hjem, og over Ceylon, Sues, Ægypten, Neapel, Marseille og Strassburg naaede han Kjøbenhavn i Julen 1846. Nogle Maaneder efter Hjemkomsten overrakte han Kong Kristian VIII sine Undersøgelser over de Nicobariske Øer, og ved Naturforskermødet i Juli 1847 meddelte han sine lagttagelser over Koralrevene paa Nicobarøerne; samme Aar udkom hans større Arbejde: „Die Nicobarischen Inseln." Rink viser allerede i dette, sit første selvstændige Arbejde sin Evne til at frembringe et tiltalende og tilforladeligt Totalbillede af den af ham undersøgte Egn ved en omhyggelig Behandling af ikke alene de naturhistoriske, men ogsaa de etnografiske Forhold.

Efter Hjemkomsten maatte Rink atter se sig om efter en Livsopgave; hvorved hans Opmærksomhed rettedes mod Nord-Grønland, véd jeg ikke; men da han i Sommeren 1847 besøgte Blyantsminerne ved Passau, er det sandsynligt, at det har været Rygtet om de betydelige Mængder af Grafit, der i de senere Aar af engelske Skibsførere vare førte fra Langøen ved Upernivik til England, der har bevirket det. Saaledes skulle ikke mindre end 4 Skonnerter og 2 Brigger i 1845 have anløbet dette Sted, og den ene af disse Expeditioner skal endog have erholdt over 100 Tons af dette Mineral.

I Foraaret 1848 rejste Rink saa med offentlig Understøttelse til dansk Nord-Grønland for at undersøge Landet i mineralogisk-geologisk Retning. I den første Sommer berejste han Uperniviks Distrikt navnlig for at søge efter Grafitforekomster, men det synes ikke, at han i den Retning var heldig, i alt Fald har Grafiten ved Upernivik ikke senere været Gjenstand for teknisk Udvinding. Derimod saa det ud til, at han det næste Aar skulde være heldigere i Umånaks Distrikt, idet det ved Kaersut (Karsak) paa Fastlandet ligeoverfor Kolonien, lykkedes ham paa Fjældskraaningerne i en Højde af c. 1100 Fod at finde et Lag af tæt Grafit, der efter hans Mening skulde være opstaaet ved Basaltens Indvirkning paa et Kullag. Efter at Rink havde gjort Indberetning om dette Fund til Indenrigsministeriet, kom i 1850 Skonnerten „For

tuna" under Ledelse af Kjøbmand, senere Kommerceraad Lundt til Stedet, og i 21 Dage brødes der omtrent 10,000 Pd. Af dette skal en lille Prøve paa c. 150 Pd. være bleven solgt i Skotland for 1600 Kroner, men hele Resten blev det næste Aar erklæret for saa godt som usælgelig. Senere lod den kgl. Grønlandske Handel Grønlænderne selv samle og solgte det Indhandlede ved Auktion, men dette maatte tilsidst ophøre, da Priserne ikke dækkede Udgifterne.

Medens Rink saaledes ikke var heldig med at faa et teknisk Udbytte af sine Undersøgelser, lykkedes det ham i rent videnskabelig Henseende desto bedre. Han, der, som allerede hans Arbejde over Nicobarerne viste, mere var Geograf end egentlig Naturforsker, havde Blikket mere henvendt paa det Store og Hele end paa Detailundersøgelser, og han rettede derfor ogsaa særlig sin Opmærksomhed paa Landets isdækte Indre og dettes Forhold til Polarlandenes Vidundere: De svømmende Isfjælde. Vel siger allerede „Kongespejlet," at Grønlands Indre er bedækket med Is, og vel have alle de senere Forfattere, lige til Giesecke og Graah, gjentaget det Samme, men ved alle disse Skildringer var der noget dunkelt og uforstaaeligt, og først Rinks fortræffelige Skildringer stillede disse storslaaede Naturforhold i et saa klart Lys, at Kjendskabet til dem kunde blive almindelig videnskabelig Ejendom. Hertil kom endnu det Held, Rink havde, at hans Arbejde fremkom paa en Tid, da der i Geologien ivrigt diskuteredes Spørgsmaalet, om hvorvidt det nordlige Evropa havde været helt bedækket med Is eller ikke, eller kun haft mere eller mindre sammenhængende Gletschere. I denne Strid deltog Rink slet ikke, og kom hans Arbejde end til at spille en vigtig Rolle i den, saa stod han dog selv fuldstændig udenfor den, hvilket bl. a. fremgaaer af, at han ikke engang synes at have forstaaet, hvilken Betydning en „skuret Klippeflade" spiller i dette Spørgsmaal. Et Par Steder, hvor han omtaler saadanne, mener han nemlig, at de kun vidne om, at Vandet tidligere havde staaet højere. Som en Elev af Forchhammer maatte det jo heller ikke forekomme ham særligt mærkeligt, at dette „Skjærgaardsfænomén", som Forchhammer kaldte det, forekom i et Land, hvor Bølgeslaget er saa stærkt. Det var altsaa ikke fra et geologisk, men fra et rent geografisk Standpunkt, at Rink studerede Indlandsisen.

De Spørgsmaal, han stillede sig, vare da: 1) Om det virkelig var én sammenhængende Ismasse, der overalt saaes i Bunden af Fjordene, saa der ikke kunde være Tale om at isfrie Steder kunne findes inde i Landet, med Dale ud til Kysten, hvor igjennem Rensdyrene

ovenpaa hinanden, og endvidere det Faktum, at disse
Islag kunne i kolde Somre blive liggende til næste
Vinter.

Angaaende Maaden, hvorpaa Kink tænkte sig, at Indlandsisen gjennem Isstrømmene førtes ud i Havet og dér afgav Materialet til Isfjældene, kan jeg fatte mig i Korthed, da den jo for nylig er diskuteret her i Tidsskriftet. Han tænkte sig jo, at Isen skød saa langt ud og ned i Vandet, indtil dettes Opdrift brød Stykker af, der da steg op til Overfladen. Derved kunde det ske, at Isfjældene kunne komme til at rage 3 å 4 Gange saa højt op over Vandfladen som Enden af Bræen. Rink selv maalte hverken Bræernes Bevægelse eller Bræendernes Højder, dertil havde han bl. a. ingen Instrumenter, men hans Udregninger af Mængden af Kaivis lod formode, hvad Helland først henimod 30 Aar efter beviste, at der maatte være en hidtil ukjendt Bevægelse i de store grønlandske Bræer.

Rinks Undersøgelser over Indlandsisen og Isfj ordene, som Nordenskiöld har kaldt mesterlige, Andre have kaldt dem klassiske, ville stedse beholde deres Værd, og, selv om Rink ikke havde skrevet Andet, ville de alene være tilstrækkelige til at bevare hans Navn for Forglemmelse.

Af andre Arbejder, Rink med stor Dygtighed fuldførte, kan nævnes hans velbekjendte Kort over Nordgrønland. Til Udgangspunkt havde han kun Graahs Skitsekort, der støttede sig til 23 astronomisk bestemte Punkter, og af Hjælpemidler havde han kun et Kompas, en Lommesextant, et Kvægsølvbarometer og et Stykke Reb til Basismaaling. Af en Skibsfører havde han paa Oprejsen lært at maale en Meridianhøjde, men han ses aldrig at have benyttet Sextanten til andet end terrestriske Vinkelmaalinger. Det er en Selvfølge, at Rink ogsaa med stor Samvittighedsfuldhed iagttog de geologiske Forhold, men her skal dog kun henvises til, at han er den første, der har forsøgt at give et geologisk Kort over en Del af Grønland, ligesom han ogsaa er den første, der giver en samlet Oversigt over de tilgængelige Kullag. Derimod er der med Rette fremhævet det Mærkelige i, at han havde saa ringe Blik for Betydningen af de senere saa berømte Planteforsteninger, at han kunde opsøge saa mange Kullag i Waigattet, ja, endog finde de forkullede Træstammer ved Atanikerdluk uden en eneste Gang at bemærke de overalt omkringliggende Planteforsteninger, uagtet Giesecke omtalte dem ved Ritenbenks Kulbrud, og uagtet han selv samlede dem ved Umanak, ligeledes efter Gieseekes Anvisning« Endelig skal nævnes, at Kink hjembragte den første af de senere ved Nordenskiölds Fund saa berømt blevne gedigne Jærnmasser.

Det var dog ikke alene Naturen, Rink undersøgte ogsaa Befolkningen interesserede ham levende, og denne Interesse skulde, paa et senere Stadium af hans Ophold i Grønland, saa aldeles fortrænge hans naturhistoriske Interesser, at han næsten fuldstændigt opgav dem.

I Slutningen af Aaret 1851, altsaa efter halvfjerde Aars Forløb, „foranledigede Omstændighederne^a, at Rink gik hjem, og medens han med stor Flid paaskyndede sine Arbejders Udgivelse — allerede den Bde Januar 1852 kjendte Videnskabernes Selskab den første af dem værdig til Optagelse i dets Skrifter — havde han det Held at blive optaget til Medlem af en Kommission, som Regeringen ved kgl. Resolution af 2. Marts 1851 havde nedsat for at overveje „de grønlandske Anliggender," Blandt de Spørgsmaal, der her overvejedes, var ogsaa Spørgsmaalet om Privates Adgang til Grønland, og i den derom affattede Betænkning opfordredes Rink til at berejse Syd-Grønland paa lignende Maade som tidligere Nord-Grønland. Uagtet han mente at maatte bruge 5 Aar til en saadan Undersøgelse, paatog han sig dog at berejse Syd i Sommeren 1852 for at danne sig en Mening om dette Spørgsmaal. Strax efter Hjemkomsten udgav han: „Om Monopolhandelen paa Grønland," hvori han omtaler Grønlands naturlige Hjælpekilder og mener, at der ikke kan være Tale om at aabne Landet for Evropæere, samt at Monopolhandelen bør bibeholdes.

I 1853 traadte Rink i Handelens Tjeneste, idet han den 1. Juli konstitueredes som Bestyrer af Kolonien Julianehaab med Myndighed og Forretninger som Inspektør.

Ved Julianehaab afsluttede Rink 1854 Iste Bind af „Grønland", der omfattede Nord-Grønland, og hvis første Afdeling allerede var udkommen 1852. 2det Bind, Syd-Grønland, afsluttede han under et Besøg i Hjemmet 1857.

Dette Rinks Hovedværk modtoges med fortjent Anerkjendelse saavel i Indlandet som i Udlandet, og siden Hans Egedes „Perlustration" har heller intet Værk givet en saa fortrinlig Skildring af Grønland og dets Befolkning som dette. 1860 udgaves dette „Rinks klassiske Værk", som Karl Ritter i Fortalen siger, paa Tysk af Anton von Etzel. Paa Titelbladet staaer rigtignok kun: „Aus dänischen Quellschriften" men, som Etzel selv siger: „Wenn das hiermit dem Publicum übergebene Werk den Namen des Unterzeichneten tragt, muss derselbe gewissenhaft alles daraus er=

wachsende Verdient von sich ab, und auf den geistigen Urheber desselben, Dr. H. Eink, hinlenken. Sein Eigenthum ist es im Ganzen und Grossen, sein Eigenthum in allen Details." 1877 udgav Eink selv Bogen paa Engelsk under Titelen: „Danish Greenland, its people and products".

I 1855 blev Eink Kolonibestyrer ved Godthaab, og den 29. Marts s. A. konstitueredes han som Inspektør i Syd-Grønland. Den 2. Mai 1856 indsendte han sammen med Pastor J^nssen, Brødremissionær Kleinschmidt og Læge Lindorff: „Underdanigst Forslag til Indenrigsministeriet om Oprettelsen af et Slags Forstanderskaber ved Colonierne i Grønland til Bestyrelse af de Indfødtes fælles Anliggende o. s. v," og dermed var et nyt Afsnit i Grønlands Historie indledet, thi her blev det første Forsøg gjort paa at skaffe den indfødte Befolkning en Smule Selvstændighed, en Smule Eet til at tale med om dens egne Anliggender.

Som Forsøg fik Eink Lov til, at disse Forstanderskaber i 2 Aar maatte, under hans Ansvar, indføres ved de Kolonier, han fandt det passende, og efter en Del Famlen bleve Forstanderskaberne indførte i Syd ved „Foreløbige Bestemmelser af 7. Maj 1862," og under 1. Maj 1863 udstedtes lignende Bestemmelser for Nord-Grønland. Havde Eink ikke udført andet for Grønlænderne, vilde alene Indførelsen af Forstanderskaberne sikre harn en Hædersplads i Grønlands Historie.

Under et Ophold i Hjemmet i 1856 bearbejdede og udgav Eink Eesultatet af den i 1851 nedsatte Kommissions Arbejder under Titel: „Samling af Betænkninger og Forslag vedkommende „Den Kongelige Grønlandske Handel", der er af Vigtighed ved Studiet af de grønlandske Forhold. Det var ogsaa under dette sit Ophold i Hjemmet, at Eink lod en Grønlænder oplære i Bogtryk og Stentryk, og fra Bogtrykkeriet i Godthaab er der siden 1861 regelmæssigt udkommet et Tidsskrift (Atuagagdliutit) paa Grønlandsk med Litografier.

Den 15. Maj 1858 blev Eink udnævnt til kgl. Inspektør for Syd-Grønland, og hans private Studier vendte sig fra nu af udelukkende mod Etnografien og Studiet af Eskimoerne og deres Sprog. Han samlede over 300 eskimoiske Sagn saavel fra Grønland som fra Labrador, hvilke han alle oversatte og udgav; først paa Dansk under Titelen: „Eskimoiske Eventyr og Sagn Kjøbenhavn 1866" med Supplement 1871 og senere paa Engelsk: „ Tales and Traditions of the Eskimo. London 1875." Derved kom Eink ind paa sammenlignende Studier af de forskellige Eskimostammers Sagn og Sprog og kom til Slutningen til det Eesultat, at de oprindelige Eskimoer beboede det Indre af Alaska, hvorfra en Sidegren befolkede de Aleutiske Øer, hvorimod Hovedracen senere nedsatte sig ved Flodmundingerne og spredte sig mod Nord hen til Beringsstrædet og passerede Point Barrow og derfra gik længere mod Øst, indtil de tilsidst endte i Labrador og Grønland. Saavidt jeg véd, er Eink den, der først har fremsat den Opfattelse ? at Eskimoerne ere en

oprindelig amerikansk Stamme og ikke ere indvandrede
fra Asien; under alle Omstændigheder er han vist
den, der bedst har begrundet denne Teori.

Einks Helbred var, siden han havde haft Klimatteberen, stadigt vaklende, og i 1868 gik han hjem fra Grønland og entledigedes fra sit Embede under 11. November S.A., dog med Forpligtelse til at yde Indenrigsministeriet sin Bistand ved Behandlingen af de Grønland vedrørende Sager, hvorved vel nærmest tænktes paa Forstanderskabssagerne, der af Inspektørerne sendtes direkte til Ministeriet.

I 1871 døde Direktøren for den kgl. grønlandske Handel, Justitsraad Olrik, og efter Opfordring overtog Eink nu Direktoratet fra 1. Juli s. A. Han siger selv, at han egentlig helst var vedbleven at være Privatmand, men han modtog Embedet, da han mente at han i denne Stilling bedre kunde udrette Noget for sine Grønlændere.

Han begyndte ogsaa strax med at omarbejde og sammenarbejde Bestemmelserne om Forstanderskaberne, og disse bleve approberede af Indenrigsministeriet den 31. Januar 1872. Hvad der dog vistnok alligevel mest laa ham paa Sinde var at faa den gamle, bl. a. af Kommissionen i 1840 fremsatte Tanke realisereret, nemlig at faa Administrationen adskilt fra Handelen. Denne Tanke har ofte været fremme, men har selvfølgelig aldrig kunnet trænge igjennem, da den ingen virkelig Berettigelse har, da Handelen jo aldrig fra Eegeringens Side har været drevet med Tanke om blot at give en eneste Øre i Overskud, men blot været beregnet paa at underholde Missionen og Administrationen.

De grønlandske Affærer have derfor egentlig altid, siden Staten overtog deres Ledelse, været styrede af en Administration, aldrig af en „Handel"; thi alle de Forandringer, der i Aarenes Løb ere foretagne i Indhandling, Udhandling o. s. v., have altid været dikterede af Hensyn til Grønlændernes Vel, aldrig af Hensyn til det pekuniære Udbytte. Et udmærket Exempel paa, at Eegeringen i Valget af ledende Mænd kun tog Hensyn til dem, der kjendte og vilde arbejde for Grønlænderne, er jo selve Opfordringen til Rink om at overtage Direktørposten; thi det var sandelig ikke hans merkantile eller administrative Evner, der kvalificerede ham dertil.

Det blev efterhaanden næsten en fix Ide hos Eink, at han maatte se at faa dannet en Administration, hvori han selvfølgelig selv skulde deltage, for at der derved kunde dannes en Modvægt mod Handelens Direktør, foreløbig ham selv, der formentlig hverken kunde eller vilde varetage Grønlændernes Interesser. Efter et Par forgjæves Forsøg opnaaede han ogsaa, at Ministeriet i 1877 billigede, at nogle med de grønlandske Forhold kjendte Mænd traadte sammen i en Kommission, der skulde bistaa Direktoratet. Denne Kommission var kun raadgivende og kunde ingen Betydning faa, da den, hvis den var af en anden Mening end Eink, intet Middel havde til at gjøre sin Mening gjældende, da den var uden Forbindelse med Mini

steriet. Det sidste Arbejde, Eink fik udført for sine kjære Grønlændere, var Oprettelsen af Grønlænderhjemmet, det vil sige et Sted, hvor de unge Grønlændere, der skulde uddannes i Kjøbenhavn til Haandværkere o. s. v., kunne opholde sig. Tanken var tiltalende, og Ministeriet gav sin Tilladelse til, at han lod opføre en Villa og deri indlogere de unge Grønlændere.

Imidlertid var Eink, der aldrig i nogen synderlig høj Grad havde haft Evnen til at forhandle med Folk, der var af en anden Mening end han, efterhaanden bleven saa nervøs og sygelig pirrelig, at han tog sig de i og for sig übetydelige Bemærkninger, Ministeriet gjorde angaaende hans Ledelse af Grøalænderhjemmet, altfor nær, ja endog saa nær, at han tilsidst mente ikke at kunne forsvare at beholde Direktørposten. Temmelig pludselig søgte han saa sin Afsked, og denne bevilgedes ham den 28. Januar 1882.

Aaret efter bosatte Rink sig med sin i Grønland fødte Hustru, Signe født Møller, der har skaffet sig et Navn i Literaturen ved sine ypperlige Skildringer af Grønlændernes Liv og deres Forhold til de Danske, sig i Kristiania, hvor deres eneste Barn, en Datter, var gift. Her fortsatte Eink sine Studier over Eskimoerne, navnlig sammenlignede han de forskellige Dialekter, og Eesultatet heraf fremlagde han i Ilte Hefte af „Meddelelser om Grønland" 1887 under Titelen: „The Eskimo Tribes, their distribution and charachteristics especially in regard to language".

Eink var, uagtet han rystede stærkt paa Haanden, en overordentlig flittig Skribent, og foruden de ovenfor nævnte Hovedværker har han i danske og udenlandske Tidsskrifter skrevet en Mængde Afhandlinger, der alle have det samme Formaal, nemlig at udbrede Kjendskab til hans kjære Grønlands Natur og Befolkning.*)