Geografisk Tidsskrift, Bind 11 (1891 - 1892)
Islands Jøkler i Fortid og Nutid.
Th. Thoroddsen, Adjunkt i Reykjavik.
(Hermed Tavle II.)
1. Nutidens Jøkler.
I.
Skjønt Islands Jøkler i Størrelse langt overgaa alle Jøkler paa Evropas Fastland, ere de dog endnu meget lidet kjendte. De Naturforskere, der have rejst i Island, have som oftest haft for kort Tid til deres Raadighed, saa at de ikke nærmere have kunnet studere de islandske Gletschere. En stor Del af Islands Jøkler ligger nemlig i det Indre, i græsløse, højtliggende Egne fjærnt fra Bygden, saa at der kræves særlig Udrustning og lang Tid med godt Vejr, dersom Studiet skal blive frugtbringende for Videnskaben. Hvor Gletscherne naa ned til beboede Egne, ere disse saa langt fra Havnestæderne, at fremmede Naturforskere, der gjærne i kort Tid ville se saa meget som muligt af Landets vulkanske Mærkværdighrder, ikke let lade sig friste til at gjøre lange Omveje og paalægge sig Savn og Strabadser for Gletschernes Skyld.
De første norske Kolonister, der anløb Borgarfjorden, blev forbavsede over Jøkelelvenes mælkehvide Vand1), men i Oldtidens islandske Literatur nævnes Jøklerne dog kun sjælden; af Sagaerne ser man dog, at de allerede i Oldtiden maa have haft omtrent samme Størrelse og samme Udseende som nu. Ide sidste tusend Aar have ingen betydelige Forandringer fundet Sted i de islandske Jøkelmassers Udbredelse eller fysiske Forhold, og de Fjældveje imellem Jøklerne, over dem eller langs deres Rand, hvilke benyttedes i Oldtiden, benyttes endnu. Af Beretninger i Sagaerne ser man fremdeles, at Jøkelelvene og Sandene i Skaptafellssyssel, hvor de største Ismasser nærme sig mest til Havet, allerede i Oldtiden have haft de samme Egenskaber og det samme Udseende som nu; kun ere nogle beboede Græspletter siden blevne ødelagte ved vulkanske Udbrud, Vandfloder fra Jøklerne, Flyvesand o. s. v., men skjønt nogle Strækninger ere blevne berøvede deres Grønsvær, ere andre, der før vare øde, igjen blevne dækkede med Vegetationl). At man allerede i det 12. Aarh. har lagt Mærke til Gletschernes Bevægelse i Island, ses af et for Resten noget uklart Sted hos Saxo Grammaticus2). Gjennem flere Aarhun-
1) At Jøkelelvene i Skaptafellssyssel i Oldtiden have været underkastede de samme Forandringer som nu, ses bl. a. af Beretninger i Sturlunga 1878. I. S. 114 og 115 og Biskupasögur. I. S. 466 og 469.
1) Sagan af Agli Skallagrimssyni. Reykjavik 1856. Kap. 28. S. 58.
2) Saxonis Grammatici Historia Danica, recens. P. E. Muller. I. S. 16.
.-Ifn/tff/ff /6'.y/-$&. Tavle II
/(y/ //;///.!•/•
„m;,: //>/:/•/•//?
dreder faaer man derefter, med Undtagelse af forskjellige Beretninger om jøkeldækkede Vulkaners Udbrud, saa godt som intet at vide om de islandske Jøkler; først gjennem Eggert Olafssons og Bjarni Pålssons Eejser i Aarene 1762—1757 faaes flere Oplysninger om deres almindelige, geografiske Forhold. Disse Eejsende besteg flere Jøkler: Geitlandsjøkull 1753, Snæfellsjøkull 1754, Myrdalsjøkull 1756 o. s. v., og i deres Rejsebeskrivelser findes mange gode Bemærkninger om Jøklerne, men^dengang var Geologien endnu i sin allerførste Barndom, og derfor syntes meget uforklarligt, som nu kjendes og forstaaes af alle.
Den første, der gav en sammenhængende Beskrivelseaf Islands Jøkler, var den islandske NaturforskerSveinn Pdlsson (1762—1840); hans Afhandling, „Forsøg til en physisk, geographisk og historisk Beskrivelseover de islandske Is-Bjergeu', er, mærkelig nok, skjønt den blev skreven i Aaret 1794, endnu det fuldstændigsteArbejde om Islands Jøkler. Denne Afhandlinglaa upaaagtet i et offentligt Bibliotek i Kjøbenhav n1), indtil et Udtog af den i Aaret 1883 blev udgivetaf A. Helland i norsk „ Turistforenings Aarbog"2). Sveinn Pålsson er i denne Afhandling i mange Retningerlangt forud for sin Tid og berører flere Punkter af Jøklernes Fysik, der først længe senere kom paa Dagsordenen, og bl. a. danner S. Pålsson sig en Teori for Gletschernes Bevægelse, der har en betydelig Lighed med moderne Teorier; han søger at forklare Bevægelsenved „en Art Flydenhed" i Isen, hvorved Sprækkerneaabnes og lukkes, naar Gletscheren bøjes efter Underlaget. Pålsson undersøgte Jøkelelvene nøje, rejste i Übygderne, besteg Islands højeste Bjærg Øræfajøkull i Aaret 1794 og Eyjafjallajøkull i Aaret 1793. Sveinn Pålsson var for sin Tid en meget fremragende Geolog; han var den første, der fandt Gabbro i løse Blokke ved Breioamerkurjøkull; han var ogsaa den første, der fandt Konglomeratdannelser i Sydlandets Tuf- og Breccieformation; han gjør først opmærksom paa Basaltbænkenesalmindelige Hældning fra Kysten ind imod Landet o. s. v. Desværre ligge Sv. Pålssons Arbejder endnu for det Meste utrykte og ukjendte i Kjøbenhavns Biblioteker, og han kunde derfor kun have en ringe Indflydelse paa Udviklingen af de geologiskeKundskaber
1) Physisch-geographische Skizze von Island. Göttingen 1847. S. 23.
2) R. Bunsen: Auszug eines Schreibens an J. J. Berzelius, S. 4—5,
3) Tracings of Iceland and the Faroe Islands. Edinburgh 1856. S. 37.
1) Samme Forfatters endnu utrykte „Journal holden paa en Naturforskerrejse i Island" indeholder en Mængde Oplysninger om islandske Naturforhold, hvoraf mange endnu ere af videnskabelig Interesse.
4) Öfversigt af kongl. Vetensk. Akadem. Forhandl. 1857, 14. arg. nr. 9. S. 325—332 og 1872, nr. 10. S. 63.
5) Bidrag till kännedommen om Islands bergsbyggnad. K. Sv, Vetensk. Akad. Handl. VIL Nr. 1. 1867, S. 11—17, Istiden i Norden. Stockholm 1867. S. 16—28.
2) Denne Afhandling er først bleven benyttet og citeret i „Geogr. Tidsskr." 1879. S. 67 o. fl. St.
strømmeiNærheden af Reykjavik. Ved de sidste Aars geologiske Undersøgelser har det vist sig, at præglacialeLavastrømme have en meget stor Udbredelse i den af moderne Vulkaner gjennembrudte Del af Island.I Aaret 1881 rejste Nordmanden A. Helland i Island; han har skrevet flere Afhandlinger om de islandskeJøkler og de glaciale Dannelser; han har omtrentligsøgt at bestemme den Dyndmængde, der af Jøkelelvene nedføres fra Vatnajøkull, og gjort adskilligeinteressante lagttagelser1). Tyskeren K. Keilhack, der rejste i Aaret 1883, har givet mange Bidrag til Oplysning om Islands glaciale Dannelser og har i en interessant Afhandling sammenlignet de islandske Gletscheraflejringer med Nordtysklands Diluvialdannelser;han har ogsaa udgivet en særskilt Afhandling om Islands postglaciale marine Dannelser2). Nogle fremmede Turister og Sportsmænd have ogsaa givet Bidrag til Kundskaben om de islandske Jøkler. W. L. Watts besteg saaledes Myrdalsjøkull og gjorde en farefuldVandring over Vatnajøkull; C. W. Shepherd bestegDrangajøkull, C. Vetter Eyjafjallajøkull, og Snæfellsjøkuller bleven bestegen af flere Rejsende. Paa mine Rejser i det indre Island i Aarene 1882—1890 har jeg besøgt mange islandske Jøkler og, skjønt jeg ikke har haft Tid eller Lejlighed til at studere dem nøjere, da jeg har haft saa meget andet at varetage, har jeg dog gjort adskillige nye lagttagelser. Endnu har jeg dog ikke besøgt den sydlige Rand af Vatnajøkull og heller ikke Myrdalsjøkull. Jeg vil i det Følgende tillade mig at give en kortfattet Oversigt over mine egne og andres lagttagelser over de islandske Jøklers almindelige fysisk-geografiske Forhold. Skjønt vore Kundskaber endnu ere højst ufuldstændige, troer jeg dog, at det kan være til nogen Nytte at samle Hovedmomenterneaf det, man véd om Islands Gletschere paa ét Sted, og skjønt man endnu ikke har virkelig exacte Maalinger og Undersøgelser af de "islandske Jøkler, kan det dog have nogen Værdi for Geograferne, at Kundskabernes nuværende Status opgjøres.
II.
Islands Klima er
særdeles skikket til Udviklingen
af større Gletschermasser, Luften er raakold og fugtig, Regnmængden er betydelig og Sommervarmen ringe. Nedbørens Mængde er dog meget forskjellig i forskjellige Dele af Island; den aarlige Regnmængde i Berufjørour er 1093mm., i Stykkisholm 658mm., paa Grimsey 414 mm. Nedbøren er altsaa betydeligst ved den sydøstlige Kyst, og her dækkes ogsaa de indre Højflader af den store VatnajøkulL Islands Nedbørog Temperaturforhold ere desværre endnu kun ufuldstændig kjendte, især véd man naturligvis meget lidt om det indre Højland, som optager den største Del af Landet. I det sydlige og sydvestlige Island er Vejrliget altid meget ustadigt og stormfuldt; paa Lavlandet bliver Vintersneen sjælden længe liggende; Frost og Tø vexle ofte daglig, og det forekommer endogsaa ofte, at man paa Sydlandet hele Maaneder om Vinteren ikke ser en Smule Sne paa Lavlandet. Det regner derimod meget ofte; Nedbøren, der her falder som Regn, frembringer derimod oppe paa Højlandet betydelige Snemasser, der give Anledning til Dannelsen af udstrakte Gletschermasser og et Utal af vandrige Elve. Som et Exempel paa Snedækkets Varighed sætter jeg her følgende lille Tavle efter mine lagttagelser i Reykjavik i Vintrene 1889—90 og 1890—91. Begge disse Vintre vare dog meget milde, og det regnede usædvanlig meget, især den sidste Vinter. I Tavlen opføres Antallet af de Dage, i hvilke der laa Sne paa Lavlandet omkring Reykjavik i O—50 Meters Højde over Havet:
I Vinteren 1889—90 sneede det første Gang d. 28. Okt., sidste Gang d. 20. Marts; i Vinteren 1890—91 første Gang d. 28. Sept., sidste Gang den 18. April. Meget ofte blev Sneen kun liggende een eller to Dage; den længste Tid, Jorden uaibrudt var dækket med Sne, var i Vinteren 1889—90, nemlig 55 Dage fra
1) Om Islands Geologi (Geogr. Tidskr. VI. 1882. S. 103-111.). Om Islands Jøkler og om Jøkelelvenes Vandmængde og Slamgehalt. (Archiv for Math, og Naturt. VIL S. 200—232. Kria. 1882.) Sml. Nordisk Tidskr. udg. af Letterst. Foren. 1883.
2) Vergleichende Beobachtungen an isländischeti Gletscher- und norddeutschen Diluvial-Åblagerungen. (Jahrb. d. konigl. preuss. geol. Landesanstalt. 1883). Ueber postglaciale Meeresablagerungen in Island. (Zeitschr. d. Deutsch. geol. Geséllsehaft, Jahrg. 1884. 8. 145—60).
d. 16. Decbr. til d. 8. Febr.; i Vinteren 1890—91 33 Dage, fra d. 26. Febr. til d. 30. Marts. I begge Vintre blev det nærliggende 364 Meter høje Akrafjall ofte helt snefrit.
Mellem de forskjellige Åar er der i Island en stor Forskjel i Temperatur, og Maanedernes Middelvarme er meget foranderlig i de forskjellige Aaringer; efter 38 A års lagttagelser i Stykkisholm var saaledes den højeste Middelvarme for Marts -|- 4,°3 C, den laveste -f- 13,°3 C. Denne store Foranderlighed i Temperaturen har stor Indflydelse paa Snemængden og Snegrænsen, ligesom den er meget skadelig for Indbyggernes Næringsveje. De hyppige, abnormt store Forandringer i Lufttrykket med de deraf følgende voldsomme Storme have ogsaa en betydelig Indflydelse paa Menneskelivet og Naturen heroppe. Efter 13 Aars Observationer i Reykjavik var Forskjellen mellem den højeste og laveste Barometerstand ved Havets Overflade hele 94,5 mm. (Maximum 786,5, Minimum 692,0mm.)1). Naar man engang har samlet tilstrækkelig mange Data vedrørende den islandske Klimatologi, vil det blive yderst interessant for Geograferne at anstille sammenlignende Undersøgelser vedrørende Snemængden i Island, Snelinjens Bevægelser, Gletschernes Af- og Tiltagen og de af klimatiske Faktorer resulterende social-økonomiske Forhold. Hvad der, som bekjendt, har den allerstørste Indflydelse paa de islandske Klima-Perioder, er den grønlandske Drivis; naar den kommer til Nordlandet, synker Temperaturen strax, og naar man paa Sydlandet i Maj eller Juni Maaned ser, at det sner i Fjældene, er man altid bange for, at nu nærmer Drivisen sig for at blokere Nordlandets Kyster: gammel Erfaring stadfæster ogsaa, at dette ofte er Tilfældet. I dette Aarhundrede har omtrent hvert 4de eller ste Aar været isfrit2). Medens Isen driver frem og tilbage udenfor Kysten, er Vejret altid meget ustadigt og stormfuldt, men naar den bliver landfast, bliver det roligere og koldere. Den nordlige og østlige Del af den nordvestlige Halvø (især Strandasysla) samt Langanes og Melrakkaslétta ere mest udsatte for at blokeres af Drivisen. Dennes Indflydelse viser sig ogsaa i disse Egne baade i Snedyngernes Udbredelse og Vegetationens Karakter3). Græsvæxten er yderst kummerlig paa Grund af den stadige Foraarskulde og den raakolde Sommer; de hyppige Snefald endogsaa midt om Sommeren gjøre Høavlen usikker, saa at Befolkningen stadig er udsat for Mangel. I Slutningen af Juli 1887, da jeg rejste i Adalvik, drev Isen frem og tilbage udenfor; det sneede voldsomt, og Jorden dækkedes i Egnen Fljöt af et tykt Snelag, saa at Kreaturerne maatte tages ind og staa paa Stald ien Uge. Da jeg 1886 rejste paa Hornstrandir laa store Snedynger endnu paa denne Kyststrækning usmeltede tæt ved Havet i Slutningen af Avgust, og d. 4. September havde man endnu ikke paa en eneste Gaard paa hele den lange Kyststrækning fra Kap Horn til Steingrimsfjørour bjærget en eneste Smule Hø, men denne Sommer var nu ogsaa usædvanlig fugtig og kold. Det er øjensynligt, at disse Forhold maa trykke Snelinjen ned og være gunstige for Dannelsen af Gletschere.
Paa Grund af den store Foranderlighed i de klimatiskeFaktorer er det ikke let at bestemme Snelinjeni Island. Dette vil først kunne gjøres tilfredsstillende,naar Sneforholdene gjennem Aarrækker ere blevne nøje undersøgte i mange forskjellige Dele af Landet. Som Fr. Ratzel har paavist, er det end ikke i de bedst kjendte Lande nogen let Sag at bestemme Snelinjen eller andre Højdegrænser; hvor meget vanskeligerevil dette altsaa blive i et Land som Island? Thi som denne berømte Geograf siger: „Je grosser der Wechsel der äusseren Bedingungen desto unregelmässigerder Verlauf der Hohenlinien" 1). let Land som Island, hvor der er saa stor Bevægelighed i de forskjelligeTemperatur - og Nedbørforhold, maa der ikke blot tages Hensyn til de almindelige orografiske og aarlige klimatiske Forhold, men ogsaa til Højdegrænsernesrytmiske Bevægelser under forskjellige klimatiskePerioder. Desværre er det vinterlige SnedækkesUdbredelse
1) J. Hann: Handbnch der Klimatologie. Stuttgart 1888. S. 7J6.
2) Sml. Th. Thoroddsen: Den grönländska drifisen vid Island (Ymer 1884).
3) Paa NV. Halvøens østlige Kyst sydfor Kap Horn findes der ingensteds Spor af Kratskov, medens denne dog paa Halvøens \x-stlige og sydvestlige Side ofte er meget frodig ved de inderste Fjordbunde; Kaal- eller Kartoffelliaver findes ikke paa denne Kyst. Den nordligste Kaalhave, jeg fandt, ligger ved Reykjarvfk i Bjarnarfjerour (65° 47' N. Br.), men dens Tilstedeværelse skyldes en varm Kilde; Kaalhavernes Nordgrænse kan her omtr. sættes ved 65° 40' N. Br. Derimod ere smaa Kaalhaver hyppige i Adalvik paa Halvøens nordvestlige Kyst ved 66° 25' N. Br. Endnu inde i Bunden af Hiinaflöi er Drivismassernes Indflydelse øjensynlig; bredbladet Gederams (Chamænerium latifolium), der hvert Aar blomstrer paa Højlandet ved Jøklerne 6—700 Meter over Havet, blomstrede i 11 Aar (1878—88) kun to Gange ved Miofjørour.
1) Fr. Ratzel: Höhtngrenzen und Höhengurtel. (Zeitschr.) d. Devtsch. t*. Oesterr. Alpenvereins 1889. Bd. XX. S. 27 .
dækkesUdbredelseog Varighed aldrig blevet studeret i Island, skjønt lagttagelser deraf sikkert vilde give gode Oplysninger om forskjellige klimatologiske og biologiske Spørgsmaal; systematiske Studier over Snedækketi Skandinavien ere mig heller ikke bekjendte, men Fr. Ratzels fysisk-geografiske Studier derover i Tyskland og Woeikofs klimatologiske Studier i Ruslandvise, hvilken stor Betydning den Slags Studier kunne have 1).
Man kan i Island tænke sig tre Slags Højdelinjer, der ere knyttede til Sneens vertikale Udbredelse og bestemmes af klimatologiske og orografiske Faktorer. Den egentlige Snelinje, der betegner den nederste Grænse af Fjældenes stabile, sammenhængende Snedække, er ikke underkastet meget store Forandringer fra Aar til Aar; nedenfor denne kommer der en Zone af adskilte, mere eller mindre tæt stillede Firnpletter og Snedynger, der aldrig helt tø op, men i forskjellige Aar forstørres eller skrumpe sammen; nedenfor denne Zone kommer saa den mest bevægelige Del af det varige Snedække, spredte Snedynger, der mere end de andre ere knyttede til orografiske Forhold; disse Snedynger kunne ofte holde sig gjennem Rækker af fugtig-kolde Aar, men skrumpe ind til en Übetydelighed eller forsvinde helt i varme og tørre Aar. Ved Drangajøkull paa den nordvestlige Halvø ligger Snelinjen paa den østlige Side i 400 Meters Højde over Havet, paa den vestlige i 650 M. Højde; omkring denne Jøkel findes der oppe paa Plateauet vældige, spredte Snedynger, der samlede sikkert vilde dække flere Kvadratmil; de ligge i en Højde af 250—500 M., men i Sommeren 1886 fandtes desuden en Mængde Snedynger lavere, og paa beskyttede Steder endogsaa tæt ved Strandkanten; paa den vestlige Side ere store Snedynger ogsaa hyppige langt nedenfor den sammenhængende Jøkels Grænselinje, saaledes især paa Snæfjallastrønd » hvor mange i Nærheden af Havet blive liggende paa Basaltbænkenes Afsatser. Paa den nordvestlige Halvøs yderste Klo i Aoalvik og Fljöt fandtes i 1887 i Avgust gamle Snemasser flere Steder liggende 50—100 Meter over Havet; paa Fjældene vare Snedynger hyppige, men ingensteds ses her nogen Jøkeldannelse. dannelse.At Sne og Jøkler paa den nordvestlige Halvø gaa længere ned end andre Steder, er naturligt; thi Klimaet er raat, Nedbøren betydelig, Drivisen en hyppig Gjæst, og Havet skærer sig ind fra alle Sider. Ved Geitlandsjøkull har Snelinjen en Højde af c. 900 Meter over Havet, men Snedynger, der aldrig tø op, findes paa beskyttede Steder i Jøklens Randfjælde ned til en Højde af 5-—600 Meter. Paa Snæfellsnes findes der ingen Jøkel med Undtagelse af Snæfellsjøkull, hvor Snelinjen paa den nordlige Side ligger i 830 M. Højde, men paa Næssets Bjergkjæde findes større og mindre, spredte Snedynger ned til 500 Meters Højde. I Islands Indre nordfor Vatnajøkull fandt jeg i Sommeren 1884 i det sydlige Odåöahraun næsten ingensteds liggende Snedynger lavere end omtr. 1000 M. over Havet. Ved Vatnajøkulls sydlige Rand sænker Snelinjen sig meget længere end paa Nordsiden; paa Øræfajøkull skal Snelinjen ligge i 610 M. Højde, og den laveste Gletscherende paa Sydsiden af Breioamerkurjøkull ligger kun 20 M. over Havet; paa Nordsiden ligger Snelinjen ved Kistufell i 1300 M. Højde, og den nederste Rand af Dyngjujøkull havde i 1884 en Højde af 765 M. over Havet. I Odåöahraun hæver Grænsen for sammenhængende Jøkelmasser sig til over 1400 M. Højde, men Fjældene i Nærheden af Ishavet ere i disse Egne ikke saa høje, at de naa op til Snelinjen. Dog findes spredte Firn og Snedynger ved Kistufell 1118 M. o. H.; Trölladyrfgja ned til 1150 M.; i Ask ja paa beskyttede Steder ned til 1000 M. o. s. v. Nordligere, i Fjældene ved Myvatn, fandtes i Juli 1884 større Snedynger i 7—800 M. Højde o. H. Paa Sydsiden af Vatnajøkull kjendes de stationære Snedyngers nedre Grænse endnu ikke. At Snelinjen saaledes gaaer betydelig længere ned paa Sydsiden af Vatnajøkull, staaer sikkert i Forbindelse med Nedbørforholdene; disse ere, som man nok kan vente, ikke blevne maalte paa Vatnajøkull eller i Odåöahraun, men af Stationerne ved Havet fremgaaer Forskjellen tydelig nok. I Juli Maaned 1884 var Nedbøren paa Berufjørour 142mm., paa Gn'msey kun 11 mm.; i Avgust paa Berufjørour 226 mm., paa Grimsey 48 mm.
Laviner ere meget hyppige i Island, især dog i Fjordlandskaberne paa Øst- og Vestlandet, hvor de ofte gjøre megen Skade; saaledes ødelagdes en Del af Handelsstedet Seyoisfjørour af en Lavine d. 18. Febr. 1885; 15 Huse blev brudte eller fejede ud i Søen, og 24 Mennesker omkom; Tabet paa Ejendom blev anslaaettil 60,000 Kroner; d. 13. Januar 1882 var den samme Del af Seyöisfjord ogsaa bleven ødelagt af en Lavine. Paa Vestfjordene ere især Lavinerne i Sugandafjordblevne
1) Fr. Ratzel: Die Schneedecke besonders in deutschen Gebirgen. Sluttgart 1889. A. WoeiTcof: Der Einfluss einer Schneedecke auf Boden, Klima und Wetter. Wien 1890. A. Woeikof: Die Klimate der Erde. Jena 1887. I. S. 56—106. Sidste Vinter gjordes der Observationer over Snedækket paa 504 Stationer i det russiske Rige. Nature 1891. Vol. 44. S. 113.
gandafjordblevneberygtede; gjennem en Kløft ved Noroureyri paa Fjordens nordlige Side styrtede i 1882 en Lavine ned med saa stor Kraft, at den førte Grus og Klippestykker tværs over Fjorden op til den modsatteFjældside lidt udenfor Suoureyri; engang tidligere blev Gaarden paa Noroureyri ødelagt, og Beboerne dræbtes; ogsaa ved Gaarden Gilsbrekka i samme Fjord ere Laviner løbne tværs over Fjorden. Paa utallige andre Steder i Island have Laviner gjort Skade og kostet mange Menneskeliv.
III.
De store islandske Jøkelmasser ere udelukkende knyttede til det indre Islands Højflader; i Plateauets højeste Dele dække Firnfladerne store Strækninger. Vatnajøkull, der har et Areal af 8500 d Kim., er en Jille Udgave af den grønlandske Indlandsis. De store islandske Jøklers Udseende er helt forskjelligt fra Alpernes Fim- og Ismasser og nærmer sig mere Polarlandenes Gletschertype, dog finder man i Højlandets Eandfjælde nogle Steder mindre Jøkler, der have et lignende Udseende som Alpernes Gletschere. Alpernes Firnflader ere smaa, men Gletschertangerne have i Forhold til Firn-Bækkenernes Areal en enorm Længde; i Island ere Firnfladerne meget udstrakte, men Gletscherne forholdsvis korte. De have derimod ofte en meget stor Bredde, og deres Areal bliver derfor ofte meget stort. Aletschgletschernes Firnflade har efter Heim et Areal af 99,54 Q Kim.; Isstrømmen har en Længde af 16V2 Kim., et Areal af29,45 D Kim. og en Bredde af 1800 M. Gletscheren Dyngjujøkull, der mod Nord gaaer ned fra den 8500 Q Kim. store Vatnajøkull, har en Længde af 20 Kim., en Bredde af omtr. 25 Kim, og et Areal af over 400 n Kim.; de lidet kjendte Gletschere Skaptårjøkull paa Vestsiden og Bruarjøkull paa Nordøstsiden af Vatnajøkull have rimeligvis endnu større Dimensioner. Justedalsbræen i Norge har et Areal af 900 Q Kim., men dens Gletschere ere smaa, endnu mindre end Alpernes Gletschere. De store Gletschere, der gaa ned fra Vatnajøkull, minde i Formen meget om Frederikshaabs Isblink i Grønland; Islands Jøkler danne i mange Henseender et Mellemled mellem Polarlandenes Isdækker og Evropas Gletschere. Medens man i Grønland ser sig hensat til Istidens Forhold, ser man i Island en postglacial Tid, i hvilken Ismasserne ere skrumpede ind, og Gletscheraflejringerne omarbejdes af Jøkelelvene; derfor er Studiet af begge disse Landes Gletschere og Gletscheraflejringer af stor Betydning for den moderne glaciale Geologi. Islands store Jøkler danne svagt hvælvede Kupler «ller bølgefonnede Ismarker paa Landets højeste Plateauer; Underlaget for de største Jøkler midt i Landet, Langjøkull, Arnarfellsjøkull og Vatnajøkull, bestaaer af særskilte, mindre Plateauer, der hæve sig op fra den egentlige Højslette. I selve Firnmarkerne, der have en meget stor Mægtighed, ere opstaaende Fjældtoppe meget sjældne; de komme først frem i Nærheden af Kandene, ofte som fremstaaende Pynter af det underliggende Fjæld. Overfladen af disse Snemarker er blottet for Grus, der kommer først tilsyne i Gletscherenderne, som ofte ere holt sorte af Grus og Klippestykker, der her smelte ud fra Isen og dække store Arealer. De store Gletschere, der strække sig ned fra disse Firnflader, have gjennemgaaende en meget ringe Hældning; kun hvor Fjældvidder eller Klippepynter træde ud fra Isdækkenes Sider, findes stejle Gletschere med mindre Dimensioner, Hængegletschere o. s. v.
Ejendommelige for Island ere de saakaldte Jøkelløb (jökulhlaup), der fremtræde i hele deres Voldsomhed, naar de under Isdækket skjulte Vulkaner have Udbrud; de store Sandstrækninger nedenfor Jøklerne blive ved saadanne Lejligheder overskyllede af et brusende Hav af smeltet Jøkel med svømmende Isbjærge og Isstykker. Saadanne Katastrofer kunne foraarsage meget betydelige Forandringer i de omgivende Egnes Overfladeforhold, da Vandflommene og Isstykkerne ofte medføre en utrolig Mængde Grus og Klippestykker; især have de af Katlas Udbrud foraarsagede Oversvømmelser gjort betydelige Forandringer i de nærliggende Egnes Topografi. Pynter, der før strakte sig ud i Havet, rage nu som isolerede Klipper op af Sandene langt fra Havet, og Vige og Fjorde ere blevne udfyldte og forsvundne i den historiske Tid. Jøkelløbene 1660 og 1721 vare især meget virksomme1). Øræfajøkull er ogsaa bekjendt for sine storartede vulkanske Jøkelløb især i Midten af det 14. Aarh.; to Kirkesogne med 40 Gaarde og to Præstegaarde skulle være gaaede til Grunde paa en Morgen i en Jøkelflom. I den nyeste Tid ere Jøkelløbene fra Skeioarårjøkull blevne mest bekjendte; de staa rimeligvis i Forbindelse med vulkanske Omvæltninger i Vatnajøkulls lidet kjendte Isørkner, thi man har som oftest i de Aar, Jøkelløbene have fundet Sted, set Aske og Dampsøjler hæve sig fra Vatnajøkull. Jøkelløb fra Skeioarårjøkull i dette Aarhundrede fandt Sted i 1819, 1838, 1852, 1861,
1) Nærmere herom ses i dette Tidskrift 1879. IH. S. 68 og 69 og i Oversigt over de islandske Vulkaners Historie 1882. S. 56—58, 60—63 o. fl. St.
1867, 1873 og 1883. Naar saadant et Jøkelløb er i Vente, svinde Elvene ind og blive undertiden helt borte; saaledes kunde man før Jøkelløbet i Aaret 1873 fra Slutningen af Januar til i Begyndelsen af Juni gaa tørskoet over Skeioarå's Flodseng; ellers fører denne Jøkelelv en meget betydelig Vandmasse. Naar Gletscheren ved et Jøkelløb sønderbrydes, fejer den alt bort, hvad der findes paa dens Vej af Klippestykker, Grusrygge, Jordsmon o. s. v.1). Efter et Jøkelløb blive store Isstykker ofte længe liggende paa Sandene, og naar de smelte, dannes der store og dybe kraterformede Fordybninger, som ikke ere gode at komme nær, da Leret og Sandet rundt omkring forvandles til Mudder, hvori Heste og Kreaturer let kunne forsvinde. Efter Jøkelløbet 1873 saae nogle Rejsende paa Skeiöarårsandur tæt nedenfor Jøkelranden et højt Springvand hæve sig op af Sandet; det forvandledes senere til en rivende Jøkelelv, der dog hurtig forsvandt. Mindre Jøkelløb, der ere temmelig hyppige, foraarsages af opdæmmede Elve og Smaasøer, der periodisk gjennembryde Isdæmningerne og oversvømme Sandene 2); saadanne Smaasøer kjendes i Svi'nafellsjøkull o. fl. St. Floderne Niipsvøtn og Fulilækur opdæmmes undertiden af Gletscherarme, hvorpaa de bryde frem og fremkalde Jøkelløb.
Midtpartiet af Island er hovedsagelig dannet af Tuffer og Breeder, Øst- og Vestlandet af Basalt; de store Jøkler hvile derfor hovedsagelig paa Tuf og andre bløde Bjærgarter, der have liden Modstandskraft mod Erosionen. Jøkelelvene føre en umaadelig Mængde Grus og Dynd ned til Lavlandene og ud til Havet; herved ere Fjordene paa Sydlandet lidt efter lidt blevne udfyldte. Efter Hellands Overslag flyder der paa en Sommerdag pr. Sekund 1677 Kubikmeter Vand fra Vatnajøkull, hvilket giver omtrent 145 Millioner Kubikmeter pr. Dag. Desværre véd man endnu intet om de islandske Floders Vandmængde i de forskjellige Aarstider. Ved at lægge Regnhøjden og Arealet til Grund for Beregningen kommer A. Helland til det Resultat, at der aarlig fra Vatnajøkull udstrømmer en Vandmængde af 20,000 Millioner Kubikmeter, der medfører 15 Millioner Tons Slam. Om de islandske Jøklers Af- og Tiltagen véd man endnu kun lidt, dog vise de lagttagelser, der haves og i det Følgende ville blive anførte, at Gletschernes Frem- og Tilbagegang her ligesom andre Steder er underkastet mindre Svingninger, der staa i Forbindelse med klimatiske Perioder. Den Mening har i Island i visse Kredse været temmelig almindelig, at de islandske Jøkler i Oldtiden, i Republikens Glansperiode, skulle have været mindre end nu, at Jøkelelvene skulle have ført mindre Vand o. s. v. Dette strider dog, fraset enkelte lokale Afvigelser, aldeles mod Literaturens og Naturens Vidnesbyrd.
Sammenhængende Snedækker paa Fjældene kaldes i Island Jökull (pi. jöklar), og Fjældet eller Fjældgruppen, der ligger under Sneen, bliver da betegnet som jökull, da der kun tages Hensyn til Isdækket; foran bliver der saa tilføjet et eller andet Ord som nærmere Betegnelse, f. Ex. Vatnajøkull (Flodernes Gletscher) Langijøkull (den lange Gletscher) o. s. v. En Gletschertange kaldes skridjökull eller falljökull, naar den er meget stejl; naar en Gletscher paa stejle Klipper ikke kan holdes samlet, men falder ned i store og smaa Stykker, kaldes den hrunjökulL Firn svarer omtrent til det isl. Ord hjarn, og hjarnjökull, en stor, haard Sne- eller Firndynge, kaldes fönn (pi. fannir).
IV.
Islands Jøkler have et Areal af omtr. 13,400 D Kim.; til Sammenligning kan nævnes at Jøklerne i Schweiz indtage et Areal af 1839 Q Kim., og alle Alpernes Jøkler tilsammen ere noget over 3000 Q Kim.; Norges Gletscherareal er vel omtrent lige saa stort; Sveriges 400 Q Kim.; Kavkasus' 120 D Kim. o. s. v. Fra Islands store Sneflader stige mange Gletschere ned til alle Sider; for Tiden ere dog kun 70 Skredjøkler kjendte, men naar Islands Jøkler nærmere undersøges, vil dette Antal sikkert blive dobbelt eller tredobbelt saa stort; i Alperne kjender man omtr. 2000 Gletschere, men de fleste af disse ere dog kun meget smaa. I det Følgende vil jeg give en kort geografisk Beskrivelse af de enkelte islandske Jøkler og begynde med den nordvestlige Halvø.
Den nordvestlige Halvø, der ved Gilsfjöröur og Bitrufjöröur næsten afskæres fra Hovedlandet, danner, som bekjendt, et særskilt, af Fjorde og trange Dale sønderstykket Plateau. Dette har en Højde af 5—700 M. og er udelukkende bygget af Basalt. Naar man midt om Sommeren er stegen op paa Vestlandets Højflader, forsvinde Fjordene for Blikket, og man har en næsten übegrænset Udsigt over de vidtstrakte Flader, der ere
1) En Udtalelse af et Øjenvidne. S. Gunnarsson, har jeg anført i Geogr. Tidskr. 1879. S. 68-69.
2) Lignende Jøkelløb ere ogsaa kjendte fra Alperne, f. Ex. i Tyrol ved Rofengletscheren i Øtzthal, hvor en Sø periodisk udtømmes. Sml. A. Heim: Gletscherkunde. S. 67—69, og M. Niemayr: Erdgeschichte I. S. 502.
dækkede af Grus og kantede med af Frosten sønder sprængte Basaltblokke; af Vegetation ser man kun Lichener og enkelte forkrøblede Blomsterplanter, mer i enhver Lavning findes store Snedynger, som oftest af en langstrakt Form, da Højlandet er opbygget ai Basaltstrømme, hvis Rande ogsaa heroppe udhæve sig som langstrakte, lave Afsatser, i Læ af hvilke Sneen er bleven opdynget. Naar man fra Højlandet stiger ned i Dalene, der skære sig som dybe Kløfter ned igjennem Basalten, møder man her som oftest en ret frodig Vegetation, Kratskove af Birk, Pil o. s. v. Landskabet danner her en fuldstændig Modsætning til Højfladerne, thi naar man betræder Fjældranden ved Dalene, er man pludselig bleven hensat i Sneregionen. Paa Nordvestlandet findes to Jøkler, Glåma og Drangajøkull.
Glåma paa Højlandet mellem Arnarfjuröur og Isafjöröur danner en svagt hvælvet, rund Firnkuppel, der er 230 Q Kim. stor og har en Højde af 901 M. Højlandet omkring Glåma er en svagt bølgeformet Højslette uden Vegetation og med spredte Snedynger. Det er mig ikke bekjendt, at nogen Gletscher strækker sig fra Glåma ned i Dalene, og ingen af de Elve, der flyde gjennem nærliggende Dale, fører Jøkelvand; kun Vatnsdalså og Vattarå blive af og til svagt mælkefarvede Jøkler. Hist og her i Jøkelranden ses sorte Klipper stikkende op fra den hvide Grund, men Revner og Spalter ere desuagtet sjældne, og fra de nærliggende Bygder rider man ofte tværs over Glåma for at forkorte Vejen; Veje over Jøklen ere allerede blevne benyttede i Oldtiden, f&a, tøunnlaugssons Kaart optager Jøkien en meget større Plads, end der tilkommer den; baade Thingmannaheiöi og Skålmadalsheiöi ere fuldkommen jøkelfrie; i den fugtige Sommer 1886 fandtes der paa disse Højsletter mange spredte Snedynger uden Sammenhæng med Glåma, men den største Del af dem tøer op i varme og tørre Somre. Snelinjen ligger her rimeligvis omtrent 650 M. over Havet.
Drangajøkull er en meget betydeligere Jøkel, skjønt den dog næppe optager et større Rum end 350 Q Kim. og kun har en Højde af 890 M.; den udsender flere Gletschere til Dalene næsten ned til Havet. Ogsaa denne Jøkel er paa Gunnlaugssons Kaart fremstillet mere end dobbelt saa stor, som den skal være; den var ogsaa indtil i Aarene 1886—87 en af de mindst kjendte Jøkler i Island. Drangajøkull naaer i Virkeligheden ikke længere mod Syd end til 66° 2' N. Bv. men sydfor den findes ogsaa paa Plateaueten Mængde store, fritliggende Snedynger, hvoraf en stor Del sjælden eller aldrig tøer. Jøklens Hovedmassedannes
l) C. W. Shepherd: The North-West Peninsula of Iceland. London 1867. 3. 88—89.
flyder ud af Jøkelporten havde den d. 4. Avgust 1886 Middag KL 12 kun en Temperatur af -f- 0,5 ° C.; samtidigvar Luftens Temperatur 2°. Grundmorænen, der kom til Syne i Porten, bestod af Grus og Ler, og store Blokke vare hist og her indkittede i Jøkelenden. Jøklen har trukket sig meget tilbage i den senere Tid: omkring Aaret 1846 naaede den helt ud til Morænebuen.Først gik Tilbagebevægelsen meget langsomt, og 1855 var der ikke mere end 8—10 M. fra Gletscherendentil Morænen. Store Blokke og Sidemoræner vise Jøklens gamle Tykkelse, der ved Jøklens nuværende Ende har været 80—100 M. større end nu; Hældningen af den afsmeltede Gletscher har været omtr. s°. I en ældre Periode har Jøklen dog sikkert trukket sig endnu mere tilbage, thi i det 17. Aarh. fandtes en Gaard (Knittilsstaöir) i Nærheden af den nuværende Gletscherende; Ruinerne af Gaarden fandtes endnu 1710, men ere siden blevne ødelagte af Elven, der er meget vandrig, fører grumset Vand og ofte forandrersig.
En Gletscher, der strækker sig ned til Tharalåtursfjordur, ender omtr. 120 M. o. H. og naaer ikke helt ned til Lavlandet i Dalbunden; den har ogsaa i de sidste 20—30 Aar trukket sig nogle Hudrede Favne tilbage. Ned mod Furufjoråur gaaer der ogsaa en Gletschertange ned til 200 M. Højde. Paa den nordvestlige Side strækker en betydelig, smukt formet Gletscher sig ned i Leirufjördur. Gletscherenden har her en Højde af 38 M. o. H. Sletten nedenfor Jøklen danner en regelmæssig Flade ned til Havet og afbrydes kun af de lave Moræner. Ved den sydlige Fjældside er der et Indsnit i Gletscherenden med lodrette Isvægge, og derfra flyder en betydelig Jøkelelv mod Nord langs Jøkelranden, hvor den faaer en Mængde Tilløb fra flere smaa Jøkelporte; derpaa forgrener den sig og udbreder sig i utallige Bugtninger og Slyngninger over Dalbunden nedenfor Morænerne. Langs Gletscherranden findes en lille Moræne og desuden fire andre Morænebuer tværs over Dalen lidt længere nede. Udenfor Morænerne er Sletten græsbevoxet, indenfor den fjerde Moræne helt uden Græs. Ligesom Skredjøklen i Reykjarfjöröur har denne ogsaa trukket sig tilbage i de sidste 40—50 Aar, thi da naaede den helt til den yderste Moræne (omtr. l Kim.) Store Sidemoræner i Fjældsiderne vise ogsaa Jøklens gamle Mægtighed; det førnævnte Indsnit i Gletscherenden dannedes i Aaret 1883. For 3—4003—400 Aar siden har der været en Gaard, Øldugil, i Nærheden af den nuværende Jøkelrand, og Ruiner af denne Gaard saaes endnu i Begyndelsen af det 18. Aarh., hvilket synes i Reykjarfjöröur at henvise til en ældre Periode med stærk Tilbagegang.
Sydfor den 660 M.^høje Dalsheifli skyder en anden betydelig Gletscher sig fra Drangajøkull ned i Bunden af KaldaUn. Fra Gletscherenden, der ligger ien Højde af omtr. 25 M. o. H., er der omtr. 3—43—4 Kim. ned til Fjordbunden; dette Mellemrum optages af en næsten vandret Slette, der overskæres af 3 Morænebuer; udenforMorænerne er Sletten udelukkende dannet af fint Jøkellér, men indenfor disse er Overfladen dækket med groft Grus og isskurede Blokke. Endogsaa l å 2 Kubikfavne store Blokke af den haardeste Basalt ere blevne fuldstændig knuste og gjennemsatte af utallige Revner. Fjorden er bleven saa opfyldt af Jøkellér, at man kan ride over den indenfor Midten; Vandet naaer her ved Ebbe omtrent til Hestens Bug, men Grunden er meget blød. Den yderste Moræne synes at være meget ældre end de andre; den er nu græsbevoxet og har før været kratbevoxet. Langs den sydlige Fjældsidefindes store Sidemoræner, for det Meste sammensatteaf opstablede Klippeblokke; hist og her ses dybe Vandpytter mellem Grusdyngerne. Gletscherens forreste Rand har en Højde af 4—5004—500 Fod. Højt oppe ved den sydlige Side af Gletscherenden findes et Parti Jøkelis fastklinet mellem Klipperne (Votubjörg); herfra løsrives der af og til store Stykker, der under Torden og Brag styrte ned paa Gletscheren. I Fjældsiderne ses ogsaa her gamle Sidemoræner, der vidne om Jøklens Mægtighed i Fortiden; for 20—30 Aar siden naaede Gletscherenden ud til den inderste Moræne, men har siden trukket sig 2—3002—300 Favne tilbage; ogsaa her fandtes i gamle Dage Gaarde (Lönhöll og Trimbilsstaöir)i Nærheden af Jøklen; de ere for længe siden blevne helt ødelagte af Jøkelelvene. Efter Shepherd skal en lille, omtr. 100 M. bred Gletscher strække sig ned i Bunden af den nordlige Arm af Skjaldfannardalurøstfor 'Armuli, men selve Drangajøkuls sydlige Ende er endnu ikke bleven besøgt af Rejsende; fra Drangahåls havde jeg dog Udsigt dertil i Aaret 1886. Højlandet sydfor Drangajøkull, den saakaldte Steingrimsfjaröarheiöi,er helt oversaaet med store Snepletter, og nogle strække sig endogsaa dybt ned i Dalene paa den østlige Side; ved Kaldbaksvik vare i Avgust 1886 alle Lavninger fyldte af vældige Snedynger i en Højde af 200 — 240 M. o. H.; nogle af disse syntes at være meget gamle. Paa Dalsheiöi paa Jøklens vestlige Side var der d. 6. Avgust 1887 i en Højde af 5—600 M. kun enkelte Grusrygge snefrie; over det samme høje Næs gaaer der vestligst en Vej over den saakaldte Snæfjallaheioi; her vare Grusfladerne d. 12. Avgust
1887 i en Højde af 400 M. o. H. helt snefrie, men i de bratte Fjældsider paa Snæfjallastrond, hvor man kommer ned fra Fjældets sydlige Rand, laa vældige, gamle Snedynger strækkende sig paa Basaltbænkenes Afsatser i paralelle Linier helt ned til Kysten.
Snæfellsjokull, den store Vulkan, der mod Vest afslutter Halvøen Snæfellsnes, har ogsaa et Jøkeldække, der dog næppe har et større Areal end omtr. 20 Q Kim. Vulkanen har en Højde af 1436 M. og øverst oppe et isfyldt Krater, hvis Spidser rage op fra »Sneen og kaldes „Jøkelhuer". Paa den nordlige Side ovenfor Olafsvik er Snelinjens Højde efter Bright og Hollands Maaling 830 M.; mod SV. er Snelinjen derimod næppe lavere end omtr. 1000 M.; her stikke flere Lavarygge op af Isen, og mellem dem findes store Revner; løse Snedynger findes dog ogsaa her nedenfor Jøkelranden i Lavaens Hulninger. Übetydelige Isdannelser ses i hele Jøkelranden, men en større Skredjøkel findes kun mod Øst, hvor en lang Istange strækker sig ned paa Jøkulhåls og ender omtr. 500 M. o. H.; en kort, men bred Gletscherlap strækker sig ogsaa lidt vestligere ned mod Krateret Kvfahnukur. Den største Del af Vandet fra Jøklen forsvinder i den porøse Lava, men nogle smaa Elve og Bække føre dog Jøkelvand; af disse flyde Stapagil og Sandalækur mod Syd og Gufuskålamööa og Hölmkela mod NV. og N. Snæfellsjøkull er ofte bleven bestegen, først af Eggert Olafsson og Bjarni Pälsson1) den 1. Juli 1754; dernæst af Sir John Stanley og Mr. Wright2) d. 14. Juli 1789; af Bright og Holland3) d. 3. Juli 1810 og af Ebenezer Henderson*} d. 25. Maj 1815; senere er Jøklen bleven bestegen af flere Islændere og af nogle fremmede Turister.
Langjøkull er den vestlige af det indre Højlands store Snemarker. Denne mægtige Jøkel, der strækker sig fra SV. til NØ., har en Længde af 74 Kim. og sydligst en Bredde af næsten 30 Kim., en Højde af omtr. 1400 M. og et Areal af omtr. 1300 D Kim.; Højlandet omkring Jøklen har en Højde af 5— 700 M. Langjøkulls forskjellige Dele have særskilte Navne, den nordvestlige Del kaldes Balljøkull, den sydvestlige Geitlandsjøkull og den sydlige og sydøstlige Del Skjaldbreidarjøkull og Bldfellsjøkull. Jøklens Hovedmasse dannes nesaf udstrakte, svagt hvælvede og bølgeformede Firnmasser; dens Indre er ukjendt, thi ingen har rejst derover; med Undtagelse af en enkelt Fjældspids nordfor Hvitårvatn kjendes ingen Nunatakker i Jøklens indre Snemarker. Grunden dannes af Palagonitbreccie og doleritisk Lava, der hist og her kommer frem i Randfjældene. Hele Langjøkull er endnu kun ufuldstændig undersøgt, men den nordvestlige Del (Balljøkull) er dog allermindst kjendt; her grænser Jøklen til den store, lidet kjendte Lavamark Hallmundarhraun, hvis Kratere rimeligvis findes ved Jøklen eller i denne. Passet Flosaskarö afskærer Langjøkull fra Eiriksjøkull, og Kaldidalur ligger mellem Langjøkull og den sneklædte, gamle Vulkan Ok, Midt inde i Langjøkulls sydvestlige Hjørne findes Dalen Thorisdalur, der omgives af Klipper og Gletschere; til denne hemmelighedsfulde Dal ere mange Sagn knyttede. Den blev først besøgt af to islandske Præster i Aaret 1664, men ndersøgtes først nærmere af Bjørn Gunnlaugsson i Aaret 18351). SV. for Flosaskarö strækker Hafrafell sig som et Forbjærg ud fra Jøklen; sydfor dette har en Gletscher skudt sig ned paa Højlandet mellem Hafrafell og Hådegisfell. Denne Gletscher undersøgtes allerede i Aaret 1753 af E. Olafsson og B. Pålsson, der beskrive Spalterne, Morænerne, Sandpyramiderne, Gletscherborde o. s. v.2). I nyere Tid er denne Gletscher bleven beskreven af K. Keilhack3); Gletscherenden ligger 600 M. o. H.: den har 20 M. høje Endemoræner, og Sidemoræner, der strække sig op til en Højde af 780 M. Ogsaa sydfor Hådegisfell gaaer en betydelig Gletscher ned til Kaldidalur tildels med meget stærk Hældning og bratte Gletscherfald. Langs Jøkelranden ligge Sand og Grusstrækninger, der gjennemstrømmes af Jøkelbække, som samles til den rivende Jøkelelv Geitå, der udgyder sit dyndede Vand til Hvitå og giver denne sin mælkehvide Farve. Snelinjen ligger her omtrent i en Højde af 900 M., men store Snedynger findes ogsaa spredte omkring i Jøklens Randfjælde ned til en Højde af 5—6005—600 M. o. H. Geitlandsjøklens Underlag er i den sydlige Del meget ujævnt, hvad der giver Anledning til Dannelsen af mindre Gletschere, Jøkelfald o. s. v. Fra Skjaldbreiö ser man her vestligst bratte Fjældsider i Jøkelranden med flere smaa Skredjøkler; derpaa følger en Lavning ved Mun-
1) Rejse gjennem Island I. S. 276—288.
2) John Barrow, jun: A visit to Iceland in the summer of 1834. London 1835. S. 263-275.
1) Nærmere om disse Rejser ses i Islendingur 111. S. 81— 93 og Sunnanpostur 1836. S. 113—124.
3) G. S. Mackenzie; Travels in the island of Iceland 2. Ed. Edinburgh 1812. S. 175—180.
2) Rejse gjennem Island I. S. 86—102.
4) E. Henderson: Iceland or the journal of a residence in that island during the years 1814 and 1815. Edinburgh 1818. Vol. H. S. 37-44.
3) Beiträge zur Geologie der Insel Island (Zeitschr. d. Deutschen geol. Gesettschaft 1886. S. 446- 49).
dingen af Thorisdalur, saa en stor Skredjøkel vestfor Hagavatn og en anden mellem denne Sø og Fjældspidserne Jarlhettur (1065 M.): disse Skredjøkler adskilles af det isfrie Hagafell. Paa disse Skredjøklers Overflade findes der betydelige Grusmasser, og ved Søerne ses høje Isklipper i Gletschervandene, hvorfra af og til smaa Isbjærge falde ned i Søerne. Paa Kaartet ses kun to Søer; i Aaret 1883 var der tre. Ned i den store Sø Hvitarvatn (omtr. 450 M. o. H.) gaa to betydelige Gletschere fra Langjøkull, én paa hver Side af Fjældpynten Skriflufell; Gletscherisen strækker sig ogsaa helt ud paa Randen af dette Fjæld og sender tre smaa Hængegletschere ned gjennem Kløfter i Fjældranden. Gletscheren sydfor Skriöufell er større; den naaer nu ud i Søen, men i Slutningen af forrige Aarhundredc kunde et Menneske med Lethed gaa mellem Gletscherenden og Vandet. Den nordlige Skredjøkel har et brattere Fald og har næsten afskaaret en lille Fjord (Karlsdråttur) fra Hvitarvatn. Hvor Gletscheren gaaer ned i Søen, er den kløvet af utallige Spalter og hæver sig med uregelmæssige Afsatser opefter; af og til høres skarpe Knald efterfulgte af dumpe Drøn, naar Gletscheren kalver. Begge disse Skredjøkler føre stadig en betydelig Mængde Grus, Ler og Klippestykker ud i Søen, som derfor kun har en ringe Dybde; den sydlige Del er kun 5—65—6 Favne dyb, den nordlige er lidt dybere; Søen er stadig opfyldt af større og mindre Isstykker. Fra Hvitarvatn udgyder der sig en meget betydelig Jøkelelv, Hvftå, der ikke blot bortfører en Mængde Dynd fra Hvitarvatn, men ogsaa modtager Jøkellér fra Bifloderne Fulakvi'sl og Jøkulkvisl, der udspringe i Arnarfellsjøkull.
Nordfor Hvitarvatn strækker Hrutafell sig som et kæmpemæssigt, stejlt Forbjærg ud fra Langjøkull. Dette Fjæld danner et særskilt Jøkelmassiv, der ved en gletscherklædt Lavning adskilles fra Langjøkull. Hrutafells øverste Flade dækkes af Jøkel, der strækker sig ud paa Fjældets skarpe Rande og sender mindre Gletschere ned igjennem enkelte bratte Kløfter; i den østlige Front kryber en ganske lille Skredjøkel ned i Fjældsiden, og fra den flyder en mælkehvid Bæk ned i Fulakvisl. Fra Hrutafells nordøstlige Hjørne gaaer der 3 bratte Gletschere ned til Lavlandet, hvilke i Frastand se ud som vældige Fosser i Fjældsiden; de have fuldstændig lempet sig efter Terrænforholdene og ere saa regelmæssige som geologiske Modeller. Fra Fjældets nordvestlige Hjørne gaaer den største af Hrutafells Gletschere ned til Lavlandet paa store Dynger af gamle Moræner, som rimeligvis stamme fra gamle Gletschere, der have udfyldt Dalen bagved
Hrutafell. De lave Rygge, der knytte Hrutafells Isdække sammen med Langjøkull, ere for en stor Del dækkede af Gletschere, hvorfra snefrie Rygge og Klippespidser stikke op; her dannes der bagved Hrutafell en Dal, hvor det sydligste af Fulakvisls Tilløb har sit Udspring; Dalen er næsten blottet for Vegetation; man ser kun nogle enkelte Planter, der friste en kummerlig Tilværelse paa Grus- og Lersletterne, som afsættes og omdannes af de mange Jøkelbække. Udenfor Dalmundingen ligger det midterste, saakaldte Thjöfafell; derpaa følger det tredje isolerede Thjöfafell (Fagrahliö), og nordfor dette begynder en lang Række af Randfjælde, der strække sig ud fra Jøkelranden1). Ned i Dalen bag Hrutafell gaaer et Par mindre Gletschere fra Langjøkull, og nordfor Mundingen af den begynder en stor Gletscherbue, der strækker sig bagved de to nordlige Thjöfafell op til en stejl Fjældside med to Vandfald. Fra denne Gletscher, der fører store Moræner, udspringer Fulakvisls midterste Tilløb, medens den nordligste Elv udspringer fra en mindre Gletscher nordfor Fjældsiden med Vandfaldene. Nordfor denne gaaer Langjøkulls Rand i en stor Bue ud paa de nordligste Randfjælde. Der findes altsaa her ved de saakaldte Thjöfadalir 4 Gletschere, der gaa ned fra Hrutafell og mindst 5 fra Langjøkull; ingen af disse Gletschere har særskilt Navn. Ved denne Gletscherverden gjorde jeg i 1888 et flygtigt Besøg; før havde den været helt ukjendt. Den nordlige Ende af Langjøkull er endnu aldeles ukjendt, da ingen Rejsende har besøgt Sedet, kun Englænderen E. Henderson rejste dér forbi i Aaret 1815 og fandt bl a. ved Jøklen en græsbevoxet Slette, som fik Navnet Jøkulvellir; her fandtes ogsaa betydelige Lavastrømme og en Mængde Kratere. En nærmere Undersøgelse blev forhindret ved Taage, hvori de Rejsende pludselig bleve indhyllede2). De Jøkelelve, som udspringe fra Langjøkull, ere, som Sveinn Pålsson allerede har paapeget, efter Jøklens Størrelse usædvanlig faa; maaske opsuges en Del af Vandet af de store nærliggende Lavastrømme og Sande, og Søerne paa Arnaruatusheiöi modtage rimeligvis Tilløb fra Jøklen. De Jøkelelve, der udspringe fra Langjøkull, ere kun Geitå, Hvitå, Fulakvisl og Fariö, en af Tungufljöts Bifloder, der stammer fra Hagavatn.
Tæt nordfor
Langjøkulls nordvestlige Hjørne hæver
1) Desværre er Vppdråttur Islands her i disse Egne saa ufuldstændig, at det er umuligt at finde sig til Rette.
2) Iceland or the journal of a residence in that island during the years 1814 and 1815, Edinburgh 1818. Vol. 11. S. 200—202.
den isolerede Eiriksjøkull sig til en Højde af 1798 M.; den omgives af næsten lodrette Breccieklipper. Fjældets øverste kuppelformede Del dækkes af en blændende hvid Firnhætte, der har et Areal af omtr. 100
Q Kim.; den naaer dog ikke belt ned til de lodrette Klipper, der omgive Fjældet. I 1890 saae jeg en meget lille Gletscher, der fra Snehættens nordvestlige Del strækker sig ned mod Klipperanden ovenfor Eiriksgnypa; mod NØ. strækker der sig vist en større Gletscher ned ad Fjældet; jeg skimtede den i Frastand paa en Rejse i 1888. Den gamle doleritiske Vulkan Ok vestfor Kaldidalur, der har en Højde af 1188 M., bærer ogsaa en regelmæssig Firnkuppel, der har et Areal af omtr. 35 Q Kim.; her kjender man ingen Gletscher. Nedenfor Snegrænsen findes her mange store Snedynger spredte omkring i Fjældsiderne. Den kuppelformede Vulkan Skjaldbreid, der har en Højde af 1050 M., er som oftest oversaaet med store Snepletter, hvoraf dog det Meste i enkelte varme Somre smelter bort. Jeg besteg denne Vulkan i Aaret 1883 og fandt her ingen Jøkeldannelse; kun er det omtr. 900 Fod brede Krater fyldt med Firnsne, der rimeligvis aldrig smelter. Det nærliggende 1163 M. høje Hlødufell, der omgives af stejle Breccie- og Tufklipper og er fladt paa Toppen, har derimod øverst altid et übetydeligt Snedække, men egentlige Gletschere kjender man ikke paa dette Fjæld. Det nærliggende Fjæld, Skrioa, har mod Nord ogsaa store Snedynger.
Paa den nordlige Side af Skardsheidi (1137 M.) ved Borgarfjørour findes der i dybe Lavninger nedenfor de højeste Spidser en mindre Firnmasse liggende i regelmæssige Botner (Kalidalur og Hornsdalur); man ser ogsaa her nogle Spor til Gletscherdannelse, thi Firndyngernes nederste Rand dannes af Frynser af blaalig Gletscheris, og paa et Sted strækker en lang og smal Gletschertange sig ned i en Kløft. Efter Eggert Olafssons Udsagn er denne Firnmasse i Skarösheiöi bleven dannet i forrige Aarhundrede1); den er sikkert underkastet betydelige Forandringer. I den tørre og varme Sommer 1888 vare Snedyngerne paa dette Sted usædvanlig smaa, og jeg kunde ikke se nogen Gletscherdannelse, men i den fugtige Sommer 1890 vare Firnmasserne meget større, og Gletscherdannelsen var ikke helt übetydelig.
Arnafellsjøkull (eller Hofsjøkull), der
ligger midt
i Island og har et Areal af omtr. 1350 Q
Kim., hørersom
1) Sart. v. Waltershausen: Physisch-geographische Skizze von Island. Göttingen 1847. S. 20—21.
2) Auszug eines Schreibens v. Prof. R. Bunsen an J. J. Berzelius. Marburg 1846. S. 3.
3) I. C. Schythe: En Fjeldreise i Island 1840. (H. Krøyers Naturh. Tidskrift. 111. S. 349—360).
1) Rejse gjennem Island I. S. 83. Sml. Keilhack: Beiträge etc. S. 438. Th. Kjerulf: Bidrag til Islands geognostiske Fremstilling S. 45.
4) En. nærmere Beskrivelse af disse Fjælde har jeg givet i Geogr. Tidskrift X. S. 19—22 og i Das Ausland 1889. 62. Jahrg. S. 161—164.
aldeles ukjendt. Mægtige Elve have deres Udspring fra denne Jøkel, saaledes Islands længste og vandrigste Flod, Thjorså, og de store Elve Blanda og Héraosvøtn, der flyde mod Nord; desuden den førnævnte Jøkulkvisl, en af Hvi'tås største Bifloder.
I den sydligste Del af Island strækker en bred Tunge sig ud fra Højlandet; hvor den nær ved Havet har sin største Højde, dækkes den af en mægtig Jøkelmasse,der under ét bærer Navnet Myrdalsjøkull. Dens enkelte Partier have dog særskilte Navne; den vestlige høje Top kaldes saaledes Eyjafjallajøkull, den nordligste Del Godalandsjøkull, Merkur j økull og Botnjøkull;paa Sydsiden findes Solheimajøkull og den egentligeMyrdalsjøkull, Hele denne Jøkel hviler paa et Grundlag af Tuf, Breccier og Konglomerater; den er især bleven bekjendt paa Grund af de store Vulkaner, der skjule sig under Isdækket, men af og til give sig tilkjende ved volsdomme Udbrud og Oversvømmelser, der ofte ere blevne skæbnesvangre for Omegnens Beboere.Den vestligste og højeste Del af disse sammenhængendeJøkelmasser, Eyjafjallajøkull eller Håjøkull, er en stump Kegle, der hurtig skraaner mod Øst ned til den saakaldte Lågjøkull, som efter Sveinn Pålsson er saa lav, at Bønderne ofte drive deres Faar derover til Gooalønd paa den anden Side. Eyjafjallajøkull har en Højde af 1705 M. Det er en gammel Vulkan, der to Gange i den historiske Tid har haft Udbrud, 1612 og 1821. Efter Sveinn Pålsson, som besteg Jøklen den 16. Avgust 1793, er Hovedkrateret styrtet ind og opfyldt med Is, medens 3 eller 4 Tufklipper, som Isen ikke har kunnet fæste sig paa, rage op som Hjørnerneaf det vulkanske Bæger1). Vulkanes Basis dannesaf Tuffjælde, og nedenfor disse strækker et sandet og sumpet Lavland sig til Havet. Fra Eyjafjallajøkull skyde flere Gletschere sig ned, men de ere endnu lidet kjendte. Sveinn Pålsson omtaler to Gletschere, der mod Nord ere nedgledne fra Vulkanbægeret lige til det flade Land og give hver sin Elv fra sig til Markarfljöt (Jøkulså og Steinsholtså). Ved Udbruddet 1821 kom der et betydeligt Jøkelløb fra Gletscheren ved Jøkulså; efter at Vandet var løbet bort, bleve store Isstykker liggende paa Sandene vestfor Steinsholt; de smeltede først fuldstændig efter to Aar og efterlod dybe Huller2). Fra Lavningerne østfor Eyjafjallajøkull gaa^ogsaa Gletscherened
1) Svein Pålsson: De islandske Isbjærge § 16. Eyjafjallajøkull er ogsaa bleven beskreven af Ferd.^Vetter, der forsøgte at bestige den. Sml. Der EyjafjallajøTcull i Jahrbuch des Schw,-Alp-Clubs XXIII. 1887. S. 221—46.
1) C. W. På ij kuli: Bidrag til kännedomen om Islands bergsbygnad. S. 14.
2) Safn til sögu Islands 11. S. 555.
kelmasse,Gooalandsog Merkurjøkull, er endnu lidet kjendt; vestfor den ligger den smukke, kratbevoxede Egn, Thorsmørk. Jøklen hviler her paa høje Fjælde og nedsender et Par Gletschere1), men mod NØ. hvilerdens flade Kand paa Højsletten Mælifellssandur. Otto Torell, der her gik op paa Jøkelranden, fandt ikke andet end haardpakket Sne, og Bækkene, der her strømmede ud fra Jøkelranden, førte klart Vand.
Nordfor Myrdalsjøkull og østfor Hekla findes en jøkelklædt Fjældgruppe, der kaldes Torfajøkull. som optager et Areal af c. 100 Q Kim.; Højden er rimeligvis omtrent 1400 M. Fra Torfajøkull kjender man endnu ingen Gletscher; i Randfjældenes Lavninger findes paa mange Steder store Firndynger med Overgange til Gletscheris, saaledes i Mogilshøfoar paa den nordlige Side. Jøklens Underlag bestaaer af Tuf og Liparit, som de fleste Steder er gjennemkogt af Fumaroler; der findes en Vrimmel af Svovlkilder, ogsaa nogle alkaliske varme Kilder kjendes. Paa begge Sider findes mærkelige Liparitlavastrømme, der i Overfladen ere dækkede med Pimpsten og Obsidian. Fra Torfajøkull udgyder en Jøkelelv (Nåmskvisl) sig mod Nord i Tungriå. Hekla (1557 M.) dækkes ikke af nogen egentlig Jøkel, men store Snedynger finder man til Stadighed paa Fjældets Top; mod NV. ses i Fjældsiden i Lavastrømmens Lavninger store Firndynger, der gjennemsættes af utallige Spalter. Paa den nordlige Side af Markarfljöt nordfor Eyjafjallajøkull hæver der sig en spidstakket Fjældmasse, der kaldes Tindfjallajøkull. I Lavningerne mellem Fjældspidserne findes betydelige Firnmasser, der nedsende to Gletschere mod NV. Fra disse Gletschere udspringe to Jøkelelve, Valå og Bleså, der udgyde sig i Rangå. Tindfjallajøkulls omtr. 25 Q Kim. store „Fimmulden" med de mellemliggende, opstaaende Fjældrygge og spidse Toppe give den en stor Lighed Gletscherfjælde.
Vatnajøkull. Denne Jøkel har et Areal af omtr. 8500 Q Kim. og er altsaa næsten ligesaa stor som Sjælland, Laaland og Falster tilsammen; den har stor Lighed med^Polarlandenes Isdækker. Vatnajøkulls Snemarkerhave en Højde af 14 —1900 M.; det højeste maalte Punkt er Øræfajøkull, der har en Højde af 1958 M. Den eneste Rejsende, der har vandret over Vatnajøkull, Englænderen W, L. Watts, giver i sin Rejsebeskrivelse2) kun* faa Oplysninger om Jøklens
1) Disse Gletschere beskrives af Sveinn Pålsson i hans Journal holden paa en Nalurforskerreise i Island 11. S. 156. (Manuskript i det isl. literære Selskabs Arkiv i Kjøbenhavn).
1) Sveinn Pdlsson's Journal 111. S. 185.
2) W. L. Watts: Across the VatnajøkuU. London. 1876.
floder,hvorafden nordligste udspringer fra en Gletscherportunder høje Isklipper; her findes der nær ved Jøklen en forholdsvis lav Moræne, som bcstaaer af kullede Grushøje, og mellem denne og Jøkelranden ses flere opdæmmede Smaasøer og Vandpytter med mælkehvidtVand. Gletscherranden ligger her omtr. 650 M. o. H. Sydfor Tungnås Kilder gaa to Fjældrækker helt op til Jøkelranden, og imellem disse ligger en betydeliglang og smal Sø (Langisjör), der ogsaa fører Jøkelvand;den begrænses mod Øst af Gletschernes Isklipper. Sydfor disse Fjældrækker synes Højlandet at være fladt, og her have Skaptå og Hverfisfljöt deres Udspring fra den sydlige Del af den samme Gletscher. Sydfor Skaptås Kilder er der en Fjældpynt i Jøkelranden, og ud paa denne har Gletscheren fejet store Moræner. Højt oppe paa Vatnajøkulls Kuppel ses i Øst en hvid Forhøjning med en snehvid Pyramide, og hiengere mod Syd hæver en takket Fjældrække sig op fra Jøklen med Ketning hen imod Fljötshverfi. De Dele af Højlandet,der ligge sydfor Langisjör nærmest ved Jøkelranden,ere endnu aldeles ukjendte.
Langs Nordranden af Vatnajøkull rejste jeg i Somren 1884. Ved Gæsavøtn paa den nordlige Side af Vonarskarfl og ved Dyngjuhåls ligger Jøkelranden i en Højde af 1200 M. o. H., men gaaer ved Vonarskarft noget sydvestligere lidt længere ned. Jøklen hviler her paa terrasseformede Randfjælde af Tuf og Breccie, og flere mindre Lavastrømme strække sig fra Jøklen ned til det lavere Land. I Jøkelranden ved Gæsavøtn strække flere Tufspidser og Kratere sig op fra den af Revner gjennemkløvede Gletscheris. I Vonarskaro have to store Jøkelelve deres Udspring; den ene, Skjålfandafljöt, flyder mod Nord, den anden, Kaldakvisl, mod Syd; Vandskjellet ligger her omtrent i en Højde af 1000 M. Ovenfor Gæsavøtn og Jøkulhåls findes ved Jøkelranden betydelige Moræner med Lavagrus og store isskurede Doleritblokke. Jøkelranden vestfor Kistufell er bræmmet med Gletscheris med nedglidende Bevægelse, uden at der dog findes egentlige individualiserede Gletschere. Tæt vestfor Kistufell findes en meget stor Dynge Firnsne uden Sammenhæng med Jøkelranden i en Højde af 1118 M. Der ses ingen Afsmeltning, Gletscherdannelse eller lignende, skjørit denne Firnmasse ligger betydelig lavere end Jøkelranden, men den ligger ogsaa i Læ af Fjældene.
Mellem Kistufell og Kverkfjøl er en vældig Gletschergleden ned paa Lavlandet; denne Gletscher kaldesDyngjujøkull og har et Areal af over 400 Q Kim. Gletscherens nederste Rand har en Højde af 765 M.; tæt østfor Kistufell ligger den i en Højde af 844 M.
strømme,somvæltede frem som Kaffegrums; nogle naaede at strømme ud af Gletscherranden; andre opdæmmedestil Mudderpøle og Smaasøer. Jo højere Solensteg, des større blev Bevægelsen, og man hørte den stadig voxende Raslen af Stenene, der løsnedes og rullede ned fra Iskeglerne. Det mægtige, vulkanske Forbjærg Kverkfjøll, der østfor Dyngjujøkull rager ud fra Vatnajøkull, gjennemsættes fra øverst til nederst af en bred Kløft, hvorigjeimem en Gletscher har fundetVej ned til Lavlandet; den nederste Ende af denne Gletscher (omtr. 800 M. o. H.) bøjer sig lidt mod Vest. Oppe i Fjældsiden ovenfor denne Gletsherende findes der en Kratergruppe med Solfatara'er, der rimeligvis har haft Udbrud i Aaret 1717; herved maa denne Gletschertildels være bleven smeltet, hvad der igjen har foraarsaget Oversvømmelser af den nærliggende Jøkulså. Flere Udbrud have maaske i den historiske Tid fundet Sted i disse Fjælde, der ere saa fjærne fra Bygdøn, uden at man har lagt videre Mærke til dem, thi Jøkulsåhar flere Gange oversvømmet sit Deltaland i Kelduhverfi, f. Ex. i Aarene 1655 og 1730. Disse Oversvømmelser kunne dog ogsaa skyldes andre Aarsager;saaledes kan Elven let opdæmmes, naar denne Gletscher glider usædvanlig langt frem, og Dyngjujøkullkan jo ogsaa have foranlediget en usædvanlig stærk Væxt i Elven.
Den Del af Vatnajøkulls nordlige Rand, der ligger østfor Kverkfjøll, er endnu temmelig ukjendt; dog véd man, at der ogsaa her findes en vældig Gletscher mellem Kverkfjøll og Snæfell, som kaldes Bruarjøkull. Fra Kverkknukar havde jeg i Sommeren 1884 en ret god Udsigt over denne Gletschers vestlige Del; den synes at have stor Lighed med Dyngjujøkull og en lignende Størrelse; Randen er ogsaa her dækket med Moræner. Indtil for nylig var Gletscheren i Tilbagegang, saa at den havde trukket sig tilbage fra sine Randmoræner; grusdækkede Dele af Jøklen vare endogsaa for længe siden paa Kringilsårrani blevne tilbage, saa at de vare blevne dækkede med Jordsmon og Græs og dannede afsondrede Partier, et Slags „døde Gletschere". I 1890 var der en usædvanlig Bevægelse i denne store Gletscher. I Vinteren 1889—90 lagde man paa Østlandet Mærke til, at der maatte være noget paa Færde i Vatnajøkull, thi Jøkelelvene medbragte en usædvanlig Mængde Jøkellér, saa at Halvdelen af Vandet i flere Elve var ligefrem Mudder. Ved Nytaar 1890 saae man nogle Hdsluer pludselig hæve sig op fra Vatnajøkull indenfor Snæfell, og lidt senere føltes Jordstød, og man hørte Knald og Bragen. Den 27. Juli 1890 begyndte Jøkulså å Bru pludselig at voxe og vedblev dermed i nogle Dage; samtidig medførte den store Isstykker. I Slutningen af Juli lagde to Bønder, der vare paa Rensdyrjagt oppe paa Højlandet, Mærke til, at Bruarjøkull var gleden frem paa Højlandet, saa at dens Rand havde skudt sig IY2 Mil længere ned end før. Distriktslæge Th. Kjerulf rejste lidt senere op til Højlandet1), og fra Hvannstoosfjøll paa Bruarøræfi havde han en god Udsigt til Bruarjøkull. Denne Skredjøkel var bleven brækket og omtumlet over 20 Kim. mod Syd, og langs hele Randen saaes Mærker efter voldsomme Forstyrrelser; Gletscherisen var bleven kløvet i utallige kileformede Stykker, der havde en Højde af omtr. 100 Favne og derover; flere Steder skimtedes det underliggende Fjæld gjennem Revnerne. Paa Kringilårrani havde Jøklen ved sit Fremløb bortfejet store, gamle, græsbevoxede Moræner, der vare blevne frembragte ved et Jøkelløb omkring Aaret 1810. I Aaret 1625 var der ogsaa Bevægelse i denne Jøkel; da løb Jokulså å Bru 20 Alen over sine Bredder2). Da Sveinn Pälsson i Aaret 1794 besøgte Egnene ved Snæfell, var Bruarjøkull i Tilbagegang, saa at Jøkelranden havde fjærnet sig 300 Favne fra Morænerne; derimod havde Jøklen 60 Aar tidligere naaet længere frem og haft en større Tykkelse. Efter S. Pålsson havde Kverkå dengang sit Udspring fra en Indsø ved Jøkelranden, hvori store Isstykker svømmede3). Distriktslæge Th. Kjerulf saae i 1890 SV. for Snæfell en vældig Revne i Jøklen fra Øst til Vest rimeligvis frembragt ved, at Jøklen ved den usædvanlige Bevægelse var bleven brudt paa en fremspringende Fjældkant. Ved disse Gletscherbevægelser havde Jøkelelvene ogsaa forandret sig meget; Jøkulså å Bru med sine mange Kildefloder har sit Udspring fra Bruarjøkull, men fra denne Gletscher stamme ogsaa Kverkå og Kreppa, der udgyde sig i Jøkulså i Axarfiröi.
Østfor Snæfell gaaer en mindre, 7—87—8 Kim. bred Gletscher ned fra Vatnajøkull; denne var ogsaa 1890 i usædvanlig Bevægelse, og i Slutningen af September kunde man endogsaa i Fljötsdal, 7—87—8 Mil fra Jøklen, høre den Bragen og det Gny, der foraarsagedes af dens Fremgliden. Jøkulså i Fljötsdal har sit Udspring fra den vestlige Rand af denne Gletscher. Bevægelser i Jøklerne give sikkert af og til Anledning til Dannelsenaf betydelige Søer, der dog ofte hurtig forsvinde; saaledes omtaler Richard Burton en stor, men grund
1) Isafold 1890. S. 321
2) Eggert Olaf s son: Reise gjennem Island. S. 792. Ø. Olavii: Oekonomiske Reise i Island. S. 443.
3) Sveinn Pålsson; Journal IH. S. 182—183.
Sø paa Sletterne østfor Snæfell, som af de nærmest Boende havde faaet Navn af Eyjarbakkavatn1); en lignendeSø, Dyngjuvatn, fandt jeg i Aaret 1884 paa Lersletterne sydfor Askja.
Den østlige Ende af Vatnajøkull er, saa vidt jegved, endnu ikke bleven besøgt af nogen Rejsende. I Aaret 1882 havde jeg fra Hofsjøkull Udsigt til det snedækkede Alpeland, der her afslutter den store Jøkelmark, men blev af en Snestorm forhindret i at fortsætte mine Undersøgelser. Jøklen har her en noget anden Karakter end sædvanlig, idet Underlaget synes at være meget ujævnt, og flere høje Fjælde rage op fra Snemasserne; ellers bestaaer Jøklens Indre for det Meste af endeløse, bølgeformede Firnflader, hvor Øjet ikke faaer Hvile paa noget fremragende eller mørkt Punkt. I den østlige Ende af Vatnajøkull har Jøkulså i Löni sine endnu ukjendte Kilder; ved dennes Floddal og den dybe Viöirdalur adskilles Vatnajøkull fra den nærliggende lille Hofsjøkull. Underlaget dannes her af Basalt, men noget vestligere paa Nordsiden træder Palagonitbreccien frem; disse Formationers Grænse kjendes dog endnu ikke. Efter gamle Sagn, som dog ikke ere meget troværdige, skal der i gamle Dage have været en Vej tværs over Vatnajøkull fra Skaptafell til Møorudalsøræfi, og efter gamle Matrikler skal Kirken paa Møorudalur have haft Rettighed til 20 Hestbyrder Kvas i en Kratskov paa Skaftafell2). Der berettes ogsaa, at der før har gaeet en Vej fra Fljötsdalur sydover Jøkellavningerne vestfor Snæfell til Kålfafell i Hornafjorden, og den blev, efter hvad der berettes, endnu i det 17. Aarh. benyttet af Folk, der fra Fljötsdalen drog paa Fiskeri ved Hornefjorde n3). Efter Beretning fra Islænderen G. Snorrason, som i 1877 besteg Snæfell, findes der ovenfor Mari'utungur en stor Lavning i Vatnajøkull med opragende Klipper paa begge Sider4).
Den sydlige Rand af Vatnajøkull er flere Gange bleven besøgt af Videnskabsmænd, og rnan kjender derfor de derværende Gletschere forholdsvis ret godt, skjønt der ogsaa her er meget tilbage, der trænger til Undersøgelse endogsaa i rent geografisk Henseende. Da jeg selv endnu ikke har besøgt disse Egne, holder jeg mig for det Meste til de Oplysninger, der ere blevne givne af Sveinn Pålsson, E. Henderson, O. Torell, A. Helland o. ti. Den østlige Vatnajøkulls Underlag dannes af Basalt, og Dalene ere forholdsvis smalle. Ned imod Dalene i Hornafjørour søge, efter Helland, 3 Gletschere hver i sit Dalføre; den østlige kaldes Hoffellsjøkull, den vestligste Vidbordsjøkull, men den tredje fører ikke særskilt Navn. Elvene fra disse Jøkler have udfyldt Hornafjørour i den Grad, at man kan ride over den. Lidt længere mod Vest ligge Hölmsurj økull og Heinabergsjøkull, efter Helland „mægtige Bræer, der gaa skjoldformede ud mod Sanden, og efter Øjesyn er Mægtigheden vistnok over 500 Fod". Otto Torell besteg Jøklen ved Heinaberg og fortæller, at den sammenflyder med Skålafellsjøklen og næsten tangerer en anden østligere liggende Gletscher. Udenfor Jøklen findes polerede Klipper med Stødsider mod Jøklen; Skurstribernes Retning falder her ikke sammen med Jøklens nuværende Bevægelse, men er den samme, som den maatte have været, hvis Jøklen havde været større og forenet med den østligere Gletscher. Mellem Heinabergs og Skålafellsjøklerne ligger Hafrafell*). I Suoursveit gaa mange Gletschere ned imellem Jøklens Randfjælde; de kaldes under ét Kålfafellsjøklar; en af dem østfor Kålfafell kaldes Hdlsjøkull; en anden Gletscher vestfor samme Gaard, der, efter Helland, skal kaldes Brogarjøkull(?), skal have udfyldt en gammel Fjord.
En af de største og mærkeligste Gletschere i disse Egne er den store Breidamerkurjøkull; den ligger som en stor Iskage over Sanden og har en Bredde af omtr. 24 Kim. Gletscherenden ligger, efter Helland, i kun 20 M. Højde o. H. Bræens Mægtighed skal være 100 —150 M. Helland iagttog flere Midtmoræner, hvoraf 3 store, hvilket antyder, at den store Ismasse dannes ved Forening af flere Gletschere, hver i sit Dalføre. Foran Jøklen findes flere Endemoræner og bag disse smaa opdæmmede Søer; tragtformede Huller (åsgropar) saaes foran Morænerne. Breioamerkurjøkulls Omgivelserere udsatte for daglige Omskiftelser; Gletscheren flytter sig, og Elvens Løb vexler. Hvor Bræen nu ligger, skal der i gamle Dage have været en Bygd med mange Gaarde, som nu alle ere ødelagte af Jøklen og Elvene med Undtagelse af Kvi'sker. Man kjender endnu fra gamle Dokumenter og Matrikler Navnene paa de fleste af de forsvundne Gaarde. Elvene føre ofte ud fra Jøklen store Stykker Tørv og gamle Birkestammer, hvad der rimeligvis stammer fra den gamle beboede Egns Jordsmon. Man véd ikke med Sikkerhed, naar denne Bygd er bleven ødelagt, men rimeligvis ere de
1) R. F, Burton: Ultima Thule or a Summer in Iceland. London 1875. Vol. 11. S. 321.
2) Nordanfari IV. 1865. S. 3 og 9. K. Kaalund: Bidrag til en hist.-topogr. Beskrivelse af Island 11. S. 289.
3) Sveinn Pals son: De islandske Isbjcerge S. 12.
1) Öfversigt af kgl. Vel. AJcad. Forhandl. XIV. 1857. S. 327.
4) Skuld I. S, 122.
fleste Gaarde gaaede til Grunde under de store vulkanskeUdbrud og Jøkelløb i Midten af det 14. Aarh. Svein Pålsson, der rejste her forbi i Aarene 1793 og 1794, beskriver Breioamerkurjøkulls daværende Udseende temmelig nøje og fortæller bl. a., at i 1794 var Gletscherenøstfor Jøkulså rykket 200 Fv. længere frem end Aaret i Forvejen. „Fremglidningen skal være begyndtsaa at sige med ét og mestendels gaaet for sig uden synderlig Vandstyrtning i Pintse Hellige Dage bemeldte Aar 1794"!). Ogsaa under E. Hendersons Besøg i 1815 var Gletscheren i Færd med at glide frem. Spor efter en Karavane, der for 8 Dage siden havde rejst over Sanden, vare ved Hendersons Ankomst dertil blevne overskredne af Jøklen. I Sommeren 1852 skal Breioamerkurjøkull næsten have løbet ud til Have t2), og i Aaret 1869 løb Gletscheren usædvanlig langt frem, hvad der ses af følgende Beretning: „I Sommeren 1869 bevægedes den østlige Del af Breioamerkurjøkullmed usædvanlig Hurtighed ned mod Havet,saa at Jøkeltangeri paa knap to Maaneder (Juni og Juli) var naaet ned til Strandkantens Grusrygge, hvor den standsede. Gletscheren skubbede Morænerne foran sig, saa at de væltede frem som Laviner, og det kunde paa Grund af Stenfaldet ofte være farligt at komme i Nærheden. Samtidig forandredes Jøkulså og løb sammen med Veöurå østfor denne Gletschertange. Elvlejerne fyldtes hurtig af Ler og Grus, og paa kort Tid blev den nærliggende Gaard Fell ødelagt, saa at Hjemmemarken og Husene dækkedes af et 6—76—7 Alen tykt Lag af lerblandet Grus og Klippestykker" 3). Da A. Helland i Aaret 1881 besøgte Gletscheren, syntes den snarere at tage af end tage til. Nedenfor Gletscherenmellem denne og Havet ligger en smal Sandstrækning,der gjennemstrømmes af den rivende Jøkulså å Breiöamerkursaridi, der anses for at være Islands farligste Jøkelelv; den er kort, meget vandrig, har en meget rivende Strøm og medfører ofte store og smaa Jøkelstykker. Af andre Elve, der stamme fra denne Gletscher, nævnes Veöurå og de saakaldte Grannakvislir(Breiöå, Fjälla, Deildarå og Hrutå).
Islands højeste Bjærg, Øræfajøkull (1958 M.), dannerVatnajøkulls sydligste Forbjærg og synes betydelig højere end de bag ved liggende Ismarker. Fra FjældetsEyg hæve sig enkelte bratte Toppe, hvoraf Hnappui
1) De islandske Isbjærge § 13 og § 25. Om Breioamerkurjøkull. Srai. fremdeles Eggert Olafsson: Reise gjennem Island H. S. 784—88. E. Henderson: Iceland I. S. 236—47. A. Helland: Om Islandske Jøkler S 203—205.
1) C. W. Stepherd: The North-West Peninsula of Iceland. S. 128. Islendingur 111. S. 24.
2) Proceed. R. Geogr. Soc. London 1890. S. 619
3) Sveinn Pålsson: Jorumal 111. S. 115.
2) Noriri I. S. 8
4) Th. Thoroddsen: Oversigt over de isl. Vulkaners ffistorie Kbh. 1882. S. 65
3) Nortanfari IX. 1870. S. 14
Vandstyrtningerne ved det store Udbrud 1849 (eller, som andre sige, 1362) antager man at have stammet fra denne Gletscher; der findes gamle Moræner nedenforBræen, hvilke ere græsbevoxede. Nær ved GaardenSvinafell findes den betydelige Svinafellsjøkull, hvis Ende, efter Helland, ligger 98 M. o. H., og som har en Mægtighed af 125 M. En anden stor Gletscherarm ved Skaptafell kaldes Skaptafellsjøkull. Disse to Gletschereadskilles af Fjældet Hafrafell. Otto Torell maalte i Juli 1857 Svfnafellsjøkulls Bevægelse og fandt, at den skred 2i/22i/2 Alen frem paa 6 Dage1). Fra disse Jøkler komme de saakaldte Neskvislir og Skaptafellså. Morsdrjøkull nordfor Skaptafell har sit Udspring fra det Sted, hvor Øræfajøklen gaaer over i Vatnajøkull; fra den flyder Elven Morså, der forener sig med Skeiöarå. Otto Torell finder disse Gletscheres Struktur fuldstændigoverensstemmende med Schweizerjøklernes.
Skeidardrjøkull ligner Breioamerkurjøkull meget og er som en stor Iskage gleden ned paa Lavlandet mellem Øræfajøkull og Lömagnupur. Selve Gletscheren er, efter Helland, hvor den er smallest, naar den kommer ned fra Vatnajøkull mellem Jøkullfell og Sulutindar, omtr. 10 Kim. bred, men længere nede mod Sanden udvider den sig til en Bredde af omtr. 20 Kim.; den har en Længde af omtr. 15 Kim. To store Jøkelelve have her deres Udspring, Nupsvøtn, der optager Sula fra Skeioarårjøklen, og Skeiöarå. Bræens halvcirkelformede Kand er meget uren og kløvet; den laveste Del ligger 61 M. o. H. Gletscheren stiger lidt efter lidt indefter og synes at have en betydelig større Stigning end Underlaget, saa at Helland anslaaer dens Mægtighed til 314 M. Foran Bræen fandtes der i 1881 ved Hellands Besøg to Rader Endemoræner; den ene umiddelbart foran Bræen, den anden et Par Kim. længere ude. Otto Torell omtaler i 1857 4 Moræner. Gletscheren fører en umaadelig Masse Sand og Grus, saa at dens forreste Del ofte er næsten sort deraf. Skeioarårjøkull er underkastet mange og betydelige Forandringer; den har ofte haft meget betydelige Jøkelløb, som paa en eller anden Maade staa i Forbindelse med vulkanske Udbrud i Vatnajøkull, men hvorledes det hænger sammen med Jøkelløbene, er endnu ukjendt. Omkring 1857 skal Bræens Afstand fra Fjældvæggen nordfor Lömagnupur kun have været 60 Fv., men i 1881 var denne Afstand mindst 400 Fv. Fra Sommeren 1880 til 1881 trak Gletscheren sig 100 Fv. tilbage, og samtidig havde den afsmeltet saa meget, at dens Mægtighed var formindsket med 200 Fod2). I Aaret 1880 kom der ogsaa frem en før tikjendt Elv paa Skeiöarårsandur. Denne Elv var saa vandrig, at den næppe kunde passeres med Heste, men i 1881 var den kun lille. Før Jøkelløbet 1784 var Skeioarårjøkull efter Sveinn Pålsson saa høj, at den forreste Huk af Lömagnupur øjnedes kun som en liden Klippe fra det temmelig høje Fjæld ved Skaptafellssel, men i 1794 saaes den øvre halve Del af det samme Fjæld over Jøklen lige fra Gaardeii selv, der ligger meget lavere. I Aaret 1793 havde Gletscheren trukket sig 200 Skridt bort fra Morænerne1). Forskjellige store Jøkelløb fra Skeioarjøkull i dette Aarhundrede har jeg før nævnt. Sidste Gang løb Jøklen i Marts 1883; hele Skeiöarsandur blev oversvømmet, saa at man den 21. Marts fra Sandfell paa hele Vejen til Lömagnupur kun saae to Grusrygge, der stak op af Vandflommen; om Morgenen d. 22. Marts saae man fra samme Sted en stor Røgsøjle hæve sig fra Vatnajøkull. Sveinn Pålsson omtaler, at de hyppige „ordentlige Jøkelløb i Nupsvøtn og Siila indfalde som oftest vexelvis med Skeiöaraaens saaledes, at naar den ene svulmer, er den anden maaske i sin mindste Væxt og omvendt". Ved de store Jøkelløb, der foraarsages af vulkansk Indvirkning, løber hele Jøklen, altsaa baade Nupsvøtn og Skeiöarå, samtidig. Undertiden kunde Nupsvøtn ogsaa give Foranledning til store Oversvømmelser, uden at Skeiöarå tager Del deri; dette sker, naar det sydvestlige Hjørne af Gletscheren, hvorfra Sula kommer, glider frem, indtil det støder paa Lömagnupur; derved opdæmmes Nupsvøtn og Sula til en Sø, og, naar denne bryder sin Dæmning, anretter den store Oversvømmelser. I Oldtiden synes Skeiöarå at have løbet til Havet midt paa Skeioarårsandur, men har lidt efter lidt forandret sit Løb, saa at den nu flyder ud i Lagunerne udenfor Øræfi.
Banden af Vatnajøkull fra Lömagnupur til Tungnå'ens Kilder er endnu helt ukjendt. Ovenfor Fljötshverfi synes der adskillige Gange at have været vulkanske Udbrud forbundne med Bevægelser i Jøklerne, uden at man kjender Udbrudsstederne. Ned ad Djupå's og Brunnå's Flodrender skulle efter Sv. Pålsson Lavastrømme have fundet Vej til Lavlandet, men man véd ikke, hvorfra de stamme. Ved et vulkansk Udbrud i disse Egne 1753 kom der et voldsomt Jøkelløb i Djupå, som gjorde betydelig Skade paa en nærliggende Præstegaards Græsmarker2).
De utallige smaa
og store Elve, der til alle Sider
1) Öfversigt af Vet. Akad. Handl. 1857. S. 329.
1) Sveinn Pålsson: Journal 11. S. 203.
2) Eggert Olafsson: Rejse igjennem Island 11. S. 776.
2) Å. Hell and: Islands Jøkler. S. 207—208
strømme ud fra Vatnajøkull, medføre umaadelige Masser Grus og Ler, der dels afsættes foran Bræerne, dels føres ud i Havet. Hvor de store Jøkler ligge nær til Havet, eller hvor store Jøkelelve strømme ud, har Kysten altid en særlig Typus, der er saa fremtrædende paa Islands Sydkyst; alle Fjorde ere udfyldte og forsvundne; store Sandstrækninger grænse til Havet; der findes ingen dybe Indskæringer som i andre Dele af Landet, men kun grunde Laguner, afspærrede fra Havet ved lange Sandrevler opkastede af Brændingen og opdæmmede for Jøkelelvens fremstrømmende Vand. Hvor meget Grus, der udføres fra Vatnajøkull, er det ikke muligt at beregne; de ordentlige og overordentlige Jøkelløb fremføre meget store Masser af løst Materiale, og Elvenes Vandmængde er meget foranderlig. A. Helland har prøvet paa at give et Overslag over den Dydmængde, der aavlig frembæres af Vatnajøkulls Gletscherelve, og kommer til det Resultat, at der aarlig ved Elvene frembæres 15 Millioner Tons Slam, der i fast Form vilde repræsentere 51/25l/2 Mill. Kubikmeter Sten eller en Tærning af Sten med over 176 Meters Sidelængde.
Som man strax ser ved et Blik paa Kaartet, findes der ved Sydlandets Jøkler vældige Sandørkner, der adskille Gletscherne fra Havet og gjennemstrømmes af utallige foranderlige Jøkelelve. Disse Sande bestaa for største Delen af groft, af Elvene rullet og bearbejdet Grus. Sydlandets Gletschere forandres daglig; i Forhold til Vandmassen ere de sædvanlig ikke dybe, men de forgrene sig i utallige Arme, saa at det ofte tager hele Timer at ride over dem; disse sammenløbende Srmiafloder opdærnme sig selv ved det medførte Grus og danne derved stadig nye Arme og Forgreninger. En Elv, der igaar næppe kunde passeres, er idag forsvunden, har forgrenet sig eller faaet et nyt Leje; herved blive store Strækninger af Sandene stadig bearbejdede af Elvene. Naar store Gletschere ved vulkanske Udbrud pludselig eller paa kort Tid blive udsatte for stor Afsmeltning, bliver denne Virksomhed yderligere potenseret. Sandene ere paa Grund af, at de saa ofte overskylles af Jøkelvand. næsten blottede for Vegetation; saaledes findes efter Sveinn Pålsson paa Skeiöarårsandur ingen andre Planter end Chamæneriiim. latifolium, Silene maritima og Arabis petræa1). Gruset i Morænerne, der oprindelig er isskuret, mister hurtig ved Elvenes Arbejde sine Skuringsmærker, og derfor have Stenene paa Sandene fuldstændig samme Udseende som almindeligt Flodgrus. Hvor smaa Jøkelbække med ringe Fald risle imellem Stenene, eller hvor smaa stillestaaende Vandpytter dannes ved Jøkelranden eller imellem Moræneryggene, afsættes det fra Bundmorænen udvaskede Ler i større eller mindre Partier; dette overlejres saa atter af grovere Sand eller Grus, eller det tørres i Luften, falder til Støv og føres bort af Vinden; derved dannes der saa nogle Steder Flyvesand, især hvor vulkansk Aske og Palagonitstøv ogsaa findes i Mængde. Ved Dyngjujøkull, hvor utallige Jøkelbække med ganske svagt Fald flyde over Sletten, dannes, som jeg allerede før har bemærket, store Lersletter; ved Kaldalön, Leirujøkull og andre Gletschere fra Drangajøkull findes ogsaa betydelige Lersletter især udenfor Morænerne, hvor Elvene forgrene sig paa næsten fuldstændig plane Sletter. Ved de idelige Forandringer af Jøkelelvene bliver ogsaa ofte græsbevoxet Land overdækket med Grus, saa at man senere i Profil kan faa at se Grus- og Lerlag afvexlende med Tørv og Birkestammer. Paa det indre af Islands grusdækkede Højflader, hvor orkanagtige Storme ere meget hyppige, ere Vindmærker paa Stenene meget almindelige; paa Sprengisandur og ved Odåöahraun ere Sten og Klipper paa store Strækninger glaserede og ligesom koparrede af Sandet og Gruset, der af Vinden stadig piskes over Sletterne; Pyramidalsten ere her ogsaa særdeles hyppige.
I Nærheden af Vatnajøkull findes adskillige isdækkede Fjælde, som ere adskilte fra denne store Ismark, men som dog kunne betragtes som Udliggere af den. Ved Vatnajøkulls østlige Ende findes Firnmassen Hofsjøkull østfor Jøkulså i Löni; den hviler paa Basalt og skylder de dybe Erosionsdale, der adskille den fra Vatnajøkull, sin selvstændige Tilværelse. Denne Jøkel, der hviler paa Fjældryggene mellem Hofsdalur og Viöirdalur, har en Højde af 11 —1200 M. og et Areal af omt-r. 80 Q Kim.; den har en langstrakt Form og smalle Udløbere mod Syd, men er mere afrundet og kuppelf'orrnet mod Nord. Jøklens sydligste Del afsondres i to Arme; den ene langs Flugustaöadalens sydlige Side og den anden nordligere mellem denne og Hofsdalur. Op over de sydlige Jøkelarmes smalle Ryg hæve flere bratte Fjældspidser sig med bratte Sider; blandt disse fremhæves især Tungutindar paa den nordlige Arm og den sydlige Knappadalstindar. Lidt nordfor det Sted, hvor disse Arme udsondre sig fra Hovedjøklen, findes en Lavning, hvorover jeg i Sommeren 1882 rejste til Vioirdalur. Af Gletschere kjender jeg kun den lille Morsdrjøkull, som skyder sig ud fra Hofsjøk-
1) Jonrnal 11. S. 205.
lens vestlige Side ad en Fjældkløft ned imod Vioirdalur: mod Nord begrænses Hofsjøkull af stenede Højsletter. En lignende Firnmasse, der kaldes Tliruiularjøkull, dækker den høje Fjældryg mellem Geithellnadalur og Hamarsdalur; det er eri kuppelformet Snemasse med et Areal af omtr. 70 Q Kim. og en Højde af rimeligvis omtr. l]OOM. Her kjender man ingen egentlige Gletschere endnu, men nogle Jøkelbække derfra give dog den vandrige Hamarså en mælkehvid Farve, og Jøkelelven Sunna fører ogsaa Jøkelvand ned til Geithellnaå. Midt paa Jøklen hæver sig et Klippefjæld, Sunnutindur, med en lodret Pynt mod Øst.
Paa Højlandet nordfor Vatnajøkulls østlige Ende hæver det jøkeldækkede Snæfell sig til en Højde af 1822 M. D. 3. September 1794 gjorde Sveinn Pålsson et Forsøg paa at bestige dette Fjæld, men maatte vende om paa Grund af Uvejr. Fjældets øverste Del er dækket med Jøkel, hvorfra flere smaa Gletscherarme strække sig ned: især omtaler Sv. Pålsson to Gletschere mod N. og NNØ., der dengang havde trukket sig noget tilbage fra Morænerne*). Senere er Fjældet et Par Gange blevet besteget af Islændere, saaledes som før nævnt af G. Snorrason*) den 13. Avgust 1877 og af G. Vigfusso n3) o. fl. d. 22. Avgust 1880. Efter Kaartet synes Snæfell at staa paa en Fjældryg, der strækker sig ud fra Vatnajøkull; dette er dog ikke Tilfældet. Mellem Jøklen og Snæfell findes kun nogle enkelte Fjældspidser, der kaldes Thjöfahnukar. Paa Højlandet nordfor Vatnajøkull i Odåöahraun og deromkring gaaer Snelinjen meget højere op, end man kunde vente. Skjønt der her ingen Mangel er paa høje Fjælde, er Jøkelranden dog forholdsvis übetydelig. Det ejendommelig formede 1660 M. høje Bjærg Herdubreid bærer højest oppe ovenfor den ejendommelige Gesims af lodrette Breccieklipper en spids Firnhætte; dog naaer Sneen ikke alle Vegne ned til de lodrette Klipper; især mod Syd kan den ikke holde sig paa Grund af Underlagets Stejlhed. Paa den 1209 M. høje Vulkan Kollotta Dyngja ses Snepletter hist og her ligesom paa Skjaldbreiö paa Sydlandet, og Krateret er tildels opfyldt af Firnsne. Trølladyngja (1491 M.) er ogsaa bestrøet med Snepletter, og det store Krater er opfyldt med Sne, men nogen egentlig Jøkeldannelse ses ikke. I det store Fjældkomplex Dyngjufjøll (14 —1500 M.) ere store Snedynger meget hyppige i Fjældenes øvre Regioner, men egentlige Gletschere olier större sammenhængende Firndækker saae jeg ikke 1884; mindre Jøkeldannelser findes der dug maa.ske et eller andet Sted i disse udstrakte, endnu ufuldstændig kjendte Fjælde. Paa Blåfjall (1225 M.), det højeste Bjærg i Egnene .sydfor Myvatn, findes der ingen Jøkeldannelse; paa Bjærgets øverste flade Doleritterrasser fandt jeg d. 9. Juli 1884 kun spredte Snedynger i Lavningerne. Ved den vestlige Ende af Vatnajøkull paa Landets Højderyg findes en mindre Jøkel. Tungnafellsjøkull, der ogsaa kaldes Fljotsjøkull; den adskilles fra Vatnajøkull ved Vonarskarö. Denne aflange Jøkelkuppel, der har et Areal af omfcr. 100 Q Kim. og en Højde af omtr. 1600 M., er endnu lidet kjendt; mod Øst synes den ikke at udsende Gletschere; derimod skulle Gletscherarme gaa ned mod N. og NV1). En Gletscherelv, der udgyder sig i Skjålfandafljöt, udspringer i den nordlige Del af Jøklen.
Ved Østfjordene kjendes ingen Jøkler af Betydning; kun findes der enkelte smaa Firnpartier, som ikke tø op; saaledes den saakaldte Fønn ovenfor Norofjørour og nogle større Snedynger paa Stuölaheiöi ved Reyoarfjørour o. s. v. Paa Nordlandet findes derimod flere mindre Jøkler, især i de højtliggende Bjærgegne mellem Skagafjørour og Eyjafjørour, men de ere endnu aldeles ukjendte. I Randen af disse Jøkler skal der hist og her findes nogle smaa Gletscherdannelser, men disse give dog ikke Anledning til Dannelsen af nogen Jøkelelv af Betydning. De fornemste af disse Jøkler ere: Unadalsjøkull ved Heljardalsheiöi, Myrkdrjøkull og Tunahryggsjøkull vestfor Hørgårdalur og VindheimajøkiM mellem Akureyri og Øxnadalur; fra denne sidste omtales et lille Jøkelløb i Aaret 1801, hvorved Elven Bægiså fik en grumset Jøkelfarve, der varede hele Sommeren2). Disse Jøkler have en Højde af 12— 1300 M. og tilsammen et Areal af omtr. 140 Q Kim. Paa Næsset imellem Skjålfandi og Eyjafjørour skal der ogsaa findes nogle større Firndynger og Snemasser, som ikke tø op.
Til Orientering ved det Topografiske henviser jeg til Bjørn Gunnlaugssons Uppdrdttur Islands 1844 i 4 Blade, til Kaartet over 'Odåöahraun i Petermanns Mitteilungen 1885 Tafel 14 og til Kaartet over Fiskivøtn i Geografisk Tidskrift 10. Bind Tavle 111.
For Oversigtens
Skyld samler jeg de fornemste,
kjendte geografiske
Fakta vedrørende Jøklerne i Island
i efterfølgende
lille Tavle.
1) Sveinn Pålsson: Journal 111. S. 179-81.
1) Sml. /. C. Schythe i Naturhist. Tidskr. 111. S. 361.
2) Skuld L S. 122.
2) MinnisverZ tttindi 111. S. 121.
3) Nordanfari X. X. S. 1—2.
2. Mærker efter Istiden.
V.
Forskjellige Mærker efter Istiden ere, som man nok kunde vente, lige saa hyppige i Island som i andre nordlige Lande. Mærkerne efter Istidens Jøkler, Morænerne, Flytteblokkene, Skuringsmærker og Ign. ere dog aldrig blevne systematisk vindersøgte, og hos de fleste Geologer, der have besøgt Island, finder man kun nogle almindelige Bemærkninger og nogle faa spredte lagttagelser. Man har endnu ikke gjort noget Forsøg paa en nærmere Klassifikation af de gamle Jøklers Aflejringer og har ikke fulgt Isdækkets Spor, saaledes at man deraf kunde uddrage sikre Slutninger om adskillige aktuelle Spørgsmaal i den glaciale Geologi. Der er altsaa her endnu en vid Mark for fremtidige Undersøgelser
I Islands indre Højland ere gamle Moræner megetudbredte, særlig i de Egne, der bestaa af Basalt; i Breccieegnene have derimod saa mange Forandringer fundet Sted ved Udbrud og Erosion, at de glaciale Dannelser kun sjælden træde frem for Dagens Lys. I Partiet mellem Jøkulså og Skjålfandafljöt ere, som bekjendt,store Arealer (4300 Q Elm.) dækkede med moderne Lava, men ved Randene af Odåoahraun træde
dannedeiden Tid, det oprindelige Isdække var ved at trække sig tilbage, er ogsaa sandsynligt. De oprindeligeForhold kunne derfor ikke let gjenfindes. Andre Steder, fjærnere fra de moderne Jøkelkupler, ere Forholdene simplere og Forandringerne mindre. Højlandets Lavninger ere fyldte med lerblandet Jøkelgrus,og, naar Højden over Havet ikke er altfor stor, harder sædvanlig i den Slags Egne dannet sig udstrakteMoser eller store Grupper af Søer, saaledes som paa Arnavatnsheiöi, Myvatnsheiöi og Jøkulldalsheioi. De saakaldte Fiskivøtn ved Vatnajøkull ere derimod af anden Oprindelse, idet de næsten udelukkende ere dannede i gamle Kratere eller i Sænkninger i den underliggende Lava. Ved nærmere Undersøgelse vil det sikkert vise sig, at de oprindelige Morænemasser ere over store Arealer blevne omlejrede og forandrede ved ældre og yngre Jøkelelve; ved Højlandets Jøkler dannes der endnu ofte store Søer af Jøkelvand, hvilke hurtig forsvinde og efterlade Lersletter, som atter dækkesaf grovere Flodgrus. Mægtigheden af Højlandets glaciale Dannelser er naturligvis meget forskjellig, men Gjennemskæringer ses kun yderst sjælden.
Flere Steder finder man paa Højlandet, at den lerede Grundmoræne er bleven forvandlet til et haardt Konglomerat, saaledes siger Th. Kjerulf om Arnarvatnsheiöi og Holtavørouheioi: „Som nyere Dannelse træffes i smaa Dalskaale paa Plateauet og hist og her nede i Dalene et haardt, groft Konglomerat, leragtigt Bindemiddel med Rullesten ligeartet med løsere Friktionsdetritus "x). Lignende Dannelser fandt jeg ved Hvftårvatn i Sommeren 1888. I Fjældskrænterne ved Hrefnubuoir findes der diskordant paa Palagonitbreccien en Konglomeratdannelse bestaaende af kantstødte og afrundede Basaltbrudstykker med graat, leragtigt Bindemiddel. Basaltstykkerne i Konglomeraterne synes oprindelig at stamme fra ældre oprevne Lag af Palagonitbreccie; flere af Stykkerne have paa Siderne Tachylytskorper, hvad der er meget almindeligt paa Basaltbrudstykkerne i Palagonitbreccien. At disse Konglomerater ere diluviale ses noget nordøstligere ved Bunden af Frööårdalur i det saakaldfce Rauöafell. Dette Fjælds Hovedmasse er Palagonitbreccie, der dækkes af isskuret Dolerit, og diskordant paa den sidste Bjærgart hvile saa de graalige Konglomeraten De samme Konglomerater har jeg fundet ved Baldheiöi, Tverbrekkur og vestfor Kjalhraun. Hvitårvatn har under Slutningen af Istiden været meget større og dybere end nu; man ser i Fjældsiderne nordfor Søen 4 gamle Strandlinjer linjerover hverandre; Terrænforholdene ere dog saaledes, at Søen umulig kan have været større og dybere, undtagen hvis den har været omgiven og opdæmmet af Gletschere, hvad jeg anser for det Sandsynligste.
Ligesom man paa Højlandet ikke finder udprægede Ende- og Sidemoræner, men kun mere eller mindre omdannede Grundmoræner, saaledes er det ogsaa i en stor Del af det lavere liggende Land. Island har, medens Istiden var paa sit Højeste, været aldeles tilhyllet af et Isdække, hvorfra kun ganske enkelte Smaatoppe hist og her i Nærheden af Randen have raget op; der har derfor, som paa Grønlands Indlandsis, været liden Anledning til Dannelse af Overfladegrus; Grundmoræneriie have spillet Hovedrollen. Jøklerne paa Hovedlandet have rimeligvis til alle Sider strakt sig ud i Havet, hvor de saa have „kalvet". De Sideog Endemoræner, der findes i Dalene og Lavlandene, stamme fra senere Tider, da Isen trak sig tilbage; de have kun kunnet dannes, hvor Gletscherstrømmene af og til kunne blive stationære. Paa den nordvestlige Halvø har Forholdet været noget anderledes; denne særskilte Del af Landet havde ogsaa et særligt Isdække, der dog næppe kan have været saa mægtigt som Hovedlandets Indlandsis. Nordvestlandets Konfiguration og Skulptur har ogsaa været anderledes end Fastlandets; Højdeplateauet har, som nu, været jævnt med skarptskaarne Rande; Dalformerne havde rimeligvis allerede i Hovedsagen udviklet sig o. s. v. Fra Nordvestlandets Isdække have mange mindre Gletschere med mellemliggende isfrie Rygge strakt sig ned i Havet; i denne Del af Landet ere derfor ogsaa gamle Side- og Endemoræner meget hyppigere end paa Hovedlandet. Under Strandlinjens senere negative Forskydning er dog meget Morænemateriale her, som i andre Egne af Landet, blevet omdannet ved Havets Arbejde. Lavlandenes og Dalenes Moræner ere endnu, ligesom Højlandenes Dannelser, saare ufuldstændig kjendte, og hvad man i det Hele taget véd om de islandske glaciale Formationer, er ikke andet end spredte lagttagelser gjorte i Forbigaaende; der er endnu aldeles intet Forsøg blevet gjort paa at udrede den nærmere Lejring og de indbyrdes Forhold paa de enkelte Lokaliteter.
I Islands sydlige Lavland, der for en stor Del dækkes af udstrakte Moser, komme Moræner hist og her til Syne; saaledes iagttog Keilhack paa den 16 Kim. lange Strækning mellem Skålholt og Uthliö mellemFloderne Bruarå og Tungnaå? (skal vist være Tungufljöt) en sammenhængende Moræne kun hist og her afbrudt af Moser, hvis Overflade var bestrøet med.
1) Bidrag til Islands geogn. Fremstilling. S. 46.
prægtig skurede Sten1). I Nordlandets Dale og langs Fjordene ere betydelige Morænemasser særdeles almindelige;de ere senere blevne gjennemskaarne af Flodernei Terrasser og omlejrede og bearbejdede af Elvene,saaledes f. Ex. ved Hrutafjørour og i Vioidalur. Mundingen af Vatnsdalur spærres af en gammel Endemoræne,bestaaende af <4 Utal af særskilte Smaahøje som Muldvarpeskud ved Siden af hverandre; store Fjældskredhave ogsaa tildels i den historiske Tid givet Bidragtil Dannelsen af denne ejendommelige Række af Grushøje. I Dalen ere smukke Skuringsmærker særdeleshyppige, alle med Retning mod Morænen, altsaa udad Dalen; fra Fjælclterrasserne østfor Viöidalsfjall har Jøkelbevægelsen ogsaa været rettet ned imod Morænen;Skuringsmærkerne, der gaa mod NNØ. konvergerendemed Dalens Skurstribe, pege derpaa. Dalene omkring Øfjorden ere ogsaa opfyldte af gamle, af Flodernogjennemskaarne Moræner, saaledes især Hørgårdalenog Fnjoskadalen. Ved Møoruvellir skærer Hørgå sig ned gjennem høje Grusbakker; Underlaget nærmest Basalten dannes her af et l— 11/^l1/^ M. tykt Lerlag-, paa dette hvile saa igjen 5 —10 M. mægtige Grusmasser bestaaende af rullede, kantstødte og skurede Sten, der igjen dækkes af lerblandet Sand. Højere oppe i Dalenhviler Gruset umiddelbart paa Basalten; Leret mangler; de kantede, kun lidet afrundede Sten ere her i Majoritet, hvorimod Rullestenene ere hyppigere længerenede. I Fnjoskadalen ere de løse Masser særdelesmægtige; dér findes store Sidemoræner med erratiskeBlokke og tykke Grusterrasser bearbejdede af Floderne. I Passet Ljösavatnsskarö, der gaaer tværs igjennem Fjældene, ere større Morænemasser blevne samlede; i dem findes flere dybe og store tragtformede Vandhuller eller Damme, og alle Vegne ligger der store erratiske Blokke strøede omkring. Paa Sandene ved de store Skredjøkler i Sydlandet, f. Ex. Skeioarårjøkull,dannes, som allerede før bemærket, lignende Vandhullerendnu meget ofte, hvor store Isstykker efter et Jøkelløb i lang Tid ere blevne liggende og ere smeltede; dybe Skaale eller tragtformede Huller dannes ogsaa i Morænerne, hvor usmeltet Is i lang Tid har skjult sig under Gruset, men dog tilsidst er smeltet; i Istidens Moræner finder man den Slags Vandpytter ofte, saaledes ogsaa i Hørgårdalen. De lave Fjældarme nærmestøstfor Båröardalen ere ogsaa dækkede med gammeltJøkelgrus og erratiske Blokke; paa Myvatnsheioi ses hist og her lyngbevoxede Rygge, rimeligvis gamle Moræner. I Aöalreykjadalur strække en Kække Grushøje,maaske en Endemoræne, sig tværs over Dalen ovenfor Einarsstaöir, og lignende Høje findes ogsaa i Laxårdalur ved Thverå. I den lange Jøkulldalur paa Nordøstlandet findes meget betydelige, undertiden over 100 M. mægtige Morænemasser og i Overfladen en Mængde erratiske Blokke; disse Blokke ere ofte l ä2 M. i Gjennemsnit, undertiden meget mere; foruden Blokke af Basalt findes ogsaa nogle af Breccie og Dolerit; de maa altsaa stamme fra fjærne Egne. Morænemassernesindre Bygning ses i de mange Gjennemskæringer,der ere saa hyppige i denne Dal*). Sammensætningener temmelig foranderlig; der findes uregelmæssiglejrede Grusmasser, skurede Blokke, Sand, Ler og „möhella". I Fljötsdalur findes i 26 M. Højde o. H. den 45 Kim. lange Indsø Lagarfljöt, der dog kun har en Bredde af 11/l1/^—2 Kim.; den har efter Helland's Oplodning en Dybde af 110 M., og dens Bund ligger altsaa 84 M. under Havets Overflade. I den nærliggendeSkriödalur findes nedenfor en anden mindre Indsø en mangedobbelt, uregelmæssig Række Endemoræner.I Østfjordene, der alle ende med halvcirkelformede,amfiteatralsk opstigende Botner, ere Morænemassernemindre betydelige; maaske ere de under Istidenblevne fejede ud i Havet.
I det sydvestlige Island, f. Ex. i Lavlandet i Nærheden af Reykjavik, ses ligesom i andre Dele af Landet løse, glaciale Grusmasser, alle Vegne uden at de dog ere samlede eller ordnede i større Morænerækker,skjønt Masserne flere Steder opnaa en betydeligMægtighed; en nærmere Undersøgelse er dog ligesaa lidt her som andre Steder bleven foretagen. I Kjös og ved Hvalfjorden findes ogsaa betydelige Moræner:paa sidste Sted foran Brynjudalur, ved Fosså og Saurbær. Ned igjennem Borgarfjordens lange Dale have Istidens Jøkler ført en Mængde Glacialgrus. Skorradalur lukkes af en isskruet Basaltryg, og nedenfordenne ere Morænerne ophobede, men selve Dalen optages af en 15 Kim. lang og 2—2Y2 Kim. bred Indsø, hvis ydre Del har en Dybde af omtr. 23 M.; den inderste derimod af omtr. 40 M. Dybde. I Mundingenaf de nærmeste Dale, Lundareykjadalur og Flökadalur, findes mægtige Flodterrasser, hvis Grusmasserisær have samlet sig udenfor Varmalækjarmuli; i Reykholtsdalur og især i Hvitådalen gjennemskære Flodernetykke Lerlag, der dækkes af Grus. Paa LavlandetMyrar
1) Grunden til de mange Revners Dannelse paa Jøkulldalen har jeg søgt at forklare i Geogr. Tidskr, VIL 1884, S. 101.
1) K. Keilhack: Betiråge zur Geologic der Insel Island. 6, 440,
landetMyrarere de ældre Morænedannelser tildels dækkede af Moser, tildels omdannede og bortførte af Havet under en højere Havstaiid, og kun meget faa Levninger komme til Syne ved Dalmundingerne og langs de stejle Fjældrande, der omgive Lavlandet. Paa Snæfellsnes ses mindre Morænedannelser af og til, saaledes paa Frööårdalur, ved Måfahliö, i Lårdalur og paa fl. St.; ved Grundarfjørour og andre nærliggendeFjorde ses bratte Grusterrasser langs Havet; Materialet er maaske her, som mange andre Steder, afgivet af gamle Moræner. Den store Hvammsfjørour har under Istiden været opfyldt af en stor Jøkel; de lave Fjælde ved Bunden af Fjorden ere dækkede med tykke Gruslag, og ved Mundingen findes paa den sydligeSide paa Skogarstrønd betydelige Grusmasser, rimeligvis førte dertil af Jøklen. Nordligere i Smaadalenepaa Klofningshalvøen findes mange Steder Levningeraf gamle Moræner, men især ere saadanne almindeligepaa hele den nordvestlige Halvø; dér findes større og mindre Grusmasser i hver en Dal.
Langs Bredebugtens nordlige Kyst ere Morænedannelser og marine Terrasser særdeles hyppige. Ved Berufjørour og Kroksfjørour ses betydelige Morænelevninger bag ved de her særdeles smukt udviklede marine Terrasser. I Fjordene mellem Skålanes og Brjåmslækur træde de glaciale Mærker typisk frem i alle mulige Former; Stranden begrænses ogsaa her af løse Grusterrasser og Strandlinjer i faste Klipper; vældige Fjældskred, der have frembragt titaniske Klippedynger, ses i hver en Fjældside. Selve Fjældformerne bære Vidne om Gletschernes Virksomhed, skjønt Erosionen ogsaa siden har arbejdet kraftig paa sit Nedbrydningsværk. Alle Fjordene ere dybe i det Indre, men lukkes af Klipperygge, der hist og her rage op af Vandet; Bredebugten indenfor er ogsaa meget grundere end Fjordene i det Indre; Fjældene ere lave og smalle ind mod Landet, højere og bredere ud mod Havet og have øverst en smal Ryg eller Kjøl, medens Siderne ere ligesom afskrabede. Hvad Formen angaaer, ligne Fjældene mest kæmpemæssige Baade, der vende Kjølen i Vejret1). Hvad der endnu mere giver disse Egne en geologisk Interesse, ere de Mærker efter tektoniske Bevægelser, der vise sig ved Siden af de eroderende Kræfters Virksombed. Ved Kollafjørour strækker en Sandtange sig fra den østlige Side ud i Fjorden ved Gaarden Eyri; den er en Fortsættelse af en isskuret Klipperyg mellem to mindre Dale. I den nordligste af disse Dale (Kålfadalur) fandt jeg i 1886 en lav Endemoræne, der med Bueform strækker sig tværs over Dalen; højere oppe findes store Grusdynger. Langs Kollafjørour findes mange Roches moutonnées med Læsider udad Fjorden og Skuringsmærker efter Fjordretningen; desuden ligge en Mængde løse Blokke spredte langs Kysten. Kollafjorden adskilles fra den smalle Kvigindisfjørour ved den isskurede 319 M. høje Kletthåls. Ved Kvigiiidisfjørour og Skålmafjørour ses tydelige Mærker efter Gletschere, der have gaaet ud igjennem Fjordene, og store Moræner ere blevne opdyngede i Fjældsiderne. I Mundingen af Vattardalur findes en isskuret Klipperyg, hvorpaa der hviler en Moræne. Skålmafjørour og Kerlingarfjørour adskilles af det omtr. 500 M. høje Mulanes, der forbindes med Fastlandet ved en lav Tange (30—40 M.). Tværs over denne Tange har en Gletscherarm strakt sig til Kerlingarfjørour og forenet sig med denne Fjords Gletscher, der har efterladt store Moræner i Fjældsiderne. Ved Kjålkafjørour findes ogsaa yderst paa den vestlige Side mægtige Moræner, der strække sig op til en Højde af omtr. 250 M. Vatnsfjørour bærer ogsaa mange Mærker efter Gletschernes Virksomhed; Dalens Munding lukkes af en isskruret Klipperyg med Moræner, og bag ved disse findes en dyb Sø; langs Søen findes store, isskurede, erratiske Blokke og Roches moutonnées med Læsider udad mod Fjorden, men hældende mod Nord modsat Basaltbænkenes Fald ned imod Fjorden.
Det flade Kystland Bardastrønd, der engang har været under Havet, er efter al Sandsynlighed for en stor Del dannet af Morænemateriale; Levninger af Moræner ses ogsaa endnu i Dalene, f. Ex. i Arnarbylisdalurog Vadaldalur. I Keflavik udenfor Rauoisandur,en gammel Botn, der aabner sig ud til Kysten, findes en 66 M. høj Terrasse med isskurede Sten; den synes at være en gammel Moræne, der tildels er bleven bearbejdet af Havet. I Breiöavik, Ørlygshøfn, Vatnsdalur og Kvigindisdalur ses Spor af gamle Endemoræner;bagved Morænerne i Vatnsdalur findes en lille Sø. Ved Arnarfjordens indre Forgreninger fandt jeg kun faa Morænedannelser; de største Grusmasser findes samlede i Bundene af Hokinsdalur ogMosdalur; løst isskuret Grus findes ogsaa i mindre Partier paa Hederne. Paa Arnarfjordens nordlige Kyst findes betydeligeMoræner ved Lokinhamrar. Ved den lange Dyrafjørour ses større og mindre Morænedannelser i Mundingen af hver eneste Dal; især kunne Morænerne
1) For ikke at gjøre denne Afhandling altfor lang, forbigaaer jeg al Debat om de meget omstridte Spørgsmaal om Fjordenes, Søernes og Dalenes Dannelse; en nærmere Beskrivelse af disse Fjorde maa derfor gjemmes til en anden Lejlighed.
ved Sandar, Haukadalur, Hraundalur og Geröhamrar fremhæves. Mundingen af Hraundalur er aldeles opfyldtaf mægtige Moræner med store Blokke, og i Dalen vestfor Geröhamrar ses særdeles smukke EndeogSidemoræner. Ved Ønundarfjørour findes de største Moræner i Valthjöfsdalur. I Sugandafjørour undersøgtejeg store Moræner i to sammenstødende Dale ved Staöur; i Mundingen af den nordlige Dal findes høje marine Terrasser, der gjennembrydes af en Elv; bag ved Terrasserne er der en gammel udtørret Sobundmed smukke Enge; længere oppe findes flere Endemoræner tværs over Dalen og bagved Morænerne nogle Smaasøer. I den sydlige, mere højtliggende Dal findes mægtige Moræner, der næsten fylde Dalmundingen; i de kjedelformede Lavninger mellem Grushøjene og Klippestykkerne er der blevet dannet Grønsvær med underliggende tykke Tørvelag. Ved Skutulsfjørour findes i Dalmundingerne Flytteblokke, Grus og Skuringsmærker.De sydlige Fjorde ved Isafjaröardjup bære ogsaa alle flere eller færre Mærker efter Istidens Gletschere; større Moræner findes især ved Hestfjørour, men forresten ere Klipperne ved disse Fjorde, hvor de træde frem af Gruset og ikke ere altfor forvitrede, alle Vegne isskurede. Paa den nordlige Side af Isafjaröardjup ere de gamle Morænemasser især fremtrædende i Skjaldfannadalur; nordfor Melgraseyri strækker der sig her en bred Grustange ud i Søen; ovenfor denne findes to høje Terrasser og bag ved disse mægtige Morænemasser med store kjedelformede Fordybninger; bagved Morænerne er der igjen en udtørretSøbund. Den vandrige Jøkelelv Selå, der flyder gjennem Dalen, har øjensynlig før haft sit Leje sydligeregjennem Morænerne og har udgydt sig i Havet lidt nordfor Gaarden Melgraseyri; Tangen skyldes en gammel Deltadannelse; senere har Elven skaaret sig et dybere og kortere Leje ned forbi 'Armuli. Efter hvad jeg har set fra Søen, synes store Moræner at opfyldeDalen ved Skarö paa Snæfjallastrønd; selve Stedethar jeg ikke besøgt. Ved Staöur i Grunnavfk strække store Endemoræner sig tværs over Dalen; rundt orukring Jøkelfjordene og paa Landets nordligste Klo ses gamle Gletschermærker hist og her; især ere runde Botner med Moræner i Bunden hyppige. Paa Halvøens lange østlige Kyst ere Skuringsmærker, Roches moutonnéeSy erratiske Blokke og halvcirkel- eller grydeformedeBotner særdeles almindelige, hvorimod større Morænemasser ere sjældne i den nordlige Del, skjønt et tyndere Dække Jøkelgrus ses alle Vegne. De klippefuldeKyster af den store Steingrimsfjørour ere stærkt isskurede, især paa den nordlige Side med Skurstriber efter Fjordretningen; paa den sydvestlige Side ere Klipperne ved Viöidalså og Kålfanes især stærkt skurede.Hedestrækningen mellem Steingrimsfjørour og Bjarnarfjørour er ogsaa stærkt isskuret og smaakuperet, og i Lavningerne findes over 20 Smaasøer. Basaltbænkenehælde mod SØ., og Fordybningerne bag ved deres opstaaende Rande mod NV. optages af Søerne.
Af de foregaaende Bemærkninger om den nordvestlige Halvø vil det ses, at Mærkerne efter Istiden og især Morænerne ere særdeles fremtrædende. Halvøen har haft et særskilt Isdække, der dog ved Gilsfjørour og Bitrufjørour ved en smal Tange har været sammenknyttet med Hovedlandets Gletscherverden. Fra NV-Landets Isdække have større og mindre Isstrømme strakt sig ned i alle Dale og Fjorde. Som jeg før har bemærket, ser det ud til, at Hvammsfjørour engang har været udfyldt af en Gletscher, og de Øer, der ligge i Fjordmundingen, ere da blevne skurede; Hrappsey's Klipper f. Ex. ere saaledes øjensynlig isskurede; dog fandt jeg ingen saa tydelige Skurstriber paa denne Ø, at Retningen med Sikkerhed kunde aflæses. Ud i den grunde Gilsfjørour har rimeligvis ogsaa en Gletscher strakt sig, men hvor langt vides ikke. Det vilde være meget interessant at faa at vide, om Øerne i Bredebugten videnfor Baröastrandasysla ere isskurede, og hvilken Retning Striberne her have, hvis de findes; disse Øer ere endnu ikke blevne besøgte af Geologer. Steingrimsfjørour synes at have været fyldt med en Jøkel og sandsynlig Arnarfjørour ligeledes; derimod er det højst tvivlsomt, hvor langt Gletscherne have strakt sig ud i Isafjaröardjup. Paa Øen Æoey fandt jeg ingen Skuringsmærker, skønt dog Øens Klippeknuder saae saadan ud, at de godt engang kunde have været udsatte for Gletschernes Angreb. Hele Halvøens Indre danner en flad Højslette med enkelte bølgeformede Højder; denne Højslette har under Istiden været dækket af en sammenhængende Iskage, hvorfra rimeligvis slet ingen isfrie Nunatakker have raget op; derimod er det højst sandsynligt, at mange af Randfjældene have raget op mellem de enkelte Isstrømme, og at de tildels have fremvist übedækkede Klipper mellem Snedyngerne. Mægti^heden af den nordvestlige Halvøs Isdække kan ikke bestemmes med Sikkerhed, da man i den Retning kun har faa Kjendsgjerninger at støtte sig til. Halvøens Konfiguration har under Istiden i alt væsentligt været den samme som nu.
VI.
Erratiske
Blokke ere meget almindelige i Island,
men det er
dog ikke let af dem at faa Oplysninger
om Istidens Jøklers Udbredelse og Bevægelse; den ensartede Beskaffenhed af Bjærgarterne over store Strækninger gjor dot som oftest umuligt at finde Blokkenesoprindelige Lejested. Dog finder man af og til Flytteblokke, der have en anden petrografisk Sammensætningend det Underlag, de hvile paa; saaledes bestaaer,efter Helland, den store Flytteblok, Dvergasteinn, ved Seyöisfjord (paa Østlandet) af Dolerit, der hviler paa tæt Basalt. Paa Fjældet Strutur fandt jeg i en Højde af 7—8007—800 M. flere erratiske Blokke* af Dolerit hvilende paa Palagonitbreccie. I Melrakkey i Nærhedenaf Stykkishölmur findes løse Blokko af en ejendommelig,meget lys Anorthitfels, der kun findes i den temmelig fjærne Hrappsey; altsaa maa de være førte fra den sidste Ø ved Is eller Jøkler. Paa Jøkulldalsheiöipaa Østlandet findes mange l å 2 Kubikmeterstore Basaltblokke hvilende paa Palagonitbreccie; sydfor Lækjarbotnar i Nærheden af Reykjavik findes ogsaa Doleritblokke hvilende paa Palagonitbreccie, og i Bjarnarfjørour paa Hornstrandir fandt jeg en stor Flytteblok af Konglomerat hvilende paa Basalt. Mange Steder er Landet ligefrem overstrøet med erratiske Blokke, saaledes paa Fjældene ved Langivatnsdalur i Myrasysla og paa Højsletterne mellem "Odåoahraun og Skjålfandafljöt. Særdeles hyppige ere store erratiske Blokke paa Nordvestlandets græsløse Højsletter; ogsaa paa lavere Fjældarme findes de her hyppig, som f. Ex. nordfor Steingrimsfjorden; paa det sumpede Lavland omkring Reykhölar findes mange store Flytteblokke, bl. a. den saakaldte Gråsteinn, der er 3—43—4 M. høj. I Passet mellem Hestfjord og Seyöisfjord (paa NV.landet) findes mange løse Dolerit- og Basaltblokke; ligeledes ved Hvi'tårvatri og paa en Mængde andre Steder har jeg set større og mindre Blokke, som det her vilde blive for vidtløftigt at opregne. Rokkesten eller store Blokke, der hvile paa andre mindre Sten, kaldes i Islandalmindelig „Grettistøk", fordi Kæmpen Grettir efter Folketroen morede sig med at hæve store Sten op paa et Underlag og gjøre andre lignende Kraftprøver;til mange saadanne Sten knyttes ogsaa Sagn om Eliefolk, Trolde og Jætter; en stor Blok, Hettusteinn, i Nærheden af Kirken paa Ingjaldsholl paa Snæfellsnes skal være bleven nedkastet fra Fjældet af en Jættekvinde,der havde bestemt den for Kirken, da hun ikke kunde lide Præsternes Klokkekimen. Flere lignendeSagn ere knyttede til adskillige andre Vandreblokke.
Ved en detaljeret geologisk Undersøgelse af Island vilde rimeligvis de erratiske Blokke give adskillige Fingerpeg i en eller anden Retning, men endnu have de kun haft en saare ringe Betydning for Studiet af Islands glaciale Dannelser. Erratiske Sten af fremmed Oprindelse, hvilke kunde pege paa en Forbindelse med andre Lande under Istiden, ere endnu aldrig blevne fundne i Island; enkelte Brudstykker af Gnejs, Glimmerskifer og lign., som man har fundet ved Strandkanten i Nordisland, ere utvivlsomt blevne hidførte af Drivisen.
Jættegryder, dannede i Nutiden af Floder, Vandfald eller Strømninger ved Kysten, ere meget almindelige i Island; derimod kjender man endnu næsten ingen ældre, glaciale Jættegryder. Mindre Jættegryder ved Fosser i Elvene har jeg set paa mange Steder, saaledes f. Ex. ved Elliöaår i Nærheden af Reykjavik; ved Glerå ved Akureyri; i Støovarfjord paa Østlandet; ved Hafrafellså, en Biflod til Skrauma i Vestlandet; ved Thjorså og paa utallige andre Steder; dog har jeg ingensteds set saa store og smukke Jættegryder som ved Hitarå tæt ved Gaarden Bruarfoss. I Elven findes et Vandfald frembragt derved, at Strømmen har maattet bryde sig Vej gjennem to store Basaltgange. I Klipperne sydfor Elven findes 30—40 store Jættegryder, hvoraf de fleste stamme fra en Tid, da Vandfaldet havde et andet Leje end nu. Disse Gryder ere særdeles smukt polerede, tildels med Skruegange o. s. v.; den største, som jeg maalte, var aflang og havde en Længde af 6 Alen, en Bredde af 81/28l/2 Alen, og en Dybde af omtr. 3 Alen. De fleste Gryder ere dog opfyldte af Grus, saa man ikke kan se Dybden1). Jættegryder kunne ogsaa dannes ved stærk Strømsætning ved Kysten. Udfra Islands vestligste Pynt, Låtrabjarg, strækker en skarp Klipperyg, der kaldes Barö, sig ud i Havet. Den forreste Del er bortskyllet, og den stærke Brænding stryger tordnende over den tilbageblevne flade Klippefod, der efter Indbyggernes Udsagn skal være gjennemhullet af Jættegryder, hvoraf nogle have en Dybde af 2 Fv. og derover.
Paa Steder, hvor Overfladens nuværende Skulptur ikke tillader Dannelsen af Jættegryder ved Elve eller Brænding, har man, som bekjendt, i andre Lande, der før have været gletscherdækkede, fundet store Jættegryder.Charpentier var den første, der (i 1841) paaviste,at de muligvis kunde være blevne dannede af strømmende Vand i Fortidens Gletscher-,;moulinsa, og lignende Aarsager til deres Oprindelse ere blevne antagneaf senere Forskere. Af den Slags Jættegryder
1) Nærmere herom i en anden Af handling af Th. Thoroddsen: Geologiske lagttagelser paa Snæfellsnes og i Omegnen af Faxebugten. Bih. till. Vet. Akad. Handl. Stockholm 1891.
har man kun fundet faa i Island; Keilhack fandt 5 saadanne glaciale Gryder ved Enden af Solheimajøkull i en Basaltklippe, der, som en Nunatak, rager op af Isen1), og Kjerulf fandt ved Fossvogur i Nærheden af Keykjavik Spor til en Jættegryde2), der dog maaske engang er bleven dannet af Havet. Sikkert vil man dog i Fremtiden finde flere glaciale Jættegryder i Island,hvilke endnu ikke kjendes, fordi de ere skjulte under Grus og Grønsvær.
VII.
Skurstriber ere meget hyppige i Island; dog ere de ikke saa almindelige, som man skulde tro i et saa bart Land. Basaltens Overflade er ved Frostens Indvirkning i høj Grad søndersprængt, saa at flere Kvadratmil paa Højfladerne og i Nord- Øst- og Vestlandets Fjordlandskaber ere tilhyllede af et tykt Dække af store og smaa skarpkantede Basaltbrudstykker. Paa det store Højland, der opfylder Islands Indre, ser man kun sjælden Skuringsmærker. Det faste Fjæld kommer kun frem paa enkelte Steder; den største Del af Højfladerne er dækket med Grus, Lavastrømme, Moser og lignende yngre Dannelser; hvor faste Klipper, der under Istiden ere blevne polerede, træde frem for Dagens Lys, ere Striberne som oftest blevne udviskede af Vinderosionen, der i Islands Indre mange Steder er en meget stærkt virkende geologisk Agens. Palagonitbreccie og Tuf, der danne den største Del af det midterste Island, forvitre saa let, at Friktionsstriberne kun under særdeles heldige Omstændigheder have kunnet holde sig. De tydeligste Skuringsmærker findes paa Basalt og især paa Dolerit, der modtager en ypperlig Politur. Hvor det dækkende Grønsvær eller Ler nylig er blevet bortfjærnet fra Klipperne, ser man disse som oftest udmærket smukt slebne; Striberne findes i alle Former og Størrelser fra dybe, polerede Eender til de fineste Streger, der næsten forsvinde for det blotte Øje; alle Skuringen vedkommende Fænomener kunne i Island iagttages, og mange Steder findes prægtig polerede Klippeformer, der sikkert engang ville blive af Interesse for mange, naar man systematisk begynder at undersøge Islands Geologi i Detaljerne3). Roches moutonnées af forskjellig Størrelse ses alle Vegne i Island landbaade i Dalene og paa Højfladerne; paa Højlandet ere de som oftest de eneste faste Klipper, der staa op igjennem Grusdækket og Moserne. I det vestlige Lavland ved Borgarfjorden og Myrar stikke Hundreder af Basaltaase op igjennem den sumpede Grund; de ere alle isskurede med mere eller mindre tydelige Striber; disse Aase have som oftest en aflang Form, Stødsider ind imod Landet, Læsider ud irnod Havet; det Samme gjentager sig i andre Lavlande og Dalfører. I Vestfjordene ei'e tangbevoxede roches moutonnées særdeles hyppige lige i Havbrynet, derimod ses Skurstriberne sjælden i Fjældsiderne, da disse ere saa søndersprængte af Frosten og dækkede med Grus og Klippestykker. Skuringsmærkernes Hovedretning er her, som andre Steder i Island, den samme som Dalenes og Fjordenes; temmelig ofte ser man dog rundt om i Landet, at de enkelte polerede Klippeknuders Striber gaa radielt ud fra Klippens højeste Punkt eller bøje sig efter Klippens udstaaende Rande og Ujævnheder i forskjellige Retninger. Brede Aase, Kupler og Klippeflader, der spærre Indløbet af trange Dale, ere ofte stærkt skurede med dybe Render cg Hulninger. Udenfor Skorradalsvatn strækker en Basaltryg sig tværs over Dalmundingen ; denne Ryg er skiiret af Jøklerne paa Stødsiden, medens en over 30 M. høj Morænemasse er bleven skubbet ud over Læsiden; i Mundingen af Vatnsdalur ved Brjåmslækur paa Vestlandet findes ligeledes foran en Indsø en stærkt skuret Basaltryg, og en Mængde andre Exempler kunde anføres. Østlandets Dale ere som oftest afdelte i terrasseformede Afsnit, der højne sig op imod Dalbunden; enhver Terrasse afsluttes af skurede Basaltbænke, der her træde frem for Dagens Lys, medens Terrassens øverste og midterste Del dækkes af Grønsvær, Moser, løse Grus- og Lermasser o. s. v. Ved Faarehuse tæt ovenfor Gaarden Thingnes ved Grimså i Borgarfjorden strækker en stor Basaltgang med vandrette Søjler sig ud i Elven; denne Gang har staaet tværs for Jøkelbevægelsen, saa at den halve Del af Søjlerne er bleven bortskuret paa Stødsiden. Gangen har en Tykkelse af 5—65—6 M. og Retningen N 10 ° V. Paa den østlige Side, der vender ud imod Landet, er den bleven saa stærkt skuret, medens Læsiden falder stejlt ned mod Elven; den har to Systemer af Skurstriber; de ældre Striber, der falde sammen med Hovedbevægelsen, som har borthøvlet en Del af Gangen, have Retningen N 60° Ø; de yngre, finere Striber have Retningen N 5° Ø.
I den
geologiske Literatur om Island findes der
mærkelig
faa Observationer af Skurstribernes Retninger;de
fleste Rejsende nøjes med almindelige Bemærkningerom
1) Beiträge zur Geologic der Insel Island. S. 437.
2) Bidrag til Islands geognostiske Fremstilling. S. 56.
3) Udmærkede Afbildninger af isskurede Klippeformer fra Amerika, hvoraf de fleste Typer gjenfindes i Island, findes i T. C. Chamberlin: The rockscoi'ings of the great ice invasions U. S. Geol. Survey VH. Report. Washington 1888. S. 156—248.
ningeromIslands glaciale Forhold uden at gaa ind paa Enkeltheder. De mig bekjendte, ældre Observationeraf Skurstriber erc saa faa, at jeg her i det Følgendefor Fuldstændighedens Skyld sammenstiller dem alle paa et Sted. Surtorius von Waltershausen, der var en ivrig Modstander af Gletscherteorien, kunde dog paa sin Rejse i Aaret 1846 ikke undgaa at lægge Mærke til de i Klipperne indgravede Striber, og han iagttog dem efter eget Udsagn1) „i meget forskjellige Niveauer fra Kysten indtil 2—3000 Fods Højde, saaledessærdeles smukke i et Pas i Østlandet mellem Dalhusbær og Eskifjørour. I Almindelighed følge StriberneDalenes og Fjordenes Retninger, hvad der er særdeles karakteristisk fremtrædende ved Hvalfjørour". Trods disse og andre lagttagelser vil S. v. Waltershausenikke indrømme, at Skurstriberne skyldes Gletschervirksomheden;derimod kommer han med en ny Teori, der lyder omtrent saaledes: „Fjordene ville i Regelen fryse til om Vinteren2); ved klippefulde og stejle Kyster vil Isdækket ikke sjælden tilhylles af nedfaldne Sten og Klippestykker, der sammenkittes med Isen til en fast Masse; under Isgangen om Foraaret ville de svømmende Isflager af Bølgeslaget bringes i en saa voldsom Bevægelse, at de i Isen indesluttede Sten frembringe Ridser i de nærmest liggende Strandklipper,som derved snart ville poleres". At Striberne ogsaa findes i alle mulige Højder over Havet søger Sartorius von Waltershausen at forklare derved, at Landet lidt efter lidt er blevet hævet op af Havet, og samtidig er det stadig blevet bearbejdet af Bølgeslagetog Drivisen. Derimod kan bl. a. indvendes, at de fleste bekjendte Fakta tale for, at den største Del af Landet aldrig har været under Havet; hos mange geologiske Forfattere, der have skrevet om Island, omtalesrigtignok Basaltdækkernes og Palagonittuffens submarine Dannelse, dog, som det synes, uden Skygge af Bevis.
Nordmanden Theodor Kjernlf', der, som bekjendt, var en af Gletscherteoriens første og dygtigste Forkæmpere i Norden, har i Aaret 1850 gjort flere Observationer over Skurstribernes Retning i Island, som jeg her tillader mig at anføre in extenso:
„I Bugten ved Fossvogur inderst paa Dolerittrappen utydelige Furer h. 10,7—11 lige under de afskaarne Tuflag. Tuffen er aflejret senere end Skuringen. Længer hen mod Reykjavik følgende Bugten udm. tyd. h. 11,4—11. Spor af Jettegryde med Chorde paa 4', Utyd. Striber h. 9—9,4. 30' over Kysten grove og fine Furer og Striber h 11,4—11,7; i Havbrynet lige nedenfor h. 10,6 -10,2—11—11,4. Middel ved Fossvogur h. 8,2 rv. S. for Reykjavik ved Varden h. 12,2 usikre Furer. Over Laxa h. 11,2—12,6 tyd. utyd. h. 1,7). Ved Hafravatn usikre Mærker h 10-11. Alt paa Dolcrittrap. Middel ved Reykjavik h. 9,3 rv. Laxå h. 10,1 rv. Hafravatn h. 7,6 rv. Endelig mellem Leiruvogur og Gufunes h. 11,4—11,6 o: h. 8,8 rv. Mellem Tungufljot og H vita paa Klingstenene Ritter og Furer h. 6,1—6—5,6. Fremdeles h. 6,4, Spor h. 5,4 o: h. 3 rv. Ved Hvitå paa Dolerittrap Striber h. 1,2. Kort før Overfartsstedet ved Briinarå h. 1. Ved Brunarå fine Striber h. 3,3-3,6 o: h. 12,5 rv. Mellem Thi ngn es og Hestur ved Griinså h. 4,4—5,5 og større Furer h. 7,3 o: h. 2,1 rv. og h. 4,6 rv. Paa Ferstikluhåls Striber li. 5,5—5,6 o: h. 2,7 rv. Mellem Hreoavatn og Stafholt ved Noröurå, venstre Bred, 30' over Aaen h. 3,5 o: 12,6 rv. Ved Kjarrå paa Heldningen af venstre Dalside grove Striber h. 5,3 — finere h. 5,4—6,4 o: h. 2,7 rv. Paa Grjøthals meget usikre h. 4 o: h. 1,1 rv.(?). Over Hvammur ved Baula, i Dalen med Gangene, paa den højre heldende Dalside Striber h. 3,2—3,4—3,7 o: h. 12,5 rv. Mellem Uxavatn og Brunnar paa Plateauets Dolerittrap paa flere Steder utyd. h. 7,4—11,2 meget udmærkede h. 9,7—10—10,2 o: h. 6,4 rv. og h. 7,1 rv. Paa Hrutafjaroarhåls mindre sikre Furer h. 2—2,3 o: 11,2 rv. Ved Miöhöp mod Thingeyrar udyd. Striber og Furer paa den sorte, tætte Trap h. 3 o: h. 12 rv. Mellem Sandfell og Arnavatn paa Plateauets Dolerittrap svagere h. 10,5-10,7. tyd. h. 11 o: h. 8 ry."1)
Fem Aar senere rejser Robert Chambers til Island og iagttager Skuringsmærkerne ved Reykjavik 2); han angiver deres Ketning til N 30 ° V (Miav. antaget 43 °); Chambers har ikke kjendt Kjerulfs Arbejde.
Otto Torell gjorde i 1857 adskillige lagttagelser vedrørende Skuringsmærkerne: „På hela vägen från Vapnafjord till Berufjord äro de lägst liggande bergterrassernaalldeles afslipade och paralellt refflade. Eefflorna äro vackrare än jag sett dem i Sverige, ofta utslipade till breda rännor. Ofta äro klipporna på långa sträckor glattpolerade" .... „jag tror refflorna stryka solfjäderlikt; förhållande till bergsryggens riktning,och ei i rät vinkel deremot, som det vanligen är i Schweiz"3). Hos C. W. Paijkull, der særlig studeredeIslands Glacialfænomener, findes ogsaa kun almindeligeBemærkninger om Skuringsmærkerne. Han nævner, ligesom S. v. Waltershausen, at der i et Pas mellem Eskifjørour og Lagarfljöt findes smukke Skuringsmærkerparalelle med Dalene og ligeledes mellem Lagarfljötsdalen og Seioisfjørour; han omtaler ogsaa
1) Th. Kjerulf: Bidrag til Islands geognostiske Fremstilling. Nyt Magazin for Naturvidenskaberne VIL S. 56—57.
2) R. Chambers: Tracings of Iceland and the Faroe Islands. Edinburgh. 1856. S. 37.
1) Physisch-geographische Skizze von Island. S. 13.
3) Bref om Island (Øfvers. af kongl. Vetensk. Akad. Forhandl. 1857. S. 326).
2) Som bekjendt, fryse de islandske Fjorde kun meget sjælden til om Vinteren.
Skuringsmærker ved Reyoarfjørour, ved Hjaltastaöur, ved Keykjavik, Ok og paa den vestlige Side af Blanda ved Vejen fra Mælifell til Kalman n stunga. Smukke Isstriber paa Tuf fandt Paijkull ogsaa ved Störinupur i Sydlandet. Stedet er senere blevet besøgt af flere andre Naturforskere. Paijkull angiver ikke de enkelte Ketninger, men kommer til det Resultat, at Skurstribernes„allmänna riktning går från höidplatåu i landets inre mot kusterna efter dalgångarne. De utstråla derföreåt alla håll. Det är tydligt, att friktionen här måste hafva verkat öfver hafsytan" 1).
A. Helland, der paa sin Rejse i Aaret 1881 særlig studerede de glaciale Forhold, har gjort nogle lagttagelser vedrørende Skurstribernes Retninger i Østlandet, om hvilke han bemærker følgende2):
„Nær Fossen ved Vestdalseyri i Seyoisfjørour Roches moutonnées med Striber mod OSO. efter Retninger af Vestdalur. Langs Lagarflj<st mellem EgilsstaÖir og Hallormsta-9ur Roches moutonnées og Skuringsmærker ikke sjældne med Retning mod NO. efter Indsøens og Dalgangens Retning, i Berufjørßur paa Fjordens Vestside mod Syd o. s. v. Men det er ikke alene i lavere Niveauer, som Striberne forekomme. De iagttages ogsaa ved Pasovergange til ikke ringe Højde. Saaledes paa FjarÖarheiÖi paa den Side, som vender mod Seyoisfjørour, i en Højde af 1833 Fod; paa Breiddalsheioi (mellem Breiddalur og Lagarfljöt) i Pashøjden 1479 Fod; skuret Blok fandtes under Berufjoröarskarft i en Højde af 1320 Fod. I Landets indre Dele iagttages ogsaa Skuringsmærker, hvor løse Masser eller Lavastrømme ikke dække Fjældet, eller hvor dette ikke er forvitret. Saaledes i Højden over Lundabrekka i Baröardalen 1135 Fod o. 11. i Retningen N—S; paa Vejen til Sprengisandur, før man naar KiSagil i en Højde af 2151 Fod. Hvis man samler de her anførte og tidligere lagttageres Angivelser over Skuringsmærkernes Retninger og sammenligner disse Retninger med Kaartet, viser det sig, hvad man ogsaa paa Forhaand kunde vente, at Island har dannet et Midtpunkt for Glaciationen; Bræerne have fyldt Dalene og Fjordene, straalende ud fra Landets Indre. Paa Sydlandet, hvor Bræerne nu gaa ned til ringe Højde over Havet og kun adskilles fra dette ved forholdsvis korte Landstrækninger, bestaaende af løse Masser, maa Istidens Ismasser have naaet langt ud i Havet. Mægtigheden af Ismasserne i Fjordene paa Østlandet tør vistnok jmslaaes til 2000 Fod. I Fjordene ere domoutonneredc Overflader paa mange Steder godt vedligeholdte, men paa lange Strækninger inden Palagonittuffen ere de forsvundne".
Hos K. Keilhack findes ogsaa nogle Observationer af Skurstribernes Retninger:), som ogsaa tillige med ældre lagttagelser anføres paa hans geologiske Kaart over Island. Keilhack anfører saaledes adskillige lagttagelser af Skuringsmærker fra Borgarfjorden, især fra Omegnen af Floden Grimså; Middeltallet af disse giver Retningen NO. til SV. Paa et Sted ved Grimså fandt Keilhack to smukt udviklede, konvergerende Stribesystemer2).
I det Følgende giver jeg en Liste over mine egne lagttagelser af Skurstribernes Retning i forskjellige Dele af Landet. For Oversigtens Skyld har jeg ordnet dem efter Sysler. For at give noget Begreb om Skuringsmærkernes Fordeling efter Højden har jeg angivet Højden o. H. i Meter, flere Steder dog kun efter Skjøn, hvad der betegnes med et c. foran Tallet; de andre Maalinger ere udførte med Aneroidbarometer. Stribernes Retning angives retvisende; Misvisningen efter venlig Meddelelse af Direktør A. Paulsen antaget 40° for Vestkysten, 32V2 ° for Østkysten, for mellemliggende Herreder i Forhold dertil. Lokale Uregelmæssigheder i Deklinationen og Inklinationen gjøre det dog paa flere Steder næsten umuligt at benytte Kompasset.
1) Beitrclge zur Geologis der Insel Island. Zeitsch. d. Deutschen geol. Gesellsch. Bd. 38 1886. S. 435.
1) Bidrag till kännedomen om Islands bergsbyggnad S. 12—13
2) Om Islands Geologi i Geogr. Tidskrift VI. 1882. S. 104
2) Ueber postglaciale Meeresablagerungen in Island. Zeitschr. d. D. geol. Gesellsch. Bd. 36. 1884. S. 152—68.
I denne Liste ere ikke de Striberetninger medtagne, der allerede før ere blevne nævnede i Texten. At hele Højlandet har været dækket af Is. fremgaaer af de derværende glaciale Grusmasser, de gamle Grundmoræner og af Skurstriberne, der findes i alle mulige Højder over Havet. De højest liggende Striber, som jeg har observeret, findes, som jeg har anfört i Listen, paa Sellandafjall 1002 M. o. H.; naar Landet bliver nærmere undersøgt, vil man sikkert finde mango ligesaa højt liggende eller højere Skuringsmærker. Isdækkets Mægtighed har sikkert været meget betydelig: af de geologiske Forhold ved Fjældene Blåfjall og Sellandafjall i Nærheden af Myvatn kan rnan gjætte sig til Isdækkets derværende Mægtighed. Den øverste Del af Sellandafjall dannes af en grovkornet, olivinrig, isskuret, doleritisk Lava; deri øverste Del af Blåfjall bestaaer ogsaa af den samme Bjærgart, men Overfladen af dette sidste Fjæld har endnu beholdt sin Lavastruktur, og paa Bjærgets sydligste Spids findes et mægtigt, elliptisk Krater, der aldrig synes at have været udsat for Jøklernes skurende Virkning; Blåfjall har en Højde af 1225 M. Jeg antager, at Krateret paa Blåfjall er præglacialt, og at det tilligemed Fjældets øverste Del under Istiden har som en Nunatak rage t op af Indlandsisen; derved har Doleriten paa Blåfjall kunnet beholde sin Lavastruktur, medens Sellandafjall, der kun har en Højde af 1002 M., er bleven skuret af Isen. Højsletten under Sellandafjall har en Højde af c. 350 M. o. H.; Isdækket har her altsaa haft en Mægtighed af 7—8007—800 M. Skurstriberne paa Fjældet Strutur i Nærheden af Eiriksjökull vise, at Indlandsisen her mindst kan have haft en Mægtighed af 5— 600 M. Det er maaske ikke saa fjærnt fra Sandheden at antage, at Indlandsisens gjennemsnitlige Mægtighed paa Højlandet har været henimod 1000 M.; derimod troer jeg næppe, at Isdækket paa den nordvestlige Halvø har været tykkere end 4—5004—500 M. Denne særskilte Indlandsis har kun været lidet større end Vatnajökull, idet den kun har haft et Areal af lidt over 9000 G Kim. Hældningen af Hovedlandets Indlandsis har sikkert, ligesom nu i Grønland, været svag; hvis man forudsætter, at Isdækkets Mægtighed ved Blåfjall har været 800 M., og tænker sig, at Overfladen af Vatnajökulls Kupler ogsaa have ligget 800 M. højere end nu, vilde Hældningen dog kun have beløbet sig til 0° 37'. De store Jøkler, der nu findes i Island, have i det Indre ofte en ligesaa svag Hældning, men ved Randen er Faldet de fleste Steder betydelig større; mange af Nordvestlandets Randgletschere under Istiden maa ogsaa have haft et betydeligt Fald.
Naar vi nærmere betragte det medfølgende Kaart over Skurstribernes Retning, se vi, at Striberne, som man kunde vente, gaa divergerende ud fra Landets Indre ned imod Kysten. Vore Kundskaber om Skuringsmærkerne ere dog meget ufuldstændige, og i nogle Dele af Landet ere ingen Striberetniriger blevne maalte; Skagafjaröarsysla, Eyjafjarflarsysla, den nordlige Del af Thingeyjarsysla og Norourmilasysla sarnt Skaptafellssysla har jeg endnu ikke undersøgt, og fra disse Egne har jeg derfor ingen Observationer af Skuringsmærker. Over Rangårvallasysla og det nærmeste Højland rejste jeg i Sommeren 1889, men disse Egne bestaa næsten udelukkende af Polagonitbreccie og dækkes i Overfladen af Flyvesand og Lava. Her have Skuringsmærkerne ikke kunnet holde sig eller ere dækkede af nyere Dannelser; dog vil man sikkert engang i Fremtiden ved nøjagtig Undersøgelse et eller andet Sted finde Striber, men de maa i alle Tilfælde i disse Egne være sjældne. Skjønt man endnu ikke kjender Skuringsmærker i nogle Dele af Landet, er der dog ingen Grund til at antage andet end, at Jøkeldækket ogsaa her har strakt sig ned til Kysten og udsendt sine Arme gjennem Dale og Fjorde. Paa Østlandet ser man af Striberne, at Jøklerne efter Højdeforholdene baade have bevæget sig ned igjennem Østkystens mindre Fjorde og Dale og ogsaa bagved Fjordpartiets høje Fjælde efter Jøkulsås og Lagarfljots lange Dalfører. Med vore nuværende ufuldstændige Kundskaber kunne vi endnu ikke gjøre nærmere Rede for de enkelte Isstrømme i Nord-, Øst- og Sydlandet, men fra Vestkysten og den nordvestlige Halvø have vi de fleste lagttagelser. Ned igjennem Dalene ved Faxebugten har Isen bevæget sig ud i Fjorden; i Borgarfjordens Lavland ses to hinanden krydsende Striberetninger; de ældre, kraftigere udviklede Skuringsmærker vise hen til en Bevægelse fra NØ.; de andre have en nordligere Retning. Endnu kan man ikke med Sikkerhed afgjøre, hvorvidt disse to Striberetninger skyldes to adskilte Isperioder eller maaske mindre Forandringer i enkelte Gletschertungers Bevægelse. De krydsende Striber, som jeg har iagttaget paa Nordvest- og Østlandet, synes at have en mere lokal Oprindelse.
Snæfellsnes' smalle Ryg har været isdækket og har nedsendt Gletschere til begge Sider; Reykjanes bestaaer af Palagonitbreccie og er næsten helt^dækket af Lava. Man kan altsaa ikke vente her at finde mange Skurstriber; paa doleritisk Lava har jeg dog mellem Keflavik og Garöur set utydelige Skuringsmærker,hvis Retning dog ikke kunde aflæses. Om der under Istiden har været noget isfrit Land i Island, vil vist sent blive afgjort med Sikkerhed, men efter
de lagttagelser, der haves, synes der al Grund til at tro, at Landet under Istidens Maximum har været helt tilhyllet af Is, saa at kun ganske enkelte übetydelige Toppe eller Fjældkamme kunne have raget og af IsdækketsBand.
Allerede før Istiden har Landets Konfiguration og Relief i alt Væsentligt været den samme som nu. De store Bugter, som f. Ex. Faxaflöi og Breiöifjöröur, vare allerede før blevne frembragte ved tektoniske Bevægelser, og flere Steder kan det ligefrem bevises, at Dale og Lavninger, der senere tjente som Leje for mægtige Gletschere, allerede før Istiden vare blevne eroderede; nogle enkelte bære ogsaa Vidne om, at tektoniske Bevægelser have været medvirkende ved deres Dannelse. Omegnen af Reykjavik dannes af en gammel, doleritisk Lava med tydelige Skuringsmærker; denne Bjærgarts egentlige Natur opdagedes først af Paijkull i 1865. Han paaviste, at Reykjavik-Doleriten var frembragt ved Eruptioner før Istiden. Allerede Kjerulf og Zirkel havde før Paijkull fundet, at den samme doleritiske Bjærgart havde en betydelig Udbredelse i Overfladen ved den sydøstlige Del af Faxebugten, men de havde ikke gjort noget tilfredsstillende Forsøg paa at tyde dens Alder og Oprindelse. Paa mine Rejser paa Reykjanes i 1883 fandt jeg, at disse præglaciale Lavastrømme have en stor Udbredelse paa denne Halvø og ligeledes paa Højlandet ved Langjøkul l1). Samme Aar undersøgtes de af Schmidt og Keilhack. I 1884 fandt jeg, at de havde en enorm stor Udbredelse i det indre Island ved 'Odåöahraun og paa Højsletterne vestfor Jøkulså2). I 1888 fandt jeg dem paa Højlandet mellem Langjøkull og Arnafellsjøkull og ved Fossårdalur samt i 1890 paa Snæfellsnes. Disse præglaciale Lavaer have altsaa en meget stor Udbredelse og ere knyttede til de samme Egne som de moderne Vulkaner og Lavastrømme. Af Lejringsforholdene fremgaaer det tydeligt, at de ikke ere tertiære, men frembragte efter at Landet i det Store havde faaet den samme Form som nu; de hvile diskordant paa den tertiære Basalt og Palagonitbreccien. Ved Faxebugten sydfor Esja have disse præglaciale Lavastrømme flydt ned ad Højlandets Skraaninger og udfyldt Dalene og Lavningerne mellem de enkeltstäaende Basalt- og Brecciefjælde; det Samme kan iagttages i Hnappadalur, paa Snæfellsnes o. fl. St. Da nu disse doleritiske Lavastrømme alle Vegne ere smukt isskurede, viser det sig, at de ere ældre end Istiden, og de Lavninger og Dale, hvorigjennem de have flydt, maa være endnu ældre. Præglaciale Lavastrømme har man endnu ikke fundet paa den nordvestlige Halvø eller i Østlandet, men i disse Egne findes heller ikke moderne Lavastrømme.
VIII.
Paa mine Rejser i Sommeren 1890 fandt jeg: nogle ejendommelige Tuf- og Konglomeratdannelser paa Snæfellsnesog i Dalene ved Mvrar. Fra Lavlandet Myrar strække flere Dale sig- op imellem Basaltfjældene, og i dem alle findes flere eller færre Smaafjælde af Breccie, Tuf og Konglomerater, der synes at være blevne dannede, efter at Dalene vare blevne udhulede og havde faaet deres nuværende Form. Det mest kjendte af disse Tuffjælde er det ejendommelig formede Grettisbæli ved Hétardalur, hvor det danner en udspringende,spidstakket Pynt i Siden af det store Basaltfjæld, Fagraskögarfjall. Fjældets nederste Del har en betydelig Lagdeling; Lagene, hældende nedad Dalen, bestaa af Konglomerater og fint Sand eller Tuf. De rullende Basaltstykker i Konglomeratet ere for det Meste smaa; et enkelt Sted fandt jeg et større rullet Stykke Konglomerat indkittet i selve KonglomeratetsHovedmasse. Sydligst i Grettisbæli i Nærhedenaf Fjældets Fod undersøgte jeg nogle flade Konglomeratklipper, der synes at være isskurede; Overfladener dog saa angreben af Forvitringen, at man ikke med fuldstændig Sikkerhed kan paastaa, at det er Skuringsmærker. Hvor Elven har brudt Stykker af Fjældfoden, ses Lag af Sand og rullet Grus med diskordant Paralelstruktur, der dækkes af den nye Lava, som udfylder Dillen, l de nærmeste Dale findes flere lignende Fjælde, som jeg dog paa Grund af Vejrforholdeneikke kunde faa nøjagtig undersøgt. Disse Tuffer og Konglomerater ere dannede, efter at Landet i Hovedsagen havde faaet sit nuværende Relief, og i Hnappadalen synes Konglomeraterne at dækkes af den præglaciale, doleritiske Lava. Ogsaa sydfor Snæfellsjøkullfindes mindre Partier af Konglomerater under den isskurede Lava. Paa den nordlige Side af Snæfellsnesoptræde Konglomeraterne med større Mægtighed, saaledes f. Ex. i Bulandshøfoi. Pyntens nederste Parti op til en Højde af 100 M. bestaaer af Basalt; derpaa følger Breccie omtrent ligesaa højt, og øverst findes Tuflag med diskordant Paralelstruktur afvexlende med grove Konglomerater. Ved Måfahliö træde disse Konglomerater især tydelig frem; Basaltbrudstykkerne
1) Sml. Th. Thoroddsen: Vulkanerne paa Reykjaness i Island. Geol. Foren. Forhandl. Stockholm. VIL S. 154—156.
2) Th. Thoroddsen: Vulkaner i det nordøstlige Island. Bihang till K. Sv. Vet. Akadem. Handl. Bd. 14. Afd. 11. Nr. 5. S. 10-14.
i Konglomeraterne have her som oftest en Størrelse som en knyttet Haand; enkelte ere dobbelt eller tredobbeltsaa store, og alle ere fuldstændig afrundede, kugle- eller ægformede; mellem de større Sten ses flere Steder fine Sand- eller Tuflag og enkelte Steder meget smaa Brudstykker Liparit. Ogsaa Forbjærget Enni ved 'Olafsvik bestaaer for største Delen af Konglomerater,des dækkes af isskurede Doleritbænke.
Da jeg i Sommeren 1888 undersøgte Fossårdalur ved Eauöukambar i Sydlandet, fandt jeg, at de omliggende Fjældes øverste Partier dannes af isskurede Doleritbænke med smuk Søjlestruktur, men under Doleriten fandt jeg i StangarfjalJ en 2— 3 M. tyk Konglomeratdannelse, der synes at være dannet af rindende Vand. Dette Lag bestaaer af smaa og store rullede Basaltsten med mellemliggende fine Sand- og Lerlag. Urider Konglomeratet findes en gul Breccie, og løse Brudstykker af denne Breccie findes ogsaa i Konglomeraterne mellem de andre Rullesten; kun ere Brecciestykkerne mindre rullede. Ingensteds synes dog Konglomeraterne at have en saa stor Udbredelse som i Sydlandet omkring Eyjafjalla- og Myrdalsjøkull; i disse Egne ere Konglomeraterne blevne iagttagne af K. Keilhack, der bl. a. siger orn dem: „Die Structur dieser grobkörnigen Massen erinnert ganz ausserordentlich an diejenige der isländischen Moränenbildungen. Man sieht in einer fest verkitteten, feineren Grundmasse Blöcke von allén Grössen regellos durcheinander eingebettet liegen". Keilhack troer, at Konglomeraterne ere gamle, miocene Flodsedimenter1). I de samme Egne ere grovkornede Doleriter meget almindelig udbredte, og, som det synes, efter Keilhacks Beskrivelser, ligge disse sædvanlig ovenpaa Konglomeraterne, ligesom de isskurede Doleritbænke i Fossårdalur. Ved en nærmere geologisk Undersøgelse af disse Egne vilde det være af stor Interesse at udrede Lejringsforholdene af Konglomeraterne, Tufferne og Doleriterne. Sartorius von Waltershausen har ogsaa fundet Konglomorater i Sydlandet ved Laxå i Hreppar: „Dasselbe besteht aus Trappgeröllen von grösseren und kleineren Dimensionen, die ohne Frage vom Wasser abgerundet und mit Palagonit verbunden sind" 2). Den islandske Naturforsker Sveinn Pålsson fortæller 1792 om Skagafjorden paa Nordlandet: „Langs Tungen nedefter løber en høj Bjærgryg, Eggjar kaldet, der mestendels bestaaer staaeraf Sandsten med indblandede haarde, vandslidte Trapsten; denne Bjærgart afvexler lagvis med Mö- eller Lerberg, og saaledes ere de fleste lavere Fjælde i Skagafjorden dannede" .... „Goddale-Fjældet er deri besynderligt imod andre, at det bestaaer af utallige Gil, men har ingen Klipper, synes blot at være sammensat af en Dynge smaa, kuglerunde, løse Graasten"1). Af Winkler's Beskrivelser synes det ogsaa at fremgaa, at der ved 'Abær sydligst i Skagafjorden findes betydelige Konglomeratdannelser øverst i Fjældene2).
Af de anførte faa Notitser ser man, at der flere Steder i Island findes temmelig udbredte Konglomeratlag, der høre til Landets yngre Dannelser; de nærmere geologiske Forhold ere dog endnu lidet kjendte, og det er meget muligt, at .disse Konglomerater ikke ere af samme Alder. Af Forholdene ved Myrar ser man, at Dalene i den miocene Basalt allerede vare eroderede før Konglomeraternes Dannelse. I Sydlandet og paa Snæfellsnes ses, at de isskurede, doleritiske Lavaer ere yngre. Siden Konglomeraterne og Doleriten i Sydlandet dannedes, er Landets Relief nogle Steder ved Erosionen blevet betydelig forandret i det Enkelte, skjønt Hovedformerne allerede før have været de samme. Just i de Egne i Sydlandet, hvor man i Nutiden har de største Floder, ere Konglomeraterne mest udviklede. Forskjellige større og mindre tektoniske Bevægelser have siden Konglomeraternes og Doleritens Dannelse fundet Sted, f. Ex. i Fossårdalur i Nærheden af det store Vandfald; ogsaa paa den nordlige Side af Snæfellsnes maa betydelige Sænkninger siden være foregaaede; må aske er en Del af den sydlige Bredebugt siden bleven dannet. Hvis Konglomeraterne paa Snæfellsnes ere afsatte af Floder, maa Landet dengang have strakt sig meget længere mod Vest eller Nordvest end nu.
Disse Konglomerater synes alle at pege paa Tilstedeværelsenaf store Floder, men Floderne staa atter i Forbindelse med Nedbøren. Som man véd, stod Island i den tertiære Tid efter al Sandsynlighed i Forbindelsemed andre Lande, og det er paafaldende, at de første geologiske Aflejringer, der frembragtes i Island,efter at Landet var blevet en særskilt Ø, just ere Konglomerater, der vidne om betydelige klimatiske Forandringer, stor Regnmængde eller maaske begyndende Gletscherdannelse i det Indre. Professor A. G. Nathorst gjorde mig først opmærksom paa, at nogle af disse
1) K. Keilback: Beitrage zur Geologie der Insel Island. S. 384—85.
1) Sveinn Poisson: Journal holden paa en Naturforsker-Reise. L S. 244—45, 246. (Manskr.).
2) Sartorius von Waltershausen: Physisch-geographische Skizze von Island. 1847. S. 98.
2) G. G. Winkler: Island. Der Bau seiner Gebirge und dessen geologische Bedeutung. Miinchen 1863. S. 129—132.
Konglomeratet maaske kunde være analoge med Alpernes diluviale Nagelfluh, og Konglomeraterne ved Myrar pege ogsaa i den Eetning. Man kan dog ikke afgjøre noget med Sikkerhed, før Findestederne nøje undersøges i Landets forskjellige Dele; kun saa meget er sikkert, at betydelige Masser af Kuliesten ere blevne frembragte af Floder i Tiden lige før Isperioden.
Man véd fra andre Lande, at Nedbøren før Istiden og i Begyndelsen af denne har været meget betydelig, saa at store Kullestensmasser ere blevne aflejrede af rindende Vand. Som bekjendt, findes i mange Egne langs Alpernes Kand, især paa den bayerske Højslette, under de dybest liggende Moræner udstrakte Konglomeratdannelser, der sædvanlig kaldes „diluviale Nagelfluh". Som A. Penck har paavist, ere disse Konglomerater blevne dannede af utallige Elve, der have ført det rullende Grus ned fra Alperne rimeligvis under Alpernes allerførste Overisning1). Ogsaa i Schweiz har man fundet diluviale Nagelfluh, der ikke staa i Sammenhæng med Landets nuværende Reliefformer; saadanne Aflejringer har A. Heim paavist paa Uetlibjærget ved Zurich2). Desuden^ findes jo ogsaa i Alperne interglaciale Breccier og Konglomerater, som f. Ex. den bekjendte Höttinger-Breccie ved Innsbruck. I Amerika har man fundet mange Mærker efter en umaadelig Regnmængde under Istiden, der bl. a. har frembragt do store kvatcrnære Søer, Lake Bonneville og Lake Lahontan i Utah og Nevada3), og N. S. Shaler har paavist, at Regnmængden i de østlige og sydlige Stater sydfor de isdækkede Arealer har været meget større end nu4). Det er derfor ikke usandsynligt, at Dannelsen af de islandske Konglomerater staaer i Sammenhæng med de usædvanlige klimatiske Forhold, der indledede den endnu saa gaadefulde Isperiode.