Fra Islands indre Højland. En Rejseberetning fra Sommeren 1889,

(Hermed et Kaart).

Ingen Del af Islands indre Højland har hidtil været saa lidet kjendt som Omegnen af de saakaldte Fiskivötn eller Veiöivötn i Übygderne NE. for Hekla. Disse Fjældsøer have rigtignok meget længe været kjeiidte af Bønderne i de nærmeste Bygder, og ofte have nogle Beboere af Herredet „Land" vestfor Hekla eller fra Skaptartungå NE. for Myrdalsjøkull draget derop og opholdt sig dér i nogen Tid for at drive en meget indbringende Forellefangst, men denne Søgruppe er aldrig bleven undersøgt af nogen Videnskabsmand, og i Literaturen findes der næsten ingen Oplysninger om disse Egne, som ere blevne aflagte paa Kaartet efter nogle Oplysninger, som Björn Gunnlaugsson har faaet hos Bønderne i Skaptartungå, men han selv fik aldrig Lejlighed til at rejse derop. Ørknerne mellem Fiskivötn og Vatnajökull have hidtil været aldeles ukjendte ogsaa for dem, der drive Forellefangst ved Fiskivötn. Den fuldstændige Mangel paa Græs gjør det nemlig umuligt uden en kostbar Udrustning af Heste, Hø o. s. v. at trænge ind i disse Egne, hvor der i Lavningerne mellem de græsløse, takkede Tuffjælde ikke findes andet end Lava og Flyvesand, De tre store Jøkelelve Tungnå, Skapia og Hvtsiuafijol akulut) efter Kaaiiet udspringe omtrent paa samme Sted fra Randen af Vatnajökull, men man vidste ikke med Sikkerhed, om disse Floders Kilder nogensinde vare blevne besøgte. Den største Sø blandt Fiskivötn, der paa Gunnlaugssons Kaart fører Navnet Störisjör, var blandt Almuen indhyllet i et fabelagtigt og romantisk Skjær, Forellefaugerne hav de aldrig kunnet finde den, og just derfor troede man, at den var omgiven af frodige Græsgange, hvor de fredløse Fjældboere havde Tilhold med deres utallige Faareflokke. Disse fabelagtige Væsner have nemlig efter Folketroen den overnaturlige Ævne at kunne tilhylle deres Bygder i Taage, naar en næsvis Rejsende er altfor nærgaaende. Det var derfor ret interessant at faa at vide, om denne Sø virkelig existerede, eller om den kun fra Folkesagnene var bleven anført paa Kaartet.

I Sommeren 1888 havde jeg fra Bürfell og andre Fjælde i Nærheden af Bygden set de store Lavastrømme og Sandstrækninger, der østfor Thjorså strække sig op imod det Indre. Skjønt disse Lavaer mange Steder ere blevne dækkede med Grus og Flyvesand og i Bygden med tykt Jordsmon, kunne de dog forfølgeshelt ned til Kysten. Efter Hældningsforholdene kunne disse Lavastrømme umulig stamme fra Hekla eller de omliggende Kratere, men maa derimod skyldes Udbrud af store, ukjendte Vulkaner i det Indre. Man antog ikke, at der fandtes Vulkaner ved Fiskivötn, og man tænkte sig disse Egne dækkede med Grus og løse Masser i Lighed med saa mange andre Dele af Islands indre Højland, Her var der altsaa et interessant geologisk Problem at løse, især da man maaske kunde vente at finde en Forbindelse mellem Sydlandets og Nordlandets Vulkaner, Fjældene sydfor Tungnå, mel= lem denne og Skaptå, vare ogsaa helt ukjendte, og den nordlige Del af Torfajokull, hvis mange varme Kilder allerede omtales af Eggert Olafsson, var aldrig bleyeu besøgt af nogen Videnskabsmand. Jeg bestemte

mig derfor til at benytte Sommeren 1889 til, forsaavidtdet
var mig muligt med de Hjælpemidler, dei
stode til min Eaadighed, at undersøge disse Egne.

Fra Reykjavik rejste jeg den 16. Juli ad den samme Vej som ifjor over Hellisheioi til det sydlige Lavland. Ølfusaaen passeredes ved Arnarbæli, hvor dens store Bredning allerede er begyndt; herfra fortsattes Rejsen til det bekjendte Handelssted Eyrarbakki, hvorfra vi saa red langs Kysten henimod Thjorsaaen. Underlaget af det sumpede Herred Flöi dannes allevegne af gammel Lava, der i Nærheden af Kysten dækkes af Grus og Sand, men ved Havbrynet træder frem for Dagen og danner mellem Ølfuså og Thjorså udenfor Kysten en liden Skjærgaard, der værner Landet mod den voldsomme Brænding fra det aabne Atlanterhav. Kysten er her efter islandske Forhold meget tæt bebygget, og det ene Fiskerleje afløser det andet. Vi mødte en Mængde Folk, der fra Oplandet ved denne Tid med talrige Karavaner drage til Handelsstedet for at omsætte deres Produkter med udenlandske Varer. Sandene langs Kysten ere bevoxede med Røllike, Achillea Millefolium, Marehalm, Elymus arenarius og Potentiller, Potentilla anserina; udenfor raser Brændingen mod de sorte Lavaskjæ'r, og et Stykke fra Kysten afbrydes de graadige Sande af gulgrønne Moser og Enge. Vi overnattede paa. Præstegaarden Gaulverjarbær omtrent en Mils Vej fra Kysten.

Her er man midt i den sumpede Flöi, hvor Gaardene ere byggede paa de smaa, opstaaende Høje, der her omkring hovedsagelig bestaa af Palagonittuf og adskilles ved sumpede Lavninger med en frodig Græsvæxt; her have Kobbersnepperne, Limosa melanura, en iøvrigt i Island sjælden Fugl, deres Tilhold. Denne Egn har sikkert en betydelig Fremtid for sig, thi den er godt skikket til Kvægavl og vilde sikkert ved en rationel Mejeridrift kunne ernære en meget større Befolkning. Fra Gaulverjarbær red vi henimod Thorsaaen, der her danner en stor Bredning, som er opfyldt af Sandbanker, saa at den kun med Vanskelighed kan passeres af Færgebaadene. Ved det almindelig brugte Færgested Sandhölar maa man ride et langt Stykke ud i Elven for at naa Baaden, der paa Grund af Sandrevlerne ikke kan lægge til ved Kysten, og det er slet ikke behageligt for de Rejsende at læsse Bagagen af Hestene midt ude i Elven; især er det langvarigt Arbejde for Bønderne, naar de komme fra Handelsstedet med en Snes tungt belæssede Heste. Naar Vårene ere blevne læssede i Baadeu, drives Hestene ud i Elven for at svømme over. De blive ofte staaende paa de mange Sandbanker, hvorfra Baaden saa maa drive dem bort; herved kommer man ofte paa Grund, og Folkene maa ofte springe ud i Vandet for at faa Baaden flot; man kan derfor let indse, at det koster meget Besvær og Tidsspilde at bringe en hel Karavane over den store Elv. -Vi gjorde en lille Omvej op til Gaarden Nes, hvor' Elven er dybere og ikke saa bred, men det var dog en haard Dyst for de stakkels Heste at svømme over den kolde, henimod en Fjerdingvej brede Jøkelelv. Fra Thjorså red vi først langs den lille Aa Rauoilækur, der atten Gange maa passeres, gjennem græsbevoxede og temmelig tæt beboede Egne, og derpaa over den vandrige Rangå til Herredet Raiigårvellir, hvor Landet i Nærheden af den berømte Vulkan Hekla skifter Karakter med store Lavastrækninger og Sletter bedækkede med Flyvesand. Østfor Rangå ved Vadestedet Ægisioa findes der langs Elven en Højderyg, hvorpaa Gaardene ere byggede men bagved denne begynde Sandørknerne, der mange Steder helt ere blottede for Vegetation. Hvor det fine Flyvesand endnu er bevægeligt, kunne Planterne ikke fæste Rødder, men hvor dette er føget bort, og det større Grus er blevet tilbage, finder man Tuer med Festuca rubra og spredte Exemplarer af Silene maritima og Armeria maritima; den sidste er dog sjældnere. Underlaget af disse Sande dannes af det samme Materiale, nemlig af Palagonitstøv og vulkansk Aske, der igjennem Aarhundreder er blevet aflejret i vexlende Lag i Lavningerne mellem Tuffjældene og Lavastrømmene; hist og her findes langstrakte Lavninger, der maaske ere blevne dannede ved Sænkninger, foraarsagede af det underjordiske Vands Arbejde; nogle -af de dybeste ere græsbevoxede som f. Ex. Grafarnes; andre Lavninger skyldes maaske vulkanske Sænkninger i underliggende Lavastrømme.

Paa Gaarden Kirkjubær tilbragte jeg nogle Dage hos min Svoger, Distriktslæge Bogi Pjetursson, som havde skaffet mig en Følgemand til det Indre og paa mange andre Maader hjulpet mig med Raad og Daad. Rundt omkring Kirkjubær findes udmærkede Faaregræsgange,thi Gaarden staaer midt i en stor Oase, der er bevoxet med Græs, Lyng og Pilearter. Længereborte, findes nøgne Sand- og Grussletter, hvor Gronsværet er blevet oprevet og afskrællet af Stormeneog Flyvesandet. Tæt østfor Gaarden har en lille Bæk skaaret sig et dybt Leje, og her har man en god Lejlighed til at undersøge Jordbundens Dannelse,idet man i Skrænterne har smukke Profiler af de utallige løssagtige Lag, der ere dannede ved fortsatteAflejringer af Flyvesand. De blaagraa, fine Sandlagafvexlede med rødlige ? af Jernforbindelser gien*

nemtrukne Sandlag, og de større Sten, der findes indlejrede,ere af Vinden blevne bearbejdede og afrundede paa Kanterne. Perioder med Sandflugt have ligesom nu afvexlet med andre Perioder, hvor en Smule Plantevæxtfik Fred til at udvikle sig i det grovere Sand; hist og her findes mellemliggende Lag af Pimpsten og Seorier, der bære Vidne om forhistoriske Udbrud af de nærliggende Vulkaner. Flere Steder i disse Egne har man i disse bløde Dannelser udhulet betydelige Grotter, der bruges som Faarestalde.

Forinden jeg tiltraadte min større Undersøgelsesrejse til det indre Højland, gjorde jeg en Udflugt til den sydlige Del af Torfajökull, til det berømte Hrafntinnuhraun, en trachytisk Lavastrøm, hvis Overflade bestaaer af Obsidian og Pimpsten. Fra Kirkjubær red vi over Sande og Grussletter til Gaarden Keldur, der indtil for kort Tid siden var en stor Gaard med udmærket god Græsning; i de sidste Aar er den største Del af Gaardens Land blevet ødelagt af Flyvesandet, der har gjort rent Bord og bortfejet Grønsværet lige ned til den golde Lava» Hist og her ses isolerede, smaa Stykker Grønsvær med høje, oprevne Rande; de staa tilbage som sørgelige Vidnesbyrd om Muldens fordums Mægtighed; selve Hjemmemarken paa denne Gaard er allerede udsat for den største

.1 i:._,..-... -i

J^are. ijavastrømmene ira neKia euer ue omliggende Kraterrækker have her trængt sig frem helt op til Fjældsiderne paa den anden Side af Eystri Rangå, en temmelig vandrig Flod, der udspringer for Enden af en Lavastrøm i Nærheden af Laufafell ved Torfajökull. Lavaranden danner en Række Høje langs Fjældsiderne, og disse ere østfor Elven dækkede med Grønsvær, da Elven hæmmer Sandflugten fra de vestlige og nord^ lige Lavamarker. Paa Bygdens øverste Gaard, Rauönefsstaöir fik jeg en Vejviser til Hrafntinnuhraun og fortsatte derpaa Rejsen mod NE. ad den saakaldte Fjallabaksvej. Denne Fjældvej benyttes ofte om Sommeren af Bønderne fra Skaptårtunga paa deres lange og besværlige Handelsrejser til Eyrarbakki og Reykjavik. De terrasseformede Fjældsider, der danne Underlaget for den takkede Tindafjallajökull, ere tæt bevoxede med Græs_} langs disse grønne Skrænter fører Vejen opad, men paa venstre Haand har man Rangå, der piler afsted i sin dybe, selvlavede Lavarende, og paa den anden Side af Elven ses ikke aiiuet eau ve trøstesløse, kulsorte Lavastrømme østfor Hekla. Disse Lavamarker afbrydes kun af rødlige Tufrygge og Tufspidser, der i lange Rækker fra SV. til NE. hæve sig op fra de sorte Masser. Af Vegetation er der ikke Spor at se, dog skal man hist og her finde nogle Totter Marehalm og andre haardføre Væxter, der friste en kummerlig Tilværelse i Lavarevnerne; I Baggrunden skimtes Hekla tilhyllet i sin sædvanlige Taagekappe, som den kun ved særlige Lejligheder slaaer til" side. Gjennem Lambadalen udgyder Valå sig i Rangå. Denne Elv, der har skaaret sig en dyb og skummel Kløft i Fjældets Palagonitbreccie, udspringer fra en lille Skredjøkel, der strækker sig et Stykke ned fra Tindafjældenes Firnmasse. Valå fører mælkehvidt Jøkelvand og tilfører paa varme Sommerdage Rangå betydelige Vandmasser; selve Rangå fører derimod klart Vand, da den opstaaer af klare Kilder fra Lavastrømmene. Fra Lambadalen red vi opad bratte Grusskrænter til Højlandet, der danner en fælles Grund for de højere Jøkler og Fjælde.

Her har Landskabet allerede faaet sit barske Udseende,, som man saa godt kjender fra det indre Islands Højsletter. I Overfladen ses kun bølgeformede Grusrygge, der hæve sig, jævnt over hinanden i en uendelig Række. Her havde vi en god Udsigt til Tindfjallaiökull, som kun er lille i Forhold til andre islandske Jøkler, men den er desto ejendommeligere med sine kjækt opadstræbende Spidser; Lavningerne imellem disse udfyldes af store, tætpakkede Snedynger, der forene sig til en sammenhængende Jøkel, hvorfra enkelte smaa Gletschere strække sig ned i do nærmeste Fjælddale, og fra to af disse smaa Gletschere have Valå og Bleså, Rangaaens Bifloder, deres Udspring. Om Aftenen opsloge vi vort Telt i en græsbevoxet, sumpet Lavning, der kaldes Blesamyri. Græsvæxten er übetydelig og bestaaer hovedsagelig af smaa Stargræs; den har fuldstændig den samme Karakter, som lignende Græspletter paa Islands Højland; det tynde Jordsmon er hovedsagelig blevet dannet af Polarpil ogLichiner; den mørke, skorpeagtige, svampede Grund beklædes af et sammenhængende Dække af Polarpilens smaa, buttede Blade; hist og her ses smaa Exemplarer af Euphrasia officinalis og Polygonum vivi parum; hvor Jordbunden er noget tørrere og indeholder mere Grus, findes ogsaa Armeria maritima. Et kort Stykke Vej indejifor vor Teltplads falder den lille Jøkelelv Bleså med et smukt Vandfald ned fra Fjældene. Skjønt Vejret denne Dag havde været lunt i Bygden, saa var det dog yderst raat heroppe, og da vi kun førte en

I*ll T"> _ _ J JJ.'ll "11_J_T_1J
iiiie -Oägage iuéu OS, "Val" u6t/ liwCS 53,8, let St iioldG

Varmen i Teltet om Natten.

Næste Morgen brød vi tidlig op "og fortsatte Rejsenførst mod Øst til det saakaldte Hungurskard, hvorpaa vi bøjede af tilvenstre, thi her aabner der sig en lang, græsløs Dal, som strækker sig mod NE.

helt op til Laufafell i Nærheden äf Torfajökull. Palagbnitfjældenepaa h^jre Haand kaldes Skygnishliöar, pää venstre Haand Grasleysüfjöll. Midt i Dalen flyder Rangå over Grussletter; Lava og Scbrier. Før har Dalen tildels været græsbevbxet, men Vegetationen blev fuldstændig ødelagt ved Heklas Udbrud 1845. Efter to Timers Ridt naaede vi til Rangaéns Kilder. Elven udspringer fra den terrasseformede Ende af en gammel Lavastrøm, der udfylder den øverste Del af Dalen nedenfor Laufafell; en Mængde Kilder vælde frem fra Lavaranden og samle sig paa Sandene nedenfortil en ikke übetydelig Aa. Laufafell bestaaer som do omgivende Fjælde hovedsagelig af Palagonitbreccie, men i den nordvestlige Side har den nogle Indlejringer af Liparit. Det havde af og til regnet om Morgenen, og desværre blev Vejret stadig daarligere; det skylregnede,og vi indhylledes i Taage, saa vi kun kunde se de nærmeste Omgivelser. Dersom Vejret havde været smukt, havde vi sikkert herfra haft en ypperlig Udsigt til Torfajökulens Omgivelser. Nordfor Laufafellskraaner Terrænet jævnt ned imod Markarfljot. Denne betydelige Jøkelelvs nordlige Bred begrænses her af Torfajökulens Randfjælde, hvor der i Kløfterne skal findes mange varme Kilder. Selve Markarfljot udspringer fra Torfajökull og faaer flere Tilløb fra Hrafntimmhraun. Vi passerede Floden flere Gange; den fører allerede heroppe en betydelig Vandmasse og kan ogsaa sine Steder være farlig paa Grund af Jøkeldynd. Et Sted maatte saaledes den ene af mine Følgemænd springe af Hesten, da denne pludselig sank til Halsen i den dyndede Flodbred og sprællede omkring;vi kunde dog snart med noget Besvær faa den op igjen. Højere oppe flyder Markarfljot i en bred Kløft ned langs den vestlige Rand af Hrafntinnuhraun. De høje Klipper paa højre Haand vise her udmærkede Profiler af den gamle Lavastrøms Bygning. Hovedmassen, der bestaaer af en lysegrå* eller rødgraa Bjærgart med en Mægtighed af 40_—50 Fod, dækkes af et 5_—10 Fod tykt Lag Obsidian, medens selve Overfladen dannes af et gulgraat, 2—32^—3 Fod mægtigt Pimpstensskum; dog træder den sorte, glinsende Obsidianmange Steder frem paa Overfladen. De tre Elementer,hvoraf Lavastrømmen bestaaer, vise de smukkesteog tydeligste Overgange; den graalige Hovedmassehar tydelige Baand og Striber af Porer og smaa Blærerum, og naar man følger di^se Længdestriber,ser man, at de hæve og sænke sig i større og mindre Bølger, der ofte ere overbøjede efter Bevægelsesretningen;efter disse Længdestriber lader Lavaensig med Lethed spalte; øverst oppe gaaer den graalige Bjærgart lidt efter lidt over til Obsidian; den faaer her en mattere Begglans og graalige og sorte Baand afvexle med hinanden. Obsidiauen viser også a de samme Leengdeporer og Længdestriber, men mellem disse er den haard og porfyritisk, indtil den i Nærhedenaf Overfladens Pimpsten faaer flere og flere Blærerum og antager en traadet Textur og graalig Farve.

I Märkarfljöts Flodseng opstiger der her omkring mange Steder varme Dampe fra Gruset og Scorierne. I Kløfterne op imod Torfajökull i Nærheden af Flodens Kilder skal der ogsaa findes flere varme Kilder, men desværre blev jeg forhindret i at besøge dem. Vejret var nemlig blevet saa slemt og Taagen saa tæt, at der kunde ikke være Tale om at fortsætte Undersøgelserne, thi i disse Egne findes der ikke et Gi'æsstraa til Hestene, og da Dagen begyndte at hælde, vare disse allerede blevne voldsomt sultne, men til denne Udflugt havde jeg ikke udrustet mig med Hø og andre Nødvendighedsartikler som paa længere Rejser i det Indre. Vi maatte derfor vende hjem til Teltet, skjønt jeg ikke kunde lade være at ærgre mig en Smule over det daarlige Vejr og- over Græsmanglen, thi havde der været en Græsplet i Nærheden, kunde vi jo have flyttet Teltet herop og ventet, til Vejret blev bedre. Den danske Naturforsker J. C. Schythe, der har skrevet en Bog om Hekla, en af de bedste Bøger, der er bleven skreven om Island, rejste i Slutningen af Julfmaaued 184 G op til Hrafntinnuhraun og har beskrevet denne mærkelige Lavastrøm*), men han maatte ogsaa kæmpe med daarligt Vejr og Græsmangel. Englænderen G. S. Mackenzie, der rejste i Island i Aaret 1810, var den første, der fandt en Obsidianstrøm i Nærheden af Hekla**). Schythe og andre have troet, at han har besøgt denne Obsidianstrøm ved Märkarfljöts Kilder, men jeg troer at kunne bevise, at han har besøgt en helt anden Strøm af lignende Beskaffenhed, nemlig en Obsidianstrøm ved Frostastaöavatn NE. for Hekla; denne Lavastrøm kommer jeg senere til at omtale.

Paa Tilbagevejen fra Hrafntinnuhraun, da Taagen lettede noget et Øjeblik, saa jeg en Dampsøjle hæve sig tilvejrs fra en af Kløfterne i Torfajökulens Randfjælde,de saakaldte Ljösutungur, nordfor Laufafell, og

---

*) ./. C. Schythe: Hekla og dens sidste udbrud. Kbh. 1847. S. 133-140.

**) G. S. Mackenzie: Travels in the Island of Iceland during the summer of the year 1810. Edinburgh 1811. 4°. S. 241-245.

jeg gjorde derfor en Afstikker derop. I Nærheden af Fjældkløftens Aabning red vi først igjennem en stor Sneport, der af Kløftens lille Fjældstrøm var udhulet gjennem en vældig Snedynge. Midt i Kløften findes tæt ved hinanden to varme Kilder, der vinder Tuden og Brølen gjennem smaa Aabninger udstøde store Dampstraaler; den varme Damp havde fremkaldt en lille Smule Vegetation paa de nærmeste Skraaninger. Sent om Aftenen naaede vi vort Telt paa Blesamyri, og næste Dag rejste jeg tilbage til Kirkjubær.

Éfterat jeg havde udrustet mig, saa godt jegkunde, til Fjældrejsen til Fiskivotn. droge vi igjen afsted fra Kirkjubær til det Indre den 2(3. Juli. Vi havde en betydelig Bagage, da vi, foruden alle sædvanlige Rejseutensilier, Teltrek visiter, Kogeredskaber o. s. v., maatte medføre en Maaneds Proviant til tre Mennesker, Da jeg vidste, at man ved Fiskivotn var sikker paa at træffe god Græsning for Hestene, saa medførte vi intet Hø fra Bygden, men da vi derfra skulde gjøre længere Rejser gjennem græsløse Ørkner, havde vi forsynet os rned Le og Rive, for at vi deroppe kunde faa slaaet og bjærget det nødvendige Foder til Hestene; desuden medførte vi en lang Stang for at prøve Bunden i Jøkelelveiie og et Net for om muligt at fange nogle Foreller i Søerne. Vejen førte i Begyndelsen over Sande og derpaa gjennem græsrige Strækninger til den vestlige Rangå, hvis østlige Bred vi derpaa fulgte. Græsvæxten forsvinder dog snart og giver Plads for Lava og Flyvesand. Paa vor Vej passerede vi Ruinerne af den store Gaard Bolholt, der ved stærke Sandstorme i 1882 blev saa ødelagt, at den maatte forlades; nogen Plantevæxt har dog atter fæstet Rødder i Flyvesandet, saa Landet sine Steder er i Overgang til at blive Græsland. Den flad,e Grund dækkes her næsten udelukkende af nedliggende Equisetaceer, af Achillea millefolium og Juncus balticus; paa Sandtuerne voxer derimod Salix phylicifolia og S. glauca og Elymus arenarius hist og her; Potentilla auserina og G-alium verum ere ogsaa meget almindelige, Rumex acetosella mere spredt. Tæt ovenfor Gaarden Svinhagi, hvor der findes et Par varme Kilder, flyder Rangå i en dyb Lavarevne fra NE. til SV. Denne Elv har en betydelig større Vandmasse end sin østligere Navnefælle; den modtager ogsaa mange Steder betydelige Tilløb fra Lavastrømmene, idet Regnvandet, der siver ned igjenuem Lavaen, vælder frem fra flere Kilder i Flodskrænterne. Om Aftenen naaede vi Gaarden Galtalækur, paa denne Kant den øverste i Bygden, og overnattede dér.

Om Morgenen den 27. Juli droge vi fra Galtalækurafsted

Udløbere äf den Lavastrøm, der frembrägtes ved Udbruddet187£. Denne Lava fremkom af en Række KratereNE. for Hekla ved den saakaldte Krakatindur; her er den i to brede Lavafald styrtet ned ad Skraaningerne SE. for Valahnukur. Som alle nye Lavastrømme er den paa Overfladen kulsort og saa ujævn og takket, at den umulig lader sig passere med Heste og med Nød og næppe af gaaende Personer. Paa et Sted, hvor Lavaen har trængt sig helt op til selve Valahnükur, have Bønderne derfor over en smal Lavaarm maattet lave sig en Vej ved at ned hugge Spidserne og fylde Hullerne.Herover maa de nemlig aarli^ rej^e, naar de drive Faarene fra eller til Fjældgræsgangene. Efter at vi havde passeret Fjældryggene østfor denne Lavning,naaede vi til Helliskvi'sl, hvor den bøjer længst mod Syd. Landskabet er her ret ejendommeligt, thi de mange særskilte Tuffjælde med deres maleriske Former, de mange Indsøer, de græsbevoxede Smaadale og Flodbredder og de høje snedækkede Fjælde mod Syd med deres Kratere og Lavastrømme give Scenen en Afvexling, der er ret tiltalende, skjønt Landskabet ikke just kan kaldes smukt. Efter at vi saa længe næsten ikke havde set andet end sorte Lavaflader, mørkegraa Sandstrækninger og mørkebrune Tuffjælde,var det velgjørende for Øjet at se de grønne Flader langs Helliskvi'sl. Sletterne og Dalene synes i Frastand grønne og helt græsbevoxede, og Fjældsiderne ere ogsaa i stor Udstrækning prydede med denne oplivende Farve, men ved nærmere Eftersyn finder man, at det dog ikke er videre bevendt med Frugtbarheden. Jordsmonnet er fuldstændig opfyldt med Pimpsten og Scorier, der kun bedækkes af et tyndt Lag Mosser og Y₂ —l Tomme høje Polarpil; hist og her findes nogle spredte Stargræs.

Om Aftenen opsloge vi vort Telt ved Hellisfell tæt ved en Hule, forbi hvis Munding Helliskvi'sl flyder mod Syd. Denne Hule, Landmannahellier, har en Brede af 12 Alen, en Længde af 21 Alen og en Højde af sx/25^x/ 2 Alen; den benyttes meget af Bønderkarlene om Efteraaret, naar de søge efter Faarene, der skulle drives hjem fra Fjældgræsgangene. Her have de deres Hovedkvarter, og der samles ved den Tid her ofte 50^—60 Mennesker; nogle oprejse deres Telte paa Elvbredden, medens andre ligge i Hulen, hvor en stor Sten midt i Hulen benyttes som Ildsted; i en anden mindre Hule i Nærheden gjemmes Sadler, Bagage o. s. v. Selve Fjældet, hvori disse Huler findes, bestaaer af en meget grovkornet Breccie. Helliskvi'sl har især henitnod Aften en grumset Jøkelfarve, da den modtager flere Tilløb fra store Snedynger (eller snarere mindre Jøkler) i MögilshöfÖar, men selv udspringer den fra den lille Sø, Lodmundarvatn. Jøkelelvene ere altid mere grumsede og vandrige om Aftenen end om Morgenen, fordi Gletscherne bidrage mest til deres Væxt om Dagen, medens Solen staaer højt paa Himlen, og Gletscherbevægelsen og Sneens Smeltning derfor er størst; om Natten fryser dét derimod sædvanlig i de Højder, hvor Jøklerne findes; og derfor ere Elvene ofte nm Morgenen næsten klare og føre en betydelig mindre Vandmasse; derfor er det altid bedst at passere Jøkelelvene saa tidlig om Morgenen som muligt, hvis de da ikke ere meget store og lange, thi da kan Væxten fra den foregaaende Dag holde sig til næste Formiddag.

Den næste Dag benyttede jeg til at bestige Omegnenshøjeste Fjæld, Loömundur, hvorfra jeg fik en god Udsigt over disse Egne, der ellers ikke ere lette at overse, da Bjærgene her opløse sig i en Mængde uregelmæssige Smaafjælde, der adskilles af Lavninger og krogede Smaadale. Skjønt Bjærgene i det Store følge den sædvanlige Fjældretning fra SV. til NE., saa ere de i det Enkelte meget uregelmæssige, og det er derfor ikke let fra et lavere Standpunkt at finde Rede i Formernes Mangfoldighed. Bestigningen af Loömundur foretoges fra Øst fra Enden af Søen, hvor dette lader sig lettest gjøre, skjønt Fjældsiderne ogsaa her ere meget bratte. Alfe Vegne i Fjældsidernefindes der nogen Græsvæxt, ja, endogsaa paa Fjældets højeste Top fandt jeg nogle Blomsterplanter. Udsigten fra Loömundur er meget god, men den disede Luft hindrede os dog i at se Højlandets fjærnere Fjælde. Over den nærmeste Omegn fik vi derimod en ganske god Oversigt. Heklapartiets Grundfjælde afsluttes her imod NE. af de stejle, tildels snedækkede MögilshöfÖar, der, ligesom hele Omegnen, bestaa. af Palagonitbreccie, men i Kløfterne skimtes dog hist og her nogle lysere Pletter af Liparit; større Liparitdannelserfindes ogsaa i Enden af Rauöfossafjöll o. fl. St. Af de mange isolerede Fjælde i Omegnen have de fleste faaet særskilte Navne, og i Lavningerne mellem disse kunde vi fra vort Udkigspunkt paa Fjældet tælle ni smaa Søer; mod NV. til Tungnå's Udløb ser man kun trøstesløse Ørkner, bedækkede med store Lavastrømme og Flyvesand, medens Landet nordfor denne Elv omkring FiskivOtn synes at være meget kuperet, og store Søer glimte hist og her frem mellem de utallige Fjældspidser og Tufrygge; mod Øst ses flere takkede Fjældrækker, der fra Torfajökull strække sig helt op imod Vatnajokull, men denne Del af Landet skjultes for det Meste af Taage. Vi havde

en ret god Udsigt over Timgnå'ens nederste Løb, der viste sig at være helt anderledes, end jeg efter Kaartet havde tænkt mig det. Skjønt Elven længere mod NE. breder sig paa Sandene, saa er den her nordfor Loömund smal og har en rivende Strøm, da den maa bryde sig Vej gjennem et klippefuldt og kuperet Terræn. Vi kunde ogsaa her se et Vandfald og Røgen fra et andet.

Den samme Dags Eftermiddag gjorde jeg en Udflugt til Rauöfossafjöll, hvor jeg i Frastand havde set betydelige Liparitdannelser. Vi red fra Teltet mod Syd langs Helliskvisl over de mosbedækkede Pimpstensletter; hist og her titter en Lavaplade frem af Gruset, hvoraf man kan se, at disse Lavninger ere opfyldte af Lavastrømme, skjønt disse senere ere blevne dækkede med Pimpsten og Lavagrus. Rauöfossafjöll have faaet deres Navn af et Vandfald, der styrter ned ad lyse Liparitklipper, som for en stor Del ere beklædte med en rødlig Hud af Jærnforbindelser. Det var dette Vandfald, som jeg vilde besøge. Tæt ved Vandfaldet findes et gammelt, lavt, men uhyre stort Krater af en elliptisk Form, og den gamle Udbrudsrevne, hvorpaa Krateret er blevet dannet, kan endnu forfølges langt mod NE. Vandfaldet styrter ned fra Fjældene gjennem en lille^ smal Kløft og udbreder sig derpaa vifteformig over Liparitklipperne. Hovedbjærgarten er graalig hvid, tæt Liparit, der overlejres af en let, porøs Pimpstensbreccie. En stor Del af Klipperne dannes af forskjellige bøjede, tynde Liparitbænke, dsr igjen afsondres i en Mængde smaa Søjler, som efter Bænkenes Bøjninger have antaget alle mulige Stillinger; hist og her findes grønne og sorte Begstensgange eller mindre Aflejringer af Liparitbreccie. Østfor Vandfaldet ses noget Liparit hist og her i Fjældsiderne, og oppe paa Fjældranden findes store, rødlige Slaggekratere.

Tidlig næste Morgen brød vi op fra Teltet for at fortsætte vor Kejse til Fiskivötn. Skjønt Vejret var nogenlunde godt, var Luften dog noget taaget, saa at vi ikke godt kunde se langt fra os og maatte lade os nøje med at betragte det, vi ligefrem red forbi. Fra Teltet rejste vi mod Øst forbi Loomundarvatn og igjcnnem Lavningerne hen imod Mögilshöföar; paa den anden Side af den saakaldte Dömadalur stødte vi paa en høj Lavarand, der viste sig hovedsagelig at bestaa af Obsidian; hele Overfladen glimrer af den kulsorte Obsidians Spejlinger, thi, skjønt den i. stor Udstrækning er dækket med hvidlig Pimpsten, træder Obsidianen dog hvert Øjeblik frem for Dagen; den største Del af Obsidianen er pofyritisk, hist og her frenitræder træderen lignende graalig G-rundmasse som i Hrafntinnuhraun ved Markarfljöt. Desværre havde jeg ikke Tid til at undersøge denne Lavastrøm nærmere, da vi til passende Tid maatte se at komme over Tungiiå. Efter at vi havde passeret flere store Kratere og en lille Indsø ved Tjörvafell naaede vi til Tungnå ved dens sydligste Bøjning, hvor den modtager Nåmskvisl fra Torfajökull. Da denne sidste Elv flyder gjennem Egne, der hovedsagelig bestaa af Liparit, medfører den en Mængde Liparitgrus, saa at Flodsengen og de nærmeste Grusstrækninger have en gullig og lysebrun Farve; den samme Farve faa ogsaa Tungnå'ens utallige opstaaende Sand- og Dyndbanker. Tungnå'en er her meget bred og deler sig i en Mænde Arme, men da Strømhastigheden kun er ringe, og den ned fra Vatnaiökull fører en Masse Jøkeldynd, er den saa blød i % Bunden, at den, ligesom saa mange andre Jøkelelve, kun kan passeres med største Varsomhed, saa at man langsomt maa prøve sig frem for at undgaa de mest dyndede Steder, hvor Hestene let kunde blive stikkende.

Nogle Dage før jeg rejste, vilde en Bonde fra Herredet Land rejse op til Fiskivötn for at fange Foreller. Han tog sin Kone med; hun skulde bo hos ham i den derværende Hytte for at tilberede hans Maaltider, men paa Rejsen over Tungnå gik det galt, Strømmen slog Konen af Hesten, saa at Manden kun med Livsfare kunde redde hende, og hans egen Hest blev stikkende i det limagtige Jøkeldynd i Bunden, saa at deri strax maatte slagtes paa Stedet. Der blev altsaa ikke noget af Forellefangsten dengang, thi gtefolkene,der ilde tilredte og havde mistet deres ene Hest, maatte vende om og skynde sig ned til Bygden. Over Jøkelelve med saa blød Bund som Tungnå og Elvene i Skaptafellssyssel findes der ingen faste Vadesteder, saa at man maa prøve sig frem hver Gang. Hvor vi først kom til Elven, kunde vi ikke komme over, men saa prøvede vi et andet Sted, en Fjerdingvej længere nede ved den saakaldte Vestri- Krökur, og her lykkedes det meget godt. JTaar man skal over en -Føkelelv med blød Bund, er det altfor farligt at drive de enkelte Bagageheste adskildte ud i Elven, men man tømmer dem saaledes, at hver Hests Grime knyttes til den foregaaendes Hale; den første Hests Grimetov tager Følgemanden i Haanden, og derpaa følge alle Hestene i hinandens Spor. Min specielt til denne Tur engagerede Følgemand Olafur red langsomt i Forvejen og prøvede Bunden med en lang Stang, hvorefter jeg fulgte og saa den anden FølgemandØgmundur med alle Bagagehestene. Skjønt man maaske ikke altid behøver at gaa saa forsigtig

tilværks, er det dog altid at anbefale i vandrige, dyndede Jökelelve, hvor Bunden aldrig kan ses paa Grund af det grumsede Vand. Som sagt, Overfarten over Tungnå'ens mange Arme gik meget godt; Olafs Hest kom rigtignok engang paa Svøm, men vi andre bøjede af i Tide og fik det ikke saa dybt, og Bunden var alle Vegne sikker.

Fra Elven red vi en Timestid over græsløse Grushøje, hvor Overfladen helt var dækket med Lavagrus og Scorier, indtil vi stødte paa en betydelig Indsø, Snjöölduvatn, der hører til Fiskevandenes store Gruppe. Den begrænses mod Øst af et højt, tildels snedækket Fjæld, der danner den yderste Pynt af den lange Fjældrække, som strækker sig langs Tungnå'ens nordlige Bred næsten helt op til Vatnajökel. Jeg havde ventet at finde denne Sø ligesom de andre Fiskivötn midt i et Landskab af glaciale Grushøje, som man saa ofte træffer dem ved andre Søgrupper i det indre Island, og jeg blev derfor ikke lidet forbavset ved at træffe en stor, udpræget Kratersø. Denne Sø er ble ven dannet ved en Sammensmeltning af mange Kratere, og de hesteskoformede Bugter omgives af gamle Kraterbuer. Denne Sø skal være temmelig rig paa Foreller, og Fangsten drives ofte af de tilrejsende Bønder fra Landsveit. De havde her efterladt to smaa, skrøbelige Baade. Der er nogen Græsvæxt omkring Søen, og den oplives af store Skarer Terner og de prægtige Islommer, Colymbus glacialis, der ere særdeles almindelige ved Fiskivötn. Efterat vi i nogen Tid havde dvælet ved denne Sø, fortsatte vi Rejsen op til Hytten ved Tjaldvatn, hvor Forellefangerne pleje at have deres Tilhold. Vi red langs Elven Vatnakvisl, hvorigjennem en stor Del af de herværende Søer have Afløb til Tungnå. Terrænet bærer i ualmindelig høj Grad Vidne om store, vulkanske Omvæltninger, thi alle Vegne ses store Grupper af kolossale Kratere, og Jordbunden bestaaer udelukkende af mægtige Masser udkastede Scorier, Lavabomber og Slagger/ De fleste Søer, som vi passerede, ere smaa, men de have alle Vegne samlet sig i Kratere, og de fleste synes at være dybe. Ved Breiöuvötn findes en temmelig udstrakt, sumpet Slette med betydelig Græsvæxt, saa at man her har Foder til flere Heste i længere Tid. Lidt nordligere forenes Vatnakvisls to Arme, hvoraf den nordlige kommer fra Fossvötn, medens den sydlige danner Afløbet for en særskilt Gruppe Søer (Kvislavatn, Eskivatn, Langavatn og Tjaldvatn). Da Landskabet er meget kuperet, kan man kun fra de højeste Kratere faa Udsigt over alle gøerne, da de fleste skjule sig i dybe Kratere. Tjaldvatn havde vi bestemt til vort Hovedkvarter, og derfor opsloge vi om Aftenen vort Telt ved den derværende Hytte. I Forvejen havde mine Følgemænd lagt vort Net i Afløbet mellem Kvislarvatn og Eskivatn, da vi vilde prøve, om vi næste Dag kunde faa friske Foreller til Frokost.

Næste Morgen gjorde jeg en kort Udflugt tilfods forat undersøge vore nærmeste Omgivelser. Tjaldvatn ligger iet meget stort, gammelt Krater. Søen har mange uregelmæssige Bugter og Vige, men optager dog næppe Halvdelen af Kraterbunden. De bueformede Kraterrande have en Højde af 2_—800 Fod over Søen; de omgives paa den indvendige Side af en smal Lavaterrasse,der synes at betegne en gammel, højere staaende Lavabund, som senere er omsmeltet og sunken ved fornyede Udbrud og Udtømmelser. Selve Kraterkeglener hovedsagelig opbygget af Slakker og Lavadraaber.Egentlige gamle Lavastrømme fra den Tid, det store Krater dannedes, saa jeg ikke; derimod er selve Kraterbunden dækket af nyere Lavaer, der senere skulle omtales. De gamle Lavaer ere rimeligvis dækkede af saa tykke Lag Lavagrus, ,at de ikke komme tilsyne i Overfladen. Da Vejret var smukt, havde jeg en god Udsigt fra Kraterrandens højeste Spids. Mod Øst begrænsesHorisonten af en lang, takket Fjældkjæde, som jeg synes passende kan kaldes Tungnårfjoll, da den paa en Strækning af mange Mil følger Tungnåens Løb; yderst i denne Fjældrække danner Snjöalda en fremspringende Pynt, men derpaa fortsættes den saa langt, jeg kunde se, af takkede og knudrede Fjældspidser. Paa denne Side af Tungnårfjoll findes en Række Søer, hvoraf Snjöölduvatn er det sydligste; derpaa følger en lille Sø, paa hvis Bredder der findes temmelig store Græspletter,og som derfor kaldes Grænavatn; derpaa følger endnu en anden Sø (Litlisjör?) og længst mod NE., den allerstørste af Søerne, som i Størrelse langt overgaaeralle de andre Søer blandt Fiskivötn; denne Sø kaldes nu almindelig Litlisjör. Jeg har dog al Grund til at tro, at dette er den egentlige Störisjör, medens den, dér ligger den nærmest, er den, der paa GunnlaugssonsKaart fører Navnet Litlisjör. Bjørn Gunnlaugssonfik, som jeg før har omtalt, sine Oplysninger om Fiskivötn*) fra Indbyggerne i nærmeste Bygder, Søerne havde paa Kaartet faaet en overdreven Sørrelse og ere derfor rykkede langt nærmere op til Vatnajøkull,

---

*) Disse Seer kaldes paa Kaartet og i Bøgerne Fi skivötn, men de kjendes klandt Bønderne i Landsveit, næsten de eneste der mi drive Fiskeri deroppe, kun uuder Navnet Veiöivötn. Disse Navne ere før og senere Ulevny brugte iflæng.

end de egentlig skulde, men det er ikke usandsynligt, at Bønderne paa de Tegninger, Gunnlaugsson har faaet*), have fremstillet Søerne større, end de virkelig vare, da de havde en saa stor økonomisk Betydning. Man ser endogsaa paa Middelalderens Kaart Byers og Øers Størrelse variere efter deres merkantile eller politiske Betydning. Man ser let af Kaartet, at GunnlaugssonsHjemmelsmand har været nøje bekjendt med de forskjellige Søers indbyrdes Beliggenhed, men Søerne ere blevne fremstillede i en meget større Maalestokend Omgivelserne, og de brede sig derfor paa de sidstes Bekostning. Sørækkon langs Tungnarfjöll indeholderpaa Kaartet det rigtige Antal Søer i den rigtigeRækkefølge, og, hvis man tager Hensyn til dette, kan Kaartets Störisjör kun gjælde den Sø, der nu fører Navnet Litlisjör. Kaartets Störisjör er næsten rykket op til Vatnajökull, medens der i Virkeligheden er stor Afstand mellem disse Søer og Jøkelranden. Da man nu efter Kaartet har troet, at Störisjör fandtes tæt ved Jøkelen, og Forellefangerne vidste, at der fandtes store ukjendte Ørkener mellem Fiskivötn og Jøkelen, har man antaget, at Störisjör maatte ligge etsteds i disse ukjendte Egne, og derved ere Navnene blevne forvexlede.Man ser jo ogsaa strax, at det vilde have æret urimeligt at give den allerstørste Sø i denne Søgruppe Navnet Litlisjör.

Nordfor Tungnarfjöll kunde jeg i Horisonten skimte Vatnajøkelens udstrakte, snehvide Flader, skjønt disse tildels vare bedækkede af Taage. Her ses to høje Fjældspidser at rage op fra de med Jøkelgrus bedækkede Randgletschere; NV. for Vatnakvisl ses en Mængde spidse Tuffjælde og Kratere, der ordne sig i en Række parallelt med Tungnarfjöll; det mellemliggende Land optages af Fiskivötn, hvis Omgivelser, som før bemærket, ere meget vulkanske, saa at næsten alle Søerne ere knyttede til Kratere eller vulkanske Sænkninger; de fleste have derfor en mere eller mindre afrundet Form, idet de enten ere næsten kredsrunde, eller Kysterne sammensættes af flere forenede Kratersegmenter. Skålavatn, der har en betydelig Størrelse, ligger nærmest ved Tjaldvatn og adskilles kun fra dette ved en nogle Favne bred Lavatange. Denne Sø er meget ejendommelig og malerisk. Den omgives af Kratergrupper og har flere Øer, som synes at være udbrændte Kratere: i Bunden skal der ogsaa findes nogle dybe Kjedler og Afgrunde. Gjennem Skålavatn, Tjaldvatn og Fossvötn strækker der sig mod NE. langt op i det Indre en nyere vulkansk Revne, hvorpaa der er blevet dannet on flere Mil lang Kraterrække, som indeholder en Vrimmel af mindre, sammenfiltrede Lavakratere. Revnen har gjennemkløvet fiere af de gamle, store Slakkratere, hvortil Søerne ere knyttede, og har udgydt Lava til begge Sider, uden dog at de frembragte Lavastrømme have nogen betydelig Størrelse; kun ved Fossvötn findes der en større Lavastrækning, der tildels er græsbevoxet og har en meget ujævn Overflade. Ved Tjald vatn findes der flere Kratere og Hornitos, der høre til denne vulkanske Revne; nogle findes tæt ved den derværende Hytte, men de største findes NE. for Søen. Fra disse Kratere er der flydt en betydelig Lavamasse ud i Bunden af det gamle Krater, hvori Tjaldvatn findes; maaske har Tjaldvatn oprindelig optaget hele den gamle Kraterbund, men er tildels blevet udfyl-dt ved disse nyere Udbrud. Disse nyere Kratere ere for det Meste smaa og ere opbyggede af en seigflydende Lava; de ere derfor meget bratte og takkede. Kraterkanalen er ikke bleven udfyldt, og der findes derfor som oftest en dyb Afgrund, som, hvor den naaer ned til Søens Niveau, er udfyldt af Vand. Disse Kraterkanaler kunne undertiden tage sig ret godt ud med deres lodrette Vægge, der tildels ere bevoxede med Bregner og andre Planter, medens der er Vand i Bunden.

Hytterne, der benyttes til midlertidig Bolig af Forellefangerne, ere opbyggede af Sten og Græstørv ved Siden af nogle smaa Lavahøje paa et lille Næs, der strækker sig ud i Tjaldvatn; den ene af Hytterne benyttes som Kjøkken, den anden som en meget primitiv Beboelseslejlighed, hvis indre Rum næsten optages af en bred Stenbænk med noget Hø, hvorpaa Fiskerne have deres Leje. Nu for Tiden blive Forellernesaltede og derpaa strax paa Hesteryg førte til Bygden, men i gamle Dage plejede man at tørre dem som Stokfisk, og man finder endnu sine Steder Levningeraf smaa Gjærder, hvorpaa Fiskene udbredtes til Tørring, Fangsten drives nu næsten udelukkende af Folk fra Landsveit, men da Rejsen derop er saa lang og besværlig især paa Grund af Tungnå, der ofte kan være ufarbar, og da Fangsten kun kan drives i den travle Høsttid, saa ere det især ganske unge Mennesker eller gamle Folk, der ikke kunne gjøre synderlig Nytte ved Høstarbejdet, der drage derop, og man anser først, at Rejsen kan betale sig. dersom enhver Deltager faaer mindst et Hundrede Foreller om

---

*) Af de Egne. Gunnlaugssou ikke havde Lejlighed til at undersøge, anskaffede han sig ofte Tegninger fra de bedst underrettede Bønder nærmest ved eller i de paagjældende Egne: af den Slags Kaartrids findes der flere blandt Gunnlaugssons efterladte Papirer.

Ugen. Forellerne fanges i Nået og paa Line i følgende Søer; Fossvötn, Skålavatn, Langavatn, Eskivatn, Kvislavatn,Breiöuvötn, Nyjavatn og Snjöölduvatn. I Störisjör er der derimod ingen Fangst; der er heller ingen Plantevæxt ved denne Sø, og den har næppe Lavabund som de andre Søer. Den første Morgen fangede mine Følgemænd fem dejlige, fede Fjældørreder, hvoraf den største vejede ni Pund. Søerne synes at være godt skikkede til Opholdssted for Ørrederne; de have gjennemgaaende Lavabund, i hvis Ujævnheder, Revner og Huler Fiskene kunne søge Tilflugt; Plantevæxten er heller ikke saa übetydelig, og der er en stor Rigdompaa Myggelarver og andre Smaadyr. I FjældørredernesMaver fandt jeg Skaller af Limtnfus og Pisidium, Fluelarver og Smaakrebs (Lipidurm). Egnen omkring vort Telt ved Tjald.vatn havde stor Lighed med visse Partier ved Myvatn; knudrede Lavastrømme og spidstakkede Kratergrupper, Vandfladerne af Tjaldvatnog Skålavatn med deres krogede Bugter og stejle Lavapynter, Myggesværmene og Fuglelivet minde stærkt om denne Indsø. De smaa Bugter nedenfor Teltet, hvor Kilderne mange Stedee boble frem af Lavabunden, ere bræmmede med Siv og opfyldte af Alger og andre Vandplanter. Det lavere Dyreliv er efter islandske Forhold meget rigt; Vandplanterne ere dækkede med smaa Ferskvandssnegle og Larver, og Edderkopperne spinde deres Næt over ethvert Lavahul for at fange Fluer og Myg. Fuglelivet er ved Fiskivötn temmelig rigt. Man ser af og til forskjellige Slags Ænder, der ruge paa Holmene i Skålavatn og andre Steder; Svaner ses ogsaa meget hyppig, og de store Islommer, Colymbus glacialis, ere meget almindelige; den nordiske Lom, C. septentrionalis, ses ofte, men er dog ikke saa almindelig som Islommen; en Ørnerede saa jeg ved Skålavatn, og et Par islandske Falke saa jeg flyve forbi; Struntejægere, Lestris sp., ere ogsaa meget hyppige ligesom alle Vegne i det Indre. Mærkelig nok ere Struntejægerne i de indre Ørkener de alleralmindeligste Fugle; hvor man saa rejser i det Indre, kan man næppe undgaa at se disse Fugle flyve forbi eller høre deres Skrig.

Fra den 29. Juli til den 4. Avgust havde vi vort Telt staaende ved Tjaldvatn. Jeg benyttede Tiden til at undersøge Fiskivötn og deres Omgivelser, og jeg gjorde derfor flere mindre Udflugter tilfods og længere Udflugter tilhest. Vejret var hele Tiden nogenlunde godt. Naar man som jeg i flere Somre har opholdt sig i Islands Indre, er man ikke altfor forvænt i den Henseende. Af og til maatte vi dog holde os hjemme paa Grund af Taage og Regn. I denne Del af Højlandet ere Taage og Eegnbyger meget hyppige, endogsaa naar Vejret i nærliggende Egne er godt. Fra Havet udenfor Skaptafellssyssel kommer Taagen sejlende op imellem Vatnajokull og Myrdalsjökull, og naar vore nærmeste Omgivelser ved Fiskivötn vare indhyllede i Taage eller opblødte af stadige Regnbyger, kunde vi mod Nord ved Vonarskarö og der omkring skimte en klar Himmel med smukt, tort Vejr og Solskin. Medens jeg gjorde mindre Udflugter tilfods eller i Teltet renskrev eller bearbejdede mine Dagbøger og Skitser, gik mine Følgemænd ned til Breifluvotn eller Skålavatn for at slaa Hø, som vi nødvendig maatte skaffe os til Brug paa den længere Kejse op til Vatnajokull, men da Græsmarken i dot Hele taget er mager og kummerlig udviklet, saa var Udbyttet som oftest kun ringe, og man maatte anvende al mulig Flid for at opdrive det Nødvendige.

I godt Vejr vilde det være særdeles interessant for Turister og Sportsmænd at opholde sig nogen Tid ved Fiskivötn. Vejen derop er rigtignok noget lang og besværlig, men Besværlighederne opvejes rigelig af den maleriske og ejendommelige Natur, af det gode Fiskeri og Jagten, der sikkert vilde give et godt Udbytte.

Den 31. Juli gjorde vi en længere Udflugt tilhest for at undersøge den suakaldte Litlisjör (eller rimeligvis rettere Störisjör) og de omliggende Egne. Om Morgenenvar der Taage og Slud. men efter Middag lysnede det, saa at vi kunde drage afsted. Fra Tjaldvatnsøstlige Kraterrand red vi til Fossvötn, der ogsaa ligge i Bunden af dybe Kratere; den • sydligste af disse to Smaasøer er meget mindre og næsten kredsrund.Vi red over før nævnte Lavastrøm ved Fossvötn fra den nyere vulkanske Revne. Her findes storo Lavablærer og Hornitos og en Mængde Kratere, der ere sammenvoxede og sammenfiltrede med hverandre; Kraterrækken strækker sig mod NE. til Enden af Störisjör, hvor den lidt efter lidt bøjer mod Nord; selve Revnen, hvorpaa disse Kratere ere opbyggede, er dog ingenlunde lige, men har flere mindre Bugtninger.Mod N. og NV. ser man fra Højene ved Fossvötn ikke andet end fuldkommen græsløse Ørkener, dækkede med Lavagrus og Flyvesand; hist og her kigge de underliggende Lavastrømme op igjennem Flyvesandet,og mindre Tuffjælde og Rygge hæve sig af og til op fra Sletten. Fra Fossvötn fortsatte vi Rejsen til det sydvestlige Hjørne af Störisjör, bvor vi kun med store Anstrængelser kunde arbejde os igjennem det Mylr af Kratere, der ere opstaaede paa den nye Spalte. Et saa vildt vulkansk Sceneri har jeg sjælden

set i Island. Mange af disse Kratere ere, ligesom de gamle, fyldte med Vand. og mellem dem ere de knudrede og oppidskede Lavamasser gjennemkløvede af utallige Spalter. Under den tynde Lavaskorpe findes vandfyldte Huler og Afgrunde eller lange Røi med glaserede Lavastalak titer, og paa Grund af disse skjulte Farer maatte vi vise den største Forsigtighed, da Hestene paa et saadant Terræn ved den mindste uheldige Bevægelse let kunde komme i alvorlig Pare. Paa Lavaen ser man nogle Steder nogle Lichener og Mosser og enkelte forkrøblede Pilplanter, tiitlix ijlauca. Tilsidst kom vi dog over denne Kraterlabyrint ned til Störisjör og fortsatte Rejsen mod NE. langs Søens Kyst over flade Sandstrækninger, hvor man ikke ser anden Vegetation end af og til et enkelt Exemplar af Ameria maritima eller Sllene maritima. Paa Søens sydlige Side falde Tungnårfjoll stejlt ned imod Vandet; denne Fjældrække synes ogsaa at være blottet for Vegetation, kun ser man nogle faa gulgrønne Pletter af Mosser i Fjælclsiderne. Fjældene have en stor Lighed med nogle Fjældrækker paa Reykjanes. f. Ex. ved Krisuvik; det er en Uendelighed af bratte, takkede, underlig formede Fjældspidser.

Midt i Störisjör iindes ved den østlige Kyst to srnaa Klippeøer, hvoraf den ene er bedækket med Mos, medens den anden er fuldstændig nøgen. Søen bliver lidt efter lidt smallere og ndkiler sig mod NE. til en smal Spids. Et kort Stykke Vej nordost for Søens Ende opdagede vi et bredt Pas tværs igjennem Tungnårfjoll. Sletterne mod Nord ere helt dækkede med store Lavastrømme, hvoraf en lille Arm ogsaa har banet sig Vej igjennem Passet ned imod Tungnå; den har knebet sig ind imellem nogle Grusrygge i Passets Munding, men Lavaens Fremtrængen ad denne Kant er bleven hindret af nogle høje, afrundede Tufknuderved Tungnå. Da Tungnårfjældene hidtil havde spærret os Udsigten mod NE., red vi igjennem Passet for fra Højene ved Tungnå at iagttage denne Elvs øverste Løb. Fjældene paa den anden Side og, om muligt, Jøkelen, hvorfra den udspringer. Idet vi red igjennem dette dybe Fjældskard, havde vi paa venstre Ilaand et højt Tuffjæld med mange Spidser og Takker paa Randen: det fik af os Navnet Vöröufell. Den før nævnte Lavaarm, der udfylder Passets Bund, er de fleste Steder dækket med et tyndt Lag Flyvesand og maa passeres med Varsomhed, da Sandet tilhyller mange Revner og Huler, hvori Hestene let kunne falde ned og brække Benene. Fra Højene ved Tungnå, hvor der i en Lavning findes en lille, dyb Sø, havde vi en ret god Udsigt til det Indre, dog spærredes

Vejret ikke bedre, saa at vi maatte forholde os rolige
i Teltet uden at kunne gjøre nogen Udflugt.

Den 2. Avgust gjorde vi atter en længere Udflugt, denne Gang for at søge Thorisvatn. Denne Sø skal efter Guunlaugssons Kaart ikke være større end de middelstore Søer Mandt Fiskivötn og være beliggende tæt ved denne Søgruppe. Efter de Oplysninger, jeg havde indhentet, havde jeg god Grund til at betvivle Rigtigheden af Kaartets Fremstilling af Thorisvatn. Vi brød op i smukt Vejr Kl. 81/.,8¹/., oiu Morgenen og fwrte ingen Bagage med, men enhver af os havde to Kideheste, forat vi desto hurtigere kunde komme afsted; hele Udflugten varede i tolv Timer. Ved Fossvötn lode vi de andre Heste blive tilbage, thi i Lavastrømmene findes her meget godt og saftigt Græs. Fra det sydlige, mindre Fossvatn udspringer den ene Arm af Vatuakvisl, og hvor den flyder ud af Søen, findes der et smukt, lille Vandfald. Dette har lidt efter lidt arbejdet sig ind til Søranden, saa man maa ride i selve Søen for at komme forbi; det vil derfor næppe vare meget længe, inden en stor Del af Søens Vandmasse udtømmes gjennem Vatnakvisl.

Fra Fossvötn red vi mod NNE. tværs over Ørknerne. I Begyndelsen kom vi forbi flere smaa Tufspidser og Kratere, der høre til den Højderække, der følger Vatnakvisls vestlige Bred. Paa den anden Side af disse Høje findes udstrakte Ørkner, dækkede af Flyvesand og uden Spor af Vegetation. Sandet var nu paa Grund af Regnen i de foregaaende Dage tæt og fast, men maa ellers i tørt Veir være meget bevægeligt, saa at disse Strækninger maa være yderst übehagelige at passere under en Sandstorm. Overfladen er gjennemfuret af smaa Sandbølger; det er, som naar Havet kruses under en svag Brise; egentlige Klitdannelser fides slet ikke. Hist og her ser man smaa Vandsamlinger paa Sletten og Spor af andre, der ere udtørrede. Under Tøbruddet om Foraaret opstaaer der flere mindre Søer og Vandpytter paa disse Sandsletter, hvoraf de fleste dog henad Sommeren atter forsvinde. Ef'terat vi omtrent i en Times Tiel havde galopperet over disse Sandflader, begyndte der igjen at vise sig nogle opstaaende, mørkebrune Tufrygge, der have den i disse Egne sædvanlige Retning fra SV. til NE. Tuffens Overflade har mange Render, Hulninger og Rygge, der ere blevne frembragte ved Sandets stadige Pisken hen over Klipperne; hist og her har en enkelt Anneria maritinta eller en Silene inaritima faaet Ro til at udvikle sig, hvor de have været iLæafen eller anden Klippe. Efter al Sandsynlighed er der alle Vegne Lava under disse Sandstrækninger, strækninger,og hist og her stikke ogsaa nogle Lavaplader frem. Længere mod N. og NE. træder ogsaa Lavaen frem i hele sin Nøgenhed; den er her sammenhængende med Hågonguhraun ved Vonarskaro og følger Vatnajökelens Randfjælde helt ned til Tuugnå. Fra denne vældige Lavasø ere saa brede Arme flydte ned igjennem alle Lavninger mellem Tuffjældene. Disse Lavaarme ere mod Syd dækkede af tykke Lag Flyvesand og Grus; Flyvesandet findes rigtignok ogsaa i de nordlige Egne, men det udfylder kun Lavaens Huler og Revner uden at dække hele Overfladen. De store, gamle Kratere ved Fiskivötn have sikkert ogsaa udgydt mægtige Lavastrømme, skjønt de kun sjælden træde frem for Dagen. Disse Egne maa altsaa i Grunden betragtes som en Lavaørken ligesom Odnoahraun; har Undergrunden været mere kuperet. Alle Lavninger mellem de utallige Tufrygge ere blevne udfyldte af Lava, der saa senere tildels er bleven dækket med Flyvesand, som er opstaaet ved Palagonittuffens Forvitring; senere og samtidig er Tufstøvet blevet blandet med vulkansk Aske, Pimpstensstøv og fintmalet Lavagrus. Ef'terat vi endnu i halvanden Time havde fortsat Rejsen over Sande og nøgne Tufrygge, kunde vi mellem lave Rækker af Tuffjælde skimte en stor Indsø og naaede dertil en halv Time senere. Der er altsaa fra Fossvötn til Thorisvatn tre Timers hurtigt Ridt, thi vi red som oftest i Galop, hvor det kunde lade sig gjøre.

Hvor jeg fra Fjældrandene først havde Udsigt over Thorisvatn, blev jeg aldeles forbavset over dets Størrelse, der langt overgik mine Forventninger. Hvor vi først naaede til Søen, har den Lighed med en lang og smal Fjord, der skyder sig ind imellem bratte Tuffjælde,og det er ogsaa i Virkeligheden en østlig Fjord, der skærer sig ind fra Søens Hovedbredning. Denne Arm, der kun har en Bredde af omtrent en Fjerdingvej, er saa skjult imellem Tuffjældene, at den kun kan ses fra høje Fjælde i Nærheden; Tufskrænterne ned imod Søen ere her høje og bratte, og de lodrette Klippepynterordne sig i sluttede Rækker paa begge Sider. Fjældene paa Fjordens vestlige Side danne et højt, klippefuldt Næs, der adskiller den fra en vestligere, bredere Fjord, og strækker sig med en" lavere, lang Tange ud i deri egentlige Sø, hvis vældige Vandflade mod SV. forsvinder mellem blaanende. lave Klippeskrænterog Smaafjælde. Mod SE. ses i Nærheden af Søen en ejendommelig formet høj Fjældspids, som kaldes Thoristindur. Den havde jeg allerede kunnet se fra Fjældet Loömundur. Udenfor det før nævnte Næs findes en lille Ø. Det tog os omtrent en halv

Time at ride langs Fjældranden for at komme ned til Søen, da Skrænterne her vare altfor bratte. I Nærhedenaf Fjordbunden dannes en lille Lagune, der fra Fjorden afskæres af en bred Sandtange og kun har et smalt Udløb. Vi førte Hestene ved Tømmen ned ad Fjældsiderne ned til Tangen, hvor der er en forholdsvis frodig Vegetation af Stargræs, Smaapil, Sali.r ylatica, og den smukke, bredbladede Gederams, Chaniæiterium latifoliiMH. Selve Søen synes at være meget fattig paa Vandplanter og Dyreliv, men i Sandet saaes dogenMængde Fodspor af Svaner og Kæve; en Mængde Svanefjer laa spredte omkring, og nogle Fjer af Stokanden,Anas boschas, fandt jeg ogsaa. Efterat Hestene vare blevne forfriskede med nogle Mundfulde Græs, vendte vi om og red den samme Vej tilbage for at omgaa Lagunen, der omgives af hesteskoformede Fjældrande.Fra Fjældsiderne tilføres der Søen betydelige Vandmasser, idet klare Kilder alle Vegne vælde frem langs Bredden. Indenfor Fjordbunden gik Eejsen kun meget langsomt over de knudrede Tuffjælde med de utallige Rygge og Lavninger; Overfladen dækkes af skarptkantede Sten og Grus, der er udvitret af Palagonitbreccien,som her har en mørkerød Farve. Vi bestege den højeste af de herværende Fjældrygge for derfra at faa Oversigt over Omegnens Topografi. Nedenfor Fjældet bandt vi Hestene sammen, medens vi selv spiste vor Frokost oppe paa Fjældet. Udsigten herfra var skrækkelig styg; Højlandets Indre med de nøgne Fjeldspidser, sorte Lavastrømme, mørkegraa Sandsletter og de store Jøkler i Baggrunden laa udbredtefor vort Blik, ingensteds det mindste Spor af Liv med Undtagelse af en næsvis Spyflue, der summendefløj omkring vor Frokost. Det er mig en Gaade, hvorfor man paa de allemfrugtbareste Steder og de højeste Fjældspidser i Islands Indre saa ofte finder denne Flue, skjønt der ellers ikke er Spor af Insekter eller andre Dyr, men maaske ledsager den Menneskene og Hestene, uden at den mærkes. Ned mod Thorisvatn lukkedes Udsigten af endnu højere Fjældrygge paa Næsset mellem de to nordlige Arme, men mod NV., N. og NE. havde vi en vid Udsigt over de indre Ørkner.

Mod NV. og N. begrænses Synskredsen af Langjökull, Kerlingarfjöll og Hofsjökull; de mellemliggende Ørkner have kun faa Ujævnheder; Thjörsaa skimtes et Par Steder paa Sprengisand, og den nærliggende Kaldakvfsl glimter frem hist og her, hvor den krummer sig gjennem de sorte Lavaflader. De kegleformede Hågongur hæve sig højt mod Himlen paa den Fjældrække, der strækker sig ud fra Tungiiafellsjökull; her ses ogsaa et Par lyse Liparitfjælde midt imellem de mørkebrune Tufspidser. Ved Vonarskarö, som jeg besøgte i 1884, hæver Vatnajökulls vestlige Hjørne sig til en Højde af henimod 6000 Fod over Havet, men herfra bøjer Jøkelranden mod Syd ned imod Tungnå og Skaptå. Omtrent midtvejs ses en Klipperække i Jøkelranden og lidt sydligere de to Kerlingar. Nedenfor Jøkelen tindes et Mylr af Tufrygge, der ordne sig i afsondrede Partier, som adskilles af sandfyldte Lavninger, men imellem Fjældene ved Thorisvatn og disse Raridfjælde dækkes Sletterne af vældige Lavastrømme. der hænge sammen med Hågonguhraun ved Kaldakvisls Kilder. Disse Lavastrømme, der tildels ere dækkede af et tyndt Lag Flyvesand, udbrede sig som et Hav helt ned imod Tungnå ved Vöröufell. Paa hele denne Strækning findes der ikke Spor af Vegetation. Midt imellem Fjældene i en dyb Lavning sydfor os findes en lille Sø tæt ved Siden af den østlige Fjordbund; den fik Navnet Botnavatn; heromkring hæve Tuffjældene sig mere og mere og strække ud paa det før nævnte bjærgfulde Næs mellem Thorisvatns sto

Bugter, men gjennem en dyb Sænkning har en Lavaarrn
fundet Vej ned til Botnavatn.

Efterat vi havde forladt vor Udkigspost, red vi over denne Lavaarm op ad de bølgeformede, grusbedækkedeTutrygge for fra Fjældene paa Næsset at faa Udsigt over Thorisvatns store, vestlige Bugt, som endnu havde været skjult for os. Denne Bugt er meget bredere end den østlige Fjord, og dens nordligsteEnde er tildels bleveii udfyldt af en-stor Lavastrømfra Lavaørknen sydfor Hågongur. Herved ere smaa Lavaskjær ©g Holme blevne dannede i Søen. Igjennem disse Lavastrækninger har Thorisvatn Afløb til Kaldakvisl gjennem Thorisös. Denne Bugt begrænsesligesom Søens hele nordvestlige Bred af lave, bølgeformede Højdedrag, der ligesom andre Dele af disse Egne ogsaa synes at være blottede for Vegetation. Paa Lavastrømmene ved Thorisös findes der dog nogen Plantevæxt, der især bestaaer af Marehalm, Elymus arenarius, som viser sig som smaa, blaalig grønne Pletter paa de mørkegraa eller sorte Sandklitter, der have samlet sig i Lavaens Lavninger. Herefter gjorde vi en lille Afstikker ud paa Næsset for derfra at faa Udsigt over Søens sydlige Bredning. Terrænet var her meget besværligt for Hestene; de maatte stadig op og ned ad de smalle, bratte Grusrygge, der adskillesaf dybe Kløfter, og det var endogsaa ikke uden Fare at færdes over de utallige skarptkantede Sten og Klippestykker, hvor Hulerne og Mellemrummene halvt vare udfyldte af løst Flyvesand. Tilsidst naaede vi

saa langt mod Syd, at vi fik en tnalelig Udsigt over Søens sydlige Del, men Vejret havde nu forandret sig, Himlen blev overtrukken, og snart strømmede Regnen ned, saa at vi vare nødte til at vende om. Vi førte Hestene ved Tømmen ned ad de bratte Grusskraaninger til Botnavatn og herfra over en smal Fjældryg til Thorisvatn. Paa Tilbagevejen red vi uden at standse, saa hurtig som Hestene kunde løbe, og naaede gjennemblødtetil Teltet Kl. Sl/^S¹/^ om Aftenen.

Den næste Formiddag regnede det uafbrudt, og først om Eftermiddagen kunde jeg gjøre en lille Udflugt til de vulkanske Høje vestfor Vatnakvisl. Jordsmonnet langs denne Elv bestaaer næsten udelukkende af Scorier og vulkansk Aske, og Muldlaget, der dannes af den kummerlige Plantevæxt , er, hvor det findes, meget tyndt. Overfladen er gjennemkløvet af gamle Frostsprækker, hvorved den inddeles i uregelmæssige Ruder. I Sprækkerne har Vegetationen især samlet sig, saa at Sletten i Frastand ser ud, som om den var overmalet med grønne Striber, der krydse hinanden under alle mulige Vinkler; de mellemliggende, rudeformede Stykker ere som oftest blottede for Vegetation. Sprækkerne tages først i Besiddelse af smaa Lichener og Mosser, der danne Grundlaget for Polarpilen, som dækker den mørke Lichenskorpe med sine buttede, tætstaaende Blade. De eneste Planter, man ser i de rudeformede Mellemrum, ere smaa, nedliggende Padderokker, der næsten ere klistrede til Marken, eller enkelte ynkelige Exemplarer af Salix c/lauca, som med deres nedtrykte Skud danne smaa, flade Rosetter paa Sandet. Vatnakvisl, der fører en betydelig Vandmasse, passeredes tæt ved Breiöuvötn, hvorpaa vi bestege den ene af de derværendo pyramideformede Fjældspidser, der paa Grund af deres ejendommelige Form og formedelst deres Højde ere let kjendelige fra fjærnt liggende Steder. Disse Fjældspidser viste sig at være Resterne af store, gamle Kratere, der ere blevne meget stærkt medtagne af Denudationen. De højeste Spidser af Kraterranden vise sig i Frastand som isolerede Pyramider. Disse store Kratere ere opbyggede af regelmæssige Lag af Scorier og Pimpsten og ere af Regnen blevne gjenuemgravede af dybe Furer og Render, hvor man har god Lejlighed til at studere den indre Bygning. Mellem Scorierne findes enkelte større Basaltsten, og temmelig hyppig ser man ogsaa smaa Brokker af Liparit. Det sydligste Krater har haft et betydeligt Omfang, og i Bunden findes en lille kredsrund Sø, der har direkte Afløb til Tungnå. Vi bestege den nordligste af de to Pyramider og havde herfra en god Udsigt over Tungnåens nederste Løb og de omgivende Egne. Elven har her meget betydelige Krumninger, hvoraf den skarpeste sydfor Snjölda næsten berører Torfajökulens Randfjælde. Langs Elvens nordlige Bred havde vi mod Vest Udsigt over lignende Egne som dem, vi havde passeret paa Vejen til Thorisvatn. Man ser ikke andet end Ødemarker med Flyvesand og bølgeformede, lave Tuffjælde, hvorover den spidse Thoristindur hæver sig i det Fjærne; hist og her ses nogle større og mindre Vandpytter paa Sandene; en Del af Thorisvatn kunde ogsaa ses. Græs skal der kun findes længere borte i de saakaldte Thoristungur ved Kaldakvi'sl. Fra den høje Kraterspids havde vi ogsaa tæt nedenfor os en glimrende Udsigt over det storartede Kraterlandskab ved Fiskivötn , der vilde have den største Lighed med et Maarielandskab, hvis det ikke oplivedes ved de dybe, grønne Kratersøer.

Den 4. Avgust var Vejret om Morgenen udmærket, og efter alle Mærker syntes der at være foregaaet en Forandring i Vejrliget, saa at vi i det Mindste kunde haabe paa nogle Dages smukt Vejr. Derfor droge vi tidlig afsted paa den paatænkte Udflugt til Vatnajokull. Det var min Agt paa denne Rejse at undersøge Tungnåens Kilder og den nærmeste Del af Jøkelranden samt Højlandet. Udflugten var beregnet paa tre Dage. Vor Bagage blev efterladt i Hytten ved Tjaldvatn, og vi medførte, foruden Telt og de nødvendige Teltrekvisiter og Kogeredskaber, kun Proviant til tre Dage samt fire store Sække Hø til Hestene. Vi havde bestemt at rejse den samme Vej tilbage til Fiskivötn, efterat vi havde undersøgt Forholdene ved Tungnaens Kilder. I Begyndelsen fulgte vi den samme Vej soir? paa vor Udflugt den 81. Juli. Vi fulgte Störisjör og red gjennem Passet ved Vöröufell, hvorfra vi fortsatte Rejsen langs Turignå op efter.

Fra Højene ved Tungnå , sorn j^aa vor første Udflugt havde tjent som Udkigspunkt, strækker en lav Række Grushøje sig parallelle med Elven næsten helt op til Jøklen. Fra Vörflufell strækker der sig en lang, lavere Fjældside mod NE., og langs denne en Sø. der om Foraaret under Tøbruddet synes at have en større Udstrækning; længere mod Nord findes ogsaaen anden mindre Sø. Mellemrummet mellem Søerne og Elven optages af vidtstrakte, fuldstændig nøgne Sandsletter, men Fjældene nordfor Vöröufell strække sig med to eller tre mindre Afbrydelser helt op til Jøkelen, men opløses dog længst mod N. og NE. i flere parallelle Rygge. Efter et hurtigt Ridt paa 21/2 Time over de øde Sandflader naaede vi en temmeligbred

ligbredLavastrøm, der synes at være en Arm af den store Lavaørken, som strækker sig helt op til Vonarskarö.Tæt nede ved Elven skimtede vi fra en Grushøjen lille grøn Plet midt i Lavastrømmen, og vi red derhen for om muligt at give Hestene en lille Forfriskning.Her fandt vi dog kun nogle lave Buske af Sallt- glmica, hvis tørre Blade dog med Begjærlighed slugtes af Hestene, der havde faaet en stærk Appetit efter det skarpe Kidt, thi de havde hverken faaet Hvile eller Foder, siden vi forlod Tjaldvatn. Overfladendækkes her af skarptkantet. grovt Lavagrus og Flyvesand, og da Lavaen her ligger i samme Niveau som Tungnå, er den gjennemtrukken af Vand, saa at vi her maatte kæmpe med en usædvanlig Hindring — en sumpet Lavastrøm. Efter betydelige Anstrængelser fik vi dog Hestene tilsidst over den brede Lavastrøm og naaede en lille Fjældknude paa den anden Side, hvorpaa vi fortsatte Rejsen langs en Række smaa Tuffjælde i Nærheden af Elven over smaa Lavaarme og Grusskrænter med skarptkantede Sten. Vi kom kun langsomt frem over det for Heste saa besværlige Terræn, der er fuldstændig blottet for Plantevæxt ligesomde andre Ørkner, vi havde passeret denne Dag.

Vi nærmede os mere og mere Jøkelen, og da vi havde omtrent en halv Mil tilbage til Jøkelranden, naaede vi til det Sted, hvor Tungnåens to Kildefloder forenes nedenfor et isoleret Tuffjæld med opstaaende, spidse Takker. Paa den anden Side af Elven opdagede vi i Kikkert nogle Spor af Grønt og bestemte os derfor til at ride derover. Min Følgemand, Olaf, red i Forvejen over Elven for at udfinde det bedste Vadested, og snart fulgte vi to andre efter med de løse Heste og Bagagen. De to Jøkelelve , der her forenes, ere meget vandrige og desuden meget bløde i Bunden, saa vi maatte bruge den største Forsigtighed; de opstaaende Sandrevler og Grusbanker vare ogsaa gjennemtrukne af Vand, saa at nogle af Hestene et Par Gange sank i til Halsen i det vandmættede, dyndede Grus. Indenfor det førnævnte, isolerede Tuffjæld findes der mellem dette og Jøkelranden en fuldstændig vandret, leret Grusslette, der gjeniiernrisles af utallige Jøkelbække, som med deres sammenfiltrede Krumninger og Forgreninger i Nærheden af Jøkelranden danne et Net af mælkehvide Vandaarer. Denne deltaformede Grusslette er mod Syd og Nord indelukket af Tuffjælde, og imellem disse findes mange Lavninger og smaa Dale. Paa Grussletteii nedenfor Jøkelen saa vi nogle Steder langs Elvbredderne smaa, grønne Pletter og Striber, der skyldes en kummerlig Vegetation. Sy d for Grussletterne, ved nogle Kilder, som bryde frem fra Tuf skrænterne, har der i Lavningerne dannet sig smaa, meget sumpede Græspletter med Stargræs og Smaapil, hvor man til Nød har Græsning for 10 ä 12 Heste i 2 eller 3 Dage; denne Græsningsplads fik Navnet Botnaver. Vi bleve behagelig overraskede ved at finde Græs heroppe ved Tunguåens Kilder, thi det havde vi slet ikke ventet; vi kunde nu spare paa det medbragte Hø og derved faa Lejlighed til at gjøre længere Udflugter end oprindelig paatænkt. Vi opsloge vort Telt i deri nordligste af disse Græspletter, men det var yderst vanskeligt at finde en taalelig Teltplads paa Grund af Jordsmonnets sumpede Beskaffenhed.

Hele Rejsen fra Tjaldvatn til Botnaver havde trods vort stærke Ridt taget otte Timer; undervejs havde vi kun standset tyve Minutter paa Græspletten i den før omtalte store Lavastrøm; efter mit Vidende er Tungnåens Kildeomraade aldrig før bleveii betraadt af noget Menneske. Tungnås nordligste Kildeflod udspringer fra en Gletscherport under høje Isklipper; tæt ved Jøkelen ser man ogsaa her paa den nordlige Side nogle røde Slaggekratere, der tildels ere blevne søriderædte af Elvene, saa at kun Halvdelen er bleven staaende. Langs hele Jøkelranden findes der en Moræne, der bestaaer af kullede Grushøje, men da Gletscherne ere paa Tilbagegang, er der et lille Mellemrum mellem Morænen og Jøkelranden, og her ere smaa Søer af mælkehvidt Jøkelvand blevne opdæmmede, da Vandet alle Vegne strømmer frem fra Jøkelen. Den sydlige Jøkelelv dannes af flere Jøkelbække, der flyde sammen paa Grussletten. Spidserne af de før nævnte Kerlingar kunde vi fra Botnaver se i Nord hævende sig op over Skredjøkelen.

Næste Morgen — den 5. Avgust — var Vejret lige saa smukt som den foregaaende Dag, og vi gjorde til at begynde med en lille Udflugt til Fjældrækken sydfor os for derfra at faa Udsigt over Jøkelens Omgivelserog orn muligt faa Oversigt over de ukjendte Landstrækninger paa den anden Side. Denne Fjældkjæde,der bestaaer af Tuf ligesom alle andre Fjælde i disse Egne, strækker sig fra Jøkelen langs Tungnå helt ned paa den anden Side af Passet ved Vöröufell. Vi bestege en af de højeste Toppe og bleve rigelig lønnede for vort Besvær ved en glimrende Udsigt over Jøkelen og de sydlige Dele af Højlandet i Nærheden af Vatnajökull. Hvor Fjældrækken træder ud fra Jøkelen,dannes der et Hak op i Jøkelranden. men da selve Skredjøkelen har en saa vældig Størrelse, saa har dette næsten ingen synlig Indflydelse paa dens almindeligeForm. I dette Hak ind i Jøkelranden er der

blevet ophobet en større Moræne, og en lille Sø er opstaaet ved Opdæmning af Jøkelvandet. Op imod Vatnajökulls højeste Kupler havde vi en fri Udsigt over et endeløst Hav af Is, der lidt efter lidt højner sig op imod Horisonten. Den største Del af Vatnajökullsvestlige Rand dannes af en vældig Skredjøkel, hvis Rand med en svag Krumning strækker sig saa langt mod Syd, som ~vi herfra kunde se. Vi bleve meget overraskede ved tæt sydfor os at opdage en meget lang Sø, der helt fra Jøkelranden og saa langt, som vi kunde øjne mod SV., udfylder Dalen mellem denne Fjældrække og en anden lignende Fjældkjæde, der fra Vatnajökull strækker sig helt ned imod Torfajökull.Denne Sø fik af os Navnet Langisjör. Søen er smal og har en mælkehvid Farve, da den er dannetaf smeltende Gletscheris; længst mod SV. forsvinderden mellem høje Pynter og Fjældtoppe. Gletscherengaaer med sin stejle Rand helt ned i Søens nordlige Ende, og da den er gjennemkløvet af Spalter paa kryds og tværs, saa er det umuligt, idet Mindste med Heste, at omgaa Søen paa denne Led. Fjældkjædernefalde de fleste Steder stejlt ned imod Søen, og smaa klippefulde Næs og høje Pynter strække sig fra begge Sider ud i Vandet. Hist og her findes nogle Klippeøer, isser længere mod Syd. Man ser ingensteds noget Spor af Vegetation eller Dyreliv, men alligevel havde Landskabet i det prægtige Vejr, da Solen udbredte et blændende Lysskjær over Landet, en ejendommelig, feagtig, fantastisk Skjønhed. Den mælkehvide Sø med det glimrende, grønlige Skjær, de talløse, brune, røde og gule Tufspidser med de kjække. opadstræbende Former og Vatnajökulls endeløse Snefladeri Baggrunden: alt dette giver den tavse Fjældnaturet saa storslaaet Præg, at det ikke saa let kan glemmes. I Nærheden af Langisjörs sydlige Ende findes paa den østlige Side en enkelt, meget høj Fjældspids, der hæver sig højt op over Omgivelserne; paa den anden Side af Fjældkjæden, der begrænser Søen mod Syd, ses i det Fjærne store, flade Strækninger, hvor der ikke findes noget Fjæld af Betydning. Vi skimtedeher nogle mindre Søer ved Jøkelranden, og mellem Fjældspidserne glimter en større Elv frem paa Sletten tæt sydfor Fjældkjæden. Dette er rimeligvis Skaptå, som sandsynlig her i Nærheden har sit Udspringfra Jøkelen. Efter at vi havde set os mætte paa det storslaaede Landskab, vendte vi tilbage til vor Lejrplads. Det havde, som jeg allerede før har bemærket, oprindelig været min Agt at rejse den samme Vej tilbage til Tjaldvatn, men da jeg nu havde faaet Oversigt over nogle af de ukjendte Egne sydfor Tungnå, længtes jeg efter at gjøre lidt nærmere Bekjendtskabmed denne „terra incognita". Dette kunde lettere lade sig udføre, end jeg oprindelig havde troet, thi da vi havde været saa heldige at finde Græs ved Tungnåens Kilder og derfor havde sparet vort medbragteHøforraad, turde vi altsaa endnu vove at opholdeos nogle Dage i græsløse Egne. I godt Vejr tænkte jeg at kunne naa til nogle Græspletter ved Torfajökull paa et Par Dage, hvorpaa jeg saa vilde sende mine Følgemænd op til Fiskivötn forat 'hente den tilbageblevne Bagage. Før jeg rejste til det Indre, havde jeg oprindelig tænkt først at rejse søndenforTungm op til Jøkelen for derfra igjen at trænge frem til Fiskivötn, men da jeg i Bygden ingen Følgemaiid kunde faa, der kjendte det Mindste til disse Egne, maatte jeg opgive det forat rejse ad mere kjendte Veje til Fiskivötn. Nu var der altsaa Lejlighedtil at fuldføre denne min oprindelige Plan.

Fra vor Teltplads brød vi op Kl. 2 Em. og red samme Vej op imellem Fjældene som om Morgenen, da vi søgte et Udkigspunkt. I Fjældsiderne var det i Begyndelsen temmelig vanskeligt at komme frem paa de hældende Tufklipper, der ofte vare tilhyllede af et forrædersk, tyndt Grusdække, som let kom i Bevægelse, saa at Hestene kunde. tabe Fodfæstet; snart fandt vi dog en langstrakt Dal, der deler Fjældene mellem Tungnå og Langisjör i to parallelle Kjæder. Skjønt disse to Fjældrækker hist og her sammenknyttes af lavere Højderygge, kan denne Dal dog forfølges mere end en Dagsrejse mod SV. Dalen er i Bunden dækketmed et tykt, mørkt Lag Scorier, Lavagrus og Flyvesand, medens Fjældene paa begge Sider fuldstændigspærre Udsigten med deres rødlige Takker og Taarne. Mange Steder sank Hestene ved hvert Fodtrindybt ned i det løse Sand, men, hvor Snevandet fra Fjældene om Foraaret havde staaet i Pytter og Damme, var Grunden fastere, og vi kunde galopere, saa det var en Lyst. Efterat vi i tre Timer havde redet efter Dalbunden, indelukkede af Fjælde, saa at vi ikke havde set andet end Tuf klipper og Sand, spærredes Vejen af en høj Tværryg, som vi maatte over, hvis vi vilde fortsætte Rejsen. Her bestege vi en høj Fjældtopog havde derfra en fortrinlig Udsigt over den midterste Del af Langisjör og de utallige Fjældtoppe i Omegnen, medens Horisonten i alle Retninger længst borte begrænsedes af snehvide Jøkler. Vi kunde herfraoverse hele den vældige Skredjøkel, hvis Rand med en regelmæssig Bøjning kaa forfølges fra Kerlingar sydfor Vonarskaro helt ned imod Fljötshverfi. Sydfordet Sted. hvor jeg antager, at Skaptåens Kilder

findes, ses en høj Klippepynt i Jøkelranden, og store
Morænemasser ere af Jøkelen blevne fejede sammen
oppe paa Fjældryggen.

Højt oppe paa Vatnajökulls Sneflader ses langt mod Syd ovenfor Fljotshverfi en sønderstykket Fjældkjæde at rage op fra Isen; flere Fjælde og Pynter findes ogsaa her i Jøkelranden , og en større Elv (maaske Hverfisfljöt) skimtedes nedenfor paa Sandene. Paa Højsletterne østfor Skaptå saaes ogsaa store, mørke Lavaflader, rimeligvis Lavastrømmene, der fremkom ved det store Udbrud i 1783; længst mod SE. skimtede vi Havet paa to Steder. Næi'mest ved os paa den anden Side af Langisjör bestod Landskabet ikke af andet end et Mylr af Fjældtoppe helt ned til Torfajökull, hvis Jøkelflader for vort Blik smeltede sammen med den fjærne Myrdalsjökull. Mod NV. saa vi bl. a. Ørknerne østfor Thorisvatn, og hist og her glitrede smaa Partier af denne store Søs Vandspejl frem imellem Tuffjældene. Efter et kort Ophold paa en halv Time fik vi Hestene med stort Besvær over Højderyggen , der i forskjellige Eetninger gjennemskæres af dybe Kløfter. Sydfor denne fortsættes den samme Lavning eller Dal mellem Fjældene paa samme Maade som før. Over Sandet og Gruset red vi stadig mellem Fjældkjæderne, saa hurtig vi kunde, til Solnedgang. Ingensteds kunde vi se den mindste Plantevæxt, og det er heller ikke unaturligt, at Planter ikke kunne trives paa en saadan Jordbund, hvor Sandmasserne under de hyppige Storme ligesom igjennem en Rende hvirvle afsted ned igjennem Dalen med en rivende Fart, saa at ethvert Spor til Liv maa kvæles i Fødselen. Hverken paa Sandene eller i Fjældene saa vi noget Vand; alt var udtørret. Først ved Solnedgang traf vi en lille Bæk, der dog snart igjen forsvinder i Sandet; lidt senere naaede vi en lille Elv, der vælder frem af Sandet og derpaa danner en lille Sø; fra denne har en temmelig vandrig Elv med flere Vandfald gjennem dybe Kløfter banet sig Vej tværs igjennem den nordlige Fjældkjæde til Tungnå. Denne Elv kaldte vi Fosså. Vi red over Elven tæt nedenfor et bredt Vandfald og traf her en lille Plet •Jordsmon, der var bevoxet med Mosser og spredte Exemplarer af Salix glauca og Polygonum mviparum, hvilke vare de første Planter, vi havde set den Dag fra vor Afrejse fra Botnaver. Paa Grund af Jordbundens knudrede Beskaffenhed og Mørket gik det kun daarligt med Opstillingen af Teltet, og vi havde det derfor temmelig koldt og uhyggeligt om Natten.

Næste Morgen vare vi allerede paa Benene Kl. 5.
Hestene havde vi bundet om Natten, og de havde

flere Gange næsten vare blevne siddende fast i Dyn: det. Sydfor Elven findes dér et lavt, græsbevoxet Fjæld, der kaldes Stori-Kylingur. Her hvilede vi en Times Tid efterat have brugt sex Timer hertil fra Fosså. Det Var en Nydelse for os og rimeligvis endnu mere for vore Heste efter at have tilbragt flere Dage i græsløse Ørkner nu endelig at kunne hvile paa de smukke, græsrige Enge. De grønne Enge med de smaa, sivbræmmede Søer og Damme, hvor Svaner og Ænder svømmede frem og tilbage, dannede ogsaa en stærk Modsætning til de nøgne Tuffjælde, det sorte Flyvesand og Lavasletterne, hvorpaa vore Blikke saa Isenge havde hvilet. Her ser man paa de mest sumpedeSteder mange Svanereder, der ere kegleformede og sammensatte af Mosser og Halvgræs; en, som jeg maalte, havde en Højde af halvtredje Fod og sexten Fods Omkreds ved Jorden. Fra Stori-Kylingur fortsattevi Rejsen langs den saakaldte Jökulbarmur, en Fjældkjæde, der mod Nord begrænser Elven Jökulgil, som udspringer paa Torfajökull og efterat have forenet sig med den meget mindre Nåmskvisl udgyder sig i Tungnå. Denne Fjældrække er for en stor Del dannetaf Liparit, der nogle Steder i Fortiden er bleveii dekomponeret af varme Dampe. Nordfor Jökulbarmur findes der flere isolerede Smaafjælde med mellemliggendegræsrige Lavninger, Moser og Smaasøer.

Om Eftermiddagen naaedq vi til et Sted ved Nåmskvisl, der kaldes Laugar, og opsloge vort Telt ved de derværende varme Kilder, hvor Vegetationen er ligesaa frodig som paa den bedst gjødede Hjemmemark. De varme Kilder udspringe ved Randen af en kulsort, meget tyk og stejl Lavastrøm, der har en saa sønderreven Overflade, at jog sjælden har set noget Lignende. I Frastand ser Lavaranden ud, som om den var sammensat af et Utal kæmpemæssige Stenkulsblokke, men ved nærmere Eftersyn viste den sig at bestaa af Obsidian. Samme Aften gjorde jeg en Udflugt tilfods op igjennem denne mærkelige Lavastrøm, der stammer fra et Krater oppe paa Fjældranden. Lavaens Overflade bestaaer hovedsagelig af kulsort, porfyritisk Obsidian med enkelte veludviklede, hvide Krystaller; Obsidianen gaaer dog mange Steder over til en grov, graalig Pimpsten. Lavnstrømmens Hovedmasse bestaaer, ligesom Hrafntinnuhraun, af en graalig Bjærgart ofte med et blaaligt, brunt eller rødligt Skjær; den er afsondret i kæmpemæssige, bøjede, opret stillede Plader, der vende den konvexe Side udad efter Strømretningen. Overfladen er saa gjennemkløvet af vældige Spalter, at man det ene Øjeblik befinder sig nede i dybe, mørke Afgrunde, hvorfra man paa Hænder og Fødder maa klatre op til de høje, skarpe Öbsidianrygge for strax derpaa atter at forsvinde ned i Dybet. Lavaen synes at være gammel, thi der er ikke saa lidt Jordsmon og Plantevæxt i Spalterne. Luft og Vand synes ikke at have kunnet forvandle Overfladens Udseende meget; dertil er Obsidianen for haard; Pimpstenen er dog de fleste Steder bleven bortført fra Overfladen ned i Revnerne. Hvor Lavaen i en smal Strøm styrter nedad Fjældsiden, hæve flere mindre Dampsøjler sig fra Lavarevnerne, og paa Spalterandene har der afsat sig smukt udkryslalliseret Svovl; den største Dampsøjle hæver sig fra en oval Fordybning i Lavaen, hvor der findes Hundreder af smaa Hviller, hvorfra brændende hede Dampe under Brusen og Tuden bryde frem af Jorden; her er Svovlafsætningen størst. Flere Steder er Lavaen ogsaa dekomponeret og forvandlet til farvet Ler. Længere nede i Lavastrømmen, tæt ved dens Rand ved Laugar, stiger der ogsaa varme Dampe låst oy her op fra Sprækkerne. Fra denne Obsidianstrøm ved Laugar skal der kun være kort Vej tværs over Fjældryggene ned til de saakaldte Reykjadale, hvor Hrafntinnuhraun og Markarfljöts Kilder findes.

Næste Dag — d. 7. Avgust — sendte jeg mine Følgemænd afsted med alle Hestene over Tungnå forat hente vor Bagage, som vi havde efterladt ved Tjaldvatn,thi vor Proviant var sluppen op. Imedens gjorde jeg nogle mindre Udflugter tilfods i Teltets nærmeste Omgivelser. De herværende varme Kilder bryde frem tæt nedenfor Obsidiansstrømmens Rand. Der findes midt i Lavaranden en dyb Lavning eller Spalte, hvor en temmelig vandrig, kold Kilde bryder frem mellem Klippeblokkene; paa et Par andre Steder i Nærheden bryde andre kolde Kilder frem fra Lavaen. Vandet samles til en dyb Bæk, i hvis høje Bredder det varme Vand pibler fra 50_—60 smaa Huller. Skjønt det meste af Bækkens Vand stammer fra de kolde Kilder, bliver det dog godt lunkent ved at blandes med de smaa Vandhullers Udgydelser, og hist og her bobler ogsaa varmt Vand op fra Bækkens Bund. Varmen i de hedeste Huller naaer ikke højere end til 72°; de fleste Steder er den imellem 50° og 60°. nogle Steder 60^—70°. Ved de varmeste Vandhuller har der afsat sig en lille Smule Kiselsinter. Bækkens sumpede Bredder ere, som jeg allerede før har omtalt, meget frodig bevoxede med forskjellige Græsarter og andre Planter. Næsten alle Fjælde i Omegnen have en hvidlig, gullighvid eller blegrød Farve, da de næsten udelukkendeere sammensatte af Liparit, der mange Steder er blevet stærkt dekomponeret af Fumaroler. Nogle Steder dækkes Lipariten dog af Palagonitbreccie, Hovedbjærgarteni

bjærgartenidenne Del af Landet. Øst for Laugar strækker det saakaldte Jökulgil sig langt ind imellem Fjældene helt op til Torfajökulls Sneflader; det begrænsespaa begge Sider af bratte, blegrøde Fjældsider og synes at være helt blottet for Plantevæxt. Da det ligger i Nærheden af de sædvanlige Fjældgræsgange, bleve Jökulgil og Torfajökull i Aaret 1852 undersøgte af nogle Bønder fra Rangårvellir*), og man fandt langt inde i den langstrakte Fjældkløft ret gode Græsgange, hvor flere Faar om Efteraaret ofte have deres Tilhold, og før man kjendte disse Græspletter og afsøgte dem om Efteraaret, ere sikkert aarlig mange Faar blevne indesneede deroppe og ere omkomne. Som man af dette og mange andre Exemplar kan se, er det af en stor praktisk Betydning for den islandske Faareavl, at Højlandets Bjærge godt undersøges. Stadig mangler der i Island om Efteraaret, naar Fjældgræsgangene afsøges,hvert Aar Hundreder, ja undertiden Tusinder af Faar, hvoraf en stor Del sikkert har søgt til afsides liggende, ukjendte Græspletter, hvor de ikke findes og om Vinteren omkomme. Som man ser, drejer det sig for hele Landet om ikke saa ganske smaa Kapitaler. Siden man i de senere Aar har faaet meget bedre Kjendskab til Højlandet end før, bliver de savnede Faars Antal med hvert Aar mindre.

Efter et gammelt, islandsk Folkesagn skal en bekjendt, islandsk Høvding, Torfi Jönsson fra Klofi**), under den store Pest, der rasede i Aaret 1493, have flyttet hele sin Husstand og alle sine Kreaturer ind i denne afsides liggende Fjælddal. Dengang skal efter Sagnet en græsrig Dal med skovbevoxede Fjældsider have optaget hele Torfajökulens Indre; kun omgaves Dalen af en smal Jøkelbræmme. Her opholdt Torfi sig, medens Pesten rasede i Bygden; han sendte af og til nogle af sine Folk op paa Fjældranden, for at de skulde holde Udkig, om der endnu laa en blaalig Taage over Bygden, og først da denne Taage, der efter Sagnet ledsagede og maaske foraarsagede Pesten, var forsvunden, flyttede han atter ned til sin Gaard i Landsveit. Man troede ogsaa længe, at der maatte findes græsbevoxede, beboede Dale i Torfajökull. Denne lille Jøkel har altsaa heller ikke kunnet blive fri for Mistanken om at huse de fantastiske Fjældboere, hvoraf der efter Almuens Tro var et Mylr i Højlandets afsides liggende Egne og især inde i de store Jøkler.

Den 9. Avgust droge vi afsted fra Laugar til vor gamle Teltplads ved Landmannahellir. Efter at have passeret Nåmskvisl traf vi atter paa en Obsidianstrøm ved den saakaldte Suournåmur, medens en anden nærliggende "Lavastrøm fra et stort, gammelt Krater ved Norournåmur er basaltisk. Jeg besteg et af Fjældene østfor Frostastaöavatn for at undersøge det derværende Krater, hvorfra Obsidianstrømmen har sit Udspring. Bjærget bestaaer af Liparit og Liparitbreccie; dets sydlige Ende er bleven gjennemkløvet af en gabende Spalte fra SE. til NV. Fra denne Revne har Obsidianstrømmen sit Udspring og strækker sig ned fra Fjældet med to Arme, én mod Øst ned til Nåmskvisl, den anden mod Vest ned til Frostastaöavatn, hvis sydlige Ende den tildels har opfyldt. Den vulkanske Spalte har en Bredde af 4— 500 Fod og 2—300 Fods Dybde og har kun en meget ringe Lighed med sædvanlige Kraterformer. Fra Fjældet havde vi god Udsigt over Torfajökull og Fjældene N. og NE. for denne. I en stejl Fjældpynt sydfor Frostastaöavatn er hele Fjældsiden omdannet af Furnaroler, og den dekomponerede Bjærgart har antaget de mest skrigende Farver. Maaske har denne Obsidianstrøms Fremkomst givet Anledning til den rigelige Udvikling af svovlsure Dampe i den nærliggende Fjældside. Efter at vi havde passeret Frostastaöavatn traf vi igjen paa den tredje Obsidianstrøm, som vi allerede havde set paa Oprejsen; denne har den største Udstrækning og synes i det Mindste tildels at stamme fra den østlige Rand af de saakaldte Mögilshöföar, men i selve Lavastrømmen findes ogsaa store Kratere i Nærheden af Tjörvafell. Efter G. S. Mackenzies Rejsebeskrivelse fra 1810 er det sandsynligt, at han først har fundet Obsidianstrømmen ved Frostastaöavatn, thi efter Beskrivelsen af Rejsen kan han umulig være trængt frem helt til Hrafntinnuhraun ved Markarflodens Kilder; hans Beskrivelse passer bedst paa Frostastaöavatns Omgivelser. Om Eftermiddagen naaede vi vor gamle Teltplads ved Landmannahellir, hvor vi overnattede.

Paa en Udflugt, jeg gjorde om Aftenen, fandt jeg i det isolerede Tuffjæld Såta en ejendommelig, moderne Gangdannelse. Da jeg nederst i Fjældsiden fandt nogle forholdsvis nye Slagger, blev jeg opmærksom paa, at et vulkansk Udbrud her engang maatte have fundet Sted. Jeg klatrede derfor op ad den bratte Fjældside og fandt her en Lavagang med Retning fra SSE. til NNV., der paa omtr. ti Favnes Strækning traadte frem for Dagen. Spalten er rimeligvis ved et eller andet Udbrud i disse Egne bleven dannet i dette Fjæld, men den glødende Magma er størknet i Gangen, før der blev noget alvorligt Udbrud, og der er derfor ikke Spor af Kraterdanuelse eller den Slags; kun er Gang'

---

*) Ny tttindi. Reykjavik 1852. S. 65. Noriri I. S. 8. **) Jon Arnason: Lslenzkar \>j6ssogur. 11. S. 135^—137,

lavaen knudret og slagget, hvor den træder frem paa
Overfladen.

Mine Undersøgelser i det ukjendte Indre v,are hermed for denne Sommer tilendebragte, og da Vejret som oftest havde været meget godt, var jeg saa heldig at kunne gjennemrejse store, før ukjendte eller lidet kjendte Landstrækninger. Det vilde have været meget ønskeligt, at jeg ogsaa i denne Sommer havde kunnet undersøge Fjældkjæderne og Sletterne SE. for Langisjör fra Torfajökull til Vatnajökull, men da maatte jeg have anskaffet mig nye Følgemænd fra Skaptafellssyssel og paauy have udrustet mig med friske Heste, Proviant og andre Fornødenheder; dertil strakte de forhaandenværende Midler imidlertid ikke. Som jeg allerede i Begyndelsen af denne Beretning har omtalt, vare Egnene mellem Kaldakvisl og Tungnå aldrig før blevne berejste af Videnskabsmænd; derimod vare Egnene mellem Thjorså og Kaldakvisl bedre kjendte af B. Gunnlaugssons og Andres Kejser.

I Landnama omtales, som bekjendt, Landnamsmanden Gnupa-Båros Rejse igjennem disse Egne fra Baroardalen til Flötshverfi*), men efter at jeg har faaet bedre Kjendskab til Vatnajökulls Vestrand og Ørknerne deromkring, er det mig næsten übegribeligt, hvorledes Bårdur har kunnet fuldføre denne Rejse. Rejsen beskrives kun overfladisk i Sagaen, uden at de gjennemrejste Egne nævnes eller beskrives nærmere, og da Bardur maa regnes til de halv-mythiske Personligheder fra den første Sagatid, er det ikke godt at vide, hvorledes det hænger sammen med denne Rejse. I Landnama er den sikkert kun skildret efter gamle, utydelige Sagn. Efter mit Vidende findes der ikke i Literaturen nogen Beskrivelse af disse Egne før i Slutningen af det 18. Aarh., da denne Del af Højlandet i forbigaaende omtales af den udmærkede islandske Naturforsker Sveinn Pdlsson. Han beskriver isiyr den sydlige Del nordfor Siöa og Skaptårtunga, opregner endel Fjælde, fortæller et Sagn, der knytter sig til Stednavnet Uxatindar, og et andet om Tungnåens og Skaptåens Kilder o.- s. v.**). Efter det sidste Sagn skal en fra Nordlandet undvegen Forbryder have opdaget disse Floders Kilder; han forvildede sig i Taage helt op til Jøkelen, hvor han pludselig blev standset af en vældig Jøkelflod, der kort fra sit Udspring i Jøkelen ved en stor Klippe deltes i tre Arme, hvoraf den nordligste skulde være Tungnå, den midterste Skaptå og den sydligste Hverfisfljöt. Dette gamle Sagn har faaet sit synlige Udtryk paa Kaartet over Island, idet Elvene dér er fremstillede som springende ud fra et og samme Sted i Jøkelen. I Aaret 1839 undersøgte Bjørn Gunnlaugsson, der dengang blev ledsaget af Provst Sigurd Gunnarsson, Koldukvisls Kilder og Passet mellem Vatnajökull og Tungnafellsjökull, der af ham fik Navnet Vonarskaro. De naaede om Aftenen den 1. Avgust til Græsningspladsen Illugaver, hvor de tilbragte en Dag; den 3. Avgust bestege de Hågongur, og den 4. Avgust undersøgte de Vonarskaro. Næste Dag blev Vatnajökuls nordvestlige Hjørne besteget, hvorpaa Rejsen til Østlandet fortsattes langs Jokelens nordlige Rand. Illugaver besøgtes senere af Althingsmand Jon Sigurftsson fra Gautlönd i Aaret 1858 og af nuværende Landshøvding Magnus Stephensen og Dr. G rim-ur Thomsen i Aaret 1862. Desuden er det ikke ualmindeligt, at forskjellige Rejsende fra Nordlandet, der skulle over Sprengisandsveien til Sydlandet, reise østfor Thjorså, som f. Ex. den norske Geolog Amund Helland i Aaret 1881. Han forvildede sig fra den sædvanlige Vej og traf paa den anden Side af Köldukvisl paa en meget stor Sø, der rimeligvis har været Thorisvatn. Den sydlige Rand af Højlandet sydfor Skaptå er i det Hele taget lidet kjendt med Undtagelse af det, der ligger nærmest Bygden. Det store Udbrud i 1783 har givet Anledning til, at flere Rejsende have besøgt den nordlige Del 'af Siou-afrétt, saaledes Magnus Stephensen 1784, Sveinn Pdlsson 1794, Jon. Guftmundsson 1842 og Amund Helland i 1881; den sidste har offentliggjort en Kaartskitse over de af Udbruddet hærgede Egne. Sletterne og Fjældene nordfor Lavastrømmen af 1783 ere derimod næsten ukjendte; kun bleve disse Egne i Aaret 1878 besøgte af nogle Folk fra Skaptafellssyssel. Efter en kortfattet Beretning om Rejsen i Bladet „Isafold"*) synes de at være trængte frem til Fjældene sydfor Langisjör; dog giver Beretningen om deres Rejse intet væsentligt Bidrag til Kundskaben om disse Egnes Topografi.

Landstrækningen mellem Kaldakvisl og Tungnå og Omegnen af Fiskivötn er efter mit Vidende ikke bleven besøgt af Rejsende før i 1884, da Faktor P. Nielsen fra Eyrarbakki rejste derop. Hr. Nielsen har været saa venlig at give mig en kortfattet Beretningom Rejsen, hvoraf jeg tillader mig her at anføre det vigtigste. Hr. Nielsen, der er Ornitholog og nøje har studeret de islandske Fugles Levevis, havde til

---

*) Landnäma i Islendingasöyur 1843. I. S. 225^—26. Sml. Geogr. Tidskr. VI. S. 24-28.

*) Sveinn Pålsson: Beskrivelse af islandske vulkaner og bræer (Turistforeningens årbog for 1882. Christiania 1882—83),

*) Isafold V. S. 96. Fréttir fra Islandi 1878. S. 15.

Hensigt med sin Rejse til Fiskivötn at faa Kjendskab til, hvilke Fuglearter der opholde sig og yngle ved disse fjærne Fjældvande; desuden havde han Lyst til at anstille Undersøgelse om, hvorvidt den omtvistede Störisjör existerede eller ikke. „Den 12. Avgust rejste vi fra Ørebak", fortæller Nielsen, „og ankom efter at have passeret Thjorså ved Thjorsårholt om Aftenen til Gaarden Vindås paa Land. Bonden paa Gaarden, Kristofer Jonsson, var tidligere bleven engageret som Følgemand, og i Selskab med ham forlod vi (P. Nielsen og S. Torfason) den 13. Vindås. Vejen lagdes over Skarö og Galtalækur. Fra Galtalækur fulgtes Vestri- Rangå til i Nærheden af dens Udspring, og Kursen rettedes nu paa Valahnukur, hvor det nye Heklahraun fra 1878 passeredes. Om Aftenen ankom vi til Landmannahellir,hvor vi overnattede i Telt. Den 14. fortsattes Rejsen, og efter tidlig paa Eftermiddagen at have passeret Tungnå p'aa det sædvanlige Vadested, hvor Hestene iøvrigt kom paa Svøm, ankom vi sent om Aftenen til Tjaldvatn, hvor vi paa Grund af Uvejr overnattede i en af de derværende Stenhytter. Efterat vi den 15. om Formiddagen havde foretaget en kort Udflugt til Skålavatn samt gjort Forsøg paa at fiske Foreller i Tjaldvatn, hvilket dog ikke lykkedes, foretogesen længere Udflugt i Retning af Skaptårjokull med det Formaal at overnatte ved Störisjör, hvor vi ventede at finde Græsgange for Hestene. Störisjör fandt vi imidlertid ikke, og efter at have passeret den paa Kaartet aflagte Litlisjör saaes ikke flere Fjældvande,skjønt vi fortsatte Rejsen endnu et Par Timer i østlig Retning, men da Egnen var aldeles blottet for Vegetation, saa vi os af Hensyn til Hestene nødsagede til at vende om. Efter at have rejst en Varde som Vidne om vor Fremrykning i denne Sandørken foretogesTilbagerejsen skyndsomt paa de animerede Heste, der længtes efter det frodige Græs ved Tjaldvatn, hvortil vi ankom sent paa Natten efter en lang og anstrængende Udflugt. Den 16. tiltraadtes Hjemrejsen, og, da vi havde passeret Tungnå, gjordes en lille Afstikkertil „Susr-nåmur", hvor vi' opsloge vort Telt og overnattede. Den 17. fortsattes Hjemrejsen, og den 18. om Aftenen ankom vi til Ørebak efter i det Hele taget at have tilendebragt en meget interessant og behagelig, men temmelig anstrængende Rejse. Hvad mit Udbytte i ornithologisk Henseende angaaer, da var dette kun tarveligt. Paa den nordre Bred ved Skålavatn havde en Havørn, Halietus albicilla, sin Rugeplads paa en lav Klippe, der var let tilgængelig. Klippens Top vidner om, at Ørnen her i mange Aar har havt sit Opholdssted, og det kan næppe tænkes? at den kunde vælge sig en bedre Plads, hvad Udsigten angaaer, idet den fra sin Rede har den bedste Oversigt baade over Skålavatn og Tjaldvatn. For Sikkerhedens Skyld kunde den dog have valgt en niere utilgængelig Yngleplads. Himbrimen, Colytnbus gladalis, findes i Mængde ved Fiskivötn, hvor den yngler paa de talrige Holme; Colymbus septentrionalis forekommer ogsaa, men ikke talrig. Af Andearter saa jeg kun tre, nemlig: Anas borehas, A. penelope og A. crecca."

Det samme Aar (1884) foretoges ogsaa en anden længere Rejse i disse Egne, idet der paa Skaptafellsyssels og Amtets Bekostning blev udrustet en Expedition bestaaende af Bønder for at undersøge Landstrækningerne ved Skaptå, Tungnå og Fiskivötn, især for at søge efter Faaregræsgange. Desværre synes intet Medlem af Expeditionen at have været istand til at beskrive de lagttagelser, som der paa Rejsen blev Lejlighed til at gjøre. I det Mindste er den offentliggjorte Beretning saa forvirret, at man ofte ikke kan finde Meningen; det er stor Skade, at Rejsen ikke er bleven bedre beskreven, da den blev udført med stor Dygtighed og gik igjennem lidet kjendte og tildels før ukjendte Egne. Expeditionen afgik fra Bülandssel i Skaptårtunga den 2. September 1884, efter at den var bleven godt forsynet med Heste, Proviant, Hø, islandsk Korn, af Elymus arenarius, til Hestene. Fjældene og Højsletterne langs Skaptå gjennemrejstes og undersøgtes, og man synes ogsaa at have set den sydlige Del af Langisjör. Derpaa findes der et Spring i Rejseberetningen, og de Rejsende henflyttes pludselig til Egnene vestfor Tungnå; hvor eller hvorledes de have gjennemrejst de mellemliggende Strækninger, derom tier Beretningen fuldstændig. Den 4. September overnattede de ved Tjaldvatn, og den 6. September gjorde de en længere Udflugt mod NV. over Ørkner og Lavastrømme, indtil de traf paa en meget stor Sø, som de antoge for Störisjör, men som sikkert har været Thorisvatn. Næste Dag begave de sig paa Hjemrejsen, og den 9. havde de naaet Kylingar ved Torfajökull, men ad hvilken Vej de have rejst derned, faaer man heller ikke at vide. D. 11. September kom de Rejsende tilbage til deres Udgangspunkt, Bülandssel, efter en lang og besværlig Rejse*).

Vor Rejse fra Landmannahellir til Bygden og derpaa gjennem Sydlandets beboede Herreder til Reykjavikgik for det Meste igjennem godt bekjendte Egne, og jeg kan derfor om denne Del af Rejsen fatte mig i al Korthed. Den 10. Avgust vare yi allerede

---

*) Siton IL 1884, S. 127, ILL. 1885. S. 1—2.

paa Benene Kl. 3 om Morgenen. Det havd« frosset temmelig stærkt om Natten, Jorden var bedækket nied Kim og Himlen fuldstændig klar, saa vi ventede, at faa en prægtig Udsigt fra Hekla, som vi i Dagens Løb tænkte paa at bestige, men da Solen kom højere op paa Himlen, blev det diset og taaget, saa Turen gav aldeles ikke det forventede Udbytte. Fra Landmannahellirsatte vi Kursen paa Krakatindur, en ejendommeligformet Tufspids NE. for Hekla, i hvis Nærhed de Kratere findes, der havde Udbrud i Aaret 1878. Heklagruppens Randfjælde besteges i Nærheden af Rauöfossar, og derpaa gik Vejen over bølgeformede Højdedrag dækkede med Scorier og Lavagrus. Krakatindurer egentlig en stejl, aflang Fjældryg, men fra N. og NE. viser den sig som en kegleformet Fjældtop med tre skarpe Spidser. Lavaen fra 1878 er naturlig endnu kulsort, og der er endnu en betydelig Fumarolvirksomhedi Gang i Spalterne, hvis Rande ofte ere dækkede med gule og hvide Inkrustationer af Svovl og Klorsalte. Det største Krater NV. for Krakatindur ser ud som en stor, blodrød Slaggehøj, sammensat af tætstillede Kraterringe. Efter at vi havde passeret den nye Lavastrøms sydlige Ende, betraadte vi selve Heklas egentlige Lavaomraade og førte derpaa Hestene ved Tømmen op paa den Højderyg, der fra Hekla strækker sig mod NE. Her bleve Hestene bundne, og vi beredte os til Bjærgbestigningen; under denne bleve vi overfaldne af Taage, der kun af og til tillod os at kaste Blikket paa de nærmeste Omgivelser. Vor Vej førte over store, gamle Snedynger, der udfyldeLavningerne i Bjærgsidens knudrede og sønderrevneLavastrømme. Vi fulgte hele Tiden den dybe, gabende Spalte, der gjennemkløver Heklas langstrakte Ryg fra Ende til anden. Fra denne Spalte har Hekla udgydt sine umaadelige Lavamasser, og paa denne staa de Kratere, der stamme fra de nyere Udbrud. Efter halvanden Times Gang naaede vi Toppen, men vi vare meget uheldige med Hensyn til Udsigten, thi hele Lavlandet dækkedes af uigjennemtrængelig Taage; dog havde vi en taalelig god Udsigt over Højlandet, især mod N. og NE., skjønt den disede Luft ogsaa her forviskede Enkelthederne i det storslaaede Billede. Hekla er saa ofte bleven beskreven, at her ikke er Stedet til at indlade sig paa en nærmere Beskrivelse af denne berømte Vulkan. Hekla hæver sig fra en tre Mil lang Fjældryg, der stryger fra SV.^—NE., op til en Højde af 4956 Fod; parallelt med denne Fjældryg findes 'en Mængde lavere Tufrygge og Kraterrækker, og de vulkanske Spalter i Heklasystemet have alle Retningen SV,—NE. Denne Spalteretniug fortsættes i det af mig undersøgte Terræn baade syd og nord for Tungnå; kun synes nogle af Spalterne nordfor Fiskivötn at bøje lidt af mod NNE. De vulkanske Spaltesystemer med de dem ledsagende Kraterrækker og Lavamarker kunne næsten uden Afbrydelse forfølges fra Hekla til Vonarskarö, og her fortsættes de af Odäöahrauns vældige Lavamarker næsten helt til Ishavet.I den sydvestlige Del af Odaflahraun have Spalterne gjennemgaaende Retningen SV.^— NE., men lidt efter lidt bøje de af mod Nord, saa at Kraterrækkerneved Myvatns østlige Side og paa Myvatnsoræfipaa det Nærmeste have Retningen N. —S. Man ser altsaa, at de utallige Vulkaner i Islands af Palagonitbrecciebestaaende Midtparti, ordne sig til ea regelmæssig Bue tværs over Landet. Vi gik den samme Vej tilbage ned ad Fjældet og fortsatte derpaa Rejsen over Heklas iiordostlige Udløbere ned til Sølvahraun,hvor vi bedede en halv Times Tid, men dereftergik det i strygende Galop ned ad Sandsletterne ved Ranga, saa at vi allerede Kl. ?Y₂ om Aftenen naaede til Gaarden Galtalækur, den nette lille Gaard, hvor vi ogsaa havde overnattet, inden vi droge afsted til det Indre.

Efter at den til Turen til det Indre specielt engagerede Fører Olaf havde forladt os og var tagen til sit Hjem, tiltraadte vi Hjemrejsen fra Galtalækur den 11. Avgust. Mellem Galtalækur og Skarösfjall ere store, før græsbevoxede Landstrækninger nylig af Sandstorme blevne forvandlede til trøstesløse Ørkner. Imellem Bürfell og Hekla staaer Vejen aaben mod det indre Højland, hvorfra umaadelige Masser Flyvesand med nordøstlige Storme ofte føres ned over Bygden. I Aaret 1836 hærgedes disse Egne af ødelæggende Sandstorme, saa at de fleste Gaarde i den nordlige Del af Landsveit maatte forlades, men allerede efter faa Aars Forløb havde Vegetationen paa store Strækningerigjen faaet Overhaand, saa at i Aaret 1880 den største Del af de forladte Gaarde igjen vare i Drift, men i Vinteren 1880_—81 hjemsøgtes disse Egne atter af frygtelige Sandstorme af NE., saa at femten Gaarde igjen maatte forlades. Siden ere nogle atter blevne bebyggede, men den største Del ligger endnu øde, og store Strækninger af tidligere græsbevoxetLand ere forvandlede til uhyggelige Sandørkner*).Vi passerede Thjorså paa Færgen ved Thjorsårholt. Elven har her en meget stærk Strøm og kan blive farlig for Baaden paa Grund af de store Klippestykker i Bunden. Lidt længere nede findes

---

*) yrøl. Sunnanjwsturinn 11. S, 190. Isafold JLX. p. 32 og 47

Vadestedet NautavaÖ, der dog kun kan benyttes, naar Elven er lavvandet. Da Hestene vare temmelig trætte efter den anstrængende Fjeldrejse og trængte til Hvile, tilbragte vi et Par Dage paa Præstegaarden Störinüpur i behageligt Selskab hos Præsten Briem, der hører til de mest fremragende af Islands nulevende Digtere. Omegnen, de saakaldte Hreppar, har jeg kortelig beskreveti min Rejseberetning fra Sommeren 1888. Fra Störinüpur fortsatte vi Rejsen over Hreppholar langs Laxå mod Vest» Paa Grund af de mange særskilteFjælde og Fjældgrupper og de mellemliggende frodige, grønne Lavninger og Dale er Landskabet i disse Egne meget smukt og afvexlende. Vi passerede Hvitå paa Færge ved Auösholt, et udmærket Færgested, hvor Elven er dyb og rolig og besøgte derpaa de varme Kilder ved, Laugarås kort fra det gamle BispesædeSkalholt. Laugarås er en lav, langstrakt Tufryg ved Hvitå; det varme Vand vælder frem fra en Mængde Huller, hvis Udgydelser forene sig til forgrenedeVandløb i den sumpede Lavning vestfor Højen. Vandet har her de fleste Steder en betydelig Varme. I et Par Huller tæt nedenfor den derværende Gaard var det endogsaa 97°, og flere andre Kilder havde en Varme af 95 — 94°; Vandet bobler i Vandhullerne, uden dog at nogen af Kilderne spruder. Da disse varme Kilder ligge i .Nærheden af Skalholt, bleve de i tidligere Tid meget benyttede til Bade af Biskopperneog andre fornemme Folk i Omegnen. I Aaret 1145 døde Biskop Ketill Thorsteinsson til Hölar i et derværende Bad*); han var paa Besøg hos sin Kollega i Skalholt, hvor der dengang just vare store Festlighederi Anledning af et Bryllup.

Om Aftenen den 13. Avgust naaede jeg til Torfastaöir og brugte den næste Dag i Selskab med min gamle Skolekammerat, Pastor Magnus Helgason, til at besøge nogle varme Kilder i Omegnen. Ved den nærliggende Gaard Reykjavellir findes to smaa Kilder, henholdsvis med en Temperatur af 80° og 60°, men lidt nordligere, østfor en bred, sumpet Lavning, hæver der sig en svær Dampsøjle fra en isoleret Højderyg, der kaldes Reykholt i Nærheden af Tungufljöt. Her findes en stor og vandrig, kogende Kilde med en Temperatur af c. 98°; den spruder dog kun omtrent halvanden Fod tilvejrs, men den skal før have sprudet meget højere. Omkring Kildens Aabning og langs den varme Bæk har der afsat sig tæt, graa, gullig eller rødlig Kiselsinter. Høideryggen Reykholt, i hvis vestlige Side denne hede Kilde bryder frem, bestaaer ligesom andre isolerede Højdedrag i Nærheden, af Palagonitbreccie. Den falder stejlt af mod Øst ned til Sletterne ved Tungufljöt. og Breccien bedækkéa øverst i Højen af Basalt, tier hist og her viser Mærker efter Isskuring. I Reykhdlts østlige, klippefulde Skrænter voxér en i Island sjælden Plante, Graleopsis ietrahit) i meget store Exemplarer. Udsigten fra Reyk: holt over Tunguflodens Dal er meget smuk; i Bag^£ grunden slynger Floden sig mellem lave Fjælde og Høje med græsbevoxede Dale og Skraaninger og skarpe Klippepynter, men længere nede i Nærheden af Reykholt gjennemstrømme Tungufljöt og Hvitå udstrakte, grønne Sletter med en for Island usædvanlig Frodighed.

Fra Torfastaöir fortsatte jeg Rejsen op efter langs Bruarå. Denne Egn er meget rig paa varme Kilder, og jeg besøgte nogle af dem undervejs. Ved Syori- Reykir findes en stor sprudlende Kilde med en meget betydelig Vandmasse og et temmelig stort Kiselbassin med en oval Aabning, der uden Ophør udkaster det kogende Vand til 5—65^—6 Fods Højde og undertiden lidt højere. Kildens Varme var i Overfladen omtr. 97°. Ved vulkanske Udbrud og Jordskjælv har denne Kilde ofte været underkastet store Forandringer. Under Udbruddet1783 blev den, ifølge J. C. Schythe*), i de første Uger af Vinteren (o: i den sidste Uge af Oktober og den første af November) paa tre Onsdage efter hinanden en kort Stund tom for Vand, hvorefter den kom tilbage med forøget Kraft, saa at Vand og Dampe dreves højt tilvejrs, og Brudstykker af Bassinet udslyngedesover imod den nærliggende Bondegaard. Ogsaa en anden Gang midt i Avgust 1834 under Høslættet blev denne Kilde urolig, idet den nemlig tømte og fyldte sig flere Gange med korte Mellemrum og under heftige Opsprøjtninger, hvilket vedvarede til Solopgang næste Dag. Derefter holdt den sig i jævn Bevægelse indtil Aaret 1838, da den, efter at flere Jordskjælv vare følte i Omegnen et Par Dage før, pludselig blev tom den 19. Februar omtrent i Middagsstunden,uden do^ at Bunden var til at se for Vanddampe. Under heftig Brusen og dumpe Knald nede i Dybet holdt den sig saaledes en Times Tid, hvorpaa den kom igjen med en saadan Voldsomhed, at Stykker af Kiselsinter kastedes højt op i Luften. Senere besøgte jeg en varm Kilde ved Efri-Reykir, der dog kun har en Temperatur af 80°, men man kan af den store Mængde Kiselsinter slutte sig til, at der her i Fortiden maa have været flere kogende Kilder, som nu for længe siden ere udtørrede. Af sjældne

---

*) J. C. Schythe: HeMa. S. 88.

*) Biskupasogur I. S. 77^—78.

Planter fandt jeg ved Syöri-Reykir, Hydrocotyle vtilgaris og ved Efri-Reykir Polygonum persicaria og Nasturtium palustre. Fra Efri-Reykir fortsatte vi Rejsen over kratbevoxede Bakker langs den smalle, men dybe og rivende Biuarå, der passeredes paa det sædvanlige Sted, paa den bekjendte Bro, der er bygget over en Kløft i Vandfaldets Rand. Erindringen om flere historiskeBegivenheder knytter sig til Bniarå. Biskop Jon Gerriksson, der med sine irske Svende havde udøvetmange Voldshandlinger i Island, overraskedes i Aaret J 433 af sine Fjender og grebes i fuld Ornat foran Alteret i Domkirken i Skalholt, slæbtes hört, puttedes i en Sæk og druknedes i Briiarå. Paa Bruarås Bredder døde Biskop Magnus Eyjolfsson i Aaret 1490; i Aaret 1555 druknede en Skolemester fra Skalholt ved Navn Olafur i denne Elv og en anden Skolemester Siguröur Stefansson fik den samme Skæbne i Aaret 1594; den sidste var en af sin Tids lærdeste Islændere og har bl. a. tegnet det første Kaart over de af de gamle Islændere kjendte Lande i Nordamerika*).

Da vi havde passeret Bruarå, havde vi naaet den saa tidt omtalte og beskrevne Alfarvej fra Thingvellir til Geysir. Skjønt Landskabet ikke er storslaaet eller vildt som saa mange andre Steder i Island, saa hører dog denne Egn, den saakaldte Laugardalur. til de smukkeste Partier paa de almindelige Turistruter, da man efter at have passeret de sorte Lavastrømme ved TI ingvellir maa føle sig forfrisket, naar man i smukt Vejr kaster Blikket over det smilende Landskab med de grønne Enge, de blinkende Søer og de kratbevoxede Fjældsider, hvor de varme Kilders Dampsøjler hist og her hæve v^sig lodret ivejret fra de grønne Flader. Ved Gaarden Laugarvatn findes flere varme Kilder tæt nede ved Søen. Lige nedenfor Hjemmemarken findes to nærliggende Kildegrupper, hvoraf den nordlige har en Hovedaabning, tre Smaahuller og en Varmegrad af 90^—93°, medens den sydlige Gruppe har fire temmelig store Vandbassiner i en Række foruden flere smaa Aabninger og 95° Varme. Den næstnederste af de sidstnævnte Kilder spruder til en Højde af 3—43^—4 Fod, men de andre koge kun over af og til. l den øverste af disse Kilder løb Thermometret uafladelig op og ned fra 80° til 95°, hvad der rimeligvis staaer i Forbindelse med den stødvise Fremtrængen af det kogende Vand fra Dybet. Lidt nordfor de to kogende Kildegrupper findes to smaa sammenløbende, lunkne Vandløb, hvor dog enkelte Huller have en Temperatur af indtil 79°. Da Kristendommen blev indført i Island i Aaret 1000 paa Althinget, bleve alle Nordlændinger og Sydlændinger døbte i de varme Kilder ved Laugarvatn, da de ikke vilde „gaa i koldt Vand". Paa den anden Side af Søen findes ogsaa en kogende Kilde ved Ütey. Fra Laugardalen red vi den sædvanlige Vej til Thingvellir; den største Del af de Lavamasser, der har udfyldt den nordøstlige Ende af Thingvallasøen, stammer ikke fra Skjaldbreiö, som Mange have antaget, men derimod fra Kratere ved Kålfstindar og Tindaskagi. Paa Vejen til Reykjavik undersøgte jeg bl. a. de doleritiske, præglaciale Lavastrømme paa Mosfellsheiöi. Maaske have disse gamle Lavaer deres Oprindelse fra Udbrudssteder paa selve Heden, f. Ex. fra Borgarhölar, men det er ikke let at finde de Udbrudspunkter, der ere blevne denuderede af Istidens Jøkeler. Efter Terrænforholdene kunne de doleritiske Lavaer paa den sydlige Del af Mosfellsheiöi næppe stamme fra Ok eller andre gamle Vulkaner længere nordpaa. Spørgsmaalet trænger til en nærmere Undersøgelse.

---

*) Sml. Meddelelser om Grønland IX. 1889. S. 7. (K. J. V. Steensf.rup: Om Øslerbyyden).