Geografisk Tidsskrift, Bind 10 (1889 - 1890)

En Rejse gjennem det indre Island i Sommeren 1888.

Th. Thoroddsen, Adjunkt i Reykjavik.

Tværs igjennem Islands indre Højland findes der kun to Veje imellem Bygderne paa Syd- og Nordlandet.Disse Veje benyttes dog nu kun sjælden, da de ere lange og besværlige, saa at man flere Gange maa overnatte paa Fjældene; der er jo ogsaa meget ringe Trafik imellem de forskjellige Landsdele, og, siden Kystfarten med det forenede Dampskibsselskabs Skibe

Side 11

Tungnafellsjøkull og Hofsjøkull, benyttes om Sommerenisær af fremmede Turister, der efter at have besøgtde smukke Partier omkring Myvatn ogsaa gjærne paa Hjemvejen over Reykjavik ville besøge Hekla og Geysir eller andre seværdige Punkter paa Sydlandet. Den vestlige Fjældvej mellem Langjøkull og Hofsjøkull, der kaldes Kjølur eller Kjalvegur, benyttes endnu sjældnern, skjønt den i Oldtiden hørte til de mest befærdedeVeje. Althinget paa Thingvellir var dengang Midtpunktet for Landets politiske Liv ; for Høvdingerne paa Nordlandet fandtes der ikke nogen kortere og bekvemmereVej til Althinget' end Kjølur, og da disse Høvdinger som oftest rejste med et Følge af flere hundrede bevæbnede Mænd, saa har der dengang væretlidt livligere dér oppe mellem Jøklerne end nu, hvor der næsten aldrig ses et Menneske. Da denne Vej nu saa sjælden benyttes, saa ere de omliggende Dele af Højlandet og Jøklerne kun lidt kjendte. Her findes paa Gunnlaugssons Kaart tæt ved Hofsjøkull en Fjældgruppe Kerlingarfjøll, hvor der skulde findes varme Kilder. Disse Fjælde ere aldrig bleviie undersøgteeller beskrevne; Beliggenheden af de forskjellige Gletschere, der skyde sig ned fra Langjøkull og Hofsjøkull, var heller ikke ble ven undersøgt; man kjendte ikke Udbrudstedet for den store Lavastrækning Kjalhrauri; de mærkelige varme Kilder paa Hveraveliir vare ikke blevne besøgte siden i 1815, da Henderson tilbragte et Par Dage dér oppe, og, efter forskjellige Oplysninger, jeg havde indhentet, skulde Kaartet i disse Egne trænge til mange Eettelser, hvad der hellerikke er saa underligt, da Gunnlaugsson ikke havde rejst over Kjølvejen. Jeg bestemte mig derfor til at benytte Sommeren 1888 til en Undersøgelse af disse Egne. I Kanden af Højlandet NV. for Hekla findes der en mærkelig vulkansk Dal, hvor Fjældet Raudukambarefter Annalerne i Aaret 1341 skal have havt et voldsomt Udbrud, hvorved en Bygd med tretten Gaarde blev fuldstændig ødelagt. Ruinerne af disse Gaarde findes endnu, men Dalen er saa bedækket med Pimpsten og Lava, at den er aldeles übeboelig. Jeg havde stor Lyst til at foretage en nærmere Undersøgelseaf denne Dal for kritisk at kunne bedømme de historiske Kilders Paalidelighed og samtidig gjøre mig bekjendt med en i geologisk Henseende mærkelig Egn. Derfor rejste jeg først til Eaudukambar, hvorpaa jeg besøgte Kerlingarfjøll, Hvitårvatn og Egnene omkring Kjølvejen. Min Eejse begunstigedes næsten hele Tidenaf ualmindelig smukt Vejr.

Den 8. Avgust rejste jeg fra Reykjavik den sædvanligeVej
til Sydlandet over den lavadækkede Hellisheioitil

Side 12

paa Færgen fra Laugardælir, hvilket undertiden kan være temmelig anstrængende, thi, skjønt man fra en «pstaaende, i Øjne faldende Klippe ved Færgestedet plejer at benytte Hænderne som Raaber og skriger og brøler af alle Livsens Kræfter, maa man undertideni daarligt Vejr vente længe paa Baaden, da Gaarden ligger flere Hundrede Favne fra Elven, saa at Folkene ikke altid kunne høre de rejsendes Brølen. Da Ølfuså her har modtaget alle sine betydelige Tillob,fører den en vældig Vandmasse, saa at den synes ligesaa betydelig som Elben syd for Harburg. Ølfusaaenhar sit Udspring langt oppe paa Højlandet fra 'Søen Hvitårvatn og har næsten hele Vejen et sydvestligtLøb mod Havet. Den faar først sit Navn i Nærhedenaf Mundingen, naar den har optaget den betydeligeElv Sog fra Thingvallasøen, men før maa den lade sig nøje med Navnet Hvi'tå, som den har tilfællesmed en anden stor Elv i Vestlandet; oppe i Højlandetoptager den flere mindre Elve med klart Vand og en betydelig Jøkelelv (Jøkulkvisl) fra Hofsjøkull; nede i Bygden forøges dens Vandmasse betydelig ved tre store Elve i Nærheden af Skalholt, Laxå fra den østlige Side og Bruarå og Tungufljöt fra Vest. Efter at Hvi'tå har forenet sig med disse Elve, faar den en mere sydlig Retning, indtil den ved det 1016 Fod høje Hestfjall bøjer tvært af mod Vest; her nærmer den sig til Thjorså, den anden betydeligste Flod i Sydlandet, saa at disse to store Vandløb her kun adskillesaf en Mil bred Landstrimmel, der næsten udelukkendebestaar af Lava (Merkurhraun). Ved den nordlige Ende af Hestfjall, hvor Hvi'tå kniber sig frem imellem Fjældets stejle Breccieklipper og Lavaen, er rnan nogle Gange bleven Vidne til et ejendommeligt Naturfænomen, idet den betydelige Vandmasse pludseliger bleven saa meget formindsket, at Elven uden synlig Anledning næsten er bleven borte. Saaledes fortæller Annalisten Bjørn fra Skarclså, at man den 19. November 1594 med tørre Fødder kunde gaa over en stor Del af Flodlejet ved Gaarden Arhraun, og det samme Fænomen gjentog sig paa samme Sted to Gange i dette Aarhundrede; første Gang i et af Aarene182 8—30 og anden Gang i Aaret 1804. Denne Formindskelse af Vandmassen varede dog ikke længe, saa at Elven i Løbet af en halv Dag fik sit sædvanligeUdseende. Man kan ikke med Sikkerhed paavise Aarsagen til dette mærkelige Fænomen, men man kunde fristes til at tro, at Elven under særlige Forholdfik et Afløb igjennem skjulte Kanaler i Lavastrømmene,uden at man dog har noget Kjendskab til disse Kanalers Beliggenhed. Folketroen har søgt at forklare disse Begivenheder paa en noget mere fantastiskMaade. Der skal nemlig igjennem Hestfjall findesen underjordisk Gang, hvori en Lindorm eller et andet Uhyre har sit Leje; naar Ormen enkelte Gange faar Lyst til at røre sig lidt og kryber ud af Hullet, strømmer Elven ind i det tomme Rum og flyder igjennem denne Kanal, indtil Ormen kommer tilbage. Som et Bevis for Rigtigheden af den folkelige Theori om kæmpemæssige Lindorme, angives der, at LindormensKnogler flere Gange ere blevne fundne ved Elven,men de store Knogler, man har fundet, hidrøre alle fra fossile Hvaler fra Slutningen af Istiden, da Sydlandets Lavland var bedækket af Havet. Ved Laugardælir, lidt nedenfor Færgestedet, findes en lille Ø, hvor en Del Ederfugle have deres Rugepladser; der er ogsaa en betydelig Laxefangst i Katarakterne ved Øen, men de talrige Sælhunde gjøre Indbyggerne Retten til den indbringende Laxefangst stridig. Syd for Ingolfsfjall udvider Ølfusaaen sig til en stor Bredningmed Titallige Sandbanker og særskilte Løb, men nederst ved Havet samle alle Armene sig til en enkelt,smal Munding ved Oseyri; tidligere skal Elven have haft et andet Udløb længere mod Vest. UdenforAamundingen findes der en Række blinde Skjær, der vaiiskeliggjøre Indsejlingen, og de mange Sandbankerdanne desuden en uoverstigelig Hindring for Sejladsen i denne vandrige Elv. I Hvi'tå findes to betydelige Vandfald, et mindre, Aboti, i Nærheden af Elvens Udløb fra Hvitårvatn og et større, Gullfoss, i Nærheden af Geysir.

Fra Laugardælir rejste jeg op ad Lavlandet imellemHvitå og Thjorså; det tykke Jordsmon hviler her alle Vegne paa meget gamle Lavastrømme, der have en enorm Udstrækning, idet de udbrede sig fra ukjendte Udbrudsteder nord for Hekla helt ned til Havet; den poi'fyritiske Lava træder meget hyppig frem i smaa Forhøjninger paa Sletten og i Flodlejerne; det ses flere Steder tydeligt, at disse Lavaer ere blevne dannedelænge, førend de nuværende Flodsystemer vare blevne ordnede. Ved Hestfjalls nordøstlige Hjørne oplives Landskabets Ensformighed noget ved de maleriskeKlippeformationer ved Elven, og her træder den forholdsvis unge Lavastrøm, Merkurhraun, frem for Dagen; herfra red vi over til Thjorså og saa langs denne Elv til Præstegaarden Störinupur, der skulde tjene til Udgangspunkt for min Rejse til Raudukambar. Denne Egn kaldes Hreppar og hører til de smukkeste i denne Del af Landet. Man er her naaet op til HøjlandetsRand. der opløser sig i en Mængde enkeltstaaende,forskjellig formede Fjælde, som, m.ed de.

Side 13

mellemliggende, grønne Dale og Sletter og de venlige Gaarde, der ligge spredte paa Fjældsiderne, afgive et stadig vexlende Skue. Græsvæxten i Dalene er meget frodig, og selve Fjældene ere for en stor Del bevoxede med Lyng og Pilearter, saa at Faarene trives ypperligi disse Egne. Fjældene bestaa her gjennemgaaende af Palagonitbreccie; mindre Indlejringer af Basalt findesdog hist og her, og enkelte Steder træffer man Liparit saaledes ved Laxå, i Galtafell o. fl. St. Hist og her finder man ogsaa, som andre Steder paa Sydlandet,Lag af Konglomerater i Fjældene, saaledos ved Störinüpur i Klipperne tæt ved Gaarden, dækkede af Palagonitbreccie og Basalt.

Den 11. Avgust tog jeg af Sted fra Störinüpur for at opslaa mit Telt for nogen Tid i Fossårdalen ved Raudukambar. Udsigten over Dalen ned til Thjorså er ret kjøn. Elven vælter sit gullige Vand i rivende Fart gjennem en Rende, som den selv har udhulet i Lavabunden; Lavaen er bleven saa stærkt bearbejdet og skuret af Strømmen og af Rullestenene, at Klipperne ved Aabredden have faaet alle mulige fantastiske Former; Jættegryder og polerede Render ser man alle Vegne ved Elven imellem de opstaaende Lavaspidser og knudrede Forhøjninger. Vi red langs de næsten lodrette Fjældsider ved Thjorsaaen, over de fremspringende Pynter og ned i de smaa, græsbevoxede Fordybninger; paa højre Haand stadig den vældige Elv og Udsigten til Lavaflader og Sandsletter øst for denne; paa venstre Haand de bratte Lier med de dristige Taarne og Breccievægge, der danne Højlandets skarpt afskaarne Rand ned imod Lavlandet. Efter at have faaet en Følgemand paa Gaarden Hagi red vi endnu forbi to andre Gaarde, de sidste Menneskeboliger og de længst mod det Indre fremskudte Poster i denne Del af Landet. Fjældsiderne blive ved den øverste Gaard, Skridufell, mere og mere kratbevoxede, og Egnen vilde se yderst venlig og indbydende ud, dersom man ikke lige i Nærheden havde Udsigt til de graalig-sorte Sandsletter og til Lavastrømme og Kratergrupper uden Spor af Vegetation. Dette uhyggelige Landskab rykker jo ogsaa stadig mere frem mod det krat- og græsbevoxede Land, der hvert Aar fordærves af de ødelæggende Sandstorme. Fra Skridufell rider man langs Fjældene gjennem frodige Uale og Lavninger med det lysegrønne Græs og de mørkegrønne Skove, over smaa rislende Bække, der slynge sig igjennem Birkekrattet og mellem de mosgroede, nedfaldne Klippeblokke, indtil man pludselig staar paa Randen af den hæslige Ørken, hvor Overfladen helt dækkes af Pimpsten og Lavagrus. Denne Ørken, der mod Øst begrænses af Bürfell og mod Syd af Thjorså, danner den forreste Del af Fossårdalen; den underliggende Lava synes at være fremvældet af flere Grupper gamle Kratere, der hæve sig i knudrede Rækker op fra Omegnens Hav af Pimpsten og Scorier; den lyse Pimpsten synes at stamme fra andre, langt borte liggende Udbrudsteder; den er ogsaa almindelig længere nede ved Thjorså, hvor den som oftest dækkes af Grønsværet. De hyppige Udbrud af den nærliggende Hekla have bidraget til at vedligeholde disse Egnes trøstesløse Udseende, og de stærke Sandstorme fra Højlandet kvæle den fremspirende Vegetation, inden den har faaet Fodfæste, og oprive de tilbageblevne Rester af den gamle Græsbund. Vi red tværs over Pimpstensletten forbi Fjældet Reykholt ind i Fossårdalen, hvor vi opslog vort Telt ved Elven paa en lille græsbevoxet Flade lige over for Raudukambar.

Den store Flod Thjorså, den længste i Island, har sit Udspring ved den nordøstlige Side af Hofsjøkull og strømmer, efter at have optaget mange Tilløb fra begge Sider, ned ad Højlandets jævnt skraanende Flade mod SV., indtil den ved Bürfell pludselig gjør en skarp Bøjning mod VNV. for derpaa under Fjældsiderne nord for Hagi igjen at optage sit sydvestlige Løb. Nord for denne Krumning findes den førnævnte Pimpstensørken, de saakaldte Vikrar, der paa begge Sider begrænses af Elve, som udgyde sig i Thjorså, Fosså mod Øst og Sandå mod Vest. Fra denne Slette strække to Dale sig mod Nord op imellem Fjældene Saiidårdal og Fossårdal; en kort Fjældtange fra Højlandet adskiller de to Dale fra hinanden; den nordligste og højeste Del af denue Fjældrække kaldes Fossalda, men den fortsættes af lavere Fjældspidser og af en langagtig Fjældryg, Raudukambar, der igjen ved en dyb Lavning adskilles fra det enkeltstaaende Fjæld, Reykholt. Fossårdalen begrænses mod Øst af en anden lignende, men længere Fjældrække, der falder stejlt af mod Dalen, men har en svag Hældning mod Øst til Thjorså; denne Fjældrække er ved Lavninger og Indskæringer delt i flere Partier, hvoraf hvert enkelt har faaet et særskilt Navn; det nordligste, Stangarfjall, adskilles fra Skeljafjall ved Elven Raudå, der nederst i Dalen udgyder sig i den vandrige Fosså; Skeljafjall sammenknyttes ved en lavere Fjældryg med det stejle Bürfell, der, som et mægtigt Forbjærg, rager ud paa Lavlandet; Bürfell er formedelst sin isolerede Stilling synligt fra fjærnt liggende Egne. Nord for disse Dale hæver Højlandet sig jævnt i bølgeformede Afsatser imod, det Indre.

Side 14

Den første Udflugt, vi gjorde fra Teltet, gjaldt Raudukambar, der allerede i Frastand ved sine lyse Farver giver sig tilkjende som et Liparitfjæld. Den tyske Geolog G. G. Winkler besøgte i Aaret 1858 denne Dal og har i sin Bog1) beskrevet dette Fjæld tillige med nogle andre geologiske Forhold i denne Dal, men han har rimeligvis af Ukjendskab med den islandske Vulkanhistorie slet ikke givet Oplysninger om Dalens nyere vulkanske Fænomener. Denne Fjældryg bestaar næsten udelukkende af Liparit med nogle smaa, underordnede Indlejringer af Basalt; dog træder Lipariten sjælden frem for Dagen i faste Klipper, da hele Fjældet er tilhyllet i et Dække af løst Liparitgrus. Fra Raudukambar har man en god Udsigt ever Fossårdalen; den flade Dalbund overrisles af Elvens forskjellige Arme, som under Tøbruddet om Foraaret næsten oversvømme Grussletterne mellem begge Fjældsider; Vegetationen kan derfor ikke let finde noget stadigt Fodfæste. Ved Elven ses hist og her nogle gamle Kratere opbyggede af løse Scorier og Lavadraaber; nogle ere til Dels blevne nedbrudte eller bortførte af Elven; Kraterne tiltage i Antal mod Syd og samles til tætte Grupper neden for Reykholt. Ved en nærmere Undersøgelse af Raudukambar kommer man hurtig til det Resultat, at det maa bero paa en Misforstaaelse, naar man har angivet, at dette Fjæld skulde have haft et Udbrud i Aaret 1343. Der findes ikke det mindste Spor til noget, der kunde vise hen til en saadan Katastrophe; saa kunde man da heller fristes til at tro, at Kraterne i Dalen havde givet Anledning til Bygdens Ødelæggelse, hvad der dog, som jeg senere skal søge at paavise, næppe heller har været Tilfældet. Ved den sydlige Ende af Raudukambar, i Lavningen mellem dette Fjæld og Reykholt, findes der ved et lille, halvt udtørret Vandløb midt paa Grussletten en varm Kilde, der har en Temperatur af 71° C.; omkring denne Kilde er Vegetationen højst übetydelig, kun er Pimpstensgruset ved Kilden bevoxet med tætstillede Blade af Viola canina. Dampen fra denne Kilde kan i godt Vejr ses temmelig langt borte, og den har rimeligvis givet Anledning til Navnet Reykholt. Fjældet Reykholt bestaar af Palagonitbreccie med flere Gange og Indlejringer af Basalt; nogle af disse Indlejringer ere meget ejendommelige, idet de ere sammensatte af lutter tæt pakkede, løgformede Knolde og Kuglesegmenter; disse Basaltkugler ere sammensatte af koncentriske Lag, der sidde ligesom Løgskjællene paa Løgkagen; den omgivende Tuf er til Dels bleven omdannet og har ved Varmens Indflydelse faaet prismatisk Struktur; Mellemrummene mellem Basaltkuglerne og Eevnerne i Tuffen ere opfyldte af Zeolither.

I Lavningen mellem Skeljafjall og Stangarfjall har engang i Fortiden en Lavaarm fra det Indre banet sig Vej ned til Fossårdalur. Lavaen er i det trange Pas bleven presset og skruet sammen til en stor Højde og Tykkelse; hist og her ere store Revner blevne dannede i den størknende Lava, og disse ere senere blevne benyttede og udvidede af Elven Rauda, der igjennem dybe, maleriske Kløfter finder Vej til Lavlandet. Den nederste Del af Flodkløften, der kaldes „Gjain", er i højeste Grad vild og storslaaet; de lodrette Basaltvægge paa begge Sider sammensættes for en stor Del af Basaltsøjler i forskjellige Stillinger; hist og her findes Huler og Fordybninger i Klipperne, og fra Revnerne udbrede nogle smaa Birketræer deres grønne Løv over de sorte Klippevægge; under Klipperne findes lysegrønne, bløde Græsskrænter imellem de Kilder og Vandaarer, der alle Vegne springe frem imellem Basaltlagene, men paa Kløftens Bund piler den fraadende og skummende Elv af Sted i utallige Slyngninger omkring de opstaaende Klippespidser og Pynter. I Modsætning til den frodige Vegetation nede i Kløften ere selve Lavastrømmene, hvori Kløften er ble ven nedgravet, fuldstændig blottede for Plantevæxt; kun hist og her ser man i Flyvesandet, der bedækker Lavaen, nogle sørgelige Rester af udtørrede og uddøde Birkebuske. Omtrent en Fjerdingvej længere mod Øst findes der en anden Kløft, Hellisskogagljufur, hvorigjennem Raudå ogsaa har banet sig Vej; denne vulkanske Revne er smallere og ser mere skummel ud end den første, men her findes der dog et smukt Vandfald og en Hule nedenfor Klipperanden, hvorfra man har god Udsigt til Fossen, Vandbassinet neden for og de sorte Basaltvægge paa begge Sider af Elven.

Efter at have undersøgt disse Lavakløfter red vi ad de skraanende Afsatser op paa Skeljafjall, skjønt det regnede tæt. I Frastand kunde vi se et glinsende Bælte tværs over Skeljafjalls øverste Del, og ved nærmereEftersyn viste det sig at bestaa af fint polerede, isskurede Doleritklipper, der vare blevne vaade af Regnen; de slibrige, knudrede Klipper vare helt bedækkedemed fine Ridser og Striber med Retningen N 30° E. Fjældets øverste Del bestaar af Dolerit, der hviler paa Palagonitbreccie, der alle Vegne træder frem i de vestlige Fjældsider. Øverst paa Skålafells


1) G. G. Winkler: Island. Der Ban seiner Gebirge und dessen geologische Bedeutung. München 1863. S. 47 —64, 121—124.

Side 15

sydvestlige Hjørne findes der betydelige Liparitdannelserog bl. a. meget smukke og regelmæssige Liparitsøjler.Rundt paa Fjældene findes der alle Vegne Masser af Pimpsten og Scorier, der alle synes at stamme fra Øst, fra Hekla eller andre Udbrudsteder i Nærheden; den lyse Pimpsten er meget ældre og findes i tykke Lag alle Vegne under Grønsværet, og da dette mange Steder allerede er bortblæst, saa ses den lyse Pimpsten i store Dynger paa Overfladen, saa at det i Frastand ser ud som store, støvede Snepletter.

Den 13. Avgust gjorde vi en Udflugt til det indre af Fossårdalur. Elven dér har sit Udspring langt oppe paa Højlandet syd for det saakaldte Rjüpnafell og styrter i et mægtigt Vandfald ned over den lodrette Fjældside i Dalbunden; neden for Fossen har Elven gravet en dyb Rende gjennem Palagonitbreccie og liparitiske Dannelser. Kort indenfor Raudukambar indsnævres Dalen betydelig af nogle fra begge Sider fremtrædende Højderygge, men udvider sig dog snart igjen; her ere Fjældsiderne brattere og højere end længere mod Syd; i Fossalda paa venstre Haand ses højt oppe i Fjældet graalige Tufdannelser med et Utal af sorte, sværmende Basaltgange, der krydse hverandre i alle Retninger. Vi red op ad Dalen langs Elven, men maatte snart sagtne vor Fart, thi Vejen op igjennem Flodkløften blev næsten helt ufremkommelig; paa begge Sider hæve lodrette, lysegrønne Klipper, gjennemsatte paa kryds og tværs af mørke Aarer, sig imod Himlen, og selve Elven, som vi i den snævre Kløft maatte bruge som Ridesti, boltrer sig over kæmpemæssige, slibrige Rullestensblokke, hvor hverken Hest eller Mand kan faa sikkert Fodfæste; vi maatte derfor snart opgive Turen op igjennem Kløften. Klippevæggene paa begge Sider ere sammensatte af dekomponeret Liparit og Liparitbreccie, der gjennemkrydses af et Næt af utallige Basaltgange og Indlejringer i alle mulige Former; de nedfaldne eller nedførte . lokke i Elvlejet bestaa af en Mængde ejendommelige Varieteter af Lipariter, Breccier, Basalter og Doleriter, saa at man her faar en fuldstændig Prøvesamling af Bjærgarterne i de omgivende Fjælde. Da vi syntes, det var altfor besværligt at gaa den samme Vej tilbage, bleve vi nødte til at klatre op ad en Kløft i Fjældsiden øst for Elven, og vi fik ogsaa efter betydelige Anstrængelser Hestene med os; de islandske Heste kunne i løse Masser omtrent klavre op ad lige saa stejle Fjældsider som et Menneske, dersom de faa Lov til engang imellem at puste ud, og der ikke findes for mange fremtrædende Klippepartier. Fra Kløften red vi op til Vandfaldet, der tager sig prægtigt ud, da den betydelige Vandmasse uden at deles styrter omtrent 200 Fod ned ad de lodrette Klipper i en kæmpemæssig Vandkumme. Vest for Vandfaldet ses Klippelagene i Fossalda i store Gennemskæringer; øverst ved Eanden ses et regelmæssigt, vandret Lag af vældige, lodrette Doleritsøjler, der fortsættes rundt om Vandfaldet og træde frem paa samme Højde øst for Dalen i Stangarfjall. Man ser tydelig, at Dalen engang i Fortiden er bleven hjemsøgt af frygtelige Jordskjælv, idet Fossaldas Fjældside neden for Vandfaldet er kløvet i lange Strimler, der ere sunkne terrasseformig mod Øst ned fra Fjældranden; nogle af disse Strimler have atter faaet Eevner paa tvers. Spalterne have omtrent den samme Retning som Flodkløften og vilde, hvis de fortsattes i lige Linje, træffe paa den varme Kilde ved Reykholt. Fra Vandfaldet red vi op paa Højlandet bag ved Dalen og derpaa ud paa Stangarfjall; dette Fjælds vidt strakte øverste Flade er tæt bevokset med Stargræs og andre Græsarter, hvad der ser underligt ud, da der næsten ingen Plantevæxt findes i Dalene og Lavningerne. Fjældets geologiske Bygning er fuldstændig den samme som Fossalda's, Hovedmassen Palagonitbreccie og Tuf, der dækkes af Doleritbaßnke: da jeg gik ned ad Stangarfjalls vestlige Side, kunde jeg godt undersøge Fjældets geologiske Sammensætning, bl. a. kunde jeg undersøge de store Doleritsøjler, som jeg havde set i Frastand i Randen af Fossalda. Søjlerne, der have en Højde af 20—30 Fod, ere meget regelmæssig kantede og ere sammensatte af en Mængde Led, saaledes at hver Søjle opbygges af flere særskilte, regelmæssige Stykker. Disse store Doleritsøjler- staa umiddelbart paa et Konglomeratlag, der har en Mægtighed af 2— 3 Alen. Dette Lag bestaar hovedsagelig af smaa og store Basaltrullesten; omkring de store Sten har der saa lejret sig, som man ser i Kystdannelser, forskjellige Lag Grus, Ler og Sand. Konglomeraterne hvile konkordant paa gullige Breccielag, hvoraf enkelte halvtrullede Brudstykker hist og her findes indlejrede i Konglomeraterne.

Senere gjorde vi en Udflugt til den nederste Del af Fossårdalen, hvor Dalbunden næsten helt er dækket af Scorier. Grus og Pimpstp.n. meden« Underlaget alle Vegne dannes af Lava. Ved det sydvestlige Hjørne af Skeljafjall, hvor Fosså bugter sig længst mod Øst, ses bl. a. to Kratere, der ere gjennemskaarne af Elven, saa at man tydelig ser den indre Bygning, Lavagangene fra Jordens Indre o. s. v. Syd for Skeljafjall bøjes Fjældranden meget mod Øst hen imod Burfell, hvorvedder

Side 16

vedderøst for Dalens Lava dannes en lavere Grusslette,der engang i Fortiden synes at have været dækket med Vand; denne forhistoriske Sø er bleven dannet senere end Lavaen, thi langs Søens Rande findes der udstrakte Dannelser af „ruohella" hvilende paa Lava; paa denne Løssdannelse findes der saa atter gamle udtørrede Tørvedannelser med sniaa Birkestammer.Søen er bleven forsumpet og er senere bleven til et vaadt Græsland, der mere og niere er blevet udtørret, maaske ved Pimpsten og Scorier, hvorpaa saa hele Jordsmonnet er blevet ødelagt af Stormene. Alle disse Stadier i Søens Historie synes at være yngre end Lavaen i Fossårdal. Hvor Elven Fossa, flyder ned igjennem Lavaranden, findes et Vandfald, der kaldes Hjalp, og i Nærheden en Mængde prægtige Lavagange med liggende Søjler, der ere blevne blottede og gjennemgravede af Elven.

Den 14. Avgust besteg jeg Bürfell. Vi red op igjennem Lavningen ved Rauda og saa langs med Skeljafells østlige Skraaninger. Den underliggende Dolerit er til Dels dækket af Jordsmon, men alle Lavninger ere opfyldte af lys Pimpsten; Pimpstensdyngerne have ofte en Tykkelse af 2—4 Alen, og mange af Stykkerne ere saa store som knyttede Næver. Denne Pimpsten synes at være udkastet fra et aller andet Udbrudsted NE. for Hekla; den nordlige Grænse for den lyse Pimpsten synes her at falde lidt syd for Saudafell, men den sydlige midt paa Hekla. Udsigten over Landskabet øst for Thjorså, nordvest for Hekla, er noget af det mest trøstesløse, man kan tænke sig. Man kan ikke øjne andet end sorte Lavastrømme og graalige Pimpstenssletter med enkelte opstaaende mørkeog lysebrune Fjældrygge af Palagonitbreccie, men selve Hekla rager med sin kæmpemæssige Skikkelse højt op imod Skyerne og lukker Udsigten mod Øst. Bürfell omgives paa alle Sider af lodrette Klipper med Undtagelse af mod NE., hvor det skraaner jævnt ned imod Højsletten; vi kunde derfor ride op ad Fjældet fra NE., dog saaledes, at vi ofte maatte føre Hestene ved Tømmen over de vanskelige Steder. Bürfell er meget smalt, og der findes store Revner i Retningen NE.—SV., hvilke have spaltet Fjældet fra Ende til anden; fra Bürfells Top kunde jeg se, at disse Revner fortsættes langt op imod Højlandet øst for Stangarfjall, og flere Spalter med den samme Retning saas ogsaa i Fossalda og andre Steder. Bürfell bestaar udelukkende af Palagonitbreccie, men har intet Doleritdække j Toppen som de fleste Fjælde i Omegnen; man ser allerede i lang Frastand den ejendommelige Breccie, der danner nogle af BurfeHs øverste Toppe, og som ved sin lyserøde Farve kunde bringe én til at tro, at man her havde et Liparitfjæld for sig. Fra Bürfell havde vi en god Udsigt over Højlandet og en stor Del af det sydlige Lavland; mod Nord kunde Blikket frit svæve over Højlandets øde Flader hen imod Jøklerne i Landets Midte; ved Hofsjøkull vakte især en lang Fjældrække med mange Toppe af lyse og røde Bjærgarter vor Opmærksomhed; denne Fjældrække, som jeg senere havde tænkt paa at undersøge, kaldes Kerlingarfjøll. Mod Syd laa den nærmeste Del af Lavlandet, Egnene sydvest for Hekla; udbredt for Øjet, uden at det dog havde noget tiltrækkende ved sig; nogle spredte, enkeltstaaende Fjælde, nogle glinsende Elvlob, Lava og Sand vexlende med grønne, græsbevoxede Strimler, det er alt, hvad man ser; især er det dog Lavaen og Sandet, som give Landet dets Karakter. Syd for Bürfell vender Thjorså sig mod Vest, og her findes Vandfaldet Thjöfafoss; langs Elven ere Siderne af Bürfell neden for de lodrette Breccieklipper græs- og kratbevoxede, og her findes mange smukke, blomstrende Skrænter med Udsigt til den store Thjorsaas brølende Katarakter.

Raudukambar er blevet berømt i Islands HistoriepaaGrund af det formodede Udbrud, men dette Fjæld er uden Grund blevet beskyldt for at have forvoldtUlykker,som stamme fra helt andre Steder. Annalisten Jon Egilsson (født 1548, død efter 1634) er dog den eneste Kilde, som man kan paaberaabe sig med Hensyn til dette Udbrud. I Jon Egilssons Annaler*) staar der ordret som følger: „Det skete her hos os i gamle Tider meget tidlig efter, hvad jeg tror, i disse Biskoppers Tid**), at der fandt et Ilds- Udbrud Sted af Raudukambar, der ligger syd for Fosså, men nord for Skridufell. Dengang var Hagi midt i Bygden og Thingsted. Denne Ild brændte hele Fossårdal,baadeSkove og Gaarde; der fandtes i det hele elleve Gaarde, hvoraf der endnu kan ses nogle Mærker;dehed Beighalsstadir, Støng, Steinastadir og Samsstadir, hvor Hjalti fra Nüpur havde Bo; den Gang var Kristendommen lovlig antaget her i Landet, men hvornaar dette skete, véd jeg ikke Datum." Espolin har i sine Aarbøger optaget J. Egilssons Beretningomdette Udbrud og henfører det til Aaret 1343 uden dog at give nogen Oplysning om, hvorfor han ji'st nævner dette Aarstal; senere er Udbrudet af de historiske Forfattere anset for sikkert og henføres


*) Safn til søgu Islands I. S. 32—83.

**) De Biskopper, J. E. lige i Forvejen har opregnet, levede i Midten af det 14. Aarhuudrede.

Side 17

uden videre Anmærkninger til Aaret 1343. BrynjulfurJonssonfra Miuni-Nupur har skrevet en interessantAfhandling*)om Fossårdalen og de Sagn. der knytte sig her til, og han har fundet mere eller mindre tydelige Ruiner af 24 Gaarde i Dalen. De ældre islandske Annaler, hvoraf flere ere skrevne i det 14de Aarhundrede. bevare fuldstændig Tavshed med Hensyn til denne Begivenhed, hvad der vilde være højst mærkeligt, dersom Udbruddet virkelig havde fundet Sted. Rimeligvis er Jon Egilssons Beretningikkeandet end et Sagn. der af Almuen er blevet dannet for at forklare Tilværelsen af de Ruiner, der fandtes i Dalen, efter at man havde glemt den sande Aarsag til deres Ødelæggelse. Jon Egilsson var ogsaa i længere Tid Præst paa de nærliggende Hrepphölar.Dengeologiske Undersøgelse viser, at selve Fjældryggen Raudukambar ikke har haft noget Udbrud,mensaa kunde man tænke sig, at Kraterne og Lavaen i Dalen vare blevne dannede engang i den historiske Tid, og at Bygden derved var bleven ødelagt,mendette har dog næppe heller været Tilfældet. Lavaen er engang i en meget fj ærn. Fortid bleven frembragt af Kraterne i selve Dalen; Gangene fra det Indre, hvor igjennem Lavaen er vældet, ses tydelig mange Steder, hvor Kraterne haves i Gjennemsnit. Denne Lavastrøms Dannelse er dog foregaaet længe før Landets Bebyggelse, og Lavaen er i Tidens Løb for en stor Del bleven dækket af Skove og Grønsvær. Dalen har derfor i Oldtiden set saa smilende og indbydendeud,saa mange af de første Landriarnsmænd ere blevne fristede til at nedsætte sig her oppe; enkelteafRuinerne i Dalen vise tilstrækkelig, at Lavaenermeget ældre end Dalens Bebyggelse, thi nogle af Gaardene have staaet paa selve Lavastrømmen,derdengang har været dækket med Jordsmon. Den før nævnte Sø med de gamle Løss- og TørvedannelserpaaLavaen viser ogsaa tydelig LavastrømmensstoreAlder. Bygden i Fossårdalen er rimeligvisblevenødelagt ved fortsatte Udbrud af Hekla og ved den stadige Regn af Scorier, Pimpsten og andre glødende Projektiler, som den mægtige Vulkan saa ofte har trakteret sine Naboer med, thi, hver Gang Vinden under et Udbrud har været S. eller SE., ere vældige Kvantiteter af Heklas Eruptionsprodukter blevne førte ud over denne ulykkelige Dal. I Kildeskrifterne findes der kun meget faa Oplysninger om Heklas allerældste Udbrud; det er først i det 13. og 14. Aarhundrede,atman faar nærmere Besked. Under Udbruddet1294var


*) De forskjellige Annaler, hvori disse Beretninger findes, ere «aftrykte i G. Storms Samling af Islandske Annaler. Kristiania 1888.

*) Arbok fornleifafélagsius 1884—85. S. 38—60.

Side 18

fra det indre Højland fik større og større Magt, indtil Dalen tilsidst fuldstændig var bleven afklædt og berøvet sit Grønsvær, saa at den saa ud som et nøgent, grinendeSkelet;det trøstesløse Billede, som vi nu ser, er næppe fremkommet ved en enkelt Naturbegivenhed, nej! Ødelæggelsen er sikkert gjennem Aarhundreder bleven fuldført lidt efter lidt ved fortsatte Udbrud af Hekla og Sandstorme.

Da jeg havde undersøgt Fossärdalen saa godt, jeg kunde, brød vi op om Eftermiddagen den 15de Avgust og naaede sent om Aftenen til Præstegaarden Störi-nüpur. Lige for vi skulde af Sted fra Teltpladsen, traf vi to fremmede Turister, en Italiener og en Tysker, der havde været paa Nordlandet, og som nu, efter at være rejste ad Sprengisandsvejen, skulde til Reykjavik efter dog først at have besøgt Hekla. Italieneren havde Aaret i Forvejen rejst i Kavkasus for at bestige de højeste Bjærgtoppe og Tyskeren i Syrien og Spanien; fra Island skulde de begge til Indien. Det er kun Skade, hvor megen Energi der spildes til ingen Nytte, og hvor store Summer der kastes ud til Rejser i fremmede, lidet kjendte Lande af Folk, der paa Grund af den moderne, mangelfulde og forkerte Opdragelse ikke ere i Stand til at yde Videnskaben den mindste Gavn, skjønt de ellers kunne have alle Forudsætninger til at gjore den største Nytte. De elskværdige, unge Turister rejste kun for at se Verden og hørte øjensynlig til den energiske Race, som altid er paa Farten og som Englænderne kalde „globe-trotters", Tyskerne „Welten-bummler".

Den 16. Avgust rejste vi fra Stori-nüpur til Præstegaarden Hruni vesten for Laxå. Vejen gaar stadig imellem de fritstaaende Fjælde igjennem frugtbare Dale og Lavninger; Fjældene bestaa næsten alle af Tuf og Breccie; kun optræder Lipariten paa nogle Steder ved Laxå. Fra Hruni rejste vi derpaa næste Dag til Tungufell, den øverste Gaard i Bygden. Her fra vilde jeg saa bryde op til det Indre, og en Følgemand, der var særlig kjendt med Forholdene ved Hofsjøkull og Hvitarvatn, havde faaet Ordre til at møde mig paa denne Gaard. Ved Gaarden Grafarbakki vest for Hruni ved Mindre Lax;i besaa jeg nogle varme Kilder. Tæt ved Gaarden, hvor der nu findes en Kaalhave, fandtes der tidligere en Hule med et lille Hus over. Naar man befandt sig i dette Hus, var man paa Grund af de opstigende, varme Dampe stadig i Transspiration. Gaarden besøgtes derfor meget af gigtsvage Personer, som ofte opholdt sig her i længere Tid, men da det ikke altid gik saa hurtig med Betalingen for Pleje og Fortæring, saae den nuværende værendeBonde sig nødsaget til at tilstoppe Hullerne. Han har nu anlagt en Kaal- og Kartoffelhave paa samme Sted, hvad der skal betale sig meget bedre end Kuranstalten. I Hjørnet af den Bakke, hvorpaa Gaarden er bygget, findes der graa og røde Lerarter, som ere meget varme at føle paa, og man behøver kun at grave et Hul i Skrænten, dersom man har Lyst til at faa noget kogt; neden for findes en kogende Kilde, der er usædvanlig varm i Overfladen (99 Y 2° C.). Nede ved Elven findes ogsaa to mindre Huller med kogende Vand; den ene har en Temperatur af 95'/y0, men den anden har vexelvis en Temperatur af 90° og 92°; Overfladetemperaturen er egentlig 90°, men hvert andet eller tredje Sekund stiger der op fra Bunden noget Vand uden nogen egentlig Eruption, hvorved Overfladens Temperatur stedse stiger til 92 ° C. Langs med Elven strømmer der flere Steder varm Luft ud af Revner og Huller i Bakkerne. Paa den anden Side af Elven findes der pan en flad Klippe flere kogende Kilder; bl. a. findes der to Kilder, der sprude vexelvis; den sydlige Kilde kaster Vandet to Fod op i Luften, den nordlige fire Fod; naar den ene Kilde holder op, begynder strax den anden, skjønt der er 50 Fod imellem dem; Eruptionerne vare omtrent et Minut. Disse Kilder, der kaldes Båsahverir, have imellem Udbruddene en Temperatur af 97 °. Paa den samme Klippeflade, lidt længere mod Vest, findes tre store og dybe Bassiner, af hvilke et, der kaldes Vadmalahver, har en Temperatur af 95°; disse Kilder sprude ikke mere. I selve Flodlejet findes der ogsaa varme Kilder med en Temperatur af 96°. Da Elven var usædvanlig lille paa Grund af den stadige Tørke, kunde 'jeg undersøge disse Kilder, da de nu laa paa det Tørre. Omkring Kilderne paa Klippefladen er der en frodig Vegetation, bl. a. ere Hydrocotyle mdgaris og Polygonum persicaria meget almindelige; disse Planter ere dog ellers meget sjældne paa Island.

Fra Grafarbakki fortsatte vi Rejsen op efter, indtilvi i Nærheden af Hauksholt naaede Hvi'tå, som her har et meget snævert Løb, idet den har skaaret en dyb Rende i den bløde Palagonittuf. Klipperne ved Elven ere derfor ved Strømmens Indflydelse blevne omdannede og have faaet ejendommelige og maleriske Former. Midt i Elven findes der her en aflang, høj og flad Ø med lodrette Tufklipper, og tæt ved dem rage to Stenstolper, der kaldes Mand og Kone, op fra Elven. Da Aaens østlige Arm denne Gang ikke var saa dyb, som den plejer at være, red vi over ud til Øen og klavrede op ad en Klipperevne, men lod Hesteneblive tilbage i en Hule. Øens øverste Flade?

Side 19

der ved Spalter til Dels er kløvet i lange Strimler, er bevoxet med temmelig høje Birketræer; flere Stammerhave en Diameter af 5—6 Tommer og en Højde af 7—8 Alen. Om Aftenen naaede vi Tungufell, hvor vi overnattede. Den nye Følgemand var ankommen,og alt var parat til Afrejsen den næste Morgen.

Den 18. Avgust, en Time efter Middag, brød vi op fra Tungufell til det Indre; Præsten fra Hruni ug Bonden fra Tungufell ledsagede os i nogle Timer. Højlandene nord for Bygden <^re lier forholdsvis meget frugtbare, og Fjældgræsgangene høre til do bedste i Island. Vi behøvede derfor ikke at være bange for, at Hestene skulde lide Fodermangel; ellers maa man ofte paa Rejser i det Indre være belavet paa hele Dagsrejser ikke at træffe Græs til Hestene, og man maa derfor som i Odadahraun medtage Foder til' dem, hvad der altid er meget besværligt og fordyrer Rejsen betydelig, da man saa maa være forsynet med flere Bagageheste og Følgemænd end sædvanlig. Vor Vej førte langs Hvi'tå over et bølgeformet, til Dels kratbevoxet Terræn til Gullfoss. Dette Vandfald er almindelig bekjendt og besøges ofte, da det ligger i Nærheden af Geysir. Den vandrige Flod styrter her ad to Afsatser ned i en Kløft, hvis Vægge ere sammensatte af afvexlende Basalt og Breccielag; Basalten danner hist og her smukke Søjler, der nogle Steder ere bøjede eller skraat stillede, hvilket giver Klippevæggen et ejendommeligt Udseende. Vi fortsatte derpaa Rejsen op efter Hederne omtrent en Fjerdingvej øst for Hvitå. De svagt bølgeformede Sletter ere her som oftest tæt bevoxede med lavt Pilekrat og Lyngplanter, medens Lavningerne mange Steder optages af sumpede, græsbevoxede Flader, hvor der sikkert kuride høstes betydelige Masser Hø, dersom det ikke var saa langt fra Bygden, at Transporten næppe lønner sig. I gamle Dage har der paa disse Fjældvidder været mange Gaarde, hvis Ruiner endnu kunne paavises hist og her. Hederne gjennemkrydses af mange Vandløb, der til sine Tider kunne føre betydelige Vandmasser, men de vare nu paa Grund af den langvarige Tørke reducerede til übetydelige Bække. De vidtstrakte Heder dækkes alle Vegne af løse Masser, og kun faa Steder træder det underliggende, faste Brecciefjæld frem i Overfladen, Om Aftenen opslog vi vort Telt i Svmårnes, der dannes af Elvene Sandå og Svmå.

Den næste Dags Rejse var lige saa ensformig som den første. Rejsen gik stadig over Heder med enkelte opstaaende, brede Grusrygge og bølgeformede, lave Høje; kun blev Udsigten til de store Jøkler niere og mere imponerende, efter som vi kom nærmere til dem. Skjont vi nu vare naaede til en betydelig Højde over Havet, var Vegetationen dog stadig ret frodig, og flere Timer om Eftermiddagen red vi over vidtstrakte, sumpede Sletter (Miklumyrar), der ere bevoxede med Stargræs og Kjæruld; om der end her fandtes flere Gaarde, vilde der ikke være nogen Mangel paa Græs. Dersom Vinteren paa disse Højsletter var mindre stræng, og de ikke laa saa langt fra Havet, vilde de ogsaa sikkert være ligesaa tæt bebyggede som mange Dele af Bygden. Her findes naturligvis ingen Kidesti, da vi allerede om Morgenen bøjede ud fra den gamle Kjølvej og tog Retning mod de vilde og sønderreviivr Kerlingarfjøll, som med deres brune, røde, gule og hvide Takker og Spidser stikke grelt af mod Omgivelserne. Om Aftenen naaede vi til de saakaldte Kerlingarflatir tæt ved Fjældene (1700 Fod over Havet), hvor vi tilbragte to Dage i et Telt, da der i selve Fjældene ikke findes Græs til Hestene. Samme Aften gjorde jeg tillige med den ene af mine Følgemænd en lille Udflugt til den nærmeste Fjældspids; det nederste af Fjældene dækkes af tykke Brecciemasser, hvorfra Liparitspidserne rager op. Her findes flere parallelle Fjældrækker med fantastiske Former, dybe Kløfter og stejle, frit staaende Spidser og Kamme. Skraaningen op imod Fjældene kaldes Bringur. Paa et af de første Fjældskred, som jeg undersøgte denne Aften, var Lipariten meget lys og porøs og indeholdt en Mængde langstrakte Blærer; utallige Obsidianbrokker findes strøede rundt omkring. Vi naaede først ved Solnedgang til de lyse Fjældskred af Liparit og havde her efter Solnedgang en højst ejendommelig Udsigt over Højlandet, over Langjøkull og over Hvitårvatn med de to stejle Gletscherarme, der, som forstenede Kaskader, strække sig fra Langjøkull ned i Søen. Hvitårvatn er derfor ofte næsten opfyldt af svømmende Isbjærge, der produceres af de stadig „kælvende" Gletschere.

Næste Morgen brød vi tidlig op fra Teltet for at undersøge de mærkelige Kerlingarfjælde. Vejret var i Begyndelsen noget taaget, men blev snart til det smukkeste Solskinsvejr. Kerlingarfjældene bestaa af to parallelle Fjældkjæder, der adskilles af Kerlingar^ aaen, som har gravet sig meget dybe og skumle „Canons"nedigjennem Lipariten og Palagonitbreccien. Den østlige Kjæde er meget længere fra Syd til Nord end den vestlige og har flere parallelle Rækker af Toppe og Spidser. Vi red op imellem de to FjældkjæderlangsKerlingaraaens svimlende dybe Kløfter,

Side 20

Da Klipperne for en stor Del bestaa af den bløde Breccie, ere Kløfternes Rande og Sidevægge gjennempløjedeafutallige, stejle Vandfurer, der ofte have gjennemgravet Klipperne, saa at de have faaet alle mulige æventyrlige Former, men alligevel ere FlodkløftensVæggesaa stejle, at et Menneske næppe vil kunne klatre dér ned; længere oppe i Dalen ere Kløfternedogikke helt "saa frygtelige som neden for denne. Dalen, der lukkes af betydelige Bjærgrygge, som forbinde de to Bjærgkjæder, er fuldstændig bar og aldeles blottet for Plantevæxt; man ser ikke andet end det lyse Liparitgrus og de gule og hvide Fjældskred;maner omgiven af det ejendommeligste Landskab,mankan tænke sig. I Island ser man næsten aldrig andet end sorte Fjælde med hvide Snepletter, men her omgives man af dristige Fjældtoppe, Kamme, Kygge og Bastioner med gule, hvide, grønne og røde Farvenuancer; man kan rigtignok flere Steder i Island se enkelte lyse Fjældsider af Liparit, men. jeg kjender intet andet Sted, hvor man har et helt Alpelandskab, der udelukkende bestaar af denne Bjærgart. Det var et svært Stykke Arbejde at faa Hestene over Flodkløfteiiøversti Dalen, men det lykkedes tilsidst. Vi troede i Begyndelsen, at det næppe vilde lade sig gjøre, men prøvede det alligevel, da vi umulig kunde lade Hestene blive tilbage paa dette Sted. Da vi lykkelig havde naaet den anden Side, vare vi helt stolte over vor Bedrift, som vi troede, at mange ikke havde kunnet gjøre os efter. Min Følgemand Snorri Jonsson, den eneste Mand i Bygden, der kjendte noget til disse Fjælde, havde et Par Gange været her oppe i det midterste af Fjældene, men han havde altid været til Fods. Snorri kjendte i det hele taget ypperligtilFjældene og Jøklerne i disse Egne; han havde nemlig ofte i sine yngre Dage af Lyst til Æventyr gjennemstrejfet Højlandene paa kryds og tværs og saaledesoftetilbragt Uger oppe i disse Udørkener flere Dagsrejser fra Bygden uden at se et Menneske, kun for at tilfredsstille sin Videbegjærlighed. Fra Flodkløftengikdet saa smaat op ad Midtpartiets hvælvede Fjældrygge; vi søgte alle Vegne at benytte de store Snedynger i Lavningerne, da det snefrie Fjæld over alt var bedækket med løse, kantede Liparitblokke. hvor over vi kun med største Forsigtighed kunde føre Hestene ved Tømmen, for at de ikke skulde brække Benene; paa den haarde Sne gik det derimod meget hurtigere fremad. Fra den højeste Fjældryg, 3500 Fod over Havet, havde vi en mere vidtstrakt Udsigt, end jeg før havde havt fra noget andet Fjæld i Island. Dette Sted kaldte vi derfor Skyggni: paa

Side 21

giver tilkjende, at Vuleanus lier maa have et af sine store Værksteder, hvor der arbejdes Dag og Nat. Svovlbrintestanken slog af og til op til os, og den føres ofte af Vinden langt bort fra Fjældene. Disse Dale tik Navnet Hveradalir. Det vilde tage flere Uger, dersom Kerlingarfjældene og Hveradalerne skulde nøje undersøges; jeg maatte lade mig nøje med en flygtig Kekognoscering af dette hidtil ukjendte Terræn. Man vidste rigtignok før i Bygden, at der fandtes varme Svovlkilder i Kerlingarfjældene, men nærmere Oplysninger kunde man ikke give, da ingen af IndbyggernenogenSinde havde gjennemstrejfet disse Dale og det ikke en Gang min Følgemand Snorri, der ellers kjendte bedre til Fjælderie end nogen anden.

Vi maatte lade Hestene blive tilbage oppe paa Fjældet, hvor vi havde vor Udkigspost, og min gamle Følgemand Øgmundur blev tilbage for at passe paa dem, medens jeg og Snorri begav os af Sted ned til de uhyggelige Kløfter og Svovlpøle. Under den nordligeKand af Skyggni findes der vældige Samlinger af gammel Fimsne, der som et bredt Bælte strækker sig ned imod Dalene og Kløfterne med de varme Kilder; dette Jøkelparti maatte derfor først passeres. Disse gamle, haarde Snedynger ere meget stejle og gjennemkløvedeaf en Mængde Revner og Spalter, saa det ikke er uden Fare at gaa over dein. Fra vor Udkigshøjgik vi først mod Vest ned i en Lavning, hvo» Vandskjellet findes imellem Kerlingaraaen og de Vandløb,der samle sig til Hveradalene, men bøjede saa mod NV. for at undersøge den vestligste af Dalene, da Svovlkilderne her syntes at være i størst Virksomhed. I Begyndelsen gik det hurtigt ned ad de haarde Snedynger,men snart bleve Spalterne saa talrige og brede, at vi kun med største Varsomhed turde fortsættevor Gang. Nogle Steder maatte vi gjøre store Omveje, men over de mindre Spalter kunde vi godt springe; paa nogle af de større Spalter fandtes der Snebroer som vi gik eller krøb over o. s. v. Dybt nede i Gletscherspalterne kunde mår høre FjældbækkenesBrusen. Lysreflexerne i den øverste Del af Spalterne vare nu i det stærke Solskin af en fortryllendeVirkning, og de utallige Istapper fra Snebroerne og Spalterandene glitrede i grønlige og blaalige Toner. Det var en Fest for Øjet, som vi desværre ikke havde Tid til at nyde, thi det gjaldt kun om at komme videre; der var saa meget tilbage at se og undersøge, og det var ikke behageligt at blive overrasket af Mørket og Natten i disse uhyggelige Omgivelser. Til sidst naaede vi ned til Bunden af den vestligste Dal, der er meget smal og nærmest maa betragtes som en

Side 22

Favne neden for denne Lerpynt bryder en vældig Dampstraalefrem af en smal Aåbning med en saa øredøvendeBrølen, at vi, skjønt vi stod tæt ved hinandenmed højst en Alens Mellemrum, ikke kunde høre hinanden, naar vi raabte, alt hvad vi kunde. Det er heller ikke saa let at komme i Nærheden af denne Skraalhals, thi rundt omkring er Jorden aldeles gjennemkogt af svovlsure Dampe. Ned igjennem hele Dalen forandrer Scenen sig ikke det mindste; Svovlkilderog Dyndpøle ses i Hundredvis baade i Hoveddalenog højt og lavt i alle Sideklofter. Forbi Miiudingeiiaf denne Dal| flyder en af Hovedarmene af Asgardsaaen. Her findes en anden Hule med en kogendeDyndpøl i Nærheden af Elven; den er ikke nær saa frygtelig som den første, og Aabningen er videre, saa man faar et Indblik i selve det hemmelige Værksted.Hulen ser nærmest ud som en bred Revne eller Sprække ind i Fjældsiden, og dybt inde kunde vi af og til skimte selve Dyndpølen"* igjennem Dampene. Tæt neden for denne Hule findes en meget stor, kraterformetDyndpøl, der kaster den kogende Lervælling 5—6 Fod til Vejrs og har derved opbygget et cirkelrundtLergjærde med en Højde af 10—20 Fod. Efter at vi havde vadet over Asgardsaaen, undersøgte vi endnu flere Fjældkløfter, men da de alle væsentlig have den samme Karakter, saa vilde det kun blive Gjentagelser at beskrive dem nærmere. Hist og her bryde de kogende Dampstraaler frem i Randene af Snedyngerne, hvor saa det kogende Ler har smeltet Sneen og dannet ejendommelige Snehuler; andre Steder bryde Dampene frem af Hullerne i Kløfterne under Snedyngerne, saa at man hører deres Piben og Brølen dybt under sine Fødder, naar man gaar over Snefladerne.Hen imod Aften vendte vi fra de østlige Dale tilbage til vor Udkigshøj og havde stort Besvær med at klatre op ad de bratte Skraaninger og over de glatte og haarde Snedynger; vi vare derfor dødtrætte, da vi naaede vort Udgangspunkt, men da fandt vi hverken Hestene eller Følgemanden; alt var sporløst forsvundet. Jeg sendte derfor Snorri af Sted for at lede, men udhviledemig imedens paa en Snedynge. Begge Følgemændenekom først tilbage efter halvanden Times Forløb. Øgmund havde ikke ventet, at vi vikle blive saa længe borte og var bleven bange for, at vi vare komne noget til; han var derfor draget ud for at opsøgeos. Omtrent ved Midnat naaede vi trætte og sultne til Teltet, men vare alligevel meget glade og lykkelig stemte, thi, skjønt Dagen havde været meget anstrængende, saa vare vi blevne rigelig belønnede ved at se disse interessante og storartede Naturfæuoinener,som uoinener,somvi havde været de første til at undersøge.Jeg har set alle andre kjendte Solfataraer og Maccaluber i Island og finder, at disse i Kerlingarfjældenelangt overgaa alle de andre.

Deii 21. Avgust brød vi op fra vor Teltplads ved Kerlingarfjældene for at drage over til Hvitårvatn og Langjøkull. Sletterne, som vi red over, vare i højeste Grad ensformige; kun Grusflader eller lave, bølgedannedeHøje. Alle de Elve, som udspringe paa selve Højlandet eller de enkeltstaaende Fiælde, og som ikke modtage noget Tilløb fra Joklorne, vare næsten udtørrede,hvorimod de fleste Jokelelve forte betydelige Vandmasser paa Grund af Sommerens stærke Hede, der især om Middagen smelter betydelige Kvantiteter Jøkelis og fylder Jøkelelvene, som derfor bedst kunne passeres tidlig om Morgenen, inden Solen endmi har faaet Tid til at gjøre sin Magt rigtig gjældende. Om Natten er der i disse Højder næsten altid Frost, saa Elvene til den Tid ikke faa noget Extratilskud fra Jøklerne. Jøkulkvi'sl, der udgyder sig i Hvitå, lidt efter at den flyder ud fra Søen, fører en betydelig Vandmasse; den kommer fra Hofsjøkull nord for Kerlingarfjældeneog dannes af flere mindre Gletscherelve, der i et Næt af Arme gjennemstrømme Lersletterne neden for Jøkelen. Imellem Jøkulkvi'sl og Svartå traf jeg paa en smal Lavastrækning, rimeligvis en af de sydligste Udløbere fra Kjalhraxm. Før vi naaede vort Bestemmelsessted nord for Hvitårvatn, maatte vi passere endnu en betydelig Jøkelelv, som kaldes Fülakvi'sl;den udspringer fra den nordøstlige Del af Langjøkeli de saakaldte Thjofadalir og løber i en lang Bue omkring det fremspringende Hrütafell, hvorpaa den udgyder sig i flere Arme i Hvitårvatn. Denne Elv er baade paa Grund af sin Vandmængde og den daarlige Bund, der ofte bestaar af Jøkeldynd, temmeligfarlig; vi kom dog over Elven uden noget synderligtUheld. Elven har lidt efter lidt dannet et stort Delta, og imellem Flodens mangfoldig sammenslyngede Arme findes frodige Græsgange og Enge, der stadig udvides paa Søens Bekostning. Fra Fülakvisl fortsattevi Rejsen langs et stejlt afskaaret, terrasseformet Fjæld, Hrefnubüöir, der mod Syd bogrænses af de vandrette Græssletter, som Elven har dannet. Bjærgsiderneere bevoxede med den frodige Vegetation af Kvanner, Pilebuske, Storkenæb o. s. v., som er ejendommeligfor de islandske Fjælddale. Vi maatte hele Tiden ride i selve Fjældsiden, da Græssletten neden for er saa sumpet, at den næppe kan passeres til Fods. Om Aftenen opslog vi vort Telt i den nydelige lille Dal, der kaldes Frodårdal, der adskiller Hrefnubüöir

Side 2S

fra Jøkelens Randfjælde. Denne Dal har en usædvanligfrodig Vegetation af Kvanner. Lyngplanter og Pilebuske,som undertiden kunne være sammenfiltrede til et uigjennemtrængeligt Krat. Selve Dallmnden gjennemstrømrnes af den klare Elv Frödä, der forgrenersig til alle Sider over de græsbevoxede Sletter og modtager store Vandmasser fra de utallige Kilder, der alle Vegne pible frem fra Fjældsiderne; langs Dalensvestlige Side strømmer Vandet saaledes uden Ophold frem imellem Doleritlagene, uden at Vandaarerneadskilles i særskilte Kilder; maaske stammer dette Vand fra Jøklerne og er blevet filtreret ved at passere de mange Doleritdækker. De Dage, vi tilbragteved Hvitarvatn, havde vi stadig det dejligste Vejr, saa at den smukke Natur fuldkommen kom til sin Ket. Jeg kjender intet Sted i Island, der bedre egnede sig til en Sommerudflugt for Sportsmænd end det nordlige Hvitarvatn. Den smukke og tiltalende Natur, Søen og de prægtige Gletschere, vilde sikkert gjøre Indtryk selv paa det mest forvænte Øje; her har man ypperlig Græsning til Hestene, utallige Kildermed det klareste Vand, Kratskove til Brændsel, Foreller i Søen og Elvene og vilde Svaner, Gjæs og Ryper i Tusindvis; her er man saa langt borte fra Bygden, at man er fuldstændig henvist til sig selv og saa dejlig fri for Mennesker; man er fuldkommen sin egen Herre og langt borte fra det civiliserede Livs Vrøvl og Fortrædeligheder. Omkring Hvitarvatn, ved de utallige smaa Flodarme og Bække, de smaa Vandpytter og Damme, er der et rigtigt Eldorado for Sangsvanerne, som ogsaa opholde sig her i store Skarerunder Fældetiden; deres Fjer ligge strøede rundt omkring, saa at de paa Bækkenes grønne Bredder i Frastand se ud som nyfalden Sne; Svanernes Fodtrin ses paa kryds og tværs over Lersletterne som regelmæssigeStier. Naar vi gik eller red igjennem Pilekrattenei Fröftardal, opskræmmede vi meget ofte store Rypeflokke, der i deres brunspraglede Sommerdragtikke ses, før man er lige tæt ved dem.

Den næste Dag gjorde vi en Udflugt fra Teltpladsen til den saakaldte Karlsdråttur, en afsondret Vig eller Bugt, der fra Hvitårvatns nordvestlige Hjørne skærer sig op imellem Bjærgene og omgives af stejle Fjælde og Gletschere fra alle Sider. Fra vor Teltplads ved Frodårdalens østlige Fjældside maatte vi gjøre en Omvej op til Dalbunden, da vi ikke paa Grund af bundløse Sumpe kunde ride tværs over Dalen. Frodåen er, før den falder i Hvitarvatn, bleven meget vandrig paa Grund af de mange Tilløb fra Fjældsiderne, og der dannes udenfor Mundingen en stor, blaa Plet paa Søen. som ellers er mælkehvid af Jøkeldyndet, der stadig føres frem af Gletscherne og Jøkelbækkene. Fra Fjældet, der mod Vest begrænser Frodårdalen, udgaar der en lavere Bjærgryg ud i Søen; fra Langjøkull strække to store Gletschere sig ned i Vandet, og den nordligste af disse naar næsten helt over til Spidsen af denne Bjærgryg, saa der bliver kun et smalt Sund tilbage. Herved afskæres den lille Bugt Karlsdråtter fra Søen og Yderverdenen; man kan derfor ikke komme dertil ad nogen anden Vej end over Bjærgryggen. Vi red først op paa Fjældryggen, men snart kunde vi ikke bringe Hestene længere frem paa Grund af det Kaos af store Doleritblokke, der dække Overfladen. Vi bandt dem sammen ved Tømmerne og lod dem blive tilbage og tilbagelagde Resten af Vejen til Fods. Det var et ejendommeligt Syn fra Fjældranden at se ned i denne dybe, afsondrede Dal, hvis Bund optages af den mælkefarvede Sø og omgives af bratte Fjælde og kæmpemæssige Gletschere. Sollyset kastes tilbage fra det glimrende Gletscherfald, der begrænser Bugten mod Vest og oplyser Vandet og Fjældsiderne med et egent, dæmpet, blaaligt Skjær. De mod Solen vendte Fjældsider ere forneden bevoxede med Lyngplanter, Pilekrat og smukke Fjældblomster. Solvarmen, der koncentrerer sig i en saadan Dalkjedel, rnaa ogsaa være meget stærk. Som man nok kan tænke sig, er Skredjøkelen, hvor den gaar ned i Søen, sønderkløvet af utallige Spalter; Gletscheren hæver sig lidt efter lidt i utalligo Afsatser, der dog i Frastand forsvinde for Øjet, saa at den græsselig søndersprængte Jøkel ser ud som et kæmpemæssigt, skummende Vandfald, der pludselig er frosset. Ved nærmere Eftersyn viser Overfladen sig som et fuldstændigt Kaos af Toppe og Tuer, gabende Revner og Afgrunde; af og til høres nogle skarpe Knald efterfulgte af dumpe Drøn, naar Gletscheren „kalver". Jøkelens Overflade er bedækket med Ler, Grus og Klippestykker, der lidt efter lidt føres ud i Søen; Søbunden er derfor dækket med Ler og løse Klippeblokke. I forrige Aarhundrede skal der have været en betydelig Forellefangst i denne Bugt, og den skal have faaet sit ejendommelige Navn efter en gammel Karl fra Skalholt, der plejede at tage dér op til Forellefangst, men da han var ene og kun havde en Følhoppe med sig, saa lod han Hoppen hjælpe sig med at trække Vaad over Bugten, idet han førte den over til Gletscherranden, men lod Føllet blive tilbage paa den anden Side, hvorpaa han bandt den ene Ende af Vaaddet fast til Hoppens Hale, som derpaa svømmede over til Føllet.

Side 24

Efter at jeg havde gjort mig bekjendt med denne afsondrede Dal, havde gaaet over til Gletscherfaldet og undersøgt det nærmere o. s. v., vendte vi tilbage til vore Heste, som vi havde efterladt paa Fjældet. Herfra havde vi en ypperlig Udsigt over Søen, der har en helt anden Form end den, som fremstilles paa Kaartet; Søen er nemlig ikke rund, men aflang og har sin største Udstrækning fra Nord til Syd; men den sydlige Del bøjes dog lidt mod SE. Hvi'tarvatn begrænses mod Vest af Langjøkull, hvorfra de to store Gletscherfald strække sig ned i Vandet og adskilles af et stejlt Forbjærg i Jøkelranden, der kaldes Skridufell. Gletscherisen strækker sig fra Jøkelen bag ved helt ud paa den yderste Rand af Skridufell og sender tre smaa Skredjøkler ned igjennem smalle Klippekløfter i Fjældranden; det er næsten übegribeligt, hvorledes de smaa Jøkelarme kunne holde sig i den stejle Fjældside. Fra Skridufell har Langjøkelen et jævnt skraaiien.de Fald mod SE. ned til Blåfellshålsar, og fra denne Del af Jøkelen strækker den sydlige, brede Gletscherarm sig ned i Søen; denne Skredjøkel skal være forholdsvis meget yngre end den nordlige, thi i Slutningen af det 18. Aarhundrede havde den endnu ikke naaet Søen, saa at et Menneske dengang godt kunde gaa imellem Gletscherenden og Vandet; nu iiaaer den et godt Stykke ud i Søen lige over for Fulakvisls Delta; da nu baade Elven og Jøkelen hver fra sin Side arbejde paa at udfylde Søen, ender det rimeligvis med, at Hvi'tarvatn deles i to adskilte Bassiner, et nordligt og et sydligt. Jeg saa ogsaa, at en Mængde Isbjærge, hvoraf Søen var opfyldt, stod paa Grund udenfor Fulakvisls Delta mellem denne og Jøkelen. Efter en kjendt Mands Udsagn skal den sydlige Del have en Dybde af 5—6 Favne, men den nordlige Del skal være lidt dybere. Mod Øst begrænses Hvi'tarvatn næsten hele Vejen af et frugtbart, men sumpet Sletteland, der er blevet afsat af Elvene; den sydlige Del i Nærheden af Hvftaaens Udløb kaldes Hvi'tårnes. Her skal der i gamle Dage have været et Par Gaarde, hvoraf der endnu ses übetydelige Ruiner. Hvi'tarvatn har vist engang i Fortiden haft en meget større Udstrækning; man ser f. Ex. i Fjældsiderne ved Frodårdal fire gamle Strandlinjer over hinanden; nogle ejendommelige, graalige Konglomerater, der ligge diskordant paa Doleriten og Palagonittuffen, synes ogsaa at antyde det samme.

Den 23. Avgust brød vi op fra Frodårdalen og
red fra denne mod Nord til Hrütafell. Bagved Dalen
mod NE. findes en flad Doleritkuppel, rimeligvis en

Side 25

lemJøklerne;den er aldeles blottet for Vegetation, og fra alle Sider gaa store Gletschere ned i Fjældsiderne.I denne uhyggelige Dal findes der en Ruin fra gamle Tider, hvor nogle Fredløse skulle have haft Tilhold. Efter Sagnet maatte nogle Disciple fra Latinskolenpaa BY'lar, der havde gjort sig skyldige i Drab, flygte til Fjælds; de nedsatte sig i denne Dal. hvor de omtrent kunde være fuldkommen sikre for Uvedkommendes Besøg og levede en Tid lang af BøndernesFaar, som de stjal fra Fjældgræsgangene. Tilsidstbleve de paa en af deres Expeditioner overlistede og angrebne af en Flok bevæbnede Bønder syd for Blåfell, hvor de bleve nedhuggede til sidste Mand. Der gaar endnu mellem Bønderne nogle fantastiske Historier om Fredløse, som skulle findes i nogle utilgængeligeog skjulte Dale i Langjøkull. Midt oppe paa Jøkelen ser man en Fjældspids rage op af Firnsneen,og vest for denne skal der efter Sagnene findes en græsrig Dal med mange Indbyggere, der enkelte Gange vise sig for de forskrækkede Bønderkarle, naar de samle Faar om Efteraaret, især naar de have faret vild i Taage eller paa anden Maade ere komne bort fra deres Kammerater. Denne Overtro om Fredløse og om frodige Dale midt i Jøklerne var i forrige Aarhundrede og til i Midten af dette Aarhundrede almindelig blandt Almuen i Island, men er nu for største Delen forsvunden. Da Henderson i Aaret 1815 rejste over Højlandet nord for denne Jøkel til Hveravellir,vare hans Følgemænd meget bange for at møde disse frygtelige Fjældboer, og islandske Embedsmændansaa det for en Dumdristighed af ham at rejse i det Indre uden at være bevæbnet.

Efter at have redet over to af Fulakvisls vandrige Arme opslog vi vort Telt under det vestligste Thjofafell paa et Sted, der kaldes Fagrahlid, hvor der i Fjældsiden findes en yppig Vegetation, medens selve Dalbunden nedenfor er næsten blottet for Plantevæxt, da den saa ofte bliver oversvømmet af Jøkelelvene; kun hist og her ses nogle Buske af den bredbladede Gederams, Chamæ-nerium latifolium, der med sine prægtige, rosenrøde Blomster ofte pynter op paa de nøgne Grus- og Lersletter omkring Jøklerne. Om Aftenen klatrede jeg op paa det bratte, 2700 Fod høje Fjæld for at faa Udsigt over Jøklerne og Højlandet, men paa Grund af den disede Luft havde jeg dog ikke det Udbytte, som jeg havde ventet. En stor Gletscher fra Langjøkull berører dette Fjæld med sin buede Rand, der strækker sig hele Vejen fra Jøkeldalen nordvest for Hrütafell op til en stejl Fjældside med to høje Vandfald nord for det vestligste Thjofafell. Fra dette Fjæld saa man en stor Del af den nordøstlige Langjøkull og nogle af de brede Gletschere, der strække sig ud fra denne Firnkolosses Rande; langs Jøkelranden strækker der sig mod Nord Rækker af lavere Fjælde med enkelte Fjældspidser; mod Øst saa jeg en stor Del af Kjalhraun og de ejendommelig formede Fjældspidser, Strytur, der hæve sig fra en Lavakuppel i denne Ørkens Midte. Randene af Gletscherne ere helt sorte af Ler og Grus, der uafladelig af Jøkelbækkene føres ned i Dalene; tæt ved Jøkelen ser man flere Steder i Fjældsiderne en yppig Vegetation af Lyngplanter, Pil og Kvanner.

Hidtil havde vi paa Fjældene stadig haft udmærket Vejr, men nu kom der lidt Forandring, idet det om Natten blæste saadan op, at vi vare lige ved at miste Teltet, hvad der havde været mindre behageligt midt om Natten i øsende Regn, men ved at lægge tilstrækkelig store Klippestykker paa Teltranden fik vi dets oprørske Tendenser standsede. En Time efter Middag drog vi af Sted fra Fagrahlid paa Vejen til Hveravellir. et bekjendt Sted med betydelige, varme Kilder ikke langt herfra. Vi maatte først over den tredje Arm af Fulakvisl, der er meget vandrig og har en rivende Strøm, og derpaa over en lav Fjældryg til Middalur, en temmelig stor og græsrig Dal, hvor vi saa en Mængde Faar i Fjæidsiderne. Paa Kaartet ses aldeles intet af Fjældene og Dalene langs den nordøstlige Del af Langjøkull, hvilket er meget naturligt, da det aldrig er blevet undersøgt. Bjærgene bestaa her næsten udelukkende af Palagonitbreccie; dog findes der nogle Spor til Liparitdannelser, hvilket bl. a. ses af de mange lyse Rullesten, som Elvene føre. I Fjældet ved Fagrahlid fandt jeg hist og her i Kløfterne lidt Liparitbreccie; faststaaende Liparit findes der ogsaa ved Middalahnukur og i Bunden af Middalur. Fra Middalur maatte vi over endnu en Fjældryg for at komme over paa den østlige Slette, der uden Grænser synes at fortsættes mod Nord. Imellem Kjalhraun og Fjældene, der fortsættes langs Jøkelen mod Nord, er Sletten for en stor Del græsbevoxet. Her findes flere Dale og mange mindre Søer og Damme, hvoraf en stor Del dog denne Gang var udtørret; denne Egn kaldes derfor Tjarnadalir. Paa den gode Vej galoperede Hestene, saa godt de kunde, og vi naaede derfor hurtig til Hveraveliir ved den nordüge .Ende af Kjalhraun omtrent 1900 Fod over Havet. Vi opslog vort Telt tæt ved de nordligste Kilder, hvor Hestene lige omkring Teltet havde det fortræffeligste Foder, thi Græsvæxten i Nærheden af de varme Kilder er f rodigere og saftigere end paa de bedst gjødede Hjemmemarker i Bygden.

Side 26

Dengang Kjalhraun som glødende Lava flød ud fra det store Krater ved Strytur, stansede den nordligste Arm ved en Række Grushøje paa Sletten; i Lavningen mellem Lavastrømmen og Grushøjene bleve saa de varme Kilder dannede. Skjønt Jordvarmen her endnu synes betydelig nok, saa synes den dog før at have været endnu større, thi i Nærheden af de nuværende Kilder findes gamle Kiselaflejringer efter udtørrede Kilder. Disse Aflejringer findes som store, gullige Pletter baade ved Siden af Grusbakkerne og i Enden af selve Lavastrømmen; der opstiger ogsaa endnu fra Lavarevner i Retning mod SE varme Dampe paa tre eller fire Steder. I de gamle Kiselaflejringer fandt jeg en Mængde forkislede Stængler af Græsarter. Den første, der beskriver de varme Kilder paa Hveravellir, er Eggert Olafsson*), der tilligemed sin Rejsefælle B. Palsson besøgte dette Sted i A året 1752; senere har der efter mit Vidende ingen anden rejsende været dér oppe end E. Henderson **) i A året 1815. Eggert Olafsson omtaler i al Korthed de varme Kilder og beskriver især den „brølende Høj". Da de rejsende vare omtrent en Fjerdingvej fra Stedet, hørte de „et Slags Bulder langt borte, som noget lignede en Løves Brølen, men havde derhos et Slags Hvislen, der var meget gjennemtrængende for vore Øren . . . Det, som først faldt i Øjnene, var en hvid, rundagtig Høj, hvor Røgen trængte ud af tre smalle og krogede Aabninger med en saadan Kraft, at den før omtalte hvislende Brølen blev foraarsaget derved. Disse Huller vare dog udvendig kun to Fingre brede i Diameter, og deres Bredder isprængte med rød, hvid og grøn Farve. Vi undersøgte disse Huller med bøjelige Pilestilke, men kunde ingen Vej komme, fordi Røgens Gange vare saa krogede. Naar man kastede smaa Sten ned i dem, sprudedes de strax op igjen, og ligeledes bleve de flade Sten, som man lagde derover, bortførte ved Luftens Kraft. Naar vi stod nær ved, kunde vi intet Ord høre, endskjønt vi raabte hinanden i Ørene." Henderson har en længere Beskrivelse af Kilderne og omtaler ogsaa den brølende Høj, som dengang var et Slags højstkommanderende og ledende Aand for de andre Kilder, saa at, naar den begyndte, sprudede ogsaa alle de andre. De varme Kilder synes ikke at have forandret sig meget, siden Henderson var der; kun har den brølende Høj standset sin Virksomhed.

Den vulkanske Virksomhed, der nu findes paa


*) Rejse igjenneni Island. S. 637—639.

**) E. Henderson: Iceland 11. S. 302—209.

Side 27

rendeKiselinkrustationer,men hvad der især giver Bassinet en feagtig Skjønhed, er det klare, prægtig lyseblaa Vand, der fuldstændig havde den samme Farve og det samme Skjær som Søen i den blaa Grotte paa Capri, da jeg besøgte den i Juni Maaned 1885. Blåhver har ved Eanden i Overfladen en Temperaturaf 82°; i Midten koger den op paa nogle Steder, men den spruder ikke. I Nærheden findes lidt nordligere et andet mindre Bassin med samme Temperatur. Vandet i dette Bækken har en lysegrøn Farve, og det omgives af en gul Bræmme af Svovl. To mindre Kilder nord for det grønne Bassin ere og••» saa meget smukke; den vestligste af disse har en uregelmæssig Skaal af graat Kiselsinter og en Temperaturaf 67°, den østlige en Temperatur af 89° og et lille, regelmæssigt Bækken af hvidligt Kiselsinter med rosenrødt Skjær. Øverst paa Kiselkuplen, omtrent ti Alen øst for Blåhver, findes tæt ved hinanden, med fire Alens Mellemrum, to store, sprudende Kilder med en betydelig Vandmasse, hvilke samtidig og uden Ophørkaste deres Vandstraaler syv til ti Fod op i Luften; det kogende Vand fra disse to Kilder, der stadig ere indhyllede i Damp, strømmer bestandig ned ad Kuplens Skraaning mod Øst. Omtrent tyve Alen længere nede findes en gammel ..Hver" med et regelmæssigt Kør af to Fods Gjennemsnit, men uden Kiselkegle; den har en Temperatur af kun 37°, skjønt det kogende Vand rundt omkring pibler op af de smaa Revner og Huller. Nord for dette Rør findes der endnu to betydelige, regelmæssige Bassiner med kogende Vand og snrnkke Inkrustationer. Ved den nordlige Rand af denne Kiselflade, hvor Sumpvandet strømmer ned fra Lavningen mellem de to Kupler, findes en aflang, kogende Kilde, der stadig er i Virksomhedog kaster Vandet to til tre Fod til Vejrs; Omgivelserne ere dækkede med mælkehvide Stalakkitter.Hist og her paa den østlige Skraaning af Kiselkuplenfindes smaa Huller med kogende Vand; Kiselenoverrisles stadig af det nedsivende Vand fra de store Centralkilder, hvorved der dannes et papirtyndt Overtræk af halv gjennemsigtig Kiselsinter, som i Frastand ser ud som Rim eller Islag. Ved Bassinerne omkring Blåhver er Overfladen mange Steder dækket af en eiftndomrrmliø- cm lHer crpi]&!i,frt,ifr Mass A. snm man let med Hænderne kan løsne fra Underlaget. Neden for den østlige Kiselkuppel, hvor Vandet fra de forskjelligeKilder samles til en Bæk, findes der et lille Vandfald, og omkring dette afsættes gullige Svovlskorperpaa

I Midten af forrige Aarhundrede levede der i længere Tid paa Hveravellir en berygtet Faaretyv. der er bekjendt under Navnet Fjalla-Eyvindur; der fortælles mange Anekdoter og Sagn om hans Bedrifter og om hans omflakkende Liv. Eyvindur havde paa Grund af gjentagiie Tyverier tilligemed sin Kone Halla og en Medskyldig, Arnes, maattet flygte fra Bygden til det übeboede Højland, hvor de i en Aarrække fristede Livet under utrolige Savn og fornemmelig levede af Faaretyverier; de bleve ofte forfulgte og undertiden fangede, men slap dog altid heldig derfra. I Begyndelsen boede de paa Hveravellir, hvor man endnu ser nogle utydelige Rester af deres Hytter, senere ved Hofsjøkull i Nærheden af Sprengisandvejon og derpaa i Nærheden af Herdubreid. Eyvindur og Halla døde i Aaret 1780 paa Vestlandet, men Arnes døde paa Sydlandet i Aaret 1805. Disse fredløse Landløbere have givet Anledning til, at nogle Dele af det indre Højland bleve bedre kjendte end før, og have saaledes ikke været aldeles uden Nytte for Landets Undersøgelse. Nogle Stednavne i det Indre minde endnu om deres Tilværelse.*)

Efter at jeg havde opholdt mig i tre Dage paa Hveravellir, gjorde jeg en Udflugt til Strytur paa den store Lavakuppel i Midten af Kjalhraun. Kjalhraun bestaar hovedsagelig af flade Lavaplader med høje Lavablærer og kan /derfor godt passeres til Hest; der findes i denne Lavastrøm en betydelig Vegetation af Mosser og hist og her nogle Lyngplanter og Pilebuske.Lavaen skraaiier svagt ud fra Midtpartiet ved Strytur, hvor der findes et kæmpemæssigt Krater med mindst 500 Favnes Diameter. Krateret har en flad Lavabund med fire eller fem store og dybe Kjedler; rimeligvis har Lavaen i Krateret engang været en glødende Lavasø, som f. Ex. Kilauea paa Sandwichøerne.Midtpartiet er flere Gange blevet sænket, hvilket man bl. a. ser af de koncentriske Sprækker, der findes omkring Krateret. Større Partier af den oprindelige Kraterrand ere blevne staaende som høje Lavaspidser, og disse, der kunne ses i lang Frastand, have faaet Navnet Strytur. Den østligste af disse Lavatoppe har det største Omfang og er højest; ned imod Krateret har den lodrette Lavavægge, hvor LavastrømmenesRande ses i Tværsnit som Basaltbænkene i fii Fiæld. men mod Øst have Lavabænkene et iævnt Fald ud fra Krateret. Mod SV. findes en betydelig Fordybning, der forbindes med Hovedkrateret ved en


*) De Sagn, man har om Eyvindur, ere blevne samlede af Jon Arnason i Islenzkar Jrjodsøgur 11. S. 243—251, Sml. Islendingur L S. 156—170.

Side 28

dyb Kanal. Fra den østligste Lavaspids havde vi en nogenlunde god Udsigt over den største Del af Kjalhraun,men jeg kunde ingenlunde undersøge Krateret eller dets Omgivelser saa godt, som jeg vilde, da vi efter en halv Times Ophold bleve indhyllede i den tætteste Taage. Vi maatte derfor vende om til vort Telt paa Hveravellir; da vi intet kunde se, lod vi Hestene selv finde Vej tilbage, hvilket de ogsaa gjorde saa godt, at vi vare helt forbavsede. Ved nøjagtigt Eftersyn kunde man kun hist og her i Mosset eller i Sandet i Lavningerne opdage enkelte Spor, da Hestehovene naturligvis paa de haarde Lavapladerikke kunne efterlade noget Mærke, men vore Heste fulgte nøjagtig den samme Vej tilbage uden at vige en Haarsbred til højre eller venstre. Det er ganske forbavsende, hvad de islandske Heste kunne præstere i denne Retning; mange af dem kunne i Mørke finde deres Spor lige saa godt som de klogeste Hunde.

Den 27. Avgust regnede det uafbrudt hele Dagen, men da vi nu vare færdige med vort Arbejde her oppe, saa brød vi op og fortsatte Rejsen mod Nord ned imod Bygden. Vi fulgte hele Dagen Blandås vestlige Bred, og Rejsen gik stadig over bølgeformede Højsletter og Heder, hvor der ikke findes den mindste Afvexling; Taagen og den øsende Regn gjorde desuden hele Turen meget übehagelig og kjedelig. Fra denne Side modtager Blandå kun to Tilløb, Seydiså og Sandå; den første fører en betydelig Vandmasse og dannes af tre mindre Elve, de saakaldte Beljandäkvislir, nord for Hveravellir. Her fandt jeg lige over for Sandfell en kogende Kilde, hvor Vandet koger op fra tre Huller, der ligge i en Rækks mod SE. Omkring Kilden ser man nogle Lavaplader titte frem af Gruset, saa at der sikkert findes betydelige Lavamasser under dette, men, om denne Lava hører sammen med Kjalhraun, kunde jeg ikke afgjøre. Om Aftenen opslog vi vort Telt ved Sandå. Den næste Dag var vi nødt til at fortsætte Rejsen til de beboede Egne, thi vor Proviant var sluppen op; vi fulgte fremdeles Blandes Løb ned til Bløndudalen. Fra Hveravellir og ned forbi Sandå udbreder Elven sig i mange Arme paa det flade Land, men længere nede har den skaaret sig en dyb Kløft ned i Højlandet, og langs denne red vi omtrent den halve Dag d. 28. Avgust. Omgivelserne forandre slet ikke Karakter; Højsletterne fra Kjølur helt ned til Bløndudalen ere meget ensformige; Underlaget bestaar af Grus med enkelte lave og flade Bakker og Rygge; Vegetationen er hele Vejen efter Omstændighederne ret betydelig, saa Kjølvejen horer til de mest græsbevoxede Fjældveje i Island. I Nærheden af Bløndudalen findes der oppe paa Højlandet flere betydelige Søer og omkring dem store Engstrækninger, der benyttes fra Bygdens nærmeste Gaarde. Sent paa Eftermiddagen naaede vi ned til den sydligste Gaard i Bløndudalen, men fortsatte dog Rejsen ned efter til Gudlaiigsstadir, hvor vi overnattede. Bløndudalen er meget smal, men Fjældsiderne bestaa dog ikke af stejle Klipper, men de bratte Skraaninger til Fjældranden ere temmelig frodig bevoxede med Lyngplanter, Pilarter og Græs, og Gaardene med de nylig slaaede Hjemmemarker vise sig som gulgrønne Pletter højt oppe i Fjældsiderne. Vejen ned ad Dalen langs med Elven, der ogsaa her flyder i en dyb Kløft, er meget daarlig, men benyttes ogsaa kun sjælden; de fleste ride op paa selve Højsletten ovenfor Dalranden og saa derfra ned til de enkelte Gaarde. Dalens øverste Del bestaar næsten udelukkende af Palagonitbreccie, men omtrent midt Vejs i Dalen giver denne Plads for Basalten, der danner Hovedmassen af Nordlandets Fjord- og Dallandskaber.

Som jeg allerede i Begyndelsen af denne Rejseberetning har omtalt, blev Kjølvejen meget benyttet i Oldtiden; den blev ogsaa allerede tidlig opdaget. I Landnama er disse Egnes Opdagelseshistorie temmelig nøjagtig fremstillet. I Sturlunga saga omtales denne Fjældvej meget ofte*), og den blev dengang benyttet haade Sommer og Vinter, skjønt de rejsende ofte om Vinteren, som man tydelig ser af Sagaerne, vare udsatte for de største Farer og Strabadser. Indtil Slutningen af forrige Aarhundrede blev Kjølvejen ogsaa ikke saa sjælden benyttet, men, efter at nogle dygtige Mænd fra Nordlandet i Aaret 1780 under meget sørgelige Omstændigheder med en stor Faareflok omkom lier oppe paa Fjældene, synes man at have holdt op med disse Rejser, der ogsaa Vinter og Efteraår, baade paa Grund af Snestorme og de vandrige Elve, altid vare meget farlige.

Fra Gudlaugsstadir rejste vi den 29. Avgust til Gaarden Reykir ved Svinadalen og fortsatte saa vor Rejse uden noget Ophold ad de sædvanlige Veje til Borgarfjorden, hvor jeg havde tænkt at opholde mig nogen Tid ved Hredavatn for at samle Planteforsteninger,men da de Egne. igjennem hvilke vi rejste, flere Gange ere blevne beskrevne af andre rejsende, saa vil jeg ikke opholde mig videre ved denne Del af


*) Sml. Sturluuga saga. Oxford 1878. I. S. 166. 362. 367, 393: 11. S. 16, 79. 187. 248 o. fl. St.

Side 29

Rejsen. Vi ankom til Hredavatn den 5. September og tilbragte her en Uge i Telt oppe i Fjældene. Det lykkedes mig ikke at gjenfiride den Lokalitet, hvor Professor Japetus Steenstrup paa sin Kejse i Aarene 1839—40 samlede de Planteforsteniiiger, som senere ere blevne beskrevne af O. Heer i Zürich, men derimodvar jeg saa heldig at linde to nye Findesteder i Thremilsdal og Fifudal i Fjældene i Nærheden af Hredavatn. I den sidste Tid var der indtraaclt en stor Forandring med Hensyn til Vejret, saa at det skylregiiede næsten hver evige Dag. Elvene bleve hurtig saa opsvulmede, at vi flere Steder maatte gjøre store Omveje for at finde brugelige Vadesteder, og vi vare derfor meget glade, ved at Rejen var overstaaet, da vi naaede Keykjavi'k den 15. September.