Sveinn Pålssons's Rejse til Fiskivötn i Island i Aaret 1795. Efter at jeg havde skrevet min Rejseberetning fra Sommeren 1889 („Geogr. Tidssk." X. S. 149—172) iik jeg fra det literære Selskabs Arkiv i Kjøbenhavn laant Sveinn Pälsson's „Journal holden paa en Naturforskerrejse i Island". Dette interessant«; Manuskript ('<> Bind i Folio) indeholder bl. :i. en hidtil ukjendt Beretning om en af Sveinn Pälsson i Aaret 17(X> foretagen Uejse ti! Fi^Uivotn. Da jeg i min Rejseberetning har givel en hisi.,ri-.i.: Overligt «>ver de Forsøg, <ler f/re. biovno gjorto i'or ;ii lUKiorsoge denim Del af Islands indre Højlaml, tillader jeg mig mcd nogle Ord tit gjøre opmærksom paa denne K'ejseberetning. Den ~2('>. Avgust 1795 rejste Sveinn Pälsson med en Folgemand fra Næfurholt til Übygderne: det var hans Agt ikke blot at undersøge Fiskivötn. men ogsaa orn muligt at linde Tungna'c-ns «ig Skaj.ita'ens Kilder, hvorfra han saa eventuelt vilde trænge frem over Højlandet til Arnaf«llsjokull for ogsaa at undersøge Thjor.^ii'en» KJ hier. Den tørste Dag passeredes Tungna i Nærheden af dens Udløb ti! Thjorsä. og her opsloge de Rejsende deres Telt paa en Græsplet, der kaldes Hestatorfa; na-ste Morgen passeredes Kaldakvi'sl, der paa Grund af Vandmængden og den bløde Bund var meget farlig. I Thoristungur tilbragte de en Dag for at gjøre Jagt paa Svaner, der ynglede her i Mængde. Selve Pladsen Thoristungur bestaaer efter Pälsson af Grus- og Sandhøje; kun ved Kaidakvi'sl langs enkelte klare Kilder og Bække finder man en frodig Vegetation af Kvanner, Pil og Star-

græs. Den 29. fortsattes Rejsen til Fiskivötn, hvor de Rejsendeom Aftenen opsloge deres Telt ved Tjaldvatn. Næste Dag var Vejret saa daarligt, at de ikke kunde komme uden for Teltet: først om Eftermiddagen den 31. Avgust kunde Hveinn Pälsson gjøre nogle smaa Udflugter i Omegnen,l). 1. September forværredes Vejret endnu meget, OL.'- Dagen efter saa de sig noiite til at vende om til Bygden, thi Sandstormen gjorde det umuligt at trænge længere ind paa Højlandet. Sveinn Pälsson kunde altsaa ikke udføre den paatænkte Kejse efter den oprindelige Plan. men han har dog beskrevet Terrænet ved Fiskivötn meget godt, saa at rnan bl. a. kan se, at der siden ikke er sket Forandringerved vulkanske Udbrud e. lign. Efter Udbruddenei 1780 var man i Skaptartunga holdt op med at drage til Fiskivötn for Fiskeriets Skyld, men alligevel fandtes •ler dog to gamle Baade deroppe. Sv. Pälsson giver en god Beskrivelse af det vulkanske Landskab og de fornemste Søer. hvorai de iie^te dengang havde d« samme Navne som nu: kun kalder P.-ilsson Breiöuvötn for Utsynningsvötn,og Snjöaida synus dengang at have havt Navnet Tungnärfjall.Sv. Pälsson beskriver Storisjör saa nøje, at det er ikke til at tage fejl af. at man dengang, som jeg i min Rejseberetning har paapegut, har givet Navnet Störisjör til den Sø. der nu af Indbyggerne i Heredet „Land" kaldes Luli-sjor. Palsson beretter bl. a., at ingen dengang endnu var trængt frem til den nordlige Ende af Storisjor, og at man troede, at der i Nærheden fandtes store Kolonier a

Fredløse. Flere lignende Sagn havde han ogsaa hørt om Torfajökull og de nærmeste Egne, der dengang vare endnu mindre kjendte end nu. Übygderne og Fjaddene N. og NE. for Fiskivötn vare dengang aldeles ukjendte.