Som Læserne sikkert allerede tidligere ville have erfaret med stor Tilfredsstillelse, kommer den af Premierløjtnant i Flaaden C. Jiyder foreslaaede Undersøgelsesrejse til Østkysten af Grønland istand til næste Aar for offentlige Midler. Ltnt. Kyder, der skal lede Expeditionen, har gjentagne Gange havt Lejlighed til at stifte Bekjendtskab med Grønland. Han var saaledes Deltager i den af den nuværende Bestyrer for det meteorologiske Institut, Cand. mag. Å. Panlsen, ledede Expedition, der, som Led i Rækken af de Expeditioner, som fra forskjellige Lande samtidig sendtes til de arktiske Egne, i 1882 —83 i Godthaab anstillede meteorologiske lagttagelser. Det følgende Aar deltog Ltnt. Ryder i Krydseren „Fylla"s Togt under Kapt. Normann til Vestkysten af Grønland og i 1885 i en Expedition til Vestkysten under Kapt. Jensen. Endelig ledede han i 1886^—87 til Egnene nordfor Upernivik en Expedition, der i forskjellig Eetning bragte smukke Resultater.

Vi meddele nedenstaaende Ltnt. Ryders til Marineministeriet indgivne „Forslag og Plan til en Undersøgelse af Grønlands østkyst fra 66'° til 73° N. Br.^u Expeditionen vil blive foretagen med „lejet Skib/ hvilket, som det vil ses af Planen, har betydelig større Fordele end, om den skete ved „Landsætning fra et Fangstskib,"

Ltnt. Ryders i December ifjor til Marineministeriet
indsendte Forslag og Plan lyder som følger:

„Medens de danske Undersøgelser paa Grønlands Vestkyst, naar enkelte mindre Strækninger undtages, efterhaanden ere naaede op til 74:¹/₂ ^° N. Br., strække de systematiske Undersøgelser paa Østkysten sig endnu kun til 66° N. Br., det nordligste af Kaptajn Holm i 1884 naaede Punkt.

Fra 66° og til omtrent 70° er Kysten fuldstændig
übekjendt og endnu ikke betraadt af nogen Evropæer.

Fra 70° til 73°, fra Scoresbys Sund til Mundingen af Kejser Franz Josephs Fjord, har Kyststrækningen (især Yderlandet) været besøgt og er tildels kaartlagt af den bekjendte William Scoresby i 1822; men da han, som Fører af et Hvalfangerskib, kun kunde drive den Slags Undersøgelser som en Bisag, indskrænkede sig hans Ophold her til omtrent en Maaned, i hvilken Tid han kun var et Par Gange i Land nogle Timer. Per kan saaledeis for denne Stræknings Vedkommende selvfølgelig ikke være Tale om, at den er „undersøgt", og navnlig gjælder dette de indre Partier og Forgreninger af de herværende dybe Fjorde og Sunde o: Scoresbys Sund, Halls Indløb, Davys Sund o. s. v.

Fra Kejser Franz Josephs Fjord og nordefter til omtrent 77° N. Br. er Kysten i Hovedsagen ble ven kaartlagt og undersøgt af den anden tyske Nordpolsexpedition 1869^—70, og denne Del af Kysten maa siges at være forholdsvis grundig kjendt, endskjønt ogsaa her de inderste Grene af Fjordene ikke bleve besøgte.

Det er altsaa Strækningen mellem 66° og 73°, der endnu ligger fuldstændig überørt af videnskabelige Expeditioner. Denne Stræknings nærmere Undersøgelse vil formentlig give særdeles interessante Resultater om geografiske, naturhistoriske og klimatologiske Forhold i de paagiældende Egne, om Isforhold i den vestlige Side af Danmarksstrædet, ligesom jeg ogsaa skal henlede Opmærksomheden paa Sandsynligheden for hér at træffe Indfødte, som i lange Tider have været fuldstændig isolerede fra Andre, og derved have ganske særlig Interesse.

I Erkjendelse af det Ønskelige i at Danmark foranstaltede denne Undersøgelse af sit gamle Biland, fremkom Kommissionen for Grønlands Undersøgelse i Aarene 1880 og 1881 med Forslag til Udsendelsen af tvende Expeditioner, en Konebaadsexpedition, der fra Kap Farvel skulde arbejde sig mod Nord til 66° N. Br., og en Skibsexpedition, som skulde undersøge den nordlige Kyststrækning.

Kommissionen udtalte dengang:

„Her er ikke Tale om at ville træde i Skranken med de større Nationer, hvis Kald det er at løse Opgaveraf langt videre gaaende Beskaffenhed; men vore til Regjeringen indgivne Forslag indskrænke sig udelukkendetil Undersøgelser, som med Rette kunne ventes særlig overtagne af Danmark. Det vil ses, at de kun vedrøre Landstrækninger, der dels høre til den danske Krone, dels grænse umiddelbart op til saadanne, og sorn alene i Betragtning af deres Beliggenhed, saa nær ved de af den civiliserede Verden befærdede Have, ikke bør lades upaaagtede i vore Tider. Naar vi udsende en Skibsexpedition fra Nord og en Baad* expedition fra Syd for at undersøge den hidtil übe* kjeiidte Kyststrækning i den sydlige Del af Østgrøn» land, have vi for denne Kysts Vedkommende allerede i Hovedsagen opfyldt de os paahvilende Forpligtelser,

og de Beløb, der foreslaaes anvendte til disse Fore-,
tagender, kunne langtfra siges at være overdrevent
store."

Siden Kommissionens Forslag fremkom, er den ene Expedition, Konebaadsexpeditionen, lykkelig og med store Resultater tilendebragt af Kaptajn Holm, som kaartlagde og undersøgte Kysten fra Kap Farvel op til Angmagsalik paa 66° N. Br., hvor han, som bekjendt, fik Lejlighed til at stifte Bekjendtskab med en Gruppe Eskimoer, der aldrig før havde været i Berøring med hvide Mænd (se „Meddelelser om Grønland" 9de og 10de Hefte).

Det lykkedes imidlertid ikke dengang at faa
Midler til at udsende Skibsexpeditionen og derved faa
den nordlige Kyststrækning undersøgt.

Jeg behøver ikke her at detaillere det Ønskelige i, at danske Expeditioner fortsætte Undersøgelserne ligesaa højt op paa Østkysten, som vore Kolonier ligge paa Vestkysten, altsaa op til 72°^—73° N. Br., men kan henvise til førnævnte Kommissions egne Udtalelser som ogsaa til de af Kaptajn i Marinen Normann fremsatte Meninger om denne Sag i „Meddelelser om Grønland" 6te Hefte pag. 36. (Forslag til en fra Søsiden foretagen Undersøgelse af Grønlands Østkyst).

Naar jeg i det Følgende skal tillade mig at fremkomme med Forslag og Plan til en Expedition for at undersøge Kysten fra omtrent 73° N. Br. og ned til Kaptajn Holms Overvintringssted Angmagsalik, en Plan som i Hovedsagen støtter sig til det forannævnte af Kaptajn Normarm fremsatte Forslag, og som fremkommer efter Samraad med ham og med Kaptajn Holm, saa er det dels fordi jeg paa Grund af forskjellige Omstændigheder mener at kunne anslaa Udgifterne til en saadan Expedition noget lavere end tidligere og derved antager, at der er større Udsigt til at faa de fornødne Midler bevilgede af Eigsdagen, og dels fordi der er Sandsynlighed for, at, hvis en saadan dansk Expedition ikke skulde komme afsted i de nærmeste Aar, vil den blive iværksat af Fremmede, som — med en vis Ret — ville ræsonnere som saa: at naar Danmark i saamange Aar siden 1880, da det første Lovforslag desangaaende blev indgivet til Rigsdagen, ikke har kunnet bekvemme sig til at yde de fornødne pekuniære Ofre for at hævde sin Højhedsret til dette Land, maa man antage, at det helt har opgivet det.

Forinden jeg omtaler selve Planen, skal jeg kun anføre, at, skjønt Grønlands Østkyst, som bekjendt, gjælder for at være meget vanskelig at besejle, maa det dog nu anses som bevist, at mellem 70° og 75° N. Br. vil man med et passende Skib, o: et stærkt Træ-Damp-

%

skib, kunne gjøre sikker Eegning paa at kunne lande
hvert Aar, naar man blot vælger den rette Aarstid.

De Grunde, som foraarsage dette og ere udførligt
omtalte i Kaptajn Normanns Forslag, ere i Korthed
følgende:

1) Den store Plads, Isen paa denne Strækning har at udbrede sig paa i Modsætning til Strækningen nordog sydfor, hvor den det første Sted indpresses mellem Grønland og Spitzbergen og det andet Sted mellem Grønland og Island.

2) Golfstrømmens Parallelisme med den sydgaaende Polarstrøm, hvorved den Sammenstuvning af Ismasserne undgaaes, som længere sydpaa finder Sted som en Følge af, at Golfstrømmen her løber skjøns ind paa Polarstrømmen.

3) De fremherskende vestlige og nordvestlige Vinde, som i Forbindelse med Stille i Eftersommermaanederne paa denne Strækning bidrage til at sætte Isen fra Land og sprede den, medens Hovedvindretningen længere sydpaa er mere østlig og sætter Isen paa Land.

4) Den udadgaaende Strøm, der, som en Følge af Afsmeltningen, i Sommermaanederne maa antages at finde Sted fra de store Fjorde: Scoresbys Sund, Davys Sund, Kejser Franz Josephs Fjord o. s. v.

5) Den større, mere übrudte Is, som træffes her og som er betydelig lettere at navigere i end den, der længere sydpaa kan lægge saamange Hindringer i Vejen, fordi den er saa sønderdelt, at der er mindre Aabning mellem Flagerne, medens disse heller ikke ere store nok til at holde Søgangen ude.

At det Forannævnte er rigtigt, er bevist ved, at foruden hollandske Hvalfangere i det 17de Aarhundrede have Efternævnte enten været i Land paa denne Kyststrækning eller med deres Skib været umiddelbart inde under Kysten, saa at de havde kunnet iværksætte en Landgang, saafremt de havde havt det til Hensigt: 1761. Dansk Hvalfanger Volquart Bohn (rimeligvis i

Scoresbys Sund).
1822. Will. Scoresby jun. med Skibet
„Baffin" 69°—75° N. Br.
Scoresby sen. med Skibet „Farne" 70°—73° —
1823. Clavering og Sabine med Skibet
„Griper" 73°—75° —
1831. Kaptain Haake 74°
1869—70. 2den tyske Nordpolsexpedition
med Skibet „Germania" 75°—77° —
1868. Kaptajn David Gray 731/?0
1874 og 76. Kaptajn Da-vid Gray med
Skibet „Eclipse".

Endelig har iaar, 1889, Sælfangerdamperen „Hekla", Kapt. Knudsen af Tønsberg, været inde paa Østkysten fra 73° til 7^/^ fra midt i Juli til midt i Avgust og i den Tid været inde i saa godt som alle Fjordene paa denne Strækning.

Naar man tager Hensyn til, at de første af ovennævnte Skibe vare Sejlskibe, og* at, med Undtagelse af „Griper" og „Germania", Skibene havde helt andre Øjemed at forfølge end at gaa päa Opdagelsesrejser, hvorved der kunde løbes nogen Eisiko, saa er det et godt Bevis paa, at Forholdene her ikke kunne være overdrevent vanskelige.

Alle Udsagn stemme derfor ogsaa overens om, at med et Sejlskib kan man nu og da komme ind til Kysten, og at med et Dampskib kan man gjøre sikker Regning derpaa hvert Aar.

Min Plan er derfor i Korthed følgende:

En Expedition, bestaaende af 9 Mand, med 3 Baade, Hus til Overvintring og Proviant for 2 Aar m. m., landsættes af en Damper, saasnart Isforholdene tillade det o: i Juni eller Juli 1891 paa omtrent 70° N. Br., hvor Huset rejses, Forraadene bringes i Sikkerhed, hvorefter Damperen forlader Expeditionen. I Løbet af Sommeren 1891 berejser Expeditionen Farvandene fra 70° Br. nordefter i saa stor en Udstrækning som muligt. Derefter gaaer den i Vinterkvarter, og, naar Isforholdene tillade det, begynde Slæderejserne.

Den næste Sommer, 1892, opretter Expeditionen et Depot, bestaaende af de til den Tid indhøstede videnskabelige Samlinger tilligemed Beretning, hvilket Depot afhentes af den samme Damper, som satte Expeditionen i Land.

Naar Isens Bortgang tillader det, forlader Expeditionen sit Vinterkvarter og gaaer med Baadene og saamegen Proviant som vel muligt sydpaa, undersøgende og kaartlæggende Kysten; den søger saa vidt muligt at være i Angmagsalik i September, hvorfra den hentes med Skib.

Efter saaledes i ganske korte Træk at have givet
Hovedplanen for Expeditionen skal jeg tillade mig at
fremkomme med følgende Detailler:

1. Angaaende Planen

Hvor Expeditionens Landsætning skal finde Sted, maa naturligvis for en Del bero paa Isforholdene, men, saafremt det er muligt, vil det være ønskeligt at naa Kap Steward, den sydostlige Pynt paa Jamesons Island paa Nordsiden af Scoresbys Sund paa omtrent 70° 20'. Dette vil nemlig være et hensigtsmæssigt Sted for Overvintringen, og Overvintringsstedet maa nødvendigvis ligge ved Landingsstedet, da Hus og Forraad efter Skibets Afgang ikke kunne transporteres af Expeditionen alene.

Jeg anser Kap Steward for det bedste Overvintringssted, fordi det ligger temmelig midt i det Distrikt, som skal undersøges, og som, ifølge Scoresby. har nogenlunde fladt og jævnt Land i Modsætning til den Øst derfor liggende, af Scoresby opkaldte „Liverpool Kyst", som er stejl, forreven og tildels utilgængelig; det samme er Tilfældet med Sydkysten af Scoresbys Sund. Jamesons Land lover ogsaa et bedre Udbytte i saavel geologisk som botanisk og zoologisk Henseende, idet Scoresby her fandt Bjærgarten bestaaende af Sandsten, Lerskifer og Skiferkul samt lignende Formationer med forsteningsførende Lag, ligesom Dyreog Plantelivet her var saa righoldigt, at Scoresby bemærker, at denne Egn med Rette bærer Navnet „Grønland". Endvidere traf Scoresby her mange Ruiner af Eskimoboliger, hvad der jo er en god Borgen for Stedets heldige Beliggenhed med Hensyn til Fangst. Endelig vil den Omstændighed, at Stationen her ligger noget inde i Fjorden eller Sundet, lette Slæderejserne om Vinteren og Foraaret til de indre Forgreninger af disse Fjorde.

Er Expeditionen landsat, gaaer den med Assistance fra Skibet strax i Gang med at rejse og indrette et medbragt Hus til Vinterkvarter og bringe Forraad o. s. v. i Sikkerhed. Derefter forlader Skibet Expeditionen, men oplægger under Udgaaende et Depot ved Kap Brewster (hvis det ikke allerede er etableret under Indgaaende) for at lette Expeditionen ved dens Rejse sydpaa næste Sommer.

Det næste Aar maa Damperen afhente det af Expeditionen i Løbet af den første Sommer og Vinter indsamlede Materiale samt Efterretninger fra Expeditionen; thi paa Grund af den Proviant, som med en mulig anden Overvintring for Øje, maa føres med Baadene sydpaa, vil der ikke blive Plads til de føromtalte Samlinger. Det vil selvfølgelig ogsaa være en stor Betryggelse for Expeditionen, at Skibet kommer ind for det Tilfælde, at nogen af Expeditionen« Medlemmer skulde være bleven syg og vanskelig kunne taale Rejsen sydpaa med Baadene. Hvor dette Depot med Samlingerne skal oplægges, maa nærmere aftales med Skibets Fører under Landsætningen den første Sommer.

Expeditionen berejser derefter i Sommeren 1891
Farvandene omkring Jamesons Land og særlig nordefter,saavidt

efter,saavidtmuligt, til omtrent 73° N. Br., Indløbet til Kejser Franz Josephs Fjord, som formentlig vil tære en passende Nordgrænse for danske Undersøgelser,da dé'n vil være i Højde mod vore nordligste Kolonier paa Vestkysten, og Undersøgelserne her kunne slutte sig til dem, der ere anstillede af den anden tyske Nordpolsexpedition i 1870. Den yderste Kyst mellem 7O⁰ og 73°, „Liverpool-Kysten", maa anses for tilstrækkelig käartlagt af Seoresby, medens de indre Farvande, som tidligere omtalt, ikke ere kjendte, og Expeditionen maa derfor navnlig undersøge disse.

Naar Islæget henad Efteraaret begynder, vender Expeditionen tilbage til sit Vinterkvarter ved Kap Steward. Skulde den paa sine Sommerrejser have truffet Indfødte, kan der jo være Tale om at overvintre ved disses Boplads eller ogsaa om at forraaa dem til at overvintre ved Kap Steward, da det naturligvis vil være af ganske overordentlig Interesse at lære Sæder, Skikke, Sagn o. s. v. at kjende saa grundig som muligt hos en Folkestamme, der, som Tilfældet vil være her, i lange Tider har været uden Forbindelse med sydligere boende Eskimoer. Men dette Spørgsmaal om Overvintringen under de omtalte Forhold vil ikke kunne besvares paa Forhaand, men maa bero paa de stedfindende Omstændigheder.

Saalænge Expeditionen er i Vinterkvarter, benyttes Tiden til at anstille saa mange Undersøgelser i fysisk, geografisk, hydrografisk og meteorologisk Eetning, som Forholdene ville tillade, og, saasnart Slæderejserne kunne begynde, fortsættes og kompletteres Undersøgelserne fra Sommeren, navnlig indefter mod Bunden af de herværende, dybe Fjorde, hvor der særlig anstilles Undersøgelser angaaende Indlandsisen.

Saafremt Tiden og Forholdene ville tillade det, føres med Slæderne Depoter sydfor Kap Brewster, muligvis gjennem eventuelle Sunde, som fra det Indre af Scoresbys Sund føre ud til Blossevilles ganske übekjendte Kyst. Man maa imidlertid passe at være ved Overvintringsstedet, inden Isen bryder op i Scoresbys Sund.

Naar Isens Bortgang i 1892 tillader det, forlader Expeditionen Vinterkvarteret efter at have ordnet det Depot, som skal afhentes af Skibet. Den medtager saa megen koncentreret Proviant, som Baadene, foruden ilen nødvendige Bagage af Telte, Soveposer, Bøsser, Instrumenter o. s. v., kunne rumme, og gaaer sydpaa.

Fra Kap Brewster og ned til Angmagsalik vil det navnlig være Strækningen fra Kap Brewster til Kangerdlugsuak paa 68^l/₂() N. Br., som det vil tage nogen Tid at undersøge, da det isfrie Land her, efter de yderst sparsomme Oplysninger man har derom, er forholdsvis bredt og rimeligvis indskaaret af dybe Fjorde eller, som før nævnt, maaske Sunde, som staa i Forbindelse med Scoresbys Sund.

Derimod vil det næppe tage lang Tid at undersøge Strækningen fra Kangerdlugsuak ned til Angmagsalikj da Randen af Indlandsisen efter de Oplysninger, som Kaptajn Holm har faaet af Østlændingerne ved Angmagsalik, ligger tæt ude ved Kysten, ja, paa det nordlige Stykke træder lige ud i Havet.

Ved Angmagsalik skal Expeditionen hentes med Dampskib, idet man maa gaa ud fra, at den først vil indtræffe her saa sent, at den i det Efteraar ikke kan naa ned til de sydlige Kolonier paa Vestkysten.

2. Expeditionens Sammensætning.

Expeditionen bør bestaa af:

l Chef,

l yngre Søofficer,

1 Videnskabsmand (Geolog, Botaniker, Zoolog), 4 Matroser (helst med Styrmandsexamen), 2 grønlandske Fangere fra Vestkysten. Det vil være en Betingelse for Expeditionens

heldige Udfald, at alle Deltagerne ere kraftige Folk med et godt Helbred, der kunne taale en Del Arbejde og Anstrængelser, idet en Expedition af denne Art vil fordre, at Alle tage personlig Del i alle Arbejder: Eoiiing, Slædetrækning o. s. v. Endvidere vil det være heldigt, om Deltagerne ere vante til Jagt, idet man jo paa Nedturen den anden Sommer maa spare saa meget som muligt paa den evropæiske Proviant for at kunne taale en eventuel 2den Overvintring ved Angniagsalik, ifald Expeditionen skulde komme for sent til Skibet, eller dette skulde være forhindret i at komme ind, hvad der jo imidlertid næppe vil være Tilfældet paa den Aarstid, der her er Tale om.

Det kan være nogen Tvivl underkastet, hvorvidt det vil være heldigt eller ej at have Grønlændere med. Thi ligesom det er et Faktum, at disse ere übetalelige paa saadanne Expeditioner i et Distrikt og under Forhold, som de ere kjendte med, saaledes er det ogsaa givet, at de i flere Tilfælde, hvor de ere komne under ukjendte Forhold, ikke have egnet sig saa godt, navnlig naar det gjaldt en hurtig Fremtrængen under vanskelige Omstændigheder. Men i Betragtning af den store Nytte, som to Grønlændere, der kunne tale Dansk, kunne gjøre Expeditionen som Mellemled og Tolke overfor en eventuel østgrønlandsk Befolkning, og at de i den heromtalte Expedition ville være fuldstændigi

stændigiMinoritet, samt med den eventuelle 2den Overvintrings Provianteringsspørgsmaal for Øje, anser jeg det for rigtigst at tage dem med. Man har jo ogsaa Exempler fra engelske og amerikanske Expeditionerpaa, at Grønlændere, som f. Ex; den bekjendteHans Hendrik, ogsaa under fremmede Forholdkunne være til stor Nytte.

3. Expeditionens Udrustning.

Til Vinterkvarteret paa Kap Steward maa medføres et Træhus til Beboelse, Kakkelovn, Kul, Lamper, Petroleum o. s. v. Huset, som maa have dobbelt Væg, maa hjemmefra være gjort klar til at opstilles. En grønlandsk Mur af Sten og Tørv sættes omkring det.

Til Proviant og den øvrige Bagage bruges et andet, enkeltvægget Skur, der ligeledes ombygges med Sten og Græstørv paa grønlandsk Vis. Endvidere maa rimeligvis medføres et astronomisk og et magnetisk Observatorium.

Til Sommerrejserne skal Expeditionen bruge 3 Hvalfangerslupper. Disse maa imidlertid bygges med det særlige Hverv for Øje. De kunne være noget kortere, men til Gjengjæld noget bredere end de almindelig benyttede. De skulle være kortere for bedre at kunne manøvrere i Isen, og bredere for at kunne

Endvidere skulle de være saa lette,

som det af Hensyn til Styrken er muligt, for at kunne tages paa Land eller hales over Isen af de 3 Mand, som komme til at udgjøre Besætningen paa hver Baad. Baadene skulle have Mast, Aarer, Hager, Sejl o. s. v., forarbejdede af udsøgt Materiale. Efter indhentede Oplysninger vil en Baad 22' lang, 6' bred og med en hensigtsmæssig Form, naar den lastes saa meget som muligt, kunne bære omtrent 3500 Pd. Alt i Alt. Beregner man nu Vægten af Mandskab og Bagage til c. 1500 Pd., vil Baaderi kunne tage c. 2000 Pd. Proviant, hvad der med en daglig Ration af omtrent 2 Pd. vil være tilstrækkeligt til l Aar.

Til Brug paa Vinter- og Foraarsrejserne maa anskaffes 4-_—5 Slæder i Smag med dem, som af Dr. Nansen have været benyttede til hans Rejse over Indlandsisen. Disse Slæder ere lette, bære en Del og synke ikke saa nemt ned i dyb, løs Sne. At gjøre Regning paa at benytte Hunde til at trække Slæderne vil efter min Erfaring fra Vestgrønland ikke være rigtigt. Hundene ere nemlig et udmærket Befordringsmiddel, saalænge man kjører fra den ene beboede Plads til den anden, og man overalt kan kjøbe Foder til dem eller ogsaa, naar man ved Jagt kan være sikker paa at skaffe dein den tilstrækkelige Føde, efterhaanden som man kommer frem; men skal man bringe Foder med paa Slæderne og ikke tør gjøre Regning paa tilstrækkeligt Jagtudbytte, da kunne Hundene i gunstigste Tilfælde kun trække Proviant til sig selv for et Tidsrum af 3—43^—4 Dage, medens en Mand med én hensigtsmæssig Slæde, som de ovenfor omtalte, vil kunne trække Proviant til omtrent 6 Uger, foruden Telt, Sovepose, Instrumenter o. L

Expeditionen maa endvidere medføre Skier, Snesko,
Telt, Soveposer, Instrumenter, Geværer, Ammunition,
Handelsartikler o. s. v., som ved tidligere Expeditioner.

De to Grønlændere medføre selvfølgelig Kajakker
og Fangeredskaber.

4. Expeditionens Proviantering.

Expeditionen bør være provianteret for 2 Aar fra det Øjeblik, den bliver sat i Land paa Kysten. Da Pladsen under Overvintringen 1891^—92 ikke vil spille nogen Rolle af Betydning, skal Provianten til det første Aar være saa rigelig varieret som muligt, saa at Expeditionen efter den første Overvintring ikke i nogen Maade kan være medtagen paa Grund af mangelfuld Ernæring, det vil sige, at Provianten maa bestaa af henkogte Sager o. s. v., som, saa vidt muligt, svare til almindelig Levemaade hjemme. En daglig Ration af 3 Pd. i det første Aar maa vistnok være passende, idet man jo kan paaregne nogen Fangst af Sæler, Rensdyr og Bjørne.

Det sidste Aars Proviant maa derimod af Hensyn til Pladsen i Baadene gjøres saa koncentreret som muligt, idet den hovedsagelig maa bestaa af Pemmikan, meat biscuit, Chocolade, Leverpostej o. 1. og maa reduceres til, hvad der kan rummes i Baadene, foruden hvad der oplægges i Depoter.

5. Expeditionens Oprejse

De norske Sælfangere og skotske Hvalfangere, som besøge de Farvande, der her er Tale om, forlade henholdsvis Norge og Skotland i Begyndelsen af Marts for at gaa paa Sælhundefangst omkring Jan Mayen. Før sidst i Juni eller i Begyndelsen af Juli kan der imidlertid næppe være Haab om at komme ind til Kysten, men for at være sikker paa at kunne benytte den første Chance, der tilbyder sig til at slippe gjennem Isen, maa Expeditionen være paa Stedet midt i Juni.

Det vilde af flere Grunde være heldigt, om Expeditionen,hvis den skal sættes i Land af en Hvalfanger,kunde gjøre hele Turen med fra Marts Maaned. Men da Fangstskibene ved Begyndelsen af deres Togt, foruden en meget stor Besætning, 40 —60 Mand, have

alle Ku m fulde af Kul, Proviant m. m., vil det rimeligvisikke lade sig gjøre tillige for en længere Periode at skaffe Plads til Expeditionens 9 Medlemmer og navnlig ikke til dens Materiel, som vil være til Hinder ombord for al Virksomhed med Hensyn til Fangsten. Expeditionen maatte derfor rimeligvis gaa ombord i Skibet i en Havn paa Island eller det nordlige Norge først i Juni.

Bedre vilde det være, om en Sælfangerdamper blev lejet til Disposition for Expeditionen, saaledes at Damperen slet ikke havde no^et med Fangsten at gjøre det Aar. Den kunde da tage Expeditionen ombord i Kjøbenhavn sidst i Maj eller de første Dage i Juni og være til Disposition for Expeditionen i Resten af Saisonen.

Men heldigst for Expeditionen vilde det selvfølgelig være, om den havde sit eget Skib, som uafhængig af andre Faktorer, Fangst og lignende, kunde tage Expeditionen ombord sidst i Maj, landsætte Hus og Forraad paa Kap Steward og være til Disposition Resten af Saisonen, hvorefter Skibet kunde afgaa til Kjøbenhavn for det næste Aar først at afhente Depotet ved Kap Brewster og senere hente selve Expeditionen ved Angmagsalik. Der vilde jo derved kunne vindes ganske anderledes store Resultater, end der kan faaes med en Baadexpedition, navnlig den første Sommer, ved Besejlingen af Fjordene mellem 70° og 73° Br., ligesom den Tid, Expeditionen maa vente, indtil den kommer ind gjennem Isen i 1891 og Mellemtiden mellem Afhentningen af Depotet fra Kap Brewster og Afhentningen af selve Expeditionen i 1892, kunde benyttes til hydrografiske og andre videnskabelige Undersøgelser i disse Farvande.

Først paa denne Maade blev Expeditionen fuldstændig frigjort for de Baand, som Hensynet til Rederiet for en af Expeditionen lejet Sælfangerdamper nødvendigvis maa paalægge den.

6. Expeditionens Afhentning.

Den tænkes at finde Sted ved Angmagsalik, og det vil vistnok være heldigst, om „Hvidbjørnen", tilhørende den kgl. grønlandske Handel, kunde udføre denne. Fangstskibene komme aldrig ind til Kysten paa dette Sted og kjende aldeles Intet til de Indfødte, hvorimod Føreren af „Hvidbjørnen" rimeligvis vil være en Søofficer, som har været en Del i Grønland og kan saameget Grønlandsk, at han kan gjøre sig forstaaelig for de Indfødte.

Det Tidspunkt, da Expeditionen kan gjøre Regning paa at indtræffe i Angmagsalik, vil naturligvis ikke være let at bestemme forud, da det jo er afhængigt af saamange Forhold. Men gaaer man ud fra, at Expeditionen kan forlade sit Vinterkvarter i Begyndelsen af Juli, vil Undersøgelsen af Kysten fra Kap Brewster til Kangerdlugsuak — i lige Linje langs Kysten 60 Mil — rimeligvis kunne gjøres paa 6 Uger, og fra Kangerdlugsunk til Angmagsalik — 50 Mil — omtrent 3 Uger. Expeditionen vil derefter indtræffe paa det sidstnævnte Sted sidst i Avgust eller i Begyndelsen af September. „Hvidbjørnen" vil næppe kunne komme ind til Angmagsalik før ind i September, men Expeditionen niaa da vente saalænge og vil altid kunne finde noget at undersøge.

Skulde Expeditionen ikke have naaet Angmagsalik, naar „Hvidbjørnen" kommer, da inaa det jo overlades til dens Fører at bestemme, hvorlænge Forholdene tillade ham at vente dér, og bliver han nødt til at gaa hjem forinden Expeditionens Ankomst, maa han oprette et Depot i Land af henkogt Proviant og stille det under Østlændingernes Beskyttelse. Kommer Expeditionen saa senere, maa den overvintre ved Angmasalik og den næste Sommer rejse med Baadene sydpaa til Kolonierne paa Vestkysten for at gaa hjem derfra.

Skulde Skibet ikke kunne komme ind til Angmagsalik,
maa Expeditionen ligeledes overvintre her
og gaa sydpaa næste Sommer.

Det foranstaaende Overslag, beregnet for 2i/z2ⁱ/_z Aar, er selvfølgelig kun meget løseligt, men selv om enkelte af Underposterne ville blive forskjellige fra de beregnede Beløb, vil Hovedsummen, c. 65,000 Kroner, vistnok blive temmelig nær rigtig.

Det vil imidlertid ses, at Overslaget kun angaaer selve Baadexpeditionen og dens Udrustning, medens Op- og Nedturen samt Afhentningen af de indvundne Samlinger ikke ere tagne med.

Efter at have indhentet Oplysninger fra Skotland og efter personlig Konference med forskjellige norske Redere for Sælfangere, særlig i Tønsberg og Sandefjord, kan jeg give følgende Meddelelser desangaaende:

De skotske Hvalfangere fordre en saa stor Sum for at landsætte Expeditionen paa Grund af, at deres bedste Fangetid netop falder sammen med den Tid, der er gunstigst for en Fremtrængen til Kysten, at man billigere kan kjøbe et Skib i Norge.

De norske Rederier har jeg stillet følgende Spørgsmaal
og faaet de vedføjede Svar. (Gjennemsnilssummer).
1) Hvad skal et Skib koste?

40,000 Kr. (ældre) — 100,000 Kr. f ny6nre j
ymindre/

2) Hvad forlanger Rederiet for at udleje Damperen
til Disposition for Expeditionen fra 1. Juni—
30. September?

— 40,000 Kroner.

3) Hvad forlanger Rederiet for at hente Expeditionen i en Havn paa Island eller i det nordlige Norge sidst i Maj og landsætte den paa Kap Steward paa Jamesons Island, saa snart Isforholdene tillade det, være den behjælpelig med Opstilling af Hus m. m., hvorefter Damperen forlader Expeditionen?

20—25,000 Kroner.

4) Hvad forlanger Rederiet for det næste Aar at
afhente et Depot paa Kap Brewster eller et andet
Sted, som aftales den første Sommer?

10,000 Kroner,

Endelig har jeg Grund til at antage, at den kgl. grønlandske Handels Udgifter ved Afhentningen af Expeditionen med „Hvidbjørnen", hvilke Udgifter ville blive at afholde af Expeditionen, ikke ville overstige 10,000 Kroner.

De samlede Udgifter til hele Expeditionen ville som Følge heraf blive omtrent som nedenfor nævnt, eftersom man vælger at kjøbe Skib, leje Skib, eller blot betinger sig Landsætning.

Det er, som før nævnt, indlysende, at Expeditionen vil kunne gjøre størst Nytte, naar den kan beholde Skibet deroppe den første Sommer. Den vil i saa Tilfælde kunne strække sine Undersøgelser over et betydeligt større Areal, end det er muligt for en Baadexpedition

Endvidere ville de indvundne naturhistoriske Samlinger blive betydelig større, end hvad der med Baad kan transporteres til Vinterkvarteret, og endelig vil der fra Skibet kunne foretages Rækker af Lodninger og Dybhavstemperaturundersøgelser o. 1. i Fjordene, hvad der ikke vil blive Tid til paa en Baadexpedition, ialfald ikke i nogen større Maalestok."

„Kommissionen for de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland" — Professor F. Johnstrup, Dr. phil., Justitsraad H. Rink og Kapt. i Flaaden, Direktør for Søkaartarkivet C. F. Wandel — have udtalt sig som følger om Ltnt. Ryders Forslag og Plan:

„Marineministeriet har under 28. Decbr. f. A. tilstillet, os et fra Premierløjtenant Eyder fremsat Forslag og Planen til en Undersøgelse af Grønlands Østkyst fra 66° til 73° N. Br. i Aarene 1891—92, for at vi skulle udtale os derom. I den Anledning tillade vi os at bemærke følgende:

Hvad Betimeligheden af den omtalte Undersøgelse angaaer, da støtter Løjtenant Ryder sig i det nævnte Forslag væsentligst til Kommissionens tidligere Udtalelser derom i 1880 og 1883, og der er i de mellemliggende Aar ikke fremkommet nye Kjendsgjerninger, der kunne bringe os til at forandre de dengang fremsatte Anskuelser om Ønskeligheden af en saadan Undersøgelse og Muligheden af Planens Gjennemførelse.

De Erfaringer, der ere indvundne ved Kaptajn Holms Konebaads-Expedition i 1883^—85 paa Grønlands Østkyst fra 60—66° N. Br. (se „Meddelelser om Grønland" IX og X), bekræfte, hvad man tidligere kun havde en Formodning om, nemlig at der til visse Aarstider kan foretages Landgang paa Østkysten paa dennes sydligere Breder, og det er især herpaa, at Løjtenant Eyder baserer den Del af Planen, der angaaer Expeditionens Hjemrejse fra Angmagsalik. Vel er det umuligt at forudse, hvilke Vanskeligheder der kunne frembyde sig ved Udførelsen deraf, da Vind-, Vejr- og navnlig Isforholdene ikke altid ere det ene Aar som det andet; mea selv om Expeditionen skulde blive nødt til at tilbringe Vinteren 1892^—93 ved Angmagsalik, saa se vi ikke deri nogen væsentlig Ulempe. Følgen deraf vilde da være, at den, ligesom Kaptajn Holms, maatte i den paafølgende Sommer gaa med Baadene omkring Kap Farvel ned til den sydligste Koloni paa Vestkysten. Derved vilde ikke være noget tabt, forsaavidt der da iblandt andet kunde skaffes yderligere Oplysninger om det Indre af nogle Fjorde, saavel som om de kun lidet kjendte meteorologiske og magnetiske Forhold paa Østkysten, der vilde danne et værdifuldt Suplement til de af Konebaads-Expeditionen indvundne Resultater.

En meget væsentlig Grund til, at vi varmt anbefale det foreliggende Forslag, er, at det er udgaaet fra en Mand, der er nøje kjendt med Vanskelighederne ved en saadan Undersøgelsesrejse fra gjentagne og længere Ophold paa Vestkysten, især fra deri sidste Rejse, paa hvilken han var Leder for Expeditionen, der undersøgte de nordligste Partier af Uperniviks Distrikt. Dertil kommer, at Planen ikke er et løst Hastværksarbejde, men er fremgaaet af langvarige og omhyggelige Overvejelser med forskjellige Mænd, der ere Avtoriteter i Alt, hvad der vedrører Rejser i arktiske Have. Vi finde derfor ingen Anledning til at komme nærmere ind paa Foretagendets Detailler, men skulle kun bemærke, at den foreslaaede Anvendelse af Tid, Personer og Materiel efter vor Formening er heldig med Hensyn til den Vægt, man maa lægge paa Undersøgelsen af de forskjellige Strækninger.

Vi have Grund til at antage, at Omkostningerne ved eri Expedition, som den af Løjtenant Ryder foreslaaede, ere af ham beregnede saa nøjagtig, som det overhovedet er muligt ved det Slags Foretagender. Der angives i Forslaget 3 forskjellige Maader, hvorpaa han tænker sig Expeditionens Landsætning, nemlig enten ved Hjælp af et kjøbt Skib, eller ved et særligt for Expeditionens Formaal lejet Skib, eller ved at benytte en Hvalfanger til Ilandsætningen.

Ved Overvejelse af, hvad der kan tale for det ene eller andet af disse Alternativer, anse vi det andet, at leje et Skib, for det heldigste, og i saa Fald er Udgiften kalkuleret tu ialt 180,000 Kr. Dn Expe*

ditionen maa foretage alle de i Overslaget nævnte
Anskaffelser i Finantsaaret 1890—91, naar den skal
kunne afgaa herfra i Foraaret 1891, vil hele den
kalkulerede Udgift kunne fordeles paa 3 Aar, nemlig
paa 1890, 1891 og 1892, med et aarligt Beløb af
60,000 Kr."