Vinteren i Granland 1887—88. Da det er så a vanskeligt at paavise Lovene for Vejrliget, er det naturligt, at der herom fra gammel Tid gives mange Kegler, der ganske vist ikke kunne gjøre Fordring paa Tiltro, saa længe de savne al Støtte i Videnskaben. Blandt disse gamle Udsagn findes ogsaa dette, at naar Vinteren er stræng over Skandinavien, er den mild i Grønland, og omvendt. Hvorfor"? ja, herpaa kan der sikkert nok ikke gives noget Svar, og det har forsaavidt kun Kuriositetens Interesse, at den nævnte Regel i mærkelig Grad har slaaet til i sidste Vinter.

Som det vil erindres, udmærkede sidste Vinter sig i Skandinavien ved sin Strænghed: vedvarende og stærk Kulde, og Snefald i saa store Masser, at man i en længere Aarrække ikke havde seet noget lignende. Ifølge de fra Grønland i forrige Maaned modtagne Efterretninger havde derimod Vinteren været usædvanlig mild og som Følge deraf særlig mærkelig ved sine heftige Storme. Ved den sydligste Koloni, Julianehaab, blev Snenedslaget ofte afløst af stærkt Regnvejr, saa at man i Vinterens Løb jævnlig havde helt snefrit Land. Ved Kolonien Godthaab indtraf ved Juletid et stærkt Tøbrud, saa at Sneen smeltede paa Fjeldene, og Elvene svulmede op som ved Foraarstid; et lignende Tøbrud indtraf omkring den Iste Februar paa den Tid, da Godthaab ellers har sin strængeste Vinter. I Nordgrønland slaaer Vinterkulden som Regel Bro over Sundene, og Samfærdselen med Kolonien foregaaer livlig ved Hjælp af Hundeslæder; endog mellem Godhavn og Egedesminde, hvor Discobugten paa en Strækning af omtr. otte Mil aabner sig ud imod Havet, plejer Isen i den egentlige Vinter at ligge fast nok til Slædekjørsel; men i Aar var der aabent Vand overalt. I Februar Maaned hvert Aar føres Posten med Slæde fra den nordligste Koloni Upernivik syd paa til Kolonien Egedesminde i en Strækning af henved 150 Mil; men, medens vi her i Danmark i Foraaret maatte bruge Slæder for at bringe Posten over Vandet, maatte man i Grønland spænde Slædehundene fra og benytte den lette Skindbaad, Kajaken, til at føre Posten frem. Ogsaa Grønlands sibiriske Gjæst, Storisen, har ladet sig paavirke af de abnorme Vejrforhold; Dampskibet „Fox^u, der besejler Kryolitbrudet ved Ivigtut, og Skruebarkskibet ..Hvidbjørnen'', der besejlede Sydgrønlands nordligste Kolonier, kom ind og ud af Havnen uden at se Storis: først da ..H vid bjørnen" i Juni passerede Kap Farvel, mødte den Storisen i store Masser.

Som man vil se, har altsaa den gamle Regel slaaet godt til: stræng Vinter herhjemme og mild Vinter i Grønland. Men man maa derfor ikke tro, at Grønlænderne, medens vi have klaget over den strænge Kulde og over Standsning af Handel og Skibsfart, have havt Grund til at glæde sig over deres Lands milde Vejrlig. Tværtimod, her have vi delt fælles Skæbne, thi navnlig for Nordgrønland er en mild Vinter ensbetydende med slet Erhverv og den deraf følgende haarde Kamp for Udkommet. Selv om vi derfor ville stole paa den oftnævnte Regel om den modsatte Beskaffenhed af Skandinaviens og Grønlands Vinter, kunne vi trøstig ønske, at Vinteren maa blive blid for os; lad den saa ogsaa blive stræng i Grønland; Landets Beboere ville ikke føle Kulden, men ville glæde sig over deres gode Erhverv.