Nogle Bemærkninger til Oplysning om Grønlændernes nuværende Tilstand.

Ved Bedømmelsen af Spørgsmaalet om, hvorvidt der er Velstand blandt Befolkningen i Grønland, eller hvorvidt Beboerne af en Boplads ere mere eller mindre velhavende end Beboerne af en anden Boplads, gjør der sig andre Forhold gjældende end i civiliserede Lande. Velstand blandt den indfødte Befolkning i Grønland beregnes ikke efter Besiddelsen af faste Ejendomme, af Landomraader eller kontante Penge, men derimod efter Antallet af Kajakker, Konebaade og Telte samt, for Nordgrønlands Vedkommende, yderligere Isgarn og Slæder nied tilhørende Hunde. Hertil maa i den nyere Tid fremdeles medregnes danske Baade (^: Træbaade), som ved enkelte Kolonier og Bopladser helt eller delvis have afløst Konebaadene; vel ere de dyrere at anskaffe og kræve til sine Tider et mere vidtløftigt Eftersyn, men til Gjengjæld ere de i Længden stærkere og kræve ikke, som Konebaadene, en opsparet Forsyning af 18^—22 større Sælskind til Betræk pr. Baad; har der et Aar været Misfangst i et helt Distrikt eller ved enkelte Bopladser, kan Konebaadsejeren let komme i den sørgelige Situation at mangle Skind til Betrækning af sin Baad, der i saa Tilfælde ligger hen som en i Øjeblikket værdiløs Ejendel.

Kajakken er det vigtigste og almindeligste Befordringsmiddel i Grønland; i dette Fartøj gaaer Grønlænderen paa Sælfangst og Fiskeri, og det er hans kjæreste Ejendom, hvorfor han ogsaa anvender megen Tid paa dets Pasning og Udstyrelse; kan man end, og desværre ofte med Eette, sige om Grønlænderen, at han er letsindig og ligegyldig i mange Henseender, saa gjælder dog denne Dom som Eegel ikke med

Hensyn til hans Forhold til hans Kajak; den dygtige og flinke Erhverver tænker altid, naar han kommer hjem, først paa sin Kajak, renser den om Vinteren for Is, betynger den med Sten, for at den ikke skal blæse bort, og hæger i det Hele taget for den i fuld Forstaaelse af dens Vigtighed for ham og hans Familie. For Nordgrønlands Vedkommende kommer hertil Hundeslæden, der om Vinteren, naar Havet er tilfrosset, er det eneste brugbare Befordringsmiddel dér. I saa Henseende staaer Kajakroeren imidlertid anderledes frit end Slædeejeren; hin er selv Herre over at bestemme, naar han vil benytte sit Fartøj; denne er derimod afhængig af sine Hunde; indtræder der Hundesyge, eller blive Dyrene paa anden Vis uskikkede til Arbejde, er Grønlænderen nødsaget til at finde sig i sin Skæbne og maa blive hjemme, afventende gunstigere Forhold.

Medens Kajakken kun kan anvendes til Befordring af Enkeltmand, er Konebaaden Familiens egentlige Transportfartøj og benyttes foruden paa Smaature efter Brændsel og Bær m. m., naar Familien om Foraaret skal forlade Vinterboligen og drage paa Angmagsetfangst, Sælfangst paa andre Steder eller Rensjagt; disse Ture ere af stor Betydning for Grønlænderne, skaffe dem Afvexling i deres ensformige Liv og danne deres kjæreste Samtaleemne i den lange Vinter; ogsaa i sanitær Henseende ere de af Vigtighed, idet Grønlænderne nemlig, naar de forlade Vinterboligerne, tage Vinduer og Døre af og paa denne radikale Maade sørge for Udluftning og Renselse af Huset. Konebaaden bestaaer af et Træskelet, udenpaa hvilket der bliver spændt sammensyede og paa en egen Maade behandlede Sælskind (de saakaldte Baadeskind); paa Grund af sin Beskaffenhed er Konebaaden, som den benyttes af Grønlænderne, en forholdsvis let Baad, der uden Vanskelighed kan bæres af 8 å 10 Personer, hvilket er af stor Betydning, dels under vanskelige Isforhold, hvor Baaden ofte maa trækkes op paa Isen og slæbes eller bæres kortere eller længere Strækninger, forinden man naaer isfrit Vand, dels naar man benytter de saakaldte Overbæringssteder, J>: en smal og lav Landtange imellem to Havbugter, hvor man kan bære Baaden over enten for at forkorte Vejen eller for at undgaa Isen o. s. v.; endelig spiller Konebaadens Lethed ogsaa en Rolle paa Rejser, idet man, naar man benytter en saadan Baad, lettere finder et Sted, hvor man kan lægge op for Natten eller for indtrædende Uvejr og trække Baaden paa Land, end naar man rejser med en evropæisk Baad, der, som Regel, altid kræver en Havn, hvor Baaden kan ligge sikkert. En Ulempe er der imidlertid ved Konebaaden fremfor ved Træbaaden, idet nemlig Betrækket, der, saalænge det er tørt, sidder stramt paa Skelettet, ved i flere Dage itræk at være udsat for Vandets Paavirkning slappes, hvorved Sejladsens Hurtighed formindskes; Baaden maa da helst henligge übenyttet en Dags Tid, for at Betrækket kan tørres. Indtræder der Uheld undervejs, f. Ex. ved at Baaden støder mod en skarp Kant paa et Isstykke, lader Skaden sig som Kegel hurtig reparere ved Hjælp af Naal og Senetraad. Konebaaden roes som Regel altid af Kvinder, idet det anses nedværdigende for et Mandfolk, særlig for en Sælfanger, at haandtere en Konebaadsaare.

Teltene bestaa som Regel af gamle Konebaadsbetræk, der spiles ud over nogle dertil indrettede Pinde, forsynes med et Forhæng af Tarmeskind og ofte indvendig beklædes med haarede Sælskind; et saadant Telt kan afgive et efter Forholdene godt og rummeligt Opholdssted for en grønlandsk Familie; uden om Teltets Fod rejses gjærne en lav Mur af Sten for at beskytte det mod Vind og Vejr. Forøvrigt ser man ogsaa i den nyere Tid Grønlændere benytte Telte af übleget Bomuldstøj; det er dog hyppigst de Grønlændere, der ikke eje Konebaade, men Træbaade, der anskaffe sig saadanne Telte. Endelig kan ogsaa Konebaaden benyttes som Telt, idet Grønlænderne lægge den paa Jorden med Bunden i Vejret — dog i skraa Retning — og rede sig et Leje under den; denne Fremgangsmaade anvendes imidlertid, som Regel, kun paa kortere Rejser.

Saavidt mig bekjendt foreligger der ikke fra tidligere Tid sammenhængende Optællinger over Antallet af Kajakker og Konebaade i Grønland, der kunne benyttes til Sammenligning mellem Fortid og Nutid. Dr. Rink opgiver₁), at der i 1860 og 1872 falder paa 1000 Individer (i Sydgrønland) henholdsvis 220 Kajakker og 37 Konebaade og 250 Kajakker og 37 Konebaade; for Nordgrønlands Vedkommende falder der endelig i 1876 paa 1000 Individer 210 Kajakker, 18 Konebaade og 77 Slæder. Af nedenstaaende Oversigt vil ses, hvorledes dette Forhold stiller sig i Aarene fra 1880—81 til 1892—93.

Heraf fremgaaer, at i Sydgrønland Antallet af Kajakker omtrent er uforandret fra Aaret 1872, medens Konebaadene ere gaaede noget ned; samtidig er dog sikkert Antallet af Træbaade steget. For Nordgrønlands

---

1) „Om Grønlænderne, deres Fremtid og de til deres Bedste sigtende Foranstaltninger. Af H. Rink. Fortsættelse, Kjøbenhavn 1882." Pag. 16.

Vedkommende er saavel Antallet af Kajakker som af Konebaade og Slæder steget siden den i 1876 foretagne Beregning; i hele Grønland ere Forholdene saaledes næppe forringede i de sidste 15 å 20 Aar.

Ved Isgarn forstaaes et ca. 12 Alen langt og 6—86^—8 Alen bredt flettet Garn, der sættes ud fra Kysten eller paa den faste Is, befæstet ved tre Stropper, der gaa op igjennem tre Huller i Isen og gjøres fast om nogle løse Isklodser paa dennes Overflade; naar Sælhunden stikker Hovedet ind i en af Maskerne og mærker, at den sidder fast, indvikles den i Garnet og bliver som Regel kvalt; Isgarnene kræve hyppigt Tilsyn, helst hveranden Dag, da man i modsat Fald udsætter sig for, at Rejerne ødelægge de fangne Sælhundes Skind (de saakaldte rejeædte Sælskind).

Da der, som foran anført, ikke findes specielle Optegnelser fra tidligere Tid over Antallet af Kajakker og Konebaade m. m., har jeg ment det rigtigst her at optage en Oversigt over disse Tal for hvert enkelt Kolonidistrikt.

Af denne Fortegnelse fremgaaer det, at Antallet af Kajakker og Konebaade i hele Grønland i det omhandlede Tidsrum omtrent er stabilt, men dog snarere er tiltaget end aftaget. I 1885 opgives Antallet af disse Fartøjer i Sydgrønland til henholdsvis 1365 og 277; naar denne Opgivelse lægges til Grund, kommer man til det Resultat, at Tallet paa Kajakker i Sydgrønland maa siges at være det samme nu som dengang; anderledes stiller Forholdet sig med Hensyn til Konebaadene, hvis Antal er aftaget fra 277 til 170—180;

og i 1872: 37; herefter skulde der i 1860 i hele Sydgrønland have været ialt: 218 Konebaade, i 1862: 198, i 1864: 180, i 1865: 176, i 1868: 186, i 1869: 193, i 1870: 195 og i 1872: 202; en yderligere Tilbagegang skulde saaledes ogsaa have fundet Sted fra 1872 til den seneste Tid, men hertil maa imidlertid bemærkes, som alt foran berørt, at samtidig med denne Aftagen af Konebaadene er Tallet paa Træbaade sikkert steget; exempelvis skal anføres, at medens der i 1885^—86 i Sydgrønland kun fandtes 38 evropæiske Baade, der tilhørte Indfødte, var dette Tal ved jævn Stigning i 1892^—93 voxet til 80, nemlig for de mellemliggende Aar henholdsvis 46, 51, 56, 62, 66 og 78. Isgarn og Slæder spille ingen nævneværdig Kolle i Sydgrønland,

For Nordgrønlands Vedkommende foreligger der ingen tidligere Opgjørelse over Antallet af Kajakker og Konebaade m. m.. Af Tabel B fremgaaer, at medens der i 1880—81 fandtes 963 Kajakker og 83 Konebaade, vare disse Tal i 1892^—93 stegne til henholdsvis 1131 og 97, altsaa i det Hele en væsentlig Fremgang, selv om enkelte af de mellemliggende Aar kunne fremvise større Tal for de hernævnte Fartøjers Vedkommende. Antallet af Isgarn og Slæder med tilhørende Hunde, der i 1880^—81 var henholdsvis 2355 og 273, androg i 1892—93 3450 og 443, hvilket saaledes viser betydelig Fremgang i disse Henseender. At Tallet paa Isgarn kan være saa forskjelligt fra et Aar til et andet, har fornemlig sin Grund i, at der enkelte Aar kan gaa mange Garn tabt, hvilke det da undertiden kan være vanskeligt for Erhververen at erstatte med nye, idet han mangler de nødvendige kontante Penge dertil; overhovedet medfører Vedligeholdelsen af Garnene en aarlig Udgift for vedkommende Grønlænder, og af det Følgende vil formentlig fremgaa, at det just ikke er store Summer, de Indfødte have til deres Raadighed — i alle Tilfælde ikke efter evropæiske Begreber. Antallet af Slæder i Nordgrønland vil altid rette sig efter Hundebestandens Tilstand; indtræder der Sygdom blandt Hundene, vil Tallet paa Slæder — der tales her kun om Slæder med tilhørende Hunde —• gaa ned for derefter atter at stige, naar Hundesygen er standset og Hundebestanden forøget. Exempelvis skal anføres, at Antallet af Slæder i hele Nordgrønland, hvilket i 1886— 87 (o: 31. Marts 1887) androg 335, i 1887—88 gik ned til 299 og det følgende Aar endog til 217; undersøger man dette Forhold nærmere, vil man se, at Hundesygen i enkelte Distrikter netop herskede i de tvende anførte Aar og utvivlsomt har været Aarsagen til Slædernes Aftagen; for Uperniviks Vedkommende ere Slæderne i 1886^—87 optalte til 73, gaa i 1887—88 ned til 52 og det næste Aar endog til 27_i Næppe ophører imidlertid Sygdommen blandt Hundene, før Tallet paa Slæder stiger; saaledes androg Slædernes Antal i hele Nord* grønland i 1889^—-90 allerede 295 og stiger hvert af de følgende Aar — da der ingen Hundesyge fandtes — 1890—91: 359, 1891—92: 394 og 1892 — 93: 444; for Uperniviks Vedkommende er Tallet for de sidst anførte Aar henholdsvis 52, 77, 90 og 94.

Forinden jeg gaaer over til at omtale den indfødte Befolknings aarlige Indtægt ved Salget af grønlandske Produkter m. m., er det sikkert nødvendigt, at jeg til Forstaaelse af det Efterfølgende hidsætter nogle Forklaringer med Hensyn til enkelte Forhold i Grønland. Forinden Forstanderskabs-Institutionens Indførelse vare Forholdene i flere Henseender lidet glædelige. Naar virkelig Nød indtraf, var det paalagt Kolonibestyrerne og Bestyrerne af de mindre Handelssteder at hjælpe Grønlænderne ved at laane (borge) dem Spæk og, „hvis dette ikke kan faaes tilbage, da at lade det passere for Handelens Regning"; ligeledes skulde Grønlænderne i Trangstid kommes til Hjælp med evropæisk Proviant (den saakaldte Sultekost). Dette Udborgningsprincip var selvfølgelig forkasteligt og maatte virke demoraliserende paa Befolkningen, ikke at tale om, at der, naar det „udborgede" Spæk skulde fordres tilbage af vedkommende Handelsbestyrer, let kunde opstaa og sikkert ogsaa i Virkeligheden opstod mere eller mindre alvorlige Konflikter mellem disse og Grønlænderne, der utvivlsomt tidlig fik jnene op for, at hvis Spækket ikke kunde faaes tilbage, „maatte det passere for Handelens Regning", hvorved de fristedes til at lade Andre sælge Spækket for sig eller benytte andre Omveje for at undgaa Tilbagebetalingen. Der foreligger imidlertid ingen Beretninger om alvorligere Udskejelser i saa Henseende fra Grønlændernes Side; under alle Omstændigheder har Bestemmelsen ikke medført et saadant Udslag som i Labrador, hvor de Indfødte for nogle Aar siden, saavidt vides, gjorde aabenbart Oprør mod de derværende herrnhutiske Missionærer, der endnu dengang hyldede Udborgningssystemet og nægtede at udlaane mere, før den gamle Gjæld var betalt.

Fornemlig for at regulere Fattighjælpen, men ogsaa for i det Hele taget at raade Bod paa Tilbagegangen blandt Befolkningen i økonomisk Henseende, indgav den nys afdøde Dr. Rink, der dengang var Inspektør i Sydgrønland, sammen med afd. Seminarielærer Kleinsehmidt og nogle andre i Godthaab boende

Evropæere i Aaret 1856 til Indenrigsministeriet et Forslag om Oprettelsen af Forstanderskaber, D: en Institution, der skulde ordne Grønlændernes kommunale Anliggender, og hvorved der bl. a. skulde gives enkelte udvalgte Grønlændere Lejlighed til at deltage i Omsorgen for deres Landsmænds Vel. Dette Forslag blev ogsaa approberet af Ministeriet, og derefter bleve Forstanderskaberne forsøgsvis indførte i hele Sydgrønland; Forsøget blev imidlertid i Begyndelsen ikke kronet med Held, ja, blev endog i 1861 helt opgivet. Det lykkedes dog ved Dr. Rinks Ihærdighed og Interesse for Sagen at faa Forstanderskabs-Institutionen ved Ministeriets Anordning indført i Sydgrønland i 1862, og Aaret efter traadte den, om end i en noget ændret Form, ogsaa i Kraft i Nordgrønland. I 1872 bleve de for Forstanderskaberne givne „foreløbige Bestemmelser" reviderede og bleve samtidig enslydende for saavel Nord- som Sydgrønland; endelig bleve enkelte af Paragraferne i disse Bestemmelser, der forøvrigt endnu den Dag i Dag hedde „foreløbige", omredigerede i 1881. Hovedindholdet af disse Bestemmelser er følgende: Administrationen tilskyder aarlig en Femtedel af det for de i Grønland indhandlede Produkter udbetalte Beløb; af denne Femtedel tilfalder igjen de to Tredjedele Kolonikasserne (o: hver Kolonies specielle Kasse), over hvilket Beløb Forstanderskaberne efter visse bestemte Regler have Raadighed, og den ene Tredjedel vedkommende Inspektorats Fælleskasse, over hvilken kun Inspektøren, i enkelte Tilfælde endog kun Indenrigsministeriet, har Raadighed. Forstanderskaberne bestaa dels af faste, dels af valgte Medlemmer. De faste Medlemmer ere Præsten (o: den danske Missionær) som Formand, Kolonibestyreren som Regnskabsfører, Lægen, Assistenten og Overkateketerne (t>: Indfødte)¹). De valgte Medlemmer vælges af og blandt de Indfødte, idet Kolonidistriktet deles i et bestemt Antal Underdistrikter, omfattende en eller nogle faa Bopladser, og i ethvert af disse Underdistrikter vælge Familieoverhovederne paa 3 Aar en Forstander til at varetage deres Interesser i Forstanderskabet. Forstanderen faaer en Godtgjørelse af 6 Kr. for hvert af Forstanderskabets Hovedmøder (som Regel afholdes der to saadanne om Aaret), hvortil han indfinder sig, 4 Kr. for hver Rejse til Kolonien i Ærinde for Forstanderskabet, samt Betaling for Rejsen efter nærmere angivne Regler. Forhandlingerne paa Møderne, der føres i det grønlandske Sprog, indføres i en Protokol, af hvilken en Afskrift

---

1) Findes der i Kolonidistriktet herrnhutiske Stationer, tiltrædes Forstanderskabet af vedkommende Missionær.

givet Regler for Afgjørelsen af forskjellige Ketstrætter samt af Arvespørgsmaal mellem Grønlænderne indbyrdes, ligesom Bestemmelserne tillægge Forstanderskaberne Eet til at ikjende Bøder for mindre Forseelser, begaaede af de Indfødte; ved Forbrydelser, begaaede af de Indfødte, foretager Forstanderskabet Undersøgelse af Sagen og gjør Forslag til Bestemmelse af Straffen, medens Sagens endelige Afgjørelse tilkommer Inspektøren.

Hensigten med Udgivelsen af Eepartition til de Indfødte har utvivlsomt været at skaffe Grønlænderne paa en bestemt Tid af Aaret — Eepartitionen uddeles kun om Foraaret i April eller Maj — kontante Penge, som de kunde anvende, dels til Forbedring af deres Huse, dels til nødvendig Ekvipering til de forestaaende Sommertogter; imidlertid kan hele Eepartitions-Systemet ses fra to Sider. Efter de ældre Bestemmelser, hvor det til Eepartering bestemte Beløb kun fordeltes mellem Sælfangerne, Konebaads- og Slædeejerne samt Ejerne af Isgarn og enkelte Andre, var Antallet af Parter adskilligt mindre end efter de nyere Bestemmelser, hvor der tillige gives Parter til Husherrerne for de af dem Forsørgede; heraf fulgte, at de Eepartitionsberettigede den Gang fik større Beløb til deres Eaadighed og saaledes mere havde Følelsen af, at det at modtage Eepartition var en Udmærkelse og Opmuntring. Nu er Parternes Antal imidlertid saa stort, at hver enkelt Part som Eegel kun bliver forholdsvis lille og ikke tilstrækkelig til at kunne gjøre egentlig Nytte i de ovenfor nævnte Øjemed. Eepartitionen har nu, med Indførelsen af Parter for de Forsørgede, mere Karakteren af Understøttelse end af egentlig Opmuntring, ikke at tale om, at det næppe kan synes korrekt at give en Mand Præmie, fordi han i Aarets Løb har evnet at ernære sin nærmeste Familie og de øvrige til hans Husstand hørende Personer uden at behøve at søge Fattighjælp. Det vilde derfor efter min Mening være heldigst, om man atter vendte tilbage til det gamle Princip for Eepartitionen, hvorved de egentlige Bærere af det grønlandske Samfund, Sælfangerne, paany kunde blive de mest Begunstigede i saa Henseende.

Efter Gjennemsnittet for Aarene 18⁸³/Bi—18⁹²/9₃ har Julianehaab det største Eepartitionsbeløb at raade over, nemlig 3346 Kr., herefter kommer Umanak med 2681 Kr., Egedesminde med 1201 og Upernivik med 1162 Kr.; da Parternes Antal ved Julianehaab imidlertid gjennemsnitlig er 3461 — mod 1054 ved Umanak, 1148 ved Egedesminde og 594 ved Upernivik — bliver Størrelsen af hver enkelt Part for Julianehaab i Gjennemsnit kun 97 Øre, medens den ved Umanak er 253 Øre, ved Egedesminde 104 Øre og ved Upernivik 193 Øre Kolonierne i Sydgrønland ere i den her omhandlede Henseende i det Hele taget adskilligt uheldigere stillede end de nordgrønlandske Kolonier; saaledes andrager Gjennemsnittet af en Part ved Frederikshaab 84 Øre, ved Godthaab 67 Øre, ved Sukkertoppen 60 Øre og ved Holstensborg endog kun 56 Øre, medens Christianshaab har 120 Øre, Jakobshavn 159 Øre, Eitenbenk 181 og Godhavn 120 Øre. Man kan til Bedømmelse af dette Forhold altsaa ikke opstille Størrelsen af Eepartitionsbeløbet som Eettesnor, idet man nemlig ogsaa maa tage tilbørligt Hensyn til Antallet af Parterne, efter hvilket Størrelsen af hver enkelt Part er betinget.

Grunden til, at der kan være saa stor Forskjel mellem Antallet af Eepartitionsnydende i et Distrikt fra det ene Aar til det andet, maa fornemlig søges i den Omstændighed, at Erhververe eller deres Husfæller i Aarets Løb have modtaget Fattighjælp, der gjør dem uværdige til at optages blandt de Eepartitionsnydendes Tal; en nok saa liden Fattighjælp, modtagen i den første Del af Aaret, er tilstrækkelig til at bevirke en saadan Udelukkelse, selv om Vedkommende i den øvrige Del af Aaret fanger aldrig saa mange Sælhunde; ja, man har endog Exempler paa, at en Erhverver ved at modtage Hjælp i Form af en Fiskesnøre (til Værdi af l Kr.) i Trangstid om Foraaret herved mister 10, vel endog 12 —14 Gange Fiskesnørens Værdi i Eepartition. Disse Bestemmelser kunne synes strænge; de ere imidlertid absolut nødvendige for at kunne sætte en Stopper for Grønlændernes medfødte Ligegyldighed for den Dag imorgen; om at tilbagebetale den nydte Fattighjælp og derved atter indtræde i sine „borgerlige" Eettigheder kan der kun ganske undtagelsesvis være Tale; det med Modtagelsen af Fattighjælp forbundne Tab af disse Eettigheder er imidlertid ikke af særlig lang Varighed, idet det kun gjælder for det Aar (Finantsaar), i hvilket Fattighjælpen er modtagen. I det Hele taget har Modtagelsen af Fattighjælp i Grønland ikke den samme Eetsvirkning paa Individet som f. Ex. herhjemme, idet det nemlig dér kun bevirker, at Vedkommende udelukkes fra Deltagelse i Eepartitionen og ikke kan vælges til Forstanderskabsmedlem; ellers indtager han samme Stilling i Samfundet som sine andre Landsmænd.

I nærværende Tidsskrift (Aargang 1876^—77) Pag. 25 er meddelt et Foredrag af daværende Direktør for den kgl. grønlandske Handel Dr. H. Eink, indeholdende nogle Bemærkninger om Grønlændernes daværende Tilstand. Dr, Eink udtaler her bl. a, (Pag. 28 og 29j:

„Det kunde give et ret oplysende Indblik i Grønlændernes Tilstand at se, hvad en Familie paa 5 Personer i Gjennemsnit aarlig har at leve af, og hvorledes dens Forbrug er fordelt paa de forskjellige Fornødenheder. Et saadant Gjennemsnit har i Grønland mere at sige, fordi der er mindre Forskjel paa Familiernes Kaar end i civiliserede Samfund. Jeg har opstillet en saadan Beregning efter de seneste Oplysninger og skal her tillade mig at meddele dens Resultater."

„Naar man, hvad der rigtignok er det vanskeligste ved Beregningen, ogsaa anslaaer Grønlændernes Forbrug af deres egne Produkter i Penge og efter nogenlunde sandsynlige Priser, har en Familie paa 5 Personer aarlig 280 Kr. at leve af. Omtrent Halvdelen eller 136 Kr. udgjør deres egne Produkter, nemlig 6000 Pd. Kjød og Fisk, 2 Tønder Spæk eller Tran, 26 Sælskind, foruden Fugleskind, Bær, Flydebrænde osv. Den anden Halvdel, 144 Kr., er den egentlige Pengeindtægt, der forbruges saaledes: 106 Kr. til, hvad der mere eller mindre for Grønlænderne er Luxus, nemlig Proviantsorter: 38 Pd. Kaffe, 26 Pd. Sukker, 170 Pd. Brød, 31 Potter Ærter og Gryn m. m. og 10V₂ Pd. Tobak. Dernæst kommer et Beløb af 24 Kr. til Beklædningsgjenstande, navnlig 50 Alen Bomuldstøj. Saa først komme de vigtigste Fornødenheder, og. hvad der anvendes paa disse, er rene Übetydeligheder, nemlig 6 Kr. til Skydevaaben, Krudt og Bly, 3 Kr. til andre Fangeredskaber, 3 Kr. til Kjøkkentøj, Redskaber osv. og endelig ikke mere end knap 2 Kr. til Materialier til Husenes Forbedring."

Hvad angaaer den første Del af Beregningen, da vil jeg senere faa Lejlighed til at udtale mig nærmere derom; jeg skal her foreløbig kun holde mig til den anden Del af Beregningen: den egentlige Pengeindtægt. Det kunde i saa Henseende maaske have sin Interesse at undersøge, hvorvidt Befolkningens egentlige Pengeindtægt er væsentlig forskjellig nu mod tidligere.¹) I det Følgende skal jeg forsøge nærmere at paavise og ved statistiske Uddrag af det foreliggende Materiale at oplyse, hvorledes Tilstanden har været i Aarene 18⁶⁸/₆₉ •18⁹²/93. Den grønlandske Befolknings aarlige Pengeindtægt (kontante Omsætningsmidler) kan inddeles i følgende Klasser: a) Befolkningens Indtægt ved Salget af grønlandske Produkter samt ved Understøttelser og Repartition (se foran), b) de faste Indtægter, der udbetales til de Indfødte, der staa i Administrationens eller Missionens Tjeneste, c) Dagløn til Lejede (o: Grønlændere, der nu og da arbejde for Administrationen — Udgifter til Postbefordring herunder medregnet — og d) de Indfødtes Indtægt ved Salg af Vildt, Fugle

skindstæpper m. v. samt ved privat Arbejde og Tjeneste for Evropæerne. Hertil maa endvidere medregnes Honorarer for ydet Fødselshjælp paa de Steder, hvor ingen udlærte Fødselshjælpersker ere ansatte, samt den indirekte Indtægt, Befolkningen har gjennem de saakaldte Festtraktementer. Disse bestaa i en efter gammel Skik gratis Uddeling af visse Provisionssorter (Y₄ Pot Gryn, Y₄ Pot Ærter og */₄ Pd. Skibsbrød) tu hver Indfødt uden Hensyn til Alder eller Kjøn paa Kongens Fødselsdag og til Julen; hertil føjedes tidligere 1/_le Pot Brændevin til hver indfødt Mandsperson over 20 Aar, en Skik, der imidlertid er bortfalden i den senere Tid og er bleven afløst af et mindre Kaffetraktement til de voxne Indfødte.

Med Hensyn til de faste Indtægter for Indfødte, der staa i Administrationens eller Missionens Tjeneste (se ovenfor urider b), viser det sig, at Administrationen aarlig udgiver ca. 61,500 Kr. til Lønning af de Indfødte, der staa i dens Tjeneste, samt ca. 4200 Kr. til Lønning af Jordemødre, medens Missionen aarlig udgiver ca. 18,000 Kr. til Lønning af Kateketer i underordnede Stillinger; altsaa tilflyder der paa denne Maade den indfødte Befolkning en samlet aarlig Indtægt af ca. 83,700 Kr., eller pr. Individ 8 Kr. 37 Øre. Under Administrationen gjøre de Indfødte Tjeneste som underordnede Fartøjsførere, Udstedsbestyrere (de saakaldte „Udliggere" £>: Indfødte, der under Kolonibestyrerens Ansvar besørge Handelsomsætningen ved forskjellige mindre Bopladser i Distriktet), Haandværkere: Bødkere, Tømrere (saavel Hus- som Skibstømrere) og Smede, samt som Formænd og som egent» lige Arbejdsmænd, der deltage i alt forefaldende Arbejde: almindeligt Koloniarbejde, Togtning, Bagning, Bryg? ning, Tranbrænding osv. De i Missionens Tjeneste staaende Indfødte kunne inddeles i 2 Klasser, nemlig de, der ere uddannede paa Seminariet ved Godthaab (tidligere var der ogsaa et Seminarium ved Jakobshavn, der imidlertid er blevet nedlagt for nogle Aar siden) og som have Titel af Overkateketer eller Kateketer, og de, som uden at have modtaget nogen videregaaende Uddannelse, besørge Kateketgjerningen ved de mindre

---

1) Det fremgaaer ikke af Dr. Rinks Beregninger, hvilket Aar eller Tidsrum de gjælde, men det synes at fremgaa af hans Udtalelser, at de maa omhandle et eller flere Aar i Begyndelsen af Halvfjerdserne; ligeledes fremgaaer det ejheller af Foredraget, hvorledes Dr. R. er kommen til de indvundne Resultater: sandsynligst er det, at han, særlig med Hensyn til Forbruget af grønlandske Produkter, har undersøgt Forholdene i enkelte Familier og har overført Resultatet af sine Undersøgelser paa hele Befolkningen,

Bopladser. Arbejdet er ens for begge Klasser, nemlig Lærergjerningen og den mere gejstlige Virksomhed, hvilken sidste bestaaer i, at Vedkommende holde Bøn og prædike for Befolkningen paa Søn- og Helligdage samt én eller to Gange i Ugens Løb holde Aftenbøn. Forskjellen mellem de to Klasser er saaledes i og for sig ikke stor, men viser sig fornemlig i Lønningerne, der selvfølgelig ere større for de mere uddannede Kateketer end for de Andre, der saa at sige tages lige ud af Folkets Midte, idet Missionærerne dog som Eegel have nogen Garanti for, at de Udvalgte egne sig til deres Gjerning; endvidere haves paa flere af de mindste Bopladser en mandlig, i enkelte Tilfælde endog en kvindelig Læser, der efter Evne søger at bibringe Børnene den nødvendige Lærdom. Med Hensyn til Skoleundervisningen lære de Indfødtes Børn som Eegel kun Læsning (Grønlandsk), Eegning, Skrivning og Eeligion; Børnene blive saaledes, i Modsætning til Børnene i civiliserede Lande, ikke overlæssede med Kundskaber, men lære som Eegel dog tilstrækkeligt efter grønlandske Forhold. At lære de grønlandske Børn Dansk, som foreslaaet af forskjellige Eejsende, for at de kunde drage Fordel af den danske Literatur og derigjennem blive yderligere uddannede i aandelig Henseende, vilde næppe føre til det ønskede Eesultat, thi Grønlænderne vilde i det Hele og Store mangle Forkundskaber til at kunne forstaa det Læste, og Læsningen af danske Bøger vilde saaledes kun blive fuldstændig overfladisk, en Opremsning af Ord uden nærmere Forstaaelse. Endvidere er der under den danske Mission for jeblikket ansat 3 ordinerede Indfødte. Kun de ordinerede Indfødte kunne forrette almindelig Præstegjerning, saasom Barnedaab, Konfirmation, Vielse og Altergang m. m.; de uordinerede Indfødte kunne vel i Nødstilfælde forrette Barnedaab, men denne bliver da at betragte som Hjemmedaab, der skal bekræftes af Missionæren eller den ordinerede Indfødte; Begravelser kunne derimod forrettes ogsaa af de uordinerede, i Missionens Tjeneste staaende Indfødte. Under den herrnhutiske Mission er der endelig ved enkelte Bopladser ansat nogle Indfødte, der forrette Tjeneste som Kateketer; de ere imidlertid gjennemgaaende saa lavt lønnede, at deres samlede Indtægt aldeles ingen Eolle spiller overfor Samfundets økonomiske Tilstand og derfor uden Skade kan lades ude af Betragtning her.

Hvad angaaer den aarlige Udgift for Administrationen til Lejede i Almindelighed (se ovenfor under c), til Poster samt til Fødselshjælp og Festtraktementer, har jeg foretaget en Beregning over denne Udgift for Aarene 18⁸⁸/89 —1892/₉₃. I dette Femaar andrager saaledes Administrationens samlede Udgift i de ovenfor anførte Øjemed følgende Beløb, der udelukkende komme den indfødte Befolkning tilgode:

Med Hensyn til den ovenfor (under d) anførte Indtægt for de Indfødte ved Salg af Vildt m. m, samt ved privat Arbejde og Tjeneste for Evropæerne, da er det en. Selvfølge, at denne end ikke tilnærmelsesvis kan anslaaes; den maa derfor rettest lades ude af Betragtning her.

Jeg kommer endelig til den indfødte Befolknings aarlige Indtægt ved Salget til Administrationen af grønlandske Produkter samt ved Understøttelser og Eepartitio (se ovenfor under a). At anføre denne Indtægt for hvert af Aarene i den Periode, jeg her har benyttet, nemlig i Tidsrummet fra 18⁶⁹/₇₀ til 18⁹²/₉₃, vilde sikkert føre for vidt, om end det kunde være interessant at drage Sammenligninger mellem de forskjellige Aar; jeg har derfor set mig nødsaget til at indskrænke mig til at udarbejde et Sammendrag af mine Beregninger.

Af dette Sammendrag fremgaaer, hvor forskjellige Vilkaarene ere for Befolkningen i de forskjellige Distrikter. Tager man Gjennemsnittet for hele Perioden, viser det sig, at Befolkningen i Nordgrønland omtrent har dobbelt saa stor Indtægt pr. Individ som Befolkningen i Sydgrønland, nemlig 2340 Øre mod 1246 Øre, ja, enkelte Distrikter i Nordgrønland indtage endog en særlig fremskudt Stilling i saaHenseende, saaledes Jakobshavns, Eitenbenks, Upernivike og fornemlig Umanaks

Distrikter. Af de her omhandlede Indtægter er In tægten ved Salget af Produkter den største og vigtigst den varierer fra gjennemsnitlig 794 Øre pr. Individ Godthaabs Distrikt til 2836 Øre i Umanaks Distri og andrager 1104 Øre pr. Individ i hele Sydgrønlai mod 2074 Øre pr. Individ i hele Nordgrønland. Der maa dog bemærkes, at Erhvervsvilkaarene i Grønlai ere meget forskjellige. Betingelserne for Erhvervet, fe nemlig Sælhundefangsten, ere adskilligt bedre i Nor end i Sydgrønland. Hertil kommer imidlertid, at B

folkningen i Sydgrønland er mere henvist til at he gjemme Forraad til Vinteren, hvorimod Befolkningi i Nordgrønland, hvor Hovedfangsten de fleste Sted falder i Vintermaanederne, uden Afsavn kan sælj den største Del af det ved Fangsten indvundne Spæ men overhovedet fanges der mere i den nordlige end den sydlige Del af Landet, hvoraf følger, at Produ i• i • "vr i «J Q A l A

Med Hensyn til Udgivelse af Understøttelser syn
mQn i rJr\i*ricTi»/?ml «i n/H mon ri om tro fi on/io Q 4". •voovti miv

rundhaandet end i Sydgrønland; jeg vil senere faa
Lejlighed til at udtale mig nærmere om dette Punkt,
særlig med Hensyn til Udgivelsen af Fattighjælp.

Sammenholder man nu, hvad foran er anført om de forskjellige Indtægtskilder for den grønlandske Befolkning i Henseende til kontante Omsætningsmidler, kommer man, naar hele Grønland tages under ét, til følgende Kesultat:

Herefter skulde altsaa en Familie paa 5 Personer gjennemsnitlig have 142 Kr. 35 Øre som egentlig aarlig Pengeindtægt, hvilket paa det Nærmeste passer med den af Dr. Rink opstillede Beregning, nemlig 144 Kr.

Hvortil disse Penge bruges, er det meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, bestemt at kunne opgive; selvfølgelig anvendes de efter Forholdenes Natur saa godt som alle til Indkjøb af Varer i Grønland; da de over de solgte Varer foreliggende Lister imidlertid ogsaa indeholde, hvad der er udhandlet til Evropæerne

i Landet, kan man kun opgive Grønlændernes Forbrug tilnærmelsesvis. For at faa en omtrentlig Oversigt over, hvortil den ommeldte Pengeindtægt benyttes, har jeg opstillet en Beregning over dette Forhold for Aaret 1891 — 92; i dette Aar skulde Befolkningen i hele Grønland have haft en gjennemsnitlig Indtægt af 26 Kr. 54 Øre pr. Individ eller 132 Kr. 70 Øre pr. Familie å 5 Personer, og af dette Beløb skulde være anvendt til Indkjøb af

---

*) Under Proviantsorter er kun medtaget Ærter, Gryn, bagt Brød og Rugmel; under Tøjvarer hvidt Shirtiug, übleget og trykket Stout, Bomuldstøj og Sirts.

en Familie paa 5 Personer af sin Pengeindtægt bl. a. aarlig anvende til Indkjøb af Proviantsorter samt Kaffe og Tobak 106 Kr., 24 Kr. til Beklædningsgjenstande, 6 Kr. til Skyderekvisiter og 2 Kr. til Materialier til Husenes Forbedring (Træmaterialier); efter min Beregning blive disse Tal for Aaret 1891^—92 henholdsvis 92 Kr. 70 Øre, 17 Kr. 95 Øre, 9 Kr. og 2 Kr. 85 Øre, altsaa forsaavidt en Forbedring mod den af Dr. Eink skildrede Periode. Det er ovenfor anført, at denne Beregning kun tilnærmelsesvis angiver de Indfødtes egentlige Forbrug af de anførte Varer og vel snarest er ansat for højt end for lavt; særlig gjælder dette om Proviantsorter og Kaffe, af hvilke Varer de i Landet bosatte Evropæere forbruge ikke übetydelige Kvanta. Naar Dr. Rink i sin ofte nævnte Artikel udtaler, at Grønlænderne af deres egentlige Pengeindtægt anvender et saa uforholdsmæssigt stort Beløb (106 af 144 Kr.) til, hvad der mere eller mindre er Luxus for dem, nemlig Proviantsorter, Kaffe, Kandis og Tobak og kun en übetydelig Del (ca. 14 Kr.) til de vigtigste Fornødenheder: Skyderekvisiter, Fangstredskaber og Materialier til Husenes Forbedring osv., maa man selvfølgelig i Eealiteten give ham Eet, men paa den anden Side maa man dog ogsaa tage billigt Hensyn til, dels at de af ham anførte saakaldte Luxusgjenstande i Tidens Løb i mere eller mindre Grad ere blevne Nødvendighedsartikler for den indfødte Befolkning, der i vor Tid næppe kunde undvære Ærter, Gryn og bagt Brød (af sidstnævnte Varesort er Forbruget forøvrigt i den senere Tid aftaget betydeligt) og først og sidst Kaffen, der er Grønlændernes kjæreste Drik og lader ham, dog helst i Forbindelse med Tobakken, glemme de daglige Sorger, dels ere ogsaa Priserne paa disse Varer i Grønland ret høje, hvorved de forholdsvis store Beløb fremkomme; til Gjengjæld ere Priserne paa Skyderekvisiter, Fangstredskaber og Træmaterialier lave, og det vilde være højst übilligt at forlange, at den indfødte Befolkning til de tre sidstnævnte Varer aarlig skulde anvende et Beløb, der blot tilnærmelsesvis kunde taale at sammenlignes med det Beløb, den aarlig udgiver til de førstnævnte Fornødenheder; noget Saadant vilde efter Forholdenes Natur kun være unaturligt, ihvorvel det samtidig maa indrømmes, at det i det Hele og Store vilde være heldigst for Befolkningen og dens sanitære Vel, om der aarlig blev anvendt et noget større Beløb til Forbedring af Husene, end Tilfældet er nu.

Med Hensyn til de i Grønland i Aarene 18⁶⁹/7o —1892/93 udgivne Understøttelser, der ogsaa maa henregnes under Befolkningens Pengeindtægt, har jeg i oranstaaende Tabel O under II givet en Oversigt over

---

1) Det første Tidsrum 18⁶7,₀ ^—18"/ omfatter dog kun 4 Aar.

Virkeligheden ogsaa mere og mere, i alle Tilfælde i enkelte Distrikter, at gaa op for de indfødte Forstanderskabs-Medlemmer, at det gjælder om at indskrænke Fattighjælpen til det mindst Mulige. Tager man hver af Kolonierne for sig, fremgaaer det, at i de fem Underperioder er der kun et Distrikt, nemlig Holstensborgs, hvor den udgivne Fattighjælp efter Gjennemsnittet for hvert Femaar er større end den samtidig uddelte Understøttelse efter § 11 A, og ved samtlige for Kolonierne anførte Gjennemsnitstal (60) finder dette Forhold kun Sted i 19 Tilfælde, altsaa i omtrent ét af hvert tre Gjennemsnitstal. Ser man imidlertid med uhildet Blik paa hele Forholdet, vil man sikkert give mig Ret i, at Udtalelsen om Almisselemmerne i Grønland er überettiget og aldeles ikke overensstemmende med de faktiske Forhold; for at være korrekt skulde Fattighjælpen ikke alene gjennemgaaende være større end de udgivne Understøttelser, men vel endog indtage en fremtrædende Plads i de for Befolkningen beregnede Indtægtskilder, og dette er jo langtfra Tilfældet.

Som foran omtalt, er Dr. Rink i sin Beregning over den aarlige Indtægt for en grønlandsk Familie paa 5 Personer gaaet ud fra, at den aarlig konsumerer 6000 Pd. Kjød og Fisk, 2 Tdr. Spæk eller Tran og 26 Sælskind foruden Fugleskind, Bær, Flydebrænde osv. og han har anslaaet dette Forbrug til 136 Kr., idet han har ansat disse Produkter „til nogenlunde sandsynlige Priser", O: bl. a. ca. 2 Øre for et Pund Kjød eller Fisk. En saadan Beregning har imidlertid intet Værd til Afgjørelse af Spørgsmaalet om, hvorledes en grønlandsk Familie er stillet i økonomisk Henseende i Sammenligning med Forholdet andensteds. Gjælder det en Sammenligning rned Livsvilkaarene her i Danmark, vil det være indlysende, at Beregningen kommer til at fremvise et fejlagtigt Resultat, naar man paa den ene Side ved Udregningen af Værdien af de fra Danmark indførte Varer ansætte disse til deres forholdsvis høje Indkjøbspriser, og paa den anden Side beregner Landets egne Produkter til saa uforholdsmæssigt lave Priser som 2 Øre for et Pund Kjød eller Fisk. Den Mængde Kjød og Fisk, som den grønlandske Sælfanger eller den danske Husmand bruger til Livets Ophold, har for dem begge for saa vidt samme Værdi. Men betragter man de ovenfor anførte Tal, der angive Mængden af de Produkter, hvorover en grønlandsk Familie raader, behøver man iøvrigt ikke nogen nærmere Beregning af disse Produkters Pengeværdi for at fastslaa, at en grønlandsk Familie i Henseende til Livsvilkaar nærmest kan sammenstilles med en dansk Husmaridsfamilie, der har saa megen Jord, at der derpaa kan holdes 2 å3 Køer; disse Familier ville til Livets Ophold raade over omtrent det samme Beløb i rede Penge og den samme Mængde Næringsmidler, erhvervede ved deres eget Arbejde.