Nogle Bemærkninger til Adjunkt A. Feddersens Afhandling:

Geysirdalen og den« Vandløb (Geografisk Tidskrift 9. Bind 1887—88). Af h. S. 5 staar: „pörsmörk, som paa Bjørn Gunnlaugssons Kaart fejll er aflagt paa venstre Bred af Markarfljöt: denne Landstraikiiinu' ligger netop paa højre Side af Elven."

Skjønt jeg var ganske sikker paa, at pörsmörk var paa clen venstre Bred eller øst for Markarfljöt og altsaa rigtig aflagt paa Björn Gunnlaugssons Kaart, skrev jeg dog til Pastor Magnus Helgason paa TorfastaOir angaaende dette Punkt. Det var mig bekjendt, at Pastor Helgason flere Gange havde været paa pörsmörk og kjendte de Mænd, som havde den største Kundskab til Terrænforholdene dér. Herom har Pastoren tilskrevet mig følgende: „Det er fuldstændig korrekt, at pörsmörk ligger paa venstre Side af Markarfljöt, ligesom Björn Guimlaugsson har aflagt den. Saavel Brynjölfur Jönsson fra Minnanupur som mange andre have fortalt mig dette, hvilket for Resten var mig bekjendt for længe siden." Brynjölfur Jönsson er en af de kundskabsrigeste, nulevende Avtodidakter paa Island og har skrevet flere Afhandlinger, hvoraf et Par historisk-topografiske.

Den anden Rettelse ved Björn Gunnlaugssons Kaart er (S. 8): „Saa snart vi havde passeret Arbrandså, mente jeg i Henhold til Kaartet at have Vejen fri til Burfell og til den nævnte Indsø (o: Hvitarvatn). Kaartet er imidlertid unøjagtigt, thi Elvene Sanda, og Grjöta komme ikke tilløbende fra venstre, men derimod fra højre Side, altsaa imellem Arbrandså og Burfell."

Herom skriver Pastor Helgason, som er Præst i det nærmeste Præstekald, Biskupstungur: „Om de Smaaelve, som løbe ud i Hvitå fra den højre Side, d. v. s. paa den samme Side, hvor Biskupstungur er, og over hvilke Adjunkt Feddersen har maattet tage over paa Vejen til Hvitarvatn, er der kun at bemærke, at de i Virkeligheden ere Smaaelve eller Bække, skjønt de kunne blive temmelig store, naar det har regnet i længere Tid. Adjunkt Feddersen nævner dem med rigtige Navne, men Gunnlaugsson har ikke fundet det Umagen værd at aflægge dem paa sit Kaart; men den Sandå, som han (o: Gunnlaugsson) nævner, er en meget større Elv end disse, og den løber fra den venstre Side ud i Hvitå, saaledes som det staar paa Kaartet. Jeg har selv taget over denne Sandå, men om de andre har jeg Oplysning fra Mænd, som kjende Forholdene. Adjunkt Feddersen er ikke bleven opmærksom paa, at der fandtes to Elve, som kaldtes Sandå."

Desto værre glemmer Pastor Helgason at omtale Grjotå
noget nærmere.

Skjønt jeg ikke har rejst i det übeboede Land nord for Biskupstungur, tror jeg dog med temmelig stor Sikkerhed at kunne sige, at der i det her citerede Sted af Afhandlingen skal staa Blåfell, ligesom der staar paa Gunnlaugssons Kaart, men ikke Burfell; altsaa: „Vejen fri til Blåfell" og „Abrandså og Blåfell." Derimod har man i denne- Del af Landet 2 andre betydelige Bjærge, som kaldes Burfell, hvoraf det ene findes i Gnüpverjahreppur, øst for Mundingen af pjorsårdalur ved pjorså, det andet i den vestlige Del af Grimsnes.

Buöirfoss (Afh. S. 7) skal være Büöafoss eller BüÖi.
Man kan godt forstaa, at Forfatteren ikke er bleven

opmærksom paa det af Dr. C. Rosenberg omtalte Rønnetræ, dengang han besøgte Merkiå (Jfr. S. 5), hvilken Elv løber tværs igjennem FljotshliS, thi dette Træ staar i en Kløft i den nordvestlige Side af Eyjafjøll øst for Markarfljöt. Naar man tager ind paa porsmørk og rider over Langanes, drager man forbi denne Kløft. Dr. Rosenberg kalder Kløften for Merkurgil, hvilket ikke maa forvexles med Merkiä, men det er ikke korrekt; den hedder Nauthusagil.

I Anledning af dette skal jeg med det samme henlede Opmærksomheden paa et Par Rønnetræer, der, saa vidt mig bekjendt, ikke ere blevne iagttagne af Naturforskere. De findes paa den venstre Side af Sogs nedre Løb. Den sydvestlige Del af Grimsnes er for største Delen bedækket med Hraun (Lava), hvor der findes flere meget store og mærkelige udbrændte Kratere. Den sydvestlige Halvdel af dette Hraun er bevoxet med Krat, og paa Strækningen syd for Alptavatn, mellem Sog og Gaarden Noröurkot findes disse Ronnetræer. De staa spredte hvert for for sig og ere noget mindre end Rønnetræerne i Nærheden af Bildsfell.

Det vil maaske ikke være uden Interesse med faa Ord her at fremhæve,*hvilket Kjendskab man i Island har haft til Dannelsen af Sønderlandets Lavland. Eggert Olafsson, der tilligemed Bjarni Pålsson berejste Island i Aareiie 1752^—57, omtaler i sin Rejsebeskrivelse (II Del, S. 936^—937) Konkylier, der findes i Arnessyssel „paa 3 eller 4 Steder 4 til 6 Mil oppe i Landet". Han fremhæver, at de skulle findes i en Bæk kort fra Hestfjall og i Skeljabakki, begge i Grimsnes. Men de følgende to Steder i Grimsnes undersøgte de selv: „En høj Bakke østen til ved Söget, af hvilken denne Elv river noget bort efterhaanden. Bakken bestaar af en blaagraa, meget blød Bergart, som af Oprindelse synes at være Blaaler, og heri findes fornemmelig to Slags Konkylier: en Bucardia, og en liden Tellina, stor som en Tiskilling, med en meget fin og tynd, hvid Skal. Det andet Sted, kort herfra, er en meget fast og haard Stenart, af de almindeligste Fjældklipper, i Renden af en Bæk. Oven paa dette Lag er en Hraunstrækning af gammelt Jordsinner, som er kommen her ned over Egnen fra den oven over liggende Hede. Inden i disse haarde Klipper findes ogsaa Konkylier, fornemmelig Harpediske, eller de Norskes Harpeskæl, en Pecten auritus. Men man kan kun sjælden faa en hel eller übrækket; thi man kan ikke faa dem løse uden med stor Møje og med Brækstænger. Imidlertid ser man dog dette Slags Skæl inde i Klipperne ganske uforandrede med deres naturlige Furer og purpurrøde Farve; ja, man træffer dem ogsaa med Hruöurkaller (Balanus litoralis) siddende paa Skallen, ligesom de almindeligst pleje at sætte sig paa dem i Havet, medens Dyret endnu lever." Eggert Olafsson siger endvidere, at der „er ingen Tvivl om, at jo bemeldte Konkylier ere komne herdid mange hundrede Aar før Landets Beboelse", men han tror, at det snarere er sket ved en „stor Omtumling", thi disse Egne vidne om noget saadant, end ved at Havet har staaet saa højt. Han bemærker rigtig, at ved en senere Ildsprudning ere disse Konkylier blevne begravede af „smeltede Klipper". Skjønt fortrinlig udrustet med alle Datidens videnskabelige Kundskaber, var det ikke at vente, at han kunde finde den rette Løsning.

Den første Islænder, som fik den rigtige Opfattelse af Sönderlandslavlandets eller Geysirdalens Dannelse, var Digteren Jonas Hallgrimsson, der foretog sine Undersøgelsesrejser i Island i Aarene 1837 og 1839^—42. Han fandt f. Ex. Konkylier i Hestfjall og gjorde flere lagttagelser, som bragte ham til den samme Theori, som Forfatteren saa fortrinlig har udviklet i oven nævnte Afhandling. Imidlertid døde Jonas Hallgrimsson i en ung Alder allerede i Aaret 1845 under Udarbejdelsen af en større Beskrivelse af Island. Han fik kun offentliggjort et Par mindre Afhandlinger fra sine Islandsrejser. Men siden den Tid har dette dog været bekjendt i Island, og Adjunkt Th. Thoroddsen fremsætter ogsaa den samme Mening i en Beskrivelse af sin Rejse paa Sydlandet 1883 (Jfr. Andvari X. Aarg. S. 73).

Stud. mag.