Sundet, der i gamle Dage skal have gaaet tværs over Nordgrønland.

I en 1885 udkommen Afhandling af „C¹. Krahmer: „lieber die Sunde, welche Grönland in west-östlicher Richtung durchschneiden sollen", er Spørgsmaalet om Sunde tværs over Grønland udførlig behandlet.

Om, det Sund, det her drejer sig om, siges i denne Afhandling, at Hans Egede allerede fandt det afsat paa ældre Kort, da han 1741 udgav sit Kort, og at han derfor lod det blive paa dette, kun med den Tilføjelse: „Det fortælles, at her tidligere skal have været et farbai t Sund, men nu er det dækket med enlsbro." Endvidere siges, at det er blevet aflagt paa de ældre Kort paa Grund af Ivar Baardsøns Beretning fra det 14de Aarhundrede om en grønlandsk Fjord, „Øllum lengri", der er saa lang, „at ingen véd Ende paa hannem." Endelig slaas det fast som sandsynligt, at eskimoiske Fortællinger om, at Sundet var til i gamle Dage, men senere er blevet overdækket med Is, ere opstaaede i den nyere Tid under Paavirkning af Evropæerne.

Denne Forklaring er bevislig aldeles fejlagtig. Hans Egede fandt ikke Sundet afsat paa gamle Kort; han er den første, som har indført det paa Grønlandskortet. Han gjorde dette paa Grund af eskimoiske Fortællinger om Sundets fordums Tilstedeværelse, og, som det synes, ogsaa paa Grund af disse Forestillinger opfattede han Øllum lengri paa en anden Maade, end den tidligere var opfattet paa, nemlig som et Sund, det samme som Eskimoerne talte om.

Det er altsaa Eskimoernes Traditioner, der ere Kilden til Beretningerne om Sundet. Kan man nu ikke gaa bag om Traditionerne og finde, hvad der ligger til Grund for dem? De kunne nemlig ikke uden videre tages for gode Varer. Af naturvidenskabelige Grunde er det umuligt, at der indenfor den Tid, da Eskimoerne have opholdt sig i Grønland, kan have været et Sund tværs over Landet paa et af de Steder, hvor dette er bredest, og hvor Indlandsisen er stærkest udviklet*).

---

*) De fabelagtige Forestillinger om Grønlands Indland, der endnu spøge i enkelte Hoveder, tør man vel nu forbigaa i Tavshed i den videnskabelige Diskussion.

Fra Vestgrønland haves bl. a.*) følgende Gjengivelser
af Traditionen:

Poul Egede 1738. „Fjorden (o: Jakobshavns Isfjord) holder de vilde fore, at haver været tilforn et Sund igjennem til den østre Side, men nu af Is tilstoppet. Den stærke Strøm, som altid løber ud og ikke ind igjen, skal være et Bevis derpaa. Der skal og være fanden Stykker af Hvalfiske samt Lænser, som er kommen ud med Strømmen, der gaar under Isen, som ligger over som en Gevelt." (Kontinuation S. 76 )

Giesecke 1807: „Der er en anden Bugt, som jeg ikke fik undersøgt til dens Bund paa Grund af de umaadelig store Ismasser, som satte ud af den, og som de indfødte kalde Ikek eller Ikaresak (Sund). Den ligger mellem Ikaresarsuk og Kingigtok, og dens Længde er fra Kaersarsuk til dens Bund omtrent 15 tyske Mil; den ligger paa 72° 48' n. Br., og Havet er ved dens Indløb opfyldt, af en Mængde Øer. Alle de indfødte, der boede omkring den, forsikrede mig uopfordret om, at der tidligere havde været Forbindelse til den modsatte Kyst. De fortalte mig ligeledes, at de vare bange for, at Isen med stærke Nordoststorme skulde bryde op paa ny, og at Folkene paa den modsatte Kyst, hvem de beskrive som vilde, skulde komme over og dræbe dem. De fortalte, at fra Tid til anden kom der drivende døde Hvaler, som vare blevne dræbte paa den anden Kyst, Træstykker og Redskaber ud af denne Bugt. Strømmen sætt<T ud ligesom ved Jacobshavns Isfjord." (Scoresby Journal, pag. 468).

Rink. 1871. Et grønlandsk Sagn fortæller: „Iviangersouk med Følgeskab rejste sydpaa, og, da han var kommen langt sydpaa, fik han Lyst til at rejse hele Landet rundt. Det var nemlig paa hin Tid, da der gik et Sund igjennem Landet ved Ilulissat (o: Jakobshavn), hvorved Beboerne af Øst- og Vestkysten havde Samkvem." (Eskimoiske Eventyr og Sagn. Suppl. S. 73—74).'

Fra Østkysten haves følgende Gjengivelser af Traditionen
:

„ Valløe 1752"„Kingutib var den iblandt disse Folk (rejsende Østlændinge), der førte Ordet og jeg helst gad tale med, eftersom han ogsaa havde været længst omme paa denne Bøjgd (o: Østkysten). Han sagde sig at have boet ved sidstbenævnte Sted, nemlig Sermelik. hvilket Sted han mente at vende lige imodDisko Bugt, som er bekjendt at have sin Beliggende imellem den 69 og 70de Grads Poli Højde paa Vesterbøjgd. Men ifølge den Eftertanke, jeg kunde slutte mig til af hans Ord, hvilke vare disse, at man fra samme hans Bopæl Sermelik og til Disko Bugt, førend Isen tiltog saa overmaade meget, har kunnet fare ad et Revier, som til den Tid gik tværs igjennem Landet fra den østre til den vestre Side, saa havde han kun boet under den 66. Grad ved den Fjord: Øllum lengri, thi anden Steds synes det ikke efter Iver Berres Beretning at have været et saadant Sund." (Utrykt Dagbog paa Søkortarkivet. Juli 1752).

Holm 1884^—85. „Paa c. 63° Bredde gaar en meget bred Isfjord ved Navn Kangerdlugsuak ind i Landet, og hinsides denne trækker Landet s:g i mere østlig Retning. Denne Fjord har aldrig været passeret af Folk fra Angmagsalik, men der gaar Sagn om, at der skal bo Mennesker paa den anden Side, men som aldrig nogen har set. Ligeledes haves et Sagn om et Sund, der endnu nordligere gaar tværs igjennem Landet til Vestkysten. Man fortæller, hvorledes Angmagsalikernes Sagnhelt Uijartek o: Landomsejleren rejste hele Grønland rundt, idet han paa Hjemvejen kom igjennem dette lange og farlige Sund." (Geografisk Tidskr. VIII, S. 88.

Naar man nærmere betragter disse Beretninger, kan man for det første antage med Holm (nysanførte Sted) „at der her fra begge Sider af Grønland tilsigtes det samme Sund." Men et „Sund" eller, med en mere korrekt Oversættelse, en „Forbindelsesvej til Søs" langt mod nord, hvorigjennem Vest- og Østlændingerne i gamle Dage havde Samkvem, og hvorigjennem en Sagnhelt, Landomsejleren, siges at være draget, hvad skulde det vel være andet end Forbindelsesvejen mellem Vest- og stkysten norden om Grønland, altsaa enten Smiths-Sund, Kennedy-Strædet, Robeson- Strædet eller andre hidtil übekjendte Strækninger? Enten denne Vej har været isbelagt eller paa sine Steder og til visse Tider aaben, kunde den nok i Sagn om Landomsejleren komme igjen som et aabent Sund, og at dette er blevet henlagt til sydligere Dele af Landet, end hvor det i saa Fald hørte hjemme, er kun et Sidestykke til, at Grønlænderne i deres Sagn og Forestillinger have flyttet deres gamle Fjender, Indianerne fra Nordamerika, med sig og givet dem Boliger i Grønlands Indland. Forøvrigt har Rink allerede 1877 udtalt den Formodning, at Sagnene om Sundet stammede fra Fgne, der vare beboede af Eskimoere, førend de indvandrede til Grønland, og lokaltseredes her (Danish Greenland S. 371.) — en Formodning, der kun behøvede at lempes lidt og gives en bestemt Adresse for at blive til den her fremsatte Forklaring. Vel er denne kun en Gisning, men sammen med visse Ejendommeligheder ved Angmagsalikernes Kunstindustri, hvilke forbinde Østlændingerne med amerikanske Eskimostammer, men adskille dem fra Vestgrønlænderne *), synes dog denne Gisning at give den Mening, at stlændingerne ere komne til Østkysten ad Vejen norden om Grønland**), et betydeligt Forspring for den modsatte Mening. Efter det, der vides om det nordligste Grønland, synes der heller ikke at være noget til Hinder for,

---

*) Om dette Forhold har Kaptajn G. Holm givet mig Oplysning.

**) Denne Mening er allerede for mange Aar siden, da der egentlig ikke var fremkommet noget, som talte for den, intuitivt genialt grebet af Rink, og senere fastholdt under hele Rinks Forfatterskab. Jvnf. Bluhme: Et Aar i Grønland, S. 53 (sikkert efter Medd. af Rink). Rink: Eskimoiske Æventyr og Sagn S. 44 og Suppl. S. 153; Rink: Grønlands Indland S. 75; Rink: Geografisk Tidskr. VIII, S. 144—45,

*) Jvnf. endvidere: Glahn: Anmærkninger S. 30; Saabye: Dagbog S. 1; Gieseckcs mineral. Rejse. S. 60 og 82; og flere Steder.

at Grønlænderne kunne have opholdt sig i de nordligste Egne af dette. Saa langt de moderne Expeditioner nemlig ere naeede op, er der paa begge Sider af Grønland fundet Spor af Eskirnoeres tidligere Ophold, og den Beskaffenhed, Grønlands Nordkyst maa antages at have, i Forbindelse med de faa Fordringer, Eskimoerne stille til Livet, gjør det højst naturligt, at Eskimoerne enten de saa ere naaede til Grønland i ét eller flere Hold, og enten de ere vandrede den ene eller den anden eller begge Veje ned langs Grønlands Kyster, i hvert Fald have besøgt hver eneste Strækning af Grønlands c. 900 Mil lange Omkreds.