Om Isen i Davisstrædet i Sommeren 1889.

I geografisk Tidsskrifts 10. Bind Hefte 111—IV har jeg givet nogle Meddelelser om de temmelig abnorme Isforhold i Davisstrædet i afvigte Foraar. Siden da har jeg paa to senere Kejser til Grønland dels selv iagttaget, dels indhentet Oplysninger om Foraarots og Sommerens Isforhold, af hvilke nogle paa en ganske ejendommelig Maade supplere de lagttagelser, jeg i Foraaret havde Lejlighed til at gjøre fra den kgl. grønlandske Handels Skruebarkskib „Hvidbjømen" i Farvandet mellem Kolonierne Sukkertoppen (65° 25' N. Br.) og Holstensborg (66° 56' N. Br.)

Som nævnt i mine tidligere Meddelelser, var „Hvidbjørnen" efter at have anløbet Sukkertoppen bestemt til Holstensborg og derefter til det lidt nordligere liggende Udsted Aito (67° 55' N. Br.), men allerede faa Timer efter at vi havde forladt Sukkertoppen, mødte vi en udstrakt Mark af flad, nydannet, en Fod tyk Is. Oplysninger fra Barkskibet „Nordlyset", der havde forsøgt at nærme sig Landet nordligere, gik ud paa, at jo længere man kom nordpaa, des længere strakte Isen sig ud tilsøs, og „Hvidbjørnens" eget Forsøg paa at forcere Isen faldt uheldigt ud, idet Isens Styrke tiltog, jo længere Skibet arbejdede sig nordpaa. Under disse Forhold vendte „Hvidbjørnen" om, da Tiden ikke tillod at afvente Bedring i Forholdene, og Skibet ikke havde Last, men kun Post til Nordgrønland. Dagen efter, den 4de Maj, forlod „Hvidbjørnen" Grønland.

Det var denne jævne, flade Nyis, der, dækkende Havet indtil en Fod tyk, var noget hidtil Ukjendt paa det paagjældende Strøg af Davisstrædet og navnlig paa den Aarstid, men end mere ejendommelig bliver Forholdet, efter at man har faaet Kjendskab til de samtidige Isforhold udfor Nordgrønlands Kyst fra Aito nordefter.

Samtidig med at Havet langt ud tilsøs var dækket ketaf Is fra Sukkertoppen til et godt Stykke nordfor Holstensborg, havde man i Nordgrønland aabent Hav lige ind til Kysten, og medens „Hvidbjørnen" sad fast i Isen i Sydgrønland, undredes man i Nordgrønland højligen over dens Udeblivelse. Samtidig med „Hvidbjørnen" sad en skotsk Hvalfanger fast i Isen udfor Holstensborg uden at kunne naa Kolonien; først omkring den 20de Maj slap han ind, og først fra den Dag kan man altsaa regne Holstensborg aaben.

Det har været en gjennem mange Aars Erfaring fastslaaet Regel, at egentlig frossent „Hav" træffes ikke paa Grønlands Vestkyst sydfor Kolonien Holstensborg. Man kan selvfølgelig selv i Sydgrønland finde ret anselig fast Is 'Vinterdage inde under Land og mellem Smaaøerne, men Kulden er ikke strængere, end at det urolige, stormende Vejrlig formaar at holde det egentlige Davisstræde aabent. Anderledes længere nordpaa. Vinterkulden er langt strængere, Vejrliget roligere, og selv langt ude fra Land kan man træffe Havet tillagt, om end Isdækket af og til maa give efter for Stormenes og den af dem frembragte Søgangs Magt.

Forrige Vinter har gjennemgaaende været rolig og rnild over hele Grønland; Vinteris har man, selv i Nordgrønland, næsten ikke haft, og hvergarig Islæget var begyndt, kom uroligt Vejr og oprev den nydannede Is. Medens nu den milde Vinter i Sydgrønland efterfulgtes af et koldt, snefuldt Foraar, vedblev det milde, urolige Vejr i Nordgrønland, og som en Følge heraf havde man i Foraaret det Særsyn at se et isdækket Hav af omtr. 400 Kvadratmils Udstrækning forholdsvis sydlig i Davisstrædet. samtidig med at Havet har været aabent nordligere. Havde vi ombord i „Hvidbjørnen" handlet stik imod Traditionerne og imod den Erfaring, vi havde fra vort Ophold i Isen — at denne tiltog i Styrke, jo nordligere vi kom —

og havde vi sat vor Kurs først tilsøs og derefter nordpaa, kunde vi have omsejlet hele Ismarken og rimeligvis naaet Aito. Tiden tillod os imidlertid ikke at gjøre Forsøg, som ingen Udsigt havde til at lykkes; nu véd man, at gjør man en anden Gang Forsøget, kan man dog have en Chance for at naa noget derved.

Jeg nævnte i min tidligere Meddelelse, at de abnorme Isforhold ikke havde undladt at indvirke paa Grønlænderries økonomiske Forhold. Medens det ved den stærkt befolkede Koloni Sukkertoppen var Isen, der bragte Misfangst, var det i Nordgrønland netop Manglen paa den flade Vinteris, der bragte Nød og Fattigdom. Det lyder lidt underligt, men det beviser kun ydermere, hvor ualmindelige Forholdene have været. I Nordgrønland er hele Fangsten nemlig hovedsagelig baseret paa Tilstedeværelsen af Vinterisen. Naar Havet om Vinteren dækkes af den jævne, flade Is, begynder egentlig først Grønlændernes Liv i Nordgrønland; paa de lette Hundeslæder fare de afsted til de gode Farigesteder og sætte Garnene ud fra Isen. i kort Tid kan Garnfangsten indbringe mange Sælhunde, men bryder Isen uforvarende op, gaaer ikke alene Fangsten, men de forholdsvis kostbare Garn tabt. Sidste Vinter mistede mange Grønlændere deres Garn paa den Maade, og mange Steder var Nøden temmelig stor. Kajakfangsten spiller i Nordgrønland en mere underordnet Rolle uden forsaavidt, at Kajakken om Sommeren erstatter Hundeslæderne som ligefremt Befordringsmiddel.

I Sydgrønland er, som sagt, Reglen, at man ingen Vinteris har af Betydning, og Grønlænderne dér ere derfor mere uddannede i Kajakroning og Kajakfangst, men saa godt som slet ikke forberedte paa eller øvede i Isfangst. Er Havet aabent og Søgangen stærk, som Reglen er Vinterdage, er det et haardt og farefuldt Arbejde at ligge i den lille Kajak og lure paa Sælhunden, men kommer saa den skjærrnende Storis og lægger sig som eri Bølgebryder udenfor Landet, da tumle Sydgrønlands Fangere sig ret med Kajakkerne mellem de spredte Storisskodser, hvor Sælhundenes bedste Opholdssted netop ogsaa er. Storisen eller Drivisen kommer imidlertid som Regel kun om Foraaret og om Sommeren, og da efterhaanden de færreste Grønlændere have saa stor Færdighed i Kajakfangsten, at de kunne drive denne paa det aabne Hav, naar Vejret er meget uroligt, ty mange af dem om Vinteren til Fiskeri og Fuglefangst; disse Ernæringsveje stoppes imidlertid ogsaa let, naar Havet lægger til paa den Maade som i Foraaret, og man er da. dersom Forraadene ere slupne op, henvist til Fattigunderstøttelse. understøttelse.Grønlænderrie tage imidlertid nødig Tilflugt hertil, thi, ligesom herhjemme, mister man visse Rettigheder, naar man har nydt Fattighjælp.

Jeg skal ikke slutte disse Meddelelser uden med et Par Ord at omtale Storisens Optræden i Davisstrædet i afvigte Sommer. Storisen eller Drivisen spiller en saa stor Rolle for Sydgrønland, at den næsten afgjør, om det bliver en god eller en daarlig Sommer; men medens dens Tilstedeværelse langs Island er ensbetydende med en daarlig Sommer, er lige det Modsatte Tilfældet i Grønland, idet den, som ovenfor nævnt, bringer Sælhunde i Mængde med sig.

Afvigte Sommer har været daarlig. I Foraaret og Forsommeren laa vel en Del Storis i den sydlige Del af Dsvisstrædet og nærmede og fjærnede sig fra Land, eftersom Vinden skiftede, men fra Udgangen af Juni saaes kun liden Storis og fra Begyndelsen af Avgusttil det sidste Skibs Afgang i Midten af Oktober slet ingen Storis langs Vestgrønlands Kyster. Den ellers saa gode Efteraarsfangst i Sydgrønland har væretsaa godt som for intet at regne; den ene NV. Storm har blæst efter den anden, og al den Is, der er bleven ført fra Østkysten ned til Kap Farvel, er, istedenfor som ellers at drive med Strømmen op langs Vestkysten, bleven pisket sydefter til hurtig Undergang i Atlanterhavets varmere Vand. En Mængde Isfjælde have derimod hele Eftersommeren og Efteraaret blokeret SV.-Grønlandog ligget som stumme Vidnesbyrd om, at den nordvestgaaende Polarstrøm existerer i de dybere liggendeVandlag, om end Nordveststormene formaa at udslette Strømmen i Overfladevandet. Isfjældene ere nemlig komne fra Østkysten og have gjort Storisen Følgeskab til Kap Farvel, men her skiltes deres Veje. Storisen, der bestaaer af Saltvandsis, ligger lettere paa Havet end de af Ferskvandsis dannede Isfjælde, ikke alene fordi Isstykkerne i sig selv ere mindre, men ogsaa fordi Saltvandsisens Vægtfylde kun er omtrent Halvdelen af Ferskvandsisens, og medens man kun kan regne Storisens almindelige Dybgaaende til 12 og 20 Fod, kunne selv meget smaa Isfjælde ofte have 3— 400 Fods Dybgaaende. Som en Følge heraf drive Storisskodsernemed den fremherskende Vind med forholdsvisstor Fart, medens Isfjældene, drevne af den i de dybere Vandlag herskende Strøm formaa at drive lige op imod Vinden. At det forholder sig saaledes, og at det ikke kun er tilsyneladende, at Isfjældene drive op imod Vinden, bevistes klart i Efteraaret i Farvandet NV. for Kap Farvel*). I September ankom„Hvidbjørnen"

---

*) Det er indlysende, at ofte er det kun Bedrag med Isfjældenes Drift op imod Vinden, thi med deres mindre

kom„Hvidbjørnen"hertil og mødte overalt, saaavel ude tilsøs som inde under Land, saa store Mængder af Isfjælde,som man ellers kun er vant til at træffe udfor de store Isfjorde i Nordgrønland. Mange af Isfjældene vare af meget anselig Størrelse, og der var ingensomhelstTvivl om, at de vare komne fra Østgrønland, thi der produceres saa godt som ingen større Isfjælde af Isbræerne omkring Julianehaabsbugten, og fra den nordligere Del af Vestkysten kunde de ikke hidrøre; deres Antal var desuden saa stort, at der skulde adskilligeBræer skilligeBræertil for at producere dem. Det var altsaai Midten af September; men siden Begyndelsen af Avgust var ingen Storis set i disse Farvande, og i al den Tid har den fremherskende Vind været langs Landetnordfra. Dersom altsaa ikke en Undervandsstrøm holdt paa Isfjældene, vilde der i den lange Tid have været rig Lejlighed for dem til at følge den Vej, Storisen anvistedem, da den joges af Landet fra de nordlige og nordvestlige Vinde.