Det nærmeste Formaal for de, efter Forslag af Prof. Johnstrup, i 1876 paabegyndte Undersøgelsesrejser var Geologien og den dermed forbundne Opmaaling og Kaartlægning. Men man fandt snart, at Rejserne i det store, lidet bekjendte Land med Fordel kunde gjores frugtbringende ved at benytte Lejligheden til Forskninger ogsaa i andre Retninger, og Rejserne kom derved paa en ganske naturlig Maade til efterhaanden at omfatte alle Grene af den fysiske Geografi samt Ethnografi og Arkæologi. Samtlige Resultater bleve efterhaanden optagne i „Meddelelser om Grønland", af hvilke det første Bind (Hæfte) udkom i 1879. Meddelelserne fik saaledes Form af et Tidsskrift, men for dog at lette sammes Afbenyttelse for Læserne i de forskjellige Fag søgte Redaktionen saa vidt muligt at samle i hvert Bind, hvad der nogenlunde hørte sammen. Ganske efter Ønske lod denne Ordning sig dog ikke gjenneinføre. Den Tid, som udkrævedes til at bearbejde det hjembragte Materiale, maatte jo blive højst forskjellig efter sammes Natur, og dette har saaledes nærmest givet Anledning til, at Bindene X, XI og XII forelaa, medens de tre forudgaaende endnu ikke vare helt fuldendte. En anden Vanskelighed ved Ordningen efter Indholdet var den, at dette i adskillige af Bidragene var blandet, henhørende under forskjellige Afdelinger. *

Allerede et flygtigt Gjennemsyn af de udkomne Bind turde vise, at det samlede Resultat af de i de forløbne 13 Aar udførte Arbejder har været omfangsrigt i saa godt som alle Retninger. De betegne et Vendepunkt i Udviklingen af vor Kundskab om Danmarks gamle, og i mange Henseender mærkværdige Biland. Denne Artikels Forfatter, som for en Del Aar siden har udgivet en geografisk og statistisk Beskrivelse af Grønland efter vort daværende Kjendskab til Landet, h.ar derfor ment, at en Oversigt over det senere Tilkomne kunde være ønskelig. Kommissionens Formand, Prof. Johnstrup, som har udført hele det med Meddelelsernes Kedaktion forbundne Arbejde, billigede denne Plan og forsynede mig med det dertil nødvendige Materiale, forsaavidt samme, som alt antydet, endnu ikke havde været færdigt til Udgivelse. Idet jeg nu hermed forsøger at give en saadan Oversigt, har jeg endnu kun at bemærke, at jeg har foretrukket at anvende Ordet „Bind" i Stedet for „Hæfte", hvilken sidste Betegnelse hidrørte fra, at man oprindelig havde tænkt sig, at Værket skulde havo faaet et mere begrænset Omfang. I Henvisningerne betyder B, A, S, henholdsvis Bind, Afsnit, Side. Meddelelserne ere, som man vil have set, rigelig forsynede med Illustrationer og Kaart. De Sidstnævnte, med Undtagelse af de ganske übetydelige eller blotte Grundrids, ville findes anførte, hvorimod Illustrationerne ere alt for talrige til, at en Fortegnelse over dem kan gives i denne kortfattede Oversigt.

I. Landets geografiske Beskaffenhed i Almindelighed.

Det maa forudsættes som en Selvfølge, at Grønlands egentlige, store isdækte Indre laa udenfor de her omhandlede Expeditioners Maal, og end videre gik de kun ud paa at skaffe et grundigere Kjendskab tilveje om det, vi maa betegne som dansk Grønland. Et Blik paa Kaartet og nogen Indsigt i, hvad Rejser i saadanne uvejsomme og paa Hjælpemidler fattige Egne ville sige, viser let, at ogsaa Kystlandet alene kunde frembyde en vid Mark for Undersøgelser. Ikke blot havde man paa Østsiden en Kyst for sig, som dels kun kjendtes fra en enkelt evropæisk Rejsendes Beretning, dels endnu ikke havde været betraadt af nogen saadan; men man maa tillige betænke Breden af det Bælte isfrit Kystland, som omgiver Indlandet. Paa en, stor Strækning af Vestøden ha.r Bæltet en,

Brede af omtrent 20 danske Mil, og man maa undre sig over, at vidt udstrakte Egne; som saaledes dog ligge udenfor Indlandets Isdække, i de mange Aar, Kolonierne have staaet, sjælden eller aldrig ere blevne berejste, end sige opmaalte eller nærmere tindersøgte. Resultaterne äf den rent geografiske Undersøgelse findes i Meddelelserne dels omhandlede særskilte og selvⁱ følgelig som nedlagte i Käartene, dels indflettede i Réjseberetningerne. Ved her at skulle give en Over' sigt over dem falder det naturligst at begynde med Sydspidsen og derpaa følge først Vestkysten, derpaa Østkysten nord efter.

Grønlands sydligste Del. Den Spids, som Landet skyder frem yderst mod Syd, udmærker sig i flere Henseender, nemlig dels, som man jo nok kan tænke sig, ved et for Plantevæxten gunstigere Klima end nordligere Egne, dels ved sine Bjærgformer og disses Forhold til Indlandets Isdække. Paa Vestsiden kan man vel regne, at dette Stykke naar op til 61 Y₄ ^° N. Br., paa Østsiden, af Hensyn til Klima og Plantevæxt, vel kun til 60Y₂°- Ved Bestigning af Redekamfjældet (35690 og andre større Højder har man fundet, at Hovedmassen bestaar af et Højland, hvis Toppe naa indtil 7000', ja, man mener endog at have kunnet øjne Toppe paa henved 10,000' i det Indre, men disse maa da vel ligge lidt nord for den nys antydede Grænse. Dette Højland gjennembrydes dog ved dybe Indskæringer af Havet, dels i Form af Sunde, hvorved der er opstaaet Øer af samme Beskaffenhed som Fastlandet, dels som Fjorde, der her fra Øst til Vest nærme sig hinanden, saa at der imellem de sydligste kun skal være 11/^l¹/^ til 2Y₂ Mils Vandring tværs over Grønland paa denne Bredde. Som Forlængelser af Fjordene findes der ogsaa dybe Dale, og omkring det Indre af visse Fjorde et større Parti Lavland. I sin Helhed er Højlandet af vore Rejsende passende blevet betegnet som dannende en Vold mod Indlandsisen, der nord fra presser sig imod den og til begge Sider, mod Øst og Vest, udgyder sig i Havet gjennem Isfjorde. Men for øvrigt ere Højderne dog ogsaa bedækkede med stadig Is og Sne som, ethvert saakaldet Alpeland. Den Beskyttelse, som disse Bjærge ogsaa yde mod de kolde Vinde fra Havet, har bidraget sit til, at Grønlands frodigste Vegetation her har kunnet udvikle sig langs Fjældsiderne i dets Fordybninger. Ved Modsætningen mellem de grønne Skraaninger, de stejle Klippevægge og overhængende Isbræer frembyde de sydligste Fjorde pragtfulde Landskaber, og det er heller intet Under, at vi i en særlig Gruppe af disse Fjorde, som udmærke sig derved, at de nærme sig hverandre, omgivne af noget større Strækninger beboeligt Lavland, gjenfinde Levningerne af den gamle Østerbygd. En skærende Modsætning til disse Grønlands venligste Egne danner den mest af Øer bestaaende ydre Havkyst; dens Undersøgelse er dog heller ikke bleven forsømt af de Rejsende, og dot var navnlig solve Kap Farvel, hvis Beliggenhed i Aaret 1881 blev bestemt af Kapt; Gs Holm, der er den første Fremmede, som vides at have betraadt dette de Søfarende saa velbekjendte Forbjærg*

Den Flora, som udmærker denne sydligste Del, har man ment at maatte kalde subalpin, og der er heller ikke ganske uden Grund blevet foreslaaet at benævne Landets Natur her i det Hele som subarktisk i Modsætning til det øvrige Grønlands ægte arktiske Karakter. Der gives her ogsaa en Bjærgdannelse af særlig mineralogisk Interesse, og kommer hertil de spredte Ruingruppers arkæologiske Betydning samt endelig, at Østkyst-Expeditionen her havde sit Udgangspunkt og Vinterkvarter, saa var der jo al Anledning til, at disse Egne fik deres rigelige Del i Undersøgelserne. Først berejstes de af Steenstrup med Holm og Kornerup 1876, hvorom berettes B. I A. l, og B. II A. log 2. Dernæst undersøgtes de nærmest i arkæologisk Øjemed af Holm med Groth og C. Petersen i 1880 og mere i rent geografisk Øjemed af Holm med Syloiv 1881, hvorom Beretningerne B. VI A. 3 og 4. Endelig færdedes Østkyst-Expeditionen her 1883^—85, hvorom lejlighedsvis berettes i B. IX A. 2 og 3.^

Vestkysten fra 61^l/± tu 64° N. Br. Denne Strækning er berejst af Steenstrup og Jensen 1877 og af Jensen med Kornerup og Groth 1878. Det var her især Indlandsisen, som Opmærksomheden var rettet paa. Den træder her nemlig strax ved Begyndelsen nær ud til Kysten; det isfri Yderland svinder ved den saakaldte Frederikshaabs Isblink ind til saa godt som intet, men tiltager saa nord efter, indtil der under 64° N. Br. atter aabner sig en Gruppe dybe Fjorde, omkring hvis Indre der atter træffes Ruiner fra Nordboernes Tid. Det er med andre Ord Vejen fra Østerbygden til Vesterbygden, som vi her have for os. Denne Kyststrækning er dog ingenlunde i samme Grad som Østkysten paa denne Bredde blottet for Fjorde med isfri Omgivelser. Beretningerne over dem findes B. lA. l, 2 og 3. Det skyldes vel egentlig kun Tilfældet, at deri sydligste Del deraf hører til dem, som findes mindst omtalte i Meddelelserne, og hvor et Stykke endnu mangler Opmaaling. Muligvis har dog den Omstændighed bidraget hertil, at det bekjendte Ivigtut med Kryolitbruddet findes her, hvis nærmeste Omegn tidligere er nøje opmaalt og undersøgt.

Vestkysten fra 64°^—OS¹/^ N. Br. Paa hele denne länge Strækning trækker Indlandsisen sig 15 til 20 Mil tilbage fra Yderkysten, efterladende et af Fjorde og Sunde gjennemskaaret Yderland. Omkring det Indre af disse Farvande træffer man det største Areal af isfrit lavere Land, som Grønland vides at besidde. Dét er dog kun den sydligste Del af samme, som de gamle Nordboer havde fundet tjenlig til Bebyggelse, Vesterbygden. Den nordligste Del har altid givet Rensdyrene vigtige Tilholdssteder, og her er helt tilbage til Nordboernes Tid drevet den største Rensdyrjagt. Disse Egne have derfor ogsaa været godt kjendte af Grønlænderne, men, som omtalt, ere de kun sjælden blevne besøgte af andre. Det er Kapt. Jensen og hans Ledsagere, der have rejst her i fire Aar, vi skylde at have faaet et tydeligt Billede af denne Del af Landet ved Opmaaling af de bugtede og vidt forgrenede Fjorde i alle Hovedomrids samt ved Højdemaalinger og fremfor alt ved Bestemmelse af den Ismur, som begrænser det Hele mod Øst. Af Sommeren 1878 anvendtes dog kun Begyndelsen paa dette Omraade, men i 1879 berejste Jensen med Kornerup og B. Hammer dets nordligste, i 1884 med EUs Carstensen dets mellemste, og i 1885 med Ryder og S. Hansen dets sydligste Del. Den sydlige Halvdel har endnu højere Bjærgpartier, paa 4_—5000', men disse tabe sig nord efter og især nord for 67° N. Br. naa Bjærgene sjælden 2000'. Et Billede af grønlandske Fjorde med den dem omgivende Natur i det Hele taget faar man især ved Skildringen af Nagsugtok. Fjorden, som med sine Bøjninger vel er 20 Mil lang, og den efter grønlandsk Maalestok store Elv, der falder ud i den og gjennem frodigt Vidjekrat kan følges til dens Udspring fra en pragtfuld Hvælving i Indlandsisen.

Den almindelige geografiske Beskrivelse af dette
Stykke findes indflettet i Jensens Rejseberetninger B.
I A. 2 (i Begyndelsen), B. II A. 5 og B. VIII A. 2.

Vestkysten fra 68%^—70° N. Br. (fraregnet Øen Disko). Vi have nu naaet det danske Nordgrønland, som her for os nærmest er mærkeligt ved sine store Isfjorde, fast Islæg om Vinteron langs Kysterne og særegne Bjærgformer fra Øen Disko af. Det her først omhandlede Stykke danner Kysten af den brede Diskobugt med de store Isfjorde. Dets Opmaaling og omstændelige Undersøgelse skyldes B. Hammer, dels i Aarene 1879_—80 alene og med Vinterophold, dels i 1883, ledsaget af Sylow og Larsen. Hele Kysten danner en Fortsættelse af den forrige Afdelings Bjærge. Det er selvfølgelig de to Isfjorde, der give Landet nærmest omkring og imellem dem en høj Grad af Interesse": De herunder henhørende Oplysninger findes i Hammers Beretninger B: IV A. l og B. VIII A. 1.

Vestkysten fra 70-^72^ll^ Ni Br. Tillige omfattende Øen Disko. Denne Del af det danske Grønland frembydér sikkert den flersidigste Interesse i Henseende til fysisk Geografi: Den betydelige Tilvæxt, söm vor Kundskab om samme har faaet> skyldes Steenstrup, som berejste dette Distrikt i 3 Aar (1878^—80) med 2 Vinterophold uden Ledsagere undtagen i den sidste Sommer, da Hammer sluttede sig til ham. Hans talrige Arbejder i de enkelte Fag ville blive berørte i det Følgende. Her skal kun bemærkes med Hensyn til det rent geografiske, at hans Kaart, foruden at støtte sig til en lang Eække af de sædvanlige astronomiske Observationer, ere grundede paa Rejser Sommer og Vinter i Umanakfjordens talrige Forgreninger og de mærkelige store Partier af samlet, relativt isfrit Yderland, som udgjør Øen Disko og Nugsuaks og Svarte- Huks Halvøer. Det er især den Sidste, om hvilken vi hidtil savnede fornøden Oplysning, og som han, under megen Gjenvordighed og ikke uden Fare, berejste i, saa vidt skjønnes, hele Øens Omfang, samt til dens Indre gjennem en hidtil übekjendt Fjord, som han ved denne Lejlighed opdagede.

Steenstrups Beretninger herom findes B. IV S.
176 og B. V A. 1.

Vestkysten fra 72^l/₂—74^l/₂() N. Br. Denne Strækning er, som bekjendt, det danske Grønlands yderste Nord, og dens geografiske Beskaffenhed svarer ret træffende hertil. Undersøgelsen kjendes allerede fra en tidligere Artikel i dette Tidsskrift, og som det vil erindres, var det Byder og Bloch, som udførte samme i Aarene 1886—87; i 1886 deltog Ussing i Undersøgelsen. Uagtet Vinteren var meget ugunstig for de Rejsende, lykkedes det dem dog at opmaale Kysten til den yderste Grænse af det beboede danske Grønland. Indlandsisen udsender her talrige Arme til Havet, kun efterladende ringe Mellemrum med „Nunatakker" eller ganske übetydelige Halvøer. Man kommer ved Beskrivelsen deraf uvilkaarlig til at tænke paa ganske lignende Forhold, som i det sydligste Grønland forefandtes paa Østkysten. At Isen har kunnet skyde sig saaledes frem, hidrører vel nærmest fra, at Landet bliver lavere, men desuden maa den Magt, der fra det Indre her virker paa Isen, være usædvanlig stærk, da der findes flere produktive Isfjorde forholdsvis nær ved hinanden. Den geografiske Beskrivelse vil for øvrigt findes indbefattet i Ryders samlede Beretning B. VIII A. 7.

Østgfønland. Som indledende Skridt til Østkyst- Expeditionen findes i Meddelelserne B. VI A. l og 2 Spørgsmaalet drøftet om Muligheden af at foretage Undersøgelserne med Skibe direkte fra Søen af, nemlig dels af Kapt. Wandel, som støtter sig til sine Erfaringer paa Skonnerten „Ingolfs" Togt i Danmark- Strædet 1879 under Kapt. Mourier, dels af Kapt. Norniann, som stiller et bestemt Forslag i saa Henseende. Dernæst giver Holm i B. VI S. 65 de Oplysninger, soin han i Aaret 1880 indhentede hos en tilrejsende Østlænding angaaende Østkystens Beskaffenhed.

Foruden at der i Rejseberefningerne B. IX A. 2 og særlig i B. X S. 47 gives adskillige Oplysninger om Østkystens geografiske Beskaffenhed, findes denne særlig og omstændelig beskreven af Holm og Garde i Forening iB. IX A. 3. Ved den Inddeling af Kysten, som herved er foretagen, have de formentlig paa en meget heldig Maade bragt et System i Anvendelse, ved hvilket man kan faa et klart Overblik over det Hele, hvis Beskrivelse jo ellers paa Grund af dets øde Beskaffenhed let kunde blive en trættende Gjentagelse af de samme Enkeltheder uden indbyrdes Forbindelse. Den berejste Kyst kan derefter, ifølge Holm, deles i 5 Dele:

1) fra Sydenden til Auarkat, 61° 15' N. Br.,
2) derfra til Ikermiut, 62° 15' N. Br.,
3) derfra til Igdloluarsuk 63° 32' N. Br.,
4) derfra til Inigsalik 65° 30' N. Br.,
5) derfra i mere østlig Retning til Enden under

66° N. Br. Af disse Afdelinger have l, 3 og 5 for sig og 20g4 for sig en vis Overensstemmelse. De Førstnævnte ere gjennemskaarne af længere Fjorde, langs hvis Kyster man finder Dalstrøg eller Skraaninger med Pletter af en Vegetation, som i alt Fald for Østkysten maa kaldes frodig. I Baggrunden hæve sig takkede Bjærgtinder, af hvilke de sydligste naa en Højde af 7000' og de nordligere 6000'. De rage frem over Indlandsisens Niveau, men udgjøre dog sande Alpelandskaber, bedækkede med talrige Lokalbræer. Disse høje Bjærgaa.se danne Volde mod Indlandsisens Fremtrængen undtagen gjennem Kløfter og Dale inderst i Fjorden. De strække sig ogsaa ud over Halvøerne, dog saaledes at de henimod den yderste Kyst gaa over til mere afrundede, lavere Kupler med en lettere tilgængelig Strandbred. Endelig træffer man her hyppigere Øer i Fjordene og deres Mundinger. Anderledes forholder det sig derimod med Afdelingerne 2 og 4. Rigtignok ere Kystbjærgene her mindre høje, men saa mangler ogsaa Volden mod Indlandsisen, som, idet den kun efterlader isolerede Nunatakker, vælter sig frem til Fjordsiderne, ja selv til den aabne Havkyst. Landet frembyder her overalt det sørgeligste Skue og Eejsen langs Kysten de farligste og vanskeligste Steder.

II. Isdannelser paa Landjorden, Isbræer.

Man synes jo nu for Grønlands Vedkommende temmelig almindelig at skjelne imellem isolerede Isbræer og Indlandets store samlede System af Isbræer, Indlandsisen. Ved denne skulde da forstaas en for det Indre af Grønland eller dets store, samlede Fastland særegen Isdannelse, som kan tjene til at forklare visse Virksomheder, som have fundet Sted i Geologernes Glacialtid, saasom Nivelleringen af Landene til visse Højder og Transport af Jordskorpens Brudstykker over saa lange Strækninger, at den direkte Virkning af Tyngden kun faar en næsten forsvindende Indflydelse derved. De isolerede Isbræer derimod skulde svare til lignende Dannelser paa andre Landes Højlande. En Oversigt over Undersøgelserne af Indlandsisen er allerede meddelt i dette Tidsskrifts 9de Bd. (1887—88) Hæfte IV, og vi skulle her indskrænke os til følgende almindelige Bemærkninger i Forbindelse rned Angivelsen af de Steder i Meddelelserne, hvor Undersøgelserne paa dette Omraade omhandles.

Det Første, som det gjaldt om at komme paa det Rene med, var Indlandsisens Udstrækning, dens Ydergrænser,Israndens Bestemmelse. Til Løsningen af denne Opgave have alle Ekspeditionerne mere eller mindre ydet Bidrag. Det næste Spørgsmaal var Israndens Bevægelse og da først og fremmest de Steder, hvor denne er mægtigst, de for Grønland ejendommelige Isfjorde. Naar man da paa den anden Side havde skaffet Oplysninger tilveje om, hvad der foregaar i Isranden, hvor der for den flygtige Betragtning befindersig tilsyneladende Stilstand, vilde man formentlighave den nødvendige Grundvold for Bedømmelsen af de Virkninger, som Isen er underkastet i dens øvrige Udstrækning. Med Hensyn til den førstnævnte Opgave kunde ingen Isfjord være bedre skikket end Jakobshavns, dels fordi der fra gammel Tid har ligget en evropæisk Boplads ved dens Munding, dels fordi den har haft tidligere lagttagere med mange Aars Mellemrum, dels endelig fordi den synes at forene alle Betingelser for Frembringelsen af de største Isfjælde.Det var derfor, at det blev overdraget .R. Hammer, bl. A. under et Vinterophold, at foretage en grundig Undersøgelse af denne Fjord. Af de øvrige Isfjorde af første Rang overtog Steenstrup dem, der danne Umanakfjordens Forgreninger, og endelig Byder med Block og Ussing de allernordligste og særlig den.

i hvilken han konstaterede den mægtigste Bevægelse, som er iagttaget i nogen Gletscherdannelse paä Jorden. Hvad saa endelig den svageste Bevægelse angaar, da Var det i som bekjendt; Jmsené Expedition; der paa Frederikshaabs Isblink fandt en Forklaring paä den tilsyneladende Stilstand trods Tilvæxten fra det Indre; Paa Grønlands Østkyst var der, som rimeligt, ikke Tid til at anstille Mäalinger af Bevægelsen. Men äf Isfjæld- Produktionen og af Bræ^sens saa mærkelig større Udbre* delse her i Modsætning til Yestkysten mellem de samme Breddegrader vil allerede ikke saa lidet kunne sluttes.

Paa følgende Steder af Meddelelserne findes de
herhen hørende Undersøgelser omtalte:

B. I A. 2. Jensens Beretning om Expeditionen
til Frederikshaabs Isblink 1878.

— S. 113 Kornerup om samme.

B. II A. l og 2. Steenstrup med Kornerup og
Holm i Julianehaabs Distrikt: Maaling af Bevægelsen
i 3 Isbræer.

— A. 5. Jensens Kejser 1879: Forskjelligt,
særlig ved Nagsugtok.

B. IVA. 1. Hammers Monografi af Jakobshavns
Isfjord.

— A. 2. Steenstrup om Bræerne og Bræ-Isen i Nordgrønland særlig: S. 75 Indlandsisens Vinkel med Horisonten; S. 82^—86 Indlands-Isbræernes Bevægelse; S. 90 de isolerede Isbræers Bevægelse; A. 5 S. 215 Sammenligning med den ældre Glacialtid.

B. .V A. 1. Steenstrup: Forskjelligt under
Rejseberetning.

B. VIA. 9. Holm: Forskjelligt under Beskrivelsen
af Grønlands sydligste Del, særlig S. 152 Bestigning
af Nunatsuk-Isbræ.

B. VIII A. 1. Hammer: Under Rejseberetning
forskjelligt om Jakobshavn, Pakitsok og Torsukatak.

— A. 2 Jensen 1884—85: Forskjelligt under
Rejseberetning, særlig S. 65 Vandring over Indlandsisen
til en Nunatak.

— A. 7 Ryder: Under den almindelige Indberetning,
særlig S. 215 og 255.

B. IX A. l og 2 Holm og Garde: Paa forskjellige Steder under Rejseberetning og geografisk Beskrivelse af Østkysten, særlig om Isfjorde og Indlands-Isbræer. Garde: S. 193; Holm: S. 215; Knutsen: A. 4 S. 247; Garde: S. 116 Kalvningen af Puisortok.

III. Hydrografi.

Herunder turde indbefattes, hvad der vedrører Fjordene, deres Dybde, Vandets Temperatur, Salt- og Slammængde samt Strømninger og dels Fjordene i Almindelighed, dels særlig Isfjordene. Dernæst Havets Beskaffenhed langs Yderkysten, Drivisen og endelig Vandstandfen. Pää hfele dette Omraäde har der tidligere i Grønland kun været undersøgt meget lidt; Det maä dög tillige bemærkes, at „Fylla^-Expeditionons hydro^ grafiske Undersøgelser i Davis-Strædet, som ere beskrevne af F; Hammer i „geografisk Tideskrift" 9dé Bind 1887—88 H. I—II S. il, ikke findes optagne i Meddelelserne. Disse indeholde som herhen hørende:

B. I S. 31 og 32 Jensen 1878: Undersøgelse af
Sermilik (63° 30' N. Br.) og Fiskefjorden, Dybde og
Saltmængde.

B. II Jensens Rejseberetning flere Steder; særlig S. 135 Nagsugtoks Dybde, Temperatur og Saltholdighed. S. 145 Slammængden, som udføres fra Isbræer gjeniiem Elve; S. 205 Havets Saltholdighed.

B. IV A. l E. Hammer om Jakobshavns Isfjord;
S. H den ydre Fjord; S. 28 Temperatur; S. 30 og
39 (m. Tabeller) Saltholdighed; S. 31 Isfjælde.

— A. 2 Steenstrup: S. 104 Hav vandets Saltmængde
(Tabeller); S. 112 Isfjældes Vægtfylde: S. 237
Spørgsmaalet om Forandringer i Strandkantens Niveau.

B. V Steenstrup: Havvandets Farve over Atlanterhavet.

B. VI A. l Wandel: Drivisen ved Østkysten.
— A. 4 Holm: Flere Steder om Drivis m. m.,

særlig Storisen i Davis-Strædet 1881, med Kaart.

B. VIII A. 2 Jensens Kejseberetning 1884 og 85: Undersøgelser af Fjordenes Dybde og Vandets Beskaffenhed paa flere Steder, særlig S. 78 Sermilik, S. 83 Angmagsivik, S. 97 Godthaabs Fjord.

B. VIII A. 3, Kyder: Undersøgelse af Isfjorde, Isfjælde og Vandets Beskaffenhed i det nordligste Distrikt; paa flere Steder, særlig S. 238, Maalinger af Dybde, Temperatur og Saltholdighed.

B. IV A. 2, 3 og 7, paa flere Steder: Drivisen langs Østkysten, Storis og Isfjælde; S. 133 forskjellige Gjenstande i Land drevne paa Østkysten; S. 264 Storisens Transport af Sten; S. 337 Vandstanden.

B. X: S. 49 om Storisens Drift langs Østkysten
i Almindelighed.

IV. Opmaaling, astronomiske Observationer.

Expeditionerne udførte Opmaalingen af det dem anviste Areal ved en Kombination af terrestrisk og astronomisk lagttagelse. Først opmaaltes i Reglen en Grundlinje, paa hvilken der saa byggedes et System af Triangler ved Sigte fra større eller mindre Højder

til de kjendeligste Toppe. Jævnsides hermed observeredesBredde ved Solhøjde, dels som Maximum, dels udenfor Meridianen, Kronometer-Længde og Misvisningen.Ved Bredden og ved Længde-Differenserne kontroleredes den terrestriske Maaling. Som Exempel findes anført, at Jensen opmaalte en Grundlinje ved Holstensborg paa 1412', og efterat være naaet med Triangulationen til Agto, 65 Kvartmil nordligere, fandt den terrestrisk beregnede Bredde kun 2 Minuter afvigendefra den astronomiske. Højderne over Havet maaltes ved Aneroid-Barometer i Forbindelse med trigonometrisk Maaling ved Hjælp af det Stampherske Apparat. De astronomiske Observationer ere gjengivne paa Tabeller, og det hele Materiale er af betydeligt Omfang. Det bestaar af følgende:

B. I S. 153 Jensen 1878: astronomiske Observationer
og et Kaart 62° 15'—64° 20'.

Kornerup: Det samme Kaart geologisk koloreret.
Jensen: Et Kaart over „Isblinken" 62° 25'—63°.
B. II S. 81 Steenstrup, Holm og Jensen: Astron.

Obs. 1874—77.

— Steenstrup: EL Kaart 60° 41'—61° 15'N. Br.
med Bemærkninger (S. 27).

— Jensen S. 116: Methoden ved Opmaaling.
— S. 195 Jensen: Astron. Obs. 1879.
— Jensen: Kaart 66° 55' — 68° 15'. N. Br.
Kornerup: Det samme Kaart geologisk koloreret.
B. 111. Den danske Vestkyst i 3 Kaartskitser

efter tidligere Kaart, som Tillæg til Langes botaniske
Del.

B. IV. Hammer: Kaart over Jakobshavns-Isfjord.
— S. 36 Bemærkninger til samme.

— S. 67 Astron. Obs.

— Sleenstrup: Kaart 69° 10' — 72° 35' N. Br.
— S. 175 Samme: Bemærkninger til Kaartet.
— S. 243 Steenstrup og Hammer: Astron. Obs.

og Stedbestemmelser 1878—80.

B. V. Steenstrup: Et lille Havnekaart.

— Samme: Geologisk Kaart over kulførende
Dannelser.

B. VI. Et Skitsekaärt over hele Grønland til Forslaget
om Østkyst-Expeditionen.

B. VI. Holm: Kaart fra 61° 15' paa Vestkysten,

nrnVrino* JTsvn T^arvAl nm fil fiO^ l&' r*aa
__o „„.^ _ „_ , „„~ _ - ~ „ j^v^.*.*.

— S. 176 Bemærkninger til Kaartet.
— S. 191 Holm: Astron. Obs.

— Holm: Et lille Kaart til at vise Storisens Drift
1881 (foruden talrige Grundrids og Skitser af Ruiner).

B. VIII S. 4 Hammer: Plan til Opmaalirigen.
— S, 30 Sarnme: Astron. Obs. og Stedbestemmelser.

— Hammer: Kaart 68° 20'—70 N. Br.
— Jensen: Kaart 64°—65° 30' N. Br.
— Samme: Ligel. 65° 20'—67° 5' N. Br.
— Samme: S. 119 Astron. Obs. og Stedbe-

stemmelser.

— Ryder S. 268: Ligeledes, og et Kaart 72°—
74y20 N. Br.

B. IX S. 149 Holm: Bemærkninger til Kaartet
over Østkysten.

— S. 167 Garde: Ligeledes.
— S. 226 Astron. Observationer.

— S. 229 Eberlin: Om terrestrisk Eef'raktion.
— S. 341 Stednavne til Kaartene.

— Kaartene over Østkysten:

1) Den sydlige Del indtil Igdloluarsuk, 639 40' og
om paa Vestkysten til 60° 30', med geologiske Signaturer
af Eberlin.

2) Holm: Den nordlige Del 63° 30' — 66° 30'
med en Fortsættelse i et Eandkaart indtil 68° 30'
efter Grønlændernes Beskrivelse.

3) Kysten nord for 66°: 3 Tegninger af Grønlænderne
Kutulak og Kunak.

B. X Tillægs-Hæftet med Illustrationer: Et Kaart
over Angmagsalik-Distriktets Beboelse.

V. Meteorologiske og andre fysiske Iagttagelser.

Da der jd findes faste meteorologiske Stationer paa Vestkysten, og tillige den internationale meteor. Expedition (Godthaab 1881—82) falder i det Tidsrum, vi her befatte os med, er det her nærmest fra Østkyst-Expeditionen at nye Bidrag skulle kunne ventes. Dens Observationer ere efter Hjemkomsten blevne bearbejdede af Underbestyreren ved det meteorologiske Institut V. Willaume Jantzen og optagne i B. IX A. 60g7. De ere foretagne ved Nanortalik i2 Vintre og ved Angmagsalik i alt i 8 Maaneder i Vinteren 18⁸⁴/85- De have især haft Interesse ved Sammenstillling med Observationerne i det lige overfor liggende Stykkisholm paa Island. Resultatet har været, at de Barometer-Minim a og dermed følgende Forstyrrelser, som komme syd fra, kun sjældnere gaa østlig om Island, men i Reglen op igjennem Danmarksstrædet, og at Vöaf.rrTvnnlnnfl ilrlro H.fÜCereS af deül. D_öttö 1* ff*y' "O""" ~^-"--*~-""* *.--.^ -" ~ -~~ ***- « u«^^. *-* \s */k/*^ V VH*. VA A.*^^ mentlig ogsaa for A. Paulsens, i dette Tidsskrift fremsatte Theori om den grønlandske Føhns Oprindelse, ikke ved at stryge tværs over Grønland, men fra Minima, som sydfra vandre op igjennem Davis^Strædet, Kun turde der spørges, om dog ikke Nanortalik, der ligger ligesom midt imellem disse Vejrsystemer, gjør

en Undtagelse fra den øvrige Vestkyst, saa at østlig
eller nordostlig Vind dog ogsaa kan stryge tværs over
Landet her, hvor det er saa smalt.

Bemærkninger om Klimatet paa Østkysten ere desuden tilføjede af Holm i B. VI S. 160 og B. X S. 47. Observationer ved Upernivik ere meddelte af Ryder i B. VIII S. 257. Af særlig Interesse turde ogsaa de Observationer være, som Jensen foretog paa Indlandsisens Nunatak, og som med Hoffmeyers dertil knyttede Bemærkninger med Kaart findes i B. I S. 163.

Magnetiske Observationer af Garde ved Nanortalik
findes omtalte B. IX S. 313; de af Ryder fra Upernivik
hjembragte vare endnu ikke beregnede.

lagttagelser over Nordlys ere anstillede af Garde ved Nanortalik og af Holm ved Angmagsalik. Til Maaling af Nordlysenes absolute Højde fik Garde i det andet Aar tilsendt to store Theodoliter. Det viste sig, at Nordlysene i under en Times Forløb kunde variere mellem 2 og 15 Kilometres Højde B. IX A. 7.

Af andre fysiske lagttagelser kunde her vel endnu
passende anføres:

Hammer: Om Isens og Sneens Smeltning og Fordampning
og Temperaturerne i Jorden B. IV S. 33
og 65.

Steenstrup: Bræ-Isens Smeltning i Vand B. IV
S. 98, Temperaturen i et Isfjæld S. 101.

Garde: Snelagets og Klippens Temperatur B. IV
S. 303.

Kyder: Temperaturen i Klippe, Sne og Isfjæld
B. VIII S. 265; en naturlig Isgrotte S. 206.

VI. Geologi og Mineralogi.

Det falder naturligst at sammenstille de herhen hørende Undersøgelser som dem, der vedkomme først Sydgrønland, dernæst Nordgrønland, idet vi lade førstnævnte Afdeling udstrække sig til 69° N. Br. og selvfølgelig ogsaa omfatte det danske Østgrønland. Forskjellen mellem begge bestaar da deri, at Sydgrønland, paa en enkelt lokal Undtagelse nær, bestaar af de allerældste Bjærgdannelser, hvorimod i Nordgrønland disse skifte med Trap eller Basalt og de dertil knyttede, kulførende Lag. Fælles for begge ere visse af de allernyeste Dannelser.

Sydgrønland .med Østkysten. Man har paa den undersøgte Del af Østkysten ikke fundet nogen anden Formation end den, som med en høj Grad af Ensformighed indtager ogsaa hele Vestkysten op til ud over 69° N. Br. Den samme, i højere eller ringere Grad lagdannede Gnejs, dels gaaende over til skiferagtig, agtig,dels til granitagtig Struktur, gjentager sig allevegne, dog ledsaget af gjennembrydende, eruptive Masser.

Østkyst-Expeditionens Hovedøjemed levnede selvfølgelig forholdsvis kun ringe Tid til geologisk og mineralogisk Forskning. Dog have vi i Knutsens og Eberlins Beretninger faaet et temmelig fuldstændigt Billede af hine mere eller mindre lagdannede Bjærgarter og de ligeledes mere eller mindre tydelig eruptive Gange samt derhos Lejringsforholdene og de saakaldte Diaklaser og disses Betydning for Orografien. Den bedste Lejlighed til Undersøgelse frembød selvfølgelig det sydligste Stykke indtil 63V₂ ^° N. Br., hvor begge de nævnte Eejsende kunde virke i Forening; det er derfor ogsaa af Eberlin betegnet med geologiske Signaturer paa Kaartet. Hertil slutte sig saa Si/lows Undersøgelser omkring Kap Farvel og dernæst paa Vestkysten den mærkelige Egn med Sodalith-Syeniten og den, som det synes, ældre Sandstensdannelse, omhyggelig undersøgt af Steenstrup. Undersøgelsen af det øvrige Sydgrønland skyldes fremfor alt Kornerup, som her hentede Spiren til sin dødelige Sygdom. Et andet sørgeligt Dødsfald allerede paa Udrejsen til Grønland berøvede os Mineralogen og Chemikeren Lorenzen.

Følgende Bidrag henhøre under dette Afsnit:
B. I A. 3. Kornerup: Geologiske lagttagelser

62° 15'—64° 15' N. Br., Bjærgarterne, Tabeller over
Strygningen, den ældre Glacialtid, Dalformer (med
Kaart).

B. II A. l af Kornerup og A. 2 af Steenstrup:
Om den sydligste Del af Vestkysten, særlig Sodalith-
Syeniten og Sandstenen (med Kaart).

—A. 3. Lorenzen: Undersøgelse af 9 Mineralier
fra Sodalith-Syeniten.

—A. 6. Kornerup: 66° 55'—68° 15' N. Br.
ligesom i A. 2 (med Kaart), især Diaklaser og Glacialtid.

B. VI S. 178 Sylow: Den allersydligste Del af
Grønland.

B. VII A. 1. Lorenzen: Fortsættelse af Undersøgelsen
af Mineralier fra Sodalith-Syeniten.

— A. 2. K. Rørdam: Fremstilling af Zirkonsyre
af Eudialyt, i Anledning af dette Minerals paatænkte
Anvendelse i økonomisk Øjemed.

B. VIII S. 25 Sylow: Undersøgelser 68° 20'—
70° N. Br.

— A. 2 og 3 Jensens Expeditioner: Fra 64°_— 68¹/₂ ^° N. Br. forskjellige spredte lagttagelser, særlig om Terrasser og andre nyere Dannelser samt om den af Børdam undersøgte OUvinsten,

B. IX A. 4. Knutsen og Eberlin: Om Østkysten.
Nordgrønland Den rige Mark for geologisk

Undersøgelse, som frembød sig her, foranledigede, at Steenstrups Ophold forlængedes til det 3dje Aar. En uventet stor Berigelse skaffede han især Videnskaben paa dette Omraade ved sin Indsamling af fossile Plantelevninger. Det traf sig tillige saa heldigt, at disse fandt en Bearbejder af første Rang i Professor Heer i Zürich. Det være her kun ial Korthed gjentaget, at Antallet af de bekjendte Arter ved Steenstrups Arbejde voxede fra 316 til 613, at Heer i den Anledning ved Siden af sin „Flora fossilis arctica" besluttede at udgive en særskilt „Flora fossilis groenlandica", og at han først ved disse Hjælpemidler saa sig i Stand til nøjere at bestemme de Perioder, fra hvilke de stammede, og danne sig en Forestilling om de Skove, som i Fortiden havde prydet det nu saa golde Land. En anden vigtig Undersøgelse, soni Steenstrup foretog, ledede til Afgjørelsen af det meget omstridte Spørgsmaal om Oprindelsen af det gedigne Jærn, som hidtil almindelig antoges for Meteorjærn, men som Steenstrup paaviste at være terrestrisk og endog temmelig rigelig udbredt i visse Basaltlag.

Nordgrønlands Geologi findes i det Hele omhandlet
paa følgende Steder:

B. IV A. 3. Steenstrup: Forekomsten af Nikkeljærn
i Basalten.

— A. 4. Lorenzen: Kemisk Undersøgelse af
gedigent Jærn fra samtlige Fund i Grønland.

—A. 5. Steenstrup: Om den geografiske og geognostiske Beskaffenhed af Nordgrønland fra 69° 10' til 72° 35' N. Br. (med Kaart). Foruden de oven nævnte Dannelser findes her de hævede Alluviallag og den ældre Glacialtid ogsaa særlig omtalte.

B. V A. 1. Steenstrups Rejseberetning, hvori
lejlighedsvis geologiske Bemærkninger.

— A. 2. Steenstrup: Forsteninger ide kulførende
Dannelser (med Kaart).

— A. 3. O. Heer: Oversigt over Grønlands fossile Flora og om dens Betydning for Geologien i Almindelighed. Hertil hører desuden det store Billedværk „Flora fossilis groenlandica*", udkommet i Zürich med tysk Text, men tillige i Kjøbenhavn som Tillæg til ..MftddftlftlsfirriA ' i At. KAø-ravnsof. Anfal T^vampToT-oT// ~~ ~ ~~ "~0~~ - — ~-

VII. Botanik,

Det er først i de seneste Aar, at Botanikere af Fag have deltaget i Expeditionerne, men man erfarede snart, at ogsaa de andre Rejsende paa deres Vandringer kunde yde Botaniken stor Tjeneste ved Indsamling af Planter. Den forudgaaende sidste Oversigt over Grønlands Flora skyldtes J. Lange 1857 og udviste et Antal af 320 Arter Fanerogamer og højere Kryptogamer eller Karsporeplanter, men omfattede ikke Mosser eller de andre lavere Celleplanter. Denne Liste er nu forøget til 395 Arter af de først nævnte Afdelinger, og dertil er føjet Lister over 330 Mosser, 276 Lichener og 290 Svampe, og i den fuldstændige Flora mangler endnu kun Algerne, af hvilke der dog nu netop senest af Kolderup-Rosenvinge, som særlig fagkyndig, er samlet en rig Høst, som nu underkastes den endelige Bearbejdelse. Derhos har Professor Warming paa en Rejse til Grønland studeret dets Vegetation i geografisk og biologisk Henseende i Almindelighed. Den nys nævnte Forøgelse er gaaet saaledes til, at Lange i 1880 fuldendte en Bearbejdelse af hele det Materiale, som indtil da var tilkommet, men dog endnu indskrænket til Blomsterplanterne og Karsporeplanterne. » Den nye Liste gav 378 Arter. Men paa samme Tid forberededes Bearbejdelsen af de især for et Polarland saa vigtige, lavere Planter ved Specialister, og ligeledes vedblev der aarlig at indkomme ny Samlinger fra Grønland, saa at Lange i 1887 kunde beriP'tife of forhøie nvs nævnte Liste til 395 Arter.

s--g- -o «j- —j~

Det var dog ikke ved denne Forøgelse af Tallet alene, at den havde vundet; hertil kom talrige ny Angivelser af Voxesteder og særlig af disses Højde over Havet. Meddelelserne indeholde følgende som vedkommende Botaniken:

B. I S. 141 Lange: Planter samlede i 1878 af
Kornerup, 128 Arter og 16 Afarter.

— Kornerup: Om det organiske Liv paa Nunatakken.

B. 111. Lange: Conspectus floræ groenlandicæ 1880.
— Fortsættelse: A. l Supplement til Conspectus

af Lange. A. 2 Grønlands Mosser af Lange og Chr.
Jensen.

— Anden Fortsættelse: A. l Grønlands Lichen
Flora, af Deichmann Branth og Chr. Grønlund.

A. 2 Oversigt over Grønlands Svampe, af E.
Rostrup.

B. VIII A. 4. Lange: Planter samlede i Aarene

Ift«A «R Of-

C. Petersen (1880) 670 Expl.
Sylow (1881) 760 Expl.

Steenstrup (1878—80) et Par mindre Samlinger.
Sylow (1883) 241 Expl.

Jensen (1884) 267

S. Hansen og Jensen (1885) 842 Expl.

A. 6. Warming: Kejseberetning 1884.

— A. 9. Lange: Planter samlede i 1886—87:
af Kolderup-Rosenvinge (med „Fylla" 1886) 900

Expl. Fanerogamer.

Kyder og Ussing: 2 Samlinger fra Upernivik.
B. IX A. 5. Lange: Planter samlede af Østkyst-

Expeditionen, 500 Expl. af Eberlin og 88 Expl. af
Knutsen.

B. X S. 51 Holm: Fortegnelse over spiselige
Planter paa Østkysten.

B. XII E. Warming: Grønlands Vegetation. De
forskjellige Planteregioner, Arts-Statistik og Vegetationens

VIII. Zoologi.

Det var overdraget Zoolog og Botaniker Th. Holm at forestaa Indsamlingen af Dyr ved „Fylla"-Expeditionen 1884. Efter Hjemkomsten har lian faaet de indsamlede Arter bestemte og afgivet Beretning derom B. VIII A. 5. For øvrigt har Indsamlingen af Dyr ikke været saa let forenelig med andre Hovedform aal som Indsamlingen af Planter. Mindre Notitser af zoologisk Indhold findes hist og her, navnlig B. I S. 150 (Kornerup), B. II S. 124 (Jensen), B. VIII S. 98 (Jensen), B. VIII S. 250 (Byder) B. X S. 52 (Østkysten).

IX. Ethnografi og Arkæologi.

Som bekjendt opnaaedes der ved Østkyst-Expeditionen med Hensyn til det arkæologiske Formaal et Resultat, som var af afgjørende Vigtighed, men for saa vidt paa en Maade negativt, som ingen Ruiner bleve fundne. Saa meget desto rigere paa positive Resultater har derimod Udbyttet været med Hensyn til Underretning om de nuværende eskimoiske Indbyggere. Alt, hvad derhen hører, er nu samlet og udgivet i Form af B. X, ledsaget af et særskilt Bind med 41 Tavler, Illustrationer og et Kaart.

Naar vi derefter sammenligne Østlændingerne med de halvciviliserede Vestlændinger, ere Baade, Kajakker og Fangeredskaber de Gjenstande, hvis Konstruktion er mindst forandret og det af den simple Grund, at Civilisationen ikke har kunnet levere noget bedre end disse tusindaarige Opfindelser, og at det daglige Livsophold, ja tildels umiddelbart Livet selv er afhængigt af disse, især den rette Konstruktion af Kajakker med Tilbehør. Noget mere ere Boligerne forandrede, om end næppe til det Bedre, undtagen hvad bekvemmere Husgeraad og Værktøj angaar. Klæderne ere betydelig forandrede, skjønt gjennemsnitlig ligeledes snarest forringede som Værn mod et arktisk Klima. Det har derfor været af stor Værdi for Polarlandenes Ethnografi, at de oprindelige Skikke ere bleven bevarede paa Østkysten som paa en isoleret Ø og have fundet saa flittige og skarpe lagttagere som vore Rejsende. Thi vel findes der hos Egede og "Cranz omstændelig Beskrivelse af det Oprindelige, men deres Beskrivelser kunne ikke sammenlignes med den af Holm givne Skildring med tilhørende Illustrationer. Som noget ganske Nyt maa her ogsaa fremhæves de anthropologiske lagttagelser eg deres Bearbejdelse ved S. Hansen.

For øvrigt indeholde Meddelelserne endnu følgende
mere eller mindre herhen hørende:

B. I S. 27 og 35 Jensen: Euiner fra Nordboernes

B. IV S. 121 Steenstrup: Gedigent Jærn i en
eskimoisk Grav.

B. V S. 5, 21, 25 og 37 Steenstrup: Om eskimoiske
Grave m. m.

B. VI A. 3 Holm: Almindelig Beskrivelse af
Ruinerne i Julianehaabs Distrikt (Østerbygden) med
mange Grundrids og Skitser.

B. VIII S. 43 Jensen: Fjordene ved Holstensborg
efter ældre Beretninger.

— S. 100 Samme: Ruinerne i Godthaabs Distrikt
(Vesterbygden).

— S. 21, 249 og 254 forskjellige Bemærkninger
af Hammer og Ryder om Grønlænderne og Nordgrønlands
tidligere Beboelse.

B. IX A. l Steenstrup: Om Østerbygden, de gamle
Kursforskrifter og Kaart, med 7 Tavler med gamle
Kaart.

B. XI H. Rink: „The Eskimo Tribes", om Eskimo-Stammerne
især i sproglig Henseende (paa Engelsk).