Nogle Bemærkninger om Øst-Grønlands Beboere.

Enhver, der med Interesse har fulgt den danske Expedition, som under Kaptajn Holms Ledelse i Aarene 1883_—85 berejste Grønlands Østkyst, vil sikkert gjennem de forskjellige Beretninger, der ere komne fra Expeditionen, have lagt Mærke til, at dennes Medlemmer forlode Østkysten med den bestemte Opfattelse, at, dersom Danmark skal fortsætte paa sin engang betraadte meget rosværdige Vej og gjøre sit yderste for at bevare Grønland for Grønlænderne og maaske lidt efter lidt bibringe denne i saa mange Retninger elskværdige og ejendommelige Folkestamme lidt Civilisation, saa maa Østlændingerne, der endnu som Hedninger, überørte af den Civilisation, der rører sig omkring dem, bebo stkysten og navnlig Kristian IX's Land under omtr. 66° n. Br., blive, hvor de ere, og rolig vente til en Missionær kommer til dem.

Det sidste Raad, Østkystexpeditionens trofaste Ven, Hedningen Navfalik, den første og dygtigste Mand paa den sydlige Østkyst, fik, før Expeditionen forlod ham, var: Bliv, hvor Du er, lad være med at rejse til Vestkysten, saa kommer der nok en Præst op til Dig, som kan skaffe Dig, hvad Du længes efter. Navfalik har ikke fulgt Raadet! Han beboede, da Expeditionen besøgte ham, sammen med 130_—140 Mennesker, den mellemste Del af den sydligste Østkyst, og det vil endnu hos adskillige være i frisk Minde, hvilken uundværlig

Støtte han var for Expeditionen. Da Kaptajn Holm først havde vundet Navfalik, var Expeditionens heldige Udfald næsten sikret; han vogtede vore Proviantdepoter; han indgød vore modløse Vestlændiuger Mod og var altid selv i Spidsen, naar det gjaldt om at føre de skrøbelige Skindbaade frem mellem de mægtige Ismasser. Fra hans Hjem var der Syd efter omtr. 50 Mil til de sydligste danske Kolonier og omtrent lige saa langt Nord efter til den langt talrigere Stamme, som beboer Kristian IX's Land, og om hvis virkelige Tilværelse, Levemaade, Sæder og Skikke Holm er den første, der har bragt sikker Underretning ved selv at trænge langs Kysten op til dens isomgivne Land og bo en Vinter sammen med den.

Navfalik og hans Slægtninge og Venner paa den mellemste Del af Kysten dannede ligesom et O vergangsied mellem de aldeles vilde Hedninger i Kristian IX's Land og de i de sidste Snese Aar kristnede Folk omkring Kap. Farvel; men naar det nu (jvnfr. Finanslovforslaget for 1888^—89) er Meningen at sende en Missionær op til Grønlands Østkyst, havde det jo været rimeligst, om han engang i Tiden havde kunnet virke mellem alle stlændingerne. Belært af den Erfaring, man har kunnet høste i de halvandet Hundrede Aar, Missionen har bestaaet paa Vestkysten, maa han kunne gribe Missionsgjerningen an paa en rigtigere Maade, end det var Grundlæggerne af Vestkystmissionen muligt. Missionærerne kom dengang saa godt som uden Understøttelse til et fuldstændig fremmed Land og Folk, et Land, hvor alt for dem var saa øde og mørkt, at der skulde et sandt Heltemod til at blive den engang fattede Beslutning tro. Paa Grund af Mangel paa Understøttelse bleve de tvungne til at bringe Missionen ind i et Spor, der ikke passede fuldstændig for Grønlænderne, navnlig fordi det gik Haand i Haand med en temmelig udbredt Handel, som Grønlænderne sikkert aldrig lære at taale.

Der er nu fra Grønlands Sydspids kommet nøjagtige Oplysninger om en Begivenhed, som synes at tyde paa, at vi maa gaa frem med Kraft og saa snart som mulig bringe Missionsprojektet til Udførelse, dersom vi ville bevare Beboerne af det Land, som bærer vor Konges Navn. I Slutningen af Sommeren kom der nemlig fra Kap Farvel's Omegn Underretning til Julianehaab om, at Hedninger vare 'ankomne fra Østkysten til det sydligste danske HandeLsetablissement paa Vestkysten. l Spidsen for dem. hed det sig, var Navfalik. Kateketen ved Nanortalik, Halvgrønlænderen Isak Lund, beordredes til at rejse ned til Hedningerne og skaffe nærmere Oplysninger om dem. Han kom tilbage og berettede følgende :

Den ste Avgust 1887 ankom fem Konebaade fra Østkysten til Pamiagdluk Handelsstation; to af Baadene vare fra Kristian IX's Land, de andre fra Egnene omkring Tingmiarmiut og Umanak paa omtr. 63° n. Br. 68 Mænd, Kvinder og Børn vare med Baadene, af hvilke de to længst Nord fra havde været samfulde to Aar om Rejsen; de sydligste havde brugt et Aar. De to Baade fra Kristian IX's Land vendte tilbage til deres Hjem efter otte Dages Ophold ved Handelsstedet. Besætningerne havde fortalt, at der havde været en Del Nød ved Angmagsalik, men det var vist, fordi Beboerne dér havde stjaalet Brød fra Expeditionen, da den boede hos dem. (Denne Fortælling er der iøvrigt noget modsigende i, thi dersom Baadene have været to Aar om Rejsen, maa de jo have forladt Angmagsalik ganske kort efter, at Expeditionen forlod denne Plads, hvilket fandt Sted i Juni 1885, og de kunne derfor ikke godt vide Besked om, hvad der er foregaaet dér). Kun en Kvinde, Hustru til Angekokken Sanemuinak fra Angmagsalik, — en af Kapt. Holms gamle Omgangsvenner, — blev tilbage. Sanemuinak havde nemlig tidligere af og til været lidt voldsom i sin Optræden imod hende og nu tilsidst truet hende med, at, naar de havde været paa Vestkysten, skulde han nok dræbe hende. Da hun ikke fandt denne Udsigt fristende, skjulte hun sig i en Klippehule i Omegnen af Handelsstedet, og skjønt Sanemuinak tilbragte et Par Dage med at lede efter hende, maatte han dog rejse hjem uden hende. Hun er nu sammen med Navfalik og 48 Mennesker, der udgjorde Besætningerne paa de andre tre Konebaade, forblevet paa Vestkysten. Alle disse Mennesker have besluttet ikke mere at vende tilbage til Østkysten, efter deres eget Udsagn fordi de længes saa meget efter deres Sjæls Frelse, men muligvis dog ogsaa, fordi deres Landsmænd fra Vestkysten under Expeditionens Besøg paa Østkysten have fortalt dem saa meget om den dejlige Butik, hvor man altid kan faa Brød, Kaffe og Tobak, naar bare man har Spæk og Skind at sælge.

I Tingmiarmiut- og Umanak-Egnen er der nu kun mellem 80 og 90 Mennesker tilbage, og det ligger nær at antage, at de ville følge deres Slægtninge og drage til Vestkysten. Der er endnu ingen Udsigt til, at Beboerne af Kristian IX's Land skulle følge efter, men den sikreste Maade, hvorpaa dette fuldstændig kan forhindres, bestaar iat sende en Missionær op til dem. Dersom stlændingerne, naar de komme til Vestkysten, vilde bære sig ad som fornuftige Mennesker og slaa sig ned paa gode, ikke overbefolkede Fangepladser; dersom de vilde bevare deres gamle Nomadeliv, der absolut hører med til Grønlændernes Velvære; dersom de kun vilde besøge Handelsbutiken

med deres Varer, naar de selv have Overflod; ja, dersom de i det hele taget kunde præstere det vidunderlige og taale fra fuldstændig Vildhed lige med ét at blive kastede ind i Civilisationen: saa var det jo meget nemmere, om de kom til Vestkysten til os, istedenfor at vi skulde rejse til Østkysten til dem. Erfaringen har imidlertid tilfuide saa mangen Gang vist, at stlændingerne ved deres Ankomst til Vestkysten bosætte sig ved de overbefolkede Missionspladser, hvor Fangsten i Forvejen er slet, saa de kun gaa Armod og Sygdom imøde. Den frie, übundne Handel kunne de ikke taale; deies Modstandskraft brydes; Kirkegang og Undervisning holder dem, i alt Fald ved de herrnhutiske Missionspladser, mere hjemme fra Fangsten end ønskeligt, og mange omkomme af Forkølelses - Sygdomme, der hos dem ytre sig meget voldsomt og hurtig gøre det af med dem.

Navfalik har imidlertid ikke kunnet modstaa Fristelsen: Den stolte Fanger, der tidligere med sit Spyd gik paa Livet af Isbjørnen, skal paa sine gamle Dage til at gaa i evropæiske Pjalter og paa Skolebænken bøje sig under de herrnhutiske Missionærers altfor methodiske Undervisning! Gid den unge Mand, der af Iver og Interesse for Sagen har paataget sig at gaa til stgrønland som Missionær, maa faa Held og Lykke til sin Gjerning, saa Beboerne af Kristian IX's Land ikke skulle komme til at dele deres sydlige Landsmænds Skæbne.

Som Bevis paa, hvor vidt en begavet Grønlænder kan drive det i det danske Sprog uden nogensinde at have været i Danmark, meddele vi følgende Oversættelse af ovennævnte Isak Lunds grønlandske Indberetning til Direktøren for den kgl. grønlandske Handel. Oversætteren er Kateketen ved Julianehaab, en af de i det danske Sprog bedst bevandrede Grønlændere.

„Konebaade som vare kom fra vort Lands Østkyst, vare fem, to som vilde handle, tre som ville blive for ät de kunde blive døbt; og de blev befalede af tyske Missionær at de skulde boe i Frederiksdal.

Disse som vil blive, spurgte vi efter Befaling; to Konebaade som var kom blot for at handle vare: Sam'muinak fra Angmagsalik, men dengang da Holm forlod Angmagssalik forlod de ogsaa, og overvintrede ved Umivik, og derfra kom de. Den anden Konebaads Ejermand kakagdluk var ogsaa fra Angmagssalik, han er ogsaa ligesom sin Ledsager, da han forlod Angmagssalik 1885 og bosatte sig ved Umivik. Besætningen af de Konebaade som vare vende tilbage, vare 38 ialt, og derfra 6 vilde blive ved Igdluluarssuk; og alle de andre vilde tilbage til deres gamle Hjem, naar dette Aar er gaaet forbi.

De som vilde blive for at blive døbt vare 3 Konebaade,
og disses Ejermand ere: Nervalik, Kuvånia og Okalunrtak,
og de havde med sig gifte Mænd som har Familier.

Og disse Mennesker efter Holm og Garde, boe i forskjellige Steder. Nervalik og hans Besætning boe ved Inussartut i Tingmiarmiuts Fjorden. Okaluartåk med Familie boe ved Umånak. Og Kuvånia med Familie boe ogsaa ved Inussartut, og denne Vinter vare alle disse overvintrede ved Kangerdlugssuatsiak.

De fortalte forskjelligt om deras Fangeplads efter Holm og Garde; Okaluartåk og hans Familie, da de havde en god Fangeplads, leve de vel, men nu først i denne Vinter havde begyndte vel at trænge vod Kangerdlugssuatsiak, og da det var ogsaa altfor kold. Nervalik og Kuvånias vare vel meget trænge indtil Marts, da det var vanskeligt at kjøre i Slæde, for sammenfrosne Ismasser, og da det var ogsaa ingen som de kunne fange; men dog sagde de at de vare ikke saa trænge i denne Vinter som Okaluartåk. Men de sagde alle eens saaledes: at det er næsten ikke meer at fange i Østkysten; og undertiden naar der kommer nogen Sælhunde, dog de ere ikke übevægelige som tidligere (o: de forsvandt strax); men det var ikke den Grund da de ville forlade deres Land som de holde meget af. men da de tænke paa deres udødelige Sjæls frelse, fordi de tænke saa ofte saaledes især naar skeer en Ulykke om Vinteren.

Det var ingen Sygdom efter Såkututerne (nemlig Holm og hans Ledsagere) derfor var der er næsten ingen 'Døde, kun 3 Børn døde, saaledes vare de fra Tingmiarmiut indtil Igdluluarssuk eller til Umivik. Fra Tingmiarmiut og til Igdluluarssuk denne Mellemrum er næsten ingen Menneske, og nu er der kun omtrent 81; og disse Mennesker boe ide Pladser: ved Igdluarssuk ved Arkorninak og ved Igdluluarssuit. Og Antallet af de Mennesker som boe i denne Mellemrum formindsket derved at de gik flere Gange til Vestkysten for at blive døbt; og det er forhaabentlig at alle de som boe i Nærheden skulle gjøre saaledes, da de pleje at følge deres Slægtninge.

De som vi have hørt om beboerne af Angmagssalik veed vi ikke om de ere Sande eller ej, skøndt alle de som have fortalt, fortalte næsten eens; men da det var ingen som boe i dette Sted som vi kunne spørge, troede jeg ikke rigtigt hvad vi have hørt. Jeg har ogsaa sagt, at det var noget fra Angmagssalik som kom til Pamiagdluk for at handle, men de forlod Angmagssalik allerede dengang da Løjtenant Holm forlod dette Sted, derfor kunne de ikke rigtigt fortælle som man kan troe, saaledes meente jeg, da jeg veed at stlændingerne pleje at fortælle meget mere end de havde hørt, for at de kunne gjøre dem forunderlige. Saaledes havde de fortælle, hvad de havde hørt: dengang da Såkututerne forlod Angmagssalik da det blev Vinter vare de meget i Nød, fordi det var ingen som de kunne fange, derfor døde mange af sult, mange Menuesker som boe i de store Huse ere forbi (o: de død alle); og maaske af Elendighed medfører sig megen Sygdom og Død, og det maa være megen Nød fordi de fortalte at de spiste Menneske Kiød. Og de mente at det var Straf fordi de havde stjaalet fra Såkututerne.

Da vi spurgte dem om Isforhold, fortalte de akkurat
som vi tidligere have hørt: at midt om Sommeren især i
Avgust Maaned plejer der aabent Vand, og undertiden at

de ikke kunne see noget Is. Og saaledes plejer at være fra Tingmiarmiut indtil nordefter, men hvordan det er i længere nordpaa i Angmagssaliks Omegn, veed de ikke Mennesker som boe i Nærheden, da de ikke rejste nordpaa fra deres Boplads. Men man maa haabe at det er saaledes næsten hele Østkysten, og da det Tår ogsaa saaledes dengang da Holm var deroppe.

Vi have ogsaa spurgt som vi mente at det kunde være
behageligt at høre, men de havde ikke mere at fortælle,
Nanortalik d. ste September 1887."