Som bekjendt, har der siden 1878 paa de grønlandske Koloniers Budget været bevilget et aarligt Beløb af 10 000 Kr. til geologiske og geografiske Undersøgelser paa Grønlands Vestkyst. Disse Undersøgelser have været ledede af en af Eegeringen nedsat Kommission og ere endnu ikke afsluttede; en Stab af dygtige Søofficerer og Videnskabsmænd have stillet sig til Raadighed for Kommissionen, og Resultatet af disse Mænds ihærdige og ofte besværlige Arbejde foreligger i de af Kommissionen udgivne „Meddelelser om Grønland" og desuden i en Kække Afhandlinger, hvoraf de fleste have fundet Plads i nærværende Tidsskrift.

Kommissionens Undersøgelser angaa udelukkende Landets Natur og Beskaffenhed *), men selvfølgelig have de, der paa Kommissionens Vegne have berejst Landet, tillige haft Interesse for den grønlandske Befolknings Liv og Vilkaar, og det er derfor let forstaaeligt, at de ovennævnte Afhandlinger tillige lejlighedsvis indeholde Oplysninger og Domme om Befolkningen; men jeg føler mig overtydet om, at Forfatterne næppe selv for deres Udtalelser angaaende Befolkningen, hvor sympatetiske disse forøvrigt næsten altid ere, gjøre Krav paa den samme Autoritet som for deres Udtalelser angaaende Landet. Overfor et Folk som Eskimoerne ved vore Kolonier i Grønland er det meget vanskeligt for de Rejsende at undgaa Misforstaaelser og urigtig Opfattelse af Forholdene. Det grønlandske Folk er et Jagtfolk, og det kan med Føje siges, at Folket kun kjender ét Erhverv: Sælhundefangsten, thi vel drives der ved Siden heraf Fiskeri, Jagt paa Søfugle, Fangst af Ræve o. s. v., men Udbyttet af disse Erhverv er uden større Betydning og kræver navnlig ikke samme Mod og Dygtighed som Sælfangsten. Det er Sælfangeren, der er Typen for den grønlandske Befolkning. I det grønlandske Samfund er Begrebet om Ejendomsret ikke stærkt udviklet, og dette er en naturlig Følge af, .at Agerdyrkning ikke findes i Landet, og at derfor Ejendomsret til Jordbunden ikke har nogen Betydning. Sælfangeren er ikke bunden til Stedet, men bygger sit Stenhus, hvor han mener, at der er den bedste Fangstplads; hans faa Fangstrédskaber, deriblandt navnlig Kajakken, ere hans vigtigste Ejendom. Man maa derfor ikke forlange for megen Forsynlighed af den grønlandske Sælfanger: Han saaer ikke, og han høster ikke, men med Mod og Udholdenhed søger han Dag efter Dag sin Føde paa Havet, og han véd, at den Dag, han har Held med sig, vil Havet give ham, hvad han behøver; Grønlænderen stoler paa Fremtiden, og han er, om man vil, letsindig, men det Samme maa sikkert nok gjælde ethvert Jagtfolk, thi deres Erhverv maa drage denne Følge efter sig. Heller ikke maa man af Grønlænderen forlange større aandelige Interesser; paa sit eget lille Omraade har han ikke ringe Intelligens, men han fødes og døer i en lille Verden for sig, hvor alle Begivenheder dreje sig om Erhvervet, og hvor hans Forstand derfor ogsaa kun faaer Lejlighed til at tumle med en ringe Sum af Begreber; over for det Fremmede, der maatte komme til ham udefra, staaer han let uden Forstaaelse. Endelig maa man ikke af Grønlænderen forlange nogen større Sans for Renlighed; det kolde Klima henviser ham til at indskrænke Husrummet til det mindst Mulige, og i det ringe Rum skal ikke alene Familien opholde sig, men ofte maa tillige her Sælhunden nænses, Kjødet koges, Skindet tilberedes q. s. v. Dette maa ikke glemmes, naar man vil dømme om den grønlandske Befolkning; enhver Dom er jo iøvrigt relativ, og her gjælder det ikke som Sammenligningsled at benytte de fra Hjemmet kjendte Forhold; man maa sammenstille Grønlænderne med andre Folkeslag, der leve under tilsvarende klimatiske Forhold og lignende Erhvervsvilkaar; da først er der sket Retfærdigheden Fyldest. Men dømmer man paa et saadant Grundlag, skal det sikkert vise sig, at Dommen vil falde ud til Gunst for Grønlænderne ved vore danske Kolonier.

Vil man søge Oplysning om den grønlandske Befolkning , er man endnu henvist til den af Dr. phil. H. Rink, tidligere Direktør for den kgl. grønlandske Handel, i 1857 udgivne Beskrivelse af Grønland; dette Hovedværk vidner saavel om Forfatterens indgaaende Kjendskab til Landet og Folket, som om hans varme Interesse for den eskimoiske Befolkning. Da Dr. Rink udgav sit Skrift, maatte han i det Væsentlige selv indhente de nødvendige Oplysninger fra første Haand. Siden den Tid er der gjennem Administrationen indsamlet forskjelligt statistisk Materiale, og det er paa

---

1) Den af Regeringen i 1888 udsendte Expedition til Grønlands Østkyst havde et videre Formaal, idet dens Undersøgelser gjaldt saavel Landet som Befolkningen.

Grundlag heraf, at jeg skal forsøge at yde et Bidrag
til Oplysning om Grønlændernes Erhvervs- og Befolkningsforhold.

I det Følgende skal jeg først omhandle Erhvervsforholdene, derefter Befolkningsforholdene og endelig tilføje nogle Oplysninger om Rumforholdene i de grønlandske Huse.

I.

Af Sødyrene staa i første Række Sælerne, hvis Forekomst er af afgjørende Betydning for det grønlandske Samfund, idet nemlig disse Dyr skaffe Grønlænderne Alt, hvad de behøve til deres Husholdning. Af Spækket faa de Tran til deres Lamper, Skindene benytte de til Betræk til Baade og Kajakker samt til Klædedragter, og endelig spiller Sælhundekjødet en vigtig Rolle i den grønlandske Husholdning og er Grønlænderens kjæreste og saa godt som eneste animalske Føde; Kjødet spises enten i tørret eller frisk Tilstand, i sidste Tilfælde altid kogt. Af Sælerne ere enkelte Arter altid tilstede i Grønland, andre Arter forekomme kun paa bestemte Tider af Aaret.

Til de første Arter høre Netsiden og den spraglede
Sæl, til de sidste Klapmydsen, Remmesælen og
Sort- eller Svartsiden.

Netsiden eller Fjordsælen indtager den vigtigste Plads i Fangsten i Nordgrønland; den forekommer omtrent hele Aaret rundt, mindre rigelig i Juli, August og September, men er til Gjengjæld som Regel tilstede i store Masser i den egentlige Vintertid og kan fanges overalt langs Kysten og inde i Fjordene. I Sydgrønland er denne Sælhund ogsaa tilstede saa godt som hele Aaret rundt, men er her ikke af samme Betydning for Samfundet som i Nordgrønland. Skindet af denne Sælhund danner hovedsagelig Materialet til de Indfødtes Klædedragt.

Den spraglede Sæl forekommer ogsaa hele Aaret rundt, men fanges kun i ringe Mængde. Skindet af denne Sælhund, der udelukkende anvendes til Benklæder, fornenilig af Kvinderne, er meget efterspurgt og betales til sine Tider med en efter grønlandske Forhold meget høj Pris.

I Modsætning til de her anførte tvende Arter, der
ere Standdyr, staa, som ovenfor sagt, Klapmydsen,
Remmesælen og Sortsiden.

Klapmydsen er en af de største grønlandske Sælhunde ; den holder sig fornemlig til Storisen og indfinder sig kun paa visse Tider af Aaret. Hyppigst forekommer den i Julianehaabs Distrikt og danner en væsentlig Betingelse for Aarets Udbytte; den indfinder sig i to Perioder; første Gang fra lidt over Midten af Maj til Udgangen af Juni Maaned; den er da meget fed og kan undertiden fanges i store Masser. Dette er den saakaldte „ fede Klapmydsefangst" ; i Modsætning hertil staaer den „magre Klapmydsefangst", der gjærne indtræffer i August. I Juli forsvinder Klapmydsen nemlig og vender atter tilbage i Begyndelsen af August, men er da fuldstændig afmagret. Længere nordpaa i Sydgrønland aftage disse Dyr efterhaanden, dog kan der i Frederikshaabs Distrikt undertiden fanges ret betydelige Masser af dem. I Nordgrønland forekomme de kun sjældent.

Remmesælen er næst Hvalrossen den største grønlandske Sælhund ; den fanges fornemlig i Julianehaabs Distrikt, nu og da ogsaa i de andre Distrikter, og er af stor Betydning for den grønlandske Sælfanger, idet der af dens Skind, der er meget tykt, tilberedes de saakaldte Kobberemme, der bl. a. anvendes som Fangeremme ved Sælfangsten fra Kajak.

Sort- eller Svartsiden er den vigtigste og mest udbredte Sælhund i Sydgrønland, hvor den forekommer overalt, men til forskjellige Tider af Aaret. Medens, som foran berørt, Fjordsælen (Netsiden) maa henregnes til Standdyrene i de grønlandske Farvande, optræder Sortsiden derimod som Trækdyr. Den trækker i September Maaned i Flokke fra Syd til Nord og opholder sig langs Kysten til ind i Februar, da den forsvinder, men viser sig paany i Slutningen af Maj i den sydlige Del og i Begyndelsen af Juni i den nordligere Del af Sydgrønland, hvorefter den atter forsvinder i Juli for saa paany at vise sig i September o. s. fr. Denne Sælhund er fedest om Efteraaret og tiltager i Fedme hen paa Vinteren, men mager om Foraaret og Sommeren,- som bekjendt, er det denne Sælart, der efterstræbet af Robbefangerne under Newfoundland.

Endvidere forekommer ogsaa Hvalrossen i Grønland, men fanges kun sjældent; det er særlig en übeboet Strækning mellem det nordre og søndre Inspektorat, som disse Dyr have udvalgt sig til Legeplads, og hvor de om Efteraaret skulle findes i betydelige Masser. Fangsten af disse Dyr, der er meget farlig, er i det Hele uden særlig Betydning.

Fremdeles findes der flere Hvalarter i de grønlandske Farvande. Den egentlige Grønlandshval forekommer nu sjældnere end tidligere og er i en længere Aarrække ikke fangen; Kolonien Holstensborg og Logen Godhavn vare i sin Tid Grønlands vigtigste Hvalfangststationer.

Af andre Hvalarter forekomme Kreporkak'en, Narhvalen,

Sildepiskeren (Vaagehvalen), Springeren, Sværdfisken og Hvidfisken. Af disse Arter ere dog kun Kreporkak'en og Hvidfisken, og af disse særlig den sidste, af videre Betydning.

Kreporkak'en fanges ved Frederikshaab (gjeiinemsnitlig vel 2 ä 3 Dyr aarlig) og har kun Betydning for den derværende Befolkning, medens Hvidfisken særlig forekommer i de tre nordligste Distrikter og Sydgrønland, men fornemlig i Nordgrønland, hvor den til sine Tider yder et va^sentlig Bidrag til Befolkningens Ernæring.

Endvidere forefindes Isbjørnen; som Regel træffes dette Dyr dog kun i2 Distrikter: Julianehaabs, hvortil den kommer med Storisen, og Uperniviks Distrikt; begge Steder nedlægges der imidlertid kun f'aa Bjørne om Aaret, og denne Jagt er uden Betydning overfor Samfundet som Helhed betragtet.

Efter saaledes at have omtalt de vigtigste Søpattedyr, der forekomme i Grønland, maa jeg sluttelig nævne et andet Sødyr, der findes i betydelige Masser langs Grønlands Vestkyst, nemlig: Hajen. Denne Fisk fiskes fornemlig i Nordgrønland og dér saa godt som ved alle Kolonier; vel forekommer den ogsaa i Sydgrønland, men Hajfiskeriet i disse Egne er aldeles forsvindende i Forhold til Fiskeriet i den nordlige Del af Grønland. Det er fornemlig Leveren, der udnyttes til Trankogning ; selve Kjødet af Hajen bruges ikke til Menneskeføde, men har dog ikke ringe Værdi, idet det anvendes til Hundefoder.

Endelig maa som væsentlige Faktorer i den grønlandske
Husholdning nævnes Fiskeriet og Søfuglejagten.

Af Fiskearter findes følgende: Kabliauen, Laxørreden , Angmasetten, Stenbideren og Helleflynderen, som fiskes om Foraaret eller Sommeren og tildels tørres og hengjemmes til Vinterforraad, samt Rødfisken, Kaleralik'en (en mindre Helleflynderart), Fjordtorsken (Ovak'en) og Ulken, der fiskes saavel om Sommeren som om Vinteren.

Forekomsten af Kabliauen (eller den store Torsk) er højst variabel i de forskjellige Aar; tidligere indfandt den sig undertiden i store Mængder og afgav da et betydeligt Bidrag til Vinterforraad et, men i de senere Aar synes dens Forekomst at være bleven sjældnere; dog er dette Fiskeri endnu af Betydning ved flere Kolonier. Fiskeriet foregaaer som Regel i Juli eller August Maaned. Fisken tørres og hengjemmes til Vinterbrug. I Nordgrønland forekommer den kun sporadisk og sjældnere nordligere end ved Jacobshavn, medens den forekommer saa godt som i hele Sydgrønland. I tidligere Tid (1846^—66) er der i den sidstnævnte Landsdel foruden Tørfisk (Stokfisk) ogsaa blevet fremstillet Klipfisk af Kabliauen; Klipfisk produceredes ved Fiskenæsset (under Godthaab), hvor Indhandlingen i det nævnte Tidsrum svingede mellem 8000 og 36000 <_tt aarlig; denne Industrigren ophørte imidlertid i 1866. Tørfisk produceres saavel ved Fiskenæsset som vod Sukkertoppen, men denne Produktionsgren er nu saa godt som uden Betydning; ved de nævnte Steder har Indhandlingen af dette Produkt henholdsvis varieret mellem 3000 og 36000 tt (i 1852) og mellem 4000 og 69000 (i 1875).

Laxørreden, der fanges dels i Elvene, dels i Saltvandet udenfor disses Udløb, forekommer saa godt som i hele Gr-ønland, i det nordlige Inspektorat dog sparsommere, jo længere nordpaa man kommer; Grønlænderne ynde meget denne Fisk, der tørres og tildels hengjemmes til Vinterbrug, men dens Betydning for den grønlandske Befolkning er næppe stor. I Sukker toppens og Holstensborgs Distrikter drives dette Fiskeri ogsaa af de der boende Europæere som privat Industri, dog udføres der fra begge Distrikterne kun henimod 200 Tdr. aarlig.

Angmasetten eller Lodden er en lille Sildeart af henimod 6 Tommers Længde; den forekommer i Sydgrønland i henved 4 Uger i Maj og Juni Maaned og er som Regel tilstede i uhyre Mængder; ofte ere Stimerne saa tætte, at man kan øse Fisken op med Hænderne. Grønlænderne ynde meget dette Fiskeri, der skaffer dem en behagelig Adspredelse ovenpaa den lange Vinters mere monotone Liv, og Alle, baade Unge og Gamle, deltage med Iver og Lyst deri. Angmasetten, der bevæger sig i Overfladen af Vandet, øses med Kætsere eller med Hænderne, spredes rundt paa Klipperne og tørres i Solen, hvorefter Fisken stoppes i Skindposer og hengjemmes til Vinterforraad; derfor er det af stor Betydning, at Vejret netop i denne Periode holder sig tørt og godt; naar det derimod falder ind med Regn og Sne, ødelægges ofte hele Udbyttet af Fangsten. Dette Fiskeri indtager en vigtig Plads i den grønlandske Husholdning, da de tørrede Angmasetter, der gjærne spises sammen med Sælhundespæk, om Vinteren nærmest maa betragtes som Grønlænderens daglige Brød. Angmasetten fanges ogsaa i Nordgrønland, navnlig i Distrikterne omkring Disko-Bugten. Ifølge et af Dr. Rink (11. Bind, S. 228) gjort Overslag, skulde der i Sydgrønland aarlig fanges lå 11/ z1^l/_z Million Pund Angmasetter (i frisk Tilstand), og Udbyttet af denne Fangst er næppe aftaget siden den Tid.

Stenbideren forekommer kun om Foraaret og er
paa Grund af sin Fedme meget yndet af Befolkningen.

Ligesom Angmasetten tørres den og hengjemmes til
Vinterbrug, men har dog ikke nær den Betydning som
Angmasetten.

Noget lignende gjælder om Natarnak'en eller den store Helleflynder, der fiskes om Sommeren, og fornemlig forekommer paa Fiskebankerne udfor Godthaab og Holstensborg og ved den sydlige Del af Kysten i Nordgrønland. Dette Fiskeri er i de senere Aar blevet drevet af amerikanske Fiskere, der i Juli Maaned indfandt sig ved Kysten og paa forskjellige Maader have voldet den stedlige Administration Vanskeligheder; der synes dog nu at være indtraadt en Bedring i dette Forhold, idet Fiskeriet næppe har betalt sig, og Fiskerne derfor tildels ere udeblevne.

Af de Fiskearter, der forefindes hele Aaret rundt, ere Fjordtorsken og Ulken de vigtigste; de forekomme saa godt som langs hele Kysten og ere Grønlændernes første Hjælpekilde, naar Nød indtræffer. Ogsaa Fiskeriet efter Rødfisk er paa mange Steder af stor Vigtighed; saaledes f. Ex. i Julianehaabs Distrikt; denne Fisk, der er meget fed, afgiver ikke alene en sund og nærende Spise, men Grønlænderne kunne endogsaa ved Kogning af Fisken indvinde Tran til deres Lamper. Det Samme gjælder om Kaleralik'en (eller den mindre Helleflynder), der, foruden enkelte Steder i Julianehaabs Distrikt, fornemlig fiskes i Isfjordene i Nordgrønland; begge disse Fiskearter fiskes paa meget dybt Vand.

Af Søfuglene ere Ederfuglene og Alkene de vigtigste. Ederfuglen yngler fornemlig paa Strækningen fra Fiskenæsset til Christianshaab, Alkene paa de store Fuglefjælde i det nordre Inspektorat. Om Vinteren, naar Havet i Nordgrønland fryser til, drage Søfuglene sydefter og blive saaledes af stor Betydning for Befolkningen i Sydgrønland, idet de baade afgive Klæder og Føde. Det er dog fornemlig af Ederfuglens Skind, at Grønlænderne fremstille de Underpelse, de benytte til deres Klædedragt, ligesom de ogsaa af disse Skind forfærdige de saakaldte Ederfugleskindstæpper, der sælges til Evropæerne.

Ogsaa som Fødemiddel ere de her nævnte Fuglearter af stor Vigtighed for Befolkningen, idet de forekomme paa den Aarstid, hvor Grønlænderne fornemlig ere henviste til at leve af Fisk.

Medens Søjagten saaledes kan fremvise forskjellige Arter til Efterstræbelse, er Forholdet et andet med Hensyn til Landjagten. Af Landdyr findes nemlig foruden Haren kun 2 Arter, der ere Gjenstand for Jagt i Ræven og Rensdyret.

Af Ræve findes 2 Varieteter, den blaa og den hvide. Den Førstnævnte forekommer som Regel hyppigere end den sidstnævnte, og Skindet af den blaa Ræv er tillige adskilligt mere værd end Skindet af den hvide. Rævefangsten er af større Betydning i Sydgrønland end i Nordgrønland, men spiller dog ej heller dér nogen videre Rolle i den grønlandske Husholdning, da Skindet sjældent benyttes af Grønlænderne selv, men sælges til Handelen, og Kjødet som Regel ikke tjener til Føde for den indfødte Befolkning. Rævene fanges enten i Fælder eller skydes. Jeg vil senere komme tilbage til Rævefangsten, idet jeg skal søge at paavise Forskjellen mellem tidligere anførte Opgivelser af det aarlige Antal paa fangede Ræve og Forholdet i Nutiden.

Rensdyr forekomme i Grønland kun i vild Tilstand. Allerede de gamle Sagaer indeholde Beretninger' om Rensjagten, og senere Forfattere ynde meget at komme ind paa at drøfte denne Jagtgren og dens mere eller mindre heldige Følger for det grønlandske Samfund. De første Missionærer havde meget at indvende mod denne Jagt, der dengang som nu forefaldt i Sommermaanederne; det gjaldt for Missionærerne om stadig at have de Indfødte samlede om sig, men, naar Rensperioden indtraadte, droge Grønlænderne imidlertid afsted, ofte tilbagelæggende lange Strækninger, og paa disse Udflugter, der betragtedes som Fornøjelsesrejser, glemte de ofte den Moral, der i Vinterens Løb var bleven dem indprentet, og det gamle Ord: „Ude af Øje, ude af Sind" kom her til sin fulde Ret, thi „Konebytten" og andre Udskejelser forefaldt paa disse Jagtture, og Grønlænderne sloge for Alvor Gjækken løs.

Kunde de Missionærer og Andre, der i sin Tid have set skjævt til Rensjagten, leve op igjen, vilde de utvivlsomt glæde sig ved at betragte Rensjagten i vore Dage, thi den er nu kun et svagt Ekko af gamle Tiders Storhed. Vel drage Grønlænderne endnu paa Rensjagt, men de holde sig i vor Tid som Regel kun indenfor det Distrikt, i hvilket de bo, og de lange Rejser, som de Indfødte i gamle Dage i Særdeleshed i Sydgrønland foretoge, for at komme til et Rensdistrikt (som f. Ex. fra Julianehaabs til Godthaabs Distrikt), ere nu forlængst ophørte. Rensdyret forekommer, foruden forskjellige Steder i Nordgrønland, i de tre nordligste Distrikter i Sydgrønland og hist og her i Frederikshaabs Distrikt, men træffes aldrig i Julianehaabs Distrikt. Der er i gamle Dage nedlagt adskillige Tusinder Rensdyr aarlig, og denne Jagt fik et stort Opsving ved Indførelsen af Skydevaaben som ahnin delig Handels* vare i Grønland, saa at der omkring Fyrrerne i dette Aarhundrede vel mindst er blevet nedlagt 25 ä 30,000 Rensdyr om Aaret i hele Grønland. I Slutningen

af Halvtredserne indtraadte der imidlertid en sørgelig Vending med denne Jagt; hvad enten nu Eesultatet skyldtes Grønlændernes planløse Myrderi, der tilmed gjorde det umuligt for dem at hjembringe alt Kjødet af de nedlagte Dyr, som saaledes fik Lov til at henligge übenyttet og efterhaanden gik i Forraadnelse, eller Rensdyrene paa Grund af den store Efterstræbelse, de vare udsatte for, søgte til andre Steder, hvor.de kunde leve i Eo, sikkert er det, at Eensjagten fra det nævnte Tidsrum svandt ind til at blive omtrent fuldstændig betydningsløs, og selv om der i de senere Aar synes at kunne spores en vis Fremgang i Udbyttet af denne Jagt, er den dog for Intet at regne mod Eensjagten i tidligere Tid.

Som nærmere Bevis paa, hvorledes det er gaaet tilbage med denne Erhvervsgren, skal jeg hidsætte en Fortegnelse over de Kvantiteter Eensskind, der aarlig ere hjemsendte fra Grønland i Tidsrummet fra 1838 til 1891. idet "jeg dog skal gjøre opmærksom paa, at disse Tal kun angive Mængden af de hj ems end te Skind, medens de Skind, der ere blevne anvendte til Grønlændernes Klædedragt og til Hus- og Teltbrug, ere ladte ude af Betragtning.

fra 1863 til 1891 har Hjemsendingen varieret mellem
O og 40 (i 1891),

Med Hensyn til Fangemaaderne ved Sælfangsten,
da bestaa disse hovedsagelig i Fangst fra Kajak, Fangst
fra Isen og Garnfangst.

Fangsten fra Kajak drives over hele Grønland, men de strængere klimatiske Forhold i Nordgrønland, hvor Samfærdslen en stor Del af Vinteren som Eegel foregaaer paa Isen, medføre selvfølgelig, at denne Fangemaade er af mindre Vigtighed dér end i Sydgrønland, hvor Kajakken er i Virksomhed saa godt som hele Aaret rundt.

Sælfangsten fra Isen (o: den faste Is), der igjen indeholder forskjellige Metoder, spiller derimod en vigtigere Eolle i Nord- end i Sydgrønland, paa hvilket sidste Sted den kun kan drives inde i de om Vinteren isbelagte Fjorde. Hajfangston i Nordgrønland foregaaer som Eegel ogsåa fra den faste Is og vistnok sjældnere fra Kajak eller Fartøj.

Garnfangsten drives hovedsagelig i Nordgrønland og kan dér til sine Tider give et udmærket Eesultat. I Sydgrønland drives denne Fangst nu fornemlig kun ved Sukkertoppen; tidligere var den mere almindelig og dreves dengang ligesom nu ved Sukkertoppen paa den kgl. Handels Bekostning, men kunde ikke svare Eegning og blev derfor nedlagt.

Naar man i Grønland i daglig Tale hører en Indfødt blive kaldt „Fanger" (Grønlandsk: piniartok), forstaaes herved udelukkende, at den Vedkommende .er Sælhundefaiiger, , hvilket er den fornemste Betegnelse en Grønlænder kan faa, bortset fra de Faa, der kaldes „Storfanger" (Grønlandsk: piniarstorssuak). Denne danske Betegnelse er imidlertid i enkelte Eetninger mindre heldig og kan blive fuldstændig misvisende, nemlig naar man anvender Formen: Fangerne og Fangernes¹). Da Betegnelsen „Fanger" saaledes kan misforstaaes, synes det rigtigst, at man opgiver denne Benævnelse, og anvender „Sælfanger" istedetfor. Ogsaa Betegnelsen „Sælfanger" kan dog misforstaaes, thi i alt Fald i Sydgrønland

---

1) Som Exempel herpaa kan jeg anføre en Samtale, som jeg overværede, da Orlogskrydseren „Fylla" i 1886 var paa Togt til Grønland og opholdt sig ved Godthaab. Underofficererne vare en Dag i Land og underholdt sig med en tilstedeværende Indfødt, der er det danske Sprog nogenlunde mægtig. De udspurgte ham nu om de forskj ellige Fangstredskaber, de saa, hvortil de anvendtes, og hvem de tilhørte, og som Regel fik de det Svar fra den Indfødte: Det er Fangernes, det bruges af Fangerne o. s. v. Ved stadig at høre dette Svar bleve de imidlertid mere og mere forbavsede, og tilsidst bemærkede en af dem, at det forundrede ham at høre, at der fandtes saa mange Fanger i Grønland, da han endnu ikke havde set et eneste Fængsel.

1) Som Exempel herpaa kan jeg anføre en Samtale, som jeg overværede, da Orlogskrydseren „Fylla" i 1886 var paa Togt til Grønland og opholdt sig ved Godthaab. Underofficererne vare en Dag i Land og underholdt sig med en tilstedeværende Indfødt, der er det danske Sprog nogenlunde mægtig. De udspurgte ham nu om de forskj ellige Fangstredskaber, de saa, hvortil de anvendtes, og hvem de tilhørte, og som Regel fik de det Svar fra den Indfødte: Det er Fangernes, det bruges af Fangerne o. s. v. Ved stadig at høre dette Svar bleve de imidlertid mere og mere forbavsede, og tilsidst bemærkede en af dem, at det forundrede ham at høre, at der fandtes saa mange Fanger i Grønland, da han endnu ikke havde set et eneste Fængsel.

forstaaer man ved det danske Ord: „Sælfanger" kun en Grønlænder, der fanger Sælhunde fra Kajak, medens en Indfødt, der f. Ex. udelukkende giver sig af med Garnfangst, aldrig vilde kunne faa Titel af Sælfanger. Naar der derfor er Tale om en Oversigt over Erhvervet i Grønland, forekommer det mig bedre kun at anvende Betegnelsen Erhverver om de Indfødte i Almindelighed, der give sig af med Jagt eller Fiskeri, Dette til Forklaring af, hvorfor jeg i mine Beregninger over Erhvervet i Grønland som ogsaa i nærværende Artikel stadig benytter Betegnelnelsen: Erhverver, idet herved altsaa forstaaes en Indfødt, der enten er Kajakfanger, Garnfanger eller fanger eller fisker paa anden Maade.

Hidtil har kun én Forfatter arbejdet paa en statistisk Bearbejdelse af Erhvervsforholdene i Grønland, nemlig Dr. Eink, der efter forinden som Geolog at have berejst Nordgrønland i en længere Aarrække opholdt sig i Sydgrønland som Inspektør og senere overtog Direktørposten herhjemme. Dr. Rink har beriget Literaturen om Grønland med adskillige Værker, af hvilke dog hans Bog ,j Grønland geografisk og statistisk beskrevet I. og 11. Del" (I. Del omhandlende de danske Handelsdistrikter i Nordgrønland, Kjøbenhavn 1852 og 11. Del omhandlende det søndre Inspektorat, Kjøbenhavn 1857) maa betragtes som hans Hovedværk og som enestaaende i sit Slags. Dr. Rink har imidlertid i mange Tilfælde været henvist til at gaa frem paa usikker Grund, og han har saaledes ved at skulle opgive Tallet paa fangede Sælhunde m. m. tildels maattet regne med usikre Størrelser; selv om der dengang, hvad vel har været Tilfældet, har foreligget Optegnelser fra forskjellige Distrikter om Antallet af de aarlig fangede Sælhunde m. m., saa have disse dog ikke været særlig paalidelige eller udtømmende, hvilket ogsaa fremgaaer af Dr. Rinks egne Udtalelser desangaaende, idet han stadig maa „anslaa" de ønskede Talstørrelser. Jeg skal i det Følgende forsøge paa at drage nogle Sammenligninger mellem de af Dr. Rink beskrevne Forhold og Forholdet i den nyere Tid, idet jeg samtidig maa beklage, at det forhaandenværende Materiale kun tillader mig at skaffe en samlet Oversigt over Fangsten i hele Grønland i Treaaret 1874^—75 til 1876—77.

Den nedenstaaende „Oversigt over Fangsten af Sødyr i Nordgrønland i Aarene 1862—63 til 1876—77" er baseret paa et af afd. Inspektør i Nordgrønland Krarup Smith efter indsamlede Fangelister udarbejdet Materiale, og det er hævet over al Tvivl, at dette Materiale er et solidt Grundlag for Beregninger. Krarup Smith virkede i sin nævnte Stilling fra 1867 til 1882 og var bekjendt for sin Dygtighed og sin Interesse for den grønlandske Befolkning. For Sydgrønlands Vedkommende har jeg udarbejdet et „Sammendrag af Fangelisterne for Aarene 1874_—75 til 1890^—91", hvilke Angivelser ere støttede paa de af Inspektoratet for Sydgrønland udgivne trykte Fangelister. (Tabel I—V).

Idet jeg med Hensyn til Fangsten i det Hele taget af Sødyr (og Eæve) i Grønland maa henvise til de hosstaaeiide Oversigter¹), skal jeg her nærmere omtale nogle Forhold i de to Inspektorater.

Sydgrønland. (1874—75 til 1890—91).

Sælhunde.

Tages Fangsten i hele Sydgrønland for sig, vil man se, at i Niaaret, 1874—75 til 1882—83 bliver Gjemiemsnittet 32 213 Sælhunde aarlig, medens Otteaaret 1883—84 til 1890^—91 giver 33 515, alteaa en Fremgang af ca. 1300. I hele den syttenaarige Periode falder den mindste Fangst i 1875^—76 og den næstmindste i 1874—75, den største Fangst i 1878—79, den næststørste i 1887^—88; lægges Beregningen pr. Individ til Grund, falder den mindste Fangst i 1874 —75 og 75^—76 (samt i 1888^—89), den næstmindste i 1890—91, den største Fangst i 1882—83, den næststørste i 1878—79.

For de enkelte Distrikter stille Forholdene sig
meget variable. (Se hosstaaende Tavle).

Heraf vil altsaa kunne ses, at Fangsten af Sælhunde er gaaet noget op ved Godthaab i den sidste Periode i Modsætning til den første (ca. 300) og noget ned ved Frederikshaab (ca. 500), ved Sukkertoppen (ca. 350) og ved Holstensborg (ca. 250), medens Opgangen ved Julianehaab har været ca. 2000 Stk.; Forholdene have saaledes som Helhed været mere stabile i Sydgrønland i Perioden 1874—75 til 90—91 end i Nordgrønland i 1862—63 til 76—77 (jfr. nedenfor). Da der ikke fra tidligere Tid foreligger bestemte Opgivelser

---

1) Naar jeg i de hosstaaende Lister har for Sydgrønlands Vedkommende optaget Udbyttet af Rævefangsten, men undladt dette for Nordgrønlands Vedkommende, ligger dette deri, at Rævefangsten spiller en vigtigere Rolle i Sydgrønland end i Nordgrønland, hvor den omtrent er uden Betydning. Det omvendte Forhold er tilstede med Hensyn til Hajfangsten, der i Nordgrøn? land er af stor Vigtighed, men i Sydgrønland kun spiller en mindre Rolle; derfor er paa Listerne over Fangsten i Nordgrønland Resultatet af Hajfangsten optaget dér, medens dette er udeladt paa de sydgrønlandske Lis t ur.

1) Naar jeg i de hosstaaende Lister har for Sydgrønlands Vedkommende optaget Udbyttet af Rævefangsten, men undladt dette for Nordgrønlands Vedkommende, ligger dette deri, at Rævefangsten spiller en vigtigere Rolle i Sydgrønland end i Nordgrønland, hvor den omtrent er uden Betydning. Det omvendte Forhold er tilstede med Hensyn til Hajfangsten, der i Nordgrøn? land er af stor Vigtighed, men i Sydgrønland kun spiller en mindre Rolle; derfor er paa Listerne over Fangsten i Nordgrønland Resultatet af Hajfangsten optaget dér, medens dette er udeladt paa de sydgrønlandske Lis t ur.

1) Naar jeg i de hosstaaende Lister har for Sydgrønlands Vedkommende optaget Udbyttet af Rævefangsten, men undladt dette for Nordgrønlands Vedkommende, ligger dette deri, at Rævefangsten spiller en vigtigere Rolle i Sydgrønland end i Nordgrønland, hvor den omtrent er uden Betydning. Det omvendte Forhold er tilstede med Hensyn til Hajfangsten, der i Nordgrøn? land er af stor Vigtighed, men i Sydgrønland kun spiller en mindre Rolle; derfor er paa Listerne over Fangsten i Nordgrønland Resultatet af Hajfangsten optaget dér, medens dette er udeladt paa de sydgrønlandske Lis t ur.

1) Naar jeg i de hosstaaende Lister har for Sydgrønlands Vedkommende optaget Udbyttet af Rævefangsten, men undladt dette for Nordgrønlands Vedkommende, ligger dette deri, at Rævefangsten spiller en vigtigere Rolle i Sydgrønland end i Nordgrønland, hvor den omtrent er uden Betydning. Det omvendte Forhold er tilstede med Hensyn til Hajfangsten, der i Nordgrøn? land er af stor Vigtighed, men i Sydgrønland kun spiller en mindre Rolle; derfor er paa Listerne over Fangsten i Nordgrønland Resultatet af Hajfangsten optaget dér, medens dette er udeladt paa de sydgrønlandske Lis t ur.

om Antallet af de aarlig i Grønland fangede Sælhunde og andre Sødyr eller Ræve, kan man ikke anstille Sammenligninger mellem Forholdene i Fortiden og Nutiden; imidlertid er nu Grunden lagt til fremtidige Sammenligninger, og forhaabentlig ville disse ikke udeblive i sin Tid.

I Sydgrønland er det ikke, som Tilfældet er i Nordgrønland, Hundebestandens Trivsel, der spiller en vigtig Rolle med Hensyn til Resultatet af Vinterfangsten, men derimod Islæget, Sælhundenes Antal og Sundhedstilstanden blandt Erhververne. Det vil være indlysende, at Sygdom blandt Erhververne maa gjøre et slemt Afbræk i Fangsten, selv om Sælhundene ere tilstede i rigelig Mængde, og endnu værre stille Forholdene sig, naar disse Sygdomme, hvad jo særlig i Sydgrønland ofte sker, antage en mere eller mindre epidemisk Karakter, thi Fangsten staaer og falder med Erhververne. Ogsaa en anden Faktor kommer imidlertid i Betragtning med Hensyn til Udbyttet af Fangsten, nemlig Vejrets Beskaffenhed; i Nordgrønland er Vejret som Regel mere stadigt end i Sydgrønland, og særlig udmærker Vinteren i det nordlige Inspektorat sig ved langt roligere Vejrforhold end i det sydlige, hvor Vinteren — bortset fra de højere Kuldegrader — paa det Nærmeste ligner en dansk (maaske rettere en kjøbenhavnsk) Vinter med hyppige østlige Vinde og roegen Nedbør,

Hvidfisk.

Hvidfiskefangsten spiller kun en mindre vigtig Eolle i Sydgrønland og giver kun noget nævneværdigt Udbytte i de tre nordlige Distrikter, særlig i Sukkertoppens. Af Sammendraget af Fangelisterne synes det at fremgaa, at Fangsten af disse Sødyr er aftagen, særlig i Sukkertoppens Distrikt, hvor Gjennemsnittet af Niaaret 1874—75 til 82—83 giver 329, medens Otteaaret 1883—84 til 90—91 kun giver 232, altsaa ca. 100 færre. Denne Fangst er imidlertid af saa ringe Betydning for Samfundet som Helhed taget, at man ikke skal nære nogen Bekymring i Anledning af den paaviste Nedgang.

Ræve.

Anderledes stiller det sig med Rævefangsten, der,
som .tidligere anført, kun er af Betydning i Sydgrønland.

Exempelvis skal her anføres nogle Tal, der angive Forholdet mellem indhandlede Ræveskind i Syd- og Nordgrønland; at disse Tal for Sydgrønlands Vedkommende ikke stemme med de Tal, der for det samme Aar ere opgivne i Sammendraget af Fangelisterne, hidrører bl. a. fra den Omstændighed, at Skindet af de Ræve, der fanges i Finantsaarets sidste Del (altsaa i sidste Halvdel af Marts Maaned) i mange Tilfælde ikke indhandles før ind i det nye Finantsaar, hvorved Uoverensstemmelserne fremkomme, ligesom de rigtignok

kun faa Ræve, der fanges af Europæere, ikke ere me<
tagne i Fangelisterne, men som Eegel indbefattet
fi-»r»/ f\S\ Cir\w\ * ir\ fH\ n ~m-lt S\ r\ s\ s^\-\r**-rrirt s\ GUy-ii-n-l

Forholdene ere herefter omtrent stabile i Nordgrø
larhfl nrfcf\n mf\r*r*4- tm-wvinl-kl^v i fttr/^rrv/xnlan/3

.icuxvi, iuoil ULlOgOl/ VaiiitUlO A >-JJ wgiK/JLimiJU.
Som foran omtalt, indtager Rævefangsten ikl
nogen vigtig Plads i den grønlandske Husholdnin
da Kjødet sjældnere spises af Befolkningen, og Skind
saa godt som altid sælges til Handelen. Da Skinde
imidlfirf.id lifirhifimm« sufilcr«« til r^t haiA Pri««r ncr /]

derved indvundne Beløb hjælper til — om end forsvii dende — at raade Bod paa Tab paa andre Produkte er Udbyttet af Eævefangsten et vigtigt Spørgsmaal fe i Administrationen. Det turde derfor maaske være p£ sin Plads at undersøge Forholdet mellem tidligere ai førte Opgivelser af det aarlige Antal paa fangec Bæve og Forholdet i Nutiden, idet jeg her selvfølge!] kun vil omtale Rævefangsten i Sydgrønland,

I sit Værk om Grønland (Andet Bind) siger D Rink (S. 178): „Siden 1830 (og til 1855—56?) der i hele Sydgrønland fanget aarlig omtrent 12( blaa og 600 hvide Ræve. Af disse falder omtre] Halvparten paa Julianehaabs Distrikt alene, og fang de dér fortrinsvis omkring Tunordliorfik-, Igaliko- ( Lichtenau-Fjordene. De bedste Ræveaar have vær Vinteren 1831^—32, da der fangedes omtrent 23( blaa og hvide Ræve i Julianehaabs Distrikt alene, < 1853^—54, da der fangedes dersteds omtrent 15(

Stykker, men i Aarrækken fra 1834^—1840 indkom der ved Julianehaab paa Handelen ikkun imellem 200 og 400 Skind ialt aarlig. Det synes derfor, som om en stærk Efterstræben mindsker kjendelig paa Antallet af disse Dyr, der uden Tvivl ogsaa paa Grund af deres Ernæring maa leve meget spredte. Derfor lod der sig vist heller ikke udbringe stort mere af denne Jagt, enten ved forbedret Fangemaade, eller en stærkere Drift, og for en tættere Befolkning end Grønlands vilde den sikkert kun blive af underordnet Betydning."

Naar Rævefangsten saaledes, som anført af Dr> Rink, i Aarene 1830 til 55^—56 har givet et gjenneinsnitligt Udbytte af ca. 1800 Skind aarlig, viser Niaaret 1874—75 til 82—83 ikke nogen Nedgang (1965 Stkr. aarlig i Gjennemsnit), men tværtimod en lille Opgang, hvorimod Fangsten i Otteaaret 1883^—84 til 90—91 kjendelig er aftagen, idet Gjennemsnittet her er gaaet ned til 1163, altsaa 800 Stkr. mindre end

nogen forceret Efterstræbelse af Eævene i den senere Tid troer jeg ikke der med Billighed kan være Tale; tværtimod har jeg ofte hørt Europæerne klage over, at Grønlænderne foretrak at gaa paa Fuglejagt fremfor at drive den mere indbringende Eævefangst. Om Efteraaret stille Grønlænderne vel mange Rævefælder op, men, naar Sneen først er falden og. hjulpen af Vinden, fylder Fælderne, hvilket kræver forøget og stadigt Tilsyn, falde mange Grønlændere fra og lade Fælder være Fælder. Ihvorvel der aarlig skydes mange Ræve, er der, paa faa Undtagelser nær, dog ikke Tale om nogen egentlig Jagt paa dem. Grunden til Nedgangen i Udbyttet af Rævefangsten maa saaledes skyldes andre Faktorer end en stærk Efterstræben, men de ere sikkert vanskelige at paavise.

Rævefangsten er meget ulige fordelt i Sydgrønland; de egentlige Fangedistrikter i saa Henseende ere Julianehaabs og Godthaabs, og af disse er det førstnævnte atter det bedste; imidlertid har Julianehaab i den her omhandlede syttenaarige Periode ikke naaet det af Dr. Rink for 1853—54 opgivne Tal: 1500 (end sige 2300 som i 1831—32); det største Udbytte forekommer i 1879—80: 1087, det mindste i 1886— 87: 176, hvilket sidste maa kaldes for ganske exceptionelt. I Godthaabs Distrikt forekommer det største Udbytte i 1878—79: 783, det mindste i 1886—87: 156. I det Hele taget synes Aaret 1886^—87 at have været et ualmindelig daarligt Ræveaar, og alle Kolonierne — Sukkertoppen dog undtagen — møde saa godt som enstemmig med et Minimumstal; dette skyldes dog formentlig Tilfældet, og man tør ikke heraf drage Slutninger om nogen Forbindelse i saa Henseende mellem Distrikterne indbyrdes, thi et saadant Forhold existerer næppe og vil under alle Omstændigheder være vanskeligt at paavise. Endelig skal som en Mærkelighed anføres, at medens Forholdet mellem fangede blaa og hvide Eæve i de fire sydlige Distrikter i Sydgrønlarid i Almindelighed omtrent er som 3 til 2, er det i Holstensborgs Distrikt snarest som l til 2, hvilket sidste Forhold ogsaa forekommer ved flere af Kolonierne i Nordgrønland; Grunden til, at den hvide Ræv nordpaa forekommer hyppigere end den blaa, kan næppe paavises.

Nordgrønland (1862—63 til 1876—77).

Sælhunde.

Tages Fangsten i hele Nordgrønland for sig, vil man se, at Gjennemsnittet af aarlig fangede Sælhunde i Otteaaret 1862—63 til 69—70 bliver 48215, medens Syvaaret 1.870—71 til 76^—77 kun giver 45562, altsaa en Nedgang af ca. 2600; bortses fra Aarene 1864^— 65 (der omfatter lx/4l^x/₄ Aar) og 1865^—66 (der kun omfatter 3/4 Aar), falder i hele den 15-aarige Periode den mindste Fangst i 1874^—75 og den næstmindste i 1870^—71; den største Fangst i 1863_—64, den næststørste i 1873.^—74; lægges Beregningen pr. Individ til Grund, og der her ligeledes bortses fra Aarene 1864^—65 og 1865_—66, falder ogsaa den mindste Fangst i 1874^—75, den næstmindste i 1870—71, den største i 1863—64 og den næststørste i 1873^—74. Ligesom i Sydgrønland stille Forholdene for de enkelte Kolonier i Nordgrønland sig meget variabelt, idet (bortset fra lårene 1864—65 og 1865—66)

Heraf vil altsaa kunne ses, at medens Fangsten af Sælhunde ved Jacobshavn i de 2 Perioder omtrent er ens og ved Ritenbenk og Upernivik tiltagen lidt, møder Umanak op med en Forskjel mellem de 2 Perioder af 2.6 Sælhunde pr. Individ eller ca. 3000 Sælhunde mere i Gjennemsnit for Syvaaret end for Otteaaret; til Gjengjæld viser det sig da, at Fangsten ved de øvrige Kolonier i Nordgrønland har været i Aftagende, og særlig uheldig i saa Henseende staaer Egedesminde, hvor største Fangst (1864^—65 ikke medregnet) giver 15 448 (1862—63) eller 15.8 Sælhunde pr. Individ og mindste Fangst 4646 (1872—73) eller kun 4.8 pr. Individ, altsaa en Forskjel af 11 Sælhunde pr. Individ. Heldigvis er denne Aftagen dog ikke at betragte som vedvarende, og de opførte Tal give i saa Henseende ret udtømmende Oplysninger; særlig fremgaaer det af dem, at ingen af Kolonierne (Egedesminde med indbefattet) have haft stadig nedadgaaende Fangstforhold. Selv om Udbyttet af Fangsten ved enkelte Steder har været mindre godt i nogle Aar, kommer der dog atter Tider, hvor Fangsten tager Opsving.

Hvad foran, under Sydgrønland, er sagt om den Indflydelse, Sygdom blandt Erhververne samt Vejrets Beskaffenhed have paa Udbyttet af Sælhundefangsten, gjælder selvfølgelig ogsaa her; men for Nordgrønlands Vedkommende kommer dér endnu en vigtig Faktor til, nemlig Sundhedstilstanden blandt Hundene, der ikke alene har Indflydelse paa Sælfangsten, men ogsaa paa Hajfiskeriet. I de fleste Distrikter falder nemlig Hovedfangsten, saavel af Sælhunde som Hajer, paa den Aarstid, hvor alle Fjorde og tildels ogsaa selve Davis-Strædet ere belagte med Is; da er det af Vigtighed, at Slædehundene ere brugbare, og Hundesygen kan paa den Aarstid let volde übodelig Skade, da Erhververen er saa godt som afhængig af sit Hundespand. I saa Henseende danner Sydgrønland en skarp Modsætning til Nordgrønland; dér findes nemlig kun Hunde (til Slædebrug) i et enkelt Distrikt, hvorimod Erhververen ellers som Regel er henvist til at benytte sin Kajak for ved Hjælp af dette Fartøj at opsøge Sælhundene.

At paavise noget bestemt Forhold mellem Udbyttet af Sælfangsten paa den ene Side og Sundhedstilstanden blandt Befolkningen i Forbindelse med Hundebestandens Tilstand paa den anden Side er imidlertid meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt; der kommer nemlig, for tilfulde at kunne bedømme dette Forhold, endnu en tredje Faktor til, nemlig den tilstedeværende større eller mindre Rigdom paa Sælhunde, hvilken Faktor selvfølgelig ogsaa spiller en vigtig Rolle, men som det imidlertid ikke er muligt at tage med i Beregningen, da det dertil fornødne Materiale ikke foreligger. Med Hensyn til Sundhedstilstanden blandt den indfødte Befolkning vil jeg senere (under Befolkningsforholdene) faa Lejlighed til at udtale mig nærmere; for at imidlertid de nødvendige Oplysninger til Bedømmelse af Hundebestandens Tilstand i Nordgrønland ikke skulle mangle i nærværende Artikel, har jeg foretaget et Uddrag af de officielle aarlige Indberetninger med Hensyn til Hundesygens Forekomst i Nordgrønland og har, omendskjønt jeg her kun har behandlet Fangsten i det nordre Inspektorat i Aarene 1862—63 til 1876—77, i Sagens Interesse udvidet dette Uddrag til at omfatte hele Tidsrummet fra 1860—61 til 1891 — 92. Resultatet af mine Undersøgelser med Hensyn til Hundesygens Forekomst er følgende:

1860—61. 1)

Hundesygen har igjen raset med fornyet Heftighed i Uperniviks og Umanaks Distrikter, og den er i afvigte Foraar (1861) desværre tillige naaet til Jacobshavn; man haaber dog imidlertid at kunne forhindre, at den ved Smitte udbredes til de øvrige af Diskobugtens Distrikter.

1861—62.

Hundesygen standsedes ved Jacobshavn ved Nedslagning af alle Hundene paa denne Plads, forinden fast Islæg kunde tillade Færdsel over den store Isefjord i Diskobugten, og de sydligere Distrikter ere saaledes hidtil blevne forskaanede for Sygdommen. I Ritenbenko og Umanaks Distrikter har den anrettet ikke ringe Skade; i Uperniviks Distrikt synes en ny og bedre Race at udvikle sig af de tilbageblevne Hunde og Ynglen bedre at kunne modstaa Sygdommen. Det tør altsaa maaske haabes, at denne for hele den nordgrønlandske Økonomi saa farlige Fjende i det Væsentlige er besejret (!)

1862—63.

Hundesygen, som forrige Aar syntes i Aftagende, har atter grebet om sig og navnlig udbredt sig i Ritenbenks Distrikt, hvor den har været temmelig ondartet; men heldigvis har den endnu forskaanet de øvrige Kolonier omkring Diskobugten. I Umanaks Distrikt har den ikke ytret sig værre end i de senere

---

1) Indberetningerne dreje for Aarene 1860—61 til 1865^—66 inkl. fra 1. Juli til 30. Juni, for de senere Aar fra 1. April til 31. Marts og fra og med Aaret 1886—87 fra Septbr. til Septbr,

1) Indberetningerne dreje for Aarene 1860—61 til 1865^—66 inkl. fra 1. Juli til 30. Juni, for de senere Aar fra 1. April til 31. Marts og fra og med Aaret 1886—87 fra Septbr. til Septbr,

1) Indberetningerne dreje for Aarene 1860—61 til 1865^—66 inkl. fra 1. Juli til 30. Juni, for de senere Aar fra 1. April til 31. Marts og fra og med Aaret 1886—87 fra Septbr. til Septbr,

1) Indberetningerne dreje for Aarene 1860—61 til 1865^—66 inkl. fra 1. Juli til 30. Juni, for de senere Aar fra 1. April til 31. Marts og fra og med Aaret 1886—87 fra Septbr. til Septbr,

1) Indberetningerne dreje for Aarene 1860—61 til 1865^—66 inkl. fra 1. Juli til 30. Juni, for de senere Aar fra 1. April til 31. Marts og fra og med Aaret 1886—87 fra Septbr. til Septbr,

Aar, men i Uperniviks Distrikt er den udbrudt med
fornyet Heftighed og har især dræbt mange af de
yngre Hunde til stor Skade for Fangsten.

1863—64.

Hundesygen var om Vinteren (1863) saa godt som aldeles ophørt. I Løbet af Sommeren have dog nogle Sygdomstilfælde atter vist sig paa enkelte Steder ved Umanak-Fj orden, hvorfor den til Undersøgelse af Sygdommen i 1864 udsendte Dyrlæge¹) har taget Ophold dér for indeværende Vinter.

1864—65.

Hundesygen har i Foraaret (1865) atter begyndt at vise sig i Uperniviks Distrikt og rasede hen paa Sommeren temmelig alvorlig ved Prøven. (Dyrlægen raader til at nedslaa alle angrebne eller mistænkte Hunde for derved at standse Sygdommens Udbredelse).

1865—66.

Den i de senere Aar optraadte Sygdom blandt Hundene, der ved den i afvigte Aar stedfundne Undersøgelse har vist sig at være den sædvanlige, uhelbredelige Hundegalskab, og som i Sommeren 1865 atter herskede ved Prøven, udbredte sig i Løbet af Aaret efterhaanden over hele Uperniviks Distrikt, hvor den anrettede betydelig Ødelæggelse. Fra Upv. forplantede den sig til Umanak, hvor den dog hidtil har indskrænket sig til selve Kolonien. Forskjellige Omstændigheder synes imidlertid at tyde paa, at Sygdommen er i Færd med at ophøre. Vel har der ogsaa i Christianshaabs Distrikt sidste Foraar (1866) vist sig en heftig Smitsot blandt Hundene, hvoraf 26 døde, men da dette Tilfælde var aldeles isoleret og Sygd. i det Hele taget optraadte paa en anden Maade end ved Nordkolonierne, er det tvivlsomt, om den var af samme Natur eller hidrørte fra aldeles lokale Aarsager.

1866—67.

Hundesygen, som i det foregaaende Aar gav Haab om, at den var ifærd med at ophøre, er i det her omhandlede Aar, navnlig i Umanaks og Eitenbenks Distrikter, optraadt med megen Intensitet, saa at der næres Frygt for, at mange Pladser kunne komme i Trang for disse Dyr. Maaske Hjælp ved Afgivelse af Hunde kan ydes fra de sydligere Distrikter i Nordgrld.

1867—68.

I Vinteren 1867 mærkedes Intet til Hundesygen,
men den optraadte igjen henimod Foraaret 1868, dog
kun i enkelte spredte Tilfælde.

1868—69.

Hundesygen synes i Vinteren 1868 atter at have
vist sig paa forskjellige Steder omkring Diskobugten.

1869—70.

Hundesygen, som i en længere Aarrække har plaget Nordgrld., har siden Sommeren 1869 kun raset paa faa Punkter og syntes at tabe mere og mere af sin farlige Karakter; den tabte sig i Løbet af Vinteren 1869 og kunde ud paa Foraaret 1870 betragtes som standset.

1870—71.

Hundesygen ytrede sig i Sommerens Løb (1870)
atter paa et Par Punkter og krævede siden en Del
Ofre, navnlig i Kitenbenks og Christianshaabs Distrikter.

1871—72.

Hundesygen, der i Vintermaanederne (1871) har vist sig omkring den indre Del af Diskobugten og i Umanaks samt i den sydlige Del af Uperniviks Distrikt, er efterhaanden ophørt undtagen i Umanaks Distrikt, hvor den blev heftigere i Foraaret (1872) og endnu i Sommeren (1872) af og til sporedes.

1872—73.

Hundesygen har fremdeles vist sig ved de nordligste Kolonier, navnlig paa Sydsiden af Umanaks men har dog været mindre ødelæggende end tidligere.

1873—74.

Hundesygen er af og til forekommen i den indre Del af Umanaks Distrikt og den dertil stødende Egn sydpaa, men synes dog intet Sted at have haft nogen farlig Karakter.

1874—75.

Hundesygen har vist sig flere Steder i Uperniviks, Umanaks og Kitenbenks Distrikter samt ved Christianshaab, hvor den skal være opstaaet ved Bid af gale Eæve, og hvorfra den udbredte sig til Jacobshavn. Den synes dog ikke at have haft nogen farlig Karakter.

1875—76.

Hundesygen er vel bleven bemærket, men dog
uden at opnaa videre Betydning.

1876—77.

Hundesygen synes ikke at have vist sig i den sydlige Del af Inspektoratet; derimod holdt den sig stadig ved Kolonien Umanak og en nærliggende Plads; i Foraaret (1877) udbredte Sygdommen sig endog derfra noget videre. Endelig har Sygdommen vist sig ved en Del af de nordligere Pladser i Uperniviks Distrikt.

---

1) Der findes ellers ikke Dyrlæger i Grønland, men i Sommeren 1864 udsendte Begeringen en Dyrlæge til Nordgrønland til Undersøgelse af Hundesygen.

1) Der findes ellers ikke Dyrlæger i Grønland, men i Sommeren 1864 udsendte Begeringen en Dyrlæge til Nordgrønland til Undersøgelse af Hundesygen.

1) Der findes ellers ikke Dyrlæger i Grønland, men i Sommeren 1864 udsendte Begeringen en Dyrlæge til Nordgrønland til Undersøgelse af Hundesygen.

1) Der findes ellers ikke Dyrlæger i Grønland, men i Sommeren 1864 udsendte Begeringen en Dyrlæge til Nordgrønland til Undersøgelse af Hundesygen.

1) Der findes ellers ikke Dyrlæger i Grønland, men i Sommeren 1864 udsendte Begeringen en Dyrlæge til Nordgrønland til Undersøgelse af Hundesygen.

1877—78.

Hundesygen har vist sig i Umanaks Distrikt og har derfra forplantet sig til Kitenbenks og Godhavns Distrikter, men antages dog ved Efteraarets Begyndelse (1878) at være ophørt.

1878—79.

Hundesygen har vist sig i Umanaks og Kitenbenks
Distrikter uden dog at have været særdeles ondartet.

1879—80.

Hundesygen synes i Slutningen af Aaret 1879 at være standset undtagen i Umanaks Distrikt; herfra er den en Tid bleven forplantet til Uperniviks og maaske ogsaa til sydligere Distrikter, men den syntes dog ikke at have haft nogen faretruende Karakter.

1880—81.

Hundesygen har ikke været fuldstændig standset i Umanaks Distrikt; den har derfra forplantet sig til de omliggende Distrikter, men dog ingensteds forvoldet betydelig Skade.

1881—82.

Med Hensyn til Hundesygen har Forholdet i Uperniviks Distrikt været meget ugunstigt; derimod er der kun forekommet enkelte Tilfælde af Sygdommen i Umanaks og Ritenbenks Distrikter.

1882—83 (og 1883—84).

Hundesygen har vist sig i Efteraaret 1882 ved Grønlands nordligste Udsted: Tassiusak; det lykkedes dog ved stræng Afspærring at hindre Sygdommens videre Udbredelse, efterat den ved Udstedet havde bortrevet ca. 40 Hunde, der dog erstattedes fra de omliggende Bopladser. Senere paa Aaret have enkelte Tilfælde af Hundesygen vist sig i Christianshaabs Distrikt. Blandt Hundene i Nordgrønland har desværre en ondartet Hudsygdom, der, uden at være egentlig dødelig, svækker Hunden og gjør den übrugelig, fundet endel Udbredelse, navnlig i Uperniviks, Umanaks og Ritenbenks Distrikter.

1884—85.

Hundesygen hærgede i Efteraaret (1884) og Vinteren haardt nogle Egne i Christianshaabs og Uperniviks Distrikter, hvor den paa de hjemsøgte Steder bortrev Størstedelen af Hundene. Den bredte sig heldigvis ikke videre og ophørte hen paa Sommeren (1885), hvilket ogsaa var Tilfældet med en temmelig ondartet Skabsygdom, som havde vist sig blandt Hundene, navnlig i Umanaks og Ritenbenks Distrikter. Hundebestanden vilde dog forhaabentlig overalt være fornyet inden Vinterens Komme (1885).

1885—86.

Hundesygen er igjen optraadt i en Del af Christianshaabs og i næsten hele Uperniviks Distrikt, hvor den bortrev mange Hunde til stor Skade for Bjwrnejagten. Hundebestanden ventedes dog igjen bragt paa Fode inden Vinterens Komme (1886). Den ondartede Skabsygdom blandt Hundene, som i de senere Aar har bredt sig mere og mere, har ligeledes gjort endel Skade.

1886—87.

Den egentlige Hundesyge er kun forekommen i Uperniviks Distrikt, men har dér været meget delæggende og paa mange Steder bortrevet næsten alle Hunde; efter Sygdommens Ophør i Slutningen af Vinteren ansaa man det endnu for muligt med de tiloversblevne Hunde at kunne faa Bestanden oprettet. Den i de senere Aar blandt Hundene optrædende ondartede Skabsygdom har vist sig igjen i flere af de andre Distrikter, navnlig i Christianshaabs og Jacobshavns Distrikter, hvor den bortrev mange Hunde.

1887—88.

Hundesygen er igjen optraadt i en stor Del af Inspektoratet og har dér næsten fuldstændig ødelagt den hele Hundebestand; kun 3 Distrikter ere blevne skaanede, og om der end derfra vil kunne afgives en Del gode Hunde til de hjemsøgte Egne, vil Hundebestanden i disse dog næppe kunne ventes bragt paa Fode igjen før efter et Par Aars Forløb.

1888—89.

Hundesygen er ikke optraadt noget Sted siden Efteraaret 1888, og der synes overalt, selv i de af Sygdommen haardest hjemsøgte Distrikter, at være en god Hundebestand i Opvæxt.

1889—90.

Hundesygen optraadte vel atter i Vinteren 1889_—90 i Uperniviks Distrikt, men der forekom kun nogle enkelte Tilfælde og under saadanne Omstændigheder, at der formentlig ingen Grund var til at befrygte, at Smitten skulde brede sig videre. løvrigt maa Hundebestanden nu overalt anses for retableret. Ogsaa den mere almindelige, ondartede Skabsygdom blandt Hundene synes at have antaget en mildere Karakter.

1890—91.

Hundesygen har ikke vist sig, siden der i Vinteren 1889^—90 forefaldt nogle enkelte Tufælde i Uperniviks Distrikt; (dog er Hundebestanden i dette Distrikt paa mange Steder bleven formindsket paa Grund af Mangel paa Foder.)

1891—92.

Hundesygen har heldigvis ikke vist sig, og Hundebestanden er allevegne i god Forfatning og saa rigelig, som den vistnok kan taale at være; i hvert Fald vil et mindre heldigt Fangstaar sikkert umuliggjøre et saa almindeligt og stort Hundehold blandt Grønlænderne.

Som man af Foranstaaende vil se, har den indfødte Befolkning i Nordgrønland i Hundesygen en slem Fjende at kæmpe imod, og Kampen er som Regel frugtesløs. Det bedste og mest radikale Middel til at forhindre Hundesygens Udbredelse er selvfølgelig Nedslagning af Hundene, men dette Middel ynde Grønlænderne utvivlsomt ikke at benytte, naar de da ikke blive tvungne dertil af Forstanderskaberne. De her samlede Beretninger begynde meget trøstesløse, men ende til Gjengjæld med en Udtalelse, der kunde faa en til at tro, at nu var der Fred og ingen Fare; læser man imidlertid Beretningerne igjennem, vil man se, at Autoriteterne oftere have udtalt en Formening om, at Hundesygen kunde anses for standset, men det har da ofte vist sig, at den det paafølgende Aar er blusset op igjen med fornyet Kraft. Siden Aaret 1888^—89 synes Forholdene i det Hele at have bedret sig, men man tør dog næppe fordriste sig til at haabe, at det nu skulde have en Ende med denne for det nordgrønlandske Samfunds økonomiske Vel saa farlige Farsot. Det hænder dog oftere (jfr. Beretningen for 1890_—91), at Hundebestanden i et Distrikt formindskes ikke paa Grund af optrædende Hundesygdom, men paa Grund af Mangel paa Hundefoder; dette er selvfølgelig meget at beklage, men der lader sig paa den anden Side Intet gjøre i saa Henseende, thi slaaer Fangsten fejl, og det kniber for Befolkningen med at skaffe Føde til sig selv, hvorledes skal den saa kunne skaffe Foder til Hundene? løvrigt er den grønlandske Slædehund meget nøjsom af Naturen og ligner den Befolkning, for hvem den gjør Nytte; ligesom denne kan den sulte i lang Tid, men kan saa til Gjengjæld, naar Lejligheden tilbyder sig, sætte et saa forsvarligt Maaltid tillivs, at det næsten skal grænse til det Utrolige. I Sommertiden, naar Hundene ikke gjøre Nytte, og Befolkningen som Kegel drager rundt paa Rejser, er det jævnlig Skik og Brug, at Grønlænderne sætte deres Hunde ud paa übeboede Øer, hvor de stakkels Dyr da selv paa bedste Maade maa søge at bjærge Føden, der efter Forholdenes Natur bliver sparsom, og som Regel kun bestaaer af Tang og Muslinger; at Hundene under dette ufrivillige Sommerophold let blive vilde og vanskelige at komme nær, undertiden for Ejeren selv, kan man let forstaa. Grønlændernes Behandling af deres eneste Husdyr, Hunden, er i det Hele haard og hensynsløs, men naar man vil dømme Grønlænderne herfor, maa man ikke glemme, at Grønlænderne ere et Jagtfolk, og at deres Erhverv naturlig maa gjøre dem hensynsløse i deres Behandling af Dyrene.

»

Hvidfisk og Narhvaler.

Af Listerne fremgaaer det, at denne Fangst, i alle Tilfælde i den her behandlede l Saarige Periode, ikke er af videre Betydning i Nordgrønland. De Distrikter, hvor denne Fangst har givet størst Udbytte, ere Christianshaabs, Umanaks og Uperniviks med henholdsvis 97,107 og 113 Dyr gjennemsnitlig for hele Perioden.

Hajer.

Tages Fangsten i hele Nordgrønland for sig, vil ses, at Otteaaret 1862 —63 til 1869—70 giver et Gjennemsnit af 14130 Stkr., medens Syvaaret 1870—71 til 1876—77 giver et Gjennemsnit af 20 192, altsaa en Merforskjel af ca. 6000 Hajer; bortses fra Aarene 1864—65 og 1865—66 falder den mindste Fangst i 1863—64 (13250 Stkr.), den største i 1876—77 (26 396 Stkr.), og efter de anførte Tal synes Hajfangsten at være i Tiltagende. Lægges Beregningen pr. Individ til Grund og der her ligeledes ses bort fra Aarene 1864^—65 og 1865_—66, falder den mindste Fangst ogsaa i 1863 —64 (samt i 1866—67) (3,4) og den største i 1876—77 (6,4).

Da Hajfangsten er meget forskjellig fordelt ved Kolonierne i Nordgrønland, stille Forholdene for de enkelte Koloniers Vedkommende sig meget ulige, saaledes giver:

De egentlige Hajfangst-Kolonier ere saaledes: Christianshaab, , Jacobshavn, tildels Ritenbenk og navnlig Umanak; ved de øvrige Kolonier er denne Fangst saa godt som uden Betydning. I „de danskeHandelsdistrikter i Nordgrønland" (S. 137), siger Dr. Kink, at „Hajfiskeriet hovedsagelig drives ved Christianshaab og Umanak, mindst ved Ritenbenk og Upernivik," og senere 2. Del, (S. 131): „Hajfiskeriet ved Jacobshavn er temmelig

ustadigt og risikabelt." Efter dette synes Forholdet at have forandret sig siden den Tid. Umanak staaer endnu som Nr. l i Rækken; Jacobshavn, som af Dr. Eink omtales som et uheldigt Sted for Hajfangst¹), indtager i den loaarige Periode den anden Plads i Rækkefølgen; herefter kommer Christianshaab og endelig Ritenbenk.

Omendskjønt Produktionsforholdene ikke i strængeste Forstand høre ind under det af mig foran behandlede Emne, har jeg dog ment, det kunde være rigtigst ogsaa at have en Oversigt over den i Grønland i de foran behandlede Aar indhandlede Produktion: for begge Inspektorater af Spæk og Sælskind samt for Nordgrønlands Inspektorat tillige af Hajlever.

Som man vil se, ere Produktionsforholdene inden for hvert enkelt Kolonidistrikt meget variable fra Aar til andet, hvilket er meget naturligt allerede af den Grund, at Fangstforholdene ere saa omskiftelige. Jeg skal her ikke komme ind paa nærmere at drøfte Produktionsforholdene i Grønland; Grunden, hvorfor jeg har optaget Oversigterne her, er den, at jeg antager, det i kommende Tider kan have sin Interesse at drage Sammenligninger mellem Nutid og Fortid; en Bemærkning maa jeg dog tilføje. Det vilde ligge nær at antage, at Produktions- og Fangstforholdene skulde staa i et vist ligefremt Forhold til hinanden, saaledes at der mellem begge kunde drages Paralleler £>: et saa og saa stort Fangstaar giver en saa og saa stor Produktion, altsaa giver et saa og saa lille Fangstaar en saa og saa. lille Produktion. Dette er imidlertid ingenlunde Tilfældet; for det Første er denne. Teoris Rigtighed afhængig af, at der skulde bestaa et vist konstant Forhold mellem Fangsten af mindre og større Sælhunde, hvilket der ikke er; for defc Andet maa

---

1) Jfr. dog „det søndre Inspektorat", S. 870—71,

1) Jfr. dog „det søndre Inspektorat", S. 870—71,

1) Jfr. dog „det søndre Inspektorat", S. 870—71,

1) Jfr. dog „det søndre Inspektorat", S. 870—71,

man ingenlunde tro, at Befolkningen altid sælger en
bestemt Del af det ved Fangsten indvundne Spæk eller
de indvundne Skind.

f-

Som foran omtalt, ser jeg mig af Mangel paa det fornødne Materiale kun istand til at kunne give en samlet Oversigt over Fangst- samt Produktionsforholdene i hele Grønland for Aarene 18⁷⁴/₇₅ ^— 18⁷⁶/77; ligeledes henholder jeg mig til, hvad foran er anført med Hensyn til Grunden til, at jeg paa nedenstaaende Oversigt over Fangsten i Sydgrønland og Nordgrønland har optaget henholdsvis Ræve og Hajer. Der kan saaledes her kun være Tale om nogen egentlig Sammenligning mellem Syd- og Nordgrønland med Hensyn til Fangsten af Sælhunde. Forholdene i hele Grønland i det nævnte Treaar stille sig saaledes: Ritenbenk, Frederikshaab, Sukkertoppen, Godthaab, Christianshaab, Jacobshavn, Holstensborg, Godhavn. Til denne Orden maa imidlertid bemærkes, at Julianehaab i Treaaret har haft 2 uheldige Aar (18⁷⁴/75 og 18⁷⁵/₇₆), at saa godt som alle Kolonierne i Nordgrønland have haft uheldig Fangst i 18⁷⁴/75, at Eitenbenk har været mindre heldig i alle 3 Aar, og at Umanak har været særlig heldig i de to Aar 18⁷⁵/76 °g 18⁷⁶/₇₇.

Lægger man imidlertid Beregningen pr. Individ til Grund, kommer man til et helt andet Resultat med Hensyn til Koloniernes indbyrdes Rækkefølge i Henseende til Sælfangst, idet Kolonierne da efter Gjennemsnittet af Treaaret indtage følgende Orden:

Umanak, Upernivik, Ritenbenk, Godhavn, Jacobshavn,
Christianshaab, Egedesminde, Frederikshaab,
Julianehaab, Sukkertoppen, Godthaab, Holstensborg.

Af Tabel X vil man se, at efter Gjennemsnittet
for Treaaret indtage Kolonierne i Grønland med Hensyn
til Fangsten af Sælhunde følgende Orden:

Julianehaab, Umanak, Upernivik, Egedesminde,

normale Fangstforhold over hele Linjen vilde vel kun have bevirket, at Umanak var rykket nogle Numre ned og Julianehaab nogle Numre op. løvrigt gjør der sig ved Bedømmelsen af dette Forhold en vigtig Faktor gjældende, idet nemlig Flertallet af de i Nordgrønland fangede Sælhunde er mindre Arter, (netsidede, blaasidede og spraglede), medens i alle Tilfælde ved Julianehaab og tildels ved Frederikshaab Flertallet er større Sæler (Klapmydser, Ugssuk'er og sortsidede).

Dette Forhold ses tydeligst, i alle Tilfælde for Julianehaabs Vedkommende, af efterstaaende Tabel XI over den indhandlede Produktion i Treaaret 18⁷⁴/?_5— 18⁷⁵/7«.

men indhandlet 2856 Tdr. Spæk (altsaa ca. 1000 Tdr.
mere end ved Umanak.

I Henseende til Produktion indtage Kolonierne
efter Gjennemsnittet af Treaaret følgende indbyrdes
Orden:

Julianehaab, Umanak, Upernivik,Eitenbenk, Egedesminde,
Sukkertoppen, Christianshaab, Frederikshaab,
Jacobshavn, G-odthaab, Holstensborg, Godhavn.

Lægger man imidlertid Beregningen pr. Individ
til Grund, faaer man, ligesom under Fangstforholdene,
en anden Rækkefølge, nemlig:

Umanak, Upernivik og Eitenbenk, Godhavn,.
Christianshaab og Julianehaab, Jacobshavn, Egedes

Af foranstaaende Tabel X, sammenholdt med Tabel XI, vil man nemlig kunne se, at medens der ved Umanak og Upernivik i Treaaret gjennemsnitlig er fanget henholdsvis 12 499 og 10 293 Sæler og indhandlet 1801 og 1200 Tdr. Spæk, er der ved Julianehaab i Treaaret gjennemsnitlig fanget 14 054 Sæler (altsaa kun ca. 1500 Sæler mere end ved Umanak), minde og Sukkertoppen, Frederikshaab, Holstenborg og Godthaab.

I sit Værk om Grønland viser Dr. Rink, hvorledes han er kommen til sit Resultat af, hvormange Sælhunde der aarlig kan antages at blive fanget i Grønland; han anfører selv (111 S. 369), at han har

gjort Overslag over det Antal Sælhunde, som fanges, efter Forbruget af Skind. Overfører man nu de af Dr. Rink opstillede Beregninger paa Forholdene i Treaaret 18⁷⁴/75 — 76/77> faaer man for Nordgrønlands Vedkommende (jfr. Eink I S. 97 -99):

eller ialt ca. 40,000 Sælhunde om Aaret; efter Tabel X. er der imidlertid i Treaaret gjennemsnitlig fanget 44,333 Sælhunde om Aaret, hvilket saaledes stemmer med den af Dr. Rink i sin Tid anstillede Beregning.

For Sydgrønlands Vedkommende ser jeg mig desværre af Mangel paa det nødvendige Materiale ikke istand til at kunne anstille Sammenligninger mellem Dr. Rinks Opgivelser og de virkelige Forhold for Treaarets Vedkommende. Derimod har jeg opstillet en Gjennemsnitsberegning for Tiaaret 1880^—81 til 89^—90 i Analogi med den af Dr. R. (111. S. 205) foretagne Udregning. Hertil maa jeg dog paa Forhaand bemærke: Der fandtes i Sydgrønland i Tiaaret i Gjennemsnit 1261 Kajakker, 893 Sælfangere, (altsaa Erhververe, der fange fra Kajak), 179 Fiskere, 171 Konebaade, tilhørende Indfødte, og 10 tilh. Europæere. Af Sælfangerne har jeg anslaaet de 2/3 Dele eller 600 at henhøre til de af Dr. R. benævnte „dygtigere Fangere", hvilket vel nok turde være højt anslaaet; til Betrækning af de Indfødtes Konebaade har jeg antaget, at der medgaaer 18 og til Europæernes 24 Skind pr. Baad; de af Dr. R. opgivne Talstørrelser for Forbruget af Skind til Kajakblærer og „Porusekke"^x) samt for de Sælhunde, der aarlig gjennemsnitlig spises med Hud og Haar, har jeg bibeholdt.

Herefter stiller Beregningen for Tiaaret sig saaledes:

eller med andre Ord skulde der efter denne Beregning være fanget gjennemsnitlig 33,000 Sælhunde om Aaret i Sydgrønland. Efter de foranstaaende Tabeller er der i bemeldte Tiaar gjennemsnitlig fanget 33,500 Sælhunde, og den af Dr. Rink opstillede Beregning har saaledes vist sig rigtig. Man maa med Hensyn til de af mig opgivne Tal for den indhandlede Produktion stadig have for Øje, at de kun angive .Netto altsaa med Fradrag af de Skind, der vel ere indhandlede, men senere atter udgivne enten som Fattighjælp eller paa anden Maade.

---

1) o: Poser af Skind til Opbevaring af Spæk til Vinterbrug.

1) o: Poser af Skind til Opbevaring af Spæk til Vinterbrug.

1) o: Poser af Skind til Opbevaring af Spæk til Vinterbrug.

1) o: Poser af Skind til Opbevaring af Spæk til Vinterbrug.