under Østkysten af Grønland 1893.

Efter endt Sælfangst ved Nowaja Semlja og Spitsbergen, hvor vi havde opholdt os fra Slutningen af Marts 1893, fortsatte vi Rejsen til Danmarksstrædet for at søge efter Klapmyds. D. 17. Juni naaede vi Isen østfor Island paa 68° 21' N. Br., 18° 50' V. Lgd. og fulgte denne SV. og V. over indtil d. 22. om Morgenen paa 66 ° 43' N. Br., 26 ° 31' V. Lgd., da vi paabegyndte Fangsten sammen med tolv andre norske Fangstskibe.

alene vanskeliggjøre Fangsten, men man risikerer ogsaa
at komme fast og blive liggende længere Tid i Isen.

De usædvanlig heldige Forhold og det vedvarende smukke Solskinsvejr med Blikstille lokkede mig dog, saa jeg fattede den Beslutning at følge efter Sælen. Tanken om Muligheden for at komme iland bidrog ogsaa væsentlig hertil.

D. 28. Juni befandt vi os paa 68 ° 14 ' N. Br., 25 °
30' V. Lgd. og regnede os 5 danske Mil af Kap

Isforholdene viste sig strax at være sjælden gunstige, saa vi med Lethed kunde avancere i Drivisen; ogsaa Aabningerne mellem Isflagerne vare forholdsvis store, saa Vanskeligheden ved at komme frem ikke var synderlig stor. I de første Dage drev vi Fangsten nær døt aabne Vand med Grønland stadig isigte, men saa begyndte Sælen at søge ind i den store Pakis og blev derved vanskeligere at følge, fordi Isflagerne paa Grund af den stærke Strøm ofte sætte sammen og ikke Grivel ved Blossevilles Kyst. Vejret var fremdeles ypperligt, men vi mærkede nu en langt større Bevægelse i Isen end tidligere, hvilket dog ikke hindrede os i at fortsætte Fangsten, omendskjønt vi ofte maatte skifte Plads med Skib og Baade for ikke at komme fast.

Landet laa nu tydeligt for os med sine høje, snedækkede Toppe og saa overmaade vildt ud. Det gjorde Indtryk af, at Stilhed, Øde og Forladthed herskede overalt, men fængslende er det alligevel, og man gribes

uvilkaarlig af en uimodstaaelig Trang til at se det Ukjendte. Den Is, der nu skilte os fra Kysten, laa temmelig spredt, og større Hindringer for at komme til Land kunde vi ikke opdage. Jeg ønskede kun, at det havde været nogle Dage senere, saa jeg med det Samme kunde have søgt Land, men nu i den bedste Fangsttid kunde det ikke gaa an; dog tænkte jeg paa, om Forholdene senere skulde tillade det, at gjøre Forsøg.

Den næste Dag gik vi østover for at opsøge Sælen, der nu var trukken længere ud. Vi stødte imidlertid her paa uoverskuelige Ismarker og maatte vende om, hvorpaa vi dampede 15 Mil i vestlig Eetning langs en Isflage, hvor ikke en eneste Eevne var at opdage; de store Isflager vare satte sammen og havde indelukket os fuldstændig.

D. 30. Juni gissede vi os 3 Mil af Land paa 68 ° 22' N. Br., 25 ° 40' V. Lgd. Isen kom østfra med en rasende Fart og saa ud til at tørne op mod Land og mod Isfjældene vestfor. Vi turde ikke gaa nærmere, da Isen var i Drift indover og at komme længere ud var umuligt, saa at vi kun havde Et at gjøre, nemlig at holde os klar, saa længe vi kunde for at undgaa den frygtelige Skruning, disse urnaadelige Ismasser foraarsagede ved at tørne mod den anden Is, der forholdsvis laa rolig. En Tidj saa det ud, som om Isen havde standset sin Bevægelse, men den kom atter igjen med en voldsom Fart. Idet vi søgte at klare os ved at gaa nærmere Land, kom vi i Besæt, og Isen tørnede Skibet fuldstændig rundt og skruede Agterskibet flere Fod op, hvorved vi mistede Eoret og laa saaledes fuldstændig hjælpeløse.

D. 1. Juli rasede en Storm fra Øst med stærk Eegn og Tykning; enhver Eevne omkring os tætnedes, og hele Ismassen drev rask vestover mod Land; om Middagen befandt vi os en Mil fra dette paa 68° 22' N. Br., 26 ° 30 ' V. Lgd. Den følgende Dag Kl. 4 Em. kom et frygteligt Pres paa Isen; de store Isflager knækkede i mange Stykker, og paa flere Steder taarnede disse op i høje Skodser. Skibet blev skruet 3 Fod i Vejret og lagt over paa den ene Side. Vi troede nu, at Alt var tabt, da vi ikke ventede, at Skibet kunde udholde dette Tryk, og anbragte derfor Baadene paa Isen med Proviant, Eifler og Ammunition for om muligt at kunne redde os ud til de andre Fangstfartøjer, der laa omtr. 25 Mil fra os. Heldigvis blev Skibet liggende saaledes, at det undgik den værste Presning og slap derfor nogenlunde godt fra det Hele. Efter nogen Tids Forløb blev Isen roligere, saa vi kunde faa vort Eeserveroer hugget og søge de større Aabninger, der nu dannede sig paa forskjellige Steder i Isen.

D. 3. Juli havde Forholdene bedret sig betydelig; Vinden var gaaet om paa Vest, det blæste haardt, og Isen spredte sig hurtig, hvilket tydede paa, at der var meget aabent Vand østfor, og at Vinden — ogsaa her — har ikke liden Indflydelse paa Isens Drift. Hvor gjærne jeg end ønskede at komme iland paa denne interessante Kyst, som saa Mange forgjæves have søgt at naa, kunde jeg i den Forfatning, Skibet nu befandt sig, ikke risikere dette. Taagen havde imidlertid indfunden sig og lagde os ikke faa Hindringer ivejen; dog gik det nok saa hurtig sydover, og om Aftenen d. 7. naaede vi det aabne Hav. Mærkeligt nok havde de øvrige Fangstskibe, der laa ved Yderkanten af Isen, ikke haft nogen af de Storme, vi havde under Land, men derimod Eegn og Taage i Overflod. Vi krydsede langs Iskanten nogle Dage, men den vedvarende Taage gjorde Alt umuligt. Forøvrigt var Tiden ogsaa saa langt fremskreden, at Sælen ikke samlede sig længere i nogen større Masse, hvorfor vi den 11. Juli begyndte Hjemrejsen.

Mine lagttagelser, den Tid vi vare under Kysten,
ere følgende:

Landet mellem Kap Grivel og Nuna isua gaaer
ifølge mine Observationer og Pejlinger længere mod
Syd end antydet paa Kortet af 1888.

Bjærgene ere overalt høje og hæve sig paa de
fleste Steder umiddelbart fra Kysten med stejle Vægge
og saa for en Del ud til at bestaa af Basalt.

Landet mellem 26° 32' og 37° 10' V. Lgd. havde et Forland med nogle bratte Forhøjninger, der syntes at bestaa af Sandsten. Paa denne Strækning fandtes ogsaa flere Indskæringer og to Fjorde med smaa Aabninger, der gik ind i nordvestlig Eetning; Fjordene saa ikke ud til at være dybe, hvilket dog ikke var godt at bedømme, da det høje Indland borttager Udsigten for mulige Bøjninger. Landet var for det Meste snebart, og Indlandsis saaes ikke paa noget Sted. Øer fandtes heller ikke udenfor Kysten paa den Strækning, vi havde Anledning til at se, undtagen ved Nuna isua. Afstanden var imidlertid for stor til at kunne sige dette bestemt, men i ethvert Tilfælde stikker Landet betydelig længere ud dér, end Kortet viser. Isfjælde saaes ikke i nogen større Mængde, kun enkelte hist og her, men ingen over 5 Mil af Land; saa vidt jeg kunde skjønne, stod de fleste af dem paa Grund.

Foruden den regelmæssige Strøm, der vistnok
overalt sætter SV. hen, er der et stærkt Tidvande,

som til visse Tider paa Dagen stopper Isens Drift fuldstændig og sætter den, isærdeleshed nærmere ved Land, med betydelig Fart østover. Isen havde dog stærkest Bevægelse, naar Strømmen satte vestefter, og da forekom ogsaa de voldsomme Skruninger, hvor Isflagerne brækkede i mange Stykker. Isen -var iaar overalt meget tyndere, end man ellers er vant til | Danmarksstrædet, og midt inde i Pakisen kunde vi ofte træffe store Flager, der maalte flere Mil i Omkreds, hvor vi med Lethed kunde ramme os igjennem, Noget jeg paa mine tidligere Kejser til Grønland aldrig har iagttaget.