I denne Artikels første Afsnit er det oplyst, hvorledes de Forenede Staters Regering har søgt at fremme Nordamerikas etnografiske Undersøgelser ved en særegen Institution: „Bureau of Ethnology" i Forbindelse med „National Museum", i hvilket forøvrigt ogsaa andre Videnskaber ere repræsenterede, men Etnografien synes at indtage en fremragende Plads blandt disse. Vi skulle her søge at give lidt nærmere Oplysning om, hvorledes det nævnte Øjemed søges opnaaet.

Økonomiske Hjælpekilder og Arbejdsstyrke.

Bureau of Ethnology. Det aarlige Tilskud, bevilget af Kongressen til „Fortsættelse af etnologiske Undersøgelser iblandt de amerikanske Indianere" under Ledelse af Sekretæren ved „Smithsonian Institution", omfattende Lønninger eller Godtgjørelse til alle de nødvendige Tjenstydende, er 40000 Dollars.

Følgende andre videnskabelige Institutioner stod
1889 under Smithsonian Institutions Kontrol.

Internationale Udvexlinger. For alle Udgifter ved det internationale Byttesystem mellem de Forenede Stater og fremmede Lande under Smithsonian Institutions Bestyrelse, indbefattende Lønninger og Godtgjørelser for alle derved Ansatte, har Kongressen bevilget 15000 Doll.

National Museet. For Vedligeholdelse, Forevisning og Forøgelse af Samlingerne fra Regeringens Opmaalings- og Undersøgelses-Expeditioner, indbefattende Lønninger og Godtgjørelser til alle Vedkommende, har Kongressen bevilget 125000 Doll.

Byggearbejder. Hertil var der for 1888—89
intet Tilskud ydet, da Udgiften var bestridt af Overskudet
fra 1887—88.

Museets Montering. Til Montrer, Møbler og alt
det iøvrigt Fornødne til Udstilling og Vedligeholdelseaf
Samlingerne, indbefattende Lønningpr og

---

1) Fortsættelse fra 9de Bind 1887-88, S. 118.

2) Det havde været min Hensigt at give denne Fortsættelse først noget senere hen i Tiden, men da Sygdom truer med snart at kunne hindre det fremtidige Arbejde, foretrak jeg at afslutte dette. Materialet dertil laa færdigt, takket være mine literære Venner i Amerika, som tilsende mig ny udkomne Tryksager og som forøvrigt skriftlig meddele mig de Oplysninger, jeg maatte ønske. li. H.

Godtgjørelser til alle Vedkommende, har Kongressen
bevilget 40000 Doll.

Opvarmning, Belysning samt Telegrafering og
Telefonering. Hertil har Kongressen bevilget 13000
Doll.

lait: 233000 Doll. Men hertil kommer yderligere Tilskudet fra den oprindelig ved private Midler oprettede „Smithsonian Institution", hvis Fond afgiver i Rente 42180 Doll, aarlig.

Naar undtages Kontoen for Byggearbejder, viser Eegnskabet for 1887^—88 ganske tilsvarende Indtægt, og denne synes at kunne betragtes som fast, om end aarlig Bevilling ved Kongressen maa søges. Etnografien staaer for Tiden højt i Anseelse i Amerika paa Grund af, at den faaer sin rundelige Part af de Midler, den har sammen med andre Videnskaber, især til Samlingerne. Den kan alene for sin ovennævnte særskilte Del raade over en Arbejdsstyrke, som i 1889 beløb sig til: 7 Etnologer med aarlige Lønninger af 1500—3000 Doll, og 11 Assistenter med 720—1200 Doll., hvoraf dog nogle kun vare i Virksomhed en Del af Aaret, og Lønnen beregnedes derefter. Denne Stab af Forskere besørger, foruden Arbejdet paa Rejserne, Bearbejdelsen af Rejseudbyttet. Resultaternes Offentliggjørelse sker alt efter Omstændighederne gjennem „Annual Reports", „Contributions", „Proceedings" og „særlige Meddelelser" fra „Bureau of Ethnology", „Smithsonian Institution" og „National Museum". Hovedværket er „Annual Report of the Bureau of E.", der er meget luxuriøst udstyret. Det udkommer rigtignok meget sent; saaledes for Aargangen 1884 først i 1887 og for 1885 først i 1888. Men herpaa bødes der, dels ved de andre nysnævnte Meddelelser, dels ved Separataftryk.

Endelig kommer hertil private Selskaber og Museer samt disses og andre særlige, til Dels udenlandske Tidsskrifter, som have skjænket de foreliggende Emner mere eller mindre Opmærksomhed.

Hvad denne Artikels Meddeler tilfældig har liggende for sig, og som refererer sig til de seneste Aar, bærer følgende Navne: „The American Naturalist"; „Peabody Museum"; „Arner. Association for the Advancement of Science"; „Arner. Folkelore Society"; „Arner. Anthropologist"; „Arner. Philological Society" ; „British Association for the Advancement of Science"; „The Canadian Institute of Toronto"; „Boston Society of Natural History" og for Aaret 1890: „Compte Rendu" for Amerikanist-Kongressen i Berlin 1888.

Naar vi endvidere erindre, at der, trods den store Undertrykkelse, som de Indfødte med deres oprindelige ligeKulturtilstand have lidt siden Evropæernes Indtrængen, endnu ingensteds i Nordamerika er langt at rejse for at faa Lejlighed til at finde Levninger nok, især af Sprog og Sagn, fra hin Kultur samt til at samle lønnende lagttagelser, kan man nok drage den Slutning, at Nordamerika for Øjeblikket er et af de for Etnografiens Fremme heldigst stillede Lande.

Kulturtrinenes geografiske Fordeling. Betydningen af Fortid og Nutid.

Som et Forsøg paa at opstille en Orden for Kulturtrinene i Almindelighed har Morgan, som bekjendt, foreslaaet et System af tre Hovedafdelinger: Naturtilstanden (Savagery} med 3 Kulturtrin; Halvcivilisationen (Barbarism) med 3, og Civilisationen. Det Nærmere er allerede vist i det forrige Afsnit tilligemed Systemets Anvendelse til at vise Fordelingen af Indianerstammerne i det Store, da Evropæerne trængte ind. Der skulde kun være forekommet 3 Kulturtrin, nemlig Naturtilstandens øverste og Halvcivilisationens første og andet Trin, dog saaledes, at det tredje var nærved at blive naaet netop ved Evropæernes Ankomst.

Geografisk kunde da Indianerne inddeles: 1) Paa Naturtilstandens øverste Trin: Indbyggerne i hele Kystlandot paa Vestsiden, fra Sydspidsen af Kalifornien nordefter, og indtil 50° paa Østkysten; nordligere tillige omfattende Indlandet. 2) Paa Halvcivilisationens første Trin: Indbyggerne i det øvrige østlige Kystland ned til Florida og tillige Størstedelen af det dertil hørende Indland mellem 30° og 50° N. Br. 3) Paa Halvcivilisationens mellemste Trin: Indbyggerne i hele det Sydligste, der da skyder sig op imellem de to Foregaaende til omtremt 40° N. Br.

Det er udtrykkelig fremhævet, at hele denne Inddeling kun er et Forsøg, beregnet paa foreløbig Orientering mellem de talrige Indianerstammer; i Virkeligheden burde der gives flere Kulturtrin og flere Kjendemærker for Ordningen efter dem.

Her ville vi indskrænke os til at omtale Spørgsmaalene om de saakaldte Moundbuilders og om Inddelingens rette Begrænsning, om hvor vidt den omfatter de virkelig laveste eller højeste Trin, som her have været repræsenterede.

Allerede i forrige Afsnit har der været Tale om en tilsyneladende helt forsvunden Befolkning, som alene har efterladt Mindesmærker om sin Tilværelse i de saakaldte Mounds eller Jordværker, Høje eller Volde, der findes udbredte over meget store Arealer —

især i Mississippi-, Missouri- og Ohio-Dalene. Der findes ingen Levninger af Boliger ved disse Mounds, men dette kan vel tilskrives et forgængeligt Materiale. Derimod ere, foruden andre talende Levninger, Gravstedermeget talrige. At der under alle Omstændighederfra første Færd af maa have været noget Gaadefuldtved disse Vidnesbyrd om en saa vidtstrakt Bebyggelse,derpaa tyde de Gisninger, hvortil de have givet Anledning. I det Hele har man antaget, at Jordværkerne vare opførte af en Folkestamme, som stod paa et højere Civilisationstrin. I det forrige Afsnit er der, grundet paa en Teori af Morgan, hentydet til den Formodning, at disse Folk i Henseendetil Boliger have dannet en Overgang til Puebloerne.

Da nu Spørgsmaalet om Mound-Byggerne i flere Henseender heller ikke godt kunde adskilles fra Undersøgelser af de Indianerstammers Kulturtilstand, hvilke have existeret i den evropæiske Tid, er det intet Under, at „Bureau of Ethnology" har skjænket det en særlig Opmærksomhed, og vi skulle her i Korthed give et Uddrag af de vundne Resultater. Siden 1882 har Prof. Cyrus Thomas udelukkende ofret sig til Mound- Undersøgelserne, idet han aarlig har ransaget hine vidtudstrakte Egne og bearbejdet de hjembragte Optegnelser og Oldsager. Om det indtil 1887 vundne Udbytte kan her følgende meddeles:

De meget betydelige Landstrækninger, som fortrinsvis havde været undersøgte, vare: Sydvest-Wisconsin og de nærmeste Stykker af Minnesota, Illinois og Jowa, det nordøstlige Missouri, den vestlige Del af det sydlige Illinois, Sydøst-Missouri, det østlige Arkansas, visse Punkter i det nordlige og vestlige Mississippi, Vest-Virginia, Øst-Tennessee, Nord-Carolina, Nord-Georgia og nogle faa andre Steder.

Over to Tusinde Jordværker vare blevne undersøgte, opmaalte og beskrevne, og de havde omfattet næsten enhver Type i Henseende til Form, fra de smaa, runde Gravhøje til de store, afkortede Pyramider, Inddæmningerne, Billedhøjene, Stenvarder og Hustomter.

Museet er ved disse Arbejder blevet beriget med 38000 Numre af Oldsager, samlede af Forskerne selv med Undtagelse af forholdsvis faa, som ere erhvervede ved Kjøb eller Gave. Alle hidtil bekjendte og flere ny Typer findes deriblandt, men ingen med mindste Spor af Billedskrift endsige Bogstaver, hvoraf man kunde slutte sig til Mound-Byggernes Sprog. Dog opdagedes der enkelte Gjenstande, som skjønnedes at være indbragte i Jordlagene i en senere Tid. Af alt, hvad der ved forestaaende Opdagelser oplystes, mene* Prof. Thomas at kunne drage følgende Slutninger:

Mound-Byggerne paa det undersøgte Areal have bestaaet af et Antal Stammer, som stod i det samme indbyrdes Forhold til hverandre og paa et ganske lignende Kulturtrin som de Indianere, Evropæerne forefandt i de samme Lande ved deres første An* komst. Den arkæologiske Undersøgelse leder endog i det Hele og Store taget til at antage, at de forskjel* lige Grupper af Mound-Byggere have haft deres tilsvarende Afdelinger blandt de sidst nævnte Indianere, og at de have beboet de samme Lokaliteter som disse. Der er intet, som taler for, at Mound-Byggerne skulde have hørt til en højere civiliseret Nation, saaledes som der har været saa megen Tale om i arkæologiske Skrifter.

Deres Stammer have efterladt Tegn paa indbyrdes Forskjellighed især i Begravelserne og den Maade, hvorpaa Ligene have været behandlede. Ide sydlige Distrikter have de store, fladtoppede Høje været bebyggede med Forsamlingshuse og med Høvdingers eller fremragende Personers Boliger. De fremkomne Bevisligheder tale afgjort mod den Teori. som er bleven opstillet om, at Mound-Byggerne skulde være fordrevne og vandrede sydpaa og være blevne Stamfædre til Mayaerne og Mexikanerne. Ligesaa maa Morgans Antagelse, at de skulde være blevne til Pueblo-Indianere i Ny-Mexiko, bortfalde. Endelig maa her endnu tilføjes, at skjønt de her omhandlede Jordværker unægtelig i deres Helhed skrive sig fra Tiden før Evropæernes Ankomst, findes der dog nogle Mounds, som bevislig ere opførte efter dette Tidspunkt.

Fortids-Levningerne i Almindelighed. Det kan næppe undgaa Opmærksomheden, at der i Drøftelsen af Spørgsmaalet om Mound-Byggernes Tidsalder, og om hvad der i Amerika skal betegnes som præhistorisk og hvad som præcolumbisk, hersker Uklarhed, men denne forøges, naar vi gaa over til Menneskehedens fjærneste Tider. Det er noksom bekjendt, at der allerede for længe siden i Nordamerika er opdaget Jordlag af forbavsende Dimensioner, som ganske svare til Kjøkkenmøddingerne i Evropa.

Forskjellige Forfatteres Afhandlinger herom vedrøre Distriktet Columbias og Potomac-Dalens Urbefolkning og Stenredskaber, Resultaterne af en Undersøgelse over Menneskets Tilværelse i Nordamerika under Stenalderens palæolitiske Periode, Menneskenes Ælde i Delaware-Dalen, Islagets Tilbagetræden i Minne* sota i dets Forhold til Gruslagene, som ligge ovenpaa Stenredskaberne. • ' -

Professor Cyrus Thomas har allerede ved Affattelsen af oven omtalte Beretning fra 1887 indset Nødvendigheden af at sammenfatte alle Arter Fortidslevninger under ét, og han antyder, hvorledes dette burde ske i en geografisk Fremstilling af deres Forekomst og Fordeling over hele Landet. Idet han derefter i Forening med sine Assistenter fortsatte Undersøgelserne som hidtil, udarbejdede han den bebudede Oversigt for Hovedmassen af Landet, nemlig hvad der ligger østfor Klippebjærgene, i et Skrift, „Prehistoric Works East of the E. M.", og et Par Bemærkninger ville være tilstrækkelige til at give en Fremstilling af det store Arbejde, det har kostet, og den store Nytte, det vil kunne yde som Grundlag for alle fremtidige Forskninger. Katalogen tæller 246 Sider, men det største og vigtigste Arbejde er uden Tvivl nedlagt i de 17 Kaart, til hvilke Katalogen udgjør Texten. Fortidslevningerne ere sondrede i Arter, og hver Arts Forekomst antydes pan Kaartene ved særegent Tegn. Der findes ikke mindre end 59 saadanne.

Kaartene ere reviderede af Bureauets rejsende Assistenter og ere et nødvendigt Hjælpemiddel ikke alene for Arkæologen, men ogsaa for Etnografen til den rette Forstaaelse af tidligere og nuværende Tilstande.

Laveste og højeste Kulturtrin.

Det er jo oven for anført, at man har ment, at det laveste Kulturtrin, som fandtes repræsenteret hos Indianerne, var det tredje eller Naturtilstandens øverste efter den foreløbig vedtagne Skala. Det Nærmere herom blev drøftet i første Afsnit, og der er senere intet Nyt opdaget, som kunde kræve en Forandring heri. Der vil dog her være Anledning til at sige et" Par Bemærkninger.

Der har i de sidste Aar været Tale om Hulemennesker, om Stammer, som levede i Bjærgegne i den sydvestlige Del af de Forenede Stater og havde naturlige Huler til deres Boliger. Om det muligvis ikke er udtrykkelig udtalt, tyder dog hele Fremstillingen derom paa, at disse Indbyggere maatte staa et Trin lavere end de laveste hidtil bekjendte Folkestammer i Nordamerika. Først udtaltes det i amerikanske Aviser, at den bekjendte Polarrejsende Schwatka virkelig havde opdaget Hulemennesker i de nævnte Egne, men derefter modsagdes dette i en norsk Avis af den bekjendte norske Rejsende Lumholz, der fore* staaer en fra New York udrustet Opdagelsesexpedition til hin sydvestlige Landsdel og nævner det som en Hovedopgave at træffe sammen med de formodede Hulemennesker og udfinde deres Boliger. Han benægter paa det Bestemteste, at denne Opgave skulde være løst af Schwatka, men hans Bevisførelse indskrænker sig til noget nærgaaende Ytringer om dennes Personlighed. Man maa nu afvente Udfaldet af den forventede Opdagelse. Kun turde det være tilladt her at bemærke, at Hulebeboernes Udviklingstrin i ethvert Fald ikke kan betragtes som et almindeligt Kulturtrin overhovedet, men kun kan have en ganske lokal Forekomst.

Spørgsmaalet om Hulebeboerne er nær beslægtet med det om Kannibalerne. Det er omhandlet i forrige Afsnit med det Resultat, at Forekomsten af egentlige Menneskeædere i Nordamerika ikke er paavist, for saa vidt som derved skal forstaaes Folk, for hvilke Menneskekjød er et Middel til Nydelse.

Angaaende de saakaldte Hametser blandt Nordvest-Indianerne er der senere fremkommet nogle Oplysninger, som det her dog kunde være passende at meddele nogle Uddrag af.

Der skal gives tre Klasser Hametser: De, som bide Stykker ud af levende Menneskers Legeme; de, som æde Lig, og endelig de, som blot bide Hunde ihjæl og sønderrive dem. Det paastaaes, at man fordumslagtede Slaver for at beværte Hametserne med dem. En Rejsende vil endog blot for 40 Aar siden have set en Slave bunden til en Pæl blive skaaren op, hvorpaa dansende Hametser øste hans Blod ud med Hænderne og drak deraf. Nu fortære de gamle Lig, som ere tørrede i Kisterne oven Jorden. De opbløde dem først og danse saa omkring med dem, inden de æde dem. Nu er det imidlertid umuligt, at der skulde kunne gives Mennesker, for hvem et saadantMaaltid skulde være en Nydelse. Men Nordvestindianerneere i høj Grad tilbøjelige til Selvspægelser og paa samme Tid ærgjerrige og kappelystne; der er alene heri Grund til at antage, at Kannibalismen hos dem oprindelig er et Sonoffer til de usynlige Magter, udtænkt under Higen efter at udfinde netop, hvad der kunde vække størst Beundring hos den overtroiske Befolkning for Overvindelsen af det Modbydelige og Skrækkelige. Denne Anskuelse bekræftes ved den Vigtighed, som er lagt i Ceremoniellet, der iagttages ved den vordende Hametses Indvielse, som tænkes fuldbragt af tre Hjælpeaander. En Tid lang forinden samles alle Bygdens Beboere hver Aften til Sang og Dans sammen med Novicer, som have ti Følgesvende hver. Disse ledsage ham, naar han efter Selskabets Afslutning gaaer omkring i alle de andre Huse, De

passé omhyggelig paa ham hver Aften, indtil han engang pludselig forsvinder. Følgesvendene sige da, at han er fløjet bort. Han bliver da borte i fra l—5l^—5 Maaneder, i hvilken Tid han siges at leve i Samkvem med Aanderne og at vandre hele Verden over. I Virkeligheden færdes lian i de omliggende Skove under Lidelser og Savn, ene med sin Tænkning og Indbildningskraft,ganske som de vordende Augakut hos Eskimoerne.Endelig rygtes det under stor Bevægelse blandt Bygdens Beboere, at den ny Hametse kan ventes.Man har hørt underlige Toner som af Fuglestemmer— i Virkeligheden frembragte ved Fløjter, som Hametserne holde hemmelige for alle Uindviede. Endelig finder Tilbagekomsten Sted under stor Højtidelighedved Afholdelse af en Række Festligheder med omstændelige Ceremonier, under hvilke den nye Hametse aflægger Prøve paa sin Duelighed i at bide Smaastykker ud af Folks Arme, hvorved han dog siges übemærket at skulle benytte sig af et lille skærendeEedskab. Efter at hans Optagelse i HametsernesOrden saaledes endelig er fuldført, maa han i det første Aar opholde sig i et for ham særlig udstyret Rum, sondret fra de øvrige Husbeboere.

Dette var Spørgsmaalet om de formentlig laveste Kulturtrin. Hvad angaaer de højeste, som kjendtes i Amerika, da skulde man have troet, at Morgans Forklaring af Kejser Montezumas Historie, hvorved denne sank ned til en indiansk Krigshøvdings Stilling, maatte have mødt stor Opposition. Efter paalidelig Kilde skal dette dog ikke være Tilfældet i de Forenede Stater, hvor Morgans Teori kan anses for almindelig antagen , og kun fra en enkelt kompetent • Side Indvendinger ere rejste.

Gjenstande for etnografiske Museer.

At Museet maa yde det nødvendige Suplement til, hvad Forskerne paa deres Rejser iagttage angaaende en Befolknings Erhverv, Skikke og Levemaade, for at kunne faa et saa fuldkomment etnografisk Billede af vedkommende Land som muligt, er indlysende nok. Af Gjenstande, som have samme Bestemmelse, vil der i Reglen behøves flere Former til Sammenligning, end der kan ventes samlet af en enkelt Rejsende, som desuden sjælden har de fornødne Hjælpemidler og Tid til nøjere at undersøge, hvad han træffer paa. Med andre Ord: Den rejsende Forsker maa fuldende Studiet af Laudets Etnografi i Museet.

I Nationalmuseet i Washington har man nu allerøde udført betydelige Arbejder i den her antydede Betning. Den etnografiske Afdeling angives at have indeholdt 200000 Numre i 1884 og 506000 i 1889 foruden den særskilte Samling af Lerarbejder. Denne indeholdt til samme Tid henholdsvis 12000 og 28000 Numre, og om den siges udtrykkelig, at den kun omfatter originalt amerikansk Arbejde. Om dette er Tilfældet med Hovedsamlingen, er ikke ganske klart, men man kan være forvisset om, at i alt Fald den langt større Del deraf bestaaer af amerikanske Sager.

Vi skulle nu her nævne nogle af de omtalte Sammenstillinger, som med stor Flid ere foretagne i Museerne mellem Gjenstande af samme Klasse. Som man vil erindre, have tidligere Arbejder i samme Retning omfattet Masker og Læbeprydelser, Lertøj, Textilarbejder m. m. Fra de senere Aar haves netop foreliggende: Walter Hough: Ildgjøringsmidler; Otis T. Mason: Oprindelig Skindberedning; Samme: Kurvfletning hos de amerikanske Urbeboere; Samme tilligemed D. H. Porter: Om Børnevugger hos disse; J. D. Mc. Guire: Stenhammeren og dens forskjellige Brug; H. W. Henshaw: Gjennemborede Sten fra Californien ; J. Murdoch: En Afhandling om de eskimoiske Buer i Nationalmuseet; Otis T. Mason: Om Kastetræerne i Nationalmuseet; Robert E. C. Steams: Ethnoconchologi: En Afhandling om oprindelige Penge; R. W. Shufeldt: Novajo-Bæltvæveren; Otis T, Mason: Mennesket som Trækdyr; G. Brotvn Goode: „Museums of the Future".*

Sprog og Sagn.

Hvad Museerne ere for de materielle, det er Opskrifterom Sprog og Folkesagn for de lavere staaende Nationers aandelige Ejendele. I Sagnfortællingen skal mere eller mindre søges, hvad der vedkommer religiøseBegreber og Samfundsorden eller Love. Idet vi her skulle forsøge at give et Overblik over, hvad der i de allersidste Aar er kommet Offentligheden tilgode, bliver det dog nødvendigt hovedsagelig at indskrænkeos til Navne og Tal. Foreløbig maa vi da bringe i Erindring et Arbejde, der paa en Maade danneret Grundlag for de øvrige herhen hørende Undersøgelser.Dette er J. C. Fillings i forrige Afsnit omtalteRække af Bibliografier for hvert af de oprindeligeSprog. Der er af disse nu udkommet fem, nemlig:„Bibliography of the Eskimo^a , „The Siouan^a, „The Iroquan", „The Muskogean" og „The Algonquianlanguages". Man maa beundre den storø Flid. og Samvittighedsfuldhed, der er lagt for Dagen i det af dem, som vi nogenledes ere i Stand til at.tønne be-.

dømme, nemlig det første. Det Sidste, nemlig det, der giver en Katalog over alt, hvad der er offentliggjorti og om de Algonkinske Sprog, omfatter ikke mindre end 614 Sider i meget stort Format.

Med Hensyn til Organerne for Offentliggjøreisen af herhen hørende Arbejder er at bemærke, at de i 1888 ere blevne forøgede ved en „Journal of American Folk-lore Society". Dette Selskab for Folkesagn betegner uden Tvivl et stort Fremskridt i disse Granskningers Historie. Som en ganske tilfældig Hjælp til at henlede Opmærksomheden paa den samme Sag turde nævnes Amerikanist-Kongressen i Berlin, der indtraf netop det samme Aar, 1888.

Vi ville dernæst gaa over til at omtale de Forskere,
som have leveret Arbejder i disse sidste Aar.

A. 8. Gatschet: Et Værk i to Bind paa tilsammen 1442 Sider i Kvart om Klamath-Indianernes Sprog, nemlig Sprogprøver, Grammatik og Lexikon. Disse Indianere, der ogsaa kaldes Maklak-L, bo i det sydvestlige Oregon ved Kalifornien. Sproget har tidligere ikke været fremstillet som Skriftsprog (1890). Af samme Forfatter endvidere: Om Kjønsbetegnelsen i indianske Sprog.

J. O. Dorsey: Cegiha-Sproget i Form af Myther, Fortællinger og Breve, 794 Sider i Kvart (1890); et Suplement til samme i 1891. Sproget tales af Omaha- og Ponka-Stammerne af Sioux-Indianerne, om hvilke Forfatteren siden 1873 har meddelt 27 Offentliggjørelser. Endvidere ved samme Forfatter: Teton- Indianernes Sagn, og: Om Personnavne.

F. Boas y bekjendt af sine Arbejder over Eskimoerne paa Baffins Land, hvortil han udgik fra Tyskland, har nu senere bosat sig i Nordamerika. Han har herfra berejst Britisk Columbia, navnlig Vancouver- Øen, og leveret meget indholdsrige Offentliggjørelser om Norvest-Indianernes Sprog og Sagn, dels gjennem sine engelske Beretninger, dels gjennem tyske Tidsskrifter

Cyrus Thomas: Bidrag til Belysning af Maya- Sproget. Det samme Æmne behandledes omstændelig paa Kongressen i Berlin af M. Seler og Förstermann.

D. G. Brinton: „Books of Chalan Bilan (Maya);
Lenape Conversations; forskjelligt om Nahuatl, Mexikansk,

W. H. Holmes: „The textile art in its relation
to the development of form and ornament".

M. W. Beauchamp: „Onondaga tales"; „Tale of
the great Moskito"; „Tale of Hiawatha".

J. Mooney: „Cherokee Myths".

A. M. Stephen: „Legend of the Mokis of the
Snake order".

Horatio Hale: „Huron Folk-lore".
H. ten Kate: „Cherokee legends".

W. Matteivs: „Mountain chant, a Navayo ceremony";
„The gentic system of the Navayo".

A. F. Chamberlain: „Tales of the Mississaguas.
Mohawk legend of Adam and Eve"; „Algonquin tale
of Nanibozu".

J. G. Bourke: „Theogony and Casmogony myths
from the Majave Indians, Arizona"; „Gentil system
of the Apaches"; „Mythology of the Apaches."

J. Deans: Bjørnen og den indianske Kone;
„Tsimshian creation Myth"; „Haida Myth of the Finback

0. Morrison: „Tsimshian Proverbs".
G. W. Weippert: „Legends of Jova".

W. Fawkes: „A contribution to Passamaquoddy
Folk-lore".

J. Me. Lean: „Blackfoot legends".

R. L. Packard: „New Percees Mythology".
F. C. Stevenson: „Religious life of the Zuni

child".

F. H. Gushing: „Zuni tale of the underworld".
E. Wills og W. Kelly: „Eskimo Dictionary", be-

regnet for Alaska.

Folkestammerne i det yderste Nordvesten.

Det svarer selvfølgelig hverken til denne Artikels Plan eller til dens Forfatters Evne at gjennemgaa de enkelte Indianerstammer med Hensyn til Fremskridtet i Kundskaben om dem. En Undtagelse turde dog gjøres med Nordvest-Indianerne paa Grund af deres Forhold til Eskimoerne, hvilket alt tidligere har været berørt i dette Tidsskrift, foruden at Forfatteren tidligere har skrevet en Artikel om bemeldte Folkestamme i „Norsk Morgenblad".

De saakaldte Nordvest-Indianere bebo Vestkysten fra 50° til 60° N. Br.; nordfor 60° begynde Eskimoerne. Som Grundlag for vor Kundskab om Nordvest-Indianerne maa betragtes Dalls „Alaska and its resources" (1870). Senere Bidrag ere ydede af G. M. Dawson (1880), H. H. Bancroft (1883), J. Petroff (1884), A. Kranse (1884), J. G. Swan (National Museum), F. Boas (1890), A. Jacobsen (1885 og 1890), A. P. Niblack. Hvad den eskimoiske Del af Kysten angaaer, ere Bidragene fra de seneste Aar sparsommere.

Indianerne, hvis Antal anslaaes til 36,000, skjønt
maaske for højt, vise her Naturfolkenes Tilbøjelighed.

til at holde sig delte i smaa Samfund i udpræget Grad, hvad enten man vil kalde disse Stammer eller Slægter. Imellem nogle af dem hersker der Forbund, men i det Hele taget have indbyrdes Krige hørt til Dagens Orden. Derhos har man her, ligesom hos de højst staaende Nationer, skabt en Slave-Institution.

Antallet af disse smaa Kommuner er, i Forbindelse med Sprogforkjelligheden, meget stort, dog mener Boas at kunne samle dem under følgende 7 Hovedgrupper: Tlingit, Haida, Tsimshian. Kivakiutl, Nootk, Salish, Kutonaqa.

I Spidsen for de smaa Samfund eller Bygder staaer der Høvdinger, som tilligemed deres Familier have stor udvortes Anseelse, men ingen egentlig betydelig Magt, da denne mest tilkommer Kaadet.

Høvdingen udfører Raadets Beslutninger og er Leder ved de fælles Foretagender, saasom Jagt og Fiskeri, men især i Krigstilfælde. Han har ikke stort Andet for sin Ulejlighed end Æren, men denne bevises ham saa i fuldeste Maal. Han skal inviteres til alles Selskaber, og simple Folk tør i en Forsamling ikke nærme sig ham forfra, men krybende langs Væggen og saa fra Siden. Ligeledes bringes ham Aarets første modne Frugt, dets første Fangst af Fisk m. m., men Broderparten af Udgifterne ved de hyppige Selskaber, som især foregaa i hans eget Hus, maa han selv bestride, og han maa, hvad man i visse Tilfælde skulde synes maatte kunne være det Byrdefuldeste, producere a^S soni første Danser og synge til Gjæsternes

Samfundets Organisation grunder sig her, som blandt andre Indianere, paa Inddelingen i Slægter og Stammer; kun synes den at være noget mere indviklet. Systemet har her især sin Betydning for os ved den større Vægt, det lægger paa det saakaldte Totem eller heraldiske Vaabenmærke. Man forstaaer herved en Gjenstand eller Klasse Gjenstande, hyppigst Dyreklasser, som et Menneske betragter med overtroisk Ærefrygt paa Grund af den Bolle, det efter Sagnet har spillet ved sin Berøring med en af samme Persons Forfædre. Efter saadanne Gjenstande benævnes saa de enkelte Afdelinger af en Nation eller Hovedgruppe, men disse Afdelingers Omfang er ikke altid ganske klart. Saa meget synes dog afgjort, at baade Hovedog Underafdelingerne have hver sit Totem, maaske Individet endog sit, og man kan da forklare sig, hvorledes en Person eller Familie kan komme til at udmærke sig ved den Række Billeder, som findes sammenhobede i de mærkelige Vaabenpæle, som ere oprejste foran Indgangene til Husene i de indianske Byer. Disse Monumenter ere, som bekjendt, 15 til 60 Fod høje, undertiden endog derover, og fra øverst til nederst bedækkede med Billeder. Man maa forbavses over de Arbejdskræfter, der have rejst disse mægtige Stammer, især dengang, da alt maatte udføres med Stenredskaber. Det antages, at Billederne øverst fremstiller Stammens Totem eller den første Stamfader og dernæst i nedstigende Linje de Underafdelingers Totem'er, der høre til Familiens Stamtræ, og derhos vel og andre Figurer, som tjene til at belyse Slægtens Historie.

Billeder af lignende Betydning, dels udskaarne, dels malede, findes ogsaa paa selve Husenes Vægge, saavelsom paa Gravene, paa Klæder, Pynt og Bohave: kort sagt, gjennem hele den oven omtalte Kunst.

En Ærgjerrighed, som besynderlig nok, bærer det aabenbare Præg af Rangsyge, er et fremherskende Træk i Nordvest-Indianernes Karakter. Den fremtræder allerede som Fødselsaristokrati; den ene Slægt er bedre end den anden; indenfor Slægten er der Forskjel paa Individers eller Familiers Rang, og øverst staa Høvdingernemed Familie som den første Adel; men Kappestriden tiltager, naar den først kommer ind paa det Religiøse og navnlig paa de hemmelige SelskabersOmraade. I det Hele taget er vort Kjendskab til disse Selskaber ufulkomment, men vist er det, at der gives Ringe til at bæres omkring Hatte, Arme og Ben af dem, som ville danse for Selskabet og ved den Lejlighed betegne sin Klasse og Numer i Rangsystemet.Jacobsen har beskrevet fire hemmelige Forbund,som maa være de vigtigste. Det Øverste er Hametsernes, hvis største Kunst, som alt omtalt, bestaaeri en besynderlig Art Kannibalisme. Den anden Art hemmelige Forbund er „Medicinmændenes", som de endnu temmelig uheldig benævnes. Disse Vismænd ere i et og alt saa fuldstændige Sidestykker til GrønlændernesAngakut. at vi her ganske kunne forbigaa dem. Den tredje derimod bestaaer af Hellige, som ifølge Indskydelse fra sine Aander underkaste sig svære Pinsler. Den mest yndede Spægelse bestaaer i at gjennembore Overarme og Laar, trække Baand af Cederbast gjennem Saarene og lade • sig ophænge ved disse i et Træ. Hvis de saa falde ned, fordi Kjødet rives over, ihjelslaaes de strax. Medlemmerne af det fjerde, hemmelige Selskab, Nutlometlaerne bære sig ad som besatte af Aander og ere derfor uansvarlige for deres Handlinger. Snart optræde de ved Dansene helt teatralsk, snart som Narre, der .dog kaste og slaa saaledes omkring sig, at det navnlig paa Grund af deres foregivne Utilregnelighed er farligt at nærme

sig åem. Det er ogsaa dem, der exekvere Selvpinernes
nysnævnte Drab.

Spægelsen overhovedet havde her som andensteds i Hovedsagen sin Betydning som Sonoffer til de usynlige Magter. Denne Dyrkelse gjaldt først Forfædrenes Aander, derpaa overnaturlige Væsner, som kunde antage Dyrenes Skikkelser, forestillende visse menneskelige Egenskaber, desuden Naturkræfter, Torden og Lynild samt Himmellegemerne — altsaa gaaeude over til Guddomme, om man saa vil. Den religiøse Dyrkelse var ogsaa Sjælen i de fleste store Fester med Dans, Sang og Spil, og derom tale nu de Emblemer, hvormed Masker, Hovedpynt og Dragter samt andre derved benyttede Gjenstande ere forsynede. Vinteren er Festernes Aarstid. Den sidste Dans, som opføres om Foraaret, er til Ære for den tilbagevendende Sol, og den højtideligste af alle. Danserne forestille ved denne Lejlighed Stammens Helgener eller Guddomme. Skulde nogen af dem derunder snuble og falde, skal han strax dræbes af Hensyn til det Væsen, han forestiller, hvorfor de gjærne have Venner ved Haanden, som ere rede til at hjælpe i det rette Øjeblik.

Med den udprægede Standsforskjel er det intet Under, at disse Indianere forene en forholdsvis udviklet Sans for Ejendoms Erhvervelse. Som Byttemiddel og til Værdiberegning i Handelen benyttede de fra gammel Tid som mindste Skillemønt Dentalier (Skaldyr) ligesom i Ostindien Kaurierne; derpaa fulgte Dækkener, i den nyere Tid af Uld og i forskjellige Numre efter Kvaliteten; saa kom Slaver, og endelig, som det værdifuldeste, Kobberplader, som maa antages ogsaa fra først af at have været indenlandsk Produkt (gedigent Kobber).

Der gives Indfødte, som synes at maatte regnes
for ret velhavende endog efter civiliserede Samfundsbegreber.
Men dette er kun midlertidigt.

Til de store, kostbare Fester er der knyttet en Institution, som til syvende og sidst dog sætter en, endnu om den oprindelige Kommunisme mindende, absolut Grænse for Indianernes Ophobning af Ejendom. Denne er den jævnlige Uddeling af Gaver til samtlige Deltagere i visse dertil berammede Fester. Ved disse Gavefester, som ogsaa holdes højt i Ære hos Alaska- Eskimoerne, stiger Værten visse Trin i den ved de gamle Vedtægter hjemlede Rangfølge. Han faaer Lov til at bære et Par Ringe mere om sin Hat, tilsidst endog en Træhat prydet med Padder; men hvad Opsparing af Formue angaaer, kan han saa begynde forfra, thi i Reglen er hans Förråad af rørlige Ejendele udtømt for at opnaa denne Forfremmelse.

Hametserne samt Sprog og Sagn ere omtalte i det Foregaaende, og det bliver da til Slutning formentlig i Henseende til Sprog og Sagn, hemmelige Selskaber, Totem'er og Tydning af Billedtegn, at Kundskaben om disse mærkelige Stammer har gjort Fremskridt. Den kan da heller næppe blive uden Frugt for Nordamerikas Etnografi i -Almindelighed.

I den eskimoiske Ordbog foj- Alaska af Wells og Kelly (1890) har sidstnævnte tilføjet en etnografisk Indledning, i hvilken han omtaler mærkelige Rivninger og Bevægelser blandt Eskimostammerne dér. Indlandsboer have fortrængt Kystboer, og en vis Tilbøjelighed har vist sig hos disse til at sprede sig nordefter. I Amerika siges disse Angivelser at anses for højst overdrevne og upaalidelige, men det kan dog næppe fejle, at noget Sandt maa ligge til Grund for Beretningen om de nævnte Rivninger.