Østgrønlandske Besøg i Vestgrønland i 1890.

For et halvt Aar siden meddelte jeg her i Tidsskriftet lidt om de nuværende Beboelsesforhold paa Grønlands Østkyst. Jeg dvælede især ved Østgrønlændernes møjsommelige Handelsrejser frem og tilbage langs den af Polarstrømmen indesluttede Kyst og fremsatte som min Overbevisning, at Østgrønlænderne, langt fra at opgive disse Besøg paa Vestkysten, snarere vilde komme hyppigere og hyppigere igjen for engang i en ikke fjærn Fremtid at ende med at slaa sig til Ro i de i Forvejen stærkt overbefolkede Distrikter paa Vestsiden af Grønlands Sydspids. For itide at afvende de Farer. en saadan Indvandring vil medføre, udtalte jeg Ønskeligheden af, at Planen om en evropæisk Station ved Angmagsalik snarest gjennemførtes. eller at der, om Realisationen af denne Plan skulde støde paa for store Vanskeligheder, oprettedes en Missions- og Handelsstation paa den sydlige Østkyst, men ikke længere fra den sydligste Handelsstation paa Vestkysten, end at den med nogenlunde Lethed kunde forsynes med de nødvendige Handelsvarer fra denne.

Ved min Ankomst til Julianehaab i September 18VM» gav Kolonibestyrer Lyt/en mig velvilligst nogle Oplysninger om østgronlandske Hedningers Besøg ved de sydligste danske Udliggerstationer i afvigte Sommer, og da disse Oplysninger tildels illustrere min Fremstilling, skal jeg ikke undlade at meddele dem her — det kan jo ogsaa have sin Interesse at følge denne sidst opdagede Eskimostammes Vandringer lidt mere i Detaljerne.

---

1) Powers: Tribes of California.

2) Tile Indians of Cape Flattery at the entrance tv the strait of Fuca, Washington Territory. By James G. Swan. — Smithsonian Contributions to Knowledge Nr. 220. Washington, 1870. Tribes of Western Washington and Northwestern Oregon by George Gibbs. — Contributions to North American Ethnology, Vol. I. Washington, 1877.

Lytzens Kundskab om de sidste Østlændingbesøg skriver sig fra to Indberetninger fra Bestyreren af Handelsstedet Pamiagdluk, Hr. Lundhohn. Hovedindholdet af disse er følgende:

Den 30. Juni 1890 ankom en Konebaad fra Østkysten til Pamiagdluk for at handle. Baaden horte hjemme ved Urnivik og afrejste₁ atter til Hjomstedet d. 4. Juli. Ejerens Navn var Angunok: loruden ham bestod Rejseselskabet af 15 Personer, nemlig '2 Mænd (Umerinek og Nakatak) o Kvinder og lo Horn. Paa Rejsen var l Mand død. Baaden havde tilbragt Vinteren 1889 —90 ved Nanusok paa Østkysten (orntr. 15 Mil fra Pamiagdluk) sammen med en Baad fra Angmagsalik, der ogsaa havde været bestemt til Vestkysten, men var vendt om igjen. da Bosætningen havde tabt Modet paa (J rund af Baadejerens Død. Der havde i Sommeren .1889 været tiere Dødsfald blandt disse Rejsende; Dødsaarsagen havde været en Forkølelsessygdom, meget lignende den, der af og til optræder med stor Heftighed blandt Eskimoerne paa Vestkysten af Grønland. Naar Sygdommen og Dødsfaldene fraregnes, havde Folkene ingen Nød lidt; de havde haft god Fangst og bragte ogsaa endel Spæk med til Handelsstedet. men ingen Bjørneskind: den hjemvendte Angmagsalik-Baad havde derimod haft flere Bjørneskind. Bo^ge disse Baade havde i 1888 mødt Dr. Nansen. og Folkene havde ..talt med ham/

Den 20. Juli ankom endvidere to Konebaade fra Østkysten til Pamiagdluk. Efteråt have handlet afrejste de atter d. 20. Juli. Den ene af Baadeno havde hjemme ved Angmagsalik og havde ikke tidligere været paa Vestkysten; den ejedes af Napardlukok, og Besætningen bestod, foruden barn, af 12 Personer, deriblandt 2 Fangere; en tredje Fanger. Ilisimatek, var paa Rejsen bleven slaaet ihjel af sine Landsmænd, fordi han. hvergang han paa Hejsen kom til et beboet Sted, havde myrdet et Menneske og yderligere betroet sine Medrejsende, at det rigtig skulde gaa løs med at slaa ihjel, naar han k<>m til Vestkysten. Baaden havde brugt to Somre <>n> Rejsen fra Angmagsalik til Vestkysten.

Den anden Baad havde oprindelig hjemme ved Sermilik: den ejedes af Knnak. o» Besætningen bestod, foruden ham, af l Mand, 10 Kvinder og Børn. Baaden havde dog ikke været ved sin Hjemstavn siden 1886; i 1887 besøgte den sammen med endel andre Østlændingbaade Vestkysten, og siden den Tid havde den ikke været nordligere end „Igdloluarsuk." Begge Baadsbesætninger mente at ville tage fast Ophold paa Østkysten igjen — men hvor — derom vare Meningerne gernedelte; Angmagsalikerne talte saaledes om, at de vilde slaa sig til Ko noget sydligere paa Østkysten for lettere at kunne komme tilbage og handle til næste Aar.

Efter Löjtnant Ryders Anmodning bleve alle Øst" lændingerne gjorte bekjendte med, at der mulig inden ret lang Tid vildo komme en dansk Expedition til Angmagsalik nordfra: de lovede at holde godt Udkig efter den og tage godt imod den og anmodede om, at Expeditionen maatte blive rigelig forsynet med Amrnunitionsgjenstande, da disso vilde blive foretrukket fremfor allo andre Handolsartikler.

Disse Beretninger give flere ret interessante Oplysninger.De vise for det Første, at Rejseiveren er i stærk Tiltagende blandt de nordligere Østlændinger. l 188-$ saa man for förste (»ang paa Vestkysten en Baad fra Angmagsalik — Sermilik Distriktet, og dens Besætning vakte berettiget Opsigt paa (Jrund af det af Civilisationen fuldstændig upaavirkode Naturstandpunkt,den stod paa. Det var hverken Folk som de sydligere Østlændinger eller som Beboerne af Landetved Kaj) York, der dog af og til havde haft om end kun ilygtige Berøringer med Omverdenen, nej, det var Repræsentanter fra en forholdsvis talrig Stamme, der kun et Hundrede Mil fra vore Yderstationer i GrønlandOL; fra Islands Hovedstad havde fort en fuldstændigukjendt TilvaTelse. klemt inde mellem Grønlands Indlandsis og Polarstrommens Drivis. Snart spore vi imidlertid Virkningen af dette første Besøg og af den danske Expeditions Ophold i disse Folks Land, thi allerede i 1887 have vi de to næste Baade ved Pamiagdlukog nu i 1890 tre Baade fra samme Distrikt, medens en fjerde har v a-ret Maalet 15 Mil nær og kun er blevon holdt tilbage paa Grund af Dødsfald. At det er Trangen til Krudt og Bly, der driver de Indfødte til disse Rejser, er sikkert nok, og ligesaa sikkert er det. at jo mere vante de blive til Skydevaabnene.des hyppigere ville Rejserne blive. For hver Rejse etablere de sig saa nærmere Vestkysten, indtil de tage det sidste Skridt og flytte helt over til Ilandelsstederne. Vi se allerede i de sidste Rejser tydelige Tegn hertil. Efter Beretningen hører den først ankomne Baad nu hjemme ved Umivik: den hørte i 18,55. da den danske Expedition berejste Kysten, hjemme ved det 25 —80 Mil nordligere liggendeSermilik! Den i den anden Beretning omtalte Sermilik-Baad har slet ikke været ved sit Hjem siden 1886; den er efter sit sidste Besøg ved Pamiagdluk ikke naaet længere end til Igdloluarsuk, der ligger 35 —40 Mil nærmere Vestkvsten end Sermilik. Den

maa altsaa ogsaa betragtes som horende til den sydligsteØstkyst nu. og hvad endelig den i .samme Beretningomtalte Angmagsalik-Baad angaaer, da fremgaaerdet jo af Besætningens Udtalelser, at der er al mulig Udsigt til. at ogsaa den vil holde sig til den sydligste Østkyst for at være Ilandelsstedet iwrmere. Det synes altsaa allerede nu at gaa rask sydei'U-r med denne sidste større E.skimostamme. og skal der gjøre^ nogot for at hindre dens Indvandring til Vestkysten,forekommer det mig, at der under disse Omstændighederer al mulig Anledning til ikke at spilde for megen Tid.

De først ankomne Østlændingor fortadle. at de have mødt Dr. Nansen og „talt med ham.'' Selv om Deres „Samtale" med ham af nær liggende Grunde ikke har været af nogen særlig indgaaende Natur, er der dog ingen Tvivl om, at vi her have med de Østlændinger at gjøre, som Dr. Nansen mødte ved Kap Bille cl. 81. Juli 1888, og som dengang vare paa Vej sydefter til Vestkysten. Den 80. Juni l S*.K) — 23 Maaneder efter dette Mode — naaede disse Folk deres Bestemmelsessted Pamiagdluk; de have med andre Ord brugt omtrent to Aar om den 40 Mil lange Rejse fra Kap Bille til Pamiagdluk! Intet illustrerer vel de østgronlandske Rejseforhold bedre. Selvfølgelig er dette Exempel noget abnormt; Sygdom og Dødsfald have bragt idelige Standsninger og have nedbrudt Modet hos de stakkels Mennesker, men det vil dog rnaaske heraf blive mere forstaaeligt, at Vestkystens Grønlændere, der leve Dør om Dør med Ilandelsstedet, i deres Øjne maa staa som lykkeligere Skabninger, og at det maa falde Østlændingerne vanskeligt at vende den vel forsynede Koloni Ryggen igjen.

Blandt disse Østlændinger træffe vi en af den danske Konebaadsexpoditions gamle Rejsekammerater. Umerinek. en Mand. der i 1884 gjorde sig al mulig Umage for at spille Expeditionen flere Puds, og om hvem. jeg troer. man. uden at fornærme ham, kan sige, at han er en af de mest upaalidelige Personer blandt Østlændingerne. Han var den første blandt de nordligere Østlændinger, der kunde vise sig mellem sine Landsmænd i Besiddelse af en Riffel, og han kan altsaa tilskrive sig endel af Æren for Rillens Indførelse blandt disse Folk. Denne Ære har dog ogsaa bragt mindre lyse Sider med sig, thi Umerinek synes altid at have været i Forlegenhed for Ammunition til sin Riffel, og alle de Historier, han søgte at binde Expeditionen paa Ærmet i 1884, vare kun Forsøg paa at fralokke os Krudt og Bly; i 1888 træffe vi ham atter i samme Virksomhed overfor Dr. Nansen, thi Umerinek identificeres med Lethed med en Østlænding, som Nansen omtaler i „Paa Ski over Grønland," og som gjorde sig særlig bemærket ved sit mindre tiltalende Ansigt og sine gjentagne Forsøg paa. at tiltigge sig noget til at komme i sin Riffel. Skjønt han i 1884 indledede en Anmodning om Krudt og Bly med en højtidelig Forsikring om, at han ikke havde noget højere Ønske end forinden sin Død atter at naa Vestkysten og lade sig døbe, synes han dog senere at have faaet Bugt med sine religiøse Skrupler; i alt Fald se vi ham nu atter vende Kristendommen Ryggen og sætte Kursen mod de hjemlige, hedenske Egne med deres Trommedanse, Tryllesange og andre lokkende Adspredelser, der ganske vist ogsaa synes at passe bedre for Umerinok end Herrnhuternes Skolestue i Friedrichsthal. Gjort bekjendt med, at Nansen havde efterladt sin Baad ved Umivik, lovede Umerinek, at der skulde ikke hengaa lang Tid, før han kom til Vestkysten med den.

Foreløbig er altsaa hele denne Østlændingskare vendt tilbage til Østkysten, men dersom ikke Udsigten til Mødet med Løjtnant Ryders Expedition formaaer at drage dem nordefter, gaaer der næppe lang Tid, før de tomme Krudt- og Snushorn atter bringe dem til Pamiagdluks Butik, og da er det Spørgsrnaalet, om ikke Modstandskraften er brudt, saa Missionærernes Opfordringer formaa at rydde de sidste Betænkeligheder af Vejen.