Bidrag til Kundskab om Færøernes Befolknings Anthropologi og specielt craniologiske Forhold.

Efter et Foredrag paa det skandinaviske Naturforskermøde i Kjøbenhavn 1892,

Færøerne ligge, som bekjendt, 80 Mil vestfor Norge, 40 Mil nordfor Skotland og 60 Mil sydostfor Island og strække sig mellem 61° 24' og 62° 24' N. Br. og mellem 10° og 11° Ø. L. De bestaa af 17 beboede Øer — foruden af adskillige übeboede —

der have et samlet Areal af henved 24 Kvadratmil
med omtrent 11,000 Indbyggere. -

Det siger sig jo selv, at denne saa langt ude i
Atlanterhavet udenfor alle Folke- og Kulturstrømninger
liggende, isolerede Øgruppe maatte frembyde et tak

Hemmeligt Felt for videnskabelige Undersøgelser over Befolkningen og dens Forhold, thi dens Livsbetingelser ere jo i høj Grad ensartede, og intetsteds plejer jo ethniske Ejendommeligheder at kunne holde sig saa godt uforandrede som netop paa Øer eller Halvøer.

Jeg vil saaledes kun erindre om, at det var her afdøde Prof. Panum — vor „Altmeister", som Tyskerne vilde sige₁) — begyndte sit første Ungdomsarbejde — de bekjendte Undersøgelser over Mæslingerne og deres Incubationstid — der tidlig gjorde ham bekjendt og lod hans, under saa gunstige Forhold foretagne, lagttagelser blive staaende som uanfægtede Læresætninger for hele den medicinske Verden.

Et vigtigt og interessant Bidrag til vort Kjendskab om denne Øbefolknings physiologiske Forhold bringer det af nuværende Distriktslæge i Nykjøbing paa Sjælland, A. Berg, med Understøttelse af Justitsministeriet udgivne lille Skrift, Bidrag til Kundskab om Færøerne, en Monografi, som geraader sin Forfatter til megen Ære.

Naar man nemlig betænker de Forhold, hvorunder den færøiske Distriktslæge maa virke — Forhold, der formentlig kun kunne finde sit Sidestykke i vore mest vejrhaarde nordlandske Lægedistrikter — faaer man unægtelig den største Respekt for den Kollega, som trods saadanne Vilkaar endda har kunnet bevare Videnskabens hellige Ild og under sit møjsommelige og farefulde Stræv har kunnet bibeholde Interessen for og haft Tid og Kræfter til i saa stor Udstrækning at indsamle biologiske Data om den Befolkning, han var sat til at virke iblandt..

Vort Kjendskab til Nordens Folk vilde være rykket adskilligt mere fremover, dersom vore Landslæger havde efterladt sig, om blot tilnærmelsesvis lignende Monografier fra sine Distrikter.

Han har saaledes foretaget en Række Maalinger af Befolkningens Legemshøjde ligesom af dens Vægt og Højde, af dens Lungekapacitet og Brystomfang i Forbindelse med Aandedrættets Hyppighed, Pulsfrekventsen, Højden i Forhold til Alderen, endvidere Undersøgelser over Befolkningens Haarfarve og Øjnenes Farve — altsammen lagttagelser af stor videnskabelig Interesse. Hvad jeg imidlertid her vil gjøre til Gjenstand for en nærmere videnskabelig Granskning, er det lille Appendix i tabellarisk Form over en Række cranio' logiske eller rettere cephalometriske Maalinger, der følge hans Værk, men som ikke ere foretagne af ham, men af den nuværende Dekanatssekretær Dr. E. M. Hoff i hans Virksomhed som Landskirurg i Thorshavn og an* stillede (efter Opfordring af nu afdøde Prof, anatomise F. T. Schmidt) med Bistand af Distriktslægerne Hausted og Lund for respektive Norderøernes og Suderøernes Vedkommende.

Vort Kjendskab til Nordboernes nuværende Cranieform er just ikke stort — i alt Fald er der saare lidet derom publiceret — vi tro kanske, vi kjende den, men i Virkeligheden er vor Kundskab derom endda mindre end om vore Forfædres, der dog er gjort til Gjenstand for nogle Undersøgelser og Beskrivelser saavel af forskjellige nordiske Lærde (Retzius, Fader og Søn, v. Düben, Eschricht, Schmidt, Søren Hansen) som af udenlandske Forskere (Quatrefages og Hamy samt Virchow). For mig, som nu igjennem en længere Aarrække har syslet specielt med Undersøgelser over mine Landsmænds Skalleformer, var det derfor en ligesaa stor som behagelig Overraskelse at finde denne Tabel over SkallemaaKnger fra dette gamle norske Biland, hvor man maatte kunne vente at finde særdeles genuine, üblandede Forhold, der kunne tjene som et Slags Norm for det norrøne Cranium, saaledes som de,t har udviklet sig fra Fortiden og nedover.

De nævnte Tabeller omfatte Maalinger af Legemshøjden hos 100 Mænd og ligesaa mange Kvinder i forskjellige Aldre (dog alle Voxne), af Hovedskallens største Længde og Bredde og tillige mindste Bredde (Pandebredden?), der imidlertid, da der ikke kan ses, med hvilke Udgangspunkter dette Maal er taget, kun har en relativ Værdi — dertil Opgave over de Undersøgtes Haars og Øjnes Farve samt Næsens Form.

Optegnelsen stod der ganske uden Kommentar og var, saavidt jeg kunde erfare, ikke tidligere gjort til Gjenstand for nogen nærmere anthropologisk Granskning. Ved at se lidt nærmere paa den bemærkede jeg snart de med de norrøne beslægtede store Cranielængder, men ogsaa, at der frembød sig mærkelige Modsætninger mellem de forskjellige Distrikter, og da jeg gav mig til at beregne deres Indices (Forholdet mellem Længden og Bredden), som alene kan give det rette craniologiske Overblik, blev Forskjellen 'end mere paafaldende og min Interesse derfor end større. Der foreligger rigtignok fra Norderøerne og Suderøerues Distrikter resp. kun 40 Maalinger fra hvert (20 Mænd og Kvinder), et Tal, som kan synes altfor lidet til deraf at drage nogen sikre Slutninger, men for en saa isoleret Befolkning som Færøernes maa Antallet dog

---

1) Foredraget blev holdt i Sektionen for Physiologi og Anatomi.

betragtes som ganske tilfredsstillende. Igjennem mine Undersøgelser fra vore mere afstængte Fjælddale i Norge er jeg nemlig kommen til den Erfaring, at 20 Undersøgelser give et temmelig exact Billede af de faktiske Forhold under saadanne Omstændigheder; kommer man nemlig til at gjentage dem nogle Aar efter hinanden, vil man snart finde, at der er saa stor Lighed fra det ene Aar det andet, at Afvigelserne kun beløbe sig til en Brøkdel¹).

Begynde vi vore Undersøgelser nordenfra med
Norderøernes Distrikt havde de undersøgte 20 Mænd

en Gjeiinemsnitsalder af 35,7 Aar og en Middelhøjde af 169,5 Ctm., og vi ville strax bemærke, at vi befinde os i de lange Skallers Gebet; 65 % havde nemlig en Længde af Hovedskallen over 200 Millim. (Middeltal 199,5), dertil er Bredden heller ikke særdeles betydelig (Middeltal 150,5). Vi have altsaa her for os en udpræget dolichocephal eller langskallet Befolkning med en Middelindex af 75,21 og 70 °/₀ Langskaller, 25 °/o Mesocephaler samt 5 % Brachycephaler eller Kortskaller²).

For Kvindernes Vedkommende er Gjennemsnitsalderen 28,7 Aar, Middelhøjden 153,4 Ctm. og alle Skallemaal mindre, men Bredden aftager dog ikke i samme stærke Grad som Længden. Skalle-Længde over 200 Millim, forekom saaledes kun hos 15 % af Kvinderne (Middeltal 186,6, altsaa over 16 Millim, kortere end Mændenes), men i Forhold dertil var Bredden ogsaa mindre, om end ej i den Grad (Middeltal 146,8).

For Kvinderne faa vi saaledes en Middelindex af
78,16, altsaa mesocephal, hvilket bevirkes ved, at de
ere saa stærkt blandede med Brachycephaler, der vare

repræsenterede med hele 45 %, medens Dolichocephali hos
Kvinderne kun forekom hos 35 °/0 og Mesocephali hos
20 o/0.

Med Hensyn til Haarfarve var hos Mændene det mørkeblonde (40 %) det mest fremherskende, først derefter kommer det blonde, et Forhold, som ikke er saa usædvanligt enkelte Steder i Norge.

For Øjnene vare forskjellige Nuancer af graat den almindeligste Farve (50 %), dernæst brunt. Dette er jo noget fremmedartet; de graa Øjne ere forholdsvis sjældne i Norge og forekomme helst langs den stlige Grænse, hvor Blanding med Kvæner ej er usædvanlig; en saa stor Procent som 25 °/₀ brunøjede er heller ikke almindelig. De graa Øjne vare hyppigst forenede med blond Haar, de brune med brunt Haar.

Hvad Næseformen angaaer, havde 30 °/₀ af Mændene kort og bred, Eesten lang og smal. Blandt Kvinderne var det mørkebrune Haar det aldeles overvejende (50 %), saa kom det blonde. For Øjnenes Vedkommende var igjen forskjellige Nuancer af blaat den hyppigst forekommende, saa forskjellige Afskygninger af graat. Det brune Haar kombinerede sig helst med graa Øjne, dernæst omtrent ligt med blaa og brune; for det blonde var Forholdet meget vexlende. Næseformen var kort og bred for 45 %af Kvinderne, ellers lang og smal.

For Thorshavns Lægedistrikt er Materialet noget
rigeligere, idet der nemlig er 60 Undersøgte af hvert
Kjøn.

For Mændenes Vedkommende er Gjennemsnitsalderen noget højere (39,7 Aar), men desuagtet er Legemshøjden mindre (167,6 Ctm.). Heller ikke har man her de store Cranielængder saa hyppig repræsenterede, 200 Millim, og derover forekommer her kun hos 3,3 %, og Skallens Middellængde er kun 187,1; Bredden i Forhold dertil ogsaa mindre, i Middeltal 144,8 Ctm. Cranieindexen er 77,37, altsaa fremdeles dolichocephal, men i ikke uvæsentlig Grad mindre end hos Norderøfolkene — her er ogsaa kun 51,6 % Dolichocephaler, medens Mesocephalernes Antal er steget til 31,6 % «g Brachycephalernes til 16,6 % af de Undersøgte.

For Kvinderne var Gjennemsnitsalderen 30,9 Aar, altsaa ligeledes noget højere og Legemshøjden ogsaa større, 155,4 Ctm. Man har. her kun hos 1,6 % Cranielængde over 200, ellers er den, som vanlig, mindre (Middeltal 181,9) og Craniebredden i Forhold dertil ogsaa mindre (141,3).

Deres Cranieindex er 78,65, altsaa mesocephal i

---

1) En Ulempe, der gjør sig gjældende, er imidlertid, at Undersøgelserne ere gjorte af forskjellige lagttagere, hvilket dog især vil influere pa a Opfatningen af Nuancerne i Haarfarven og Øjnenes Farve, hvor den individuelt forskjellige Opfatning især spiller en stor Rolle.

2) DolicJiocepJiali', Mesocephali og Brachycephali er de 8 Grundinddelinger- — de saakaldte Indices — som den nyere Anthropologi efter Prof. A. Retzius og P. Brocas System har optaget for at karakterisere de forskjellige Cranieformer efter Forholdet mellem Hovedets største Længde og største Bredde efter Proportionen A : B — 100 : x, hvor A er = den største Længde, B = den største Bredde, og x bliver (Indexen) — — • Ved Dolichocephalien A er dennes Grænser fra 75 og derunder til 77,77. Ved Mesocephalien 77,78 til 80,00 og ved Brachycephalien 80,01 til 83,34 og derover, altsammen beregnet for Craniet, d. v. s. den for Bløddele blottede Hovedskalle.

lidt højere Grad end Norderøernes Kvinders, dog kun ringe. Her finde vi, ligesom hos Mændene, ogsaa 51,6 % Dolichocephaler, men kun 21 % Mesocephaler, hvorimod Brachycephalernes Antal er sunket til 26,6 °/₀ af de Undersøgte. Dolichocephalien er her blandt Kvinderne altsaa mærkelig nok talrigere repræsenteret end for Norderøerne, men Brachycephalien dog ligesom dér stærkest blandt Kvinderne.

Med Hensyn til Haarfarven er hos Mændene det blonde Haar det almindeligste, dernæst det brune; hos Kvinderne det brune (omtrent tilsvarende med Norderøerne), dernæst det mørkblonde og saa først det blonde. Kvinderne ere altsaa ogsaa mørkere her af Haar end Mændene. Saafremt de forskjellige lagttageres Opfatning af Blondhedsgraden er nogenlunde identisk, skulde altsaa Mændene være noget blondere i Thorshavndistriktet end paa Norderøerne, hvilket ellers ikke stemmer med det hyppigste Forhold i Norge for Dolichocephaliens Vedkommende , der i Almindelighed staaer i proportionalt Forhold til Blondhedsgraden.

Med Hensyn til Øjnenes Farve er den blaa den fremherskende hos begge Kjøn, men dog i adskillig stærkere Grad hos Mændene end hos Kvinderne; derefter forekomme graa Øjne hyppigere hos disse første og saa forskjellige Afskygninger af brune, der her ikke ses noteret for Mændenes Vedkommende.

Hos Mændene forekom graa Øjne hyppigst i Forbindelse
ined mørkebrunt Haar, hos Kvinderne med
brunt.

Hvad Næsens Form angaaer, forekom den korte
og brede Form hos 10 °/0 af begge Kjøn, ellers lang
og smal.

Vi komme nu til Suderøernes Distrikt, der i
mange Henseender frembyder interessante Ejendommeligheder.

Undersøgelserne omfatte ogsaa her kun 20 Individer af hvert Kjøn. For Mændene er Gjennemsnitsalderen 33,8 Aar og Middelhøjden 165,2, altsaa mindre Folk end i de 2 andre Distrikter, men de ere jo rigtignok ogsaa lidt yngre. De store Cranielængder (over 200 Millim.) ere heller ikke her hyppige, kun hos 5 %; Middellængden var 189,6 Mill., derimod mærke vi en betydelig Tiltagen af Craniebredden, der i Middeltal er 157,7 Millim., altsaa større end i nogen af de ovenfor undersøgte Distrikter.

For Kvinderne var Gjennemsnitsalderen 28,2 og Middelhøjden 158,5 Ctm.; de ere altsaa større end i de andre Distrikter, endskjønt de ere yngre. Deres gjennemsnitlige Cranielængde var 178,9

Lv

altsaa betydelig mindre end i de andre Distrikter; derimod er ogsaa blandt dem Craniebredden tiltagen og større end i de andre Distrikter, Middeltal 149,8 Millim.

Suderøbefolkningen udmærker sig altsaa ved et forholdsvis bredt, men kort Cranium, hvis Indflydelse paa Indexen ogsaa vil vise sig, idet denne for begge Kjøn er udpræget Brachycephal, for Mændene 83,15, for Kvinderne 83,71.

Dolichocephalernes Antal blandt Mændene er

Suderøbefolkningen danner altsaa en fuldstændig Modsætning til de andre Distrikter. Vi ere komne til brachycephale Bygder, hvad man af Craniets betydelige Tiltagen i Bredde i Forbindelse med aftagende Længde snart kunde mærke. Med Hensyn til Haarfarven er hos Mændene det blonde Haar det almindeligste , dernæst mere eller mindre stærke Nuancer af det brune; hos Kvinderne forskjellige Grader af det brune, saaledes som i de andre Distrikter, dernæst det blonde.

Mændene ere altsaa ogsaa her lysere af Haar end sine Kvinder, noget som viser sig gjennemgaaende i alle 3 Distrikter og ligeledes synes at være Tilfældet i Norge. Suderømændene staa (hvis Opfatningen hos de 2 forskjellige lagttagere er omtrent den samme) i Haarfarve nærmere Thorshavnsmændene end Norderøfolkene. Kvindernes Haarfarve stemmer mere overens alle tre 3 Steder.

Hvad Øjnene angaaer, er hos begge Kjøn de blaa de almindeligste, saa kommer hos Mændene de graa, hos Kvinderne næst efter de blaa, de brune, saa de graa.

Næseformen var hos 20 % af Mændene kort og bred, hvorimod denne Form ikke ses noteret for Kvindernes Vedkommende, skulde altsaa ikke være repræsenteret mellem dem.

I denne Tabel ere Forholdene mere oversigtlige
og Forskjellighederne derfor lettere iøjnefaldende.
Vi ville saaledes bemærke visse Ejendommeligheder
med Hensyn til Legemshøjden.

Denne viser sig størst for Norderomændene, hvis Middelhøjde (169,5 Ctm.) næsten svarer til den norske Middelhøjde for Værnepligtige i 22 Aars Alderen (for Tidsrummet 1878—1887, 169,09), aftager saa for Thorshavnsfolkene og endda mere for Sudringerne*). Dette Forhold stemmer ogsaa overens med Forholdene i Norge, hvor Dolichocephalien i Almindelighed er forbunden med større Legemshøjde. Norderøbefolkningen synes altsaa ikke i alt Fald i physisk Henseende degenereret fra sine Forfædre.

For Kvindernes Vedkommende viser Forholdet sig imidlertid aldeles omvendt — Norderøkvinderne ere nemlig til en Modsætning de mindste, saa komme Thorshavns, medens vi derimod finde den største Legemshøjde blandt Kvinderne paa de brachycephale Suderøer — et meget interessant Phænomen — da Aldersforskjellen kun er en Übetydelighed.

Dr. Berg var Læge paa Sviderøerne, og efter hans Maalinger af Legemshøjden kgmme vi næsten ganske til samme Kesultat for Mændenes Vedkommende; hans 112 Mænd havde en Middelhøjde af 165,10 (altsaa lidt mindre), for hans 58 Kvinder derimod kun 156,3 (altsaa ikke saa lidet mindre, men dog højere end de andre Distrikters). Hans lagttagelser give ogsaa en Del Oplysninger angaaende Legemsvæxtens Forhold til Alderen hos disse Øboere. Han fandt følgende Forhold: :

Af 28 Mænd under 22 Aar en Middelhøjde af 163,7.
— 19 — mellem;22 —26 Aar en — 166,8.
._ 65 — — 26—501) — - 169,6.
Væxten synes altsaa at fortsætte sig ikke übetydelig
efter 26 Aar s Alder.
For 58 Kvinder var Forholdet følgende:
Af 25 Kvinder tu og med 26 Aar 155,9.
— 33 — over — 156,7.

Heller ikke for Kvinderne synes altsaa Væxten afsluttet
med 26 Aar, men Tallet er kanske vel lidet til
deraf at drage exacte Slutninger.

Skattens Længde aftager ogsaa nogenlunde jævnt nordenfra sydover, medens Bredden tiltager. For Cranieindexens Vedkommende have Kvinderne en større Index end Mændene saavel for Norderøernes som for Thorshavns Distrikt, et Forhold, som efter de Undersøgelser, der foreligge fra Norge, har sin Analogi dersteds; for Suderøerne er Indexen for begge Kjøn derimod næsten den samme, ligesom Procentforholdet af Brachycephalerne.

Med Hensyn til Haarfarven findes rødt Haar paa de omtalte Tabeller kun nævnt blandt Norderøfolkene — denne ene Repræsentant for de Eødhaarede havde ogsaa de andre physiologiske Ejendommeligheder, som i Norge i Almindelighed pleje at være et Fællesmærke for dem, nemlig betydelig Legemshøjde (176,5 Ctm.) og stærk Dolichocephali (Index 69,24). Dr. Berg

---

1) Rigtignok er Alderen noget højere for Norderømændene end for Sudringerne, men da Gjennemsnitsalderen hos de undersøgte Sudringer var 33,8 Aar (40 % over 30 Aar), for Norderøtblkene 35,8 (65 % over Aar), skulde jeg dog ikke tro, at dette kan have influeret synderlig paa Højdeforholdene.

1) Dønne sidste Inddeling er gjort af Forfatteren selv.

har i sine Undersøgelser 4 °/₀ Eødhaarede — han har 363 Undersøgelser over Haarfarven, men holder kun de 3 Kategorier: røde, lyse og mørke Haar. Efter disse havde 46 % lyse og 51,7 % mørke Haar — han finder altsaa mørkere Haar i sin Helhed.

Man vil bemærke den Ejendommelighed, at de brachycephale Suderømænd i overvejende Grad ere lysblonde og blonde, medens de dolichocephale Norderømænd ere overvejende mørkblonde; man skulde kanske have ventet det Modsatte, da de brachycephale Stammer i Almindelighed ere mørkhaarede. Man har dog Analogier til disse Forhold i Norge, hvorom senere. For Suderøkvindernes Vedkommende er Haarfarven omtrent delt lige mellem blond og forskjellige Nuancer af brunt.

Hvad Øjnenes Farve angaaer, vil man kanske erindre den stærke Overvægt af de graa Øjne for Norderømændene *•) og de blaa Øjne hos den brachycephale Suderøbefolkning. Dr. Berg har i sine Undersøgelsesrækker kun 2 Kategorier for Øjne: lyse og mørke og har af de første 74,9 %, af de sidste 25 %.

Der kunde ikke iagttages noget bestemt Forhold, hverken mellem Legemshøjden eller Skalleformen paa den ene Side og Haar og Øjnenes Farve paa den anden Side. Derimod kombinerede sig dog i Almindelighed for Mændenes Vedkommende betydeligere Legemshøjde med Dolichocephali, medens det Omvendte næsten synes at være Tilfældet for Kvindernes Vedkommende.

Med Hensyn til Næseformen synes den korte og brede Form at være hyppigst repræsenteret blandt Norderøbefolkningen og fornemmelig blandt Kvinderne; ogsaa dette Forhold er nogefc forskjelligt fra Forholdene i Norge, da den dolichocephale Befolkning dér i Almindelighed har langt og smalt Ansigt i Forbindelse med lang og smal Næse — her synes næsten det Omvendte at være Tilfældet. Forskjellen mellem Norderøerne og Suderøerne er altsaa i Grunden mest paatagelig for Cranieformens Vedkommende, saa Legemshøjden og Næseformen, i mindre Grad Haar og Øjnenes Farve.

Man maa jo vente, at en saa betydelig Forskjel af Hjærneskallens Form, som der er mellem Norderøerne og Suderøerne, ogsaa maa betinge en tilsvarende aandelig; man finder dog kun ganske faa Antydninger i saa Henseende i Dr. Bergs Skrift, nemlig S. 92, hvor han siger om Suderingerne, at de ere mere raske og lidenskabelige end de andre og ere beskyldte for at være mere fyrige og opfarende end de øvrige Færinger.

Ved en ren Tilfældighed traf jeg imidlertid paa herhen hørende yderligere Oplysninger, nemlig i „Danmark i Skildringer og Billeder" af M. Gallschiøt. I dette interessante Værk er nemlig ogsaa Færøerne optaget som en Del af Sjællands Stift og beskrevet af Th. Sørensen¹). Der staaer her S. 280:

„Ved Olajtid (29. Juli) kan man i Thorshavn have rig Lejlighed til at iagttage de forskjellige færøiske Folketyper og den paafaldende Modsætning, der er mellem de nordlige og sydlige Øers Beboere baade i Udseende, Sprog og deres hele Maade at være paa. Sandøens og Suderøens Befolkning er livlig, letbygget, men lille af Væxt; deres Dialekt er stærkt syngende. De øvrige Øers, navnlig Norderøernes er adstadig, høj og med et andet Tonefald, tildels ogsaa med et andet Ordforraad."

Som man ser, stemmer denne Beskrivelse altsaa, hvad Højden betræffer, ganske overens med de tidligere anførte lagttagelser, og hvad den aandelige Karakteristik af Norderøbefolkningen angaaer ogsaa overens med de norske Dolichocephalers aandelige Habitus. Da Øernes naturlige Beskaffenhed og Klima, Befolkningens Beskjæftigelse og Levemaade — i det Hele taget altsaa Livsbetingelserne — jo i høj Grad maa være ensartede, er der for disse ejendommelige anthropologiske Forhold ingen anden Forklaringsgrund tilovers end Antagelsen af, at Norderøerne og Suderøerne have modtaget sine Befolkninger fra to forskjellige Kanter eller, at med andre Ord Baceforskjellighed betinger dette.

Vi maa derfor gaa tilbage til Øernes første Historie
for at se, om derfra kan hentes nogle Oplysninger
i saa Henseende.

De ældste historiske Efterretninger om Færøerne skyldes en irsk Munk, Decuil, der i sit i 825 skrevne Værk: De mensure orbis terræ, meddeler, „at der i „Britanniens nordlige Hav laa mange Øer, som man „fra de nordbritanniske Øer kunde naa i 2 Døgn, naar „man sejlede i lige Ketning med gunstig Bør og for „fulde Sejl, samt at en troværdig Mand havde fortalt

---

1) Ogsaa for Øjnenes Farve gjør imidlertid den individuelt forskjellige Opfatning sig gjældende, ligesom Belysningen og den Afstand, hvori man betragter dem; man bør nødvendigvis have en Farvescala til Rettesnor, naar der ikke er mindre end 3 forskjellige lagttagere.

1) De øvrige Beskrivelser, der existere over Færøerne, har jeg, som boende langt fra Universitetsstaden Christiania, ikke kunnet skaffe mig.

„ham, at han selv i 2 Dage og l Nat paa et Fartøj „med 2 Kader Korbænke var kommen til en af disse „Øer. Mange af Øerne vare smaa, næsten alle adskilte „ved smaa Sund. og / henved 100 Aar vare de beboede „af nogle Eneboere, der fra Skotland vare sejlede derhen; „men ligesom de fra Verdens Skabelse indtil den Tid „stedse havde ligget øde, saaledes vare de paa hans „Tid for de normanniske Vikingers Skyld igjen for„ladte af hine Eneboere." Decuil tilføjer, at der fandtes en utallig Mængde Faar paa disse Øer, og at de havde faaet Navnet Færøerne efter disse (?), som de første skandinaviske Søfarende fandt dér¹).

De næste Kilder til Øernes Historie ere de islandske Sagaer, Olaf Trygvasøns Saga. Olaf den Helliges Saga og endnu mere Færeyinga Saga. Disse stemme med Hensyn til den første Bgbyggelse ikke med Decuils Beretning, men anføre, at Grim Kamban var den første, der bebyggede Øerne, og dernæst, at i Harald Haarfagers Dage flyede mange for hans Herskersyge og bosatte sig dér. Efter et gammelt Sagn paa Øerne skulde man maaske antage, at Bygden Frodebø paa Suderøerne var den af nordiske Folk ældst bebyggede Bygd paa Færøerne og koloniseret af den mythiske Kong Frode, der efter disse Sagn blev fordreven derhen af Storm paa et af sine Irlandstog²). Hvorvidt der er noget sandt i dette Sagn eller ikke, faaer staa derhen.

At Øerne have været kjeiidte og besøgte fra de britiske Øer før Nordmændenes Ankomst synes i alt Fald sikkert og fremgaaer end yderligere af et Par lokale Navne paa Øerne, nemlig Ordet Vestmann, som af vore Forfædre stadig benyttes for Betegnelsen af Folk fra de britiske Øer, specielt Irland.

Man har saaledes en Vestmannafjord mellem Vaagø og Strømø og den bekjeiidte Vestmannahavn paa sidste Ø, den bedste og luneste Havn paa Øerne og maaske det af Naturen mest begunstigede Sted samme Steds³). Dette synes i alt Fald at tyde paa, at en gammel gaelisk Kolonisation har strakt sig endog saa langt op som i Thorshavns Distrikt og sandsynligvis ikke netop udelukkende har bestaaet af Munke.

I Analogi hermed har man ogsaa Vestrnannaøerne ved Island, hvor, ifølge Sagaen, de norske Bebyggere ogsaa virkelig stødte paa irske Eneboere. Man. har i Almindelighed antaget, at, ligesom de skotske, ogsaa disse Øers oprindelige Beboere ere blevne udryddede af vore Forfædre, da de kom til Øerne, og Decuils Beretning angiver, at de i alt Fald have forladt dem efter Nordmændene« Ankomst. Vore Undersøgelser synes ikke at bekræfte det. i alt Fald kan Udryddelsen ikke have været fuldstændig. Det var heller ikke netop det. der svarede bedst Regning; det inaatte være mere indbringende at gjøre dem til Undergivne eller Trælle. Efter Kristendommens Indførelse har de saa opnaaet Frihed og blandet sig i Tidernes Løb med sine oprindelige Herrer.

Stærkest repræsenterede skulde de da -være paa Suderøerne, hvor den ikke norrøne Cranieform — den brachycephale — er den aldeles forherskende, i stadig aftagende Grad derimod nordover. At Brachycephalien er forholdsvis saa hyppig repræsenteret blandt Kvinderne, kan maaske forklares ved Nordboernes i hin Tid ikke sjældne Ægteskaber med fremmede, især gaeliske, Kvinder foruden de hyppige illegitime med Trælkvinder. Man sporer det her alle Steder og ikke mindst paa de ellers saa norrøne Norderøer med sin stærke Procent brachycephale Kvinder; man mærker det ogsaa paa det alle Steder nævnte mørkbrune Håar, som for norske Kvinder af ren Race er en forholdsvis temmelig sjælden Haarfarve i den rette Betydning af brunt Haar, saaledes som man ser det saa almindeligt hos Børn i det vestlige Skotland og paa Hebriderne. Man antager jo i Almindelighed, at Kelterne, hvoraf Gaelerne udgjøre en Underafdeling, vare Brachycephaler, og ved en ejendommelig sexuel Dimorphisme synes Kvinden med større Styrke at bevare sit Racepræg end Manden.

En anden Kolonisation af Øerne kunde dog ogsaa
være tænkelig, naar man blot udgaaer fra de craniologiske
Forskjelligheder mellem Norder- og Suderøerne.

Ved mine igjerinem en længere Aarrække fortsatte Undersøgelser over det norske Folks Skalleformer har jeg, nemlig ved cephalometriske Maalinger — i Lighed med disse af danske Kolleger for Færøerne — kunnet konstatere den Mærkelighed, at medens den største Del af det norske Folk synes at have en mesocephal Skalleform med hist og her enkelte næsten rent dolichocephale Centra, har den sydvestlige Del af Landet derimod — det gamle Rogaland og Egdafylke (nu Agder) — en udpræget Brachycephal, omtrent ganske af samme Index eller Styrkegrad, som ved disse lagttagelser er funden paa Suderøerne.

---

1) J. P. Trap, Statist, topogr. Beskrivelse af Kongeriget Danmark, II Udgave, "VI D.; p. 524.

2) Færøiske Folkesagn af Pastor J. H. Schroter, „Antiquar. Tidsskrift 1849-51."

3) Prof. G. Storm er ogsaa af den Mening, at dette Sted har faaet sit Navn efter Vestmændene d. v. s. Irerne. (G. Storm, „Erindringer fra en Islandsfærd'', Christiania, 1874).

Man kunde saaledes tænke sig den Mulighed, at l Suderøerne vare blevne befolkede fra disse brachycephale norske Distrikter, da man fra den moderne norske Kolonisation i Amerika stadig ser, at Bygdefolk gjærne holde sig sammen — Norderøerne og Thorshavns Distrikter derimod fra andre Kanter med mere dolichocephal Befolkning (indre Hardanger f. Ex.). Begge Steder ere nemlig disse Brachycephaler overvejende blonde og blaaøjede, men jeg maa dog tilstaa, at jeg selv ingen Tro har paa denne sidst fremsatte Kolonisationstheori, og den i „Danmark i Skildringer og Billeder" tinførte aandelige Karakteristik modsige r den ogsaa temmelig bestemt.

De bracht/cephale norske Distrikters Befolkninger, hvorfra man da altsaa skulde forudsætte, at Suderöerne vare koloniserede, have nemlig en ganske anden Karakter; de ere hverken livlige og raske eller lidenskabelige, men heller det Modsatte og end mindre fyrige og opfarende, tværtimod betragtes dér en hidsig,

opfarende Personlighed

som „daarlig" (Daare lig, ikke

ganske normal). Derimod synes Karakteristiken vistnok at passe ganske godt paa den keltisk-gaeliske Folkestammes 1), og jeg troer derfor, man med temmelig Sikkerhed kan antage, at Sudringerne i aldeles overvejende Grad ere af gaelisk Extraction eller i alt Fald have bevaret, som det synes, gaeliske Racepræg temmelig uforandrede paa Sproget nær; men Sproget sidder ikke fast; det er, som vi véd, en forholdsvis let bevægelig Faktor, og Historien leverer jo en Række Exempler paa. at endog hele Folkeslag have forandret sit Modersmaal, og at netop de keltiske just ikke have været af dem, der med særdeles Styrke have holdt paa sit. At Sudringerne derfor nu tale et norrønt Tungemaal, er altsaa ikke noget Bevis for, at vor Antagelse om deres gaeliske Herkomst skulde være fejlagtig.