Geysirdalen og dens Vandløb. Iagttagelser foretagne ander en Hejse i Island, Sommeren 1886.

Man kan tage et hvilket som helst Kaart over Island
Indre for det meste standse ved det store Flodnæt i Sydlandet
imellem Eyjafjalla-JøkuH *) og Reykjanes-Halvøen,
Islands most omfattende Lavland, der omtrent er 70
Kvadratmil i Flademaal. I dutte Lavlands højeste Del.
i Bygdelaget Biskupstungur, ligger i Jrlaukadalur den over

---

*) Alle islandske, geografisko Navne i denne Afhan-li' gjengivne efter lijiirn GunlaHfixxmi* Ksuirt. over Islni Reykjavik o<> Kjøbenhuvn 1844,

hele Jorden navnkundige Springkilde Qeysir, og der kan deribr være skjellig Grund til med Sartorius ron \Vulfers- iiausen*) at kalde hele Lavlandet Geyxmlalen. Den og dens Flodforhold ere JEmne for de efterstaaeude Sider. En af Vejene fra Eeykjavik til det sydislandske Lav- land ligger over Svinarhaunog Hellishejöi, og i det man rider ned ad den stejle Skraaning fra Heden, netop oven for Hvererne (de hede Kilder) ved Keykir, har man god Lejlighed til at skue ud over Geysirdalens sydvestlige Del. Modsætningen imellem den golde Stenørken, hvor i vide Strækninger næppe et Græsstraa kan trives, og Lavlandets tætte Græsflader er paafaldende. Man studser ogsaa over paa hele Sletten ikke at opdage andre Ujævn- heder end de svage Forhøjninger, som skyldes Gaardene og deres Tun eller Hjemmemark. Af og til fanger Øjet vist- nok et Glimt af Ølfusaaens brede Løb; men vil man have et Brud paa det ensformige Landskab, maa man scud over Græsfladens Grænse, hvor Heklas og Øfjældsjøkelens Tinder staa som hvide Skyer over Synskredsen i Øst og Sydøst. I Syd breder sig Atlanterhavets skinnende Flade.

Det rette Indtryk af Lavlandet faar man imidlertid først ved at fare langs dets Udkanter, samt over dets mangfoldige Flodarme og side Myrstrækninger. Yderst i Vest, i Ølfushrepperne. træffer vi Ølfusaaens Lovn**) eller Lagune med den foran liggende Sandbarre, det saakaldte Skeio : Oset vender imod Sydøst. Fra denne Flodmunding, forbi Ørebakke og uden for Ost-Kystlinjen strækker sig en smal Skærgaard, som bestaar af det gamle Hraun (Lava.), der i sin Tid har flydt over hele den Del af Lavlandet imellem Ølfuså og Pjörsä. og som mere eller mindre højt hæver sig hist og her i Geysirdalen. Hvorledes eller hvorfra Hraunet har flydt, er det ikke denne Afhandlings Opgave at drpftc: den skal kun nævne dets Furokomst. fordi det giver Egnen et ejendommeligt Præg. Det har rimeligvis bidraget sit til, at den store Geysir-Fjord***) eller Vig i fordums Tid hurtigere er bleven mliyldt ved de i denne udnmmlemle Floders lija-lp. der nu bane sig Vej gjennem dette enestaaende Delta, om hvilket man kan sige, at Vånd og Ild have haft lige Del i at danne det. Denne Egn af Islands Kyst har i senere Tider swnket sig, saa at ettcrhaanden flere i Oldtiden kjendte Pladser ere forsvundne. Dm udgjor derfor ligeiivm et Led i den Sænkningsretning. der er U-tegnct ved Sa-nkningen af Grønlands og Irelands Kysterf).

j Saa snart man har passeret Lovnet for tjorså, ophører
den nævnte Skærgaard, som ved Ørebakke frembringer
en Havn for Handelspladsens Fartøjer og omtrent
langs hele dens Udstrækning for Egnens Fiskerhaade, saa
; at Sydlandets betydelige Vinterfiske herfra har sit Udj
gangspunkt. Strækningen fra Pjorså indtil Udløbet af
j Markarfljot optages af de saakaldte Råwjarsandur, som
vistnok bedst kunne jævnføres med Nordtysklands „Nehrunj
geir1 eller med Tangerne uden for Vestjyllands Fjorde.
Deter dog sandsynligt, at foruden Floden den Strøm i
Havet, som imellem Vestinannaøerne og Island kommer syd
j fra og smøger sig op omkring Landet, ogsaa har bidraget
j sit til Dannelsen af Eangnrsandene. Bag deres Sandvold
j ligger en lavere Strækning, som snart er tør. snart vand;
fyldt. Islænderne kalde en saadan Lavning for Gljå
j d. v. s. et grundt, stillestaaende Vand. Rangdrsandene
; ere übeboede; de ere nemlig saa godt som golde. Forst
: inden for Gljå'en begynder det beboede Land.
; Xaar man tager Geysirdalens .Østgrænse under ét.
ligger den lige i Xord og Syd. Men der er dog flere
Pynter, som stikke frem, saa som Partiet omkring
frrihyrningur og Heklapartiet: længst imod Sydøst sætter
Eyjafjallajøklen en Grænse. Fra alle disse Højlande og
op til PjorsiVs mellemste Løb har man paa ny Lejlighed
til at overskue Lavlandet. Man vil finde, at det ogsaa
fra denne Side i alt væsentligt har det samme Præg som
nordfra: vide Eng- og Myrstrækninger brede sig for
Beskueren.

Saa snart man derimod omtrent ved Storinupr har . overskredet Pjorsä, ja endog et godt Stykke ned langs | denne Aa indtil Urridafos, vil man i Lavlandet bemærke den ene FjældØ ved Siden af don anden. Xaar Taagen ligger lavt i Landskabet, eller stundum ogsaa naar Vandet ' staar liojt i Engene, har man som et Øhav for sig. Imellem de betydeligere af disse Øer kan nævnes: l-ja-Uk-ne omkring Hagi ved Trumlarholt. omkring Hruni: nærmere ved Hvitfi ligger Vørdufell og Hestijall: ved Hruar;ligger Mosfell. Lavlandet er altsaa ikke rent, og dersom Havet virkelig en Gang har naaet saa langt ind imod det islandske Højland, har Skærgaarden i den mægtige Geysirbugts øvre Del været rig poa større og mindre Øer. Enkelte af Fjældene ere ret høje; Hestijall er saaledes lOlli Fod-). Af and. e Punkter, som ere inaalt.- i Lavlandet, kunne nævnes: Villingaholt nær Mundingen af Pjörsü, som er 41 Fod. det paa en ret hoj Bakke liggende Oddi 99 Fod, Hvita, nær Gröf 194 Fod, Laugar

---

*) H'. Sartorius r. Waltershausen. Physich-geographischc Skix,zi> von Island. < in'ttiiiovu 1847, S. 10.

**) K<L AVs/.-r. .Ivllaud. Kjohonhavn 16SG, S. 338.

*) porvaldur Thoroddsen. tslands Beskrivelse. Oversat af Amund Helland. Kristiania 1883. S. 23. l*

***) Sar.uriux >: Wnlln-xlinusc» 1. c.

+] S. Günther. Lehrbuch d. Geophysik. Stuttirart 1885. 11 U. ,S. 445.

vatn 223 Fod*)- Der er i det hele en jævn Stigning fra Havet op efter" Højlandet, Foruden Fjældene er der dog ogsaa andre Højder i Geysirdalen, nemlig hist og her Volde og Aaser, som i ethvert andet Jøkel- eller Morærie

Imod Nord og Nordvest afgrænses Geysirdalen af
Bjarnarfell, Fjældeue' omkring Miödalr, Lyngdalsheden,
Ineolfsfiall os- Hellisheden.

Idet Lavlandet skraaner imod Sydvest, løbe selvsagt Floderne ogsaa næsten alle i den samme Retning. Sydligst gjennemfures Lavlandet af MarJcarfljöt med dens større Tilløb Eystri-Rångd, Ttri Eångå og Eaudatækr. Derefter kommer nordligere den ensomme fyorsd, der i Lavlandet kun har én større Bielv, nemlig den nu næsten tilsandede Kdlfd, og saa følger den mægtige Hvitd med Tilløbene Laxd (den eneste Biflod af Betydning i hele Lavlandet, som falder i et Flodløbs venstre Bred), Tungufljot, Bruarå og endelig Sog, Afløbet for frngvallavatn, efter hvis Sammenløb med Hvitå denne faar Navnet Ølfusd.

Skjønt Markarfljöt har det korteste Løb af Geysirdalens Hovedfloder, frembyder den dog særlige Ejendommeligheder, dels paa Grund af dens nære Løb ved Foden af de store Jøkler, idet den strømmer ned fra Torfa Jøkull, følger Oodalands- og Eyjafjallajøltull og faar flere Tilløb fra dem, dels fordi den, inden den naar Havet, spalter sig i det af den afsatte Delta og ved den brede Arm Kérå forbinder dette med tjorså's og derved med det øvrige af Geysirdalens Delta. J. C. Schythe har givet en ypperlig Skildring af Markarfljåts Tilbliven i Torfajøklens Keykjadale, hvor utallige hede Kilder opsende deres Dampe i den tynde Bjærgluft, og hvor den underjordiske Varme har fremlokket en Plantevæxt saa yppig, som man aldrig skulde have ventet den i umiddelbar Berøring med Jøkelisen. Dampudviklinger „møde Øjet ikke blot fra hver en Kløft i de lave, afrundede Bakkestrøg, — de vise sig ogsaa, og det ej i ringe Mængde, midt i Flodlejet paa de mange flade Grusbanker, som af og til lades tørre imellem Flodens vidt forgrenede og tæt sammenslyngede Arme, — de fremtræde langs med Flodbredderne, ud af de derværende Tufskrænter, og alt det varme eller kogende Vand, som saaledes bringes op paa Jordens Overflade, søger ned i Markar-Floden, den fælles Afledningskanal for dette hele mærkelige Terræn. Saaledes bliver det da forklarligt, at denne Flod, meget ulig Landets øvrige iskolde og for alt organisk Liv blottede Jøkel-Elve, i sine

øvre Tilflydninger næsten er overfyldt med Slim- og Vandplanter og i sit lavere Løb gjennem Bygden ikke lidet bidrager til den Frugtbarlied, som udmærker dens Bredder i den herlige, saa kaldte Fljotshlid" *).

Markarfljots Forgreninger i dens Delta erc rimeligvis af en forholdsvis ny Datum. Dr. P. E. Kristian Kålund**) har imidlertid saa udførlig søgt at udrede det tidligere Forhold imellem Flodens Grene: j>rcrå, Affdll 'og Älarne, ved at drage Sagaernes og senere Beretningers udsagn frem, at det ikke er nødvendigt her at optage en historisk Undersøgelse, saa meget mindre som det geografisk taget dog har størst Betydning, at der paaviselig endog langt ned imod vor Tid har været stærk Skiften i Løbenes Leje. Det samme gjælder om Tilløbene til Kérå.

Det er tilstrækkeligt, at vi betragte de stedlige Forhold, som de nu vise sig for os. Ingen kan da tvivle om, at Markarfljots Forgreninger, i det den forlader Snævringen imellem I'orolfsfell og Go3aland, i deres brede Leje med et Utal af Holme, der idelig skifte i Form og Størrelse helt ned til ud for den navnkundige Gaard Hlidarende, kunne afsætte Land af større Varighed. Derfor kan heller ingen tvivle om, hvorfra de saakaldte Låndeyjar have deres Oprindelse; de ere i Tidernes Løb Udslaget af Jøkelvandets rastløse Arbejde ; de ere en Deltadannelse saa skjønt federe end man skulde vente saa nær JØkelisen; det er de hede Kilder, der, som vist, ere mest Skyld i Frugtbarheden. Markarfljots Delta udgjør en for sig godt afsluttet Del af den Landstrækning, vi have givet Navnet Geysirdalen, som imidlertid ogsaa i det væsentligste selv er et Delta, hvilket nærværende Afhandling vil bidrage sit til at godtgj_øre.

Markarfljöts Delta afsluttes! imod Nord af Kéru. Dersom vi skulde give en Tydning af denne Flodarms mærkelige, i Vest lidt til Nord gaaende Løb, vilde vi søge den deri, at Dannelsen af Landeyjarne har stæmmet foi Vandet og efterhaanden tvunget en større Del af Jøkelafløbet længere og længere op efter Fijothlidens Højdedrag, hvor det tilmed faar forøget Vandkraft ved Tilstrømningerne fra flere Smaaløb, saasom fra den lille J>véra og Grjoti og sluttelig fra Rångåerne, medens dog samtidig en Du: af Jøkel'.-andet ogsaa søger ud til Havet gjiuinem Annent

---

*) J. C. Schytlic. Hekla og deus sidste Udbrud. Kjøbeii' havn 1847. S. 10 og 11.

*) Disse Maalinger skyldes Amund Helland. Archiv f. Mathematik og Naturvidenskab. Kristiania 1882, Vli Ü.

**) Bidrag til on hist.-topografisk Beskrivelse, af Island Kblivn. 1977—82. I. S. 2<>H—211, 237—:M:- og 250—25:-; samt II S. 410.

A/all og Älaerne*), der vistnok hver til sin Tiden Gang have været Hovedløb. Andre Løb have ophørt at virke, medens deres udtørrede Lejer dog endnu kunne paavises. Markarfljot har af og til en saa rivende Fart, og den fyldes undertiden saa pludselig fra Morgen til Aften ved Hjælp af Jøklernes Ismasser. at ny Løb maa dannes for at skaffe Vandet bort. Hvor man den ene Dag kan ride i Mag over dem. kan det den næste være livsfarligt. Den og dens Arme have derfor netop det omskiftelige Præg, som er Særkjendet for alle Deltaers nedre Flodløb ; Armenes Strømhastighed tillader dem at tumle med Sten. Grus og Sand som andre mere stilfærdige Deltaløb tumle med Ler og Dynd. Landet imellem Flodarmene udgjør ingenlunde ensartede Sletter; det er gjennemfuret af Smaalob. Lækar og Lænar, og opfyldt af Vandhuller eller af Lavninger, hvorfra Vandet nu er sivet bort. Der er Græsflader af meget ulige Godhed, og der er Sandflader, paa

Op over dette Grus- og Sanddelta hæver den skjømie FljotsWd sig med Gaarde og Hjemmemarker, med blomsterfyldte Sider og med pragtfulde Fosser. Ved Synet heraf mindes man det Vemod, der kom over Gunnar, da han havde forladt Hlioavende og var paa Vejen til Havet for at drage i Landflygtighed. Da snuhier Hesten, han stiger af, kaster et Blik op til Hliden. og idet han udbryder: „Fager er Lien. saa den aldrig har tyktes mig saa skjøn, Markerne gule og Tunet slaget: jeg vil atter ride hjem og ingensteds fare", stiger han ig'jen paa Hesten og vender hjem, skjønt han véd. at det er Døden, han vælger**).

l Deltaet, ueden for Breidabolstaoir paa den anden Side af jbyéia og ude vest for Præstesæteren, fandt jeg efter Provstens, Sira Skule Gislasons Anvisning et Minde om, hvorledes der i denne Egn har været Skift i Overlladeforholdene. Paa en plantebar Sandlladc laa opbunket Jlere Birkestammer, nogle med Top, andre med Rod og alle forholdsvis friske. De vare opgravede paa Stedet, hvor de endnu dybt nede i Sandet i Almindelighed lindes overtyde mig. Man graver Træstammerne op for at bruge dem til Brændsel, og man maa grave flere Alen dybt ned til et mprkegraat, dyndblandet Sandlag. Stammerne staa eller have staaet i sluttet Flok; det er Resterne af en låringer har skovet. Saa vidt man kan skjønne, er Skoven gaaet til Grunde og bleven gjemt ved en vældig Flom. som har overdækket den med Jokel-Ler, Sand og Grus. Nu opdager og fælder man Træerne, naar Toppene blottes. efterhaanden som Vind eller Vand udtynder det Leje, hvori de ere skjulte. Flere af disse Stammer bleve maalte. og af den tykkeste hjembragtes en Bul til l'mversitetets botaniske Have. Bullens Omfang er 25^l/t Tomme.

Bjarne Pakson fortæller, at naar man graver i Jorden omkring de af Elve omgivne Laudeyjar, finder man skiftende Lag af Jøkelgrus, sort Muldjord og Tørv. skjønt det sidste sjældent under 6 Alen dybt*).

Deter ikke nødvendigt at gisse om denne Skovs Udstrækning eller om Tiden, da den blev skjult i Sandet, lugen Efterretninger haves om den, men de forholdsvis friske Stammer gjøre det sandsynligt, at Sagaerne ikke overdrive synderligt, naar de tale om høje og udstrakte Skove i Island og særlig i denne Egn af Landet,

Det eneste Sted i Nærheden, hvor der endnu er nogen Trævæxt af Betydning, er i j>or^orl: som paa Bjørn Gunlaugssons Kaart fejlt er aflagt paa venstre Bred af MarkarHjot: denne Landstrækning ligger netop paa højre Side af Elven, oo- Skoven voxer /,-»/< oppe paa Fjældsiderne. Deter Birkeskov. og man siger, at der i den skal være Trær paa U Fods Hojde eiler derover. Dette tpr jeg ikke benægte: men under min Færd i Krattet fandt jeg ikke. skjønt jeg opholdt mig dér i liere Timer, noget Træ større end godt og vel over halvanden Mandshojde: den tykkeste Stamme var ikke sværere end en Mandsarm. og ingen Kodbul var storre i Omfang. Skoven? Frodighed i forsmork er li-elrem en Følge af dens Plads paa den imod Syd veiidend.j Skraaning. hvor den desuden er godt skærmet imod de kolde Nordenvind,-. l det hele ere Træstammerne ranke og friske, oir Aarsskuddene stod nok saa grønne og liflige imod det over for liggende Gotland* graa Skygger, plantefattige Flader og dets snavsede Jokelstyrtninger. hvis Kulde ikke synes at have nogen Indflydelse paa Lien i forsmørk. Under Opholdet her mindes man uvilkaarlig om Sigfussnnnernes Ridt. som det staar omtalt i Njals Saga. ..ned i Goöaland og saa ned i Skovene i forsmørk". Dersom Fortællingen er nøjagtig, harder altsaa til den nævnte Tid paa begge Suler af ogsaa været Skov i det for Tiden ude Goöaland. hvor der nu niesten Dels kun voxer

---

*) Det oldnordiske Ord all betyder Strøm dier Stromseng, Vandrende i Enge. Deter rimeligt, at man fra dette Ord bedst kan udlede Aalborgs Navn (jvfr. D.U. H nlff: Saml. til iydsk Historie og Topografi, l l'.. 1866—67. S. SK).

**) iV. M. Petcrxi'n: Hist. Fortællinpvr .nu [slændernes l'ærd hjemme og ude. Anden Udo-ave. Kbhvn. 11. S. 137.

*) .Ivlr. Amund Holland: Om Islands JØkler. Archiv f. Mathematik og Naturvidenskab. VJI Ji.

Bølleplanter og lave Vidjer. l hvert Fald er der nu intet Spor tilbage af Skovene, hvor Mændene red. thi paa de Skraaninger, som endnu have Skov, kan man ikke ride, næppe gaa, men kun klavre. Flom kan have bortskyllet de omtalte Skove i Dalen. Mennesker hare derimod ryddet og tilintetgjort den Trævæxt, som ogsaa nævnes i Njåls Saga paa Raudaskride **) og paa frihyrninghåls***).

Det er ikke sandsynligt, at Vejrlaget nu, snarere end i Oldtiden, skulde hindre en betydeligere Trævæxt i disse Egne, dersom man kun vilde give Birk og Røn Tilladelse til at blive store. Islænderen skover altfor glubsk, til at Træerne kunne blive til noget, og de største Træer maa selvsagt altid holde for. At der imidlertid

kan voxe større Træer i disse Egne, viser den Bøn (Sorbus Aucuparia), som efter Dr. C. Rosenbergs Meddelelse voxer i Kløften vedMerkjå, og som han omtaler saaledes: -j-) „Tra-et bestaar af en Hovedstamme, der skyder temmelig lige op. med Krone vel 15—16 Alen. og som ved Roden kan være 9 Tommer i Gjennemsnit, samt nogle mindre Grene, der skyde fra Rodstødet ud over Gil'eiisff) Dyb". Da jeg besøgte Merkjå, kjendte jeg ikke Dr. Rosenbergs Bog, og jeg blev ikke opmærksom paa det af ham nævnte Træ , skjønt jeg saa vidt muligt paa min Undersøgelsesrejse nøje gav Agt paa Trævæxten i Landet, der har saa megen Betydning for Geografien. Derimod havde jeg det Held paa højre Side af Sog, Ailobet fra piugvallavatn.

at f'aa Lejlighed til at undersøge en Gruppe liønnetræcr, som fortjener Opmærksomhed, og om hvilken det hosstaaende Billede efter et Fotografi giver en Forestilling. Træerne staae paa Gaarden Bilsfells Ejendom, omtrent for Äsgardr. Der er 8 Træer i alt, og de staa tæt sammen. Da de godt oplyse, hvad Træer kunne blive til i Island, rnaalte jeg dem. Det største Træ er i Knæhøjde 21 Tommer i Omfang; i Brysthøjde er det kløvet i2 Stammer. Det næststørste Træ er i Knæhøjde 20 Tommer og i Brysthøjde 18 Tommer i Omfang. Begge de nævnte Træer naa omtrent 4 Mandshøjder. Paa et Tværsnit af et noget mindre Træ, som stod fjærnt fra de 8, og som jeg lod fælde, har jeg talt omkring 60 Aarringe. Alle Træerne ere fritvoksende; de ere alle mere eller mindre tørre i Toppen. Hvert Aar i Avgust bærer de modne Frugter. Hr. Chr. Grønlund skriver i sin „Islands Flora«, ;.t han ikke véd, om de Eønnetræ som findes i Akun-yri og hvis Højde blev maalt

Paijlmll at være 25 Fod, nogen
Sinde have baaret moden Frugt*);
i Reglen modnes dog ogsaa
Frugterne hver Sommer paa
disse, omtrent 100 Aar gamle
Træer. Landfysikus Schierbeck,
som alt har gjort saa meget
for islandsk Plantekultur, mener,
at Røn ..ved- Reykjavik kun
netop synes at kunne friste Livet",
mens han tillige hævder, at
den i Island vil „kunne dann«
hele Smaaskove, naar de unge
Planter fredes paa passende Lokaliteter"**).

Den af Islands Naturbeskrivelse
saa højt fortjente Adjunkt
l>. TJtorocldsoi har 1882
paa Øen Sluttnes i Myvatn
undersøgt Stammer af Røn, der
l Fod over Jorden vare 12
Tommer i Omfang (12-14 Fod
hoje); de største Birkestammer
havde omtrent samme Højde med
et Omfang af 15 Tommer. Et

Piletne (Salix phylicifblia), der dog ikke kunde holde Kigoprejst, havde et Omfang af 8 Tommer og en Længde af 16 Fod***). Den Skov i Island, som har de største Træer, er efter f. Thoroddsens Mening übetinget Birkeskoven

---

*) 1. c. S. 330.

**) 1. c. S. 65.

*) Islands Flora, Kbhvu, 1881. S. till.

**) Beretning om nogle Forsøg over Plaiit.-kulUir pa:i Island. Kbhvu. 188G. S. Gog 15.

***) 1. c. S. 120.

+) C. Rosenberg. Fra Isliin.l i Nutiden (Særtryk af,. Kolkclæsning" 1875—77) S. 41.

***) I Sommer maalte jeg ved Apavaln en Stiunnic. af <le.n sarnme Salixart; «len var 4 Tommer i Tværmaal.

++) Kløftens.

ved Hallormstasir i Fljotsdalshérad paa Østlandet, Træernes Højde er 25—30 Fod. og mange Stammer ere l Fod over Jorden 15—16 Tommer i Omfang, nogle over 20 Tommer og Omfanget af en enkelt 28 Tommer; én Stamme, der dog delte sig i to Arme omtrent 3/4 Fod over Jorden, var nederst 40 Tommer i Omkreds*).

Til disse Bemærkninger kan føjes, at Dr. Labonne, der i 1886 var paa Undersøgelsesrejse i Island, har syslet med Spørgsmaalet om Islands tidligere Plantevæxt, Ved G-eysir har han ved at grave i Kiselsinteren i 15 Fods Dybde fundet et Lag med Betula alba, Salix capreola og S. arctica, der viser, at Plantevæxten efter hans Udregninger ikke i de sidste 1000 Aar her har skiftet Præg, altsaa ikke siden Islands historiske Tid begyndte**).

De to Eanga'er (Eystri og Ytri eller Yestri) ere vistnok de Vandløb i Geysirdalen, der føre mest løsere Materiale med sig; de udskylle nemlig efterhaanden den ene Ophobning af vulkansk Aske og Sand efter den anden***). Stundum skal Vandet i disse Aaer, saasom efter Regnskyl eller Tøbrud, være helt mørkt af saadaiine Bestanddele, samt dækket af Pimpstensbrokker, der ad denne Vej bringes til Havet, Netop denne idelige Overfyldning af Vandet med Sand og Aske fremkalder en paafaldende Goldhed i disse Vande, baade af Plante- og Dyreliv, og deter derfor heller ikke saa mærkeligt, at de enten ere helt eller saa godt som fisketomme. Rünga'erne løbe for Tiden ud i pvéra; men lige til først i forrige Aarhundrede kaldtes det nuværende Holså for Rüngü, og Udløbet var Eangaros, som laa sydøst for det nuværende Udløb af fjorså.

Snævringen imellem Skaröfjall og Højderne ved dalen i denne Kant af Landet. Man har her den ikke meget høje, men paa Grund af Vandmængden og Faldets Brede skjønne Bllöirfos ved Arnesting. Større Interesse

i geologisk Henseende har dog den længere nede værende Urriöafos, hvor jeg i Bakkesiderne, omtrent 60 Fod over Flodlejet, fandt et mørkt, godt og vel 1—2 Fod tykt Jordlag, hvori laa Skaller af Mytilus edulis, Pecten islandicus, Saxicava sp., Mya sp.. Pholas sp.. Anomia sp.. Littorina litorea. Natica sp. og Balanus sp., et hævet Lag og altsaa et godt Vidnesbyrd om de Tider, da Harel

stod ind i den Bugt af Island, som nu udgjøres af
Geysirdalen.

Jeg havde haabet paa andre Punkter at have kunnet paavise lignende hævede Lag som det ved Urridafos, men det lykkedes mig ikke i denne Egn af Landet. Des værre var ogsaa i Aar min Eejsetid, hvis Hovedøjemed laa i anden Retning, for knapt tilmaalt, og jeg maatte ligesom i 1884 beklage, at der ikke var Tid til en grundigere Undersøgelse af disse Egne. Det maa være forbeholdt senere Undersøgelser at forfølge det fundne Spor.

Islandskaartet viser tydelig nok, at der er en ejendommelig Nærhed imellem det store Tilløb til Hvitå, som hedder Laxå. og £jorså. lige nord for Arnesting. Men hvad Kaartet ikke viser, er det forsvindende Vandskjel, der paa dette Sted er imellem pjorså og Laxå. Naar man derimod fra Tråndarholt ser ud over Landet vester Laxå rider over til denne Aa og har sit Læs med at finde tilstrækkelig fast Bund for Hestene, mens Vandet ikke er noget synderlig gammelt Skjel imellem de to Vandlob. De skulle i Virkeligheden ogsaa., iiaar der er Flom. blande deres Vande sammen, og Egnen bliver da til en eneste Sø. Desuden skal der syd for Vordufell. omkring Olafsvellir, til Tider ogsaa være en ligefrem Forbindelse mellem Hvitå og Jxjorsa. Landet er her saa at sige endnu saaledes i Tilbliven , at Flodløbene ikke hidtil ret have kunnet endelig og sikkert udforme deres Leje. eller maaske rettere: det endelige Leje er først nylig fundet. Men dersom Elvenes Overflade hæves nogle faa Fod. have vi intet Vandskjel længer. Det er altsaa her muligt af og til at skimte det hidhav, hvori Fjældøerne have ligget, og som man kan forfølge foruden ogsaa ud over de vidtstrakte Myrer omkring Minni-Laxå til Hvitå, Tungufljot og Bruarå, og over hele Terrænet ved Mosfell imod Nord til Apavatn og Laugarvatn, hvilke Søer tillige kun indbyrdes ere adskilte ved en sid og gynge-lide Myre. Søerne kunne tydes som de sidste Kester af den Vig. Atlanterhavet fordum har skudt længere end en halv Snes Mil ind i Landet, og som hidtil ikke ere overgroede. Det lavvandede Apavatn er det største af dem alle. Forinden Geysir-Vigen blev udfyldt ved Flodløbenes virksomme Arbejde med at slæbe Sand o ned fra Højlandet, løb de sandsynligvis hver for sig ud i den. Efter at Deltadannelsen havde udfyldt Bugten, beholdt kun Jxjorså sit isolerede Løb, mens derimod Laxå. Minni-Laxå, Tungufljot og Bruarå forenede sig med den kraftigere Hvitå, hvis Leje optog

---

*) ('ln: iirnnhinil Karakteristik ai' Planti-vacxti-n paa hlaiul (Aftryk af Xaturli. Foivnin-rs Kostskril't). Kblivj\. 1884. S. 14.

**) Comptr rendu d.« la SoruHr di- (Ji-ojrrapliio. Nr. Hi. ISH6. S. 4()()_—

***) . vir. J. C. Schylln: 1. c. S. 129 o-r flgde.

dem alle og til sidst ogsaa Afløbet fra fmigvallavatn, der næsten umiddelbart ved Ingolfsfjall sluttede sig til. I det nævnte Fjælcls Skraaning skal der for Resten ligesom ved Urriöafos findes en gammel Strandlinje med Skaldyr. Efterat Sog har forenet sig med Hvitå, kaldes, som bekjendt, det samlede Løb Øl f må.

Den nordlige Del af Geysirdalen, omtrent efter en Linje fra Buöirfos til Burfell ved Sog, er mærkelig ved talrige hede Kilder. Ved SMlholL som ligger paa den flade Tange imellem Hvitti og Bruarå, er der saaledes en betydelig Gruppe af Hverer. Til de virksomste bede Kilder i Island høre Hvererne 'omkring Grafverbakka ved Mhmi-Laxå, og de ere selvsagt Skyld i denne ret plante- og dyrerige Elvs lumre Vande, hvor Laksen mærkværdig nok søger op til Legepladserne gjennem en Strøm, der har en Varmegrad af 18—19 ° C. Af de Planter, som samledes ved Minni-Laxå, skal her kun nævnes Liden Blærerod (Utricularia minor L.), fordi 'den ogsaa er fundet i Grønland og altsaa er et af de ikke faa Led, der knytte Evropas Plantevækst til Grønlands. Endvidere kan nævnes de koghede Kilder ved Torfastaöir, ved Lauwarvatn os flere andre Steder.

Geysirgruppen er dog' den betydeligste af alle Hverer. Den er derfor ogsaa den navnkundigste. — og den fortjener det i alle Maader. Den er jo imidlertid saa tit nævnt og beskrevet, at der ikke skal dvæles videre ved den i denne Meddelelse. Men det bør dog bemærkes, at den Store Geysir langtfra har afsluttet sin Virksomhed, som visse lette rejsende have villet paastaa. Den synes imidlertid i nogen Tid at have haft en Hvileperiode, der nu lader til at skulle ophøre. I det mindste har den i de to sidste Aar haft jævnligere og kraftigere Udbrud end for nogle Aar siden. Jeg havde det Held den Iste Juli i .sidste Sommer at iagttage-, et prægtigt Udbrud, og den 17de Juli saa Dr. Lalonne den atter gyde og kaste sin Straale omtrent 100 Fod i Vejret*).

Det store Geysirparti ligger inderst inde imod Nord i Lavlandet, som vi efter dot have kaldt Geysirdalen. Grænsen for denne Dal kan mest praktisk sættes omtrent lige øst for de hede Kilder ved Hvitfi. nemlig ved GnUfos, det prægtigste Vandfald i hele Island, som desværre kun faa Geysirfarere ulejlige sig til, skjønt Turen ikke kræver mange Timer. Gullfossen har den geografiske Betydning, at den er Trappetrinet, ad hvilket Hvitå stiger ned i Lavlandet, Des værre kan jeg ikke henvise til ensartede Maalinger; men Amund Heiland opgiver for „Hvitå nær G-røf« en Højde af 194 Fod og for Geysir 373 Fod¹*). Dr. Rae beregnede ved sine Maalinger under Fox-Expeditionen 1860, at Geysir skulde ligge 607 Fod over Havets Overflade, hvilket efter al Sandsynlighed er meget upaalideligt; paa den samme Expedition maaltes Hvitä nær ved dens Udløb af Hvitårvatn, og den skulde derefter ligge 1532 Fod højt*). Efterhaanden har Gullog altsaa højere og højere op ad Hvita, i det den i Fjældet har udslidt en smal Rende, hvis lavest liggende Gab aabner sig ud i Geysirdalen.

Det er i de senere Aar blevet Skik at bruge Ordet Gafl on som Betegnelse for en Kløft, hvori et Flodløb uden den ringeste Flodbred hvirvler sig frem imellem lodrette Klippevægge. Skulde det ikke være at foretrække , om den nordiske Sprogbrug her indførte det islandske Ord GI juf, hvormed Islænderen netop udtrykker det samme som det, Spanierne mene med Ordet Canon?

' Den store Vandmængde i Hvitå var saa paafaldende, at min Lyst til at følge Løbet op efter forøgedes til Trods for de ved en saadan Tur forbundne Bryderier. Med en dulig Fører foruden min egen forlod jeg derfor Stationen ved Geysir for over Haukadalr at ride til Hvitårvatn under Langjøkelen, Hovedkilden for Hvitå. Saa snart vi havde passeret Arbrandså, mente jeg i Henhold til Kaartet at have Vejen fri til Burfell og til den nævnte Indsø. Kaartet er imidlertid unøjagtigt, thi Elvene Sandå og Grjotå komme ikke tilløbende fra venstre, men derimod fra højre Side, altsaa imellem Arbrandså og Burfell.

Evitårvatn ligger 1500 Fod over Havet**) og er en ægte Jøkelsø, siden vældige Bræer paa to Steder gaa ud i den og sende Isfjælde og Isblokke ud i dens Vande, hvor de drive om for Vind og Vove, indtil de efterhaanden smelte og derved slippe Sten, Grus og Sand, som de have ført med sig. Derved er i hvert Fald Søens sydlige Del bleven saa lavvandet, at Baadmi, jeg havde dristet mig ud med, idelig stødte mod Bunden. Den Højde, hvori Hvitårvatn ligger, og Nærheden af de store Jøkler bidrage til at forhøje Præget af de arktiske Foreteelser, man her kan gjøre sig kjendt med. Deri 3dje Juli Kl, 8 om Morgenen var Overfladen af Vandet i Hvitå tæt ved dens Udløb i Hvitårvatn kun 41/41/*0 C., medens Luftens Varme var 12°. Endnu Kl. 11 Form. var Vundet i Søens Overflade 4J/44J/4 ", mens Luften var 13 °, og Vandet holdt samme Varmegrad hele Dagen, mons Aavandet Kl. 3 Eftm. var 8 ° (Luften 16 °)

---

*) TU. Zeilan. Eox-Expediliuiien i Aarot 18601^)11^ IBGI, S. 119 oe 115.

*) 1. c. S. 469

**) ih. Thorroddsen. Islands Beskrivelse h

**) 1. c. S. 237.

paa det samme Sted. hvor der maaltes om Morgenen. Søens Vand vil rimeligvis ikke mange Dage om Aaret være meget varmere, end jeg iagttog det. fordi Issmæltdernes Sandvolde og^ i deres Kigdom paa Stenblokke af alle Størrelser tillige har et nøje Billede af det nuværende Søomraades Bund. Man ser det desuden tillige paa Sandbarrerne i Søen og paa Stenblokkene, hvor der er Lavvande. nu er. og det er i Virkeligheden ikke vanskeligt at paavise dens oprindelige Bredder.

Heller ikke behøver man at være længe om at udfinde
, at, idet Hvitå har slidt sig tilstrækkelig ned i
sit Leje, har den voldet netop den store Niveausænkning
i Hvitårvatn. Muligvis har ogsaa Gljufen neden for
Gullfos bidraget sit dertil.

Da jeg opholdt mig vod Hvitarvatn. var det endnu tidlig Yaar dér oppe. Plantevæxtens Udvikling var langt tilbage ved Søens Bredder. Lambagras (Silene acaulis, L.) og Ti-olclurt (Pedicularis flammea, L.) vare snart de eneste Planter, jog traf blomstrende, mår jeg ikke regner de talrige Gæslingeblomster (Draba) og Gaasemad (Arabis) med. Vidjearternes Rakler vare næppe udsprungne. og det blev derfor imod Forventning kun et forholdsvis ringe botanisk Udbytte, jeg havde i denne Egn. Vidjeog Birkegrenenes Leje langs .Torden svarede til det vrige polare Planteliv. I gode Sommere skal der være et rigt Blomsterflor langs Svar ta og Fulakvisl. som løber i Hvitarvatn nordøst fra, og Faarene skulle trives godt paa Græsgangene ; i Aar have de i hvert Fald haft det trangt til at begynde med. 3 Soen var der saa godt som intet Planteliv at linde: en enkelt Alge var det eneste Udbytte af mine Skrabninger. Derimod var Fuglelivet rigt; Svaner, Lommer, Eyper og liere andre Fugle rugede

Af clc til (ieysirdalen strømmende Vande skulle vi endnu dvæle lidt ved Sog, det brede Afløb iVa inr/rulhlvatil, som efter p. Thoivddsen ligger 300 Fod over Havet (Anuind Helland har 388 Fod), og som er det største Vand i Island. Denne Sø er øjensynlig dannet ved Nedstyrtning (Jordi'ald) af Slettens mægtige Hraun, mens Vandet under H raunet har løbet til fra de omliggende Bjærghojder og fyldt den opstaaede Sænkning. For Sænkningsteoriens Skyld have Maalinger af Dybderne i ]>ingvallavatn megen Interesse, og da. saa vidt jeg véd. ingen tidligere har maalfc systematisk i denne Sø. vil vistnok de Maalinger, jeg i Sommer sammen med Sira Jens JWsson foretog, indtil videre kunne vejlede ved Bedommelsen af Søens Præg. Til Maalingerne brugtes en almindelig Loddeline, hvis Blyklods var udfyldt med Tælle.

i Linjen netop som man faar Øje paa Faldet i Øxara, maaltes 61/*6¹/* Favne. Nogle Favne længer syd paa, i Bugten imellem Vatnskot og Arnarfell var der 11 Favne, og omtrent midt for Arnarfell fik jeg først Bund paa 22 Favne. Fra denne Dybde optoges en Del Chara. som efter Hr. Docent E. Roslrups velvillige Bestemmelse er Kitella translucens. P. Intet Dyr fandtes ved denne Skrabning. De fortsatte Maalinger midt ud for Arnarfell gav ikke større Dybde end fra 22-25 Favne. Men da vi trak lidt længere i Sydvest, fik vi 30 Favne. Dog holdt denne Dybde sig ikke længe, i det den i Retning af Øen Sandel/ (et gammelt Krater), aftog jævnt, og omtrent 15 Favne fra Kraterøen højnede Bunden sig forholdsvis brat.

Maalingerne den folgende Dag gave de største Dybder.
De bleve fundne i Linjen Hengiskeggi over Nesm

berg og efter Linjen Kalfsbudir over Bæren Arnarfell,
hvor Dybden var 56 Favne. Lidt læiurere imo-.l Svd var

det dybeste Punkt, nemlig 59 Favne. I det omliggende Strøg var Dybden jævnt hen 30—35 Favne. Paa 15 Favnes Dybde optoges med Skraben Nitella flexilis Ag. Heller ikke her var der Dyreliv at finde.

Imod Heioabær hæver Bunden sig jævnt. Stormfuldt
Vejr afbrød imidlertid videre Maalinger, som jeg særlig
anbefaler udførte i Søens sydlige Del.

Skjont de fundne Dybder langtfra ere tilstrækkelige til en virkelig fuldstændig Opfattelse af fXngvallavatns Bundforhold, vise de dog, at denne Sø er den dybeste, vi endnu kjende paa Island, og at i det mindste en Del af dens Bund ligger under Havets Overflade. Den ligger dog ikke dybest af de islandske Søer, thi Bunden af Lagarfljöt i Nordre Mulasyssel ligger efter Amuml Hdlamls Maalinger 268 Fod under Havets Overilade *). l Eli. Erslvrs udmærkede Værk „Jylland" er det nylig paavist*;;:), at Danmark har 7 Søer, hvis Bund ligger under Havfladen, og at .L von Kludens Fortegnelse altsaa trænger til Tilføjelser: imellem disse maa nu og

saa plngvallavatn fremtidig ind-aa.

I 1884 maalte jeg nogle andre islandske Søers Dybde.
Hraunsratn i Oijords Syssel er 32 Favne paa det dybeste,

---

*) Nitellastøgtcn var ikke tidligere kjondt fra Island. Foru.lon ile i l'ingvallavatn fundne to Arter, har jeg i Sommer fra .Island hjembragt N. capitata N. et Es. fra et Aalob vod _tun«va o«r iVa Mirtä.

*) 1. c. S. 235.

**) 1. c. S. 222 og 338.

Ljosaratn i Sønder Thingø Syssel er 14 Favne og endelig
utyvatn ikke over 4 Favne*). Ingen af disse kommer
altsaa fingvallavatn og Lagarfljöt nær i Dybde.

Ved Heioabær paa den vestlige Side af fingvallavatn og ligeledes paa den østlige Side ved Mio fell ligger der et godt Stykke fra den nuværende Søbred en Bræmme af vandsliclte Sten; denne Stenlinje viser., hvor Søbredden fordum har været. Søens Niveau er pludseligt blevet sænket, og det er sandsynligt, at man ved nærmere Undersøgelser vil finde, hvor nøje Vandstandens Sænkning netop svarer til det egentlige Gjennembrud af den sidste Dæmning af Gljufen imellem pingvallavatn og Ulfjotsvatn. Men ligesom ved Hvitnrvatn synes Sænkningen ogsaa her at være sket ret pludseligt.

Ulfjotsrcün er sikkert et nogenlunde dybt Vand: mine faa Maalinger i det gav indtil 17 Favne langs den nordre Bred. Paa Grund af de ejendommelige Bundforhold i Jmigvallavatu. Hraun og vulkansk Sand. fører Afløbet fra denne Sø ikke mange faste Bestanddele med sig. og Udfyldningen af Ulfjotsvatn er derfor saa godt som ingen. Dybden og det rene Vand give denne Sø et pragtfuldt Udseende, i det den skinner blaagr.dn som en Alpesø, hvilket i Forbindelse mcd dens tiltalende Omgivelser Q-jør den til et af de skjønneste Steder i Island.

En Meddelelse om Varmeforholdene i clipse to Søer vil ogsaa fremhæve deres fælles Egenskaber. Den 9de Juli Kl. 4 Eftm. var Vandets Varme i Ulfjotsvatn 10°, Luftens 16°; den 19te Juli Kl. 9 Fmdg. maaltes, ved en Luftvarme af 11°, Vandet i pingvallavatn at have 9°; Dagen efter ved det samme Klokkeslet var Luftens Varme 14° og Vandets 9°. l Sog neden for Faldene havde jeg ved en Luftvarme af 15° (Kl. 11'/a Formdg.) fundet Vandet at have 10°.

Imellem Ulfjotsvatn og det lavvandede Al f tår at n cider tre større Fosser, alle meget skjønne; men højst i Bang staar dog den saakaldte Irafos. Alftavatn er meget lavvandet, og fra denne Sø, indtil Sog løber sammen med Hvita, er der ikke noget videre Fald.

I den foregaaende Redegjørelse have vi fulgt Grænserne af Geysirdalen og vist, hvad deter for Vandløb, som strømme ud i den og som have Indraget til at landfæste den tidligere Geysirbugts Ørige og derved frembringe Islands største Lavland, som nærmest er at betragte som et fra Havet hævet „Udfyldniiigsdclta"**), der dog ikke alene er af fluviiitil Oprindelse, siden ogsaa vulkanske Masser have flydt til og taget Del i Udfyldnings

arbejdet. Dette er i Overensstemmelse med Amnnd Hallands Opfattelse; han udtaler nemlig udtrykkelig, at Elve i Sydlandet, og de tre Hovedelve i Geysirdalen falde ud over øde Landstrækninger, ikke i Bunden af større Fjorde ; samt at naar dette sker, er det Tegn paa, at de tidligere Fjorde ere udfyldte*).

Des værre for Island har ingen af dets Floder evnet at danne Marskland: deres Opland er nemlig vidtstrakte Jøkler under ét, finder man, som paavist, enten Hraun eller Moberg paa mange Steder stikke deres grimme Masser frem. uden at de dog nr.a til nogen synderlig Højde, mens alle Lavninger ere udfyldte af Myrer, en meget ny Kjærdannelse. Over Myrerne hæve Gaardenes græsklædte Tage og hojnede Tun sig som Skanser i Lavlandet. Omkring Ølfusa, langs det nedre Løb af pjorsfi, paa Landseyjarne og flere Steder højere oppe i Geysirdalen mindes man uvilkaarlig om Vestjylland, f. Ex. om Egnen ved Vemb, ved Ringkjøbing, ved Tarm**). Og naar den dirrende, fugtsvangre Luft staar over Myrestrækningerne og Sandene, og efterbaanden Overlladens Omrids udviskes, forøges Ligheden. Saa har man som i Vestjylland Luftspejlingernes mangenrtede Billeder, der give Landskabet Udseendet af et med skovklædte Øer opfyldt Øhav, mens yderst ude til Havs mægtige Fartøjer med alle Klude til dovne i Vaarsolen. Det er da Islændernes „Uppl.yllingar", man skuer, og prægtigere Fata Morgana faar man aldrig at se.

Det fyldigste Indtryk af Geysir-Deltaet faar man dog ved at drage igjennem Landstrækningerne Mciö og Fiol Den førstnævnte udgjøres af det smalle Stykke Land imellem fjorsa og Hvita med Laxä, og den udvider sig imod Syd til Flöi, som saa holder ved helt ud til Havet, i det denne Landstrækning bliver bredere og bredere. Ordet Floi passer fortræffelig for den derved betegnede Landsdel, thi det bruges netop som Kjendingsnavn for flade, sumpede Strækninger***). Men Ordet Fioi har tillige en anden Betydning, nemlig: en bred Havbugt, og Floens Navn passer derfor ogsaa godt nok til den Forklaring, her er givet af GeysirdalensTilblivelsesmaadc. Skeiö (det tyske Ord „scheiden- Imr dog muligvis en anden Betydning end

det islandske Navn) er en eneste stor Myr. saa vaad, at man
kun med Møje færdes i denne Landsdel; det er her, at

---

*) Om Islands .Jøklor 1. c. S. 227—228.

*) Dot er Professor Ed. Enslccs Fortjeneste først at ha\ gjort opmærksom paa Deltadanndscii ved Monta og Skjernna i Jylland. (Jvl'r. .Jordkloden og- Mennesket, en aim. Skildring- af dcu physiskc CJeogran. !i«lon Del. ISÜO. S. li:

*) „Fiskcritidende" 1885. 8.225, 234 og 258. — „Anrtvar

***) Dr. Kälui,d, 1. c. J. S. 172

**) S. Günther 1. c. S. 4

der ved Højvande opstaar Forbindelse imellem |>jorsa og
Hvitü. Fra Mosfell eller fra Vordufell ser man tydelig

som paa et Kaart Deltaets Mylr af Flodarme og den
bestemte Grænse imellem Højlandet, hvorfra Floderne ile
ned, og Lavlandet.

Foruden de i det foregaaende fremhævede lagttagel
til Kaartet over Jsland, over Vandstanden i

Hvittirvatn og jpinavallavatn. over Sødybderne og over meget andet, er Hovedudbyttet af Undersøgelserne dog dette, at Geysirdaleu fordum har været en Havbugt, som med Tiden er bleven hævet fra Havet og udfyldt ved Hraun, ved Jøkelmateriale og ved Kjærdannelse, eller med andre Ord: GeijsirTjufjten, der liar d Omfang af 70 Flademu, danner d ejendommeligt Delta.