(.Hermed fire Kaart i Texten).

I andet Bind af The National Geographic Magazine 1890, der udkommer i Washington, har den bekjendto geografiske Forfatter W. li. Dall skrevet en rneget lang og tilsyneladende meget dybt gaaende Afhandling om Vitus Berings første store Opdagelsesrejse 1725 — 30*). Han siger, at de store Mangler, der skæmme min Bog om Vitus Bering, har fremkaldt hans Afhandling; denne skal derfor baade i Retning af Upartiskhed og Nøjagtighed fremtræde som et nødvendigt Korrektiv til mit Arbejde, og man kunde — synes mig — være berettiget til at haabe meget værdifulde Rettelser i det nye Bidrag til vor berømte Landsmands Historie. Dette er dog ikke Tilfældet. Bortset fra nogle personlige Übehageligheder, som ikke komme Sagen ved, har Hr. Dall kun paavist, at en enkelt russisk Sætning er urigtig oversat i min Bog, og at jeg muligvis har angivet en fejlagtig Længde for en for øvrigt aldeles betydningsløs Landspids paa Beringshalvøen. Desuden har Hr. Dall skrevet 2 Noter orn en simpel og let i Øjne faldende Trykfejl, og da min amerikanske Oversætter S. 32 har været saa uheldig at udelade Ordet „næsten", griber Forfatteren øjeblikkelig Lejligheden til at tale om „min Mangel paa Omhu", skjønt lian ogsaa er bekjendt med den danske Originaludgave, hvor Fejlen ikke findes.

I disse Bemærkninger kan jeg kun se et Udslag af Dadlesyge, og jeg vægrer mig ved at tro, at en Mand sætter sig hen og skriver en Afhandling paa 59 tættrykte Sider for saadanne Bagatellers Skyld. Sagen forholder sig sikkert en hel Del anderledes. Hr. Dall, der er en overmaade frugtbar Forfatter, er engang kommen galt af Sted med Vitus Bering. I et stort Værk om Alaska, som han udgav 1870, karakteriserede han ham som en „frygtsom, übestemt og indolent Person", der ikke duede til noget, og han fremsatte ved Siden deraf aldeles uholdbare geografiske Paastande. Jeg tillod mig — maaske vel skarpt at kritisere Hr. Dalls Skrivemaade, og jeg tager næppe meget fejl, naar jeg deri søger Grunden til, at han atter viser sig paa Arenaen. Set fra dette Synspunkt er hans nye Arbejde et stort Fremskridt. Vitus Bering er nu bleven en „forsigtig, klog og skarpsindig Officer", der „har Krav paa stor Ære. for hvad lian udrettede", thi meget af dette „var beundringsværdigt gjort, selv om visse af hans Handlinger kunne gjures til Gjenstand for Dadel osv." Der er saaledes al Udsigt til, at Hr. Dall og jeg kunne blive enige om Hovedsagen. Ingen af os ere i Stand til at naa fuldstændig til Bunds i Vitus Berings Histore, saa længe det store Arkiv.-stof, der opbevares i Admiralitetet og det kejserlige Akademi i St. Petersborg, ikke er blevet gjennemarbejdet og offentliggjort, men vi kunne, hvad Hr. Dall ogsaa udtaler i Slutningen af sin Afhandling, holde Interessen vedlige og muligvis skabe en Opinion stærk nok til at fremkalde en saadan

l det Følgende er det derfor ikke min Hensigt at indlade mig i en gold Polemik med Hr. Dall. Den amerikanske Forfatter kjender kun højst ufuldstændig det 18. Aarhundredes geografiske Literatur, og enkelte af vor Tids Hovedværker om Bering og de russiske Opdagelsesrejser har han lige saa lidt havt Adgang til. Han har derfor nødvendigvis maattet begaa mange Fejl. og idet jeg benytter enkelte af disse som Udgangspunkter, vil jeg søge at holde den frugtbare Diskussion. Hr. Dall har begyndt, i Live, samt meddele nogle hidtil übenyttede Kilder til Berings Historie.

Et af Hovedresultaterne af Berings første Rejse er hans fortrinlige Længdebestemmelser. Muller siger udtrykkelig, at Berings „Kaart er det første, der har anvist hele det nordlige Asien dets sande Længde'¹ *). I alle Kaart før 1734 er Asiens Udstrækning imod Nordøst 30 til 50° for ringe; Messer schmidt, Berings egentlige Forgænger paa dette Omraade, arbejdede med Fejl, der i Følge Middr.iidorf naaede op til 32°; Wltsen, Isbrand Ides, GuilL de L'lsle, liomann, ja selv Strahlenberg, hvis eget Kaart først offentliggjordes efter Berings Hjemkomst, dele, ofte endog i en meget høj Grad, disse Fejl, og jeg troer ikke at overdrive, naar jeg siger, at indtil 1734 var det Mode at tegne Østasiens Kyst som en lige afhugget Linje omtrent efter den 150de Længdegrad østfor Ferro**). Disse storartede Fejl forsvandt først ved Berings Observationer, og man har derfor hidtil tillagt dem en overordentlig

---

*) Wm. H. Dall: A critical review of Berings first expedition, 1725—30, together with a translation of his original report upon it. With a map. Lecture delivered before the „National Geographic Society'- of Washington. February 7. 1890.

*) Müller: Samml. Russ. Geschichte. VI. S. 75.

**) Se særlig: GuilL de L'lsle's Atlas. La Have 1738. De Strahlenberg s fee Kaart danne herfra en hæderlig Undtageise.

Betydning. Ligeledes har det været anset som en Kjendsgjerning, at Berings Eesultater støttede sig, dels til hans vidtløftige Afstandsmaalinger paa Rejsen tværs igjennem Sibirien, dels til hans lagttagelse af to Maaneformørkelser paa Kamtschatka, og særlig ere disse sidste Observationer jævnlig blevne anforte til Støtte for hans Beregningers Nøjagtighed. Men dette søger Hr. W. H. Dall nu at gjøre tvivlsomt. Skjønt hans astronomiske Medarbejder, Mr. Marcus Baker, viser, at Bering mindst maa have kunnet iagttage to Maaneformørkelser paa Kamtschatka (en partiel den 24. Febr. 1728 og en total den 13. Febr. 1729), og skjønt Middendorf udtrykkelig siger, at Bering og hans Officerer iagttoge disse to Maaneformørkelser paa Kamtschatka i Aarene 1728 og 29, og uagtet Forfatteren ligeledes er bekjendt med Leonard E-iders Udtalelse om det samme Emne, kommer han dog til den Slutning, at alt, „hvad Lauridsen og andre have meddelt om lagttagelser af Maaneformørkelser paa Kamtschatka, beroer paa Misforstaaelse og er uden Værd," (S. 36), ja, han anser det endogsaa for ret sandsynligt, at Bering har laant sin Basis fra ældre Kaart.

„Skjønt det er sandt" — siger han S. 7 — „at datidige „Kaart over Nordsibirien fremvise store Fejl i Længden, „var dette dog ikke Tilfældet med Hensyn til den sydlige; „Ende af Kamtschatka. Jesuiternes Arbejde i Kina havde „allerede bestemt Kinas og Koreas Beliggenhed taalelig „godt, medens grove Omrids at Japans nordlige Øer, af „Sakhalin, Kurilerne og Kanitschatkas sydlige Del føjedes „hertil paa Kaart over Asien I næsten alle tidligere Kaart „over denne Egn, som jeg har været i Stand til at raad„spørge, f. Ex. hos N. de Witt(?), findes Kamtschatkas Syd„spids med tilnærmelsesvis rigtig Længde. I Novissimae „Ephemerides Manfredio, der offentliggjordes i Bonn samme „Aar, som Bering forlod St. Petersborg, og som kunne være „sendte til ham, inden han sejlede, findes to Kaart over „Solformørkelsernes Gang (Plade II og III). Paa disse „Kaart gaaer den 180de Længdegrad ø. f. Ferro over et Land, „der utvivlsomt er Sydenden af Kamtschatka, skjønt „Nordøst-Sibirien staaer in blanco. Denne Længdebestem„melse er et tilstrækkelig nøjagtigt Udgangspunkt og vilde „være lige saa rigtig som Berings Observationer ..etc.".

Det er egentlig noget vanskeligt at sætte sig ind i Hr. Dalls Tanker paa dette Punkt. Mener lian, at Kamtschatka ved en Art mirakuløs Spontanitet har indført sig selv paa Kaartene, før det endnu blev opdaget, og det endda med rigtige geografiske Positioner? Have Opdagerne ikke havt andet at gjøre end at tilføje Navnet og udfylde det astronomiske Net, eller hvorledes forholder det sig med dette vidunderlige Land? Kamtschatka opdagedes 1690 — 96, altsaa længe efter at De Witt's Kaart tryktes, og dermed turde de være ude af Historien. De første Kundskaber om Landet kom til Evropa uden nogen som helst Angivelse af Længde eller Bredde, og paa alle Kaart indtil 1724 —25 (Isbrand Ides*), Homanns ældste, Molls, Guill. de L'lsles og en Mængde andre Kaart over Rusland og Asien fra denne Tid) betegner Navnet „Kamtschat" ikke andet end en Flod og en Boplads paa selve Fastlandet højt oppe i Asiens nordøstligste Hjørne. Det er først efter de nævnte Aar, altsaa omtrent samtidig med Berings Afrejse, at Kamtschatka fremtræder som en meget, jeg kunde sige altfor langstrakt Halvø — dels pan de halvt eller helt stjaalne Kaart efter Strahlenberg, der udkom i Amsterdam 1725 — 26**), dels paa et Kaartblad hos J. B. Homann i Niirnberg***). Men paa dette Sidste findes aldeles intet Gradnet, og paa de Første ere Forvirringen og Fejlene ligesaa store som paa alle samtidige Kaart. De vare altsaa ganske übrugelige i astronomiske Øjemed, og selv om Forfatteren af „Novissirnae Ephemerides" havde kjendt disse Kaart, vilde han ikke have været i Stand til at indtegne Kamtschatka med nogen som helst Grad af astronomisk Nøjagtighed paa de kartografiske Bilag, der ledsage hans Bog. Han har heller ikke forsøgt noget saadant; det er kun W. H. Dall, der underskyder ham en saadan Hensigt. Eustach. Manfredius har ganske simpelt benyttet et Aftræk af Guill. de L'lsle's berømte Verdenskaart fra 1714****) uden

---

*) Noua Tabula Imperil Russici ex omnium accuratissimis, quae hactenus extiterunt, inprimis Viri Amplissimi Nic. Witsen delineationibns conflata, quam ipsa locorum lustratione edectus multura emendauit Everardus Yshrandts Ides. — „Hier findet sich Kamtschatka zum ersten mahle, wiewohl nicht als eine Halbinsul, sondern als ein Flusz mit einer Stadt an der ostlichen Seekiiste unter 72 Grad Polhöhe. Ysbrands hatte auf seiner Reise durch Sibirien nur sehr dunkel von Kamtschatkare den hören. Man sehe seine Reisebeschreibung im 20. Capitel S. 240 u. f. der deutschen Ausgabe." — Samml. Russ. Geschichte. VI. S. 33. — Dette, og mange af de følgende Kaart findes i Kong Frederik V.'s og en anden stor sammenbragt Kaartsaml ing paa det store kgl. Bibliotek eller i en lignende paa Universitets-Biblioteket.

**) Carte Nouvelle de tout l'empire de la Grande Russie dans Festat ou il s'est trouvé å la mort de Pierre le (jrand, dressée sur des observations toutes nouvelles et dediée å l'inimortelle mémoire de ee grand monarque. A Amsterdam, l". A. — La Russie Asiatique tirée de la carte donnée par ordre du feu Czar. Se ogsaa: Svenske Selskab, för Anthropol. och Geographic 1879. Nr. 6.

***) Das Land Kamtschadalie sonst Jedso. Editore Jo. Bapt. Homann. — Se: Zeitschrift fiir Erdkunde. Berlin. 1886. 21. B. S. 328 flg. Artikel om Homann af Chr. Sandler. Se ogsaa Kaartblad 11.

****) Se særlig: Hemisphere Oriental og Hemisphere Septei>trional. Juli. 1714.

Navnestoffet, og dette er tilstrækkeligt til at konfundere Hr. Dall. Paa de L'lsle's Kaart staaer „Camchat" som Navn paa en Flod og en By paa selve Fastlandet, medens han, hvad der turde være almen bekjendt, har omdannet Japan-Jesso til en stor, kluntet Ø østfor Asien og østfor denne indtegnet de hollandske Opdagelser med Skibene „Castricon" og „Breskens" 1643, nemlig „Isle des Etats" og et stort Land, der opstød ved en Formæling af de Vries' „Terre de la Compagnie" og det ganske legendariske „Gamaland". I disse fantastiske Landomraader, hvis Sydspidser hos de L'lsle (og Manfredius) ere indtegnede i 44^— 45° N. B. og c. 173° Ø. Lgd. Ferro, og som findes beskrevne i enhver Oversigt over Geografiens Historie, ser Hr. W. H. Dall Sydspidsen af Kamtschatka og mener, at Bering kunde have benyttet de L'lsle's Længder som et passende Udgangspunkt for sit Arbejde langs Nordøstasiens Kyster!!! Heldigvis havde Bering en sundere Opfattelse af disse Forhold end hans moderne Kritiker. Det er jo netop hans Hæder, at han med ét Slag gjorde det af med disse de L'lsle-Strahlenbergske Myter om et stort Kamtschatka- Jesso og andre næsten sammenhængende Landomraader østfor Asien, og allermindst kan han mistænkes for at have laant noget af de Fabler, han bekrigede, og som i de første Aar efter hans Hjemkomst bleve den værste Anstødssten for ham hos Datidens Geografer*).

Men desuden kan det af udmærket gode samtidige Vidnesbyrd bevises, ikke alene, at Bering har observeret de to omtalte Maaneformørkelser paa Kamtschatka**), men ogsaa at hans Observationer umiddelbart efter ere blevne lagte til Grund for en videnskabelig Undersøgelse angaaende denne Halvøes Længdepositioner. Som Tillæg til denne Afhandling meddeles en hidtil utrykt Memoire af Astronomen Joseph-Nicolas de L'lsle, der i Aaret 1726 indkaldtes til Rusland og ansattes som det nydannede Akademies ledende Astronom. De L'lsles Memoire er skreven i Aaret 1735 og synes stilet til Akademiets Præsident. Efter som Indledning at have meddelt, at han allerede i Slutningen af 1728 havde modtaget et Kaart over Berings Rejse fra Tobolsk til Okhotsk, fortsætter han:

„Da jeg ligeledes fra t'or.skjelligv Sider havde modtaget Resultatet af nogle Eklipse - lagttagelser, anstillede paa Kamtschatka og andensteds af Bering og hans Folk, har jeg deraf udregnet Kamtschatkas Længde i en Afhandling, som jeg oplæste for Akademiet i November Maaned 1730. Senere har jeg, dels fra Kapt. Bering, dels fra hans Officerer, modtaget Oplysninger, hvorved jeg har kunnet forbedre de Slutninger, hvortil jeg først var kommen, og endelig har jeg fra Amerika modtaget korrespoiidereiide lagttagelser, angaaende den ene af Formørkelserne, saaledes at jeg kan vajre mere sikker paa denne Længdebestemmelse, for saa vidt som Berings og hans Ledsageres lagttagelser ere korrekte.''

De L'lsle har øjensynlig tillagt Berings Observationer en meget stor Betydning og kommer flere Gange tilbage til dem i sine trykte Skrifter. Dette er bl. a. Tilfældet i Aaret 1738*), men særlig i en Afhandling**), som han efter sin Hjemkomst fra Rusland oplæste i Akademiet i Paris d. 8. April 1750. For at undgaa alle Unøjagtigheder skal jeg tillade mig at meddele hans Udtalelser i Originalsproget:

„M. le Capitaine Beerings et son Lieutenant observérent aussi au Kamtschatka deux Eclipses de Lune les années 1728 & 1729, qui me servirent å determiner la longitude de cette extrémité Orientale de l'Asie, avec la precision que pouvoit comporter la nature de ces observations faites par des gens de Mer avec leurs propres instrumens; mais ces premieres determinations ont etc confirmees par des observations fort exactes rfes Satellites de Jupiter, qui furent faites ensuite dans le voisinage par mon Frére & par des Russes exercés å ces sortes d'observations, & qui éteoient munis d'instrumens

Dermed anser jeg Sagen for bevist. Joseph-Nicolas de L'lsle stod sikkert paa Højden af sin Tids astronomiske Dannelse; i Rusland var han den ledende Fagmand paa dette Omraade, han anerkjender Observationernes Betydning, og han paastaaer ved Hjælp af dem at have fastslaaet Kamtschatkas Længde med en saadan Nøjagtighed, at Krasilnikof kun kunde bekræfte Berings og Tschirikofs lagttagelser. Med andre Ord: Ved Berings første Expedition blev Østasiens Beliggenhed ad astronomisk Vej fastsat med en Nøjagtig-

---

*) De L'lsle: Mémoires pour scrvir å l'histoire & au progrés de l'astronomie. St. Petersbourg. 1738, 4°. S. 10. „On verra a eette occasion la situation du Kamtschatka déterminée par deux eclipses de Lune, que M. le capitaine Beerings & ses gens y ont observées dans leur premier voyage, & dont j'ai rendu compte å l'Académie aussitöt que ces observations m'ont été communiquées".

**) Explication de la Carte des nouvelles découvertes au Nord de la Mer du Sud par M. De L'lsle. Paris 1752. 4°. Ogsaa i: Nouvelles Cartes des Découvertes de Tamiral De Fonte. Paris 1758. S. 13. Sammenlign hermed: Lettre d'uri Officier de la marine Russienne. 1753. Tysk Oversættelse ved Krause. Berlin 1753. S. 17—18,

*) Se: Vitus Bering og de russiske Opdagelsesrejser. S. 50 flg. American Edition. S. 52.

**) Under den partielle Formørkelse den 14/₁₅ Februar 1728 opholdt Bering sig i Øvre Kamtschatkafortet, hvor _ 25. Jan. han boede i7 Uger fra d. 5 Fefrr- det nævnte Aar.

hed, der kun afviger nogle faa Minutter fra de moderne
Resultater*).

Hr. Dall har — som det synes uden selv at vide det — rippet op i en gammel og forglemt Strid. For 110^—20 Aar siden fortes en heftig Kamp om de Bering — Krasilnikof'ske Længdebestemmelser paa Kamtschatka. Landfoged Enyel**) i Lausanne og Geografen Robert de Vangondij***} sogte at bevise, at Berings Længder for Østasien vare mellem 11 og 29 Grader for store, men den skarpsindige J. A\ JJtaiche****) afvæbnede dem ret hurtig, idet han dels benyttede Krasilnikofs Observationert), der en Del Aar i Forvejen vare blevne offentliggjorde i St. Petersborg, dels anførte de L'lsles oven meddelte Oplysninger om Berings Eclipse-lagttagelser. Om disse tilføjer han:

„Cos expressions de M. Delisle ainsi rounis, ne me paroissent pas rendre si suspectes les observations de Béering ot <ie la Croyére; elles donnent seulement lieu å quelque distinction pour la justesse et '/exactitude entre les observations des eclipses de Lune i'aites par Beering, en 1728 et 1729, et les Observations des satellites de Jupiter faites depuis 1741, par des personries excercées å ces sortes d'observations et avec des instrumens convenables." Han tilføjer: Ce seront s'égarer volontairement, que de préterer å de telles Observations, dcs distances données par les Voyageurs ou les Pilotes les plus habiles. Les Itinéraires moritent, sans doute, d'etre corusultés, måls ce n'est qu' au défaut des observations astronomique, qu'on doit les employer a fixer les grands espaces: et les Itinéraires ne sont d'aucun poids, lorsque les Observations viennent å paroitre".

Egentlig er der ikke nogen Strid mellem Hr. Dall og mig om den forbavsende Nøjagtighed, der udmærker Berings Længdebestemmelser fra Kamtschatka; den amerikanske Forfatter skjænker dem den samme hjærtevarme Beundring, som han over alt ødsler paa Søfareren, idet han simpelt hen mener, at han har laant dem hos en obskur, gammel Kartograf eller .•slumpot til dem ad „Itinerairens" vildsomme Vej. Jeg og alle andre, der tidligere have skrevet om disse Forhold, mene. at de ere grundlagte paa Eclipse- Tagttageiserne i Øvre- og Nedre Kamtschatka Fortet 1728 og 1729, men da jeg ikke har haft Adgang til de L'lsles Afhandling fra 1780. hvor Elementerne maa findes, og da Berirms Itinoraire, it'olge sagkyndige Mænds Skjwn, ikke kan lægges til Grund for en Beregning, maa j*~g nöjes med et Sandsynlighedsbevis.

Berings Længdebestemmelser ere kun godo for Kamtschatka. Jo længere han fjærner sig mod Øst eller Vest fra denne Halvo, des slettere blive de. For Bolsharetsk, Werchnoi Kamtschat, Ostrog, Kap Lopatka og Kamtschatkaflodens Munding angiver han Længder, der kun afvige nogle ganske faa Minutter fra de nyeste Observationer, men allerede i Hellig Kors Bugt har han en Fejl paa -j- 1° 8' og ved Diomide Øen i Beringsstrædet paa -j- 2° 17'. og imod Vest, altsaa imod hans egentlige Basis, dersom „Ttinerairen" er lagt til Grund, blive Fejlene endnu større. Okhotsk Længde or 0° 27' for stor og Jakutsk's 4° 51' for ringe. Da han imidlertid i „Itinerairen" angiver Afstanden mellem Jakntsk og Bolsharetsk over Okhotsk til 2228 Werst, medens den sande Afstand er c. 2184 W., synes det umuligt, at han ved sine Afstandsmaalinger skulde kunne naa til de store og rigtige Længder for Kamtschatka med Jakutsk som Udgangspunkt, og den eneste rimelige Forklaring er saaledes atter Eclipselagttagelserne 1728 og 29.

Jeg meddeler her Berings vigtigste Længdebestemmelser
fra Østasien sammenstillede med Nutidens.

---

*) Jeg kjender meget godt G. F. Mullers Indvendinger iiTiod disse Bemærkninger af de L'lsle; de fremkom i en meget lidenskabelig Polemik imod Astronomens überettigede Pralerier, men de afvæbnes af to Betragtninger: G. F. Muller var ikke Fagmand, og de L'lsle havde anerkjendt Borings Længdebestemmelser længe f«r Krasilnikofs Resultater forelaa. Se: Lettre d'un Ot'ficier de la marine Russienne etc. 1753.

**) (Engel): Mémoires et Observations sur la situation de l'Asie & de l'Amérique. A. Lausanne. 1765. — Geogr. und critische Nacbricht über die Lage von Asien und AiiKTic.a. Mietau 1772. O. hl,h¹, a. Skrifter.

***) De Vaugondy: Mémoire sur les Pays de l'Asie et de l'Amérique. Paris 1774. 4°. og flere Smaaskrifter.

****) J. N. Buache: Mémoire sur le Pays de l'Asie et de l'Amérique. Paris. 1775. 4°. Pag. 8.

*) Okhotsk Længde har jeg taget hos 11. W. Dall, men bemærker, at i: A List of Geografical Positions. By Lt. Commander F. M. Green. U. S. X. U. S. Hydrogr. Office, Washington 1888, staaer Okhotsk med Længden 143° 7'l4', altsaa i nøjo Overensstemmelse med Bering

+) Novi Commentarii Acad. Sci. Imp. Petropolitanae. Tora. 111. A. Krasilnikow: Observat. Astron. Sibirienses. Pag. 444 — 73. Se ogsaa W. Coxe: Die neuen Entdeckungen der Russen. Frankfurt u. Leipzig 1783. S. 233 flg. og W. Coxe: A comparative view of the Russian Discoveries. London. 1787. 4°.

**) Denne Plads' Længde er tagen af et russisk Admiralitets Kaart og er maaske ikke helt nøjagtig.

Til Sammenligning hid<;ettes Krasilnikofs Længdobestemmelser
fra Berings anden Expedition, hvor
lian var den ledende Astronom**).

Ved denne Oversigt over Berings Længder har jeg benyttet en Version af Astronomen J. N. de L'lsle. Et Exemplar af denne tillige med en fransk Oversættelse ?f Berings Rapport opbevares i Rigsarkivet i Stockholm, og Sekretæren for det svenske geografiske Selskab, Hr. Bibliotekar E. Dahlgren, har haft den store Godhed at tilstille mig en Afskrift af denne. Sammenlignet med de øvrige kjendte Versioner af Berings Rapport (hos l)i< liable, hos Dr. Campbell og i det topografiske Depots Memoirer)***) har denne betydelig Interesse. Af de L'lsles Meddelelser synes det at fremgaa. at den er bleven trykt i en Almanak i St. Petersborg 1786, og under mit Ophold i denne By 1888 fandt jeg ogsaa i en saadan russisk Kalender****) en ganske kortfattet Beretning paa 8 Sider om Berings første Rejse, sandsynligvis det første, der er trykt om den i Ruslaud, men de L'lsles foreliggende Redaktion er langt fyldigere. Den ligger til Grund for Dr. Campbells hele Fremstilling, og han har ogsaa

hentet sin Liste over Bering« astronomiske Bestemmelser fra den, om han end ikke alle Vegne har undguaet Afskriverfejl. Ved Hjælp af de L'lsles Liste kunne disse nu gives med stor Nøjagtighed om de end i alle væsentlige Punkter stemme med Versionen i det topografiske Depots Memoirer, der nu er bleven oversat og meddelt af W. H. Dall. Kun én Afvigelse skal jeg her omtale. Hos de L'lsle findes Længdeangivelser baade for Øvre- og Nedre Kamtschatka Fortet, medens disse ere udeladte paa den ældre Liste hos Dall. Hr. Dall ser ogsaa heri et Bevis for, at Bering ikke kan have iagttaget Maaneformørkelserne paa de to nævnte Steder og deraf beregnet deres Længde, thi i saa Fald vilde disse dog vel først og fremmest være blevne meddelte. Jeg kommer til det stik modsatte Resultat. Bering havde fremskaffet astronomiske Elementer til de to Steders Bestemmelse; disse, overgaves til Fagmanden de L'lsle, og hans Bearbejdelse afsluttedes først i Slutningen af Aaret 1780, men da Bering længe før den Tid maatte afgive sin Indberetning, faldt det af sig selv, at han lod disse to Steder staa in blanco, idet han ikke kunde ønske at foregribe Resultaterne af de indledede Beregninger. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at han paa egen Haand kan have benyttet sine Observationer og lagt dem til Grund for sine Længdeberegninger. For øvrigt knytter Hr. Dall endnu andre Betragtninger hertil, men de ere af en saa ukritisk Natur, at jeg troer at kunne forbigaa dem.

Jeg vender mig derpaa til et andet Punkt af Hr. Dalls Fremstilling. Det er bekjendt nok, at Bering og hans Medhjælpere kaartlagde hele Nordøst-Asien fra Sydspidsen af Kamtschatka til 67° 18' N. Br., at han gav hele denne Del af Kloden dens rette kartografiske Form, og at hans Tegning i de følgende 50 Aar (indtil Cook 1778) hævdede sin Plads som den eneste rette. Ingen kan berøve ham denne Hæder, og den vil altid sikre ham en fremragende Plads i vor Klodes Opdagelseshistorie. Efter at have gjennem-

---

*) W. Dall har 163°

**) Peschel: Geschichte d. Erdkunde. 2. Aufl. S. 656. Anm.

***) Det topografiske Depots Memoirer (Zapiski) 1847. X. Deter denne Indberetning af Bering, som W. H. Dall har meddelt i engelsk Oversættelse. Han anser den for den originale Redaktion; dette er muligt, men ikke meget sandsynligt. De øvrige Versioner, som Bering omdelte, og som vi kjende fra Samtidiges Vidnesbyrd, vare affattede paa Tysk. Allerede i Aaret 1881 gjorde afdøde Generalkonsul Pallisen mig opmærksom paa derm« Indberetning; den fandtes ligeledes opført i en bibliografisk Liste, som han havde den Godhed at forskaffe mig fra Chefen for det kejserlige Bibliotek. Ved en Sammenligning mellem denne og de øvrige Versioner fandt jeg dog ikke noget egentligt Nyt i den. Jeg er vedvarende af samme Mening, om jeg end paa den anden Side ikke skal tilbageholde den Bemærkning, at dette Afsnit af Hr. Dalls Afhandling altid vil have nogen Betydning for ikke russiske Læsere.

+) Harris' Collection of Voyage. 1748. 11. Baade hos de L'lsle og Dr. Campbell angives Længden for Nedre Kamtschatka Fortet til 98° 30' for Tobolsk. Dette er mindst, 2 Grader for meget og strider bestemt imod Berings øvrige Bestemmelser; man kan derfor maaske mod Hr. Dall betragte det som en Skrivefejl, og da Fortet desuden 1731 flyttedes 84 Werst længere imod; Øst, har jeg helt udeladt denne Længde foran,

****) Mæcjatcoslew (»: en Kalender). St. Petersborg. 1736.

sejlet Hellig Kors Bugt (ikke den übetydelige Indskæring, som nu bærer dette Navn, men hele Farvandet nordfor Kap Thadæus*) og omsejlet. Sydøstspidsen af Tschuktscherhalvøen befandt han sig den I_'l/_{2 5} Avgust (St. Demetriusdagen) mellem Østkap og Diomidøen, uden dog at observere denne sidste. Efter at Østkap var passeret, saaes Kl. 3 Em. høje Bjærge imod Syd, „sandsynligvis paa Fastlandet", og da han den 16/₂₇ Avgust (St. Diomiddagen) atter styrede igjennem Strædet paa Tilbagevejen, opdagedes den oven nævnte Ø, der fik Navn efter Dagens Helgen og endnu findes paa vore Kaart under dette Navn. Jeg minder her om disse Enkeltheder for at gjøre det Efterfølgende mere forstaaeligt. Over denne Ø og Berings Kaart har W. H. Dall nemlig brygget en hel Legende, der til Slutning løber ud paa at kaste et tvetydigt Lys over Berings Optræden og dække over den amerikanske Forfatters egne Skrøbeligheder, idet han tidligere har paastaaet. at Søfareren mærkværdig nok slet ikke saa denne Ø.

„Diomid-Øen" — siger han endnu — „findes slet ikke paa de tidligere Versioner af Berings Kaart, og det er sikkert, at han ikke har opkaldt denne Ø efter Set. Diomid (S. 46). Derimod findes paa enkelte Kaart-Versioner enten Navnet eller ogsaa selve Øen Set. Demetrius, og denne maa altsaa formentlig være bleven identificeret med det Højland, der saaes den 14. Avgust om Eftermiddagen, Set. Demetriusdagen, og have faaet Navn efter denne Helgen". Dette er i Korthed Hr. Dalls Fortolkning, og han anstrænger sig dernæst særlig for at godtgjøre, at Bering maa have udarbejdet tvende Kaart, der indbyrdes afveg fra hinanden: Et paa selve Rejsen, der turde være det mest paalidelige, og et senere, der fremtraadte efter en Revision og Bearbejdelse af hans hjembragte Data (S. 10). Paa det første findes Demetrius-Øen paa dens rigtige geografiske Sted, paa det sidste derimod Diomid-Øen paa en fejlagtig Plads. Begge disse Kaart skulde saa — mærkværdig nok — være blevne udsendte af de russiske Avtoriteter. Det første faldt i Hænderne paa du Holde og Dr. Campbell, det andet derimod findes nu kun i Manuskript i Sverige. Det ejes af Oberst Klinckofotrøm i Stafsund, og ved Friherre Nordenskiölds venlige Mellemkomst har Hr. Dall haft det til Gjennemsyn i Amerika. Dette Kaart er ikke signeret; det bærer hverken Forfatternavn, Aarstal eller Sted, og det synes saaledes slet ikke egnet til selvstændig literært Brug, men ikke des mindre bygger Hr. Dall den størte eller i hvert Fald den mest originale Del af sin Afhandling over det. Paa dette Kaart er Demetrius-Øen forsvunden og en mindre Ø paa ikke ganske samme Bredde findes tæt inde under den sibiriske Kyst vestfor den Meridian. der skærer Østkap. Denne Ø kaldes Set. Diomede. „Dette andet Kaart" — siger han videre — „danner tydelig nok Grundlaget for D'Anvilles Fremstilling af Nordøstasien 1753, og jeg troer, at det kejserlige Akademies Kaart 1758 og Jeffervs* Kopi ligeledes, hvad dette Afsnit angaaer, har hentet sit Stof derfra". Berings andet Kaart skulde altsaa først 1753 blive almenevropæisk Fælleseje ved den samme D'Anville, der kopierede det første, og med i Sandhed beundringsværdig Erudition tilføjer Hr. Dall: „Paa dette Kaart træde adskillige Navne for første Gang frem i Kartografiens Historie: Preobrazhenia-Bay, Bolshaja-Floden, der falder i Hellig-Kors Bugt, og Øen St. Diomede ere iblandt disse". (S. 15.)

For at kunne retlede Hr. Dall vil det være gavnligt at se, hvilke Stadier Opfattelsen af Berings Kaart gjennemløb, indtil det blev afløst af Cooks. Selvfølgelig stod Berings første Expedition i nøje Sammenhæng med de geografiske Øjemed, som Peter den store i det Hele forfulgte. Allerede 1717 —18 havde han paalagt Senatet at samle alle de Planer og Kaart, som Landmaalerne indsendte; senere arbejdede det nydannede Akademi i samme Retning og J. N. de L'lsle indkaldtes fra Frankrig for at danne Sjælen i disse Bestræbelser. Der tilstræbtes et paa virkelige Undersøgelser bygget Generalkaart over alle Czarens Besiddelser, og Berings første Expedition er kartografisk set et Led af disse Bestræbelser. Det følger dog af sig selv, at de L'lsle ikke kunde udgive et Generalkaart over Rusland-Sibirien med det astronomiske Materiale, der var skaffet til Veje 1730. Dette Hverv overtoges derfor af en Mand, der paa den ene Side ikke følte sig altfor tynget af videnskabelige Skrupler og paa den anden Side havde arvet Peter den stores Kjærlighed til Geografien og Fædrelandets Berømmelse: Ivan Kirilovitsch Kirilof. Siden 1728 var han Oversekretær ved Senatet og forfremmedes senere til Statsraad. Allerede i Aaret 1726 havde han begyndt at samle de Specialkaart, der indgik fra Rigets forskjellige Egne; paa egen Bekostning lod han en Pel af disse stikke i Kobber, og 1734 udgav han

---

*) Dalls Fremstilling paa dette Punkt er aldeles fejlagtig og efter mit Kjendskab til Kilderne „a flight of fancy". Hans forskjellige Interpolationer turde derfor ogsaa være af tvivlsom Værd, men da Sagen er af mindre Vigtighed, skal jeg ikke indlade mig videre paa den. Hos Vås. Bergh findes de nødvendige Oplysninger.

det første russiske Atlas, der bestaaer af 14 Speoialog l Generalkaart. Generalkaartet har stor Interesse for os i denne Sammenhæng, ja, det er endog et af Hovedmomenterne i den Beringske Kartografis Historie. Det var allerede færdigt til Trykken 1732*); det har uden Forbehold optaget Berings hele Kystomrids, og af forskjellige Ytringer i den trykte Literatur fremgaaer det, at der har fundet en livlig Forhandling Sted mellem Kirilof, Bering og de I/Isle**) umiddelbart før dets Udgivelse. Det bærer ved Siden af en russisk tillige følgende latinske Titel: „Imperil Russici Tabula Generalis quoad fieri potuit accuratissime descripta Operae Studio Joannis Kyrilow, Supremi Senat us Irnperii. Kussici primi Secretarii. Petropoli. Anno

1734***). Som man af hos staaende fotografiske Udsnit vil se, er Kystomridset det samme som paa Berings Kaart hos D'Anville, men med en Del flere Navne. Her findes bl. a.: Diomid-Øen, teno. fl., som efter Hr. Dalls Fremstilling slet ikke skulde tilhøre Berings første Kaart, og soin i hvert Fald først 20 Aar senere skulde være naaet frem til Offentlighedens Kundskab gjennem D'Anvilles Kaart over Asien 1753. Jeg behøver sikkert ikke at føje flere Kommentarer til Hr. Dalls historisk-geografiske fatterskab,og det saa meget mindre, som det

af det Følgende vil fremgaa, at Kirilofs Kaart er udarbejdet under Berings Øjne og i en ganske anden Grad end Kopien hos D'Anville kan gjøre Fordring paa Troskab i Detaljen. Dette gjælder derimod ikke Kaartets astronomiske Net. Her havde Kirilof sine egne Teorier. Sikkert af overdreven Patriotisme

regner han Længden fra en tørste Meridian dragen igjennem Dago og Øsel. hvorved han faaer lutter østlige Længder for det da værende russiske Rige; Akademiet, der lod Kaartet stikke, f'raraadede indtrængende en saadan Fremgangsmaade. da der dengang endnu ikke havdes astronomiske lagttagelser fra disse Øer, men Kirilof fastholdt sin Plan. Ogsaa Bredderne afvige noget fra Berings*).

Det, som jeg dog her særlig vil lægge Eftertryk paa, er, at Kirilofs og Berings Kaart ere opstaaede samtidig og samme Sted, nemlig i Moskva, thi efter sin Hjemkomst i Foraaret 1730 og efter at have aflagt Regnskab for Admiralitetet sendtes Bering til denne By, hvor Kejserinde Anna og Senatet (altsaa ogsaa

Kirilof) opholdt sig indtil i Begyndelsen af 1732, og her tegnede han sit Kaart**) samtidig med, at Kirilof udarbejdede sit Generalkaart. Dette Sammentræf har udøvet en ikke ringe Indflydelse paa visse Dele af Berings Kaart. Han kuride nemlig ikke bringe sine Opdagelser og astronomiske af Østasiens Kyster i Forbindelse med videnskabelige Omrids af Naboegnene, hverken langs den sibiriske Ishavskyst imod Vest hen imod Kolyma og Lena eller i det okhotske Hav langs Kamtschatkas Vestkyst og den Penshinske Bugt. Han støttede sig til en Række Positionsbestem-

melser tværs igjennem Sibirien over det okhotske Hav til Kamtschatka; til disse knyttede han saa sin Kaartlægning af Stillehavskysten, og fra hans Standpunkt vilde det have været det Korrekteste at lade Kaartet fremtræde i denne Isolerthed. Dette kunde Kirilof derimod ikke, da han vilde udarbejde et

---

*) Müller: Samml. Russ. Geschichte. 6. S.

*l Samml. Russ. Geschichte. 6. S. 74.

**) Se v. Baers Afhandling om Bering i Beiträge etc. XVI. S. 59. Anm. og S. 64.

**) Beiträge zur Kenntnisz d. Russ. Reiches. XVI.

***) Sammenbragt Kaartsamling paa d. st. kgl. Bibliotek.

Generalkaart og nødvendigvis maatte passe Berings Opdagelser ind i den øvrige Ramme. Da Kaartenes Hovedtræk imidlertid ere ganske ens, ligger den Antagelsenær, at her er foregaaet en venskabelig Bytning,saaledes at Kirilof har benyttet Berings originaleKaartblad, og Bering Kirilofs Tegning af de Egne, som hans Opdagelser tangerede. Selvfølgelig kunne Kaartenes Overensstemmelser ogsaa forklares deraf, at Kirilof ligefrem har kopieret Berings Kaart. men af to Grunde anser jeg den første Hypotese for noget nær bevislig. For det Første har Bering benyttet Kirilofs Tegning af Egnene vestfor Lena, hvorfra han ikke selv kunde have originale Oplysninger, og hvor der ingen som helst Grund forelaa for Kirilof til at følge ham, og for det Andet er baade Berings og Kirilofs Fremstilling saa vel af Kamtschatkas Vestkyst med dens mange Floder som af Tschuktscherhalvøens Nordkyst med det stærkt fordrejede Kap Schelagskoi laant fra et ældre Omrids af disse Egne, der allerede før Aaret 1723 maa have været bekjendt i Moskva. Vi kunne saaledes gaa bag om hele Forfatterskabet, og da Kirilof netop i en Aarrække havde givet sig af med Indsamlingen af saadanne Spicialkaart, medens Bering havde været optaget af sin store Opclagergjerning,har man vel Ret til at anse Kirilof som den egentlige Ophavsmand til disse Afsnit af Berings Kaart. Det Kaart, jeg sigter til (eller i hvert Fald en tilsvarende russisk Version) findes gjengivet hos Joh. Bapt. Homann under Titlen: „Das Land Kamtzadaliesonst Jedso mit der Lamskisch. od. PensinskischenSee, wie solche durch verschiedene Reisen der Russischen Cosacken und Zobelfangern iiber Wasser und Land bestrichen und angemerkt worden. Editore Jo. Bapt. Homann*)". Hos Homann staaer Kaartet trykt sammen med Van Verdens Kaart over det kaspiske Hav og danner tillige med dette et sædvanligt Kaartblad. Det giver en Fremstilling af Kamtschatka og Beringshalvøen, og i mangt og meget er det utvivlsomt paavirket af de Strahlenbergske Omrids. men ved Siden deraf giver det flere tilnærmelsesvis rigtige Enkeltheder, der øjensynlig hidrøre fra Selvsyn: Dertil henregner jeg Tschuktscherhalvøens Form; Anadyrflodens Munding, den „store Munding", hvor Bering senere fandt Bolshajaflodens Udløb, samt tildelsogsaa de to langstrakte Øer i Beringsstrædet (Ins. deserta og Ins. in quæ ineola) og den lige over for liggende Del af Amerika, der bærer Paaskriften: „Incognita". Nordsiden af Tschuktscherhalvøen er som hos Kirilof og Bering; her findes allerede Øen mellem Østkap og Schelagskoi med følgende Tilføjelse: „Insula quam Tschuki inhabitant'', og selve Kap Schelagskoi, der her kaldes „Eis Cap og Swetoi Noss," er omgivet af en navnløs Øgruppe akkurat som hos Kirilof og Bering.

Efter Sædvane meddeler Homann intet om Kaartets tidligere Historie, men selvfølgelig stammer det fra Rusland, og da han i Aaret 1723 eller lidt tidligere udnævntes til „moskuvittisk Agent eller Konsul i Niirnberg, kan det vel med god Grund antages, at han gjennem sine Forbindelser har forskaffet sig Kaartet fra Moskva. Heller ikke kan jeg give aldeles nøjagtige Oplysninger om Aaret for dets Udgivelse. Muller sætter det efter 1725, men Chr. Sandler opfører det allerede under Aaret 1724, Homanns Dødsaar, og dette turde være det Paalideligste.

Selv den tiygtigste Sammenligning vil godtgjøre, at flere af dette Kaarts Linjer ere gaaede over paa Kirilofs og Berings Fremstilling, om de end muligvis have benyttet den russiske Original eller et andet russisk Kaart af lignende Indhold. Samtiden var heller ikke uvidende om. at det forholdt sig saaledes. Prof. J. M. Hase (Hasius), den første Tysker, der gav en Fremstilling af det russiske Rige paa Grundlag af Kirilofs og Berings Kaart, og som desuden netop arbejdede for Firmaet „Homanns Arvinger" i Niirnberg, har paa sit Kaart tilføjet følgende Paaskrift mellem Østkap og Schelagskoi: „Littora ex relationibus accolarum et conjecturis saltern cognita". Hos Le Itouiji.-. der skrev nogle faa Aar senere, staaer: „Cote comme par les Relations des gens du Pays," og paa to svenske Manuskriptkaart, som Sekretæren ved det geografiske Selskab i Stockholm, Hr. Bibliotekar Dahlgren. havde den Godhed for nogle Aar siden at tilstille mig i Omrids, og som han ligeledes selv har givet en kort Beskrivelse af*), udsondres endnu nøj-

---

*) Jeg har fundet det i Homanns Atlas Major I, men det skal findes allerede i Udgaverne fra 1724. Homann har ogsaa benyttet det i et Generalkaart ov(;r Rusland, der udkom før hans Død 1724, og Fremstillingen har saaledes faaet en betydelig Udbredelse. Dette Kaart bærer følgende Titel: Generalis Totius Imperil Kus.sorum Novissima Tabula Magnam Orbis terrarum partern a Polo Arctico usq ad mare Laponicum et Chinæ Septentrionalis confinis exhibens etc. ex conatibus Johannis Baptistæ Homanni Norimbergæ. U. A. — Hos Chr. Sandler i Zeitschr. fur Erdkunde 1886 findes Omridsene i Rødt. og her meddeles et fotografisk Udsnit.

*) Ymer. 1884. S. 93. På bada kopiorna är kusten mellan Kolymas mynning och Ostkap betecknad med en rysk inskrift: „Denna tract kallat Schelagynskoi är efter de förre uprättade chartor och underrättelser". — Og om <iot okhotske Havs Kyster hedder det: ..Denna liafsstrand ffrån Amur till Okhotsk) är efter forrige oharta" och „från denna ström är alt efter underrättelser och för detta uprattade charta intill ström en Krutogorowj.

agtigere de Dele af Berings Kaart. der ere gjengivne
efter ældre Omrids og Meddelelser.

Her maa endnu tilføjes, at Berings Benyttelse at
dette Kaart var yderst uheldig for ham i én Henseende,
thi skjøut han ved en forskjellig Behandling
af Kystlinjen skarpt sondrer imellem sin egen Kaartlægning
og andres
Omrids, gav han

dog, ved den blotte
Afkopiering af
det stærkt mod

Nordøst fremspringende de Schelagiiiski *), dette en Sanktion, som det ellers vilde have savnet. Saalænge et saadant Porbjærg, hvortil alle hjemløse Sagn og Myter om endeløse Halvøer og uovervindelige Kap i Ishavet knyttede sig, henstod uomsejlet, fik han Skinnet imod sig, og for den samtidige maatte det se ud, som om han ikke fuldt ud havde løst sin Opgave. Denne Opfattelse kom særlig til Orde i en literær Strid om Kamtschatka- Jesso etc. mellem P. Castel, Buache og D'Anville 1737**), og da Kap Schelagskoi

først i vort Aarhundredo or blevet ordentlig kaartlagt. J
kunde Fordommene imod Bering brede sig efter Behag.

Igjennem denne Undersøgelse have vi altsaa godtgjort, for det Første, at Berings Kaart best-aaer dels af hans eget kartografiske Arbejde, der omfatter Sydvestsiden af Kamtschatka fra Bolsharetsk og hele Nordost-asiens Kystlinje fra Kamtschatkas Sydspids til 67° 18' N. Br., dels af en Kække Forbindelseslinjer,

baade i det okhotske og i det arktiske Hav, indlagte efter ældre uvidenskabelige Omrids af Kosakker og Pelsjægere og maaske laante hos Kirilof, og for det Andet, at Berings Kaartblad, saaledes som Kirilof har kjendt det, maa have indeholdt alle de Navne og Enkeltheder, som senere mere eller mindre spredt findes hos de yngre Kartografer.

Den egentlige Offentliggjørelse af Berings Kaart fandt, som bekjendt, først Sted 1735. Af den russiske Eegering var det nemlig blevet sendt til Kongen af Polen „som en Gave, der var værdig til hans Opmærksomhed Videbegjær" , og han sendte det

senere til Jesuiterpateren du Halde, der lod det kopiere

---

*) Ymer. 1884. S. 93. På bada kopiorna är kusten mellan Kolymas mynning och Ostkap betecknad med en rysk inskrift: „Denna tract kallat Schelagynskoi är efter de förre uprättade chartor och underrättelser". — Og om <iot okhotske Havs Kyster hedder det: ..Denna liafsstrand ffrån Amur till Okhotsk) är efter forrige oharta" och „från denna ström är alt efter underrättelser och för detta uprattade charta intill ström en Krutogorowj.

**) Mémoires de Trevoux 1737. D'Anvilles Indlæg er mig übekjeridt.

*) Jeg anser det for meget nær bevisligt, at dette Kap er opstaaet ved en Forvexling med det virkelige Kap Swätoj. og at den navnløse Øgruppe er en Antydning af de nysihiriske Øer eller Ljilkovvøerne: jeg skal dog ikke her indlade mig videre paa det.

og optage i Folioudgaven af sit store Værk om Kina og i D'Anvilles „Nouvelle Atlas de la Chine", et Suplement til samme*). Hos D'Anville fremtræder Kaartet som et selvstændigt Hele; det er i Merkators Projektion og har i denne Henseende muligvis bevaret Originalens Fremstilling.Derimod ses det, ved en Sammenligning med Kirilof, at enten D'Anville eller Kaartstikkeren Komlt't har taget det ret flot med Navnene. Adskilligt;, som Bolshajafloden og Preobrasheniebugten, ere belt udeladte,Zaliw S\v. Krest er bleven erstattet med det mindre rigtige Port de St. Croix og „Ostrow S. Diomide"omsættes paa Fransk til /. de S. JJitnitrc**}.

Efter at D'Anville havde godkjendt Berings Fremstilling af Nordøstasien, benyttedes hans Kaart ret flittig af Datidens Kartografer, og den Modstand, som den franske Geograf Bellin søgte at gjore, viste sig snart som ganske frugtesløs. I Aaret 1788 udgav Prof. Hasius sit ansete Kaart over Asien paa Homanns Arvingers Forlag i Niirnberg***). Det udkom saa vel med tysk som latinsk Fortale og Indledning (1738 og 1739), men paa begge Blade er der anvendt latinske Paaskrifter, og, afset fra Koloreringen, ere de derfor ganske ens. I Fortalen siger han udtrykkelig, at han har benyttet saavel Kirilof soni D'Anville, men for Østasiens Vedkommende lagt D'Anvilles franske Skrivemaade til Grund, da han anser denne for den mest korrekte. Han skriver: „Portus S. Crucis", „Sinus Preobrashenskoy", „Prom. Czvkczence" og ganske naturlig omsætter han D'Anvilles „J. de S. Dimitre" til „Insula S. Demetrii". Hos Hasius forekommer Navnet St. Demetrius for første Gang; dets Udvikling fra det russiske Diomide til det franske Dimitre og det latinske Demetrius kan forfølges Skridt for Skridt, og Hr. Dalls Hypoteser ere grebne lige ud af Luften. Prof. Hasius' Kaart holdt Teten i Vestevropa i 7—8 Aar, og Navnet „Demetrius" fik derved en tilsvarende Udbredelse; vi finde det atter i de forskjellige Homannske Kaartsamlinger fra den nærmest følgende Tid*), paa en hollandsk Kopi af Hasius' Kaart 1748, hos Le Rouge 1744**). hvor Øen endogsaa kaldtes „De Metre" og hos Dr. Campbell 1748***). men med det russiske Akademies förste Atlas 1745 brød det oprindelige Navn „St. Diomide'' atter igjennem og hævdede sin Plads.

Hos Hasius maa vi dog endnu lægge Mærke til en anden Ting. Ved en særegen Skravering havde Bering fremhævet den Kystlinje, som han selv havde undersøgt; Prof. Hase anvender ikke denne Skravering, men for alligevel at kunne antyde, hvor langt vestfor Østkap Søfareren havde set den sibiriske Ishavskyst, har han sat en Stjærne paa det Punkt, hvor den 0 ven omtalte Skravering ender, og tilføjet: „Terminus litorum a Navarcho Berings recognitorum". ProfessorensOplysning er i enhver Henseende korrekt og rigtig; Kaartet hos D'Anville kan ikke forstaaes anderledes,og han har sikkert heller ikke tilsigtet andet end at antyde, at fra dette Punkt var Kystens Retningog Form tvivlsom (se foran), at her hørte Undersøgelserneop, og Gætningerne begyndte. Men hans Eftersnakkere lagde noget mere ind i dette, idet de — uden al Hjemmel — identificerede Stjærneii hos Hasius med Berings nordligste Punkt paa 67° 18' N. Br. Dette findes allerede 1741 paa et engelsk Kaart, der ledsagede en Oversættelse af Du Haldes China, og Le Rouge har varieret det paa forskjellig Maade: „Ici a observe le Capitain Beerings" og „Lieu des observations faites par le Capt. Beerings"****). Da Le Rouge udarbejdede sine Kaart, var Bering allerede død, og Usandheden, der hurtig tilsneg sig Fodfæste 1 Literaturen, forblev derfor uimodsagt, idet Mullers Beretning paa dette Punkt var mere end utilfredsstillendeog

---

*) H. W. Dall siger S. 10, at der ogsaa blev sendt Kopier af Berings Kaart til Sverig og sandsynligvis til England. Han anfører ingen Hjemmel for den Paastand. Jeg har ellers ingensteds set dette omtalt, og jeg tillader mig derfor foreløbig at unse ogsaa dette for „a flight of fancy". Da D'Anvilles store Kaartsamling 1779 kjøbtes af Staten, havde jeg liaabet, at Berings originale Kaart kunde findes i Paris, men en Undersøgelse, som er foretagen i dette Efteraar, har ikke ført til noget Resultat.

*) Carte de l'Asie, projettée Stéréographiquement par le Sr. J. M. Hasius. Prof. des Math. Recueillie et dessinée sur ses morceaiix posthumes par A. G. Boehmius. 1744. Og flere andre Steder. Se: Samml. Russ. Geschichte VI. og Schmidt Phiseldeck: Beitrage zur Kentnisz . . . Ruszland. Riga. 1772, hvor enkelte andre Kaart anføres, som jeg lier forbigaaer.

**) I min Bog orn Bering, i Dalls Afhandling og i „Geografisk Tidsskrift" 1882 findes Kopier af Berings Kaart hos D'Anville.

***) J. M. Hasius: Karte von dem Russ. Reiches: Nebst dem Entwurff einer Erklärung. Nörnberg. 1738. Homma- nischen Erben. S. 20g6. „Anbetreffend die Recht- schreibung der Wörter, so haben wir freylich in den Ländern um Sina herum uns der Französischen Schreib- Art bedienet." Om Prof. Hase se: S. Ruge: Vortrage. Dresden. 1888. S. 121.

**) Le Konge: Atlas 1744, særlig Mappe Monde Nouvelle par Le Rouge 1744.

***) Harris' Collection of Voyages. 2d. Edit. London. 1748. 11.

****) Etats de Moscovie par le Rouge, Ingenieur et Geographe du Roy. Paris. 1744.

stillendeog(ligesom Le Rouge) meddelte, at Søfareren havde endt sin Sejlads inde under den sibiriske Kyst ved et Forhjærg, der nu tik Navnet „Serze Kamen". 1776 formælede Jefferys*) begge disse Opfattelser; han flyttede Ser/e Kamen op pan 67° IS' N. Br. og tilføjede: „Thus far North Capt. Behring discovered in 1728." Cook rettede sig efter Muller og Jefferys. og saaledes fik den Fabel Hævd. at Berings Sejlads ogsaa nordfor Østkap var en Kystfart, og at den endte ved Forbjærget Serze Kamen. men i fuldstændig Strid med de virkelige Tildragelser og helt uafhængig af de sande Kilder. Det Hele er en kartografisk Myte, der har udviklet sig paa Grundlag af Hasius' Kaart**).

Hr. Dall søger at gjøre Vitus Bering ansvarlig for denne Mytes Oprindelse. Han siger, at Søfarerens Rapport er tvetydig paa dette Punkt, at han har støbt den i en saadan Form for at undgaa Kritik, og at det er hans egen Skyld, naar saa skarpsindige Mænd som Du Halde, D'Anville, G. F. Muller, Dr. Campbell o. fl. ere komne til den Misforstaaelse, at han vendte om inde under den sibiriske Kyst. For erid yderligere at støtte sin Paastand flikker Hr. Dall en Passus sammen af flere ikke samhørende Brudstykker af Berings Rapport; medens den sidste og afgjørende Halvdel af neden staaende Citat udelades (S. 55). I alle oprinde-

lige Versioner af Rapporten, ogsaa i Hr. Dalls egen, siger Bering udtrykkelig, at han „vendte om, fordi. Landet ikke længere strakte sig imod Nord; hverken mod Txchuktscherki/sten eller imod Øst kunde længere ses Land". Er der noget tvetydigt heri? Er det ikke tydeligt som 2 og 2 er 4, at Søfareren, for at kunne bruge disse Ord, maa have befundet sig ude paa det aabne Hav, og at han navnlig ikke kan have ligget under det famøse ,,^Serze Karmen", hvorfra der kunde ses Land baade i Øst, Vest og Syd. Ingen nøjagtig Forfatter, der kjendte Berings Indberetning (og den uddeltes ret rundhaandet til samtidige Videnskabsmænd), kunde være i Tvivl om, at han vendte i det aabne Hav, men til Overflod ledsagedos hans Rapport af de oven for omtalte Stedbestemmelser, der i nøgterne Tal meddelte, at hans Vendepunkt laa flere Grader nord- og østfor Asiens nordøstligste Hjørne. Kartografer som Hase og Le Rouge havde sikkert intet Førstehaands- Kjendskab til Bering og bør undskyldes, men en Mand som G. F. Muller, der kjendte Søfarerens Forhold holdud og ind, der havde været Tolk mellem ham og de L'lsle, der ikke alene var fortrolig med hans Rapport og Stedbestemmelser, men endogsaa i mange Aar havde Tschaplins Logbog og Expeditionens øvrige Brevskaber i sit Værge, kan sikkerlig ikke fritages for Dadel paa dette og flere andre Punkter.

Hos Le Rouge findes for øvrigt allerede Beringsøen og Tschirikofs Rejserute til Amerika i den forvirrede Redaktion, der saa godt kjendes fra J. N. de L'lsles senere Kaart og øjensynlig skyldes ham. Det Samme gjælder om de Kaart, som Ph.

Biiarhe i Efteraaret 1744 forelagde Akademiet i Paris, men som først 1754 offentliggjordes af Dezauche*), og her faaer Beringsstrædet første Gang et moderne Navn, det kaldes „Detroit du Nord".

I Aaret 1745 udkom det kejserlige Akademies
Atlas over Rusland: „Atlas Russicus"**), J. N, de

---

*) Dezauche: Atlas. Paris 1754. Til denne Periode hører ogsaa: E. Bo wen: Chart of the World. London 1744.

*) Th. Jefferys: The American Atlas. London. 1776. Chart containing part of the Icy Sea with the adjacent coast of Asia and America. Sammenlign hermed Stählins Kaart 1774.

**) Den franske Titel er: Atlas Russien: Contenant une carte générale et dizneuf cartes particuliéres de tout l'empire de Russie etc. Construites conformément aux regies de la geographic et aux derniéres observations. Par l'académie imperiale de science de St. Petersbourg. Petropoli. 1745,

**) Jeg henviser for øvrigt til en Artikel i Petermanns Geogr. Mittheilungen. 1884. 7. Hefte og til min Bog om Vitus Bering.

L'lsle havde været beskæftiget med det i henimod 20 Aar, men da det gik for langsomt for ham, tilforordnedes nogle Medarbejdere, hvoriblandt Sydounævner Leonh. Euler, Heinsius og LOMOHOSSOU-. Samlingen bestaaer af l General- og 19 Specialkaart. Titel og Fortale ere trykte saavel i det latinske og russiske som i det tyske og franske Sprog, men Kaartskriften er enten russisk eller latinsk, saaledes at Kjoberen havde Valget. En nærmere Omtale af dette Atlas ligger uden for det nærværende Æmne, og jeg skal kun bemærke, at allerede her er den sibiriske Ishavskyst indlagt efter den store nordiske Expeditions Undersøgelser: Kamtschatkas overdrevne Brede er ligeledes bleven reduceret, men om Nordøstasiens Stillehavskyst haves ingen nye Oplysninger. Den indtegnes efter Bering 1728, Anadyrfloden give.s det bekjendte urigtige Løb, og Nordsiden af Tschuktscherhalvøeu er ligesaa fejlagtig som tidligere. Dette ses allerede paa Generalkaartet, men dog især paa det 18. Specialkaart: „Territorii Jacutensis Pars Orientalior cum Maxima Parte Terræ Kamtschatkae", hvor Tschuktscherhalvøen — af Pladsmangel — i formindsket Maalestok indtegnes i en Hjørnekarton med følgende Titel: „Öra extrema borealior Sibiriæ orientera respiciens". Denne Karton meddeler her, og jeg behøver derfor ikke at give nogen vidtløftig Beskrivelse af den. Kystomridset er helt igjennem Berings, men med en Del Frihed i Tegningen. Særlig Diomid-Øen er behandlet med stor Skjødesløshed, ja, denne Ø har endogsaa faaet helt nye Positioner, saaledes at den er kommen til at ligge vestfor Østkaps Spids. Paa Kartonen er Navnet Bolshaja udeladt; det findes derimod paa Generalkaartet, og her møde vi altsaa atter alle de Beringske Navne, saaledes som vi kjende dern fra Kirilofs Kaart 1734.

Atlas'et gjorde stor og vel ogsaa fortjent Lykke i Vestevropa i det følgende Tiaar. Baade med og uden Kildeangivelse eftertegnedes det af flere af de mest ansete Kartografer, og jeg skal her særlig fremhæve Isaac Brouckners Nouvelle Atlas de Marine*) 1749, Berliner Akademiets Atlas*) 1753 og Robert de Vaugondijs Atlas 1757**), der alle tre henvise til det russiske som Kilde. Dette er derimod ikke Tilfældet med D'Anville^ „Troisiéme Partie de la Carte d'Asie, contenant la Sibirie et quelques autres Parties de la Tartaries. A Paris 17f>-'->". Skjont den beromte Forfatter i alt væsentligt følger det russiske Akademies Fromstilling fra 1745. ja. endogsaa gjengiver den oven for omtalte Karton over Beringshalvoen. nævner han dog ikke sin russiske Kilde. Hans Forhold til Akademiets Atlas var imidlertid ikke übekjendt for Samtiden, og G. F. Miillov***) siger udtrykkelig: „Det vilde; have været onskeligt. om den af Geografien højt fortjente Forfatter havde haft flere Efterretninger om Sibirien. Men d;( han ao»t l'\il<je deraf for <l<^jt Mexte lutr l»/ p<in </<:! „Ituxsixkc- Atlax" i har dettes Fejl ogsaa haft Indflydelse paa hans Kaart."

Vi staa her ved Hr. Dalls sidste Forskansning. Han siger, at D'Anvilles Kaart er en noget fri Kopi af det andet Beringske Manuskriptkaart... og at dette nu kun findes i Manuskriptform i Sverig i Baron Klinkofströms Eje (S. 11). Dette er selvfølgelig ganske uhevisligt, thi, som jeg har paavi.st. er D'Anvilles Kaart i alt Væsentligt en Kopi efter Akademiets Atlas 1745. og da det Klinkofstromske Manuskriptkaart stemmer overens HUM! D'Anvilles Kopi. har jeg vel Eet til den Slutning, at dette svenske Manuskriptkaart ligeledes er en Kopi efter det russiske Atlas; at det ikke indeholder mere originalt om eller fra Bering end en halv Snes andre Kaart fra samme Tid, og at det navnlig er ganske überettiget at betegne det som et Produkt af Vitus Bering eller at gjøre ham ansvarlig for dets Indhold. Dette gjor Hr. Dall imidlertid, og i sit Resumé benytter han det til at fremsætte ret nærgaaende Beskyldninger imod Søfareren. Hans Fremstilling er dog kun ot Udslag af en udskejende Kombinationsevne. der ikke holdes i Tømme af et grundigt Kildestudium. — Det kunde maaske synes alt for dristigt af mig at fremsætte en saadan Beskyldning, men dertil skal jeg bemærke, at jeg har liggende for

---

*) Isaac Brouckners Søatlas bestaaer af l Generar- og 12 Specialkaart i Mercntors Projection. Jeg fremha'ver her særlig: „Carte générale du globe terrestre". Det har Berings Kystomrids og Navne pna Tschuktscherhalvøen. „I. Diomida" ligger paa 66° 45' N. Br. og 205° Ø. Lgd. f. Ferro, men vestfor Østkap, der kaldes Kap Czukczence. Endvidere: „Carte Marine de la mer glaciale avec une partie de la province de Irkucki." Dette Kaart gaaer fra 60° til 82° N. Br. og fra IbO til 270° Ø. Lgd. for Ferro. Det omfatter altsaa Beringshalvøen og de uopdagede Kystlande af Amerika. Det indeholder de samme Navne som Hovedknnrtet samt H. Bdizoja. Diornid-Øeri ligaer paa 6(5° 30" X. Br., den 2<U'xle Længdegrad Ø. for Ferro ganer igjennem den. medens Østkap ligger pan 20(j" 2o' Ø. Lgd. for Ferro.

*) Tabula Geogrnphion Imperii Russici.

**) Atlas Universel par M. Robert et M. Robert de Vaugoudy. Pnris. 1757. Deriblandt særlig: Partie orientale de l'empire de Russie en Asie 1750, og Carte de l'Asie. 1750. — For øvrigt henviser jeg til G. F. Muller: „Samml. Russ. Geschichte. VI. S. 87 flg."

***) Samml. Russ. Geschichte. VI. S. 96.

mig i Omrids et andet svensk Manuskriptkaart over Berings første Kejse, der ifølge Hr. Bibliotekar Dahlgrens og Hr. Dalls enslydende Vidnesbyrd ganske stemmer med den Klinkofstromske Version, og paa dette er netop Diornid-Øen og den russiske Kystlinje i Beringsstrædet en slet og ret Gjengivelse af Akademiets Kaart 1745. Dog. p?va dette Punkt ville kun svenske Fagmænd kunne dømme os imellem, og jeg henviser med Fornøjelse Sagen til deres Afgjørelse*).

Hermed kan jeg afslutte denne Oversigt over den russiske Kartografi, thi den næste Periode fra 1754 til 1780 beherskedes ganske af G. F. Mullers Kaart**). og hans Forhold til Vitus Bering har jeg tilstrækkelig karakteriseret i min Biografi af Søfareren og har ikke

noget Nyt at tilføje. Kaartet er baade meget urigtigt og übilligt. Ifølge dets Fremstilling skulde Bering paa sin Sejlads kun være naaet til 66 Grader og nogle Minutters N. Br., og, idet Muller forstørrede det fabelagtige Kap Schelagskoi ud over alle rimelige Grænser, saaledes at det ragede op over den 72. Breddegrad og flere Grader østfor Beringsstrædet, blev det slaaet fast som en historisk og kartografisk Kjendsgjerning, at Bering havde vendt om omtr. 360 Kvartmil sydfor Asiens

Nordostspids, at han aldrig havde været ude af det
Stille Hav. og at hans Sejlads ingenlunde kunde bevise,
at Tschuktscherhalvøeii var begrænset af Hav imod
Nordost. Det var disse stuelærde og selvgode Gætninger,
Cook tilintetgjorde 1779.

I min Biografi havde jeg paa rolig kritisk Vis givet en Fremstilling af disse Forhold og sagt, at selv Mullers Beretning lider af store Svagheder, „ikke alene i Retning af historisk Nøjagtighed, men ogsaa i skjønsom Kritik over de geografiske Resultater, hvortil Bering naaede''. Det forekommer mig, at en historisk Forfatter maa have Lov til at bruge saadanne Udtryk; men Hr. Dall tager mig dem moget ilde op. Han siger, at jeg har tilsmudset G. F. Mallers Minde, at jeg er en snæverhjærtet og mistænksom Chauvinist, at jeg mangler Forstand, at jeg har ingen Indsigt i de Ting, jeg taler om, og hans Indignation kulminerer i den højtidelige Forsikring, at han ingensteds har set noget anført, der kan støtte min Opfattelse. Uheldigvis staaer Hr. Dalls literære Kompetence til at afgive en saadan Erklæring i et sørgeligt Misforhold til de stærke Ord, han bruger. Selv Mullers Skrifter kjender han kun af tarvelige, oversatte Uddrag, og han har ikke det fjærneste Kjendskab til den russiske, tyske og franske Literatur, hvorpaa min Dom er baseret. Men desuden troer jeg

helt at kunne berolige ham med et Par Sætninger. Det Afsnit af min Biografi, som han ivrer saa stærkt imod. har staaet trykt i Petermanns Geogr. Mittheilungen 1884, altsaa i det geografiske Hovedtidsskrifti Mullers eget Fædreland, uden at vække mindste Anstød, og hvad jeg siger om Mullers Forhold til Bering, er desuden i nøje Overensstemmelsemed Akademikeren K. E. von Baers Udtalelser. Denne berømte Videnskabsmand var tysk Russer ligesom Muller, altsaa i dobbelt Forstand hans

---

*) Vi have ogsaa her i Landet et Manuskriptkaart over Berings förste Rejse: det findes i det 44. Bind af Kong Frederik V.'s Atlas og fører følgende Titel: ..'Accurate Delination des oberhalb Siberiens nen gefundenen und entdeckteu Landes, Kamtschatka genannt, sambt denne vvas noeh däran gräntzet. A. li. \Vitken". Det ser meget godt ud, men er langt fra nojagligl.

**) „Nouvelle Carte des démuvertes faites pur des vaisseaux Russiens aux cötes inconnues de l'Aniérique septentrionale arec les pays adjacents etc. A. S. Petersbourg å l'academic imperiale des sciences. 1754, 1758." — En Kopi af Beringshalvøen efter dette Kaart iindes baade i den danske og den amerikanske Udgave af min Bog om Bering. Mullers Kaart er blevet benyttet af Busching, Buache, Fischer o. m. a. — I denne Oversigt bar jeg helt forbigaaet Akademiets Kaart 1774, da det ganske har forladt den Beringske Type. En Kopi af dette findes hos W. Coxe.

Landsmand, og idet han fra et moderne og upartisk Standpunkt behandler den russiske Opdagelseshistorie, tager han paa det Bestemteste Parti for Bering imod Muller, men imod ham vil Hr. Dall muligvis tage i Betænkning at udslynge de samme Beskyldninger som imod mig, og naar han i sine Studier af Berings Historie engang naaer til at blive bekjendt med von Baers udmærkede Afhandling*), tør jeg maaske vente en Tilbagekaldelse af hans Sigtelser.

Hr. Dall afslutter sin Afhandling med et Resumé, der er meget uvenligt imod Bering. Vi have set, at hans Dom er fejlagtig og übegrundet selv dér, hvor han vil støtte sig til den historiske Literatur, og vi kunne ikke vente, at den skulde blive bedre, hvor han slipper sine Ræsonnementer løs uden literær Begrundelse, ja, hans Resumé er i Virkeligheden saa fejlagtigt, at jeg helst havde ladet det henstaa übesvaret, men da hans Afhandling muligvis læses paa Steder, hvor min Bog ikke trænger hen, har jeg troet at burde følge ham til det Sidste.

Berings første, saa vel som hans anden Expedition ere i en vis Henseende ene staaende Foretagender blandt alle Tiders arktiske Rejser. Hans egentlige Udgangspunkt laa ude paa Jordens yderste Grænse, hvor kun Jægeren og Jassakkræveren vare naaede hen. Kamtschatka var dengang et fuldstændig vildsomt Land, og praktisk set laa det mange Gange længere borte fra St. Petersborg, end hvilket som helst kjendt Punkt nu er fra os. 130 Længdegrader, flere 1000 Mil, Jordens mindst gjæstmilde Egne, Klodens koldeste Strøg, Bjærge, endeløse Stepper, uigjennemtrængelige Skove, Moradser, Snedynger og Have skilte ham fra Kamtschatkaflodens Munding, hans egentlige Basis, og derhen skulde han føre, ikke en let Expedition, men et stort Provianttræn, et omfattende Skibsbygningsmateriel; ningsmateriel;paa Rejsen maatte der bygges Flodfartøjer i snesevis og to søgaaende Skibe. Snart gik det op ad Sibiriens stride Strømme, snart paa Hesteryg eller Hundeslæde gjennem Jakutens og Tungusens øde og triste Skove; han benyttede flere hundrede Arbejdere og dobbelt saa mange Heste for at udføre det Arbejde, som vore Expeditionsskibe nu sædvanlig gjøre det af med i nogle Uger eller Maaneder. medens han og hans Hjælpere maatte anvende over 3 Aar for at slæbe de store Transporter fra den finske Bugt til det Stille Havs nordøstlige Kyster. Hr. Dall siger, at han overalt paa denne Strækning fandt „Veje, som de vare"; men, hvad forstaaer han derved? Paa den 1000 Kilometer lange Strækning mellom Jakutsk og Okhotsk fandtes ikke Spor af Vej, ikke en eneste Hytte, ikke et eneste Tilflugtssted. Hundrede Aar i Forvejen vare Kosakkerne gaaede over den samme Strækning; de havde plantet et Trækors ved Judoma, den eneste Erindring, der var ladt tilbage, og indtil nogle ganske faa Aar før Berings Togt gik endogsaa Enkeltmandsrejserne til Kamtschatka nordpaa over Anadyrsk. Hele Egnen var et rædsomt Øde af vilde Bjærge og Sumpe; kun ad de stride Bjærgstrømme kunde de sfore Transporter skaffes frem med overmenneskelige Anstrængelser; de Rejsende, ogsaa Chefen, maatte hver Nat søge Ly i Snedriverne; flere Gange truedes de af Hungersdøden og maatte friste Livet ved at spise „Læderremme og Sko!"

Det Samme gjentog sig paa Kamtschatka. Her fandtes paa en tilsvarende Strækning kun tre russiske Hvilepunkter, og kun i Snedriverne kunde Expeditionens Medlemmer værne sig imod Purga'ens Rasen. I alt dette ser Hr. Dall kun daglig Dags Ting; han kan ikke faa Øje paa den ringeste Heroisme hos denne Haandfuld Folk, der kæmper sig frem over den halve Jord for at løse et geografisk Problem. Mon han vilde vise den samme ligegyldige Kulde, hvis — ja vi kunne jo gjøre dette Tankeexperiment — et Par Snese Amerikanerefor 150 Aar siden havde kæmpet sig frem fra New York til Alaska, havde dér efter bedste Evne sammentømret ot Skib og havde kaartlagt Nordamerikas Vestkyst fra 55 til 67° 15' N. Br.? Ganske vist, Sammenligningen halter, men det var jo dog det Bering udførte for Asiens Vedkommende. Af medbragt Takkelageog kamtschadalske Træstammer tømrede han et Skib sammen i Kamtschatkafloden, bemandede det med 40 Mand, hvoraf ikke 10 vare søvante, forsynede det med tarvelig Proviant, og saaledes udstyret tiltraadte han en omtr. 1500 Kvartmil lang Sørejse langs en ukjendt Kyst i et ukjendt Hav, paa et Strøg, der

---

*) Beiträge zur Kenntnisx d. Russ. Keiches. XVI. S. 133, 185^—189. etc. „Allein es Ist auch wohl noting, ein Wort iiber die Veranlassung der Nichtanerkenriung der Resultate der ersten und zur ungiinstigen Beurtheilung der zweiten Expedition zu sägen. Diese gingen vorziiglich von dem sonst so verdienten vind Bering ergebenen Historiographen Muller aus." — I sin Afhandling om P. J. v. Strahlenberg siger August Strindberg: „Förklarligt nog har hans förtjenst så mycket som möjligt blifvit förringad af de ryska afundsmännen. Akademikerna Muller och Gmelin, hvilka i sina stora vetenskapliga arbeten farit ganska illa med Strahlenberg." — Svenska Sällsk. för Antropologi och Geografi. Stockholm. 1879,

aldrig nogensinde tidligere var blevet pløjet af en evropæisk Skibskjøl. Hvorledes ser nu Hr. Dall paa denne Bedrift? Vi skulle høre. Han siger: „Her var en Mand med et nyt Skib, en fuldtallig Bemanding og ot Aars Proviant. Han havde rejst rundt om don halve Jord. havde anvendt tre og et halvt Aar paa denne Rejse og et endeløst Arbejde, og alt dette for at naa lien i en Egn. hvor der er et Problem at lose. Men da han er kommen dér, ofrer han —• med en hel Maaned af den sejlbare Sæson til sin Kaadighed — kun 24 Timer paa Undersøgelsen. Uden at løse Problemetbegiver han sig paa Hjemvejen, ganske vist med en rigtig Opfattelse, men denne er ikke hans egen Opdagelse, og han har ikke skaffet saa afgjørende Beviser til Veje, at han kan afvæbne Kritiken."

Bering var sendt ud for at afgjøre. om Asien var landfast med Amerika, og, hvis dette viste sig, at forfølge denne Verdensdels Kyster ned til evropæiske Nybygder. eller til han traf evropæiske Skibe. Ifølge Datidens geografiske Opfattelse kunde han vente at træffe den nye Verdens Kyster paa Strækningen fra Kap Lopatka til Beringsstrædet (Gamalandet, se ogsaa Kaartblad II). Hans Undersøgelser begyndte altsaa den Dag. da han lagde ud af Kamtschatkanodens Munding 1728, og de afsluttedes først, da han i Sommeren 1729 dublerede Kap Lopatka for hjemgaaende. l den første Sæson var han i Søen fra d. 20. Juli til d. 13. September eller i 55 Døgn og altsaa anvendte han denne Tid paa sin Opgave. Han fulgte Nordøst- Asiens Kyst, undersøgte Indskæringerne og kaartlagde Landet samt overbeviste sig om, at der nordfor dets nordøstligste Spids fandtes et stort, aabent Hav. I den næste Sæson udførte han et Fremstød lige imod Øst for at opsøge det Land, som han i Følge sine egne lagttagelser formodede at være til Stede, og som Kamtschadalerno formente at kunne se i særdeles klart Vejr*). Han lagde ud den 5. Juni, naaede i Løbet af de følgende Dage 200 Verst mod Øst, men blev af Uvejr og Storme tvungen tilbage imod Sydvest og omsejlede Kap Lopatka d. 1. Juli. Alle disse Bestræbelser troer Hr. Dall at kunne reducere til „24 Timers Undersøgelser." Fordi Bering ikke søgte Amerika paa det Punkt, hvor han — efter vor bedre Viden — var nærmest ved det vestlige Fastland, skal han nn reduceres in absurdum og beskyldes for ligefrem at være løbet bort fra sin Opgave („Leaving out of account the continent within half a day's sail, which he fairly ran away from ignorantly''). Hos alle billigtænkende og fordomsfrie Mænd reduceres det Hele til et Sporgsmaal om Held og Uheld, intet mere eller mindre. Bering var uheldig, fordi hans Fremstød mod Øst gjordes i for sydlige Egne, men hvem tør bebrejde ham det? Og hvem tør navnlig paastaa, at dette skyldes hans Mangel paa Mod og Heroisme. I hvert Fald er det ikke umiddelbart indlysende, at der hører mere Mod til at sejle 50 Werst i Beringsstrædet end 200 i Beringshavet! Li<;-esaa urimelig er Hr. Dalls Bemærkning om. at Bering den 2(>. Avgust 1728 endnu havde en hel Maaned af den sejlbare Sæson tilbage. Deter ingen Kunst at være bagklog. Takket være Berings og hans Efterfølgeres Erfaringer véd nu enhver Skoledreng, at det forholder sig, som Hr. Dall siger, men hvorfra skulde Søfareren hente denne Oplysning 1728. Han vidste ikke andet, end at de sibiriske Floder i langt sydligere Egne allerede omkring d. 20. Avgust bleve ufarbare paa Grund af Is, og han kunde vel have al Grund til at tro, at en lignende Skæbne pludselig kunde ramme ham her.

Desuden, selv om han havde sejlet l eller 2 Grader længere imod Nord og naaet Isgrænsen, vilde det dog have været ham ganske umuligt at afvæbne Kritiken. Kap Schelagskoi kunde han ikke have omsejlet,og Muller vilde med samme Ket kunne have konstrueret sit Tschukutskoi Noss og paastaaet, at han aldrig havde været ude af det Stille Hav. Hvorfor? Fordi Bering arbejdede med en Opgave, der ikke kunde løses ved en enkelt Sejlads og med sniaa Midler. Fordi Problemet omfattede to Kontinenters og to VerdenshavesKystlinjer og Beliggenhed imod hinanden; fordi det var el af de største Problemer, hvormed menneskelig Vidskab og Foretagelsesaand nogensinde havde kæmpet.

---

*) Paa dette Punkt er Hr. Dall aldeles utilgængelig. Han skriver: „Lauridsen has ascribed to Bering's own initiative the willingness to make another search for land, as if these ideas were original with him. It is evident that this is unjustified and fanciful. Mtiller's account shows that the incitement to a second attempt proceeded from the resident of the country and that Bering complied with their suggestions; and Bering says sc himself in his report. (S. 43)." Det er jo ikke langt fra, at Hr. Dall her gjør Bering til en Slave af Kosakkerne paa Kamtschatka, og han vender fuldstændig op og ned paa alle historiske Beretninger,, paa Berings egen, paa Mtiller's og Bergh's. Ved egne lagttagelser og ved de Indfødtes Beretninger kom Bering til at tro paa Amerikas Nærlied og derfor sejlede han. „Wie nun der Capitaine nicht versäumen wollte. von dem, was angeregte Merkmahle gegriindetes enthielten und anzeigten, sich dureheine abermahlige Schiffahrt zu vergewissern: so machte er dabey die Anstalt, dasz etc. etc. Muller. 111. S. 120.

Berings første Togt var kun et hastigt Lysglimt ind i det „store nordiske Mysterium". som H. H. Bankroft træffende kalder det. Ved dette Lys tændtes 100 andre Spørgsmaa! og med intuitivt Blik erkjendfe Sofareren før end alle andre, at Opgaven kun kunde løses ved en Kaartlæggelse af Nordvestamerikas Kyst. Igjennem 9 lange Aar kæmpede han for at naa dette Maal; han overvandt de utroligste Hindringer; han forte Evropas yngste Marine ud paa storartede Togt i rent humanistiskeØjemed; han benyttede et af Verdens mest barbariske Lande som Basis for sine Operationer, og i Sandhullet paa Beringsøen beseglede han sin Gjeniing med sit Liv. Denne Mand vil W. H. Dall frakjende Mod. Foretagelsesaand. Heroisme!

Jeg troer ikke, at W. H. Dall repræsenterer den offentlige Mening i Nordamerika. Det amerikanske Folk har været Vidne til alt for mange besværlige Forsøg, til alt for mange vanskelige Begyndelser, det har en alt for skarp Opfattelse af, hvad en Pioners Arbejde er værd, til at det skulde underskrive Hr. Dalls Kritik. Det vil i Vitus Bering erkjende en hærdet, udholdende og ærlig Pioner for menneskelig Vidskab, Kultur og Handel.

Tillæg.

(Nedenstaaende Mémoire af Astronomen J. N. tie L'lsle har betydelig Interesse, dels med Hensyn til Vitus Berings Historie, hvorom saa faa samtidige Vidnesbyrd endnu foreligge, dels ogsaa med Hensyn til Astronomens eget Forhold til Bering og den store; nordiske Expedition, og jeg har derfor troet at burde lade den følge med nærværende Afhandling, som den belyser i mere end en Henseende. I sin Alderdom (1750) søgte J. N. de I/Islo at sikre sig Æren for at have fremkaldt den store nordiske Expedition eller Berings andet Togt ved et Kaart, som han paastod i Aaret 1731 at have overrakt Kejserinde Anna Ivanorna. Hans Fremstilling blev skarpt imødegaaet af G. F. Muller, og af den her foreliggende Mémoire ses det. at han ikke selv har havt Foretræde hos Kejserinden, men at Admiral Sivers muligvis har overrakt hende hans Kaart, og om Initiativet til den store nordiske Expedition or der aldeles ikke Tale. (Se forøvrigt: Beiträge zur Kenntnisx d. Russ. Reiches. 16. B. S. 91 —107, hvor der ogsaa findes Oplysning om det geografiske Bureau, som de L'lsle søgte oprettet under Akademiet, og som skulde opt.-ige alle Kaart fra det store Rige.) Den flere Gange omtalte Admiral Peter Sirers var oprindelig dansk Søofiicer, men gik 1704. altsaa omtrent samtidig med Vitus Bering, i russisk Tjeneste og steg til de højeste Poster i den nydannede Marine. 1732 faldt ban i Unaade og forvistes af Kejserinde Anna til sit finske Gods, hvor h«n levede i 8 Aar i „Nød og Elendighed". 1740 kom han tilbage i sine Stillinger, men døde kort efter af et Slagtilfælde. Hans Slægt blev højt hædret af Kejserinde Elisabeth, men selv betragtede han sig altid som Dansk. (Se Norsk Hist. Tidsskrift. II Kække. 4. B. S. 433 flg.) — Jeg har ikke haft Adgang til de L'lsles Original, men benyttet en Afskrift, der opbevares i Rigsarkivet i Stockholm, og som Hr. Bibliotekar E. Dahlgren godhedsfuldt har tilstillet mig.)

Histoire tics cartes el des tndmoires concernant l'Expédition
au Kamtschat.

1° Sur i;i fin de l'année 1728 Mr. Blumentrost president de l'Académie. étant alors a Moseou, a envoié a Mr. Schumacher une carte do la route par terre que le Capitaine Betrings et ses gens ont tenu dans levr premier voyage depuis Tobolsk jusqu'a Ochota, qui est situé sur la cote de la mur Orientale. Cette carte m'aiant ('»t«'- communiquée par Fordre de Mr. Blumentrost pour l'examiner et en scavoir mon sentiment; Je lui envoiai mes reflexions sur sette carte dans une lettre datée de l'otorsbourg le 20 Janv. 1729. Je pris aussi une copie de la Carte, elle est entre celles qui sont å ma garde, on y pourroit jdindre une copie ou extrait di' må lettre écrite å Mr. Blumentrost pour étre conservée dans le bureau de Geographic.

2° A pro/ avoir recu eette carte et en avoir fait ia description dont je viuiis de parlor, je recus un petit rapport de eette carte écrit en Itusse que Mr. Karovin, alors interprete de l'Académie, a traduit en Francois; Je les déposerai Tun et Fautre dans le bureau de Geographic.

3° Aiant aussi recu par differens rnoiens le resultat de quelques observations d'Eclipses faites au Kamtchat et ailleurs par le Capitaine Beerings et ses gens: J'en ai déduit la longitude du Kamchat dans un mémoire que j'ay lu ä l'Académie au mois de novembre 1730. J'ay erisuite eu tant du Capitaine Beering que de son lieutenant des eclaircissemens sur leurs observations; par ou j'ay pu ammeliorer les conclusions que j'en avois tiré d'abord, et enfin aiant encore recu des observations correspondantes de I'une de ces eclipses faites en Amérique, et dont je n'avois pas pu avoir de correspondantes en Europe; J'ay eu dequoy étre plus assure de eette longitude autant que les observations du Capitaine Beerings ou de ses gens pouvoient étre exactes. C'est ce mémoire lu en 1730 avec les additions faites depuis que je presente aujourdhui ä la compagnie: et dont il convient aussi d'avoir une copie dans le bureau de Géographie.

4" Aiant ensuite compare la longitude du Kamtchat avec celle de l'extrérnité orientale de l'asie qui se conclut des cartes de la Chine, j'ay trouvé quelles, se convenoient et j'en ai dressé une carte et un mémoire au mois de Juillet 1731. J'ay donné l'un et i'autrea Mr. l'Amiral Sivers allant n Moscou. Le titre de ces pieces étoit: Nouvelle Carte de la mer Orientale proposée pour la conduit e des nou vel les navigations qui seront sur eette mer et pour la verification des pais representés sur eette Carte. Je n'ay point de copie de eette carte: mais je pourrai donner la ropie du mémoire en aiant conserve le brouillori.

5" La Carte susdite et le mémoire qui y étoit joint aiant donné occasion de parler du chemin de eette extrémité Orientale de l'Asie jusqu'a l'Amérique; J'en ai dressé une grande Carte que j'ay montre au Senat et å l'Académie, et sur laquelle j'ay fait un nouvel écrit aiant pour titre: Mémoires sur la Nouvelle carte de la mer Orientale pour montrer le plus court chemin de l'Asie å l'Amérique. J'ay

communique a FAeademio le susdit mémoirc: pour la Carte, mon orginal m'a été emprunté par Mr. l'Ainiral Golowin qui pretend quil doit rester ä l'Amirauté: inais l'Académie en a pris deux copies: l'une jiour étre envoiée ä Mr. le Capitaine commandeur Beerings qui l'a demandé. et l'autre pour ("-tre gardée dans le bureau de Géographie. C'est d'apres cette carte que Mr. Kyrilof a inarqué sur så carte Générale la situation de la turre d'Yecjo, la terre de la Compagnie, celle de Jean de Gama etc.

(5° Lorsque l'on out résolu la seconde expedition de Mr. le Capitaine commandeur Becrings; et quo l'on s'en l'ut rapport«' å I'Acadeini« pour <ionn«^jr dos instnu-tions since second voyage je fus un des premiers a dresser par écrit et ä communiquer des instructions J ort amplos sur les observations qu'il y avoit ä i'aire sur rAstronomie, la Physique et la Géographie; et mon i'rere de la Croyere fut un des premiers qui s'oft'rit velontairement pour faire ces observations; il manque dans le reeueil des pieces du Kamel la t la plus part des instructions detaillées que j'ay donné sur cela et plusieurs des representations que mon frére a fait pour les arrangemens de son voyage.

7° Mr. le Capitaine commandeur Beerings étant ä Petersbourg me fit la grace de me communiquer le petit. Ms ou extrait de son voyage en allcniand, eommu il Favoit communique å plusieurs autres; et il me permit d'en fair«; une traduction Francoise que j'ay communique en dernier lieu å la demande que Ton m'en a fait pour en mettre I'extrait a la tin de I'almanach de

l'année prochaine 1736. Je déposerai dans le bureau de Geographic la traduction Franchise que Mr. de Winsheim a bien voulu me faire de eet écrit du Capita ine Beerings.

8° Mr. l'Amiral Sivers m'a aussi communique une copie de la Carte entiere de Mr. le Capitaine Beerings faite en Russe }>ur le Géodésiste Ivan Khanékhov, elle sera conservée dans le bureau de Géographie pour y avoir recours en tras de besoin.

s'»° Mr. l'Amiral Sivers avoit aussi eu la bonté de me préter le journal entier du lieutenant du Capitaine Beerings dans lequel étoient toutes les operations qui <>nt «'ié fail es en route depuis Tobolsk Jusqu'a ia tin du Voyage avec tons les calculs et les resultats de ces operations; a ma requisition on entreprit å l'Académie la traduction du discours qui étoit dans ce journal; car pour les operations et les calculs ils se pouvoient aisement entendre de toute personne qui scait les regies de la navigation: Mr. Govletski fut chargé de la traduction dont je viens de parler, quil n'a point achevée; et cependant apres la disgrace de Mr. l'Amiral Sivers, l'on m'a envoié redemander ce journal que j'ay eté oblige de rendre. Je déposerai dans le bureau de Géographie tout ce que j'ay de la traduction de Mr. Govletski; mais il seroit bon que Fen y put avoir une copie entiere de ce journal et de totis les autres pareils journaux que l'on pourroit trouver; ce qui seroit cl'une trez grande utilité pour les cartes particuliéres et générales de ce vaste Empire.

De L'Isle.