Notitser om Grønland.

Side 1ft

Deltager i den danske Konebaads Expedition til Grønlands Østkyst 1883—85

I. De varme Kilder paa Unartok

Unartok er en lille Ø, der ligger i en Fjord af samme Navn paa 60£° N. B. paa Vestkysten af Grønland. Øens Bjærgart er Granit, gjennemsat af mørke Gange, i'imeligvis Dioritgange. Dens sydlige Del er forholdsvis høj; deus nordlige Del er en lav Slette, hvor Grimrlfin ftr dækkfit, af Grns.

Nogle faa hundrede Skridt fra Havet, inde paa den lave Slette, ligge Kilderue. Der ligger to Kjær eller smaa Bassiner, hvorover der staar en svag Darnpsky, saa Kjærene. Disse ere knap lm- (3 Fod) dybe; det ene er cirkelrundt og c. 7 m- (c. 20 Fod) i Diameter, det andet er lidt mindre. Deres Bund er fint Grus, og gjennem dette pibler det varme Vand frem. Fra Bunden stiger der stadig Luf'tblærer op igjennem Vandet. Dette har ingen særlig Afsmag.

Paa det dybeste af det højstliggende Kjær var Varmer
den 22. April 1885 — med en Lufttemperatur af'o°.s C.
og stille Veir — 40°.6 C. l det andet Kjær var Ararmer
paa Bunden i Udkanten 35°.8 C. ; Varmen i Midte
blev ikke maalt.

Kilderne ere i dette Aarhundrede liere Gange umiersøgte. *) Der fandtes 1806, 1809 og 1828 (lige som ogsaa 1778, mcii, som det synes, ikke 17,52) tre Kjær ellers have Kilderne ikke forandret sig i dette Aarhundrede. Dette ses bedst ved at sammenstille de til forskjellige Tider maalte højeste Temperaturer i Kjærene.

*) Gicseckes mineralogiske Kejse i Grønland. 0. 25—20 og IGE Graah: UnderKøgelsesrejsr till )si kysten af (i rønland. S. ?•«). .Rink: Grønland. 11. Bind. S. 351-52. Laube i Sitzb. d. math.-naturw. Cl. LXY1.1 i. Band. 1. Abthcilung. S. 88—90. Wien 187-1. Laube i: Die zweite deutsche Nordpolarfahrt. 1. Haml. S. 161—(32. Leipzig 1873. Stccnstrup: Tillæg B til Kigsdagstidenden 1877-78. S. 500. Vahls utrykte Dagbog fra (irpnland paa botanisk Haves lübliotbek samt Meddelelser fra Dr.Kink os Kaptc.jn Huhn.

Side 19

Stedets Middeltemperatur er c. -f 0°.7 C., og den højeste Temperatur i Kjærene har saaledcs i dette Aai-hundredc overskredet Stedets Middelteinperaiur med i Gjennemsnit, c. 39°.9 C. Vand fra Kilderne er undersøgt af Gintl*). Det indeholdt meget faa faste Stoffer.

Der er ogsaa Oplysninger om Kilderne fra forrige Aarlu.ndrede. Under 22. August 1723 ski-iver Hans Egedc i en Bog**), der udkom 1738, om dem: „Vi havde her faret forbi et hedt og sydende Vand, hvorom Grønlænderne vel denne Gang fortalte mig, men jeg forstod ikke fuldkommelig deres Beretning, og dcrfore. for forbi, saa som jeg hastede at fortsætte' min Rejse. Alen siden er os af Grønlænderne berettet, at samme Vand er om A7interen saa hedt, at, naar de kaste store Isskodser derudi. saa optø og smæltes de strax. Rundt om Bredden af Vandet skal der altid være oTønt bande Vinter off Sommer. Vandet, sige de, haver en skarp Små- og lugter strængt, hvoraf nok er at slutte, at deter et mineralisk underjordisk Ild og 'uden Tvivl har Korespondance med det brændende Bjærg, som skal findes paa den østre Side af Grønland efter de gamles Beretning." Et andet Sted ***) skriver han 1741: „TJmler Syd mellem 60 og 61° skal efter Grønlændernes Beretning', dér sonder fra, være et gloende hedt Vand af en metallisk Art, saa som omkring dets Bredder ligger noget, som er grønt lige som Spansk".grøn. Samme Vand skal'og have den forunderlige Kraft og Egenskab, at det kan borttage Skab. n;iar man toer sig derudi , item tager Raaddenhed og sorte Wetter af gi. Skind, naar de lægges derudi, saa de blive ny igjen." Paa hans Grønlandskaart f) staar „Onartok thermæ" paa en noget forrykket Plads.

1752 den 21. Juni var Peder Olsen ved Kilderne og skriver i sin Dagbogff) : ..Det sydende, hvoraf Unartok-Fjorden har sit Navn, er tvende varme Bade, som ere paa en O, l Mil stor i Omkreds, hvilken ligger i bema-ldte Fjord off paa A".siden er boj off brat. nu-n paa Ø.kanten lav og smal, og paa denne Kant vælde disse Hade op nær ved hverandre og ere lige store, hver for sig omtrent 4 Alen i Omkreds. Samme mineralske Vand bobler stedse op og ned lige som andet Vand, der koger ved stærk Ild. Om Sommeren ere de passelig varme at bade sig i. men. lige som Frosten til- eller af-tager, saa ere og de mere' eller mindre hede, og er mig fortalt af de Folk, som bo paa Øen. at de om Vinteren, naar det fryser stærkest, skulle være saa hede, at man deri kan koge Muslinger, hvoraf jeg og saa en Del Skaller ligge iog ved Siderne der omkring. Den opstigende Dunst, som lugter svovlagtig, foraarsager og, at Sneen i Nærværelsen deraf smælter og strax forsvinder. Vandet i sig selv smager ellers behageligt og er læskende at drikke."

1778 den 13. Juli var Arctander ved Kilderne og skriver i sin Dagbog*): „Øen er omtrent en «od halv Mil i Omkreds . Paa dens nordre Side og hen ved dens nordøstre Ende omtrent 2—300 Skridt fra Søen af ere 3 varme Bade eller Brønde. Den største er henved 30 Skridt omkring. Ved sammenbaarne Sten er den gjort til en Dam. l Midten har den l Alen dybt Vand og ved Kanterne lidt grundere. Paa adskillige Steder saavel i Midten som omkring ved Kanterne kommer Vandet op af Grunden lige son/i levende Perler, der øverst i Vandet vise sig, lige som det stod i fuld Kogning; dog fandtes Vandet ikke varmere, end at man . naar Haanden ikke var meget kold, kunde taale at holde den deri. Paa Bunden af denne Dam var en grov graaagtig Sand, der dog næppe var en fjerdend. Alen dyb, og denne lugtede stærkt af Svovl: under denne Sand vare Klipper og Stene. Nær ved denne vare 2 andre, den første aldeles lige i alle Ting, undtagen de vare lidet mindre. Ved den mellemste af Dammene nær ved Bredden har været et Hus, hvis Jord- og Sten-mur paa den ene Side var henved trefjerdend. Alen høj fra Jorden og viste, at Huset har været henved 8 Alen langt og noget smallere. Dette har mulisf væivt et Badehus brusjt af de samle**). Ved Bredden af disse Damme voxer smukt Græs og Blomster,

*) Samleren IV. Bind. (1793.) S. 1188—90.

**) Af Brskrivelsen syncs det dog at fremgaa, at deter en almindelig Eskimo- og ikke, nogen Nordbo-ruin, som Arctander lier omtaler. Mørch skriver 1799 om denne Ruin („Tanker om Grønlands Østerbygd", Haandskrift paa det store kongelige Bibliothek: Ny kgl. Sml. Kv. Nr. 11)7»;. 11. S. S-!).) „Xaar der skrives, at ved den ene af de varme Brønde er Kudera efter et Hus. S Alen D, Muren endnu $ Alen høj, da er dette en haandgribelig Usandhed, som enhver, der kommer til Stedet, Forlob beholdt £ Alen høje Mure tilbage 1778, da er det umuligt, at 20 Aar kunde saa aldeles udslette Sporene deraf, at end ikke Stedet, hvor det skulde staaet, er at se." Heller ikke har nogen i dette Aarhumlrede set en Nordboruin ved Kilderne, men kun almindelige Eskimoruiner; ti en af V. Müller omtalt Ruin paa Unartok, som han saa 1818, men ikke gjenfandt tydelig 1833, laa ikke ved Kilderne, men paa en Tange i Nærheden af deres Udløb i Havet og var maaske slet ikke en Nordboruin. (Om denne Ruin: Pingel i Annaler for nordisk Oldkyndighed. 1838-39. S. ''228-39.)

*) Laubes auf. Sted. S. 107— U.

**) Relation aiifraaoiulo den grønlandske Missions IJejryndclse 02- Fortsættelse. S. 103—!>.

***) Det gamle Grønlands ny Perlustration eller Xaturi-Ihistorie. S. 27.

+) Samme Bog.

++) Samleren i. Bind. (1787.) S. 228—29.

Side 2C

men Pladsen er kun liden og übetydelig. Grønlænderne
fortælle, at om Vinteren falder Vandet i disse Damme
varmere end om Sommeren, og ingen af dem fryser til."
Naar Udtalelserne fra 1723 til 1778 sammenholdes
med det, vi vide om Kildernes Beskaffenhed i dette Aar-
hundrede, fremgaar det, at Kilderne ikke i nogen væsenlig
Henseende have forandret sig i de sidste 150 Aar.
_
|
j

Deter hævdet*), at de varme Kilder paa Unartok omtales i en Aar 1558 udkommen Beretning om Brødrene Zeni's Kejser sidst i det 14. og først i det 15. Aarhnndrede. De Nature-fænomener, som omtales i denne Beretning, og som i Forbindelse med det Beretningen ledsagende Kaart have givet Anledning til denne Mening beskrives paa følgende Maade -): „Da vi vare løbne ind i en god Havn. saa vi i Afstand et stort Bjærg, som udkastede Røg: dette opvakte det Haab hos os. at der paa Øen skulde findes Folk, og omendskjønt det var temmelig langt borte, nølede Zichmni dog i'kke med at udsende'' 100 gode Soldater, som skulde undersøge Landet og berette, hvilke Folk der beboede det De 100 Soldater, som vare udsendte, kom tilbage efter 8 Dage og fortalte, at de havde været omkring paa hele Øen og ved Bjærget, og at hin Røg fremkom deraf, at der i dets Inderste var stærk Ild, og at der var en Kilde, af hvilken der fremkom en vis Materie lige som Beg, der ISwlde F^äfid:! v^r^m±tnL!:±rT saa snart som de saa os fl tede de til Huferne o- at der var en stor Flod og en°god sikker Havn." ' Hvorledes man har kunnet mene, at denne Beskrivelse „upaatvivlelig" gjaldt Unartok. er ufatteligt; hverken det store røggivende Bjærg, hvis Røg kunde ses langt borte, eller Kilden, hvoraf der vældede en Materie som Beg, minder i mindste Maade om de varme Kilder paa Unartok, hvis Damp ikke kan ses i 100 Skridts Afstand, og hvis Vand er næsten kemisk rent, Hvordan det derfor end forholder sig med Zeniernes Rejse, om de varme Kilder paa Una.tok o-iver Rejseberetningen ingen Oplysning.

I Ivar Baardsøns Beskrivelse af Grønland, der menes at være forfattet i sidste Halvdel af det 14. Aarhundrede, siges om Kavnsfjord, en af Østerbygdens Fjorde ***) . „Ind i Fjorden ere mange Holme , udi disse Holme er meget varmt Vand, som om Vinteren er saa hedt, at ingen maa komme nær, men om Sommeren er det vel til Maade hedt, saa at man maa der bade udi, og mange fanger der Helsebod og blive karske og fanger Helsebod af Sotter." Da Julianehaabs Distrikt erkjendtes at være Osterbygden, sprang det straks i Øjnene, at Unartokl fjordens varme Kilder, de eneste, der kjcndes i Sydvestgrønland*), svarede til „det varme Vand" i Kavnsfjord, Qg. den 01-dcn, hvori Ravnsfjord nævnes i "amlc Forte"'nelser oyer grønlandsk(l jvjorde> berettiger OJJWJft til at fastholdc denne Opfattelse, da Ravnsfjord derefter nødvamligvis maa s„g(JB i den Del af Julianehaabs Distrikt. ; hvor Unartok ligger**). ycl ha). mail***) yjol.t „I)mroi.^k. i BQm ftt Ivar om-øerne ; Ravnsfjord: disse er meget Vand„ > me])s det om ! cmkrhlg üliartok maa hed(ll, „paa en al- disse er varme Ki]dei,;< m^ dft ]yar Baardgøns Beskrivel,e af Grøn]an(J er en Andenhaandsberetnino- og kun kjendes i Overer det ]iæppc yærd demQ Uovei.eilßßtemme]sef). Fastholdes den imidlertid, . ' den Gisning at et eller andet (t. Fx. .Timi; skjælv) har i Løbet af de 350 Aar, der ligge mellem -Ivar Baardsøns og Hans Fgedes Ophold i Grønland, forstyrret noule af de varme Bade o" saaledes fremkaldt Uoverensstemmelsen Fr denne f«r<t i-vvi.Pt «11 er det "°™ "" ' '"' ' ne W«t jævnet, saa ei «laaende, at Ivar Baardsøn . det 14. og Grønlænderne , det 18. Aarhundrede karakterisere Vandets Varme paa selvsamme Maade.

Resultatet af ovenstaaende er- 1) l den Del af .Tu ^iianewjs Distrikt'hvor; dc Me ]s°Aai'de ™c '• Kilder P»a^-Unartok have holdt sig i det væsentlige uforandrede, fandtes for 500 Aar siden naturligt „varmt Vand" af en lignende Temperatur som den, Kilderne paa Unartok have haft, saa langt de kunne følges tilbage i Tiden. 2) Skjønt der er en Uoverensstemmelse mellem den gamle Beretning om „det varme Vand" paa Øerne i Ravnsfjord og de nuværende Forhold, er det sandsyn

*) Rigtignok omtaler Laube en Therme ved Lichtcnau, og Jørgensen fortæller, at der paa hans Tid skulde være en varm Kilde vad Igdlorsuit ilgalikofjord, men at .len ™r udtørret, da han 1837 besøgte Stedet. Den første "idst^af næ" Tvæ^torf var mere der k v^ct'oTdenliirOplysn'ingc?™m°den. "If'sandann!. Kilder, der ere nogle faa Grader varmere end Middeltemperaturen paa det Sted, hvor de bryde frem, findes ikkc saa faa • Sydvestgrønland, og som oftest kaldes do af Grønlænderne „varme". (Laube i Sit/b. cl. nmlh.; natunv. Cl. LXVIII. Band. 1. Abtheilung. S. 41. Wien 1874, Pingel: Annaler for nordisk Oklkyndigbod. 1838 -39. S. 234, og Holst i 3^Boriittelsc om en år 1880 i geologisk sy fte foretagen resa till Gnmland". S. dy. Stockholm 1880. „Sveriges geol. undersokii. Ser. (!. Nr.81.")

*) Af Bredsdorff i Grønlands historiske Mindesmærker. 111. Bind. S. 53G og 597-98.

*+) Eggers i Samleren. VI. Bind (1793). S. 1181 og 1188.

***) Vorrnskjold i dot skandinaviske Literaturfldskabß Skrifter 1817. S. 337-38.

**) Samme Sted. S. 574—75.

***) Grønlands historiske Mindesmærker JII Bind. S. 255, 259 og 887.

++) Graah: Undcrsøgelsosi-cjsu til Østkysten af Grønland. S. 185.

Side «1

ligt, at „det varme Vand" er identisk med eller bar indbefattet Kilderne paa ITnartok, og at disse saaledes have været til og i Henseende til deres vigtigste Egenskab, deres Varme, boldt sig i det væsentlige uforandrede i de sidste 500 A ar.

De varme Kilder paa Unartok ere af nogle Forfattere*) satte i Forbindelse med antagne Vulkanen- i Grønland. En saadaii Forbindelse kan imidlertid ikke finde Sted af den gode Grund, at der i Unartoks Omegn ikke findes det mindste .Spor af Vulkaner. Laube skriver**): „Es ist immerhin möglieh, dass das bei Lichtenau anstehende Eruptivgestein in einem Zusammenhang mit den Thermen von Unartok stehen mag, wie etwa der Basalt mit ähnlichen europäischen Quellen in Verbindung steht,-' Hertil er at bemærke, at Kilderne ligge 11 K"¹- (halvanden Mil) fra den Bjærgart, som af Laube kaldes „das bei Lichtenau anstehende Eruptivgestein¹¹, og som efter Vrba***) er Gabbro. Theorien, at Kilderne staa i Forbindelse ved vulkanske eller plutonske Dannelser, er derfor lige saa lidt tiltalende i sin moderne Puds som i sin gamle Dragt.

Kilderne pible frem af et løst Lag Grus og Sten. Vandet i det varmeste Kjær er c. 39°.9 C. varmere end Stedets Middeltemperatur, i den anden nogle Grader koldere. Det indeholder megen Luft, men kun faa faste Stoffer. Disse dets Egenskaber kunne, som Museumsassistent Steenstrup bar antydet f) (og privat yderligere udviklet for mig), tyde paa, at dets bøje Varmegrad skriver sig fra varm Luft, der forholdsvis nær Overfladen indgaar i og opvarmer almindeligt Kildevand. Imidlertid er denne Opfattelse jo kun en Gisning, og det maa overlades senere Undersøgelse at bringe Kede paa Spørgsmaalene: 1) om hvoraf den Luft bestaar, der indeholdes i Vandet og kommer livlig frem i Bobler, naar der med en Stok røres op i Bunden, og 2) om det er denne Luft eller Vandet, der er den oprindelige Yarmebærerff)

II. Ivar Baardsøns Renø

I Ivar Baardsøns Beskrivelse af Grønland Ledder det under Optællingen at Østerbygdens Fjorde, Øer o. s. v.;;:): ..Domkirken ejer al Ejnarsfjord og sammeledes den store Ø. som ligger udenfor Kjnarsford otr hedder Eenø. saa kaldet fordi at om Høsten løbe der utallige Eensdyr; der er almindeli.o- A'edskab (Jagt) og da ikke uden Biskoppens Orlov (Tilladelse). Og paa den Ø ere bedste Tiellesten (Yægsten). som paa Grønlaud ses. saa naturlig gode. at de gjøre deraf Gryder og Kander af en Sten. som 10 eller V 2 Tønder gange udi."

En af Vormskjolds Indvendinger mod Eggers Identifikation af Osterbygden og Julianehaabs Distrikt var. at der ingen Vægsten forekommer i det sidstnævnte**). Graah svarede herpaa***): „at der nu ingen Vægsten gives paa Øerne i Julianeliaabs Distrikt, er et svagt Modbevis. En Ø kan gjærne for 400 Aar siden have haft Vægsten, fordi den nu iniren har. især naar man betænker, at Islænderne i forrige Tider ifølge Ivar Baardsøn have forfærd ige t Kar paa 10 til 12 Tomler af denne Stenart, — hvilket dog synes noget utroligt —. at disse altsaa have forbrugt meget betydeligt selv. ikke at tale skjolds Indvending er dog ikke dermed slaaet ihjel den kommer igjen hos Xordenskiöld, der i sin Bog „Den andra Dicksonska expeditionen till Grönland-f) kommer tilbage til Bpørgsmaalet: hvor laa Reno? Jeg skal søge at besvare dette Spørgsmaal: Keno er efter min Mening Akia lidt syd for Julianehaab.

*) Hans Egcdc — se ovenstaaendo Citat —. Major i Journal of the Royal geographical Society. Vol. XLIII. 8. 195-97. London 1873.

**) 1 Sitzungsb. d. math.-naturw. Cl. LXVIJI. Band 1. Abtheilung. 8. 118. Wien 1874,

***) l samme Værk L XIX Band I Abthcilung. S. 118. Wren 1874.

+) I Tillæg B til Rigsdagstidenden. 1877-78. S. 50(5.

++) l Forbindelse hermed vil dot være interessant at tau oplyst, hvordan det forholder sig med nogle „Strømme af varm Luft", der, efter hvad paalidclige Grønlændere have fortalt mig, skulle komme ud af Huller i Jorden eller Klipper dels paa Øen Arpatsivik, dels paa Kjældet Niakrutclik (begge i Julianohaabs Omegn), og som om Vinteren skulle holde Stederne nærmest omkring disse Huller fri for Sue.

*) Grønlands historiske Mindesmærker. 111. Bind.

**) Det skandinaviske Literaturselskabs Skrifter. ISI4. S. 338—39. — Der forekommer do«? Vægsten flere Steder i Julianehaabs Distrikt, men enten i saa smaa Partier eller af en saa daarlig Slags at den ikke benyttes.

**til taf Grønland. S

+) Side 397. Naar Nordenskiöld skriver: ..'l kommer mångcustadcs vid Grönlands. vestkust, i synnerhet i Godthåbs distrikt, Men att den basta tiilgstcncu finnes vid Grünlands ostkust, derfor talar den omstanlio;heten. att talscstenskiirl uppraknas bland do dette paa en Misforstaaelse af Cranz. Hos Cranz staar: „Am meisten handeln sie (o: Gronlænderne) mit (Befassen von Wcichstcin. welches nicht an allen Urten zu haben ist. Und da die in Süden keine Wallfische, die in Norden aber kein Holz haben, so ziehen alle Sommer voll Grönländer l bis 200 Meilen nach Disko mit neuen Kajaks und Weibcrbooten nebst dem dazu <r,'li.">ri«rrn \Vorkx.'u<r und tauschen sich dafür: Einhörner, Zälmo, Knochen, Fischbein und Sehnen von Wallfisch,.,, ein, die sic auf ihren Rüch\veo-o zum Theil wieder verkaufen. (Historie von Grönland. T. Theil. Barby und Leipzig 1765. S. 227.)

Side 22

Akia svarer i Beliggenhed godt til RenjJ, naar man gaar ud fra, at Igolikofjord er Ejnarsfjord. Dens Størrelse <«g Terrænforhold gjør det muligt, at den i sin Tid har været Opholdssted for om ikke utallige, saa dog mange Rensdyr, og i forrige A århundrede vare Rensdyr almindelige paa Fastlandet omkring den. Endelig indeholder dens Bjærgart store Partier at uren Vægsten, der i Forbindelse med J var Baardsøns Udsagn g.jør det rimeligt, at der tidligere har været Partier af god Vægsten paa .Øen. at disse ere blevne stærkt udbyttede i Slutningen af det M. Aarhundrede, da Forbindelsen mellem Østerbygden og den vægstensrige Vesterbygd (Godthaabs-Distriktet) var ophørt, og at de nu ere udtømte eller i det mindste ikke kjendes længere.

III. „Klokkemalm".

For at belyse, hvad grønlandsk saakaldt Klokkenialm
er. under hvilke Forhold det forekommer, og hvorledes
man har opiattot det. skal jeg begynde med at citere.

Hans Egede. 1727' A ,kom Hr. Albert Top igjen ud af Ameralikfjorden . .°. . Han havde af Grønlænderne dér inde' faaet et Stykke Metal, som havde Anseende, som det var en Blanding af Sølv: det saa ogsaa ud som det havde været et Stykke af en Klokke, som uden Tvivl har været en fordums Tids Kirkeklokke, dér i Landet, ti Grønlænderne berettede, at de havde fundet det i Jorden. 1727;] kom en Gronlænder til mig, havende med sig et Stykke Metal, som han sagde at have fundet i Jorden ved de fordums Kavdlunakers Huse. Det var et lige saadant Stykke som det forrige, og var af den underste Kant af en Klokke, som uden Tvivl havde været en Kirkeklokke i de kristne Tider dér i Landet." (Relation angaaende den grønlandske Missions Fortsættelse. 1738. S. 224

Begyndelse og og 228.)
Poul Egede. 1727 .... „fulgte jeg min Fader til
Trjaragsarsuak. den længste Fjord'i Baals Kevier. hvor
der findes en firkantet Mur ai' flade Kampesten. 10 Alen
hver Side og 4 Alen høj. Noget derfra slaar en anden
Bygning, 48 Alen lang, 36 Alen bred og l Alen høj.
En af de nærværende Grønlændere solgte mig for Synaale
et Stykke Malm. som nok var af denne forrige Kirkes
Klokke, hvilket var fundet i ovenmeldte Ruiner. Da
jeg sagde, at det var af en stor Klokke, som har været
smæltet den Tid, deres Landsmænd ødelagde vore Forfædre,
blev han bange og sagde, at det var de onde Forfædre,
som havde gjort det;' de, som nu levede, vare
skikkelige, det vidste vi selv. Da jeg tilstod det. blev
han fornøjet," (Efterretninger om Grønland. 1788. S. 33.)
Andersson. ..Das man .... und auf (KM " eben
binnen dem Staaten Hoek nicht nur das Gemäuer einen
verfallenen Kirche mit dem noch ganz kennbaren Chor
und Altarüberbleibseln, sondern noch überdem ein grosses
Stiich von einer metallenen Gloche, so der Finder mit
nach Kopenhagen gebracht, angetroffen bat." (Nachrichten
von Island, Grönland und der Strasxe Davis. Hamburg
1746. S. 15G—57.)

Cranz. ..Die Grönländer bringen einige kleine und grosso Stukken Erz zusammen, die sehr schwer sind und glänzen. Einige haben sie für kirchliche Erz-Stuffen gehalten. Da man sie aber probieret und befunden, dasz halte ich sie für Stükke von den Glokken, deren 'sich die alten Normanner in ihren Kirchen bedient haben.'¹ ..Hier (o: ved Igaliko) sind auch noch viele Überbleibsel alter normannischer AVohnungen, und die Studien Glochcnerz. das man da findet, zeigen dasz da auch eine Kirche gewesen sein müsse." (Historie von Grönland S. 77 og Forsetzung der Historie von Grönland 8. 250. Barby und Leipzig 1765 og 1770.)

Arctander. „At jo Grønlænderne ved at stikke Ild paa Normændenes Gaarde have gjort Begyndelsen til disses udryddelse, er ikke imod "mm Mening. Nogle smæltede Klumper Malm. som paa adskillige Steder ere fundne i Grunden af de gamle Normænds Hustomter, og hvoraf jeg har et Stykke, som i Anret 1777 blev fundet da Marken blev gravet op i en af de i^amle Hustomter nær ved Julianehaab. har bestyrket mig "i sli«e Tanker." Ramleren VI. Bind (1793). *S. 1230.)

Olrik besøgte i Begyndelsen af dette Aarhundrede sammen med Jobannes Andersen Nordboruinerne ved Igaliko og skriver derom: „1 medens vi saaledes stode oir harcellerede om den fordums nordiske Slægt, sparkede jeg imod et Stykke, som jeg i Førstningen antog for en Sten, men som jeg ved nøjere Eftersyn fandt var et Stykke al' en Taarnklokke, 13 Tommer langt, 9 Tommer bredt og £ Tomme tykt. Da jeg fandt dette Malmstykke, gjorde Johannes den rigtige Anmærkning, at det ikke var noget nyt at finde sligt, da han endnu havde nogle Stykker af disse Klokker," der vare slængte omkring, 'og hvilke Stykker jeg kan bevidne at have set hos Inspektøren selv. Jeg gjoide mig ingen Vigtighed af dette - nu i de senere Aar saa kostbare — MetaUykke, da jeg fandt det ligefrem, at en Kirke havde sine Klokker. -leg gjemte imidlertid dette Stykke Malm, og i Aaret 1817 hjemsendte jeg det for ved privat .Besørgelse at faa mig en Eaareklokke, men Skibet, hvormed det afsendtcs. forliste totalt, og det ligger uden Tvivl paa Havets Bund ved Hetland. ' Jeg maa rent ud tilstaa, at jeg med flere aldeles ikke kJ endte til det hæderlige oldnordiske Selskabs Virksomhed ..... .leg kunde ;aa let som at klø mig i Hovedet have været i dette Øjeblik korrespondercnde Medlem af dette Selskab, naar jeg kunde have tænkt mig. at der lagdes saa megen Vægt paa at erholde Bevis for. som Kirkeklokkei- og Giavsten. Med Hensyn til Kirkeklokkerne vide Grønlænderne endnu at fortælle, at, naar disse brugtes, kunde man høre dem i Tuuugdliarfik, hvilket er meget begribelig, da der er en Hals eller forstaaeligere et" Overgangsstcd fra Igaliko til hin Fjord, hvilket ofte benyttes for at spare en Omvej a( 22Mil":i:). (Kjobenhavnspos'ten 1832. S. 350.)

*) Denne Ko: tælling omtales allerede 170!) som „en gammel grønlandsk Tradition". (Møreli. Tanker om J Isterl.yu'.len. Haamlskrift [so ovunforj. S. Ü5-Ü6.)

Side 23

Pingel. En Runesten fra Igaliko viste, at der dér har staaet en Kirke. „Hidentil var dette ikkun en løs Formodning, som fornemmelig støttede sig paa de til forskjellige Tider i Igaliko iundue Fragmenter af Klokkemalm. Men jeg maa ved denne Lejlighed én Gang for alle bemærke, at denne Omstændighed nu til Dags, efter at man endog temmelig hyppig finder disse af Grønlænderne vidt omspredte Malmstykker paa Steder, hvor de gamle aldrig have boet. end sige bygget Kirker eller Kapeller, aldeles intet beviser." (Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed. I. Bind. S. 98.)

AVorsaae. Ikigait Kirke blev i sin Tid omgravet og nøje undersøgt. „Man fandt da en Del Brudstykker af Træ med deri liggende Skeletter, Stumper af Ligklæder, et Par Trækors, adskillige Gravsten, srnaa Stykker Klokkemalm m. m.'¹ Grønlands historiske Mindesmærker. 111. Bind. S. 801.)

Rink. „Foruden den formodede Lævning af selve Erik Rødes Gaard samt af Kirken, har man fundet Ruiner af henved 20 Bygninger paa denne lille Slette (ved Igaliko). Efter de forefundne Brudstykker af en Kirkeklokke har man gjort den Beregning, at denne maa have vejet 3 a 4 Sk« eller været af Størrelse som de større Landsbykirkers Klokker." (Grønland. 11. Bind. S. 343.)

Holm. „Enkelte Smaating fandtes ved Udgravningen" sraaa Metalstykker („Klokkemalm"), forarbejdede" Yægstensstykker og Slagger." (Meddelelser om Grønland. VI. Bind. S. 79.)

Af de anførte Citater freragaar: 1) Klokkemalm er en Malm, som i forarbejdede Stykker findes i Sydvestgrønland. 2) Den forekommer enten i skarpt kantede Brudstykker eller i runde Klumper. 3) Den vides ikke at have været brugt af Eskimoerne. 4) Den er lunden paa mange Steder særlig ved og i Nordboruiner. 5) Mange Stykker af den have et saadant Udseende, at der ved en overfladisk Betragtning ikke har været noget til Hinder af

for at anse dem for Brudstykker Kirkeklokker. Af disse Kjendsgjerninger har man sluttet: 1) Malmen har været brugt af Nordboerne. 2) Den er Brudstykker af Kirkeklokker fra den katholske Tid i Grønland, da Landet havde 16 Kirker og 2 Klostre og i c. 300 Aar havde sin egen Biskop. Det, at der ved Siden af skarpt kantede Brudstykker forekommer rundsmæltede Klumper, staar i Forbindelse med, at mange af Nordboruinerne ere ødelagte ved Ud, noget der vides baade af Udgravninger i dem*) og af Grønlændernes Sågu**).

Der synes ikke at være noget overilet i disse Slutninger, som heller ikke erc gjort e af Arkæologer, der a tout prix vilde forklare Malmstykkernes Oprindelse, men af de i Grönland bosiddende Danske. De ere ogsaa godkjendte af danske Lærde, og. hvad der maaske taler endnu mere for deres Simpelhed og Naturlighed: Grønlænderne ere gaaede ind paa dem. og der har dannet sig Dage kunde høre Nordboernes Klokker paa Hovedfindestedet for Malmstykkerne. Det er i hvert Fald det mindste, man kan reducere det grønlandske Sagns Betydning til; der er naturligvis en Mulighed for. at det har en større Betydning og repræsenterer en historisk Tradition. Det kom derfor uventet, at Nordenskiöld i sin Bog ..Den andra Dicksonska expeditionen till Grönland" S. 375—81 angreb den almindelige Forklaring af Malmstykkernes Oprindelse og gav Antydninger til ny Forklaringer.

N.'s Indvendinger mod at opfatte Malmstykkerne som Brudstykker af Kirkeklokker ere: 1) Malmstykkernes Mængde svarer daarlig til den Fattigdom paa Kirkeklokker, som det afsides liggende Grønland rimeligvis havde fra det Ilte til noget ind i det 15de Aarhundrede. 2) Mellem Malmstykkerne har N. aldrig set noget Stykke, der efter sin Form nødvendigvis maatte være Brudstykke af en Kirkeklokke. 3) Malmstykkernes Udseende og Sammensætning er saa forskjellig. at hvert Stykke synes at hidrøre fra en særlig Sniæltning.

Hertil er at bemærke: 1) N. overvurderer Malmstykkernes Mængde og undervurderer Grønlands Stilling i Middelalderen. Al den Klokkemalm, som. saa vidt jeg véd, findes i københavnske offentlige og private Samlinger, udgjør i Vægt kun en Brøkdel af en almindelig Landsby-Kirkeklokke, og det meste af den Klokkemalm, som er fundet i Grønland siden Graahs og Pingels Rejser 1828 — 31, opbevares vistnok i disse Samlinger. At Grønland havde Kirkeklokker i sin katholske Tid, ses af en Saga, hvori det hedder. ..Det traf ind samtidig, at der ringedes til Højmesse paa Bispegaarden i Grønland, og at Ejnar Sokkesøn kom dertil. Da Kjobmændene hørte det, sagde de. at Ejnar vederiores en stor Ære, naar der ringedes med Klokkerne for at tage imod ham, og sagde, at sligt var en stor Skam. samt ytrede deres Vrede derover. Ketil sagde: ..Tager kun dette ikke saa ilde op, thi deter vel muligt, at dette kunde blive til en Li(?rim,niimr. inden Aftenen kommer"*). 2) At N. ikke mellem Malmstykkerne har set noget, der efter sin Form nødvendigvis maatte være en Del af en Kirkeklokke, er væsentlig en Følge af Stykkernes Lidenhed. Paa oldnordisk Museum i Kjøbenhavn opbevares dog et Par Stykker (indleverede 1881)),

*) Saaledcs siger Holm i sin „Beskrivelse af Ruiner i Julianehaabs Distrikt i Meddelelser om Grønland. VI. Bind. S. 72: „Gulvet har bcstaaet af Grus og Smaastcn; oven over dette er der ofte fundet et Lag af Trækul, der vel hidrører fra det nedstyrtede Tag, maaske i Forbindelse med Resterne af et Trægulv .... Det omtalte Trækullag ligesom ogsaa Slagger og Metaldraaber tyder paa, at i det mindste mange af Ruinerne cre ødelagte ved Ild.

*) Grønlands historiske Mindesmærker. 11. 0. 707—9.

**) Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn. S. 201.

Side 24

der, hvor smaa de end ere. lede Tanken hen paa en Kirkemelt i Museet, og som særdeles godt passer til at have udgjort Halvdelen af Loftet i en almindelig Kirkeklokke, og var der ikke fundet saadanne Stykker, vilde næppe Haus Egede sige: .."Det var af den underste Kant af en Klokke"', Olrik siger: ..som jeg ved nøjere Eftersyn fandt var et Stykke af en Taaruklokke" og Rink eller hans Hjemmelsmand anstille Beregning over. hvor stor den Klokke havde været, hvortil nogle Stykker havde hørt. 3) N. siger, at den grønlandske Klokkemalm aldrig før er analyseret. Dette' er urigtigt. Gran/ siger 1765 om Malmstykkerne: ,Da man sie aber probieret und befunden, dasz nie nichts anders als ein grobes Glokken Gut sind." Imidlertid har N. meddelt Resultater af 7 Analyser af grønlandske Malmstykker, og herfor maa man takke ham. Den ene af Analyserne har dog ingen Interesse, da den er anstillet paa et Stykke støbt Metal, der baade ved sin Farve, Haardhecl og Form afviger fra det. man ellers kalder grønlandsk Klokkemalm. De andre 6 2 senere tilkomne*) Analyser have givet følgende

Efter disse Analyser at dømme stemme de grønlandske „Klokkemalmi!-Stykker godt overens, og. da nutidig Klokkemalm efter AVagners Technologi (T. Band S. 208, Leipzig 1858) indeholder 78 °/o Kobber og 22 °/o landske „Klokkemalm" godt overens med nutidig Klokkemalm. At N. derfor vender Analyserne mod den Opfattelse, at de analyserede Malmstykker ere virkelig Klokkemalm . ser underligt ud; ganske vist stemme Analyserne ikke fuldstændig overens, men hvorfor skulde ogsaa de analyserede Stykker, der stamme fra helt forskjellige Steder, netop hidrøre fra den samme Klokke. Overensstemmelsen mellem nogle af dem er for øvrigt saa stor, at disse Stykker godt kunde have hørt til den samme Legering.

Hvorledes X. forklarer det grønlandske Klokkemalms Oprindelse, ses af følgende Citat. ..De i Sydvestgrönland funiia bronsstyckenas form syncs mig visa, att de ej utgör några direkta. deras vexlande sammenslutning alt de ej äro omsmiilta fragment af nordiska kyrkklockor, snarare då af metallhlandingar, som drifvit i land med fartygs

vrak Mttjliüvn iilym-a <K> resior a!' en l>n>nsful>nkatmn på stallet, eile.- härstamma de fVån någon bland de expeditioner som under 16:de eller 17:de arhundradena, likt Probisher och Hall, sökta rikta sig genom guldfynd i Grönland. Antagligen har äfven till denna del af den nya veilden mer an eu dylik expedition afsändts, om hvilken intet finnas antecknadt på historiens blad; och i antagandet, att okunniga fribytare förvexlat de ofta vackert guldiargade bronsstyckena med verkligt guld, ligger intet osannolikt. Hvad slutligen beträffar eskimäsagorna om kavdlmiakemas klockor, som hordes så oi'antligt langt, så tager jag for gifvet, at berättelsen icke galler nogon kyrkringning, ntau aflossaude af kanonskott, hvarmed de forstå upptäktsfaraine voro så frikostiga, då de motte vildt folk*).

Såsom vägledning for' bestämmande af den grönländske bronsens Ursprung, må ytterligai'e erini'as derom. att man i det etnografiska museet i Kjøbcnhavn bland fornfynd från Grönland förvarar en s. k.^ierbruderthaler af messing (brons?) med årtalet 1624äfvensom lausspetsar af brons och eu „Tilhugget-sten af Klokkemalm". l fall man får antaga att myntefterbildningen är af europeiskt men lansspetsen m. m. af grönländskt in-sprung, så skulle de sist nämnda fynden, äfvensom de talrika fynden af slaggstycken med inneslutna metalkulor tala orn, at eskimåiserade nordmän genom tilgang på lämpliga malmer för bronsberedning och till följd af brist på jern föranledts att återgå till anvendning af bronsredskap. Arkeologerne skulle i så fall hiir möjligen i'unnit ett hyttedistrikt för bronsberedning."

Til dette Stykke hører 2 positive Oplysninger: 1) Iblandt de talrige eskimoiske Oldsager i ethnografisk Museum findes kun et Stykke af „Klokkemalm^I', en saa kaldt Tilhuggersten. Det er et almindeligt Stykke „Klokkemalm," der synes at have været brugt til at hamre med paa samme Maade, som Eskimoerne ellers have brugt utilhugne Sten af passende Form. Det viser altsaa, at en Vestgrønlænder en Gang har taget et Stykke „Klokkemalm" i den hule Haand og slaaet nogle Slag med det, — og andet viser det ikke. 2) Til Ud- eller Omsmeltning af Malme have Nordboerne og Eskimoerne i Sydvestgrønland ikke haft andet Brændsel end sparsomt Drivtømmer, Kratbrændsel og Spæk. Det er derfor næppe rimeligt, at der i Sydvestgrønland har været et Hyttedistrikt for Bronceberedning.

Foruden de oven anførte Citater om grønlandsk
„Klokkemalm1' fortjene ogsaa følgende at anføres.

*) Det vilde være interessant at vide, hvorledes N. kan „tage for givet¹', at <len grønlandsk« Tradition eller Fabel oni Kirkeklokkerne i Jgaliko-Fjord ikke angaar Klokker, men Kanoner. Mørch gjengiver 1700 det grønlandske Sagn med følgende Ord: „Naar der i Jgaliko ringedes til Kirketjcneste, hørte man paa Tunugdliarlik Fjord en stærk Aarepladsken, da <lens Beboere roede over til Itivdleks Sydside, hvorlVn man huv.l«-. kort til Kirke.'¹

*) Holst: JJcriittolse om en är 1380 i geologisk sy f to fore tagen rosa till (irönland. S. Ü2. Sveriges geol. Under sökning. Ser C. Nr. Öl.

„I Bunden af Arksut Fjorden er fundet et Stykk Klokkemalm 2 T. langt og l'/.i T. i Diameter, soi synes at være et Fragment af Knebelen til en stor Klokke. (Nordisk Tidskrift for Oldkyndighed. I. Hind S. 223.) Pingel: „Ved en tredje Gravning omtrent midt Ruinen (Kirkeruinen i Tgaliko) fandtes et lidet Stykk Klokkemalm." Fra Jgaliko-Fjorden har Museet for Ole sager atter erholdt 2 Stykker Klokkemalm D< første synes at være et Fragment af Nederdelen af e sønderslaaet Klokke." (Nordisk Tidskrift for Oldkyndighec U. Bind. S. 319 og 111. Bind. S. 223.)

Rafn: „Et Stykke Klokkemetal, afhugget i Trekan af 5 Tommers Længde og 43/44³/4 Tommers Bredde, hvo det er bredest, og l Tommes Tykkelse, Vægt 48/44⁸/4 Punc Dette Stykke fandtes i 1852 af Poul Egede Familie i Ruinerne paa Sletten Igaliko ved Igaliko-Fjoi dens nordre Arm I Følge Underretning, soi Klokkestøber Gamst bar givet mig, kan den Klokke

hvoraf nærværende Stykke er, antages at have vejet me lem 3 og 4 Skippund og kan regnes at have været Størrelse som de større Klokker, der findes i herværencl Landsbykirker, ihvorvel ikke just som de aller størst.

Tid anvendes." (Grøndal: Breve fra og til C. G! Rafi
S. 254.)

Endvidere bør tilføjes, 1) at Steenstrup siger „S^tykker af Klokkemalm findes langs Kysten hele Noix erønland igienneni", hvilket let forklares ved, ..at Esk moerne paa deres idelige Rejser have ført det med sig. (Meddelelser om Grønland. IV Bind. S. 122), og 2 at „Klokkemalmen" ikke er fundet i .Wstgrønland, skjøn baade Graah *) og vi Medlemmer af Konebaadsexpeditionc. 1883-85 spurgte Østlændinge, om de ikke kjendte noge fil r!₀₁₁

Geografisk Tidsskrift, Bind 9 (1887 - 1888)

Notitser om Grønland.

I. De varme Kilder paa Unartok

II. Ivar Baardsøns Renø

III. „Klokkemalm".