|
Geografisk Tidsskrift, Bind 12 (1893 - 1894)Antikritiske Bemærkninger om den grønlandske Fanerogamvegetations Historie.Ved cand. phil. Peter Eberlin. Side 25
For halvandet Aars Tid siden udgav Prof. Å. G. Nathorst nogle „Kritiska anmärkningar om den grönländska vegetationens historia" *), der i alt væsenligt ere rettede mod Prof. Warmings Arbejder om Grønlands Planteverden, men som lejlighedsvis ogsaa søge at gjøre det af med nogle Smaabemærkninger af mig om den grønlandske Planteverdens Historie og i det Hele taget at disputere min Berettigelse til at tale med om Grønlands Glacialgeologi, in casu om Existensbetingelserne for Planteliv i Grønland under Istiden. Prof. Nathorsts Afhandling besvaredes strax af Warming i dennes „Grønlands Natur og Historie, antikristiske Bemærkninger til Prof. Nathorst2)." Som et Suplement til denne Afhandling bedes nærværende Bemærkninger opfattede, ikke som et Forsøg paa en udtømmende Antikritik. Inde fra det Indre af New South Wales og optaget med andet Arbejde er det mig umuligt at give mere, og jeg har ingen Lyst til at skyde mit Svar ud i en übestemt Fremtid. Gangen i Professor Nathorsts Afhandling er følgende: Gjennem en Drøftelse af Lister over Udbredelsen i Grønland, Breddegrad for Breddegrad rundt langs Landets Kyster, af de vestlige og østlige Arter i Landets Flora fastslaaes det Resultat, at disse Arter for største Delen ere Nybyggere, indvandrede til Landet fra de nærmeste Omgivelser mod Vest og Øst. Med dette Resultat som Udgangspunkt gaaes over til en Undersøgelse af Betingelserne for Planteliv i Grønland under Istiden. Resultatet af denne Undersøgelse bliver, at under Istiden vare Betingelserne for Planteliv i Grønland saa fortvivlede, at „på sin höjd några få tiotal arter torde ... kunna hafva egt bestand." Den aldeles væsentlige Del af Grønlands Flora skulde saaledes være indvandret efter Istiden. Derefter drøftes Hypotesen om en fordums foregaaet Udvexling af Arter mellem Grønland og Europa over en senere undergaaet Landbro over Østgrønland, Island, Færøerne og Skotland. Denne Hypotese hævdes først som nødvendig med Argumenter hentede fra Geologien og gjøres derpaa til Led i en stor Hypotese til Forklaring af den arktiske Floras Cirkumpolaritet. Der er saaledes fire Hovedled i Prof. Nathorsts Afhandling; desuden indeholder Afhandlingen Enkeltheder, som fortjene at blive omtalte. De fire Hovedled ville i det Følgende blive omtalte i hver sit lille Afsnit; Enkelthederne ville derpaa blive omtalte i et femte lille Afsnit. I.Paa Grund af Talrigheden af de vestlige Arter i Vestgrønland, Faatalligheden af saadanne i stgrønland, og navnlig den totale Fraværelse af saadanne fra den nordligste Del af dansk Østgrønlands Flora drager Prof. Nathorst følgende Slutninger: 1. De vestliga
elementen i Grønlands Flora uro till större si. „Orsaken dertill, att de vestliga typerna relativt sent invandrat till Grönland, synes mig endast kunna förklaras genom det antagandet, att dessa till hufvudsaklig del härstamma fran Rocky Mountains", hvis Vegetation først paa et sent Tidspunkt antages at kunne have mødt og blandet sig med den almindelige arktiske Vegetation. - Til disse
Slutninger skal jeg bemærke Følgende. 1) Bihang till k. svenska Vet.-Akäd. Handlingar. Band 16. Afd. 111. No. 6. 2) Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn. 1890. Side 26
Det maa anses for givet, at der lige ned til Nutiden er indvandret Arter fra Amerika til Grønland, men Styrken af vestlige Nybyggere i Grønland lader sig ikke bestemme, før Østgrønlands Vegetation bliver langt bedre bekjendt, end den nu er, og den lader sig slet ikke bestemme paa den af Prof. Nathorst anvendte Maade, — den nøgne Sammenligning af Breddegradsfloraerne rundt langs Grønlands Kyster uden Hensyn til Klimatforskjellighederne mellem Øst og Vest, mellem Yderkyst og „Inderkyst", de naturlige Distrikter, Lokaliteterne, Vegetationsformationerne og de enkelte Arters Fremtræden. Den lader sig f. Ex. ikke bestemme, som Prof. Nathorst har forsøgt at gjøre det, uden Hensyntagen til følgende Kjendsgjerninger vedrørende de vestlige Arters Optræden og Udbredelse i Sydgrønland og deres Repræsentation i Sydgrønlands Lokalfloraer. 1. De vestlige
Arter i Grønlands Flora ere gjennemgaande 2. Det udpræget arktiske Planteselskab i Grønlands Flora skyer det vaade og varme Sydgrønland og er særlig meget stærkt tilbagetrængt i Vegetationen paa Sydgrønlands Yderkyster. 3. Dansk Østgrønland har mere udpræget vaadt og varmt Klima end den tilsvarende Del af Vestgrønland og bestaaer i alt væsentligt af en smal Strimmel Yderkyst. 4. Det udpræget arktiske Planteselskab i Grønlands Flora er ganske overordenlig stærkt tilbagetrængt i dansk Østgrønlands Vegetation. Af de 96 Plantearter, der kjendes fra Østgrønland nordfor 70 ° N. Br., er der saaledes ikke færre end 47 Arter, deriblandt 5 vestlige1), som hidtil slet ikke ere fundne i dansk Østgrønland, og den vistnok mest typiske Repræsentant for de udpræget arktiske Arter i Grønlands Flora, Papaver nudicaule, er hidtil kun funden i et eneste Dværgexemplar paa en speciel Lokalitet, nemlig paa Grusmasser fra den store Diabasgang ved Tingmiarmiut, Grusmasser, der (paa Grund af deres Tørhed?) skyedes af den almindelige Vegetation. 5. De indre Dele af dansk Østgrønland ere de mindst undersøgte; mellem de først indregistrerede 150 Arter fra dansk Østgrønland er der kun 2 Procent af vestlige Arter 2), mellem de senest tilkomne 13 Arter er der derimod 23 Procent af vestlige Arter3); endnu er der sandsynligvis i det Allermindste 100 ny Art»r at finde i dansk Østgrønland. Paa Grund af de østlige Arters langt større Repræsentation i Floraerne i de sydligere Dele af Grønland end i Floraerne længere nordpaa slutter Prof. Nathorst, at disse Arter for en stor Del eller for største Delen ere kjælne Arter, der ikke have kunnet udholde Istiden i Grønland og altsaa maa være postglaciale Indvandrere. Heri er jeg enig med Prof. Nathorst eller rettere med Warming, fra hvem Paavisningen af dette Forhold stammer. II.Det Centrale i Prof. Nathorsts Drøftelse af Betingelserne for Planteliv i Grønland under Istiden er en Fremstilling af de geografiske og meteorologiske Forhold i Sydgrønland under Istiden. Denne Fremstilling lyder som følger. „Inlandsisen hade
då i vestra Grönland en betydligt likt isbelagd
.... dessa ismassor förutsätta en ofantlig större nederbörd an nu. Det är sålunda langt ifrån säkert, att de af inlandsisen icke betäckta områdena voro snöfria, tvärtom är det att antaga, att de, på grund af den stora nederbördsmängden, till stor del voro höljda af mer eller mindre djupa snolager. Dertill kommer att forekomsten af dessa ismassor på alia sidor och till langt sydligare breddgrader an nu, äfven mast hafva föranledt en ej obetydlig sankning af temperaturen i dess helhet, hvarvid ej bor forbises den af Nansen iakttagna låga temperaturen inne på sjelfva inlandsisen. Skulle man vilja gifva ett uttryck för de i södra Grönland under istiden sannolikt rådande forhållandena, så kunde detta ske med följande ord: större utbredning af inlandsisen och lokala glacier er, större nederbörd, derföre mera snöhöljd mark, lägre tempevatur .... Och for att få någon motsvarighet til derstädes då rådande forhållanden, maste man vända sig mot mycket höga breddgrader, al Ira minst till Grönlands nordligaste del har norr om 81 °, med det till stor del af året frusna hafvet, torde man hafva att finna den största motsvarigheten till de i södra Grönland under istiden rådande forhållendena, ehuru de på forrå stallet, på grund af den ständiga sommardagen antagligen äro för växtligheten mera gynsamma Nu är klimatet i dessa trakter (o: Grönland norr om 80° n. b.) dertill relativt torrt med obetydlig nederbörd, sålunda så olikt som mojligt det, som under istiden i södra Grönland maste antagas hafva varit for hånden." 1) Melandrium triflorum; Evigeron compositus ; Erigeron eriocephalus; Calamagrostis purpurascens; Vesicaria arctica. 2) Potentilla tridentata; Coptis trifolia; Betula glaudulosa. 3) Alsine groenlandica; Draba aurea; Platanthera hyperborea. 1) Melandrium triflorum; Evigeron compositus ; Erigeron eriocephalus; Calamagrostis purpurascens; Vesicaria arctica. 2) Potentilla tridentata; Coptis trifolia; Betula glaudulosa. 3) Alsine groenlandica; Draba aurea; Platanthera hyperborea. Side 27
Ud fra denne
Fremstilling drager Prof. Nathorst „På sin höjd några
få tiotal arter torde under istiden Til hele denne
Fremstilling skal jeg bemærke 1) nedsætte
Temperaturen over det nordlige Atlanterhav 2) ja maaske
endogsaa belægge det nordlige Atlanterhav 3) endda forøge
Nedbøren i en „ofantlig" Grad Jeg paastaaer, at dette er umuligt, at det er selvmodsigende. Saafremt der virkelig var gaaet en saa extrem Kuldetid over det nordlige Atlanterhav og dets Omgivelser, som den Prof. Nathorst skildrer; saafremt det nordlige Atlanterhav fra Skandinaviens eller Britanniens Kyster lil Egnene sy d for Kap Farvel (og muligvis endnu videre?) virkelig uafbrudt eller til største Delen af A året havde været bedækket med et Isspejl, kunde Nedbøren over Grønland saa langt fra have været „ofantlig" større, end den nu er, at den tværtimod maatte have været meget mindre, end den nu er. Nedbør er én Ting, Nedbørs- eller Sneoverskud en anden Ting. Der er imidlertid aldrig gaaet en saa extrem Kuldetid over det nordlige Atlanterhav og dets Omgivelser, som den Prof. Nathorst skildrer. Hypotesen desangaaende er en ærværdig Levning fra Glacialgeologiens Barndom, men staaer i Strid med Kjendsgjerninger, der nu staa til Eaadighed, og er derfor forladt af alle moderne Glacialgeologer. Prof. Nathorst anvender ganske vist et Sted det „Exempel", at Istiden var 10 å 15° koldere end Nutiden, men paa en Række Steder viser Prof. Nathorst ved at sammenligne det sydligste Grønland under Istiden i Henseende til dets Temperatur med det nordligste Grønland i Nutiden, at Exemplet 10 å 15° er et abstrakt Exempel, og at de 10 ä 15° i det konkrete Tilfælde bør rettes til omtrent 20 °C. Den aarlige Middeltemperatur for Egnene omkring Kap Farvel er nemlig i Nutiden omtrent -f- 2° C.; Middeltemperaturen for Egnene omkring Smith Sound er derimod omtrent -f- 18° C.; Forskjellen i Middeltemperatur mellem disse Steder er altsaa omtrent 20 °C. Gaaer man derimod til de moderne Glacialgeologer, faaer man noget helt andet at høre. Geikie anslog saaledes i November 1891 i en Præsidentadresse ved Edinburgh Geological Society's Aarsmøde, at Temperaturen over Europa under Istidens Højdepunkt var 6 til 7 ° C. lavere, end Temperaturen over Europa nu er, et Overslag, han kom til ved at undersøge Højdeforskjellen mellem den laveste fordums og den nutidige Linje for evig Sne1). Gaaer man ud fra dette Overslag, der sikkert er det bedste, der for Tiden kan gives, skulde det sydligste Grønland under Istidens Højdepunkt have haft en aarlig Middeltemperatur af -r- 4 til -f- 5 ° C., med andre Ord en Middeltemperatur, som den, der nu findes noget nordfor Holstensborg (c. 67 ° N. Br.) i Vestgrønland eller omkring 70—72 ° N. Br. i Østgrønland. Da der nu i det sydligste Grønland findes store Strækninger, der aldrig have været begravede under et Isdække, og hvis Eelief er saa dybt og skarpt og rigt udarbejdet, at løse Snelag af nævneværdig Tykkelse ikke kunne skjule Klippegrunden helt og holdent, maa der, skulde det synes, under Istidens Højdepunkt have været Betingelser til Stede for Trivselen af en sydgrønlandsk arktisk Vegetation, sammensat af hundrede eller af Hundreder af Arter, og dette, selv om Sydgrønlands Fjorde ikke vare udskaarne før Istiden, selv om derfor Tidspunktet for Indlandsisens Maximumsudbredelse i Sydgrønland er faldet under Istiden, noget der synes mig meget usandsynligt. Betingelserne vare
nemlig i værste Tilfælde disse: der nu er, men saa
var der til Gjengjæld ingen subarktisk 2)
Lufttemperaturen var 6—7° C. lavere, end den 3) Det vinterlige Snedække begyndte tidligere og endte senere, end det nu gjør, og indskrænkede saaledes Vegetationens Udfoldningstid, men til Gjengjæld holdt det sig mere konstant Vinteren igjennem og beskyttede saaledes i højere Grad, end det nu gjør, Jordbunden og den overvintrende Vegetation mod Vinterens Kulde og Vinterens pludselige Temperaturforandringer. III.Til Forsvar for
Buffons 2), Torells 3), (Asa Grays ?), 1) Udførligt Referat i Sydney Morning Herald, 1891, December, 29. 2) Encyclopédie méthodiqw. Geographie physique. Artikel Buffon. 3) Forhandlinger ved de skandinaviske Naturforskeres 10. Møde. S. LX. 1) Udførligt Referat i Sydney Morning Herald, 1891, December, 29. 2) Encyclopédie méthodiqw. Geographie physique. Artikel Buffon. 3) Forhandlinger ved de skandinaviske Naturforskeres 10. Møde. S. LX. Side 28
over Østgrøniand,
Island, Færøerne og Skotland anfører 1) De nuværende basaltiske Aflejringer mellem Østgrønland og Skotland vise sig at være Ruiner af fordums større Aflejringer. Sandsynligvis have de nuværende Aflejringer i Østgrønland under omtr. 68— 70 ° N. Br. og paa Island engang været sammenhængende; Sammenhængen er i saa Tilfælde sandsynligvis brudt ved en Forskydning. 2) „Då nu Islands tertiara lavamassor (basalterna) likaledes maste h;ifva fram pressats genoin sankningar, så hafva vi följaktligen ännu ett bevis, att herstades en stor;irtad sankning pågått ända sedan den tertiara tiden." 3) Der er foregaaet Strandlinjeforskydninger i de eftertertiære Tidsrum, og under og omkring Istiden har der været Tidsrum, hvori Havet har staaet lavere omkring Island og omliggende Lande, end det nu gjør. Disse Grunde ere efter Prof. Nathorsts Mening saa tvingende, at Warmings forsigtige Udtalelse: „Es ist mir eigentlich zweifelhaft ob sie (o: die Landbrücke) je in der ganzen Ausdehning von Grönland bis Europa existiert hat," kaldes „et påstående vittnande om total obekantskap med ofvan anförda geologiska förhållanden." Til alt dette skal
jeg bemærke: ad 1). At de paa Linjen Østgrønland—Island— Færøerne—Skotland forekommende vulkanske Aflejringer ere Ruiner af fordums større Aflejringer, er sikkert nok. At alle de af Havet indtagne Mellemrum mellem disse Ruiner fordums have været opfyldte med vulkanske Aflejringer, er derimod en Hypotese, der kun har meget lidt, om overhovedet nogetsomhelst, for sig, og selv om denne Hypotese er rigtig, er det dermed ingenlunde givet, at der til noget Tidspunkt har været en sammenhængende Landbro mellem Grønland og Europa, thi Afbrydelsen af Sammenhængen paa ét Sted kan i saa Tilfælde have fundet Sted, før Sammenhængen var tilvejebragt paa et andet Sted. Hvorledes ere nemlig de vulkanske Aflejringer paa den omtalte Linje dannede? De ere dannede lidt efter lidt gjennem lange Tidsrum, ved at Lavastrømme, en for en, have udgydt sig fra forskjellige Punkter, og hvis der virkelig er foregaaet kæmpestore Forskydninger i disse Aflejringer, er det sikkert paa Forhaand naturligst at tænke sig Forskydningerne foregaaede i selve de Tidsrum, i hvilke de vulkanske Kræfter udfoldede deres største Virksomhed paa den paagjældende Linje. ad 2). Saa rigtigt det end monne være, at Underlaget for de nuværende vulkanske Aflejringer paa Linjen Østgrønland—Skotland i sin Tid — før de vulkanske Aflejringer afsattes — har ligget højere, end det nu ligger, og at Frempresningen af de -vulkanske Aflejringer er kommen istand ved Sænkningen af dette Underlag, tvinger Antagelsen af denne Hypotese ikke til Antagelsen af en fordums existerende Landbro paa vedkommende Linje, thi Underlaget ligger delvis meget dybt under det nuværende Havspejl og kunde løftes betydelig uden derfor at forme en sammenhængende Landbro mellem Grønland og Skotland. ad 3). Der kan næppe være Tvivl om, at der gjennem de seneste geologiske Tidsrum har været Tider, hvor Havet har staaet lavere i Forhold til Island og omliggende Landmasser, end det nu gjør, men hvormeget, er der ingen, der véd, og at det skulde have staaet omtr. 400 m. lavere, hvilket er det, der efter vort nuværende Kjendskab til Dybdeforholdene forlanges for at bringe en Landforbindelse istand mellem Østgrønland og Island, er en meget dristig Antagelse. Det eneste geologiske Moment, der, saa vidt mig bekjendt, er anført for noget i Retning af en saadan Antagelse, er det af mig hævdede, at de store Fjorddybder i Grønlands Fjorde maa være udskaarne paa et Tidspunkt, da Landet laa langt højere i Forhold til Havet, end det nu ligger, idet de fjordudskærende Bræer ellers ved Vandets Opdrift maatte være standsede i deres Arbejde, længe førend de store Dybder vare naaede *). Dette Argument, der, som jeg senere har bemærket, allerede tidligere var hævdet for andre Omraaders Vedkommende af Dana og Geikie, viser sig imidlertid at være uden Beviskraft, thi Fjordene kunne tildels være udskaarne bag ved Afspærringer, der senere dels ere gjennemskaarne, dels sænkede under Havspejlet. Den Dag idag spærres Hovedudløbet af Kutefjorderi i dansk Østgrønland af en af den fordums Fjordbræ afrundet og skuret Klippedæmning 2), en Dæmning, der kun behøvede at være sænket übetydelig under Havspejlet og skjult under løse Aflejringer for at tolkes som en fordums Endemoræne. Geologisk set er Hypotesen om en fordums Landbro mellem Østgrønland og Skotland saaledes en dristig, men maaske rigtig Hypotese og ikke nogetsomhelst mere. Geologien staaer med andre Ord nevtral overfor vedkommende Hypotese; den paastaaer intet; den benægter intet. Den siger med Warming: „Es ist mir eigentlich zweifelhaft ob die Landbrücke je in der ganzen Ausdehnung von Grönland bis Europa existiert hat." 1) Arkiv for Matematik og Naturvidenskab. Bd. 13 S. 306. 2) Jvnf. Meddelelser om Grønland IX. 1) Arkiv for Matematik og Naturvidenskab. Bd. 13 S. 306. 2) Jvnf. Meddelelser om Grønland IX. Side 29
IV.Den eneste
plantegeografiske Begrundelse, der af 1. Grønlands Vegetation maa helt eller for allerstørste Delen antages at være indvandret i den postglaciale Tid fra Landets nærmeste Omgivelser mod Vest og Øst. „Inlandsisen och de från densamrna i hafvet utskjutande större isströmmarne synes hafva utöfvat ett mycket vigtigt, om ock ej alldeles oofverstigligt, hinder för växternas utbredning langs kustarna. Hade nu icke redan fore den postglaciala tiden den arktiska floran såval i länderna oster som vester om Grönland haft en mängd gemensamma arter, så skulle naturligtvis skilnaden mellan floran i östra och vestra Grönland vara betydligt större an nu är fallet. Nu har deremot samma arter kunnat invandra till Grönland såval från oster som från vester, och dessa arter äro cirkumpolära. Ällt detta synes mig med nödvändighet tala för, att den cirkumpolära arktiska floran hade åtminstone till stor del riått sin cirkumpolära utbredning redan fore och under istiden." 2. „En preglacial landforbindelse mellan Grönland och Europa" turde „lemna den enda nöjaktiga forklaringen öfver en af väkstgeografiens gåtfullaste frågor, nemligen den arktiska florans cirkumpolära utbredning" „När den temperaturnedsättning, som toranledde istiden, började inträda och för Grönlands alpina pliocenflora skaffade rum på låglandet, så skedde detta til en borjan vid högre breddgrader. I samma man som isens utbredning tilltog och medeltemperaturen sjönk drefs denna flora soderut. Vid den tid då inlandsisen på Grönland änriu icke sträckte sig söder om 69°, maste naturligtvis en invandring till och från Island i hög grad underlättas, om en landforbindelse med detta land egde rum eller om kusterna åtminstone voro belägna så mycket narmare hvarandra som t. ex. de nuvaranda kurvorna för 350 meters djup Island var då
större och sammanhängde öfver Päröarna med Europa. Samtidigt hade genom den skandinaviska isens tilltagande utbredning den skandinaviska alpina floran drifvits mod sydvest (kring Shetlandsöarna) och blandats med de alpina elementen från Storbrittaniens berg. Öfver Island och Färöarna kunde då en spridning af växter ega rum at ömse hall — från Grönland till Europa och tvärtom — och likaså kunde de europeiska växterna från Island utbreda sig tvärs öfver det då söder om 69 ° isfria Grönland till Davis Strait samt öfver detta, liksom ännu tidigare öfver Smith Sound vesterut, under det att å andra sidan de skandinaviska glacialväxterna redan tidigt börjat sin vandring mot öster." Hertil skal jeg
først bemærke: ad 1). Overensstemmelsen mellem Vest- og stgrønlands Floraer er saa stor, at den ikke paa nogensomhelst Maade kan forklares ved Prof. Nathorsts Hypotese. Fra Østgrønland (c. 60 °N. Br. —c. 77 °N. Br.) kjendes der foreløbig 209 sikre Arter, desuden haves der usikre Angivelser om yderlige 4 Arter1). Af de 209 sikre Arter er der kun 5 Arter, der ikke ere fundne i Vestgrønland, og af disse 5 Arter er én Art, nemlig Campanula Groenlandlca, en tarvelig, endemisk Art, der sandsynligvis er en Udgrening af den baade i Vest- og Østgrønland forekommende C. rotundifolia, medens de é andre Arter ere cirkumpolære. stgrønlands Flora har med andre Ord efter vor nuværende Viden c. 98 Procent af Arter, der ogsaa ere fundne i Vestgrønland, og c. 2 Procent af Arter, der ikke (eller endnu ikke?) ere fundne i Vestgrønland, men som i Forhold til Yderverdenen ikke have nogetsomhelst specielt østligt Præg. ad 2). Skandinaviens og Britanniens pliocene nivale Vegetationer vare ganske sikkert ikke udbredte over Lavlandet „kring Shetlandsöarna" paa et Tidspunkt, der ligger saa langt tilbage, og som var saa meget varmere end Nutiden, at Sydgrønland var helt og holdent uden Isbedækning. Vedkommende Vegetationer mødtes næppe i de nordeuropæiske Lavlande før det Tidspunkt, da Sydgrønlands store Istid lakkede stærkt mod sin Ende, maaske ikke engang saa tidlig. Jeg skal dernæst
med Prof. Nathorsts Hypotese a) sin Evne til at
forklare en hel Kække mærkelige b) Heers
Paavisning af, at de højnordiske eocene c) det lidet vi
vide om Polarbassinets geografiske 1. Der fandtes under Pliocentiden en eller flere Gange eller uafbrudt gunstige Betingelser for Planteudvexling mellem de mest højnordiske Egnes forskjellige Dele, og Grønlands, Polaregnenes og Skandinaviens nivale Vegetationer udgjorde derfor ved Pliocentidens Slutning tre Led af en i mangt og meget ensartet Vegetation. 2. Paa Grund af Kuldens Tiltagen udbredte denne Vegetation sig mere og mere mod Syd, og gik den mere og mere ned ad mod Fjældene, og støt og sikkert udviklede der sig saaledes lidt efter lidt en cirkumpolær nival Vegetation. 3. Denne Vegetation optog paa forskjellige Steder forskjellige fremmede Elementer, men ved Plantevandringer mellem dens forskjellige Dele og ved Naturforholdenes Udvikling, der indenfor hele Vegetationens 1) Dryas integrifoliet; Sagina nodosa; Sorbus sp.; Draba altaica. 1) Dryas integrifoliet; Sagina nodosa; Sorbus sp.; Draba altaica. Side 30
Omraade begunstigede Udbredelsen af en' bestemt Gruppe af Arter — de klimatisk indifferente — holdt Vegetationens Ensformighed sig alligevel til vore Dage. Denne, Hookers og Warmings. Teori, min Teori for Indlandsisens og Naturforholdenes Udvikling i Grønland gjennem de sen tertiære og eftertertiære Tidsrum, Grisebachs og Warmings Paavisning af de naturlige Midler for Plantevandring til Grønland og vor Viden om Europæernes Færden i Grønland i de sidste 900 Aar forklare alle de Ejendommeligheder ved Grønlands Vegetation, der ikke kunne forklare« som en Følge af Grønlands nutidige Naturforhold. Den arktiske Vegetations almindelige Udviklingshistorie forklarer: den grønlandske Vegetations Karakter som i det Hele og Store arktisk med specielle Affiniteter til Vegetationerne i Vest og Øst. særlig til de første; Floraens Ensartethed i Vest- og stgrønland ; Fattigdommen paa ejendommelige grønlandske Arter, og det Forhold, at ensartede grønlandske og europæiske (og vel ogsaa amerikanske?) Arter tildels ere befængte med de samme Snyltesvampe. (Den Omstændighed, at den grønlandske Vegetation i det Hele og Store er gammel i Landet forklarer endvidere: Grinnel-Lands Vegetationens grønlandske Præg og Tilstedeværelsen af de vestlige Arter i Islands Flora.) Naturforholdenes Udvikling i Grønland gjennem de seneste Tidsrum forklarer: den grønlandske Floras Fattigdom, Forekomsten af de samme sjældne Arter i to eller faa helt forskjellige Dele af Landet og mange andre Forhold ved de enkelte Plantearters og Planteselskabers Udbredelse i Landet. Naar for Exempel Papavcr nudicaule trods det, at den er meget sjælden i det sydligste Grønlands almindelige Vegetation, alligevel i det sydligste Grønland forekommer paa adskillige ganske specielle og isolerede Lokaliteter (Diabasgrusmasser og Nunatakker), saa maa Spørgsmaalet: Hvorledes er Papaver nudicaule naaet ud til disse specielle og isolerede Lokaliteter? besvares paa følgende Maade. Der har været Afsnit af de eftertertiære Tidsrum, under hvilke Naturforholdene i det sydligste Grønland vare mere arktiske, end de nu ere; under hine Tider var Papaver nudicaule vidt udbredt i det sydligste Grønlands almindelige Vegetation, under hine Tider naaede den ud til de specielle Lokaliteter. Senere forandredes Naturforholdene i det sydligste Grønland, og Papaver nudicaule trængtes i det Hele og Store ud af det sydligste Grønlands almindelige Vegetation, men paa de specielle Lokaliteter, der frembød specielle Betingelser for dens Trivsel, holdt den sig derimod ned til vore Dage. Planteindvandringer i nyere Tid ved naturlige Vandringsmidler og ved Menneskets Færden giver endelig Bidrag til Forklaring af eller helt og holdent forklare: det vestlige Elements større Betydning i Vesteiid i Østgrønland og Tilstedeværelsen af en Gruppe kjælne og for en stor Del østlige Arter i det sydligste at' Landet, særlig i og omkring de gamle islandsknorske Pladser. Jeg skal endelig gjøre opmærksom paa, at medens der ikke er nogetsomhelst geologisk eller plantegeograh'sk Moment, der taler for Hpvedleddet i Prof. Nathorsts Hypotesekjæde, Hypotesen om en Landbro mellem Amerika — Grønland — Island — Færøerne — Skotland i Tidsrummet nærmest før Istiden, kan der anføres vægtige plantegeografiske Gnmde mod denne Hypotese. Om det saa er Salix polarts, en af de efter Palæontologiens Vidnesbyrd allermest almindelige Arter i Britanniens gamle nivale Vegetationer, saa mangler denne Art i Grønlands og Østamerikas Vegetationer. Den forekommer derimod i Skandinavien, paa Spitsbergen, paa Novaja Semlja, langs hele Sibiriens Kyst, i Alaska, ved Lancaster-Sound, paa Parry-Island og paa Melville Dens Vidnesbyrd er saaledes ikke til at tage Fejl af. Og dette Vidnesbyrd staaer ikke alene; Salix polaris er kun en blandt mange Brødre, der vidne mod deri efter Prof. Nathorsts Mening „enda nöjaktiga forklaringar". V.Grundpræget i Prof. Nathorsts „Kritiska anmärkningar" træder frem i en Række Enkeltheder gjennem alle Afhandlingens Led. Det fremtræder saaledes i forskjellige positive Modsigelser, i Fejl paa Fejl, i det meget lidet Listerne over de vestlige og østlige Arters Udbredelse i Grønland indeholde udover Warmings ældre Lister, i Motiveringen af Udtrykket „vid högre breddgrader", i Begrundelsen af den Mening, at Floraen i Østgrønland „redan nu är ganska väl känd", i Kritiken af mine glacialgeologiske Undersøgelser i Grønland o. s. v., o. s. v. Det er antagelig aldeles ufornødent at gaa ind paa alle disse Enkeltheder, det er antagelig tilstrækkeligt at give nogle faa Prøver paa dem, for Exempel de følgende: 1) Side 6—7 gjor Prof. Nathorst opmærksom paa, at Warming har begaaet en lille Inkonsekvens med Hensyn til den plantegeografiske Gruppering af Platonthera hyperborea, idet han et Sted har regnet denne Side 31
Art for en vestlig- Art, et andet Sted derimod for en ikke afgjort, men dog snarest vestlig Art; samme Sted siger Prof. Nathorst, at der ikke synes ham nogen Grund til at regne Platanthera hyperborea og Draba crassifolia for snarest vestlige Arter, de ere helt og holdent plantegeografisk indifferente Arter. Det Samme siges direkte og indirekte i en Note paa Side 10. Paa Siderne 15, 16, 17 og 23 regner Prof. Nathorst derimod Platanthera hyperborea og Draba crassifolia for Arter, der afgjort ere at opfatte som vestlige Arter, om Draba crassifolia siger Prof. Nathorst saaledes to Steder, at den er indvandret fra Vest. Paa Siderne 22 og 49 udtaler Prof. Nathorst endelig den Gisning, at Draba crassifolia er en oprindelig grønlandsk Art, men om dette er at forstaa saaledes, at den ikke alene er at opfatte som en Art, der muligvis stammer fra Grønland, men ogsaa som en af de faa Arter, der muligvis have overlevet Istiden i Grønland, er det mig umuligt at finde ud af. 2) Side 14 siger Prof. Nathorst: „Warming har visserligen meddelat fullständig förteckning öfver Grönlands flora med uppgift på arternes utbredning. Men dessa uppgifter äro rnycket summariska på grund af den omständigheten, att Warming icke upptagit hvarje breddgrad for sig utan valt vissa omraden, for hvilka vegetationen tages i klump. För vestra Grönland har han sålunda ett område 60° — 62°, ett annat 62° —64°, ett tredje 64° —67°, ett fjerde 67° —71°, ett femte 71° —73°, ett sjette 73° —76°, efct sjunde 760_830_« Ved „ett sjette 73°—76°" bemærker Prof. Nathorst i Note: „Borde rätteligen vara 73°-74° 30', ty mellan sistnämnda bredd ock 75° 59' äro inga växtar insamlade." Noten som Helhed er urigtig, men at der mellem 74° 30' og 75° 59' Br. paa Grønlands Vestkyst ikke er indsamlet Planter er (eller var), saa vidt jeg véd, rigtigt nok. Fra Strækningen mellem 75 og 76° Br. paa Grønlands Vestkyst kjendes der i hvert Tilfælde ikke en eneste Planteart; Strækningen er absolut botanisk terra incognita. Man forbavses derfor over paa den Side i de „Kritiska anmärkningar", der følger umiddelbart efter den Side, der indeholder ovenciterede Note, at finde angivet, at der paa Strækningen mellem 75 og 76° Br. paa Grønlands Vestkyst alene af Vestarter forekommer følgende: Potentilla Vahliana, Melandriam triflorum, Saxifraga tricuspidata, Salix groenlandica, Car ex stans, Dry as integrifolia og Vesicaria arctica, „summa arter: 7". Og dette er ikke nok, men det angives grafisk; at Carex stans har sin Nordgrænse ved saadan noget som 75° 20', og at Vesicaria arctica har sin relative Nordgrænse ved saadan noget som 75° 30' Br. 3) Side 17 siger
Prof. Nathorst: „Att ostkustens flora redan nu är
ganska väl känd, synes mig framgå deraf, att den danska expeditionen som ofvervintrade i närheten af Konung Oscars hamn, i dett;» distrikt endast fann 2 arter, som af Berlin och mig ej iakttagits under vår korta vistelse derstädes." Til denne Bemærkning er at bemærke Følgende. Den Afdeling af den danske Østgrønlandsexpedition 1883— 85, der fra Eftersommeren 1884 til Forsommeren 1885 overvintrede i Kong Cristian den Niendes Land, talte, som hele vedkommende Expedition, ikke nogen Botaniker blandt sine Medlemmer og havde helt andre Opgaver at udføre end den at samle Planter i vedkommende Landsdel. Et af dens Medlemmer anlagde imidlertid en lille Samling Planter, bestaaende af 33 Arter, for største Delen saadanne, som tør antages at være blandt de mest fremtrædende og almindelige Arter i vedkommende Landsdels Vegetation. Mellem disse 33 Arter findes der nu to Arter, som ikke tidligere vare fundne i vedkommende Landsdel. Om dette Forhold kan tages til Indtægt for den Mening, at Floraen i vedkommende Landsdel er nogenlunde vel kjendt, eller om" det kan tages til Indtægt for lige den modsatte Mening, skal jeg ikke indlade mig paa at bedømme; det kan i hvert Tilfælde ikke tages til Indtægt for nogensomhelst Mening i Spørgsmaalet om, hvorvidt Floraen i hele dansk Østgrønland er vel kjendt eller ej. Til Afgjørelse af
dette Spørgsmaal foreligger der 1) I dansk
Østgrønland er fundet: af Vakl 116
Arter; af Graah 42 Arter,
deraf 5 ny; af Berlin og Prof.
Nathorst 106 Arter, deraf 25 ny; af Knutsen 33
Arter, deraf O ny. af Expeditionen
under Graah 121 Arter, deraf 17 af Expeditionerne
under Holm 124 Arter, deraf af Expeditionen
under Nordenskiöld 106 Arter, Disse Tal synes
mig kun at kunne vise mig Et, Side 32
Jeg tager nemlig Tallene paa følgende Maade. Et Land, hvori kun tre Expeditioner have samlet Planter, hvorfra hver af disse Expeditioner har hjembragt omtrent det samme Antal Arter, og af hvis 163 kjendte Arter ikke desmindre de 44 eller mere end hver fjerde Art kun ere fundne af den ene eller den anden eller den tredje af vedkommende Expeditioner og ikke af de to andre, — et saadant Land er ganske sikkert ikke ganske vel kjendt i floristisk Henseende. Eller jeg tager Tallene paa denne Maade. En arktisk Kyststrækning, hvorpaa to Botanikere i mindre end 24 Timer paa en Lokalitet, der næppe hørte til de frodigste i den Landsdel, hvori den forekommer 1), blandt de 106 Arter, de fandt, .fandt 13 Arter, der hverken før eller senere ere fundne i vedkommende Land, — et saadant Land er ganske sikkert ikke ganske vel kjendt i floristisk Henseende. Det er for Resten noget, som slet ikke behøver at demonstreres med Tul; det giver sig ganske simpelt ved en Betragtning af den ringe botaniske Undersøgelse, der er bleven dansk Østgrønland tildel. En saadan Betragtning viser endvidere, at lidet kjendt som den ydre Del af dansk Østgrønland er i botanisk Henseende, saa ligger der bagved denne ydre Del en indre Del, som er endnu langt mindre kjendt i botanisk Henseende. Ved at tage dette Moment med i Betragtning og ved at undersøge, hvorledes det sydlige Vestgrønlands „Flora" historisk er groet op fra en lille Begyndelse, kommer jeg til det bestemte Kesultat: : Vi ere berettigede til at antage, at der i det Allermindste er 100 Arter at finde i dansk stgrønland udover de 163, der allerede kjendes. 4) Side 30 siger Prof. Nathorst efter først at have tumlet vel lystig med et løsrevet Citat af en Afhandling af mig: „Vi kunne emellertid gerna tilis vidåre antaga, att herr Eberlins uppgifter om inlandsisens forna utsträckning i danska Östgrönland äro riktiga, ehuru det är högeligen att beklaga, att denna vigtiga kuststräcka icke blifvit undersökt af någon med glacialgeologien füllt förtrogen geolog." Til denne Dom, der er saa karakteristisk for Prof. Nathorsts Afhandling med dens „enda nöjaktiga forklaringen", skal jeg først bemærke, at Dommen egentlig er en uendelig Dom, idet man ikke véd, hvor meget Eftertryk, der skal lægges paa „füllt". Jeg skal dernæst bemærke, at Dommen formelt rammer andre Geologer end mig, nemlig Laube, Sylow og Knutsen. Jeg skal endvidere bemærke, at jeg ikke desmindre forstaaer baade Dommens Mening og ogsaa, at det er mod mig, Dommen er rettet. Jeg skal endelig lægge al Spøg til Side, gaa lidt udenfor nærværende Enkeltheds Kamme og aabent spørge Prof. Nathorst i Haab om at faa et aabent Svar: Hvad i al Verden er Meningen med det, sagligt absolut umotiverede og ogsaa i en fuldstændig personlig Form iklædte litterære Overfald, der i de „Kritiska anmärkningar" rettes mod mig, „herr" eller „samme herr Eber lin", der er Forfatter til en Afhandling, „hvilken uppsats i titeln angifves såsom «en plantegeografisk studie»", og hvis Indhold forvrænges og forties i de „Kritiska anmarkniugar" (tydeligt nok übevidst, paa Grund af, at Hidsigheden er løbet "af med deres Forfatter). Hvnd ial Verden har jeg skrevet eller paa anden Maade gjort til Fortørnelse for de „Kritiska anmarkningar"'s Forfatter. Hvis de „Kritiska anmärkningar" vare Nr. 2 og nærværende Bemærkninger Nr. l, kunde jeg forstaa det Hele; nu staaer min Forstand stille. Der findes i Prof. Nathorsts Afhandling to positive Meddelelser, nemlig om Forekomsten af Veronica saxatilis og en Sparganium ved Konung Oscars hamn i Kong Christian den Niendes Land og om Forekomsten af løse Blokke af Lavaer, Mandelsten o. s. v. paa Bunden af Danmarksstrædet ved 65° 17' Br. og 30° 30' Lgd. Der findes endvidere forskjellige gode Bemærkninger som Led af en Kritik over Warmings Forsøg paa ved plantegeografiske' Grunde ligefrem at modbevise Hypotesen om eu postglacial Landbro mellem Østgrønland og Island. Da vedkommende Hypotese imidlertid, som Warming har paavist, er fuldstændig overflødig, noget Prof. Nathorst indrømmer, er Spørgsmaalet, om den kan ligefrem modbevises eller ej — om det er Warming, eller om det er Prof. Nathorst, der i det Væsentlige har Ket i Opfattelsen af dette Spørgsmaal — uden nogensomhelst Interesse for. den fremadskridende Videnskab. Det er kun af Interesse i Videnskabens Historie, og det vil først kunne bedømmes, som det bør, naar Diskussionen om den grønlandske Planteverdens Historie har sat sig, naar Bærmen i denne Diskussion er gaaet tilbunds, og man kan se, hvad der er kommet ud af Gjaermgen. Maj 1892.
Bullarora, Lower Castlereagh Kiver, N. S.
W. 1) Godhedsfuldt meddelt mig af Dr. Berlin, 1) Godhedsfuldt meddelt mig af Dr. Berlin, |